Vi fiskere står ofte i et dilemma: På den ene side vil vi gerne have lov til at fiske af lodsejeren. På den anden side ved vi, at han ofte bryder loven, hvad miljøet angår…
Danmark er et ganske lille land med meget lidt oprindelig natur tilbage. Danmark er samtidig meget tæt befolket – i hvert fald sammenlignet med vore nordiske broderlande. Det siger derfor sig selv, at den danske natur er ganske sårbar – og at den har mange brugere. Og da disse i regelen har vidt forskellige indfaldsvinkler til den “rette” brug af naturen, er der lagt op til mange konflikter mellem forskellige interessegrupper.
Det er lodsejeren og den hellige, private ejendomsret, der råder ved de danske vandløb. Lodsejeren, der enevældigt kan bestemme, hvem der kan eller ikke kan fiske fra hans jord. Lodsejeren, som høster udbyttet i form af kroner – ofte sorte – fra udlejning af fiskeretten. Ganske vist har den nye ferskvandsfiskerilov udhulet lodsejerens rettigheder noget, men i det store og hele er det stadig lodsejeren – i regelen en landmand – der bestemmer.
Men her i Danmark har der aldrig været tradition for, at lodsejeren gør noget for fiskeriet. Han har derfor heller ikke forlangt mere, end rimeligt var, når han lejede fiskeretten ud til lystfiskere – til foreninger, konsortier eller privatpersoner.
Sådan har det ikke været i lande som eksempelvis Norge og Island. Her har bønderne næsten siden århundredskiftet været klar over, at de sad på noget, der – forvaltet rigtigt – kunne være en guldgrube.
Fiskeriet efter laks har alle dage været en eftertragtet vare, og da laksebestanden for alvor begyndte at svinde ind i takt med industrialiseringen, indså disse bønder snart, at at de selv måtte til at så, hvis de fortsat skulle kunne høste. At de selv måtte i gang med avls- og udsætningsarbejde, hvis der også fortsat skulle være fisk at fiske efter – og dermed en fiskeret, der kunne sælges til højstbydende og indbringe gode penge.
Laksebønderne i Norge og på Island har altså længe selv måttet investere i deres fiskeri, før de kunne sælge det. Prisen har så også været derefter – i mange tilfælde så høj, at kun meget velstående mennesker har kunnet byde med. Prisen på en enkelt dags fiskeri i en af Islands mest eftertragtede elve kostede således i 1990 mere end 20.000 danske kroner…
Fra dagkort til konsortium
Almindelige mennesker må her nøjes med at se på, hvilket naturligvis ikke er ønskværdigt i et demokratisk samfund, hvor goderne helst skulle fordeles lidt mere ligeligt!
Og sådan skulle det da også nødig gå i lille Danmark. Men udviklingen lader sig næppe stoppe. Det er allerede sket enkelte steder her i landet, og det vil givet ske endnu flere steder i tiden fremover: At det, der før var tilgængeligt fiskevand for alle, der gad købe et dag-, uge- eller årskort, nu bliver omdannet til et konsortievand forbeholdt et fåtal mennesker, der så til gengæld må betale mere. Og er villige til det.
Dette er trist for den fiskende offentlighed, men på mange andre måder forståeligt. Lodsejeren slipper for de mange turister, som måske kun er der den ene gang, og som derfor giver pokker i stedet. Som parkerer idiotisk. Som glemmer at lukke led og hegn efter sig. Og som måske tramper afgrøder ned og efterlader affald.
I stedet får lodsejeren nu et konsortium bestående af et fåtal mennesker, der virkelig ønsker at bevare det gode forhold til lodsejeren. Ellers vil han jo ikke leje ud til dem igen! Lodsejeren vil i regelen også få langt mere ud af sin fiskeret – i hvert fald målt i kroner og øre. I de tilfælde, hvor det allerede er sket herhjemme, har han typisk fået to til tre gange det beløb, han inkasserede før overgangen til konsortievand. Enkelte steder endda meget mere.
Det er han naturligvis godt tilfreds med. Væk er også den stadige strøm af dagkortfiskere, som tidligere gled forbi hans hjem og jord både tidligt og sent. Og som ikke sjældent spolerede hans nattesøvn. I tilgift er der endda penge på lommen – meget ofte endda meget sorte!!
Konsortiets medlemmer nyder også godt af udviklingen. De må naturligvis betale en god del mere for fiskeretten, men så slipper de også for, at alt for mange andre render rundt og spolerer fiskeriet for dem. Også naturen ved åen kan ånde lettet op over det mindskede fiskepres. Odder og isfugl er blandt de mere tilfredse – dem, der har brug for fred og ro for at kunne trives.
Med dette i tankerne kan man næppe regne med andet, end at der fremover vil blive endnu flere konsortier bestående af de højestbydende. Og færre vande, hvortil fremmede kan købe fiskekort.
Høster uden at så
Danske lystfiskere har længe været et forkælet folkefærd. De har i mange år kunnet leje fiskeretten til priser, der – i hvert fald set med rige udlændinges øjne – er latterligt lave.
For lystfiskerforeningerne er dagkortsalget ofte alfa og omega – det, der får tingene til at hænge sammen rent økonomisk. For store foreninger og sammenslutninger drejer det sig ofte om rigtig mange penge – flere hundrede tusinde kroner på årsbasis – penge, der hidtil er gået til dels leje af fiskeretten, dels avls- og udsætningsarbejde.
Men med det obligatoriske fisketegn, der trådte i kraft pr. 1. januar 1993, er det i stedet pengene herfra, der skal finansiere udsætningerne. Og det kunne nok få enkelte lodsejere til at hæve prisen på fiskeretten. Nu er det jo ikke længere lystfiskerne, der selv skal forestå de bekostelige udsætninger – direkte, i hvert fald. Indirekte er det dog stadig dem, der – nu via fisketegnet – betaler fiskeplejen.
De hidtil lave priser på fiskeretten gør det også let for kapitalstærke udlændinge at overbyde danske lystfiskere. Ikke direkte, for det må de efter alt at dømme ikke, men indirekte via danske stråmænd. Specielt har mange udenlandske firmaer netop nu ganske givet Gudenåen i kikkerten – Gudenåen, som nu igen er blevet et produktivt laksevand. Og godt laksefiskeri har aldrig været mere eftertragtet end nu.
Mange lodsejere vil naturligt nok falde for fristelsen til at sælge ud – til højstbydende – af det fiskeri, som i mange år har været forvaltet og plejet af lokale lystfiskerforeninger. Men modsat tilfældet med Norge og Island, så er det jo ikke lodsejernes skyld, at laks og havørreder atter springer i mange danske åer.
Ekspropriér fiskeretten!
Man kan derfor stille spørgsmålstegn ved det rimelige i, at disse få lodsejere skal “score kassen” af det stærkt forbedrede fiskeri – i form af en voldsomt forhøjet fiskeleje. Det rene vand og de springende fisk er jo nye samfundsskabte værdier, som alle skatteydere burde kunne nyde godt af. Det jo er dem, der har betalt! Det har ikke kun de meget få lodsejere, der tilfældigvis har jord ned til åerne.
I mange år har vi således været forvænte med godt fiskeri til meget lave priser. Men intet varer som bekendt ved, og alting bliver som bekendt dyrere. Vi bliver hele tiden flere og flere om de samme åer, hvorfor prisen uundgåeligt vil stige som et simpelt resultat af udbud og efterspørgsel.
Fra forskellig side er det derfor blevet foreslået, at fiskeretten eksproprieres. Herved undgår man, at priserne stiger ukontrolleret, som det allerede har været tilfældet ved Gudenåen. Her er fiskelejen et enkelt sted steget til det ti-dobbelte, efter at der igen er kommet laks i åen.
Ved at ekspropriere fiskeretten ved vore vandløb vil man undgå, at rige udlændinge – typisk store multinationale firmaer – opkøber fiskeretten til vanvittige priser. Med det fra Norge så velkendte resultat, at de lokale blot må se til, mens de rige udlændinge fisker “deres” laks.
Man vil ligeledes få mulighed for en effektiv styring af fiskeriet og fiskeplejen, hvilket desværre ikke er muligt med den hellige og ukrænkelige, private ejendomsret, der råder idag. Her er både fiskeri og fiskepleje ofte helt uden overordnet styring. Nogle bidrager til fiskeplejen, mens andre bare nasser på førstnævntes arbejde og investeringer…
Hvem ejer naturen?
I det hele taget bør man spørge sig selv, hvem der egentlig ejer naturen og har hånds- og halsret over de danske vandløb. – Hvem har dog givet landmændene lov til at aflive vore smukt slyngede vandløb og reducere dem til snorlige afvandingskanaler? – Og hvordan i alverden kan landets alt, alt for mange dambrugere dog have lov til at dræne vandløbene for deres vand og samtidig spærre for vandrefiskene på deres søgen efter gydepladserne?? – For slet ikke at tale om den massive forurening???
Som lystfiskere ved de danske vandløb står vi gang på gang i et kedeligt dilemma: På den ene side vil vi jo meget gerne svinge vore stænger ved det strømmende vand. Og til det formål skal vi have lodsejerens samtykke. På den anden side må vi alt for ofte fra første parket opleve, hvordan selvsamme lodsejer – som landmand eller dambruger – øver vold på den danske natur.
Overløb fra møddinger, blanding af sprøjtegifte ved åen, markvanding med åvand i tørkeperioder, opstemninger med fisketrapper, der ikke får det vand, de skal have ifølge loven og så videre. Listen over fortrædeligheder af denne art er på det nærmeste endeløs.
– Og hvad gør vi ved det? – Holder vores kæft for ikke at miste fiskeretten!!
Verden er desværre fuld af eksempler på, at lystfiskere eller hele lystfiskerforeninger har mistet deres fiskeret, fordi de vovede at påtale ulovligheder. Enten direkte til lodsejeren eller til myndighederne.
I et velkendt tilfælde opsagde lodsejerne ved en vestjysk å kollektivt deres aftaler med lystfiskerne, fordi Danmarks Sportsfiskerforbund formastede sig til at gøre indsigelse i en sag om retten til vandet. 24 km fiskevand gik hermed tabt – i hvert fald i første omgang.
– Og hvad så? – Skal vi stiltiende acceptere ulovligheder, når vi konfronteres med dem – blot for at beholde fiskeretten? – Eller skal vi give lovbryderne råt for usødet – med risiko for at miste fiskevandet?
Hvis vi også fremover skal kunne se os selv og hinanden i øjnene, når vi står over for sådanne situationer, da er valget enkelt: Da må vi lade hensynet til naturen gå forud for vor egen fiskeret. Alt andet vil være ynkeligt hykleri.
Et solidt los til en kriminel lodsejer kan ganske vist hurtigt blive ris til egen røv. Men i sidste ende er det jo os selv, der står tilbage som taber, hvis ulovlighederne får lov at gå upåtalt hen…
Steen Ulnits
Efterskrift:
Mariager Fjord afgik ved døden den sidste uge i august 1997. Årsag: En rekordvarm sommer kombineret med udledninger af næringssalte fra landbruget, som ikke har levet op til kravene i vandmiljø-handlingsplanen.
Således kunne Nordjyllands og Århus Amter i fællesskab konkludere, at landbruget stod og står for hele 77% af udledningerne af kvælstof til Mariager Fjord. På landsplan har landbruget kun reduceret sit kvælstofforbrug med 14% mod de krævede 50. Industrier og bysamfund har derimod mere end levet op til kravene – via milliardstore investeringer i bedre spildevandsrensning.
På et stort anlagt krisemøde i Assens stod Danmarks Naturfredningsforening frem med et klart budskab om, at der skal strammes endda meget op over for landbruget. Politikerne har spillet fallit, og landbruget har haft en alt for lang snor med hensyn til overgødskning af deres jord.
Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) glimrede desværre med deres fravær. De var ganske vist med til at arrangere mødet, men kom ikke med et eneste indlæg eller forslag til, hvad der kunne gøres for at give den døde fjord livet tilbage igen – og til at undgå kommende tilfælde af kvælningsdød i andre danske fjorde.
Det gav fornyet grobund for anklagerne om, at DSF fortrinsvis er en sammenslutning af jyske åfiskere og slet ikke den landsdækkende organisation, som de selv giver udtryk for, og som danske lystfiskere har så hårdt brug for.
De manglende indlæg fra DSF kan kun skyldes, at man er bange for igen at lægge sig ud med lodsejerne – landmændene – og atter engang blive truet med at miste fiskevand til medlemmerne…
En kortsigtet politik til stor skade for hele vandmiljøet.
Del denne artikel: