Her i Danmark oplever vi det paradoksale, at der aldrig før har været udsat så mange havørreder som nu. Og at der samtidig kommer færre og færre fisk op på gydepladserne i vore vandløb. – Hvad er der galt?
De mange fisk skyldes naturligvis de store udsætninger – først finansieret direkte fra finansloven, nu af os selv via fisketegnet – vi har oplevet i de seneste år.
Flere millioner store og små ørreder er blevet sat ud – på Fyn alene mere end 0,5 million årligt – og i de næringsrige danske kystvande stortrives de små laksefisk. De vokser eksplosivt – og burde derfor kunne byde på et førsteklasses sportsfiskeri de fleste steder.
Desværre er det ikke kun fiskene, som vokser eksplosivt. Det har også fritidsfiskeriet efter de selvsamme fisk gjort. Fritidsfiskeri med nedgarn i ikke mindst de kritiske “flaskehalsområder”, hvor vandrefiskene skal passere gennem snævre sunde, som er lette at spærre med garn. Og som så sandelig også bliver det!
I en tid med mere end 200.000 arbejdsløse danskere er det forståeligt, at fritidssysler såsom jagt og fiskeri vokser i popularitet – at disse områder får flere dyrkere, og at den enkelte dyrker får mere tid til sin hobby. Dette gælder såvel lystfiskeri med stang og snøre som fritidsfiskeri med garn og ruser. Og så længe den enkelte holder sig inden for lovens rammer og kun fisker til eget forbrug, er der intet odiøst i dette.
Og dog. Presset på naturen/fiskebestanden kan i et lille land som Danmark hurtigt blive så stort, at der er behov for en form for regulering. Da det er naturligt at fiske, hvor der er flest fisk, vil fiskepresset naturligvis blive størst i ovennævnte “flaskehalsområder”, hvor vandrefiskene sluses ind på deres færd mod gydepladserne.
Disse steder vil hurtigt blive overbroderet med garn, som udsætter vandrefiskene for et alt for stort pres. Resultatet er da heller ikke udeblevet, idet flere af vore “store” havørred- og lakseåer idag ikke modtager tilstrækkeligt med gydefisk – trods udsætninger, som er større end nogensinde.
Bedst dokumenteret er denne dramatiske nedgang i bestanden af gydefisk nok i Skals Å og Simested Å, der begge munder ud i den inddæmmede Hjarbæk Fjord. Her har man fra de årlige elektrobefiskninger efter avlsfisk klart kunne dokumentere en nedgang, der kun kan skyldes et tiltagende fiskepres fra monofilgarnene i Hjarbæk Fjord.
Regulering nødvendigt
En form for regulering er derfor bydende nødvendig i specielt udsatte områder – typisk de smalle fjorde, hvori gydevandløbene udmunder. Uanset om der så fiskes lovligt eller ulovligt med garn og ruser. Det er helt enkelt et spørgsmål om overbelastning.
I den forbindelse var det meget glædeligt, at den daværende fiskeriminister Bjørn Westh i et interview gav udtryk for bekymring over det store og stigende fiskepres. Og at han bad sine embedsmænd om en udredning vedrørende nedgarns-problematikken – en udredning, som forelå først i 1994.
Fiskeriministeren gav endda til kende, at han meget vel kunne forestille sig perioder med totalt forbud mod nedgarnsfiskeri i særligt udsatte områder!
Men bestod så endda det alt for store fiskepres fra monofilgarnenes side kun af de lovligt satte garn. Så var problemet til at overse. Men der drives idag et “sort” fiskeri af utrolige dimensioner i vore kystnære farvande. Den gamle 100 m garnfri zone respekteres ikke, men overskrides konstant – med ikke markerede redskaber, der sættes og røgtes i ly af mørket.
Fangsterne, som typisk omfatter såvel undermålsfisk som fredede gydefisk, sælges sort til røgerier og restauratører, som let kan videresælge varerne til deres kunder – naturligvis uden regning, uden moms og uden at svare skat af fortjenesten…
Omsætningsforbud
Det er interessant, at Fiskeriministeriet tidligere – da fiskeriministeren hed Kent Kirk og selv var erhvervsfisker – har foreslået en vigtig ændring i saltvandsfiskeriloven. Ministeriet foreslog nemlig, at kun personer, som er berettiget til at drive erhvervsmæssigt fiskeri, må videresælge deres fangster.
Herved håbede man at kunne dæmme op for det tiltagende “sorte” fiskeri, som dels unddrager statskassen for penge, dels påfører erhvervsfiskerne urimelig konkurrence.
Langt mindre interessant er det, at den daværende fiskeriminister Bjørn Westh, som jo er socialdemokrat, har taget dette forslag af bordet igen – med den begrundelse, at et omsætningsforbud alligevel ikke kan kontrolleres. Andre partiers fiskeripolitiske ordførere har yderligere begrundet fjernelsen med, at “sort” handel med illegale fisk jo allerede er ulovlig ifølge gældende skattelov.
Bjørn Westh mente – måske med rette – at fiskerikontrollen vil kunne opnå bedre resultater ved i stedet at koncentrere sine sparsomme ressourcer om en bedre kontrol med nedgarnsfiskeriet. Så må man blot håbe, at fiskerikontrollen landet over får besked om at intensivere kontrollen med nedgarn i de hårdest belastede områder. Og hvor er de for øvrigt?
Sådan gør de i udlandet
I Canada har man for alvor indset det store ressourcespild, som redskabsfiskeriet – legalt såvel som illegalt – efter laksefiskene udgør.
Man har derfor påbegyndt et storstilet opkøb af garnlicenser – et opkøb, der vil koste staten millioner af dollars. Således budgetterede man med at bruge 24 mio. dollars alene i provinsen Quebec, 21 mio. i Newfoundland og 15 mio. i New Brunswick – penge, der ubeskåret skal gå til opkøb af lakserettighederne og sideløbende udbygning af sportsfiskeriet.
For netop det østlige Canada slås med en stor og stigende arbejdsløshed (- hvem sagde Danmark?) og har derfor desperat brug for nye arbejdspladser. Og det er jo lige præcis, hvad laksefiskene giver i det rekreative fiskeri!
I Canada har man naturligvis forlængst indført et totalt omsætningsforbud gældende for laksefisk. De er forbeholdt det rekreative fiskeri med stang og line, og de har derfor fået tildelt en såkaldt “Game Fish” status. De må således hverken fanges af legale erhvervsfiskere eller illegale fritidsfiskere. Og ve den, der alligevel overtræder loven. Så vanker der nemlig! Hør blot:
På Newfoundland blev en fisker idømt 2 måneders ubetinget fængsel for at have fisket i fredningstiden. Han fik ligeledes konfiskeret båd, motor og garn.
En anden tyvfisker fik valget mellem 100 dage i fængsel eller en bøde på 30.000 kroner. En anden dommer takserede en lignende forseelse til 85 dage i spjældet eller en bøde på 20.000 kroner.
En fjerde tyvfisker fik konfiskeret sin fangst – 21 laks – samt tre garn og den bil, der blev anvendt til udåden!
Se, det er straffe, der vil noget. Men så står der jo også en regering bag, som mener noget med sine forbud. Som ved, at det rekreative fiskeri efter laksefisk er en guldgrube for lokalsamfundene, når ellers det forvaltes rigtigt. At det her er ensbetydende med hårdt tiltrængte arbejdspladser og ditto skattekroner. En regering, som ved, at tyvfiskeri efter de selvsamme fisk er samfundsskadelig virksomhed, som må straffes hårdt!
Gid vi dog kunne nå frem til noget tilsvarende her i Danmark, hvor det illegale garnfiskeri efter ikke mindst havørred florerer som aldrig før. Hvor det sine steder endda er organiseret kriminalitet, der foretages af bander, som skiftes til at fiske og holde vagt. Og som ikke viger tilbage for at bruge vold og ty til hærværk, dersom nogen stiller spørgsmålstegn ved deres lyssky aktiviteter. Helt enkelt fordi der er så store og lettjente penge i det, som tilfældet er.
Det er desværre ikke helt få lystfiskere, der har måttet notere afrevne vinduesviskere og sidespejle for ikke at tale om kostbare ridser i lakken efter verbale konfrontationer med kriminelle garnfiskere!
Statuér nogle eksempler!
Man kunne fristes til at tro, at dette fiskeri primært udføres af arbejdsløse bistandsklienter, som på denne måde søger at supplere deres pauvre indkomst. Men det er langt fra altid tilfældet. Selv har jeg førstehånds kendskab til en vellønnet værkfører fra Danfoss, der årligt supplerer sin gode indkomst med 50-100.000 kulsorte kroner. Om dagen arbejder han hvidt på den nærliggende fabrik – om natten sort på fjorden…
Fritidsfiskerne har selv erkendt, at der er uheldige elementer i egne rækker. Selv om man naturligvis officielt benægter det omfattende ulovlige nedgarnsfiskeri, så dummede man sig imidlertid gevaldigt, da man i det landsdækkende “Amatørfiskeren” i august 1992 så sig nødsaget til at skrive følgende:
“Derfor venner, hvis I stadig har som intention at fiske med salg for øje, bedes I venligst foretage disse forretninger lidt mere diskret”,citat slut.
Der er ingen tvivl om, at det ville være såre gavnligt, om der blot blev statueret et fåtal eksempler i de forskellige landsdele – eksempler, hvor ulovlige garnfiskere blev taget på fersk gerning, fik deres grej – garn, både og biler – konfiskeret, og blev idømt bøder i størrelse med de ovenfor nævnte.
Da ville det pludselig blive farligt at fiske ulovligt – stik modsat idag, hvor man kan komme ud for, at lovbrydere blot griner hånligt og fortæller, at “det agter de da at blive ved med”, så længe fiskerikontrollen er en by i Rusland…
Idag er der kort sagt ingen risiko ved at sætte ulovlige garn. Til gengæld er fortjenesten stor og så fristende, at mange ikke kan modstå den.
– Vil vore ansvarlige politikere – fiskeriministeren såvel som turistministeren – fortsat acceptere, at et trods alt ret beskedent antal kriminelle fritidsfiskere skal ødelægge så meget for så mange?
– Eller er politikerne bange for et “forbuds-image”, der vil kunne koste stemmer ved næste valg?
I så fald må vi gøre dem lidt mere opmærksomme på de faktiske “stemmetal”, som vi nu har sort på hvidt efter indførelsen af det obligatoriske fisketegn:
Omkring 150.000 betalende lystfiskere (endda fraregnet børn og pensionister) mod kun omkring 25.000 betalende fritidsfiskere.
Så burde scenen være sat for en saglig diskussion om brugen af vore fiskebestande!
Steen Ulnits
Efterskrift:
Der er ingen tvivl om overhovedet, at dansk lystfiskeri oplevede sine bedste år nogensinde i den første halvdel af 90’erne. Det skyldtes helt enkelt de store udsætninger af havørred, som indførelsen af det obligatoriske fisketegn muliggjorde.
Garnlicensen for fritidsfiskere blev indført pr. 1. januar 1990, mens fisketegnet for lystfiskere så dagens lys pr. 1. januar 1993. Hermed begyndte millionerne til fiskeplejen at indfinde sig. De store udsætninger satte ind, og de udsatte havørreder voksede kolossalt i de kommende år. Derfor de mange og store fisk til danske lystfiskere i den første halvdel af 90’erne.
Men det var tilsyneladende også begyndelsen til enden, idet fritidsfiskeriet med lovlige såvel som ulovlige garn nu også tog til – i et omfang, som ingen havde kunnet forestille sig. Derfor har vi da også landet over kunnet opleve to skuffende dårlige sæsoner på især de garnbesatte kyster. Hverken i ’96 eller ’97 er der blevet set eller fanget nævneværdigt med havørreder – trods fortsat millionstore udsætninger.
Det danske havørredeldorado døde lige så hurtigt, som det opstod. Nu kan vi imidlertid håbe på, at fiskeriministeren vil skride til handling. Det var i hvert fald, hvad han den 31. oktober – 1. november ’97 lovede på en konference i Viborg om det rekreative fiskeris fremtid.
Ellers er det slut med flere sølvblanke kæmper fra de danske kyster og vandløb…
Del denne artikel: