Forfatterarkiv: Steen

Islands vilde ørreder

Island forbindes i regelen med laks til luksuspriser. Men Island har andet og mere at byde den besøgende lystfisker på – ikke mindst et meget fornemt ørredfiskeri i elve og søer!

Glohede geysere og iskolde gletchere. Snestorme og sandstorme – næsten på samme tid. Det er nogle af de mange og spændende modsætninger, som sagaøen i nord har at byde på. Forhold, som den gæstende lystfisker må være indstillet på.

Island er verdensberømt/-berygtet for sit luksuriøse laksefiskeri til fantasipriser. Mindre kendt er det, at sagaøen højt mod nord også byder på et fremragende ørredfiskeri i søer og elve. Det er et fiskeri, som er billigt i sammenligning med laksefiskeriet – men stadig dyrt set med danske øjne. Således skal man påregne at betale rundt regnet det samme for et godt ørredfsikeri på Island, som man må af med for et ditto laksefiskeri i Norge…

Langt fra alfarvej

Man skal også gøre sig klart, at det gode ørredfiskeri ikke ligger ved alfarvej. Det ligger i regelen langt inde i landet – ofte oppe i bjergene, hvor vejene er små, smalle og dårligt vedligeholdte. Og hvor vejene ofte kan lukkes med kort varsel – af snevejr helt hen i juni måned eller sandstorme resten af sommeren. Robuste og højbenede firehjulstrækkere skal der til, hvis man vil frem med nogenlunde sikkerhed – dertil lidt gåpåmod, når forholdene er dårlige.

Det fornemmede jeg klart under sommerens første tur til Island i ’97. Det var dejlig varmt, da jeg stod ud af Icelandair maskinen i Keflaviks internationale lufthavn. Luften var 22 og vinden kun svag. Solen skinnede ned over sagaøens bruna lava og grønne græs fra en klar blå himmel.

Det var imidlertid ikke helt så varmt, da vi dagen efter – på vej sydover mod Vatnajökull gletcheren – måtte gøre holdt ved et cafeteria i Vík, Islands sydligste by. Da var temperaturen krøbet omkring tyve grader nedefter, og vi blev mødt med snestorm mellem fjeldsiderne!

Vi søgte tilflugt i kaffestuens varme og fik her at vide, at vejen sydover var midlertidigt lukket – ikke på grund af snestormen, men på grund af sandstorm over de flade smeltevandsområder, som afvander Vatnajökull. Her kunne man ikke se en hånd for sig – endsige holde bilen på vejen…

Et par timer senere havde vinden dog lagt sig så meget, at vejen igen blev åbnet. Vor lille Suzuki 4-hjulstrækker stak atter sydover, omend det ruskede godt i den, da vi nærmede os “the sands”, som de store sandområder i syd kaldes.

Offroader på afveje

Da vi krydser “the sands”, ser vi følgerne af vulkanudbruddet under Vatnajökulls enorme iskappe i efteråret ’96. Den resulterende flom rev alt med sig på sin vej, da den endelig kom – flere uger forsinket. Ringvejen rundt om Island – “Highway Number One and Only”, som spøgefulde sjæle kalder den – blev flere steder skyllet helt væk af vandmasserne.

Men for islændingene er netop ringvejen et nationalt symbol, færdiggjort i 70’erne med det klare mål at binde selv de fjerneste byer og bygder på hele øen sammen. Derfor gik man ufortrødent i gang med genopbygningen, da de værste vandmasser var passeret. I forvejen havde man garderet sig og forstærket broerne, så de kunne klare presset.

Tre måneder efter flommen var ringvejen derfor igen passabel – en kraftpræstation, det imidlertid har kostet dyre udlandslån at finansiere.

Vi slipper helskindede igennem “the sands”, stopper flere steder op for at se nærmere på det månegrå landskab med lysende orange advarselsskilte, der fortæller om farligt kviksand overalt langs vejen. Kviksand, der på få sekunder kan opsluge og fortære nysgerrige turister på afveje.

Det værste tilfælde gik dog ud over en lokal islænding, der forsøgte at krydse sletten på hest. Såvel hest som rytter forsvandt sporløst i kviksandet…

Eksplosiv punktering

Så galt går det dog ikke for os, selv om vi nu langt fra går ram forbi. Da vi forlader asfalten og fortsætter ad en nyanlagt grusvej, eksploderer højre fordæk. Den lille Suzuki trækker straks ud i højre side, får atter fat i gruset og er straks efter på vej ud over venstre vejside – på vej ned i en lille elv med store sten.

Det lykkes dog at rette bilen op igen – kun for at køre af vejen i højre side, hvor terrænet til alt held ikke skråner så meget. Og hvor undergrunden meget praktisk er jævn og bestående af grus og småsten.

Som i slow motion ser vi bilen køre af vejen, dreje 180 grader rundt og begynde at rulle ned ad skrænten. Da bilen igen holder stille, ligger vi på ryggen med hjulene strittende op i luften – som en anden hjælpeløs skildpadde uden jordforbindelse.

Det er en underlig fornemmelse at hænge i sin sikkerhedssele med hovedet nedad. Langsomt går det op for os, at vi er sluppet med livet i behold. Der er ikke blod nogetsteds – kun knust glas overalt.

Vi firer os forsigtigt ned på taget og kravler over glassplinterne ud af den totalt havarerede offroader. Det giver lidt rifter i knæ og håndflader, men ikke noget at snakke om.

Der er ingen kontakt på vore GSM mobiltelefoner – dertil er de omgivende bjerge for høje. Vi må derfor pænt vente på, at andre trafikanter kommer forbi.

En halv time senere er det lokale politi på pletten. En hærdebred islænding tager rapport, kigger bremsespor på vejen, spørger og måler ud. Så tilbyder han os et lift til nærmeste by – hvor en ny udlejningsbil allerede står klar! Et check på et nærliggende hospital dokumenterer, at vi er sluppet med skrækken. Ingen skader på ryg eller nakke efter rulleturen.

På glatis på gletcheren

Men vi skal videre, og op kommer vi – ad stejle bjergveje – til en lille bygning, som både er restaurant og centrum for al færdsel på Vattnajökulls gletcheris. Her kan man hyre guides og tage på tur med snescooter eller bæltekøretøj. Man kan sågar krydse hele gletcheren, hvilket tager en dags tid og kræver godt vejr med god sigtbarhed.

Vi kryber ind i de store forede overalls og krænger styrthjelmene på, inden de tykke fingervanter griber om Skidoo’ens gashåndtag. Og så går det ellers op over gletcherisen i et forrygende tempo – tværs hen over bæltekøretøjernes dybe spor og op ad de stejle sider nær iskanten.

Pludselig standser vor guide op og stiger af. Vi kan nu gå de sidste meter hen til en stejl kant, hvor isen falder næsten 1.000 meter ned mod hav og fjeld. Et imponerende syn, der nemt kan tage pusten fra en dansker, som kun er vant til den tynde luft på Himmelbjerget!

En times tid senere befinder vi os atter nede ved havet, hvor vi kan stå i skjorteærmer og nyde sommersolen uden vanter og overalls! Island er virkelig et modsætningernes land!

Velvoksne vildørreder

Langt om længe er vi fremme ved vor endelige destination – en perlekæde af bjergsøer i det indre af Island. Området er unikt – på flere måder. Historiske kilder fortæller, at der frem til 1400-tallet kun lå fire søer heroppe på fjeldet. De var til gengæld store.

Så kom der to lange år med konstante vulkanudbrud i 1480’erne – altså for godt 500 år siden. Der er flere teorier til, at landskabet kom til at se ud, som det gør idag. Den gængse er, at jordskorpen slog en revne, hvorved alt vandet i den største af søerne helt enkelt løb ud!

Tilbage blev tre store og geologisk set gamle søer. Søer med runde bjerge omkring sig og med flade strande dækket af forvitret brunt lavasand. Søer med mange krebsdyr af en gammel slægt – søer med en bestand af ørreder, som voksede og vokser eksplosivt på de mange krebsdyr. Vandet er 10-12 grader sommeren igennem – en ideel temperatur til en hurtig vækst.

Nyt efter de to års intense vulkanudbrud var 41 større og mindre kratere, som efterhånden blev fyldt med vand. Kratersøer med forrevne strandlinjer og groteske lavaformationer langs bredderne. Søer, hvoraf nogle havde forbindelse med de oprindelige søer.

Herfra indvandrede hurtigt ørreder, som fandt rigeligt med føde i de nye søer. Vulkanaske er jo fyldt med mineraler, som danner grundstammen i alle fødekæder under vandet. De søer, der lå isoleret fra omgivelserne, blev hurtigt forsynet med ørreder fra de øvrige søer – en form for oldnordisk P&T fiskeri, kunne man sige. Omend fiskeriet dengang blev drevet med garn og af de lokale bjergbønder.

Resultatet er under alle omstændigheder, at der idag findes et fremragende fiskeri i størsteparten af vulkansøerne. Med mulighed for fisk på indtil flere kilogram. Problemet – i hvert fald for en tilrejsende – er, at området er kolossalt og svært at finde rundt i. Det er i hvert fald ikke et område, man ønsker sig at fare vild i…

Varme vandløb – og iskolde

I tilgift til et utal af ørredsøer fordelt over hele Island findes der ørreder og rødinger i de allerfleste vandløb – og det er mange! Godt ørredfiskeri findes dog ikke så forfærdeligt mange steder, da elvene ofte er for kolde til netop denne fiskeart.

Til de mest kendte ørredvandløb hører naturligvis det øvre løb af Laxá i det nordøstlige Island, hvor netop denne elv afvander den store Myvatn sø. Geotermisk aktivitet i undergrunden sørger for, at vandet året rundt har en perfekt temperatur for ørrederne, der her kan veje indtil flere kilo. Der findes dog flere andre vandløb på Island, som også har en stabil bestand af store bækørreder. De færreste når dog op på siden af Laxá, da denne løbende rekrutterer ørreder oppe fra søen.

I det kolde smeltevand fra gletcherne på det indre af øen stortrives rødingerne til gengæld. Elvene er ofte hurtigt strømmende, kolde og uklare, men alligevel findes der masser af fisk. De bedste chancer har man her med spinner og spinnestang, som kan fange fisk i det uklare vand – hvad fluer og fluestang langt fra altid kan.

Rødingerne er sjældent store – de fleste under halvkiloet – men fisk på op til kiloet fanges regelmæssigt. I stedet kan man glæde sig over, at rødingerne så har i antal, hvad de måtte mangle i størrelse…!

* * *

Island er definitivt ikke for de svage, der trives bedst i sol og sommer. Island er i stedet for dem, der holder af dramatisk natur og et klima, som skifter hele tiden. Der skal helst være lidt vikingeblod i årerne. Men så mangler der til gengæld aldrig underholdning på Sagaøen. Specielt ikke, hvis man har øje for andet og mere end lige fisk og fluer!

© Steen Ulnits 2000

USA’s varierede østkyst

Det moderne sportsfiskeris hjemland byder på uanede fiskemuligheder – og Atlanterhavskysten et hav af forskellige fiskearter.

Det er amerikanerne, vi kan takke for, at sportsfiskeri idag er en stor og støt voksende fritidsbeskæftigelse. En hobby med så mange aktive udøvere, at selv politikerne er ved at få øjnene op for det. Og en hobby, der som grundlag kræver et godt vandmiljø med sunde fiskebestande.

Det har man idag masser af i Nordamerika, som jo omfatter både USA og Canada – samt Mexico, hvis vi skal have det hele med. Her findes et udbredt og veludviklet sportsfiskeri efter arter, som vi i regelen ikke kender til her i Nordeuropa. Der er jo et helt Atlanterhav imellem os, og det har betydet, at fiskene har udviklet sig til forskellige arter på de to sider af det samme ocean.

Længst i nord

Fjeldørreden

Længst i nord – helt oppe i det nordligste Canada, hvor isen kun er væk i nogle korte sommermåneder – regerer den arktiske fjeldørred. Det er samme art, som lever på den anden side af det smalle Davisstræde – i Grønland. Men det er karakteristisk, at den i de to canadiske provinser Quebec og Labrador i snit bliver betydeligt større end sin grønlandske fætter. I det nordøstligste Canada har man således mulighed for at fange fjeldørreder på helt op til 10 kg!

Mange steder lever fjeldørreden side om side med atlanterhavslaksen. Dog er det kun et fåtal af de elve, der løber ud i Hudson Bay, som har en bestand af laks.

Atlanterhavslaksen

Nogle af de fiskearter, som findes på begge sider af Atlanten, er stadig nært beslægtede. Her kan man passende nævne atlanterhavslaksen som et godt eksempel. Den er næsten identisk i Nordeuropa og Nordamerika. Man kan ganske vist konstatere genetiske forskelle i kromosomtallet, men af ydre er laksene ens i Europa og Nordamerika.

Oprindelig forekom laksen et godt stykke ned i det nordøstlige USA – med staten Maine som et hotspot – men menneskets voldsomme udvikling af netop dette område har for længst udryddet laksen her. Der gøres dog ihærdige forsøg på at genindføre laksen i Maine, men indtil videre uden det helt store resultat.

Det bedste laksefiskeri findes typisk i Quebec og Labrador. Drager vi længere sydover – til øen Newfoundland – kan man træffe laks i snart sagt alle vandsystemerne. Det samme gælder provinsen New Brunswick og øen Nova Scotia, som begge byder på mange, men mindre elve med svingende vandstand og mindre laks.

Kildeørreden

Der er her tale om en eksklusiv amerikaner, der kun forekommer naturligt i det østlige Nordamerika. Den kræver koldere vand end den europæiske ørred, men tåler ikke et regulært arktisk klima som den almindelige fjeldørred. Den overtager derfor i syd, hvor fjeldørreden må melde pas på grund af stigende vandtemperatur.

Kildeørreden kendes på sin marmorerede ryg og de ofte mange røde og blå pletter på siderne. Hertil kommer et for laksefisk ganske stort hoved. Den store mund er tilpasset en kort sommer, hvor mus og lemminger ofte står på menuen! Store hjortehårsmus er derfor gode for mangen en spændende fight med kilotunge kildeørreder…

Det er en kortlivet fisk, som kun i få tilfælde bliver større end 1 kg. I Labrador og Quebec findes dog bestande, der regelmæssigt producerer fisk på 3-4 kg. Kildeørreden er primært en ferskvandsfisk, men havvandrende former forekommer. De bliver dog sjældent større end 1-2 kg.

Oprindelig forekom kildeørreden så langt sydpå som de amerikanske stater Maine, New Hampshire og New York. Men en tidlig industrialisering af disse idag uhyre tæt befolkede områder fik hurtigt gjort en ende på kildeørreden. Idag findes kildeørreden derfor primært i det østligste Canada.

Lige i midten

Striped bass

Striped bass – populært blot kaldet “stripers” på grund af de karakteristiske sidestriber – er en af de mest populære sportsfisk på den amerikanske østkyst.

Den stribede bars er en fisk, som fødes i ferskvand og vokser sig stor i saltvand. Om foråret søger den ind i brakke fjordområder med ferske tilløb, hvor den gyder. De små stribede bars trækker straks ud i brakvandet, hvor de vokser hurtigt, inden de for alvor stikker til havs – op langs den nordamerikanske østkyst.

Et af de vigtigste gyde- og opvækstområder for ungfiskene er den vidt forgrenede Chesapeeke Bay, hvor man har et veludviklet sportsfiskeri efter voksne bars på gydevandring. Hertil kommer store flokke af fisk om efteråret, hvor de efterstræbes af såvel lokale som tilrejsende sportsfiskere. Den kolossale Hudson flod lidt længere nordpå er et andet trækplaster.

Mange steder kaldes den stribede bars for “rockfish”, hvilket hentyder til dens store forkærlighed for klipper. Overalt, hvor klipper stikker ud fra kysten, er der gode chancer for et møde med en striper – meget ofte helt inde i brændingen, hvor fiskene ligger på lur.

Ude i det åbne hav følger de opvoksende fisk Golfstrømmen så langt nordpå som til Maine på grænsen til Canada. Mange bliver hængende sommeren over ved øer som Martha’s Vineyard og Nantucket, der ligger mellem Boston og New York. Atter andre fortsætter til New Hampshire og Maine, hvor de bliver, til hjemvandringen sætter ind hen på efteråret.

Bluefisk

Bluefish er for de tempererede have, hvad guldmakrellerne er for de tropiske. Det er hurtige svømmere, som lever hele livet ude på åbent hav – i evig bevægelse og i evig søgen efter bytte. Det er blodtørstige fisk, som vokser utroligt hurtigt. De kan blive op til 20 kg tunge, men ses sjældent større end 10 kg.

Deres adfærd minder på mange måder om piranha’en, der også kan gå helt bersærk i store madorgier. Faktisk kender man til flere eksempler, hvor bluefish har angrebet mennesker, så de er ikke til at spøge med – hverken nede i vandet eller oppe i båden.

Bluefish’ens skarpe trekantede tænder klipper større småfisk over i to halvdele. Først sluges den ene halvdel, hvorefter den anden samles op og nedsvælges – hvis ikke en anden bluefish har gjort det i mellemtiden!

Bluefish har omtrent samme vandringsmønster som den stribede bars – med Golfstrømmen mod nord i de varme sommermåneder og retur igen om efteråret. Den er dog langt oceanisk end den stribede bars og træffes derfor aldrig oppe i ferskvand.

Længst i syd

Længst i syd ligger Florida og lokker med varmt vand og hotte fisk!“Fishing the flats” er nok det, de fleste forbinder med Florida – fiskeri på det meget lave og krystalklare vand, som omgiver store dele af denne stat. Men man skal ikke glemme, at der længere ude – i selve Golfstrømmen – også er et glimrende fiskeri efter guldmakreller, diverse tun samt sailfish og marlin.

Man må heller ikke glemme “Back country fishing”, som er fiskeri inde i Everglades mangrovesumpe og længere sydpå i markslandet render og vader. Fiskeri på lavt brunt vand med blød bund og – alligatorer…

Bonefish

Mange fluefiskeres foretrukne flats fisk. Af flere årsager. Dels tager den meget gerne fluer, hvis ellers de er præsenteret rigtigt. Og dels er det en sky fisk, som er let at skræmme. Endelig er det i regelen ganske svært at få øje på bonefish’en, der er kamoufleret overmåde godt. Den sølvblanke fisk med de transparente finner falder overmåde godt ind i det undersøiske landskab. Selv ryggen er mønstret, så den ligner krusninger på vandet.

Bonefish er i evig bevægelse – på jagt efter rejer, krabber, søpindsvin og andet spiseligt i skovene af “turtle grass”. Når flokken kommer trækkende, skal der handles lynhurtigt. Fluen skal placeres foran fiskene, førend de er væk igen. Der er kun få sekunder at gøre godt med!

Det mest fascinerende ved bonefish er dog deres reaktion på at være kroget. Efter et sekunds vildrede sætter de skruen til og kan sagtens tage 100 meter line af hjulet i deres første og aldeles uimodståelige udløb!

Bonefish har i regelen en størrelse, der gør, at de kan tages på almindeligt fluegrej, som vi bruger det på kysten herhjemme. Blot skal der helt være 200 meter bagline på hjulet. De største bonefish – dem på ti pund og derover – tages typisk længst nordpå med Florida som et godt udgangspunkt. Fluefiskeriet på de lavvandede flats topper typisk i maj-juni, hvor vandtemperaturen passer fiskene perfekt.

Tarpon

Er man til større og vildere fisk end bonefish, finder man også det i Florida – i form af toptrimmede tarpon, som kan rive det meste fiskegrej i stykker i deres meterhøje spring!

De største tarpon, man har kendskab til, vejer op mod 300 pounds. Fisk i 200 pounds klassen er taget på stang, men normalt regner man fisk over 100 pounds for store. Florida, som er noget af det nordligste i denne fisks udbredelsesområde, har typisk de største tarpon, men de er ikke inde på de lavvandede flats hele året. Højsæson er maj-juni, hvor der imidlertid kan være meget varmt og fugtigt…

Det er kendetegnende for den store og sølvskinnende tarpon, at den ofte ses rullende i overfladen, efterladende skum og luftbobler. Den opførsel skyldes, at de er i stand til at ånde gennem en åben svømmeblære. De skifter helt enkelt luften i svømmeblæren ud, når de ruller i overfladen. Denne ekstra form for ånding gør det muligt for fiskene at færdes i iltfattigt vand, som findes mange steder i mangrovesumpene.

Tarpon er altså fisk, som er knyttet til overfladen. Da de samtidig foretrækker relativt små fødeemner – småfisk og rejer – er de fluefiskerens drømmefisk – de største fisk, som det er muligt at tage på regulært fluegrej ved regulært fluefiskeri. Deres mange og meterhøje, gællerystende spring gør dem ikke mindre interessante…!

Permit og Snook

Er man ude efter den ultimative udfordring, så skal man prøve den højryggede permit. Det er flats fluefiskerens ypperste trofæ – en fisk, som kun sjældent lader sig lokke til at tage en flue. Men en levende krabbe på en krog er en helt anden sag. Dér kan selv en grøn nybegynder fange fisk…

En herlig fisk, som holder af at ligge på lur mellem mangroveskovens rødder. En fisk, som kun sjældent kan tages ude i åbent vand. Og så er den kilo for kilo en af de allerstærkeste fisk, der findes. Har den først taget fluen inde mellem rødderme, skal der virkelig lægges pres på for at redde den ud!

Snook’en ligner på flere måder en sandart – blot har den en karakteristisk stribe langs de sølvblanke sider. Og så er den udpræget dugnakket! Fisk over 10 kg er sjældne.

Redfish

“Redfish” er navnet på en af de største og mest eftertragtede trommefisk. Den kaldes også for “red drum”, men er mere kendt som slet og ret “redfish”, hvilket hentyder til fiskens smukke kobberrøde farver. Den har ligeledes en markant øjeplet lige foran halen.

Allerede i 1985 indså myndighederne i staten Texas, at de efterhånden alt for mange monofilgarn langs statens Golf-kyster var ødelæggende for bestandene af redfish. Texas Parks and Wildlife Department indførte således straks et totalforbud mod kystnært garnfiskeri i de vidtstrakte marskområder og påbegyndte samtidig et storstilet opdræt af redfish-yngel til udsætning. Resultat: Texas har idag Nordamerikas førende sportsfiskeri efter disse dejlige fisk!

Den røde trommefisk kan veje op til 40 kg, men så store fisk ses kun langt til havs på dybt vand. De mindre fisk holder i stedet til på lavt vand i området fra Cape Cod til Texas – dog med hovedvægten lagt på den lavvandede og varme Mexikanske Golf, hvor jo Golfstrømmen opstår.

Herinde – på få cm vand over blød mudderbund – stortrives redfish på op til 5 kg. Her roder de rundt i bunden efter krabber, rejer og diverse småfisk. Når de jager krabber, står de nærmest på hovedet – med halen forførerisk viftende over vandet! Når de jager rejer og småfisk, foregår det tilsvarende med hele ryggen ude af vandet.

Bass

I det indre af USA findes overalt bestande af bass – det være sig den småmundede bass, som holder til i kølige søer og floder i de nordligere egne. Eller den mere udbredte stormundede bass, som foretrækker varmere søer og damme. Den er USA’s ubestridte sportsfisk nummer ét – den fisk, som flest amerikanske sportsfiskere fisker efter.

Den småmundede bass opfører sig på mange måder som en ørred og tages da også på nogenlunde det samme grej – gerne fluer, der efterligner insekter, krebsdyr og småfisk. Den stormundede bass derimod – den lever for alvor op til sit navn. Næppe mange andre fisk i hele verden har så stor en mund i forhold til sin størrelse som netop den!

Og det er ikke noget tilfælde. Den går nemlig ikke af vejen for selv ganske stort bytte i form af mus, frøer, snoge og andet, der måtte komme forbi, når den er sulten. Alligevel er den store mund aldeles tandløs – et forhold, man ofte benytter sig af ved landingen. Da løfter man blot fisken op med et greb om underkæben!

Såvel den småmundede som den stormundede bass er renlivede ferskvandsfisk, der sjældent vejer mere end 5 kg.

© Steen Ulnits 2000

USA’s fiskerige vestkyst

Det var det Vilde Vesten, som sidst blev koloniseret. Det er stadig her – i bjergkæden Rocky Mountains – at man finder det mest uberørte fiskeri.

Det er bjergene i Rocky Mountains, der deler USA i en østlig og vestlig del – “the Continental Divide”, som amerikanerne kalder det. De vandløb, der løber mod vest, har opgang af stillehavslaks og havvandrende steelheads. De østvendte vandløb, som har meget langt til havet, har tilsvarende kun stationære laksefisk at byde på.

Stillehavslaksene

Den nordamerikanske vestkyst – fra Californien i syd over den canadiske provins British Columbia til Alaska i nord – har hele fem arter stillehavslaks at byde på.

De opfører sig imidlertid ganske anderledes end atlanterhavslaksen. Stillehavslaks er generelt ganske uvillige til at stige opefter i vandet for at tage noget. De allerfleste laks i Alaska – specielt kongelaksene – tages derfor på store og tunge “Pixie” blink med plastindsats i fluorescerende grønne og røde farver. Blink, der kan nå helt ned og skrabe bunden.

Hurtigt synkende flueliner og shooting heads er derfor normen, hvis man vil fange stillehavslaks på flue – vægtbelastede fluer ligeså. Fluerne fiskes gerne “dead drift” helt nede ved bunden – uanset vandtemperaturen, hvilket jo ikke er specielt charmerende sammenlignet med vort hjemlige sommerfiskeri med flydeline.

Men når de først er på krogen, da er stillehavslaks ofte langt bedre og stærkere fightere end atlanterhavslaksen. Kongelaksen – også kaldet “chinook” – er urstærk og ikke sådan at flytte med. En gennemsnitsvægt på 10-12 kg hjælper godt til! Sølvlaksen – på indiansk “coho” – er en sand sprinter, der med sine mange og høje spring giver fiskeren rigeligt at se til. Med sine 3-6 kg er den et ideelt bytte på såvel flue- som spinnestang.

Den røde laks – “sockeye” laksen – er både stærk, vild og hurtig, når den ellers vil hugge. Til det formål skal der i regelen ganske små fluer str. 6-8 på forfanget. Enhånds stænger klasse 7-8 er ideelle til dette fiskeri. Hundelaks (“dog salmon”) og pukkellaks (“pink” eller “humpback”) kommer meget hurtigt i en meget dårlig forfatning, når de forlader havet. Men er de ellers nystegne, da er de bestemt værd at efterstræbe med fluen.

Rødinger, regnbuer og stallinger

Stillehavslaksene byder indirekte på et uhyre spændende fluefiskeri, når de står på gydepladserne. Da har regnbuer, rødinger og stallinger i regelen samlet sig nedstrøms for gydegruberne – i sikker forventning om, at de snart vil kunne fylde maven med nærende og overskydende lakserogn.

De rognædende fisk ses da som grå eller sorte skygger bag laksene og skal nu fanges på små “Glo Bugs” og lignende rognfluer, som på bedste nymfemaner fiskes “dead drift” på en flydeline og langt forfang. Et spændende fiskeri og i sig selv et fascinerende skuespil at følge.

Når så laksene har overstået deres leg og er døde, da vil man kunne score mange flotte fisk på de såkaldte “Flesh Flies” – hvide og flødefarvede fluer á la “Bunnies”, som imiterer stykker af forrådnende laks. Lidt ulækkert måske, men absolut velfangende, idet de øvrige laksefisk elsker døde laks!

Først på sæsonen vil de “fastboende ” laksefisk i stedet ofte vente på årets nedtræk af laksesmolts mod havet. Rammer man dette nedtræk rigtigt, kan man opleve uforglemmeligt fiskeri med store streamers og bucktails. I mindre vandløb med græsklædte bredder kan man – specielt højt mod nord – opleve et meget spændende fiskeri efter stationære regnbuer, som villigt tager store hjortehårsmus fisket tæt på bredden!

I British Columbia og Alaska findes mange steder massive bestande af arktisk stalling, som er nært beslægtede med den europæiske stalling – blot har den en større rygfinne og små tænder i munden. Den er da også langt mere glubsk end vor hjemlige stalling, men stadig helt vild med at stige til overfladen efter en korrekt præsenteret tørflue. Fluefiskerens drømmefisk, som sine steder kan blive større end den halve meter.

I Rocky Mountain området er regnbueørreden naturligt udbredt fra Mexico i syd til Alaska i nord. En mere østlig udbredelse har den nære slægtning, som kaldes “cutthroat” på grund af sin markant røde strubestribe. Det er den, der har gjort Yellowstone Nationalparken verdensberømt blandt fluefiskere – den, der lagde ryg til verdens første kontrollerede forsøg med “Catch & Release”.

Højt oppe i bjergene i de sydlige Rocky Mountains findes endnu en variant af ragnbuen – den højt besungne og utroligt smukke “golden trout”, som kun findes i de højere luftlag. Heroppe – i søer, der i regelen er lige så næringsfattige, som de er klarvandede – bliver den gyldne ørred kun sjældent meget større end et halvt kilo.

Steelheads

For mange fluefiskere er den havvandrende regnbueørred – den såkaldte “steelhead” – det absolut ypperste bytte i de vestvendte nordamerikanske vandløb. Og med rette, for næppe nogen anden laksefisk kan levere en kamp for livet som netop denne fisk, der kan blive større end 10 kg.

Man taler typisk om “sommerfisk”, der står op i elvene først på sommeren – næsten et helt år, før de skal gyde i det kommende forår – og så “vinterfiskene”, der arriverer sidst på året. Sommerfiskene er blanke og livlige, hvorfor de gerne stiger til en lille flue fisket højt på en flydeline. Vinterfiskene er derimod farvede ved opgangen og skal lokkes til hug med synkeliner og kulørte fluer fisket nær bunden med hurtigt synkende liner. Det kolde vand sidst på året en en naturlig del af forklaringen.

Steelhead’en er desværre efterhånden en truet art – truet af dels de store kraftværksdæmninger, som findes overalt i de større vandsystemer, dels af overfiskning nær elvmundingerne. Her indgår den nemlig som en vanskeligt undgåelig bifangst i det kommercielt vigtige laksefiskeri. Trods det faktum, at den er totalfredet, ender adskillige tons steelhead hvert år som henkogt laks på dåse…

Muskies og walleyes

I det indre af Nordamerika har man både gedde, aborre og sandart. I tilgift har man yderligere et antal varianter af disse fisk – nærtstående arter, som kan være langt bedre sportsfisk end de klassiske arter, der findes på begge sider af Atlanten.

Det gælder ikke mindst den store “muskellunge”, der i daglig tale blot benævnes “musky”. Den kan blive større end gedden, men den er langt sværere at lokke til hug. Sidder den endelig på krogen, er den en fighter i verdensklasse, som med lange udløb og høje spring giver sin fanger rigeligt at se til!

I det indre af Nordamerika – i det nordligste US og i store dele af Canadas sydlige ødemarker – er sandarten erstattet af sin fætter, der lokalt kaldes “walleye” på grund af dens typiske glasøjne. Det er en fisk, som har utroligt mange dyrkere i de nordlige egne, hvor den på mange måder overtager den sydligere bass’ rolle.

Guldmakreller, roosterfish og sejlfisk

Stillehavslaksene er genstand for et intensivt sportsfiskeri i havet, hvor man troller eller “moocher” laksene med naturlig agn. Det gælder ikke mindst den store chinook, mens den mindre coho i stigende grad også tages på flue.

Længere sydpå gælder saltvandsfiskeriet primært de mere varmekrævende fisk som guldmakreller, roosterfish og sejlfisk. Den Californiske halvø byder sammen med Cortez havet på ypperligt fiskeri efter disse tre både smukke og meget stærke fisk.

Traditionelt trolles alle tre arter, men i de seneste år har rendyrket fluefiskeri efter de selvsamme arter vundet stor udbredelse. Typisk “teases” fiskene ind til båden med lokkeagn, som trolles på sædvanlig vis – blot uden kroge. Inde ved båden er fiskene så på kastehold og kan lokkes til hug på en vellignende flue.

Den nordamerikanske vestkyst byder således på en sand rigdom af gode fiskemuligheder. Fra Alaska i nord til Mexico i syd!

© Steen Ulnits 2000

Sikke nogen bisser!

Især tropiske rovfisk er ofte udstyret med et forfærdende tandsæt. Men det er langt fra alle tænder, der tygger…

Det er ingen tilfældighed, at rovfisk i langt de fleste tilfælde er udstyret med nogle imponerende tænder – tænder, som er enten skarpe, spidse, begge dele eller noget helt tredje.

De spidse er beregnet til at fastholde byttet, inden det sluges. Gedden er et godt eksempel. De skarpe er i stedet beregnet til at sønderdele byttet i selve biddet. Endelig er der fisk som havkatten, der har massive tyggetænder til at knuse selv det hårdeste skaldyr med.

Herunder finder du en lille billedkavalkade af forskellige fisk med forskelligartede tænder – billeder, jeg har gravet op af mit fotoarkiv fra forskellige rejser rundt omkring i verden.

Den afrikanske butterfish, hvis tænder skærer gennem byttet som en kniv i smør! © foto: Steen Ulnits

Barracudaen er kendt for sine tænder, der klipper nylonline, som var det sytråd. © foto: Steen Ulnits

Den afrikanske tigerfish har tænder, der sætter bidemærker i selv en stålwire. © foto: Steen Ulnits

Piranhaer som denne finneklipper fra Argentina er ikke til at spøge med… © foto: Steen Ulnits

Titan triggerfisk, hvis tænder uden problemer kan tage bidder af koralrevet. © foto: Steen Ulnits

Bluefish – ekspræsident Bush’ favoritfisk – skærer større bytte midt over i hugget. © foto: Steen Ulnits

Denne kingfish fra Florida har tænder, som flænser selv den tykkeste nylonline. © foto: Steen Ulnits

Havkattens frygtede tænder er ikke skarpe, men knuser alt – selv et kosteskaft. © foto: Steen Ulnits

Med 8.000 tænder er gedden den mest tandbesatte af alle fisk i Danmark. © foto: Steen Ulnits

Sandarten, der er en langsom jæger, har spidse gribetænder længst fremme. © foto: Steen Ulnits

Aborrens tandløse mund får den til at suge byttet ind i stedet for at bide i det. © foto: Steen Ulnits

© Steen Ulnits 2000

Blues for en Blå fisk

Man troede, at denne fisk havde været uddød i mere end 60 millioner år. Pludselig dukkede et lyslevende eksemplar op fra dybhavet ud for Sydafrika…

De væsener, vi i dag kalder fisk, har en lang udvikling bag sig – omtrent 450 millioner år. Når vi i dag taler om fisk, inddeler vi dem normalt i tre hovedgrupper: Rundmunde (lampretter), tværmunde eller bruskfisk (hajer og rokker) og endelig benfiskene, der udgør størsteparten af alle nulevende fisk.

De tre hovedgruppers navne fortæller i sig selv en hel del om de pågældende fisks udviklingshistorie – emnet for dette indledende kapitel.

Alt, hvad vi i dag ved om fiskenes udvikling, stammer fra fund af forstenede fiskelignende dyr. Det er vigtigt at kende til denne udvikling, da den sætter de nulevende fisk i perspektiv. Den gør det lettere at forstå vore dages fisk, deres opbygning og udseende.

Universets udviklingshistorie menes at være et sted mellem 10 og 20 milliarder år gammel – Jordens bare 4,5 milliarder år.

Da man mangler fossiler fra Jordens allertidligste historie – de ligger dybt begravet efter store geologiske omvæltninger – kan man kun gisne om første del af livets oprindelse. Men vi har spor efter planktonalger på Grønland, som er 3,8 milliarder år gamle.

For små 4 milliarder år siden viste de første tegn på liv sig således – i form af primitive bakterier og blågrønalger. Nogle af disse udviklede evnen til at fotosyntetisere – til ud fra vand, kuldioxid og sollys at danne organisk stof og udskille fri ilt.

Fri ilt eksisterede ikke tidligere – den kom først til med fotosyntesen. Det var denne ilt, der lidt efter lidt opbyggede den atmosfære, vi kender i dag. Uden den var udviklingen frem til i dag aldrig startet – uden ilt eksisterer intet højere liv på jorden.

For 700 millioner år siden så de første hvirvelløse dyr dagens lys. De første rigtige hvirveldyr dukkede op 250 millioner år senere i form af små fiskelignende skabninger, hvis oprindelse stadig er usikker. Men fiskens udviklingshistorie havde taget sin begyndelse.

Tre ting er af betydning for fiskens udvikling fra et primitivt hvirvelløst dyr til vore dages specialiserede benfisk. Det er fremkomsten af 1) bevægelige kæber, 2) parredefinner og endelig 3) svømmeblæren.

Bevægelige kæber og parrede finner

De første fisk var kæbeløse rundmunde med kraftige knogleplader som panser – de såkaldte panserrundmunde. Lampretten er en nulevende rundmund, som har lagt panseret.

Ved siden af panserrundmundene udviklede de første fisk med egentlige kæber sig. Der er dog tale om ufuldkomne kæber, som ikke kan presses op mod hovedet. I stedet må hovedet, som er hængslet i nakken, løftes, når munden åbnes. Alligevel repræsenterer disse kæber et kæmpefremskridt, og de nye fisk dominerede derfor vandene en tid. Der var tale om kæmpefisk på mere end ti meters længde – giganter efter vore dages målestok.

Allerede på et meget tidligt tidspunkt viste de første tegn på parrede finner sig. Ofte havde hver enkelt fisk mange parrede finner – helt op til syv par. De første finner var blot ubevægelige stabilisatorer, som holdt fisken på ret køl. Det var nødvendigt, da fiskene havde en skæv eller asymmetrisk halefinne.

Senere udviklede finnerne sig til padleredskaber, som fisken kunne bevæge aktivt. Først meget senere dukkede bløde og smidige finner op – finner, som vi kender dem i dag.

En levende forstening

Nært beslægtet med de padlefinnede fisk er den kvastfinnede coelacanth, også kaldet den blå fisk. Indtil 1938 regnede man med, at den blå fisk havde været uddød i mindst 60 millioner år. Da pludselig dukkede et eksemplar op fra dybhavet ud for Sydafrikas kyst – 1,5 meter lang, mere end 50 kilo tung og med blå skæl og karakteristiske kvastformede finner.

Den blå fisk, Latimeria sp.

De karakteristiske finneknogler er forstadier til landdyrenes lemmer.

Et stykke fortid var blevet levende. Hvad man hidtil havde måttet tænke sig til ud fra forsteningerne, lå nu foran forskerne i form af et ægte eksemplar. Fisken blev studeret indgående, og hidtidige teorier om fiskenes udviklingshistorie blev revideret.

Fra disse padlefinnede fisk nedstammer alle firbenede land- og vanddyr, heriblandt mennesket. I deres kvastformede finner finder vi nemlig knogler, som er meget lig dem, vi kender fra paddernes lemmer – de første dyr, der i sin tid gik på land.

Blues for en blå fisk

Den blå fisk kaldes også for “Latimeria” efter en vis frk. Latimer, som var museumsinspektør i den sydafrikanske by East London. Her og af hende blev det første nutidige eksemplar nemlig registreret i 1938.

Siden da dukkede enkelte andre eksemplarer op fra dybhavene med mere regelmæssige mellemrum. I løbet af 90’erne er der dog blevet så langt imellem dem – trods stedse mere effektive fiskeredskaber – at man nu anser dem for truet. Således regner forskerne med, at der i dag måske kun er 200 levende eksemplarer tilbage.

De fleste af disse lever idag i dybhavet ud for Madagaskar og Indonesien, hvor man har iagttaget deres levevis fra dykkerklokker. Det har vist sig, at den blå fisk lever i huler og grotter på dybder mellem 400 og 1.000 meter, hvor vandtemperaturen veksler mellem 10 og 15 grader. Den blå fisk tåler ikke dagens lys, og det får den da heller ikke på disse dybder, hvor det er nat døgnet rundt, året rundt.

Den blå fisk er nu totalfredet, men det er tvivlsomt, om det hjælper noget. Ingen fisker jo målrettet efter den på de store vanddybder, hvor den lever. Og fanger man endelig et eksemplar, er den død allerede ved landingen. Fortiden kan således ikke genudsættes levende…

Ichtyosaurus

I den nordamerikanske Lake Lahontan er der gamle vidnesbyrd om kæmpemæssige fisk, som daterer sig blot 4.000 år tilbage. Disse kæmpefisk, der betegnes “Ichtyosaurus”, var op til 17 meter lange rovfisk med tæt tandbesatte kæber, som kunne skydes frem og sluge selv meget stort bytte.

Den skotske sø Loch Ness er kendt for sit sagnomspundne søuhyre, som flere har set, men ingen endnu fanget. Søen, som er både stor og meget dyb, huser ifølge mange vidneudsagn op gennem tiderne en skabning, der mest af alt ligner en “Plesiosaurus” – en havøgle, som menes uddød for mange millioner år siden.

Plesiosaurus kan blive op til 12 meter lang og har en karakteristisk lang og slank hals som den, vidneudsagn fra Loch Ness også har kunnet berette om.

Det er naturligvis ren spekulation, men når nu den blå fisk kunne være uddød i 60 millioner år – blot for at dukke op i lyslevende live i sidste århundrede – hvorfor så ikke også en nulevende havøgle i Loch Ness?

Fisken bliver lettere

De første egentlige fisk var tunge – finneknoglerne og panserpladerne vejede godt til. Fiskene var derfor små – sjældent større end 30-40 cm – og tvunget til at leve ved bunden. For at kunne bevæge sig uhindret gennem vandet og dermed indtage de frie vandmasser måtte fisken reducere sin vægt.

Denne vægtreduktion skete på flere måder. Først og fremmest blev panserpladerne mindre og tyndere – dog endnu ikke til skæl, som vi kender dem i dag.

De første fisk havde intet indre skelet. Da det udvikles, skilles fiskene i to retninger – bruskfiskene og benfiskene – med hver deres løsning på det samme problem.

Hajerne vælger at erstatte det tunge benskelet med et lettere af brusk – og får øjeblikkelig succes. Hajerne udvikler sig meget hurtigt til den form, vi kender i dag, hvilket kun kan tolkes som et tegn på tidlig succes. Det smidige og lette bruskskelet gør hajen til en hurtig og effektiv rovfisk, der kan opnå betragtelige størrelser – større end de fleste benfisk.

Bruskfiskene nøjes ikke med at udvikle et bruskskelet. De meget store brystfinner, som er karakteristiske for hajer og rokker, fungerer som rene bæreplaner for fisken. De giver en opdrift, som kompenserer for den skæve hales nedadrettede fremdrift. I stedet for skæl har bruskfiskene udviklet små hudtænder, der gør huden ru at føle på.

Panserrundmundene var de første egentlige fisk. Det tunge panser begrænsede i sig selv deres størrelse og tvang dem til en tilværelse ved bunden.

Svømmeblæren udvikles

Andre fisk bibeholdt knoglerne og udviklede i stedetsvømmeblæren, som gør dem vægtløse i vandet.

Men svømmeblæren opstod ikke som svømmeblære – den opstod i sin første form som lunge. Fisken udviklede lungen som svar på det varme og iltfattige vand, den dengang levede i. Jordens klima var da meget varmere end i dag. Stik mod al forventning er det altså fisken, der har udviklet lungen – ikke landdyrene.

I dag findes der i Australiens, Afrikas og Sydamerikas varme og iltfattige vande adskillige lungefisk. Nogle ånder udelukkende via lungen og drukner derfor, hvis de hindres i at ånde ved overfladen. Andre bruger kun lungen, når der er mangel på ilt i vandet. Visse arter tåler sågar udtørring i flere år.

Det var altså fiskens lunge, der gjorde det muligt for hvirveldyrene at gå på land i sin tid. Man regner med, at forfædrene til vore dages benfisk alle havde lunge – en lunge, der siden omdannedes til svømmeblære.

Forskellen mellem lunge og svømmeblære er da heller ikke så stor, som den umiddelbart kunne se ud til. Begge fungerer ved at optage eller afgive gasser fra eller til blodet og omgivelserne.

© Steen Ulnits 2000

Vildledning om Vildlaks

“Kom og spis de sidste vildlaks!”

Jensens Bøfhus – den landsdækkende kæde af restauranter – har taget truede vildlaks på programmet og tilbyder dem sågar med 20% rabat. Læs den hårrejsende historie om misforståede hensigter!

Under overskriften “Vildlaks på krogen” reklamerer den landskendte kæde af restauranter, Jensens Bøfhus, for nye kulinariske tiltag, der skal lokke kunder i butikken.

“Vi tror på, at laks smager bedre, når de har levet vildt frem for i dambrug”, lyder det videre i en stor 8-siders farvebrochure, som er indlagt i blandt andet BilledBladet. Med brug af billeder af drivende turkisblå isbjerge serveres tanken om lækre vildlaks og rejer fanget i det iskolde og helt rene vand omkring Grønland.

Men ikke nok med det. Jensen Bøfhus skriver videre i sin reklametryksag: “Alle vores laks er fanget på krog fra linebåde. Det giver mere fasthed i kødet, fordi laksene ikke er blevet klemt og mast under tonsvis af andre fisk i net. Når laksene fanges på krog, er vi også med til at sikre, at der ikke kommer en bifangst af marsvin og andre småhvaler”.

Det må nok siges at være dels en sandhed med modifikationer – dels en uforsvarlig omgang med de barske kendsgerninger.

Ganske vist er krogliner ikke med til at drukne “uskyldige” småhvaler, som de kilometerlange drivgarn er det. Men til gengæld er de med til at trække tæppet væk under de sidste rester af den vilde atlanterhavslaks – den laks, som “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) i de seneste otte år har betalt millionstore summer for at frikøbe fra fangst på opvækstpladserne.

Laksen snart på listen over truede arter

Opkøbene er sket med det gode formål, at de så i stedet kan nå hjem til deres fødevandløb og dér sikre bestandens fortsatte eksistens.

Siden ’91 har NASF således frikøbt omkring 2 millioner vildlaks fra at ende i garn eller på krogliner langt ude i Nordatlanten. Det er sket i erkendelse af, at verdens samlede bestand af vilde atlanterhavslaks er decimeret i løbet af de seneste to-tre årtier.

Således er den nordamerikanske vildlaks reduceret fra omkring 800.000 laks i begyndelsen af 70’erne til idag under 80.000 fisk. Det er så få, at den amerikanske regering nu overvejer at sætte atlanterhavslaksen på listen over truede arter.

Vildlaksene, som nu serveres på 28 Jensen Bøfhuse her i Danmark, stammer efter al sandsynlighed fra Grønland. Heroppe udgøres bestanden af laks ude på opvækstpladserne af 40-50% nordeuropæiske og 50-60% nordamerikanske fisk. Truede fisk, som altså nu kan trues yderligere ved at gå på Jensens Bøfhus og bestille vildlaks…

Der er sågar “Family Hour” hver uge fra mandag til torsdag 16-18.30, hvor der er 20% rabat på vildlaksene. “Kom og smag de sidste vildlaks!”, kunne det glade budskab fra restauratør Palle Skov Jensen passende lyde.

Velbekomme…

Fra Grønlands kolde vand til Alpernes høje land

Vinteren igennem har vildlaks fra Grønland kunnet købes i Schweitz – i byerne Zürich, Geneve og skisportsstedet St. Moritz.

De schweitziske kunder er både købedygtige og kræsne mennesker, der sågar kræver certifikat for at garantere ægtheden af de indkøbte varer – eksempelvis ægte vildlaks i stedet for opdrættede tamlaks.

For nogle år siden havde man også problemer med grønlandske vildlaks, der havnede på det lukrative schweitziske marked – fanget af danske piratskibe, som var udflaget i Panama og Polen. Herved omgik piratfiskerne lovgivningen og kunne ikke retsforfølges.

Det problem fik man dog bugt med, idet daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og den amerikanske udenrigsminister James Baker lagde hårdt politisk pres på regeringerne i henholdsvis Polen og Panama – med det resultat, at det ulovlige fiskeri under andet lands flag blev bragt til ophør.

Men nu er problemerne her så igen. I de mellemliggende år er kunderne blevet mere og mere bevidste om det, de spiser. Økologiske madvarer er blevet “in” – hvilket jo generelt set er godt for miljøet. Desværre er vildlaks fra Nordatlanten så også blevet “in” – til stor skade for de efterhånden meget svage bestande.

Vildlaksens forunderlige rejse

“North Atlantic Salmon Fund” har opsporet aktørerne og kortlagt vildlaksens forunderlige rejse fra Grønlands kolde vand over Alpernes høje land og tilbage igen til det USA’s utallige forbrugere – nu i røget og vacuumpakket tilstand.

Rejsen starter naturligvis i Davisstrædet, hvor vildlaksene fanges i garn af blandt andet grønlandske fiskere. Herfra går de med DAS-Padborg til Padborg ved den dansk-tyske grænse – vildlaksenes legitime “indkørsel” til EU.

Nu overtages vildlaksene af K. Seafood i Dronninglund, som er EU-distributøren, der fordeler fiskene til M-Food forhandlerkæden samt IAG Klaus Bastahl i Schweitz. Her forædles fiskene, røges, vacuumpakkes og sendes tilbage over Atlanten til USA. “Tilbage”, idet jo 50-60% af de vildlaks, der fanges ved Grønland, stammer fra nordamerikanske vandløb.

Ringen er sluttet – laksene er tilbage og den naturlige bestand decimeret yderligere… Fuldt legalt – trods det faktum, at den amerikanske regering overvejer at sætte de sidste nordamerikanske atlanterhavslaks på landets “Endangered Species Act” – listen over truede dyrearter.

NASCO, som er den internationale sammenslutning af lakseførende lande omkring Nordatlanten, har sågar sagt god for projektet – trods masser af indsigelser og biologiske rapporter, der bekræfter laksens truede eksistens. Forstå det, hvem der kan…

Forbrugerrådet om vejledning og vildledning

Forbrugerrådet, som jo har til opgave at informere danske borgere om de produkter, de køber, er klar over problemstillingen. Afdelingsleder Poul Wendel Jessen:

“Al den snak om økologi og økologiske madvarer er idag så fyldt med misforståelser – bevidste eller ubevidste – at begrebet efterhånden er svært at bruge til noget.

Jeg har i mine artikler i vort blad “Tænk” netop slået til lyd for, at begreberne defineres klart og utvetydigt. At tingene kaldes ved deres rette navn – at vildlaks nødvendigvis må være vilde laks, som er født op opvokset i naturen og ikke i netbure.

Jeg vil også gerne slå fast, at den økologiske tanke jo hele tiden er underlagt princippet om bæredygtighed. Man kan derfor ikke med god ret sammenholde serveringen af truede nordatlantiske vildlaks med tanken om og markedsføringen af økologiske madvarer.

Vi ved jo efterhånden alle, at fiskeriet efter vildlaks i Nordatlanten – uanset om det sker med drivgarn eller krogliner – netop ikke er bæredygtigt.

Nu har jeg ikke selv set den omtalte reklame fra Jensens Bøfhus, men foreholdt teksten telefonisk kan jeg da kun tyde det, som om man her slår plat på den økologiske bølge – og samtidig lader hånt om hensynet til den nordatlantiske vildlaks”.

Såvidt afdelingsleder Poul Wendel Jessen fra Forbrugerrådet, som her melder klart ud og fra over for Jensens Bøfhus’ nye kampagne for at spise truede vildlaks fra Nordatlanten. Uanset hvor “økologiske” de så måtte være…

© Steen Ulnits 2000

(oprindelig 1999)

Efterskrift:

Det massive pres fra mange sider på Jensens Bøfhus fik det ønskede resultat, at de økologiske vildlaks blev taget af menuen. Som miljøbevidst laksefisker kan man nu atter nyde sin dejligt saftige steak med Jensens karakteristiske whisky-sauce og råstegte kartofler med god samvittighed!

Lovgivning

I den traditionelle fiskepleje opererer man primært med begreberne mindstemål, fredningstider og fredningszoner.

Mindstemålet skal sikre, at den pågældende fiskeart kan nå at vokse sig så stor, at den kan deltage i gydningen en enkelt gang. Fisken skal altså kunne nå at bidrage til slægtens fortsatte beståen, før den fanges.

Fredningstiden skal tilsvarende sikre, at fiskene har fred til gydningen i den fastsatte fredningstid. Normalt freder man selve fisken, men man kan også vælge at frede hele fiskevandet i stedet.

Fredningszoner ved udmundingen af vandløb skal sikre, at laksefisk på gydevandring kan nå uhindret op i de pågældende vandløb. I en række “flaskehalsområder”, som er lette at spærre af med garn, og som ikke er omfattet af de almindelige fredningsbestemmelser, har fiskeriministeren vedtaget en række særfredninger.

Da mindstemål, fredningstider og fredningszoner er under konstant tilpasning, må den enkelte lystfisker hele tiden holde sig ajour med gældende lovgivning. Specielt i fjordområder med omfattende erhvervsfiskeri gælder mange særregler, som kan være svære at finde rundt i.

Saltvandsfiskeriloven

På søterritoriet kan alle, der har løst et statsligt fisketegn, fiske gratis. Det gælder samtidig, at enhver kan færdes uhindret på stranden, når blot man holder sig neden for højeste daglige vandstandslinje. Kun i meget få tilfælde kan stranden være privat. Man skal dog være klar over, at selve adgangen til stranden ofte må ske ad privat vej. Her skal man altså spørge om lov først.

Bestemmelser om mindstemål, fredningstider og fredningszoner på søterritoriet findes samlet i saltvandsfiskeriloven. Reglerne ændres jævnligt og lokalt, så hver enkelt lystfisker må selv holde sig løbende orienteret. De vigtigste er pt. som følger:

Mindstemål

Laks (Salmo salar)	60 cm
Havørred (Salmo trutta trutta)	40 cm
Helt (Coregonus lavaretus)	36 cm	***** 34 cm
Gedde (Esox lucius)	60 cm
Torsk (Gadus morhua)	40 cm	******35 cm
Sej (Pollachius virens)	40 cm
Lubbe (Pollachius pollachius)	30 cm
Hvilling (Merlangus merlangus)	23 cm
Kuller (Melanogrammus aeglefinus)	* 35 cm	** 32 cm
Kulmule (Merluccius merluccius)	40 cm
Sild (Clupea harengus)	*** 20 cm	** 18 cm
Makrel (Scomber scombrus)	*** 30 cm	** 20 cm
Rødspætte (Pleuronectes platessa)	27 cm
Skrubbe (Platichtys flesus)	25,5 cm
Ising (Limanda limanda)	25 cm
Tunge (Solea solea)	24,5 cm
Rødtunge (Microstomus kitt)	26 cm
Pighvar (Psetta maxima)	30 cm
Slethvar (Scopthalmus rhombus)	30 cm
Ål (Anguilla anguilla)	35,5 cm	**** 38 cm
Ålekvabbe (Zoarces viviparus)	23 cm

* Nordsøen & Østersøen

** Skagerak og Kattegat

*** Nordsøen

**** Limfjorden

***** Ringkøbing Fjord

****** Kattegat og Østersøen

Fredningstider

Laks (Salmo salar)	16. november – 15. januar**
Havørred (Salmo trutta trutta)	16. november – 15. januar**
Helt (Coregonus lavaretus)	1. november – 31. januar
Snæbel (Coregonus oxyrhynchus)	Totalfredet!
Rødspætte (Pleuronectes platessa)	15. januar – 30. april**
Skrubbe (Platichtys flesus)	1. februar – 15. maj**
Ålekvabbe (Zoarces viviparus)	15. september – 31. januar***

* Gælder laks og ørred i gydedragt

* 15. september – 1. marts for laks og havørred i Vadehavet

** Gælder kun rognfyldte hunner og ikke i Nordsøen

*** Gælder kun drægtige hunner

Fredningszoner

Langs alle danske kyster har der siden 1.12.-86 eksisteret en 100 m garnfri zone, som skal beskytte laksefiskene på deres kystnære gydevandring. Denne fredning gælder hele året. Eneste undtagelse fra dette er vestkysten af Vadehavsøerne og Skallingen, hvor garnfiskere har frit slag året rundt.

100 m zonen er et stort fremskridt i forhold til tidligere, men alligevel er der langt til forhold som i Texas og Florida, hvor man har totalforbudt enhver brug af monofile garn på hele søterritoriet – dels af hensyn til et lukrativt sportsfiskeri, dels af hensyn til de mange fugle og pattedyr, som utilsigtet ender deres dage i garnene. Eller berøves deres naturlige føde af nettene.

De gældende regler er minimumskrav, som fiskeriministeren kan udvide, hvis der er biologisk belæg for det. Det har der været i en række tilfælde, hvor dele af inderfjorde med vigtige gydevandløb er blevet udlagt som garnfri zoner.

Normalt gælder ellers, at vandløb på over 2 m har en permanent fredningszone, der gælder hele året. Fredningszonen er en halvcirkel med radius på 500 m og centrum i selve mundingen. I tilgift skal der være et gennemgangsbælte på 500 m’s bredde og 100 m’s længde ret ud for vandløbet.

Er vandløbet mindre end 2 m, gælder fredningszonen kun i perioden 16. september – 15. marts. Det svarer til to måneder før fredningen af farvede havørreder og frem til to måneder efter udløbet af denne.

Omsætningsforbud

Ved den seneste revision af saltvandsloven blev det vedtaget, at der indføres et såkaldt “omsætningsforbud” mod salg af fisk fanget af ikke-registrerede erhvervsfiskere og bierhvervsfiskere. Forbudet gælder indtil videre kun saltvand.

Det er således ikke længere tilladt at sælge fisk fanget på stang og line – med mindre man altså har fiskeri som sit levebrød.

Omsætningsforbudet trådte i kraft den 1. oktober 1998.

Ferskvandsfiskeriloven

I modsætning til søterritoriet, hvor alle kan fiske frit, når blot de har løst det obligatoriske fisketegn, kræves der yderligere tilladelse til fiskeri i ferskvand. Her tilhører fiskeretten nemlig lodsejeren, som i regelen kræver kompensation i form af et fiskekort. Lodsejeren, der vil udnytte sin egen fiskeret, har ikke pligt til at løse et statsligt fisketegn.

Bestemmelser om mindstemål, fredningstider og fredningszoner i åer og søer findes samlet i ferskvandsfiskeriloven. Reglerne ændres jævnligt og lokalt, så hver enkelt lystfisker må selv holde sig løbende orienteret. De vigtigste er pt. som følger:

Mindstemål

Laks (Salmo salar)	60 cm
Havørred (Salmo trutta trutta)	40 cm
Søørred (Salmo trutta lacustris)	40 cm
Bækørred (Salmo trutta fario)	30 cm
Stalling (Thymallus thymallus)	33 cm
Helt (Coregonus lavaretus)	36 cm
Snæbel (Coregonus oxyrhynchus)	Totalfredet!
Gedde (Esox lucius)	50 cm
Aborre (Perca fluviatilis)	20 cm*
Sandart (Stizostedion lucioperca)	50 cm
Skrubbe (Platichtys flesus)	25,5 cm
Ål (Anguilla anguilla)	40 cm

* Gælder kun Randers Fjord og Gudenå

Fredningstider

Laks (Salmo salar)	16. november – 15. januar*
Havørred (Salmo trutta trutta)	16. november – 15. januar**
Søørred (Salmo trutta lacustris)	16. november – 15. januar
Bækørred (Salmo trutta fario)	16. november – 15. januar
Stalling (Thymallus thymallus)	15. marts – 15. maj
Helt (Coregonus lavaretus)	1. november – 31. januar
Snæbel (Coregonus oxyrhynchus)	Totalfredet
Gedde (Esox lucius)	1. april – 30. april
Sandart (Stizostedion lucioperca)	1. maj – 31. maj
Skrubbe (Platichtys flesus)	15. februar – 14. maj***

* 15. september – 15. april i Skjernå og Storå

** 1. november – 1. marts i åer med udløb i Vadehavet

*** Gælder kun rognfyldte hunner

Fredningszoner

Tidligere havde lodsejeren i vid udstrækning råderet over sit eget fiskeri i sø og å. Denne råderet er blevet markant indskrænket med den seneste revision af ferskvandsfiskeriloven, som samtidig har indført fredningsbælter ved ind- og udløb af vandløb. Tidligere var sådanne fredningsbælter kun at finde i saltvand.

Fiskeri i søer er forbudt inden for en afstand af 50 m fra indløbet eller udløbet af vandløb, hvis disse er mere end 1 m brede. Fiskeri er ligeledes forbudt inden for en afstand af 50 m fra gennemløb i broer og dæmninger. Bestemmelserne gælder dog ikke søer mindre end 10 hektar.

Fiskeri er ligeledes forbudt i vandløb inden for en afstand af 50 m fra henholdsvis indgangen til og udgangen fra kunstigt anlagte fiskepassager, det være sig stryg eller fisketrapper.

Er der tidligere lovgivet omkring mere vidtgående fredningsbælter end ovennævnte, gælder de mere vidtgående altid.

I vandområder, som i henhold til anden lovgivning er inddraget under ferskvandsfiskeriloven, gælder de i saltvandsfiskeriloven angivne fredningsbælter ved udmundingen af vandløb. Altså 500 m året rundt, hvis vandløbet er mere end 2 m bredt. Og kun i perioden to måneder før fredningen af farvede havørreder og frem til udløbet af denne, hvis vandløbet er mindre end 2 m bredt.

Steen Ulnits

(oktober 2000)

Efterskrift:

Ved den seneste revision af fiskerilovgivningen blev de to love om henholdsvis ferskvandsfiskeri og saltvandsfiskeri lagt sammen til én. Sammenlægningen medførte dog ikke ændringer i reglerne om mindstemål, fredningstider og fredningszoner, men var udelukkende af administrativ karakter.

Tunge tun og tunge tanker…

Der er ikke så forfærdeligt mange år siden, at vi her i Danmark havde Big Game fiskeri i verdensklasse at byde på – med fisk på op mod 400 kg…

Den blåfinnede tun, som lyder det latinske artsnavn Thunnus thynnus, er ikke iblandt os længere. I hvert fald ikke blandt os danskere, der for blot nogle få årtier siden havde nogle af verdens største fisk svømmende rundt i vore farvande – fisk, som ofte vejede både 100, 200 og 300 kg.

Den er her ikke mere, desværre. Den blåfinnede tun hører idag til en af verdens truede dyrearter – med en kompleks livscyklus, der sætter den under stort fiskepres og gør den meget svær at administrere. Faktisk lider den under samme skæbne som laksen, der fødes i ét land, men vokser op i et andet – eller sågar flere andre. Og alle vil naturligvis have en bid af den eftertragtede kage

Den blåfinnede tun fødes i Middelhavet, hvorfra de små ungfisk siden vandrer ud i Atlanterhavet for at vokse sig store og stærke. Fiskene vokser hurtigt og bliver kønsmodne i en alder af blot 3-4 år. De vender da tilbage til Middelhavet for at gyde som deres forældre.

Den blåfinnede tun er en varmtvandsfisk, der ikke holder af havområder koldere end ca. 10 grader Celsius. Tunen hører til de få fisk, som kan opretholde en højere kropstemperatur end vandets – via et sindrigt varmevekslersystem, som giver den et meget hurtigt stofskifte og masser af kræfter. Alligevel holder den ikke af koldt vand og træffes derfor ikke længst oppe i Nordatlanten.

Men når ellers havstrømmene og fødeemnerne tillader det, kan den store blåfinnede tun træffes ganske højt mod nord – helt oppe ved Norges og Danmarks kyster. Tunene vandrer vest om de Britiske Øer for siden at vende snuden sydover mod Skagerak og Kattegat.

Tun ved Sjællands Odde

Det var tilfældet i 1920’erne, da store tun regelmæssigt blev set og fanget ud for Sjællands Odde, hvor de frådsede i enorme stimer af fede høstsild. Indtil da havde fiskerne hvert år fanget mange tun i deres bundgarn ved Skagen – ofte i mindre størrelser, man aldrig eller kun sjældent så længere inde i de danske farvande. Som altid er det de største vandrefisk, der kommer længst omkring i deres jagt på føde.

I 1950’erne begyndte så store blåfinnede tun på både 100, 200 og 300 kg at vise sig så langt sydpå som i Øresund ud for Snekkersten – altså umiddelbart syd for Helsingør. Her jagtede de stimer af hornfisk og makrel, som sås springe ud af vandet i deres kamp for livet – ikke sjældent også med de store tunfisk helt fri af vandet!

De danske erhvervsfiskere havde ikke øje for mulighederne i de store tun, som hver sommer dukkede op. De var helt enkelt for store og stærke til de redskaber, man rådede over. Det blev derfor sportsfiskerne, som først gik i lag med de blåfinnede kæmper herhjemme.

Det skete ved Sjællands Odde, hvor en pioner som grosserer Ludvig Svendsen fra København fik bakset de første stangfangede kæmper ombord – under stort møje og besvær. Datidens udstyr var ikke det bedste og kun en skygge af, hvad en moderne sportsfisker bruger idag.

Til gengæld var der dengang fisk at fiske efter – noget, som selv ikke verdens bedste og mest moderne udstyr kan kompensere for. Således fangede et fåtal sportsfiskere årligt omkring 200 store tun ved Odden! I 1927 satte Kaj Møller fra Berlingske Tidende den hidtidige rekord med en imponerende fisk på 319 kg – en fisk, som det tog 11 timer at bringe til båden. Inden da havde man blandt andet været hele vejen rundt om Hesselø…

Midt i 1930’rne forsvandt tunene imidlertid fra Sjællands Odde – uvist af hvilken grund. Sandsynligvis havde sildene forlagt residensen til sydligere og østligere himmelstrøg. I hvert fald begyndte man nu at observere springende tun helt nede i Øresund, hvor enkelte straks blev fanget på løs line – med en bøje for enden af et reb i stedet for stang, hjul og line.

Tun i Øresund

Lystfiskerne var dog ikke sene til at rykke ud. Det blev daværende direktør for Nordisk Film, Carl Bauder, som for alvor fik hul på bylden. Han tilbragte dage og uger på Sundet, når først tunene havde indfundet sig – i både godt og dårligt vejr.

Bauders ihærdige indsats resulterede gennem årene i fangsten af mere end 100 tun i Øresund – i det, man med rette kan kalde dansk Big Game fiskeris guldalder. Da var farvandet mellem Helsingør og Helsingborg et virkeligt hotspot på verdenskortet over fangststeder for verdens største sportsfisk.

Bauder startede sit tunfiskeri med en aldeles resultatløs sæson i 1947. Til gengæld tog han en voldsom revanche det følgende år, hvor han ene mand landede ikke færre end 68 kæmpetun på stang og line i Øresund. En verdensrekord, som næppe nogensinde vil blive slået. Det var i de glade dage, hvor selv Helsingør-Helsingborg færgen måtte vige, når tunflaget var hejst – når der var tunfisk på krogen!

Det blev dog ikke Bauder, der løb med rekorden for den største stangfangede tunfisk. Den gik nemlig til grosserer Knud Kyvsgård fra Ordrup, som på forunderlig vis fik kroget, udtrættet og landet en magnifik kæmpe på ikke mindre end 372 kg! En fisk, der stadig er ikke blot dansk, men også nordisk rekord.

En håndfuld engagerede fiskere med Svendsen og Bauder i spidsen dannede et “tun-konsortium”, som i starten fiskede fra en lejet kutter. Siden investerede man i egen tunbåd, som fik fastmonteret en fightstol til de i regelen timelange dyster med Sundets supersvømmere. Så var man klar til at tackle selv en ny rekordfisk!

Sensommermånedernes fascinerende fiskeri efter de altid upålidelige kæmpetun blev grundlaget for “Scandinavian Tuna Club”, der havde hovedsæde på “Kystens Perle” (Snekkersten Kro) i sæsonen. Hvert år afholdtes en stor “Tuna Cup” med entusiastiske deltagere fra flere lande.

Øresunds gode fiskeri efter store blåfinnede tun ebbede desværre ud sidst i 1950’erne – givet på grund af overfiskeri såvel på opvækstpladserne ude i Atlanterhavet som på gydepladserne inde i Middelhavet. I hvert fald decimeredes de danske fangster på få år fra årligt 2.000 tons til kun 20 tons, og hermed var tunfiskeriet i Øresund en saga blot.

Tunhjul i Århus

I Åbyhøj ved Århus bor imidlertid en mand, for hvem det danske tunfiskeri stadig lever. Det er Kurt Fisker Jensen, som til daglig administrerer fordelingen af politibetjente i Århus. I fritiden samler han på gammelt fiskegrej – fortrinsvis grej fremstillet i Danmark.

Ud over at have en stor privat samling af rariteter bestyrer Kurt ligeledes arkiv og bibliotek i Dansk Grejsamler Klub. Her kan man finde spændende sager som Illingworth’s oprindelige fastspolehjul fra først i dette århundrede samt Hardy’s klassiske Altex hjul – blandt meget, meget andet.

Men perlen i Kurts private samling er uden enhver tvivl et funktionsdygtigt eksemplar af de kun otte dansk fremstillede tunhjul fra dansk tunfiskeris guldalder – en massiv og flere kilogram tung hånddrejet sag i rustfrit stål.

Af de oprindelige otte hjul kendes kun de tre, og af dem er de to på det nærmeste integreret i massive og vel brugte stænger til tunfiskeri. Det kan langt fra udelukkes, at de manglende fem hjul ligger på bunden af Øresund ud for Snekkersen – halet udenbords i et ubevogtet øjeblik af finnede gæster fra det blå Middelhav…

Hjulene blev fremstillet til tunkonsortiet og har kostet en formue i datidens danske kroner. Fremstillingsprisen er således oplyst til kr. 1.600,-. En pris, der skal sættes i relation til, at en faglært maskinarbejder dengang fik 2,75 i timen!

Kurt Fisker Jensens hjul, som blev fremstillet i København i 1948, vejer i sig selv 6,5 kg. Det var før de rustfri kuglelejers tid, og spolen løber derfor på kostbare og aflange agatlejer, der som det eneste kunne holde til det massive pres under fighten med de kolossale fisk.

Det er et frygtindgydende hjul, der giver sin beskuer et lille glimt af de massive kræfter, som disse hjul skulle kunne tøjle, når de blev spændt for et svømmende muskelbundt på 100, 200 eller sågar 300 kg. Man gyser ved tanken om selv at sidde i stolen – gevaldigt i tvivl om, hvem der egentlig var spændt for hvem…

Nærmere oplysninger om Dansk Grejsamler Klub, der idag har små 300 medlemmer, kan fås hos kasserer Flemming L. Petersen på telefon 58 38 75 50 eller fax 58 38 78 60.

Grødesikrede kunstagn

Rovfiskene holder gerne til nær siv, åkander og andre vandplanter – steder, hvor det kan være umuligt at fiske uden at sidde fast hele tiden. Hvis man da ikke lige bruger grødesikrede kunstagn…

Med ophængt trekrog

I sommerhalvåret vokser vandplanterne med lynets hast. Så meget, at moser og lavvandede søer ofte gror helt til. Og så meget, at man ikke kan fiske der længere på normal vis. Hvilket i regelen gælder både sommer og efterår.

Men det lader sig i regelen gøre at fiske alligevel. Er mosen eller søen lavvandet og tæt bevokset, gælder det blot om at have nogle “grødesikrede” blink i æsken. Bevares, de kroger ikke nær så godt som almindelige blink, hvilket jeg flere gange har observeret.

En kold og klar novemberdag for en halv snes år siden fik jeg således et solidt hug på mit grødesikrede blink. Det var et svensk“Flamingo Giller Vass” på 18 gram, som har en smukt vaklende gang i vandet, der virker uhyre overbevisende på netop skarptandede gedder.

Jeg så fisken – en 3 kg’s gedde – kaste sig over blinket få meter fra land i det klare vand. Men efter en kort fight åbnede den blot gabet og spyttede foragteligt blinket ud igen. Da jeg slukøret spandt ind, så jeg, at trekrogen stadig sad godt og solidt i den sikrede position. Den havde således aldrig haft fat i gedden – gedden havde blot bidt til om blinket og holdt fast, til den ikke gad lege med mig mere!

Lektionen var lærerig: Bruger man grødesikrede blink af denne type, skal der et meget kontant tilslag til for at udløse trekrogen!

Med fast enkeltkrog

Grødesikrede blink er som oftest af den brede slags. De er forsynet med en tynd stålwire, som dækker over krogen, og som samtidig fjedrer og dermed blotlægger krogen for fisken i hugget. Grødebeskyttelsen sikrer således, at krogen ikke hægter sig op i grøde under vandet, og blink af denne type bruges derfor udelukkende i områder med mange vandplanter.

Krogningsegenskaberne er imidlertid ikke de bedste, og risikoen for at miste fisk er da også langt større med denne type blink end med almindelige blink. Endvidere er krogen ofte fikseret på blinket og kan derfor ikke skiftes ud. Den fikserede krog giver også fisken større chancer for at vride krogen ud.

Et godt eksempel på et sådant grødesikret blink er det svenske“Toby Vass”, som har en stor pånittet enkeltkrog med en beskyttende stålwire hen over. Det er et blink, som jeg ofte har brugt til torsk, når de har nusset rundt på lavt vand med hovedet dybt begravet i tangen. Da kan det være eneste mulighed for fangst, men man må acceptere ganske mange hug, der ikke bliver hængende.

Med beskyttende skørt

En tredje måde at grødesikre krogen på er at forsyne den med en form for plastskørt over de udstikkende krogspidser. Den klassiske“Reflex” spinner fra ABU Garcia i Svängsta, Sverige fås nu i en sådan grødesikret udgave, hvor det traditionelle fjerskørt på trekrogen er udskiftet med en plastkrans.

Igen gælder det, at man skal påregne en hel del mistede fisk også på denne form for grødesikring. Og at den derfor kun skal tages i brug, når almindelige spinnere ikke kan fås hjem uden at sidde fast eller grøde på krogen. Den bør derfor være med i æsken i form af et enkelt eller to eksemplarer – ikke som basisudrustning til daglig brug, men som specialindsats i vanskelige tilfælde.

Pirkefiskeri på dybt vand

Er vandet under båden dybere end 10-15 meter, kan man ikke spinnefiske effektivt. Da må det tunge pirkegrej – og den rette pirketeknik – i brug.

På dybderne må man ty til regulært pirkefiskeri – til fiskeri med pirk i det lodrette plan. Her kaster man ikke. Man sænker i stedet sin pirk ned til bunden under båden, som så driver for vind og strøm.

Det er i regelen fisk som torsk, sej, lubbe og lange, der bider på under pirkefiskeriet – naturligvis med torsken som den mest almindelige og de øvrige fisk som mere eller mindre almindelige tillægsgevinster.

Under torskefiskeriet gælder det om at få pirken ned til bunden og holde den dér længst muligt. På større både med flere lystfiskere ombord skelner man mellem kastesiden og pirkesiden. Når skipper har standset motoren og givet tegn til at fiske, da driver skibet for vind og strøm med siden til. Den side, der vender i drivretningen, kaldes kastesiden. Den modsatte side kaldes tilsvarende forpirkesiden.

På kastesiden kan man dyrke et kraftigt spinnefiskeri med pirke i 50-100 grams klassen. Man kaster da i samme retning, som skibet driver i, lader pirken synke til bunds og spinner den så hjem igen i store ryk. Driver båden ikke alt for hurtigt, og er vandet ikke alt for dybt, da kan dette kastefiskeri være pirkefiskeriet overlegent. Af to årsager: Dels fordi man med kastefiskeri afsøger et større område end med pirkefiskeri. Og dels fordi man bruger mindre pirke, som er mere levende og naturtro i vandet.

Pirkesiden

I regelen er man imidlertid nødt til at pirke fra pirkesiden, hvis man vil ned og holde bund. Man bruger da kompakte, endetunge pirke fra 100-400 gram med de tungeste til det dybeste vand med den stærkeste strøm. Kan man ikke holde bund med en kompakt rørpirk på 400 gram, da kan man lige så godt først som sidst opgive fiskeriet.

Mange mennesker tror, at pirkefiskeri blot drejer sig om at sende en tung pirk til bunden og så pirke med den der. Der skal imidlertid mere teknik til end som så, hvis man også regelmæssigt skal kunne fange fisk på sin pirk. Teknikken er heldigvis ganske ligetil:

Man starter med at frikoble spolen på sit multihjul. Med tommelfingeren på spolen lader man nu pirken suse nedefter, indtil den tager bunden. Trækket på linen slækkes, og i samme sekund blokerer man den roterende spole med tommelen, så der ikke bliver overløb. Man kobler ikke spolen til!

I stedet blokerer man spolen med tommelen, mens man pirker med lange op-og-ned bevægelser af stangen. Med jævne mellemrum slækker man presset på spolen og lader igen pirken gå til bunds. Herefter gentages proceduren, til man enten har fisk – eller for lang line ude. Da kobler man spolen til og spinner ind igen, hvorefter man på ny lader pirken suse til bunds.

Mens man pirker og båden driver, vil strømpresset på linen i takt med bådens drev presse pirken højere og højere op i vandet – væk fra bunden og fiskene. Det kompenserer man for ved regelmæssigt at give line og således holde pirken nede, hvor den hører til. Men efterhånden står linen i en vinkel ud fra bådsiden, og pirken vil efterhånden arbejde mere vandret end lodret. Til sidst vil den slæbe hen over bunden i stedet for at fiske over den, og da skal den tages ind igen og på ny sænkes til bunds.

Teknikken er som sagt såre enkel, men det er forbløffende mange havfiskere, der ikke kender til den. Og de får ikke andet end tilfældige fisk

Pirken, der bruges til regulært pirkefiskeri – altså i det lodrette plan – skal være typisk endetung. Er den ikke det, vil den ofte kunne vende i vandet og fange sig selv eller rettere linen. Og da fanger den intet.

Pelagiske fisk

Ved fiskeri efter sej, lubbe, sild og makrel må man gå systematisk til værks, hvis man vil finde dem. Er vandet ikke alt for dybt, kan man starte fra bunden og gradvis arbejde sig opefter i vandet, indtil man får de første hug. Herefter gælder det så blot om at fiske i den fundne dybde. På dybt vand starter man i stedet fra oven.

Det kan gøres på to måder. Har man linefører på sit havhjul, da kan tælle det antal gange, som lineføreren går frem og tilbage for at nå en given dybde. Eller man kan investere i et hjul med indbyggettæller, der normalt angiver dybden/linelængden i fod. Da kan man helt enkelt aflæse den rette vanddybde og lynhurtigt finde tilbage til den. I praksis en større fordel, end de fleste tror. Ens medfiskere har i regelen kun hovedrysten til overs for den, der stiller op med et hjul, som har indbygget tælleværk!

Når man pirker, arbejder man med lange op-og-ned gående bevægelser. Jo dybere vandet er, desto større skal disse bevægelser være for at kompensere for den lange og elastiske line. Nogle bruger meget voldsomme bevægelser, der sammen med overdimensionerede trekroge er rendyrket rykfiskeri og dermed forkasteligt for alle rigtige lystfiskere. Den slags bør alle holde sig for gode til. Vi fisker jo for vor fornøjelses skyld – ikke for at overleve.

Fisker man efter fisk som havkat og helleflynder, da vil man kunne forbedre sine chancer betydeligt ved i stedet at bruge en agnet pirk. Trekrogen agnes med en strimmel frisk fisk, hvorefter pirken fiskes i store og bløde bevægelser. Man meder mere end pirker.

Huggene er derfor mere forsigtige end under det almindelige pirkefiskeri, og fiskeren må derfor være mere opmærksom under fiskeriet. Da er agnet pirk til gengæld overmåde effektivt – til grådige rovfisk som helleflynder endda mere effektivt end rendyrket medefiskeri med forfang, krog og agn.

Vragfiskeri

Vrag er rene hoteller for havets fisk, som derfor hurtigt flytter ind i nye skibsvrag. Her er de nogenlunde sikret mod trawlfiskeri, som ellers tolder hårdt på lokale fiskebestande. De er dog ikke sikret mod de garn, som erhvervsfiskere ofte omringer vragene med…

Vrag giver strømlæ og byder på et meget varieret miljø, der tiltrækker mange forskellige organismer. Fastgroede alger udgør første led i fødekæden og tiltrækker de smådyr, som småfiskene lever af. Småfiskene tiltrækker de større fisk, som igen lokker os småbådsfiskere til vragpositionerne!

Intet vrag byder på fangstgaranti. Nogle dage kan selv de mest stabile vrag være som støvsuget for fisk – for så dagen efter at diske op med fiskeri i verdensklasse. Sådan er vragfiskeri bare. Fiskene kan også være der – de ses på loddet – men de mangler måske appetit og hugger derfor ikke.

Det er heller ikke alle vrag, der fisker lige godt året rundt. Ligger vraget således på lavt vand – på mindre end 10-20 m – fisker det i regelen bedst forår og efterår. Omvendt med vrag, der ligger på 30-40 m vand eller dybere. De fisker bedst sommer og vinter – dog med forbehold for eventuelle iltsvind i sensommeren.

Vragfiskeri er hektisk fiskeri – hvis der altså er fisk. Blot nogle få meter uden for vraget sker der absolut intet. Men så såre man driver ind over selve vraget, er der hug på alle stænger. Det er derfor altid med den største spænding og forventning, at man ser selve skibsvraget tårne sig op på ekkoloddet. Da griber man ekstra godt fat om stangen!

Satser man specifikt på vragfiskeri, skal der kraftigere pirkegrej til end ellers. Så snart fisken har hugget, skal der lægges maksimalt pres på grejet, så fisken løftes fri af vraget. Specielt langer er sande mestre i at få sig viklet ind i selve vraget og dermed klare frisag. De kender nemlig vraget som deres egen bukselomme, da de jo bor inde i det!

Det siger sig selv, at der mistes meget endegrej, når man fisker over vrag. Inkarnerede vragfiskere tager konsekvensen af dette og dropper den dyre pirk til fordel for et billigt lod med en ophænger eller to monteret på linen. Så slipper man for at ofre indtil flere pirke til et halvt hundrede kroner stykket…

Ikke mindst sej og lubbe er ofte gladere for ophængerne end for selve pirken, så her er der alt at vinde. Sørg blot for, at forfanget mellem de to ophængere er ekstra kraftigt. Så er der en realistisk chance for at få en eventuel doublé af 5 kg’s torsk med op til båden!