Sydamerika er et kontinent, der spænder vidt. Således er der mere end 7.500 km fra nord til syd, hvilket giver kontinentet en kolossal klimatisk spændvidde. Fra næsten antarktisk klima i syd til tropisk i nord. Læg hertil de mægtige Andesbjerge med højder på op til 6.500 meter, og variationen er fuldendt.
Selvsamme variation afspejler sig i fiskebestanden. Længst i syd og oppe i Andesbjergene er klimaet perfekt til laksefisk, som imidlertid ikke forekommer naturligt på den sydlige halvkugle. De er i stedet transporteret hertil fra Nordamerika og udsat til glæde for både lokale og tilrejsende fiskere. Laks og ørreder trives nemlig rigtig godt på disse breddegrader.
Når nu naturen ikke selv har kunnet finde ud af det, har vi hjulpet den lidt på vej – ved at sprede bækørreder og regnbuer ud over det sydamerikanske kontinent. Resultatet er blevet, at nogle af verdens fineste ørredbestande i dag findes i lande som Chile og Argentina.
I det nordlige Argentina er det den guldskinnende dorado, der er attraktionen, som trækker fiskere langvejs fra. Det er en smuk og kampglad fisk med fedtfinne – trods det manglende slægtskab med laksefiskene.
Længere mod nord når vi Amazonas, som byder på en sand vrimmel af eksotiske fiskearter i det ofte uklare vand. Til de mest populære sportsfisk hører påfuglebarsen, som er en sydamerikansk slægtning til den nordamerikanske bass.
Længst i nord åbner så Karibien sig – med mulighed for bonefish og tarpon med flere på de betagende flats.
Steen Ulnits
⌘ Klik her for at se Fotos fra Sydamerika ⌘
Klik her og hør/download podcast fra Sydamerika
Del denne artikel: