– er efter mange års nedgang igen for opadgående. Idag er den en ressource, som bør udnyttes rekreativt i en velorganiseret fisketurisme. Vildlaksen derimod må fredes!
Der er atlanterhavslaks, og der er østersølaks. Der er vildlaks, og der er tamlaks. Det er laks det hele, men alligevel er der en kolossal forskel på de forskellige slags laks.
Østersølaksen er blot en genetisk variant af atlanterhavslaksen, som forbliver i Østersøen hele livet igennem. Den drager ikke som den “ægte” atlanterhavslaks nordpå til reje- og fiskebankerne i Davisstrædet mellem Grønland og Canada, men samler sig i stedet i den sydlige Østersø, hvor der er massive forekomster af sild og brislinger.
Hvor atlanterhavslaksen i regelen er smukt rød i kødet – på grund af de mange dybhavsrejer, den har konsumeret – dér er østersølaksen i regelen bleg i kødet af en diæt på udelukkende småfisk. Brislingerne dominerer maveindholdet med sild på en klar andenplads. Forholdet mellem brisling og sild i føden er 2:1.
Fiskeri på opvækstpladserne
Ude på opvækstpladserne i den sydlige Østersø er laksene genstand for et erhvervsfiskeri, som idag truer med at trække tæppet væk under de sidste naturlige bestande. Man regner med, at der idag højst er 5-10% vildlaks tilbage i Østersøen med tilløb. De øvrige skyldes massive udsætninger.
Men i takt med de stigende udsætninger er det kommercielle laksefiskeri langt til havs også steget. Og på opvækstpladserne tages tamlaks og vildlaks i én skøn forvirring. Udsætning af opdrættede laks og fiskeriet efter tamlaksene på opvækstpladserne er således en trussel mod de sidste vilde østersølaks.
Men med de nuværende lave laksepriser – på grund af det kolossale norske lakseopdræt – er der ikke megen omsætning i østersølaksen. Således landede bornholmske fiskere i 1995 kun laks for en værdi af 11 millioner kroner – en brøkdel af, hvad eksempelvis det svenske sportsfiskeri efter laks i Mørrumsåen indbringer. Her drejer det sig årligt om 50 millioner kroner, der erlægges af omkring 20.000 besøgende sportsfiskere fra hele Europa.
Samtidig skal man tænke på, at laks fanget på opvækstpladserne jo aldrig er lige så store som dem, der kønsmodne vandrer tilbage til gydepladserne. De er så store, som de overhovedet har kunnet nå at blive. Tænk blot på Pukaviken, hvor gennemsnitsvægten jo er langt større end ude på opvækstpladserne – eksempelvis ved Bornholm.
Det uselektive fiskeri på laksenes opvækstpladser langt til havs har således kun ulemper. Det koster mange penge at sejle så langt, og det brandskatter de sidste vilde østersølaks. Det burde derfor have været stoppet for mange år siden, da der endnu var tilstrækkeligt med vildlaks i Østersøen og dens tilstødende elve og åer.
Fiskeri på udsætningsstederne
Det blev det imidlertid ikke, og resultatet er idag, at vildlaksen er noget nær udryddet. Redningen – hvis der er nogen længere – ligger i de senere års “delayed release” udsætninger. Det er en form for udsætning, hvor unglaksene præges på en bestemt lokalitet i havet, før de slippes ud fra netburene for at vokse sig store.
“Delayed release” betyder helt enkelt “forsinket udsætning”. Tidsforsinkelsen bruges til at præge laksene geografisk på udsætningsstedet. Efter at have set svenskernes gode resultater begyndte den danske Laksefond – finansieret af erhvervsfiskerne selv – i 1990 at udføre de første målrettede forsøg med denne metode
Laks fra sådanne “delayed release” projekter har ingen hjemelv, de kan søge tilbage til, når de bliver kønsmodne og føler trang til at sikre slægtens beståen. I stedet søger de med noget nær usvigelig sikerhed tilbage til udsætningsstedet, hvor det så er en smal sag for dygtige erhvervsfiskere at fange dem.
Resultaterne fra disse forsøg har vist, at man opnår genfangster, der er langt højere end dem, man normalt får ved udsætning af laksesmolt i elvmundingerne. Således blev der genfanget omkring 2.000 af de 8.000 laks, der i 1990 blev udsat ved Tejn på Bornholm – en uhørt høj genfangst og dermed et projekt med en usædvanligt god økonomi.
Fiskeriet efter hjemvendende tamlaks fra “delayed release” projekter har stort set kun fordele. Man sparer en masse brændstof, idet man kan præge laksene på steder nær land, hvor de er lette at nå ud til. Samtidig lader man de sidste vildlaks i fred langt ude på opvækstpladserne i rum sø – i fred til at vokse sig store og uhindret vende tilbage til deres fødeelve og -åer for at gyde.
“Delayed release” er således ikke så lidt af et columbusæg i fiskeribiologisk sammenhæng!
Totalfredning af vildlaksene
Fiskeribiologer og ansvarsbevidste sportsfiskere har i efterhånden mange år talt for døve øren, når det gælder vildlaksens overlevelse. Politikerne var ikke til sinds at pålægge fiskerierhvervet restriktioner af betydning, for der var og er jo tale om arbejdspladser – omend ganske få af slagsen.
Og hvad hjalp det for øvrigt også selv at frede laksene, når nu russere, polakker og de øvrige baltiske lande ufortrødent fiskede videre ude på opvækstpladserne i rum sø?
Nu er der imidlertid kommet andre boller på den politiske suppe. Idag står de baltiske lande jo nærmest i kø for at komme med ind i varmen hos EU. Og i den forbindelse er en totalfredning af Østersøens vildlaks en meget lille pris at betale for europæisk goodwill!
Som tidligere nævnt er den økonomiske gevinst ved dette laksefiskeri i vore dage meget beskeden og i de fleste tilfælde slet ikke anstrengelserne værd. Derfor er der nu en stor og stigende velvilje over for forslag om at stoppe dette skadelige fiskeri helt.
Og resultaterne af et sådant ophør lader ikke vente på sig. Da finnerne i år ophørte med deres laksefiskeri, væltede det op med store laks i de nordsvenske elve. Faktisk oplevede man i Norrland den største lakseopgang i mere end 100 år!
Men erhvervsfiskerne har desværre krævet, at sportsfiskerne så også stopper deres fiskeri – uagtet at man med stang og line slet ikke kan fange tilnærmelsesvis de mængder, som går i drivgarn og på krogliner.
EU har allerede for flere år siden forlangt, at fiskeriet med de flere kilometer lange drivgarn stoppes. Ikke af hensyn til laksene, men på grund af de uheldige bifangster af fugle og pattedyr. Det er primært lomvier og marsvin, der havner i de lange og monofile laksegarn.
Trods EU-påbuddet fortsætter den danske brug af laksedrivgarn imidlertid med uformindsket styrke…
Sportsfiskeri efter tamlaksene
Vi har allerede set, hvordan man fra den svenske stats side har stoppet de massive udsætninger, som i de seneste årtier har gjort Mørrumsån til et laksevand i verdensklasse. Fiskesygdommen M-74 var ved at slå al yngel ihjel i opdrætsanlæggene, og furunkulosen hærgede blandt de alt for mange gydemodne laks i elven.
Fremover må laksene i Mørrumsån klare sig selv. Næste skridt kunne meget vel blive, at der fremover slet ikke må fiskes efter laks i elvene – af hensyn til vildlaksenes fortsatte eksistens. Et sådant forbud er ikke så fjernt endda og vil naturligvis ramme sportsfiskeriet hårdt.
Men samtidig har vi en storslået mulighed for at opdyrke et laksefiskeri i Østersøen – med stang og line efter laks, der er opdrættet og udsat efter “delayed release” princippet. Fisk, der først høstes af erhvervsfiskeriet, indtil deres kvote er opbrugt. Og fisk, som siden kan indgå i et storstilet sportsfiskeri på linje med det, der i flere år har været “a multi billion dollar business” ved Great Lakes i USA.
Skulle det komme så vidt, vil laksene ikke fremover kunne fanges i Hanøbugten og Pukaviken. Det er jo voksne laks på vej op i åen for at gyde – fisk, som derfor vil blive fredet.
Laksene skal i stedet fanges på udsætningsstederne – eksempelvis ved Bornholm, hvor man i disse år så ganske sagte og småt er ved at opdyrke et laksefiskeri, der kan gå hen og nå op i verdensklassen – hvis det gribes rigtigt an. En millionstor omsætning burde ligge lige om hjørnet for dem, der tør kaste sig helhjertet ud i det.
Da Bornholm samtidig er et egnsudviklingsområde i EU sammenhæng, burde der være mere end gode muligheder for at opdyrke en fisketurisme, som baserer sig på de mange og hurtigt voksende østersølaks, der findes lige uden for døren!
Laks i topform!
Det danske laksefiskeri i Østersøen gav følgende fangster i nedennævnte sæsoner:
1989/90: 956 tons (45 tons ørred)
1990/91: 748 tons (45 tons ørred)
1991/92: 635 tons (50 tons ørred)
1992/93: 553 tons (24 tons ørred)
1993/94: 858 tons (41 tons ørred)
1994/95: 549 tons (38 tons ørred)
1995/96: 509 tons (31 tons ørred)
Det giver en årlig gennemsnitsfangst på 687 tons laks og 39 tons ørred. Heraf fanges de fleste typisk i garn i oktober måned, mens kroglinerne topper i januar. I sommermånederne fiskes der typisk ikke ret meget, hvorfor der heller ikke fanges ret mange laks. Områderne øst og nordøst for Bornholm hører normalt til de mest produktive for det danske fiskeri efter østersølaksen.
Laksene i Østersøen har det ifølge biologerne på Danmarks Fiskeriundersøgelserm (DFU) bedre end nogensinde – problemer med miljøgifte dog ufortalt. Ifølge de tilgængelige fangststatistikker udviser laksene i disse år en vækst, der langt overstiger den, man kender helt tilbage fra 1950’erne.
Hvor laksenes gennemsnitsvægt i 80’erne lå mellem 3 og 4 kg, ligger den her i 90’erne på mellem 4 og 6 kg! Ser man på de forskellige aldersklasser, er forskellen lige så tydelig:
I januar 1982 vejede en 1 1/2 års laks 3,4 kg – i 1992 4,6 kg.
I januar 1982 vejede en 2 1/2 års laks 7,1 kg – i 1992 9,0 kg.
I januar 1982 vejede en 3 1/2 års laks 8,9 kg – i 1992 12,7 kg.
“Tilsyneladende er laksebestanden således i særdeles fin form”, konkluderer da også fiskeribiolog Frank Ivan Hansen fra DFU.
Et velorganiseret sportsfiskeri efter laks vil omsætte i millioner af kroner og skabe i tusindvis af arbejdspladser og dermed bidrage til den lokale økonomi med tiltrængte skattekroner. En laks fanget på stang og line er jo beviseligt mindst 10-20 gange dens blotte kødpris værd. Det ved vi fra samtlige de lakseførende lande, hvor laksen fiskes på stang og line.
På den måde tegner fremtiden faktisk ganske lys for både laksen og os fiskere. Vildlaksen får fred til at vokse sig stor på opvækstpladserne langt til havs. Den får fred til at vandre hjem og gyde uhindret i sin fødeelv.
Samtidig kan erhvervsfiskere og sportsfiskere få omtrent lige så mange østersølaks at fiske efter, som vi ønsker og magter at opdrætte og udsætte til – altsammen efter “delayed release” princippet. Et gigantisk “Put & Take” fiskeri i stil med det havørredfiskeri, vi længe har haft ved de hjemlige danske kyster.
Alternativet er mildest talt dårligt: Et totalforbud mod alt laksefiskeri i hele Østersøen med tilstødende elve…
Steen Ulnits
(oktober ’97)
PS: Træerne voksede desværre ikke ind i den bornholmske himmel i 1990’erne. Delayed release blev nemlig forbudt efter en mindre politisk strid mellem Danmark og Sverige. Læs opfølgeren til denne artikel her:
Del denne artikel: