Test af en oppustelig kajak, der egentlig bare var tænkt som familiens nye badedyr. Men som viste sig at have meget mere at byde på…
Jeg havde set på den i lang tid, men så droppet ideen igen. Med små 4.000,- kroner i vejledende udsalgspris var det lidt svært at argumentere for nye indkøb – når nu både garage, sommerhus og værksted flyder med diverse flyderinge, pontonbåde og gummibåde…
Men, men, men. Mere vil have mere, og rigtige mænd kan jo ikke få udstyr nok. En dag var den så til salg på Nettorvet.dk, og nu var prisen helt rigtig. Der var ikke langt fra tanke til handling, og få dage senere kunne jeg så hente min nye oppustelige kajak i den lokale Brugs.
På pumperne…
Men, men, men – igen. Der var ingen pumpe med. Det havde jeg ikke taget højde for, selv om jeg ellers har pumper liggende noget nær overalt. Altså tilbage til Randers for at hente én, så den nye kajak kunne komme i vandet med luft i kamrene.
Vel tilbage på Mols tog det næppe mere end 5 minutter, førend Coleman kajakken trådte i karakter og tog form. Faktisk ser den vældig godt ud – strømlinet og med styrefinner i bunden. Jeg var spændt på at se, hvordan den ville opføre sig på vandet. Jeg havde en formodning om, at den nok ville opføre sig lidt som en vingeskudt and – være svær at styre som en anden gummibåd. I hvert fald slet ikke så “true tracking” som de almindelige kajakker med fast skrog, jeg har stående i sommerhuset.
Men jeg blev overrasket. Meget endda. Salgsmaterialet havde ganske vist slået på, at her var en komfortabel kajak, som egnede sig til langturssejlads, og som kunne tilfredsstille selv kræsne kajaksejlere.
Søstærk og sikker
Jeg testede første gang kajakken på et par blæsende sommerdage, hvoraf jeg næppe ville være taget ud på den ene – hvis ikke det lige havde været for nyhedens interesse. Jeg måtte helt enkelt vide, hvordan den opførte sig på vandet!
Jeg blev positivt overrasket – meget. I bølger af den størrelse, som jeg sejlede ud i den dag, ville saltvandet være sprøjtet op og indenbords hele tiden i en almindelig kajak med fast skrog. Men ikke i min nye Coleman, som i stedet gled af på bølgerne og kun sjældent kastede vand ind over mig. Og ikke en eneste gang stak den næsen i en bølge, hvilket oppustelige både jo ikke gør eller kan gøre. Luften holder dem oppe hele tiden.
Samtidig var og er den overraskende kursstabil, hvilket jeg bestemt ikke havde forventet af en så fladbundet sag. Men tydeligvis gør styreskinnerne og den enlige styrefinne et rigtig godt stykke arbejde, og det var aldrig svært at holde kursen.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ganske som forventet får man aldrig det “glid” i kajakken, som man får med et fast skrog. Coleman kajakken skal skubbes frem som en gummibåd – med korte tag, da den aldrig rigtig får den inerti, der er så rar ved almindelige kajakker – som giver en stor aktionsradius. Nogen langturskajak er Coleman Fastback derfor definitivt ikke!
Klog af skade valgte jeg hver gang at stikke op mod vinden på udturen – og så lade vind og bølger hjælpe mig hjem igen. Det modsatte er en dårlig idé, da man aldrig rigtig ved, hvornår man skal vende om igen – hvornår kræfterne ikke længere rækker til en komfortabel hjemtur.
Fiskbar på en femøre
Nu havde jeg ikke købt kajakken til at fiske fra – dertil regner jeg kajakker som en dårlig idé, da man sidder dårligt i dem og skal bruge lang tid på at vende omkring.
Men dér tog jeg helt fejl af Coleman. Dels sidder man langt bedre end i en almindelig kajak, og dels kan den vende på en femøre – lynhurtigt endda. Det gør den til et langt bedre fiskefartøj end almindelige kajakker – uagtet, at den ikke har stangholder noget sted og der kun vanskeligt kan findes plads eller fastgøringsmulighed til én. Men hvad gør det, når nu den ideelle stangholder i en kajak er mellem krop og redningsvest?
Det er også yderst betryggende at vide, at man næppe kæntrer eller kommer til at foretage en uønsket grønlændervending i sin nye Coleman kajak. Den er uhyre stabil – så stabil, at man kun vanskeligt kan få den til at vende. Det er i hvert fald ikke lykkedes mig under testen. Og selv ikke en 10 kg’s gedde burde kunne bringe én i blot nærheden af en kæntring!
Komfort i verdensklasse
Men nu er salgssnak jo ét – virkeligheden i regelen en ganske anden. Men her var der hold i meget af snakken. I hvert fald viste den sig hurtigt at være endda overmåde komfortabel at padle rundt i – langt mere komfortabel end en almindelig kajak, hvor siddestillingen er noget mere forkrampet og sædet noget hårdere. I Coleman kajakken føles det nærmedst som at sidde tilbagelænet i en lænestol – støttet af luftpuder hele vejen rundt. Faktisk kan man næsten sidde op og sove i den – viste det sig…
Man sidder blødt på puder af luft og har luft i ryggen. Bag rygstødet findes også et lille rum, hvori man kan opbevare pumpe, slange, tovværk og andet under sejlads – godt beskyttet mod vind og vejr. Man kan nemlig lukke dette rum af med en slags tag, som lynes op over rummet.
Man kan bruge sin Coleman Fastback som “sit on top”, hvilket jeg selv foretrækker – både i bare ben og badebukser samt i åndbare waders tidligere og senere på året. Man kan også stikke benene ind under fordækket, som siden lukkes med velcrotape. Her findes også forskellige lommer til opbevaring af mindre ting som kort, kamera og andet.
Transportvenlig
En af de helt store fordele ved en oppustelig kajak er naturligvis, at den er nem at transportere. Har man tagbagagebærer på bilen, er den nem at smide op og fastgøre her. Har man ikke tagbagagebærer, tømmer man den blot for luft og stuver den ned i bagagerummet. Den kan da ligge i selv den mindste bil.
Pagajerne er 4-delte og fylder derfor meget lidt under transport. De har samtidig den fordel, at man selv kan justere vinklen på årebladene. En fordel, hvis man har svært ved at vænne sig til at skulle vende bladene under sejlads – som tilfældet er med “rigtige” pagajer. Da lader man blot bladene flugte, inden man strammer beslagene.
Konklusion
Coleman Fastback overrasker med sin stabilitet og sine sejlegenskaber. Det er uden overdrivelse den mest behagelige og velegnede kajak til fiskeri, jeg endnu har prøvet. Den gik hurtigt i blodet, og den vil med sikkerhed komme på vandet mange gange i fremtiden – desuagtet de mange flyderinge, pontonbåde og gummibåde, der konstant står og venter på mig rundt omkring!
Og til prisen er den helt rigtig: 1.995,- på Nettorvet dk
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: