Jeg fløj sidst med kaptajn Leif Petersen i hans elskede Paternavia i sommeren 1985. Det var en fastastisk tur over det grønlandske landskab ved Kangerlussuaq længst inde i fjorden af samme navn. Helt tæt på indlandsisen.
Kangerlussuaq er det rigtige grønlandske navn. Vi danskere kalder ofte stedet for Søndre Strømfjord, som er lettere at sige på dansk, mens amerikanerne kalder den nedlagte base fra Anden Verdenskrig for Bluie West-8.
Leif havde netop droppet sit gode direktørjob og investeret formuen i et italiensk observationsfly af typen Partenavia P68 Observer med kendingsbogstaverne OY-CAG. I det fløj han hvaloptællinger på Grønland og senere fugletællinger i Vadehavet. Blandt meget andet. Ofte i lav højde.
Flyet var en årgang 1981 og dermed næsten nyt. Karakteristisk for Observer modellen var den store front af plexiglas, som muliggjorde tælling af hvaler, fugle og andet under flyet. “Marine Pollution Patrol” stod der med fluorødt på siderne, for det gjorde Leif også – fløj rundt og observerede olieudslip.
Ingen adgang til Paradis
Tilbage i sommeren 1985 tilbragte jeg nogle uger muttersalene i den betagende smukke Paradisdal nær Kangerlussuag, som dengang husede den amerikanske base fra den kolde krig. Den blev først officielt nedlagt i 1992.
Jeg havde været på vej derind i 1976, men da var dalen pludselig blevet totalfredet. Lokalt var man godt trætte af det amerikanske militær og deres turistflyvninger derind. Ind til gamle bopladser fra en svunden tid.
Jeg sad en solskinsdag i lufthavnen og ventede på at komme videre, da et hold belgiske F-16 jagere kom ned for at tanke op – på vej til Goose Bay på den canadiske side af Davisstrædet. Russerne var i Afghanistan, og NATO var i alarmberedskab. NATO-jagere fløj derfor til Labrador for at træne flyvning i lav højde – i et landskab, der minder om Sibirien.
F-16 var stadig et nyt fly i de dage, så det vakte berettiget opsigt, hvor det end viste sig. Jeg troede først, at det var et tysk flag på halen, men det var belgisk. Farverne de samme – orientering og rækkefølge blot anderledes. Tyskerne havde slet ikke fået F-16 endnu, lød forklaringen.
Det var lufthavnsschef Steen Malmkvist, der fløj mig ind i den netop fredede Paradisdal. Jeg kendte ham ikke personligt, men var blevet anbefalet at kontakte ham som det første. Frisk ankommet med Danmarksflyveren gik jeg derfor ind på hans kontor og bad om at blive fløjet ind i Paradisdalen.
– Det kan ikke lade sig gøre, svarede den ulasteligt klædte lufthavnschef i blåt jakkesæt, lyseblå skjorte og blåt slips. Næsten uden at kigge op. Han var en streng, men stilig mand med orden i sagerne.
– Dalen er fredet for trafik, fortsatte han og kiggede strengt på mig. – Ikke engang jeg må flyve derind længere.
– Det må du nu, svarede jeg kækt. – Hvis du altså vil flyve mig derind. Jeg har en tilladelse. Fra selveste borgmesteren i Sukkertoppen.
Malmkvist var stille et øjeblik. Så kiggede han endnu mere strengt på mig. – Den tilladelse vil jeg gerne se, sagde han så.
Jeg var beredt til tænderne og havde allerede hånden på det telegram, jeg havde modtaget få dage tidligere. Fra nævnte borgmester.
– Jeg tager lige en fotokopi, sagde han så og forsvandt ud af kontoret.
– Vi flyver i morgen formiddag. Klokken ti, sagde han så, da han var tilbage igen. Med en frisk fotokopi i hånden.
– Jeg har ikke været derinde i lang tid, så jeg flyver selv. Vi skal lige have monteret et kraftigere landingsstel og større hjul. Det er groft grus, vi lander på derinde.
Afsted med nyt understel
Dagen efter var der monteret nyt landingsstel og nye hjul på hans Cessna. Og jeg havde købt proviant ind til tre uger. Håbede og regnede jeg i hvert fald med. Vi kunne derfor lette til aftalt tid: 1000 hours, som det hedder i de kredse.
Det blev en betagende tur i det gode vejr, der ofte hersker i Søndre Strømfjord. En af grundene til, at amerikanerne anlagde basen netop her i 1941. Under navnet Bluie West-8. Man ville komme tyskerne i forkøbet. Som amerikanerne også ville det under Første Verdenskrig, da de købte Dansk Vestindien af os.
Også da af frygt for tyskerne – dengang deres u-både.
Amerikanerne lukkede Bluie West-8 på Grønland i 1992, da den kolde krig klingede ud med Sovjetunionens fald. Heldigvis nåede jeg at kigge indenfor på basen flere gange i løbet af 1980’erne. Faktisk hver gang jeg var der. Bortset fra den daglige Danmarksflyver, så var Søndre Strømfjord nok det kedeligste sted, man kunne forestille sig.
Hvis man altså ikke lige havde fundet vej over landingsbanen til den amerikanske base. Og havde fået tiltusket sig adgang til messen her. Men det er en helt anden historie.
Tilbage til flyveturen ind til Paradisdalen. Det arktiske landskab omkring Søndre Strømfjord er goldt, knastørt og brunt. Sukkertoppen Iskappe tager det meste af nedbøren fra det fugtige Davisstræde, så ikke megen regn når ned herinde. Kun smeltevandsfjorden underneden lyste blåt.
Pludselig forsvandt det brune land imidlertid, og en saftig grøn dal dukkede op under os. Vi var allerede ude over de stejle fjeldsider, som omkranser Paradisdalen – i op til 1.200 meters højde. Afstandene snyder altid, når man kommer fra et lille land som Danmark. Man undervurderer dem totalt.
Arnangarngup Kua
Midt i den grønne dal løb en smal blå stribe – Arnangarngup Kua, som den frodige elv hedder. “Den kvindagtige elv” på dansk. Et passende navn, for den er om noget så atypisk for Grønland, som nogen elv kan være: Klarvandet og langsomt flydende. Midt i en betagende grøn Paradisdal, som den hurtigt blev døbt af os danskere.
At besøge Paradisdalen var virkelig som at blive lukket ind i Paradiset Have. Når først den øredøvende larm fra landingen på det grove grus var klinget af, og den lige så øredøvende stilhed havde lagt sig.
Da vi havde tømt flyet for bagage, tog Malmkvist tilbage igen. Han havde et møde på den amerikanske base over middag, og det skulle passes. Jeg havde jo også proviant til tre uger.
Jeg glemmer aldrig følelsen, da jeg så det lille Cessna fly stige til 1.200 meters højde for til sidst at forsvinde over fjeldkammen med kurs tilbage mod Kangerlussuaq. Lyden fra flyet forsvandt, da det gled ud af syne. Der blev helt stille. Dødstille.
Et næsten knugende fornemmelse. At være mutters alene på Verdens Største Ø. Uden mulighed for kontakt med omverdenen. Uden radioforbindelse. Med ét forstod jeg, hvordan Palle måtte have haft det, da han var alene i verden…
Jeg havde nu tre uger helt i mit eget selskab. Med flere og større fjeldørreder, end jeg var vant til andre steder fra.
Alene i Paradis
Aftalen var, at Malmkvist skulle hente mig igen, når min tilladelse til at være i den fredede dal udløb. Jeg talte dagene og fangede ind imellem et glimt af Danmarksflyveren, når og hvis den kom ind over. Så den højt oppe, men hørte den aldrig.
Eneste lyde kom fra de få, men rekordstore regndråber, der ind imellem nåede forbi Sukkertoppen Iskappe og ned på min blå teltdug. Det lød næsten som hagl, så store var dråberne blevet, inden luften slap sit greb om dem.
En sjælden gang lod ravnen sit metalliske kald lyde. Og længst inde, hvor dalen slog et knæk og drejede mod nord, havde et vandrefalkepar deres rede højt oppe på et klippefremspring. Jeg så dem næsten daglig og hørte endnu flere gange deres karakteristiske kald.
Endelig var der jo moskusokserne, som jeg havde glædet mig meget til, men længe måtte kigge langt efter. Faktisk troede jeg til sidst slet ikke, der var nogen.
Rundt omkring i det grønne græs lå store sorte sten, som var rullet ned fra fjeldsiderne. I starten troede jeg, det var moskusokser, der jo også er sorte. De rørte imidlertid ikke på sig, når jeg kom tæt på. Det gør sten sjældent.
Forstyrret i middagssøvnen
Til sidst var der dog én, som gjorde. Jeg gik og fiskede helt nede ved elven, da en af de store sten pludselig rørte på sig. En gammel moskustyr havde ligget og solet sig, da jeg forstyrrede den. Møjsommeligt kom den på benene og stirrede på mig.
Den begyndte at fnyse og så i det hele taget ikke tilfreds ud. Da den gjorde front og begyndte at skrabe med klovene i græsset, foretog jeg et langsomt, men strategisk tilbagetog ud i elven. Jeg skulle ikke nyde noget – helt alene, som jeg jo var i dalen.
Jeg tog en god håndfuld billeder med mit Olympus, men frådsede ikke med dem. I 1985 kostede det mindst et par kroner, hver gang man trykkede på aftrækkeren og førte sin Kodachrome et billede frem. Samtidig gik der jo fjorten dage med at få filmen fremkaldt, når først man var vel hjemme igen. Det var en anden tid.
Paradisdalen er kendt for sine fjeldørreder, der her bliver større end de fleste andre steder. Herinde oplever man regelmæssigt at fange fisk på op mod 5 kg – fisk, som har vokset sig store på en nærende diæt af angmagsætter ude i den smeltevandsfarvede Strømfjord.
Samtidig har de fået en bedre start på tilværelsen end de fleste fjeldørreder på Grønland. De vokser nemlig op i en klarvandet elv med langsom strøm og høj vandtemperatur. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, når jeg tog et bad i elven. Koldt, men ikke iskoldt.
Masser af føde i form af myggelarver giver fiskene her et forspring frem for andre steder. Faktisk var det netop kvægmyggene, der havde udløst min tilladelse til at besøge den fredede dal. Jeg skulle indsamle kvægmyg til Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Indsamlingen måtte jeg efterfølgende afrapportere til borgmesteren i Sukkertoppen, som jo havde givet mig tilladelsen. Det manglede bare.
Anderledes fiskeri
Elven, fiskene og fiskeriet overraskede mig. I hvert fald i starten. Jeg var jo vant til, at elvene på Grønland fossede nedefter med deres iskolde og blågrønne smeltevand. At fiskene klyngede sig til strømlæ, hvor de overhovedet kunne finde det.
Sådan er det ikke i Arnangarngup Kua. Her er strømmen så rolig som i et jysk vandløb, men vandet langt klarere. Fiskene stod slet ikke de steder, jeg var vant til. Faktisk var det her et spørgsmål om at finde de steder, hvor strømmen tog til og stoppede fiskene på deres lange opstrøms vandring.
Der måtte en del opsøgende arbejde til, førend jeg fandt frem til disse pladser. Jeg tilbagelagde mange kilometer med spinnestangen og en rødprikket Mepps spinner størrelse tre. Min første fisk var en nystegen blank fisk på omkring 4 kg – en fisk, der absolut ikke ville ud af sit dybe høl.
Siden fandt jeg ud af, at Paradisdalens rødinger fint kunne fanges på flue – blot man havde fundet stederne. Jeg kunne også konstatere, at fiskene her havde samme smag for farver som i andre grønlandske elve. Et fluorødt Juletræ var et sikkert hit for
Da jeg havde skiftet den store spinner ud med en mindre flue, begyndte jeg også at fange mindre fjeldørreder – små fisk med mørke sider og kæmpstore finner med de smukkeste hvide kanter. Dværgrødinger af den slags, der aldrig forlod elven, men tilbragte hele deres lange liv i elvens kolde, men alligevel næringsrige vand.
De fleste fisk opgangsfisk var blanke og vejede omkring 2 kg. Nystegne fra Strømfjorden. Jo længere jeg vandrede op i dalen, desto færre men større fisk fangede jeg.
Heroppe vejede flere af fiskene 3-4 kg, alle farvede efter nogen tid i elven. De var stadig i topkondition, da de bekvemt kunne svømme direkte op i den langsomme elv. Ingen vandringshindringer i form af krævende fosser og vandfald.
Muhammed og Bjerget
Jeg overvejede på et tidspunkt, om jeg skulle flytte min lejrplads op til de større fisk her, men det opgav jeg. Så var det alligevel lettere at gå den lange tur hver dag. Jeg havde jo heller ikke andet at lave. Og fisk fangede jeg jo rigeligt af. Det eneste, jeg savnede, var nogen at dele de mange oplevelser med. Det overraskede mig lidt.
Jeg havde jo aftalt med lufthavnschefen, at han skulle hente mig, når min opholdstilladelse i dalen udløb. Jeg blev derfor noget overrasket en af de første dage i den tredje uge, da jeg tydeligt kunne høre et fly vej.
Det kom ikke ad samme rute, som vi selv var kommet – den direkte over fjeldet. I stedet kom det helt lavt op gennem dalen – på vej ude fra Strømfjorden.
Og det var ikke Malmkvist, der var på vej i utide. Det var en langt større flyver. Lyden voksede, og jeg kunne nu se, at det ikke var en lille Cessna, men et større fly med to motorer. En italiensk Partenavia.
Flyet landede få hundrede meter fra mit lille blå Fjällräven telt og taxiede hen mod den slidte vimpel og vindmåler, som amerikanerne havde sat op flere år tidligere. Men forladt igen som med alt andet amerikansk på Grønland.
Det var et besynderligt fly med stor glaskuppel fortil. Kaptajnen var en rar mand, som hed Leif Petersen, og han havde sin kone med. Hun ville plukke blåbær og samle moskusuld til en sweater.
Leif selv vidste, at der var en skør biolog alene inde i dalen. Det havde Malmkvist nemlig fortalt ham.
Mellemlanding i Paradis
Leif benyttede lejligheden til en sjælden mellemlanding i den fredede dal. Han ville lige checke, om jeg nu havde det godt. Og så havde han lige en fridag, inden han igen skulle ud over Davisstrædet og tælle hvaler fra sin nye Observer.
Da han spurgte, om jeg ville med tilbage, var jeg ikke i tvivl. To uger helt alene i ødemarken var en overvældende oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. Men som jeg godt kunne undvære mere af.
Én ting er at være alene på et vidunderligt sted. En helt anden ikke at kunne dele oplevelserne med nogen. En dag blev jeg helt forskrækket over mig selv, da jeg pludselig rømmede mig. Så stille havde det været.
Jeg pakkede derfor mine ting sammen og krøb ombord i Partenavia’en. Jeg fik det højre forsæde og havde en fantastisk udsigt hele vejen tilbage til Kangarlussuaq. Det sørgede den store plexiglas-kuppel for.
Det var mildest talt en grænseoversridende oplevelse at se den militære landingsbane komme op mellem benene på én under landingen.
Det havde jeg ikke prøvet før.
UNESCO Verdensarv
I 2018 blev det besluttet at gøre et område på 4.178 km2 til del af UNESCO’s Verdensarv. Området strækker sig fra Davisstrædet i vest ved Sisimiut / Holsteinsborg til indlandsisen ved Kangerlussuaq / Søndre Strømfjord i øst.
Det er et område, som i mere end 4.000 år har været brugt af lokalbefolkningen til jagt og fiskeri. Et område, som derfor rummer kulturhistorisk vidnesbyrd i form af gamle bopladser, gravpladser og ruiner. Den tilstødende Paradisdal kom lige akkurat ikke med i Verdensarven – trods ellers unikke forhold og en tidligere fredning.
Retfærdigvis må man acceptere, at der skal være en grænse. At godt 4.000 km2 jo også er et pænt stort område. Et langt og smalt område på godt 200 gange 20 km, der rækker fra Ishavet i vest til Indlandsisen i øst.
Tekst & fotos: Steen Ulnits
OY-CGA’s endeligt
Mit besøg i Paradisdalen ligger helt tilbage i 1985, hvor jeg som biologistuderende kunne tilbringe hele sommeren hos svigerfamilien i Nuuk. Jeg var deroppe hver sommer – som biolog, fotograf, lystfisker, turist og rejseleder for Dansk Vandrelaug. En fantastisk tid, hvor man endda fik løn for sit arbejde.
Da jeg sagde farvel til kaptajn Leif Petersen i Kangerlussuag en solskinsdag i august, var det med en fantastisk oplevelse i bagagen. Det gjorde derfor rigtig ondt, da jeg flere år senere kunne læse i dagspressen, at Leif var styrtet ned med sit Partenavia – endda et så ordinært sted som Roskilde Lufthavn.
Han døde på stedet, og det samme gjorde hans andenpilot. Flyet styrtede under en krængning i lav højde ved indflyvning til landing. Det første landingsforsøg måtte afbrydes, da det foregående fly på banen måtte bremse og derfor ikke nåede helt væk.
Leif valgte derfor at tage en ny landingsrunde og en 360 graders krængning – desværre i for lav højde. Det resulterede i et såkaldt “asymmetrisk stall”, som det hedder i rapporten. Og et begyndende spin, det ikke var muligt at rette op fra. Flyet styrtede fra lav højde og brød i brand umiddelbart efter.
Jeg har læst den 41 sider lange havarirapport grundigt igennem flere gange for om muligt at blive klogere. Det var jo det selvsamme OY-CAG, jeg selv havde siddet i tilbage i 1985, da Leif samlede mig op i Paradisdalen. Da var det blot fire år gammelt. Da det styrtede i Roskilde, var det 28 år gammelt. Ingen alder for et velholdt fly.
Meget mærkeligt at se fotos af det forulykkede fly, der udbrændte efter landingen. Når man nu selv havde siddet i og fløjet med det. Men jeg glemmer aldrig de gode stunder sammen med Leif i hans elskede Partenavia. Gode oplevelser kommer heldigvis aldrig dårligt tilbage.
Æret være Leifs minde og de gode oplevelser, han gav andre i sit fly. Og R.I.P. et dejligt menneske, som for alvor udlevede sin drøm om et liv i luften – i mere end et kvart århundrede.
Leif Petersen blev 74 år gammel og havde kort forinden solgt OY-GAC til sin andenpilot, der blot blev 47 år.
Leif selv havde ikke mindre end 13.973 flyvetimer med 8.791 landinger.
Andenpiloten havde 2.043 flyvetimer.
Screendumps fra havarirapporten.
Læs mere om eventyr i luften over Grønland her.
Om de flyvende mænd i deres fantastiske maskiner.
Del denne artikel: