Ekkolodderne bliver stedse bedre og bedre. Jeg har testet en af de nyeste og allerbedste modeller fra amerikanske Humminbird – en superlækker sag i 3D…
Da jeg startede min karriere som småbådsfisker, var ekkolodder noget, der sad på store fiskekuttere – ikke nogte, som lystfiskere sejlede rundt med i deres små joller. Men udviklingen gik pludselig meget hurtigt, og først kom der et primitivt blinklod i min lille hjemmebyggede jolle – en sag, der blot kunne indikere vanddybden under båden – intet andet.
Så kom der et skrivende lod ombord i min båd, der nu havde vokset sig lidt større og mere komfortabel. En sag med papirrulle, som kørte afsted, mens skriveren skrev løs – som en anden seismograf på et laboratorium for jordskælvsforskning. Men loddet tegnede egentlig ganske godt, og kunne fortælle mangt og meget, som det gamle blinklod ikke kunne. Nu kunne man pludselig skelne fisk fra bund og registrere forskellige bundtyper – blød eller hård.
Problemet var blot de uendelige papirstrimler, som man sjældent havde noget at bruge til bagefter. Og så den kendsgerning, at de skrivende lodder ikke var vandtætte. De var stadig beregnet til at sidde inde i et styrehus – tørt og godt. Det gjorde de mildest talt ikke i min åbne jolle…
Så kom heldigvis de vandtætte lodder med LCD skærm. Ganske vist ikke med nogen god opløsning i begyndelse, men hen ad vejen kom der dog flere og flere pixels på skærmen. Til sidst kom der endog farver på, så man pludselig kunne skelne mellem mange flere ting end tidligere.
Siden kom der integrerede modeller til – smarte bokse, som både rummede ekkolod, søkortplotter og meget andet. Da de elektroniske søkort så også gjorde deres entre, var ikke et øje tørt. Nu kunne man sidde i sin båd og se sig selv på skræmen!
Nå, men den relle værdi heraf var dog ofte begrænset, men underholdningsværdien var altid høj – i hvert fald i starten. Siden fandt det et mere naturligt leje – lige indtil fremkomsten af de nye 3D lodder. So ein Ding måtte man unbedingt have!
De første af slagsen imponerede nu ikke – med store klodsede transducere, der fyldt godt på hækken. Og opløsningen var heller ikke imponerende. Jeg husker dog tydeligt, hvor imponeret jeg alligevel blev, da jeg engang i 1990’erne så Humminbird’s første 3D lod i aktion. Ind imellem kom man dog lidt i tvivl om, hvorvidt det nu også så sådan ud under båden. Eller om det mere var en film, der blot kørte inden i dyret..
Anyway, udviklingen lod sig ikke stoppe, og apparaterne blev stedse bedre. Tag nu blot det seneste skud på stammen fra gode, gamle Humminbird: Model 1197c GPS med Side Imaging. Her er der igen dømt undetholdning på første klasse…
© 2011 Steen Ulnits
Del denne artikel: