Der er en slange i det newzealandske ørredparadis – en vandslange direkte op på landmandens marker…
New Zealand er et smukt land. Variationen er stor – fra subtropisk i nord til tempereret i syd. Og på både Nordøen og Sydøen kan man opleve ørredfiskeri i absolut verdensklasse.
New Zealand er et Mekka for både ørreder og ørredfiskere. En lokalitet, der hvert år trækker i tusindvis af fluefiskere fra det store udland. Fiskere, som lægger mange penge i den newzealandske turistkasse.
Det gjorde jeg bestemt også selv, da jeg i 2004 tilbragte hele januar “down under” på de dejlige øer. Jeg kunne imidlertid hurtigt konstatere, at der også er indtil flere slanger i paradiset…
Udsatte ørreder
Fra naturens hånd findes der ingen laksefisk på den sydlige halvkugle. De er udsat af englænderne, som i sin tid koloniserede New Zealand. Som alle andre steder, hvor forholdene var til det, medbragte de engelske imperialister deres elskede ørreder og satte dem ud i de nye vande. Som rigtige englændere måtte man jo have nogle rigtige ørreder at fiske efter!
Ørrederne slog endog meget godt an og dannede hurtigt selvreproducerende bestande, hvor de blev sat ud. Klimaet var ideelt til en hurtig vækst, føde manglede der ikke, og egnede gydevandløb fandtes overalt.
Nordøen er i dag mest kendt for sine regnbueørreder i store og små søer – med Lake Taupo som den absolut største og mest kendte. Sydøen derimod er verdenskendt for sine store bækørreder i ginklare strømvande.
Men begge steder kan man fange begge slags ørreder i begge slags vande. Smukke fisk i omgivelser så betagende, at de for nylig kom til at danne ramme om filmatiseringen af “Ringenes Herrre”.
Project Aqua
Men det enestående ørredfiskeri trues fra flere sider. Energiselskabet “Meridian Energy” har således kig på og planer om at inddrage ikke mindre end 73% af vandet i den smukke og vidt forgrenede Waitaki River på Sydøen til et nyt stort vandkraftprojekt, der har fået navnet “Project Aqua”.
Det er et projekt, som for alvor har bragt sindene i kog i den newzealandske befolkning. Waitaki River har nemlig mange brugere – fiskere, sejlere og andet godtfolk – der ikke har i sinde at afgive 73% af flodens vand til vandkraft. I hvert fald ikke uden
kamp.
Det er Meridian Energy’s planer at lægge floden i en 60 km lang kanal mellem Kurow og State Highway 1. Undervejs mod havet skal vandet løbe gennem hele 6 kraftværker.
Får Meridian held med sine planer, er det slut med en af New Zealands absolut smukkeste floder. Waitaki har nemlig et vidt forgrenet løb, hvor floden mange steder deler sig i en række mindre løb og breder sig ud over landskabet for så atter at finde sammen igen.
Disse sideløb vil udtørre helt, hvis vandkraftprojektet gennemføres. Til ubodelig skade for dyr og planter samt ikke mindst fiskene. Heriblandt både udsatte ørreder og indfødte “galaxider” – små lakselignende fisk, som i forvejen er under hårdt pres fra flere sider.
Galaxiderne har som New Zealand selv været isoleret fra omverdenen i mindst 35 millioner år og findes derfor kun her. De kaldes lokalt ofte for “whitebait” og har lidt hårdt under konkurrencen fra de indførte og langt mere aggressive ørreder.
Vandmangel
Men det er ikke kun vandkraftplanerne, der truer de newzealandske ørreder og galaxider. Således mangler fiskene mange steder vand. Helt galt var det i den forgangne 2003-2004 sommer – vores vinter – hvor flere vandløb blev tørlagt på lange strækninger.
Vandstanden var rekordlav, og vandtemperaturen nåede flere steder op på 20 grader i de krystalklare vandløb. Det var den tørreste sommer i de sidste 10-15 år, og myndighederne – NZ Fish & Game – opfordrede i avisartikler borgerne til at rapportere, hvis de observerede ørreder, som var fanget i tilbageværende vandpytter i floderne.
Så ville Fish & Game rykke ud, indfange fiskene og bringe dem i sikkerhed, hvor der stadig var vand. Samtidig frygtede myndighederne for fiskebestandenes fremtid og advarede om, at kommende sæsoner vil komme til at lide under en stærkt forhøjet dødelighed og deraf følgende manglende rekruttering af nye fisk.
Problemerne skyldes ikke kun en meget tør sommer med stedvis ingen nedbør overhovedet. Noget, som ikke mindst New Zealands mange fåreavlere også har lidt under. Græsset er svedet af, og fårene taber i vægt. Således står mange farmere i kø for at få deres får slagtet, inden disse taber alt for meget i vægt. Med faldende kødpriser og indtægter til følge.
Hvidvin med eftersmag…
Nej, den rekordlave vandstand skyldes mange steder landbruget, der pumper vand op fra vandløbene – vand til kunstvanding af korn- og vinmarker. New Zealand har som bekendt en betydelig produktion af ikke mindst gode hvidvine, og det er en produktion, der som al anden landbrugsproduktion kræver vand.
De uhyggelige facts er da også, at New Zealands landbrug vokser. Således fordobles det landbrugsareal, der kunstvandes med vand fra søer og floder, hvert 10-15. år. Et problem, hvis massive størrelse ingen kiwier endnu helt har forstået.
Men de første newzealandske ørreder er allerede døde – kvalt på grund af vandmangel i floder, hvis vand pumpes op til markvanding.
Det kan man godt tænke lidt over, næste gang man åbner en flaske fyldig Selaks hvidvin fra NZ. Så kan det godt være, at man får en lidt anden smag i munden…
Lavt og varmt vand
Vi har allieret os med Robert – en lokal fisker, som siden barnsben har landet sine årlige 500 ørreder længst nede på Sydøen. Han kender hver en sø, dam, flod og creek, men han er ikke optimistisk. Hver gang vi undervejs passerer et vandløb, sukker han dybt og beklager den rekordlave vandstand.
Robert har flere planer – de fleste af dem nødplaner, for favoritvandene er ikke til noget. Vandet er ganske vist krystlaklart i de fleste af dem, men fisk ser vi ikke noget til. En vandtemperatur i nærheden af 20 grader er ikke sagen til ørredfiskeri…
Men han har et es i ærmet – en sidste nødløsning, hvis alle de verdenskendte vande skulle svigte. Vi kører ind på en fårefarm, spørger om lov til at krydse nogle marker og kaster os så ud i ren offroad-kørsel – vel at mærke uden offroader. Bunden skraber mod grus og græs, men vi kan til gengæld køre næsten overalt, hvor der plejer at være vand.
Efter at have åbnet og lukket et utal af fårehegn – nogle af dem meget elektriske – er vi fremme ved en lille flod. Robert udpeger en strækning, hvor den modsatte bred er bevokset med træer, der hænger ud over vandet. Han vil have, at jeg forsøger mig i skyggen – med en lille hareørenymfe for enden af et langt og tyndt forfang.
Det varer da heller ikke længe, førend den første ørred tager nymfen – en tykvommet bækørred i 40 cm’s klassen. Lidt senere følger en lidt mindre fisk efter. Begge bliver genudsat, da Robert ikke vil være bekendt at tage ørreder under den halve meter med hjem…
Snigfiskeri
Sådanne småfisk er ikke noget, der kan imponere Robert, som altid taler om fisk i kilo – ikke centimeter.
– Drop the river and follow me!
Vi maser os igennem mandshøjt græs, der er tørt og gult, og kommer til et tæt buskads. Et stykke uden for buskadset risler ganske lidt vand op fra en kilde i jorden. Vandet samler sig og bliver til et “backwash”, som de lokale kalder det – et område, der ved normal vandstand vil være oversvømmet og en integreret del af floden.
Nu udgør det i stedet en lille dam med ganske svag gennemstrømning. Til gengæld er vandet dybt og – siger Robert – rigt på føde. Fiskene her er få, men til gengæld aldrig små, påstår han. Og viser sig at have ret.
Med stangspidsen højt hævet over græsset kravler vi på kastehold af de ørreder, der regelmæssigt viser sig i overfladen. Den første står ganske stille, lige under overfladen, og sutter fra tid til anden noget i sig.
– Try a small beetle!!
Jeg følger Robert’s råd og binder en lille sort billeimitation på forfanget. Med næppe meget mere end en enkelt meter line uden for topøjet vipper jeg fluen ud til den store fisk, som jeg for alt i verden ikke vil skræmme.
Fluen lander perfekt – trods masser af adrenalin i kroppen – en halv meter bag fisken, der straks registrerer den. Sindigt vender den omkring, kigger på fluen og inhalerer den så let og elegant.
Da jeg strammer op, mærker jeg imidlertid ingen modstand. Fluen har ikke fat i fisken, som til gengæld har fattet mistanke. Stille og roligt – aldeles uden panik – synker den i dybet for ikke at vise sig mere den dag…
– I told you. They are not easy fish…
Robert har ret. Til gengæld ved vi nu, at de rent faktisk kan overlistes. Det giver fornyet håb.
Lille flue – stor fisk
Vi gemmer os i det høje græs og venter på, at en ny fisk skal dukke op. Efter et kvarters venten dukker ikke én, men hele to store fisk op i høllet – den ene endda rigtigt stor. Robert gætter på et sted mellem 3 og 4 kg, men den fisk ser vi kun en enkelt gang. Tilbage er så den mindre fisk, som til gengæld regelmæssigt krydser forbi.
I flere kast ligger fluen rigtigt, men fisken ænser den ikke. Jeg skifter flue adskillige gange, men intet hjælper. Da den så svømmer forbi på få meters afstand, lægger jeg en lille Elk Hair Caddis str. 16 ud foran fisken.
Den ignorerer fluen totalt og svømmer forbi den på få cm’s afstand. Men da jeg forsigtigt trækker i linen og får min vårflueimitationen til at gå under – er den over fluen som en mis. Vi kan begge se ret ned i dens hvide gab, da fisken suger den lille flue i sig!
Roligt strammer jeg op og mærker tyngden af fisken, der volter rundt inde på det lave vand. Siden sætter den kursen ud mod dybet, men kommer ikke langt. Efter nogle minutters tovtrækkeri i noget, der næppe kan kaldes hverken dam eller bæk, er ørreden moden til landing.
Robert vader ud og synker i mudderet til knæene. Fisken bliver bange, men ænser ikke flygte på det lave vand. I stedet vælter den blot rundt, mens Robert rækker ud mod den og får den i nettet.
2 kg viser fisken sig at veje på den indbyggede vægt i nettet. Den er lige akkurat stor nok til at tage med hjem, mener Robert og afliver den 55 cm lange og tæt plettede bækørred.
Skolopender i skyggen
Nu er det Robert’s tur. Han er ikke fluefisker, men holder mere af en orm på krogen. Dem plejer han at kunne finde under sten og grene ved floden, men i denne tørke kan han ikke finde én eneste. Til sidst finder han dog en mangebenet skolopender under en sten, og den kommer i mangel af bedre på en lille str. 12 krog.
Hvor den lille kilde rinder ind i backwash’en, kommer en anden bækørred regelmæssigt forbi. Robert placerer sin skolopender præcist på den lille sandbanke, der markerer overgangen til det dybe vand. Da fisken næste gang kommer forbi, stopper den interesseret op. Så mange ben har den sikkert aldrig før set på én gang!
Ivrigt står den på hovedet for at tage krogen – næsten med ryggen ude af vandet – og lidt senere kan jeg nette en fin bækørred i halvmeters klassen for Robert. Æren, dagen og aftensmaden er reddet!
Trods flere forsøg efter flere fisk lykkes det ikke at få flere på land. De har tilsyneladende lugtet lunten i det lave og varme vand…
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: