Måske verdens største økologiske eksperiment, der bare fortsætter og forsætter. Ingen aner, hvor det ender…
Doc er velkendt i New Zealand én, som alle kender og har en mening om. Nogle har endda meget stærke meninger om Doc og Doc’s gerninger så stærke, at de hænger kæmpemæssige bannere ud fra deres træer og vinduer for at give disse meninger til kende for omverdenen…
Det tog faktisk ganske lang tid, førend jeg fandt ud af, at Doc slet ikke er nogen person – som eksempelvis Doc fra Steinway’s udødelige “Mus og mænd”. Doc er nemlig ikke et menneske, men en institution. Endda en meget magtfuld sådan på New Zealand. “DOC” står for “Department of Conservation” altså en pendant til vor hjemlige Skov- og Naturstyrelse. Det er DOC, der forestår forvaltningen af den newzealandske natur.
80 millioner år i isolation
Ser man på landmassernes vandring siden kontinenterne begyndte at glide fra hinanden, vil man se, at New Zealand har været isoleret fra omverdenen i op mod 80 millioner år.
Så lang tids isolation har betydet, at der på New Zealand er udviklet en lang række arter af dyr og planter, som kun forekommer her. “Endemiske” kalder man sådanne arter, der har udviklet sig og tilpasset sig de lokale forhold uden indblanding udefra.
New Zealand var dengang fuglenes land, som overalt genlød af en meget varieret fuglesang. Her levede omkring 70 forskellige fuglearter, som ikke fandtes andre steder. Af dem kunne omkring en tredjedel ikke flyve, hvilket de ikke behøvede, da der ingen rovdyr fandtes. En fjerdedel var nataktive – heriblandt de berømte kiwier.
De mange fuglearter udfyldte da de nicher i den newzealandske natur, som i vor egen del af verden var optaget af pattedyr. Men mennesket gjorde sit indtog på New Zealand, og med sig bragte det en lang række dyre- og plantearter, som siden har forvandlet den newzealandske natur.
På godt og ondt. Mange nye arter har nemlig etableret sig og flere steder dels udkonkurreret de arter, der indtager samme økologiske niche som dem selv – det vil sige stiller de samme krav til omgivelserne – dels som skadedyr gjort store indhug i bestanden af naturligt hjemmehørende arter.
Eksemplerne er mange og ofte ganske skræmmende:
Kaniner blev indført fra England, hvor de allerede var og stadig er en plage for landbrugerne. På New Zealand som i England graver de mange og lange gange, som underminerer jorden og gør skade på afgrøderne.
Rotter medbragte man naturligvis ikke frivilligt, men de sneg sig ombord på skibene og gik selv i land, hvor de lynhurtigt etablerede sig. På New Zealand lever de højt af de værgeløse fugle, hvoraf flere arter – de berømte kiwier ikke mindst – jo ikke kan flyve og derfor er ganske hjælpeløse.
Opossum blev indført på grund af den værdifulde pels, men den har vist sig dels at ødelægge skovene – dels forvolde skade på fuglelivet. Den ses ofte liggende kørt over på vejene – så mange af dem er der. Medvirkende årsag er sikkert også, at mange lokale ligefrem sigter efter dem, når de ser en opossum i vejkanten…
Lækat og fritte blev også bragt med hjemme fra England – som et velment forsøg på at holde rotterne i skak. Men på New Zealand fandt de to små vævre rovdyr en sand overflod af letfanget bytte – ikke mindst de vingeløse kiwier og wekaer, som var meget lettere at fange end rotterne.
Kronhjort og bækørred
Kronhjorten blev indført, så de engelske jægere havde noget hjemmevant hjortevildt at gå på jagt efter. Kronhjorten kvitterede for tilbuddet ved at danne talstærke bestande, som dels ødelægger skovene – dels æder landmændenes afgrøder. Problemet er så stort, at staten har professionelle jægere til at skyde dem mange krondyr – fra helikopter.
Bækørreden måtte man naturligvis også have med sig fra Europa, hvor den jo var og er indbegrebet af fluefiskeri.
Senere kom regnbueørreden til fra Amerika, og sammen indtog de to ørredarter hurtigt de kølige og krystalklare elve og søer.
Regnbueørreden trives bedst på Nordøen med dens mange søer, mens Sydøen domineres af den mere koldtvandselskende bækørred i de mange elve.
Tilsammen fik de to ørredarter hurtigt gjort kål på de indfødte Galaxider – små lakselignende fisk, som indtil da havde indtaget ørredernes niche i strømvandene. Samtidig indførte man smelten i Lake Taupo, hvor man mente, regnbueørrederne havde brug for et ekstra fødeemne…
Fra Skotland indførtes planten tornblad (“gorse”), der efterhånden fik bredt sig så meget, at den dannede enorme og aldeles uigennemtrængelige krat af tæt og tornet vegetation.
“1080”
DOC er klar over alle disse menneskeskabte problemer og har udarbejdet planer for, hvordan den oprindelige natur bedst muligt genskabes i New Zealand.
Disse planer omfatter uheldigvis brugen af giftstoffet “1080”, som trods sit populære navn er et naturligt og plantebaseret giftstof, der nedbrydes af vand i løbet af få døgn. Det betyder, at DOC kun kan sprede giftstoffet, når der er mindst tre dages tørvejr. Ellers forsvinder giften af sig selv, inden den har gjort sin virkning.
Hensigten med udlægningen af 1080 er helt enkelt at slå henholdsvis rotter og kaniner ihjel, så de ikke kan fortsætte med deres ødelæggelser. Til kaninerne påføres giften gulerødder, som dernæst udlægges på strategiske steder i naturen.
Denne konsekvente udlægning af gift i naturen har lokalt mange modstandere, som derfor protesterer mod den – ofte med meget store bannere, som hænges ud af vinduer eller op langs væggene på folks privatboliger. En slags stille protest, som mest bunder i følelser – langt mindre i en økologisk indsigt i problemerne.
DOC fortsætter derfor ufortrødent med brugen af 1080, som er det hidtil mest virksomme middel til bekæmpelse af de indførte skadedyr.
Sydøen kalder
Nordøen er den mest besøgte af New Zealands to hovedøer – dertil den, som måske råder over de fleste turistattraktioner.
Turismen er Big Business heroppe, hvor alt er arrangeret og orkestreret til ære for turisterne. Her kan man på de rigtige tidspunkter opleve, at lokale fiskeguider slås om fiskepladserne – at man må være på plads længe før solopgang, hvis man vil have adgang til de bedste steder i de bedste fiskevande.
Samtidig må man betale pænt for servicen. New Zealand ses da også ofte som et foregangsland – som et oplagt eksempel på, hvordan et land bedst muligt udnytter sine naturlige ressurser i en lukrativ turistindustri. En industri, som formår at tjene penge til landet og skabe arbejdspladser og skattekroner.
Af samme årsag kan man godt få nok af turister og turisme på Nordøen, hvorfor vi hurtigere end planlagt satte kurs mod Sydøen, der dels er mindre tæt befolket – dels har flere ørredvande med færre fiskere.
Vi ankom i et øsende regnvejr, der efterlod os i tvivl om, hvor vi overhovedet befandt os. Men det klarede heldigvis op efter en dags tid, hvorefter vi begav os på en lang og meget smuk trekkingtur – ad Queen Charlotte Trail, der går langs en stor del af Sydøens smukke sydkyster. Det var her, Captain Cook i 1700-tallet gik i land for at proviantere – i Ship’s Cove, som er et smukt sted med frodig og vild natur.
Efter at have fisket os sydover nåede vi så frem til den tredje af New Zealands større øer – den sydligst beliggende Stewart Island. Er tempoet til tider hektisk på Nordøen, er det langt mere afslappet på Sydøen. Og tager man færgen over det sidste stykke til Stewart Island, får tempoet endnu en tand nedefter.
“As Mother Nature intended it”
Vi stortrivedes på Stewart Island, nød det rolige tempo og masser af frisk seafood på havnen. I hvert fald for en stund, for øen er ikke så stor og kan udforskes på relativt få dage.
Vi valgte derfor at tage en smuttur til den lille Ulva Island, der ligger en kort sejltur fra Stewart Island. Det er en 3,5 km lang ø med en kystlinje på 11 km. En 250 hektar stor ø, som man kun må besøge på korte dagture. Ulva Island er nemlig udlagt som reservat af DOC, der har gjort øen til et mønstereksempel på aktiv naturpleje.
Her kan man se de små vingeløse weka’er løbe omkring på stranden og komme ganske tæt på dem. Here kan man være heldig at opleve den oprindelige kiwi i en sen aften- eller nattetime. Og her kan man i tæt buskads se et hav af eksotiske og farvestrålende fugle – heraf flere papagøjelignende – som leder tankerne hen på en tropisk regnskov. I den altid fugtige og saltmættede havluft stortrives også mosser, bregner og forskellige orkideer.
Faktum er imidlertid, at vi befinder os på langt koldere breddegrader end troperne. Det mærkede jeg tydeligt, da jeg i bagende sommersol blev overmodig og fik lyst til et hurtigt dyp i det krystalklare vand ved den dejligste sandstrand. Det var koldere end koldt, men så er næste stop altså også Antarktis!
Det frodige dyreliv på Ulva Island skyldes udelukkende, at DOC gennem en årrække har udlagt 1080 til bekæmpelse af rotter på øen. Samtidig har man via intensiv fældefangst sørget for, at der i dag stort set ikke findes andre rovdyr på øen, der kort sagt er “as Mother Nature intended it”.
Sideløbende med bekæmpelsen af skadedyrene har DOC udsat de oprindelige fuglearter, som i mange år har været udryddet. De har genetableret sig og dannet sunde, selvreproducerende bestande.
Øen må i dag kun besøges på organiserede ture, og der gøres meget ud af at oplyse gæsterne om, at man dels skal checke sin båd grundigt for rotter før afgang fra Stewart Island – dels straks rapportere, hvis man ser rotter eller andre rovdyr på Ulva Island. DOC rykker da straks ud for at genoprette balancen.
Ulva Island er derfor i dag meget tæt på den naturtilstand, som herskede, før mennesket kom til New Zealand og væltede hele økosystemet med sine medbragte udyr.
Alene derfor er den lille ø et besøg værd!
© 2011 Steen Ulnits
Del denne artikel: