Forfatterarkiv: Steen

Delfiner i Danmark

Delfiner 20

Det er ganske vist: Der er bonitoer i Kattegat og delfiner i Kalø Vig! De har ganske vist ikke fået permanent opholdstilladelse endnu, men er her som sommergæster i varmen.

Forgangne august måned blev da også den varmeste nogen sinde, og det kvitterede naturen for med sjældne sommergæster som bonitoer og delfiner. Det er ikke utænkeligt, at den ene har jagtet og ædt den anden…

For en hel del år siden var der sardiner og delfiner så langt sydpå som i Flensborg Fjord, men siden har de sjove småhvaler ikke vist sig i danske farvande. Nu har de så været her igen, og min gode ven Villy Maagaard var på pletten med både kamera og kajak.

Herunder kommer nogle af Villys smukke og stemningsfyldte dokumentarfotos. Klik på billederne for at se dem i større format og få et nærmere kig på de store dyr:

Delfiner 01 Delfiner 02 Delfiner 03 Delfiner 04 Delfiner 05 Delfiner 06 Delfiner 07 Delfiner 08 Delfiner 09 Delfiner 10 Delfiner 11 Delfiner 13 Delfiner 14 Delfiner 16 Delfiner 17Delfiner 12

Delfiner 18 Delfiner 19 Delfiner 21

Det er næppe sidste gang, vi har set delfinerne i de indre danske farvande. Dels er temperaturen jo globalt støt stigende, og dels er der tilsyneladende føde nok til dem. Vi har jo makreller som aldrig før, de kan guffe i sig. Sild mangler vi heller ikke.

Ovenstående fotos har Villy Maagaard taget ret ud for Kaløvig Center i Følle, hvor vi holdt vore fluefiskekurser i det forgangne forår. Det er den store hvide bygning i baggrunden. Så der må jo være fisk, selv om vi fluefiskere bestemt ikke brillierede med de store fangster inde fra land. Delfinerne gjorde det helt sikkert bedre under vandet – lidt længere til havs…

Endnu engang tak til Villy for de smukke fotos, der så sandelig giver lyst til at få kajakken i vandet igen snarest muligt!

Bemærk, at der naturligvis er copyright på alle billederne.

© 2015 Steen Ulnits (tekst) og Villy Maagaard (fotos)

Fiskeplejen i fare

IMG_3726Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der selv er aktiv landmand, har lagt en bombe under den moderne fiskepleje.

Her fokuserer man i dag på, at fiskene i videst muligt omfang skal kunne reproducere sig selv naturligt. At udsætning af opdrættede fisk kun skal finde sted, hvor gydeforholdene ikke er optimale og bestanden derfor ikke kan klare sig selv.

Nu foreslår Eva Kjer Hansen så, at de beskyttende randzoner langs vandløbene helt skal sløjfes, så der kan pløjes, plantes og sprøjtes helt ud til kanten. Hun foreslår også, at 56.000 km af vore i alt 75.000 km vandløb skrives ud af vandområdeplanerne. De vil herefter kunne behandles alene ud fra afvandingsinteresser.

Læs mere om den tikkende bombe under fiskeplejen her…

Manden bag artiklen

14825-35

Denne artikel blev publiceret i Sportsfiskeren nr. 7 fra 1987. Forfatteren var Jeppe Steensen.

Steen Ulnits er et godt eksempel på den ny tids biologisk velfunderede sportsfiskerskribenter.

Født den 21. maj i det Herrens år 1956, da russerne tog Ungarn. Stedet var Ringkøbing by nær Skjernå-laksens vugge. Det var i de dage, da der endnu var laks af betydning i åen – kun to år efter fangsten af Dinesens rekordlaks på 26,5 kg.

Urolig barndom

Med faderen som postassistent gik det land og rige rundt i takt med avancementerne. Fra Ringkøbing over Samsø til København for til sidst at ende på Nord-Als i det sønderjyske. I dag er Steen Ulnits bosat i Århus, hvorfra han drager hovedlandet rundt med sine stænger og fluer.

Lystfiskerkarrieren lod ellers vente på sig. I Ringkøbing var han for lille, på Samsø var der ellers vand nok, og i Køge Bugt var vandet for beskidt. Sulfoskummet lå i en tyk bræmme langs stranden i de år…

Steen Ulnits er ikke arveligt belastet. Faderen er ivrig filatellist – sikkert præget af de mange år i det danske postvæsen – en interesse, sønnen aldrig rigtig delte. Det gjorde til gengæld faderen heller ikke, da sønnens interesse for lystfiskeri pludselig opstod. Den opstod spontant, da en af klassekammeraterne, hvis far havde en sportsforretning i Rødovre, en dag havde en stak grejkataloger med i skole.

Steen var solgt på stedet – hvorfor ved han stadig ikke. Men de farvestrålende stænger, hjul, blink, spinnere og woblere havde en dragende magt, som stadig holder. Årets nye grejkataloger er stadig lige spændende, omend han ikke længere er nede og spørge efter dem hver dag efter skoletid!

14825-xxaa4

Helleflynder, Grønland, 1985

Men det var først, da familien – bestående af kun tre, for Steen er et (forkælet?) enebarn – flyttede teltpælene til Als, at det første grej blev købt. Det var en massiv 5 fods “Fiwa” med et elendigt “Hawk” fastspolehjul og en spole med 0.45 line. Den skulle jo kunne holde! Det kunne den da også, selv om der kun var plads til 25 meter af den på spolen… Kastene var derefter, naturligvis – omkring de 10 m, når forholdene var gunstige!

Al begyndelse er svær

Steen er selvlært lystfisker, hvilket vil sige, at han absolut skulle begå alle fejlene selv. Da først læretiden var overstået – et halvt års tid på den lokale badebro – forbarmede den første ulk sig over den rød-gule blypirk (fra Dansk-Svensk Stål i Nordborg).

Ulken blev transporteret hjem i triumf, anbragt i carporten, hvor den daglig blev beundret, indtil fangerstoltheden kølnedes lidt. Selv kvarterets katte gik da i en stor bue udenom!

Brugte siden de få og surt sammensparede lommepenge til en billig (?) 9 fods Atlantic stang med et 444A (verdensmesterhjulet!) og blev straks en ihærdig kystfisker, der, som de voksne, kun fiskede efter ædle havørreder. Eneste forskel var, at han ikke fangede nogen…!

Der gik dog hul på bylden hen ad vejen, selv om forvirringen var fuldkommen, når han studerede bøgerne på det lokale skolebibliotek.

I Politikens “Jeg er Lystfisker” stod der nemlig, at man skulle kaste vifteformet og spinne varieret ind. I Paul Wellendorfs “Lystfiskerhåndbogen” stod der omvendt, at man skulle gå nogle skridt mellem hvert kast, kaste vinkelret ud fra kysten og spinne ind i et regelmæssigt tempo…!

Når man ikke er ret gammel, er det svært at forstå den slags modstridende råd.

14825-115

Steelhead, British Columbia, 1986

Der blev fisket hver dag efter skoletid og mindst to dage hver weekend! Flere blanke måtte med hjem i tasken – til behørig præsentation i køkkenvasken. Udbyttet svarede dog ikke helt til indsatsen, forekom det, og det ærgrede ham. Ærgerrig har han altid været, når noget har haft hans interesse – lidt for meget efter nogles smag!

Der blev tænkt mange tanker i de år, og lidt efter lidt blev han klogere på de mystiske havørreders færden omkring øen. Samtidig begyndte interessen for fluefiskeri, og da der ikke var noget vandløb at træne i på Als, hvad var så mere naturligt end at bruge kysten?

Det gjorde Steen i lang tid – uden held. Bevares, der var mange kysttorsk i de år, og hornfiskene holdt sig heller ikke tilbage. Men de blanke… En kold, men stille juledag gik der dog hul på bylden, og fire fine grønlændere på 40-45 cm måtte lade livet for en lille Mickey Finn (str. 8) – en trofast favorit lige siden.

Efter studentereksamen i Sønderborg og to års arbejde på den lokale fabrik (Danfoss) flyttede Steen Ulnits til Århus for at læse på universitetet. Den stedse hårdere belastning af naturen gav ham mange søvnløse nætter, og for at slippe fri af den ubehagelige følelse af afmagt besluttede han sig for at læse biologi. Så havde han i det mindste et våben i kampen – viden og indsigt!

Lidt af en globetrotter

De penge, han under fabrikstiden havde lagt til side til studierne, brugte han til sin første store Alaska-rejse i 1976. Til forældrenes store fortrydelse, ganske vist! Steen har dog aldrig fortrudt det, for det blev begyndelsen til mange spændende langfarter i det store udland.

14825-227

Plettet havkat, Grønland, 1985

Grønland har altid ligget hans hjerte nær efter det første besøg i 1974, Canada og Alaska ligeledes. Det er blevet til mange og regelmæssige besøg med et utal af spændende oplevelser med grizzlybjørne, hvaler, ørne og så naturligvis store laks og ørreder. Det er trods alt dem, der har været drivkraften bag det hele.

Steen Ulnits holder af at fiske efter næsten alle slags fisk, og allerhelst med fluestangen. I de tidlige år som fluefisker var der der langt til de jyske strømvande, og var vejret ikke til kysten, da var der altid et par moser, som lokkede med deres gedder, aborer og skaller. Der findes ikke mange danske fisk, som han ikke har taget på flue. Det er en hel sport i sig selv, føler han.

Steen Ulnits skrev sin første artikel i 1973, 17 år gammel. Poul Thomsen (ham fra TV!) returnerede det håndskrevne manuskript med den kommentar, at han skam gerne ville købe artiklen – blot den var maskinskrevet. Det blev den så de følgende weekends…

Senere er det blevet til et utal af artikler og fotos i ind- og udenlandske tidsskrifter. Dertil til dato fem bøger på Skarv Naturforlag. Altsammen så han kunne finansiere de dyre udlandsrejser og samtidig have brød på bordet under studiet – i hvert fald hver anden dag!

Evighedsstudent

Studierne tog længere tid, end Ulnits havde regnet med. Der var altid lige noget fiskeri, der skulle prøves – nye vande og nye fluer at teste. Og så var det jo ikke så lidt sjovere end at terpe latinske betegnelser på universitetet…

I de første år af studierne brugte han mere tid tid bag rattet i sin lille rustne Mascot – på vej mod fjerne fiskevande – end bag studiebøgerne.

14825-109

Pukkellaks, British Columbia, 1982

Færdig blev han dog alligevel, langt om længe, med et speciale i saltvandstolerance og smoltifikation hos laksefisk. Han mener selv, at den eneste grund til, at han nogensinde blev færdig, var, at han allerede et lille halvt år forinden fik tilbudt et spændende job.

Tre dage efter specialeeksamen på universitetet tiltrådte han sit nye job som fiskeribiolog ved Danish Farm Projects i Randers, og allerede ugen efter drog han afsted til Kina for at se på mulighederne for en storstilet rejeproduktion på nordbredden af Yangtsekiang flodens kæmpemæssige delta.

Herfra var han netop vendt tilbage, da “Sportsfiskeren” snakkede med ham. Uheldigvis med en grim Hongkong influenza hentet i – naturligvis – Hongkong!

Alligevel har vi ikke hørt det sidste ord fra Steen Ulnits – vær vis på det! Som en anden kendt sportsfiskerforfatter (Jens Ploug Hansen) engang udtalte det:

– Han er en af dem, der ynder at efterlade sig paddehatteskyer i kølvandet…!

Og det er ikke nogen helt forkert karakteristik. Steen Ulnits holder af at være kontroversiel og får derfor ofte både fingrene og ørerne i maskinen…

Tekst: Jeppe Steensen – Sportsfiskeren 7/1987

Fotos: Steen Ulnits

14825-240

Regnbueørred, Alaska, 1976

En lille efterskrift for de lidt mere historisk og kriminologisk interesserede:

Sportsfiskerens daværende redaktør Per Rørkær Madsen skrev ofte under pseudonymet “Jeppe Steensen”, når han af forskellige årsager ikke ville lægge eget navn til.

Jeg kendte Per godt fra hans tid som museumsinspektør på Sønderborg Slot. Jeg kendte også hans charmerende og udadvendte hustru, som var rejseleder med speciale i Italien. Stor var derfor min bestyrtelse, da jeg dagen efter min hjemkomst fra en måneds fiskeri på Grønland gik ned til bladkiosken for at købe dagens udgave af Politiken.

På et stort skilt uden for kiosken kiggede Per mig pludselig i øjnene i fuldt format. Underteksten var direkte og helt uden omsvøb eller formildende omstændigheder:

“Graver konen ned i baghaven”

Jeg glemte alt om Politiken og styrtede ind for at købe den pågældende udgave af EkstraBladet. Og ganske rigtigt:

Efter længere tids uoverensstemmelser og en god del alkohol var de to kommet op at skændes så grundigt, at Per havde mistet besindelsen og slået sin hustru ihjel. Efterfølgende havde han gravet hendes lig ned i baghaven og beroliget naboerne med, at hun blot havde fået forlænget sit ophold i Italien…

Den frygtelige sandhed kom først frem, da en nabo undrede sig over en mærkelig forhøjning i haven og alarmerede politiet.

IMG_2649

Steelhead, British Columbia, 1986

Well, det er heldigvis de færreste forundt at kende nogen, der har dræbt sin kone. Og ja, det lyder nærmest usandsynligt, men jeg kender faktisk to:

Kort tid efter skete der nemlig det, at en af de daværende ejere af Skibby Både og Cykler strangulerede sin færøske hustru… Som også Per kom  han i fængsel for ugerningen, der naturligvis rystede omgangskredsen. Det havde ingen set komme.

Men så er det altså også et hårdt og farligt job at være i lystfiskerbranchen. Min gode ven og våbenfælle Jens Ploug Hansen så desværre ingen anden udvej end at skyde hovedet af sig selv med sit haglgevær – direkte inspireret af forbilledet Ernest Hemingway, som jo gjorde nøjagtig det samme. Ak ja…

Jeg har lovet min gamle mor at passe lidt bedre på – ikke at komme helt derud, hvor jeg ikke længere kan bunde i mine åndbare waders!

© 2015 Steen Ulnits

Rosetta og Philae

Dette er ikke historien om de to elskende Romeo og Julie, selv om det næsten kunne lyde sådan.

Det er i stedet historien om Rosetta og Phila – et rumfartsprojekt, der tog sin begyndelse for 10 år siden, og som der for en gangs skyld ikke stod NASA på. I stedet var det ESA – det europæiske rumagentur, der stod bag.

Vi skal langt tilbage i tiden – til kort før årtusindskiftet, hvor europæiske rumforskere fostrede planen om at lande på en komet og studere den nærmere. Man håbede, at man på denne måde kunne få en større forståelse af universets tidligste tider.

Men man missede imidlertid tidsvinduet til den oprindelige komet, der hed 46P/Wirtanen. Endda med et helt år. Den fik derfor lov at suse uforstyrret videre i verdensrummet. I stedet fokuserede man på en helt ny komet, der ville være inden for rækkevidde om ti år – hvis man altså kom op i omdrejninger med projektet.

Det gjorde man, og denne gang nåede man toget. Den 2. marts 2004 blev den 3 tons tunge rumsonde Rosetta så sendt ud i verdensrummet. Den sad på toppen af en fransk Ariane 5 raket, som blev affyret fra rumfartscentret i Fransk Guyana – bekvemt placeret på Ækvator med den kortest mulige afstand ud af Jordens atmosfære og tyngdekraft.

Rosetta foretog tre kredsløb omkring Jorden for at få fart nok på, og undervejs tog den et sidste kredsløb om Mars for at nå tophastighed. Den såkaldte “slangebøsse-effekt”. Der skal maxfart på for at nå kometen, hvis kredsløb omkring Solen ligger inden for Jupiters!


Den 25. februar 2007 var Rosetta nået så langt ud i rummet, at den passerede vor røde naboplanet Mars på kun 260 km’s afstand. Nu var de 32 meter lange solpaneler foldet helt ud og vendt mod Solen, så man ikke manglede strøm.

Som den første rumsonde nogensinde forlader Rosetta sig nemlig helt på solenergi. Og derfor valgte man i juni 2011 at lægge Rosetta i dvale i de følgende måneder og år, så den kunne spare på energien og være klar til mødet med kometen – med fuld strøm på batterierne.

Tre år senere – den 6. august 2014 – var Rosetta så endelig fremme ved sit oprindelige mål: Kometen med det kryptiske navn 67P/Churyumov-Gerasimenko, som Rosetta da gik i tæt kredsløb om. Et omløb i kun knap 30 km’s højde. Efter en rumrejse på ufattelige 600 millioner kilometer…

Systemerne var nu startet op på kommando fra ESA i Tyskland, og alle instrumenter kørte igen på højeste blus. Ombord på Rosetta var også det lille landingsfartøj Philae, som er på størrelse med et køleskab – naturligvis bygget i ultralet aluminium.

Begge fartøjer var fyldt til randen med avancerede måle- og analyseinstrumenter – 12 på Rosetta og 9 på Philae. De sidste skal blandt andet analysere kometen for kemisk sammensætning og tegn på organiske forbindelser.

Alle instrumenter sugede til sig af data under de mange og tætte kredsløb. Billederne, der blev sendt tilbage til jorden, viste, at 67P/Churyumov-Gerasimenko nærmest har form som en forvokset badeand, der måler 4 km på den længste led. Smallest på midten modsat de fleste andre himmellegemer, hvis større masse og tyngdekraft gør dem mere eller mindre runde.


Den 11. november 2014 havde man så fået indsamlet og analyseret så mange data om kometen, at man turde udvælge en egnet landingsplads. Da kometen er lavet af støv og is, har den næsten ingen tyngdekraft, der kan holde fast på fartøjet efter landingen.

Det havde ESA taget højde for ved at forsyne den blot 100 kg tunge Philae med et antal ankre, der ved landingen skulle skydes ned i kometen. Ellers ville Philae blot hoppe op igen og komme ud af kontrol.

Landingen gik desværre slet ikke som planlagt. De eksplosive ankre udløstes nemlig ikke. Trods omhyggelige tests, ti års forberedelse og en fart, der var bremset ned til bare 1 meter i sekundet. Resultatet blev, at Philae hoppede to gange op igen efter landingen.

Første gang svævede den i hele to timer, inden atter landede – så ringe er kometens tyngdekraft. Anden gang havnede den i en mørk grøft en lille kilometer fra den udvalgte plads. Uden adgang til den livgivende sol.

Efter 60 timer her mistede ESA så kontakten med Philae. Der var helt enkelt ikke mere strøm på batterierne. Der var dog håb om, at Solen ville nå Philae på et senere tidspunkt.

De mest optimistiske forskere fik syv måneder senere ret i deres vildeste forhåbninger:


Den 14. juni 2015 vågnede Philae nemlig op af sig selv og kontaktede ESA på Jorden. Naturligvis til stor jubel i kontrolcentret i Darmstadt, Tyskland, hvor mange helt havde afskrevet Philae.

En livlig datatransmission afslørede, at fartøjet nu havde en arbejdstemperstur på -35 grader, og at der nu var hele 24 watt strøm på batterierne. Der skal blot 5,5 watt til for at kunne sende og modtage.

Philae har siden transmitteret flere tusinde datapakker op til Rosetta, som så har sendt dem videre til Jorden. Og flere vil forhåbentlig komme til, inden missionen et endegyldigt forbi. Når Philae er endeligt løbet tør for strøm, siger Rosetta farvel og fortsætter sin færd videre ud i universet.

Den 13. august 2015 vil 67P/Churyumov-Gerasimenko være så tæt på Solen, som den nogensinde kommer. Den øgede varme vil da få isen på kometen til at fordampe og forårsage gaseksplosioner, som Philae næppe vil kunne overleve. So:

– Goodbye to Philae and thanks for a job well done!


En kostbar baggrund

Rosetta-Philae projektet har kostet 1,3 milliarder Euro og beskæftiget omkring 2.000 mennesker on and off i de ti år, projektet har varet.

Rosetta er navnet på en mørk granitsten, der blev opdaget i Nildeltaet i juli 1799 – af ingen ringere end general Napoleon, som på det tidspunkt var nået helt derned. På stenen stod en tekst indgraveret på to sprog: Egyptisk og oldgræsk skrevet med tre skriftyper: Egyptiske hieroglyffer, egyptisk demotisk og græsk. Da de to sidste allerede var kendte, blev stenen nøglen til dechifreringen af hieroglyfferne.

Philae er tilsvarende navnet på en lille ø i Nilen, hvor man fandt en obelisk med en tosproget inskription – blandt andet med navnet Cleopatra på både oldgræsk og med egyptiske hieroglyffer. Som Rosetta var også Philae med til at knække koden og forstå hieroglyfferne.

Ombord på rumsonden Rosetta er en forgyldt kobberplade på størrelse med en LP. På pladen er lagt omkring 100 fotos af Jorden samt lyden af vind, bølger, torden og andet, som er typisk for Jorden – det være sig musik fra forskellige tidsaldre eller sprog fra forskellige kulturer.

På denne måde håber rumforskerne at kunne formidle viden om vor egen planet til fremmede civilisationer – hvis nogen altså nogensinde skulle falde over Rosetta og tage et kig på indholdet. Skulle det ske, må man håbe, de forstår, hvad vi mener med og på pladen! Man må også håbe, de er venligtsindede…

Men forskerne har beregnet, at der nok vil gå omkring 40.000 år, inden Rosetta kommer i nærheden af en anden galakse med mulighed for intelligent liv…

Til slut: – Hvad har Rosetta, Philae og kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko nu med fisk og fiskeri at gøre? Tjaeh. Umiddelbart ikke ret meget, men set i et lidt større perspektiv en forfærdelig masse. Thi uden rumfart ingen GPS i bilen og ingen søkortplotter i båden. It’s that simple.

Og så er den ellers noget fjerne Rosetta jo pludselig blevet uhyre relevant og nærværende. Og de ti år fra start til landing en dråbe i verdenshavet…

© 2015 Steen Ulnits

Færøerne

slideshow

En håndfuld småøer i den stormomsuste Nordatlant – det er Færøerne i en nøddeskal. Rygterne vil ganske vist vide, at de vikinger, der ikke klarede turen til Island, de stoppede op og gik i land på Færøerne – godt søsyge…

Well, det er nu ikke det indtryk, man får af færingerne i dag. De færdes nemlig hjemmevant til havs på de store bølger og det både i storm, regn og tåge. De føler sig tilsyneladende helt hjemme blandt vind og bølger i Nordatlanten.

Inde på land er det græs og får, det drejer sig om. Det milde og fugtige klima gør, at der er græs overalt på Færøerne – nok til en stor bestand af får. Det er dem, der dels leverer lækkert kød til befolkningen og dels uld til de berømte Færøtrøjer – vandafvisende på grund af uldens høje indhold af lanolin.


IMG_3726


Det er i virkeligheden fårene, der ejer Færøerne. Det kan man ikke undgå at lægge mærke til, for der er ingen indhegninger – intet, der holder fårene inde på græsmarkerne. De går frit omkring overalt – ikke mindst på vejene, hvor man skal holde godt øje med dem. Står der et får på den ene side af vejen og et lam på den anden, da er der ekstra god grund til at sænke farten!

Havet omkring Færøerne er fyldt med fisk – eller var det i hvert fald for indtil nogle få årtier siden. Intensivt erhvervsfiskeri har også heroppe sat sine spor. I gamle dage vrimlede det med havørreder overalt, hvor der løb småelve ud i havet. Det gør der heller ikke længere. Etablering af vandkraftværker og udsætning af islandske laks har sat deres tydelige spor på havørredbestanden.

Til gengæld er der stadig ørreder i de mange småsøer. Næppe heller her så mange eller store som tidligere, men stadig en rejse og en vandring værd.

De færøske søørreder er så brune som det søvand, de lever i. Smukke og kampglade!

Steen Ulnits


Klik her for at se Fotos fra Færøerne 


TriangleTray_2

50 år på Grønland

Jeg glemmer aldrig min første tur i helikopter:

Det var i 1974, hvor jeg var kommet til Grønland for allerførste, men bestemt ikke sidste gang. Det var de rødbugede fjeldørreder mellem de turkisblå isbjerge, som trak.

I Narssarssuaq ventede en stor og rød Sikorsky S-61 helikopter på os. Frygtindgydende med de lange rotorblade fejende langsomt hen over cementen – så faretruende lavt, at man dukkede sig maksimalt ved ombordstigning.

I dag er Sikorsky S-61 desværre en saga blot til transport af passagerer i Grønland. Efter 50 trofaste år i Grønlands tjeneste og med 2.500 HK bag rotorbladene…

Læs meget mere i artiklen her.

Steen Ulnits

50 år på Grønland

14825-87

Jeg glemmer aldrig min første tur i helikopter. Det var i 1974, hvor jeg var kommet til Grønland for allerførste, men bestemt ikke sidste gang.

Selve turen startede dramatisk i den lille Sønderborg Lufthavn, hvorfra der skulle flyves til Kastrup i en gammel 4-motores Metropolitan, som lokale Cimber Air havde investeret i.

Starten var dramatisk – i hvert fald for en 18-årig nybagt student, der aldrig havde fløjet i så stort et fly før. Det hidtil største var det lille Cessna, som vi brugte til faldskærmsudspring over Kragelund ved den dansk-tyske grænse.

Det store Metropolitan taxiede på en enkelt motor ud på start- og landingsbanen, der lå og stadig ligger faretruende tæt på det smalle Alssund.

Herude startede piloten motorerne én for én og gassede dem så maksimalt op, inden han i en infernalsk larm slap bremserne og lod maskinen suse hen over asfalten. En betagende oplevelse, jeg aldrig glemmer.

Næste store oplevelse kom på Grønland, hvor flyet fra Icelandair landede efter et kort stopover i Keflavik på Island. Landingsbanen ender her i en stejl fjeldside, og piloten måtte tage tilløb to gange, førend han turde sætte masinen ned – med bremserne i bund.

Vi stod nu i Narssarssuaq og kiggede ud over en natur så stor og kolossal, at det næsten ikke var til at fatte for en ung fisketurist fra lille Danmark. Alene gåturen ned til den glitrende fjord tog mere end en time, og det var med nød og næppe, at vi nåede tilbage til lufthavnen i tide!

Her ventede en stor og rød Sikorsky S-61 helikopter på os. Frygtindgydende med de lange rotorblade fejende langsomt hen over cementen – så faretruende lavt, at man dukkede sig maksimalt ved ombordstigning.

Der er luftkaptajner, og så er der helikopterpiloter. Luftkaptajnerne møder på arbejde i nystrøgne jakkesæt med kasket og striber på skulderen. Helikopterpiloterne kommer sjaskende i deres store flyverdragter og har i det hele taget ikke meget til overs for duksedrengene i de vingede fly. – De flyver jo ikke. – De styrer bare, lød det noget nedladende fra en af piloterne…

Hybris og Nemesis

Anyway, en af mine medpassagerer var bange for at flyve og derfor noget bleg i ansigtet. Og da afgangen blev udskudt med en sikkert morsomt ment melding fra piloten om, at vi lige skulle have strammet elastikken først, kastede han helt spontant op. Og vi havde stadig hjulene solidt plantet på cementen!

Helt galt gik det, da vi stod ud af helikopteren i den smukke bygd Nanortalik. En af mine medfiskere snublede på vej ned ad trappen fra vor S-61 og landede så uheldigt, at han brækkede anklen. Han måtte tage med samme helikopter tilbage til Narssarssuaq og derfra videre tilbage til Danmark…

Jeg har tit tænkt over, at dette var det bedst tænkelige eksempel på Hybris og Nemesis. I sin slagterforretning hjemme i Nordsjælland havde han nemlig sat et skilt, hvorpå der stod: “Friske fjeldørreder fra Grønland om fjorten dage”.

Dem så kunderne desværre ikke meget til…

Maniitsoq, lufthavn

Siden denne min første tur i en stor Sikorsky helikopter har jeg fløjet i masser af forskellige helikoptere. Og det er med helikoptere som med fly: Jo mindre de er, desto sjovere er det at flyve i dem!

Men den store Sikorsky S-61 fortsætter med at imponere. Den er næsten lige så gammel som jeg – født i hjernen på den russiskfødte flyingeniør Igor Sikorsky, der emigrerede til USA i 1919. Han var fra barnsben fascineret af flyvende makiner og lancerede allerede i 1909 sit første bud på en helikopter, der dog udmærkede sig ved ikke at kunne flyve…

Igor og de hede helidrømme

Men Igor gav ikke op. I stedet kastede han sig over de mere håndterlige fastvingefly, og han designede inden sin afrejse til USA verdens første 4-motorede fly, som den russiske hær tog imod med kyshånd. De brugte den primært som bombefly, da den kunne laste adskillige tons.

I USA grundlagde Igor i 1923 Sikorsky Aero Engineering Corporation, som udviklede flere af de fastvingefly, han havde så god erfaring med fra Rusland. Men det var stadig helikopteren, der havde hans største interesse. Sideløbende med fastvingeflyene udviklede han sit oprindelige koncept til det, vi idag kender fra næsten alle helikoptere, og som han fik patent på i 1931:

Den store vandrette hovedrotor til at give opdrift og bærekraft. Og så den mindre lodrette halerotor, hvis eneste funktion er at modvirke den vandrette kraft fra hovedrotoren. Kort sagt: Den lille holder den store i skak, så helikopteren ikke drejer rundt i luften, men evner at stå stille som en anden guldsmed eller kolibri!

Udviklingen gik nu hurtigt, og allerede i 1942 kunne han sælge de første Sikorsky S-47 helikoptere til det amerikanske militær. I 1957 lancerede Sikorsky den store SH-3 Sea King helikopter, som var bestilt af det amerikanske militær til at spotte og uskadeliggøre fjendtlige U-både på åbent hav. Den var udstyret med 2 styk 1.250 HK turbomotorer fra General Electric.

Seaking fik i modellen S-61 hurtigt en variant, der i dag er verdens mest kendte og anvendte helikopter til civil brug. Med hjul, pontoner eller begge dele. Til lands, til vands og i luften.

Sikorsky S-61 til Grønland

Og nu – i august 1974 – kunne jeg så stige ombord i en af de allerførste S-61’ere, der kom til Grønland i 1965. Dengang var der kun få landingsbaner i hele Grønland, og skulle man rundt til de mange bygder langs kysten, måtte det ske i båd, hvilket krævede flere dagsrejser.OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Eller man måtte ty til gamle udtjente Catalina vandfly fra Anden Verdenskrig, hvilket var både farligt og upålideligt i det ofte voldsomme grønlandske klima. Kun Narssarssuaq i syd og Kangerdlussuaq (Søndre Strømfjord) længere mod nord havde regulære landingsbaner, som kunne bruges til civil luftfart – anlagt som de var af amerikanerne under Anden Verdenskrig.

Sikorsky gjorde en ende på al denne elendighed. Med de nye S-61 helikoptere kunne selv den fjerneste bygd nås på timer i stedet for dage. Man kan roligt sige, at S-61’eren spillede en uhyre vigtig rolle i moderniseringen af det grønlandske samfund.

Der blev anlagt de karakteristiske heliports i først Nuuk (Godthåb), Maniitsoq (Sukkertoppen), Sisimiut (Holsteinsborg) og Aasiaat (Egedesminde). Sydover kom heliports til i Paamiut (Frederikshåb), og Qaqortoq (Julianehåb). Senest fik Nanortalik, Narssaq, Ilulissat (Jacobshavn), Qasigiannguit (Christianshåb), Qeqertarsuag (Godhavn), Uummannaq  og Upernavik deres egne heliports – med de karakteristiske store H’er malet på asfalt eller beton.

Samtidig fik helikopterpiloterne en så høj status i det grønlandske samfund, at selv den mest blaserte luftkaptajn måtte blive grøn af misundelse. Helikopteren var jo selve livsnerven, når man skulle hurtigt frem og tilbage – når tilskadekomne fangere måtte på hospitalet hurtigst muligt. Før S-61 døde da bare i fjeldet eller på havet…

I april 2015 kunne S-61 altså fejre sit 50 års jubilæum i det grønlandske folks tjeneste. Det var den, der mere end noget andet bandt de grønlandske bygder sammen til et nogenlunde homogent grønlandsk samfund. Og den, der med kendingsbogstaverne OY-HAF første gang landede ved vandsøen i Nuuk den 10. april 1965.

Jorden – Månen tur/retur

Da S-61 fejrede sit 25 års jubilæum i 1990, regnede man ud, at den havde fløjet, hvad der svarede til turen Jorden – Månen 65 gange. Den havde da tilbagelagt mere end 25 millioner kilometer med transport af passagerer og gods og som ambulance- og redningsfly. Flere end 1 million passagerer havde været ombord, og det i et samfund med blot 50.000 mennesker!

Blandt S-61’erenes mere eksotiske opgaver var, da 22 splinternye biler blev fløjet ind på indlandsisen, hvor de skulle testkøres i fred og ro – uden nysgerrige tilskuere eller spionerende konkurrenter. Det var da også meget lidt, der slap ud til offentligheden fra den begivenhed. Antallet af ikke inviterede gæster var minimalt…

S-61 var så vigtig og integreret en del af det grønlandske samfund, at Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) på et tidligt tidspunkt besluttede, at den livsvigtige husholdningspetroleum skulle være af et ganske bestemt mærke, så man altid var sikker på, at der ikke manglede brændstof til flåden af S-61 helikoptere!

På et tidspunkt rådede Grønland over verdens største flåde af civile S-61’ere. Hele otte af slagsen var i fast rutefart mellem vestkystens mange bygder. I dag er der kun få tilbage, og de er udstationeret i Søndre Strømfjord, hvorfra de rykker ud som en anden ambulance her i Danmark.

Det er nemlig hundedyrt at flyve med helikopter. At holde 2.500 HK i luften er dyrt i både brændstof og vedligehold. Og så er der alle de mange gange, man ikke kan flyve på grund af vejr eller maskinel. Det er baggrunden for, at et dansk ord som “Teknik” er blevet fast element i det grønlandske sprog!

Mange af bygderne i Grønland har i mellemtiden fået anlagt deres egen lille landingsbane til fastvingede fly – primært af Dash-7 typen. Det sikrer en mere stabil transport og i regelen afgang til tiden, men det betyder også enden på en vigtigt kapitel i Grønlands historie.

Det var derfor også med stort vemod, da man den 29. december 2012 tog S-61 endeligt ud af passagertrafikken og i stedet forbeholdt den fremtidig transport af gods til og fra bygderne.

Det vil givet også blive med vemod, når den sidste S-61 går på endegyldig pension om sikkert ganske få år.

Jeg er lykkelig over at have fløjet S-61 flere gange, end jeg kan huske…

© 2015 Steen Ulnits

Et vandtæt makkerpar

Vi lystfiskere har i sagens natur brug for udstyr, der kan tåle vand – helst også saltvand. Vi har samtidig brug for elektronik som smartphones, der normalt ikke tåler vand. Og da slet ikke saltvand.

Enter japanske Sony, som har set lyset og erkendt mange menneskers behov for elektronik, der rent faktisk tåler at blive brugt og komme i kontakt med det våde element.

Læs artiklen “Et vandtæt makkerpar” bestående af den nye Sony Xperia M4 Aqua og det ligeledes nye Sony Smartwatch 3 – begge med Android styresystemet. Ikke et øje er tørt herefter – kun elektronikken!

Et vandtæt makkerpar

image

Jeg har altid haft en svaghed for produkter fra japanske Sony. De er elegante, og de virker bare.

Da jeg købte min første CD-spiller – det var tilbage i 1985, hvor CD’er var lige så sjældne, som LP’er er i dag – blev det en Sony, som jeg smuglede hjem fra Grønland i min sovepose. Det sparede momsen i en fattig studerendes liv…

Da jeg i embeds medfør besøgte Kina i 1987 – nu med fokus på rejeopdræt i Det Gule Hav – købte jeg på vejen hjem en Sony Walkman i Hongkong. Den tjente mig og mine kassettebånd trofast, til Apple nogle år senere lancerede iPod’en.

Og da jeg skulle have mit første videokamera i 1987, blev det naturligt nok også et Sony – indpakket i samme slags gule plasthus, som også min Walkman var gemt i. Og ingen af disse produkter svigtede mig på noget tidspunkt, selv om batterilevetiden i de dage var forfærdende ringe.

Mit første digitalkamera blev derfor også et Sony – med stor diskette til lagring af de mindre end 1 megapixel store fotos. Hvoraf flere for øvrigt stadig er at finde på denne side. Siden fulgte en lang række stedse bedre digitalkameraer – alle fra Sony – indtil det lykkedes andre fabrikanter at trænge sig ind på mine domæner. Canon og Nikon, ikke mindst.

Men gammel kærlighed ruster som bekendt ikke, og dybt i hjertet har jeg nok altid holdt mest af netop Sony. Uvist af hvilken årsag. Og nu stod jeg her så igen – med hjemmet fuldt af hundedyrt Apple-udstyr, som jeg mange gange har haft svært ved at retfærdiggøre og argumentere for. Og som jeg af prismæssige årsager ikke har været så vild med at tage med ud til vandet.

Jeg har efterhånden været samtlige iPhone modeller igennem – fra den første i 2007 til nu den seneste og største iPhone 6 Plus, som jeg har gjort mig selv fuldstændig afhængig af. Med 5.5 tommer skærm og 128 GB hukommelse huser den (næsten) alt af værdi i mit liv. Og det vil man jo nødig miste.

Derfor har det aldrig huet mig at tage den med ud til og på vandet. Det er ligesom naturligt, at de ting, man bruger herude, skal være vandtætte og kunne tåle en robust behandling. Og det har jeg altså ikke villet udsætte min forfærdende dyre iPhone 6 Plus for…

Undervejs har jeg været inde om en lille  Xperia Active mobiltelefon, som er absolut vandtæt, og som du kan læse om andetsteds på denne side. En fin lille telefon – naturligvis fra Sony – men med en ganske lille skærm på 3 tommer. Efterhånden som alverdens smartphones voksede sig større og større, virkede Active tilsvarende mindre og mindre.

Enter Sony med deres seneste Xperia M4 Aqua. En helt vandtæt Android smartphone med stor 5 tommer skærm. Og da den så en dag var på tilbud sammen med et lille Sony armbånd til monitering af mine fysiske aktiviteter eller mangel på samme, slog jeg til. Den samlede pris var trods alt kun en fjerdedel af min iPhone 6 Plus, som jeg nu kunne lade blive tørskoet hjemme.

Et andet argument for at investere i endnu en Sony smartphone var fremkomsten af den første generation af smartwatches med Android styresystem – “Wear” også kaldet.

Jeg havde tidligere haft fingre i først Samsungs største model Gear og siden Sony’s anden generations Smartwatch 2, men integrationen mellem telefon og ur var mildest talt mangelfuld. Med Android Wear var der imidlertid skabt håb om en bedre integration, og når så både ur og telefon var fra samme producent – Sony – burde det vel spille sammen.

Efter at have kanvasset markedet og læst en masse anmeldelser tog jeg mod til mig og investerede i et Sony Smartwatch 3, som dels kører Android Wear og dels er vandtæt i henhold til IP68 standarden – mod M4 Aqua’s IP58.

Det kan være lidt svært at hitte ud af de forskellige standarder, da de henviser til såvel støvtæthed som vandtæthed. Det første tal henviser til støvtæthed – det andet til vandtæthed. De forskellige producenter lader desværre ikke til at være ganske enige om standarderne.

Man går dog ikke helt galt i byen, hvis man antager, at man i begge tilfælde uden problemer kan skylle sit ur eller sin telefon af under vandhanen. De bør også kunne tåle op til en halv times ophold på dybder ned til godt én meter. Så har vi ikke lovet for meget.

I praksis betyder det, at man kan bruge sit Smartwatch 3 ur og sin Sony M4 Aqua telefon uden at tage hensyn til det våde miljø, man færdes i. Og skulle de blive slimede, beskidte eller støvede, skyller man dem blot af under hanen og tørrer dem igen.

Ingen af produkterne tåler dog nedsænkning saltvand, hvilket jo er ærgerligt i et land omgivet af havvand. Det tåler de nu normalt alligevel, men garantien dækker ikke længere, hvis noget skulle gå galt.

Som et lille kuriosum er de fleste reklamevideoer fotograferet i svømmebassiner, hvis vand jo indeholder større eller mindre mængder klor. Så det er åbenbart OK med Sony…

Sony Xperia M4 Aqua

Er man lystfisker og lidt til vand, så bliver man uvilkårligt og på forhånd fascineret at et produktnavn som “Aqua”. Det lokker jo ligefrem med våde eventyr forude…

Når det er sagt, så er der blot tale om en helt almindelig Android smartphone med alt det, vi nu er kommet til at forvente fra en sådan.

Den kan ringe og SMS’e som enhver anden telefon, og man kan maile og surfe som på alle andre smartphones. Der er indbygget GPS, som understøtter såvel den amerikanske standard som den russiske Glonass. Og den kan køre de utallige Android apps, der findes i Google Play. Man kommer således aldrig til at mangle funktionalitet med denne smartphone.

M4 Aqua er forsynet med de sædvanlige to kameraer: Et 5 megapixel til selfies og et 13 megapixel hovedkamera, der tilbyder et hav af betjeningsmuligheder.  Der er SteadyShot billedstabilisering til forebyggelse af rystede billeder, og man kan vælge HDR til eller fra, hvis man ikke er tilfreds med automatikken.

Endelig kan man geotagge sine billeder, så man selv – og alle andre med – kan se eksakt, hvor den flotte fisk er fanget! Man kan heldigvis også slå denne afslørende funktion fra…

M4 Aqua er på flere måder en billigudgave af topmodellen Z3, der brillierer med 20 megapixel kamera og metalhus i stedet for plast. M4 Aqua leveres dog med en ganske fortrinlig 5 tommer 1280 x 720 pixel skærm, der er præcis lige så dårlig i solskin som topmodellens.

Indendøre er det en fremragende skærm, der ikke lader meget tilbage at ønske. Men udendøre – her er den noget nær ulæselig.

Det er virkelig underligt, at man laver en vandtæt smartphone, som er beregnet til at kunne tåle lidt af hvert – udendøre. Men som så bare ikke kan ses i direkte solskin – udendøre…

– Come on, Sony! Det kan I gøre meget bedre!

Der findes i dag mange forskellige skærmtyper med hver deres fordele og ulemper. Sony har til deres M4 Aqua valgt en såkaldt IPS-skærm, der egner sig glimrende til mange formål – blot ikke udendørs brug i stærkt solskin.

IPS-skærme udmærker sig ved at kunne ses fra mange vinkler, og Apple bruger dem af samme årsag i alle deres iPhone og iPad produkter. “IPS” står for “In-Plane Switching”, hvis nogen skulle undre sig.

Sony har i flere år brugt den såkaldte e-ink teknologi til sine sorthvide e-bogs læsere, og man kunne have ønsket sig denne teknologi brugt til en udendørs smartphone som Aqua.

Men nej. Vil man have en sådan superlæsbar skærm på sin smartphone, da må man ty til russiske YotaPhone, som byder på hele to skærme i én og samme telefon: En normal farveskærm til indendørs brug og en e-ink til udendørs brug.

På e-ink skærmen er det som at læse teksten på et stykke papir – selv i det stærkeste solskin. Og sådan burde skærmen på alle smartphones til udendørsaktiviteter naturligvis være!

Sony Smartwatch 3

Sony er godt klar over, at problemet med direkte sollys naturligvis er endnu større og mere udtalt på et smartwatch, der er langt mere eksponeret for sollys end skærmen på en telefon.

Man har derfor klogeligt valgt en anden skærmtype til Smartwatch 3, der om noget er designet til udendørs brug under ofte barske forhold.

Dette ur er derfor født med en såkaldt “transflektiv” skærm, der brillierer ved at kunne ses fra alle retninger – selv i det stærkeste solskin og uden skærmlyset tændt. Skærmen reflekterer helt enkelt det tilstedeværende lys – lidt lige som øjet på en lyssky sandart!

Resultatet er et ur, som altid viser tid og øvrige data klart og tydeligt – perfekt til udendørs brug. Prisen herfor er lidt mattere og mindre mættede farver med skærmlyset tændt, men det er en ringe pris at betale for en ellers fornem funktion derude, hvor det virkelig gælder – på vandet og i direkte sollys.

Flere anmeldelser – danske såvel som udenlandske – har netop kritiseret Smartwatch 3 for de matte farver sammenlignet med de voldsomt (over)mættede farver i specielt Samsung’s OLED-skærme, hvor sort virkelig er kulsort og ikke bare udvasket gråt. Skærme, der excellerer i at vise grundfarverne perfekt, men uden at kunne håndtere alle nuancerne midt imellem.

Disse klager viser blot, at rigtig mange anmeldelser af udstyr sker hjemme i sofaen eller bag skrivebordet, hvor de aldrig kommer i kontakt med det virkelige liv, som produkterne ellers er beregnet og designet til. Det gælder desværre fiskegrej såvel som fotoapparater og nu altså også smartwatches som Sony’s på mange måder vellykkede 3’er…

 


Anyway, den transflektive skærm er netop en af de helt store attraktioner ved Smartwatch 3. Dens 320 x 320 pixels kan ses under alle forhold og fra alle vinkler. Med eller uden skærmlys. Og opløsningen er klasser bedre end forgængeren Smartwatch 2, der kørte Sony’s eget styresystem.

Et andet af de helt store salgsargumenter for Sony’s nye flagskib er den indbyggede GPS. Som den pt. eneste af sin slags på markedet er Smartwatch 3 forsynet med en såkaldt “stand-alone” GPS, der ikke kræver kontakt til en smartphone for at fungere. Hvad selv Apple’s nye Watch jo gør.

Ikke mindst mange løbere har valgt netop dette ur for at kunne logge deres løberuter uden at skulle slæbe rundt på en tung smartphone samtidig – raslende løst i en lomme eller siddende fast i en særskilt armrem.

Med et Smartwatch 3 på håndleddet indstiller man blot sit ur og sin navigations-app til at arbejde i “stand alone mode”. And off you go. Når man så er tilbage igen, synkroniserer uret automatisk den loggede rute med XPeria M4 Aqua, der så kan vise alle loggede urdata på den store skærm. Smart – for det virker upåklageligt.

Det er endnu begrænset, hvad der findes af apps, som fungerer gnidningsløst mellem telefon og ur. Som tillader urets indbyggede GPS at arbejde separat for så derefter at synkronisere med telefonen.

Google’s egen My Tracks fungerer pt. ikke, da Smartwatch 3 i skrivende stund stadig er det eneste af slagsen med egen GPS. Men det kommer givet med næste opdatering af Android Wear.

Virker gør til gengæld app’en GhostRacer, som jeg har haft rigtig megen fornøjelse af, og som jeg klart kan anbefale. Den fungerer langt bedre end My Tracks og kan aktivere urets indbyggede GPS, når og hvis der er brug for det.

Man kan naturligvis vælge mellem et hav af forskellige “watch faces” eller urskærme, der alle downloades fra Google Play og installeres på uret via Android Wear. Ikke et øje er tørt.

Der er alt fra traditioneller urskiver over digitale skærme til visning af alt fra vejr og vind til batterilevetid på såvel ur som telefon. Man kan vælge at bruge sine egne fotos som baggrund, eller man kan installere abstrakte kunstværker som baggrund.

Er man som undertegnede en datafreak, da kan man få urskiver med løbende udlæsning af såvel kompasretning som hastighed!

En rigtig smart detalje er muligheden for at tage telefonen fra sit smartwatch. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har mistet et opkald, fordi jeg stod med hænderne fulde og telefonen gemt i en lomme. Midt i et kast eller midt i en fight, naturligvis!

Nu kaster man blot et blik på sit Smartwatch 3 og vurderer, om det indgående opkald er værd at besvare. Er det tilfældet, swiper man bare mod den grønne side af skærmen, hvorefter kaldet er taget. Nu har man så vundet tid til at lægge stangen væk, lande fisken eller bare finde telefonen frem og snakke løs.

Ønsker man derimod ikke at tage opkaldet, swiper man mod den røde side af skærmen og lægger på. Så slap man for den snak!

Det er en detalje, man hurtigt bliver rigtig glad for. En detalje, som allerede har sparet mig for megen tid og mange ærgrelser. Desværre har Smartwatch 3 ingen indbygget mikrofon, så man kan ikke svare og tale direkte fra sit ur. Noget, man allerede nu kan med sit Apple Watch. Hvis man altså har ét…


Batterilevetid…

– But it all comes at a cost: Baterilevetiden… Det er stadig den begrænsende faktor for al bærbar elektronik. Trods ellers ganske store fremskridt i de seneste år.

Ikke mindst den indbyggede GPS på Smartwatch 3 dræner batteriet på rekordtid. Man lærer hurtigt altid at starte ud med et fuldt opladet batteri på sit ur. Ellers kan man ikke være sikker på at få hele ruten logget, inden uret er løbet tør for strøm.

Af samme årsag vænner man sig også hurtigt til i stedet at bruge GPS’en på sin telefon, hvis den alligevel er med. Her er der trods alt 2.400 mAh at bruge af – mod blot  420 mAh på uret…

Sony slår selv på, at såvel Xperia M4 Aqua som Smartwatch 3 er hestehoveder foran konkurrenterne, hvad batterilevetid angår. Og Sony har da også et rigtig godt ry i branchen med sin Stamina batteriteknologi, der giver batteritider blandt branchens bedste.

Men heller ikke her vokser træerne ind i himlen. Som også Samsung og nu senest Apple har fokuseret på, har Sony længe haft en sparefunktion, der holder liv i telefon og ur i ekstra lang tid. Problemet er blot, at det koster nedsat funktionalitet – at der skrues ned for blusset med hensyn til hentning af mails, opdatering af apps og tilsvarende.

Slår man alle disse sparefunktioner til, kan man i allerbedste fald holde liv i sin Android smartphone og sit Android Wear smartwatch i op til to dage. Hvis man altså kan holde sin GPS i ro.

image


Dette burde jo række til de fleste fisketure, hvis man da ikke lige drifter ned ad en hvidskummende flod i Alaska. Da kan der blive god brug for et solpanel, hvis der skal være liv i batterierne hele vejen ned til opsamlingsstedet…

Men det korte af det lange er, at Sony med dette vandtætte makkerpar har lagt sig længst fremme i førerfeltet for smartphones og smartwatches. De tåler vand, og de holder fint strøm en hel lang fiskedag.

Kan så absolut anbefales – selv af en dedikeret Apple fan som undertegnede!

© 2015 Steen Ulnits


Efterskrift: Det er ofte sådan med elektronik, at grundprodukterne sælges billigt – i den sikre forvisning, at pengene efterfølgende nok skal blive tjent ind på tilbehøret…

Well, ovenstående vandtætte makkerpar er ingen undtagelse. Når nu mit nye Smartwatch 3 kunne fungere uafhængigt af telefonen, så var det vel kun naturligt, at det også skulle kunne bruges som uafhængig musikafspiller – via et par trådløse Bluetooth øretelefoner?

Sjovt nok havde Sony lige akkurat et sæt, der passede – med betegnelsen SBH70. Det passende bestod i, at dette headset er vandafvisende i henhold til IP57 standarden, så det passer til resten af setup’et. NFC er der naturligvis også, så man kan parre sine enheder med blot en let berøring.

Nu kan jeg så høre musik trådløst fra mit Smartwatch 3, der har plads til rigeligt med musik, eller min Xperia M4 Aqua. Eller jeg kan bruge mit nye headset sammen med telefonen og snakke lovligt, mens jeg kører bil. Eller med et klik besvare opkald, når telefonen ikke lige er ved hånden. Jeg kan sågar fortælle min Aqua, hvad den skal gøre – med nogle enkle stemmekommandoer.

Men heller ikke nok med det. Nu havde jeg jo trådløs musik fra uret og trådløs snak fra telefonen. – Men hvad med trådløs musik hjemme på kontoret?

Enter den trådløse minihøjttaler BSP10, som er i stand til at spille de fleste rum op – trods en diminutiv størrelse på sølle 78 x 60 mm. Og den hedder ikke 10 for ingenting:

Således yder den 10 W output og kan streame musik eller håndtere opkald i 10 timer. Endelig har den en rækkevidde på 10 meter, inden for hvilken den kan holde kontakten til Aqua eller anden smartphone.

Skulle telefonen ringe, mens man streamer musik, trykker man blot på svartasten. Musikken dæmper sig da, og man kan nu føre en ubesværet samtale via højttalerens indbyggede mikrofon. BSP10 stråler musik i 360 grader, og mikrofonen dækker samme område. En smart detalje, hvis flere skal snakke med i et konferencekald.

Endelig er højttaleren så lille, at den sagtens kan ligge i lommen. Trådløs opladning efter Qi-standarden er sågar også indbygget!

Så det, der startede med en vandtæt smartphone, endte ud med såvel et smartwatch som et trådløst headset og en ditto minihøjttaler.

Men stadig koster det hele kun det halve af en iPhone 6 Plus…

– Godt gået, Sony!


Læs meget mere her om:

smartphones, smartwatches og digitale kameraer 

 

Thank you, EU…

Det danske vandmiljø blev i første omgang reddet på stregen – af Bruxelles. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen fik nemlig en kold skulder fra EU i sit første forsøg på at nedgradere det danske vandmiljø.

image

Ministeren fik således ingen opbakning i Bruxelles til sin bøn om at ændre de danske mål for ammoniak-udledningen i landbruget:

– Danmark kan ikke få lov til at udlede mere ammoniak i landbruget frem mod 2020 end først planlagt.

Sådan lyder det klare svar fra EU’s miljøkommissær, Karmenu Vella, til den nye danske Venstre-minister for miljø og fødevarer, Eva Kjer Hansen, som mandag var i Bruxelles til møde med EU’s landbrugsministre.

– Det var ikke særligt oplivende. Jeg må sige, at kommissæren var meget afvisende. Han gjorde gældende, at det var den tidligere danske regering, som selv havde meldt tallet ind, og derfor skal vi leve op til det, siger Eva Kjer Hansen til Ritzau.

Den tidligere S-R-SF-regering lovede at sænke udledningen med ikke mindre end 24 procent i 2020.

Selvom det er et mål, som regeringen selv har meldt ind, er det blevet til et bindende EU-mål for Danmark. I gennemsnit skal EU-landene udlede seks procent mindre i 2020.

– Jeg forsøgte at forklare ham, at der var meget usikkerhed forbundet med sådan et måltal, som var en fremskrivning i 2012, og at det ikke kunne undgås, at der kom ændringer undervejs over så mange år, siger Eva Kjer Hansen.

Derudover gjorde hun over for kommissæren gældende, at to tredjedele af luftforureningen kommer fra landene omkring Danmark:

– Hvis vi skal nå de sidste procenttal op til 24 procent i 2020, så ender det med, at det er nogle meget dyre løsninger, der skal til, siger ministeren og understreger, at hun ikke er færdig med at kæmpe for et lavere reduktionsmål.

Hun vil nu tage fat i andre EU-lande, som også har svært ved at nå målet – heriblandt Finland – for sammen at løfte diskussionen.

Selvom V-regeringens ønske blev mødt med en nedadvendt tommelfinger i Bruxelles, mødte det til gengæld klar opbakning fra Axelborg i København, hvor Landbrug & Fødevarer holder til.

Danmark er ifølge brancheorganisationen nemlig allerede et af de EU-lande, som udleder mindst og på bedste vis. Og organisationen frygter samtidig, at det vil gå ud over danske landmænds konkurrenceevne, hvis der bliver holdt fast i målet om en reduktion på 24 procent.

– Vi har jo reduceret vores ammoniakudledning med 41 procent fra 1990 til 2013. Vi er duksene og nogle af dem, der ligger lavest i forvejen. Det er nogle af de andre lande, der skal forsøge at udlede mindre for at få bugt med denne ammoniakforurening i Europa, lød det tidligere på dagen fra viceformanden i Landbrug & Fødevarer, Lars Hvidtfeldt.

image

Anderledes var meldingen fra både Danmarks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd, der var stærkt kritiske over ministerens ønske om at sænke reduktionsmålene.

– Det er et dårligt signal til de danske virksomheder, som lever af at sende miljøteknologi til andre lande, lød det fra seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening Thyge Nygaard.

– Men det sender et endnu ringere signal til den danske befolkning, når man åbenlyst kæmper mod at skulle reducere et af landets mest helbredsskadelige og dyreste miljøproblemer: Ammoniak fra landbrugets gylle, understregede han i en pressemeddelelse.

En lignende udmelding kom fra Det Økologiske Råd:

– Jeg bryder mig ikke om at se en dansk minister straks valfarte til Bruxelles efter sin indsættelse for at tale den danske forpligtelse til at reducere luftforureningen ned. 

– Det er ikke en fortælling, der er med til at sælge danske landbrugsprodukter, sagde Kåre Press-Kristensen, seniorforsker ved Det Økologiske Råd til Ritzau.

Trist, at vi ikke længere magter selv at forvalte vort vandmiljø. Trist, at vi nu skal have EU til at holde på stumperne…

Steen Ulnits