Intet smager så godt som den fisk, man lige selv har fanget. Det skulle da lige være den, man også selv har røget!
Mange lystfiskere har aldrig prøvet at røge deres egne fisk, og det er synd. Rigtig synd.
Dels er det langt lettere, end mange tror, Og dels smager det forrygende godt. Endelig har man mulighed for at blive en hel helt blandt familie og venner. Så hva’ dælen nøler du efter?
Røgeovne fås i flere størrelser og udførelser. Fra store, semiprofessionelle røgskabe, der klarer langt over eget forbrug. Til små transportable sager med skydelåg, som til nød kan være i en stor rygsæk og dermed tages med på fjeldturen.
For os lystfiskere, hvis fangster normalt er mere moderate, står valget i regelen mellem to størrelser: En lille og billig model i lakeret stål, som ruster med tiden. Og så en noget større i rustfrit stål, som naturligvis ikke gør.
Begge modeller kan fås i mange forskellige fabrikater – fra den eller de samme kinesiske fabrikker. Trods det kan prisen variere ganske meget, så det svarer sig at shoppe lidt rundt, førend man beslutter sig og investerer.
Skal man ikke lige have røgeovnen med i fisketaske eller rygsæk, bør man satse på den store rustfri model. Den får man glæde af i mange år – i sommerhuset, på terrassen eller ved stranden. Den er ikke større, end at den nemt kan medtages i bilen. Og stor nok til, at man kan beværte flere end kun sig selv.
Sådan røger du
Her følger kort fortalt, hvordan man bedst bruger sin nyanskaffede røgeovn. Når man har fået lidt erfaring, kan man eksperimentere med tider og mængder og dermed sætte sit eget præg på det endelige resultat. Det kan der komme mange sjove oplevelser ud af!
- Åbn røgeovnen og læg et tyndt lag røgsmuld i bunden, der kun lige akkurat skal dækkes. Bundpladen skal helst skinne igennem smulden.
- Regn med, at der går omkring 10 gram smuld til hver rygning.
- Anbring dernæst drypbakken oven på smulden.
- Placer nu risten med den rensede og saltede fisk i ovnen og luk låget tæt. Også luftspjældet skal være lukket her i starten.
- Fyld nu de to beholdere halvt op med sprit og placer dem på et ikke brændbart underlag – gerne en flad flise, sten eller klippe.
- Stil nu yderrammen op, så åbningen vender bort fra vinden. Antænd spritten og placer røgeovnen oven på yderrammen.
- Vent, til spritten er brændt ud. Det tager typisk under 10 minutter. Herefter åbnes luftspjældet.
- Vent yderligere 5 minutter, hvorefter låget forsigtigt tages af røgeovnen.
- Fiskene er nu klar til at spise og smager forrygende godt!
Kolde øller er det perfekte supplement til varme, nyrøgede fisk! Hvis man ikke lige foretrækker kølig hvidvin. Begge dele kan med fordel indtages på fisketuren – efter nogle timers afkøling i fiskevandet.
Det bliver smagen med garanti ikke ringere af!
Steen Ulnits
Del denne artikel: