Vi har set det flere gange før, og den 10 marts oplevede vi det så igen: Tangeværket blokerede vandstrømmen så meget, at Danmarks længste vandløb Gudenåen næsten tørrede ud – med en vandstand, der faldt op mod 80 cm.
Store dele af åen var derfor tørlagt. Denne tørlægning skyldtes tidligere den ulyksalige intervaldrift, som Tangeværket benytter sig af for at maksimere elproduktionen og indtjeningen på vandkraften:
Man fylder det kunstige vandmagasin Tange Sø op, når elpriserne er lave. Og lukker så det opstuvede vand ind gennem turbinerne, når elprisen er højest mulig.
Denne intervaldrift sikrer, at vandstanden i Gudenåen kan svinge meget. Så meget, at Gudenåen med mellemrum tørlægges. Med det triste resultat, at gydebanker blotlægges og alt liv i dem dør.
Men ikke nok med det. Når så Tangeværket igen lukker vand gennem turbinerne, stiger vandstanden nedstrøms værket pludseligt og eroderer de udtørrede brinker – med en massiv udvaskning af sand og sandvandring til følge.
De eroderede sandmængder aflejres længere nedstrøms, hvor vandstanden stiger, så landmændene kan have svært ved at komme af med deres drænvand fra markerne. Det klager derfor til Randers Kommune og ønsker åen gravet op og sandet fjernet.
Vi har gennem mange år lagt Tangeværket og Gudenaacentralen for had, når intervaldriften medførte, at åen skiftevis blev tørlagt og brinkerne efterfølgende eroderet bort. Det skete således både den 14. oktober og den 24. november sidste år.
Men nu kan vi imidlertid ikke give Tangeværket og Gudenaacentralen skylden længere. Nu er det nemlig energiselskabet Norlys, der har købt værket og overtaget driften. Dem, der er ansvarlige for den seneste tørlægning den 10. marts.
Det er således Norlys, der i dag råder over både elværket og de tilhørende driftsbygninger. Og Norlys, der hermed har overtaget ansvaret for værkets drift og de miljømæssige konsekvenser heraf.
Alt det skal Norlys tage stilling til nu her den 24. april, hvor der er indkaldt til repræsentantskabsmøde i Norlys, der har købt og fusioneret sig til et samlet ejerskab på mere end 700.000 jyske elkunder.
Den 10. marts var det nemlig ikke den bevidste og selvskabte intervaldrift, som udløste problemet. Det skyldtes ifølge Tangeværket en teknisk fejl, som man tilsyneladende ikke har oplevet før.
Ifølge en aftale med det tidligere Viborg Amt har Tangeværket forpligtet sig til at fastholde en minimumsvandføring på 6 m3/sek. Det lykkedes man desværre ikke med den 10. marts. Trods ellers muligheden for at åbne bundventiler eller nødslusen. Hvorfor det ikke skete, vides ikke med sikkerhed.
Den nuværende Viborg Kommune har bedt Tangeværket om en forklaring og en beredskabsplan, så man undgår ødelæggende tørlægning i fremtiden.
Overfor kommunen forklarer Gudenaacentralen i et længere svar, hvordan man i fremtiden vil undgå tilsvarende tørlægninger af landets længste vandløb, Gudenåen.
“Tangeværkets generatoranlæg er afhængig af at kunne lede strømmen fra turbinerne ud i elnettet, og derfor er en nødgenerator ikke en mulighed ved udfald. Derfor opererer Tangeværket også med en nødsluse, der kan aktiveres manuelt.”
Det blev den imidlertid ikke den 10. marts, hvor gydebanker nedstrøms værket var tørlagt i flere timer. Med uundgåelig skade på livet i de gydebanker, som blev benyttet af laks og havørreder blot få måneder tidligere.
Det fremgår desværre ikke af svaret fra Tangeværket, hvordan man på pålidelig vis skal kunne undgå tilsvarende situationer. Udstyret til elproduktion er ældgammelt, slidt og klar til pension.
Derfor skal Norlys nu her den 24. april tage stilling til, om man vil leve op til sit grønne image som samfundsbevidst energiproducent. Eller om miljøbevidste borgere blandt Norlys’ mere end 700.000 kunder skal se sig om efter en anden leverandør af elektricitet, telefoni, internet og anden kommunikation.
Er man abonnent hos Telia, har man i lang tid fået melding om, at man snart går over går til Norlys. Det sker nu her den 5. maj, hvor Telia Mobil Danmark A/S bliver til Norlys Mobil A/S.
Så må vi se, hvordan Norlys vil håndtere sit ejerskab af Tangeværket. Om man vil give Gudenåen livet tilbage efter mere end 100 år i vandkraftens dødbringende lænker. Vi vil da få et unikt stykke vandløb og et enestående naturområde tilbage.
Det spørgsmål er nu i Norlys’ hænder. Eller rettere: I mere end 1,4 millioner jyske hænder.
©️ 2025 Steen Ulnits
Del denne artikel: