Flynder facts

Flyndere på farten

Det nye år startede voldsomt i den nordlige del af Danmark – med noget, der mest af alt mindede om en sand invasion af helleflyndere. Små fisk på mange kilo…

Fiskeskipper Lars Kajgaard havde for alvor held i sprøjten og fisk i trawlet, da hen tirsdag den 8. januar i år var på fiskeri i Skagerak. Han fik nemlig adskillige store helleflyndere i trawlet, med den største på imponerende 113 kg.

I alt havde han helleflyndere med en samlet vægt på mere end 2.000 kilo i lasten, da han onsdag morgen kom i havn og fik de mange helleflyndere solgt på Strandby Fiskeauktion. Prisen lå på mellem 60 og 80 kroner kiloet.

– Det er helt usædvanligt. Jeg er aldrig stødt på så store helleflyndere før, sagde Lars Kajgaard efterfølgende til pressen. – Det er jo ikke en fisk, vi direkte fisker efter. Det er en bifangst, når vi fisker efter havtaske, mørksej og torsk, fortalte han.

To andre kuttere var sammen med Lars Kajgaards på helleflynder-eventyret. I alt fangede de tre kuttere FN 234 Canopus, FN 462 Jeanne og FN 354 Kristine Holst op mod 3.500 kilo af den eftertragtede fladfisk.

Fangstens størelse er usædvanlig, men årstiden er den sædvanlige – allerførst på året. Den 30. januar forrige år – altså i 2012 – fik fiskeskipper Niels Klit fra det gode skib RI 566 Madsalune nemlig også helleflyndere i trawlet. Ikke så mange, men den største vejede dog anseelige 90 kg og målte hele 210 cm.

Disse to danske helleflyndere fra Skagerak er dog det rene vand mod den kæmpe, der tog en Jensen pirk længere nordpå i Norge tilbage i august 2009. Det var to svenske fisketurister, der stod for fangsten af en kolossal helleflynder, som viste sig at veje imponerende 210 kg. Længden var 255 cm.

Det er givet fisk i denne kaliber, der står bag de “mystiske hug”, man med mellemrum oplever ude på Det Gule Rev. Fisk, der opfører sig som solide bundhug – indtil de tømmer hjulet, sprænger linen og efterlader en forståeligt nok rystet fisker…

Helleflynder-facts

Den nordatlantiske helleflynder Hippoglossus hippoglossus er den største af alle fladfiskene. Den lever i Nordatlanten og kan blive op mod 3 meter lang og veje over 300 kilo. Der er eksempler på helleflyndere, som har været over 60 år gamle.

Det sker regelmæssigt, at både lystfiskere og dagspresse forveksler hellefisk og helleflynder. Hellefisken Reinhardtius hippoglossoides kender de fleste fra supermarkedets køledisk, hvor man regelmæssigt støder på den i røget tilstand. Hellefiskens kød er uhyre fedt og egner sig derfor fint til røgning – langt bedre end helleflynderes mere magre kød, der til gengæld egner sig bedre til traditionel tilberedning – serveret som dampet eller grillet.

Hellefisken er en mindre udgave af helleflynderen, og den lever hele sit liv på langt dybere vand end denne. Begge fladfisk mangler svømmeblære, men kun helleflynderen har en hvid blindside, som vi kender det fra vore hjemlige fladfisk.

Hellefisken derimod har et imponerende tandsæt og en blindside, der ikke er hvid, men spættet. Hellefisken har nemlig den forunderlige evne, at den svømmer på højkant, når den jager! En helt hvid blindside ville derfor være en rigtig dårlig idé og en ringe kamuflage. Helleflynderen derimod svømmer altid med den hvide side nedefter – som en “rigtig” fladfisk.

Den manglende svømmeblære sætter helleflynderen i stand til at levere en kraftfuld fight med pludselige opstigninger og neddykninger – uden at den derfor bliver ør i hovedet som en anden torsk på dybt vand!

Helleflynderen er en kommercielt meget værdifuld fisk, som med sit faste, lyse og markant peberduftende kød indbringer gode priser på såvel fiskeauktioner som fiskerestauranter.

Kostbart kød

Importprisen for grønlandsk frosset helleflynder til Danmark lå på 28 kroner kiloet tilbage i 2010. Eksportprisen fra Danmark på frosset helleflynder til verdensmarkedet var da 37 kroner kiloet. Som slutforbruger er kiloprisen i regelen både 3- og 4-doblet.

En 15 år gammel og 76 kilo tung helleflynder blev således for nylig solgt på fiskeriauktionen i Hanstholm til 100 kroner kiloet. Fersk. En god pris, der kun blev muliggjort af en ringe tilgang af helleflynder den dag. Torveprisen på helleflynder kan nå op mod 150 kroner kiloet.

De høje kilopriser har helt naturligt skabt interesse for at opdrætte helleflynderen kommercielt – præcis som tilfældet er med den ligeledes kostbare pighvar. Men opdrættet er ikke uden problemer. Således har det været uhyre vanskeligt i laboratoriet at efterligne gydeforholdene på flere hundrede meter dybt vand, hvor trykket er stort, saliniteten høj og mørket absolut.

Men ikke nok med det. Lykkes det endelig at få klækket kunstigt befrugtede æg fra helleflynder, er der problemer med opfodringen af yngelen. De skal nemlig have levende føde – i form af nauplier, som er larvestadiet af små krebsdyr.

Produktionen af disse nauplier er kompliceret, og høsten af levende nauplier fra produktionsanlæg er derfor meget svingende. Dette er i sagens natur ikke hensigtsmæssigt, når helleflynderyngelen skal have mad. Helleflynderens yngel skal nemlig præsenteres for levende føde en uge efter klækningen.

Endelig oplever man meget ofte det samme problem, som man også gjorde med pighvarren – at pigmenteringen (farvetegningen) bliver forkert, og at det ene øje ikke vandrer op på modsat side, som tilfældet er på den naturligt fødte helleflynder.

Disse problemer har tidligere ført til, at man måtte frasortere op imod halvdelen af ynglen. Forsøg med uregelmæssig fodring og skiftende lys-mørke perioder har dog ført til, at hele 85% af ynglen nu får den rette pigmentering, og at øjnene vandrer på plads.

Hvem ved. Desværre er en stor del af de helleflyndere, der om vinteren fanges i den danske del af Skagerak, faktisk undermålere – trods en kropsvægt på adskillige kilogram. Det er nemlig fisk, der endnu ikke er blevet kønsmodne og har haft mulighed for at gyde og sikre bestanden.

Først i 7-18 års alderen vandrer de gydemodne helleflyndere til gydepladserne for første gang. Gydningen finder sted fra december til april, hvor hunnen gyder op mod 3 millioner æg på helt ned til 1.000 meters dybde.

På mange måder kan hunner af helleflyndere i Skagerrak og langs den norske vestkyst sammenlignes med os selv: De er kønsmodne 12-13 år gamle ved cirka 135 centimeters længde og med en vægt på cirka 35 kg!

Desværre er mange af dem blevet fanget, inden de når så langt. Heriblandt også nogle af de mange flyndere, som først på året blev landet i Nordjylland. Helt legalt, for helleflynderen har som sagt intet mindstemål.

Med det pågående intensive trawlfiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat bliver hovedparten af de unge helleflyndere derfor fanget, før de er fuldt udvoksede. Kun de færreste flyndere når vægte på over 100 kg.

I de gode, gamle  dage, hvor erhvervsfiskeriet ikke var nær så intensivt og effektivt som i dag, blev der regelmæssigt landet langt større helleflyndere på fiskeriauktionerne i Skagen, Hirtshals og Hanstholm. Fisk med længder på over 3 meter og vægte på mere end 300 kg. Så store individer er meget gamle og vil ofte være mellem 40 og 60 år.

Om vinteren lever helleflynderen nær bunden på dybder helt ned til 2.000 meter, hvor den kan færdes nogenlunde uantastet af trawl og langliner. Om sommeren trækker den mange steder ind på lavt vand, hvor den så kan fanges på såvel stang og line som i garn og på krogliner.

Skattekortet

I 1980‘erne og 1990‘erne havde jeg familie på Grønland og tilbragte ofte hele sommeren deroppe. Jeg oplevede da, at det var ganske svært at få hul på fiskeriet – at det helt enkelt ikke var nemt at finde helleflyndere i enorme fjorde, hvor vanddybden ofte måles i hundreder af meter.

Der kom først hul på fiskeriet efter adskillige kaffemik’er med lokale fangere, som i starten betragtede mig med største skepsis. Jeg var jo i bund og grund en af de der danskere, som kom op sydfra og tog deres piger med hjem…

Men det lykkedes alligevel at komme ind på livet af en af dem, og en dag stak han mig et krøllet stykke papir i hånden, da jeg var på vej hjem – totalt speedet af et ukendt antal kopper jættestærk kaffe. En enkelt punch var der også imellem – naturligvis sponeret af mig.

– Jeg var accepteret! På papiret havde den gamle fanger lavet en primitiv skitse af de to nærmeste fjorde med en lille håndfuld pladser tegnet ind, som skulle være gode specielt til helleflynder.

Jeg takkede naturligvis så mange gange og brugte så ellers resten af sommeren på at undersøge, om der nu også var hold i oplysningerne. Og det var der! Allerede på den første tur til den nærmeste plads var der fisk på krogen. En vaskeægte helleflynder, men pudsigt nok stadig den mindste, jeg nogensinde har set eller fanget. Knap 2 kg vejede den, det rene kuvøsekræs…

Siden gik det støt og roligt fremad. Længst inde i bunden af en meget lang og smal fjord fandt vi børnehaven, hvor alle ungerne tilfældigvis var ude at lege. Det blev til en halv snes fine helleflyndere, hvoraf de to største kom med hjem – fine fisk på henholdsvis 7 og 11 kg. Dengang var jeg ikke klar over, at det ret beset var fisk under det mindstemål, der ikke fandtes – fisk, som slet ikke var kønsmodne endnu.

Senere samme sommer prøvede vi en af de helt hotte pladser – en af dem, som havde fået hele tre krydser på kortet. Også her var der hug med det samme – tungt, men næppe af flynder. Op kom en kæmpemæssig plettet havkat i 20 kg’s klassen – en fisk, der hvæsede arrigt gennem sine smalle gællespalter, da den brød overfladen!

Skudt i hovedet

Lidt senere fulgte endnu en mindst lige så kolossal havkat trop. Imponerende. Begge blev aflivet med skud af vores .22 salonriffel, inden de kom indenbords. Havkatte i den størrelse er ikke til at spøge med!

Det var den næste fisk heller ikke. Og denne gang var det en vaskeægte helleflynder, som havde taget den agnede pirk. Tunge pulserende bevægelser for enden af 0.50 linen efterlod ingen tvivl.

Med ét blev linen slap. Jeg rullede ind som en gal, men fisken var ikke væk.  Pludselig vendte den store helleflynder i overfladen og kiggede mig i øjnene, inden den dykkede ned til bunden igen. Jeg kunne ikke forhindre den i det og prøvede da heller ikke. Lidt efter svandt kræfterne dog så meget, at jeg fik den op til overfladen igen.

Vi fik den indenbords og aflivet – med salonriflen. Vel hjemme viste vægten 21 kg. Ingen kæmpe, men dog en anseelig fisk med nogle gedigne fileter.

Året efter lå vi på en anden af de anbefalede pladser – et smalt sund med hård strøm og fast grusbund. Der var blot 5-6 meter vand under kølen, da jeg så en stor kulsort skygge nærme sig min agnede pirk. Mere skete der ikke. Nysgerrigt lagde den sig på bunden og kiggede på pirken, som jeg nu hektisk prøvede at gøre endnu mere forførende. Dog uden held.

Så forsvandt skyggen ud af syne, blot for at sætte et stormangreb ind øjeblikket efter. Min tykke 0.60 line forsvandt som dug for solen. Jeg havde 200 meter line på mit LD hjul, men kunne til sidst skimte bunden af spolen.

Med begge tommelfingre på spolen bremsede jeg så hårdt, jeg overhovedet kunne, og den tykke nylonline spændtes lige til det punkt, hvor elasticiteten er opbrugt – det allersidste stadie før linen knækker.

Da pludselig vendte en bred hvid side i overfladen længst ude, inden flynderen roligt svømmede tilbage og stillede sig ret under båden – præcis, hvor den havde hugget pirken! Det lange udløb havde dog tæret gevaldigt på kræfterne, så der nu kun resterede 5-10 minutters udramatisk tovtrækkeri, førend også den måtte give op.

Skudt med en rigtig riffel kaliber .243 og tømt for blod vejede fisken prik 30 kg – min nye PR for helleflynder. En fantastisk oplevelse af den slags, der har skabt alle myterne om helleflynderen:

En stor fisk med en stærk personlighed!

© 2013 Steen Ulnits