Alaska er drengedrømmen for enhver med vildmark og fiskeri i blodet. Hvem har ikke læst Jack London og længtes mod de store og endeløse vidder længst i vest?
Alaska har uendelig meget fiskeri at byde på – så meget, at man på en enkelt tur kun kan nå at snuse lidt til mulighederne. Man er helt enkelt nødt til at vælge, hvad man vil satse på. Om det er ørred og stalling på let fluegrej i små elve, der trækker mest. Eller store kongelaks på tungt spinnegrej i store grumsede gletcherelve.
Ingen besøgende sportsfisker kan i løbet af et par uger nå andet end blot at kradse lidt i overfladen – at få en smag på de mange herligheder, som denne kolossale vildmark stadig byder på. Det må man gøre sig klart fra starten. Man bør også gøre sig klart, at et Alaska-besøg meget ofte giver smag for mere!
Et anderledes økosystem
Alaska har hele fem arter stillehavslaks at byde på. På verdensplan findes der ganske vist seks forskellige arter, men den sjette art – kirsebærlaksen, der har sit navn, fordi den normalt stiger op i floderne, når kirsebærtræet blomstrer – findes kun i det sydøstlige Asien
Alle fem arter stillehavslaks, som findes i Alaska, giver mulighed for to helt forskellige former for fiskeri:
Fiskeri efter laksene selv og så fiskeriet efter de regnbuer, rødinger og stallinger, som æder af deres æg og siden af de døde kroppe. Laksene, der i tusindvis stiger op i floderne, gyder og dør nemlig uden undtagelse. De udgør derfor et kolossalt fødepotentiale for såvel fisk som pattedyr og fugle.
De udgør en enorm biomasse, som på den ene eller anden måde kommer det samlede økosystem til gode. Intet går til spilde, selv om det kan se sådan ud, når man ser døde og døende laks i hundredvis drive ind på bredderne og der forrådne i en til tider forfærdelig stank…
Bjørnene søger om foråret ned til elvene, når laksene snart skal til at vandre op i dem. Her frådser bjørnene først i de sølvblanke laks, der er friske fra havet, siden i de fuldt udfarvede fisk på gydepladserne og endelig i de døde eller døende laks efter legen. Det samme gør alle andre dyr og fugle, som får muligheden.
Fiskene gør det også selv. Regnbuer, rødinger og stallinger æder først den overskydende rogn fra de gydende laks – siden lunser af de udgydte, døde og forrådnende laks.
Men ikke nok med det. Yngelen af såvel laksene selv som af regnbuer, rødinger og stallinger nyder også godt af deres døde forældre eller slægtninge, når disse er med til at tilføre de ofte næsten sterile vandløb næringsstoffer udefra. De døde kroppe gøder helt enkelt vandløbene, så de kan producere mere føde til afkommet!
Stillehavslaks er generelt ganske uvillige til at stige opefter i vandet for at tage noget. De allerfleste laks i Alaska – specielt kongelaksene – tages derfor på store og tunge “Pixie” blink med plastindsats i fluorescerende grønne og røde farver. Blink, der kan nå helt ned og skrabe bunden.
Fluefiskeri efter stillehavslaks er derfor noget for sig og kan slet ikke sammenlignes med fluefiskeri efter atlanterhavslaks. Her gælder det i regelen om at komme helt ned til laksene, der jo kun undtagelsesvis stiger til fluen.
Hurtigtsynkende flueliner og shooting heads er derfor normen – vægt belastede fluer ligeså. Fluerne fiskes gerne “dead drift” helt nede ved bunden – uanset vandtemperaturen, hvilket jo ikke er specielt charmerende sammenlignet med vort eget sommerfiskeri med flydeline.
Laksefiskeri, som vi kender det fra Skandinavien – med lange tohåndsstænger og ditto speykast – skal man altså ikke forvente i Alaska. Her fisker man typisk efter meget store fisk i relativt små elve, der håndteres bedre med en kraftig enhåndsstang.
Og man skal hjemmefra have gjort sig klart, at det er de tunge synkeliner og skydehoveder, der vil blive brug for. Grej, der kræver en lidt anderledes teknik end den, vi er vant til hjemmefra.
Men det er ikke svært at lære. Og bekendtskab med nye teknikker ved fremmede vande giver altid en ny indsigt, som siden kan bruges derhjemme.
Fem forskellige laksearter
Men når de først er på krogen, da er stillehavslaks ofte langt bedre og stærkere fightere end atlanterhavslaksen. Kongelaksen – også kaldet “chinook” – er urstærk og ikke sådan at flytte med. En gennemsnitsvægt på 10-12 kg hjælper godt til! Sølvlaksen – på indiansk “coho” – er en sand sprinter, der med sine mange og høje spring giver fiskeren rigeligt at se til.
Den røde laks – “sockeye” laks – er både stærk, vild og hurtig, når den ellers vil hugge. Til det formål skal der i regelen ganske små fluer str. 6-8 på forfanget. Hundelaks (“dog salmon”) og pukkellaks (“pink” eller “humpback”) kommer meget hurtigt i en meget dårlig forfatning, når de forlader havet, men er de ellers nystegne, da er de bestemt værd at efterstræbe med fluen.
Til gengæld byder stillehavslaksene indirekte på et uhyre spændende fluefiskeri, når de står på gydepladserne. Da har regnbuer, rødinger og stallinger i regelen samlet sig nedstrøms for gydepladserne – i sikker forventning om, at de snart vil kunne fylde maven med nærende og overskydende lakserogn.
De rognædende fisk ses da som grå eller sorte skygger bag laksene og skal nu fanges på små “Glo Bugs” og lignende rognfluer, som på bedste nymfemaner fiskes “dead drift” på en flydeline og langt forfang. Et spændende fiskeri og i sig selv et fascinerende skuespil at følge.
Når så laksene har overstået deres leg og er døde, da vil man kunne score mange flotte fisk på de såkaldte “Flesh Flies” – hvide og gullige fluer á la “Bunnies”, som imiterer stykker af forrådnende laks. Lidt ulækkert måske, men absolut velfangende, idet de øvrige laksefisk elsker døde laks!
Først på sæsonen vil de “fastboende ” laksefisk i stedet ofte vente på årets nedtræk af laksesmolts mod havet. Rammer man dette nedtræk rigtigt, kan man opleve uforglemmeligt fiskeri med store streamers og bucktails!
Endelig kan Alaska byde på et til tider glimrende tørfluefiskeri efter stallinger og regnbuer i gode størrelser. Sidstnævnte holder også meget af hjortehårsmus. Specielt store regnbuer i små strømvande kan helt have specialiseret sig på en nærende diæt af mus og lemminger, der ved et tilfælde havner i vandet.
Det bedste fiskeri har man under sådanne forhold i små elve med udhulede og græsklædte bredder. Det er altid fascinerende at se store regnbuer jagte små mus i hidsige udfald fra brinken. De kommer med en stor bølge efter sig!
Transport og inkvartering
Der er mange måder at opleve Alaska på. Man kan leje en stor autocamper og så ellers udforske områderne omkring de farbare veje på egen hånd. Her skal man dog være klar over, at de gode fiskepladser, som kan nås fra vejen, mildest talt er populære i sommermånederne. Her må man på forhånd erkende, at ødemarken ikke er ret øde længere…
Man kan i stedet blive fløjet ud til en træhytte, der ligger direkte ned til en elv, og så fiske her hele tiden. Er der laks i elven, kan man opleve fint fiskeri. Og så have den komfortable træhytte til madlavning og overnatning. Men man har en begrænset aktionsradius og kan være uheldig med vejr og vandstand.
Man kan desværre også være uheldig. Man kan komme ud for, at laksene enten ikke er kommet endnu – eventuelt på grund af et sent forår. Eller man kan være så uheldig, at de er kommet tidligt – og så for længst er passeret forbi opefter på vej mod gydepladserne.
I begge tilfælde får man en lang næse – uanset hvor meget man så end har betalt for hytten eller huset. Uanset hvor dejligt den ligger og hvor komfortabel den så er…
Man kan også vælge at bo i en dyr lodge med daglige udflyvninger til de bedste fiskevande. Her er alt inkluderet i prisen – transport, ophold, forplejning og guide – der naturligvis bliver ganske pebret. Her snakker vi typisk om 30.000 til 40.000 danske kroner for en uges fiskeri, der til gengæld næppe svigter.
Endelig kan man vælge “river rafting”, som på én gang er både den billigste og mest spændende måde at opleve Alaskas ødemarker på. Vi har i samarbejde med Steen Ulnits, som har fisket Alaska adskillige gange siden 1976, sammensat en sådan tur, hvor vi bliver fløjet fra Lake Hood i Anchorage og så sydpå til området omkring den kolossale Iliamna indsø.
Flyet er lastet med gummibåde, telte, proviant og så naturligvis fiskegrej. Vi bliver sat af øverst oppe i et vandsystem, hvor vi klargør flåderne og pakker dem godt, før vi stikker nedstrøms. Hvilket vandsystem, vi vælger, afhænger helt af vandstanden, som kan svinge meget. Det ved vi først, når vi er der. Men vi har naturligvis et antal muligheder, som vi kender i forvejen – floder, som altid fisker godt.
Vi drifter herefter stille med strømmen ned ad vandløbet, gør holdt ved gode fiskepladser og slår lejr for natten, hvor vi nu synes. River rafting er den suverænt bedste måde at komme i kontakt med naturen på. Når vi runder et sving på elven, møder vi måske elgkoen med sine kalve. Eller en bjørn kigger forundret op, inden den fortrækker ind i buskadset.
Det er også en god måde at møde fiskene på. Opgangen af laks kan nemlig svinge meget, og er man nødsaget til at fiske det samme sted hele tiden, kan man være uheldig, at der slet ikke er laks i elven.
Ved at drifte nedstrøms kan vi opsøge laksene, hvis de endnu ikke er kommet så langt op i elvene. Da drifter vi hurtigt nedstrøms for at møde dem. Omvendt, hvis de allerede er langt oppe i elven. Da gør vi naturligvis holdt for at fiske efter dem her!
På et nærmere aftalt tidspunkt er vi nået til vort aftalte bestemmelsessted – der, hvor piloten igen kommer med sit vandfly for at samle os op og flyve os tilbage til Lake Hood i Anchorage, en stor oplevelse rigere!
Mange drømmer om blot én gang i deres liv at fiske i Alaska – at leve drengedrømmen om det store vildmarkseventyr ud. Idag er det lettere end nogensinde at gøre alvor af dette!
Jeg guider regelmæssigt fisketure til Alaska, så forhør gerne om kommende ture.
Steen Ulnits
Del denne artikel: