Tag-arkiv: sony

Sony Xperia 1 Mark II 5G

Sony’s nye Xperia 1 Mk. 2 er netop det, den giver sig ud for: Den naturlige opfølger til sidste års Xperia 1 Mk. None. De har begge samme størrelse og form factor, og de har begge et system bestående af tre kameraer på 12 MP hver.

Endelig har de samm6.5 tommers 4K OLED skærm med det langsmalle cinematiske 21:9 størrelsesforhold. Det er i tørre tal 1644 x 3840 pixels, hvilket giver en pixeltæthed på imponerende 643 pixel per tomme – ppi også kaldet. Til sammenligning har Samsungs seneste topmodel, Galaxy S20 Ultra, “sølle” 511 ppi…

De to 1’ere er ligeledes begge fremtidssikrede med indbygget 5G modem. Men her ender så til gengæld lighederne. Begge har de ganske vist tre kameraer, men det er ikke de samme tre. Og det er heller ikke den samme sensor, der registrerer lyset.


En 16mm f/2.2 vidvinkel med en billedvinkel på hele 124 grader.

En 24mm, f/1.7 standardlinse med en billedvinkel på 82 grader. Samt

En 70mm f/2.4 telelinse med en billedvinkel på 34 grader svarende til 3X zoom.


Et stort irritationsmoment har fra starten været, at man ikke kan zoome glidende mellem disse tre kameraer, som har hver deres isolerede liv i den nye Sony. Man skal aktivere hvert enkelt kamera, hvis man vil skifte billedvinkel. Hvilket gør beskæring af fotos langt mere besværligt end på stort set alle andre mobiler.

Sony har ønsket at præcisere, at der er tale om tre forskellige kameraer, man bevidst skal vælge og skifte imellem. Som var det tre separate optikker på et Sony Alpha-DSLR kamerahus. Og det går desværre ud over komforten.

Ovenstående tre brændvidder dækker de allerfleste forhold, man som seriøs fotograf kommer ud for i det daglige. Men bedst af alt, så er der nu en spritny og langt større billedsensor til at registrere input fra de tre kameraer.

Det er Sony’s store 1/1,7″ Exmor RS™ billedsensor med BIONZ X™-processor til mobilenheder. Størrelsen alene garanterer, at der kommer masser af ekstra lys til sensoren. Dette i forhold til sidste års 1/2,6 sensor. Dette års sensor er således mere end 50 % større end forgængeren, hvilket giver den mulighed for at suge meget mere lys til sig. Med bedre billedkvalitet som resultat.

Størrelsen på sensoren er langt vigtigere end antallet af pixels, der er det samme i år som sidste år, nemlig 12 MP.

Hvor forgængeren Mk. 1 kun havde en 2X zoom, er Mk. 2 opgraderet til 3X. Helt præcis 2,92X, hvis man nu er lidt nøjeregnende med tallene. Det forekommer dog ganske rimeligt, at Sony har rundet op til 3X.

Processoren er tilsvarende opgraderet fra en Qualcomm® Snapdragon™ 855 med 6GB RAM til den nyeste 865 med 8GB RAM. Batteriet er opgraderet fra 3.330 til nu 4.000 mAh, hvilket var tiltrængt. Det holder til hård brug hele dagen – specielt da Sony samtidig har valgt at bibeholde den klassiske opdateringsfrekvens på skærmen – 60 Hz.

Dette i en tid, hvor konkurrenterne ellers kappes om at være hurtigere og hurtigere på dette felt. Først med 90 Hz, hvilket inkluderede OnePlus og Google Pixel. Dernæst med 120 Hz, der ser ud til at blive den kommende standard, som Samsung allerede har taget til sig i deres nye S20-serie. Gaming mobiler som Red Magics seneste 5G er helt oppe på en 144 Hz opdateringsfrekvens.

Sony kan således synes håbløst bagud på dette område, men sådan virker det slet ikke i daglig brug. Sony har ganske vist tilføjet en softwarefunktion, som i deres øjne får skærmen til at virke som 90 Hz, men det kan nu diskuteres. Faktum er dog, at jeg ikke et sekund har haft grund til at klage over de 60 Hz. Til gengæld har jeg kunnet glæde mig over en længere batteritid. Typisk koster det op mod 25 % mere strøm at køre med 120 Hz end med 60 Hz.

Og så er Sony langt om længe hoppet med på trådløs opladning, hvilket for mig har været altafgørende. Alene på grund af den manglende trådløse opladning investerede jeg ikke i sidste års Mk. 1’er, der kun kunne oplades på konventionel vis – via stik og ledning. Utroligt, at det skulle tage så lang tid for Sony bare at komme på omgangshøjde. Præcis som OnePlus. Men bedre sent end aldrig.

Sony har med sin Xperia 1 Mk. 2 responderet på alle de kritikpunkter, der blev rejst mod forgængeren af en ellers begejstret presse. Alligevel er det lidt pudsigt at skulle anmelde den nyeste Sony Xperia 1 Mk. 2, når man kommer lige fra den nyeste Samsung Galaxy S20 Ultra. Pudsigt, da det er to helt forskellige verdener, selv om begge kører på samme Android 10 styresystem.

Dobbelt pudsigt bliver det, når den ene viser sig at være verdensmester i det, den anden fuldstændig fejler i. Tager man prisforskellen med i betragtning, virker det tredobbelt pudsigt. Eller måske nærmere mærkværdigt.

Har man fulgt lidt med i tech-debatten, ved man sikkert, at der her hentydes til den autofokus, som Samsung bare ikke kan få til at fungere på sin hundedyre S20 Ultra topmodel. På et 108 MP kamera, der efter et utal af opdateringer stadig ikke fungerer. På en mobil til over kr. 10.000 i vejledende udsalgspris.

Det problem har man heldigvis ikke på den nye Xperia. Faktisk er hurtig og præcis fokusering en af de allerstærkeste og mest imponerende sider af den nyeste Sony Xperia mobil.

Og Sony holder sig til de gamle dyder: Der arbejdes med ren optisk zoom i de tre kameraer – i stedet for den ind imellem ganske kryptiske kombination af optisk, hybrid og digital zoom, som Samsung er gået helt over til.

Men måske netop derfor, at Sony ikke har de  problemer med hurtig og præcis fokusering, som Samsung døjer med i sin nye topmodel S20 Ultra. Det er blevet for avanceret med al den AI og digitale zoom til, at Samsungs digitale billedbehandling kan følge med

Sony trækker fra

På mange måder er Sony Xperia 1 Mk. 2 en helt almindelig high-end Android 10 mobil med markedets hurtigste 865-processor og RAM nok til at følge med. 8 GB RAM og 256 GB ROM. Præcis de samme specifikationer vil man kunne finde på mange andre mobiler i den dyre prisklasse. 

Her vil man også et langt stykke hen ad vejen kunne finde den samme kamera-app med stort ser de samme generelle specifikationer. Såmænd også med de samme sensorer, da Sony allerede leverer til omkring halvdelen af samtlige mobiler på markedet.

Men her ophører lighederne så. Japanske Sony har en mangeårig tradition for udvikling og fremstilling af skærme og kameraer til professionel fotografering og videoproduktion. Med fokus på det dyre high-end marked. Således produceres en stor del af eksempelvis Netflix’ egne værker med Sony’s hundedyre FS-kameraer.

Sony har produceret mobiltelefoner i snart mange år og med vekslende held. Det er aldrig lykkedes dem at producere nogen virkelig bestseller, der har kunnet tage kampen op med Apple, Samsung og LG med flere. Måske Sony bare ikke har taget mobilerne tilstrækkelig alvorligt.

Det vil man imidlertid gøre nu, hvor konkurrencen er hårdere end nogensinde. Og til lejligheden har den japanske elektronikgigant for første gang ladet sit mobilteam arbejde tæt sammen med sit Alpha-kamerahold. Dem, der udvikler og producerer de professionelle Alpha-kameraer samt de vanvittigt dyre FS-video kameraer.

Det er frugten af dette samarbejde, vi nu står med i form af det nye Xperia 1 Mk. 2. På mange måder er der tale om samme bruger-interface som på et dyrt Sony Alpha-kamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som vil begejstre foto- og videoentusiaster verden over – og skræmme resten langt væk…


Cinema Pro

Problemerne og de næsten lige så uendelige muligheder ligger i de to semi-professionelle apps, der  er installeret som standard på den nye Xperia 1 Mk. 2:

Cinema Pro, der allerede var med på sidste års Xperia 1. Og så den helt nye Photo Pro app. Den første udelukkende til optagelse af video – den sidste til rendyrkede foto-entusiaster.

Det er i særklasse disse to stykker software, der får Sony Xperia 1 Mk. 2 til at skille sig ud fra mængden. To apps eller programmer, der får enhver professionel foto- eller filmfotograf til at slikke sig om munden. Her er der nemlig mulighed for at styre alle tænkelige parametre. 

Sidste års Xperia 1 kom loadet med Cinama Pro appen til video-optagelse eller -produktion, fristes man nærmere til at sige. For her er det som at gå ombord i en miniature-udgave af et stort professionelt Sony videokamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som man ikke finder på en smartphone. Man kan endda optage i samme afdæmpede Venice-mode, som topprofessionelle Sony videokameraer benytter sig af.

Det er features, der vil få enhver filmfotograf til at savle over mulighederne. Og derfor den eneste mobil, han kunne drømme om selv at tage med på ferierejsen. Vel vidende, at han vil kunne integrere ferieoptagelserne direkte med video fra sit professionelle og hundedyre Sony videokamera.

Eneste ulempe, som jeg er stødt på, er manglen på mulighed for at skifte indstillinger under optagelse. Det gælder især, hvis man vil panorere fra et lyst til et mørkt område og tilbage igen. Det kan man simpelhen ikke, når kamera og app er indstillet til én bestemt belysning. Har man brug for at panorere fra lyst til mørkt, må man i stedet ty til standardappen. Og det er ikke smart.

Man er på samme måde nødt til at vælge, hvilket af de tre kameraer der skal filmes med. Det kan ikke senere ændres i det oprettede projekt. Lidt af en nedtur for kreative sjæle. Til gengæld kan man så glæde sig muligheden for at indstille et interval for, hvorfra og hvortil kameraet skal fokusere.

Det ser vildt blæret ud, når man prøver det første gang og ser fokuseringen flytte sig som indstillet. Da føler man sig som en rigtig filmfotograf og -instruktør. Som en kommende Spielberg!


Photo Pro

Efterfølgeren Xperia 1 Mark 2 er til lejligheden suppleret med Photo Pro, som er en parallel til Cinema Pro – blot udelukkende til optagelse af stillbilleder. Og den har ikke samme irriterende begrænsning som Cinema Pro, da den har en autoindstilling, som kan kompensere for skiftende lys i realtime.

Derudover har den alle tænkelige indstillingsmuligheder, som en Pro-app naturligvis skal have – med mulighed for manuel justering af stort set alt. Det gælder hvidbalance, ISO, serieoptagelse, zoom på samtlige tre kameraer, lukkertid, men ikke blænde, da vi jo har med en mobil og ikke et traditionelt kamera at gøre. Samt fokusering, der er i absolut verdensklasse. 

Fokuseringen er baseret på Sonys eget “Eye Focus” system, der låser sig fast på et øje og følger det tæt under selv de mest hæsblæsende bevægelser af krop og hoved. Og det virker på dyr såvel som på mennesker, hvis nogen gerne vil forevige sin elskede hund eller kat. 

Sony Xperia 1 Mk. 2 beregner løbende såvel autofokus som korrekt eksponering under optagelserne – op til imponerende 60 gange i sekundet. Til formålet har sensoren hele 247 autofokuspunkter med faseregistrering. Det giver en præcision og hurtighed i fokuseringen, som skal ses, før man tror på det. Uden diskussion markedets bedste til sikker fokusering under alle forhold.

Og da Sony Xperia 1 Mark 2 jo primært er et digitalt kamera og sekundært en smartphone, er der naturligvis  en rigtig fysisk udløserknap. Præcis som på et rigtigt kamera. Man trykker halvvejs ned for at fokusere – og helt ned for at tage billedet. Utrolig bekvemt sammenlignet med at skulle trykke på selve skærmen for at tage et billede.

20 billeder i sekundet

Og så til allersidst det helt store tryllenummer: Muligheden for at tage serieoptagelser med op til 20 billeder i sekundet. Det er en feature, der er store muligheder i. Og blæret at høre på, når kameraet som en anden Gatling Gun fyrer løs i en uendelighed – i hvert fald så længe man holder knappen nede.

Bagefter kan man i ro og mag vælge, hvilket skud er det bedste – hvilket der ramte plet. Det er langt bedre end at skulle klippe i Samsung’s 8K video, der fylder en bondegård, og som tilmed indskrænker billedformatet.

Prisen for de mange serieoptagelser er det begrænsede antal pixels per billede: 12MP. Har man som undertegnede benyttet sig af tidligere Sony Xperia modeller som Z5 og XZ Premium, da vil have glædet sig over billeder med henholdsvis 24MP og 19MP. Billeder, der havde god plads til efterfølgende beskæring.

Men den mulighed valgte Sony fra, da man gik målrettet efter 20 billeder i sekundet. Her kunne flere pixels på en større billedsensor ikke have fulgt med. Til gengæld råder man nu over hele tre kameraer – mod blot et enkelt på forgængerne Z5 og XZ Premium.


“Filmic Pro” til iPhone

Nu skal man ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis video-optagelse er i verdensklasse, men hvor avancerede indstillingsmuligheder nærmest ikke eksisterer.

Løsningen er at investere i app’en “Filmic Pro“, som byder på et væld af avancerede indstillingsmuligheder til alle, der måtte have en lille Spielberg i maven. Det er en app, som kan erhverves i Apple’s App Store for en ganske rimelig penge.

Filmic Pro bruges af mange professionelle, når de er i felten og har deres iPhone med som backup eller kamera nummer to. Så god er iPhone nemlig til video.


“Halide” til iPhone

Man skal heller her ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis kamera-app er ganske enkel og uden de store indstillingsmuligheder.

Hvis man har en professionel fotograf i maven og gerne vil fotografere mere avanceret, end ens iPhone tillader direkte fra Apple, da bør man tage et kig på app’en “Halide“, som kan erhverves for en billig penge i Apple’s App Store.

Halide byder på alle de justeringsmuligheder, som Apple’s egen indbyggede app ikke gør, og som er uundværlige til professionelt brug.


360 Reality Audio

Sony har altid været til musik og god lyd. Det bærer hele deres historie og produktsortiment præg af – med den ikoniske Walkman som det nok mest kendte. 

Sony’s lydteam har senest præsenteret, hvad de har døbt “360 Reality Audio”. Det er Sony’s måde at skabe en rumlig musikoplevelse, der rækker ud over både stereo og quadrofoni. Til formålet bruger Sony sin egen “objektbaserede rumlige lydteknologi”, som de selv kalder det. Det skaber et 360 graders sfærisk lydfelt, hvilket præsenterer lyden præcis, som dens skabere – musikerne – havde tænkt sig det.

Det kræver dog, at musikken er indspillet i et specielt format, for at man skal kunne høre forskel på 360 Reality Audio og så almindelig stereo. Dertil specielle hovedtelefoner, som er skabt til afspilning af 360 lyd.

Som en passende bonus til dem, der havde forudbestilt deres Xperia 1 Mk. 2, kom der efterfølgende et par specielle Sony hovedtelefoner i den absolutte topklasse: De prisbelønnede Sony WH-1000XM3. Som kan afspille trådløst via Bluetooth eller via ledning fra det 3,5 mm jackstik, som Mk. 2 er forsynet med. Med indbygget støjreduktion.

En vejledende udsalgspris på omkring kr. 2.000,- alene for 1000XM3 gør pludselig Xperia 1 Mk. 2 plus hovedtelefoner til et rigtig godt køb.

Er hovedtelefoner et levn fra fortiden? Overhovedet ikke. Tværtimod får man bedre lyd gennem kabel – med bedre separation af de to kanaler – samt ingen tidsforsinkelse. Det er primært gamere, der holder af den lynhurtige “lagfree” lyd uden forsinkelse.

Det kan nemlig betyde liv eller død i den branche!


Konklusion

Det er ikke så svært at konkludere noget om den nye Sony Xperia 1 Mk. 2:

Den er det perfekte værktøj for alle, der har en filminstruktør eller professionel fotograf i maven. Dem, der ønsker at skabe noget. Gerne noget stort. Om det så er en filmisk dokumentation af barnets første år eller en fotoreportage om årets jordbærhøst blandt østarbejdere. For nu at vælge to helt forskellige temaer.

Det er som tidligere nævnt et irritationsmoment, at der ikke kan zoomes trinløst og direkte mellem de tre indbyggede kameraer. Det skal man naturligvis kunne i en standard kamera-app, der bør tage skyldigt hensyn til uøvede eller ikke-nørdede fotografer.

De mere avancerede brugere vil snildt kunne leve med de tre separate kameraer i henholdsvis Photo Pro og Cinema Pro apps’ene, der jo alligevel lægger op til total kontrol helt ned i detaljen.

No Night Mode…

Alligevel er det nærmest ufatteligt, at der ikke findes nogen Night Mode på så dyrt og avanceret et kamera som Sony Xperia 1 Mk. 2. Det burde koste strafpoint til producenten. Bevares: Er man en rutineret fotograf, kan man skam få fine natoptagelser, hvis man vil bruge den fornødne tid på at justere på de mange indstillinger. Og så ellers bruge et stativ for at undgå rystede billeder.

Men i en tid, hvor man kan tage fortræffelige natoptagelser med mobiler fra Apple, Google, Samsung og Huawei med flere – endda på fri hånd og uden at skulle medbringe et irriterende stativ – da er manglen på Night Mode en klar ommer. Sony, altså. How could you…

Der verserer dog rygter om, at der vil komme en Night Mode med en senere opdatering af Xperia 1 Mk. 2. Men det rygte giver jo desværre ingen gode og veleksponerede natoptagelser i kassen netop nu. Ejheller sikkerhed for, at det overhovedet bliver til noget.

På samme måde må man blot konstatere, at Sony’s teknikere ikke prioriterer selfies. I hvert fald er frontkameraet på den nye Xperia 1 Mk. 2 et af markedets absolut ringeste. Det er åbenbart eller simpelthen ikke meningen, at man som professionel fotograf skal fornedre sig til at tage selfies med det kamera…

Når vi taler om lys eller mangel på samme, så undgår vi ikke at kommentere på skærmen. Den er ganske vist imponerende skarp, men desværre også irriterende mørk til udendørs brug. Det faktum alene vil med garanti få mange Apple og Samsung brugere til at forblive netop det. Til ikke at skifte til Sony, som måske med fordel kunne have sparet på antallet af pixels – til fordel for en lysere skærm.

Den nye Xperia 1 Mk. 2 tager meget naturtro billeder, hvilket i manges øjne er det samme som lidt kedelige. Det fremgik tydeligt af en større blindtest hos websitet phonearena.com, hvor man lod læserne stemme på et antal fotos taget med henholdsvis Sony Xperia 1 Mk. 2, Samsung Galaxy S20 Ultra og Apple iPhone 11 Pro Max. Markedets tre nuværende topmodeller.

Xperia 1 Mk. 2 kom ud som en klar nummer chok i de fleste af tilfældene – på grund af sine naturtro farver, der ikke kunne eller skulle hamle op med flagskibene fra Samsung og Apple. Sony faldt også helt igennem under natoptagelserne.

Men det er sikkert et bevidst valg fra Sony’s ingeniører: At satse på de naturlige farver, som man så efterfølgende kan redigere hjemme i studiet. Så natfotos kan komme til at ligne nat. Og ikke oplyst dag, som tilfældet desværre er med de fleste af dagens “Night Modes”.

Alt efter smag, behag og behov.

Nøjagtigt det samme gælder for øvrigt Sony’s “Venice” mode til videoptagelse. Her har man taget toppen af både farver, højlys og skygger, så man efterfølgende nemt kan farvekorrigere sine optagelser og få præcis det resultat, man måtte ønske. Man er vel professionel!

Som professionel vil man også vide at værdsætte, hvor let det er at åbne skuffen til SIM- og hukommelseskort. Sidstnævnte vil man få god brug for, hvis man optager megen video eller mange RAW stills. Også selv om kameraet kommer med 256 GB plads (og 8 GB hukommelse) som standard.

Da er det genialt, at man blot kan åbne skuffen med en fingernegl og skifte hukommelseskortet ud. At man ikke behøver noget besværligt SIM-værktøj.

Et krævende bekendtskab

Xperia 1 Mark 2 er således et interessant, men også noget krævende bekendtskab. Og man skal virkelig have noget på hjerte, før man investerer i den lille nye fra Sony. Man skal have ambitioner om at udtrykke sig helt specielt rent grafisk. Om at finde sin helt egen stil til foto og video.

Og man skal være villig til at planlægge sine fotos og videoer helt fra grunden og til mindste detalje. Ellers er man bedre tjent med en af markedets rigtig mange kapable generalister. Mange gange bedre. 

Men er man en kreativ film- eller fotonørd, da er den nye Xperia 1 Mark 2 det samme som juleaften hele året. En uendelig bunke af gaver, der skal pakkes ud og tages i brug. Hver eneste dag. Året rundt.

Og skulle man i forvejen være bruger af Sony Alpha-udstyr – som glad amatør eller kompetent professionel – da er den nye Xperia 1 Mk. 2 en soleklar no-brainer:

– Go get it! 

Da er Sony Xperia 1 Mark 2 givet dit helt nye drømmekamera. Og meget mere kamera end bare en 5G mobil.

Set til godt 6.000 kroner med abonnement.

© 2020 Tekst: Steen Ulnits


Efterskrift

Den lange, slanke og kantede form gør det lidt vanskeligt at få et sikkert greb om Xperia 1 Mk. 2 under fotografering. Samtidig byder denne kameramobil på nok markedets bedste ydelse, hvis man vil spille spil eller kigge film.

I begge tilfælde vil man have rigtig megen glæde af et dedikeret etui som Sony’s egen kickstand model. Dette etui har åbne sider, så man let kan komme til såvel udløserknappen som volumen-knappen, der også kan fungere som zoom under fotografering. Selv om funktionen kan være svær at komme til under optagelse.

Etuiet har forstærkede hjørner, der dels beskytter mobilen, hvis man skulle tabe den – dels giver et langt bedre greb om mobilen. Hvilket der som sagt er god brug for.

Endelig er der den lille kickstand, som kan foldes ud og støtte mobilen i horisontal visningstilstand. Da har man et fremragende lille fjernsyn eller videospiller, man kan have med på farten.

Jeg kom hurtigt til den erkendelse, at man er rigtig godt hjulpet med dette behagelige og praktiske etui. Og ilde stedt uden…


Efter-efterskrift

Ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 fortalte Sony, at den lille ny kunne fås i to farver – blank sort og blank lilla. Begge rene fingeraftryksmagneter. Senere rygter fortalte, at der også ville komme en matsort eller matgrå model i farven “Slate”, som ikke sugede fingeraftryk til sig. Den ville jeg og mange andre gerne have fat i, men der er endnu ikke spor af den.

Ved lanceringen fortalte Sony også, at der ville komme en “Pro” model, som ud over 512 GB lager blandt andet har HDMI udtag og en ekstra knap til valgfri programmering. Endnu en detalje hentet fra de professionelle Alpha-kameraer.

Den nye “Pro” er indkapslet i et specielt “low dielectric constant” materiale, der sikrer optimal passage af radiosignalet. Men også et mere robust og tykkere udseende.

Der er tale om et 360 graders design, som via 16 antannedele fordelt på samtlige fire sider optimerer 5G mmWave forbindelsen. Perfekt til professionelle, der vil sende live fra store arrangementer med mange mennesker på nettet samtidig.

Det spås, at Xperia Pro-modellen vil blive op mod 50% dyrere end 1 Mk. 2. Men det er ikke sikkert, vi overhovedet får den at se i Europa. Sony har en dårlig vane med at producere specialmodeller, der ikke når længere end til hjemlandet Japan og hovedmarkedet USA.


Efter-efter-efterskrift

Allerede ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 forlød det, at der ville komme en lidt billigere topmodel.

Den har vi nu fået – i form af Xperia 5 Mk. 2, der på de fleste områder er en tro kopi af 1’eren. Man skal kigge godt efter for at se forskellene, der har skåret en tusindlap af prisen.

Standardlageret er på 128 GB mod det dobbelte på 1’eren. Dog med udvidelsesmulighed. Skærmen har fået en lavere opløsning, og der mangler trådløs opladning.

De tre kameraer er stadig de samme fra tyske Zeiss, og Mk. 2 leveres også med både Cinema Pro og Photo Pro præinstalleret. Så er man rigtig godt kørende fra start.

Havde prisforskellen mellem Xperia 1 og 5 været større, ville den nye 5’er nok have været det klare valg. Men mangelen på trådløs opladning er i hvert fald for mig udslagsgivende.

Xperia 1 Mk. 2 er i mine øjne stadig det klart bedste køb. Men så ved vi jo allerede nu, at Sony snart barsler med en Mk. 3.

Så måske man liiige skulle vente lidt på den…


Og så ikke alligevel:

Sony har netop dumpet prisen på den stadig nye Xperia 5 Mk. 2, der nu kører med 120 MHz opdatering af skærmen. Ikke uventet er der en Mk. 3 på vej…

Samtidig har Sony tilføjet et par af sine fremragende WH-H910 hovedtelefoner og sælger nu denne pakke til imponerende 4.300,- gennem teleselskaberne.

Læs mere om dette nye makkerpar i en kommende artikel.

Set hos CBB Mobil.

 

“Fake-Zoom, Samsung!”

Sådan lyder dommen over zoom-funktionen i de to mindste modeller i Samsungs nye S20-serie på det tyske website notebookcheck.com. Tyskerne har nærkigget specifikationerne og er helt klare i mælet: Der er ingen ægte zoom på de to mindste modeller.

Sydkoreanske Samsung er blandt verdens elektronikgiganter. Rigtig store er de på mobiltelefoner – specielt de nyeste smartphones. Samsung har længe ligget på en klar førsteplads, hvad styktal angår, men er på de seneste blevet overhalet indenom af kinesiske Huawei.

Ingen tvivl om, at Samsung føler sig presset af kineserne, som er efter mange års tyveri af vestlig knowhow og IP (Intellectual Property såsom patenter) nu selv forcerer udviklingen. Ikke mindst på kamerafronten er kineserne blevet stærke – godt støttet af staten og hjulpet på vej af vestligt sløvsind. 

Anyway. Samsung har følt sig presset til en ekstra indsats på området, og det har vi netop set med den seneste serie af Galaxy S20 mobiler. Fra den mindste S20 over S20 Plus til topmodellen S20 Ultra. Alle markedsføres de hårdt på ikke mindst deres fornemme skærme og avancerede zoom-muligheder.

Samsung har bestemt ikke holdt sig tilbage med fortællinger om egne fortræffeligheder – med betegnelsen “100X Space Zoom” som den nok hidtidige kulmination, hvad disse ambitioner angår. En betegnelse reserveret topmodellen S20 Ultra, der på alle måder fremstår som det ypperste, Samsung kan levere her i 2020.

Læs gerne den udførlige artikel om Samsung Galaxy S20 Ultra, der skulle have været så god, at den atter ville have bragt Samsung i mobilkameraernes førertrøje. Det gik som bekendt helt anderledes – med koks i blandt andet hvidbalance og ikke mindst fokusering.

I denne artikel skal vi i stedet fokusere (!) helt på zoom-funktionaliteten i den nye S20-serie. Dette med udgangspunkt i en meget udførlig og teknisk artikel i det tyske webmagasin notebookcheck.com – med den ildevarslende titel “Fake-Zoom, Samsung!”. 

Her er der virkelig læsestof for nørder som undertegnede, der gerne vil vide, hvad der egentlig sker i ens dyre digitale mobilkamera.

– Falsk markedsføring?

Som efterhånden mange tech-anmeldere har påpeget, så var det dumt at Samsung at hype en simpel og uskarp digital 100X zoom og kalde den “Space Zoom”. S20 Ultra leverer nemlig en fornem 10X hybrid zoom, der sammen med den nye 108 MP sensor nok kunne have båret den nye topmodel igennem.

Nu kom der pludselig ekstra meget fokus på zoom-delen i den nye S20-serie. Og noget tyder på, at den ikke holder til et nærmere eftersyn. Lad os tage et tættere kig på, hvad der er vaskeægte optiske fakta. Og hvad der i bedste fald er lemfældig omgang med sandhed og markedsføring.

Man skal dybt ind på listen over tekniske specifikationer, førend man begynder at forstå, hvordan Samsung har kunnet nå op på hele 100X zoom på topmodellen S20 Ultra og 30X zoom på de mindre S20 og S20 Plus modeller. Der er nemlig en ganske interessant forklaring, som de tyske teknikere hurtigt nåede frem til:

Hverken S20 eller S20 Plus har rigtige telefoto-kameraer. Forklaring følger:

Kigger man på de udførlige lister over specifikationer (se nederst i denne artikel), som blev udleveret til pressen ved lanceringen af S20-modellerne, er især én ting iøjnefaldende: Der findes ingen reel telelinse på hverken S20 eller S20 Plus. I stedet er der to vidvinkler, hvoraf den ene blot er marginalt større end den anden. Med billedvinkler på henholdsvis 79 og 76 grader.

Det er den nærmest ikke-eksisterende forskel på sølle 3 grader i billedvinklen, som tillader Samsung til at kalde den indbyggede zoom for “hybrid-zoom”. Uden at kunne retsforfølges for falsk markedsføring. Resten af zoom-effekten opnås ved blot at croppe eller beskære 64MP sensoren 3 gange – til det, Samsung kalder 3X hybrid zoom. Eller “lossless” – uden tab af billedkvalitet.

Resten af vejen op til de angivne 30X er 10X digital zoom – med det sædvanlige tab af billedkvalitet, som det nu engang medfører. Stik modsat optisk zoom, der jo bibeholder hele kvaliteten og den fulde opløsning.

Nu er det uhyre sjældent, at en optisk zoom helt præcist rammer rammer det hele tal, der i regelen angives. Således byder Sony’s nyeste flagskib, Xperia 1 Mark 2, på en 3X zoom, der reelt er 2,92X. En beskeden oprunding, der bestemt er til at leve med.

Så er det værre med OnePlus’ angivne 3X zoom på 7 Pro modellen, der viste sig reelt kun at være på 2,2X. Resten af vejen op til de angivne 3X croppede eller beskar OnePlus sig frem til. Og det mente mange tech-anmeldere var og er snyd. Falsk varebetegnelse eller sågar decideret vildledende markedsføring.

Det samme mener mange nu også om “zoom’en” på S20 og S20 Plus, hvor der stort set udelukkende croppes på 64MP sensoren. Dette ud fra en nærmest ikke-eksisterende reel zoom-faktor på 1,06 (79 mm : 76 mm).

Ægte Ultra-zoom

Så ser det trods alt bedre ud med topmodellen S20 Ultra, der som udgangspunkt har hele 4X (tilsyneladende ægte) optisk zoom. I form af en avanceret periskoplinse af samme type som lanceret af Huawei sidste år.

Det nok bedste bevis for, at kameraet på S20 Ultra virkelig er fejlbehæftet eller forkert konstrueret, finder man givet i specifikationerne på den meget snart kommende Samsung Galaxy Note 20.

Note-modellerne plejer således altid at komme med det bedste kamera fra de foregående standardmodeller, og den nye Note Ultra burde derfor komme med samme store kameramodul som S20 Ultra. Men det gør den ikke. Samsung har erkendt, at de missede med deres 100 X Space Zoom. Et Moon Shot, der ramte helt ved siden af.


I stedet har man holdt fast ved den nyudviklede 108MP sensor og den gamle 12MP vidvinkel. Dem har man nu kombineret med en helt ny 13MP periskoptele med 5X ægte optisk zoom.

Disse tre kameraer skal nu spille sammen og max kunne levere 50X zoom – hvilket også er, hvad markedets øvrige topmodeller maksimalt kan præstere. Med Huawei P30 og P40 Pro som de mest prominente eksempler.

Det er for øvrigt interessant at bemærke sig, at kinesiske Xiaomi var den første producent til at overskride 100MP barrieren. Pudsigt nok med samme sensor, som Samsung har fremstillet og nu selv bruger i sin S20 Ultra.

Men Xiaomi så heldigvis tidligt begrænsningerne. At træerne ikke voksede ind i himlen. Selv ikke med en 108MP sensor. Kineserne stoppede derfor klogeligt ved 50X zoom på deres glimrende Xiaomi Mi Note 10, som koster under det halve af en S20 Ultra, og som på mange områder både var og stadig er et bedre køb.

Men når ellers den fungerer efter hensigten, tager Samsungs topmodel Galaxy S20 Ultra fremragende billeder som introbilledet til denne artikel.


No more Space Zoom

Nu har Samsung så heldigvis genvundet jordforbindelsen og skåret sin voldsomt hypede Space Zoom ned fra 100X til 50X på den kommende Note 20 Ultra.

Samtidig har man (tilsyneladende) løst fokuseringsproblemet på den store 108MP sensor ved at (gen)indføre avanceret laser fokus.

Det glæder jeg mig voldsomt til at teste af i praksis!

Note 20 Ultra lanceres den 5. august.

– No more Fake-Zoom, Samsung!


© 2020 Steen Ulnits

Samsung Galaxy S20 Ultra

Der blev slået på de helt store trommer, da Samsung for nylig lancerede sin nye serie af high-end smartphones under navnet “Galaxy S20”. Med sine op til 108 MP indvarslede den ifølge Samsung en helt ny æra for fotografi.

Jeg har testet topmodellen S20 Ultra, og jeg er desværre ikke imponeret. Nærmere skuffet. Den megen hype omkring lanceringen fik forventningerne til at overstige realiteterne.

Med den nye S20-serie indvarslede Samsung som sagt en helt ny æra inden for smartphones og smartphone fotografering. Sagde Samsung i hvert fald selv. Måske var det i virkeligheden blot gået op for dem, at de var ved at sakke bagud i forhold til de mange nye konkurrenter fra Kina?

Det er producenter, der kan det samme som Samsung, men som kan gøre det til den halve pris. Ofte er der tale om mindre producenter, som er hjemmehørende i et uhyre omstillingsberedt marked, hvor man med kort varsel og korte mellemrum lancerer nye modeller – blot for at være først med det sidste.

En gigant som Samsung kan i sagens natur ikke følge med i dette hæsblæsende tempo, hvilket ærkerivalen Apple heller ikke kan. De producerer deres modeller i så høje styktal, at hele produktionsgangen er langt mere kompliceret. Og arbejdsgangen langt sværere at omstille.

Vil man derfor have en mobil, som er først med det sidste, skal man ikke vælge hverken Samsung eller Apple. Men en af de kinesiske producenter. Et godt eksempel herpå er den nyligt testede Xiaomi Mi Note 10, som var den første mobil med et 108 MP kamera. Længe før Samsung nåede op på og passerede de magiske 100 MP.

Nu er Samsung så selv hoppet på vognen med de mange megapixels, og det skaber naturligvis store forventninger. Meget store, når Samsung med sine nye S20 mobiler selv indvarsler en helt æra for den mobile fotografering.

Sammenligningsgrundlaget er sidste års flagskib, Note 10 Plus, som jeg har været en stor bruger og beundrer af. Den nye Note 20 Plus er ganske vist ikke på markedet endnu, men kamerateknologien forventes at være den samme som på S20 Ultra.

Ingen mulighed for WQHD+

En af de ting, jeg holder meget af på sidste års Note 10 Plus, er den høje skærmopløsning på hele 3040 x 1440. Alt stråler, når man kører med denne den højest mulige skærmopløsning, og selv de mindste detaljer står lysende klart.

Samsung fremstiller uden diskussion markedets bedste skærme, og den nye S20 Ultra er ingen undtagelse. Den byder også på absolut topklasse – i form af en skærm, der er næsten identisk med den på Note 10 Plus og matcher den med 3200 x 1440. Begge skærme er en fornøjelse at se på – selv i det stærkeste solskin er der ingen problemer.

I tilgift til den flotteste og mest højopløste skærm på markedet byder S20 Ultra også muligheden for 120 Hz opdatering af skærmen – altså dobbelt så hurtigt som på Note 10 Plus. Der er talt og skrevet meget om dette, som givet er den nye standard, der vil vinde indpas overalt blandt de lidt dyrere mobiler. I takt med at batteriet også følger med, for 120 Hz bruger 20-25 % mere strøm end de traditionelle 60 Hz.

Men igen: Sammenligner jeg med sidste års Note 10 Plus, der kun kører med 60 Hz, føler jeg virkelig ingen større forskel. De 12 MB RAM, som begge topmodeller leveres med, jævner det hele fint ud, så alting kører glat. Og selv om jeg skifter umiddelbart mellem de to modeller, fornemmer jeg ingen klar forskel. Faktisk så virkede One Plus 7 Pro’s McLaren Edition markant hurtigere. Og det endda til en markant lavere pris.

Enten eller – ikke både og

Men så kommer det helt uforståelige: Samsung lancerer med brask og bram en ny mobil, der med sine 120 Hz opdatering får alt andet til at ligne fortid. Med markedets klart bedste skærm.

Imidlertid kan den nye skærm ikke køre med den højeste opløsning på 3200 x 1440, hvis man også vil køre med den nye opdatering på 120 Hz. Da går den automatisk ned på beskedne 2400 x 1080. Det er en meget synlig forskel, hvis man er vant til at kigge fotos på sin mobil.

Gad vide, hvad Samsung lige har tænkt her. De har givet tænkt, at hvis man kører sin nye S20 Ultra i højeste opløsning og med hurtigste skærmopdatering, da rækker batteriet måske ikke dagen ud? I så fald er batteriet jo blot for lille, for hvem vil købe en hundedyr mobil med fornemme specifikationer, som man bare ikke kan bruge? Det er en klar ommer, Samsung.

Lidt af samme skuffe oplever man desværre med de spritnye kameraer, der er indbygget i den nye Samsung Galaxy S20 Ultra. Samsung har hidtil brugt Sony’s kameramoduler og gennem årene fintunet dem, så de tager perfekte billeder. Hver gang. Under de mest forskellige omstændigheder. Det ved jeg fra min Note 10 Plus, der repræsenterer det ypperste, som Samsung og Sony kan præstere.

Kameramodulet i den nye S20 Ultra er Samsungs eget. Selvudviklet og selvproduceret. Der er ingen tvivl om, at der gemmer sig enorme muligheder i den kæmpemæssige kameraklods, som den nye mobil er forsynet med. Den er så stor, at den gør mobilen udpræget toptung. Og den rager så langt ud, at man ubetinget må pakke sin nye mobil ind i et kraftigt etui. Ellers ligger den og rokker på bordet.

Jeg valgte Samsung’s eget “Protective Cover”, som gør det rigtig godt. Men som desværre gør en i forvejen stor mobil endnu større…

Den helt store attraktion ved S20 Ultra er naturligvis kameraet, som byder på 108 MP til ekstremt detaljerede billeder. Xiaomi var med sin Mi Note 10 den første til at passere de magiske 100 MP – endda til den halve pris af Samsung.

Samsung bruger den såkaldte “Nona Pixel Binning” teknik til at reducere antallet af pixels og dermed billedstørrelsen. Avancerede algoritmer kombinerer ni pixels til én superpixel, hvorved det færdige billede består af 12 MP baseret på 108. Det er, hvad man får, hvis man ikke beder om mere. Og det er bestemt flotte og farvemættede fotos, som vi er vant til dem fra Samsung, der kommer ud af denne teknik.

Gigantisk kameramodul

Den nye megasensor tager uden diskussion nogle utroligt flotte og detaljerige fotos, man virkelig kan zoome i. Men begejstringen aftog hurtigt, da det gik op for mig, at den ikke kan bruges i Pro Mode, som jeg ellers har vænnet mig til og er blevet rigtig glad for i min Note 10 Plus. En indstilling, hvor man selv manuelt kan vælge fokus, eksponering og meget andet, man ofte vil få brug for i krævende situationer, hvor automatikken ikke kan følge med. Eller hvor man bare ønsker et andet resultat.

Det er rigtig træls, når man som fotonørd står med markedets sikkert bedste kameramodul – som man så bare ikke kan bruge i andet end Auto Mode. Hvor man overhovedet ikke kan gå ind og finjustere de forskellige parametre, som man plejer at kunne. Det er som at køre i en Ferrari med en angivet tophastighed på 300 km/t. Men som er droslet ned til kun at kunne køre 100 km/t…

Man får heller ikke i pose og sæk, hvis man vil tage selfies. Man kan her vælge mellem en imponerende høj 40 MP opløsning uden mulighed for finjustering. Og så en lav opløsning med flere muligheder for justering af billedet.

Her er det igen fuldstændig som med skærmen: Det er enten eller og ikke, som det ellers burde være på en så dyr kameramobil som denne, både og. Samsung henvender sig ellers med S20 Ultra specifikt til fotoentusiaster, der gerne vil lege med lyset. Men det må de bare ikke her…

Men det bliver værre endnu. Én ting er de begrænsede justeringsmuligheder under fotografering. En anden er autofokuseringen, der ind imellem er helt i hegnet. Det store kamera kører frem og tilbage, mens det søger at finde fokus og holde det. På video ligner det en fuld mand på vej hjem gennem parken en mørk nat. Der kæmpes virkelig, og det lykkes sjældent. Hurtige fokusskift får ofte fokus til at låse helt, så man må ind at korrigere manuelt. I Auto Mode.

Det dur naturligvis ikke på så dyr en kameramobil som S20 Ultra, der bare skal fungere optimalt hele tiden og under alle omstændigheder. Hvis den skal kunne leve op til sit eget pompøse navn: “Ultra”.

Selv hvidbalancen roder den godt i, så man som fotograf kan blive helt rundforvirret. Jeg oplevede et par gange, hvordan skærmen pludselig viste helt psykedeliske farver, når kameraet desperat ledte efter den rette hvidbalance. Ikke betryggende.

Spacy Zoom…

Og så er der naturligvis den helt store gimmick over dem alle: 100X Space Zoom…

De tre indbyggede bagkameraer er henholdsvis en 12 MP vidvinkel, en 108 MP standard og en 48 MP tele. Det kræver noget af en processor at holde styr på og kombinere de mange pixels, billedvinkler og fokuseringer. Samt avanceret software. Tilsyneladende råder hverken Samsung eller det nye Ultra over det fornødne.

Samsung har markedsført den nye 100X zoom benhårdt, hvilket har været rigtig dumt. Det er nemlig uhyre begrænset, hvad den kan levere og bruges til. For det første er det næsten umuligt at holde en 100X zoom stille. Der skal stativ til, og hvad er så ideen med at have en “mobil”?

For det andet er det resulterende billede så grynet og uskarpt, at det ikke kan bruges til noget som helst. Højest som kikkert, hvis man vil betale så mange penge for så uskarp én af slagsen. Den nye Space Zoom burde derfor kaldes “Spacy Zoom” i stedet – for at matche de stærkt svingende ydelser.

De første mange anmeldelser af S20 Ultra har været meget positive eller i hvert fald forsigtige. De har kun i få vendinger påpeget, at der vist var noget galt med fokuseringen. Og at Samsung vistnok havde en update på vej.

Nu står det imidlertid lysende klart, at det nye 108 MP kameramodul slet ikke lever op til hverken Samsungs egne lovprisninger eller kundernes berettigede forventninger. Selv blandt Samsungs sædvanlige rygklappere er kritikken taget til. Og selv efter de seneste opdateringer er problemet der stadig.

Kloge hoveder vil vide, at problemet skyldes to ting: At Samsung bruger en ny fokuseringsmetode på sin egen nye sensor: Face Detection i stedet for Dual Pixel som på den hidtidige fra Sony. Og at den ultrastore kamerasensor i sig selv betinger en meget ringe dybdeskarphed, som stiller større krav til fokuseringen end tidligere. Margen for skarp fokusering er mindre end nogensinde.

Men når ellers elektronikken fungerer, som den skal, da leverer S20 Ultra fornemme fotos som dette.

Exynos eller Snapdragon

Når først kritikken er begyndt at hagle ned over et produkt, kommer der ofte fokus på helt nye områder. Således har det længe været kendt, at Samsung leverer sine dyre mobiler med to forskellige processorer: Det amerikanske marked får i dette tilfælde den nye Snapdragon 865 fra Qualcomm, mens resten af verden tilsyneladende må nøjes med Samsungs egen Exynos 990.

Det plejer ikke at være noget, der diskuteres på Samsungs topmodeller, men alt er tilsyneladende anderledes denne gang. Nu har kritiske tech-nørder nemlig været inde og målt nærmere på de to vidt forskellige processorer. Hidtil har der været nogenlunde enighed om, at der ikke var en verden til forskel på Snapdragon og Exynos. At de havde hver deres stærke og svage sider, men at de alt andet lige nok leverede nogenlunde samme ydelse.

Nu viser det sig imidlertid, at der er forskel. Endda stor forskel. Foretager man en Antutu Benchmark på de to processorer, kommer Snapdragon ud som cirka 10 % hurtigere end Exynos. Tester man flere gange, bliver processorerne naturligvis varmere, hvilket øger forskellen. Ikke mindst Exynos løber hurtigt rigtig varm.

Her er det så, at processorernes indbyggede og automatiske “Thermo Throttling” sætter ind. For at holde temperaturen nede, sættes hastigheden tilsvarende ned, og nu er Snapdragon pludselig hele 20 % hurtigere end Exynos. Og da går det ud over frame raten i grafiske applikationer såsom spil.

Men ser man på batteriforbruget under intensive opgaver som tunge grafiske spil, da begynder forskellen for alvor at vise sig. Hvor man kan være heldig at få 7 timers skærmtid med sin Exynos processor, leverer Snapdragon hele 9 timer. Det er en forskel, som er til at tage og føle på. Specielt da når man tager i betragtning, at den høje skærmfrekvens på 120 Hz forbruger op mod 25 % mere strøm end den normale.

I daglig brug vil man næppe mærke forskellen. Men det er på godt jysk rigtig træls at vide, at køber man den samme mobil i USA – med en Snapdragon processor indbygget – da får man en mobil, der kører op til 20 % hurtigere og 25 % længere end den, man har købt på vor side af Atlanten. Endda til en dyrere pris herovre…

Lagerpladsen

Den slags er jo aldrig rart at vide. Og så lige afslutningsvis dette til at runde denne anmeldelse af med:

Sidste års topmodel fra Samsung, Note 10 Plus, blev leveret med 256 GB som standard lagerplads. Den nye S20 Ultra leveres med blot 128 GB.

Måske man skulle overveje at få sin nye Note 20 Plus hjem fra “over there”, når Corona-krisen forhåbentlig snart er overstået og vi atter kan rejse frit igen. Med en Snapdragon 865 ombord…

Vejledende udsalgspris i Danmark:

10.500,- uden abonnement.

Prisen falder hurtigt.

Stensikkert.


Set til 7.500,- pr. 1.10.2020


“Gå altid tilbage til en fuser”

Sådan lød det i hvert fald i sangen fra Gnags’ Peter AG i mine glade studenterdage. I nogle tilfælde har det da også vist sig at være en god idé – for nu lige at se, om man havde ret eller tog fejl og havde fået det forkerte førstehåndsindtryk.

Jeg fulgte med i tech-debatten om netop Samsungs Galaxy S20 Ultra, der havde fristet og frustreret mange siden sin lancering.

Da jeg returnerede min første model, havde den ikke været på markedet i mere end et par måneder. Alligevel havde den i løbet af denne korte tid modtaget ikke mindre end otte (8) software-opdateringer, der skulle få styr på det løbske kamera med de mange (108) megapixels.

Og nu kunne et par af de “store” tech-anmeldere på YouTube så fortælle, at Samsung langt om længe havde fået styr sin Ultra-model. Samtidig var prisen i mellemtiden faldet fra kr. 10.500,- til kr. 8.500,-.

Jeg tog derfor chancen og investerede i et nyt eksemplar, der åbenbart ikke var af første sending. I hvert fald startede den fint op og hentede blot en enkelt software-opdatering ned, inden den meldte klar. Det var helt sikkert ikke den samme firmware, der sad i denne som i den foregående model.

De første timer gik det rigtig fint. Alt fungerede tilsyneladende, som det skulle. Men så gik jeg ind i PRO Mode og legede med de mange indstillinger her. Og så begyndte ulykkerne igen. Ikke med hvidbalancen som på det første eksemplar. Men med manglende fokusering og uønsket billedoptimering.

Nyt koks i kameraet…

Det gik så galt, at jeg flere gange måtte nulstille app’ens indstillinger, når den frøs. Hvilket desværre også nulstillede samtlige personlige indstillinger i menuen. Jeg oplevede sågar efter en genstart, at selv mobilens startskærm også var tilbage ved fabriksindstillinger. Det må altså ikke kunne ske.

Hvad værre var, så begyndte min Ultra at kokse helt ud, når jeg bad den tage et 108 MP billede. Disse fyldte lige så meget, som de burde, men blev af uransagelige årsager langt mindre skarpe end de normale 12 MP billeder. Faktisk så det ud til, at de havde været igennem en massiv billedbehandling, før de blev lagret. I stedet for at være de rene rå 108 MP, der var bedt om.

Det samme skete, når jeg zoomede 30, 50 eller 100X gange ind på et motiv. Her satte Ultra’en ind med en billedbehandling så massiv, at det færdige resultat mere lignede et abstrakt maleri end et eksakt fotografi. Det var smadret i en sådan grad, at man ikke længere kunne redigere i det overhovedet.

Efter nogle dage med min anden S20 Ultra måtte jeg kaste håndklædet i ringen og nødtvungent returnere også den. Det er bare for dårligt, Samsung. Med en mobil i 10.000 kroners klassen. Det er ikke bare en ommer. Det er et rap med linealen. En eftersidning af de længere.

Glæder mig til en opgraderet efterfølger.

© 2020 Steen Ulnits

 

Sony Xperia XZ Premium

XZ_GT

“The Chrome Phone”

– I hvert fald i højglansversionen Luminous Chrome, som man uden videre kan spejle sig i. Det er en forunderlig telefon med et kamera i absolut verdensklasse og en 4K skærm helt uden sidestykke. Og så kan XZ Premium som den første optage i super slow motion.

Japanske Sony er verdens førende producent af sensorer til kameraer, men de har aldrig rigtig haft held med at bruge dem i deres egne smartphones. Ikke sådan for alvor.

Måske har det kantede design holdt mange tilbage. Måske har det ikke været helt så sexet som konkurrenternes blødere kurver. Faktum er imidlertid, at kameradelen holder både stand og vand. Det beviser Sonys 2017 flagskib XZ Premium til fulde.

Her får man i tilgift mere bling for sine penge end i nogen anden mobil. Den firkantede kasse kan nemlig fås i udgaven Luminous Chrome, der bedst kan beskrives som et spejl. Det ser måske mere smart ud, end det er praktisk. Og det er måske netop derfor, den aldrig rigtig er slået igennem.

Til gengæld  har den så måske muliggjort, at man pludselig kunne købe en XZ Premium til halv pris, da det nye Sony XZ2 flagskib kom på markedet – med bløde kurver og en mat finish som mange af konkurrenterne.

Selv hoppede jeg da også straks på vognen og købte en XZ Premium i Luminous Chrome, da prisen pludselig røg ned på det halve af nyprisen. Og det har jeg aldrig fortrudt. Det er nemlig en helt igennem fantastisk mobil, der leverer meget mere end de fleste af konkurrenterne. Jeg kan helt tilslutte mig diverse anmeldere, som roser denne mobil til skyerne.

Designet

Det gør de trods et ellers noget outdated design, som har høstet en del kritik. Sony har nemlig bibeholdt det ultrakantede design i XZ Premium, som de har brugt i snart flere år. Det kan man mene om, hvad man vil. Men det har dog én klar fordel:

Øverst og nederst på fronten er der brede kanter, man kan holde om, når man ser TV eller spiller spil. Man behøver ikke sætte sine sikkert fedtede fingre inde på skærmen – midt i billedet eller spillet.

Det er vi mange, som sætter pris på – som derfor ikke synes om de mange næsten kantløse mobiler, vi præsenteres for i dag. Ofte med buede skærme, der nok ser smarte ud, men som løber om hjørnet med synsindtrykket.

Det kantede design giver ganske vist en mindre skærm i forhold til totalstørrelsen – på XZ Premium “blot” 5,46 tommer. Det opleves nu ikke som for lille, selv om udviklingen klart går i retning af endnu større skærme, som udfylder mest muligt af totalstørrelsen.

Højttalerne – og dem er der to af – er begge frontplaceret, hvilket giver lyd i topklasse. Det er ligesom lidt mere naturligt, at lyden kommer fra skærmen, man kigger på – og ikke bunden af mobilen, som ellers er det almindeligste. Samme gode lydoplevelse gav også håndværkermobilen CAT S60, der ligeledes har fronlplacerede højttalere. Det lyder bare bedre, når lyden kommer direkte ud imod én. Det er det, lyd skal gøre.

Og så er der naturligvis lige farven. Her tilbyder Sony flere muligheder – fra “Deep Sea Black” til bling-finishen “Luminous Chrome”. Sidstnævnte fik megen opmærksomhed ved EISA 2017, hvor XZ Premium blev lanceret, og hvor alle anmeldere lige skulle spejle sig i den. Den er forkromet og fungerer fuldstændig som et spejl. På godt og ondt – med de muligheder og ulemper, det nu måtte indebære. Går man meget op i sit udseende, kan man slet ikke undvære denne spejlfon!

Andre anmeldere har kritiseret den polerede finish for dens mange forstyrrende reflekser. I teorien er det naturligvis rigtigt, men i praksis har det nu aldrig generet mig et sekund. Jeg kan lide finishen, der minder mig om min barndom, hvor danske Tekno lavede en helt forkromet model af en Ford GT sportsvogn. Jeg sparede til den i flere måneder og har den stadig. Det tætteste, jeg nok nogensinde kommer en sportsvogn:

XZ_Garmin

Skærmen

En af de første ting, man bemærker på sin Xperia XZ Premium, er skærmen. Den er nemlig i 4K som også forgængeren på forgængeren Z5 Premium. “4K” betyder her en opløsning på 3840 x 2160 pixels, i filmforholdet 16:9. Det svarer til en pixeltæthed på imponerende 807 ppi.

Til sammenligning definerede Apple egenhændigt sine dengang ultraskarpe “Retina displays” på iPhone 4 som skærme, der havde en pixeltæthed på over 300 ppi. Mere kunne man alligevel ikke se med det blotte øje – mente man dengang.

Alligevel fortsatte udviklingen mod flere og flere pixels, der ganske vist giver et skarpere billede, men som samtidig også bruger meget mere strøm. Så skal skærmen være større og skarpere, da skal batteriet også vokse tilsvarende. Og historisk set har det næsten altid været sådan, at batteriet kom halsende en generation efter skærmen. Forstået på den måde, at ville man have den største og skarpeste skærm, da måtte man acceptere en kortere batteritid.

Ingen tvivl om, at displayet på XZ Premium står skarpt. Sony har valgt at holde sig til LCD teknologien, hvor udviklingen ellers generelt går mod AMOLED. Her er det kun de enkelte pixels står tændt – modsat LCD, hvor der er lys på alle pixels hele tiden. På AMOLED er sort bare sort, da der her ingen pixels er tændt.

Samtidig kan man med AMOLED skærme spare på strømmen og alligevel have “Always On” på displayet – med vigtige notifikationer, dato og tid tændt hele tiden. De få tændte pixels bruger minimalt med strøm. Det kan man i sagens natur ikke med LCD, hvor hele skærmen skal stå tændt. På LCD får man derfor aldrig samme dybsorte farve. Men jeg har nu ikke savnet en sortere sort, end den XZ Premium kan levere. Den er sort nok til mig!

Problemet med 4K opløsninger som på XZ Premium er primært, at der pt. ikke er meget content, som leveres i 4K. Men det kommer givet, og derfor kan Sony uden at overdrive påstå, at XZ Premium er et fremtidssikret produkt.

Senest har Sony dog indgået en aftale med Amazon Prime om streaming af 4K video, så vi er ved at være der. Andre distributører skal nok vide at følge trop, når og hvis kunderne først er der.


Kameraet

Xperia XZ Premium blev – ud over den ultraskarpe 4K skærm – i høj grad markedsført på evnen til at optage video i “Super Slow Motion”. Med hele 960 billeder i sekundet.

Forgængeren Z5 Premium havde et kamera på hele 23 MP, som naturligvis gav rigtigt skarpe og detaljerede fotos, som man uden videre kunne beskære. Der var rigeligt med pixels at tage af. Desværre (?) har Sony valgt at reducere antallet af pixels på XZ Premium til “kun” 19 MP. Det er dog stadig langt mere end markedsstandarden på 12 MP, som både Apple og Samsung bruger.

Til gengæld Sony så brugt den overskydende plads til at gøre de resterende 19 MP større, så de kan indfange mere lys. Der er dog stadig kun det ene kamera at gøre godt med – ikke to (eller tre) som på efterhånden alle andre high-end mobiler. Til gengæld har Sony fået rigtig meget godt ud af de 19 MP, og som markedetes mærkeligt nok eneste af slagsen så har Sony naturligvis bibeholdt den dedikerede kameraknap på siden af mobilen.

Som dedikeret fotograf kan jeg ikke sige nok godt om denne løsning, som alle kameramobiler burde adoptere. Det er bare så meget lettere at trykke knappen halvt ned for at fokusere. Og helt ned for at tage billedet. Som på et almindeligt kamera. Endelig behøver man slet ikke gå ind i menuer eller på skærmen for at tænde kameraet. Tryk blot udløserknappen i bund, og straks tænder kameraet – klar til skud. Også fra en helt låst og lukket mobil.

I praksis mangler man kun sjældent den 2x zoom, som de fleste high-end kameramobiler i dag tilbyder. Man beskærer blot. Havde Sony holdt sig til de 23 MP fra forgængeren Z5 Premium, ville man næsten have det samme til rådighed, hvis man blot beskar det færdige 23 MP billede til det halve: 11,5 MP i stedet for de traditionelle 12 MP. Nu må man nøjes med 9,5 MP, hvis man da ikke i stedet  accepterer en mindre beskæring end 2X.

Billedstabilisering gør Sony på sin helt egen måde – og har gjort det længe. De har brugt den softwarebaserede SteadyShot teknologi fra deres videokameraer, hvilket fungerer fint til det meste, men ikke i rigtig dårligt lys. Her kommer Sony tydeligt til kort over for OIS – Optical Image Stabilization – som man finder det i snart sagt alle andre topmobiler.

I sammenlignende tests er det tydeligt, at Sony’s SteadyShot leverer ringere fotos ved håndholdte optagelser end konkurrerende mærkers fysiske OIS. Men bruger man stativ eller fast underlæg, ser man Sony’s overlegne egenskaber i svagt lys. Det ser heldigvis ud til, at Sony vil lancere OIS i deres kommende 2018 Xperia modeller, men XZ Premium må desværre nøjes med SteadyShot.

Predictive Capture

Sony kalder sit kamera for “Motion Eye”, da det er i stand til at opfange bevægelser og reagere på dem. Når man prøver at fange bevægelige objekter i farten, så rammer man meget ofte ved siden af. Eller fanger i hvert fald ikke lige det afgørende øjeblik.

Det ved Sony, som derfor har udviklet en Motion Eye indstilling, der hedder “Predictive Capture”. Oversat betyder det noget i retning af “Forudsigelig optagelse”. Indstillingen virker kun ved objekter i bevægelse. Har man slået funktionen til, indikerer en lille blå cirkel, at kameraet kører.

Det tager da kontinuert billeder og gemmer to billeder før og to billeder efter den egentlige optagelse. Bagefter kan man så i ro og mag scrolle igennem billederne og udvælge lige netop det, der har ramt bedst. Vel at mærke i fuld opløsning. Efterfølgende kan man så vælge at gemme kun det bedste skud. Eller alle fire. En rigtig smart og brugbar funktion.

Kameraet tilbyder – ud over den almindelige programautomatik – også et mindre antal kamera apps, der hver især tilføjer kameraet nye funktioner. Det kunne være panorama-optagelser. Det kunne være optagelser med sløret baggrund. Eller still-billeder med lyd. Den sidste feature er bestemt ikke uden evner, men ses og bruges kun sjældent.

Det kunne også være forskellige kreative effekter – eksempelvis konvertering af optagelser til sorthvid, blyantskitser, farveskitser, tegneseriegrafik, pixellering, miniature, rystelser, fiskeøje, kelejdoskop eller lignende ting. Det hele er der. Og det kan man bruge megen tid på og få meget sjov ud af – ikke mindst på mørke vinteraftener, hvor vinden hyler udenfor. God whisky i glasset løfter oplevelsen endnu en tand.

Det samme gælder AR – Augmented Reality – som giver mulighed for at placere forskellige objekter på ens optagelser. Eksempelvis en dinosaur, der med tunge trin går tur hen over skrivebordet foran én. Igen: Lidt god whisky i glasset skærper sanserne og øger oplevelsen!

Det samme AR trick har man nu også kunnet udføre på tidligere og billigere Sony modeller, men XZ Premium klarer ærterne langt bedre med sin stærkere processor. Primært lidt mere og langt mere avanceret spas til at fordrive tiden med. Men også et kig ind i fremtiden.

Vi kommer helt sikkert til at se meget mere til både VR / Virtual Reality, der er en totalt kunstig virkelighed, som ses gennem specielle briller. Og AR /Augmented Reality, der blot lægger et kunstigt lag oven på et virkeligt billede i real-time.

Super Slow Motion

Endelig er der adelsmærket på XZ Premium: Evnen til at optage video i Super Slow Motion. Med ikke færre end 960 fps – frames per second, som det hedder i videosproget. Det er vanvittigt mange billeder, som dog ikke er i 4K, men kun i opløsningen 720p. De kan godt se lidt grynede ud på den ellers fantastisk skarpe 4K skærm.

Super Slow Motion er en feature, der primært vil lokke videoentusiaster, som gerne vil ud over den traditionelle slow motion. Som gerne vil fange korte, men eksplosive øjeblikke og trække dem i langdrag, så man for alvor kan se, hvad der sker.

Det kunne være en vandballon, der brister. En tændstik, der tænder. Vand, der kommer ud af en hane. Eller en sten, der rammer vandet. Kun fantasien sætter grænser her. Det kan hurtigt blive en hel hobby i sig selv at forevige den slags korte øjeblikke og gengive dem langsomt.

Der er to forskellige måder, hvorpå man kan optage i Super Slow Motion:

Enten starter man en almindelig videoptagelse og trykker så på den dedikerede Super Slow Motion knap, når man mener, tiden er moden. Man får da knap 0,2 sekunder med Super Slow Motion. Eller man kan optage små 6 sekunders videoklip, hvis man nu ikke ønsker at få begivenheder før og efter med.

Eneste problem i begge tilfælde er at ramme rigtigt, men øvelse gør som altid mester. Og det er værd at øve sig. For når man endelig rammer rigtigt, er resultatet værd at vente på.

Utroligt, at det kan laves på en smartphone.

Fingeraftrykslæser

Sony har valgt at placere sin fingeraftrykslæser på siden af Xperia. En rigtig god løsning, som er langt bedre end placering på bagsiden af mobilen, som ellers ofte ses på topmobiler. Den er lynhurtig og låser straks telefonen op ved berøring og tryk.

Af uransagelige årsager – angiveligt patentrettigheder – er denne fingeraftrykslæser ikke aktiveret på Sony mobiler, der sælges i Nordamerika. Det er synd for amerikanerne, der ikke kan få den. Og synd for japanerne, der ville kunne sælge langt flere Xperia mobiler, hvis den var tilgængelig.

Som danskere kan vi imidlertid glæde os over, at vi herhjemme har adgang til det bedste af det bedste fra Sony: XZ Premium.

En fantastisk mobil for dig, der er til foto og video.

© 2018 Tekst og fotos: Steen Ulnits

NEX, APS-C og AVCHD

Bag titlens kryptiske forkortelser gemmer der sig en del interessante oplysninger for både fotografer og videografer. Lad os gå en halv snes år tilbage i tiden og tage forkortelserne fra en ende af.

“NEX” er hurtigt overstået. Det er nemlig navnet på en kameraserie, som japanske Sony lancerede tilbage i 2010.  Jeg er ikke klar over, om Sony kendte til ordets latinske betydning: “Død, drab eller sågar mord”. Hvis de gjorde, så mente Sony måske, at de med den nye NEX-serie ville udslette alle konkurrenter og med ét slag bringe sig foran?

Sådan gik det nu ikke. Langt fra. Da Sony lancerede det første NEX-5 kamera, var det radikalt nyskabende med sit lille spejlløse kamerahus og store APS-sensor. Det blev lanceret sammen med tre nye objektiver, der alle havde den nyudviklede E-mount bajonetfatning til udskiftelige objektiver.

Siden NEX-5 med 14,2 MP er der kommet andre kamerahuse til: Økonomimodellen NEX-3, Wi-Fi modellen 5R, NEX-6 med Wi-Fi og 16,1 MP samt topmodellen NEX-7, der blev syvende og sidst i rækken af NEX-kamerahuse. I tilgift til en APS-C CMOS sensor med hele 24 MP og en lynende hurtig lukker kunne NEX-7 også tilbyde en ultraskarp elektronisk søger på hele 2,4 tusinde punkter.

E-mount

Året efter introduktionen af NEX-5 blev antallet af E-mount objektiver udvidet til seks, der nu dækkede det meste fra macro til moderat tele. I min egen samling er der følgende E-mount objektiver:

  • 16 mm vidvinkel f: 2.8 med Fisheye Converter
  • 30 mm macro f: 3.5
  • 16-50 mm Power Zoom f: 3.5-5.6
  • 18-55 mm zoom f: 3.5-5.6
  • 55-210 mm zoom f: 4.5-6.3
  • 18-200 mm Superzoom f: 3.5-6.3

Alle med en crop factor på 1,5. Forklaring herpå længere nede i denne artikel.

Efterfølgende slap Sony alle specifikationer løs, så også andre producenter kunne fremstille objektiver med E-mount. Der kom samtidig adaptere til, så også helt andre objektivserier nu kunne bruges med et NEX-kamerahus. Hurtigt blev udvalget af kompatible objektiver derfor stort.

NEX-serien blev også kaldt “det lille kamera med det store hjerte”. Dette naturligvis på grund af den store sensor, der ikke lod eller lader selv langt større kamerasystemer noget efter. Det begyndte som sagt med 14,2 MP på NEX-5 og endte med hele 24 MP på NEX-7, hvor både pris og fysisk størrelse var betragteligt højere end på NEX-5 og 6.

To ekstra indstillingsringe på NEX-7 huset øgede brugervenligheden betragteligt. Nu kunne man justere både blænde og lukkertid uden at skulle ind i besværlige menuer. En detalje, som mange professionelle fotografer havde sukket efter.

Af uransagelige, men givet markedsføringsmæssige årsager droppede Sony NEX-navnet efter blot et par år, men fortsatte ufortrødent udviklingen – nu blot under Alpha-navnet, der stadig bruges. Og E-mount bajonetfatningen er også stadig den samme, hvorfor man også den dag i dag stadig kan købe spritnye Sony-objektiver med denne fatning.

Sony havde længe været kendt for deres camcorders, da de lancerede NEX-konceptet. Ikke underligt sendte de derfor også en NEX-camcorder på markedet i 2010: NEX VG10.

AVCHD

Hvor NEX-7 var fysisk en hel del større (og dyrere) end NEX-5, dér var NEX VG10 naturligvis endnu større (og endnu dyrere). Men stadig kunne man bruge samtlige E-mount objektiver på alle NEX-modeller, der excellerede i at være rigtig gode til såvel højtopløste still-fotos som avancerede video-optagelser i 1080p i AVCHD-formatet. Med 60 fps (frames per second) datidens mest avancerede.

Men måske vigtigst af alt så var og er AVCHD kompatibel med Blu-ray teknologien, så optagelserne kan brændes direkte ned på en Blu-ray disk. Ingen tidkrævende eller kostbar konvertering af formatet er nødvendig.

VG10 og efterfølgeren VG20 byder på alle camcorderens klassiske fordele: En udklappelig og vipbar skærm, der dog ikke kan vendes 180 grader. Samt en vipbar elektronisk søger og en mikrofon i topklasse. Klasser bedre end på de gængse NEX-kamerahuse. Prisen er naturligvis tilsvarende højere – vægten ligeså.

Hvor alle NEX-kameraer kan tage såvel fotos som video, dér excellerede VG10 og VG20 naturligvis i de levende AVCHD-optagelser. De var og er jo primært camcorders, der sekundært kan tage fremragende stills.

“AVCHD” står i øvrigt for “Advanced Video Coding High Definition”, hvis nogen skulle spørge. Dette format blev udviklet i samarbejde mellem Sony og en anden japansk elektronikgigant, nemlig Panasonic. 

Det måske mest attraktive ved VG10 og 20 var nok, at man her kunne erhverve sig et videokamera, hvis optik kunne udskiftes med et snuptag. Noget, man ellers kun kunne på langt dyrere professionelle videooptagere.

Jeg har selv haft stor fornøjelse af at kunne bruge min VG10 med den lille 16 mm vidvinkel, når der skulle optages under trange forhold – eksempelvis i en lille båd. Skulle der så et par måneoptagelser med drivende skyer til, skiftede jeg blot til den store 18-200 mm zoom.

Til reportagebrug har VG10 været fremragende monteret med en 18-55 mm zoom. En lille og let, men yderst kompetent og meget kapabel kombo at slæbe rundt på.

APS-C

Den sidste forkortelse i denne NEX-artikel er APS-C. Det står for “Advanced Photo System – type C” og beskriver en sensor på størrelse med eller lidt mindre end det klassiske 35 mm filmformat. En meget stor sensor, altså. Med de fordele og ulemper, det nu engang medfører.

En stor sensor tillader mere lys at ramme de enkelte pixels. En stor sensor tillader også flere pixels og dermed en højere opløsning på samme areal. De enkelte pixels får blot mindre lys, hvorfor man på mange moderne kameraer tyr til “pixel binning”, hvor processoren slår flere pixels sammen til én superpixel.

Pixel Binning

Typisk kombineres fire pixels til én (2×2=4), når der bruges “Quadruple Binning, som er det mest almindelige. Eller “Nona Binning”, som Samsung kalder det, når 9 pixels (3×3=9) bliver til én lysstærk superpixel.

Det sidste bruges typisk, når man har at gøre med en højopløst sensor med eksempelvis 108 MP. Da bliver de enkelte pixels så små, at de kræver mere lys.

Vil man tage ekstra højopløste fotos med samtlige 108 MP, kræves der kraftig belysning (klart solskin) for at få noget godt ud af de mange pixels. I gråvejr og under normale forhold får man typisk markant bedre billeder ved at bruge pixel binning. Dog naturligvis i en lavere opløsning.

Sony’s NEX kameraer holder sig for gode til den slags og fokuserer på “ægte fotos med ærlige pixels”, som det så smukt er blevet formuleret.

Til trods for alle disse teknologiske krumspring er der stadig intet, der slår en stor processor med store lysstærke pixels.

Professionelle fotografer taler ofte om de såkaldte “full frame” kameraer, som har den største digitale sensor i et moderne systemkamera. Og som derfor også er de suverænt dyreste at fremstille og købe.

Det kan efterhånden være ret svært at finde rundt i de mange forskellige filmformater, vi råder over i dag eller har haft til rådighed. Historien følger nemlig ofte med, når produkterne selv for længst er udgået. Lad os starte i den tunge ende med nogle af de mest almindelige formater:

  • Large format er betegnelsen for det gamle 4 x 5 tommer filmformat, som måler 100 x 130 mm. Et dyrt format at fotografere i, men til gengæld meget finkornet.
  • Medium format er en variende størrelse, som ligger midt mellem large format og vore dages 24 x 36 mm fotografiske film, som først nu er ved at være passé.
  • Full frame betegner egentlig blot en digital udgave af ovennævnte klassiske 24 x 36 mm filmformat. Her får man hele formatet ind på sensoren.
  • APS står som tidligere nævnt for “Advanced Photo System” og er karakteriseret ved at være en god del mindre end full frame. Fås i varierende størrelser.
  • Four Thirds er, som navnet fortæller, en sensor på 4/3 tomme. Altså 1⅓ tomme. Olympus står bag formatet og har gjort meget i denne størrelse.
  • One Inch formatet måler én tomme diagonalt og bruges i mange kvalitetskameraer. Sammenlignet med full frame kræver de dog noget mere lys.

Formater mindre end ovenstående bruges såvel i  kompaktkameraer som i kameraet på mobiltelefoner. Udviklingen går dog tydeligt mod 1 tomme sensorer i de dyrest mobiltelefoner. Det er blandt andet det voksende sensorformat, som har gjort moderne mobilkameraer så lysfølsomme, at de nu kan bruges til natfotografi.

Da der findes langt flere billedformater, end der findes objektivsystemer og fatninger til udskiftelige objektiver, taler man ofte om “cropped” formater. Det optræder, når det anvendte objektiv i den anvendte fatning ikke tillader billedet at fylde hele sensorfeltet ud. Det bliver derfor beskåret eller “cropped”.

Crop Factor

Man taler konkret om en “crop factor”, der fortæller om graden af beskæring og dermed også forstørrelsesgraden.

Det her omtalte NEX-system har en crop factor på 1,5. Det betyder, at den lille 16 mm vidvinkel i praksisfungerer som et almindeligt 24 mm objektiv. Tilsvarende vil den store 200 mm tele få en brændvidde på hele 300 mm. Dette forhold gælder alle Sony’s E-mount objektiver.

Typisk får man mest ud af en crop factor større end 1, hvis man bruger et teleobjektiv. Her står man jo næsten altid i en situation, hvor man gerne vil endnu tættere på sit motiv. 

Omvendt med en vidvinkel, hvor man jo netop ønsker det modsatte – at få så meget med på billedet som muligt. Her er en crop factor næsten altid et irritationsmoment. Og jo højere crop factor desto større bliver problemet.

Olympus’ Four Thirds format tilbyder en crop factor på hele 2, hvorfor en 300 mm Four Thirds optik vil have en billedvinkel svarende til hele 600 mm. Et meget kompakt system, altså. Noget netop Olympus altid har lagt vægt på siden de første OM-kameraer. Four Thirds muliggør lange teleobjektiver i en kompakt indpakning.

Der er ikke kun fordele ved en stor sensor. Jo større sensor desto mindre dybdeskarphed. Det område, hvor billedet er skarpt fokuseret, bliver mindre med stigende sensorstørrelse, hvilket stiller større krav til kameraets autofokus. Ellers risikerer man at få mange fotos, hvor fokus er fejlplaceret.

Det måtte Samsung erkende, da man lancerede sin første S20 Ultra mobil med 108 MP. Den større sensor her reducerede dybdeskarpheden så meget, at autofukus ofte ramte helt ved siden af.

Og det kunne ikke selv nok så mange software-opdateringer rette op på.

© 2018 Steen Ulnits

 

 

 

 

 

 

 

 

Smartwatches for Outdoor Use


Sony Smartwatch SW3:

  • Testens ældste og billigste ur. Første smartwatch nogensinde med GPS.
  • Android Wear styresystem giver adgang til et utal af gennemtestede og velfungerende apps.
  • Transflektiv LCD skærm synes godt i direkte solskin.
  • Ringe batterilevetid – specielt med GPS.
  • Begrænsede opdateringsmuligheder.
  • Fungerer fint med ViewRanger kort.
  • Dårligt placeret USB opladestik.
  • IP68 vandtæt (1,5 m i 30 min)
  • Kompas fås på app-form.
  • Ingen pulsmåler

Det lader til, at Sony har opgivet at producere flere smartwatches. Så måske det ikke er her, man skal lægge sine fremtidssikrede kroner. Synd, for Sony’s seneste udgave er velfungerende og kunne have nydt rigtig godt af en opdatering til en hurtigere processor.

Læs den udførlige test af Sony Smartwatch SW3 her: http://ulnits.dk/grej/et-vandtaet-makkerpar/


Samsung Gear S3:

  • Uret med den største og suverænt flotteste skærm. Til trods herfor en lang batterilevetid.
  • Tizen styresystem. Navigation via unik og velfungerende drejeskive på urkrans. 
  • Begrænset antal apps til Tizen OS, som Samsung er næsten ene om.
  • Vandtæt i henhold til IP68 standarden. Ikke anbefalet til svømning og anden vandsport.
  • Fungerer kun delvis med Apple’s iOS styresystem. Mail virker ikke.
  • Fungerer overhovedet ikke med ViewRanger kort.
  • Den indbyggede pulsmåler er ustabil.
  • Fås desværre ikke med kompas.
  • Trådløs oplader

Telefonopkald kan besvares direkte fra Gear S3. Kan man undvære dette, kan man med fordel investere i varianten Gear Sport i stedet. Det er samtidig mere vandtæt (50 meter) end S3 og godkendt til svømning. Det har også en bedre pulsmåler. Begge har testens suverænt bedste skærm.

Læs den udførlige test af Samsung Gear S3 her: http://ulnits.dk/grej/samsung-gear-s3-frontier-smartwatch/


Apple Watch S3:

  • Uret med det suverænt største og mest veludviklede økosystem i ryggen.
  • Yderst brugervenligt smartwatch med alle tænkelige muligheder. Har uret det ikke indbygget fra fabrikken, findes der garanteret en dedikeret app til formålet. “There’s an app for that”.
  • Vandtæt til 50 meter. Velegnet til svømning og lettere vandsport, men ikke dykning.
  • Smart mekanisme, der tømmer uret for vand efter brug.
  • Fungerer rigtig fint med ViewRanger kort, som er Instant on, når man drejer håndleddet.
  • Fås desværre ikke med indbygget kompas.
  • Præcis og pålidelig pulsmåler
  • Stort udvalg af gode apps
  • Trådløs oplader

Det er almindelig anerkendt og accepteret, at Apple’s seneste udgave af Apple Watch (Series 3) er markedets ukronede konge på håndleddet. Med en markedsandel på over 50 procent. Eneste ulempe er, at Apple Watch kræver samtidig brug af iPhone. Apple Watch virker ikke med andre mærker overhovedet. GPS og højdemåler på Series 3 virker dog som stand alone.

Læs den udførlige test af Apple Watch Nike+ her: http://ulnits.dk/grej/apple-watch-series-3-nike/


Casio ProTrek F20

  • Uret med et meget stort potentiale, når der engang kommer styr på interne kort. 
  • Spændende skærmteknologi med såvel en transflektiv skærm til ultralavt strømforbrug som en pæn farveskærm, når der er brug for detaljer. 
  • Android Wear styresystem giver adgang til et utal af gennemtestede og velfungerende apps. Dette til såvel almindelige notifikationer som mere avanceret navigation. Begrænset iOS funktionalitet.
  • Vandtæt til 50 meter. Velegnet til svømning og lettere vandsport, men ikke dykning.
  • Fungerer med ViewRanger kort, men er meget længe om at vågne op.
  • Fornemt og velfungerende indbygget kompas, som er “Bedst i Test”.
  • Ingen indbygget pulsmåler
  • Åbent magnetladestik
  • Stort udvalg af apps

ABC-delen (Altimeter, Barometer, Compass) af dette ur er i absolut verdensklasse. Hurtig og velfungerende med Casio’s eget grafiske interface. Mulighederne for at uploade mere detaljerede kort til offline brug er til gengæld stadig noget halvbagte. Og så kan der gå helt op til 20 sekunder, fra man løfter hånden, til GPS og kort viser sig på skærmen.

Læs den udførlige test af Casio Protrek WSD-F20 her: http://ulnits.dk/grej/casio_protrek_wsd_f20/


Garmin Fenix 5X

  • Uret med den største holdbarhed, de bedste specs, den højeste pris og – desværre – testens suverænt ringeste skærm. Til gengæld en lige så suveræn batterilevetid.
  • Kompliceret trykknapmenu med 5 knapper og utallige indstillingsmuligheder. Markedets største udbud af menuer og indstillinger. Skræmmende for nogle – fascinerende for andre.
  • Testens eneste ur med mulighed for upload af vektoriserede topografiske kort i målestok 1:25.000. Fungerer ikke med ViewRanger, men anbefales med Garmin’s egne, hundedyre kort.
  • Vandtæt til 100 meter. Testens eneste ur, der anbefales til dykning og mere krævende vandsportsgrene. Det ur tåler flere bank end noget andet.
  • Fornemt og velfungerende indbygget kompas.
  • Fungerer med Android Wear og iOS.
  • Ringe udvalg af apps

Et imponerende ur med imponerende specifikationer, der desværre reduceres til det rene ingenting af den lige så dårlige skærm. Man må undre sig over Garmin’s valg af denne skærmløsning på et ellers fantastisk ur, der er testens suverænt mest robuste smartwatch til udendørs brug. Helt uden konkurrenter.

Læs den udførlige test af Garmin Fenix 5X her: http://ulnits.dk/grej/garmin-fenix-5x/


Skærm og opløsning

Sony Smartwatch SW3:

LCD  –  1,6″  –  320 x 320  – Square  –  102.400 pixels

Pris: Set til omkring kr. 1.000,- 


Samsung Gear S3:

Amoled  –  1,3″  –  360 x 360  –  Round  –  129.600 pixels

Pris: Set til omkring kr. 2.500,-


Apple Watch S3:

Amoled  –  30 x 24 mm  –  Square  –  390 x 312  –  121.680 pixels

Pris: Set til omkring kr. 3.000,-


Casio ProTrek F20:

LCD (x2)  –  1,3″  –  320 x 300  –  Round  –  96.000 pixels

Pris: Set til omkring kr. 4.000,-  


Garmin Fenix 5X:

LCD  –  1,2″  –  240 x 240  –  Round  –  64 farver –  57.600 pixels

Pris: Set til omkring kr. 5.500,-