FAQ about guides & guiding…

IMG_0737

Allerførst tak for interessen. Jeg burde vel ret beset være beæret over den store interesse for, hvad jeg egentlig mener om guider og guiding. Men mest er jeg bare overrasket.

Det har været interessant og til tider sågar spændende at læse mange forskellige steder, hvad jeg egentlig mener om netop guider og guidning. Et tema, som pludselig er blevet aktuelt ved de jyske åer, efter at fødevareministeren ytrede ønske om at kommercialisere fiskeriet ved de store foreningsvande i Hovedlandet.

Det er et problem, jeg har udtalt mig om på Facebook i forbindelse med kendte åer, der nu fisker godt efter mange år med intensiv fiskepleje. Et problem, som tog fart i forbindelse med sæsonstarten ved især de store vestjyske laksevande Skjernå og Storå.

I tiden op til og i løbet af Påsken 2017 modtog jeg således direkte henvendelser eller indirekte indlæg fra en håndfuld vrede fiskere og fiskeguider, der efterlyste min personlige holdning til guides og guiding. Og som satte spørgsmålstegn ved min egen habilitet, da jeg jo selv holder kurser og guider ind imellem.

Så til sagen: På utallige (2) opfordringer skal jeg her præsentere den officielle Steen Ulnits FAQ om emnet. Det er nemlig ikke så kompliceret endda, omend det nok kræver en smule geografisk indsigt og forståelse af, at der er langt fra Landevejssvinget i Skjern Å til klinterne ved Møn. At der er forskel på jyder og sjællændere. På åer og kyster.

IMG_2939

The Official Steen Ulnits Guiding FAQ:

Som udgangspunkt har jeg absolut intet imod guidning. Hvordan skulle jeg dog kunne have det. Jeg har jo selv benyttet mig af lokalkendte guider i snart 40 år – første gang i Alaska i 1976.

Og jeg har jo selv guidet organiseret i snart tyve år herhjemme. Måske som den første dansker i Danmark nogensinde. Spoler jeg tilbage i optegnelserne, guidede jeg således et hold tyske fluefiskere fra magasinet “FliegenFischen” på Als helt tilbage i 1987. Det er faktisk 30 år siden.

Så kom ikke og påstå, at jeg er imod guider. Sikke noget vrøvl. Man er blot nødt til at skelne mellem, om der guides på offentligt vand, privat vand eller foreningsvand.

Offentligt vand: 

Her kan alle naturligvis fiske og guide af hjertens lyst. Her gælder kun landets love og almindelig pli. Ingen kan have noget at indvende imod guidning på offentligt vand, hvis man ellers opfører sig fornuftigt, tager hensyn og ikke generer andre fiskere.

Privat vand: 

Her gælder, ud over landets love, præcis det, man aftaler mellem lejer og ejer af fiskevandet. Hverken mere eller mindre. På privat vand kan man guide lige så tosset, man vil – hvis man ellers er enig med ejeren om det. Man kommer så også til at betale for sine privilegier – sine steder endda dyrt.

Skræmmeeksemplet er naturligvis Island, hvor laksefiskeriet i de klassiske elve er ubetaleligt for langt de fleste fiskere.

Alle de “rigtige” vildlakseelve på Island – altså ikke Put & Take vandene på sydvestkysten – koster i dag så mange penge, at man ofte kommer i selskab med folk og fiskere som Eric Clapton. Andre har helt enkelt ikke råd til at fiske her.

Og sådan ønsker vel ingen, at det skal gå ved de danske åer. Ikke bare tilnærmelsesvis.

IMG_3720

Foreningsvand:

Det er her, det bliver kompliceret. Selv om man måtte være en nok så certificeret, statsautoriseret og/eller selvpromoveret guide, så har man som udgangspunkt ingen ret til at guide her. Med mindre man da har indgået en aftale med bestyrelsen i den forening, der disponerer over vandet. Og som har lavet en aftale med lodsejerne om netop det. Ellers går det helt galt.

I sidste ende kommer det altid til at gå ud over medlemmerne, hvis man indfører kommerciel guidning. Specielt naturligvis ved de åer, hvor de fleste og største laks og havørreder fanges. Hvor fisketrykket i forvejen allerede er maksimalt. Hvor interessen fra guider og gæster naturligvis også er allerstørst.

Interesserede fisketurister vil naturligvis søge mod steder som Skjern Å ved Borris, hvor en fjerdedel af alle åens laks landes. Eller Karup Å ved Resen, hvor verdens største havørreder findes. Steder, som kan være svært tilgængelige, og som allerede nu er overrendt af lokale og tilrejsende i en sådan grad, at man skændes ved åen om natten. Her er der hverken brug for eller plads til flere fiskere. Men det er her, alle vil være.

Og så bør retten til at guide ved et foreningsvand naturligvis primært gå til de foreningsmedlemmer, der har gjort sig fortjent til det – via aktiv deltagelse i foreningslivet og den lokale fiskepleje. Det være sig juniorarbejde, elektrofiskeri til fangst af moderfisk, udlægning af gydegrus, hjælp ved bestandsanalyser og lignende.

Kort sagt de mennesker, der med hårdt fysisk, frivilligt og altid ulønnet arbejde har skabt de fiskemuligheder, vi har i dag. Skal nogen tjene en ekstra skilling på at guide, skal det da være dem. Hvis ikke man i stedet ønsker at fastholde den frivillige gæsteintroduktion, man mange steder har haft i flere år.

Men lad os se på, hvordan man konkret har grebet problematikken an forskellige steder – ved de mest populære jyskeåer, hvor problemerne naturligvis er størst. Hvor der står flest guider – autoriserede, selvpromoverede eller begge dele – klar til at guide tilrejsende lystfiskere mod betaling.

IMG_0821

Allerførst et kig på “Lystfiskerforeningen af 1926″, som er en af de danske lystfiskersammenslutninger, der råder over mest fiskevand til sine medlemmer. Det drejer sig i forbindelse med kommerciel guiding primært om laksevandene Skjernå og Storå samt havørredvandet par excellence – Karup Å.


Skjern Å: Kontrol med guiding

Set i lyset af de spørgsmål, der har rejst sig, den problematik, der er opstået og den polemik, der for tiden pågår omkring kommerciel guiding og virksomhed på foreningsvand, har Lystfiskerforeningen af 1926 valgt at forsøge at skabe en løsning, på vore fiskevande ved Skjern Å, Karup Å og ved Storåen, som vi tror vil tilfredsstille både turistprojekt, guider, lodsejere og lystfiskerforening.

“Pressemeddelelse:

Lystfiskerforeningen af 1926 indfører guidekort og regler for guiding.

Lystfiskerforeningen af 1926 har i mange år, som en service for blandt andet nye medlemmer og lystfiskerturister, stillet frivillig og gratis guidning til rådighed. Det vil foreningen forsat gøre i vidt omfang.

Lystfiskerforeningen af 1926, kan dog også, under visse forudsætninger, acceptere kommerciel guiding ved vort fiskevand:

Kommerciel guiding på fiskevand under Lystfiskerforeningen af 1926 forudsætter, at guiden er tilknyttet og godkendt af Lystfiskerforeningen af 1926, samt i besiddelse af et guidekort, der udstedes af Lystfiskerforeningen af 1926.

Guidekortet udstedes af bestyrelsen for Lystfiskerforeningen af 1926 på følgende betingelser:

Guiding kan finde sted, på strækninger hvor foreningen sælger dagkort til deltagerne – eller på medlemsstykker, under forudsætning af, at deltagerne er medlem af foreningen.

Bestyrelsen skal før hver guiding eller kursus orienteres om tid, sted samt antal deltagere. Bestyrelsen skal give den endelige tilladelse til arrangementet.

Tilladelse til guiding og kursusvirksomhed gives i tæt samarbejde med lodsejere og eventuelle andre samarbejdspartnere.

Der vil blive taget lokale hensyn i forhold til fiskepresset ved åen – (crowding effekt).

Der vil blive taget hensyn til særlige behov for beskyttelse af vildlaks, havørred og naturen i bestemte områder, lodsejerønsker, adgangsforhold og jagtperioder.

Guidekortet vil være pålagt et gebyr. (Den endelige prisstruktur er endnu ikke fastsat af bestyrelsen)

Det enkelte guide-arrangement vil være pålagt et gebyr. (Den endelige prisstruktur er endnu ikke fastsat af bestyrelsen)

Lystfiskerforeningen af 1926 er en nonprofit-organisation, hvorfor guide- og deltagergebyr fra kommerciel virksomhed ubeskåret vil blive anvendt til vandpleje.

Ansøgning om tilknytning til forening og udstedelse af guidekort skal fremsendes foreningens formand, Tonni Kjær Jensen.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen for Lystfiskerforeningen af 1926″


IMG_4510


Storå: Nej tak til guiding

“Pressemeddelelse:

Efter henvendelser fra såvel lodsejere som foreningsmedlemmer har Holstebro og Omegns Fiskeriforening med omgående virkning besluttet, at der ikke tillades kommerciel guidning, hvor foreningen disponerer over fiskeretten.

Baggrund:

Flere kommercielle aktører bekendtgør, at de udfører guidning ved Storå, hvor fiskeriforeningen har dispositionsretten.

Det støder såvel lodsejere som foreningsmedlemmer, at den støtte, de har givet foreningen i forbindelse med genrejsningen af åen som et laksevand, skal kommercialiseres, og de har derfor opponeret mod dette.

Det er naturligvis vitalt for foreningen, at forholdet til lodsejerne er det bedst mulige.

Foreningen bryster sig af, at have en særlig ”Storå-ånd”, hvor medlemmerne gerne viser nye lystfiskere til rette ved åen.

Det sker typisk ved et tilfældigt møde, hvor man får sig en god snak.

I bestyrelsen er vi ofte blevet kontaktet af nye lystfiskere ved åen, der har ønsket at kvittere for den fine modtagelse, de synes, de har fået.

Den ånd vil vi gerne bevare og styrke.

Med venlig hilsen

Gunnar H. Pedersen

Holstebro og Omegns Fiskeriforening”


Citat fra den jyske hede

“Hvis du gerne vil have fokus væk fra miljøet, skal du blot lave et turist-projekt, der giver økonomisk gevinst på kort sigt.”

Sagt af lystfisker og rugekassemester af Guds nåde, Lars “Lasse” Mikaelsen, Karup.

Ikke et ord om landbrugsminister Esben Lunde Larsens pludselige interesse for lystfiskeri.

Men netop i dag er ELL ude ved Svend Aukens genslyngede Skjern Å for om muligt at fiske lidt Påske-popularitet…

PS: Det har kostet 280 millioner kroner at få Skjern Å tilbage på sporet – tilbage i de gamle slyngninger. Trods hård lokal modstand fra – Venstre.

16. april 2017


IMG_1278

Vejle Å: Nej tak til guiding

I sit referat fra seneste strategimøde med fødevareminister Esben Lunde Larsen i Maribo skriver Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) følgende:

“Det er samtidig vigtigt, at de lokale lyst- og sportsfiskerforeninger indgår som helt centrale aktører, når man lokalt og regionalt arbejder med udvikling af lystfiskerturisme.”

Det havde man vist lige glemt at gøre her. Pudsigt nok var netop Vejle Sportsfiskerforening den første til at forbyde kommerciel guiding på foreningens vand. Pudsigt, idet Vejle Å løber ret for fødderne af Sportsfiskeriets Hus, hvor DSF har til huse.

I vedtægterne for Vejle Sportsfiskerforening står der nemlig følgende:

“Udnyttelse af foreningens fiskevand i privat kommercielt øjemed, som f.eks. guidede fisketure, kurser eller lignende, er som udgangspunkt ikke tilladt. Bestyrelsen kan give dispensation til et arrangement.”

Noget kunne tyde på, at DSF ikke er i så god kontakt med sine egne medlemsforeninger, som man nok burde være, inden man går ud og lover medlemmernes fiskevand væk til Esben Lunde Larsen og de certificerede guider.

Et af problemerne er jo lodsejerne. Når de ser, at deres lejere bringer betalende gæster med til åen, så vil lodsejerne naturligvis også have del i kagen. Og det kan de kun få ved at hæve prisen på fiskelejen. Og hvem er der lige til at betale for det?

Foreningernes menige medlemmer. Dem, der ikke tjener penge på at guide gæstende fiskere. Og ingen andre. Med mindre man da indfører specielle guide-afgifter som kompensation herfor. Det er altid en mulighed.

Mere kompliceret er det ikke.


BC Guiding for Steelhead

Jeg fiskede steelhead – havvandrende regnbueørred – i den kanadiske stillehavsprovins British Columbia første gang i 1986. Fiskeriet skete i hovedløbet af den mægtige Skeena River og dens mange mindre tilløb. Vi havde dengang stort set fiskeriet helt for os selv, selv om det var offentligt vand, som alle kunne fiske i.

14825-38

Guide Dennis med en af mine første steelheads fra Skeena River i British Columbia. Fisken blev registreret, mærket og genudsat.

Sådan er det ikke længere. Steelheads er blevet hotte, og folk strømmer til fra hele verden for at fiske efter dem. Steelhead Fishing er blevet Big Business, og fiskepresset er steget voldsomt. Så meget, at de kanadiske provinsmyndigheder har måttet regulere fiskeriet og uddele et begrænset antal licenser til de bedste og mest attraktive elve. Har man ikke en sådan licens, må man ikke guide fiskere ved det pågældende vand. Og ve den, der gør det alligevel…

Den hjemlige guide-problematik minder mig for øvrigt lidt om en historie fra min egen spejdertid. Det er historien om den gode spejder, der hjælper den gamle dame over vejen for at gøre dagens gode gerning. Problemet var blot, at hun slet ikke skulle over…

I udlandet har man ofte ubetinget brug for en guide, da man ikke selv kan komme ud til de bedste fiskevande – og sikkert hjem igen. Det være sig ved en rivende elv i Alaskas ødemark eller lavvandede flats i Karibien. Her kan man ikke stille meget op alene som tilrejsende turist. Her har man ubetinget brug for en lokalkendt guide.

Men i lille Danmark er situationen jo en ganske anden. Her kan man bekvemt selv og i egen bil køre lige ned til fiskevandet ved å eller kyst. Her kan man principielt sagtens klare sig selv som fisketurist, hvad langt de fleste da også gør. Det er ikke mange, der skal hjælpes over vejen.

Men har man som fisketurist lyst til eller ligefrem brug for en guide, der kan gøre livet lidt lettere for én, er det naturligvis godt, at de findes.

Hvis du interesserer dig for guider, har brug for én eller gerne selv vil være én, så kan det måske være en god idé at læse denne artikel:

http://ulnits.dk/fluefiskeri/guides-ghillies-og-andet-godtfolk/

Det er nemlig ingen dans på roser at være guide, selv om professionen ofte står i et rosenrødt skær – i hvert fald på afstand. Der er megen psykologi i at være sammen med andre, som man kun kender dårligt eller aldrig har mødt før.

Det er hårdt arbejde, og det er ikke guiden, der skal fiske og fange físk. Det skal gæsten, kunden, klienten eller hvad man nu vælger at kalde den betalende part. Der findes desværre verden over mange veldokumenterede eksempler på fiskeguider, som blot er blevet fiskeguider – for selv at kunne fiske. Endda mod passende betaling.

Jeg har selv mødt et par stykker, og det er pinagtigt.

© 2017 Steen Ulnits

IMG_2213

Guide Frank med bækørred fra South Island, New Zealand