Guides, Ghillies og andet Godtfolk

– Meet George!

Sådan lød ordene spøgefuldt, da jeg blev præsenteret for Clifford – min guide for en uges fiskeri i Costa Ricas frodige regnskov. Mørklødet og med guld om både hals og håndled, for som fiskeguide har man en høj status på disse kanter – qua en langt højere løn end gennemsnittet. Og det må gerne kunne ses. Hernede kender man ikke til Janteloven…

Clifford ville se mit grej og ikke mindst alle knuder, taklinger og spejsninger, som jeg møjsommeligt havde lavet hjemmefra. Vi skulle fiske tarpon, og her må der ikke være svage punkter. Det var der imidlertid, så Clifford klippede resolut alle mine fine nail knots af og bandt en simpel overhånds løkke – direkte på den tykke flueline. – Det holder, sagde han…

Og det gjorde det. Jeg fik mine første store tarpon i den uge – i mundingen af Rio Colorado, hvor den udmunder i Karibien. Største fisk vejede 105 lbs. og ville med sikkerhed have revet mine nail knots over og være stukket af med hele fluelinen. Jeg har et par totalt udrettede Mustad 4/0 rustfri stålkroge hængende på væggen foran mig som bevis på dette…

George

– Meet George! Sådan blev jeg introduceret til Turneffe Island Lodge, da jeg i 1992 var inviteret på besøg af den daværende ejer. George var min guide for ugen, men ikke umiddelbart. Da vi ankom til øen i den store luksusyacht, var George nemlig forsvundet som dug for solen. Ingen havde set ham, siden han guidede et par velhavende amerikanere ugen før.

George dukkede heldigvis op dagen efter. På bedste karibiske manér var han blevet så træt af sine klienter fra USA, at han simpelthen selv var sejlet hjem til fastlandet og havde drukket sig grundigt fuld inde i landsbyen. Så havde han sovet en lang nats søvn, skiftet tøj og var sejlet ud til Turneffe Island igen – nu for at guide mig. – De var bare for meget, forklarede han – uden dog at undskylde sit fravær. Og jeg havde da også en vis forståelse for situationen.

 

I løbet af ugen gik det dog op for mig, at der skal to til en tango. At George nok også selv havde en del af skylden. I hvert fald var han noget utålmodigt anlagt, når han gang på gang udbrød: – Don’t you see them? om bonefish, han netop havde spottet, og som jeg ikke kunne få øje på…

Vi kom nu fint ud af det alligevel, George og jeg. Efterhånden begyndte jeg sågar også at få øje på de fisk, som George spottede for mig. En enkelt gang endda en af de sjældne bonefish, som ikke jagede ved bunden, men som tog fiskeyngel lige under overfladen. Der måtte en ultralet plastflue til for at lokke den til biddet, men sådan én havde George i lommen på sine slidte shorts – naturligvis!

Lockyer

Der er unge guider, og der er gamle. Min hidtil ældste var Bill Curtis, som er en legende på Floridas vidstrakte flats, hvor saltvandsfluefiskeriet efter bonefish og tarpon havde sin vugge. Han var et spændede bekendtskab, der nær havde kostet mig livet. Bill havde lige fået en spritny 150 HK motor fra sin mangeårige sponsor Johnson Outboards, og den skulle prøves. Grundigt. Det endte med, at vi tog en bølge forkert, så jeg blev kastet hårdt ned i forstavnen, og slog mig gevaldigt. Men da var Bill også over 80 år…

Unge guider er i regelen ærgerrige og ivrige efter at skabe sig det rygte, som de ældre guider lever af. Et renommé, som giver fisk på dæk og efterfølgende kunder i båden. De arbejder hårdt og gør alt for at levere varen og sikre sig de gode drikkepenge og de endnu vigtigere repeat customers.

 

Ældre guider er mere afslappede og ikke altid villige til at gå distancen, hvis det bliver forbesværligt. Et godt eksempel var en rar, ældre guide, som jeg havde fornøjelsen af under en uges fiskeri i Labradors vildmark.

Han lød det fantastiske og aldeles korrekte navn “Lockyer Noseworthy” og var en rigtig laid back guide med styr på tingene. Han kendte sit vand og kunne finde fiskene. Men så var det også slut med aktiviteten. Så lagde han sig på stranden og blundede lidt, mens kunden gjorde det hårde arbejde!

Til gengæld kunne han adskillige tricks, som var ganske underholdende. Således kunne han lave de mest velsmagende toasts ved at brænde de smurte brødskiver fast på siden af vores medbragte brændeovn. Lodret. Når de var klar, faldt de helt enkelt af! Og han kunne lokke de lokale skovskader så tæt på med brødstykker, at han kunne fange fuglene med de bare næver!

Dennis

Blandt guider og ikke mindst lodge owners findes der en lille barsk elite, som ikke nøjes med at guide lystfiskere. Nej, de bygger også deres lodges selv. From scratch og med de bare nævner. Kunderne flyver de efterfølgende selv ind i vandfly eller helikopter. Den slags mennesker imponerer mig altid, for det kræver både evner, slid, tålmodighed og en god slat penge med hjemmefra.

Dennis Farnworth tilhører denne elite. Uddannet tømrer, passioneret flyver og inkarneret steelhead-fisker fra byen Smithers i det nordlige British Columbia. Dennis vidste, at noget af denne verdens bedste steelhead-fiskeri fandtes i en øde og utilgængelig del af Sustut River. Eneste måde at nå dertil var i eget vandfly eller med helikopter.

 

Det stod derfor lysende klart for Dennis, at han måtte bygge sin egen fiskelodge ved bredden af Sustut River, og det gjorde han så. Med de bare næver og utallige flyvninger frem og tilbage mellem Smithers og Sustut. Med undtagelse af træ til bygningerne skal alt jo flyves ind. Hvert et søm og hver en skrue.

Men det lykkedes, og først i 1980‘erne kunne Dennis så åbne “Steelhead Valhalla Lodge”, hvor hans kone stod for forplejningen, mens han selv guidede fiskerne – for øvrigt ud fra den fladbundede jet boat, han naturligvis også selv havde bygget…

Det er altid fantastisk at møde sådanne driftige og visionære mennesker. Da forstår man, hvordan Nordamerika blev koloniseret. Hvilken slags nybyggere, der skulle til for at erobre dette enorme land. Det er et privilegium også at blive guidet af dem.

Jeg fik mine største steelheads nogensinde her – fisk på op til 20 lbs. Altsammen takket være Dennis Farnworth. Han sørgede ikke blot for transporten op og ned ad floden. Han sørgede også for skoldhed suppe, når vandet frøs til is på bundbrædderne. Så kunne man bedre tilgive ham, at han ind imellem faldt i dyb søvn i sin båd – i et sjældent solstrejf…

Eduardo

Præcis som der findes skibumser på alle etablerede skisportssteder, så findes der fiskebumser på mange af de gode fiskepladser verden over. Mange af disse mennesker vælger at guide for at finansiere deres egne lyster – for at kunne stå på ski, dykke dybt, springe faldskærm eller fiske med flue hver eneste dag i sæsonen.

 

Mange af disse mennesker er uhyre dygtige til deres metier, og enkelte af dem er også gode guider, der formår at lære fra sig. Ind imellem støder man dog også på nogle, der slet ikke burde være der…

Enter Eduardo fra Neuquen provinsen i Argentina. Med udgangspunkt i Bariloche på den argentinske side af Andesbjergene lever han af at guide rige turister rundt på de altid snerige pister i denne tro kopi af det europæiske Schweitz. Det er i hvert fald ikke til at se forskel på de to lokaliteter – hvis man da ikke samtidig hører sproget.

Eduardo er en gudbenådet og eftertragtet skiinstruktør, som imidlertid manglede arbejde i sommermånederne. Derfor fik han hyre som fiskeguide for “rige” turister som mig – trods en totalt manglende baggrund for at rafte på floder eller kaste med fluer. En guide er vel en guide, mente åbenbart det lokale turistkontor…

Vi burde have set det komme. Søsætningen af vor gummibåd gik fint, men hvor var redningsvestene? Og hvordan var det lige, han håndterede årerne, mens vi langsomt drev afsted på floden i skjorteærmer i det strålende solskin? Det virkede helt forkert, og vi burde have sagt stop allerede efter få meter. Men det gjorde vi ikke, for vi var jo kommet for at fiske i den berømte Chimehuin flod, som Ernest Schwiebert havde udødeliggjort.

Den rolige flod tog et 90 graders sving, hvor strømmen tog til. I svingets yderside var der en lodret klippe og en masse udhængende træer. Da strømmen tog til, gjorde Eduardo intet for at holde os i sikkerhed i svingets inderside – med det resultat, at vi blev suget ind mod klippen og de udhængende træer.

Kollisionen med træer og klippe var så voldsom, at vor store og stabile gummibåd kilede sig fast og på et splitsekund blev vendt rundt i luften af strømmen. Pludselig var alt sort omkring mig, og pludselig lå jeg under gummibåden og kunne ikke få luft.

 

Alt gik dog godt. Alle fire kom vi sikkert i land, omend noget omtumlede og forslåede på de mange sten. Desværre mistede vi det meste af vor udrustning, som sank til bunds eller fortsatte ned ad Chimehuin. Først da fik vi at vide, at det blot var Eduardos anden tur som fiskeguide på floden. Og hans allerførste gang bag årerne i en gummibåd…

Hilmer

På den hjemlige front er der langt mellem guider, som vi kender dem fra udlandet. Jeg er selv en af dem – i hvert fald i perioder. Ud over at lave fluefiskekurser på Samsø Højskole og Gram Slot guider jeg lidt på bestilling, hvilket er en sjov måde at møde nye mennesker på.

Det nærmeste, vi herhjemme kommer de udenlandske fiskeguider, er nok turbådsskipperne, der sejler lystfiskere ud på hav og fjord efter torsk og fladfisk. På Øresund har det været en fuldtidsbeskæftigelse for flere i efterhånden mange år, og i dag er der også jobs i Hirtshals og Hanstholm, hvor det er torskene på Det Gule Rev, der lokker.

I min studietid på Århus Universitet havde vi en lille fiskeklub, hvis eneste formål var at arrangere et par årlige fisketure på Århus Bugten. Det var i de år, hvor der stadig var torsk at fange…

Vi entrerede med en lille kutter i fiskerihavnen, som dengang stadig havde flere aktive erhvervsfiskere. Hilmer var navnet på en hyggelig gammel skipper, som for længst var gået på pension, men som stadig havde en lille kutter, der lige passede til en halv snes fiskere.   Perfekt til vor lille torskeklub.

Der skulle dog en enkelt startpatron eller to i dieselmotoren, førend der kom liv i den gamle maskine. Før de karakteristiske dunk-dunk lød over havnen. På den måde lignede båd og skipper hinanden ganske meget. Uden en lille dram var der heller ikke meget gang i Hilmer..

 

Hilmer kendte Århus Bugten som sin egen bukselomme efter mange år som erhvervsfisker, og vi havde altid fisk med hjem. En dag lå vi ude på Mejlflak, da der pludselig var hug på flere stænger samtidig.

Op kom først en flot 10 kg’s torsk, som havde taget en tung pirk på konventionelt havgrej. Kort efter fik min sidemand et godt hug på sit kastegrej, og sekundet efter havde også jeg fisk. Det viste sig at være to fornemme torsk på henholdsvis 5 og 7 kg. Fine fightere på let kystgrej.

Begejstrede råbte vi til Hilmer inde i styrehuset, om vi ikke kunne tage et drev til over samme hotspot. Der skete imidlertid intet. Da vi lidt senere checkede kahytten, viste det sig, at Hilmar var faldet i dyb søvn. Midt på et af de mest trafikerede farvande i Danmark.

Vi fandt da heller aldrig vort hotspot igen..

Og sådan er der så meget. Guides, ghillies og andet godtfolk er lige så forskellige, som vi fiskere er det.

© 2012 Steen Ulnits