Den store naturkamp er i gang. – Men er det natur eller kultur, vi taler om og ønsker at bevare? Og er vandkraft så ren en energiform, som mange tror?
De fleste danskere er idag enige om, at naturen er noget, der skal bevares for eftertiden – noget, vi har fået overladt af vore forældre, og som vi skal aflevere til vore børn i samme eller helst bedre stand.
– Men hvad er det egentlig, vi taler om, når vi siger “natur”? – Er det virkelig natur, eller er det ikke ofte “kultur” i stedet? Faktum er, at vor største interesseorganisation herhjemme – Danmarks Naturfredningsforening – regelmæssigt tager fejl af begreberne og fremmer kultur frem for den “ægte vare”, naturen.
Nu skal det først og fremmest slås fast, at vi i Danmark stort set ingen oprindelig natur har tilbage. Så Danmark ud, som naturen ville det, var hele landet dækket af tæt skov. Den skov ryddede vi i sin tid – med heden som resultat i Vestjylland.
Mange tror – måske på grund af H.C.Andersen – at netop den danske hede er et naturligt fænomen. Vor store digter skrev jo: “Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark står”. Nej, heden er i stedet det synlige resultat af skovrydningen på sandede jorde. Et del af dagens danske kulturlandskab.
Danmark, som vi kender det idag, er således et kunstprodukt – formet og skabt efter danskernes forgodtbefindende. Et land, hvis nuværende udseende primært skyldes et veludviklet landbrug med et stort og næsten frem til idag stigende behov for jord til dyrkning. Det samme landbrug, som vi kan takke for vore mange og snorlige regulerede åløb. Og for den medfølgende okker-forurening i specielt det sydlige og vestlige Jylland.
Ret skal dog være ret, og vi kan ikke give landbruget skylden for al dårligdom i dette land. Tag vandkraften som et godt eksempel. Vandkraften, der alle dage er blevet betragtet som en “grøn” energiform – som noget forureningsfrit og dermed positivt. Her er der ingen svovlsur regn fra kulkraftværkernes elproduktion, ingen rygende skorstene, intet radioaktivt udslip eller forurenet spildevand at pege fingre af. Og dog…
Vandkraften
Tidligt i elektricitetens historie – i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig – satsede man her i landet på netop vandkraften. Industrialiseringen af landet var i fuld gang, og til det formål manglede man elektricitet. Et begreb som “forsyningssikkerhed” var ganske naturligt i højsædet efter krigens magre år, og vandkraften var jo som producent af elektricitet dejligt uafhængig af forsyninger udefra.
Rundt omkring i landet skød større eller mindre vandkraftværker op – med Tangeværket ved Gudenåen og Karlsgårdeværket ved Varde Å som de største og mest kendte. Som landets længste vandløb blev Gudenåen begavet med mange mindre værker i tilgift til Tangeværket – landets største vandkraftværk.
Dengang producerede disse værker en meget stor del af landets samlede elforbrug. Tangeværket leverede således alene mere end 20% af Jyllands samlede elforbrug i 1920’erne.
Det gør værket ikke længere. Elforbruget er steget så voldsomt, at vandkraften idag udgør under 1 promille af det samlede danske forbrug. Men de er der stadig, værkerne, og smukt ser det jo ud med de opstemmede kraftværkssøer, som de ligger og glimter i landskabet. Og vedvarende CO2-fri energi er det jo stadig, der kommer ud af turbinerne.
Da elproduktionen er CO2-fri, yder den danske stat et stort tilskud til produktionen af vedvarende energi. Således blev Tangeværkets overskud i 1993 lig med tilskuddet, som hidtil er blevet delt ud til andelshaverne. I 1994 blev overskuddet 3 mio. kr – trods et statstilskud på hele 4,2 mio. kr. Isoleret set er vandkraften således et aldeles urentabelt foretagende.
Staten giver sit tilskud i bedste mening – for at støtte produktionen af vedvarende og forureningsfri energi. Vindmøllerne nyder samme begunstigelse.
De fysiske skader
Smuk ser vandkraften imidlertid kun ud på overfladen. I virkeligheden har vandkraft så mange skadelige effekter på miljøet, at det er en overmåde dyr energiform – specielt i et lavland som det danske.
Vandkraft i Danmark tåler ikke sammenligning med vandkraften, som den ser ud i vore nordiske broderlande Sverige og Norge. I disse lande influerer vandkraften – opstemningerne – nemlig primært på de fysiske forhold, hvor den i et næringsrigt lavland som Danmark i tilgift byder på alvorlige problemer med vandkemien.
I bjerglande som Sverige og Norge kan vandkraften levere store mængder energi til en billig pris. Tilsyneladende i hvert fald. I bjerglande har opstemning af vandløb og søer til magsiner for vandkraftværkerne nemlig ofte haft en katastrofal betydning for bestandene af opvoksende laks, ørreder og rødinger.
Der sker det uundgåelige, at vandstanden stiger, mens søen fyldes op. Og falder, når søen tømmes og det opsamlede vand lukkes ned gennem turbinerne. Herved opstår en fuldstændig gold bredzone, hvor bunden skiftevis tørlægges og oversvømmes. Her kan intet leve – i præcis det bredområde, som normalt er søens mest produktive, hvad planter, vandinsekter og krebsdyr angår. Dette har naturligvis en ødelæggende virkning på vandkraftsøernes bestande af laksefisk.
Mens vandreservoiret fyldes og tømmes, vil vandstanden i åen nedstrøms kraftværkets turbiner svinge tilsvarende, hvilket forstyrrer vandløbets levende organismer meget. I løbet af den lange og meget varme sommer 1995 har Tangeværket to gange lukket af for vandet – senest med det resultat, at store dele af Gudenåen nedstrøms Tangeværket blotlagdes – idet værkets betonfundament skulle udbedres.
De fulde konsekvenser af denne tørlægning kendes endnu ikke, men mange smådyr bukkede under, da åbunden blotlagdes. Og fiskene, der i forvejen var stressede i det meget varme og lave vand, måtte gispe efter vejret i det resterende vand.
Mest kendt ved vandkraften er dog den rent fysiske blokade – selve opstemningen, der kun sjældent kan passeres af vandrefiskene på vej mod deres gydepladser. Tydeligst så man dette ved Gudenåen, hvor den oprindelige laksestamme uddøde med anlæggelsen af Tangeværket og Tange Sø i 1920’erne.
Ved oprettelsen af værket mistede laksen helt enkelt adgangen til sine sidste vigtige gydepladser i Gudenå-systemet. De lå og ligger den dag idag på bunden af Tange Sø – begravet under flere meter vand og et tykt slamlag. Fisketrappen – den gamle såvel som den nye – virker efter mere end 70 år stadig ikke efter hensigten.
Søen må væk!
Idag debatteres det livligt, om Tangeværket skal afgive vand – op mod 25% af Gudenåens samlede vandføring – til et såkaldt “omløbsstryg”. Et sådant stryg vil sikre, at samtlige vandløbets fisk og smådyr får fri passage uden om Tangeværkets opstemning.
Gudenåcentralen har længe modsat sig et sådant omløb, da det – via et uundgåeligt produktionstab på 25% – vil gøre den fremtidige elproduktion endnu mere urentabel, end den allerede er.
Man skal imidlertid gøre sig klart, at et sådant omløbsstryg ikkeløser problemet med Tangeværkets opstemning af Gudenåen. Den nyetablerede Gudenå-laks vil ganske vist få adgang til Gudenåen opstrøms værket, men adgang til hvad?
Tange Søs blotte eksistens hindrer ifølge Fiskeriministeriets egne biologer genskabelsen af en selvreproducerende laksestamme i Gudenåen – helt enkelt fordi laksens allervigtigste gydepladser stadig ligger på bunden af Tange Sø, gemt under et tykt slamlag.
Så skal Gudenåen igen have en naturlig laksebestand – hvilket vi officielt forpligtede os til at sørge for, da vi som medlemsland i EU i 1981 skrev under på den såkaldte Bern-konvention – da må Tange Sø fjernes fra landkortet. Der er ikke andre muligheder. Den øvrige del af Gudenåen rummer ikke tilstrækkeligt med egnede gydepladser – den nedre del heller ikke.
De kemiske skader
Den fysiske blokade af vandrefiskenes adgang til deres gydepladser er som nævnt den mest kendte og omdiskuterede effekt af vandkraften. Langt mindre kendt, men mindst lige så vigtigt er det, at selve opstemningen af det strømmende vand til en sø har yderligere skadelige effekter i et lavland som Danmark – skader på vandkemien.
Det oprindeligt kølige åvand bliver nu til varmt søvand, som i sommermånederne kan nå temperaturer, der er kritisk høje for åens laksefisk. 15-20 grader varmt Gudenå-vand kan i værste fald blive op mod 30 grader varmt Tange Sø-vand! Gudenåen fra Tange Sø og hele vejen ud til Randers Fjord og Kattegat er derfor markant varmere, end den ellers ville være – til stor skade for vandmiljøet i sommermånederne.
I denne forbindelse skal man tænke på, at varmt vand kan indeholde langt mindre iltmængder end koldt. At varmt vand derfor i sig selv er uegnet som opholdssted for iltkrævende organismer.
Det varme og næringsrige søvand byder ligeledes på ideelle levevilkår for en lang række alger, som derfor blomstrer op. Vandet bliver uklart, og de mange alger skygger for planterne på bunden, som derfor kvæles.
Specielt i sommermånederne kan vandet ligne blågrøn maling, hvilket skyldes overproduktion af de ofte giftige blågrønalger. Og som udløser badeforbud eller i bedste fald frarådning. Det sidstnævnte fremgår af skiltning ved Tange Sø.
Vandkraft kan derfor med rette omdøbes fra grøn til “blågrøn energi” – på grund af de giftige blågrønalger, den ofte afstedkommer.
De mange alger påvirker de fysisk-kemiske forhold i vandet på negativ vis. I dagtimerne kan vandets pH-værdi (surhedsgrad) nå kritisk høje værdier på grund af algernes fotosyntese. pH-værdier på10 er almindelige og meget uheldige for fiskene, der i så fald må fortrække – eller dø. Så basisk vand kan de ikke tåle. Fra netop Tange Sø kendes da også tilfælde på massedød blandt fiskene, her specielt den kommercielt værdifulde laksefisk helt.
Samtidig kan vandets iltindhold falde så meget om natten – på grund af de kolossalt mange algers ånding, når der ikke er lys – at fiskene kan blive kvalt på grund af iltmangel.
Alt i alt svarer effekten af vandkraft herhjemme således til virkningerne af en forurening med organisk spildevand!
Endelig må man ikke glemme, at et frit strømmende vandløb har en ganske stor selvrensende effekt – jo hurtigere strøm og bedre iltning af vandet desto større selvrensning. Og netop på stræk-ningen mellem Kongensbro og Tange var Gudenåen oprindeligt meget hurtigt strømmende.
En studerende fra Silkeborg Seminarium formulerede det glimrende, da sammenhængen gik op for hende:
“I stedet for 10 km stærk selvrensning i en hurtigt strømmende Gudenå får vi nu 10 km stærk forurening i den opstemmede Tange Sø!”
Den milliard kroner, som borgerne langs Gudenåen har investeret i en bedre rensning af deres spildevand, har givet langt renere vand i Gudenåen. Men effekten kunne blive meget bedre, dersom Tange Sø forsvandt fra landkortet – som led i et naturgenopretnings-projekt ved landets længste vandløb.
Billig vandkraft dyr i drift
Gennemgående byder opstemmede vandkraftsøer på meget ustabile og derfor dårlige livsbetingelser for såvel fisk og smådyr som højere planter. Så dårlige, at kun en bestand af hårdføre såkaldte “skidtfisk” – primært skaller og brasen – kan trives året rundt.
Vandkraftsøens værdi som producent af værdifulde fisk er derfor meget lille, hvilket også skyldes, at søen er et ideelt levested for rovfisk, der kan tolde hårdt på bestanden af nedtrækkende ungfisk af laks og havørred. En meget stor del af de ungfisk, der må passere vandkraftsøen på deres vej mod opvækstpladserne i havet, bliver ædt af gedder, sandart og knuder under passage af søen. Det viser både danske og svenske undersøgelser.
På denne måde bliver den “billige” og miljørigtige vandkraft pludselig til et overmåde dyrt bekendtskab for samfundet, der her mister ressourcer i form af laks, havørred og helt. Det rene vand, som i eksempelvis Gudenåen gerne skulle være resultatet af en milliardstor investering i bedre spildevandsrensning, bliver samtidig en saga blot. Gudenåen misfarves fra udløbet af Tange Sø og helt ud i Randers Fjord, der som slutdestination belastes af de medførte alger.
Vandkraften har herhjemme kun en enkelt reel fordel – den producerer uomtvisteligt CO2-fri energi. Produktionen er dog forsvindende lille og omkostningerne for miljøet til sammenligning gigantiske. Tidligere formand for Gudenå-komitteen, Knud Erik Særkjær, udtalte engang om Tangeværkets effekt på miljøet i Gudenåen:
“Den samlede miljøpåvirkning er utvivlsomt større, end hvis den samme energimængde blev produceret ved afbrænding af kul eller olie, men af en helt anden karakter!”
Natur eller kultur?
I lyset af alt dette kan det kun undre, at en organisation som Danmarks Naturfredningsforening bakker op om vandkraften – på bekostning af de oprindelige vandløb. Vandkraften, som i denne forbindelse jo er rendyrket kultur i stedet for natur. Det har været tilfældet med Tange Sø og med Vestbirk søerne, hvor DN har stillet sig i vejen for en genskabelse af den oprindelige natur i form af det oprindelige bugtede åløb.
Og nu senest har DN været stærkt medvirkende til at forhindre retableringen af Gudenåen ved den af staten opkøbte Vilholt Mølle. Staten opkøbte i sin tid møllen for at nedlægge elproduktionen og dermed retablere en strækning af Gudenåen, der ville blive en af landets hurtigst strømmende – med en fauna, der ikke findes tilsvarende andetsteds i Danmark.
Men sådan skulle det ikke være. Naturklagenævnet vedtog, at opstemningen ved Vilholt Mølle skulle bibeholdes – trods indstilling fra Miljøministeriet og Skov- og Naturstyrelsen om det modsatte.
I ministeriet og styrelsen var man enige om, at opstemningen skulle nedlægges og Gudenåen genskabes i sin oprindelige form – som et af Danmarks få hurtigt strømmende og dermed unikke vandløb.
Med aktiv støtte fra Danmarks Naturfredningsforening lykkedes det imidlertid et fåtal lokale at forpurre en genskabelse af Gudenåen ved Vilholt Mølle. Trods det faktum, at såvel Vejle Amt som Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening også bakkede op om fjernelsen af den 130 år gamle opstemning ved møllen. Baglandet var således i orden, og Naturklagenævnets afgørelse kom derfor som et chok for de fleste.
Hermed har DN skabt sig et forklaringsproblem, for hvordan kan man kalde sig Naturfredningsforening, når det retteligen er kultur, man ønsker at fremme – endda på direkte bekostning af den ægte natur? Da burde man skifte navn til Danmarks Kultur-fredningsforening i stedet for at stikke sine mange tusinde medlemmer blår i øjnene. Medlemmer, der givetvis og desværre fejlagtigt tror, at det er naturen de støtter, når de melder sig ind i DN!
– Måske er det derfor, DN netop har spillet ud med et oplæg til sikring af de danske havørredstammer? Med en ordlyd, der stort set er identisk med det, engagerede sportsfiskere i mange år har prædiket.
– Måske det er en slags aflad for dårlig samvittighed i forbindelse med DN’s miljøfjendske holdning til vandkraften, der jo netop er med til at ødelægge de selvsamme naturlige lakse- og havørredstammer?
Udlandet viser vejen!
Den danske vandkraft synger idag på sidste vers. Bestyrelsen for Gudenåcentralen, der driver Tangeværket og Elmuseet samme sted, kæmper dog med næb og klør for deres minimale elproduktion. De har af al magt modsat sig etableringen af det omløb, som en enstemmig Gudenå-komitté ellers har anbefalet.
Forklaring: Med etableringen af et omløb vil Tangeværkets energiproduktion nemlig blive så økonomisk urentabel, at enhver kan se det. Da vil det stå lysende klart for landets politikere, at de store statstilskud til en forsvindende lille og håbløst urentabel elproduktion ikke kan fortsætte. Og da vil et fåtal lokalpolitikere miste deres attraktive bestyrelsesposter i Gudenåcentralen…
Landets næststørste vandkraftværk, Karlsgårdeværket ved Varde Å, er allerede idag under afvikling. En fortsat drift af værket er nemlig afhængig af, at der foretages store opgravninger af aflejret bundslam i Karlsgårde Sø. Og en sådan opgravning kan ikke ske, da der i søbunden findes store mængder kviksølv aflejret – kviksølv, som stammer fra Grindstedværkets udledninger i Varde Å. Esbjerg Kommune, som driver værket, har derfor meldt ud, at man ikke nærer ønske om at fortsætte en urentabel produktion.
I det store udland er man ved at være klar over, hvad vej vinden blæser. Det har man i hvert fald nu dokumenteret i både USA og Frankrig, hvor vandkraften i efterhånden mange år har været en ødelæggende faktor for miljøet i almindelighed og bestandene af vandrefisk i særdeleshed.
I USA har den amerikanske regering meldt ud, at man vil bekoste hele 209 mio. US$ på fjernelsen af to vandkraftopstemninger – dæmninger – ved den 72 km lange Elwha River i staten Washington på USA’s vestkyst. Formålet er, at stillehavslaksene igen skal have adgang til deres gamle gydepladser opstrøms dæmningerne.
En imponerende kovending i et land, hvor vandkraft i mange år har været lig med fremskridt og velstand. Tænk blot på de gigantiske Hoover og Grand Coulee Dams, der nu i mange år har leveret strøm til den amerikanske drøm!
I Frankrig har en massiv kampagne mod tilsvarende dæmninger siden 1986 nu båret frugt. Miljøorganisationen “Loire Vivante” (“En Levende Loire Flod”) har nu fået så meget vind i sejlene, at den franske miljøminister vil bremse etableringen af to planlagte nye opstemninger. Men ikke nok med det. Han vil også fjerne to af de allerede eksisterende opstemninger – ved henholdsvis Maisons Rouge og St. Etienne du Vigan.
Styr på definitionerne!
– Hvor længe skal vi så i lille Danmark acceptere, at et fåtal bestyrelsesmedlemmer i Gudenåcentralen skal holde laksen borte fra dens gydepladser opstrøms turbinerne ved Tange Sø? At et mikroskopisk kraftværk skal dele landets længste vandløb i to skarpt adskilte dele med hver sin fauna – endda med statstilskud?
Vandkraften står idag midt i et vadested. Det er nu, der skal gøres op med gamle forestillinger om en “miljøvenlig” vandkraft. Det skal derfor blive spændende at se, om Svend Auken, der jo nu er både miljø- og energiminister, kan få kabalen til at gå op:
Hensynet til både miljøet og energiforsyningen, der jo på næsten alle områder er hinandens modpoler.
Svaret blæser i vinden…
Steen Ulnits
(oktober ’96)
Andre relaterede artikler:
Vandkraft – I
Del denne artikel: