Forfatterarkiv: Steen

If I ruled the World…

Hvis jeg var statsminister…

Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og de samme ting kan derfor antage mange forskellige former. Men det er naturligvis altid én selv, der har ret – som har det store overblik og kan gennemskue, hvordan det hele hænger sammen.

Og hvis man selv var statsminister, så skulle man hurtigt få skik på tingene. Det er en tanke, vi vist alle har leget med ind imellem – hvor godt alting ville være, hvis vi selv kunne bestemme det hele. Så ville der blive anderledes styr på tingene – stik modsat nu, hvor det hele jo bare sejler.

Det hæderkronede engelske magasin “The Field” har taget ideen op og introduceret en fast klumme, hvor mere eller mindre kendte mennesker får lov at komme til orde og fortælle, hvordan verden ville blive, hvis netop de var prime minister eller president of the United States.

I oktober sidste år kom så turen til min gamle ven og våbenfælle, Orri Vigfusson fra Island. Orri er efterhånden kendt verden over som vildlaksens talsmand – som ham, der om nogen måske vil kunne redde den vilde atlanterhavslaks fra udryddelse.

Orri er nemlig formand for den islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund, der for private midler køber laksekvoter op og dermed sikrer, at atlanterhavslaksene kan vokse sig store langt til havs, inden de uhindret vender hjem igen for at sikre slægtens beståen.

The Field giver her Orri ordet:

“If I ruled the world it would be the answer to a longterm campaigner’s dream. I’m a practical man so I would not demand too much. But, at a stroke, I would be able to make the changes I believe the world must accept if fish stocks around the globe are to survive.

My ideas need not cost taxpayers a penny. Everything could be achieved through what I call “green capitalism”. The goal is the elimination of waste and a sustainable allocation of scarce resources. My friend, Bill McDonough, often talks about “saving the world through commerce”.

He says human endeavour is the only force big enough and fast enough to get done all the things that need to be done. I agree wholeheartedly. So, in my role as a benevolent dictator, this principle would be applied to the management of fisheries in all the oceans.

At present, the global ocean fishery industry has annual revenues of about US$100 billion but if subsidies are removed the industry is probably losing $10-20 billion a year. Most of this failure can be blamed on fisheries’ management regimes and on their reliance on a traditional “common property” approach.

From time immemorial, most of the world’s oceans have been an open hunting ground for all and sundry. For a great many generations, treating fish as common property worked well because the primitive equipment and little boats that the old fishermen used were quite incapable of denuding the seas.

We’ve come a long way since then. Take the modern purse seiner as an example. Such a vessel may be 250 ft long, 3,000 gross tonnes and capable of catching 2,600 tonnes of fish in a single cast.

It’s surely time to abandon that idea completely. My alternative is a system of property rights, and the management of fisheries through private capital. I’d follow the proposals for global fisheries reform put forward by Professor Ragnar Árnason of the University of Iceland.

If global fisheries were managed along such lines, investors would enjoy high dividends, as we already know that property rights work when applied to the management offisheries. Rough calculations suggest that annual returns could be as high as $50 billion.

The proof comes from the way Iceland manages many of its fisheries by giving fishermen transferable quotas. These property rights have the virtue of combining high profits and conservation goals.

Fishermen who want to be high earners realise this requires large fish stocks, so they become concerned about maintaining a healthy ocean habitat. They also accept sensible harvesting levels that aren’t decided by politicians looking for votes.

It is essential that such a system is run by the smallest effective administrative structure and managed locally. The stakeholders are the fishermen themselves and they are empowered to supervise the state of the stocks. State involvement is kept to the minimum needed to protect stocks and set catches at sustainable levels, determined by scientific assessments of the size and structure of the target species.

Ecosystem protection must also be a priority and demands that the food chain is safe- guarded by controlling fishing methods. If trawling were damaging the habitat it would be banned and replaced by long-lining from smaller boats.

The senseless practice of industrial fishing would largely be stopped, as it creates great holes in the food chain. Decimate the capelin and sandeels to make animal feeds or fuel for power stations, and salmon, sea fish and sea birds all suffer from a lack of food.

Each year-class would be managed separately for all species, with the emphasis on maintaining the healthy stock of mature spawners that propels populations to success.

I would move towards optimum exploitation of the various age groups that can withstand fishing pressure. Scientific studies have shown that the most robust populations of fish are those that have been largely unfished.

Their most important characteristic is that they are all dominated by large numbers of the older and bigger fish that produce most eggs. This would work hand in hand with closing areas to allow shrinking fish stocks to recover and avoid the shameful waste of discards.

Of course, the fate of the Atlantic salmon is still closest to my heart and there are two things that I would do to ensure its recovery. I would end all the remaining commercial fisheries that decimate mixed stocks of salmon, especially along the Scottish, Norwegian and Irish coasts. This is a mindboggling waste of salmon that could rebuild the Atlantic’s stocks.

A second great threat to salmon comes from fish farming. The aquaculture industry pro- vides a much-needed product that takes pressure off wild stocks of salmon but we do not want this at a cost that outweighs the benefit. Being in the fortunate position of ruling the world, I would order all salmon farm operations to be removed from coastal waters and estuaries and become land based.

If I were king, you can be sure I’d impose all of the changes I have outlined. But the saddest part of it all is that none of them really requires a king. All that is needed is for the existing governments of this world to shoulder their responsibilities and act for the greater good of what could be one of the most important ways of feeding their increasing populations.”

Orri Vigfusson – www.thefield.co.uk – Opinion

Så vidt så godt, og når det drejer sig om atlanterhavslaksen, har Orri ganske givet ret. Men når det gælder vort hjemlige kystnære fiskeri, forholder tingene sig noget anderledes. Det har jo netop vist sig, at den frie og ukontrollerede handel med de omsættelige fiskekvoter noget nær har udryddet det hæderkronede kystfiskeri med mindre fartøjer og skånsomme redskaber.

Kvoterne er købt op af store både, som dermed bliver endnu større. Og større både kræver tungere redskaber, hvis de skal være rentable.

Trawlene bliver alt for store, fiskebestandene overfiskes, og bundmiljøet ødelægges af de tunge trawlskovle. De ålegræsbælter, som er altafgørende for mange af vore kystnære fiskearter i deres første leveår, pløjes op og ødelægges af trawlfiskere og muslingeskrabere. Idioti på højeste plan.

Hvis jeg var statsminister, ville jeg som noget af det allerførste indføre totalforbud mod enhver form for slæbende og skrabende fiskeri i de indre danske farvande, der slet ikke har format eller fysik til en så hårdhændet behandling.

Det ville på ganske kort tid føre til en markant opblomstring af stort set alle fiskearter – med torsken som den mest synlige. De nye torsk ville få travlt med at rydde op i de alt for mange krabber, som i dag næsten ikke har nogen fjender tilbage. Det ville være fantastisk.

Dernæst ville jeg indføre tiltag, som ville bringe den invasive kinesiske skarv ned på halvdelen af dagens bestand. Fra knap 40.000 til 20.000 ynglepar. Det ville betyde en markant formindsket prædation på alle fisk i de indre danske farvande – stallingerne også i kolde isvintre, hvor skarverne søger op i de stadig isfri vandløb for at fouragere.

Endelig ville jeg tilføre fiskerikontrollen så mange midler, at de med held ville kunne opretholde det forbud mod nedgarn i den 100 meter garnfri zone, som vi har haft i mange år. Men som i vid udstrækning ikke overholdes, da risikoen for at støde på fiskerikontrollen i dag er minimal.

Det ville gavne havørredbestanden meget og derigennem tilføre turisthvervet mange tiltrængte kroner. Som det er i dag, går de sorte penge ned i et fåtal kriminelle garnfiskeres velpolstrede lommer.

Hvis jeg var statsminister, ville Danmark igen blive det yndige land, som det intensive industrilandbrug har formået at ødelægge på ganske få årtier. Jeg ville nemlig straks tvangsomlægge alt dansk landbrug til økologisk drift og udstykke de få storbrug på mange flere og mindre hænder.

Økologisk landbrug egner sig i sagens natur ikke til storbrug. Der er i stedet brug for dedikerede landmænd, som gider bruge tid på markerne i steder for bag computerskærmen. Som vil udføre arbejdet selv i stedet for at lade maskinstationerne gøre det beskidte arbejde.

Hvis jeg var statsminister, ville jeg samtidig stoppe den lukrative svineproduktion, hvis svin alligevel køres syd for grænsen for at blive slagtet til billigere priser her. Med lukning af danske slagterier som følge.

Der skulle indføres den afgift på transport af slagtesvin, som den nuværende regering havde lovet, men som den siden opgav igen. Og det skulle være slut med fordækte statstilskud til etablering af danskejede svinefarme i fattige østlande, hvor miljø er en by i – nå ja, Rusland.

Hvis jeg var statsminister, skulle den massive udbringning af gylle nedbringes til et minimum, og resten af gyllen skulle omdannes til biogas. Slut med overfyldte tanke og gylle, der nærmest i panik bringes ud på stadig frosne marker. Af maskinstationer, hvis medarbejdere enten ikke kan se, når jorden er frosset og gyllen derfor løber af. Eller bare er ligeglade med det.

Hvis jeg var statsminister, ville Danmark igen blive et dejligt land.

Men så var man jo nødt til at stille op…

Bentley Bare Bedst

Bentley Bentayga by Mulliner

Der er noget helt specielt ved fiskebiler. De kan være gamle og udslidte og derfor have en høj brugsværdi – fordi man ikke længere er bange for buler, ridser og skrammer. Eller de kan være spritnye, højglanspolerede, luksuriøse og hundedyre. Her skal vi se på en af de sidste:

Vi vidste det jo godt i forvejen – at britiske Bentley bygger fornemme biler i den klart dyre ende af prisskalaen. Vi vidste bare ikke, at Bentley nu også er leveringsdygtige i verdens nok fineste, dyreste og mest dedikerede fiskebil – Bentley Bentayga!

Har man nemlig samlet spareskillinger nok op til en ny Bentley Bentayga SUV, kan man bestille den med et skræddersyet kit, som vil få enhver fluefisker til at græde sig i søvn. Det indeholder nemlig alt, man som aristokratisk eller blot nyrig fluefisker måtte kunne ønske sig eller kræve af en ny fiskebil.

Det er ikke så forfærdeligt længe siden, at Bentley introducerede Bentayga – et køretøj, der hurtigt vandt titlerne for verdens hurtigste og dyreste Awards Show Shuttle – ASS eller bare SUV. For lige at minde os om, at Bentayga faktisk er designet til off-road eventyr og ikke blot smutture mellem slotte og godser i porteføljen, har Bentley netop annonceret en fluefiskefokuseret specialudgave.

Made by Mulliner

Den bærer det sigende navn “Bentayga Fly Fishing by Mulliner”. Sidstnævnte er The Marque In-house Custom Shop for dyre køretøjer. I denne SUV er man efterfølgende rigtig godt kørende og samtidig passende elegant klædt på til at fange ædle ørreder. På flue, naturligvis. Rigtige gentlemen kører jo i Bentley og fisker med flue. – What else?

Til dette fine formål har hele fire fluestænger fundet nye hjem i rør af hørsyet sadellæder bekvemt ophængt under lastskjuleren. Herunder er der dels en udtagelig læderkuffert med et fuldt sæt krystal vinglas og fint porcelæn – dels et to-delt skab med plads til andre nødvendige ting som fluehjul, liner og forfang samt et fuldt udstyret fluebindingskabinet med stik og materialer. I ægte valnød, forstås.

Endelig er der en separat cooler med en samling rustfri termokander, der kan rumme såvel the som kaffe og alkoholiske drikkevarer. Engelsk Country Style, når det er allerbedst!

Der er naturligvis også gjort plads til fangstnet og opbevaring af eventuel fangst. Og for at undgå lugtgener i bilen, er den naturligvis monteret med en luftaffugter, så duften af frisk læder ikke forstyrres af gamle fisk og våde vadesokker…

Der er naturligvis også tænkt på et opbevaringsrum til de medbragte madvarer. Den franske landskinke, ikke mindst. Dette rum kan fjernes og bruges til siddepladser eller opbevaring af waders – våde eller tørre.

Sporty SUV til overklassen

Bentley’s nye Bentayga SUV er langt fra den første bil, som er specielt udstyret til “sport”, som englænderne jo kalder jagt og fiskeri. Land Rover’s katalog er fyldt med særlige udgaver – eksempelvis Holland & Holland Range Rover, som man naturligvis vælger, når man skal ud at lufte sine kostbare parbøsser til fasanjagten sidst på året.

Brugerdefinerede picnickurve og barer har længe været tilgængelige for alle udgaver af Bentley og Rolls-Royce. Det manglede da bare.

Lidt mere jordnært finder vi en Orvis Edition Jeep Grand Cherokee, som selvfølgelig er holdt i Orvis’ egen mørkegrønne farve, der til forveksling ligner den engelske Racing Green. På samme måde har ligeledes amerikanske LL Bean tilført Subaru ‘s noget billigere Outback og Forester modeller deres eget rustikke udendørs look.

Bentley’s Bentayga Fly Fishing by Mulliner er et fantastisk stykke design og håndværk. Alene tanken bag dette køretøj fortjener ros – omend det må være svært at styre bilen ned ad smalle grusveje med tornebuske skrabende hen over den skinnende lak, der naturligvis er Racing Green. Bilen koster trods alt et par millioner – før skat.

Skal der hvide plader på fars nye fiskedyt, så familie og venner også kan komme med på fluefiskeri, næsten tredobles prisen herhjemme.

Grusveje og gulvtæpper

Vi kan således roligt regne med, at der ikke kommer til at køre mange eksemplarer af denne dejlige fiskedyt rundt på landeveje, grusveje eller i terrænet herhjemme. I så fald givet på gule plader, men det ser nu lidt nærigt eller fattigt ud, når vi alligevel befinder os i disse prismæssige luftlag. Heroppe, hvor man med sin bil gerne vil signalere, at man har penge nok og magt over tingene.

Det vækker mindelser om de år, hvor den amerikanske Chevrolet Camaro sportsvogn også kunne købes på gule plader. Som varevogn, da målene i ladrummet dengang muliggjorde dette. Det blev aldrig rigtigt cool at køre på café i sin sportsvogn – på gule plader…

Der er den klare fordel ved Bentley’en, at man kan lade butler og chauffeaur blive hjemme. Den lille Bentayga kræver nemlig ikke samme store kørekort og plads som den mere voldsomme Rolls Royce. Den kan man med fordel reservere til de lidt større familiesammenkomster…

Fotos af Bentleys nye Bentayga Mulliner til denne artikel er naturligvis taget på Island. Kun her er fiskeriet dyrt og fornemt nok til en sådan fiskebil!

Efterskrift: Der findes naturligvis en pulverslukker ombord, dersom fiskeriet skulle blive alt for hot. Der findes dog ingen brandsikker boks på udstyrslisten, som man eksempelvis kan deponere sin Samsung Galaxy Note 7 i. Det er jo for nylig blevet forbudt at tage netop Note 7 med ombord på flyet, efter at næsten 100 eksemplarer af denne ellers helt nye smartphone spontant er brudt i brand.

Bentley ser næppe dette som noget problem, da stort set alle kunder i kartoteket bruger iPhones fra Apple. Eller forgyldte Nokia telefoner. Eller diamantbesatte custom phones. Men alligevel. Det kunne jo være…

I begejstringen over al denne luksus havde jeg nær glemt motoren. Den nye Bentayga fås med en lidt kedelig og økonomisk dieselmotor, hvis man er til kørsel med blød hat. Eller Bentley’s helt nye W12 TSI, som ifølge fabrikken selv er “beyond description”. Den skal både høres og køres!

Bentley afslører dog, at den nye 12-cylinders benzinmotor giver Bentayga en acceleration fra 0-100 km på imponerende 4,1 sekunder. Topfart på 301 km/t burde række til det meste, når majfluerne er begyndt at klække…

“Demonstrating the true Bentley spirit”, som fabrikken selv udtrykker det!

Mere om fiskebiler – dog i den lidt billigere ende af prisskalaen:

http://ulnits.dk/smabadsfiskeri/fiskebilen/

Sportsfiskeriets Hus

Demokratisk debat i dagens Danmark…

Danmark er et demokratisk samfund, og i et sådant skal der altid være plads til åben debat om tingene. Det er jo trods alt derfor, vi ikke længere ligger i krig med hinanden, men taler os frem til en løsning på problemerne. Det har taget 2.000 år og mange menneskeliv at nå så langt, så det gælder om at passe godt på demokratiet og den frie debat, som følger med.

Uheldigvis er det ikke altid, vi kan leve helt op til idealerne. Ikke mindst Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har ofte formået at dele vandene, og desværre har inkarnerede DSF tilhængere ofte svært ved at acceptere kritik udefra.

Selv har jeg gentagne gange fået skudt i skoene, at jeg skulle være modstander af DSF – fordi jeg i forskellige sammenhænge har udtalt mig kritisk om DSF og dets aktiviteter. Dette til trods for, at jeg netop støtter et stærkt DSF og derfor gerne vil hjælpe dem lidt på vej, når det ind imellem har knebet med orienteringen.

Jeg har da også været medlem af DSF i flere år, end jeg kan huske, og også været med i instruktørsammenslutningen i en del år. Og jeg har absolut ingen planer om at melde mig ud.

Men jeg forbeholder mig naturligvis retten til at være uenig med DSF, når og hvis de i min optik skulle komme på afveje. Danmark er jo trods alt stadig et demokrati!

Danmarks Sportsfiskerforbund til debat

Den forgangne vinter og forår har virkelig stået i debattens tegn. Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har været genstand for den nok mest ophedede debat nogensinde på internettet, hvor DSF er blevet grundigt debatteret.

Debatten har primært fundet sted på webstedet 123nu.dk, der tilsyneladende har stoppet debatten ved at bortcensurere de mest kritiske indlæg. Hvorvidt det så er rigtigt, får stå hen i det uvisse. Jeg ved blot fra førstehånds beretninger, at kritikere af DSF tilsyneladende har fået deres indlæg vraget og er blevet udelukket fra debatten.

Det er tydeligt, at det ofte er gammelt nag, der er dukket op og har båret debatten. Nogle foreninger føler sig svigtet af DSF og har efterfølgende meldt sig ud. Hvor DSF på det højeste har haft omkring 30.000 medlemmer, er dette tal nu nede på 25.000 og tilsyneladende i stadig tilbagegang. Trods DSF’s egen målsætning om 150.000 medlemmer ud af op mod en halv million mulige.

I den forbindelse er det faldet mange for brystet, at DSF går med højaktuelle planer om at bygge et helt nyt domicil ved Vejle Å – et “Sportsfiskeriets Hus” til godt 10 millioner kroner, hvoraf knap 7 millioner skal finansieres af den svindende medlemsskare.

Timingen er forkert, mener mange. Og ambitionerne større end evner og behov, mener andre. DSF mener naturligvis selv, at projektet er visionært. Under alle omstændigheder vil DSF’s medarbejdere få en smuk arbejdsplads med en rigtig god udsigt over Vejle Ådal.

Projektet vækker mindelser om de fatale år, hvor DSF ville styre hele fiskeplejen i Danmark – via et centraliseret fiskeopdræt i Tange. Et projekt, der faldt totalt til jorden og som var ved at koste DSF livet rent økonomisk. Sporene skræmmer derfor naturligt nok. Heldigvis har DSF en formue, man i så fald vil kunne tære på.

Den nyopståede ballade omkring DSF bunder endnu engang i den geografiske skævhed blandt DSF’s medlemmer. Nu er der ingen officielle tal af nyere dato at henvise til, men den seneste opgørelse fra 1994 viste, at ikke mindre end 70% af DSF’s medlemmer kommer fra jyske foreninger med snævre interesser i fiskeretten ved de jyske vandløb. Det er her, DSF har haft sin vugge, og det er her, interesserne i dag stadig er samlet.

Dette forhold har fået mange – ikke mindst på Sjælland og til dels også Fyn – til at kritisere DSF for at repræsentere danske lystfiskere over én kam. Når de nu ikke gør det.

Det var også det, der i sin tid fik en helt ny sammenslutning – “Danske Lystfiskere” (DL) – til at se dagens lys. Primært baseret på Sjælland, men også med enkelte jyske foreninger imellem. DSF går mere eller mindre spøgende under betegnelsen “Jydsk Åfiskerlaug” flere steder, og det er altså ikke uden bund i virkeligheden.

En stærkt medvirkende årsag til kritikken har nemlig været, at mere end 80% af de samlede fiskeplejemidler fra det obligatoriske fisketegn er gået til de jyske foreninger under DSF. Kun godt 10% er gået til fiskepleje på Sjælland, hvor vandløbene er få og små.

Dette skal ses i lyset af, at lystfiskere i Jylland kun bidrager med godt 50% af indtægterne fra fisketegnet – mod knap 40% fra Sjælland. Mange sjællandske fisketegnsløsere føler sig derfor snydt for deres egne penge.

DTU Aqua til debat

Det er biologerne fra DTU Aqua i Silkeborg, der styrer fordelingen af millionerne til fiskeplejen fra fisketegnsmidlerne. Det er samtidig de selvsamme millioner, der helt eller delvis betaler de selvsamme forskeres lønninger og undersøgelser.

Dette forhold har fået mange til at kritisere DTU Aqua for primært at hyppe deres egne kartofler på bekostning af det oprindelige formål: At fremme fiskeplejen i Danmark med indtægterne fra det obligatoriske fisketegn.

Mange har også set det gradvise skift fra udsætninger af havørredsmolt direkte i hav og fjord til i dag kun at omfatte mundingsudsætninger som en smart måde at skaffe penge til sig selv – til lønninger til DTU Aquas personale.

Det var nemlig flere millioner, der blev sparet væk her – under dække af at beskytte de oprindelige ørredstammer mod genetisk forurening fra strejfende tamfisk. På papiret et smukt og velmenende træk – hvis ikke lige fordi, der på øerne næppe længere findes oprindelige ørredstammer. Og hvis ikke der lige manglede egnede pladser til udsætning af fisk i åmundingerne.

Det succesrige arbejde omkring udsætning af ørreder i Isefjorden blev eksempelvis skrottet – til stor ærgrelse for dels de mange sjællændere, der gennem årene havde været engageret i projektet – dels de mange tusinde lystfiskere fra ikke mindst København, som i Isefjorden længe havde haft et produktivt åndehul tæt på stenbroen.

Og så er det, at tingene bider sig selv i halen. Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) sidder nemlig med ved bordet, når millionerne fra fisketegnsmidlerne skal fordeles.

Det er således med DSF’s billigelse, at man i sin tid skar ned på de sjællandske udsætninger og trappede de jyske op – ikke mindst i forbindelse med laksehandlingsplanerne, som har været ganske kostbare at effektuere.

DSF har efterfølgende argumenteret med, at mange jyske havørreder strejfer vidt omkring og ofte fanges af sjællandske lystfiskere.

I hvilket omfang det egentlig er tilfældet, vides dog ikke. Men helt forkert er det ikke. Et ubestrideligt faktum er dog, at de kostbare lakseudsætninger i Jylland ikke kommer sjællænderne til gavn. De tilbagevendende laks fanges alle i jyske lakseåer, hvor de bedste strækninger ofte er lukket vand for udenbys fiskere.

Rugekasser til debat

Det seneste debatemne har været de rugekasser, som ildsjæle i Jylland har arbejdet ihærdigt med i de seneste år – med rigtig godt resultat. Rugekasser er en praktisk måde at lade ørredæg klække ude i naturen og ikke inde i dambrug, som den nuværende fiskepleje foreskriver.

Resultaterne med rugekasserne har været rigtigt gode, men fra DTU Aqua i Silkeborg accepterer man ikke dette faktum. Argumenterne imod stritter i alle retninger og har intet hold i virkeligheden, men intentionerne er klare nok:

DTU Aqua ønsker ikke en decentraliseret fiskepleje, der kunne fjerne magten og millionerne fra dem. Og da DTU Aqua og Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har et meget nært samarbejde, er DSF nu også kommet på konfrontationskurs med rugekasserne og deres fortalere. Det minder lidt om DSF’s blåstempling af undervandsjagten. Søg på “UV jagt”, hvis du vil vide mere.

Som biolog er det uhyre svært at se det negative i, at ørrederne fødes og vokser op under de mest naturlige forhold – i en rugekasse ude i vandløbet og ikke inde i et dambrug. Det vil altid gøre fiskene mere egnede til det forestående og farefulde liv i naturen, hvor rovfugle og rovdyr er på evig jagt efter dem.

Præcis som den store Vadehavsundersøgelse i sin tid dokumenterede, at stort set alle udsatte tamfisk gik til under de barske og uvante forhold i Vadehavet. Kun vildfiskene kunne finde ud af det.

Dette blev efterfølgende brugt til at sætte fokus på arbejdet med de oprindelige fiskebestande – hvor og hvis disse altså findes. Og til at nedprioritere udsætninger af tilfældige tamfisk fra dambrug. Samt fjerne de store udsætninger direkte i saltvand helt fra landkortet – også på øerne, hvor der i regelen slet ikke findes vandløb til mundingsudsætninger.

DTU Aqua har derfor aldrig nydt nogen større popularitet uden for DSF’s kredse, og da DSF nu også undsiger rugekasserne til fordel for samarbejdet med DTU Aqua, er deres stjerne dalet yderligere i mange kredse.

Man må håbe, at DSF snarest kommer ud af dette dødvande og får samlet danske lystfiskere i stedet for at sprede dem yderligere. Med flere end 500.000 lystfiskere i Danmark (iflg. både Gallup og Cowi) er potentialet så stort, at man burde kunne mønstre mange gange flere end de nuværende 25.000 medlemmer.

Indtil da må vi skele misundeligt til jægerne, som i Danmarks Jægerforbund har formået at samle omkring 100.000 medlemmer – trods det faktum, at der her i landet er langt færre jægere end lystfiskere.

DSF’s seneste rapport over brakvandsgedderne i de sydsjællandske farvande var et sikkert velment forsøg på at skaffe sig mere fodfæste og goodwill på øerne. Men det er næppe nok i længden.

Der skal desværre nok mere til, førend DSF har fået rystet tilnavnet Jydsk Åfiskerlaug af sig og er trådt i karakter som hele Danmarks Sportsfiskerforbund. Og ikke kun 25.000 fortrinsvis jyske åfiskeres. Der er brug for mange flere medlemmer – ikke mindst på øerne.

Budgettet for det nye 10 millioner kroner dyre Sportsfiskeriets Hus i Vejle Ådal er baseret på, at medlemstallet kan holdes konstant. Og hvis det skal være tilfældet i årene fremover, så må DSF lidt mere væk fra de jyske åer og blive meget mere synlig på øerne. Ellers holder budgettet ikke, og så lurer potentielt en ny Tangeskandale.

Det kan ingen lystfisker i Danmark være tjent med. Vi har brug for et stærkt DSF, der kan samle danske lystfiskere i stedet for at sprede dem. Men faktum er, at DSF med sin nye millioninvestering har gjort sig mere sårbar end nogensinde.

Så bak op om DSF, når de bakker op om dig og taler din sag!

Efterskrift: Jeg har modtaget en del kommentarer på denne artikel. Flest positive, men også et par negative. En nordenfjords foreningsmand havde både ros og ris. Kritikken gik på, at jeg nok havde været for optimistisk med hensyn til DSF’s aktuelle medlemstal. Jeg havde skrevet, at det lå omkring 25.000. Og officielle tal foreligger ikke.

– Det reelle medlemstal er nærmere nede på godt 19.000, lød meldingen fra nordenfjords. Hvis det virkelig er tilfældet, er der jo endnu større risiko for, at det ambitiøse projekt Sportsfiskeriets Hus til 10 millioner kroner lider økonomisk skibbrud.

Vi følger udviklingen i største spænding. Og håber naturligvis det bedste.

Søg gerne på “Jagtens Hus”, hvis du vil vide, hvordan vore jagende kolleger har grebet sagen an. De er dog også små 100.000 organiserede medlemmer…

Å-fiskeri

Tid: Forsommer
Sted: Gram Slot i Sønderjylland
Indhold: Grundkursus i fluefiskeri og kasteteknik ved å
Pris: Er inklusive fuld kost, logi på enkeltværelse samt undervisning

Dette er et kursus, som mange af vore kystfluekursister har spurgt på. Mange har haft lyst til at prøve det klassiske fluefiskeri med tørflue og vådflue ved åen – efter stalling og bækørred i strømmende vand. I forsommeren, hvor insekterne klækker.

Dette kursus fokuserer meget på viden om fiskenes fødeemner i åen, på at lægge den rette fiskestrategi og så en hel del kasteteknik. Det er meget ofte de små trickkast, der afgør, om man får fisk på fluen eller ej. Dette og meget andet vil vi gå i dybden med!

Stedet er det idylliske Gram Slot i Sønderjylland – med den dejlige Gram Å løbende lige uden for voldgraven. Er vi bare lidt heldige med vejret, havner vi midt i den store klækning af majfluer!

Indkvarteringen sker i velindrettede enkeltværelser på Gram Gaard – lige ned til slotssøen og med direkte udsigt til slottet. Vi spiser lokalt og hygger os i det hele taget i de smukke og historiske omgivelser ved slot og å.

NB: Ingen aktuelle å-fluekurser

Kurset fokuserer primært på tørfluefiskeri efter rødplettede bækørreder i den smukke Gram Å. Vi fisker her på 4 km prima å med en god bestand af majfluer, der klækker netop på dette tidspunkt – og masser af smukke vandranunkler, der også blomstrer netop nu!

Der er et meget begrænset antal pladser, så hvis du vil være sikker på at komme med, så er hurtig tilmelding at anbefale.

Kyst-fiskeri

Tid: Forår
Sted: Kalø Vig
Indhold: Grundkursus i kystfluefiskeri, fluekast og fluebinding
Pris: Er inklusive fuld kost, logi på enkeltværelse samt undervisning

Det er et kursus, jeg har kørt snart 40 gange siden starten i 2000, og langt over 400 kursister har i den forbindelse tilbragt en spændende uge på kursus sammen med ligesindede. Mange har derfor også fanget deres første kystflueørred her – naturligvis på en flue, de selv har bundet!

“Bind en flue og fang en fisk!” – det har været dette kursus’ motto siden første hold i 2000. Kombineret med en god kasteteknik og indsigt i havørredens liv og færden året rundt er dette hemmeligheden bag et effektivt kystfluefiskeri, hvor der regelmæssigt kommer fisk på land.

Kalø Vig ligger så midt i det danske rige, som noget kan. Et antal mindre ferske tilløb sikrer, at der altid er fisk i vandet. Og der er altid en kyst, hvor man kan være i læ for vinden!

NB: Ingen aktuelle kyst-fluekurser

Vi havde en kursist, som kunne fejre sit 10 års jubilæum i 2010. Der er således rift om disse kurser. Der er kun 15 pladser på hvert hold, så hvis du vil være sikker på at komme med, da tilmeld dig snarest!

Læs artikel om kystflue-kurserne.

Se video fra kystflue-kursus.

Se fotos fra kystflue-kursus.

Praesent quis nisi dui, porta gravida metus.

Etiam commodo enim mattis dui consectetur in vehicula mi mollis

TV2: Portræt af Steen Ulnits

Et portrætprogram om undertegnede, der selv er indfødt vestjyde og derfor lokal i området!

Jeg havde udgivet bogen “Jyllands Bedste Fiskevande” på Gyldendal og havde bogen “Havørred” fra samme forlag lige på trapperne.

Programmet er optaget af TV2 Midtvest i Holstebro den 23.11. 2005.

Kroget for livstid

Om at kroge sig selv…

De færreste tænker vel ret tit over det: Hvordan det mon er at få en krog med modhager i sig. Og godt det samme, for gjorde man det, ville mange måske helt droppe fiskesporten…

Det har tit været debatteret, om det nu kan betegnes som en “sport”, når man bevidst forsøger at stikke spidse kroge ind i stakkels umælende skabninger – for egen fornøjelses skyld. Bølgerne har gået højt, når emnet har været, om fisk overhovedet kan føle smerte – i menneskelig forstand. Det har også tit været diskuteret, om genudsætning af fisk – Catch & Release – ikke tangerer dyreplageri.

Det vil føre for vidt at komme ind på disse emner her. Det rækker med at konstatere, at vi har en rigtig dårlig sag, der næppe holder i retten – hvis det altså skulle komme dertil. Det nytter ikke noget at diskutere genudsætning af fisk med folk, der principielt er modstandere af det.

Og det kniber gevaldigt med argumenterne for at fiske, hvis man alligevel vil genudsætte sin eventuelle fangst. Faktisk sagde engang navnkundige Jacques Custeau – ham med TV-serien “Havets Hemmeligheder” – at den slags helt enkelt er perverst…

Well, det er der naturligvis flere meninger om, og jeg har da ingen ambitioner om at droppe mit fiskeri eller min genudsætning af fangede fisk. Men det kan være ganske gavnligt selv at prøve, hvordan det føles at få en nyhvæsset krog i kroppen – til op over modhagen. Så får man måske et lidt andet syn på, hvordan det er at være fisk i et moderne “sportsfiskeri”!

Vore dages spinnefiskere er i større fare end gamle dages. Vore dages fiskekroge er nemlig højteknologiske produkter, som enten er kemisk skærpede eller laserbehandlet. Det gør dem sindssygt skarpe, og emballagen til disse kroge burde derfor inkludere en advarsel herom!

Billederne herover viser en stakkels dansk fluefisker, som i ren frustration over svigtende fangster lånte en spinnestang af guiden. Han blev straks belønnet. Dels af en havbars, som ufortrødent gik ombord i den store popper. Og dels af de ultraskarpe Owner kroge, der efterfølgende gik i kødet på den formastelige fisker.

Afregning ved kasse 1 eller løn som fortjent. Rygterne vil vide, at den stakkels fluefisker ikke har rørt en spinnestang siden. Enhver ond gerning bærer straffen i sig selv!

Spøg til side. I ovennævnte tilfælde var problemet let løst – trods de dramatiske billeder. Det var nemlig let og ligetil at klippe krogen over bag modhagen og trække krogen ud igen. Det er altid værre, når man ikke kan få modhagen fri af kødet…

Fluefiskerne er nok dem, der oftest kroger sig selv. Vildfarne fluer i luften, pludselige vindstød og et øjebliks uopmærksomhed er nok til, at fluen får fat det forkerte sted. I regelen aldeles udramatisk og lige til at pille, klippe eller skære ud igen – af tøjet.

Men ind imellem går det værre end som så. Engang imellem kroger man sig selv direkte i kroppen, og normalt sker det i hovedhøjde. Ørerne er i sagens natur udsatte – næsen ligeledes. Allerværst er det, dersom man får krogen i øjet.

Det skete engang for en god ven, der fiskede med en lille sort William’s Favourite str. 14, som satte sig dybt i hans ene klare blå øje. Heldigvis klarede lægerne på Ålborg Sygehus sagen til UG, og der blev ingen komplikationer. Men han fisker aldrig mere uden solbriller – end ikke i mørke!

Polaroidbriller er uundværlige til alt fiskeri og ikke mindst fluefiskeri. Med dem kan man se ned gennem det irriterende “glar” på overfladen, og med dem er øjnene godt beskyttet. Har man glas i forskellige farver – fra standard gråbrun til dagtimerne over gul til skumringen og så klar eller farveløs til natfiskeriet – så er man godt dækket ind. Måske med blå som tilføjelse til rendyrket offshore fiskeri i solskin.

Ovenstående billeder af en lille rød rognflue dybt begravet i min højre tommel er omtalt i en tidligere artikel om hornfisk. Her forårsagede en diminutiv str. 10 krog så store problemer, at den måtte en tur på sygehuset og jeg have fire bedøvende indsprøjtninger, inden fluen kunne hales ud af to mand med en rusten tang – i en tom operationsstue!

Heldigvis er der en meget enkel løsning på næsten alle dise problemer og fortrædeligheder: Brug modhageløse kroge eller klem modhagen helt ned, før du begynder fiskeriet. Så er det langt mindre traumatisk at kroge sig selv – og fiskene!

Fotos: Jørgen Stybe & Steen Ulnits

Pfishing with Pflueger

Specifikationer i verdensklasse

På vor side af Atlanterhavet – den europæiske – er Pflueger stadig et relativt ukendt navn blandt lystfiskere. Men i Nordamerika ved hvert et fiskende barn, hvem Pflueger er, og hvad de står for. Pflueger er nemlig et ærkeamerikansk brand, som har rødder helt tilbage til 1881, hvor firmaets grundlægger Ernest F. Pflueger startede en produktion af fiskekroge. Firmaet hed da noget så kedeligt og intetsigende som Enterprise Manufacturing Company…

Det var først, da sønnen Earnest A. Pflueger overtog kontrollen, at et firma med navnet “Pflueger” blev stiftet – nu med en udvidet produktion af alskens fiskegrej til mange forskellige slags fiskeri. I 1916 så så det første Pflueger fiskehjul dagens lys – i form af “Pflueger Baitcast”. Det var et simpelt, men robust og velfungerende multiplikatorhjul, som blev fremstillet i Akron, Ohio, der nu var firmaets hjemsted.

Dette hjul var i mange år en slags industristandard for fiskehjul, som alle andre sammenlignede sig med, og Pflueger solgte derfor mange af disse hjul. Først i 1934 lancerede Pflueger det første fastspolehjul under navnet “Pflueger Spinning”. Dengang var der ikke så mange andre modeller på markedet, at man måtte ty til opfindsomme navne for at markere sig i vrimmelen!

Pflueger Medalist

Men er selve Pflueger navnet ukendt på vore breddegrader, så er et produkt som Pflueger’s “Medalist” fluehjul det bestemt ikke. Det er hjul, som har overlevet siden lanceringen i 1935 – hjul, der er noget nær uopslidelige. Og der er næppe tvivl om, at Pflueger Medalist er det fluehjul i hele verden, som er produceret i det største antal.

Konstruktionen er typisk amerikansk – med bagside og spoleramme samlet af skruer og metalstivere. En konstruktion, der er meget stærk og upåvirkelig af stød og slag – stik modsat de støbte englændere, der meget let slås skæve. Man skal blot være klar over, at et Medalist godt kan få en skrue løs efter nogle års fiskeri. Det problem er dog klaret på sekunder med en lille skruetrækker!

Men ikke nok med det. Med undtagelse af den mindste størrelse 1492 er alle Medalist hjulene forsynet med en enkel skivebremse, der rent faktisk kunne og kan indstilles til en vis bremsekraft – igen stik modsat de klassiske engelske fluehjul og deres fjederbelastede knarre. Her er det nærmest kun lyden, der kan reguleres…

I 1966 blev Pflueger så opkøbt af datidens gigant inden for fiskegrej – Shakespeare, der er omtalt i en separat artikel på dette website. Shakespeare var ude efter den store knowhow inden for fiskehjul, som Pflueger havde opbygget gennem årene. Et ideelt supplement til Shakespeare’s egen store viden om fremstilling af fiskestænger.

Efterhånden udviklede det sig derhen, at Pflueger skulle positioneres som producent af high-end fiskehjul, der ikke skulle konkurrere på pris, men kvalitet og funktion. Det var starten på en udvikling, der har ledt frem til vore dages Pflueger hjul, som er blandt verdens bedste. Hjul, der ikke går på kompromis med noget, og som derfor gør brug af alle rumalderens mange tilgængelige hi-tech materialer.

2002 blev året, hvor Pflueger for alvor slog igennem på det store amerikanske marked med de nye hi-tech produkter, og udviklingen fortsætter. I dag fremstiller Pflueger således både multiplikatorhjul, fastspolehjul og fluehjul af bedste slags.

President og Patriarch

I 2008 lancerede Pflueger så en række nye fluehjul, der skulle tage over, hvor Medalist’en slap. Topmodellen var “President”, som jeg selv havde fornøjelsen at teste, inden den blev indlemmet i det nu desværre hedengangne Fenwick fluesortiment under navnet “IronFeather”. Et aldeles fremragende hjul, som det lykkedes mig at lande 150 bonefish op til 3 kg på – i løbet af to uger i Karibien. Ikke én eneste gang var der problemer med det. Hvad man desværre ikke kunne sige om nogle langt dyrere hjul, som også var med på turen…

Men markedet for spinnehjul er meget større og således mere interessant. Pflueger udviklede derfor en ny række fastspolehjul og multihjul til kræsne fiskere, der ikke er bange for at betale, hvad et godt hjul koster.

På det danske marked har det især været topmodellen “Patriarch”, der slog an og manifesterede Pflueger brand’et blandt danske lystfiskere. Trods en pris på kr. 2.499,- manglede der ikke købere til de nye hjul, som byder på kvalitetskomponenter i titanium, magnesium, aluminium og grafit. Hertil hele tre forskellige slags kuglelejer placeret på strategisk vigtige steder.

Kuglelejer er nemlig ikke bare kuglelejer. Det ved Pflueger, som derfor bruger forskellige typer lejer på forskellige steder i hjulet. De mest udsatte steder monteres med afskærmede lejer, mens der på mindre udsatte steder bruges forseglede lejer. Alle naturligvis fremstillet af det bedste rustfri stål, som kan skaffes!

Kulfiberkerne i spolen er et fremtrædende træk hos dyre Pflueger hjul som Patriarch’en. Og noget, du ikke ser andre steder. Det sikrer maksimal styrke kombineret med laveste vægt og er et godt eksempel på, at Pflueger ikke er bange for at ty til usædvanlige kombinationer af forskellige materialer – når målet er det bedst mulige produkt uanset prisen.

Magnesium er et kostbart materiale, som Pflueger har reserveret til sine bedste og dyreste hjulserier. På topserien Patriarch er således både hjulhus, rotor og sideplade fremstillet af elokseret magnesium, hvilket gør hjulene på én gang meget lette, uhyre stærke og 100% saltvandsbestandige. Det finder du ikke på andre hjul!

Bremseskiverne er af største vigtighed på et fiskehjul, der skal kunne holde til de største og stærkeste fisk, man kan få på krogen. Pflueger har forsket meget i forskellige materialer og har udviklet specielle bremseskiver i kulfiber, der ikke lader sig komprimere under selv det hårdeste pres. Garanti for en jævn og sikker bremsning.

Superspoler til nutidens superliner er en helt naturlig ting for Pflueger, som monterer deres spoler med ringe af siliconegummi, der hindrer glatte og uelastiske superliner i at skride på spolen. Slut med at skulle spole nylonline inderst på spolen og siden koble nylon- og superline sammen med besværlige knuder!

I USA nyder Pflueger’s low profile multihjul stor anseelse blandt de mange tusinde bass-fiskere. Her er konkurrencen benhård – både fiskere og fiskehjul-producenter imellem. Pflueger’s topmodel blandt multihjul hedder også “Patriarch” og byder på ikke færre end 10 kuglelejer af bedste kvalitet samt titanium-coatede sideplader. For at holde vægten lavest mulig er sågar også håndtaget fremstillet i radial kulfiber!

Funktionen understreges af, at Patriarch hjulene har hele to indbyggede kastebremser: En traditionel centrifugalbremse, som holder den vildt roterende spole under kontrol i kastets første fase. Samt en moderne magnetbremse, der tager over og styrer spolen under den sidste, langsomme del af kastet.

Man kan kort sagt konstatere, at Pflueger aldrig har lavet bedre hjul, end tilfældet er i dag – trods mere end 130 år på markedet!