Cuba er uløseligt forbundet med Fidel Castro, og Castro er uløseligt forbundet med revolutionen for godt et halvt århundrede siden. Lige siden dengang har Fidel og hans bror Raoul styret øen i Karibien med til tider hård, men altid kærlig hånd. Derfor elsker cubanerne Castro – af et godt hjerte.

Cuba blev hårdt ramt, da Sovjetunionen afgik ved døden i 1990. Pludselig manglede alle de livsvigtige forsyninger af olie og fødevarer, som kommunisterne i Kreml troligt havde sørget for, og som cubanerne var blevet helt afhængige af. Herefter fulgte “periode special”, som cubanerne selv kalder den – et tiår med store omstillingsproblemer.

I dag er Cuca atter på ret køl, og nu er turismen blevet en meget vigtig del af den cubanske indtægt. Fisketurismen er eksploderet, selv om amerikanerne indtil nu har haft forbud mod at besøge “fjenden” Cuba. Mange har dog gjort det alligevel. Det gode fiskeri har lokket mange amerikanske fiskere til alligevel at besøge Cuba – nu dog via nabolandene Mexico og Canada…

Selv besøgte jeg Cuba for første gang i 1989. Dengang havde USA netop lukket af for turiststrømmen, og store spritnye Big Game både lå ubenyttet hen i Hemmingway Marina – til fals for spotpriser, hvilket vi nød godt af. Fangsterne var gode og bestod primært af guldmakreller, hvid og blå marlin. Et fornemt bassfiskeri fik vi også prøvet.

I 2009 var det så 50-året for den cubanske revolution. Det var også 20-året for mit eget første besøg. Og endelig var det sidsteåret for det amerikanske indrejseforbud. Præsident Obama havde nemlig lovet, at han ville ophæve forbudet, så alle amerikaneren atter frit kunne rejse til Havanna igen. Med et sikkert rykind af dollarstærke “gringos” til følge…

Der var således mange gode grunde til at haste til Cuba i 2009. Jeg tog skridtet fuldt ud og tilbragte to uger i Jardines de la Reina – på en komfortabel hotelbåd ankret op i mangroven langt fra fastlandet.

Det blev en spændende tur – med masser af fisk og mange forskellige arter. Ikke mindst bonefisk i et antal og en størelse, jeg ikke tidligere havde oplevet.

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Cuba ⌘

New Zealand bugner af klarvandede søer og elve ideelle til laks og ørreder. Men fra naturens hånd har der aldrig været laksefisk på New Zealand – hverken på Nordøen eller Sydøen. Laksefiskene er kun naturligt forekommende på den nordlige halvkugle.

Men de engelske kolonialister savnede deres ørreder at fluefiske efter, og derfor sendte de bud efter ørredæg, som de kunne sætte ud i de fantastisk smukke og rene vande på New Zealand.

Men det var ingen nem sag i 1800-tallet, hvor man hverken havde fly eller frysere. Det afskrækkede imidlertid ikke de gæve englændere fra at prøve, og fra England sejledes derfor befrugtede ørredæg den meget lange vej til New Zealand – med datidens hurtigste transportmiddel: Dampskibet.

Langt de fleste ørredæg overlevede ikke turen. De var emballeret på mos mellem isblokke, der langsomt smeltede, mens skibet passerede Ækvator. Der var dog overlevende imellem, som nåede helt frem til det forjættede land, og de blev nænsomt taget ud fra deres isdækkede mosleje og anbragt i klækkebakker med rindende vand.

Her udviklede de sig til små bækørreder, som kunne udsættes i søer og elve. Senere og på samme vis kom regnbueørreder til fra Nordamerika. Begge slog de overmåde godt an på New Zealand, hvor regnbueørreden i dag dominerer i søerne på Nordøen, mens bækørrederne hersker i Sydøens koldere elve.

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra New Zealand ⌘

Grønland er et fantastisk land – større og vildere, end nogen overhovedet kan forestille sig, førend de selv har været der. Alle har set billeder af de turkisgrønne isbjerge, som majestætisk driver rundt i fjordene. Man ingen fatter, hvor store de i virkeligheden er – førend man har dem drivende foran sig.

Er naturen storslået på Grønland, er fiskene og fiskeriet det ikke mindre. Overalt findes der stærke bestande af sølvblanke fjeldørreder, som egentlig ikke er ørreder, men rødinger. De lyse pletter på en mørk baggrund afslører Salvelinus alpinus’ slægtskab med rødingerne.

Og fiskene bærer ikke deres navn uden grund. Når gydetiden nærmer sig, skifter de sølvblanke fjeldørreder ham. De anlægger da en farvestrålende gydedragt, hvor især hannerne udvikler blodrøde farver på bugen – smukt indrammet af kridhvide finnekanter, som ses tydeligt i det ofte krystalklare vand.

Mange af elvene på Grønland er imidlertid korte og hurtigt strømmende med uklart smeltevand fra nærliggende gletchere. I sådanne elve fanger spinnefiskeren bedst med sine roterende bladspinnere. I roligere og mere klarvandede elve har fluefiskeren til gengæld kronede dage – med fluorøde Juletræer som noget af det bedste, man kan knytte for enden af sit forfang.

Kroget er fjeldørreden en uhyre stærk fighter. Den har flere kræfter end selv en nystegen atlanterhavslaks, løber længere og fighter hårdere. Til gengæld springer den sjældent.

Førstegangs besøgende forvirres ofte af den kendsgerning, at der åbenbart er “laks” overalt. Imidlertid er disse laks almindelige fjeldørreder, hvorimod den ægte laks på Grønland kaldes “skællaks” på grund af sine langt større skæl.

En fast bestand af skællaks findes kun et enkelt sted på Grønland. Til gengæld huser farvandet omkring Sydgrønland mange gæstende laks fra Europa og Nordamerika, som heroppe æder sig store på rekordtid.

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Grønland ⌘

Klik her for at høre/downloade podcast fra Grønland

Højt oppe over Andesbjergenes knejsende og snedækkede tinder svæver den gigantiske kondor – på evigt udkig efter bytte. Højt oppe i de brusende elve i de samme Andesbjerge svømmer indførte laks og ørreder, som byder tilrejsende fluefiskere på en spændende udfordring.

Her som på New Zealand gælder, at der fra naturens hånd ingen laks og ørreder findes. De alle er indført fra Nordamerika og er slået rigtig godt an overalt, da forholdene er noget nær ideelle for iltkrævende laksefisk.

Ørrederne kan blive meget store, da fiskepresset er ringe og fodermængden ofte stor. Mange steder spiller landinsekter en betydelig rolle som føde for fiskene. Det drejer sig ikke mindst om store og proteinrige græshopper, som findes i tusindvis i de meterhøje græsmarker, der aldrig har set sprøjtegifte.

Andre steder er det store og tunge biller, som tiltrækker sig den største opmærksomhed fra fiskene. Biller af en størrelse, vi aldrig ser herhjemme. De lander på vandet med et hørligt “plop”, der tydeligt signalerer mad – i form af et let fanget bytte, der ikke kan slippe væk.

I sådanne situationer gælder det om at have tunge og samtidig højt flydende billeimitationer i flueæsken!

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Chile ⌘

Mexico er mange ting. Mexico er aztekere og gamle majaruiner, som kan bestiges og besigtiges den dag i dag. Mexico er også tequila med eller uden mescalinorm og XX øl af højeste kvalitet.

Men Mexico er også er ringe udviklet samfund, som mange steder er ganske fattigt. Til gengæld råder man ofte over store ressurser i form af uspoleret natur, som trækker turister til langvejs fra. “Økoturisme” kaldes det og omfatter alt fra hyggeligt fuglekiggeri til seriøst fluefiskeri efter bonefish.

Som dansk fluefisker sker det alt for sjældent, at man ser sin bagline. Mange ser den kun den ene gang, hvor de selv spoler den på hjulet – som fyld under den tykke flueline.

Sådan er det imidlertid ikke, hvis man kaster sine fluer efter Mexicos sølvskinnende bonefish. Selv en kilofisk går her med sikkerhed i baglinen, og man skal ikke forsøge at stoppe den. Gør man det, sætter den blot farten op!

Man lærer hurtigt at lade krogede bonefish løbe kræfterne af sig uden yderligere bremsning. Men fiskeriet går i blodet, og har man først én gang haft en hidsig bonefish på krogen, vil man have mere af samme slags!

Mexico er det ideelle sted at få afløb for sådanne tilbøjeligheder. Klimaet og sceneriet er fantastisk. Mad og mennesker ligeså.

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Mexico ⌘

I denne verden findes kun en håndfuld fisk, der helt igennem lever op til betegnelsen “sportsfisk” – englændernes “game fish”. Det er fisk, som hugger hårdt, løber langt og springer højt. Fisk, der for alvor kan sætte grej og fisker på en prøve. Fisk, der som oftest vinder fighten og løber med sejren.

Til dem hører så absolut Afrikas tigerfish. Der findes ganske vist ikke tigre i Afrika – de hører Asien til. Men der findes så sandelig tigerfish, og de rangerer helt på højde med løver og krokodiller, hvad grådighed og aggressivitet angår.

Den sakstandede, guldskinnende og sortstribede tigerfish har tænder så skarpe, at de kan sætte mærker i en heltrukket stålwire – så skarpe, at de kan flosse en flettet stålwire. Tænder, som på sekunder kan rasere et normalt fangstnet.

Sådanne fisk er naturligvis en lang rejse værd, og den har jeg selv foretaget to gange. Første tur gik til Zimbabwe i 1990 – seneste til Namibia, hvor ovenstående fotos stammer fra. Her oplevede jeg et rent ud eventyrligt fluefiskeri efter tigerfish, hvoraf de fleste vejede fra 3 til 5 kg.

Min største vejede knap 7 kg og huggede fluen så hårdt og trak line af hjulet så hurtigt, at skruerne på hjulfoden helt enkelt gik løs! Men ikke nok med det. Fluelinen gav sågar forbrændinger på tommelfingeren, hvilket jeg måtte forevige på foto, for at nogen skulle tro på det…

Det har jeg aldrig oplevet før, og det er derfor helt uden for diskussion, at Afrikas tigerfish er den ultimative sportsfisk!

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Afrika ⌘

Klik her for at høre/downloade podcast fra Afrika

Irland kaldes ikke Den Grønne Ø for ingenting. Den grønne farve lyser op overalt, og frodigheden skyldes megen nedbør. Irland nyder nemlig godt af den varme Golfstrøm, som også bringer fugtig luft og efterfølgende nedbør med sig.

Traditionelt fiskes der meget efter laks og ørreder på Den Grønne Ø, men fiskeriet har været svigtende i de seneste årtier. Laksen er blevet decimeret af nedgarn sat langs kysterne, mens havørreden har lidt hårdt under havlus fra det tiltagende lakseopdræt i fjordene på vestkysten.

Heldigvis har Irland meget andet at byde på end bare laks og ørreder. I de mange pubber flyder sort Guiness og gylden whiskey i stride strømme – rigeligt til både lokale og tilrejsende fiskere. I søerne er der mange og store gedder, og langs kysterne svømmer flokke af hidsige havbars, som holdes i topform af de stærke tidevandsstrømme.

Havbarsen er en varmeelskende fisk, som i disse år er på vej ind i de danske farvande. En fisk, som vil blive mere og mere almindelig i årene fremover. Flere og flere danskere rejser derfor til Irland for at lære mere om denne spændende fisk, der snart bliver hverdagskost langs de danske strande.

Har du lyst til at se fotos fra en ekspedition til den del af Irland, hvor danske vikinger gik i land for omkring 1.000 år siden, så kig ind herunder. 

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Irland ⌘