Forfatterarkiv: Steen

100 år til ved Skjern Å

Skjernaa_Skarrild

“Restaureringen af Skjern Å er mislykket med at genskabe de naturlige habitater, der tidligere var til stede, og de naturlige processer, der skaber habitaterne, er langsomme.”

Det mener danske forskere, som har fulgt landets vandrigeste å efter restaureringen, der kostede 280 millioner kroner.

Det er nu godt 10 år siden, at den maltrakterede Skjern Å blev løsnet fra sine kanaliserede lænker og lagt tilbage til det oprindelige snoede leje.

Naturen har været hurtig til at genindtage det tabte land. Åen graver videre, hvor gravkøerne slap, og fuglene har været hurtige til at indtage de nye vådområder på åens nedre løb mod Ringkøbing Fjord.

Alligevel skal vi påregne at vente op mod 100 år mere, inden åen minder om det, den var engang. Det fremgår af en videnskabelig artikel, som netop er accepteret til udgivelse i tidsskriftet “Ecological Engineering”.

Morten Lauge Pedersen, der til daglig er naturgeograf og lektor ved Ålborg Universitet, uddyber dette over for Jyllands-Posten:

”Konklusionen er, at når man begiver sig ud i denne her type af projekter, så skal man være opmærksom på, at man ikke får smæk for skillingen fra Dag 1.

Selv om det er et stort vandløb, og selv om det er forsøgt lavet så naturligt som overhovedet muligt, så tager det måske mere end 100 år, før de fysiske og kemiske processer er naturlige igen.”

“Engen gøder ageren”

De fysiske og kemiske processer dækker over, at et naturligt vandløb som Skjern Å virker som en slags rensningsanlæg for vandet. Vandløbet bliver fyldt med potentielt forurenende stoffer fra landbruget, der gøder eller overgøder markerne langs åen.

Når åen bugter sig og ind imellem går over sine bredder, aflejres store mængder kvælstof og fosfor fra landbruget på engene ved siden af åen. Herved undgår man, at en stor del af de oprindeligt udledte stoffer når ud i hav og fjord.

I gamle dage sagde man, at ”engen gødede ageren”, idet de årligt tilbagevendende oversvømmelser forår og efterår aflejrede store mængder næringsrigt slam, som gjorde engene til produktive græsområder, der kunne føde husdyrene om vinteren. Gødning fra husdyrholdet kunne siden komme tilbage til græsmarkerne, der blev endnu mere produktive.

Denne naturlige renseproces forsvinder dog næsten helt, når og hvis man retter den bugtede å ud til en snorlige afvandingskanal for landbruget. Herved øges afstrømningen, så vandstanden sænkes. Fugtige marker kan nu drænes og afvandes, så der kan dyrkes korn og andre afgrøder på dem.

13578-96

Men nu aflejres de skadelige næringsstoffer ikke længere inde på engene, hvor de bliver til græs. Nu havner de i stedet ude i hav og fjord, hvor de resulterer i algeblomst, iltsvind og fiskedød. Og da Ringkøbing Fjord samtidig er et lukket indvand med en begrænset vandudskiftning, bliver problemet fra Skjern Å endnu større, end det ellers ville have været.

Skjern Å blev reguleret til ukendelighed af Hedeselskabet tilbage i 1968. Skaderne var ventede, men voldsomme. Så voldsomme, at et enigt Folketing midt i 1980’erne besluttede, at åen skulle føres tilbage til sit oprindelige bugtede forløb. Så skaderne kunne udbedres og vandmiljøet få det bedre.

Den indvundne landbrugsjord havde allerede “sat sig” og var ikke længere meget værd til dyrkning af afgrøder. Og Ringkøbing Fjord havde lidt hårdt under den massive tilførsel af næringssalte og okker udfældet fra og udvasket ved vandstandssænkningen.

”Fuglene er væk. Fiskene er væk”.

Så kort og fyndigt blev tingenes tilstand udtrykt af den daværende miljøminister Chrtistian Christiansen fra Kristeligt Folkeparti, og det var noget, som både befolkning og Folketing kunne forstå.

Alligevel tog det næsten 20 år, inden retableringen var tilendebragt. Inden da var år på år blevet brugt på at købe eller bytte jordlodder langs åen, hvor den skulle genslynges, inden man kunne gå i gang med gravemaskinerne.

Heldigvis blev det ikke Hedeselskabet, som vandt entreprisen. Heldigvis, for det ville have været en hån mod alt, hvis selvsamme selskab, som tjente millioner på at rette åen ud, nu også skulle tjene millioner på at genslynge den.

Nu blev det i stedet Cowi Consult, der løb med opgaven. Som påbegyndte arbejdet i 1999, og som i 2003 kunne melde opgaven fuldført. 19 km kanal længst ude mod Ringkøbing Fjord var da ført tilbage til 26 km slynget vandløb.

10 år senere kan forskerne nu melde, at ganske vist går tingene i den rigtige retning. Og ganske vist aflejrer åen igen kvælstof og fosfor i de nyanlagte engområder langs åen. Men der vil gå lang tid, førend den oprindelige balance med aflejring af sand og silt er genskabt. I bedste fald vil balancen kunne genskabes i løbet af 100 år.

Det er dog ikke udelukkende bad news, der kommer fra forskerne, som har valgt at fokusere på vandløbet og ikke livet i det. For fisk og planter stortrives allerede i det nye bugtede åleje. Og i tusindvis af trækfugle har allerede taget de nye engområder til sig, når de er på vej nord- eller sydover. Alt i alt er de biologiske forhold bedret markant. Det er fysikken og kemien, der halter bagefter.

Men får det nyretablerede område ellers lov til at passe sig selv, vil det i løbet af de kommende årtier udvikle sig til en sand mosaik af forskellige naturtyper. Der vil komme flere naturlige småsøer – måske hjulpet på vej af den ligeledes genindførte bæver – og træer og buske vil vokse og gøre vegetationen langt mere vild, end den er i dag.

Om 100 år er alting glemt, siger man. Men det kommer ikke til at passe her. Om 100 år vil vore efterkommere nemlig have en helt anden Skjern Å end den, vi kender i dag. En ny og bedre å.

Mennesker og miljø

Det har altid undret mig, at så mange lystfiskere ved så lidt om vand og fisk. At man som lystfisker ikke helt automatisk og aldeles naturligt interesserer sig for og kerer sig om det vandmiljø, man er så helt og aldeles afhængig af. For uden rent vand ingen sunde fiskebestande og ingen fisk at fiske efter. Så såre enkelt er det jo.

Men måske er jeg som biolog miljøskadet. Måske ved jeg bare for meget om tingene og deres rette sammenhæng. Og måske jeg bare er for ambitiøs på naturens vegne.

Måske jeg i stedet burde læne mig tilbage og med et skævt smil se til, mens dansk landbrug ødelægger de sidste rester af dansk natur. Alt imens jeg med mine højteknologiske og hundedyre stænger kaster mine fluer efter de Gudenå-laks, som jo ret beset blot er resultatet af rendyrket Put & Take – omend i stor skala.

Laksene er jo blanke og fine og både rykker og springer, når de er på krogen. Som den naturlige vare, de er sat til at erstatte.

Men det kan jeg bare ikke. Jeg ved som fagmand, hvor galt det står til. Jeg ved, hvem der har skylden. Men jeg har ikke magten til selv at gøre noget ved det. Bevares. Jeg stemte da rødt ved sidste folketingsvalg – for at få grønnere øjne på miljøet. Men den nuværende regering tog som bekendt røven på alle sine vælgere og gjorde det stik modsatte af, hvad de havde lovet os.

Senest kan vi så se, at penicillinforbruget i dansk svineavl nu atter er for opadgående. Med resistente bakterier som det uundgåelige og dødbringende resultat.

– Er du selv med til ødelæggelserne?

Det kan altsammen virke fjernt og deprimerende, men stop lige op og tænk lidt videre over tingene: – Måske er du selv aktivt medvirkende til nedturen for miljøet? – Købte du måske ikke Stryhns den billigste leverpostej, sidst du var i supermarkedet? – Måske du holder af lørdagskylling, ikke bare om lørdagen? – Og var din flæskesteg til jul nu også økologisk?

I alle tre tilfælde har du med dit eget personlige valg og blot for at spare nogle sølle håndører aktivt skubbet udviklingen i den helt forkerte retning. Du har nemlig aktivt støttet det højintensive industrilandbrug, som er ved at kvæle Danmark helt. Som producerer gylle i mængder, så landmændene nu senest selv er begyndt at drukne i det.

For slet ikke at tale om vandmiljøet, der hvert år gisper under de millioner og atter millioner af liter giftig gylle, som havner på markerne i overdosis – ofte endda mens jorden endnu er frossen og gyllen derfor blot løber ned i nærmeste vandløb.

– Måske du kører rundt i en urimeligt stor benzinsluger, der udleder masser af CO2 til atmosfæren – samt mængder af kvælstofoxider, der siden gøder vandet via nedbøren? Som gør, at livet i de næringsfattige vestjyske hedesøer stille og roligt kvæles?

Hvis du tror, at jeg er hellig og selvfed, så har du både og ret. Jeg har nemlig rejst flere flymiles end de fleste og dermed bidraget godt til drivhuseffekten. Og jeg har i mange år kørt rundt i en stor 4-hjulstrækker, hvis brændstoføkonomi ikke var noget at skrive hjem om.

Men jeg er bevidst om situationen og tænker i dag mere over tingene. Og handler af hensyn til miljøet. Økologisk. Og økonomisk. For de to ting hænger udmærket sammen, når man ser dem i et større perspektiv.

Tanker, der tæller – fra Amerika

Og hvis du tror, jeg er den eneste, der tænker på miljøet, så tro om. Lad mig citere redaktøren for et anerkendt amerikansk branchemagasin:

“Hvordan i alverden kan nogen, der lever af åer, søer og havet, ikke også være aktivt engagerede i at beskytte de ressurser, der gør det muligt at fiske i dem”?

Enklere kan det vist ikke siges. Der er nok at tage fat på. Det nemmeste er at gribe fat i sig selv først. Og dernæst alle de andre. Men meld dig allerførst ind i en miljøorganisation, som kan tale din sag, når og hvis du ikke selv kan eller vil. Men vælg med omhu. Flere og flere såkaldte miljø-, hjælpe- og menneskeretsorganisationer lider i dag under det, man med rette kalder “FN-syndromet”:

De havde oprindelig et ædelt og godt formål, som alle kunne og kan bakke op om. Men de er endt som organisationer, hvis eneste formål er blevet at vokse og skrabe penge ind til sig selv. Det oprindelige formål har de helt glemt. Eller praktiserer det i hvert fald ikke.

De har imidlertid ikke glemt at fortælle omverdenen om det oprindelige formål, så de stadig kan modtage bidrag til driften af virksomheden…

Velbekomme. Økologisk, naturligvis!

Muslinger og miljø

De færreste mennesker forbinder muslinger med miljø, men i økologisk forstand er forbindelsen lysende klar – omend ind imellem lidt selvmodsigende:

Muslinger kræver rent vand
Muslinger renser selv vandet
Muslinger er værd at spise
Muslinger kan skade miljøet
Muslinger er penge værd

Ad 1: Muslinger kræver rent og iltrigt vand for at kunne trives. De filtrerer enorme mængder vand og er derfor de første til at bukke under, når vandet forurenes med organisk, iltforbrugende materiale. Udbredte muslingebanker er således et sikkert tegn på et rent vandmiljø. Herudover er tomme skaller fra døde muslinger ideelle levesteder for mange andre smådyr, som større fisk siden kan leve af.

Ad 2: Muslinger lever af at filtrere vandet for bakterier og andre mikroorganisner, som de fortærer og omdanner til organisk stof – til muslingekød, som vi mennesker og fugle siden kan spise. Under denne proces fjerner muslinger derfor kvælstof og fosfor fra vandet, som på denne måde renses for overskydende næringsstoffer, der ellers kunne medføre algeblomst, iltsvind og fiskedød.

I takt med den bedre rensning af spildevandet og en mindsket organisk forurening af vore farvande, er bestanden af muslinger gået markant tilbage siden 1990‘erne – til skade for ikke mindst edderfuglene, som er store muslingespisere.

Ad 3: Muslinger smager godt – hvis ellers de er friske og fanget i rent vand. Da muslinger filtrerer vandet, ophober de uundgåeligt alle mulige skadelige stoffer i deres kød. Stoffer, som siden overføres til de dyr og mennesker, der spiser dem. Vel at mærke stoffer, som ikke skader muslingerne selv. Læg hertil, at fordærvede muslinger kan forårsage voldsomt maveonde.

Endelig kan muslingerne ophobe gift fra giftige alger, som siden gør muslingerne farlige at fortære. Resultatet af en sådan forgiftning kan være alt fra et mindre maveonde til direkte livstruende, hvis der er tale om nervegift. Ind imellem udsteder myndighederne derfor forbud mod fiskeri efter og salg af blåmuslinger fra specifikke danske farvande.

Ad 4: Muslinger er genstand for et ganske storstilet fiskeri med skrabende redskaber, der uundgåeligt pløjer det sårbare bundmiljø op og dermed ødelægger levesteder for andre bundlevende organismer. Det er veldokumenteret, at muslingeskrab sammen med trawlfiskeri er blandt de skadeligste fiskemetoder – netop fordi de ikke blot beskatter bestanden af fisk og skaldyr, men samtidig ødelægger disses levesteder.

Hollandske undersøgelser har sågar vist, at der fanges op til seks gange så mange uønskede arter som bifangst til udsmid, som der fanges ønskede arter. Derfor burde muslingeskrab og trawlfiskeri i de sårbanre indre danske farvande helt forbydes. Noget, enhver ansvarlig miljøminister ville kæmpe indædt for at få indført. Desværre ikke den nuværende fra SF…

Ad 5: Penge. Det er naturligvis her, problemerne opstår. Der er bud efter alle de blåmuslinger, som muslingefiskerne kan skrabe op fra bunden. De er penge værd, og de giver arbejdspladser på land i forædlingsindustrien.

Alligevel kunne man udmærket forbyde enhver form for muslingeskrab i de sårbare indre danske farvande. Man kunne blot omlægge til en produktion eller dyrkning på ophængte liner, hvorfra man siden høster de voksne blåmuslinger. På denne måde undgår man helt det ødelæggende bundskrab, og dels fjerner man effektivt store mængder skadelige næringsstoffer fra vandet, når man høster muslingerne.

Set i dette perspektiv er det fuldstændig ufatteligt og hovedrystende tåbeligt, når fødevareministeren nu senest har åbnet op for fornyet muslingeskrab i tidligere fredede områder – senest sågar i udlagte Natura 2000 områder.

Man skulle tro, det var en Venstre-ministers værk. Men hendes partifarve er rød…

⌘ Læs mange flere artikler om de forurenende muslinger her ⌘

Ålegræs og miljø

I de gode gamle dage var de indre danske farvande bevokset med ålegræs i et omfang, vi næppe kan forestille os i dag. Fra naturens hånd har vi noget nær ideelle forhold for netop ålegræs i vore lavvandede indre farvande. hvor vind, bølger og brænding ikke truer med at rive de lange stængler op – som tilfældet er på mere åbne havkyster.

Ålegræsbælterne er de føderigeste områder i de indre danske farvande. Intet andet sted har vi en så stor biomasse som netop her mellem de lange stængler af blomsterplanten Zostera marina. Biomassen skyldes ikke kun ålegræsset selv, men i lige så høj grad de mange alger, der vokser på stænglerne, samt de myriader af smådyr, som lever mellem dem.

Det var derfor ikke så lidt af en katastrofe, da ålegræsset i 1930’erne blev ramt af en verdensomspændende sygdomsepidemi, der lagde de store ålegræssletter øde og reducerede dem til små pletter af lokal karakter.

Her i begyndelsen af det nye årtusinde er ålegræsset kommet sig efter sygdommen. Men da ålegræs er en flerårig blomsterplante, som sætter frø – i modsætning til de énårige alger – tager det lang tid for ålegræsset at sprede sig. Derfor har man mange steder forsøgt at hjælpe naturen med udplantning af små ålegræsøer – ofte med succes.

Men i dag lider ålegræsset under dels forureningen med næringssalte – dels et mange steder hårdhændet trawlfiskeri og ditto muslingeskrabning. Begge forhold gør det uhyre vanskeligt eller decideret for ålegræsset at etablere sig på nye steder.

Trawl-fiskeri ødelægger ålegræsset

Forureningen med næringssalte fra land og by bevirker, at ålegræsset dækkes af et lag af alger, som skygger for lyset og gør livet svært for ålegræsset. Brugen af slæbende fiskeredskaber ødelægger selvsagt bunden og river ålegræsset op med rode – på længere sigt til stor skade for fiskeriet selv.

I gamle dage – før forureningen med næringssalte for alvor tog fart – var meget store områder af de indre danske farvande dækket med skove af ålegræs ud til dybder på 10-15 meter.

I takt med forureningen er udbredelsen reduceret til stedse lavere vand. I dag er ålegræssets største dybde i lukkede fjordområder ofte kun 5 meter – primært på grund af de mange planktonalger, som nu gør vandet uklart og skygger for lyset på dybere vand.

På begge sider af Atlanten er det den samme art af ålegræs, der forekommer. Og den samme epidemi, der hærgede bælterne i 1930’erne.

I USA, hvor der typisk er kortere mellem tanke og handling end herhjemme hos politikere og myndigheder, går man aktivt til værks for at hjælpe ålegræsset tilbage til det lave vand langs kysterne.

I stor stil opdrætter man nemlig ålegræs til udsætning på egnede steder. Mange steder allierer man sig med skolerne, som forener udplantningen af nyt ålegræs med relevant biologiundervisning.

Samtidig ønsker myndighederne ikke, at de ålegræsbælter, der har etableret sig i takt med en forbedret vandkvalitet – som følge af en bedre vandrensning – skal ødelægges af erhvervsfiskeri med skrabende redskaber.

Det har i staterne Maryland og Virginia ført til, at man i store områder helt enkelt har forbudt fiskeri med slæbvende eller skrabende redskaber.

Muslinge-skrab tilladt i Natura 2000

Gid man dog i de indre danske farvande også kunne tage sig sammen til at forbyde det muslingeskrab og trawlfiskeri, som på samme måde ødelægger de nyetablerede ålegræsbælter. Og samtidig sørge aktivt for udplantning af nyt ålegræs til erstatning for det gamle.

Men nej. Det magter vi ikke i lille velfærds-Danmark, hvor en håndfuld statsstøttede erhvervsfiskere stadig får lov til at ødelægge det vand- og bundmiljø, vi alle har været med til at genoprette.

I lang tid har miljømyndighederne brugt ålegræsset og dets udbredelse som en slags indikator for vandkvaliteten. Ud fra den simple og aldeles sunde antagelse, at når ålegræsset går tilbage ved organisk forurening, så bør det også gå frem efter forbedret rensning af spildevandet.

Imidlertid har man mange steder ikke kunnet noteret sig den ønskede fremgang af ålegræsset. Og man har ikke kunnet forstå hvorfor.

Desværre kan eller vil man åbenbart ikke se skoven for bare træer. Desværre kan selv højt uddannede forskere i statens tjeneste ikke lægge to og to sammen og forstå, at man altså ikke med den ene hånd kan spendere millioner af skattekroner på en bedre rensning af spilevandet. Og så med den anden tillade trawlfiskeri og muslingeskrab i de selvsamme farvande.

Hvor dum kan man være. Ikke ret meget dummere. Og det hele sker desværre mod bedre vidende. Endda med en rød regering ved roret, der selv mener, den er grøn. Men i virkeligheden er blå…

Dyreetisk Rod

Dyreetisk Rod har for alvor været i vælten her på det seneste. Først med en anbefaling af, at Put & Take fiskeri forbydes i danske søer. Og senest med den offentlige girafslagtning, som er gået verden rundt i medierne. Den ansvarlige direktør for Københavns Zoo sidder nemlig også I Dyreetisk Råd.

I 2011 kunne forbløffede eller forargede danskere læse, at Dyreetisk Råd er imod at gøre dyresex strafbart. Rådets formand Peter Sandø argumenterede med, at et forbud mod dyresex alligevel ikke ville resultere i mindre dyresex. Og henviser til, at England allerede har indført forbud mod dyresex.

I 2012 måtte samme Peter Sandøe trække sig fra posten – efter 20 år på toppen. Stenen, der væltede læsset, var Sandøes aktive medvirken i en rapport om dansk svineavl – betalt af Videncenter for Svineproduktion, som drives af Videncenter for Svineproduktion, der igen hører under brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Den dobbeltrolle blev alligevel for meget for mange, og Sandøe valgte klogeligt at trække sig, inden han blev gået. Der var alt for meget samarbejde med landbruget til, at Dyreetisk Råd på nogen måde kunne kaldes upartisk eller uvildigt. Eller seriøst for den sags skyld.

I Berlingske Tidende kunne man læse følgende skarpe betragtninger omkring slagtningen af Giraffen Marius i Københavns Zoo i februar 2014. Herunder følger et par uddrag af et ganske langt og fyndigt indlæg:

For det første kunne man efterprøve den etik, man udviser i Københavns Zoo. Man hævder at være drevet af videnskabelige principper, men det er rent hykleri. For i jagten på publikum og kommerciel succes er man ikke det mindste videnskabelige.

Man giver bevidst dyrene menneskelige navne som Marius, Oleg og Rasmus, så publikum kan følge det enkelte dyr og investere følelser i det. For at forstærke bindingen bringer man videoklip fra dyrefødsler og udnytter publikums veneration for dyreunger.

Endelig sælger Zoo idylliserede udgaver af tøjgiraffer, stofsæler og alt muligt andet merchandise, hvor man tjener på publikums glæde ved særligt tiltalende dyr. Så længe man i kommercielt øjemed kan udnytte publikums »sentimentale følelser«, har man intet imod at spille på den bane.

Derfor bliver det bare en lille smule kvalmende, at Zoo-direktør Bengt Holst trækker det videnskabelige kort, når Zoo for rullende kameraer parterer den giraf, man tidligere har navngivet. Tilmed sker parteringen foran ganske små børn, der enten bliver meget kede af det eller risikerer at få en brutaliseret opfattelse af, hvordan man behandler dyr.

Det er faktisk ret elementært: Man forærer heller ikke sine børn en kanin, som de kan knytte sig til – hvorefter man serverer den som ragout til familiemiddagen.

Citat slut

Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv, så derfor har jeg valgt at citere Berlingske. Aldeles den samme synsvinkel kan lægges på Dyreetisk Råds anbefaling af, at Put and Take fiskeri forbydes. Af hensyn til de stakkels fisk…

Dyreetisk Råd lever for alvor op til deres tilnavn. De er helt enkelt havnet på den forkerte planet i dette solsystem. Og burde nedlægges, hvis de ikke kan finde på andet at interessere sig for.

Et oplagt emne ville ellers være giraffers levevilkår inde på Stenbroen. Eller danske grises transportvilkår på vej til tyske slagterier. Eller opdræt af mink udelukkende for at pelse dem og sende dem til Kina.

Men det er nok for kontroversielle emner.

Dert ville blive noget værre – Rod.

2014 Steen Ulnits

Randzoner halveres

Der ser ud til at være godt nyt på vej på randzonefronten – hvis man altså er landmand. Er man mere til natur og miljø, er det til gengæld triste nyheder.

Ifølge TV2 er regeringen og de borgerlige nemlig ved at enes om at reducere arealet med randzoner. Det står der i et aftaleudkast vedrørende »Vækstplan for fødevarer,« som TV 2 har læst. Parterne er angiveligt ved at lægge sidste hånd på aftalen.

Landmændene har været stærkt utilfredse med randzoneloven, som betyder, at landmanden hverken må gøde eller bruge sprøjtegift i et bælte på 10 meter langs vandløb og søer. Målet var, at det skulle etableres 50.000 hektar randzoner.

Men i et aftaleudkast om en ny vækstplan for fødevarer, som TV2 er kommet i besiddelse af, fremgår det, at arealet af randzoner vil blive halveret til 25.000 hektar.

Regeringen og de borgerlige mødtes for nylig i Erhvervs- og Vækstministeriet. Parterne præsenterede efterfølgende en aftale om den nye vækstplan for landbruget.

Ak ja. Endnu et tilbageslag for den danske natur. Og skønne spildte kræfter fra Anne-Mette Gjerskov, der som tidligere fødevareminister kæmpede en brav kamp for miljøet og mod landbruget for at få randzonerne igennem.

Mere blå politik fra en regering, der før valget sagde, den var rød…

Læs mere om randzoner her.

10. april 2014

Steen Ulnits

Medlemmer, magt og millioner

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) er og har længe været i medlemskrise. Antallet af medlemmer er faldet fra 33.000 til 19.000, og nogle taler endda om så få som 15.000 reelle medlemmer.

DSF’s virkelige medlemstal holdes imidlertid hemmeligt, så det er op til enhver at gisne om det. Det ville klæde DSF og gavne debatten, hvis det reelle medlemstal og fordelingen heraf blev offentliggjort.

Problemet er jo, hvorvidt DSF fortsat kan kalde sig en legitim repræsentant for danske lystfiskere – hvis man efterhånden blot repræsenterer nogle tusinde primært jyske åfiskere. Og er talerør for snart kun hver tiende danske lystfisker. Debatten er gammel, men tallene nye.

Klubhuset har aldrig været større end nu, hvor millionerne ruller ind fra Tipsmidlerne og Friluftsrådet. Læs mere om det på sigt uholdbare i et forbund, der i stigende grad må basere sin eksistens på tilskudsmidler i stedet for medlemskontingenter.

Læs artiklen om “Medlemmer, magt og millioner” her.

Kystnære forskere fisker

Den 1. januar 2014 trådte nye regler i kraft for det kystnære fiskeri, som længe har lidt af manglende fisk og fangster. I hvert fald de legale af slagsen.

De nye regler skal gælde i tre år og forhåbentlig forbedre forholdene for både fisk og fiskere. Fra NaturErhvervsstyrelsen melder man ud, at ordningen skal tilskynde fiskerne til at bruge mere skånsomme fiskemetoder og redskaber. Det skal ske ved, at sådanne redskaber giver højere kvotepræmier – hvad det så end betyder i praksis.

– Det har været regeringens ambition at sætte en retning for fremtidens fiskeri, siger vicedirektør Karsten Biering Nielsen fra NaturErhvervsstyrelsen. – Den nye ordning skal sikre øget miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed i fiskeriet ved at gøre skånsomt fiskeri attraktivt. Samtidig vil der være fokus på at bevare de lokale havnemiljøer og arbejdspladser ved, at alle fiskeriet kan deltage i ordningen.

En række regler vil desuden blive forenklet, så det eksempelvis bliver lettere at anmelde og i det hele taget muligt at lande fisk i weekenden.

Derudover er der afsat 10 millioner kroner, så DTU Aqua kan undersøge og udvikle teknologi og fiskeredskaber, der er mere skånsomme over for miljøet – herunder også sælsikre redskaber.

Læs også nyheden “Kystnære fiskere forsker”

Bonefish bare bedst

Februar er årets suverænt koldeste måned – den af årets tolv måneder, som har mindst at byde fluefiskeren på. I hvert fald udendøre.

Indendøre er der nok at tage sig til. Nye fluer skal bindes og æskerne fyldes op. Nye planer skal udpønses og sommerens fiskeri planlægges. Men der er undtagelser fra dette – endda behagelige af slagsen. For er der noget, som kan jage vinterkulden bort, så er det Ghosts of the Flats…

Det gælder for alle, der har fået smag for karibisk saltvand og benhårde bonefisk på krystalklare flats. Det er derfor nu, sydfrugterne skal pakkes og årets nok mest hektiske fluefiskeri opleves. Verden over er der nemlig højsæson for dette fiskeri i den sene vinter og det tidlige forår, hvor vi herhjemme stadig sukker efter forårssol og sommervarme.

Bonefish biologi

Bonefish er fantastiske fisk – for fluefiskere såvel som fiskeribiologer. For fiskeribiologen er de fantastiske, da de dels stadig har en noget ukendt reproduktionscyklus – dels har rødder millioner af år tilbage i historien.

Herom vidner fund af forstenede fisk, som næsten til forveksling ligner vore dages bonefish. Et forhold, som bonefish for øvrigt deler med tarpon og hajer. Disse fisk har tydeligvis været perfekt tilpasset deres miljø allerede dengang – så de ikke har haft yderligere udvikling behov.

For fluefiskeren er bonefish fantastiske fisk, da de skal spottes og fanges på meget lavt vand – ofte ikke mere end 10-20 cm – hvor andre fisk i denne størrelse helt enkelt ikke kan færdes.

Men bonefish kan. De er specielt tilpasset et liv på ultralavt vand, som de opsøger ved højvande. Deres mave er misundelsesværdigt flad, så de ikke går på grund herinde. Det ville jo være fatalt for dem, når vandet trækker sig tilbage igen.

Deres øjne er overtrukket med en klar hinde og godt beskyttet mod det mudder, de ofte roder rundt i, når de søger føde. Som for øvrigt primært består af rejer og krabber. Bonefish går dog ikke af vejen for en mundfuld fiskeyngel, hvis de byder sig til, men det er og bliver skaldyrene, som dominerer føden.

Spot spøgelserne!

Man kan naturligvis fange bonefish ved blindt fiskeri, som vi kender det fra vore hjemlige kyster. Men det er hverken så effektivt eller fascinerende, som “sight fishing” kan være. I 99% af tilfældene spotter man derfor sine bonefish, før man kaster til dem, og det er uhyre spændende – men kræver en del tilvænning. Bonefish har ikke fået tilnavnet “ghost of the flats” uden grund – så svære kan de være at få øje på.

Millioner af års udvikling har givet bonefish den fornødne kamuflage til at operere upåagtet inde på få cm vand. Finnerne er lange og transparente, mens de sølvskinnende sider reflekterer omgivelserne og får fisken til at falde naturligt ind. Endelig sørger de smukke og karakteristiske bølgemærker på ryggen for, at fiskene også syner af mindst muligt set fra oven.

Men der er alligevel håb om at spotte dem. En bonefish kan ganske vist løbe langt og gøre det meget hurtigt. Men én ting kan den ikke løbe fra – sin egen skygge. Den er ikke – som Lucky Luke – hurtigere end sin egen skygge, selv om en voksen bonefish kan sprinte op mod 60 km i timen. Den har altid sin skygge med sig, og meget ofte er det derfor skyggen, man først får øje på – derefter konturerne af selve fisken. Måske…

Flashing

Der er dog tidspunkter, hvor det er nemt at spotte spøgelserne. Står solen rigtigt, kan man på lidt dybere vand ofte se de aktivt jagende bonefish “flashing” nede i vandet. De sølvblanke sider glimter i solen, når fiskene vender sig, og har man først spottet sådanne fisk, er de sjældent svære at fange. De føler sig trygge på det lidt dybere vand, og derfor er de sværere at skræmme.

På lavt vand er bonefish typisk meget sky og lette at skræmme – med fluelinens reflekser i luften, linens plasken på vandet eller synet af forfanget foran dem.

Muddying

Endnu lettere bliver det, hvis man spotter en plet med opmudret vand. Det kan skyldes en stor rokke, som har rodet op i bundslammet, og som på denne måde hjælper bonefiskene med letfanget føde. Men det kan også være fiskene selv, som står og roder med hovedet nede i bundslammet.

Bonefish har et beskyttende lag over øjnene, som gør, at de uden problemer og i bogstaveligste forstand kan stå på hovedet i bunden efter rejer og krabber. “Muddying” kalder man fænomenet. Og da er de så lette at fange, at mange seriøse fluefiskere helt enkelt går videre. Udfordringen er for lille!

Tailing

Dette er drømmesituationen for de fleste seriøse fluefiskere. “Tailing” bonefish ser man primært tidlig morgen og sen aften, hvor den lave sol gør det umuligt at se ned i vandet. I stedet ser man forføreriske haler af aktivt fødesøgende fisk stikke op gennem den blanke overflade på ganske lavt vand.

Ofte reflekterende solens første eller sidste stråler som små, blinkende spejle. Hektisk vipper halerne, mens fiskene graver løs efter morgenmaden eller aftensmaden. Og da kan man komme meget tæt på fiskene og servere fluen ganske præcist for dem – på let grej, så man ikke skræmmer dem.

Fang fiskene!

Det meste af tiden foregår fiskeriet imidlertid efter fisk, som man spotter, mens de svømmer aktivt. Det gælder om at spotte fiskene hurtigst muligt, så man kan få fluen ud foran dem, inden de atter er uden for skudhold. Og det skal ske med omtanke, for fluen skal ikke blot placeres foran fiskene – den skal også placeres i den rigtige vinkel, så fluen bevæger sig væk fra fiskene og ikke imod dem.

Bonefish er nemlig udmærket klar over, at små krabber og rejer ikke går til frontalt modangreb, men naturligvs søger at flygte, hvis de føler sig jaget. En flue, som kommer ret imod en fødesøgende bonefish, skræmmer den derfor med al sandsynlighed. Det er helt enkelt naturstridigt.

For at undgå dette skal fluen derfor altid placeres, så indtagningen sker væk fra fisken eller fiskene. Ofte jager bonefish i mindre flokke, hvis medlemmer så kan hidse hinanden op. Og ofte er der ligefrem konkurrence om at nå fluen først – hvis altså den er korrekt placeret og fiskene ikke skræmt først!

Fiskeriet foregår enten vadende på ganske lavt vand eller fra en båd, der stages – “poles” – hen over de lavvandede områder af guiden, som er helt nødvendig for et effektivt fiskeri. Han kender stederne og kan få båden ind, hvor ingen turist kan komme ved egen hjælp. I hvert fald ikke komme helskindet ud igen!

I begge tilfælde sørger man for at strippe så meget line af hjulet, som man mener at få brug for. Vader man, slæber de mange meter flydende line blot efter fiskeren. Fisker man fra båd, ligger de kojlet op på dækket – klar til kast. Og det skal gå rasende hurtigt, når fiskene først er spottet.

Derfor har man fluen i den ene hånd sammen med en løkke af fluelinen. På den måde kan man med lidt øvelse få fluen ud med blot et enkelt blindkast – eller to. Og det skal man kunne.

Jeg har efterhånden guidet en hel del fluefiskere til deres første bonefish, og den første dags “hands on” instruktion er altafgørende for resten af fiskeferien.

Bonefish er ikke svære at kroge. Man stripper fluen ind i korte ryk og fortsætter blot indtagningen, til linen bliver stram og fisken er kroget. Herefter gælder det om at få stangspidsen i vejret og styr på løslinen, for pludselig bryder helvede løs. Den krogede bonefish erkender sin fejltagelse og stikker nu af mod fjerne horisonter.

Snor løslinen sig omkring hjulfoden eller gør knuder på sig selv, er den fisk mistet. Da står man tilbage med et sprængt forfang, der blafrer slapt i tropevinden…

Men ellers gælder det blot om at lade fisken løbe, når den vil. Forsøger man at bremse en frisk bonefish – sætter den blot farten op! Til sidst vil selv den største bonefish dog have løbet kræfterne af sig og kan landes.

Rigtig udrustning

Man hører ofte, at der skal specialiseret grej til for at fange bonefish. Stive stænger, som kan kaste tunge liner i en vind, der altid blæser. Og hjul med skivebremser, som kan stoppe de langt løbende fisk, samt ikke mindst – hjul med en kolossal linekapacitet.

Dette er både rigtigt og forkert. Selv fangede jeg mine første bonefisk på venezuelanske Los Roques tilbage i 1989 – på almindeligt ørredgrej og et simpelt hjul uden skivebremse og med ganske lidt bagline på spolen. Helt uden problemer. Siden har jeg fanget mange, mange bonefish forskellige steder i verden – i hundredvis – og kun en lille håndfuld af disse har krævet meget mere end 100 m bagline.

Men det er indiskutabelt, at et godt hjul giver fiskeren flere fordele og gør livet lettere. Således havde jeg et af de nye Fenwick Ironfeather hjul med til Cuba i foråret 2009. I løbet af ti fulde fiskedage fightede og landede dette dejlige hjul 150 registrerede bonefish op til 3 kg – uden at kny.

Det holdt også til ikke at blive skyllet af i samme tidsrum – noget, mange meget dyrere hjul ikke gør. Karibisk havvand er nemlig så salt, som noget kan blive – oceanisk vand på hele 33 promille.

En 9 fods stang klasse 6-8 dækker de fleste forhold. Typisk blæser det mindst morgen og aften, hvor man derfor kan tage det lette skyts i brug til tailing bones – for så at fiske det tungere grej frem, når vinden tager til midt på dagen. Hurtige stænger er en fordel, når det blæser hårdt midt på dagen – med Fenwick’s elegante blå Techna AV Saltwater som en klar personlig favorit.

Flydeliner klarer det allermeste, men en intermediate line kan være god at have, hvis man spotter flashing bones på lidt dybere vand. Almindelige PVC flueliner har det dårligt i tropisk og subtropisk varme, hvor de ofte må ligge på et skoldhedt dæk i bagende sol. De bliver da bløde som kogt spaghetti, der bestemt ikke vil skyde ud gennem stangringene.

Men fortvivl ikke. Fenwick’s avancerede Aircutter flueliner af polyurethan kan klare mosten og forbliver tilpas stive i tropevarmen – no matter what!

Forfanget bør bestå af fluorocarbon, som har alle fordele. Det er mere slidstærkt end nylon, hvilket der kan blive god brug for over de mange skarpe koraller i Karibien. Fluorocarbon har et brydningsindeks næsten som vands, hvilket gør materialet meget lidt synligt for fiskene.

Men begå ikke samme fejl, som jeg selv gjorde, da vi for nogle år siden skulle lave bonefish optagelser på Bahamas til DR TV. Ved en fejl kom jeg til at knytte en spids af fluorocarbon på et nylonforfang, og det gør man ikke ustraffet. De første tre bonefish gik således med fluen, mens kameraerne rullede – inden jeg opdagede fejlen…

Fluerne kan man gøre til en videnskab – hvis det nu er det, man har hang til eller brug for. I så fald binder man minutiøse efterligninger af rejer og krabber, som man så naturligvis fanger sine bonefish på.

Men man kan også vælge den ukomplicerede løsning, som jeg selv har gjort det i mange år. En lille håndfuld fluer af den omvendte slags str. 4-6 klarer næsten alle forhold. Læs artiklen “Jul med Juletræet” her på VIP Lounge siderne, hvis du vil vide mere om disse fluer.

Advarsel

Tilbage er så blot en velment advarsel, som mange har måttet sande rigtigheden af: Bonefish går i blodet. Om det så er fiskene selv eller de smukke omgivelser er svært at sige.

Men har man blot én gang spottet en stor bonefish i krystalklart vand, kastet sin flue til den og kroget den samt landet den, så er de allerfleste fortabt forever. Så må man hvert år tilbage til de smukke flats, når vinterkulden bider og de sky bonefish lokker!

Men glem nu for alt i verden ikke kasket, polaroidbriller, sololie og lange bukser. Sol er skam dejligt, men for meget sol kan spolere selv den mest kostbare fiskeferie. Og det var jo slet ikke meningen!

Tarpon kan tæmmes

Der findes næppe nogen anden fisk, som er så stor – som kan fanges på så lavt vand og på så let grej – som netop tarpon. De udgør Superligaens Sølvtøj.

Denne sølvskinnende kæmpesild har været hos os i millioner af år – i stort set uforandret form. Det har fund af forstenede fisk dokumenteret, og det fortæller os, at tarpon – i lighed med hajerne – har været perfekte og færdigudviklede i længere tid end nogen anden fisk. De kan simpelthen ikke gøres bedre!

Tarpon er således fortiden gjort levende på fornemste vis. Meget levende endda, for næppe nogen anden fisk kan levere en så sindsoprivende fight på så let grej som netop tarpon.

Den er kendt for sine mange og meterhøje spring, der sætter såvel grej som fisker på en hård prøve. I så høj grad, at amerikanske tarponfiskere taler om at “jumpe” tarpon og ikke fange dem. En meget stor procentdel af de krogede fisk smider nemlig krogen i et af de mange spring – eller sprænger linen, når de lander på den igen.

Megalops atlanticus

Det latinske navn for tarpon, Megalops atlanticus, fortæller, at der dels er tale om en meget stor fisk – dels en fisk, der lever i Atlanterhavet. Den findes altså ved såvel Amerika som Afrika, men ikke i Stillehavet. Der er samtidig tale om en primitiv sildefisk, som ikke har forandret sig gennem årtusinder. Det ved man som sagt fra fund af forstenede tarpon-lignende fisk.

Deres livscyklus er stadig ikke kendt til bunds, men man ved, at fiskene først bliver kønsmodne ved en længde af ca. 120 cm. Med fuld ret og stor kærlighed kalder man derfor “mindre” fisk for “baby tarpon”!

Gydningen finder sted i kystnært farvand – altså i havet. De små larver driver siden med havstrømmene til brakvandsområder, hvor de vokser sig store. Enten i det brakke vand eller helt oppe i det ferske – eller begge steder. Det har man endnu ikke fået klarlagt.

De største tarpon, man har kendskab til, vejer op mod 300 pounds. Fisk i 200 lbs. klassen er taget på stang, men normalt regner man fisk over 100 lbs. for store. Længst mod nord – i Florida – har man typisk de største tarpon, men de er der ikke hele året. De trækker ud på dybere vand, når vinterens koldfronter fra Nordamerika begynder at dukke op.

Det er kendetegnende for tarpon, at de ofte ses rullende i overfladen, efterladende skum og luftbobler. Denne opførsel skyldes, at de er i stand til at ånde gennem en åben svømmeblære. De skifter helt enkelt luften i svømmeblæren ud, når de ruller i overfladen.

Denne ekstra form for ånding gør det muligt for fiskene at færdes i iltfattigt vand, som findes mange steder i mangrovesumpene. Den gør det muligt for tarpon at jage effektivt blandt stimerne af småfisk, som er blevet sløve og apatiske på grund af et lavt iltindhold i vandet.

Tarpon er altså fisk, som er knyttet til overfladen. Da de samtidig foretrækker relativt små fødeemner – småfisk og rejer – er de fluefiskerens drømmefisk. De største fisk, som det er muligt at tage på regulært fluegrej ved regulært fluefiskeri. Deres mange og meterhøje, gællerystende spring gør dem ikke mindre interessante…

Grej til supersild

Tarpon er store fisk med små ambitioner – forstået på den måde, at de æder overraskende små fødeemner set i relation til deres egen størrelse. Og det er præcis denne egenskab, som gør dem til fluefiskerens drømmefisk. Som gør det muligt at fange helt usandsynligt store fisk på relativt let enhånds fluegrej.

Nu er “let” naturligvis et relativt begreb. Standardgrejet til store tarpon i 100 lbs. klassen er og bliver klasse 12 med stor fighting butt og ekstra fightgreb over selve håndtaget, så man kan lægge det fornødne pres på fiskene under fighten. Der ellers aldrig vil tage ende…

Men klasse 10 grej kan udmærket lande en 100 lbs. fisk, hvis blot man har den fornødne tid og tålmodighed. Selv fik jeg min første 100 lbs. fisk på en klasse 10 stang, der var med ombord som reserve. En stor jack crevalle knækkede om morgenen min svære klasse 12 stang, så jeg måtte fiske resten af dagen med den “lette” klasse 10…

Til gengæld klarer man sig fint med klasse 8 grej, hvis fiskeriet gælder “baby tarpon”, som jo sjældent vejer mere end 10-20 kg! Det vigtige er her, at mindre tarpon sjældent går i dybet, som de større har for vane. Og da skal stangen have den fornødne “lifting power”, hvis fiskene skal kunne pumpes op til båden.

14825-143

Men uanset vægtklasse er det vigtigt, at fluen bindes for enden af en shock tippet af tyk monofil nylon. Tarpon har ingen tænder, men ru sandpapirskæber, som kan raspe almindelig line over. Det samme kan de skarpe gællekanter – ikke mindst under vilde spring, hvor fiskene ryster hovedet, så man kan høre gællelågene flapre!

Strategi til supersild

Tarpon er hurtige fisk, som sjældent står stille. De er altid på jagt og er ikke specielt kræsne med fluer. Til dokumenterede klassikere hører Stu Apte’s rødgule Tarpon Fly, Lefty Kreh’s hvide Deceiver, Dan Blanton’s hørbare Whistler Fly og den evigt unge og brune Cockroach.

Læg hertil et antal poppers til baby tarpon i mangroven, og flueæsken er komplet. Store tarpon kræver store fluer – typisk str. 1/0 til 3/0, mens mindre tarpon kræver tilsvarende mindre fluer.

Fisker man i uklart vand – eksempelvis Rio Colorado i Costa Rica – kan man ikke se fiskene i vandet. Til gengæld kan man ofte spotte dem, når de kommer trækkende – rullende i overfladen og efterladende en stribe fine bobler, som viser deres vej.

Fluen skal da serveres et godt stykke foran boblerne på en ultrahurtigt synkende line og have fornøden tid til at synke ned. Og det må meget gerne være en Whistler flue, som kan høres i det uklare vand.

Fisker man i klart vand, kan man tydeligt se fiskene som kulsorte skygger i det lave vand. Her gælder det om ikke at skræmme fiskene med et klodset kast, men i stedet servere fluen foran fiskene, så de ikke skræmmes af linen.

Det er vigtigt, at fluen bevæger sig bort fra fiskene – ikke imod dem. Selv den største tarpon kan skræmmes af en lille flue, som går til angreb på den. Det har den nemlig aldrig oplevet før, og det virker derfor lidt skummelt!

Store tarpon træffes i regel enkeltvis eller i små grupper, mens baby tarpon ofte optræder i større flokke. “Daisy chaining” er et spændende fænomen, man som tarponfisker før eller senere kommer ud for. Det drejer sig i regelen om mindre fisk, der af uforklarlige årsager svømmer rundt i større eller mindre cirkler – som holdt de hinanden i hånden som en anden flok børnehavebørn på udflugt!

Det er et adfærdsmønster, som også kendes fra store tarpon, men da normalt i forbindelse med gydningen. Og det er jo ikke tilfældet for de mindre og endnu ikke kønsmodne tarpon. De kan da også fint lokkes til at tage en flue, og man kan da opleve, at der pludselig går hul på kæden. Tarpon efter tarpon kaster sig over fluen, som var det deres sidste chance for at få noget spiseligt.

Engang i Mexico var det så hektisk, at min guide afkrogede og genudsatte tarpon på den ene side af båden, mens jeg kastede, krogede og fightede tarpon på den anden. Det varede en god times tid og var aldeles uforglemmeligt!

Strip Strike

Det svære ved tarponfiskeri er i regelen ikke at lokke fiskene til hug. Det svære er i stedet at kroge dem. Tarpon har en benhård mund, der er foret med hårde benplader, som krogen har meget svært ved at få fæste i.

Løfter man stangen, som man jo fint kan gøre med laks og ørreder, sker der intet. Absolut intet. Krogen har ikke en kinamands chance for at få fæste på denne måde. Den pågældende tarpon kvitterer blot for sin fejltagelse med et hektisk og højt spring.

I stedet skal man benytte sig af det såkaldte “strip strike”, som bør bruges til alle store fisk, der er hårde i munden og svære at kroge. Tarpon hugger i regelen meget forsigtigt – så forsigtigt, at mange slet ikke registrerer det.

En guide i Costa Rica fortalte mig engang, at tarponhug ofte blot føles som et lille tap på knæet med en finger – uanset om der så er 100 lbs. bag! Tarpon hugger nemlig ikke. I stedet suger de føden ind i deres store og tandløse mund, hvilket resulterer i det karakteristiske bløde hug.

Når man mærker det lette puf til fluen, fortsætter man blot indtagningen med stangspidsen nede i vandet – pegende direkte mod fisken. Når man så mærker tyngde i den anden ende, strammer man op med venstrehånden og sætter så krogen med flere seje og hårde træk. Stangen peger stadig lige mod fisken.

Tarpon kvitterer i regelen med at gå i luften aldeles øjeblikkeligt. Har krogen fået fæste, kommer nu næste problem. Er der tale om en fisk, som er ude over baby-stadiet, risikerer man én ud af to ting: Fisken retter krogen ud i springet, hvilket ikke er usædvanligt – selv med store og rustfri 4/0 kroge. Eller den lander på linen og knækker selv det tykkeste forfang…

Bow to the King!

Derfor skal man hurtigst muligt lære sig at “bukke for kongen”, som amerikanerne så poetisk udtrykker det. Når fisken går fri af vandet, strækker man armene og stangen ud efter den, så fisken ikke lander på en stram line.

Når guiden bag i båden skriger “bow to the fish”, så er det, hvad han mener. Og han mener det virkelig. Gør man det ikke, eller gør man det ikke hurtigt nok, kommer man aldrig til at kunne bryste sig af at have landet tarpon i 100 lbs. klassen.

Der er ingen vej uden om at bukke for kongen, men det er vel heller ikke så slemt. Lønnen – i form af en sølvblank supersild til fotoalbummet – er så rigeligt anstrengelserne og ydmygelsen værd!

Tarpon kan heldigvis tæmmes, men let bliver det aldrig!