“Restaureringen af Skjern Å er mislykket med at genskabe de naturlige habitater, der tidligere var til stede, og de naturlige processer, der skaber habitaterne, er langsomme.”

Det mener danske forskere, som har fulgt landets vandrigeste å efter restaureringen, der kostede 280 millioner kroner.

Det er nu godt 10 år siden, at den maltrakterede Skjern Å blev løsnet fra sine kanaliserede lænker og lagt tilbage til det oprindelige snoede leje.

Naturen har været hurtig til at genindtage det tabte land. Åen graver videre, hvor gravkøerne slap, og fuglene har været hurtige til at indtage de nye vådområder på åens nedre løb mod Ringkøbing Fjord.

Alligevel skal vi påregne at vente op mod 100 år mere, inden åen minder om det, den var engang. Det fremgår af en videnskabelig artikel, som netop er accepteret til udgivelse i tidsskriftet “Ecological Engineering”.

Morten Lauge Pedersen, der til daglig er naturgeograf og lektor ved Ålborg Universitet, uddyber dette over for Jyllands-Posten:

”Konklusionen er, at når man begiver sig ud i denne her type af projekter, så skal man være opmærksom på, at man ikke får smæk for skillingen fra Dag 1.

Selv om det er et stort vandløb, og selv om det er forsøgt lavet så naturligt som overhovedet muligt, så tager det måske mere end 100 år, før de fysiske og kemiske processer er naturlige igen.”

“Engen gøder ageren”

De fysiske og kemiske processer dækker over, at et naturligt vandløb som Skjern Å virker som en slags rensningsanlæg for vandet. Vandløbet bliver fyldt med potentielt forurenende stoffer fra landbruget, der gøder eller overgøder markerne langs åen.

Når åen bugter sig og ind imellem går over sine bredder, aflejres store mængder kvælstof og fosfor fra landbruget på engene ved siden af åen. Herved undgår man, at en stor del af de oprindeligt udledte stoffer når ud i hav og fjord.

I gamle dage sagde man, at ”engen gødede ageren”, idet de årligt tilbagevendende oversvømmelser forår og efterår aflejrede store mængder næringsrigt slam, som gjorde engene til produktive græsområder, der kunne føde husdyrene om vinteren. Gødning fra husdyrholdet kunne siden komme tilbage til græsmarkerne, der blev endnu mere produktive.

Denne naturlige renseproces forsvinder dog næsten helt, når og hvis man retter den bugtede å ud til en snorlige afvandingskanal for landbruget. Herved øges afstrømningen, så vandstanden sænkes. Fugtige marker kan nu drænes og afvandes, så der kan dyrkes korn og andre afgrøder på dem.

Men nu aflejres de skadelige næringsstoffer ikke længere inde på engene, hvor de bliver til græs. Nu havner de i stedet ude i hav og fjord, hvor de resulterer i algeblomst, iltsvind og fiskedød. Og da Ringkøbing Fjord samtidig er et lukket indvand med en begrænset vandudskiftning, bliver problemet fra Skjern Å endnu større, end det ellers ville have været.

Skjern Å blev reguleret til ukendelighed af Hedeselskabet tilbage i 1968. Skaderne var ventede, men voldsomme. Så voldsomme, at et enigt Folketing midt i 1980’erne besluttede, at åen skulle føres tilbage til sit oprindelige bugtede forløb. Så skaderne kunne udbedres og vandmiljøet få det bedre.

Den indvundne landbrugsjord havde allerede “sat sig” og var ikke længere meget værd til dyrkning af afgrøder. Og Ringkøbing Fjord havde lidt hårdt under den massive tilførsel af næringssalte og okker udfældet fra og udvasket ved vandstandssænkningen.

”Fuglene er væk. Fiskene er væk”.

Så kort og fyndigt blev tingenes tilstand udtrykt af den daværende miljøminister Chrtistian Christiansen fra Kristeligt Folkeparti, og det var noget, som både befolkning og Folketing kunne forstå.

Alligevel tog det næsten 20 år, inden retableringen var tilendebragt. Inden da var år på år blevet brugt på at købe eller bytte jordlodder langs åen, hvor den skulle genslynges, inden man kunne gå i gang med gravemaskinerne.

Heldigvis blev det ikke Hedeselskabet, som vandt entreprisen. Heldigvis, for det ville have været en hån mod alt, hvis selvsamme selskab, som tjente millioner på at rette åen ud, nu også skulle tjene millioner på at genslynge den.

Nu blev det i stedet Cowi Consult, der løb med opgaven. Som påbegyndte arbejdet i 1999, og som i 2003 kunne melde opgaven fuldført. 19 km kanal længst ude mod Ringkøbing Fjord var da ført tilbage til 26 km slynget vandløb.

10 år senere kan forskerne nu melde, at ganske vist går tingene i den rigtige retning. Og ganske vist aflejrer åen igen kvælstof og fosfor i de nyanlagte engområder langs åen. Men der vil gå lang tid, førend den oprindelige balance med aflejring af sand og silt er genskabt. I bedste fald vil balancen kunne genskabes i løbet af 100 år.

Det er dog ikke udelukkende bad news, der kommer fra forskerne, som har valgt at fokusere på vandløbet og ikke livet i det. For fisk og planter stortrives allerede i det nye bugtede åleje. Og i tusindvis af trækfugle har allerede taget de nye engområder til sig, når de er på vej nord- eller sydover. Alt i alt er de biologiske forhold bedret markant. Det er fysikken og kemien, der halter bagefter.

Men får det nyretablerede område ellers lov til at passe sig selv, vil det i løbet af de kommende årtier udvikle sig til en sand mosaik af forskellige naturtyper. Der vil komme flere naturlige småsøer – måske hjulpet på vej af den ligeledes genindførte bæver – og træer og buske vil vokse og gøre vegetationen langt mere vild, end den er i dag.

Om 100 år er alting glemt, siger man. Men det kommer ikke til at passe her. Om 100 år vil vore efterkommere nemlig have en helt anden Skjern Å end den, vi kender i dag. En ny og bedre å.

© 2014 Steen Ulnits

Det har altid undret mig, at så mange lystfiskere ved så lidt om vand og fisk. At man som lystfisker ikke helt automatisk og aldeles naturligt interesserer sig for og kerer sig om det vandmiljø, man er så helt og aldeles afhængig af. For uden rent vand ingen sunde fiskebestande og ingen fisk at fiske efter. Så såre enkelt er det jo.

Men måske er jeg som biolog miljøskadet. Måske ved jeg bare for meget om tingene og deres rette sammenhæng. Og måske jeg bare er for ambitiøs på naturens vegne.

Måske jeg i stedet burde læne mig tilbage og med et skævt smil se til, mens dansk landbrug ødelægger de sidste rester af dansk natur. Alt imens jeg med mine højteknologiske og hundedyre stænger kaster mine fluer efter de Gudenå-laks, som jo ret beset blot er resultatet af rendyrket Put & Take – omend i stor skala.

Laksene er jo blanke og fine og både rykker og springer, når de er på krogen. Som den naturlige vare, de er sat til at erstatte.

Men det kan jeg bare ikke. Jeg ved som fagmand, hvor galt det står til. Jeg ved, hvem der har skylden. Men jeg har ikke magten til selv at gøre noget ved det. Bevares. Jeg stemte da rødt ved sidste folketingsvalg – for at få grønnere øjne på miljøet. Men den nuværende regering tog som bekendt røven på alle sine vælgere og gjorde det stik modsatte af, hvad de havde lovet os.

Senest kan vi så se, at penicillinforbruget i dansk svineavl nu atter er for opadgående. Med resistente bakterier som det uundgåelige og dødbringende resultat.

– Er du selv med til ødelæggelserne?

Det kan altsammen virke fjernt og deprimerende, men stop lige op og tænk lidt videre over tingene: – Måske er du selv aktivt medvirkende til nedturen for miljøet? – Købte du måske ikke Stryhns den billigste leverpostej, sidst du var i supermarkedet? – Måske du holder af lørdagskylling, ikke bare om lørdagen? – Og var din flæskesteg til jul nu også økologisk?

I alle tre tilfælde har du med dit eget personlige valg og blot for at spare nogle sølle håndører aktivt skubbet udviklingen i den helt forkerte retning. Du har nemlig aktivt støttet det højintensive industrilandbrug, som er ved at kvæle Danmark helt. Som producerer gylle i mængder, så landmændene nu senest selv er begyndt at drukne i det.

For slet ikke at tale om vandmiljøet, der hvert år gisper under de millioner og atter millioner af liter giftig gylle, som havner på markerne i overdosis – ofte endda mens jorden endnu er frossen og gyllen derfor blot løber ned i nærmeste vandløb.

– Måske du kører rundt i en urimeligt stor benzinsluger, der udleder masser af CO2 til atmosfæren – samt mængder af kvælstofoxider, der siden gøder vandet via nedbøren? Som gør, at livet i de næringsfattige vestjyske hedesøer stille og roligt kvæles?

Hvis du tror, at jeg er hellig og selvfed, så har du både og ret. Jeg har nemlig rejst flere flymiles end de fleste og dermed bidraget godt til drivhuseffekten. Og jeg har i mange år kørt rundt i en stor 4-hjulstrækker, hvis brændstoføkonomi ikke var noget at skrive hjem om.

Men jeg er bevidst om situationen og tænker i dag mere over tingene. Og handler af hensyn til miljøet. Økologisk. Og økonomisk. For de to ting hænger udmærket sammen, når man ser dem i et større perspektiv.

Tanker, der tæller – fra Amerika

Og hvis du tror, jeg er den eneste, der tænker på miljøet, så tro om. Lad mig citere redaktøren for et anerkendt amerikansk branchemagasin:

“Hvordan i alverden kan nogen, der lever af åer, søer og havet, ikke også være aktivt engagerede i at beskytte de ressurser, der gør det muligt at fiske i dem”?

Enklere kan det vist ikke siges. Der er nok at tage fat på. Det nemmeste er at gribe fat i sig selv først. Og dernæst alle de andre. Men meld dig allerførst ind i en miljøorganisation, som kan tale din sag, når og hvis du ikke selv kan eller vil. Men vælg med omhu. Flere og flere såkaldte miljø-, hjælpe- og menneskeretsorganisationer lider i dag under det, man med rette kalder “FN-syndromet”:

De havde oprindelig et ædelt og godt formål, som alle kunne og kan bakke op om. Men de er endt som organisationer, hvis eneste formål er blevet at vokse og skrabe penge ind til sig selv. Det oprindelige formål har de helt glemt. Eller praktiserer det i hvert fald ikke.

De har imidlertid ikke glemt at fortælle omverdenen om det oprindelige formål, så de stadig kan modtage bidrag til driften af virksomheden…

Velbekomme. Økologisk, naturligvis!

© 2014 Steen Ulnits

De færreste mennesker forbinder muslinger med miljø, men i økologisk forstand er forbindelsen lysende klar – omend ind imellem lidt selvmodsigende:

1. Muslinger kræver rent vand
2. Muslinger renser selv vandet
3. Muslinger er værd at spise
4. Muslinger kan skade miljøet
5. Muslinger er penge værd
   

   ---

Ad 1: Muslinger kræver rent og iltrigt vand for at kunne trives. De filtrerer enorme mængder vand og er derfor de første til at bukke under, når vandet forurenes med organisk, iltforbrugende materiale. Udbredte muslingebanker er således et sikkert tegn på et rent vandmiljø. Herudover er tomme skaller fra døde muslinger ideelle levesteder for mange andre smådyr, som større fisk siden kan leve af.

Ad 2: Muslinger lever af at filtrere vandet for bakterier og andre mikroorganisner, som de fortærer og omdanner til organisk stof – til muslingekød, som vi mennesker og fugle siden kan spise. Under denne proces fjerner muslinger derfor kvælstof og fosfor fra vandet, som på denne måde renses for overskydende næringsstoffer, der ellers kunne medføre algeblomst, iltsvind og fiskedød.

I takt med den bedre rensning af spildevandet og en mindsket organisk forurening af vore farvande, er bestanden af muslinger gået markant tilbage siden 1990‘erne – til skade for ikke mindst edderfuglene, som er store muslingespisere.

Ad 3: Muslinger smager godt – hvis ellers de er friske og fanget i rent vand. Da muslinger filtrerer vandet, ophober de uundgåeligt alle mulige skadelige stoffer i deres kød. Stoffer, som siden overføres til de dyr og mennesker, der spiser dem. Vel at mærke stoffer, som ikke skader muslingerne selv. Læg hertil, at fordærvede muslinger kan forårsage voldsomt maveonde.

Endelig kan muslingerne ophobe gift fra giftige alger, som siden gør muslingerne farlige at fortære. Resultatet af en sådan forgiftning kan være alt fra et mindre maveonde til direkte livstruende, hvis der er tale om nervegift. Ind imellem udsteder myndighederne derfor forbud mod fiskeri efter og salg af blåmuslinger fra specifikke danske farvande.

Ad 4: Muslinger er genstand for et ganske storstilet fiskeri med skrabende redskaber, der uundgåeligt pløjer det sårbare bundmiljø op og dermed ødelægger levesteder for andre bundlevende organismer. Det er veldokumenteret, at muslingeskrab sammen med trawlfiskeri er blandt de skadeligste fiskemetoder – netop fordi de ikke blot beskatter bestanden af fisk og skaldyr, men samtidig ødelægger disses levesteder.

Hollandske undersøgelser har sågar vist, at der fanges op til seks gange så mange uønskede arter som bifangst til udsmid, som der fanges ønskede arter. Derfor burde muslingeskrab og trawlfiskeri i de sårbanre indre danske farvande helt forbydes. Noget, enhver ansvarlig miljøminister ville kæmpe indædt for at få indført. Desværre ikke den nuværende fra SF…

Ad 5: Penge. Det er naturligvis her, problemerne opstår. Der er bud efter alle de blåmuslinger, som muslingefiskerne kan skrabe op fra bunden. De er penge værd, og de giver arbejdspladser på land i forædlingsindustrien.

Alligevel kunne man udmærket forbyde enhver form for muslingeskrab i de sårbare indre danske farvande. Man kunne blot omlægge til en produktion eller dyrkning på ophængte liner, hvorfra man siden høster de voksne blåmuslinger. På denne måde undgår man helt det ødelæggende bundskrab, og dels fjerner man effektivt store mængder skadelige næringsstoffer fra vandet, når man høster muslingerne.

Set i dette perspektiv er det fuldstændig ufatteligt og hovedrystende tåbeligt, når fødevareministeren nu senest har åbnet op for fornyet muslingeskrab i tidligere fredede områder – senest sågar i udlagte Natura 2000 områder.

Man skulle tro, det var en Venstre-ministers værk. Men hendes partifarve er rød…

© 2014 Steen Ulnits

⌘ Læs mange flere artikler om de forurenende muslinger her ⌘

I de gode gamle dage var de indre danske farvande bevokset med ålegræs i et omfang, vi næppe kan forestille os i dag. Fra naturens hånd har vi noget nær ideelle forhold for netop ålegræs i vore lavvandede indre farvande. hvor vind, bølger og brænding ikke truer med at rive de lange stængler op – som tilfældet er på mere åbne havkyster.

Ålegræsbælterne er de føderigeste områder i de indre danske farvande. Intet andet sted har vi en så stor biomasse som netop her mellem de lange stængler af blomsterplanten Zostera marina. Biomassen skyldes ikke kun ålegræsset selv, men i lige så høj grad de mange alger, der vokser på stænglerne, samt de myriader af smådyr, som lever mellem dem.

Det var derfor ikke så lidt af en katastrofe, da ålegræsset i 1930’erne blev ramt af en verdensomspændende sygdomsepidemi, der lagde de store ålegræssletter øde og reducerede dem til små pletter af lokal karakter.

Her i begyndelsen af det nye årtusinde er ålegræsset kommet sig efter sygdommen. Men da ålegræs er en flerårig blomsterplante, som sætter frø – i modsætning til de énårige alger – tager det lang tid for ålegræsset at sprede sig. Derfor har man mange steder forsøgt at hjælpe naturen med udplantning af små ålegræsøer – ofte med succes.

Men i dag lider ålegræsset under dels forureningen med næringssalte – dels et mange steder hårdhændet trawlfiskeri og ditto muslingeskrabning. Begge forhold gør det uhyre vanskeligt eller decideret for ålegræsset at etablere sig på nye steder.

Trawl-fiskeri ødelægger ålegræsset

Forureningen med næringssalte fra land og by bevirker, at ålegræsset dækkes af et lag af alger, som skygger for lyset og gør livet svært for ålegræsset. Brugen af slæbende fiskeredskaber ødelægger selvsagt bunden og river ålegræsset op med rode – på længere sigt til stor skade for fiskeriet selv.

I gamle dage – før forureningen med næringssalte for alvor tog fart – var meget store områder af de indre danske farvande dækket med skove af ålegræs ud til dybder på 10-15 meter.

I takt med forureningen er udbredelsen reduceret til stedse lavere vand. I dag er ålegræssets største dybde i lukkede fjordområder ofte kun 5 meter – primært på grund af de mange planktonalger, som nu gør vandet uklart og skygger for lyset på dybere vand.

På begge sider af Atlanten er det den samme art af ålegræs, der forekommer. Og den samme epidemi, der hærgede bælterne i 1930’erne.

I USA, hvor der typisk er kortere mellem tanke og handling end herhjemme hos politikere og myndigheder, går man aktivt til værks for at hjælpe ålegræsset tilbage til det lave vand langs kysterne.

I stor stil opdrætter man nemlig ålegræs til udsætning på egnede steder. Mange steder allierer man sig med skolerne, som forener udplantningen af nyt ålegræs med relevant biologiundervisning.

Samtidig ønsker myndighederne ikke, at de ålegræsbælter, der har etableret sig i takt med en forbedret vandkvalitet – som følge af en bedre vandrensning – skal ødelægges af erhvervsfiskeri med skrabende redskaber.

Det har i staterne Maryland og Virginia ført til, at man i store områder helt enkelt har forbudt fiskeri med slæbvende eller skrabende redskaber.

Muslinge-skrab tilladt i Natura 2000

Gid man dog i de indre danske farvande også kunne tage sig sammen til at forbyde det muslingeskrab og trawlfiskeri, som på samme måde ødelægger de nyetablerede ålegræsbælter. Og samtidig sørge aktivt for udplantning af nyt ålegræs til erstatning for det gamle.

Men nej. Det magter vi ikke i lille velfærds-Danmark, hvor en håndfuld statsstøttede erhvervsfiskere stadig får lov til at ødelægge det vand- og bundmiljø, vi alle har været med til at genoprette.

I lang tid har miljømyndighederne brugt ålegræsset og dets udbredelse som en slags indikator for vandkvaliteten. Ud fra den simple og aldeles sunde antagelse, at når ålegræsset går tilbage ved organisk forurening, så bør det også gå frem efter forbedret rensning af spildevandet.

Imidlertid har man mange steder ikke kunnet noteret sig den ønskede fremgang af ålegræsset. Og man har ikke kunnet forstå hvorfor.

Desværre kan eller vil man åbenbart ikke se skoven for bare træer. Desværre kan selv højt uddannede forskere i statens tjeneste ikke lægge to og to sammen og forstå, at man altså ikke med den ene hånd kan spendere millioner af skattekroner på en bedre rensning af spilevandet. Og så med den anden tillade trawlfiskeri og muslingeskrab i de selvsamme farvande.

Hvor dum kan man være. Ikke ret meget dummere. Og det hele sker desværre mod bedre vidende. Endda med en rød regering ved roret, der selv mener, den er grøn. Men i virkeligheden er blå…

© 2014 Steen Ulnits

Dyreetisk Rod har for alvor været i vælten her på det seneste. Først med en anbefaling af, at Put & Take fiskeri forbydes i danske søer. Og senest med den offentlige girafslagtning, som er gået verden rundt i medierne. Den ansvarlige direktør for Københavns Zoo sidder nemlig også I Dyreetisk Råd.

I 2011 kunne forbløffede eller forargede danskere læse, at Dyreetisk Råd er imod at gøre dyresex strafbart. Rådets formand Peter Sandø argumenterede med, at et forbud mod dyresex alligevel ikke ville resultere i mindre dyresex. Og henviser til, at England allerede har indført forbud mod dyresex.

I 2012 måtte samme Peter Sandøe trække sig fra posten – efter 20 år på toppen. Stenen, der væltede læsset, var Sandøes aktive medvirken i en rapport om dansk svineavl – betalt af Videncenter for Svineproduktion, som drives af Videncenter for Svineproduktion, der igen hører under brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Den dobbeltrolle blev alligevel for meget for mange, og Sandøe valgte klogeligt at trække sig, inden han blev gået. Der var alt for meget samarbejde med landbruget til, at Dyreetisk Råd på nogen måde kunne kaldes upartisk eller uvildigt. Eller seriøst for den sags skyld.

I Berlingske Tidende kunne man læse følgende skarpe betragtninger omkring slagtningen af Giraffen Marius i Københavns Zoo i februar 2014. Herunder følger et par uddrag af et ganske langt og fyndigt indlæg:

For det første kunne man efterprøve den etik, man udviser i Københavns Zoo. Man hævder at være drevet af videnskabelige principper, men det er rent hykleri. For i jagten på publikum og kommerciel succes er man ikke det mindste videnskabelige.

Man giver bevidst dyrene menneskelige navne som Marius, Oleg og Rasmus, så publikum kan følge det enkelte dyr og investere følelser i det. For at forstærke bindingen bringer man videoklip fra dyrefødsler og udnytter publikums veneration for dyreunger.

Endelig sælger Zoo idylliserede udgaver af tøjgiraffer, stofsæler og alt muligt andet merchandise, hvor man tjener på publikums glæde ved særligt tiltalende dyr. Så længe man i kommercielt øjemed kan udnytte publikums »sentimentale følelser«, har man intet imod at spille på den bane.

Derfor bliver det bare en lille smule kvalmende, at Zoo-direktør Bengt Holst trækker det videnskabelige kort, når Zoo for rullende kameraer parterer den giraf, man tidligere har navngivet. Tilmed sker parteringen foran ganske små børn, der enten bliver meget kede af det eller risikerer at få en brutaliseret opfattelse af, hvordan man behandler dyr.

Det er faktisk ret elementært: Man forærer heller ikke sine børn en kanin, som de kan knytte sig til – hvorefter man serverer den som ragout til familiemiddagen.

Citat slut

Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv, så derfor har jeg valgt at citere Berlingske. Aldeles den samme synsvinkel kan lægges på Dyreetisk Råds anbefaling af, at Put and Take fiskeri forbydes. Af hensyn til de stakkels fisk…

Dyreetisk Råd lever for alvor op til deres tilnavn. De er helt enkelt havnet på den forkerte planet i dette solsystem. Og burde nedlægges, hvis de ikke kan finde på andet at interessere sig for.

Et oplagt emne ville ellers være giraffers levevilkår inde på Stenbroen. Eller danske grises transportvilkår på vej til tyske slagterier. Eller opdræt af mink udelukkende for at pelse dem og sende dem til Kina.

Men det er nok for kontroversielle emner.

Dert ville blive noget værre – Rod.

2014 Steen Ulnits