Forfatterarkiv: Steen

De ti bedste åer i Danmark

Åerne har traditionelt altid betydet meget for dansk lystfiskeri. Det er nemlig her, vore laksefisk fødes – her, at laks, ørreder samt stallinger og helt fødes. Uden vandløbene ingen bestande af laksefisk. Så enkelt er det!

– Men hvor finder vi så de bedstet danske åer? Det gør vi naturligvis primært i Jylland, hvor stort set alle de større danske vandsystemer findes. Vi præsenterer her de ti bedste af slagsen:

1. Brede Å

Den sønderjyske Brede Å er nok den mindst kendte af de ti bedste åer i Danmark. Den blev for alvor kendt, da den store Vadehavsundersøgelse for nogle år siden afslørede, at netop Brede Å er blandt de mest produktive tilløb til Vadehavet.

Således kom Brede Å ind på en klar andenplads, hvad bestanden af opgangsørreder angår. Brede Å blev kun overgået af Ribe Å-systemet med tilløbet Gelså, som har en årlig opgang på over 4.000 ørreder. Med sine 2.000 fisk overgik Brede Å selv Kongeåen, som kun har 650 årlige opgangsørreder.

Men ikke nok med det. Den store opgang sker trods det, at netop Brede Å er den mest maltrakterede af de sønderjyske vandløb. Således er der stort set intet oprindeligt sving tilbage på den store å – dem har landbruget taget gennem tiderne.

Det var da også derfor, at Brede Å blev det første større danske vandløb, som måtte lægge ryg til en vandløbsrestaurering. Her blev godt 2,5 km snorlige afvandingskanal ved Løgumkloster slynget tilbage til mere end 3 km ny å. I forbindelse med genslyngningen fjernede man også de “styrt”, som længe havde spærret for vandrefiskenes adgang til gydepladserne længere oppe i det vidt forgrenede vandsystem.

2. Gudenå

Landets længste vandløb er også et af de mest produktive. Desværre er Gudenåen fiskemæssigt delt op i to skarpt adskilte dele af Tangeværket, som stadig spærrer for fiskenes videre opgang til gydepladserne. Bygningen af Tangeværket betød en total udryddelse af Gudenå-laksen og en samtidig halvering af havørredbestanden.

Havørrederne havde stadig gydepladser tilbage i tilløbene til åen nedstrøms Tangeværket – med Lilleåen som det absolut vigtigste. Laksenes sidste gydepladser ligger i dag på bunden af Tange Sø – begravet under et tykt lag mudder.

Der fanges hvert år rigtig mange laks og havørreder i Gudenåen. Ørrederne er i vid udstrækning selvreproducerende, mens laksene alene skyldes udsætningsarbejdet. Og kan man nøjes med mindre fisk, findes der stadig en god bestand af stallinger i Gudenåens øvre løb – fra Tørring og ned mod Klostermølle ved Mossø.

Stallingerne stammer fra den vestjyske Skjernå og blev udsat i to omgange umidelbart før Anden Verdenskrig. Transporten skete i mælkejunger og på cykel over den jyske højderyg. Iltning af vandet skete med en cykelpumpe!

3. Karup Å

Ingen over og ingen ved siden af Karup Å, når det gælder havørreder – hverken i størrelse eller antal. Den gamle Danmarksrekord på 14,4 kg stammede således fra Karup Å og holdt i flere årtier. Det var da også Karup Å, som senere leverede verdens hidtil største registrerede havørred – en imponerende fisk på 16,3 kg, der ganske vist ikke blev fanget på stang, men fundet død i åen. Som frisk opgangsfisk havde den givet vejet et godt stykke over 17 kg!

Karup Å er stort set hvert år leverandør af de største havørreder, som fanges herhjemme. Her regnes kun fisk større end 10 kg af de lokale eksperter, som har deres gang ved åen dag og ikke mindst nat.

For Karup-ørrederne er nok blandt verdens største, men de er bestemt ikke verdens nemmeste at fange. Statistisk skal der således 17 ture til åen for hver ørred over 4 kg, der kommer på land. De vanskelige fisk skyldes sikkert, at netop Karup Å-ørrederne drager på langfart til ædepladserne i Kattegat og Skagerak. Når de vender hjem igen, har de mistet en stor del af deres hugrefleks.

4. Kongeå

Den gamle grænseå er kendt for at have bibeholdt de fleste af sine mange sving. Mest udtalt er dette i den fredede Kongeå-dal, hvor åen slynger sig afsted, som den altid har gjort det – før landbrugets reguleringer og afvandinger. Her kan man i tilgift opleve gendarmhuse fra den gamle grænsetid, og her kan man hvert år i forsommeren opleve massive klækninger af store majfluer. Det er noget, der for alvor kan få åens bækørreder og stallinger på finnerne!

Længere ude mod Vadehavet er det laks og havørreder, som trækker folk af huse. Her holder den store Sydvestjysk Sportsfiskerforening til, og her fiskes der ivrigt sæsonen og døgnet igennem. Traditionelt er der langt mellem de store havørreder i Kongeåen, men til gengæld er der godt med mindre fisk på 2-3 kg – og flere laks i dag end i mange år.

5. Ribe Å

Er man til havørreder friske fra Vadehavet, er Ribe et af landets bedste bud. Fiskeriet er – uvist af hvilken årsag – ikke så godt som for blot nogle få år siden, men chancerne for bid er stadig gode. Kommer man udefra, er Ribe Vesterå – åen ud mod kammerslusen – åben for køb af dagkort. Er man lokal og en af de heldige, har man adgang til det ellers lukkede stykke af Gelså, som på sin nedre del byder på nogle af landets bedste havørredpladser.

Er man i stedet til bækørreder og stallinger, kan man søge længere opstrøms – op til Gelsåsammenslutningens vand. Her kan man på strækninger ved Bevtoft og Hjartbro med flere træffe på stimer af stallinger, som villigt stiger til en tørflue. Tidligere var det bækørreder, som dominerede heroppe, men stallingerne er slået overmåde godt an efter genintroduktionen i 1990’erne.

6. Simested Å

Nordjyske Simested Å hører ikke til de mest kendte åer i Danmark – trods den kendsgerning, at årets største havørred faktisk tidligere er kommet fra netop denne å med de karakteristiske græsklædte bredder. Det var tilfældet i 1998, hvor rekordfisken vejede imponerende 13,7 kg. Fisken blev taget på et norsk Delfin blink og satte streg under betydningen af de nye fredningszoner i Hjarbæk Fjord, hvor denne å udmunder.

Historisk set har Simested Å altid været leverandør af store havørreder, men anlægget af Virksund-dæmningen og etableringen af Hjarbæk fjord i 1966 trak helt tæppet væk under den fornemme havørredstamme. Det blev helt enkelt for let at sætte garn ved slusen, som var en ny og unaturlig flaskehals for ørrederne.

Til gengæld klarede og klarer bækørrederne sig stadig fint i åens øvre løb, og det er nok dem, Simested Å i dag er mest kendt for. Ikke mindst strækningen ved Ålestrup er landskendt blandt fluefiskere med hang til tørfluer og nymfer.

7. Skjernå

Skjernå er Danmarks lakseå par excellence. Det var her, tobakshandler Dinesen fra København landede Danmarksrekorden i påsken 1954 – en fantastisk blanklaks på ikke mindre end 26,5 kg. Han tog den på datidens favoritagn – en roterende devonspinner – som han fiskede med på det klassiske laksestræk ved Borris.

I dag tages der hvert år nogle få hundrede laks i Skjernå – de fleste af åens naturlige stamme, som har overlevet alle odds. Hertil mange flere, men også langt mindre havørreder.

Skjernå er ikke Danmarks længste, men til gengæld den vandrigeste å i landet. Det ses ikke mindst på tilløbene, som der er rigtig mange af, og mange af dem er rigtig gode fiskevande – specielt hvad stallinger og bækørreder angår.

Skjernå er uden sammenligning det dyreste af samtlige danske vandløb. Således kostede det rundt regnet 280 millioner kroner at lægge åen tilbage i sine naturlige slyngninger – blot nogle få årtier efter landbrugets regulering af åens nedre løb. Laksefiskene har for længst taget de mange nye sving i besiddelse!

8. Storå

Storåen ved Holstebro er traditionelt Danmarks laksevand nummer to – med registrerede blankfisk på op til 22 kg tilbage fra 1949. Imidlertid har Storå i en årrække været en skygge af sig selv, og fiskeribiologerne mener, at skarverne er endog meget hårde ved de udtrækkende unglaks i den lavvandede Nissum Fjord. Samtidig bliver mange ungfisk ædt af gedder under deres nedtræk gennem den kunstige kraftværkssø ved Holstebro.

Er fiskeriet efter laks og havørred således ikke, hvad det engang har været, så er der stadig fint fiskeri efter bækørreder og især stallinger på åens øvre løb nær Hodsager. Tilløb såsom Tvis Å, Gryde Å og Idom Å er fine fiskevande – Råsted Lilleå længst nedstrøms ligeledes.

9. Varde Å

I de senere år har sydvestjyske Varde Å for alvor gjort sig bemærket som laksevand. I perioder har fiskeriet her været langt bedre end i Skjernå længere nordpå, og fiskene har ofte været store. Største fisk i nyere tid var en imponerende blanklaks på 16,4 kg fra 2000.

Hvor vestjyske åer traditionelt er reguleret med en kammersluse længst ude mod havet, er Varde Å unik ved at have et åbent afløb til Vadehavet længst inde i Ho Bugt. Det betyder, at fiskene altid har fri adgang til åen fra Vadehavet. Det medfører til gengæld også, at vandet kan stå højt helt oppe i Varde by, når der er stormflod i Vadehavet…

Varde Å er pt. på vej gennem et større restaureringsprojekt, som med EU-midler primært skal tilgodese den truede laksefisk snæbelen. Men det er et projekt, som vil komme alle vandrefisk og hele vandsystemet til gode.

10. Vidå

Vor nuværende grænseå er Vidåen – et vidt forgrenet åsystem, der sender alt sit vand ud i Vadehavet ved Højer Sluse. Herude er der virkelig pres på vandet, når en vestenhyler med efterfølgende stormflod banker på. Da stuves vandet op i åen, som så går over sine bredder og efterfølgende sætter mange kældre under vand. Det ved man alt om i Tønder…

Her ved man også, at der i perioden efter storm og højvande kan være mange fisk i åen. Primært havørreder friske fra et nærende ophold i Vadehavets store spisekammer. Havørreder, som året igennem har måttet kæmpe en kamp for ikke selv at blive ædt af de mange sæler herude.

Det lader da også til, at der er en vis sammenhæng mellem gode og dårlig år for sæler og havørreder – at sælpest efterfølgende kan give en større ørredopgang i åen.

Dagkort.dk

I modsætning til vore kyster, hvor fiskeriet er frit for alle, der blot har løst det obligatoriske statslige fisketegn på posthuset, så kræves der i tilgift dagkort eller årskort til åfiskeri, som jo er underlagt den private ejendomsret.

Man kan melde sig ind i den lokale forening, hvis man regner med at gæste det pågældende vand flere gange i løbet af en sæson. Eller man kan købe dagkort i stedet. Dagkort kan købes på campingpladser, benzinstationer, turistbureauer og lignende steder, men langt lettere er det at løse sit fisketegn hjemmefra – i god tid og uden spild af kostbar fisketid.

Det sker ved at taste sig ind på www.dagkort.dk, hvor man så klikker sig frem til det fiskevand, man agter at besøge. Enkelt og effektivt.

De ti bedste søer i Danmark

De ti bedste kystfiskepladser i Danmark

De ti bedste havfiskepladser i Danmark

De tyve bedste lakseelve i Europa

De ti bedste havfiskepladser i Danmark

Danmark er omgivet af hav på alle sider, og vi har i tusindvis af kilometer kyst at fiske fra. De egentlige havfiskepladser – dem, der ligger langt fra land – er der imidlertid ikke så mange af.

Herunder finder du en alfabetisk Top Ti liste over Danmarks bedste havfiskepladser. Pladser, der ligger såvel i de indre danske farvande som de ydre. Overalt gælder, at jo længere fra land man befinder sig, desto bedre er fiskeriet.

1. Bornholm

I farvandet øst for Bornholm finder man nogle af Østersøens største forekomster af sild og brisling, hvilket får laks fra mange østersølande til at samle sig netop her. Til stor glæde for ikke mindst de bornholmske trolling-fiskere, men i stigende grad også gæstende fiskere fra Tyskland. Her er sølvblanke laks større end 10 kg nemlig en realistisk mulighed!

Bornholm er i lystfiskerkredse primært kendt for sine kystnære havørreder, der alle er vildfisk – født i de bornholmske vildbække, der ofte tørrer næsten helt ud i sommermånederne. Men som er ideelle gydepladser i vintermånederne, hvor der ikke mangler vand.

På andenpladsen kommer de store østersølaks, som i regelen fanges langt fra kysten. Længst nede på tredjepladsen kommer torsken, som forekommer i både antal og størrelse. Således er torsk større end 10 kg ingen sjældenhed på mange pladser – når vejret altså tillader det.

2. Det Gule Rev

Langt til havs mod Norskerenden – på Det Gule Rev – landes nogle af Nordeuropas største torsk. Og de kan vel at mærke fanges i sommerhalvåret, hvor både klima og vejr i regelen arter sig. Resten af året hører aflysninger nemlig til dagens orden. Det Gule Rev kræver lang tids sejlads og er derfor ikke for de søsvage. Der skal gode søben til for at holde til en hel lang dag i store bølger!

Ud over torskene er der et utal af andre spændende arter, som med jævne mellemrum går til biddet. Med et par ophængere på linen over pirken øger man sine chancer for at fange disse arter markant. Lubben er en af de mere prominente gæster, der bedre end torsken formår at teste havhjulets bremsesystem. Langerne er også jættestærke og svære at vriste fri af bunden!

3. Det Hvide Rev

Det Hvide Rev er en populær lokal betegnelse for en samling stengrunde, der ikke ligger så langt fra land ud for Hvide Sande. Her fanger man sjældent store torsk, men der er pænt med mindre fisk, som ikke mindst tyske turistfiskere holder meget af. Her kan man opleve “full house” i form af torsk på alle ophængere og pirken selv!

På Det Hvide Rev kan man i sommerhalvåret også fange makreller i spandevis. Mange turister tager ud udelukkende for at opleve makreleventyret, hvor man ikke kan få pirken til bunds, førend der er fisk på alle kroge. Da kan det være svært at være torskefisker…

4. Fladengrund

Fladengrund var tidligere et sandt mekka for såvel danske som svenske havfiskere, der drog ud fra havnen i Varberg. Dengang var det ikke mindst havkat og pighaj, der lokkede. Fisk, der skal medes med naturlig agn. Fisk, der kun sjældent tager en torskepirk. Sørg derfor altid for, at der er rigeligt med krabber, muslinger og blæksprutter med ombord!

Skulle bundfiskeriet svigte, er der jo altid makrellerne at falde tilbage på. De er for alvor tilbage i Kattegat efter nogle magre år. Tag dem på ophængere over de tunge pirke – som tilfældige bifangster efter større rovfisk. Eller fisk målrettet efter dem med lettere kastegrej og kulørte ophængere over den mindre pirk.

5. Køge Bugt

Køge Bugt har i de senere år vist sig at være ikke så lidt af et hotspot, hvis man holder af at trolle efter store havørreder. Der er ikke tale om en klassiker, men en plads, der først blev fundet af trolling-fiskerne i 1990’erne. Siden da er der landet mange og store havørreder her – mange af dem sandsynligvis store strejfere fra Østersøen.

Fiskeriet svinger meget, men ligger man tæt på kysterne, er der altid nok at kigge på. Uanset årstid eller fisk på krogen. Det er jo her, de store kalkklinter ved Stevns og Møn spejler deres hvide flader i den blå Køge Bugt!

6. Langelandsbæltet

Det er ikke nemt at være torsk i vore dage. Torsken er truet af overfiskning, forurening og nu senest også den globale opvarmning. Torsken er derfor ved at være en saga blot i de indre danske farvande – med en enkelt markant undtagelse. Den undtagelse er Langelandsbæltet, hvor der stadig findes en nogenlunde bestand af torsk. Enkelte af dem kan endda veje mere end 10 kg!

Fiskene går ofte meget spredt, så der skal ledes længe efter dem. Men de er der, og de kan fanges. Det kan man ved selvsyn konstatere, hvis man møder en båd med tyske eller hollandske lystfiskere på vej i havn efter dagens fiskeri. De har altid fisk.

7. Lillebælt

Vanddybder på op til 80 meter gør Lillebælt til det dybeste farvand i Danmark – trods en bredde på under én kilometer på det smalleste sted i Snævringen. Fra naturens hånd byder Lillebælt på endog meget gode livsbetingelser for torsk, men et hårdhændet erhvervsfiskeri rydder jævnligt bæltet for torsk. Alligevel fanges der pænt med mindre torsk, og rekordstore fladfisk er der rigtig mange af.

Ind imellem rykker en stime mindre sej ind i Lillebælt, og da er der liv og glade dage både mellem og under de to Lillebæltsbroer. Er man til natfiskeri efter havørred over stejle skrænter, er sommeren et godt tidspunkt at gæste Lillebælt. Den stærke strøm her sikrer, at der altid er fisk at fange – selv i den vildeste varme.

8. Schultz Grund

Schultz Grund, som ligger ud for Sjællands Odde, er mest kendt af frygtløse småbådsfiskere med mange heste på hækken. Der er nemlig et pænt stykke vej ud til fiskepladserne. Mest kendt er Schultz Grund nok for sine store makreller i sommermånederne. Her er det ikke usædvanligt, at der kommer kilofisk på dækket!

I gamle dage var det ligeledes almindeligt, at man fangede godt med torsk over stengrundene her. Sjællands Odde er et af Danmarks længste stenrev, der fra naturens hånd huser et utal af forskellige fiskearter. Måtte torskene vende tilbage…

9. Sletterhage

I gamle dage hørte dybderne ud for Sletterhage Fyr til nogle af landets mest produktive torskepladser, og hvert år afholdt en decideret Sletterhage-konkurrence med deltagelse fra både ind- og udland. Torsk i 10 kg’s klassen blev der altid fanget nogle stykker af.

Siden da er torskefiskeriet gået meget tilbage, men man kan dog være heldig at løbe ind i flokke af torsk, som tegner buler på ekkoloddets skærm. Samtidig kan man nyde byen skyline fra havsiden – domkirkens tårn og havnens høje kraner, ikke mindst.

Sammen med Sletterhage Fyr og skorstenen på Studstrupværket danner de rammen om fiskeriet på Århus Bugt. Med Århus som nærmeste nabo er der altid mange både på Bugten – ofte flere fiskere end fisk!

10. Øresund

Øresund er nok den mest kendte havfiskeplads i Danmark. Af flere årsager. Dels har Øresund har sin helt egen torskebestand, der ikke påvirkes af det hårde erhvervsfiskeri nord og syd for Sundet. Og dels er der af hensyn til den intense skibsfart forbud mod trawlfiskeri.

Sammen med en frisk strøm sikrer dette, at torskebestanden i Øresund trives og har det godt. Hver vinter, når gydningen samler stortorskene, landes der således fisk i 20 kg’s klassen. Og de største har vejet omkring de 30 kg!

Men glem ikke sommeren, der også kan være produktiv med hensyn til torsk. For slet ikke at tale om sjovere. Fiskene er mindre, bevares – men de skal tages på meget lettere grej. Og så er det sjovt at være fisker – ikke mindst når man kan sidde i skjorteærmer i stedet for overlevelsesdragt!

Turbåde

Skal man langt til havs, kan det kun i sjældne tilfælde ske fra egen båd. Den er helt enkelt for lille, når man skal ud til de fjerneste og i regelen også bedste fiskepladser. I stedet må man entrere med en af de mange turbåde, som regelmæssigt sejler lystfiskere ud til de bedste fiskepladser.

I de fleste større havne findes der turbåde, som formedelst betaling tager lystfiskere med ud, hvor de ikke kan nå fra land. Check den lokale grejbutik eller det lokale turistbureau for opdaterede oplysninger.

De ti bedste åer i Danmark

De ti bedste søer i Danmark

De ti bedste kystfiskepladser i Danmark

De tyve bedste lakseelve i Europa

De ti bedste kystfiskepladser i Danmark

De danske kyster er lavvandede og meget rige på føde. Faktisk er det noget nær perfekte til en fisk som havørreden, der fødes i åerne, men vokser sig stor langs kysterne. Og en fisk som hornfisken vandrer i hundredvis af kilometer for at komme ind og gyde i de indre danske farvande.

– Men hvor finder vi de bedste kystpladser? Dem, der gennem årene altid disker op med det bedste fiskeri? Vi præsenterer her de ti bedste kyster i det danske rige:

1. Bornholm

Klippeøen længst mod øst er kendt af enhver dansk lyst- og kystfisker – som et af de allerbedste hotspots for havørreder.

Hvert år i påsken gæster mange danske og udenlandske sportsfiskere Bornholm for at stifte bekendtskab med øens mange havørreder, der alle er vildfisk – født og opvokset i naturen. På Bornholm har man nemlig masser af fine vildbække, som egner sig til en naturlig ørredproduktion, og derfor er det forbudt at udsætte tamfisk på klippeøen. Det er der slet ikke brug for – stik modsat resten af Danmark.

Bornholm er bedst kendt for sit havørredfiskeri i den kolde årstid, hvor havørrederne stortrives i det brakke vand omkring øen – i modsætning til det mere salte vand længere nordpå i Danmark. Nede i Østersøen får ørrederne aldrig problemer med saltbalancen – uanset hvor koldt det end måtte blive.

I vintertiden er fiskeriet efter blankfisk i regelen bedst fra sydøens flade sandstrande, mens sommerens fiskeri bedst foregår på dybere vand langs den klippefyldte nordkyst.

2. Djursland

Djursland var et af de steder i Danmark, hvor man først begyndte at kystfiske målrettet efter havørreden. Det var ikke tilfældigt, for de gode havørredpladser ligger som perler på en snor langs de djurske strande. Og havørrederne kommer heller ikke tilfældige steder fra. Nej, de kommer fra store og produktive vandløb som Kolindsund Kanalerne ved Grenå og Gudenåen længst inde i Randers Fjord.

Fiskene fra sidstnævnte vandrer hvert forår ud gennem fjorden og fordeler sig siden langs de sandede og stenede strande, hvor de sommeren igennem æder sig tykke og store i mængderne af sild, tobiser, børsteorm og andet godt. Til de mest kendte pladser hørerSangstrup Klint, Fornæs Fyr, Jernhatten, Kobberhage og Glatved, der alle leverer mange fine havørreder året igennem.

3. Fyns Hoved

De udtrækkende ungfisk fra Odense Å æder sig store i den lavvandede Odense Fjord, inden de søger udefter mod mere åbent vand og større fødeemner. Jo større fiskene bliver, desto længere vandrer de. På vej ud af fjorden fordeler de sig i to retninger:

Mod nordvest langs den smalle og naturskønne Enebærodde, hvis yderside er en fremragende fiskeplads. Eller mod nordøst langs det ligeledes meget naturskønne Fyns Hoved. På vej ind og ud ad fjorden passerer havørrederne det dybe og strømstærke Gabet, som er en god sommerplads.

4. Isefjorden

Det var i Isefjorden, at danske lyst- og kystfiskere for første gang forsøgte sig med målrettet fiskepleje i saltvand. Her startede man op med udsætninger, der gennem årene voksede sig større – præcis som havørredbestanden. I fjordens beskyttede og ikke alt for salte vand stortrivedes de udsatte fisk, hvoraf mange når og nåede rekordstørrelse.

Til de mest kendte pladser hører den idylliske Vellerup Vig i øst samtTempelkrogen længst i syd. Herinde samles hvert år mange meget vægtige havørreder for at gyde, men gydepladser er der ikke mange af i de små tilløb til Isefjorden. De omkringliggende storbyer har gennem årene været tørstige og toldet hårdt på det grundvand, der ellers skulle fylde åerne.

På det seneste har man også mistet en stor del af statstilskuddet til udsætningsarbejdet, som derfor er sat på vågeblus. Udsætningerne skal i dag finde sted i umiddelbar nærhed af åerne, og dem er der ikke rigtig nogle tilbage af de fleste steder på Sjælland. Lokalt klager lystfiskerne derfor over, at alle fiskeplejemidlerne nu går til de jyske åer – at de sjællandske kystfiskere ikke får noget for deres fisketegn.

5. Langeland

Sydfynske Langeland har længe haft en overordentlig god klang i danske kystfiskeres øren. Hvert forår oplever man her et træk af store havørreder fra andre steder i landet, og samtidig har det nu hedengangne Fyns Amt siden 1990 gjort en meget stor indsats for at gøre området til et mekka for havørredfiskere. Først med massive udsætninger og siden med et kostbart miljøarbejde, hvor man har genskabt mange af havørredernes naturlige gydepladser.

I dag er Langeland kun en del af det store “Havørred Fyn” projekt (tidligere mere pompøst benævnt “Havørredeldorado Fyns Amt”). Det var på Langeland, at det hele startede, men i dag er projektet udvidet til at omfatte hele Fyn. Fiskepresset er derfor spredt over et langt større område – til stor glæde for ikke mindst lokalbefolkningen, der tidligere følte sig noget rendt over ende af de mange lystfiskere fra nær og ikke mindst fjern...

6. Mariager Fjord

Mariager Fjord er ofte blevet kaldt “Danmarks smukkeste”, og noget er der bestemt om snakken – hvis man altså lige ser bort fra de mere og mere regelmæssigt tilbagevendende problemer med iltsvind. For den lange, smalle og dybe fjord er de fleste steder bevokset med skov helt ned til strandkanten, og det gør den til et både smukt og bekvemt sted at være. Meget få er de dage, hvor man ikke kan finde læ et eller andet sted!

De hyppige iltsvind er hårde ved bestanden af bundfisk som især fladfisk. Men fjordens mange havørreder har et es i ærmet, når iltsvindet presser på: De vandrer helt enkelt op i de kølige og iltrige tilløb, som mange af dem selv er blevet født i. Her kan de ride stormen af og siden vende tilbage til fjorden, når iltindholdet atter er i orden. Mariager Fjord er derfor stadig et produktivt havørredvand – trods de i medierne så velkendte iltsvind.

7. Odense Fjord

Odense Fjord er stor og lavvandet. Det gør den til en ideel opvækstplads for de udtrækkende havørreder fra det eneste større vandsystem på Fyn, nemlig Odense Å, der udmunder længst inde i den lukkede fjord.

Fynske lystfiskere har i mange år haft fokus på genopretning af åen som havørredvand og her haft stor hjælp fra det hedengangne Fyns Amt. Store anstrengelser er blevet gjort for at fjerne de mange spærringer for havørreden, som århundreders brug af åens vand har medført. Man startede klogeligt med at fjerne opstemningerne længst nede mod fjordmundingen – og arbejdede sig siden opefter.

I 2001 var man nået helt op til den sidste forhindring ved Brobyværk. Her kunne man åbne et imponerende bygningsværk, som nu sikrer havørrederne adgang til mange kilometer af det store Odense Å-system. Hermed var Odense Å inde i en positiv udvikling som havørredvand, og med åen fulgte siden fjorden, som i dag hører til landets mest produktive fiskepladser.

8. Randers Fjord

Randers Fjord er på alle måder et usædvanligt og atypisk fiskevand. Dels er det den fjord, som herhjemme huser fleste forskelllige fiskearter. Her finder man nemlig både ferskvands- og saltvandsfisk i skøn forvirring. Og dels er fjorden i sig selv meget forskellig fra landets andre fjorde. Den er nemlig lang og smal, og mange steder er bunden så blød, at man ikke kan færdes sikkert til fods. Der skal båd til.

Det er Gudenåens store mængder ferskvand, som gør Randers Fjord til noget ganske særligt. De store vandmasser skal året rundt sluses ud gennem den meget smalle fjord – ud i det salte Kattegat. Det skaber ofte en meget stærk strøm, som vender med tidevandet. Når der er lavvande ude i Kattegat, fosser Gudenåens vand ud gennem fjorden som i en rivende norsk elv. Når der er højvande i Kattegat, går strømmen tilsvarende helt i stå for så at vende 180 grader for en stund.

I dette dynamiske miljø stortrives en fisk som havørreden,. Her kan Danmarks sportsfisk nummer ét altid få opfyldt sine krav til levested!

9. Sjællands Odde

Sjællands Odde er et af Danmarks suverænt længste stenrev. Den lange og smalle odde stikker næsen mange kilometer ud i Kattegat og indfanger her mange af de trækkende havørreder. Der er ofte tale om fisk, som er trukket ud af den nærliggende Isefjord, og typisk er det de ørreder, som vandrer længst, der også bliver størst. Fiskene er nok flere inde i fjordene, men de er altid størst ude på de åbne havkyster.

Sjællands Odde hører sammen med Djursland til de steder, hvor pionererne i danske kystfiskeri gjorde deres første kast og spæde erfaringer. Har var der dybt vand og spændende stenbund inden for datidens korte kastelængder, og det er der stadig – til glæde for ikke mindst fluefiskerne, hvis kast stadig hører til de korte. Stik modsat spinnefiskernes, der i dag ofte når ud i nærheden af de magiske 100 meter!

10. Vejle Fjord

Det er ikke underligt, at Vejle Fjord hører til landets absolut mest givtige kystpladser. Længst inde i den smukke fjord udmunder nemlig Vejle Å, som er uhyre produktiv, hvad havørreder angår. I den dybe og langsomt flydende å er havørrederne både mange og store, hvilket fiskeriet i den tilstødende fjord naturligvis nyder godt af.

Men ikke nok med det. Længere ude i fjorden findes andre produktive vandløb, som også bidrager til fjordens ørredbestand. Rohden-Ørum Å er den største og vigtigste af disse.

Der er mange gode kystpladser langs Vejle Fjord. Til de mest besøgte hører uden tvivl strækningen ved Ibæk, hvor man kan fiske – og vel at mærke fange – havørreder næsten direkte fra Strandvejen!

Adgangen

Man skal være klar over, at fiskeriet langs de smukke danske kyster ganske vist er frit for alle, der har løst det obligatoriske statslige fisketegn. Ude ved vandet kan alle fiske af hjertens lyst.

Men man skal også være klar over, at adgangen til de smukke danske kyster langt fra alle steder er let, ligetil og for alle. Det er således langt fra alle steder, man bare lige kan tage den første og bedste vej, der fører ned til kysten. Den kan nemlig meget vel være så privat, at kun grundejeren, lodsejeren eller godsejeren for enden af vejen må bruge den.

Og er man endelig på lovlig vej i legalt ærinde, kan det være et problem at få parkeret bilen. Den må nemlig aldrig parkeres, så den kan være til gene for lodsejere, skovejere eller landbrugere og deres maskiner. Parkér derfor altid med omtanke. Ellers kan området hurtigt blive spærret af…

Læs gerne denne artikel, førend du begiver dig ud i naturen. Det er altid bedst og rarest at have loven på sin side…

De ti bedste åer i Danmark

De ti bedste søer i Danmark

De ti bedste havfiskepladser i Danmark

De tyve bedste lakseelve i Europa

De ti bedste søer i Danmark

Fiskeriet på de danske søer starter typisk først et stykke hen på året – når foråret har indfundet sig. Til gengæld strækker det sig langt ind i vinteren og stopper faktisk først, hvis isen lægger låg på søerne.

I de såkaldte “vintersøer” topper fiskeriet først, når den første frost har fået algerne til at dø og synke til bunds. Først da bliver vandet klart nok til et effektivt fiskeri.

Geddepremieren finder sted den 1. maj, mens sandarten må vente til den 1. juni, hvor gydningen er overstået. Aborrerne har ligeledes overstået legen, og alle tre rovfisk er nu sultne efter strabadserne.

– Men hvor skal man tage hen for at fange dem? Vi prikker her de ti bedste bud ind på Danmarkskortet:

1. Esrum Sø

En meget smuk klassiker i det nordsjællandske – med udsigt til Gribskov og selveste plænerne ved Fredensborg Slot.

Søen er stor og dyb og ganske klarvandet. Den huser som en af de ganske få danske søer – og den eneste på Sjælland – en bestand af vaskeægte søørreder, som dog har haft det hårdt gennem årene.

Mest kendt er Esrum Sø imidlertid for sine gedder og aborrer, der regelmæssigt når gode størrelser – kilostore for aborrernes vedkommende og 10 kilostore for geddernes. Det bedste fiskeri har man typisk i nordenden, som er den smukkeste – og mindst bebyggede.

Der er tradition for fiskeri med levende agn på Esrum Sø – ofte med løs line, i dag dog med stang og hjul modsat tidligere, hvor man blot havde en løs linespole siddende på rælingen. De levende agnfisk vælger selv, hvor og hvor dybt de vil svømme.

2. Furesø

Furesø har med sin beliggenhed umiddelbart uden for Storkøbenhavn altid tiltrukket sig megen opmærksomhed i lystfiskerkredse. Ud over den meget centrale beliggenhed er der også tale om Danmarks dybeste sø, som sine steder måler ned til 40 meter.

Den er med over 900 hektar en stor sø, der indgår i Mølleå-systemet, og som lettest nås fra Holte-siden – typisk den del af søen, der kaldes Store Kalv. Her ligger mange både, og her starter de fleste lystfiskere deres fiskeri.

Furesøen har med sin centrale beliggenhed gennem årene været genstand for grundige undersøgelser af vandkvalitet og fiskebestand. Spildevandsudledningen er i dag begrænset, så søen nu har det rigtig godt – til glæde for såvel gedder, aborrer og sandarter.

3. Fussing Sø

Denne store sø ligger ved hovedvejen mellem Randers og Viborg – godt gemt af vejen mellem store bakker og høje skrænter. Søen lider under voldsom algeblomst i sommermånederne, hvor vandet er ganske uklart. Til gengæld lider den ikke under noget hårdt fiskepres, idet kun en håndfuld både må ligge på søen – og bredfiskeri er ikke tilladt.

Der er således god plads på søen, som huser en fin bestand af ikke mindst gedder, aborrer og store brasen. Gedderne fanges ofte i vigen bag den gamle slotsruin, mens aborrerne fanges spredt over hele søen. Et stort antal sunkne tømmerstokke i søens vestende – resultatet af en tidligere storm – øver også stærk tiltrækning på de sortstribede fisk.

Uheldigvis er det ikke tilladt at bruge påhængsmotor på Fussing Sø – uheldigvis, da søen ligger øst-vest og dermed meget udsat for den fremherskende vestenvind. Det kan give meget lange arme at ro hjem, hvis man er nået helt op i østenden…

4. Glenstrup Sø

Med vanddybder på helt ned til 24 meter hører Glenstrup Sø ved Hobro til Danmarks dybeste. Det er en lang og smal sø, som strækker sig i øst-vestlig retning. Søen er 4,5 km lang og op til 1 km bred.

Østenden præges af markante bakker og en stenbund, der strækker sig langt ud i vandet. Nogle af søens mest produktive skrænter og banker findes netop her.

Vestenden er til sammenligning flad og lavvandet. Det ses tydeligst i søhalsen ved Holmgårde, hvor det lave vand er dækket af en yppig vegetation – noget, søens gedder holder meget af. I gydetiden såvel som resten af året.

Glenstrup Sø deles på midten af Gettrup og Glenstrup Odde, som her rækker deres arme ud mod hinanden. Området imellem og omkring disse to odder hører til de mest produktive, når det gælder trolling efter gedde, aborre og ørred. Her er vandet meget dybt, og her findes sommeren igennem et markant springlag, hvor fiskene altid kan finde en passende lav vandtemperatur – og masser af føde til at klare dem igennem sommervarmen.

5. Hald Sø

Hald Sø nær Viborg har altid været kendt som en af Danmarks dybeste, reneste og smukkeste søer. Her kunne man i de skønnest tænkelige omgivelser komme i kontakt med de altid lunefulde søørreder, som stortrivedes i det kolde og næringsfattige vand.

Søen er stor – omkring 3,5 kvadratkilometer – og meget dyb. Således er den knap 35 m på det dybeste sted, hvilket gør den til Danmarks næstdybeste sø. Den lagdeles derfor om sommeren, hvorved det iltfattige bundvand isoleres fra iltrigt overfladevand og til sidst bliver helt iltfrit.

Op gennem 60’erne og 70’erne modtog søen store mængder urenset spildevand fra dels de omkringliggende byer og landbrug, dels dambrug med udløb i søen. De mange næringssalte gav grobund for søens alger, der døde og sank til bunds i så store mængder, at søens bund nogle steder hævede sig op til fire meter.

Den smukke Hald Sø var helt enkelt ved at dø, da amtet i 1985 iværksatte et storstilet redningsprojekt, hvor store mængder ren ilt blev pumpet ud i søens bundvand – med det formål at binde søens store fosformængder, så algerne ikke længere kunne blomstre op og gøre vandet uklart. I dag ser fremtiden derfor lysere ud for Hald Sø end i mange år.

6. Jels Søerne

De smukke Jels søer ligger i den nordlige del af Ribeå-systemet. Det er relativt klarvandede søer, som fra den lille Oversø over Midtsø til den store Nedersø huser en god bestand af gedder – noget, som ikke mindst tyske lystfiskere sætter pris på. Lokale sønderjyder har nemlig mere hang til sølvtøj i åerne og ved kysten.

Der er gennem årene taget rigtig mange rigtig store gedder i Jels søerne – mange over de magiske 10 kg. Den største registrerede vejede 15,5 kg og daterer sig tilbage til 1986.

Når vandet forlader Jels søerne, bliver det først til Jels Å, som siden forener sig med den noget større Nørreå og bliver til den blandt tørfluefiskere så kendte Gram Å.

7. Jul Sø

Det midtjyske søhøjland byder på et sandt hav af små og store søer, som er kædet sammen i et netværk, det godt kan være svært at finde rundt i.

De fleste større søer administreres af Silkeborg Fiskeriforening, som interesserede søfiskere naturligvis bør melde sig ind i. Foreningen råder over et antal strategisk placerede både med fiskeret. Det gælder således de lavvandede og brilleformede Agnsøer, Almind Sø, Borre Sø, Ellesø, Julsø, Lillesø, Silkeborg Langsø, Thorsø, Uglsø og Ørnsø.

Julsø med det nationale klenodie Himmelbjerget er naturligvis den mest kendte – dertil en af de største i landet. Det er en dyb sø, som rummer mange fiskearter, men som er mest kendt for sine velvoksne sandarter, der lettest fanges netop nu – i juni.

8. Mossø

Midt i Søhøjlandet, mellem Skanderborg Sø i øst og Silkeborg Søerne i vest, ligger den store Mossø. Fælles for alle disse søer er, at de er skabt under sidste istid, altså for 10-15.000 år siden.

Mossø er Jyllands største og Danmarks tredjestørste sø med en længde på små 10 km og en bredde på knap 2 km. Arealmæssigt dækker søen 16,9 km2. Middeldybden er 9 m med største dybde på 22 m. Mossø er således ikke blot stor af overflade – den indeholder også rigtig meget vand.

Dybdemæssigt er Mossø opdelt i to bassiner – et lille og lavvandet vestligt samt et stort og meget dybt østligt. De to bassiner er delt af en lavvandet tange, der fra Emborg Odde strækker sig næsten helt over til sydsiden.

Mossø er en af Danmarks artsrigeste søer – trods sit uklare vand. Til de mest kendte sportsfisk hører sandarten, hvis bestand i Mossø svinger meget fra år til år.

9. Skanderborg Sø

Indtil de seneste år har Skanderborg Sø altid stået i skyggen af sin storebror, Mossø. Men i dag er Skanderborg Sø på det nærmeste verdenskendt i lystfiskerkredse.

Er man til det fredfyldte fiskeri efter fredfisk, er søen nemlig i verdensklasse. Her er der en sand overflod af skaller og brasen, hvoraf mange brasener kan blive flere kilogram tunge. Det er således ingen tilfældighed, at hele tre nye verdensrekorder er blevet sat netop her siden 1994 – den seneste på næsten 150 kg fisk!

De mange fredfisk i søen danner også grundlag for en stor bestand af rovfisk – her specielt sandarter, som klarer sig godt i Skanderborg Sø’s uklare vand. De største vejer i dag over 10 kg. Fisk på 1-3 kg er der mange af, hvis blot man kan finde frem til dem.

Søen er meget varieret i sin udformning – relativt fladvandet og derfor fyldt med bugter, vige, odder og småøer. Det giver grobund for et rigt og varieret fugleliv, der bestemt er med til at gøre en tur på Skanderborg Sø til en god oplevelse – uanset fangstresultatet.

10. Tystrup Bavelse

Tystrup og Bavelse er to markante langsøer, som indgår i det tunneldal-system, der strækker sig fra Næstved til Sorø. De er dannet for omkring 15.000 år siden i slutningen af sidste istid. Søerne er omgivet af et storslået landskab af højtliggende og meget kuperede moræneflader, og de gennemstrømmes af Sjællands længste, mest vandførende og fiskerigeste å – Susåen.

Man fornemmer historiens vingesus, når man bevæger sig ud i det pastorale sydsjællandske herregårdslandskab. Det var her, Peder Oxe i 1500-tallet indførte karpeopdræt på sit gods Gisselfeld – en teknik, han havde lært under sin landflygtighed i Tjekkoslovakiet. Og herfra, karpen siden er spredt til store dele af Danmark.

Fangstchancerne er gode den dag i dag, hvor søerne primært er kendt for deres gode bestand af gedder og sandarter.

Læs mere om Danmarks Bedste Fiskevande på www.steenulnits.dk

Læs mere om Østjyllands Bedste Fiskevande på www.steenulnits.dk

Fiskeretten

De danske søer er underlagt den normale private ejendomsret – forstået på den måde, at det er lodsejeren, som også ejer fiskeretten. Den kan han så beholde for sig selv, leje ud til private eller overlade til en forening at administrere. Foreningen kan så videresælge fiskeriet – ofte inklusive bådleje.

Det er i regelen det letteste at melde sig ind i den lokale forening, som har fiskeretten, hvis man regelmæssigt vil fiske i en bestemt sø. Det er både billigst og bedst. Vil man bare prøve søen en enkelt gang, kan man ofte leje sig ind via en lokal tankstation. I mange år har Q8 været førende på dette felt, men andre tankstationer er også kommet til.

Endelig råder den danske stat – via Skov- og Naturstyrelsen – over en lang række danske søer. I mange år har disse søer været lukket for fiskeri – ofte af hensyn til jagten – men i de seneste år har styrelsen åbnet flere og flere af disse søer for den danske befolkning. Fiskeriet er derfor frit – det kræver ikke noget fiskekort.

Det er dog stadig et ufravigeligt krav, at man har løst det obligatoriske fisketegn hos staten.

De ti bedste åer i Danmark

De ti bedste kystfiskepladser i Danmark

De ti bedste havfiskepladser i Danmark

De tyve bedste lakseelve i Europa

Alle artikler har været trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten

Samsung Galaxy Note 8

Flashback til 2006. Netop hjemkommet til Kastrup Lufthavn efter en megalang flyvetur fra Santiago, Chile, blev jeg mødt af en frisk sælger med blåt slips, hvid skjorte og glimt i øjet: Han ville vide lidt om, hvad jeg egentlig brugte min telefon til.

Og så ville han rigtig gerne vise mig, hvad den spritnye Nokia Communicator kunne gøre for mig. Han var nemlig repræsentant for finske Nokia, som dengang ruled the waves.

Min jetlag forsvandt som dug for solen, da han viste mig vidunderet. Jeg havde i forvejen en lille Psion lommecomputer, som jeg var meget glad for – i stort set samme format som den nye Communicator. Den kunne man regne og skrive på. Jeg havde sågar oversat en hel bog på den – siddende i diverse lufthavne eller liggende på ditto hotelværelser verden over. Så jeg var helt tryg ved det lille vandrette format.

Men den finske Communicator kunne noget, som den engelske Psion ikke kunne: I tilgift til at skrive og regne kunne den også bruges som telefon og internet computer. Når den ellers var sat op til det. Det var nemlig i de dage, hvor internettet bestemt ikke satte sig selv op. Men hvor samtlige data møjsommeligt skulle tastes ind – enkeltvis og i den helt rigtige rækkefølge. Det var ikke let for en lægmand som mig…

Men den rare repræsentant fra Nokia talte godt for sagen, og det varede ikke længe, førend jeg sad med min helt egen Communicator og følte mig som både forretningsmand og verdensmand!

Det var i de år, hvor finske Nokia havde noget nær verdensherredømmet, og hvor amerikanske Motorola var ved at sætte sig tungt på det kolossale amerikanske marked med sine stadig ganske tunge, men smarte mobiltelefoner, der stadig ikke var rigtige smartphones. Men som hele tiden blev mindre og lettere.

Prædikatet “smartphone” fik de først med Motorola A1000, som kom på markedet i 2004. Det var firmaets første GSM smartphone med touch screen, og den kørte kørte på det dengang enerådende Symbian styresystem.

Jeg fik en A1000 i julegave af mine forældre det år. Jeg havde talt så meget om den, at der ligesom ikke var andre gavemuligheder den jul… Anyway, A1000 fulgte mig trofast i nogle år, indtil Apple lancerede sin iPhone i 2007 og lynhurtigt vendte op og ned på markedet. Pludselig var Symbian telefoner håbløst old school.

Jeg havde mange gode stunder med min A1000, når ellers der var dækning. Det var der i Århus, hvor jeg i bilen fik mit livs indtil da vigtigste telefonopkald. Det var vor Nobelpristager Jens Christian Schou, der ville vide, om jeg mon kunne introducere ham for fluefiskeriets glæder og mysterier. Det både kunne og ville jeg naturligvis hellere end gerne!

Det endte med såvel et ugekursus på Samsø som tilbud om et interview med ham til Jyllands-Posten – som den eneste journalist, der fik det tilbud. Han mente helt enkelt ikke, at “almindelige” journalister kunne forstå og formidle, hvad han egentlig havde fået sin Nobelpris for! Jeg var jo biolog og havde selv rodet med de samme ting – baseret på Jens Christians opdagelse af den nu så berømte Na,K-pumpe, der styrer alle levende celler.

Men vigtigst af alt: Jeg tog opkaldet på min A1000 og fik sågar indføjet en aftale i telefonens kalender, mens vi snakkede. Samt Jens Christians meget private telefonnummer indlemmet i adressebogen. Naturligvis med den tilhørende pen eller stylus. Jeg var stolt som en pave og havde siden megen glæde af såvel telefonen som af at kende Jens Christian!

Det var i de mobile datas ungdom. Et tidspunkt, hvor selskabet “3” netop havde gjort sit indtog på det danske marked og dengang var de eneste, der kunne tilbyde 3G data over mobiltelefonen. Var der ikke 3-dækning, var der bare ikke data…

Herefter fulgte en endeløs række af iPhones, som alle blev et kært eje. Ind imellem flirtede jeg dog stadig med andre fabrikater – heriblandt Samsung’s tidlige Note modeller med ekstrastor skærm og tilhørende pen. Utroskabet skyldtes udelukkende, at Apple i flere år vægrede sig ved at lave skærme større end 4 tommer. Jeg ville gerne have dem større, og her var kun Samsung leveringsdygtige. Pennen ville jeg også gerne have, og den ville Apple heller ikke lave…

Desværre var skærmene ikke ret gode – med et grimt gulligt, grønligt eller blåligt skær – så det blev ved de små sidespring. Datidens PenTile skærmteknologi var helt enkelt ikke god nok. Og da så Apple endelig tog springet og lancerede deres iPhone 6 og 6 Plus med stor skærm, var jeg straks tilbage i folden hos Steve Jobs.

Havde dog fingrene i en Note 4 Edge, som med sine flade afrundede skærmkanter og dedikerede Edge apps pirrede min interesse. Men jeg skiftede den ud med først en 6 Plus’er og senest en 7 Plus’er. Jeg holdt dog stadig et vågent øje med Note-serien og lod mig sågar skrive op til en Note 7, da den var på trapperne.

Det var dog en stor fejl. Eller dobbelt held i uheld. For det viste sig snart, at netop Note 7 var et livsfarligt bekendtskab. En avanceret smartphone, der smeltede, selvantændte eller sågar eksploderede. I et sådant omfang, at den til sidst blev forbudt ombord på flyvninger i USA.

Til sidst var der så mange og alvorlige sager, at Samsung valgte at trække alle Note 7 tilbage. Afskillige millioner af slagsen. Mange af dem blev siden refurbished og solgt billigt på hjemmebanen i Sydkorea, hvor Samsung jo selv holder til.

Så godt, at jeg ikke nåede at få min Note 7. Og faktisk troede vel de fleste, at Samsung herefter ville aflive Note-serien. Af hensyn til sit omdømme og de graverende fejl. Men dér troede vi helt fejl. Samsung Note rejste sig af asken som en anden Fugl Føniks og gik i luften med den helt nye Note 8 – nu med dobbeltkamera som i Apple’s 7 Plus.

Måske havde Samsung lidt svært ved at få gang i salget. Eller måske var de bare i gavehumør op til jul. I hvert fald kunne man pludselig få sig en Note 8 plus en trådløs JBL Pulse 3 højttaler – til helt samme pris som Note 8 alene. En rigtigt god højttaler til omkring 2.000 kroner.

Det var et tilbud, som jeg hoppede på med samlede fødder. Nu kostede Note 8 jo alene kun godt 5.000 kroner. Det halve af, hvad jeg havde måttet hoste op med for den nye iPhone X’er…

Dels ville jeg gerne have højttaleren, som spiller rigtig godt. Og dels var jeg yderst interesseret i den nye Note 8’s dobbeltkamera, hvor både vidvinkel og tele har optisk billedstabilisator. På Apple’s ellers dejlige iPhone 7 Plus er det nemlig kun vidvinklen, der er optisk stabiliseret. Ikke telen, hvor der ellers er mest brug for det.

Skærmstørrelser på S8, S8+ og Note 8

Samsung havde tilsyneladende ikke spildt tiden efter tilbagetrækningen af Note 7. Men krammet al den up to date teknologiske knowhow ud af ærmerne, som sydkoreanerne rådede over, og proppet den ind i Note 8. Den nye model med dobbeltkamera havde givet ligget klar længe – klar til lancering næste år. Nu blev der bare brug for den et år tidligere – efter Note 7 katastrofen.

Note 8 kom som største storebror i Samsungs seneste trip-trap-træsko lancering af årets nye high-end smartphones. Det starter med den “lille”, men uhyre elegante S8’er, som med sin 5,8 tommers Infinity skærm er rigeligt stor til de fleste. Har man brug for mere skærm endnu, er der grund til at kigge på storebror S8+, som byder på stort set de samme specifikationer. Plus en større skærm på 6,2 tommer. Begge med Super AMOLED skærmteknologi.

Endelig er der så Big Daddy – Note 8, som med sin lange og smalle 6,3 tommer Super AMOLED skærm tilbyder det ypperste på markedet. Samt hele 2960 x 1440 pixels. Den såkaldte Quad HD+ opløsning. Ikke et øje er tørt, når man betragter denne fantastiske skærm. Designet på Note 8 er dog lidt mere kantet end på de måske mere elegante S8 og S8+ modeller.

Vigtigst af alt – i hvert fald for mange forretningsfolk – er, at kun Note 8 leveres med Samsung’s egen S Pen. Det er en rigtig smart ting, som man lige skal vænne sig til. Men som man så efterfølgende får svært ved at undvære. Om det så blot er for at udfolde den lille kunstner indeni. Eller udfylde store Excel regneark på farten. I begge tilfælde har S Pen rigtig meget at byde på. Og så slipper man helt for den fedtede touch skærm, der ellers er et uundgåeligt onde på selv de dyreste smartphones…

Personlig kan jeg godt lide den præcision, der følger med pennen. Her kan man virkelig arbejde med små tolerancer. Det mærkes allerede, når man skal placere cursoren i helt almindelig tekst. Der er ikke nær så mange svipsere med pennen som med pegefingeren.

Dobbeltkamera i verdensklasse

Men det var kameraet eller rettere kameraerne, for der er hele tre af slagsen på den nye Note 8, der for alvor interesserede mig. To 12MP frontkameraer, begge med optisk stabilisering, og et 8MP bagkamera til selphies. Alle havde fået fortræffelige anmeldelser i fagpressen.

Jeg havde det sidste års tid fornøjet mig med dobbeltkameraet på iPhone 7 Plus og taget et hav af gode billeder med det. Overraskende gode. Ikke mindst muligheden for Portræt mode med sløret baggrund havde jeg benyttet mig meget af. Så for mig var det totalt utænkeligt kun at have ét frontkamera på en ny mobil…

Jeg er ikke blevet skuffet. Det skulle da lige være over, at der ikke er nogen trinløs overgang mellem 1X og 2X mode. Kun et enten eller. På min iPhone 7 Plus har jeg haft stor glæde af at kunne vælge præcis den forstørrelse eller beskæring, der passede bedst til motivet. Eksempelvis 1,5X, som rigtig mange af mine fotos er taget med.

Til gengæld kan man uden videre vælge den ønskede grad af baggrundssløring på Note 8. Både før og efter optagelsen. Det kan man ikke på en iPhone. Når billedet er taget, er der ingen muligheder for ændring af baggrundssløringen. Til gengæld får man på begge telefoner klar besked under optagelsen – med et gult signal på skærmen, når mulighederne er til stede.

Hos Samsung kaldes denne funktion, der integrerer input fra begge kameraer, for “Live Focus”. Funktionen har en sidekammerat ved navn “Dual Capture”, som er ganske smart og overraskende brugbar til praktisk fotografering.

Med Dual Capture har man mulighed for også at optage, hvad der er uden for zoom-feltet. Har man eksempelvis zoomet ind på 2X, tager kameraet også et billede med 1x. Har man zoomet ind på en fisker med en fisk i vandkanten, da kan man med Dual Capture også se, hvem der stod ved siden af og kiggede på – måske guiden med fangstnettet endnu dryppende efter landingen!

Der kunne skrives rigtig meget mere om Samsung’s nye dobbeltkamera, der har åbnet en helt ny verden for den fotointeresserede. Den korte konklusion er imidlertid, at Samsung Galaxy Note 8 tager rigtig gode billeder.

Seriøse fotografer med en smule indsigt i og interesse for lys og teknik vil kunne tage i tusindvis af fremragende fotos med Note 8. De vil også have glæde af Samsung’s “Pro” mode, der giver mulighed for justering af alle tænkerlige parametre – det være sig ISO, blænde/lukkertid, fokus mode, hvidbalance og eksponeringskorrektion fra -2 til +2. Den mulighed har iPhone ikke.

Er man ikke fotoentusiast, så er der ingen grund til at investere sparepengene i den dyre Note 8. Så kan man fint klare sig med den langt billigere S8+, hvis skærmstørrelse er næsten den samme. Eller den lækre S8 lillebror, der ligger endnu bedre i hånden. Begge har fremragende enkeltkameraer. Men som sagt ingen S Pen.

Etuier skal der til

Samsung Galaxy Note 8 er en superslank og ganske smuk smartphone med et spejlblankt ydre, der tiltrækker fedtede fingre som en magnet. Desværre er den så slank, at den er svær at holde på. Der er helt enkelt overhængende fare for, at man taber den – noget, der desværre gælder langt de fleste smarte phones.

Og da vi taler om en telefon med både skærm og bagside i rent glas, er der en meget reel risiko for, at man ender op med en knust skærm. Og det er altså ikke til at leve med, når telefonen koster mere end 7.000 kroner i anskaffelse. Kort sagt: Der må et beskyttende etui til.

Mine efterhånden mangeårige erfaringer viser, at jeg næsten altid ender op med mindst to nye etuier for hver ny smartphone i samlingen. For det er først med det rette etui, at man får det fulde udbytte af sin investering i moderne teknologi. Og det er bestemt ikke ligegyldigt, hvad man skal bruge sin telefon til – om man er en stille kontornusser eller et aktivt udendørsmenneske.

I denne forbindelse har jeg allerede fået købt mig til hele tre Note 8 etuier. Heriblandt to originale. Det drejer sig først om Samsung’s “Clear View” flipcover, der primært egner sig til indebrug. Det har magnetisk lukke, som tænder og slukker for skærmen, når man åbner og lukker. Samtidig kan det i lukket tilstand vise klokkeslet og andre relevante oplysninger gennem den semitransparente skærm, der desværre tiltrækker både ridser og fedtede fingre…

En rigtig smart detalje er, at dette etui også kan bruges stående, så man kan se film og fjernsyn på det. Fronten klappes helt enkelt om bag skærmen som støtte:

Ovenstående etui yder desværre ikke telefonen beskyttelse nok til udendørs brug. Og flipcovers er irriterende at fotografere med. Note 8 er ganske vist IP68 certificeret og kan derfor sagtens tåle vand. Men den store skærm er ikke glad for at blive tabt på gulvet, og med så fornem en skærm kan et hændeligt uheld hurtigt blive til en meget bekostelig affære.

Enter det andet etui: Samsung’s “Rugged Protective Cover” med indbygget kickstand. Her har Samsung ikke villet overlade sit eget produkt til andres tilfældigheder – hvad der ellers altid gælder de ekstra robuste etuier. Samsung har her skabt et etui, der er skræddersyet til netop Note 8, og som opfylder specifikationerne i den militære amerikanske standard med følgende komplicerede betegnelse:

MIL-STD-810G-516.7. “The Ultimate Device Protection”, som Samsung da også selv skriver på indpakningen. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Det amerikanske militær er kendt for sin omfattende og teknisk avancerede udrustning. Den moderne GI Joe er rustet til tænderne med avanceret teknologi, som skal holde ham i live bag fjendens linjer. Det er i sagens natur produkter, der skal kunne holde til lidt af hvert og mere end de fleste.

Derfor har militæret opstillet en lang række krav og specifikationer, der efterhånden også er sivet ud til mere civile produkter. Som eksempelvis smartphones.

Ovennævnte standard betyder, at at etuiet skal kunne beskytte sit indhold (den nye Note 8) mod fald fra 1,2 meter (3 fod). Det skal den kunne gøre 26 gange fordelt på fem forskellige apparater. Man regner ikke med, at et enkelt apparat vil blive udsat for så mange fald. Derfor tillades fem forskellige. Lidt mærkelige tal, men sådan er militæret.

Nu er ingen af ovenstående etuier vandtætte. Bliver der brug for at komme under vandet i længere tid med sin eller IP68 vandtætte Note 8, skal der anderledes tætte sager til. Enter det nye dedikerede UV-etui fra amerikanske Punkcase. Skæddersyet til at holde Note 8 tør under vandet og samtidig bibeholde al den indbyggede funktionalitet såsom adgang til S Pen og den buede skærm med dens Edge apps.

De færreste vandtætte bokse tillader det sidste, men gemmer i regelen den buede skærm bag brede beskyttende kanter på kassen. Samtidig bliver kassen det mindre og mere elegant hos Punkcase end eksemplevis på konkurrenterne og kolosserne fra OtterBox, der sprænger alle rammer for både størrelse og (manglende) stil…

Da Punkcase beskytter den buede skærm langt bedre end Samsung’s Rugged Protective Case, bruger jeg den mere og mere. Det ville gøre mig uhyre ondt, dersom den smukke skærm på min nye Note 8 skulle blive ridset unødigt under brug i felten…

Note10 – en æra er forbi

Igennem en årrække var Samsung’s Note mobiler det ypperste af det ypperste, hvad Android angik. De er stadig med i toppen, men konkurrenterne trænger sig på.

Samtidig ser det ud til, at Samsung ikke længere vil kæmpe for førerpositionen. Der er flere penge at tjene på at udvikle de komponenter, som konkurrenterne skal bruge. Som de ikke selv kan fremstille. Det viser årsregnskaberne.

Det samme gælder Sony, som i dag næppe tjener noget på deres mobiler. Det gør de i stedet på deres kamerasensorer. Sony siger selv, at de primært producerer Sony mobiltelefoner for at vise, hvad Sony komponenter kan bruges til.

Derfor føler både Samsung og Sony ikke det helt store behov for hvert år at levere banebrydende nyheder på mobilsiden. Dem lader de gladeligt konkurrenterne om – så længe disse blot køber deres chipsets og sensorer hos henholdsvis Samsung og Sony!

Når det gælder Samsung, så har vi her på det sidste set en både interessant og lidt trist udvikling: Hvor Note serien tidligere havde de absolutte flagskibe, så udviskes grænsen mellem de hundedyre Galaxy Note mobiler og de lidt billigere Galaxy S mere og mere.

Faktisk oplever vi på de seneste 10-modeller det aldeles uhørte, at Note10 ikke længere har bedre specs end S10-serien. På nogle områder er det endda stik modsat.

– Exit Note?

Samtidig er Note-serien udvidet med en mindre og langsommere model, der primært adskiller sig fra S10 ved ikke at have en pen. Den største topmodel har derfor fået tilføjet et “Plus” i titlen og er nu den absolutte topmodel. Den dyreste af alle Samsung mobiler med en vejledende udsalgspris begyndende ved 8.500,- kroner.

Endnu mere forvirrende bliver det, når man ser, at det dobbelte selfie-kamera på S10 Plus ikke findes på Note-serien. Her er der kun et enkelt.

Note og S-mobilerne nærmer sig nu så meget hinanden, at det kan være svært at vælge. Med mindre man absolut vil have en pen. Da er der ingen vej uden om en Note. Flere analytikere mener derfor, at Samsung til sidst helt vil droppe Note-serien blandt Galaxy topmodellerne.

Og hermed vil en æra være forbi. En æra, hvor man hvert år så frem til at se den nye Note. Den ultimative topmodel, som havde alt det nyeste nye. De bedste specs og den hurtigste hardware.

Det har de så ikke længere. Det så vi allerede med Galaxy S9 Plus, der som det første havde et specielt kamera med dobbelt blænde. Samt et dobbelt selfie-kamera, der ikke fulgte med til den nye Note10. Nu kommer vi måske til at se topmodellerne fra Samsung være mere eller mindre identiske – med mulighed for at vælge den ellers så notoriske S Pen til eller fra.

– Hvem ved, hvad Samsung har i støbeskeen…

Fra pen til styrepind

Årets Note10 var derfor lidt af en blandet fornøjelse. Pennen var og er der naturligvis stadig – nu med endnu flere mystiske muligheder. Som en udenlandsk tech-anmelder så smukt udtrykte det, så er der nu mulighed for at svinge tryllestaven og lege Harry Potter med sin S-Pen.

En anden udtrykte det lidt anderledes. – Hvis man vil agere komplet idiot for åben skærm, så er det frem med den nye S-Pen og de nye “gestures” – håndbevægelser – til styring af forskellige kommandoer…

Faktum er nemlig, at de nye gestures kræver lidt for store armbevægelser med den lille pen, hvis de skal kunne registreres af mobilen. Lidt for store til at være elegante og smarte med så lille en pen.

Og så er der jo lige det med jackstikket til hovedtelefoner og andet godt. Da Apple i sin tid – det er snart flere år siden – droppede dette stik og gjorde os afhængige af (endnu) en dongle eller Apple’s egne trådløse AirPods, gjorde Samsung tykt grin med det og lavede sågar (endnu) en spottevideo om, at det ville Samsung da aldrig gøre.

Nu har Samsung så gjort nøjagtig det samme. Og skyndsomst fjernet den Apple-spottende video fra YouTube. Ak ja…

Forrygende finish

Kigger man de mange tech-videoer om de(n) nye Note10(ere) igennem på YouTube, er der én slående detalje, som går igen: De allerfleste anmeldere er totalt betagede af den nye Aura Glow-finish. Den får mange gange flere ord og billeder med på vejen end indholdet af mobilen, der jo på de fleste måder blot er Galaxy S10+ om igen.

Det er da også en forrygende flot finish, som man skal skynde sig at nyde inden 1) den forsvinder under et tykt lag fedtede fingeraftryk eller 2) bliver gemt under et beskyttende etui. Den nye Aura Glow finish fanger fingeraftryk som aldrig før, og de nye Note10’ere er glatte som en ål. Uden en form for etui svæver de i konstant livsfare…

Der er naturligvis intet at udsætte på hverken finish, form eller funktion i de nye Note10’ere. Finish’en er forrygende og den nye S-Pen smukt metalblå. Hvis nu den slags kan fascinere én…

Faktum er under alle omstændigheder, at de nye Note10’ere har et af de suverænt bedste kamera-setups på markedet. Med tre kameraer bag og ét bag. 0,5X vidvinkel, normal og 2X tele dækker det meste og gør det rigtig godt.

Samsung har gjort sig umage for, at de tre brændvidder har omtrent den samme farvebalance, hvilket bestemt ikke gælder for mange andre fabrikater. Tager man det samme motiv med de tre forskellige brændvidder, ser man tydeligt forskellen.

Som tilfældet også er med Apple’s nyeste iPhone 11 Pro modeller, er vidvinklen den seneste tilkomne – og stadig ikke er fuldt integreret i det samlede setup. Det er således umuligt at styre vidvinklen manuelt, hvilket er ret irriterende for kameraentusiaster.

DEX til dig

Til gengæld har Samsung et sidste es i ærmet til dig, der måske lever livet i et Apple økosystem. Hvad undertegnede gør. Men som alligevel synes rigtig godt om Samsung’s Note 10+. Hvad undertegnede også gør.

Tager man en masse gode fotos på sin Note – og de er virkelig gode – vil man naturligvis gerne have dem over på sin Mac til lagring og mulig videre redigering. Samsung har længe erkendt, at dette er et reelt problem for mange Mac-brugere. Derfor introducerede man for nogle år siden DEX-konceptet, der skulle gøre det nemt at koble sin Note-mobil på den stationære eller bærbare PC.

Det var i starten en noget kompliceret affære, der kun virkede med Windows computere. Og med tilkøb af ekstra tilbehør. Men fra og med i år – fra og med Note 10 – er det muligt at koble sin Note 10 direkte op på en Mac computer, så man nu uden videre kan trække og slippe filer mellem de to platforme.

Det virker godt, skulle jeg hilse og sige. I dag kræves der således kun et enkelt USB-kabel for at etablere den fornødne kontakt. Nu kan man pludselig overføre filer fra Note til Mac og omvendt. Har man lige taget en stak forrygende gode billeder med det gode Note10-kamera, er det en smal sag at trække dem over på den stationære eller bærbare Mac.

På samme måde er det en smal sag at trække musikfiler fra iTunes og over på Note-mobilen. Et stort fremskridt for begge platforme. Og nok til, at jeg nu regelmæssigt bruger min Note10 Plus i stedet for eller sammen med min iPhone 11 Pro Max, når der skal tages gode billeder.

Konklusion:

Samsung’s seneste Note10 Plus byder på rigtig mange skridt frem og kun et enkelt tilbage: Der mangler stik til hovedtelefon.

Med 12 GB RAM er Note10 Plus et monster af en mobil, der suser gennem alle tænkelige opgaver uden at kny. Og med sin retningsbestemte mikrofon er den et reelt alternativ til iPhonens suveræne video-optagelse.

Den indbyggede SD-kortplads giver mulighed for lange video-optagelser, hvis der skulle blive brug for det. Og der er trådløs opladning af såvel mobilen selv som eventuelle trådløse earbuds, der blot kan lægges på mobilen.

Er man til S-Pen, er den store Note10 Plus helt og aldeles uden konkurrence. Den lille Note10 er derimod svær at anbefale.

PureView Perfection

Fra Nokia PureView 808 over Microsoft Lumia 1020 til HMD Global Nokia 9. Den banebrydende finske kamerateknologi er nu på banen igen i sin tredje udgave – igen med 41 millioner tyske pixels fra Carl Zeiss at byde på og tage af!

Det var ikke så lidt af en revolution, da finske Nokia tilbage i 2012 lancerede verdens suverænt mest kapable kamera i en smartphone. Det skete med Nokia 808, som bød på kamerateknologi, der var helt fremme i skoene og lysår forud for konkurrenterne.

41 millioner tyske pixels, som dannede grundlag for fotos så skarpe, at selv datidens spejlreflekskameraer havde svært ved at følge med. Altsammen indpakket i en ganske lille smartphone med en skærm på beskedne 4 tommer.

Hele optageprocessen var styret af en co-processor, der ikke havde anden opgave end at holde sammen på de mange, mange pixels, som på forunderlig software-vis blev reduceret til blot 5 MP. Noget mere håndterligt end de oprindelige 41 MP…

Desværre havde Nokia fanget sig selv i en fælde eller blindgyde med sit antikverede Symbian styresystem. Det var et ustabilt OS, som regelmæssigt crashede, når der var tryk på. Og det var der naturligvis med 41 MP undervejs i systemet.

Finske Nokia blev samtidig overhalet indenom af amerikanske Apple, som i 2007 havde lanceret sin revolutionerende iPhone. Da Apple kort tid efter lancerede sin App Store, var Nokia’s dage talte som verdens førende producent af smartphones. Man kunne helt enkelt meget mere og meget lettere med en iPhone.

Nokia kæmpede dog videre og var i flere år langt foran konkurrenterne, hvad kamerateknologi til smartphones angik. Blot havde man stadig ikke et styresystem, som kunne håndtere de flotte, men meget fyldige fotos.

Fra Nokia 808 til Lumia 1020

For at gøre en lang historie kort, så måtte Nokia kaste handsken i ringen og sælge ud af arvesølvet til amerikanske Microsoft, der i 2014 var på udkig efter et modstykke til fremadstormende Apple. Man havde jo stadig en suveræn kamerateknologi, som man nu kombinerede med Microsofts eget Windows Phone styresystem. Et grafisk interface med store “tiles” eller fliser i stedet for fnidrede menuer og små bitte ikoner.

Microsoft lancerede herefter sin serie af Lumia smartphones – med Microsoft logoet udenpå og Nokia teknologi indeni. Det blev til en serie strømlinede og smukt designede smartphones, der kulminerede med 1020 modellen. En drøm for alle kameraentusiaster, der her fik Nokia’s PureView teknologi og smukke design kombineret med Microsoft’s kapable styresystem.

Nu kunne man endelig håndtere de 41 millioner pixels, som Nokia havde bragt med sig ind i ægteskabet – fra tyske Carl Zeiss. Nu kunne man udnytte den overlegne kamerateknologi fra Nokia’s 808’er fuldt ud. Endda i en meget stilren indpakning, som stadig er ikonisk i designverdenen. Lumia 1020 var navnet på den nye model, der skulle bringe finsk kamerateknologi videre på amerikanske hænder.

Microsoft måtte imidlertid sande, at de var for sent ude. Trods en ellers meget kompetent teknologi. Løbet var kørt, for verden havde kastet sig over enten de dyre Apple telefoner eller de billige Android kopier. Der var helt enkelt ikke plads til et stort navn mere, hvilket også kanadiske Blackberry måtte sande – trods ellers flere års præsidentiel opbakning fra selveste Barack Obama.

Fugl Føniks af asken

Microsoft erkendte nederlaget og skilte sig i 2016 af med Nokia, som atter kom på finske hænder. Et nyt firma så dagens lys – med navnet HMD Global Oy. Dets mission var at videreføre det stolte Nokia brand og producere smartphones på licens fra Nokia. Nu med Android styresystem.

HMD startede dog ud i den billige ende, hvilket du kan læse om i artiklen “Nokia – now and then“. Gradvis arbejdede man sig op i graderne og kunne snart præsentere sit bud på en rigtig topmodel – Nokia 8 Scirocco, der skulle tage konkurrencen op med de efterhånden mange Android konkurrenter.

Men der manglede stadig noget, hvis Nokia skulle helt til tops igen. Noget, der kunne adskille Nokia fra de mange andre Android telefoner. Og det blev naturligvis kamerateknologien, der skulle trække læsset her. På netop det felt havde Nokia jo flere års forspring fra konkurrenterne, der dog var begyndt at trække fra.

Ikke mindst Samsung og Huawei havde sat sig grundigt ind i tingene og lancerede snart smartphones med både to og tre indbyggede kameraer, der arbejdede sammen og via avanceret software kunne fremtrylle billeder, ingen havde forestillet sig blot få år tidligere.

Først kom der dobbeltkameraer, som kombinerede pixelrige moduler i farve med mere lysstærke moduler i rent sorthvid. Siden kom teleobjektiver til, som kunne give 2X zoom uden tab af kvalitet. Og senest kom så triplekameraerne, hvor en pixelstærk farveoptik kombineres med teleobjektiv i farver og lysstærkt sorthvid modul.

Nokia 9: Det nye finske flagskib

Selv om Nokia havde været først ude med alle disse lækkerier, kom de ikke først med det sidste. Men med Nokia 9, som blev lækket først i 2018 under det meget dækkende kodenavn “Row”, er Nokia atter med helt fremme. Med en superlækker og lynhurtig smartphone, der atter har hevet de velkendte 41 millioner tyske Carl Zeiss pixels op af godteposen.

Den nye Nokia 9 er en avanceret cameraphone med hele 3 linser: Et primært kamera på 41 MP, et sekundært teleobjektiv på 20 MP og et tertiært kamera på 9,7 MP i sort/hvid. Kameraerne er alle fra Carl Zeiss og klarer hele 4X optisk zoom. Blitzen er den velkendte fra Nokia 808 og har både Xenon og LED. En “tried and tested” kombination i high-end klassen.

Skærmen er en 6″ QHD AMOLED i 18:9 formatet, som giver større skærmareal end en konventionel 5,5″ skærm. Opløsningen er QHD, hvilket svarer til 2.560 x 1.440 = 3,86 MP, og indpakningen er ren luksus med afbalanceret keramisk bagside. Ifølge Nokia er der sågar 18 karat guld rundt om kameradelen, så hvis man er til lidt Bling, går man bestemt ikke galt i byen med den nye Nokia 9!

Snapdragen 845

Nokia har lige siden 808’eren lagt stor vægt på lydsiden, og Nokia 9 er ingen undtagelse. Således er der hele 5 mikrofoner til at optage alt fra den laveste hvisken til øredøvende rockkoncerter i fornem 24-bit audio.

Processoren er en kvik Snapdragon 845, der formår at flytte rundt på de mange pixels, som hvert foto byder på. Hukommelsen er på 8GB RAM og lageret på 256GB ROM. Endelig er der dual SIM-slot for 2 abonnementer i telefonen.

Batteriet er på hele 3.900 mAh, hvilket ifølge specifikationerne giver en stand-by tid på op til 23,5 dage, taletid på 24 timer, MP3-afspilning i 13 timer eller video-afspilning i 12 timer. Der er trådløs lynopladning, som leverer 60% af et fuldt batteri på 30 minutter. Det er klart godkendt.

Den nye Nokia 9 er vand- og støvafvisende i henhold til IP68 standarden. Det betyder, at den kan tåle nedsænkning i 1,5 m vand i en halv time.

Leveres med Android One – ren Android direkte fra Google med regelmæssige opdateringer i mindst to år.

Efterskrift: Nokia 9 kom aldrig i handelen, men blev udskudt og senere afløst af Nokia 9 Pureview, som skulle tage arven op efter den oprindelige 808 Pureview.

Desværre dog uden den ønskede succes. Too much too early.

Læs mere herom i artiklen “Nokia 9 Pureview“.

Kamerateknologien bag

Det kan være svært at forestille sig, hvad man egentlig skal bruge 41 millioner pixels til – når nu Apple i snart flere år har klaret sig rigtig godt og tilmed er blevet verdens mest værdifulde firma med blot 12 millioner pixels i selv sine bedste iPhones. Forklaring følger:

Vi ved alle, at teleobjektiver er lange. Jo længere brændvidde desto større forstørrelse, længde og ikke mindst vægt. Glas vejer ganske meget i de helt store størrelser – op til flere kilogram for et enkelt objektiv.

Mere rutinerede fotografer ved også, at jo længere brændvidde desto mindre blændeåbning. Alt andet lige bliver teleobjektiver mere lyssvage med stigende brændvidde. Og det giver problemer med lukkertiden, der skal være tilsvarende kortere for at undgå rystelser.

Man kan købe meget lysstærke optikker, som til gengæld koster kassen og er tunge som et ondt år. Som derfor er uden for rækkevidde af alle andre end lige professionelle fotografer med andre til at betale prisen.

PureView Perfection

Det er her, Nokia’s originale PureView kamerateknologi kommer ind i billedet. Som et bud på en måde at komme tættere på motivet uden at forfalde til digital zoom, der blot rykker tættere på med færre pixels og tilsvarende større uskarphed. Beskærer man et billede med digital zoom, får man jo blot det samme billede i en dårligere (ringere opløst) udgave.

Enter PureView teknologien, der baserer sig på rigtig mange pixels, som man efterfølgende kan manipulere rundt med. Og her har de 41 millioner pixels fra tyske Carl Zeiss lige siden debuten i 2012 vist sig at være et godt udgangspunkt for den videre proces.

De 41 millioner pixels fylder i sig selv alt for meget til at kunne bruges til ret meget – og i hvert fald helt ubrugelige i en lille smartphone med begrænset processorkraft. Et ubehandlet 41 MP billede fylder således typisk 10-15 MB og er derfor ikke sådan at flytte rundt med. Da slet ikke hvis man vil skyde seriebilleder.

41,3 MP svarer til 7728 x 5368 pixels i den del af cirklen, som sensoren dækker. Sensoren selv var hele 1/1.2” i den oprindelige 808’er, men skrumpede desværre til 2/3″ i 1020’eren. Et lille tilbageskridt, for jo større sensor til samme antal pixels desto mere lys kan den indfange. Og jo mindre støj bliver der på det færdige billede. Men stadig er det en langt større sensor, end der findes på de fleste smartphones, som må nøjes med 1/3.2″. Omtrent dobbelt så stor.

Vælger man at skyde i 4:3 formatet, får man flest mulige pixels på det færdige billede, nemlig 7.136 x 5.360 = 38,2 MP. Vælger man i stedet at skyde i det smalle filmformat 16:9, får man kun 7.712 x 4.352 = 33,6 MP.

Så mange pixels kan man alligevel ikke selv styre, så derfor tyr man til en teknik, der kaldes “pixel oversampling”. Det er en teknik, hvor flere pixels bliver til færre, men bedre “super pixels”. Avanceret software regner selv ud, hvilke pixels der giver det bedste billede.

Som udgangspunkt har Nokia valgt at oversample de 41 MP til blot 5 MP, der er rigeligt til de fleste formål. Man får da billedfiler, som kun fylder nogle få MB, og som derfor er nemme at dele. Man kan til og med printe ud i op til A3-format med 5 MP filer.

Det færdige billede bliver faktisk bedre end originalen, da en stor del af støjen forsvinder med oversamplingen. Men ikke nok med det. Hvor den traditionelle digitale zoom blot gør de enkelte pixels større, så det resulterende billede bliver tiltagende uskarpt, dér bibeholder Nokia skarpheden med sine 5 MP filer.

Sensoren er så stor, at man simpelthen kan nøjes med at tage et helt 41 MP billede og så herefter udvælge de pixels, man har brug for. Jo mere man zoomer ind, desto tættere kommer man på midten af billedsensoren. Og desto mindre oversampling er der brug for.

Denne teknik muliggør op til 3 eller 4X zoom ved 5 MP, før det går ud over kvaliteten. Kan man nøjes med en lavere opløsning – eksempelvis 720p video – kan man nå helt op til 6X zoom i den valgte opløsning.

PureView er Nokia, når det er allerbedst. Og så kunne de gæve finner kunsten allerede i 2012. Her seks år senere er triplekameraet så kommet til – med endnu flere spændende muligheder for fotoentusiasten!

Samsung Gear S3 Frontier

To versioner af det samme ur: Frontier og Classic. Det er stort set kun ydret, der skiller dem fra hinanden. Frontier er tiltænkt udendørsfolket, mens Classic passer bedre til jakkesæt. Begge ure er vandtætte, elegante og vel forarbejdede.

Samsungs eget Tizen styresystem, der på sigt skal gøre Samsung uafhængig af Google’s altdominerende Android og Android Wear OS. Med en smart drejeskive vælger man apps og funktioner. En rigtig god og intuitiv måde at navigere på.

Gear S3 Frontier har indbyggede sensorer til pulsmåling, fartmåling, gyroskop, barometer og GPS. Disse funktioner er således til rådighed, selv om man ikke har sin smartphone på sig eller nær ved. Det er dog så som så med interaktiviteten.

Send et nødsignal til familie, bekendte eller vagtcentral direkte fra Gear S3. Tryk tre gange på Hjem-knappen, og der sendes en besked til et forudvalgt nummer. Det være sig alarmcentralen, familie eller venner. Som man også kan gøre det fra et Apple Watch.

Samsung Gear S3 har trådløs opladning via den medfølgende dock. Som stort set alle andre af dagens smartwatches. Nemt og bekvemt og hurtigt. Batterilevetiden opgives til hele fire dage, men 1-2 dage er mere realistisk. Klart godkendt.

I sin markedsføring gør Samsung et stort nummer ud af, at det nye Gear S3 Frontier er kompatibelt med alle telefoner, der kører Android version 4.4 eller nyere. Der er dog et utal af undtagelser herfra, og dem nedtoner Samsung elegant.

Fejlsøger man sit nye Samsung Gear S3 på nettet, havner man på en supportside, hvoraf fremgår den virkelige kompatibilitet: At vigtige ting som opkald, SMS, mail og WiFi Sync kun fungerer helt med Samsung’s egne Galaxy telefoner. Snydt.

Det nye Samsung Gear S3 er kun fuldt kompatibelt med Samsungs egne Galaxy telefoner. Og kun dem med 1,5 MB RAM eller mere. En model som den hårdføre Galaxy XCover3 er således lige på vippen og klarer ikke nødvendigvis presset, når der trækkes på flere applikationer. Minimumsspecifikationer skal man altid være på den gode side af.

Med sit Gear S3 Frontier har Samsung taget endnu et skridt ind i den forunderlige og stadig helt uforudsigelige verden af smartwatches. Ingen producent er endnu helt klar over, hvad vi egentlig skal med disse små vidundere på håndleddet – så længe der stadig også skal være en smartphone i lommen.

Men de smarte ure er i gang med en løsrivelsesproces, der sigter mod at gøre dem helt uafhængige af den parrede smarte telefon.

Løsrivelsesprocessen

Første generation af smartwatches kan eksemplificeres med det første Apple Watch, som nu snart har to år på bagen. Ud over at være dyrt og se godt ud, kunne det ikke meget mere end at vise oplysninger fra den tilhørende iPhone og de apps, der var installeret her.

Forbindelsen var langsom og opdateringen ligeså. Det hjalp dog gevaldigt, da Apple opgraderede til Watch OS3, hvor man dels havde gentænkt anvendelsen – dels øget opdateringen af apps mellem telefon og ur.

Anden generation af smartwatches havde indbygget GPS, så man nu godt kunne løbe sig en tur uden at have sin telefon med. Rute og hastighed blev alligevel registreret og efterfølgende overført til telefonen. Et stort fremskridt, som Sony var blandt de første med i sit SmartWatch 3, der sågar også er vandtæt. Et fantastisk ur til prisen, som du kan læse mere om i artiklen her.

Apple og de andre producenter kom langt senere med deres bud på ure med indbygget GPS – givet på grund af det store strømforbrug, de små satellitmodtagere desværre har. Man skal ikke have GPS’en kørende ret længe, førend batteriet er drænet. Og uret godt varmet op. Det går dog klart den rette vej med batterilevetiden.

Tredje generation af smartwatches vil have fuldendt løsrivelsen. De vil være helt selvkørende og i tilgift til den indbyggede GPS også have et elektronisk SIM-kort, så man kan ringe fra og til dem. Uden brug af telefon. Anden generations smartwatches har længe kunnet formidle opkald fra telefonen, så man ikke behøvede at fiske telefonen op af lommen. Hvilket er uhyre praktisk, når man står ude i vandet – når det altså virker.

Der findes allerede et lille antal helt selvkørende produkter – med kinesiske No. 1 D5 som et af de allerførste, der både vil og kan det hele selv. Styresystemet er dog en såkaldt forked version af Android, hvilket har medført en hel del irriterende bugs. En af dem fik sågar urene til at fryse permanent, så man måtte geninstallere hele styresystemet. Så er et altså hårdt at være en early adopter…

Tizen – fremtidens OS?

Samsung har i mange år været den suverænt største producent af smartphones med Google’s gratis Android styresystem. Men Samsung har i de seneste år fået det stedse sværere, idet dygtige konkurenter er dukket op i Kina. Producenter, der kan lave lige så gode smartphones som Samsungs, men til billigere priser. Og styresystemet er nøjagtigt eller næsten det samme i alle Android smartphones og Android Wear smartwatches.

Det har derfor været svært for Samsung at skille sig ud med sine telefoner, og i baggrunden har den sydkoreanske elektronikgigant derfor gået og fiflet med at andet styresystem, nemlig Tizen. Det er et styresystem, som er åbent og Linux-baseret, og som er tiltænkt brug i alt fra smartphones og smartwatches, kameraer, medieafspillere og TV til vaskemaskiner og køleskabe. Altsammen produkter, som Samsung fremstiller og sælger på verdensplan.

Det nye Samsung Gear S3 ur bruger netop Tizen som styresystem, og det er bestemt ikke uden komplikationer. Samsung skriver ganske vist, at uret er kompatibelt med alle Android- telefoner, der bruger Android version 4.4 eller nyere. Samsung skriver desværre ikke så meget om, at det kun er firmaets egne Galaxy smartphones, der er helt kompatible med det nye Tizen-ur. Som kan udnytte alle funktioner.

Antallet af Tizen apps fra Samsung er stadig uhyre begrænset. Samsung skriver selv, at der allerede nu er 10.000 dedikerede apps til netop denne platform, men det er åbenbart stadig ikke nok. I hvert fald mangler rigtig mange af klassikerne – som tilfældet også var i starten med Windows OS, der jo i mellemtiden stort set er afgået ved døden.

Når man første gang tænder for uret, får man ganske vist et spørgsmål om, hvorvidt man vil bruge uret som standalone – altså uden først at parre det med en smartphone. I så fald er man ikke ret meget bedre stillet end med sit langt ældre Casio G-Shock eller Pro Trek, der også kan vise både kompasretning og lufttryk og højde over havet. Nu har man dog også fået en GPS ombord.

Vil man gerne kunne se sine mails, læse sine beskeder samt ringe til og fra uret, da bliver man svært skuffet. Samsung opfordrer ganske vist til, at man downloader app’en Samsung Gear, som kobler ur og telefon sammen. Gør man det, beder uret straks om, at man downloader yderligere to apps for at komme videre. Nu har man altså Tizen, Android og Samsungs egne produkter på ur og telefon.

Vildledende markedsføring

Lige meget hjælper det dog. Hverken telefon, SMS eller mail virkede på min One Plus 3 med Android 6.0 – trods hele 6 MB RAM. Fejlsøger man på nettet, ender man til sidst op med en Samsung side, hvoraf fremgår, at det i virkeligheden kun er Samsung’s egne Galaxy smartphones, der kan telefonere via uret, læse og sende beskeder samt checke mail og synkronisere via WiFi.

Havde jeg vidst det fra starten – og det gjorde Samsung jo sit bedste for at skjule – havde jeg aldrig villet røre uret med en ildtang. Men nu havde jeg det altså om håndleddet, og så gjaldt det jo om at få det bedste ud af det. Det lykkedes imidlertid ikke, og Samsung gav op før mig. Pludselig begyndte uret at læse al tekst op og være umuligt at interagere med.

Uanset hvor mange gange jeg prøvede at resette og reboote uret, var situationen den samme. Uret var totalt ubrugeligt, og telefonen kunne ikke finde det længere. Den manglende manual gjorde heller ikke tingene lettere.

Det kan være, jeg har fået et mandagsur. Det var i hvert fald det, de fortalte mig hos forhandleren, der heller ikke kunne finde ud af at nulstille uret og genoprette kontakten. Men det ændrer jo ikke på den kendsgerning, at Samsungs nye Tizen ur slet ikke er så kompatibelt med Android, som det ellers fremgår af Samsungs markedsføring. Og det er at snyde kunderne og spilde deres tid.

– Det er derfor en ommer, Samsung. Det er snyd at sælge og markedsføre dette ur uden samtidig at gøre tydeligt opmærksom på, at det primært er designet til at fungere sammen med jeres egne Galaxy smartphones. At vigtige features kun fungerer med dem og ikke med andre.

– I har ikke råd til at skræmme flere købere væk – specielt da ikke efter katastrofen med den helt nye Galaxy Note 7, der jo eksploderede eller selvantændte mellem hænderne på mange håbefulde, men uheldige købere. De måtte derfor alle tilbagekaldes, og Samsung opgav til sidst helt produktionen af denne topmodel, der ellers var tiltænkt rollen som iPhone Killer.

– Det var for øvrigt en katastrofe, der faldt sammen med, at de amerikanske myndigheder måtte tvinge Samsung til at tilbagekalde ikke færre end 2,8 millioner vaskemaskiner.

De eksploderede eller selvantændte også…

– Samsung! You’ve got a problem!

Smartwatches for Outdoor Use

Sony Smartwatch SW3:

Testens ældste og billigste ur. Første smartwatch nogensinde med GPS.
Android Wear styresystem giver adgang til et utal af gennemtestede og velfungerende apps.
Transflektiv LCD skærm synes godt i direkte solskin.
Ringe batterilevetid – specielt med GPS.
Begrænsede opdateringsmuligheder.
Fungerer fint med ViewRanger kort.
Dårligt placeret USB opladestik.
IP68 vandtæt (1,5 m i 30 min)
Kompas fås på app-form.
Ingen pulsmåler

Det lader til, at Sony har opgivet at producere flere smartwatches. Så måske det ikke er her, man skal lægge sine fremtidssikrede kroner. Synd, for Sony’s seneste udgave er velfungerende og kunne have nydt rigtig godt af en opdatering til en hurtigere processor.

Læs den udførlige test af Sony Smartwatch SW3 her: http://ulnits.dk/grej/et-vandtaet-makkerpar/

Samsung Gear S3:

Uret med den største og suverænt flotteste skærm. Til trods herfor en lang batterilevetid.
Tizen styresystem. Navigation via unik og velfungerende drejeskive på urkrans.
Begrænset antal apps til Tizen OS, som Samsung er næsten ene om.
Vandtæt i henhold til IP68 standarden. Ikke anbefalet til svømning og anden vandsport.
Fungerer kun delvis med Apple’s iOS styresystem. Mail virker ikke.
Fungerer overhovedet ikke med ViewRanger kort.
Den indbyggede pulsmåler er ustabil.
Fås desværre ikke med kompas.
Trådløs oplader

Telefonopkald kan besvares direkte fra Gear S3. Kan man undvære dette, kan man med fordel investere i varianten Gear Sport i stedet. Det er samtidig mere vandtæt (50 meter) end S3 og godkendt til svømning. Det har også en bedre pulsmåler. Begge har testens suverænt bedste skærm.

Læs den udførlige test af Samsung Gear S3 her: http://ulnits.dk/grej/samsung-gear-s3-frontier-smartwatch/

Apple Watch S3:

Uret med det suverænt største og mest veludviklede økosystem i ryggen.
Yderst brugervenligt smartwatch med alle tænkelige muligheder. Har uret det ikke indbygget fra fabrikken, findes der garanteret en dedikeret app til formålet. “There’s an app for that”.
Vandtæt til 50 meter. Velegnet til svømning og lettere vandsport, men ikke dykning.
Smart mekanisme, der tømmer uret for vand efter brug.
Fungerer rigtig fint med ViewRanger kort, som er Instant on, når man drejer håndleddet.
Fås desværre ikke med indbygget kompas.
Præcis og pålidelig pulsmåler
Stort udvalg af gode apps
Trådløs oplader

Det er almindelig anerkendt og accepteret, at Apple’s seneste udgave af Apple Watch (Series 3) er markedets ukronede konge på håndleddet. Med en markedsandel på over 50 procent. Eneste ulempe er, at Apple Watch kræver samtidig brug af iPhone. Apple Watch virker ikke med andre mærker overhovedet. GPS og højdemåler på Series 3 virker dog som stand alone.

Læs den udførlige test af Apple Watch Nike+ her: http://ulnits.dk/grej/apple-watch-series-3-nike/

Casio ProTrek F20

Uret med et meget stort potentiale, når der engang kommer styr på interne kort.
Spændende skærmteknologi med såvel en transflektiv skærm til ultralavt strømforbrug som en pæn farveskærm, når der er brug for detaljer.
Android Wear styresystem giver adgang til et utal af gennemtestede og velfungerende apps. Dette til såvel almindelige notifikationer som mere avanceret navigation. Begrænset iOS funktionalitet.
Vandtæt til 50 meter. Velegnet til svømning og lettere vandsport, men ikke dykning.
Fungerer med ViewRanger kort, men er meget længe om at vågne op.
Fornemt og velfungerende indbygget kompas, som er “Bedst i Test”.
Ingen indbygget pulsmåler
Åbent magnetladestik
Stort udvalg af apps

ABC-delen (Altimeter, Barometer, Compass) af dette ur er i absolut verdensklasse. Hurtig og velfungerende med Casio’s eget grafiske interface. Mulighederne for at uploade mere detaljerede kort til offline brug er til gengæld stadig noget halvbagte. Og så kan der gå helt op til 20 sekunder, fra man løfter hånden, til GPS og kort viser sig på skærmen.

Læs den udførlige test af Casio Protrek WSD-F20 her: http://ulnits.dk/grej/casio_protrek_wsd_f20/

Garmin Fenix 5X

Uret med den største holdbarhed, de bedste specs, den højeste pris og – desværre – testens suverænt ringeste skærm. Til gengæld en lige så suveræn batterilevetid.
Kompliceret trykknapmenu med 5 knapper og utallige indstillingsmuligheder. Markedets største udbud af menuer og indstillinger. Skræmmende for nogle – fascinerende for andre.
Testens eneste ur med mulighed for upload af vektoriserede topografiske kort i målestok 1:25.000. Fungerer ikke med ViewRanger, men anbefales med Garmin’s egne, hundedyre kort.
Vandtæt til 100 meter. Testens eneste ur, der anbefales til dykning og mere krævende vandsportsgrene. Det ur tåler flere bank end noget andet.
Fornemt og velfungerende indbygget kompas.
Fungerer med Android Wear og iOS.
Ringe udvalg af apps

Et imponerende ur med imponerende specifikationer, der desværre reduceres til det rene ingenting af den lige så dårlige skærm. Man må undre sig over Garmin’s valg af denne skærmløsning på et ellers fantastisk ur, der er testens suverænt mest robuste smartwatch til udendørs brug. Helt uden konkurrenter.

Læs den udførlige test af Garmin Fenix 5X her: http://ulnits.dk/grej/garmin-fenix-5x/

Skærm og opløsning

Sony Smartwatch SW3:

LCD – 1,6″ – 320 x 320 – Square – 102.400 pixels

Pris: Set til omkring kr. 1.000,-

Samsung Gear S3:

Amoled – 1,3″ – 360 x 360 – Round – 129.600 pixels

Pris: Set til omkring kr. 2.500,-

Apple Watch S3:

Amoled – 30 x 24 mm – Square – 390 x 312 – 121.680 pixels

Pris: Set til omkring kr. 3.000,-

Casio ProTrek F20:

LCD (x2) – 1,3″ – 320 x 300 – Round – 96.000 pixels

Pris: Set til omkring kr. 4.000,-

Garmin Fenix 5X:

LCD – 1,2″ – 240 x 240 – Round – 64 farver – 57.600 pixels

Pris: Set til omkring kr. 5.500,-

Casio ProTrek WSD-F10

ProTrek WSD-F10 er et længe ventet ur fra japanske Casio, som i snart mange år har forsynet vore håndled med store og maskuline ure fyldt med masser af smarte funktioner. Smartwatches før disse blev opfundet!

Nu er uret her så, der skal tage konkurrencen op med markedets øvrige smartwatches – om det så er Apples Watch eller et af de mange fabrikater med Android Wear som styresystem. Men lever det op til forventningerne – mine og mange andres?

Well, not quite. Dels har det været uhyre svært at få fat i – tilgængeligt fra starten på blot nogle få markeder. Jeg prøvede først at smugle et hjem via MyUS, men det lod sig ikke gøre. Dem ville Casio i USA bestemt ikke handle med.

Efter en del forgæves forsøg forskellige steder lykkedes det at skaffe et eksemplar direkte fra Japan, hvor uret jo er fremstillet. Pris: 5.500,- danske kroner. Immervæk en klatskilling…

Første indtryk er, at det er et stort ur. Rigtig stort. Og ganske tungt. Men når først det er spændt om håndleddet, føles ProTrek ikke længere så stort. Faktisk føles det slet ikke, med mindre det da regelmæssigt skal ud gennem skjorte- eller jakkeærmer. Da kan det godt klemme en del.

Andet indtryk er, at uret ser godt ud. Skærmen står godt i flotte farver, selv om det ellers er netop dem, der hurtigt kan dræne batteriet. Og det er jo mildest talt ikke ret smart, hvis man er ude i ødemarken og langt væk hjemmefra – uden en hurtiglader lige ved hånden.

Men det har Casio heldigvis taget højde for. De har nemlig udstyret den nye ProTrek med et dobbelt display: Et stort og flot, men strømslugende farvedisplay. Og så en rigtig strømsparegris af et monokrom (sort-hvid) display, der let ses i selv det stærkeste solskin. Men som bruger så lidt strøm, at batterilevetiden nu skal tælles i dage og ikke timer.

Tryk på Tool-knappen i 3 sekunder, og den sorte skærm lyser op i hvidt med alle de relevante data. En rigtigt god løsning på et tricky problem.

Casio slår selv på, at det nye ProTrek er specielt egnede til lystfiskere. Det har nemlig et indbygget tidevandsprogram, som løbende fortæller om høj- og lavvande. Samt et andet program, der skal kunne forudse de bedste hugtidspunkter.

Problemet med det første er blot – som det er for samtlige af markedets andre tidevands apps – at der kun findes ganske få tilgængelige danske lokaliteter i de internationale tidevandstabeller.

Det kunne typisk være Esbjerg, Hornbæk og Gedser, som jo ikke er ret repræsentative for de øvrige indre danske farvande, hvor tidevandet veksler ganske meget. Som i alle andre situationer må man derfor ty til de langt mere præcise tidevandsangivelser, som man finder dem på eksempelvis DMI.

Et andet program fortæller om de bedste fisketidspunkter baseret på Solunar-teorien, som du kan læse mere om her. Og den skal man næppe fæstne ret meget mere lid til end Hugtabellen i det hedengangne Nap & Nyt. Her gælder det mest om at tro på tidspunkterne for at få fiskene til at bide – ved selv at fiske i de angivne tidsintervaller…

Casio ProTrek WSD-F10 kører på Android Wear styresystemet og kan derfor fyldes med alle mulige og umulige apps fra Google’s Play Store.

Casio har selv designet en app, som gør ProTrek endnu bedre og mere personlig. Denne app hedder Casio Moment Setter+ og har i lang tid desværre kun kunnet downloades i de lande, hvor uret sælges. Og det er endnu ikke ret mange.

Nu går det dog fremad med distributionen. Og nu kan app’en således downloades fra Play Store i de allerfleste lande – heriblandt Danmark. Casio er ikke længere nervøse for, at app’en er fejlbehæftet, som den unægtelig var i starten på det amerikanske marked. App’en giver mulighed for at skræddersy uret til mange forskellige formål.

Det kunne være at advisere om solopgang eller solnedgang i tide, så man ikke går glip af disse vigtige tidspunkter. Det kan være indstilling af de to knappers funktioner, valg af forskellige watchfaces (urskiver) eller fjernbetjening af Casios lille Exilim kameramodul. Mulighederne er mange.

Casio’s Moment Setter+ app har tre indbyggede hovedtemaer: Cykling, vandring og fiskeri. Cykling og vandring fokuserer på lokalitet, højde, hastighed og tilbagelagt distance, mens fiskeri fokuserer på solopgang, solnedgang, tidevand og solunartabeller. Det er rigeligt at lege med de første mange aftener!

Man kan naturligvis downloade alle de apps, man vil fra Google Play Store, men Casio har valgt at forudinstallere følgende tre apps, som allerede har stor udbredelse blandt udendørsfolk:

Det drejer sig om ViewRanger, der er ideelt til navigation, position, ruter og retning. Det gælder RunKeeper, som hjælper med at holde styr på ruter, hastighed og afstande, når man vandrer eller cykler. Sidste ud af de tre præinstallerede apps er MyRadar, som ifølge Casio er en af verdens mest populære apps til at forudsige vejret lige nu.

Desværre baserer denne app sig på NOOA i Nordamerika, og det lykkedes mig ikke at få den til at fungere optimalt herhjemme. Jeg måtte i stedet ty til norske YR, som jeg plejer. Eller gode, gamle Weather Pro.

Casio ProTrek WSD-F10 er naturligvis vandtæt – i henhold til det amerikanske militærs såkaldte MSL-STD-810 certificering, som garanterer vandtæthed helt ned til 50 meters dybde. Det burde række. Uret er derudover stødsikkert og sikret mod skadelige vibrationer.

Denne robusthed sikrer, at uret altid er i stand til at vise vigtige informationer om kompasretning, solopgang og solnedgang, lufttryk, højde og tidevand.

Der er desværre ikke tale om et stand-alone ur, som klarer sig på egen hånd. Det skal nemlig være i tæt kontakt med et smartwatch via Bluetooth og har også indbygget WiFi, så den kan hente informationer direkte fra tilgængelige trådløse netværk. Præcis som stort set alle andre smartwatches på markedet.

Man er således dårligt stillet, hvis ikke der er 3G eller 4G dækning, hvor man befinder sig – så uret hele tiden kan opdateres med GPS data, mail og beskeder.

Casio har i snart mange år fremstillet smarte ure med indbyggede sensorer til tid, kompas, temperatur og lufttryk. Et område, det japanske firma derfor mestrer. Det indbyggede barometer udfører altid dobbelt arbejde, idet det både fortæller om lufttrykket og registrerer ens højde over havet. Dette kræver dog kalibrering i forbindelse med lufttrykket for præcis angivelse.

Det sidste kan bruges til at varsle dårligt vejr – via pludselige drop i lufttrykket. Det første kan bruges til at fastslå en omtrentlig placering, dersom man vandrer i bjergene.

I Alaska har jeg en enkelt gang haft stor glæde af at kunne ekstrapolere, hvor langt vi var kommet på vor raftingtur ned ad en stor elv. Der var tre etaper med hver deres generelle højde over havet, og højdemåleren kunne derfor give en idé om, hvor langt vi egentlig var kommet. Vor GPS var nemlig løbet tør for strøm. Bestemt ingen dårlig egenskab, når man skal samles op med vandfly på aftalt tid og sted!

Casio ProTrek WSD-F10 har naturligvis integreret alle disse sensorer i det nye smartwatch, så man altid har disse informationer ved hånden. Men af uransagelige årsager – det skyldes nu nok mest batteriforbruget – har Casio valgt at udelade en indbygget GPS. Og det er desværre fatalt for urets reelle brugsværdi.

Konklusion: Casio’s ProTrek WSD-F10 er “a work in progress”. Et godt bud på fremtidens smartwatch til tough’e typer som undertegnede (!) med hang til udendørs eventyr. Til folk og fiskere, der har brug for et robust ur, som tåler lidt knubs og masser af vand.

Casio har tydeligvis gjort sig mange tanker om det perfekte smartwatch til seriøse udendørsfolk. Gode tanker, som imidlertid har været svære at omsætte til et rigtig brugbart ur.

Men lur mig, om de gæve japanere ikke når i mål i anden eller tredje generation af ProTrek? Jeg tror det. Med en forbedret batteriteknologi, indbygget GPS og mulighed for elektronisk SIM-kort. Så har man virkelig et all-in-one ur til hardcore brugere.

Men alene mangelen på indbygget GPS gør desværre, at uret ikke kan anbefales. Og da slet ikke til den pris. Skal man bruge mange af de indbyggede funktioner, må man som hidtil ty til den medbragte smartphone, som uret skal parres med. Præcis som med almindelige Android Wear ure. Og det er for dårligt her i 2016.

Derfor returnerede jeg uret med tak for lån. Og på gensyn om en generation eller to! Rygterne vil nemlig vide, at anden generation – i form af en WSD-F20 med indbygget GPS – allerede kommer på markedet inden sommeren 2017.

PS: Casio har netop meddelt den 21. april 2017 som officiel release dato for WSD-F20, men så vidt vides kun på det amerikanske og japanske marked. Vi danskere må som altid pænt vente…

PPS: Så lykkedes det at få fingre i den nye WSD-F20, som på alle måder er et stort fremskridt i forhold til F10. Designet er raffineret markant, og funktionerne er blandt meget andet udvidet med den længe ønskede indbyggede GPS. Det er nu et ur, der absolut kan anbefales til seriøse udendørs aktiviteter. Anmeldelse følger.