Sværd, spyd eller sav?

Hornfisk

Flere fisk er født med et spyd, et sværd eller sågar en sav længst fremme over munden. Men hvad bruger de egentlig denne drabelige hovedpryd til?

Nogle af verdens største rovfisk har ikke kunnet nøjes med en tandbesat mund som de allerfleste andre rovfisk. Nej, de måtte absolut have noget mere dramatisk længst fremme på hovedet.

Herhjemme kender vi det fra en af vore almindelige sommergæster, hornfisken, der jo ikke ligefrem er nogen farlig gigant. Det er til gengæld fisk som sejlfisk, marlin, sværdfisk og den sjældne savfisk, der kan veje flere hundrede kilogram. Fisk med spyd, sværd eller sav ser imponerende ud, men hvad bruger de egentlig deres våben til?

Hornfisk

Hornfisken er en fast sommergæst, som kommer til vore indre farvande for at gyde på lavt vand mellem tang og ålegræs. Æggene fæstnes til sten og planter med fine tråde, og deres antal er ikke stort i sammenligning med andre af havets fisk.

Gydningen foregår ofte under stort postyr, idet fiskene cirkler rundt i overfladen – ofte med næbbet stikkende ovenud af vandet – hvor de ikke ænser andet end hinanden. Hornfisken er ellers en sky fisk, der nyder godt af sit skarpe syn. De små hornfisk forbliver inde på lavt vand sommeren igennem, hvor der er rig lejlighed til at iagttage de nu langnæbbede fisk.

Allerede ved en længde på 5 cm er den karakteristiske lange underkæbe vokset ud. Overkæben er dog stadig kort. Yderst på den lange underkæbe har hornfisken en lille følsom hudfold, som den bruger til at plukke smådyr på bund og planter.

En meget stor del af hornfiskens føde udgøres da også af tanglus og tanglopper, men med stigende størrelse begynder småfisk som hundestejler og yngel af sild, brisling og tobis i stigende grad at gøre sig gældende.

Først når hornfisken jager småfisk, gør den som sine langt større brødre: Den slår med næbbet til byttefiskene, som bedøves og derefter er lette at fange. Det er disse slag, man mærker, når man spinnefisker efter hornfisk med lange og slanke blink. 14825-xxaa5 Marlin

Når man troller efter havets storvildt, er det ofte den sorte, blå eller stribede marlin, man er ude efter. Det er havets hurtigsvømmere og giganter, som kan nå vægte på flere hundrede kilogram.

Det er også fisk, som for alvor udnytter deres runde og spydlignende næb under jagten på føde. Deres fødefisk udgøres ofte af silde- og makrellignende stimefisk, som er ideelt bytte til netop denne jagtform. Når stimen af byttefisk angribes, pakker den tæt sammen, så det er svært for rovfsk at udskille enkelte byttefisk.

Det er en effektiv beskyttelsesmekanisme over for de fleste rovfisk, men ikke overfor fisk som store marlin eller mindre sejlfisk. De svømmer helt enkelt ind i stimen og slår om sig med næbbet, hvorved flere byttefisk rammes, dræbes eller slås bevidstløse. Herefter er det en smal sag for de store spydfisk at svømme tilbage og samle de ramte fisk op.

Under trolling efter marlin ud for Cuba har jeg to gange haft den store oplevelse at overvære, hvordan angrebet på agnfisk eller blæksprutter finder sted.

Først ser man den store brune fisk dukke op af det koboltblå og ofte kilometerdybe vand. Derefter forsvinder fisken i dybet for pludselig at dukke op af dybet lige bag agnet. Med et enkelt velrettet slag af spyddet slås agnfisken højt ud af vandet, så den ofte flyver flere meter gennem luften. Herefter forsvinder fisken igen ud af syne – blot for at dukke op igen sekunder eller minutter senere.

Det er sindssygt spændende at overvære. Når marlinen har slået agnfisken ud af vandet, stopper skipper straks båden og matrosen frikobler det store hjul. Tilbage står kun at vente. Og vente. Lige indtil den frikoblede spole begynder at klikke. Marlinen er vendt tilbage og har samlet den bedøvede agnfisk op.

Den får lov at løbe lidt, inden man kobler spolen til, strammer op og kroger fisken. Da bryder helvede løs, og man er sikret fast arbejde i den næste time eller to…!

Sværdfisk

Hvor sejlfisk og marlin normalt færdes i de tropiske og subtropiske verdenshaves øverste vandlag, dér træffes den imponerende sværdfisk i regelen længere nordpå og langt længere nede i vandsøjlen.

Man kan ganske vist opleve, at sværdfiskene ligger og soler sig i overfladen, men da er de ikke til at fange. Da interesserer de sig slet ikke for føde, men fokuserer i regelen mere på at sikre slægtens beståen.

Sværdfiskens kolossale øjne vidner om et liv i mørket på store vanddybder, hvor den ofte jager om natten. Sværdfisken går naturligvis ikke af vejen for en stime småfisk, hvis den falder over dem, men meget ofte er det i stedet sejlivede blæksprutter, der står på menuen. Og her har den virkelig brug for sit imponerende sværd, der måler mere end en tredjedel af fiskens totallængde.

Der er tale om et bredt og fladt sværd, som er ganske skarpt på siderne. En konstruktion, der er langt mere hårdfør og kraftfuld end marlinernes korte og runde spyd, der næppe ville kunne slå en velvoksen blæksprutte ud af kurs. Men et godt slag med det lange og brede sværd er mere, end de fleste blæksprutter kan klare!

Der findes veldokumenterede historier om marliner, der – sikkert ved en fejltagelse – med deres spidse spyd har gennemboret rælingen på mindre både. Tilsvarende er der historier om store sværdfisk, der i kroget tilstand har dykket så hurtigt og dybt, at de har boret sværdet langt ned i bunden. Desværre er det svært at dokumentere den slags hændelser, men det lyder bestemt ikke usandsynligt! 19 Savfisk

Til de allermest eksotiske fisk i denne verden hører den sjældne savfisk, der ligner noget fra Jurassic Park. Er der en fisk, som lever op til sit navn på de allerfleste sprog, så er det savfisken. Et lyslevende, omend nu udryddelsestruet levn fra fortiden. En underlig mellemting mellem en haj og en rokke – kæmpestor og så forsynet med en fantastisk sav fortil!

Savfisken er således ingen spyd- eller sværdfisk – trods den imponerende sav. I stedet er den en bruskfisk i lighed med haj og rokke – en fisk, som tidligt i sin udvikling valgte brusk frem for ben til sit skelet. En konstruktion, som gjorde den både let og meget smidig og samtidig overflødiggjorde de tungere benfisks svømmeblære.

Men så ophører lighederne også. Savfisken har fået sit navn efter det store og savtakkede sværd, den bærer forrest på hovedet. På begge sider er det forsynet med lange og sylespidse pigge, man skal holde fingrene langt fra.

Dette gælder ikke mindst den største af de seks arter af slægten Pristidae, som kan blive op mod 7 meter lang og veje op mod 2 tons. Der er dog ingen fuldt dokumenterede eksemplar i denne størrelsesorden, da disse giganter desværre hører fortiden til. Men den er god nok!

Trods sit barske udseende er savfisken en ganske fredelig fisk, der primært bruger saven til at rode i bunden med, når den søger føde – sekundært som forsvarsredskab. I sidstnævnte tilfælde slår den vildt om sig med saven, hvilket altid sikrer den stor respekt!

Sværdet bruges til at bedøve, dræbe eller spidde byttet med. Det er uhyre følsomt og forsynet med utallige elektroreceptorer, som registrerer selv det spædeste levende liv – så savfisken kan æde det! Her ser man det tydelige slægtskab med både hajer og rokker, som også er godt besat med elektroreceptorer. Lugtesansen er formidabel, men synet så som så. Man kan ikke få det hele…

Savfisken kaldes på dansk ofte savrokke, da den er nærmere beslægtet med rokker end med hajer – trods den langstrakte krop. Slægtskabet med rokkerne afsløres dels af de store brystfinner, som savrokkerne bruger til at ligge på bunden med – dels af gællespalterne, der i lighed med rokkernes sidder på undersiden af kroppen. Hajernes er som bekendt placeret på siderne.

Man skal ikke skue hunden på hårene – eller fiskene på næbbet! Sidstnævnte kan således se meget forskelligt ud og bruges til endnu flere forskellige formål. Men imponerende er det altid!

© 2014 Steen Ulnits