* Jord i hoved og havn 

Jord fylder meget i Randers – både på jorden og i hovedet. Det er svært at finde noget positivt at skrive om Randers Kommunes håndtering af Danmarkshistoriens største jordskred – endda et totalt selvforskyldt af slagsen.

Det er naturligvis den forurenede jord fra skredet i Nordic Waste, det drejer sig om. Ganske enorme jordmængder efter danske forhold. Lige her og nu drejer det sig om 180.000 tons jord, som er blevet gravet op fra Nordic Waste ved Ølst og læsset på lastbiler til Tirstrup. 

Da det gik op for Randers Kommune, at man slet ikke havde plads til al denne jord på Randers Genbrugsplads, fik man i al hast lov til at køre jorden videre til Forsvarets arealer i Tirstrup.

Det viste sig desværre, at en del af jorden havde et alt for højt indhold af tungmetallerne barium og nikkel – for barium op til otte gange grænseværdien. Jorden kunne derfor ikke køres til “godkendt jordmodtager”, men skulle fjernes igen fra Tirstrup…

Randers Kommune forsøgte at finder andre jordmodtagere, men uden held. Ingen ville have eller kunne modtage den forurenede jord. I hvert fald ikke til priser, som kommunen kunne eller ville betale. Giftig jord er dyr at komme af med. Det kan altid lade sig gøre, men det koster kassen.

Forvaltningen i Randers har siden forsøgt at finde alternative løsninger. Senest har man barslet med tre mulige løsningsmodeller, som for nylig blev præsenteret for byrådet:

1. Udarbejdelse af tillæg til miljøgodkendelse til jordtippen ved Randers Havn. Altså at jorden forbliver i Randers Kommune, permanent deponeret på Randers Havn.
2. En del af jorden sendes som allerede nævnt og tidligere gjort til Støjdragen i Silkeborg, mens resten sejles til Norge til endelig deponi i klippegrunden her.
3. Al jorden hentes og sejles til endelig deponi i Norge. Eller man vælger en endnu ikke afklaret anderledes fordeling mellem de tre muligheder.

Det fyger med priser på transport og deponering af jord. Således tager Randers Havn 150 kr. pr. ton lettere forurenet jord (herunder også jorden med forhøjet indhold af barium). Prisen er 117 kr. for ren jord.

Støjdragen i Silkeborg vil tilsvarende have 150 kr. pr. ton modtaget jord, mens det vil koste 600 kr. pr. ton jord at sejle en mindre mængde jord til Norge. Skal det hele sejles til Norge, er prisen samme 600 kr. pr. ton.

Regner man det hele sammen, vil de tre løsningsmodeller koste henholdsvis 8,6-12 mio. kr. for at deponere det hele i Randers. 10-13,5 mio. kr. at bruge Støjdragen i Silkeborg til det meste. Og endelig 22-25 mio. kr. at sejle det hele til Norge.

21. juni 2024

* Billigst, men suverænt værst for fjorden

Man skal ikke have gennemført det store bogholderkursus for på forhånd at kunne regne facit ud på dette regnestykke. 

Løsningsmodel 1 er den suverænt billigste, hvad kroner og ører angår. Og så bliver det igen Randers Havn, der scorer kassen. Randers Havn, der jo er ejet af kommunen selv og tager penge for at modtage sit eget affald. Bagsiden ved løsningsmodel 1 er imidlertid, at så bliver hele forureningen også liggende i Randers – på havnens jordtip.

Og at der så skal søges en udvidet miljøgodkendelse hertil. Men det bliver næppe noget problem. For heldigvis er det jo Randers Kommune, som ejer havnen og indkasserer overskuddet herfra. Og Randers Kommune, som dermed skal give sig selv en udvidet miljøtilladelse. Og en øget indtjening med. Tro det eller ej.

Randers Kommune har derfor, i forbindelse med det nødvendige tillæg til havnens eksisterende miljøgodkendelse, bedt blandt andet konsulentfirmaet COWI om at udarbejde en analyse af en kommende miljøpåvirkning fra Randers Havn. 

Jordtippen ligger yderst uheldigt placeret – i havniveau, når vandet står højt – på et 5 hektar stort område af Sydhavnen, som skal være oplagsplads for 100.000 tons mere eller mindre forurenet jord fra Nordic Waste. 

Det stærkt uheldige i denne placering er, at hele området er afgrænset af flere grøftesystemer og Kristrup Landkanal – alle med direkte forbindelse til Randers Fjord, som så igen bliver åben losseplads for Randers Kommune. 

Alle de miljøskadelige stoffer, som med jorden er hentet hjem fra Nordic Waste, vil således med tiden sive eller løbe direkte ud i Randers Fjord. Det være sig de allerede omtalte tungmetaller barium og nikkel med mange flere potentielt endnu farligere og mere miljøskadelige stoffer, der i skrivende stund slet ikke er identificeret. Det er uundgåeligt.

Den opgravede og bortkørte jord fra jordskreddet ved Nordic Waste er efterhånden flyttet så meget og blandet så grundigt sammen, at ingen længere aner, hvad der er hvad – hvilke stoffer, der findes i hvilke bunker. Det fortæller de vognmænd, som selv har fragtet jorden frem og tilbage. De ved det nemlig heller ikke.

Vi andre kan så blot folde vore hænder og bede til, at den fremtidige nedbør aftager og med den udvaskningen. Vi kan også håbe på, at den globale opvarmning ophører, så havet igen begynder at falde og dermed også risikoen for udvaskning. Endelig kan vi jo argumentere, som det er blevet vanligt flere og flere steder: 

At vandmiljøet i den indre del af Randers Fjord allerede er i dårlig kemisk tilstand. At vandmiljøet i den indre del af Randers Fjord alligevel ikke er i en god økologisk tilstand, som EU’s Vandrammedirektiv ellers kræver inden 2028.

I dag er det jo nærmest blevet kutyme i Miljøstyrelsen, at man bare kan forurene videre – når blot vandet er forurenet først. Jævnfør Cheminova og stik modsat ellers EU’s fortolkning af eget direktiv. Om nødvendigt regner vi da bare baglæns og finder nye formler, der muliggør en øget forurening.

Eneste rigtige løsning, hvis man ikke vil bekoste en hundedyr rensning herhjemme,  er sejlads af den stærkt forurenede jord til og endelig deponi i den norske klippegrund. Herfra lækker giften ikke.

21. juni 2024

* Alling Å Revisited

Den lille Alling Å syd for Randers blev landskendt i vinter, da jorden skred under Nordic Waste. Tusindvis af tons svært forurenet jord vandrede nedefter og lagde alt øde på sin vej.

Sammen med min nabo Henrik Leth har jeg netop genbesøgt åen – et halvt år efter det største jordskred i Danmarkshistorien. Endda et af dem, der var helt selvforskyldt. Som nemt kunne være undgået, hvis ellers kommunen havde udført sine tilsyn.

Det ville have sparet landets og kommunens skatteborgere for flere hundrede millioner kroner til oprydning. Og miljøet for massive mængder miljøgifte, som det vil tage mange år at komme af med igen.

Gensynet var derfor imødeset med både spænding og frygt. Vi besøgte Alling Å henholdsvis opstrøms og nedstrøms for Nordic Waste. Den nu lille å var ikke nem at finde i det mandshøje græs. Stik modsat vinterens store vandmængder. Vi havde frygtet det værste nedstrøms jordskredet, men blev for en gangs skyld positivt overrasket:

Vi fandt ganske vist mange flere insekter og krebsdyr i åen oven for jordskredet. Men vi stødte alligevel på såvel ferskvandstanglopper som majfluenymfer og små signalkrebs nedstrøms katastrofeområdet. Sågar en lille stime årsyngel af aborrer var der. Et halvt hundrede af de små sortstribede havde taget opstilling i det første lille høl nedstrøms udløbet.

Strømmen fører hele tiden ny fauna med sig nedefter, hvor den så forhåbentlig selv kan etablere sig. Det kan således ikke afvises, at vore fund af smådyr udelukkende afspejler, hvad strømmen nyligen måtte have ført med sig.

Randers Sportsfisker Klub meddeler dog, at man har set en hel del liv i åen længere nedstrøms. Og at de første havørreder nu er på vej op fra Grund Fjord. Foreningen efterlyser dog stadig de undersøgelser, som Fødevarestyrelsen har lovet. De skal afklare, hvorvidt fisk og krebsdyr i åen er forsvarlige at spise efter jordskredet ved Nordic Waste.

Indtil andet er bevist, er vi dog fortrøstningsfulde og håber det bedste. Nabo Henrik og jeg følger løbende udviklingen, mens Alling Å forhåbentlig finder sit nye leje i den fede østjyske muld og fiskene atter indfinder sig.

Tungmetallerne forsvinder desværre ikke af sig selv. Barium, nikkel og kobber med flere vil alle være en fast bestanddel af Alling Å’s økosystem i mange år fremover.

Takket være Nordic Waste og den manglende eller i bedste fald mangelfulde kontrol med aktiviteterne her.

Se billederne fra den “nye” Alling Å i reportagen her.

21. juni 2024

* Miljøhyklere for Vorherre

Nu, hvor ejeren af Nordic Waste, Danmarks sjetterigeste mand, er stukket af fra regningen, har ladet sin virksomhed Nordic Waste gå konkurs og sendt alle udgifter til oprydningen videre til borgerne i Randers, har EkstraBladet budt ham velkommen i Miljøhyklernes fornemme klub.

Samme titel som vor egen miljøminister Magnus Heunicke for øvrigt også netop har modtaget. Endda fra fornemste side. Dette i tilgift til adskillige andre titler, som er født i frustration af det berømte danske folkevid. Nogle klart mere positive end andre. 

Browser man artikler og sociale medier igennem, dukker følgende kælenavne og tilnavne hurtigt op. Til de mere positive hører “Miljøets Magnus” og “Havets Minister”. Den sidste for øvrigt en selvbestaltet og selvpåtaget titel, der forpligter sin bærer – eller i hvert fald burde gøre det. 

Til de mindre positive hører “Miljøhykleren” og dem, der er værre. En hel stribe kunne remses op, men det får vente.

Der skal gribes endog meget dybt i værktøjskassen for at komme ren ud som miljøminister i Bøndernes Danmark, hvor Magnus Heunicke kigger skræmt eller beskæmmet ned i gulvet, når Venstres fødevareminister Jacob Jensen også er til stede i lokalet. Eller han selv nyder solskinnet på toppen af Musholm Havbrugs PR-båd ved Folkemødet på Bornholm.

Den tilsyneladende skræmte Havets Minister har vi tidligere set live på TV, og det var ikke noget kønt syn. Ikke ét, der lovede godt for fremtidens vandmiljø. Hvis det altså har nogen fremtid i Danmark. Under det nys overståede Folkemøde benægtede Miljøets Magnus ligefrem overfor TV2’s Lippert, at man havde gjort for lidt for miljøet. Man havde skam gjort rigtig meget…

Synd bare, at vi andre og miljøet ikke har kunnet få øje på det. Lige nu er Magnus Heunicke travlt optaget af at muliggøre større giftudledninger fra forurenende virksomheder som Cheminova, hvilket senest er afdækket og rigtig godt dokumenteret af DR. Meget mere herom senere.

Magnus’ Miljøstyrelse har således længe været i fuld gang med at udfærdige nye modeller, der kan tillade øget forurening af det hav, der allerede er forurenet til op over ørerne – over grænseværdierne for det tilladelige.

Miljøets Magnus har også travlt med at få EU til at skrue ned for ambitionerne i Vandrammedirektivet fra 2000. Om at nå et vandmiljø i god økologisk tilstand inden 2028. Det har Danmark ikke en kinamands chance for at nå med det nuværende tempo.

Det kommer ikke til at se kønt ud i historiebøgerne, men hvad bekymrer en socialdemokrat sig om miljøet? Tilsyneladende mindst muligt.

Vi ligger, som vi har redt. Med de politikere, vi har valgt.

21. juni 2024

* 100 millioner til vandløbsrestaurering

Fiskeristyrelsen har netop åbnet for en ny ansøgningsrunde for tilskudsordningen Vandløbsrestaureringen EHFAF, der er medfinansieret af EU.

Hermed kan kommunerne igen søge om tilskud til projekter, som fjerner spærringer, etablerer gydepladser og forbedrer vilkårene for fisk, flora og anden fauna i vandløbene. 

Danmark skal leve op til målsætningerne i EU’s vandrammedirektiv om god økologisk tilstand i de danske vande. Og det skal ske inden 2028. Derfor er formålet med tilskudsordningen at bidrage til genopretningen af vandområder og forbedre forholdene for flora og fauna. Det skal også medføre, at der kommer flere fisk i vandløbene.

Tilskudsordningen Vandløbsrestaurering EHFAF har senest være åben for ansøgninger i efteråret 2023, hvor 30 kommuner fik tilskud til i alt 81 projekter om vandløbsrestaurering – svarende til 83,7 mio. kr. Heraf blev der givet tilskud til 52 forundersøgelser og 29 projekter om gennemførelse af vandløbsrestaurering.

Ansøgningsrunden startede den 14. juni, og det er muligt at søge om tilskud, indtil puljen er brugt op – dog senest den 30. september 2024. Under tilskudsordningen kan kommunerne søge om tilskud til både forundersøgelse og gennemførelse af indsatser, der er udpeget i indsatsprogrammet for Vandområdeplan 3.

Tilskudsordningen er medfinansieret af EU-midler fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) og delvist af nationale midler. Interesserede kan læse mere om tilskudsordningen her.

Har du spørgsmål til ordningen, kan du kontakte Fiskeristyrelsen alle hverdage kl. 10-14 på telefon 72 18 56 00.

21. juni 2024

* Farlige signalkrebs?

Solen skinner, og krebsesæsonen står for døren. Alling Å i Randers Kommune er et af de mest populære steder at fange invasive signalkrebs, da den huser en meget stor bestand. Åen tiltrækker derfor fiskere fra nær og fjern.

Men efter det store jordskred i Ølst Bakker og den efterfølgende forurening fra det konkursramte Nordic Waste stilles der nu spørgsmålstegn ved, om signalkrebsene i Alling Å overhovedet bør spises. Om de er sundhedsfarlige efter forureningen fra Nordic Waste. Om krebsene har optaget nogle af de giftige tungmetaller, der slap ud i Alling Å efter det store jordskred.

Indtil en undersøgelse har afklaret forureningens eventuelle indvirkning på fisk og krebsdyr og deres egnethed som føde, så burde Randers Kommune i samarbejde med Norddjurs Kommune som minimum opsætte advarselsskilte, der advarer om mulige risici ved at indtage fisk og krebsdyr fanget i Alling Å. 

Men det ønsker kommunen/kommunerne desværre ikke. Denne manglende lyst til skiltning kender vi også fra Cheminova i Vestjylland. I hvert fald har kommunen svaret et bekymret byrådsmedlem på denne måde:

---

”Randers Kommune har ikke mulighed for at opsætte advarselsskilte. Det er Fødevarestyrelsen, som træffer beslutning om, det er sundhedsskadeligt at spise krebsdyrene. En afklaring af, om der er farlige stoffer i krebsdyrene, forventes at være klar omkring medio 2024. 

Et evt. forbud mod fiskeri skal koordineres med Fiskeristyrelsen/Fødevarestyrelsen. Forvaltningen forventer at tage initiativ til en dialog med foreningerne tilknyttet Alling Å for at afklare, hvordan vi bedst håndterer denne periode med usikkerhed”.

---

Dette kryptiske svar er dateret den 7. maj, og her en måned senere er der ikke kommet yderligere afklaring på, om fisk og krebsdyr fra den forurenede og jordskredsramte Alling Å forsvarligt kan spises. Forurenet som åen jo er med især tungmetallet Barium.

Det står ikke klart, hvilken instans eller myndighed der har ansvaret, hvis nogen bliver syge af at spise forurenede signalkrebs fra Alling Å. Det være sig lokale eller turister. Når nu myndighederne er gjort bekendt med en mulig risiko. Men det er næppe ulovligt at advare om det.

Det er således helt på eget ansvar, hvis man lige nu indtager fisk eller skaldyr fra Alling Å nedstrøms Nordic Waste. Men det fremgår desværre intetsteds. 

Mørklægning er åbenbart kommunens bedste bud.

14. juni 2024

* Ny fornem pris til Nordic Waste ejer

Folkemødet på Bornholm er i fuld gang netop nu, hvor der diskuteres og uddeles priser i det omskiftelige Østersø-vejr. 

Ejeren, som valgte at lade sit skandaleramte Nordic Waste selskab gå konkurs efter det største jordskred i Danmarkshistorien, har netop fået tildelt den attraktive Lukkethedspris fra webmediet Journalisten.dk, der har fulgt skandalen tæt. 

For at kvalificere sig til den fornemme pris skal man “i opsigtsvækkende grad have spændt ben for journalisters arbejde med at dække vigtige historier”. Og det må man sige, at milliardæren Torben Østergaard-Nielsen (TØN) i højeste grad har levet op til. 

Det vil sige indtil sidste uge, hvor datteren og arvtageren Nina Østergaard Borris langt om længe tog til orde og stillede op til et interview med Berlingske Tidende. Mere herom senere. I hvert fald lød begrundelsen for prisuddelingen ifølge Journalisten.dk sådan:

---

“Der har været så mange tidspunkter i denne sag, hvor det havde været på sin plads, at han gav nogle svar.”

---

Den samlede presse har længe søgt at få kontakt til TØN – uden held. Det lykkedes dog for nylig EkstraBladet at finde ham i Paris på en messe for retro-sportsbiler i millionklassen – TØN’s store lidenskab, som har resulteret i en imponerende personlig samling af biler i millionklassen.

Med mange penge følger ofte mange priser og megen hæder. Ud over den nys tildelte Lukkethedspris fra pressen modtog Torben Østergaard-Nielsen således i 2022 hædersprisen fra revisions- og konsulentvirksomheden PwC, der er en forkortelse for Price Waterhouse Coopers. 

Denne pris kom i form af medlemsskab af en Danmarks mest eksklusive erhvervsklubber. Hvis ikke den mest eksklusive. Her sidder Torben Østergaard-Nielsen således i dag sammen med Thomas Kirk Kristiansen fra Lego, Anders Holch Povlsen fra Bestseller, Jørgen Mads Clausen fra Danfoss, Lars Larsen (posthumt) fra Jysk og Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

I forbindelse med optagelsen i PwC-klubben faldt der blandt andet følgende rosende ord om ejeren af Nordic Waste, Torben Østergaard-Nielsen:

---

“Han har gennem sin flotte karriere udvist en utrolig flid, beslutsomhed og skaberkraft”.

“Kort fortalt, så er modtageren en evig kilde til inspiration for såvel nuværende som næste generation af ejerledere”.

---

EkstraBladet har spurgt PwC, om Torben Østergaard-Nielsen er værdig til fortsat medlemsskab af den fornemme erhvervsklub. Nu, hvor han er stukket af fra regningen, har ladet sin virksomhed Nordic Waste gå konkurs og sendt alle udgifter til oprydningen videre til borgerne i Randers. 

Ifølge EB klappede PwC i som en østers på dette spørgsmål. Herefter gav avisen TØN en ny titel, nemlig “miljøhykler”. Samme titel, som vor miljøminister også senest har fået hæftet på sig. På grund af lang tids manglende indsats for netop miljøet.

De går åbenbart i stimer, disse miljøhyklere. Eller i hvert fald to og to sammen.

14. juni 2024

* Tidligere borgmester hjælper borgerne

Siden det store jordskred ved årsskiftet har der været kold luft mellem myndighederne og ejerne af Nordic Waste. Borgerne i Ølst syd for Randers har følt sig ladt i stikken – fanget i usælgelige huse omgivet af giftig jord.

Den manglende dialog har fået tidligere Randers-borgmester Henning Jensen Nyhuus til at tage affære. Han tog direkte kontakt til folkene omkring milliardær Torben Østergaard-Nielsen (TØN) og hans virksomhed USTC, der ejer Nordic Waste. 

Det lykkedes den tidligere borgmester at få etableret en dialog om de 50 millioner kroner, som Østergaard havde lovet byen og dens borgere i en såkaldt “klimafond” til kompensation for skaderne omkring jordskredet. Imidlertid måtte man først stifte Ølst Borgerforening, førend man kunne komme videre i processen.

Formanden for den nye borgerforening, Jan Kristian Jensen, har længe efterspurgt handling fra kommunen:

---

“Det er handling, der har manglet. Vi har skullet trække et hvilket som helst initiativ, dialog eller information ud af myndighederne. Det er ikke kommet af sig selv. Det er det altså ikke. Nogle gange er det jo også at bringe de rigtige mennesker sammen, tænker jeg. Henning Jensen Nyhuus er en handlingens mand.”

---

Henning Jensen Nyhuus fik hurtigt tilbagesvar fra Torben Østergaard-Nielsen, der hjalp til med formidlingen til USTC. TØN forsvarede sig med, at han ikke havde haft noget med sagen at gøre. At han aldrig har haft nogen bestyrelsespost, men kun været menig aktionær – omend med aktiemajoriteten.

---

“Det er da glædeligt, at det sker, men det er da også beskæmmende, at der skal sidde sådan en lille privat gruppe, der skal sørge for at hjælpe, når en ulykke som den i Ølst sker, fordi man ikke kan få hjælp fra andre steder.”

---

Det sagde den tidligere borgmester, som med sit initiativ har sparet de udsatte borgere i Ølst for mange bekymringer og søvnløse nætter, til Din Avis Randers. Nordic Waste vil givet stå øverst på dagsordenen i Randers Kommune i adskillige år fremover. Indtil alting er analyseret, regningerne betalt og skyldsspørgsmålet afklaret.

Nyhuus understreger, at pilen her peger på stifteren af Nordic Waste, David York. Den tidligere borgmester undrer sig samtidig over, hvad der skete i januar, da den nuværende borgmester Torben Hansen (S) mødtes med sine partifæller miljøminister Magnus Heunicke, justitsminister Peter Hummelgaard og statsminister Mette Frederiksen.

De fire mødtes dengang på gerningsstedet, under åben himmel og midt i de skridende jordmasser. Under stor pressebevågenhed og i en fælles fordømmelse af Torben Østergaard-Nielsen som den store skurk i skandalen. Landsdækkende TV sendte næsten uafbrudt fra jordskredet i de første mange dage.

Det var nærmest en bandbulle, de fire socialdemokrater dengang udstedte over landets sjetterigeste mand, der her blev lovet bål og brand. Uagtet politikernes egne juridiske fejlskud og kommunens manglende overvågning af de farlige aktiviteter.

Siden da har der været ganske stille fra regeringskontorerne. Man fornemmer, at de helt har mistet interessen. Eller indset egen delagtighed i sagen.

14. juni 2024

* Lyngsø klar til nye badegæster

Silkeborg Kommune har netop klargjort en ny badesø til kommunens badeglade borgere. Disse har hidtil måttet tage til takke med den naturligt rene Almind Sø, som derfor i perioder har været noget overbelastet med badegæster.

Den nye badesø er Lyngsø, som er beliggende mellem tæt bebyggelse i nord og den langt større Almind Sø i syd, har længe været hårdt belastet med næringssalte fra omgivelserne. Næringssalte, der har resulteret i algeblomst og uklart vand samt en uønsket stor bestand af skaller og brasen. Disse tusindbrødre er nu fisket op, så større rovfisk atter kan få en chance.

Søen er herefter kemisk behandlet med stoffet Phoslock, der binder fosfat i vandet, så det ikke længere er tilgængeligt for søens alger. Phoslock indgår en kemisk forbindelse med vandets fosfater, som er begrænsende for søens algevækst, og udfældes siden til søbunden. Her fastholder det fosfaterne, så vandet igen kan blive klart og tiltalende for både fisk og badegæster.

Phoslock er en modificeret udgave af lerarten bentonit, hvor man har udskiftet naturlige natrium og calcium-ioner med stoffet lanthan. Herved får man et stof, der binder vandets fosfor, og som derfor kan bruges til kemisk rensning af fosforbelastede søer. Disse bliver atter klarvandede efter behandling – forhåbentlig i lang tid og til glæde for både fisk og vandplanter.

Skovrider Søren Hald fra Naturstyrelsen opfordrer til, at søens nye brugere passer godt på det nye badevand:

• Undlad at benytte søen som toilet. Find nærmeste toilet på websitet udinaturen.dk
• Bad fra badebroen for at skåne søbredden og vandplanterne i den øvrige del af søen. 
• Undgå at fodre fugle med brød. Det tilfører søen uønskede næringsstoffer.
• Tag altid dit affald med hjem.

Nærmere oplysninger hos skovrider Hald på +45 22 88 99 90.

14. juni 2024

* Phantastiske Phoslock

I hav og fjord er det normalt kvælstof, som er den begrænsende faktor for opblomstringen af alger og efterfølgende iltsvind. I søer og lukkede fjordområder er det i stedet fosfor, som normalt er det begrænsende stof.

Kemisk rensning af forurenede søer som Lyngsø ved Silkeborg er en relativt ny foreteelse. Man har længe benyttet sig af kemisk rensning til fældning af fosfor i kommunale rensningsanlæg, hvor man typisk benytter kalk eller aluminiumsulfat til fældning af fosfor. 

Kalk resulterer i høje pH-værdier, som må nedbringes inden udledning til recipienten. I reglen med brug af saltsyre. Ikke mindst i et land som Danmark, hvor søvandet i forvejen typisk er meget basisk, er dette vigtigt.

Aluminiumsulfat resulterer i store mængder aluminium i det rensede spildevand, hvilket bevirker lave pH-værdier, som kan neutraliseres og hæves med kalk. Det resulterer også i store mængder slam, der kan være svært at bortskaffe.

Phoslock er i den forbindelse et relativt nyt produkt, hvis langtidseffekt på vandmiljøet desværre stadig er ukendt. Det er udviklet i Australien i 1990’erne og første gang anvendt i stor skala i 2000. Benyttes i dag mere i Tyskland, Holland og England – end i hjemlandet Australien.

Aktivstoffet i Phoslock er grundstoffet lanthan, som i for høje koncentrationer kan være giftigt for vandlevende organismer. Der en risiko for ophobning af stoffet i vandmiljøet, hvorfor man skal være forsigtig med dosering og opblanding.

Lanthan er et grundstof med symbolet La og atomnummer 57 i det periodiske system. Det er en af de såkaldt sjældne jordarter, som bruges til mange forskellige industrielle formål. Heriblandt fremstilling af katalysatorer og brændselsceller. Hvad stoffet kan betyde for mennesker i lanthan-behandlede badesøer vides ikke.

Vi venter derfor spændt på langtidseffekterne af Phoslock. Og der er adskilligt flere danske søer, som i den kommende tid også skal kemisk renses. Ellers kan de ikke leve op til Vandrammedirektivet fra EU.

Desværre kan vi ikke på tilsvarende vis kemisk rense hele den forurenede Limfjord. Her er det nemlig kvælstoffet, som kvæler vandmiljøet. 

Og landbruget, der dræber alt liv i fjorden.

14. juni 2024

---

* Kemisk rensning

⌘ Læs meget mere om biomanipulation i artiklerne her ⌘

Her kan du også finde en liste over alle de 24 danske søer, som fremover skal kemisk renses.

---

* Advarsler fra Aarhus Universitet

Der bruges i disse år mange penge og mange kræfter på en sikkert velment, men desværre kun sjældent virksom udplantning af ålegræs mange steder i landet. Men der skal være mening med galskaben, påpeger Aarhus Universitet i en pressemeddelelse:

---

”Det er helt afgørende, at vi fra dansk side her og nu udfører en reel og målrettet indsats for at reducere tilførslen af næringsstoffer fra især landbruget. Og det skal ske NU. Vores havmiljø er i en kritisk dårlig tilstand, og med de stigende temperaturer bliver problemerne kun større i de kommende år”.

---

Det siger professor Karen Timmermann, Institut for Akvatiske Ressourcer, Danmarks Tekniske Universitet i en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet.

”Grundlæggende kan vi sige, at det er helt afgørende, at belastningen med næringsstoffer skal være reduceret, vandet skal være klart, og havbunden skal have de rette beskaffenheder, før man udplanter ålegræs”.

Det forklarer professor Mogens Flindt, Biologisk Institut, Syddansk Universitet, der har stået i spidsen for mange udplantningsforsøg i Danmark. Blandt andet de kuldsejlede i Odense Fjord.

SDU har derfor, sammen med Center for Marin Naturgenopretning, udarbejdet retningslinjer for, hvordan man bør gribe udplantningsarbejdet an, baseret på den nyeste viden.

”Det er meget vigtigt at følge disse retningslinjer”, siger Mogens Flindt, der ellers frygter ’Wild West Tilstande’ i Danmark.

Han peger på, at myndighederne flere steder som kompensation ønsker at genetablere tabte ålegræsenge, når man ødelægger arealer med ålegræs under anlægsarbejde af eksempelvis en bro, en vej eller en havn. 

Senest har vi set det med den planlagte havneudvidelse i Aarhus, hvor man har sat ikke mindre end 5 millioner kroner af til netop udplantning af ålegræs. Uden at vide noget om effekten.

”Men det er slet ikke så let, som det ofte bliver udtrykt. Det er nemt at ødelægge store arealer med ålegræs, men det er svært at finde egnede arealer, hvor man kan få udplantet ålegræs til at overleve”.

Det understreger Mogens Flindt. Der skal nemlig høstes rigtig mange skud fra de naturlige ålegræsenge, hvis man foretager udplantning af større områder. Og ofte mangler der klare krav til, at udplantningerne også skal resultere i levedygtige ålegræsenge.

---

”Det er vigtigt, at man meget grundigt vurderer, om de naturlige ålegræsenge kan holde til denne høst, og at der er en omhyggelig opfølgning på aktiviteterne rundt om i landet. Vi mangler ganske enkelt resultater, der viser, om udplantet ålegræs i det hele taget overlever gennem flere år”.

---

Det siger professor Kaj Sand-Jensen, Biologisk Institut, Københavns Universitet, afslutningsvis i pressemeddelsen fra Aarhus Universitet.

Vigtige overvejelser netop nu, hvor en landsdækkende udplantning af ålegræs er lige på trapperne. Organiseret af Tænketanken Hav, som er finansieret af Velux Fonden.

Udplantningen starter allerede i morgen den 8. juni.

7. juni 2024

---

* Efter Løkkes Landbrugspakke

“Vi har brugt så lang tid på at diskutere, om mere lort på marken giver iltsvind i fjorden, at fjordene er døde.”

Sebastian Mernild og Mikkel Gerken i Altinget

---

De to herrer er henholdsvis professorer i klimaforandringer og filosofi ved SDU. Det er deres kommentar til vandmiljøets nuværende tilstand.

Den daværende Venstre-regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen lancerede tilbage i 2016 den nu famøse Landbrugspakke, som skulle reducere udledningen af kvælstof fra landbruget til søer, fjorde og hav. Samt tillade landbruget at bruge mere gødning end hidtil.

Ifølge dokumenter fra forhandllingerne i 2015 ville aftalen resultere i et fald i udledningerne på 7.197 ton kvælstof i 2021 – svarende til en reduktion på 13%. Imidlertid viser tallene, at der ikke er sket nogen reduktion i udledningerne i det seneste årti.

Vi har ellers længe vidst, at Danmark skal reducere sin udledning af kvælstof med 13.100 ton om året – for overhovedet at leve op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. Landbrugspakkens løfter ville have bragt os godt på vej, hvis ellers der havde været hold i dem. 

Tidligere statsminister og nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har desværre afvist at stille op til kritiske spørgsmål fra pressen om netop Landbrugspakken og dens manglende eller fatale virkning. Om, hvorfor den gik fra at være en redningsplanke for landbruget til at blive en katastrofe for vandmiljøet.

Men nu er Venstre jo ikke Løkkes parti længere, og Løkke er ikke statsminister, som han var det i 2016. Lars Løkke Rasmussen føler sig derfor ikke længere ansvarlig for den Landbrugspakke, han ellers selv leverede til det danske vandmiljø.

Det var jo Løkkes gamle Venstre, der ikke kunne finde ud af at overholde de frivillige tiltag, som fulgte med retten til øget forbrug af gødning.

Og ikke Løkkes nuværende Moderater…

7. juni 2024

---

* Én procent på syv måneder…

Det er ikke gavnligt for populariteten at være miljøminister. Det har Havets Heunicke måttet sande. I hvert fald er han ikke længere landets mest populære minister, og det er der nok flere gode grunde til. 

På det seneste samråd i Folketingets Miljø- og fødevareudvalg blev han således mødt med følgende sarkastiske besked om “den alvorlige krise i vort havmiljø”, serveret af Enhedslistens Søren Egge Rasmussen:

---

“Tillykke med at have løst én procent af den samlede opgave på syv måneder.”

---

Dette med henvisning til de knap 20.000 ton kvælstof, der skal fjernes for at puste liv i Det Døde Hav omkring Danmark. Omkring halvdelen af dem stammende fra den Landbrugspakke, som Lars Løkke Rasmussen begavede dansk landbrug med i 2016.

Så var stilen lagt. Og Heunickes selvudråbte status som Havets Minister adresseret. Han afventer nemlig stadig en såkaldt “second opinion”. Måske også en third. Eventuelt også  en fourth. Før han vil gøre noget ved problemet. Som om vi ikke godt ved, hvad der er galt.

Som udgangspunkt er det tydeligvis langt lettere at være sundhedsminister under en livstruende Corona-krise, som ingen havde prøvet før. End miljøminister i et ministerium styret af tunge gamle erhvervsinteresser som industri, fiskeri og landbrug.

For som min gode ven og våbenfælle, miljøkorsridder Bjarne Hansen fra Thyborøn, ganske præcist definerer det:

---

Miljøstyrelse:

“Et politisk organ, der skal sikre, at miljøet kan ødelægges inden for rimelighedens grænser.”

Bjarne Hansen, Høfde 42

---

Bjarne arvede Cheminova fra sin navnkundige far “Rav-Åge”, der som den første gjorde opmærksom på problemerne med giften på Harboøre Tange. Det kom der sågar en vægtig bog ud af – med titlen “Fisk kan ikke tale”. 

Desværre lykkedes det ikke Rav-Åge at få problemerne løftet op til højeste instans. Datidens trykte medier og monopoler var tunge at danse med – tungere end vore dages sociale medier. 

Dem måtte sønnen Bjarne tage i brug, og det har han gjort med succes. Toppolitikere har valfartet til det lille ravmuseum i Thyborøn, hvor de er blevet grundigt orienteret om miljøets sande tilstand.

Visdommen er imidlertid ikke nået helt til Miljøstyrelsens hovedkontor i Odense – strategisk placeret her af tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), da denne efter amternes nedlæggelse gik i gang med den endelige demontering af miljøet og den tilhørende lovgivning. 

Aktiviteterne blev spredt for alle vinde og afstanden til Christiansborg gjort længere end nogensinde. Del og hersk. Mange medarbejdere sagde op i protest og forsvandt ud i landet – ud til bedre lønnede konsulentjobs, som det øvrige samfund i dag betaler dyrt for.

Miljøstyrelsen sad forarmet tilbage efter det voldsomme Brain Drain, Lunde og Løkke havde udsat dem for.

7. juni 2024

---

Læs meget mere herom i denne artikel:

⌘ “Et Satanisk Mesterværk” ⌘

---

* Den første Vandmiljøplan

Vi danskere havde længe brystet os af at have verdens første miljølov. En lov, som så dagens lys tilbage i 1973. Naive sjæle troede efterfølgende, at miljøloven så skulle gavne miljøet. At den skulle rette op på fortidens synder og give os et sundt miljø tilbage. Det var i hvert fald hensigten – på papiret.

Praksis har vist sig at være en ganske anden. Arbejdet med at genskabe natur og miljø i Danmark toppede givet, da næstformand i Kristeligt Folkeparti, Christian Christensen, blev landets nye miljøminister. Det var han i årene 1982 til 1987. Det var her, han i 1986 barslede med de berømte ord:

---

“Fuglene er væk, fiskene er væk”

---

Det var ord, som ramte helt rigtigt og vakte genklang i store dele af befolkningen. Christian Christensen var vestjyde med stort “V” og havde på nærmeste hold fulgte Hedeselskabets ødelæggelse af hans barndoms vandløb, Skjern Å. 

Åen blev rettet ud og lagt over i to snorlige, kilometerlange kanaler, som hurtigst muligt kunne lede det nu okkerrøde drænvand fra de afvandede enge ud i den lavvandede Ringkøbing Fjord.

Arbejdet blev afsluttet i 1968 – som det sidste store afvandingsprojekt i Danmark. Åen var ødelagt for altid – troede man i hvert fald. Okkeret væltede ud fra den drænede jord og farvede fjorden rød. Den sidste blanke laks var fanget. 

Christian Christensen ville det imidlertid anderledes. Han ville have genskabt sin å, så de mange næringssalte fra landbruget og de store mængder okker fra afvandingen ikke nåede ud i Ringkøbing Fjord og lagde alt liv øde her.

Han blev godt hjulpet af Kattegat, der netop samme år tonede frem på landet TV-skærme, hvoraf ikke alle var i farver dengang. Måske derfor man efterfølgende talte om de “sorte hummere”, der var døde af iltsvind i Kattegat – i 1986. I sorthvid.

Under alle omstændigheder var det de sorte hummere, der satte miljøet på dagsordenen og blev startskuddet på den første Vandmiljøplan, som så dagens lys i 1987. Nu var der for første gang og for alvor sat fokus på de mange næringssalte fra landbruget, som resulterede i algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Vi havde allerede verdens første og hidtil eneste miljølov. Nu skulle den bare sættes i værk og omsættes i konkrete handlinger.

7. juni 2024

* Det muliges kunst

Det tog tid, mens Folketinget besluttede, at Skjern Å skulle føres tilbage til sit oprindelige, slyngede leje, så de mange næringssalte fra landbruget kunne forblive i åens opland i stedet for at havne ude i den sårbare fjord. 

Der blev forhandlet lokalt til langt ud på nætterne og drukket hektoliter af stærk kaffe fra Madam Blå i de små vestjyske køkkener. Der blev opkøbt marker og byttet jordlodder, men til sidst var det hele så vidt, at miljøministeren, der nu hed Svend Auken (S), i 1999 kunne tage første spadestik til en genskabt Skjern Å. 

1,4 millioner kubikmeter jord blev flyttet, inden arbejdet var færdigt. 2.200 hektar sunket og sammenbrændt landbrugsjord blev igen til frugtbare enge og vådområder. Seks broer og bygningsværker måtte undervejs lade livet, mens to smukke nye broer i træ kom til som erstatning. 

Danmarks og Nordeuropas hidtil største naturgenopretningsprojekt stod færdigt i 2003. En succeshistorie uden sidestykke, der gav smag på mere.

Der var imidlertid adskillige slanger tilbage i Paradiset. Også i Vestjylland, hvor giftfabrikken Cheminova lå og stadig ligger. Den tjente mange penge, skabte mange arbejdspladser og nød på mange måder stor anseelse i lokalbefolkningen. Uden Cheminova ingen velstand på den sandede og karske Harboøre Tange. 

Med giften fulgte pengene, og jo stærkere giften var, desto flere blev pengene. Det blev mængden af giftigt affald og ditto spildevand imidlertid også. Den historie er der som nævnt skrevet en hel bog om, så det skal vi ikke fordybe os i her. 

Her er det spildevandet, der er i fokus – det uhyre giftige spildevand, der primært stammede fra produktionen af insektgiften Parathion. Tidligere kendt som Bladan. Man havde længe vidst, at dette var et uhyre farligt stof, som havde sin rod helt tilbage til Anden Verdenskrig. Her var stoffets forgænger nemlig udviklet i tyske laboratorier, som arbejdede med giftgas til militært brug i skyttegravskrige.

Man vidste også, at Parathion var skadeligt for vandmiljøet. Så langt nordpå som til norskekysten var der krebsdyr, som døde af det udledte spildevand. Ført helt herop at Jyllandsstrømmen. Så giftigt var det for især krebsdyrene, som med deres mange skalskifter er meget følsomme. Der måtte derfor sættes grænser for udledningen.

Men nu koster det jo mange penge at rense sit spildevand – især når det er så giftigt som her. Så derfor blev der foretaget mange krumspring for at slippe for eller i hvert fald minimere denne rensning. 

Naturligvis primært gjort af fabrikken, som jo tjente millioner på produktionen. For øvrigt til den daværende ejer, Aarhus Universitet. Men desværre også af myndighederne, som gerne ville tækkes virksomheden.

Miljøstyrelsen indførte derfor en helt ny praksis: Man begyndte at regne baglæns på udledningerne. Så var det langt lettere at nå i mål. 

Men næppe lovligt.

7. juni 2024

* “Vi regner da bare baglæns”

Så sent som her i 2024 har det endnu engang vist sig, at vi her i Danmark er verdensmestre i at regne baglæns, så vi kan forurene mest muligt. 

Vi har sågar indført begrebet “Fra Forskning til Faktura”, hvor de højere læreanstalter og forskningsinstitutioner siden seneste universitetslov nu skal drive betalt forskning og tjene deres penge selv. 

Det har man imidlertid misforstået flere steder, hvor man i stedet har implementeret det omvendte begreb “Fra Faktura til Forskning” – med de velkendte oksekødsrapporter som det grimme eksempel på forskning, hvis resultater er bestilt på forhånd og afregnet efterfølgende.

Da Lars Løkke Rasmussen (V) tilbage i 2016 lancerede Landbrugspakken, klarede agroforskerne den øgede forurening med næringssalte fra pakken med et enkelt kunstgreb: 

Man ændrede blot overnight på vigtige parametre i den matematiske udvaskningsmodel for kvælstof, og så var det på plads. Keine Hexerei. Eller måske netop Hexerei.

På papiret altså. Ude i virkeligheden blev resultatet den monstrøse forurening, som på få år har gjort de indre danske farvande til livløse slamsumpe for landbruget. Ifølge Miljøstyrelsen selv resulterede Landbrugspakken i en mer-forurening med kvælstof på 4.726 ton. 

Alt dette trods advarsler, som Løkkes tro væbner Esben Lunde Larsen (V) dengang fejede af bordet med hård hånd og det, der var værre. Måske det i virkeligheden var her, han lagde grunden til sin pludselige landflygtighed. Vi ved det ikke.

Allersenest har det så vist sig, at Miljøstyrelsen har brugt fuldstændig samme trick som med Landbrugspakken, når de skulle fastsætte grænser for udledning af gift med spildevandet fra Cheminova. Direkte ud i Vesterhavet ved Høfde 42.

Danmarks Radio (DR) har undervejs gjort et fremragende stykke arbejde med at afdække den efter alt at dømme ulovlige praksis i Miljøstyrelsen. Den begyndte i 2020 og 2021, hvor miljøministeren hed Lea Wermelin og var partifælle med den nuværende  miljøminister Magnus Heunicke. Begge for øvrigt socialdemokrater.

Det forhold, at han netop ikke var miljøminister i 2020 og 2021, nævner Magnus Heunicke flere gange, da han bliver interviewet om sagen af DR. Da var han nemlig selv som sundhedsminister travlt optaget af Corona-krisen og havde intet med miljøadministration at gøre. Det job havde jo partifællen Lea Wermelin.

DR har afdækket, hvordan Miljøstyrelsen i hendes ministerår regnede baglæns for at tækkes virksomhedernes behov for at forurene miljøet mere. Man tilpassede helt enkelt betingelser og forhold, så det blev muligt at forurene ufortrødent videre.

Så vidt muligt inden for lovens rammer. En udsøgt dansk specialitet.

Meget mere herom senere.

7. juni 2024

---

Læs meget mere i artiklen

⌘  “Fra Forskning til Faktura”  ⌘

---

* Ål og ålegræs

Der er en anden og måske endnu tættere sammenhæng mellem ål og ålegræs, end man måske lige skulle tro. Ud over naturligvis navnesammenfaldet, der primært skyldes faconen: Begge er jo lange og slanke organismer, som lever i vandet.

En anden lighed er nemlig, at begge arter er under voldsomt pres fra omgivelserne. Begge klarer de sig derfor dårligt under de nuværende omstændigheder og miljøforhold, der alle er menneskeskabte. 

For ålens vedkommende har vi forment den adgang til dens livsvigtige opvækstpladser i ferskvand. Vi hakker den til plukfisk i vandkraftens turbiner (læs: Tangeværket), der lader hånt om ålens bevaringsstatus. Samtidig brandskatter vi ålen, når den er på vej tilbage mod Sargassohavet for at gyde. Vi fanger den i alle til rådighed stående redskaber – i ruser, bundgarn og på krogliner.

Vi har derfor reduceret ålebestanden til en meget lille brøkdel af, hvad den engang var. Og derfor “ophjælper” vi nu bestanden ved udsætning af glasål, der typisk fanges i Sydeuropa, når larverne er på vej hertil fra Sargassohavet.

De små glasål bliver købt i Sydeuropa, transporteret til Danmark og udsat i vore ferske vande, hvor de forhåbentlig vil vokse sig store og kønsmodne. De bliver således fjernet fra en allerede truet bestand ét sted og flyttet til en truet bestand et andet. To skridt frem og tre tilbage. Hvis ikke fire.

For ålegræssets vedkommende har vi sørget for, at det ikke længere kan gro, hvor det ellers har gjort det i århundreder og årtusinder. Vi har forurenet vandet med næringssalte fra landbruget, så det bliver uklart af alger, der skygger for det livgivende lys. Samtidig bliver ålegræsset nu overbevokset med fedtemøg, der også kvæler planterne.

På samme måde som med ålen må vi nu hjælpe det svindende ålegræs ved at udplante det på steder, hvorfra det er forsvundet. Vi henter til formålet små friske skud fra steder, hvor der stadig er naturligt ålegræs. Dem fastgør vi til søm, der plantes i bunden, hvor sømmet så hurtigt ruster op i det salte vand. Herefter har græsset forhåbentlig slået rod.

Så vidt så godt. Men der er desværre yderligere to slanger i paradiset – begge med samme ulyksalige baggrund. Man kan nemlig ikke købe hverken ålelarver eller ålegræsskud i den lokale Plantorama eller Silvan. Ingen af delene dyrkes nemlig, men må høstes andetsteds ude i naturen.

Når vi udplanter ålegræs, henter vi de små skud ude i åbent farvand, hvor der stadig er naturligt ålegræs at tage af. Men hvor længe vil der være det, når nu ålegræsset er i konstant tilbagegang og ålegræsengene på vej væk? Når der nu plukkes og udplantes flere nye skud end nogensinde?

Når vi udsætter glasål, køber vi de små ål i det store udland. Her brandskatter vi også en truet bestand på vej mod afgrunden. Endda samme europæiske art som herhjemme. For hver gang vi køber ind i udlandet, bliver der færre voksne og gydemodne ål til Sargassohavet og dermed også færre nye glasål.

Der er således ingen grund til at klappe i vore små hænder, når vi udplanter ålegræs eller udsætter glasål. Vi saver blot lystigt løs i den gren, vi selv, ålen og ålegræsset sidder på. 

Den nuværende kurs er derfor den direkte vej mod afgrunden for både ål og ålegræs. Fremtiden er i stedet at skabe de rette fysiske og kemiske rammer for begge arter.

31. maj 2024

* Millionspild på ålegræs

Landet over plantes der ålegræs som aldrig før. Dette i det lønlige håb, at ålegræsset så vil slå rod, vokse og brede sig til fortidens ålegræsenge. Til glæde for alt liv i vandet.

Ambitionerne og intentionerne har således altid været gode, og her i Randers Kommune udplantede vi sidste år, på to travle forårsdage, i alt 5.795 nye ålegræsskud. Vi har imidlertid, som så mange andre steder i landet, måttet konstatere, at ålegræsset ikke trives. Der er alt for mange næringssalte i vandet, og det nye ålegræs bliver derfor lynhurtigt overbegroet med og kvalt af det allesteds nærværende “fedtemøg”.

Lidt længere sydpå, i Århus Bugt, har Århus Havn investeret ikke mindre end 5 millioner kroner i udplantning af nyt ålegræs. En form for aflad for miljøødelæggelser i forbindelse med udvidelse af havnen.

Århus Havn har nemlig udviklet sig til at være Danmarks største containerhavn. Havnen med det evige vokseværk er nu gået sammen med Syddansk Universitet om forsøg med udplantning af ålegræs på et område, havnen har inddraget til sin seneste udvidelse.

Det drejer sig om et 130 hektar stort område, hvor man forsøgsmæssigt vil introducere ålegræs. Aktuelt er man i gang med at udplante 4.000 ålegræsplanter på dybder ned til fem meter. På dybere vand er der for mørkt til, at græsset kan trives – på grund af skyggende alger i bugtens næringssaltforurenede vand. 

Projektet løber over seks år og skal i første omgang konkret omfatte 10 hektar havbund. Det kan lyde af meget, men er det ikke. Det er blot 10 gange 10.000 m2 lig 100.000 m2 svarende til godt 300 gange 300 meter. En begyndelse, ja, men et nålestik i det store hav omkring lille Danmark. Et nålestik til 5 millioner skattekroner.

Der er penge i at plante ålegræs ud. I hvert fald for dem, der forestår projekterne. Fem millioner for de implicerede parter, der så samtidig kan læne sig tilbage og sige, at de da har gjort noget for miljøet. At de her har købt sig noget aflad, som man gjorde i gamle dage. Blodpenge kunne man også kalde det på en dårlig dag.

Der er imidlertid meget begrænset videnskabelig opbakning til projekterne, der kategoriseres som “greenwashing” af flere forskere.

Det virker ikke, mener de.

31. maj 2024

* Kritiske forskere

Karen Timmermann, der til daglig er professor på DTU Aqua og medlem af Biodiversitetsrådet, er en af skeptikerne. Hun mener helt enkelt, at ålegræsset aldrig vil kunne brede sig til så store arealer, at det vil have nogen målbar virkning på vandmiljøet. I hvert fald ikke så længe havmiljøet er så dårligt som i dag.

– Det er helt usandsynligt, siger hun til DR. Og hun er ikke alene om kritikken. Professor Stiig Markager har været rigtig meget i medierne siden sidste års store iltsvind, som han havde advaret mod i mere end tyve år. 

Markager har længe sagt, at udplantning af ålegræs de fleste steder mest af alt er greenwashing. At det ingen virkning har, så længe havmiljøet lider under en så massiv tilførsel af kvælstof, som tilfældet er i dag og længe har været det. De fem millioner, som Århus Havn kaster i projektet er spildt, og kunne være bedre brugt inde på land – til her at reducere kvælstoftilførslen.

Alligevel besluttede et flertal i Aarhus Byråd, at havnen skulle udvides dramatisk. Og at der som kompensation skulle udplantes ålegræs, som skulle bedre vandmiljøet. Også selv om man ikke havde eller har noget som helst at have det i. Rent afladskøb. Præcis som med muslingerne. Og præcis som da landbruget i 2016 lovede frivillige tiltag i kompensation for Landbrugspakken. De kom heller aldrig til at virke.

Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S) mener imidlertid, at udplantningen af ålegræs kan give vigtig ny viden. En viden, der måske kan inddrages i en kommende grøn trepartsaftale om nedbringning af landbrugets kvælstofudledninger. Men hvad ved en socialdemokratisk borgmester om det? Nok ikke ret meget.

Indtil videre har vi set, hvordan udplantet ålegræs har måttet give op i den stærkt belastede Odense Fjord. På samme måde har man i snart fire år udplantet ålegræs i den ligeledes stærkt næringssaltbelastede Horsens Fjord, hvor man i et halvt århundrede har haft massivt forurenende havbrug liggende. Og stadig har.

Her vurderer man, at kun omkring halvdelen af de udplantede skud stadig er i live. I bedste fald. Til gengæld glæder man sig her over den opmærksomhed, som ålegræsset har fået blandt lokale politikere. Det skader bestemt ikke, de får at vide, at ålegræsset ikke vil gro, fordi vandet er for forurenet. Og den smule ålegræs, der måtte overleve, kan kun jo gavne det lokale dyreliv.

Velmenende fonde med penge på kistebunden vil altid gerne dele ud af dem til gode formål. Respekt for det. Men udplantning af ålegræs er desværre ikke ét af dem. Udplantning giver kun mening, hvis forholdene i forvejen er gode.

Og det er de bestemt ikke i de indre danske farvande.

31. maj 2024

* Regionen og tilsynspligten

I skrivende stund vaskes der hænder som aldrig før i sagen om det katastrofale jordskred ved Nordic Waste syd for Randers. Hvorfor gik det galt? Hvem har skylden? Hvem skulle have kontrolleret? 

Indtil nu har der primært været fokus på Randers Kommunes svigtende kontrolbesøg og manglende tilsynsrapporter. I hele 14 samfulde måneder, hvor jorden allerede var ved at komme i skred, aflagde kommunen ikke én eneste gang den gifthåndterende virksomhed noget kontrolbesøg. Trods ellers adskillige henvendelser fra bekymrede borgere og byrådsmedlemmer.

Nu viser det sig så, at heller ikke Region Midtjylland har udført ellers planlagte tilsynsbesøg. Der var andre og vigtigere ting at bruge tiden på, mente regionen. I hvert fald aflyste den et planlagt tilsynsbesøg så sent som i sommeren 2023, hvor der længe havde været gang i jordmasserne inde på fabriksgrunden.

Havde man udført det planlagte tilsynsbesøg, kunne regionen næppe have undgået at bemærke de allerede da pågående ulovligheder. For ikke at tale om de skridende bygninger. Da ville eller burde regionen have opdaget, at Nordic Waste kørte jord ud over en skrænt på toppen af den gamle lergrav. Ud i “Det Store Hul”, som lokale har døbt det.

Påfyldningen skete nemlig uden for det område, som regionen tilbage i 2018 havde givet dispensation til at fylde jord på. Thomas Budde Christensen, som er ekspert i miljøtilsyn ved RUC, er ikke i tvivl. Til EkstraBladet siger han, at Nordic Waste straks ville have fået påbud om at stoppe aktiviteterne.

Netop aflæsningen af jord øverst oppe på skrænten fik ifølge eksperterne fra Geus jordskredet til at accelerere. Det er simpel fysik. Geus har efterfølgende nærkigget luftfotos af området. De konkluderer på denne baggrund, at Nordic Waste begyndte at læsse jord af fra toppen af skrænten allerede i april 2023.

Den aktivitet fortsatte fabrikken med året ud, indtil skredet for alvor tog fart i midten af december, grunden blev lukket og området afspærret. I perioden april-december 2023 tømte mere end 14.000 lastbiler således deres last af forurenet jord ud i “Det Store Hul”, der ifølge firmaets grundlægger havde plads til det hele, lidt til og meget mere. En svimlende mængde jord.

Kristian Svennevig, som er seniorforsker ved Geus, er sikker på, at jordskredet ikke havde udviklet sig, som det gjorde – hvis blot man havde stoppet aflæsningen i tide. Det siger han til EkstraBladet.

Region Midtjylland vasker imidlertid hænder og hævder, at de levede op til deres tilsynspligt. Det meddeler de i et svar til Radio4. Der er nemlig ikke krav om nogen fast tilsynsfrekvens, og regionen havde ikke modtaget oplysninger, der kunne give anledning til skærpet opmærksomhed. Heller ikke fra Randers Kommune.

Nu kan regionen og kommunen så toppes om, hvem der skulle have ført tilsyn og hvornår. Kommunens skatteborgere, undertegnede inklusive, må blot se til fra sidelinjen og efterfølgende forvente at betale ved Kasse 1.

31. maj 2024

---

---

* Kraftigste nordlys i 500 år

Før det imponerende nordlys natten til 11. maj fremgik det flere steder, at der her var tale om det kraftigste og sydligste nordlys i mere end tyve år.

Det var i hvert fald første gang siden 2003, at man havde registreret en såkaldt Klasse 5 Geomagnetisk Storm fra solen. Inden da var det året 1958, som havde markeret sig med de kraftigste solstorme.

Efterfølgende er det kommet frem, at det nok var vildere end som så. Vi er jo vant til at skulle kigge mod nord, hvis vi vil se nordlys. Men denne gang var fænomenet så kraftigt og nåede så langt sydpå, at det flere steder stod ret over hovedet på os i Danmark.

Fra mit eget sommerhus på Mols, der er beriget med meget lidt lys om natten, strålede nordlyset sågar ud af himlen med centrum en smule sydpå. Synligt fra køkkenvinduet, der netop vender mod syd. Se de flotte fotos her:

---

⌘ Nordlys over Mols ⌘

---

Der foreligger ikke videnskabeligt registrerede observationer af nordlys længere tilbage end til 1957. Amerikanske forskere har derfor måttet ty til almindelige observationer af nordlys, som er omtalt diverse steder i litteraturen.

I den forbindelse står det klart, at vi med tiden er blevet bedre til at observere og registrere nordlys. At vi derfor ser flere i dag, end vi gjorde tidligere. Flere af dem, der måtte være.

Alligevel tøver amerikanske NASA ikke med at give topkarakter til det seneste nordlys. Ifølge historiske kilder er der i de seneste 500 år kun tyve gange observeret nordlys sydligere end den magnetiske 30. breddegrad.

Under den historiske solstorm i 1850, der har været anset som den hidtil kraftigste, blev der registreret nordlys så langt sydpå som Karibien og Hawaii. Præcis de samme områder, som her i 2024 også bød på nordlys natten til 11. maj.

Det føles derfor ekstra priviligeret at have været vidne til dette skue på første parket. Når det nu er et halvt årtusinde siden, noget tilsvarende sidst fandt sted.

Og så endda lige over sommerhuset på Mols!

©️ 2024 Steen Ulnits

---

* Konsensus-konference om ålegræs

Der har hersket en del forvirring om det rigtige i at udplante ålegræs i de af landbruget næringssalt-forurenede danske farvande. 

27 danske forskere satte derfor hinanden stævne på Fyn i en såkaldt “konsensus-konference” om netop ålegræs. Formålet var på to dage at udrede, hvad der egentlig er op og ned i den til tider følelsesladede debat. Titlen på konferencen var følgende:

---

“Betydning af den marine vegetation på kulstof- og kvælstoftilbageholdelsen i danske farvande”

---

Under konferencen konkluderede man blandt andet, at udplantning af ålegræs har været en vigtig dokumentation af, at landbrugets fortsatte tilførsel af næringssalte skader ålegræsset. Græsset kvæles helt enkelt, når det overgros med fedtemøg. Udplantet ålegræs dør derfor.

Lektor emeritus Jens Borum fra Københavns Universitet skrev efterfølgende et indlæg på Altinget, som gør op med de mange misforståelser om ålegræssets magiske virkning. Borum gør indledningsvis opmærksom på, at ålegræsset tidligere dækkede næsten 7.000 km2 af de indre danske farvande. Men at udbredelsen i dag er reduceret til mindre end 30%.

At bruge ålegræsudplantning som middel til at kompensere for tidligere tiders ødelæggelser kan være spild af tid og penge – så længe det nuværende havmiljø er i så miserabel en tilstand som nu.

Fortsat udplantning vil være omsonst, så længe vi ikke ændrer på årsagerne til ålegræssets tilbagegang eller bortkomst. Ved først at skabe renere og mere klart vand.

Jens Borum påpeger i Altinget det uheldige i, at “velmenende fonde, ngo’er, erhverv og kommuner bevilger betydelige midler til udplantning. Senest har regeringen vedtaget en havnaturfond, der blandt andet skal finansiere ålegræsudplantning.”

Borum opfordrer afslutningsvis til, at man bruger “pengene, energien og den politiske påvirkning på at reducere udledningerne af næringsstoffer fra å- og kystnære jorder. I stedet for at hælde pengene ud med drænvandet fra markerne.”

Klar tale fra en klog mand.

24. maj 2024

* Ålegræs redder ikke klimaet

Såvel Danmarks Naturfredningsforening som WWF Verdensnaturfonden og Tænketanken Hav med flere har lovprist ålegræsset som klimavenligt og begrænsende for den globale opvarmning. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet.

Antagelsen viser sig desværre ikke at holde stik. Det var konklusionen på den nyligt afholdte “konsensus-konference” på Fyn, hvor 27 havforskere brugte to dage på at nå til enighed om ålegræs og klima. Baggrunden for konferencen var en række fængende avisoverskrifter som eksempelvis: “De blå skove kan binde mere end Danmarks CO2-udledning”. 

“De blå skove” henviser til ålegræsenge i kystnære områder og er indtil for nylig blevet brugt som grund til at udplante mere ålegræs. Ålegræsset skulle nemlig fange og deponere CO2, som siden kunne deponeres sikkert i bunden – uden så længere at skade klimaet.

Ålegræs har derfor været omtalt som en “permanent begravelse af kulstof” og dermed gavnligt for klimaet og begrænsende for den globale opvarmning.

I mine egne studieår på Aarhus Universitet var en af de mest respekterede forskere og forelæsere Bo Barker Jørgensen. Ham kunne man altid gå til, hvis man ønskede noget uddybet. Han havde altid tid.

Jeg blev derfor ekstra glad for at se, at professor Bo Barker Jørgensen også deltog i denne konsensus-konference. At han stadig er aktiv omkring forskning i ålegræs. 40 års erfaring vægter tungt i enhver debat om emnet. 

Bo Barker skar da også straks igennem debatten om det klimagavnlige ålegræs:

---

“Det er desværre ikke rigtigt. Det organiske stof, som begraves i den iltfrie del af havbunden, omsættes af bakterier, der ånder uden ilt.

Bakterierne bruger i stedet for eksempel nitrat, sulfat og jern, når de nedbryder organisk stof.”

---

Bo Barker rammede en pæl igennem den tidligere forestilling om ålegræsset som klimafrelser. Ålegræsset optager og binder som alle andre planter naturligvis CO2 under deres fotosyntese. Det er imidlertid kun en forsvindende lille del af denne CO2, der efterfølgende deponeres i havbunden:

Når ålegræs nedbrydes, frigives størstedelen af den bundne  CO2 igen, og ålegræsset vil derfor ikke netto ændre indholdet af CO2 i atmosfæren. Der er derfor ingen idé i at plante ålegræs, hvis man vil redde klimaet. Det er spild af penge.

Dette ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet om den nyligt afholdte konsensus-konference.

24. maj 2024

* Landbrugspakken fylder rundt

Danmarks nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (tidligere Venstre, idag Moderaterne) har netop fyldt rundt. Han er blevet 60 år, hvilket har givet mange medier anledning til et politisk tilbagekig.

Tilbage i 2001 udnævnte statsminister Anders Fogh Rasmussen Lars Løkke Rasmussen til indenrigs- og sundhedsminister. Det var en post, han bestred i seks år, indtil han i 2007 blev finansminister. I 2009 var det tid til endnu et ministerskifte, hvor Løkke for første gang blev statsminister.

Det var i sin tid som indenrigsminister, at Løkke blev hjernen bag kommunalreformen, som Fogh var gået til valg på. En reform, der reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98 og efterlod et stort antal tomme rådhuse og kommunekontorer landet over.

Det var også den reform, der eliminerede landets daværende 14 amter og erstattede dem med de fem regioner, vi kender i dag. Indtil da havde netop amterne været garant for, at miljøloven blev overholdt. At der var armslængde mellem kommuner og lokale aktører.

Det var der nu pludselig ikke mere. Onde tunger vil sågar mene, at det netop var planen. Læs mere herom i denne artikel:

---

⌘ “Et Satanisk Mesterværk” ⌘

---

Det var i sin tid som statsminister, at Løkke gennemførte den berygtede Landbrugspakke, som med ét gav dansk landbrug mulighed for at bruge mere gødning og forurene mere end hidtil.

Regnestykket bag blev elegant og overnight fikset med en ny matematisk model for kvælstofudvaskningen, hvor man blot havde ændret lidt på forudsætningerne. Trods protester fra ikke-agroforskere på Aarhus Universitet. Så var de ekstra gødningsmængder på plads. Keine Hexerei.

Dertil kom en række frivillige kompenserende ordninger, som netop var det: Frivillige og derfor uden effekt. Det var Esben Lunde Larsen (V), der fra sin ministerpost i det selvmodsigende Ministerium for Miljø og Fødevarer styrede slagets gang og afviklingen af det danske miljø.

Da dette var vel overstået, forlod Lunde i al hast ministerposten og Danmark. Vi ved ikke af hvilke presserende årsager. Men efterladende det Døde Hav, vi andre nu sidder op til halsen i – omringet af algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

24. maj 2024

* Moderat skifte til en grønnere ham

For stadig at overholde og videreføre implementeringen af EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 – i hvert fald på papiret – blev der således indført en lang række frivillige tiltag, der skulle reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet. Mini-vådområder, eksempelvis.

Disse tiltag har imidlertid vist sig stort set virkningsløse, og Landbrugspakken resulterede som varslet af fagfolk i en markant øget forurening fra land til vand. Vi er i dag end ikke i nærheden af at leve op til Vandrammedirektivet, som vi ellers har haft snart et kvart århundrede til at få implementeret. 25 år…

Vi ser i dag resultaterne heraf: Livløse fjord- og havområder domineret af algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød. Det er de kun alt for synlige resultater af Landbrugspakken, som Lars Løkke begavede os med så sent som i 2016, da han var statsminister for landbrugernes Venstre.

Senest har Lars Løkke Rasmussen så stiftet og skiftet Venstre ud med et helt nyt parti – Moderaterne. På den måde kan han nu kaste sig over en ny og forhåbentlig grønnere dagsorden end den, han tidligere advokerede for som statsminister og formand for Venstre.

Som politisk kommentator Bent Holstein nøgternt konstaterede på TV2, så har Løkke i sin tid som politiker indtaget stort set alle ledige holdninger. LandbrugsAvisens chefredaktør Christian Friis Hansen var da heller ikke imponeret:

---

“Løkke som den omvendte synder i sagen om kvælstof har komikkens skær over sig”

---

Men så repræsenterer Løkke jo heller ikke Venstre længere. Hans gamle parti er vel nærmest blevet fjenden, siden de skilte sig af med ham, og han selv stiftede en konkurrent.

Løkke er nu gået så vidt som til at indrømme, at det nok var hans egen Landbrugspakke, der kammede over og var med til at vælte det danske vandmiljø. Fordi landbruget efterfølgende ikke levede op til egne løfter. Nu, hvor han jo selv ikke repræsenterer Venstre længere. Nu, hvor det alligevel er for sent at nå målene i EU’s Vandrammedirektiv.

Den bekvemme indrømmelse kom i et interview med Dagbladet Politiken og vakte straks mindelser om Anders Fogh Rasmussens (V) berømte ord om, at “ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik”. Fogh krøb dog senere til korset og kom også med sine indrømmelser.

Næppe noget andet har formået at ødelægge så meget vandmiljø for så mange danskere, som Landbrugspakken har gjort det. Vi sidder lige nu midt i algesuppedasen. Uden udsigt til nogen bedring. Solen bare skinner ned på fedtemøget.

– Så tillykke med de 60, Lars Løkke. Noget af en rune, du her fik ristet.

24. maj 2024

* Politianmeldelserne

Randers Kommune fortæller på sin hjemmeside, at den til dato har politianmeldt Nordic Waste (eller resterne heraf) for flere overtrædelser af gældende lovgivning, heriblandt:

• Naturbeskyttelseslovens §3
• Miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 og 5
• Miljøbeskyttelseslovens §27 og 28
• Miljøbeskyttelseslovens §33
• Miljøbeskyttelseslovens §110, stk. 1, punkt 4 og 6
• Miljøbeskyttelseslovens §71, stk. 2 og §73c, stk. 1, jf. §110, stk. 1, nr. 17 og 18

Hvis nogen skulle have lyst til at dykke dybere ned i materien, så er her linket, hvor det hele kan findes:

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1218

Kommunen glæder sig samtidig over, at regionen nu også er kommet på banen med en egen politianmeldelse. Det skete, da regionen ved et kontrolbesøg noterede, at der var kørt forurenet jord ud på et areal, man ikke havde givet tilladelse til. Et område, der ligger uden for Nordic Waste fabriksgrunden.

Det drejer sig om et areal på tre hektar. Og det er søsterselskabet til Nordic Waste, DSH Recycling A/S, der nu er politianmeldt i denne sag. Hvilket set i et større perspektiv må anses som en bagatel. Tre hektar batter ikke meget i denne sag.

Kommunen understreger i forbindelse med sine politianmeldelser, at yderligere oplysninger er underlagt tavshedspligt. Det varer derfor lidt, førend vi ved, om kommunen også har politianmeldt lokale firmaer, egne ansatte og enkeltpersoner.

Det diskuteres i skrivende stund ivrigt blandt politikere, embedsfolk og jurister, hvem der egentlig har ansvaret. Hvem, der har haft tilsynspligten i miljøsager som denne. Regionen eller kommunen. Hvor ofte dette tilsyn egentlig skal udføres. Og hvad det skal omfatte.

På almindeligt dansk vaskes der hænder og fralægges ansvar i et sjældent set omfang. For her er der rigtig mange penge på spil. Flere hundrede millioner kroner.

24. maj 2024

* Region Midtjylland

I forbindelse med Region Midtjyllands seneste polianmeldelse af søsterselskabet til Nordic Waste, DSH Recycling A/S, er der kommet fornyet fokus på regionens rolle i sagen om Nordic Waste. 

Herunder derfor et uddrag fra regionens dispensation til Nordic Waste omkring modtagelse af jord til deponi:

---

“Der skal føres journal over de enkelte partier af lettere forurenet jord med angivelse af oprindelsessted, forureningskomponenter og koncentrationer samt mængde og dato. 

Til denne dokumentation kan Randers Kommunes anmeldelsesblanketter for jordflytning anvendes. Disse oplysninger skal kunne henføres til de enkelte opfyldningsafsnit, således de kan indgå i Region Midtjyllands vurderinger med henblik på eventuel registrering efter lov om jordforurening. 

Journalerne skal være tilgængelige for tilsynsmyndigheden.

I forbindelse med Region Midtjyllands tilsyn kan der ved mistanke om forurening, som overstiger grænseværdierne, udtages jordprøver til analyse for dispensationsindehavers regning. Der kan maksimalt udtages 10 jordprøver pr. år for dispensations-indehavers regning. Skal der udtages flere, vil det blive på Region Midtjyllands regning.

Når anlægget/jordtippen er ubemandet, skal den være lukket med bom eller lignende, således at det ikke er muligt ukontrolleret at læsse jord af.

Hvert år senest den 1. marts skal der ske indberetning af de modtagne jordmængder i det foregående år. Opgørelsen skal sondre mellem uforurenet og lettere forurenet jord.”

---

Det vil forhåbentlig snart vise sig, om betingelserne for denne dispensation er blevet overholdt. Efter det katastrofale jordskred, som kommer til at koste mere end en halv milliard kroner at rydde op på, er der i hvert fald kommet fokus på, hvem der egentlig skulle have holdt øje med aktiviteterne på Nordic Waste. 

Hvem, der kunne have forhindret katastrofen, hvis de havde udført den fornødne kontrol. Hvem, der overhørte såvel mundtlige som skriftlige advarsler fra bekymrede borgere. Og hvor megen kontrol de egentlig var pligtige til at udføre eller havde juridisk mulighed for. Samt hvor og hvor ofte. Det var ikke kun mudderet, der sejlede.

Det hele kompliceres af, at den truede Alling Å dels løber gennem tre (fire) forskellige kommuner på sin vej mod Grund Fjord. Dels udmunder i et sårbart og unikt naturområde – nemlig det største østvendte Vadehav i Danmark. Her indgår den i såvel et Natura 2000-område som et fuglebeskyttelsesområde og Naturpark Randers Fjord.

Man skulle tro, at der alene på denne baggrund ville blive holdt ekstra godt øje med vandmiljøet i hele dette område. Af såvel Miljøstyrelsen som Region Midtjylland og de involverede kommuner. Det var desværre vist sig ikke at være tilfældet. Hensynet til natur og miljø har vist sig mere af navn end af gavn.

Det har ikke måttet koste nogen noget at passe på disse resurser. De skulle blot bruges til markedsføring. Til Vild Vækst på vej mod de 100.000 borgere og højere honorarer.

24. maj 2024

* Ålegræs på afveje

Der udplantes ålegræs som aldrig før i de danske farvande. Alle hjælper til, så landbruget ufortrødent kan fortsætte sin forurening af det danske vandmiljø med næringssalte udvasket fra overgødede marker.

Det giver god samvittighed at udplante ålegræs, for så gør man da i det mindste noget. Lukrativt kan det også være, hvis det er velstående fonde, der finansierer projekterne. Som gerne vil af med penge til et godt formål.

Et stykke hen ad vejen giver det også god mening at gøre det – om ikke andet så blot for at dokumentere, hvor og hvis det ikke virker. Fordi der helt enkelt er så mange næringssalte i de kystnære områder, at ålegræsset mange steder ikke har en kinamands chance for at få fæste og genvinde blot en smule af fordums storhed. I hvert fald ikke der, hvor der er mest brug for det. I lukkede inderfjorde.

Udplantning af ålegræs er en relativt ny ting – i danske farvande. I USA har man imidlertid arbejdet målrettet med en sådan udplantning i områder som den store Chesapeake Bay på den nordamerikanske østkyst. I mere end 30 år. Her har man oplevet nøjagtig de samme problemer som herhjemme: 

Øget udledning af næringssalte, som gør vandet uklart og bunden mudret. Overvoksning af ålegræsset med fastsiddende alger, som kvæler planterne. Samt brug af bundskrabende redskaber på lave vand, så ålegræsset ikke får ro til at gro. Herhjemme især muslingeskrab.

Trods en stor indsats mange steder er det kun lykkedes at få ålegræsset til at gro på bestemte lokaliteter: Dem, der i forvejen byder på et egnet substrat og en nogenlunde vandkvalitet. Dem, der egentlig blot skal have fred og ro, for at ålegræsset vil vende tilbage af sig selv. Her kan udplantning fremskynde rekoloniseringen.

Det lader således til at være stejlt op ad bakke, hvis man skal lykkes med udplantning af ålegræs med den ene hånd. Mens man med den anden årligt tildeler dansk landbrug 12 milliarder kroner til at fortsætte selvsamme forurening som hidtil.

De mange millioner, der i dag bruges og allerede er brugt på udplantning af ålegræs, er således et langt stykke henad vejen ren greenwasning og spild af penge. Aflad for at forurene, men uden at gøre noget ved de virkelige årsager. Ålegræssets ellers stærkt opreklamerede klimaeffekt ser desværre også ud til at være en fuser, men meget mere herom senere.

Der er således tale om ren symptombehandling mange steder, når man udplanter ålegræs – præcis som de efterhånden mange års virkningsløse eller ligefrem lokalt forurenende dyrkning af blåmuslinger også har været det.

Men som undervejs har lunet rigtig godt i lommerne på de få aktører, der har modtaget de mange millioner støttekroner.

---

⌘  www.nejtilhavbrug.dk  ⌘

---

Læs meget mere herom i ovenstående serie af artikler, der er forfattet af Sanne Hørup fra Limfjordens Miljøråd. Flere end 150 millioner støttekroner til muslingeopdræt er det blevet til siden 2000.

17. maj 2024

* 30 års amerikanske erfaringer 

I USA har man som sagt udplantet ålegræs i mere end 30 år, og man har naturligvis høstet nogle erfaringer. Arbejdet er foretaget dels af statslige myndigheder og universiteter – dels af lokale institutioner. Ikke mindst skolerne har været aktive på dette felt.

Nu viser den seneste forskning, at vi måske ikke som hidtil skal betragte ålegræsbælter som græsplæner i haven. Vi har nemlig hidtil kun brugt én enkel art, Zostera marina, som netop er den, der er i tilbagegang. Den, der åbenlyst ikke trives under de nuværende forhold.

Derfor påpeger moderne forskning, at man måske skulle sprede sig lidt mere og ikke fortsætte den nuværende monokultur med brug af kun en enkelt art. Virginia Institute of Marine Science foreslår derfor, at man fremover benytter flere og mindre specialiserede arter end hidtil – at man fremover satser på flere græsarter med bredere tolerance end hidtil.

Ikke mindst de stigende havtemperaturer har vist sig at have en negativ effekt på det almindelige ålegræs Zostera marina. Amerikansk forskning har efterfølgende vist gode resultater ved at udplante arten Ruppia maritima, (“widgeon weed” eller “widgeon grass” blandt venner) ved siden af det almindelige ålegræs. 

Det kaldes også “grøftegræs” eller “ditch grass”, da det ikke kun trives på åbent vand, men også i kanaler og grøfter nær havet. Ænder, gæs og andre trækfugle holder af at græsse på det undervejs. Heraf navnet. “Widgeon” er nemlig det amerikanske navn for pibeand eller “brunnakke”, som vi også kalder den herhjemme.

Ruppia maritima er en såkaldt “generalist”, der lader til at være mere robust og klare sig bedre ved højere temperaturer end Zostera marina. Ruppia har ikke status som truet, hvad det almindelige ålegræs jo har mange steder. De to arter trives således side om side med hinanden.

Tredive års udplantning af én enkelt art har jo desværre til fulde vist, at dette ikke rigtig fungerer. Så længe vandet er overmættet med næringssalte. På begge sider af det store Atlanterhav. 

Måske vi skulle kigge over dammen for at se nærmere på den nyeste forskning her. I hvert fald så længe vi årligt fordrer landbruget med milliarder af støttekroner til fortsat forurening og opretholdelse af en negativ status quo.

---

⌘  Udplantning af ålegræs på Randers Fjord  ⌘

---

Det bedste og enkleste vil selvfølgelig være helt at stoppe Landbrugspakken, som Lars Løkke (dengang Venstre, nu Moderaterne) og hans Blå Venner jo rundhåndet tildelte sig selv og det danske vandmiljø i 2016. Indtil da var vi nemlig på rette kurs med genopretning af det danske havmiljø og opfyldelse af Vandrammedirektivet fra EU. 

Men den galej får vi næppe Havets Heunicke med på. Han skal nemlig ind på Axelborg og spørge Jordbrugets Jensen først. Og det svar kender vi jo allerede. 

Venstre ved du nemlig altid, hvor du har – i sådanne sager. Socialdemokratiet desværre også.

17. maj 2024

* “Det skal fejres!”

Måske husker du reklamerne fra Jem & Fix, hvor det hele skulle fejres hele tiden? Hvis ikke, så tag et kig på nettet, hvor videoen er nem at finde. 

Hvis du bor i Randers, behøver du imidlertid ikke gå så langt. Her fejrer vi nemlig alt, som de gjorde det i Jem & Fix reklamerne. Uanset om der er grund til det eller ej. En fest skal der til – og røde pølser med.

Da de sidste tons gydegrus for et par år siden var lagt ud i den lille Svejstrup Bæk ved Randers, kørte kommunen derfor sin trofaste pølsevogn op i Doktorparken og inviterede byens borgere med til festen. Det var hyggeligt, for her var der jo noget konkret at fejre – at ørrederne nu havde fået tiltrængt nyt grus at gyde i den kommende vinter.

Helt så positivt blev kommunens pølsevogn imidlertid ikke modtaget, da den for nylig meldte sin ankomst i Ølst ved Nordic Waste. Her ville kommunen fejre, at man netop havde gravet en smal rende gennem den massive jordvold af skridende mudder, man selv havde været med til at forårsage. Via lang tids manglende kontrol og opsyn med giftvirksomheden.

Det blev derfor ikke den fest, kommunen havde ønsket sig. De lokale borgere føler sig skidt behandlet af kommunen og boykottede derfor helt seancen. De havde samtidig beske kommentarer til den fremmødte presse:

---

Hvad borgerne i Ølst mente:

“De har klokket i det. Det her skulle have været opdaget for længe siden. Der er sket fejl på fejl, og jeg undrer mig kolossalt over, at Randers Kommune ikke har været mere opmærksom”.

Sagt af Uffe Espelund Klausen til DR. Han har hus i Ølst, hvor han nu ikke længere tør spise sine selvdyrkede krydderurter i haven. For hvad er der ikke af gift i dem?

“Det er jo fuldstændig idioti at lave sådan en cirkusforestilling. Jeg kører op i mit sommerhus. Jeg skal væk herfra! Vi forstår slet ikke, hvad de vil. De skulle skamme sig.”

Sagt af Inga Johansen til TV2 Østjylland. Hun har et smukt og bevaringsværdigt rødt hus lige op til Gl. Aarhusvej. Det er ikke meget værd længere. I det hele taget vækker kommunens opførsel og pølsefest mere foragt end lyst til deltagelse i festen. 

“Der er konsensus om, at der ikke er nogen fra byen, som deltager. Vores situation lægger ikke op til, at der er noget at fejre.”

Sagt til TV 2 af Jan Kristian Jensen, der er talsmand for beboerforeningen. Han bakkes op af en anden Ølstborger, Alexander Askov Svensson:

“Det er et mediestunt, fordi man gerne vil have en positiv historie, for det trænger man til fra kommunens side. Men vi har ingenting at fejre.”

Gårdejer Martin Hartvig Danielsen, hvis gård ligger i udkanten af Ølst, havde ifølge TV2 Østjylland gjort sig følgende tanker, inden han meldte fra til pølsefesten:

---

Kommunens cocktail af røde pølser og hvid Microfiller gik således ikke rent hjem ude ved Nordic Waste. Der var intet at fejre.

Lige nu går borgerne i Ølst og venter på, at der skal blive givet grønt lys for en sundhedsundersøgelse af landsbyens borgere, som gennem de seneste år er blevet udsat for lidt af hvert. Ikke mindst byens børn kan have været i farezonen og er det måske stadig.

En sundhedsundersøgelse er da også i støbeskeen hos Randers Kommune, som i første omgang helt havde glemt at fortælle Styrelsen for Patientsikkerhed om de store mængder luftbåren Microfiller fra Nordic Waste. Som i lang tid havnede i haverne, på parkerede biler og sikkert også i lungerne.

Store mængder af det stærkt ætsende hvide pulver, der ifølge sikkerhedsforskrifterne skal og skulle være fuldt overdækket, lå åbent på fabriksarealet. Herfra blev den hvide Microfiller efterfølgende spredt til omgivelserne med både vind og vand. Indeholdende flyveaske med giftige tungmetaller iblandet.

Ifølge sikkerhedsdatabladet så farligt, at åndedrætsværn er påkrævet hos dem, der håndterer pulveret.

Det behøver man forståeligt nok ikke fejre med røde pølser.

17. maj 2024

* Frustrerede borgere i Ølst

I den lille østjyske landsby, nær de indtil for nylig smukke Ølst Bakker, er frustrationen til at tage og føle på. 

Borgerne tør ikke længere spise deres egne grøntsager fra baghaven. Og de tør ikke længere lade deres børn lege frit udenfor – i jorden, som har vist sig at have et alt for højt indhold af især tungmetallet barium. Det er sundhedsskadeligt. Især for børn.

Og der er ikke udsigt til, at det skal blive bedre i den nærmeste fremtid. Således ligger der stadig bjerge af deponeret hvid Microfiller fra Aalborg Portland på den gamle Nordic Waste fabriksgrund. Et stærkt ætsende stof med et foruroligende indhold af diverse tungmetaller fra den iblandede flyveaske, der alt for længe fik lov at flyve frit, så den kunne blive spredt ud over hele landsbyen.

Randers Kommune har efter alt at dømme svigtet sin tilsynspligt med den gifthåndterende virksomhed, som ellers var kommunens stolthed, og som næsten nåede at få en fornem erhvervspris – inden altså det hele skred under bygninger og maskiner.

Således var der i samfulde 14 måneder intet tilsyn med fabrikken, og 17 tilsynsrapporter var intetsteds at finde. De blev efterfølgende “syntetiseret” eller slet og ret gendigtet. “På bagkant”, som Randers Kommune selv måtte erkende. Meget tyder endda på, at flere af kontrolbesøgene måske slet ikke har fundet sted. 

Kommunen frikendte i første omgang sig selv ved en selvbetalt advokatundersøgelse. Denne konkluderede ikke overraskende, at kommunen ikke havde gjort noget ulovligt, og derfor ikke kunne drages til ansvar. Ikke overraskende, for det var jo det, man havde betalt advokatfirmaet for.

Siden er der imidlertid rejst tvivl om det rigtige heri, hvorfor miljøminister Magnus Heunicke – for øvrigt partifælle til Randers’ nuværende borgmester – nu vil igangsætte en uvildig undersøgelse. Den skal afklare, om kommunen har levet op til sin pligt som tilsynsmyndighed. Om den muligvis selv skal betale udgifterne, hvis den ikke har.

Indtil videre har lektor Thomas Budde Christensen fra RUC forsigtigt konkluderet følgende over for DR:

---

“Det peger i retning af, at Randers kunne have ageret anderledes. Hvis de havde gjort det, kunne de måske have forhindret, at miljøkatastrofen udviklede sig, som den endte med at gøre.”

---

Lige nu strides politikere, embedsfolk og jurister derfor om, hvem der egentlig havde ansvaret for det svigtende miljøtilsyn. Om det er staten med en EU-stridig lovgivning. Om det er regionen med en mangelfuld kontrol. Eller kommunen med et i lange perioder slet ikke eksisterende tilsyn.

Der er rigtig mange millioner på spil.

17. maj 2024

* Randers lader græsset gro

Det ser nu heldigvis ud til, at det store jordskred ved Nordic Waste i Ølst Bakker har stabiliseret sig. Jorden flytter sig nu kun minimalt – hvis overhovedet. 

Det er derfor lykkedes Randers Kommune at grave sig igennem den flere meter høje jordvold, der længe har dækket Gammel Århusvej og gjort den ubrugelig. 

En jordvold, som har isoleret Ølst By fra omgivelserne og spærret for vejen til Aarhus. Som har krævet, at man først kører nordpå til Randers for at komme ud på motorvejen – og derfra videre sydpå mod Aarhus.

Man har nu gravet en 150 meter lang og 8 meter bred rende under omhyggelig monitering af jordens stabilitet. For blot 10 centimeter under den tilsyneladende tørre overflade er jorden stadig mættet med vand, som man gerne vil af med. 

Det er nemlig dette vand, der gør jorden ustabil og leret plastisk. Derfor vil man nu så græs over store dele af jordskredet – græs, der dels kan holde en smule fast i jorden, men primært sikre en stor fordampning af vand.

Det er Hedeselskabet, der har fået entreprisen med græssåning på 25 hektar af jordskredet. Dette på foranledning af Randers Kommune, som på deres hjemmeside regner med, at de 25 hektar græs vil resultere i fordampning af ikke mindre end 25.000 kubikmeter vand. 

Samtidig skal specielt udsatte områder beplantes med såkaldte “ammetræer”, der vokser hurtigt. De skal stabilisere jorden og trække yderligere vand ud af den. Ammetræerne skal siden udtyndes, så de ikke skygger, og suppleres med blivende løvtræer.

Om nogle år kan det hele forhåbentlig også blive pænt at se på. Omend stadig lige forurenet med diverse tungmetaller og andet giftigt, som regnen løbende kan vaske ud i Alling Å, Grund Fjord, Randers Fjord og videre ud i Natura-2000 området ved Kattegat.

Men det er et ganske andet problem og mere permanent problem.

17. maj 2024

* Hvad bestod “det hvide snask” af?

Norddjurs Kommune har netop afrapporteret de første analyser af de hvide belægninger, der blev set langs Alling Å tidligere på året, da vandet trak sig tilbage efter vinterens oversvømmelser.

Kommunen glæder sig naturligvis over, at de udtagne prøver ikke viste tungmetaller i alarmerende koncentrationer. Altså mængder, der oversteg de tilladte højeste grænseværdier. 

Alle tungmetaller var dog til stede – det være sig barium, bly, cadmium, krom, kobber, nikkel og zink. Kviksølv, som vel er det giftigste af alle tungmetallerne, har man paradoksalt ikke analyseret for. Grundstoffet arsen, der indgår i giften arsenik, er der heller ikke analyseret for.

Vi får forhåbentlig nogle af svarene via de faunaundersøgelser, som Norddjurs Kommune tidligere har bebudet.

---

Konklusion: 

“De hvidlige belægninger indeholder ikke tungmetaller, der overskrider miljøkvalitetskravene eller jordkvalitetskriterierne. Der vurderes, at det hvidlige stof er finpartikulært sediment, der har aflejret sig på planterne som følge af oversvømmelser langs Alling Å.”

Norddjurs Kommune

---

Så vidt så godt. Prøverne efterlader desværre mange ubesvarede spørgsmål, som må adresseres. Hvad består den hvide belægning eksempelvis af – ud over de allerede analyserede tungmetaller? Indeholder den andre potentielt miljøskadelige stoffer end lige den håndfuld, der er analyseret for?

Og hvilke effekter har det “finpartikulære sediment” haft, som må formodes at stamme fra den hvide Microfiller, der blev anbragt i store bjerge på fabriksgrunden ved Nordic Waste – før jordskredet fandt sted?

Man kan med god ret frygte, at det hvide sediment kan have samme eller anden fysisk effekt på dyr og planter, som okker er kendt for at have i andre vandløb: At det kvæler de dyr, det udfældes på.

Men det er heller ikke undersøgt.

11. maj 2024

* Hvor blev “det hvide snask” af?

Vi ved fra Nordic Waste’s oprindelige ansøgning om miljøgodkendelse, at man planlagde 790.000 m3 microfiller anvendt alene til anlæg af fabrikspladsen. 79.000 m2 “stabiliseret” i i 10 meters dybde.

De ti meter angiveligt for at sikre fæste på det lerede underlag. I virkeligheden måske blot for at “nyttiggøre” så meget større mængder farligt affald fra Aalborg Portland og score millionstore penge på denne bortfjernelse. Vi taler i så fald om svimlende beløb. 

Microfilleren er meget tung og har angiveligt en vægtfylde på hele 2,7. Det er rigtig mange ton yderligere belastning af den plastiske undergrund: 2.133.000 ton for at være helt præcis. Rigeligt til at starte et jordskred af episke dimensioner.

Vi ved ikke, hvor mange ton hvid Microfiller, der blev vasket ud i Alling Å ved jordskredet. Vi ved blot, at det var nok til at dække store områder af bredden i Alling Å, da denne trak sig tilbage efter vinterens oversvømmelser. Dette så langt nedstrøms som ved Fløjstrup, der ligger hele 14 km fra ulykkesstedet ved Nordic Waste.

Vi ved også, at de hvide belægninger nu er vasket væk med regnen – ud i selvsamme Alling Å, der havde afsat dem. De er dog ikke væk – de er blot ude af syne. Vasket ud til vandmiljøet endnu en gang. Er de nu ude i Grund Fjord?

Vi ved også, at der senest er registreret hvide plamager af ukendt substans drivende rundt i Randers Fjord, hvor den møder Kattegat ved Udbyhøj. Drivende frem og tilbage med vind og strøm.

Der er således ikke ret meget, vi i virkeligheden ved om virkningen af de givet mange ton hvid Microfiller, der havnede i det beskyttede Alling Å-system ved jordskredet.

Det må nødvendigvis undersøges grundigt, når skaderne gøres op.

11. maj 2024

---

---

* Så stor blev regningen

Det var i lang tid usikkert, hvad katastrofeafværgning og efterfølgende oprydning efter jordskredet ved Nordic Waste egentlig ville løbe op i. 

Man vidste kun, at den daglige nonstop drift af tungt materiel hver dag kostede millioner af kroner, som på denne måde fossede ud af kommunekassen. Lokale entreprenører havde kronede dage og tjente styrtende med penge. Selv julefreden blev sløjfet i katastrofens og overarbejdets hellige navn.

Den 24. april havde Randers Kommune indkaldt til pressemøde på det, der ironisk nok kaldes “Laksetorvet”. Ironisk, da Randers Kommune af uransagelige årsager er modstander af netop den retablering af Gudenåen og fjernelse af Tange Sø, som ellers ville muliggøre retablering af Gudenå-laksen.

Men til sagen, som kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt gik mere direkte til. Han fortalte på pressemødet, at Randers Kommune siden jordskredets start den 19. december sidste år og frem til den 16. april i år havde brugt 254 millioner kroner på arbejdet. Godt en kvart milliard.

Håndtering af giftigt spildevand fra fabriksområdet havde kostet 36,5 millioner kroner til afværgning og bortpumpning, mens håndtering og flytning af jord og Microfiller på fabrikspladsen til dato havde kostet 181,2 millioner. Hertil skal så lægges 31,7 millioner til beskyttelse og omlægning af den truede Alling Å.

Det var de allerede afholdte udgifter, som staten ekstraordinært havde bidraget med 150 millioner kroner til. Fremover vil det blive endnu dyrere. 

Gammel Århusvej skal graves fri og genåbnes, hvilket forventes at ville koste 15-25 millioner kroner. Giftigt vand fra fabriksgrunden skal opmagasineres, inden det kan renses, og til det formål skal der anlægges en række nye magasiner.

Afslutningsvis skal Alling Å have et helt nyt løb på sin vej mod Grund Fjord. Randers Kommune regner her med flere mulige scenarier. På førstepladsen står en omlægning af selve åløbet, så det kommer til at løbe lidt mere østligt i den eksisterende dal. 

Herefter skal eksisterende dæmninger, diger og rørføringer fjernes. Alt i alt regner Randers Kommune ifølge kommunaldirektør Kaas med, at man “havner i udgiftsspændet 468-663 mio. kr”. 

Det betyder, at man stadig mangler et sted mellem 200 og 400 millioner kroner, førend Alling Å atter kan løbe frit og uden forurening. Og de penge har kommunen ikke selv.

Derfor må Randers Kommune nu gå tiggergang hos regering og Folketing.

11. maj 2024

---

* – Hvem skal betale?

---

“Men hvis en del af forklaringen på skandalen er, at Randers Kommune pga. et sløset tilsyn har godkendt en uansvarlig måde at deponere jorden på, så synes vi, at Randers Kommune skal betale for det og ikke blot sende regningen videre til staten.”

Ole Birch Olesen, Liberal Alliance til piopio.dk

---

* Borgmester ramt af egen lov

Berlingske Media er kendt for at have en dygtig gravergruppe, som ikke er til overfladisk journalistisk, men som hellere går et spadestik eller to dybere. De dygtige gravere har igen været ude med skovl og spade:

---

“Nordic Waste-borgmester vedtog selv den lov, der slår bunden ud af kommunekassen. Nu vil han pludselig have lavet den om.”

---

Sådan skriver Berlingske Media, der har fundet ud af, at Randers’ borgmester Torben Hansen (S) selv havde en nøglerolle, da den omdiskuterede Miljøskadelov blev til i Danmark. 

Det skete 22. maj 2008, hvor den nuværende Miljøskadelov blev vedtaget i Folketinget – trods ellers skarpe protester fra faglig side. 

Således advarede to juridiske eksperter for 16 år siden mod den danske udgave af EU’s Miljøskadelov. Det var professor Ellen Margrethe Basse fra Aarhus Universitet og professor Peter Pagh fra Københavns Universitet. De advarede begge om, at det danske retsforbehold ville svække loven betragteligt. Alligevel blev loven vedtaget.

I 2008 sad Randers’ nuværende borgmester Torben Hansen (S) i Folketinget som miljøordfører for Socialdemokratiet, da Folketinget vedtog den danske udgave af Miljøskadeloven – med indbyggede danske forbehold, som ikke gælder i resten af EU. Det var konsekvenserne af disse, som Basse og Pagh havde advaret imod – men altså forgæves.

På et indkaldt pressemøde den 24. april i år måtte borgmester Torben Hansen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt krybe til korset og erkende, at det så sort ud for Randers Kommune. Makkerparret Hansen og Kaas måtte fortælle, at Randers Kommune kommer til at mangle i omegnen af 375 millioner kroner i de kommende år. 

Dette på grund af de massive omkostninger til oprydning og katastrofeafværgning i forbindelse med jordskredet ved Nordic Waste. Dem havde kommunen i sagens natur ikke budgetteret med. Heller ikke når de selv havde skabt problemerne.

Man troede eller håbede i hvert fald på, at man i sidste ende ville blive reddet af Miljøskadeloven. At den kunne redde kastanjerne ud af ilden for den nødstedte kommune, der med Nordic Waste havde skudt sig selv i foden.

Men dér havde man gjort regning uden vært.

11. maj 2024

* For sent påbud

Miljøskadeloven havde man hele tiden haft i baghovedet. Men den havde sjældent været i anvendelse siden lovens ikrafttræden i 2008, og man havde derfor ingen eller kun ringe erfaring med at benytte den i praksis.

Forurenende virksomheder bliver i Danmark først bedt om at stille finansiel sikkerhed ved katastrofer, efter at de har modtaget et såkaldt påbud fra Miljøstyrelsen. Ikke før. Dette til trods for, at EU’s miljøansvarsdirektiv ellers tydeligt præciserer, at forurenende virksomheder skal tegne tilstrækkelige forsikringer eller sørge for andre former for finansiel sikkerhed.

Jordskredet ved Nordic Waste begyndte allerede før den 12. december 2023, men først den 21. januar 2024 modtog fabrikken påbud om sikkerhedsstillelse fra Miljøstyrelsen. Desværre for sent. Blot to dage tidligere havde Nordic Waste nemlig indgivet sin egen konkursbegæring, og virksomheden blev erklæret konkurs den 22. januar.

Miljøstyrelsen barslede først da med et påbud til Nordic Waste om at stille finansiel sikkerhed på 205 millioner kroner. Ingen ved, hvorfor i alverden det skulle tage Miljøstyrelsen så lang tid at komme med det nødvendige påbud. Så lang tid, at man rent faktisk kom for sent til at kunne gøre krav gældende.

Men pludselig viste den forbeholdne danske udgave af Miljøskadeloven sig ikke at være det papir værd, den var skrevet på. Og pludselig hang Randers Kommune selv på hele regningen. Samtidig konkluderede en uvildig undersøgelse følgende, forsigtigt politisk formuleret af en juridisk fagmand, nemlig lektor Thomas Budde Christensen fra RUC:

“Det peger i retning af, at Randers kunne have ageret anderledes.”

Dette blandt andet baseret på, at Randers Kommune ikke havde udført en ellers lovpligtig afrapportering af kontrolbesøg på Nordic Waste. Kontrolbesøg, som måske i virkeligheden slet ikke havde fundet sted.

Randers Kommune selv havde ellers været hurtigt ude med en egenbetalt advokatundersøgelse. Den konkluderede ikke overraskende, at kommunen naturligvis havde holdt sig inden for lovens rammer og dermed ikke kunne holdes ansvarlig for noget.

Nu har miljøminister Magnus Heunicke (S) så senest bebudet en uvildig undersøgelse af Randers Kommunes rolle i sagen. Resultatet heraf afventes i løbet af sommeren.

11. maj 2024

---

* Kommentarer til Frihedsbrevet

“Det er meningsløst, at en kommune først skal foreslå Miljøstyrelsen, at hændelsen klassificeres som en miljøskade eller overhængende risiko herfor. Og først når Miljøstyrelsen har sagt ja til det, skal kommunen herefter træffe afgørelse om, at det er korrekt, hvilket så har den virkning, at Miljøstyrelsen overtager sagen.”

Peter Pagh, professor emeritus, Københavns Universitet

---

Ellen Margrethe Basse, professor emeritus, Aarhus Universitet

---

* Det danske retsforbehold

Det Europæiske Fællesskab (EF) blev født i 1958 med kun seks medlemslande: Belgien, Frankrig, Italien, Luxenburg, Nederlandene og Vesttyskland. I 1973 tilsluttede Danmark sig sammen med Storbritannien og Irland, så EF nu omfattede ni lande.

Siden kom flere andre lande til, og samarbejdet blev stadig tættere. I 1993 blev det oprindelige EF derfor udvidet til det nuværende EU – den Europæiske Union – med en fælles lovgivning på flere områder. Det skete gennem en række traktater, hvoraf Maastricht er den mest kendte.

Den stedse større integration af lovgivningen affødte imidlertid en del skepsis i enkelte medlemslande. Den førte eksempelvis til etableringen af det berømte “danske forbehold”, hvor vi i Danmark forbeholdt os retten til selvbestemmelse i en række udvalgte sager og retsområder. Her skulle vi ikke længere slavisk følge den oprindelige EU-lovgivning.

Den danske udgave af Miljøskadeloven er et godt eksempel på det danske retsforbehold. Den var givet vel ment, men desværre ikke på omgangshøjde med virkeligheden. Eksempelvis kalkulerer den ikke med, at ansvarlige virksomheder blot kan gå frivilligt konkurs og på den måde ryste ansvaret af sig. Som de desværre kan i Danmark. 

EU’s miljøskadelov tager nemlig sit udgangspunkt i store, kapitalstærke og ofte internationale virksomheder, der aldrig vil eller kan gå konkurs, og som derfor altid vil kunne holdes økonomisk ansvarlige for konsekvenserne af deres handlinger. I hvert fald stilles for en domstol.

Den danske udgave af Miljøskadeloven tager heller ikke højde for situationer, hvor involverede myndigheder groft forsømmer deres egen tilsynspligt og på den måde kan pådrage sig en del af ansvaret for det skete. Hvilket meget vel kan være tilfældet i netop Randers.

I en periode på 14 måneder i træk aflagde Randers Kommune således ikke den gifthåndterende virksomhed ét eneste kontrolbesøg. Trods ellers en stærkt stigende trafik med forurenet jord til Randers Havn og Nordic Waste. Trods ellers flere registrerede jordskred inde på fabriksgrunden.

Borgmester Torben Hansen (S) håber naturligvis til det sidste, at regeringen som tidligere lovet vil hive Randers Kommune op af det hængedynd, den selv har bragt sig i. Og betale regningen for de borgere, der ellers frygter at ende som i Farum Kommune. Med højere skatter og ringere service til borgerne i flere år.

Berlingske Media har bedt Torben Hansen om et interview, men han har ikke ønsket at stille op. Avisen ville gerne have spurgt borgmesteren, hvorfor han nu ønsker, at loven skal ændres – når han selv havde været med til at vedtage den. 

Berlingske ville også gerne have spurgt borgmesteren, hvem der i fremtidige sager skal betale for oprydningsarbejde, hvis tilsynsansvarlige myndigheder som Randers Kommune ikke skal.

“Karma is a Bitch and then you pay.”

11. maj 2024

* Et hurtigt klimafix fra ministeren

Man ved snart ikke, om man skal grine eller græde, når der kommer nye udmeldinger fra diverse ministerier og universiteter. Se nu blot klimaet, som alle taler om, men ingen rigtig vil gøre noget ved. Det kunne jo koste på bundlinjen:

Vi så det i 2016 med Landbrugspakken, hvor man blot justerede lidt på modellen bag udvaskning, inden Lars Løkke og Landbruget overnight kunne tildele sig selv ret til øget brug af gødning. Og en øget udvaskning af kvælstof. Hvilket som bekendt resulterede i det totale kollaps af havmiljøet, vi i dag er vidne til. På grund af den helt forudsigelige øgede tilførsel af kvælstof.

Nu er det så klimaets tur til at få et løft. Klimaet har jo stort set overtaget fra miljøet i disse år med fokus på global opvarmning. Selv om de jo er to sider af samme sag. Diverse ministerier har derfor længe arbejdet på at få taget uproduktiv lavbundsjord ud af dyrkning, så man ad den vej kunne reducere udslippet af CO2 og dermed reducere landbrugets bidrag til den globale opvarmning.

Nu viser nye modeller så, at samme lavbundsjord udleder mindre drivhusgas end tidligere antaget. Vi skulle blot vente længe nok, så havde det problem løst sig selv. Så havde jorden afgasset sig selv. Nu er der så ikke længere samme tilskyndelse til også at tage denne jord ud af dyrkning. Så man i samme åndedrag også kunne reducere udvaskning af kvælstof fra de dyrkede marker.

Som i det gamle ordsprog: “Kan man bare vente længe nok, kan man blive konge af Sverige”. Eller England, som det lyder i en nyere udgave. Eller i den seneste og helt opdaterede version: “Efter os kommer Syndfloden”.

Samtidig har man bekvemt slået landbrug og skovbrug sammen, når det gælder opgørelse for udledning af drivhusgasser. Og her viser det sig så pludselig, at skovene nu optager mere CO2, end man hidtil har antaget og regnet med. Den samlede udledning er således reduceret, så landbruget ikke længere behøver føle sig så presset til at levere reduktioner. De kan i stedet lukrere på skovbrugets øgede optagelse.

Timingen for publicering af disse nye “fremskrivninger” er så perfekt i forhold til landbrug og lovgivning, at man ikke kan undgå at tænke, om der mon også her er dømt “oksekødsrapport”. Om der mon også her er tale om vel betalt og perfekt timet fakturering, før forskningen er færdiggjort og dokumenteret?

Der er så vidt vides ikke foretaget noget “peer review” – nogen fagfællevurdering – af de nye tal om anvendte modeller. Dertil er de stadig for nye. 

Men vi kan allerede nu konkludere, at dansk landbrug for alvor har været på skovhugst.

Langt ude i skoven.

5. maj 2024

* Sjusk med “Handplan” for Havbrug

Nej, det er ikke mig, der har stavet fejl, eller dig, der har læst forkert. Det er såmænd overskriften på den nye handleplan for oprydning i havbrugssektoren, som Miljøministeriet barslede med den 24. april.

Jeg bliver altid skeptisk, når jeg falder over stavefejl eller forkert grammatik i juridiske lovtekster. Disse plejer nemlig at være grundigt gennemlæst af fagfolk før publicering – eller burde i hvert fald være det. Selv kommafejl kan jo have juridisk betydning. Det bøvler den amerikanske Supreme Court, Højesteret, eksempelvis med netop nu.

“Handplan” er ikke det første tilfælde af ministerielt sjusk. Men det er den mest aktuelle fejl, som den ministerielle stavekontrol ikke nåede at fange. Underligt, for ordet “Handplan” findes slet ikke i det danske sprog. Det er et ord uden mening. Enhver stavekontrol ville derfor straks have fanget det. Hvis man altså havde gidet udføre den.

Men nu lever ordet så i bedste velgående – i den seneste redegørelse for den oprydning i havbrugssektoren, som forhenværende miljøminister Lea Wermelin (S) satte i værk efter en grundig gennemgang af havbrugsområdet. En redegørelse, som tidligere miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) nåede at sætte i gang inden sin egen flugt fra ministerposten.

Nu har Havets og Miljøets Minister, Magnus Heunicke (S), så samlet op på stumperne. Han har givet været et smut eller to omkring fødevareminister Jacob Jensen (V), inden han formulerede og publicerede den afsluttende “Handleplan for oprydning i havbrugssektoren”.

Man skulle jo nødig lægge sig ud med de tunge erhvervsinteresser, når man som både Magnus og Jacob er hårdt presset i meningsmålingerne. Så hellere aflive vandmiljøet endegyldigt, så der ikke længere er noget at redde. Så der kan dømmes fri forurening, frit bundtrawl og frit muslingeskrab.

Anyway. Uden at gå alt for meget i detaljer med indholdet kan man umiddelbart se, at DAPO, som er en forkortelse for Dansk Akvakultur Producent Organisation, endnu engang har fået det sidste ord. Man har således helt fået fjernet et oprindeligt krav om øgede foderindberetninger, da dette “vil påføre erhvervet betydelige ekstraudgifter”.

Det var ellers netop dette krav, der kunne have hindret, at sager som Snaptun gentager sig. En sag, der som bekendt udløste et erstatningskrav på 145 millioner efter flere års ulovlig forurening af Horsens Fjord og efterfølgende retssager. En konfiskation og en bøde, der ikke er blevet betalt, da firmaet forlængst var lænset for alle aktiver. Et beløb, som selv statens specialanklager nu må se langt efter.

Beløbet skulle naturligvis have været indefrosset inden retssagens begyndelse, men på vanlig dansk vis havde man ikke taget højde for den ellers velkendte “konefinte” – at man blot overfører aktiver til hustruen, hvorefter man selv går fri.

Sagen viser blot endnu engang, at forurening altid betaler sig. I hvert fald i en bananrepublik som Danmark. Også selv om man måske bliver dømt for sin forbrydelse. Men med den netop afsluttede “Handplan” fra Havets og Miljøets Minister fik vi, om ikke andet, så i det mindste et helt nyt ord til det danske sprog.

Stor tak derfor til Magnus Heunicke for det vægtige bidrag med den nye “handplan”. Der klappes i hvert fald i de små hænder rundt omkring i havbrugene, som atter kan ånde lettet op..

Havets Minister selv vasker sine hænder, mens havet dør omkring ham.

– Måske i virkeligheden deraf navnet “handplan”?

5. maj 2024

* “Stanken af Grådighed”

Den fantastiske historie om det store selvforskyldte jordskred i Ølst Bakker og forureningen fra Nordic Waste er gået verden rundt. 

Lille Randers er virkelig kommet på det store verdenskort. Ud over danske medier som Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken og Information med flere har også udenlandske medier ladet sig fascinere af fortællingen. Heriblandt The Guardian, Washington Times og Süddeutsche Zeitung.

Sidstnævnte endda i så høj grad, at de sendte en af deres topreportere den lange vej fra München i sydtyske Bayern til Ølst Bakker syd for Randers for ved selvsyn at berette om katastrofen og jordskreddet ved “jordforbedringsanlægget” Nordic Waste.

Det kom der en interessant reportage ud af, som absolut kan anbefales. Alene den tyske overskrift på den mest læste side 3 vækker interessen med det samme:

“Gestank der Gier” eller på dansk: “Stanken af Grådighed”.

Journalisten var Alex Rühle, som er Skandinaviens-korrespondent på den store tyske avis. Han havde læst om jordskreddet og set billederne. Men som han så rigtigt siger over køkkenbordet, så lugter tekst og billeder ikke. Der mangler en dimension, og derfor tog han Deutsche Bahn til Aarhus og herfra videre til Randers.

Her bookede han sig ind på et hotel, hvorfra han på miljørigtig elcykel kunne nå helt ud til katastrofeområdet – de skridende jordmasser ved den forladte fabrik Nordic Waste og den tilstødende landsby Ølst. På cykel kunne han bedre fornemme, hvad der var sket og stadig skete i Ølst By og Ølst Bakker.

Her kunne Rühle indsnuse den mærkelige lugt af død og ødelæggelse. Med hans egne ord en lugt af nedgravede rådne mink og diverse tjærestoffer, godt blandet med tidens powerdrink – Red Bull. Altsammen henlagt til gæring på ubestemt tid.

Det var sådan, Alex Rühle oplevede det, da han gæstede Ølst, lugtede til mudderet og talte med de lokale borgere, der var og stadig er bestyrtede over den behandling, de har fået af Randers Kommune i sagen.

Et langt livs opsparing kan være spildt. Bankerne vil ikke længere lade borgerne tage lån med sikkerhed i deres boliger. Husene er i dag usælgelige, for ingen ved, hvad der gemmer sig i mudderet. Om jorden vil begynde at skride igen, hvis det igen vil regne ekstraordinært meget. I år eller næste år. 

Randers Kommune aner det tilsyneladende heller ikke. Vi andre ved bare, at som tiden går, dukker mere og mere op af mudderet. Flere og flere giftige stoffer, som slet ikke burde være der. Som aldrig er blevet registreret. Kommunen har sovet i timen og ikke været sin opgave voksen. Pænt sagt.

– Gad vide, om Alex Rühles artikel i Süddeutsche Zeitung vil lokke mange tyske turister hertil? – Så de selv kan fornemme “Stanken af Grådighed”…?

5. maj 2024

* Guld og grønne skove

Radio4 har siden jordskredet i Ølst Bakker ved Nordic Waste beskæftiget sig meget med sagen.

Tidligere på foråret havde man Henrik Leth Hansen i studiet til en snak. Han sad i byrådet for Socialdemokratiet fra 2018 til 2021, hvor Nordic Waste for alvor kom i vælten – bogstavelig talt. 

Henrik Leth fortæller, at Nordic Waste over for byrådet blev lanceret som en grøn og bæredygtig virksomhed, der ikke kun ville gavne Randers Kommune, men også hjælpe det ganske danske land af med miljøskadelige stoffer – ved at rense jorden før deponering.

Det lød jo rigtig godt og miljørigtigt, og lokale politikere stod derfor gerne på mål for den nye virksomhed med det grønne image. Senere har det så desværre vist sig, at Nordic Waste nok modtog store mængder forurenet jord, men at der udadtil kun var tale om “lettere forurenet jord”. Og at den reelle forretningsmodel var en ganske anden.

Efter det store jordskred i Ølst Bakker kom det nemlig frem, at nok har virksomheden modtaget store mængder forurenet jord fra flere steder i landet. Men at denne jord ofte har været langt mere forurenet end oprindelig antaget eller angivet. 

Faktisk har dele af den modtagne jord næsten ikke kunnet blive mere forurenet, end tilfældet var. Og man har slet ikke haft den fornødne teknologi til at rense så stærkt forurenet jord. Alligevel tog man imod den – angiveligt fordi en kommende mulig rensning var på vej. Måske også fordi man vidste, at der slet ingen kontrol var fra kommunen. 

Det har efterfølgende vist sig, at man stort set ikke har renset noget af jorden. Man har blot kørt den ud i det store hul ved den gamle lergrav, inden man udskrev regning for den rensning, der næppe har fundet sted. En yderst lukrativ forretning, som imidlertid stoppede brat, da jorden begyndte at skride og bygninger på fabriksgrunden væltede. 

Henrik Leth fortæller til Radio4, at den meget udskældte milliardær Torben Østergaard Nielsen (TØN) næppe har nået at tjene ret mange penge på denne svindel med fiktiv jordrensning for giftig PFOS.

TØN købte efter al sandsynlighed katten i sækken, da han overtog aktiemajoriteten i Nordic Waste.

5. maj 2024

* – Hvem peger pilen på?

Hovedejeren af Nordic Waste, Torben Østergaard Nielsen, har næppe nået at tjene mange penge på at deponere giftige sager i den gamle lergrav. 

Hvis han overhovedet kendte til den nu dokumenterede forretningsmodel med blot at dumpe det urensede affald i lergraven. Som man gjorde i de gode gamle dage. Det har den tidligere daglige ledelse derimod ikke kunnet undgå at vide. Men den er så vidt vides over alle bjerge.

Ifølge Henrik Leth peger pilen i stedet på den oprindelige ejer og grundlægger af Nordic Waste, David York, der startede sin karriere inden for jordrensning med shipping fra Randers Havn. Her modtog man forurenet jord fra både indland og udland. Jord, som siden blev kørt til rensning og deponi i Ølst Bakker.

Pilen peger naturligvis også på Lene Lange, der var administrerende direktør i Nordic Waste til det sidste. Samt teknisk direktør Christian Bruun Nielsen, der figurerer i samtlige de syntetiserede tilsynsrapporter, Randers Kommune udgav efter katastrofen – med egne ord “på bagkant”.

Ved præsentationen af Nordic Waste erklærede David York stolt, at der i den gamle lergrav var plads nok til flere års deponering af restaffald fra hele landet. Så stort var hullet, og så sikkert var det med sin tætte lermembran i bunden.

Kort herefter solgte David York aktiemajoriteten til Torben Østergaard Nielsen, der givet har troet, at han her gjorde en god forretning. Måske endda også samfundet en tjeneste. 

Men at det overhovedet kunne gå så galt, kan stadig undre. Ikke mange vidste jo, at Randers Kommune overhovedet havde givet grønt lys til at modtage store mængder giftig PFOS-forurenet jord til rensning. Uden at Nordic Waste overhovedet rådede over de fornødne faciliteter til rensning. Efterfølgende var der heller ingen kontrol med aktiviteterne.

Faktisk havde kommunaldirektøren på et offentligt møde med bekymrede borgere i Ølst givet klart til kende, at man ikke havde modtaget PFOS. Hvad der jo efterfølgende viste sig ikke at passe. Man havde modtaget mere end 20 ton jord forurenet med netop PFOS fra Sjælland. Et sted i administrationen har der således været en fatal brist i kommunikationen. I bedste fald.

Henrik Leth påpeger afslutningsvis over for Radio4, at der fremover bør gælde et armslængdeprincip i store sager, hvor kommunen har klare særinteresser, men ikke den fornødne indsigt til at se de grønne skove for bare guld. Fremover skal der være fuld åbenhed om risikofyldte aktiviter som dem, der ledte til miljøkatastrofen ved Nordic Waste. 

For det har der ikke været. De fatale beslutninger er truffet bag lukkede døre. Tydeligvis af nogle ganske få og helt forkerte personer. 

De kommer nu til at koste Randers Kommune og det ganske land flere hundrede millioner kroner.

5. maj 2024

* Store Hvededag

Vi har holdt Store Bededag siden 1686, hvor Kong Christian V besluttede at slå flere mindre helligdage sammen til én – den nye Store Bededag. Dette i stedet for det hav af helligdage, man stadig har i den katolske kirke med dens hundredvis af helgener.

Sidste år besluttede vor dysfunktionelle SMV-sammenskudsregering så, at nu skulle det være slut også med denne helligdag. Det måtte række med 337 uproduktive år, mente vore folkevalgte politikere i al deres ufattelige visdom.

Argumentet for at slette Store Bededag af kalenderen var ikke at leve op til statsministerens eget øgenavn Slette-Mette. For her drejede det ikke om at slette kompromitterende sms’er om mink, men om at spare tre milliarder skattekroner årligt. I hvert fald på papiret. I praksis vælger folk jo blot at holde deres nødvendige ferier på andre tidspunkter. 

Hvad der måtte være sparet her og nu, kan således hurtigt være spildt igen. Det er de fleste økonomer vist enige om. Penge, som først blev sparet og siden spildt på 30 milliarder kroner i erstatning til forgældede minkavlere, der med egne ord stadig kæmper med at få investeret alle millionerne solidt i nye ejendomme og virksomheder.

---

🇺🇦 – Slava Ukraina!  🇺🇦

---

Finansminister Wammen fandt siden 17 milliarder i et hjørne, hvor han ikke havde kigget ordentligt efter. Og senere dukkede en nærmest endeløs strøm af milliarder op, som passende kunne bruges til våbenhjælp til et trængt Ukraine.

Men Store Bededag kunne der altså ikke blive til hos Slette Mette, Lykke Lars og Traktor Troels. Den dag var desværre blevet til at tvangstanke for regeringen, der i dag blot tæller 30,7 procent af stemmerne. Mindre end en tredjedel.

Løn som forskyldt. Ingen havde eller har bedt om den regering.

De fleste vil bare gerne af med den.

26. april 2024

* Store Badedag

Jeg er således langt fra ene om denne utilfredshed. Flere firmaer, forbund og fagforeninger vil have den strategisk placerede helligdag tilbage, så landets familier kan undslippe statsministerens evindelige tvangstanker om mere produktivitet og længere arbejdstid – bare for en enkelt dag. Nogle demonstrerer endog.

---

“Det er en falliterklæring”

– Det viser jo, at regeringen ikke er dens opgave voksen. Effektiviteten skal op, vi skal bruge mere teknologi, og vi skal arbejde mere intelligent. Vi skal ikke arbejde mere. Det er en falliterklæring.

Erhvervsmanden Martin Thorborg til finans.dk

---

Martin Thorborg har derfor valgt at give sine ansatte i virksomheden Dinero fri, selvom regeringen altså har afskaffet helligdagen for alle danskere. I samme anledning har Thorborg omdøbt Store Bededag til Store Badedag, selv om vandet endnu er lidt vel koldt til netop det.

Thorborg kan ikke se, at det giver nogen mening at få sine medarbejdere til at arbejde mere end nu. Han er tilmed overbevist om, at han faktisk tjener flere penge på at give dem fri på Store Badedag.

Han er nemlig opvokset i virkelighedens verden, hvor han har tjent sine penge selv. Det er og har regeringen ikke.

26. april 2024

---

---

* “Vild med varme hveder væk”

Selv kommer jeg normalt vore helligdage i hu og hviler ud, når kalenderen tilskynder mig til det. Jeg indtager også gerne de måltider, traditionen foreskriver. Flæskesteg inklusive, når blot den er økologisk. Mortensanden med.

Tak derfor til Emmery’s for dagens fuldgode hveder, der var, som vor mor bagte dem. Emmery’s får derfor lov til at levere varme hveder igen til næste år på samme tid:

---

Fjerde fredag efter Påske

---

Glem den aldrig. Glem heller aldrig regeringen for dette tarvelige snigløb på den danske model. Grønland og Færøerne, som jo ikke behøvede at lytte til Mette Frederiksen & Co, valgte klogeligt at holde sig på behørig afstand af Rigsfællesskabet. 

De nordatlantiske mandater kan derfor beholde den populære familieferiedag, så de kan være lidt mere sammen med deres nære og nærmeste. De behøver ikke som os andre at stjæle dagen tilbage. De kan stadig have en fuldt ud lovlig fridag.

Jeg har selv inviteret Brødrene Bisp med til at fejre den annullerede helligdag sammen med mig og mine. Allan Mortensen synger lige nu sin hæse sang om “Voldsom Volvo”, mens Billy Cross filer løs på sin famøse Fender med vanlig virtuositet.

Wikke og Rasmussen har skrevet den finurlige tekst. Hører man rigtig godt efter, kan man høre dette relevante og tidsaktuelle omkvæd igen og igen:

---

“Vild med varme hveder væk”

---

Eller noget i den stil. Men hop selv ombord i den Voldsomme Volvo med de Varme, Brede Dæk og Tjek, om jeg mon tager fejl. Hørelsen er jo ikke altid, hvad den aldrig har været. Jeg tror nu, den er god nok med transskriptionen. Måske endda endnu bedre.

Selv nyder jeg således Store Bededag i fulde drag og  i rigtig godt selskab. Jeg planlægger sågar at inddrage førstkommende mandag med. Det gælder virkelig om at holde hånd i hanke med al den produktivitet, som Slette Mette nu opfordrer til.

Man skulle jo nødig blive så forblindet og så Vild med Vækst, at det ender galt – som det netop har gjort med “jordforbedringsvirksomheden” Nordic Waste…

26. april 2024

* Ølst Bakker bliver til

Nordic Waste ligger eller rettere resterne heraf lå i Ølst Bakker få kilometer syd for Randers. 

Men Ølst Bakker har ikke altid ligget, hvor de ligger i dag. Hvad det meste af resten af Danmark heller ikke gør. Det meste af Danmark er nemlig formet af skiftende istider og deres flytten rundt på undergrunden her.

Under sidste istid, der ophørte for små 10.000 år siden, var det meste af Danmark dækket af kilometertyk is. Alene vægten af isen pressede landet ned. Først da isen smeltede, lettede presset, og Danmark, som vi kender det i dag, kom til syne. 

Det sydvestlige Jylland var ikke dækket af is på dette tidspunkt, men tjente primært som afstrømning for smeltevand fra iskanten, der gradvis rykkede østover og nordpå. Sydvestjylland blev derfor fladt, sandet og udvasket. Med næringsfattig sandjord.

Over resten af landet flyttede isen sig frem og tilbage – gravende under fremstød, aflejrende under tilbagetrækning. Efterladt materiale gjorde jorden i Østdanmark næringsrig og velegnet til landbrug, da først skovene var fældet.

Nordjylland, som senest blev fri af isen, hævede sig først efterfølgende af havet og hæver sig stadig. Det ligger dog også i dag lavere end resten af landet og er derfor vandlidende mange steder. Ikke mindst i dalene har åerne mere end svært ved at komme af med vandet. Nogle steder løber det sågar baglæns efter mange års dræning af markerne.

Meget af det materiale, som i dag danner det fysiske grundlag for det danske land, er således kommet hertil med isen. På udansk vis. Isen er skiftevis stødt frem og senere rykket tilbage igen. Resulterende i høje bakker og dybe dale. 

Undervejs har isen aflejret materiale, som den har bragt med sig “hjemmefra”.

I form af sten, grus, sand og silt. 

26. april 2024

* Ledeblokke på langfart

Flere af de eksisterende materialer kan vi den dag i dag føre tilbage til deres oprindelsessteder. Sten har nemlig ofte strukturer, der kan spores tilbage til bestemte lokaliteter. Man taler da om de såkaldte “ledeblokke”, der indeholder en klar afsenderadresse. 

Til de bedst kendte og mest udbredte ledeblokke hører porfyrerne, hvis karakteristiske rombeformede strøkorn stammer fra vulkanudbrud i Norge. En anden kendt gruppe er diabaserne, hvis hjerneformede strukturer stammer fra Sverige. 

Generelt og i grove træk finder man derfor flest porfyrer på den sandede jyske vestkyst og flest diabaser på stenede østvendte kyster. Da isen i skiftende perioder er kommet fra såvel nord som øst og syd, kan billedet dog blive noget forvirrende. 

Isens bevægelser har således gennem tusindvis af år eroderet, aflejret og flyttet rundt på jordlagene. Den store forekomst af plastisk ler, som er kendetegnende for netop Ølst Bakker og baggrunden for det aktuelle jordskred netop nu, stammer også fra sidste istid. 

Det plastiske ler er dannet af fine lerpartikler, som blev ført med af smeltevandet. Det sedimenterede siden ud, som det så fint hedder på fagsprog. Det sank helt enkelt til bunds. Da isen trak sig tilbage, efterlod den sine steder store søer af stillestående smeltevand. Siltet herfra sank til bunds og blev siden til nutidens lerlag.

Skiftende tiders vulkanudbrud har efterfølgende leveret de karakteristiske mørke askelag, som vi ofte finder i den lysere lerjord. Mange tusinde års tungt pres fra stedse flere lag har kittet de løse partikler sammen til massivt ler, der dog kan blive ustabilt i gennemvædet tilstand. Jorden flyder da ud og bliver plastisk.

Jordskred er derfor almindelige på skrænter i sådanne områder. Og jo stejlere disse er, desto hyppigere bliver skredene. Og desto farligere kan de blive. Det ved beboerne i Ølst kun alt for godt.

26. april 2024

* Retableringen af Ølst Bakker

Gavetilbuddet fra DSH Recycling – søsterselskab til Nordic Waste – om at overdrage fabriksområdet til Randers Kommune kom ikke ud af den blå luft. Det skal i stedet ses som en opfølger til de oprindelige planer om at retablere de gamle udgravninger i Ølst Bakker som et attraktivt naturområde. 

Det var nemlig de planer, som det hedengangne Århus Amt havde for området – dengang natur og miljø var noget, man vægtede på lige linje med økonomi og arbejdspladser.

Vi skal helt tilbage til det forrige århundrede og årtusinde for at finde disse planer. Dengang havde Århus Amt tilsyn med hele området og store planer for den meget prominente formation, som Ølst Bakker dengang udgjorde:

---

“En enestående bakkekam bestående af Danmarks største forekomst af plastisk ler, strækkende sig fra Ølst i øst over Lysnet til Hinge i vest.”

---

Lysnet er i parentes bemærket og med sine 131 meter Danmarks niendehøjeste punkt. Herfra er der en fornem udsigt over det østjyske bakkelandskab – sydover mod Lilleåen, som jo er et tilløb til landets længste vandløb Gudenåen. Lysnet ligger i Favrskov Kommune og er absolut et besøg værd. Men husk gummistøvlerne.

Århus Amt blev afviklet i 2007, hvorefter kommunerne tog over. Danmarks Naturfredningsforening (DN) søgte i 2016 om at få fredet en større del af det kuperede landskab i Ølst Bakker – end den lille del ved selve bakken, som staten har ejet siden 1953. 

DN havde foreslået at frede 472 hektar – med 398 hektar beliggende i Favrskov Kommune og 74 i Randers. Ærgerligt nok gjorde samme DN ingen indsigelser, da man fik forelagt den seneste miljøgodkendelse fra 2018.

Den havde man ikke resurser til at håndtere.

26. april 2024

* Nedstemt af kommunen

Såvel Favrskov som Randers Kommune stemte desværre mod det tidligere Århus Amts visionære forslag om en udvidet fredning af det unikke østjyske bakkelandskab. I 2013 havde Favrskov Kommune nemlig forlænget tilladelsen til at grave ler helt frem til 2033, og den kendsgerning har givet indgået i afvisningen af en udvidet fredning.

Tilbage i 1993 havde et arkitektfirmaet Poul le Fevre ellers udarbejdet og fået godkendt en landskabsplan, som indeholdt fotos af det smukke bakkeområde samt planer for efterbehandling af området, når gravearbejdet og råstofudnyttelsen engang var slut. 

Det seneste tillæg hertil kom i 1996. Man ønskede en sammenhængende efterbehandling af det store landområde:

Planen var at udjævne gravefelterne, så de kunne fremstå som et dalstrøg parallelt med Alling Å langs sydkanten af den markante bakkekam. Intet sted kan man imidlertid læse i planerne, at gravefelterne efterfølgende kunne eller skulle bruges til storskala deponi af forurenet jord. 

På godt dansk som lossepladser. Som det nu desværre er sket ved Nordic Waste. Det var kommunernes helt egen beslutning. Stik modsat amtets oprindelige planer.

Vi må erkende, at en retablering af det gigantiske jordskredsområde i dag er langt mere omkostningskrævende og dermed mindre realistisk end tidligere. Vi ved dog, at tilladelsen til at grave ler udløber i 2033, og at der derfor bør planlægges herefter allerede nu. Hvis kommunerne altså ønsker at udvise rettidig omhu. Hvad de jo ikke har gjort til dato. 

Hele Nordic Waste sagen viser tydeligt, at kommuner ikke har det fornødne format til at løfte opgaver, der kortsigtet kan resultere i nye arbejdspladser. Langsigtet udløse astronomiske udgifter til oprydning og genopretning af miljøet. 

Meget mere herom senere.

26. april 2024

EkstraBladet:

* “Randers på Røven”

Forureningen fra jordskreddet ved Nordic Waste trækker stadig overskrifter i landsdækkende aviser. Denne gang er det EkstraBladet, der har trukket linjerne skarpt op med overskriften “Randers på Røven”. Så kan det vist ikke siges tydeligere.

EkstraBladet ridser i artiklen op, hvor slemt det står til med økonomien i Randers Kommune, som svigtede sit tilsyn med den forurenende “jordrensnings-virksomhed” og lod jorden skride – trods mange advarsler fra såvel lokale borgere som medlemmer af byrådet.

Ejerfamilien bag Nordic Waste har gjort det ganske klart, at man ikke vil betale yderligere end de 100 millioner kroner, man allerede frivilligt har skudt ind i en “klimafond” til at holde lokale borgere og lodsejere skadefri. Penge, som endnu ikke er udbetalt.

Forsikringsselskabet bag Nordic Waste, amerikanske Chubb, har ikke meldt ud, om de er villige til at betale. Er de det, vil de maksimalt dække op til 40 millioner kroner.

---

Chubb er ifølge amerikanske Newsweek kendt som det selskab, der netop har stillet sikkerhed for tidligere præsident og nuværende præsidentkandidat Donald Trumps mange millioner store kaution i en celeber retssag om seksuel krænkelse. En tvivlsom kaution på 91,6 millioner dollar eller 644 millioner danske kroner.

---

EkstraBladet kan videre fortælle, at Randers Kommune lige nu trækker hårdt på kassebeholdningen, der i januar lød på 500 millioner kroner. Af dem er de første 120 millioner allerede brugt, og der er pt. ikke udsigt til yderligere input på kontoen – á la de ekstraordinære 205 millioner, som staten allerede har spyttet i kassen.

Og der kommer ikke flere, har miljøminister Magnus Heunicke netop meddelt. Skal Randers have yderligere hjælp, må kommunen søge andre steder i andre kasser.

Fortsætter pengene med at fosse ud af kommunekassen, kan Randers ende med at blive sat under administration. For kommuner går ikke konkurs, som virksomheder kan gøre det. De bliver blot sat under statslig administration.

Noget sådant sker uhyre sjældent, men er mest kendt fra Brixtofte-sagen i Farum Kommune. Kommunen havde her ikke overholdt de gældende love og regler omkring forvaltning af kommunen. Farum blev derfor sat under økonomisk administration af Indenrigsministeriet. 

Herfra dikterede man nedskæringer og skatteforhøjelser, der stadig kan mærkes og ses i Farum. Kommunen blev i 2007 sammenlagt med Værløse i den nuværende Furesø Kommune.

19. april 2024

* – Randers det nye Farum?

Brixtoftes efterfølger som borgmester, Ole Bondo Christensen, kunne i 2017 sætte konkrete tal på den kommunale afstraffelse af borgerne i Farum Kommune. Dette efter kommunesammenlægningen med Værløse og i et interview med Dagbladet Information:

Frem til 2014 måtte borgerne i Farum betale 2,3 procent mere i kommuneskat end borgerne i Værløse. Grundskylden var også højere i Farum. I snit betalte en voksen borger i Farum 17.000 kroner mere i skat om året end borger fra Værløse. Borgmester Bondo betragtede dette som “en form for kollektiv afstraffelse”.

– Måske samme skæbne vil overgå Randers Kommune?

Også i Farum-sagen blev der rejst kritik af, at politiet ikke eller kun meget sent fandt anledning til at reagere på modtagne anmeldelser fra borgere og byrådsmedlemmer.

Under alle omstændigheder må der fremover spares i den østjyske kommune, som for enhver pris ville op i superligaen – med 100.000+ borgere. Et mål, man paradoksalt nok nåede midt under jordskredet. Til en ekstremt høj pris, der i Randers ikke var udløst af eksorbitant dyre rødvine, men tungt skridende mudder iblandet diverse miljøgifte.

Katastrofen kunne sandsynligvis være undgået, hvis ikke kommunen havde været så forblindet af at nå de magiske 100.000 skatteborgere, at man kørte over for alle røde lys i landsdelen. At man overhørte alle indsigelser fra borgerne i kommunen, droppede miljøkontrollen i 14 samfulde måneder og gav Nordic Waste helt frit spil i Ølst Bakker. Altsammen ofret til Guldkalven på “Vild med Vækst” alteret.

Det var vel så dumt, som noget kunne være. Både set i bakspejlet og krystalkuglen. Når man nu var advaret gentagne gange. Fra flere sider og gennem længere tid.

Slut derfor med ekstravagante MGP musikarrangementer, som borgerne i Randers også har måttet betale dyrt for. For at sætte Randers yderligere på landkortet. Midt under jordskredet, der ellers gjorde PR-arbejdet for Laksens By mere effektivt, end nogen kampagne kunne have gjort det.

Klimabroen fordamper måske også. Den, der ifølge Randers Kommune skulle “give en bedre afvikling af trafikken i det centrale Randers, beskytte byen mod oversvømmelse og skabe mulighed for byudvikling i og omkring havneområdet”. 

Klimabroen hænger nu i en tynd tråd, men vandet stiger stadig. Ind imellem helt op i Fitness-lokalerne på Toldbodgade. Kommunen har allerede bedt sine mange forvaltninger om at finde sparekniven frem – hvis nu det værst tænkelige skulle ske, at der ikke kommer flere penge i kassen.

Hellere proaktiv end reaktiv. Det kunne være læren af Nordic Waste skandalen, hvor kommunen i sjælden grad har været på bagkant med både udvikling og kontrol.

Webmediet Journalista har kigget kommunale millionlønninger igennem og lavet en liste. Øverst på listen for Randers ligger kommunaldirektøren med små 2,5 millioner kroner i årsløn. Borgmesteren får til sammenligning beskedne 1,5 million kroner om året. 

Oven på disse udgiftsposter skal så lægges de godt 200 millioner kroner, som den selvforskyldte skandale ved Nordic Waste indtil videre har kostet borgerne. Med meget mere på vej.

19. april 2024

* Parkinsons og sprøjtegifte

Det er efterhånden velkendt verden over, at brugen af forskellige sprøjtegifte kan være relateret til og øge forekomsten af alvorlige nervesygdomme som Parkinsons.

Det tyske arbejds- og socialministerium har netop taget en række videnskabelige undersøgelser til efterretning og sat “pesticidforårsaget Parkinson” på listen over anerkendte erhvervssygdomme. Disse kan fremover udløse erhvervsskadeerstatning, hvis man som sygdomsramt kan dokumentere længere tids brug af et antal navngivne sprøjtegifte.

Ikke overraskende er det især landmænd, som kommer ind under den nye ordning. Det er jo netop dem, der oftest kommer i nærkontakt med sprøjtegiftene, de selv sprøjter med, og som derfor er i højrisikogruppen for også at udvikle sygdommen. Det samme gælder gartnere og beboere i områder, hvor der sprøjtes.

Parkinson er efterhånden så udbredt, at der findes en helt forening dedikeret til netop denne sygdom. Parkinson foreningen har etableret en hjemmeside, parkinson.dk, der besvarer spørgsmål om sygdommen og dens symptomer, der kan være meget forskellige fra person til person. 

Her kan man læse, at sygdommen typisk viser sig ved muskelstivhed, langsomhed og rysten. Disse symptomer skyldes tab af de nerveceller i hjernen, som udskiller signalstoffet dopamin. Den tiltagende mangel på bevægelighed gør livet sværere for patienten, mere besværligt for de pårørende og ganske bekosteligt for samfundet.

Alene derfor kan man undre sig meget over, at Danmarks miljøminister Magnus Heunicke for nylig stemte for en ti års forlængelse af brugen af sprøjtegiften glyphosat. Blot for at giftproducenterne kan tjene endnu flere penge, mens det øvrige samfund efterfølgende må betale prisen. Det klappede de nok over inde på Børsen, da spiret stadig stod.

På samme måde har Danmark tre år i træk givet dispensation til brug af ukrudtsmidlet diquat, som ellers er forbudt i hele EU.

Begrundelsen er den noget søgte, at danske kartoffelavlere åbenbart er så dårlige landmænd, at de ikke kan dyrke kartofler uden brug af forbudte stoffer som netop diquat. Trods ellers den ubestridelige kendsgerning, at andre landmænd fint kan dyrke kartofler i andre EU-lande. Uden brug af diquat.

Tilsammen bruger landene i det europæiske fællesskab årligt i størrelsesordenen 360.000 ton forskellige sprøjtegifte. I lille Danmark stod vi i 2021 for rundt regnet 10.000 af disse ton. Heraf udgjordes cirka en tredjedel af aktivstofferne selv – for et produkt som RoundUp netop af aktivstoffet glyphosat.

Samtidig har EU netop droppet oprindelige planer om at halvere brugen af pesticider inden 2030. Alt peger derfor på, at vi vil opleve flere og flere selvforskyldte tilfælde af Parkinson i årene fremover – forårsaget af landbrugets fortsatte brug af farlige sprøjtegifte.

Det hænger naturligvis slet ikke sammen i et moderne samfund som Danmark, der set med egne øjne er mere udviklet end lande som Biafra og Bangladesh. Men som i praksis opererer på samme niveau eller lavere. Blot med langt større traktorer og længere sprøjtebomme.

Vanviddet vil givet fortsætte, så længe der ikke er nogen ansvarlig voksen i den klasse, som styres suverænt af giftproducenterne. Som direkte eller indirekte er på lønningslisten hos Bayer med flere.

Skulle der mod forventning være en voksen til stede, bedes rette vedkommende snarest melde sig hos skoleinspektøren. I god tid inden næste EU-valg.

Det har nemlig vist sig, at danske EU-parlamentarikere forbløffende ofte stemmer mod deres landes erklærede interesser. Ifølge Venstres Morten Løkkegaard fordi det kan være nødvendigt at indgå kompromiser.

19. april 2024

* Muslingeskraber i Lillebælt

Bo Mammen Kruse, der til daglig leder projektet “Als Stenrev” med base i Sønderborg, har været ude med flasker, briller og svømmefødder. Han fulgte i muslingeskraberen “Thyra”s fodspor, da denne for nylig skrabte muslinger i Als Fjord i det hårdt ramte Lillebælt.

Dette med fødevareminister Jacob Jensens (V) fulde velsignelse. Det var jo netop ham, der fik stoppet det ellers planlagte stop for alt fiskeri med bundslæbende redskaber i Lillebælt. Så der nu kan slæbes og skrabes uhæmmet som hidtil. Med de velkendte ødelæggelser af havbunden til følge.

Bo Mammen fulgte i kølvandet på “Thyra”, da den Lillebælt-baserede muslingeskraber pløjede sig gennem en cirka 1 km lang strækning af den sønderjyske fjord. Mammen noterer sig, at muslingeskraberens to rammer tilsammen er 5 meter brede, og at der tilsammen er slæbt og skrabt i omegnen af 5.000 m2 havbund.

Kameraet var med under vandet og dokumenterede her ødelæggelserne. Efterfølgende kom lommeregneren frem til yderligere beregninger og overvejelser omkring det tvivlsomt rentable i disse ødelæggelser:

Det skønnes, at der er skrabt omkring 1 ton muslinger, hvilket svarer til 200 gram muslinger per kvadratmeter skrabt bund. Inklusive skal og vand. Heraf udgøres i alt en fjerdedel af kød, hvilket bliver til 50 gram kød per kvadratmeter ødelagt havbund. Ikke meget, når man tænke på, at bunden jo er ødelagt for højere liv efter skrabet. I flere år fremover.

Bo Mammen Kruse anslår, at muslingeskraberiet i Lillebælt har en samlet årlig værdi på blot 1,5 mio. kroner. Ødelæggelserne af havbunden er vanskelige at værdisætte, men vi ved i dag, at der slippes enorme mængder klimaskadelig CO2 ud i vandet – oplagret i bunden – ved den hårdhændede og gentagne gennempløjning af sedimentet i hav og fjord.

Læs mere om de enorme mængder CO2, der på denne måde slippes løs til øgning af den globale opvarmning – i artiklen her:

---

http://ulnits.dk/biologi/regimeskiftet/

---

Det er ganske utroligt, at man med den ene hånd officielt kæmper mod udledning af klimagasser og global opvarmning. Mens man med den anden bidrager direkte til forureningen med bundtrawl og muslingeskrab.

Muslingeskraberen “Thyra” med registreringsnummer HO6 hører til i Horsens, men ligger lige nu i Augustenborg. Den fisker gerne så langt sydpå som i Flensborg Fjord ved den dansk-tyske grænse, hvor Als Stenrev er aktive. Trods de ofte iltfri forhold, der også hersker her. Og den mildest talt negative stemning fra tysk side.

“Thyra” er 16 meter langt og bygget på et dansk apteret vietnamesisk fremstillet skrog. Den er én ud af et halvt dusin østjyske muslingeskrabere, som stadig er aktive med ødelæggelse af havbunden. Og altså under fødevareminister Jacob Jensens (V) personlige beskyttelse.

19. april 2024

* Og så ikke alligevel…

I sidste uge kunne Silkeborg Kommune berette om deres store planer for fremtidens Gudenå. I hvert fald opstrøms Tange Sø. 

I en pressemeddelelse viste kommunen billeder af Skipper Gylliams oprindelige, håndtegnede og håndkolorerede kort fra 1736. Udfærdiget på opdrag af ingen ringere end Kong Christian VI, som havde bestilt en udførlig kortlægning af landets længste vandløb – udført af den navnkundige Skipper Gilliam.

Det viste sig efterfølgende, at avisomtalen og pressemeddelelsen nok havde været lidt for optimistisk i sin præsentation af kommunens kommende planer for Gudenåen. I hvert fald den del, der løber gennem Silkeborg Kommune. Og at Gylliams gamle kort fra 1736 nok mest var til pynt. Kommunens planer gælder nemlig kun tilbage til 1859.

Det har også vist sig, at der ikke er besluttet noget konkret. Det er alene aftalt, at de gamle kort kan være en væsentlig inspirationskilde for fremtidens håndtering af den øgede mængde vand i Gudenåen. Og udelukkende hvad angår åens forløb i Silkeborg Kommune. Tange Sø er og bliver under Viborg Kommunes jurisdiktion.

Vi ved således ikke, hvad Silkeborg Kommune reelt spiller ud med – hvis noget overhovedet. Men det er under alle omstændigheder positivt, at al kommunesnak om Gudenåen nu ikke længere handler om oprensning af aflejret sand og skæring af løbsk grøde i landets længste vandløb. At man nu i det mindste har besluttet sig for at lade sig inspirere af gamle kort fra den seneste regulering af åen i 1859.

Tilbage står også, at en ambitiøs genskabelse af Gudenåen, som den så ud i 1859, vil være en kæmpegevinst for vandmiljøet i og omkring Gudenåen. At åen og ådalen herefter vil være langt bedre egnet til at håndtere fremtidens stigende nedbør og vandmasser, der allerede i dag skaber problemer med afstrømningen – i form af lokale oversvømmelser.

Projektet er et såkaldt “generationsprojekt”, der vil tage årtier at gennemføre. Det vil ifølge Silkeborg Kommune være større end genslyngningen af Skjern Å, som blev gennemført fra 1999-2003, og som har skabt et enestående naturområde af international betydning i det vestjyske.

Genslyngningen af Skjern Å blev dengang hædret med Europa Nostra prisen. Måske der også vil falde en pris af for en tilsvarende retablering af Gudenåen i det midtjyske? Det ville i så fald være fortjent.

Og kunne vi så også få Tange Sø tømt, så hele Gudenfloden kan flyde frit efter 100 år i vandkraftens lænker, da vil ikke et øje være tørt.

Sikken fjer i hatten det vil være for Magnus Heunicke, Miljøets utrættelige Minister. Med mindre han altså vælger at fortsætte den nuværende kurs. 

19. april 2024

---

---

* Fornyet håb for Gudenåen

Her i 100-året for etableringen af GudenåCentralen og opstemningen af Gudenåen til vandkraftmagasinet Tange Sø, skimtes pludselig nyt håb forude. 

Der blæser tilsyneladende nye vinde i Silkeborg Kommune, hvor man ellers traditionelt – sammen med de øvrige kommuner langs Gudenåen – har været meget glade for den kunstige Tange Sø med al dens medfødte elendighed og ødelæggelse af vandmiljøet i og omkring landets længste vandløb Gudenåen.

Nogen må have drysset tryllestøv ud over Silkeborg by, der nu ser ud til at være vendt på en tallerken – til den rigtige side. Nu lyder meldingen i hvert fald, at man vil føre Gudenåen tilbage til dens tilstand før 1859, da pramdriften var hovednæringsvej på landets længste vandløb og eneste flod. Pramdrift fra Randers Fjord til skovene ved Silkeborg. Med mursten til Silkeborg og tømmer til Randers.

I en pressemeddelelse fra Silkeborg Kommune dateret den 10. april og ikke den første, kan man således se, at Silkeborg Kommune har fået øje på Skipper Gylliams gamle kort fra 1736 – udfærdiget på opdrag af Kong Christian VI. 

Kongen kommissionerede først i 1730‘erne den erfarne Skipper Anders Gylliam til at besejle og kortlægge Gudenåen, så langt opstrøms han kunne. Ombord på en lille båd og med mandskab til det tunge arbejde med at sejle eller trække skibet opstrøms gennem de strømstærke og lavvandede stryg. 

Skipper Gylliam påtog sig den store opgave og begav sig opstrøms med sine mænd. Meter for meter eller rettere: Favn for favn loddede han dybden og registrerede den på udførlige og mange meter lange “søkort”.

Disse blev efterfølgende kopieret, rentegnet og håndkoloreret, så der i 1736 lå et meget detaljeret kort klar over Gudenåen – fra Randers By til Ry, hvor han måtte standse projektet. Åen heroppe var helt enkelt fyldt med mængder af gamle pælerester, som umuliggjorde en videre fremfærd.

Det var rester af flere hundrede år gamle egetræsbroer over den øvre del af Gudenåen, der her var blevet til Salten Å, som bremsede Skipper Gylliam på hans vigtige mission for Kong Christian VI.

13. april 2024

* Silkeborg Kommune tager teten

Nu er det imidlertid ikke Skipper Gylliams gamle “søkort” fra 1736, der indgår i planerne, når Silkeborg Kommune går i gang med at se på mulighederne for at genskabe Gudenådalen fra Silkeborg til Tange Sø. Selv om det er disse gamle kort, der bruges i pressemeddelelsen.

Kommunen vil om muligt føre Gudenåen tilbage til sin oprindelige form før 1859, hvor åen senest blev uddybet og indsnævret af hensyn til den økonomisk vigtige pramdrift. Gennemføres projektet, vil der være tale om et naturgenopretnings-projekt større end genslyngningen af Skjern Å.

Gudenåen var dengang meget bredere, end tilfældet er i dag. Bredere og mere lavvandet. Tilbage i 1859 blev det derfor besluttet at gøre landets længste vandløb smallere og dybere for at optimere pramdriften, som flere steder var udfordret af en lav vandstand i de strømstærke stryg. Hvor de fladbundede pramme ofte gik på grund.

Udvidelsen skete på baggrund af en detaljeret kortlægning og opmåling af åens bredde, dybde, strømhastighed, vandmængde og vandstand. Det historiske kortmateriale er så detaljeret og præcist, at det her snart 200 år senere vil være muligt at genskabe Gudenåen, som den forløb fra naturens hånd, før åen blev reguleret. 

En tilbageføring af å-løbet vil give vandet mere plads og dermed skabe en ådal, der kan håndtere større vandmængder, og som dermed er mere klimarobust. Dette vil få stigende betydning med fremtidens tiltagende nedbør, der allerede i dag skaber problemer med afstrømningen – i form af lokale oversvømmelser.

Samtidig vil naturen få bedre vilkår i og langs åen, og projektet med en genskabt Gudenå vil bidrage til et renere vandmiljø og bedre friluftsliv på og omkring vandløbet. Præcis som tilfældet har været ved Skjern Å.

Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune har netop givet grønt lys til at sætte en proces i gang med at få beskrevet projektet og mulighederne for at føre Gudenåen tilbage til sit oprindelige forløb.

Projektet er et såkaldt generationsprojekt, der vil tage årtier at gennemføre. Det vil være større end genslyngningen af Skjern Å, som blev gennemført fra 1999-2003, og som har skabt et enestående naturområde af international betydning. 

Retableringen eller genslyngningen af Skjern Å blev dengang hædret med Europa Nostra prisen, fordi projektet har skabt gode vilkår for natur- og dyreliv. Til gavn for såvel dyr og planter i åen som mennesker på land. Måske der også vil falde en pris af for en tilsvarende retablering af Gudenåen? Det ville i så fald være fortjent.

Næste skridt er nu at få analyseret og bearbejdet de informationer, som kortene giver, og få det relateret til de nuværende forhold. Det arbejde er Silkeborg Kommune i fuld gang med. Læs mere her:

https://nyheder.tv2.dk/klima/2024-04-10-gigantisk-projekt-gudenaaen-skal-vaere-som-i-1859

13. april 2024

* Fakta om Gudenåen

Gudenåen er Danmarks længste å. Den har sit udspring ved Tinnet Krat syd for Nørre Snede og løber mere end 150 km nordpå mod Randers Fjord og videre ud i Kattegat. På sin vej mod havet passerer den 67 større eller mindre søer og afvander et opland på godt 2.500 km2. Det svarer til 10 procent af Jyllands areal.

Den seneste regulering af Gudenåen fandt sted i årene 1850 – 1858. På 49 strækninger med en samlet længde af 9,6 km blev en 12 m bred og 0,6 m dyb strømrende udgravet på strækningen mellem Silkeborg og Tange. Dette udgjorde 1/3 af den samlede strækning og skete for at bedre prammenes passagemuligheder.

På 23 af disse strækninger blev Gudenåen alene uddybet. Anslået 4,5 km i alt. På de øvrige 26 strækninger, anslået til 5,1 km i alt, blev vandløbet endvidere indsnævret ved etablering af 62 stenhøfder (kaldet indbygninger), 5 ådiger (kaldet paralleldæmninger) og 15 afsnøringer af biløb (kaldet couperinger)

Endvidere blev 2–300 store sten med en diameter på 120 – 180 cm fjernet på forskellige strækninger. Hertil et betydeligt antal mindre sten. Det fortæller Silkeborg Kommune.

Vi venter nu med største spænding på næste udspil fra kommunen og regner med, at en fjernelse af Tange Sø uundgåeligt indgår i planerne om en kommende retablering af Gudenåen.

Ellers kan vi ikke leve op til EU’s Habitat- og Vandrammedirektiv, som vi har forpligtet os til inden 2028. Og så er ikke meget vundet.

13. april 2024

---

* Yderligere læsning om Gudenåen

Læs meget mere om Gudenåen i de knap 30 artikler, du finder samlet på dette link:

http://ulnits.dk/biologi/biologi-underkategorier/#gudenaen

 

---

* Signalkrebs i Alling Å skal undersøges

Kort før jul 2023 gik der som bekendt hul på “jordforbedringsanlægget” Nordic Waste i Ølst Bakker syd for Randers. Man havde overhørt advarslerne om et kommende muligt landskred over de lerede Ølst Bakker, hvor mindre jordskred har hørt til dagens orden i flere årtier. 

Men med tiltagende nedbør og massivt udvidet gravearbejde var risikoen blevet overhængende. Flere fabriksbygninger var begyndt at skride, og det lokale vartegn, den høje skorsten, måtte til sidst sprænges væk for ikke selv at vælte.

Og så skred ellers jorden. Ned mod landsbyen Ølst og vandløbet Alling Å, der løb blot få meter fra fabriksgrunden – på sin vej mod først Grund Fjord, siden Randers Fjord og sidst Kattegat, hvor alt vand fra Gudenåen og Alling Å ender.

Her ender Alling Å i et vidtstrakt østjysk vadehav, der både er udpeget som Natura 2000-område, udlagt som fuglebeskyttelsesområde og indgår i Naturpark Randers Fjord. Her lever den truede odder i fredelige omgivelser.

Da jorden for alvor skred ved Nordic Waste, væltede forurenet jord ud over landskabet. Meget af denne jord har siden vist sig at være stærkt forurenet – trods ellers adskillige forsikringer om, at man kun håndterede lettere forurenet jord på Nordic Waste.

Det viste sig således, at den skridende jord indeholdt masser af giftige tungmetaller – med hovedvægten lagt på det giftige barium, der fandtes og stadig findes i de enorme bjerge af hvid Microfiller fra Aalborg Portland. Tungmetaller fra den flyveaske, der er iblandet Microfilleren.

Trods en kolossal arbejdsindsats fra Randers Kommune lykkedes det ikke at holde alle giftstofferne tilbage. I de første dage af udslippet slap store mængder forurenet jord og vand således ud i Alling Å. 

Og da vandet i det tidlige forår 2024 trak sig tilbage fra åens hovedløb, var der flere steder store hvide aflejringer på de tørlagte bredder. Sandsynligvis stammende fra den hvide Microfiller, som var skyllet med ud ved landskredet. Indeholdende det giftige tungmetal barium, der i dag findes i overdosis i den lavvandede Grund Fjord.

Alling Å er fiskevand for medlemmerne af Randers Sportsfisker Klub. Samtidig er åen en af Danmarks mest populære fiskevande for rigtig mange mennesker, som holder af at fiske, fange og fortære de invasive signalkrebs, der for længst har indtaget åen og undermineret dens bredder med deres gange.

Fra flere sider frygter man nu, at det ikke længere er sundhedsmæssigt forsvarligt at spise signalkrebs fra Alling Å. Måske er de fulde af barium og andre skadelige stoffer fra Nordic Waste. Måske de fisk, der lever stationært i åen, også er uspiselige. Typisk gedder og aborrer.

Allerede den 31. januar bad Randers Sportsfisker Klub derfor kommunen om at igangsætte en undersøgelse af problemet, som der stadig ikke er skiltet omkring. Det arbejdes der på inden sæsonen.

Det er formanden for Signalkrebselauget, Knud Erik Vindum, der skal forestå arbejdet med indsamling af krebs. Han har i mere end ti år beskæftiget sig med netop den invasive signalkrebs og de tilknyttede problemer.

Vi følger udviklingen tæt.

13. april 2024

* De udemokratiske Danmarksdemokrater

Ind imellem kan der opstå pudsige sammentræf af begivenheder, når disse falder oven i hinanden. Eksempelvis netop forgangne lørdag den 6. april.

Som nævnt tidligere på denne side, så var 6. april netop den dag, hvor miljøbevidste mennesker samledes ved Vejle Fjord for at begrave fjorden. Den havde været død længe og var begyndt at lugte fælt. Derfor på tide med en offentlig begravelse for åben skærm og med velskrevne og velmente skåltaler fra såvel verdslige som gejstlige aktører.

Seancen fik fuld skrue for rullende kameraer, mens bisættelsen fandt sted og der blev hældt vand på den til lejligheden fremstillede specialkiste i gennemsigtigt glas. Flere end tusinde mennesker var mødt frem for at se og blive set samt tømme en enkelt flaske gravøl eller to.

Havets selvudråbte minister, Magnus Heunicke (S), var inviteret, men havde meldt fra til den ubehagelige begivenhed. Han havde i stedet valgt at bruge sin tid sammen med Dronning Mary, der samme dag skulle indvie en uskyldig udvidelse af Dyrehaven. 

Det forstår man godt. Det var der nok flere lette politiske points at score på – end en begravelse af den fjord, man ellers gerne ville have været minister for.

Den tredje begivenhed, der udspillede sig samme lørdag den 6. april, fandt sted i Randers, som jo for alvor har gjort sig landskendt med skandalen omkring og det selvforskyldte jordskred ved “jordforbedringsanlægget” Nordic Waste. Samt det efterfølgende giftudslip til Alling Å og Grund Fjord.

Randers er en socialdemokratisk kommune med Torben Hansen (S) som borgmester. Onde tunger ville vide, at det netop var derfor, Randers blev udvalgt som lokalitet for Danmarksdemokraternes udemokratiske korstog mod den planlagte CO2-afgift på landbruget. En afgift, som ellers er eller var udset til at redde Danmark for yderligere fjorddød og begravelse.

Inger Støjberg tog selv rodeotyren ved hornene og sørgede for både røde pølser og kolde “Nejere” fra kassen. For er der noget, som kan lokke danskerne til truget, er det jo udsigten til gratis bajere eller “Nejere”. Støjbergs støjende protest mod CO2-afgiften trak derfor langt flere deltagere end den stille bisættelse af Vejle Fjord.

Der er således lagt i kakkelovnen til endnu flere iltsvind og fjordbegravelser i de kommende år. Med Støjbergs fulde velsignelse og største overbevisning. Og hun bor endda selv med direkte udsigt til et af landets mest truede vandområder – Mariager Fjord, som jo døde eftertrykkeligt i 1997.

De lokale husker stadig stanken af svovlbrinte, der i flere dage hang over fjorden, mens ålene kravlede på land for at overleve. Heldige havørreder nåede at trække op i de livgivende tilløb og klarede frisag her. Heldige beboere nåede at få vasketøjet ind.

Det hele forårsaget af landbruget, som dengang udledte 77% af den samlede mængde kvælstof til fjorden. Dette beregnet af det daværende Nordjyllands Amt.

13. april 2024

---

* Kommentar fra EkstraBladet 

“Danmarksdemokraterne stiller sig her i spidsen for et destruktivt virke fra den suverænt mest subsidierede branche i landet. 

Et landbrug, der kvæler indre farvande, forgifter grundvand og altid klynker farisært om natur eller raser ude af proportioner, når de bliver bedt at holde op med at ødelægge Danmark af hensyn til deres egen indtjeningsevne.”

---

* Spørgsmål til ministeren om muslinger

Muslingerne er atter i vælten – igen som udsete frelsere og potentielle livreddere for døde danske fjorde. De små blåskallede skal på mirakuløs vis fjerne overskydende kvælstof fra vandet, så vi slipper for algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Desværre er det ikke er lykkedes at dokumentere effekten efter mere end tyve år med muslingeopdræt. Snarere tværtimod. Miljøministeren Magnus Heunicke har således netop besvaret spørgsmål nr. 519 (MOF alm. del) stillet 1. marts 2024 af Mette Abildgaard (KF). Hun spørger:

---

”Vil ministeren fremlægge en faglig vurdering af muslingeanlægs miljøeffekt på oprensning af vandmiljøet, herunder en vurdering af muslingernes rolle som virkemiddel sammenlignet med andre marine virkemidler og en vurdering af muslingeanlægs potentielle effekt ift. naturgenopretning i de hårdest belastede indre farvande og fjorde?”

Ministeren svarer:

“Baseret på eksisterende viden om muslingeopdræt, indikerer resultaterne præsenteret i det marine virkemiddelkatalog 2020 og senest i et litteraturstudie bestilt af forligskredskredsen bag aftale om Grøn omstilling af dansk landbrug, og præsenteret for samme forligskreds den 29. november 2023, at muslinger kan bruges som virkemiddel til at fjerne næringsstoffer fra havmiljøet, reducere vandets klorofylindhold og forøge vandets klarhed.

Miljøstyrelsen har oplyst, at der ikke forelægger den nødvendige viden om kvælstof- og miljøeffekten ved opdræt af muslinger i anlæg til, at virkemidlet generelt kan anvendes i relation til vandområdeplanerne. Ønskes denne viden tilvejebragt, bør der gennemføres et projekt, der skal afklare den præcise effekt og potentiale for at anvende muslingeopdræt som marint virkemiddel.”

---

Såvidt Magnus Heunicke. Hertil er kun at sige, at den danske stat (via landbruget) til dato har udbetalt mere ende 150 millioner tilskudskroner til muslingeopdræt. Uden nævneværdig effekt. Og “undersøgt” sagen i nu mere end tyve år.

Det hele er smukt sammenfattet i en anbefalelsesværdig artikelserie på websitet nejtilhavbrug.dk. Forfattet af Sanne Hørup fra Limfjordens Miljøråd. Af de syv artikler i serien fremgår, at det har været skønne spildte kræfter – med det eneste synlige resultat, at der i dag kan måles et tre meter tykt iltslugende slamlag under de ældste muslingefarme i Skive Fjord.

Fjorden er bogstavelig talt skidt ihjel af milliarder af muslinger, der ellers skulle have renset vandet for kvælstof. I stedet har ekskrementer fra de mange millioner små blå skaldyr kvalt alt liv under farmene i en fjord, der hvert år kvitterer med iltsvind og bundvendinger. De kommer nærmest på klokkeslet sensommer og efterår. Synligt for alle, når krabberne må kravle på land for at få vejret og undslippe svovlbrinten.

Det er dette problem, landbruget tilsyneladende ønsker eksporteret til andre danske fjorde, som også gisper efter vejret. Så man kan give også dem dødsstødet. Så man under dække af den ikke-eksisterende kvælstoffjernelse ufortrødent kan forurene videre også dér. Som om intet var hændt.

Så det behøver vi ikke undersøge yderligere. Selv om man i branchen naturligvis gerne vil fortsætte. Med endnu flere statstilskud, forstås.

Der findes jo ikke lettere tjente penge end tilskudsmillioner.

6. april 2024

* Til begravelse af Vejle Fjord

---

Netop i dag – lørdag den 6. april – blev Vejle Fjord så begravet. Vejle Fjord har ganske vist været død i lang tid og længe lugtet fælt. Faktisk i flere år. Det var derfor på tide at få fjorden stedt endeligt til hvile.

Begravelsen var arrangeret af Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund. Miljøminister Magnus Heunicke var inviteret, men optaget af Dronning Mary i Dyrehaven, som netop i dag udvidede aktiviteterne.

Folk kom fra nær og fjern for at se hinanden og blive set. Nogle sågar på TV, der var mødt op i dagens højtidelige anledning:

At fejre en fjord, der var død efter nogle årtiers massiv forurening med næringssalte fra primært landbruget. Tilsat en dosis bundtrawl og muslingeskrab for lige at få det sidste med op inden begravelsen.

Så døden var slet ikke nogen nyhed. Allerede for mere end tyve år siden tonede en ung Stiig Markager frem på landets TV-skærme og fortalte, at den var rivende gal – at vi var på rivende gal kurs. At det ville gå helt galt med havmiljøet, hvis vi ikke reducerede landbrugets udledning af kvælstof.

Og det valgte vi så ikke at gøre. Vi fortsatte bare ud ad samme tangent som hidtil, og en borgerlig regering med Lars Løkke (dengang Venstre, idag Moderaterne) i spidsen vedtog sågar en katastrofal Landbrugspakke, som tillod dansk landbrug at bruge endnu mere gødning og udlede endnu mere kvælstof til vandmiljøet. Det måtte gå galt, og det gjorde det så.

I en 70 timer lang videoundersøgelse af Vejle Fjord blev der i 2023 kun registreret én eneste fisk. En sikkert sulten skrubbe på desperat jagt efter det sidste måltid.

Vi ligger derfor, som vi har redt. Nogle har dog profiteret på det ødelagte vandmiljø – i kraft af tilskud fra velmenende fonde, som skal af med deres penge, og som gerne vil gøre noget godt med dem. Som derfor gavmildt giver penge til projekter med etablering af nye stenrev og nye ålegræsbælter.

Selv om de fleste fagfolk inderst inde godt ved, at det ofte ikke hjælper. Med mindre altså ålegræsset udplantes på strømstærke steder, hvor vandet er rent og klart nok i forvejen. 

Stenrevene er en behagelig undtagelse. De virker bedre end ingenting, selv om artssammensætningen på revene stadig er stærkt begrænset af vandets klarhed og lysmængden. 

Men når landbruget står for langt størsteparten af det udledte kvælstof i nyligt afdøde Vejle Fjord, så hjælper det desværre ikke meget at plante ålegræs. Der måske ikke engang kan gro i det algefyldte vand eller slå rod i de områder, hvor der måske stadig skrabes muslinger og ødelægges bundmiljø.

Syddansk Universitet har opgjort landbrugets andel af kvælstofudledningen til Vejle Fjord til 82 %. Dette inklusive et beskedent naturbidrag. Til sammenligning var det officielle tal for landbrugets andel af kvælstofudledningen til Mariager Fjord 77 %, da fjorden døde i 1997. Dette ifølge Nordjyllands Amt.

Professor Stiig Markager har beregnet, at Vejle Fjord i dag årligt modtager 968 ton kvælstof. Denne udledning skal reduceres med 244 ton til 724 ton, hvis fjorden skal genetableres og Danmark leve op til EU’s Vandrammedirektiv inden 2027. 

Det kommer til at knibe gevaldigt med at nå det mål. Og det vil desværre tage yderligere 20-30 år, inden fjorden atter er i god form. Hvis vi altså stopper udledningerne lige nu og her.

Indtil videre foregår der mange steder et vellønnet spil for galleriet, som både landbrug og vandbrug længe har praktiseret. Faktisk behøver vi slet ikke liv i vandet – bare vi får tilskudspenge nok til at undersøge, hvorfor der ikke er noget. Selv om vi længe har kendt svaret.

– Greenwashing kalder vi det også på moderne dansk.

Fotograf: Flemming Højgaard Madsen

Taler:  Carsten Jensen

6. april 2024

---

* ⌘ Randers ålegræs ⌘

* ⌘ Randers stenrev ⌘

---

* Tre ministre på rad

Da jordskredet ved Nordic Waste i Ølst Bakker var på sit højeste og jordskredet blevet til et landskred, satte hele tre socialdemokratiske topministre sig i ministerbilerne med kurs mod Randers.

Det var statsminister Mette Frederiksen, justitsminister Peter Hummelgaard og miljøminister Magnus Heunicke, som på denne måde ville komme deres partifælle, borgmester Torben Hansen, til undsætning. Han havde brug for hjælp, da ledelsen i Nordic Waste netop havde trukket stikket og stukket halen mellem benene.

Det er kun nogle få måneder siden, at nævnte ministertrio trak i de lange gummistøvler og trådte frem for folket og ned fra bjerget, mens jord og mudder ubønhørligt skred nedefter mod husene i landsbyen Ølst. Statsministerens budskab som landets øverste myndighed var klart og ikke til at tage fejl af:

– I skal lytte efter, hvad jeg siger i dag: Selvfølgelig er det ikke rimeligt, hvis det er børnene i Randers og de gamle, der skal betale den her regning.

Såvidt statsminister Mette Frederiksen midt under krisen og landskredet. Mens seertallene endnu var skyhøje og det hele derfor den lange tur og lidt landsdækkende TV værd.

Her blot nogle måneder senere har piben imidlertid fået en ganske anden lyd. Kort før påske sagde miljøminister Magnus Heunicke nemlig, at regningen formentlig vil ende hos Randers Kommune, hvis det ikke lykkes at få forureneren til at betale. Hvad intet tyder på vil ske.

Til dato har Randers Kommune modtaget 150 millioner kroner fra staten og selv lagt yderligere 120 millioner kroner ud. Det har en kommune på blot 100.000 borgere ikke råd til at finansiere selv, og udgiften hertil vil uundgåeligt gå ud over unge og gamle borgere samt kommende anlægsarbejder. Ikke mindst byens våde drøm om en kostbar klimabro.

Enhedslistens byrådsmedlem Frida Valbjørn er klar i spyttet over for DR:

---

– Randers Kommune kommer ikke til at kunne betale for det her selv, hvis ikke forureneren gør det. Hvis Nordic Waste-sagen kommer til at tage år med civile retssager, kommer vi potentielt til at stå i en situation, hvor vi skal lægge kommunale budgetter efter nogle penge, som vi måske får om flere år. Så bliver velfærdsområderne rigtig hårdt ramt.

Hun bakkes op af et andet byrådsmedlem, socialdemokraten Anker Boje:

– Nu er det tid til, at vi får garanti for, at vi ikke står alene. Alle de millioner, der nærmest hver dag ryger ud af kommunekassen, risikerer at blive taget fra andre områder. Det kommer til at gøre ondt, siger han til DR.

---

Nordic Waste kan således blive et jordskred, der kommer til at påvirke det snarlige kommunalvalg. Man kunne fristes til at kalde det et jordskredsvalg, men det skal jeg nok vare mig for.

Dertil er det alt for synd for borgerne i Ølst, som nu sidder tilbage med huse, der ikke kan sælges. Huse, ingen bank vil lade dem tage lån i. Stavnsbundne borgere med forurenet jord i baghaven. Jord, de ikke selv har forurenet.

Det store spørgsmål er derfor, om borgerne i Randers Kommune vil genvælge de politikere, der muliggjorde jordskredet?

6. april 2024

* Miljøskadeloven

Miljøskadeloven er en del af EU’s Miljøansvarsdirektiv, der skal sikre, at man som virksomhed ikke kan løbe fra sit ansvar i tilfælde af forurening eller andet.

Meget tyder nu på, at Miljøskadeloven fra 2007 ikke er det papir værd, den blev skrevet på. Med det berømte danske forbehold og i den danske udlægning har den slet ikke haft den tilsigtede virkning – at kunne stille skadevolderen økonomisk til ansvar. Faktisk er loven i den danske udgave på kant med EU’s egen lovgivning.

Det gjorde danske miljøeksperter allerede i 2007 opmærksom på. Alligevel vedtog Folketinget loven. Trods klokkeklar kritik fra to professorer i miljøret, Peter Pagh fra Københavns Universitet og Ellen Margrethe Basse fra Aarhus Universitet.

Og nu sidder vi andre så tilbage med aben. Den danske stat generelt og Randers Kommune specielt. Sidstnævnte ser lige nu ud til at måtte til kassen og betale selv.

Nordic Waste lukkede og slukkede nemlig, før myndighederne evnede at gøre noget. Ved at begære sig selv konkurs og løbe fra regningen. Og senest har ejerskabet af Nordic Waste så gjort det igen – sendt det tilbageværende DSH Recycling til rekonstruktion og mulig betalingsstandsning. Få dage før der kunne gøres krav over for også det.

Det er DSH Recycling, der ejer fabriksgrunden og har lejet den ud til Nordic Waste. Dygtigt gjort af dem. Men imponerende inkompetent af Randers Kommune og den danske stat at vente så længe.

Umiddelbart efter jordskreddet blev borgmester i Randers, Torben Hansen (S), ellers spurgt af medierne, om Nordic Waste ikke havde en forsikring, der dækkede skaderne?

– Det håber jeg da, svarede borgmesteren, men det håb havde kommunen ikke meget at have i. Den troede åbenbart, at alt var sikkert, når man havde en milliardær som Torben Østergaard Nielsen i ejerskabet. Så ville han selvfølgelig rydde op efter sig. Han havde jo råd til det.

Men dér tog kommunen fejl. Der var ikke krævet nogen sikkerhedsstillelse fra Nordic Waste i tilfælde af konkurs. Den mulighed havde myndighederne og Miljøskadeloven slet ikke taget højde for, da man gav miljøtilladelsen.

Efterfølgende viste det sig så oven i købet, at Randers Kommune også selv havde svigtet – både med hensyn til miljøtilladelser og miljøkontrol. Der var slet ikke styr på tilladelserne, og der var overhovedet ikke udført den fornødne kontrol med aktiviteterne. Ikke én eneste tilsynsrapport havde kommunen udarbejdet i 14 kritiske måneder, hvor jorden ellers allerede var begyndt at skride.

Men hvad måske allerværst var: Kommunen havde undervejs totalt overhørt og ignoreret de advarsler, mundtlige såvel som skriftlige, man havde modtaget fra bekymrede borgere i området og politikere i byrådet. Advarsler om netop risikoen for et kommende jordskred. Havde man blot taget disse advarsler alvorligt og grebet ind i tide, var katastrofen sandsynligvis aldrig indtruffet.

Nu senest er det så kommet frem, at Randers Kommune meget vel kan komme til at sidde tilbage med hele regningen. Fordi miljøskadeloven kun dækker, når der er penge tilbage at hente i forurenerens virksomhed. Hvad kommunen netop ikke havde sikret sig, der ville være – ved krav om forsikring. Man havde sågar anmeldt sit krav to dage for sent.

Medvirkende årsag er måske også, at kommunen ikke har ført det fornødne tilsyn med den forurenende virksomhed og dermed muligvis har pådraget sig en del af ansvaret. Det vil tiden vise. Efter sikkert en stribe udmarvende retssager ved diverse domstole.

Måske vi står overfor en ny Brixtofte-sag som den, vi kender fra Farum Kommune.

6. april 2024

* 325 millioner til et bedre vandmiljø

Miljøminister Magnus Heunicke (S) skal nu til at levere på sine løfter om et bedre vandmiljø i de indre danske farvande. Det gør han med en beskeden pose penge på 325 millioner kroner. Beskeden, hvis man sammenligner med de 12 milliarder kroner, dansk landbrug hvert år får til at ødelægge samme vandmiljø.

Miljøets Magnus og Havets Minister vil bruge pengene på at opkøbe jord, anlæg og bygninger, som i dag blokerer for kvælstofreducerende projekter. Pengene er en del af den akutpakke, som er afsat på finansloven til forbedring af vandmiljøet. 

Akutpakken lyder på i alt 405 millioner kroner, hvoraf de første 80 allerede er øremærket til udtagning af lavbundsjorde. Inden disse forsvinder af sig selv. Ministeren henviser til, at Danmark i efteråret registrerede det kraftigste iltsvind i danske farvande i 20 år.

Med landbrugsaftalen fra 2021 blev det aftalt, at udledningen af kvælstof skal reduceres med 18.000 ton ud af den samlede årlige udledning på 55.000 ton. Og at dette skal ske senest i 2027. Der skal i sandhed fart på, hvis det skal lykkes.

Magnus Heunicke vil derfor have fokus på at fjerne mest muligt kvælstof i de farvande, der er hårdest ramt af iltsvind. De inderste farvande med den ringeste vandudskiftning. Ved lanceringen af akutpakken proklamerede miljøministeren følgende i en pressemeddelelse:

– Mit oplæg til partierne er, at langt hovedparten af de 325 millioner kroner bruges til at opkøbe jord, bygninger eller anlæg, som i dag er barrierer for, at store kvælstofreducerende projekter rent faktisk lykkes. Det vil jeg i dag drøfte med partierne og høre deres prioriteter.

Udspillet kommer, efter at ministeren har mødt massiv kritik for manglende handling efter sidste års rekordstore iltsvind og Heunickes efterfølgende personlige løfte om at ville være “Havets Minister”.

Dette løfte fremkom han med i september 2023, hvor det fremgik af en rapport fra Aarhus Universitet, at årets iltsvind var på et “sjældent højt niveau”.

Nu venter vi så på konkrete tiltag fra Havets Minister. Men 325 millioner éngangskroner er altså en lillebitte dråbe i det store hav, som landbruget får 12 milliarder EU-kroner til at forurene.

Hvert eneste evige år.

6. april 2024

* Af en partihoppers bekendelser

Partihopper Mads Fuglede har følt trang til at lette samvittigheden. Han var nemlig fiskeriordfører for landbrugspartiet Venstre, inden han for ganske nylig valgte at skifte hest i vadestedet.

Han steg om til Inger Støjbergs Danmarksdemokrater, hvor han blev vel modtaget. Nok endda med (en smule) skadefryd. Støjberg har naturligt nok haft et horn i siden på sit gamle parti Venstre, siden de valgte at stille hende for Rigsretten i sagen om barnebrude.

Det resulterede som bekendt i en fængselsstraf på 60 dage, der dog blev siddet af med fodlænke i hjemmet i nordjyske Hadsund. Samt nok en del resterende bitterhed hos partiformandsperson Støjberg, der jo er født af den jyske muld – med en bror, der har overtaget slægtsgården.

Men tilbage til den nye Danmarksdemokrat, der har følt sig foranlediget til at lette sit landbrugshjerte i Altinget. Mads Fuglede skriver her, at det vist slet ikke står så galt til med fiskebestandene i danske farvande. Dem, han som fiskeriordfører hos Venstre selv var med til at trække tæppet væk under. Med kvælstofgødning, iltsvind, bundtrawl og muslingeskrab.

Mads Fuglede skriver på Altinget, at de nuværende dommedagsprofetier omkring fiskebestanden i de indre danske farvande tegner et forkert billede:

“Der er nemlig fortsat liv i de danske have”, påstår han og fortsætter: “Vi skal derhen, hvor vi kan opretholde bæredygtige bestande, samtidig med at vi har et sundt fiskerierhverv”.

Det oprindelige indlæg blev bragt den 11. marts, hvor Fuglede stadig var fiskeriordfører for Venstre. Og nu igen den 31. marts, hvor han er hoppet over til Danmarksdemokraterne. En avanceret måde at få dobbelt mediedækning på sine indlæg som partihopper. Specielt da når man ellers ville være røget ud af Folketinget ved næste valg. På grund af egne og partiets gerninger.

Hvorfor Altinget så vælger at bringe nøjagtig det samme indlæg igen, får stå hen i det uvisse. Men det viser i hvert fald, at det er magtpåliggende for Fuglede at vaske hænder for sine tidligere gerninger og markere sig som ny ven af fiskerierhvervet hos Støjberg. For der bliver altså ikke flere fisk og mindre fiskeri af at skifte parti. Ejheller af at tale det op.

De indre danske farvande gisper stadig efter vejret. Stenbideren er stadig ved at være udryddet – torsken i de indre danske farvande ligeså. Løsningen er ifølge Mads Fuglede, at vi skal tage Fiskerikommissionens anbefalinger om at håndtere sæler og skarver seriøst. Selv om disse vel også skal have til dagen og vejen – i form af nødvendig føde.

Mads Fuglede har ikke uventet ikke ét eneste ord om landbrugets massive udvaskning af kvælstof, der resulterer i algeblomst, iltsvind og fiskedød. Han er jo som partiboss Inger selv formet af den danske muld og kender til lugten af gylle.

Fuglede har heller ikke et ord om (nødvendige begrænsninger i) det altødelæggende muslingeskrab og bundtrawl, der er den virkelige synder. Som ikke blot decimerer fiskene, men også ødelægger deres levesteder og fremtidsmuligheder. 

Fiskerierhvervet har i Mads Fuglede fået sig en ny sand ven hos Danmarksdemokraterne.

Det har miljø og fisk desværre ikke.

6. april 2024

* Nordic Waste går til filmen

Fortællingen om jordrensningsvirksomheden Nordic Waste i Ølst Bakker syd for Randers har udviklet sig fra et drama til noget nær en farce. For beboerne i landsbyen Ølst til en regulær tragedie.

Ifølge Dagbladet Information overvejer instruktøren Adam Price nu at lade sagen indgå som del af serien “Borgen”. I det østjyske jordskred gemmer der sig nemlig så meget drama, at det har været oplagt at lade fiktionen inspirere af virkeligheden. 

Her er en hel landsby, som har været truet med at blive levende begravet. I en slowmotion flom af jord og mudder, der langsomt bevæger sig østover, dækkende alt i sit spor. Her er en lille slyngende å, der trues af jorden, og som selv truer med at gå over egne bredder og forurene hele landskabet med en giftig cocktail af PFOS, tungmetaller og tjærestoffer. 

Alt dette i et landskab med bjerge af brunt mudder, grå flyveaske og hvid Microfiller fra Ålborg Portland, der jo har rigtig gode relationer inde på Borgen. Og som måske derfor nyder enorme klimarabatter hos statsministeren, der tilfældigvis har valgkreds i netop Ålborg. I sig selv nok til et helt filmmanuskript. 

I løbet af 2023 tårnede bjerge af hvid Microfiller sig op hos Nordic Waste. I en sådan grad, at det på afstand fik de brune bakker i Ølst til at ligne et skisportssted i Alperne. Med flere giftige stoffer i undergrunden, end lokale politikere kunne overskue eller ville vide af. Men som eftertiden nok skal vide at fortælle historien om.

Nogle af giftstofferne havde man sågar selv importeret – mod behørig betaling og med myndighedernes fulde velsignelse. Eksempelvis det meget giftige evighedsstof PFOS. Andre blev måske slæbt ind under radaren i de 14 måneder i træk, hvor kommunen helt havde droppet de regelmæssige tilsyn med giftige aktiviteter på fabrikken og samtidig optrappet transporten af “lettere forurenet jord” fra havn til bakker. 

Det resulterede i en lind strøm af tungt læssede lastbiler, der holdt klar ved indkørslen. Hver dag i det tidlige morgengry. Klar til at læsse af i det tilsyneladende uendeligt store hul i den gamle lergrav. Over en tilsyneladende og forhåbentlig tæt lermembran.

Stofferne i den “lettere forurenede jord” viste sig efterfølgende at være så mange og så giftige, at hele tre socialdemokratiske ministre på én gang måtte forlade Borgen, sætte sig i ministerbilerne, trække i de lange lånte gummistøvler og vise sig for folket i bjergene af skridende gråt mudder fra Ølst Bakker.

– Hovedlandet var besat, forlød det lokalt. Af partitropper fra Djævleøen.

1. april 2024

* Borger nummer 100.000

Landets sjetterigeste mand havde forinden trukket stikket og efterladt Nordic Waste og Ølst Bakker til kommunen. Til stor og dydig forargelse i den socialdemokratiske landsledelse, der straks gav ejeren af Nordic Waste hele skylden. Og status som superskurken, der nu skulle udstilles offentligt og forfølges med alle tænkelige midler.

Efter sig trak ministertrioen en flom af ivrige pressefolk og filmfotografer, der skulle forevige det uvirkelige fænomen af skridende gråt mudder, sorte røjsere og skriggrønne sikkerhedsveste. Billederne kunne nøjagtig lige så godt stamme fra slagmarken i Ukraine. Kampvognene fra Donetsk var lige så rustrøde som maskinerne fra Ølst. Og mudderet lige så gråt.

Ministertrioen havde også forladt den sikre og faste stenbro for at støtte partifællen, der jo var blevet borgmester i Mudderets by Randers. På falske forudsætninger. Nu skulle der renses jord og tjenes penge. Mange penge. Og skabes nye arbejdspladser til den vækstramte kommune.

Her var man så vild med vækst, at administrationen midt under det største jordskred i Danmarkshistorien stod klar med blomster og chokolade, da borger og bysbarn nummer 100.000 valgte at komme til byen og verden: 

Det var den lille Ida, som blev født i en flom af skridende mudder og flygtende politikere. Adam Price overvejer nok lige nu, om der ikke stof nok til en hel ny serie og ikke blot endnu et afsnit af “Borgen”:

– Det er naturen og sagesløse mennesker, det her, udtaler han til Dagbladet Information. For i landsbyen Ølst kan de ikke længere komme af med deres huse. De er usælgelige efter det giftige jordskred. Et helt livs opsparing er skredet sammen med mudderet og en inkompetent administration.

Selv aviser i det store udland beretter om det famøse landskred. Udenlandske journalister rejser sågar hertil for ved selvsyn at besigtige de skridende jordmasser og fortælle historien for deres undrende læsere. Lille Randers er for alvor kommet på det store verdenskort. Ikke på godt – kun ondt.

Det forlyder ikke, om der bliver tale om en farce, et drama eller en dokumentar fra instruktør Price. Ja, måske nærmere en dramadokumentar. Der er stof nok til mange afsnit af det hele i de skridende masser af gråt mudder. Der er ikke kun gift og tungmetaller i pløret. 

Måske Nordic Waste også går til musikken på et tidspunkt. Som det jo senest er sket med selveste vort nationale klenodie og arvestykke, filmserien “Matador”. Måske ender Nordic Waste som ballet?

Man ser det for sig: De langsomt skridende jordmasser, der uophørligt nærmer sig de små huse i den lille landsby, hvor skræmte beboere danser rundt langs scenekanten.

Drømmen for enhver koreograf med hang til gummistøvler…

1. april 2024

* “Lettere forurenet jord”

Den ganske danske befolkning har siden årsskiftet 2023/2024 hørt rigtig meget om “lettere forurenet jord”. For der var jo kun lettere forurenet jord ved Nordic Waste. Troede man eller påstod man i hvert fald.

Herefter eksporterede man så overskydende jord til nabokommunerne, der ikke vidste bedre end at tro på deklarationen om den lettere forurenede jord. Som siden viste sig nærmere at være “tungere forurenet” – at indeholde tungmetallet barium i mængder langt over det tilladelige.

Men hvad dækker begrebet “lettere forurenet jord”  egentlig over? Det kan jo umiddelbart lyde ganske uskyldigt.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Selv lettere forurenet jord kan være farlig at komme i kontakt med – det være sig udvortes ved berøring eller indvortes ved indtagelse. Det sidste gælder primært mindre børn, der jo har det med at putte jord i munden. Det gør vi voksne kun sjældent. Vi nøjes med at have det i hovedet.

Det kan også være farligt at dyrke grøntsager i forurenet jord for siden at spise dem. Om de så er dyrket nok så økologisk – uden brug af kunstgødning, Roundup eller andet ukrudtsmiddel. Om jorden så kun er lettere forurenet, som man fik tudet ørerne fulde af og om i Ølst.

Men hvordan definerer fagkundskaben egentlig “lettere forurenet jord”? Hvad er der eller kan der være i den af stoffer, man ikke bør indtage eller komme i kontakt med?

Lettere forurenet jord kaldes også for “kategori 2 jord”. Man opererer nemlig med fire kategorier jord:

---

Klasse 1: Ren jord, der frit kan anvendes. I altankasser, haver, børnehaver og til dyrkning af grøntsager.

Klasse 2: Lettere forurenet jord, der kan genanvendes inden for matriklen. Typisk til bygge- og anlægsarbejder.

Klasse 3: Forurenet jord til rensning eller deponering. Klasse 3 omfatter forurenet jord, der i regelen skal renses og/eller deponeres.

Klasse 4: Kraftigere forurenet jord til rensning med eventuelt efterfølgende deponering. Aldrig dumping uden rensning.

---

“Lettere forurenet jord” kan typisk stamme fra gamle bymidter, der gennem årene har set og modtaget lidt af hvert. Jorden herfra er derfor ikke længere ren, men lettere forurenet, og den skal derfor behandles med forsigtighed og opbevares rigtigt. 

Lettere forurenet jord indeholder meget ofte oliekomponenter, der kan stamme fra spild af olie, diesel eller benzin. Fra private oliefyr til større benzinstationer. 

Lettere forurenet jord kan også indeholde tjærelignende stoffer, der typisk stammer fra asfalt og dæk. Endelig kan lettere forurenet jord indeholde forskellige tungmetaller, der stammer fra udstødningsgasser og afbrænding af forskellige produkter. 

På denne baggrund kan “lettere forurenet” jord således være ganske forurenet og indeholde adskillige stoffer, man bestemt ikke selv skal indtage eller lade sine børn komme i kontakt med. 

Betegnelsen “lettere forurenet” kan derfor virke noget misvisende for almindelige mennesker. Den er nemlig ikke “kun” lettere forurenet. Det er forurenet i forskellige grader og med forskellige stoffer. 

Indholdet af forskellige miljøskadelige stoffer skal ligge under et vist fastsat niveau, for at jorden skal kunne klassificeres som kun lettere forurenet. Når man fastsætter disse grænseværdier, gøres det ofte på et uhyre spinkelt grundlag.

I bedste fald baseret på afrapporterede dyreforsøg.

1. april 2024

* Cocktail-effekten

Al respekt for tal og grænseværdier for diverse miljøfarlige eller i hvert fald miljøfremmede stoffer. Dem er der brug for i et intensivt og industrialiseret moderne samfund, hvor utallige kemiske stoffer er i stadigt stigende omløb.

Problemet med disse grænseværdier er som ovenfor nævnt, at de i reglen er baseret på dyreforsøg, og at mange af tallene er arbitrære værdier – fastsat fordi der nu engang skulle fastsættes nogle konkrete tal at administrere efter. De er fastsat ud fra sikkerhedshensyn, der langt fra altid er veldefinerede.

Når man undersøger et stof for at finde frem til grænseværdier for anvendelse og indhold, udsætter man normalt forsøgsdyr for stedse stigende doser, indtil man ser en synlig effekt – baseret på en registreret dødelighed. Man taler ofte om den koncentration af stoffet, der resultater i en dødelighed på 50% af forsøgsdyrene. 

Man taler også om varigheden af eksponering for stoffet – ud fra en antagelse af, at længere tids eksponering også kan have dødelig virkning. At giftighed ikke behøver være en akut virkning.

Og så er der lige det triste faktum, at man altså kun får tal for de stoffer, man analyserer for. Et banalt, men meget ofte overset forhold. Jord- og vandprøver viser kun de stoffer, man har valgt at analysere for. De kan indeholde masser af andre og muligvis endnu farligere stoffer.

Når man analyserer eksempelvis jord og vand for indhold af skadelige stoffer, køber man i reglen såkaldte analysepakker, hvor der automatisk analyseres for et antal helt bestemte stoffer – og kun dem.

Det så vi tydeligt i de analysepakker, som kommunerne i forbindelse med Nordic Waste har anvendt i deres undersøgelser af Alling Å og Grund Fjord. Her blev der i starten kun testet for tungmetallerne bly, cadmium, chrom, kobber, nikkel og zink. I en billig samlet pakke.

Af uransagelige årsager blev der ikke fra starten testet for det farligste af alle tungmetaller – kviksølv. Måske fordi man ikke ønskede at kende til, om der var kviksølv til stede. Måske fordi stoffet ikke indgik i de anvendte testpakker. I mellemtiden har man heldigvis udvidet med test af yderligere stoffer – kviksølv inklusive. Tommel op for det.

En anden ofte overset detalje er den såkaldte “cocktail-effekt”, der ikke har det mindste med drinks og alkoholiske drikke at gøre.

Én ting er nemlig effekten af et enkelt specifikt stof alene. En helt anden er, når det optræder sammen med andre miljøfarlige eller miljøfremmede stoffer. Da kan den reelle effekt af et enkelt stof være langt større end det enkelte stof isoleret set. Den lille tue, der kan vælte det store læs.

Cocktail-effekten er velkendt, men størrelsen af den er uhyre vanskelig at vurdere, da den afhænger af utroligt mange faktorer. Vi famler derfor som oftest i blinde, når vi fastsætter grænseværdier for potentielt farlige stoffer.

Vi aner ikke eller kun sjældent, hvordan de pågældende stoffer kan interagere med hinanden – og os selv. 

Det er desværre ingen aprilsnar.

1. april 2024