Forfatterarkiv: Steen

M/S Anton på rundtur i Snaptun Havn

På bedste demokratiske vis sørgede politi til lands og til vands for, at mandskabet ombord på Landsforeningen Levende Hav’s M/S Anton med mange flere fik lov til at udtrykke deres bekymring over de storforurenende havbrugs miljøskadelige virksomhed.

Havne- og havbrugsfolk stod ellers klar på havbrugs-kajen i Snaptun, da M/S Anton med det velkendte banner “STOP HAVSVIN-ERI” og “STOP HAV(MIS)BRUG” spændt ud mellem masterne sejlede tre gange rundt inde i havnen og derefter forsøgte at lægge til kaj for at tage passagerer ombord.

Men det fik M/S Anton ikke lov til. Havnen er privat, men dog ikke mere end politikerne i Hedensted Kommune har ydet en lånegaranti på fire millioner kroner i forbindelse med en udvidelse. M/S Anton måtte alligevel sejle over i lystbådehavnen, hvor den lagde til ved en mindre træbro og fik sine gæster ombord.

Da Anton fortsatte turen mod Juelsminde, var politiet også klar i en stor og hurtig såkaldt RIB-båd:

“De fulgte os faktisk hele vejen fra Snaptun, ud forbi Havbruget Hundshage og til Juelsminde”, lyder det fra Anders Grosen fra foreningen “Endelave Hav- og Dambrug – Nej Tak”, der var med hele vejen.

Det bekræfter vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Lars Grønlund, som dog afviser, at politiet var ude for at beskytte havbrugene:

“Nej, der var en lovlig demonstration, og vi var blot mødt op for at sørge for god ro og orden”, forsikrede vagtchefen.

Heller ikke i havnen i Juelsminde var M/S Anton særlig velkommen. Det lykkedes dog at få anvist en plads uden på en marinehjemmeværnskutter, før besætningen og deres medbragte gæster kunne drage til debatmøde i Juelsminde Hallerne.

Temaet her var naturligt nok: Havbrug.

Video produceret af Landsforeningen Levende Hav

Teksten venligst udlånt af Kaninen Katrine fra Endelave

Estland kæmper for miljøet

Det tog 3 år at nå så vidt! Og nu vil en 151 meter bred og 4,5 meter høj dæmning blive fjernet i Estland ved den sydlige Østersø. Midt mellem Finland i nord og Letland i syd.

Restaureringen er del af et større projekt til 15 millioner Euro (godt 110 millioner danske kroner), der vil hjælpe med at genoprette en historisk vandringsrute for den truede østersølaks og genskabe den oprindelige habitat i Pärnu floden.

Pärnu flodbassinet i Estland dækker et område på 20% af Estlands størrelse. Floden selv er 144 km lang, men sammen med bifloderne (270 floder og vandløb) udgør den et 3.300 km flodbassin. Pärnu er den største historiske lakseflod i landet med et potentiale, der er dobbelt så stort som de andre af landets floder – med hensyn til at forbedre laksebestanden.

Imidlertid står en stor hindring i vejen for de vandrende laks: Sindi dæmningen. Denne 151 meter brede og 4,5 meter høje dæmning er den første vandringshindring opstrøms flodmundingen (14 km fra havet), så fjernelse af den vil effektivt åbne flodbassinet for vandrefiskene. Det er præcis, hvad projektleder Külli Tammur og hendes team af ildsjæle er i færd med at gøre.

Baggrunden for at fjerne dæmningen var først og fremmest, at dammen blokerer de historiske vandringsruter for laks på vej mod deres gydepladser længere oppe i floden. Desuden var dammen også i strid med estisk statspolitik, der har til formål at beskytte og bevare oprindelige naturtyper. Tænk, om vi havde en sådan miljøpolitik herhjemme.

For at fjerne dæmningen måtte regeringen imidlertid opkøbe jordarealer for 1,3 millioner Euro. Knap 10 millioner danske kroner. Først da kunne man begynde at planlægge fjernelsen af selve barrieren.

Disse planer startede i begyndelsen af 2015, men det gik langsomt, da det var svært at få alle om bord – til at være enige om projektet. Opstemningen havde jo skabt en kunstig sø, hvor de lokale beboere nød at svømme og sejle. At fjerne deres udendørs pool var derfor en enorm hindring, som allerførst måtte overvindes.

Projektgruppen fik undervejs flere visioner om, hvordan samfundet og miljøet kunne se ud, når dæmningen var fjernet. Den endelige vision omfatter udgravning af floden på udvalgte steder, så den bliver lettere at svømme i. Anlæg af nye veje, så befolkningen kan gå langs floden. Samt etablering af en hurtig strømstrækning til krævende kajaksejlads. Nu er det sågar også lovligt at fiske der!

Alene samarbejdet med lokalsamfundet og færdiggørelsen af visionen tog halvandet år at få på plads. Først da kunne man officielt påbegynde projektet og starte nedbrydningen af damvæggen, så floden atter kunne flyde frit.

De kan bare, de estere. Vågn op, vi danskere. Vis verden, at vi ikke er et miljømæssigt U-land, men helt på omgangshøjde med de fremsynede estere. Vi har ganske vist ikke en miljøminister, som de har i Estland, men alligevel. Vi har en Gudenå, landets længste vandløb, der stadig ligger i lænker. Opstemmet af Tangeværket til et vandkraftmagasin, der i dag kaldes Tange Sø.

Et pudsigt sammentræf er det i den forbindelse, at den estiske Pärnu flod er 144 km lang. Den danske Gudenå 150 km. De to minder således rigtig meget om hinanden.

Det gør omkostningerne til retablering derfor også:

Mellem 100 og 150 millioner kroner.

Fakta

Den estiske flod Pärnu, som efter et 144 km langt løb munder ud i Riga Bugten, der er en afsnøring af Østersøen. Fra naturens hånd et meget produktivt laksevand, der imidlertid for mange år siden blev amputeret blot 14 km fra flodens udmunding.

Nedenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928. Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket. Med Lilleåen som det vigtigste.

Kampen om Kattegat

Tirsdag den 20. november gæstede fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) den kendte naturlokalitet Jernhatten på østspidsen af Djursland. Formålet med besøget var at indvie den smukke Jernhatten som en del af regeringens nye naturkanon.

Mødet og indvielsen blev imødeset med stor interesse fra lokalbefolkningen, der længe har protesteret mod de nye forurenende havbrug, som regeringen har planlagt – med daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen, sekunderet af partifællen MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i det storforurenende Musholm Havbrug – en af ansøgerne til yderligere forurening af Kattegat ud for Djursland.

Den lokale miljøforening BLAK benyttede naturligvis lejligheden til at fortælle ministeren om planerne for en ny marin / maritim nationalpark i farvandet ud for Jernhatten og Marsk Stigs gamle ø Hjelm. En nationalpark, der vil kunne booste kystturismen i hidtil uset omfang. Med kroner og ører i stedet for alger og iltsvind. At noget sådant ikke vil være foreneligt med en stærkt forurenende fiskeproduktion fra kilometerstore havbrug tydeligt synlige fra land.

Lokalt er der derfor massiv modstand mod nye havbrug, som vil forurene kystvandet og ødelægge mulighederne for den kystturisme, som de fattige kommuner på Djursland er så afhængige af. Ikke mindre end 2.000 arbejdspladser er der her, og de trues nu af blot et halvt hundrede nye arbejdspladser i forbindelse med de nye havbrug. Kystturismen på Djursland omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner.

Den lokale modstand mod havbrugene er derfor massiv og énstemmig, men det har regeringen skam taget højde for. De planlagte havbrug er nemlig placeret, så de lige akkurat er uden for den 1-sømilegrænse, der markerer kommunernes jurisdiktion. Kommunerne kan således intet selv gøre for at hindre forurening af deres livsvigtige kyster. Det bestemmer regeringen suverænt. Og der vil komme forurening ind til land fra de planlagte havbrug. Masser af forurening.

Der står dog en kattelem åben rent juridisk. De selvsamme modeller, som Dansk Hydraulisk Institut brugte til at udpege egnede lokaliteter ud for Djursland, kan nemlig også bruges til at udregne spredning af forureningen fra havbrugene – i form af foderrester, fækalier, antibiotika og kemikalier. Det kom der nedenstående nedslående kort ud af:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons.

Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i danske farvande.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021.

Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv har tiltrådt:

Esben Lunde Larsen (V) om Helcom:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det blev understreget af følgende spørgsmål i Folketingssalen – Spørgsmål nr. S 593:

– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum«?

Svaret fra Esben Lunde Larsen:

“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”

Berømte sidste ord. Esben Lunde Larsen (V) må i dag nøjes med at se på fra sit eksil i Amerika. Det skal blive spændende at se, om hans efterfølger Jacob Ellemann-Jensen (V) vil “sætte miljøet før fødevarerne”, som han jo lovede ved sin tiltræden. Eller om hensynet til havbrugsbranchen vil vægte højere end hensynet til de mange arbejdspladser i kystturismen på Djursland.

Massiv lokal modstand mod havbrug ved Jernhatten

Det skal også blive spændende at se, hvad EU siger til Danmarks planer om at øge forureningen af Kattegat – i stedet for at reducere den i henhold til Vandrammedirektivet. Hvad vi jo har forpligtet os til. EU har allerede sendt en såkaldt pilotskrivelse til Danmark i forbindelse med Landbrugspakken, som også tillod et markant øget forbrug af gødning. Dette på baggrund af fiktive modeller, der overnight reducerede kvælstofudledningen til vandmiljøet med adskillige procent.

De første faktiske målinger af Landbrugspakken har imidlertid vist, at man i stedet for en reduktion på forventede 600 tons kvælstof om året har fået en øget udledning på 2.500 tons. En forskel på mere end 3.000 tons, der ikke er i vandmiljøets favør. Så er det naturligvis det helt rigtige at øge udledningen yderligere – med 800 tons fra kystnære havbrug i Kattegat.

Lad os derfor håbe, at det var miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, der gæstede Jernhatten. Og ikke havbrugsminister Jacob Ellemann-Jensen…

Jacob Ellemann-Jensen (V) er nuværende miljø- og fødevareminister. Han har overtaget ansvaret for at gennemføre sin forgængers planer om at etablere otte nye havbrug i Kattegat ud for Djurslands kyster. Med en tilladt merforurening på 800 tons kvælstof. Han har netop besøgt Jernhatten på Djursland, som skal indlemmes i regeringens kommende naturkanon.

Esben Lunde Larsen (V) var tidligere miljø- og fødevareminister, men tog pludselig flugten til USA og blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen (V). Esben Lunde Larsen stod bag den omdiskuterede L111 lovgivning, der lancerede et fiktivt “råderum” til yderligere forurening af Kattegat. Det har senere vist sig ikke at eksistere og samtidig være i strid med Helcom-konventionen.

Jacob Jensen (V) har en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug, som er blandt ansøgerne til de nye forurenende havbrug ud for Djurslands kyster. Det nu japansk ejede Musholm er tidligere af de lokale miljømyndigheder blevet betegnet som “den største enkeltforurener af Storebælt”. Jacob Jensen er nuværende finansordfører for Venstre og aktiv lobbyist for Musholm havbrug.

Placeringen af de 37 indkomne ansøgninger om nye havbrug i henhold til L111. Der er tale om otte store havbrug med en samlet udledning på 800 tons kvælstof og 50 tons fosfor med urenset spildevand til Kattegat. Hertil skal lægges medicinrester og tungmetaller.

Huawei Mate 20 Pro

Den kinesiske mobilproducent Huawei har rystet sine konkurrenter i de allerseneste år. Huawei har nemlig lanceret den ene model efter den anden, som indeholdt det nyeste nye – men til en pris, der var til at betale.

Nu træder kineserne ud af skyggen fra de udenlandske konkurrenter og lancerer endnu et flagskib, som primært skal tage konkurrencen op med sydkoreanske ærkerival Samsung, der benytter samme Android styresystem som Huawei. Samt amerikanske Apple, der kører sit helt eget iOS, som ikke kan kopieres – i hvert fald kun på overfladen.

Forårets lancering af flagskibet P20 Pro viste for alvor, hvad kineserne formår, og hvor langt de er nået i de allerseneste år.

Læs gerne anmeldelsen af P20 Pro, der indeholder meget om den samme kamerateknologi, som det seneste flagskib Mate 20 Pro benytter sig af. Her kan du læse grundlæggende stof om vigtige nye teknologier som “oversampling” og “pixel binning”.

Huawei har opgraderet Kirin processoren og erstattet den sorthvide sensor i P20 Pro med en ultravidvinkel, der sammen med de to øvrige optikker giver helt nye muligheder for den kreative fotograf.

Fingeraftrykslæser i skærm

Samtidig har Huawei som en af de første mobilproducenter indbygget en fingeraftrykslæser i selve skærmen. Ikke som hidtil på siden eller bagsiden af mobilen, men under selve hovedskærmen.

Resultatet er desværre ikke imponerende. Slet ikke hvis man sammenligner med rivalen One Plus’ seneste udspil, model 6T. Her fungerer fingeraftrykslæseren bedre og hurtigere end på Mate 20 Pro, som kræver, at man dels er ganske præcis – dels trykker ganske hårdt . Den del har Huawei ikke været specielt heldig med.

Med Mate 20 Pro har Huawei samtidig taget endnu et skridt i deres utrættelige stræben efter at kopiere forbilledet Apple – dog stadig på en Android baggrund.

Der er således kommet 3D Face Unlock som først på iPhone X, og man kan nu også vælge at stryge gennem menuerne med “gestures” – bevægelser – som også først introduceret på iPhone X. 3D Face Unlock virker modsat fingeraftrykslæseren ganske glimrende og lynende hurtigt. I regelen har den åbnet mobilen, inden man når at få placeret fingeren korrekt.

Det virker efterhånden lidt trivielt, at Huawei ikke kan finde på noget selv, men blot skal kopiere Apple, hvor det overhovedet er muligt. Noget, de har praktiseret i flere år. Verdens næststørste producent af mobiler burde kunne udvikle selvstændigt og på den måde skille sig ud fra mængden.

Kameradelen er ganske unik på denne mobil. Huawei Mate 20 Pro er et sandt optisk mesterværk af linser og kameraer udviklet i samarbejde med tyske Leitz. Billedkvaliteten er høj, men samarbejdet mellem de tre linser fungerer endnu ikke så smertefrit, som man kunne ønske sig.

Den karakteristiske firkant på bagsiden af Huawei’s nye Mate 20 Pro. Øverst til venstre den indbyggede flash. Herefter henholdsvis en 0,6X 16 mm vidvinkel, en 1X 28 mm standard samt en 3X 80 mm tele. I alt 5X optisk zoom, der suppleres af en 5X hybrid zoom.

Et langt og smalt design i filmformatet 19:5:9 (3.120 x 1.440 pixels) gør den 6,4 tommer store AMOLED skærm ganske komfortabel at holde om. Der er dog langt fra top til bund på den lange skærm – hvis man altså ikke lige benytter sig af énhånds-betjening.

Ud over den vilde Twilight farve fås Huawei Mate 20 Pro også i sort samt de to riflede farver Midnight Blue (øverst) og Emerald Green (billedet herover og herunder). De to sidstnævnte farver giver et bedre greb om mobilen og tager ikke så let mod fingeraftryk.

Huawei Mate 20 Pro har i modsætning til forgængeren P20 Pro buede skærmkanter og det karakteristiske “notch” for oven, som Apple lancerede med sin iPhone X. Det huser ansigtsgenkendelsen, men kan blændes af, så mobilen ligner en Samsung.

Farven Twilight, som på rekordtid er blevet Huawei’s signaturfarve, er mørkere på Mate 20 Pro end på P20 Pro. Det er virkelig en smagssag, om man er til Twilight eller ej. Og hvilken af dem. Begge er lige slemme til at samle fingeraftryk op.

Kirin 980 HiAI. Huawei praler med, at Mate 20 Pro er den første mobil med et 7 nm chipset. Det er nu kun rigtigt, når man taler om mobiler med Android styresystem. Apple kom nemlig først med den kompakte og strømbesparende 7 nm chip i deres iPhones.

AI – Artificial Intelligence

Under Huawei’s lanceringer af først P20 Pro og nu senest Mate 20 Pro har det hele stået i den kunstige intelligens’ tegn. “AI” er blevet det nye buzzword, der garanterer perfekte løsninger på noget nær alle problemer.

Kunstig intelligens betyder i al sin enkelhed, at maskiner lærer, mens de arbejder. De gør sig nye erfaringer, som de omsætter til nye beslutninger, de ikke kendte før. Eller de har fået tilført viden, så de efterfølgende selvstændigt kan træffe beslutninger ud fra det, de præsenteres for.

Når det gælder mobiltelefoner med indbyggede kameraer, så betyder det fortrinsvis, at kameraet selv kan regne den perfekte eksponering ud – ud fra allerede indkodede oplysninger om, hvordan forskellige motiver ser ud. Og hvad de kræver af eksponering for at blive gode digitale gengivelser af motivet.

Kameraet ser således motivet og sammenligner det med noget, det har fået indkodet – med udførlige oplysninger om, hvilken blænde, lukkertid, ISO og hvidbalance med mere, der giver det optimale billede. Herefter tager mobilen billedet og optimerer det, så det ser ud, som den tror, vi bedst kan lide det. Som den er programmeret til at tro det.

Det betyder typisk, at grønt græs bliver grønnere, end det egentlig er. At en blå himmel bliver mere blå, end den egentlig var. Typisk bliver billedet også skarpere, end det oprindeligt var. Altsammen i den gode sags tjeneste og med de bedste intentioner. Desværre ikke altid med de bedste resultater:

Verden, som Huawei’s nye AI processor ser den ved 5X hybrid zoom. Det er fuldstændig det samme mønster, der ses på jakken både herover og herunder.

Det resultat skal der noget af en AI algoritme til at nå frem til. Ind imellem næsten spooky, hvad kunstig intelligens kan resultere i…

Tankevækkende, at Huawei’s kunstige AI Intelligens kan få det sirlige fuglemønster på frakken til at ligne store sorte og grå, men veldefinerede felter.

Så forstår man bedre, at der ind imellem kan dukke fotos op, som ser ud til at stamme fra en helt anden verden…

Spændende bekendtskab, meeen…

Huawei Mate 20 Pro er et spændende bekendtskab. Præcis som forårets P20 Pro fra samme firma var det. Altid interessant og udfordrende at prøve kræfter med en ny mobil, der – selv om den på rigtig mange områder er en total Android klon af Apple – alligevel formår at brillere med teknologiske nyskabelser på kamerafronten.

Rigtig mange af de fremmødte tech-skribenter fik udleveret et gratis eksemplar af Mate 20 Pro ved lanceringen i London. Og det giver jo mærkeligt nok altid en mere positiv tilgang til tingene, end hvis man har måttet købe produkterne selv. For egne penge. I sidstnævnte tilfælde er man i sagens natur noget mere kritisk og krævende. Og da vil man givet fokusere mere på de ganske mange “glitches” eller kiks, der stadig er i softwaren.

Undervejs i gennemprøvningen har jeg gjort en del notater, som jeg gerne vil dele her – i helt tilfældig rækkefølge:

Selv om Huawei siger det modsatte – at den ikke længere er nødvendig – så savner jeg nu lidt P20 Pro’s sorthvide sensor. Den gav bedre ægte sorthvide fotos, end Mate 20 Pro er i stand til at syntetisere med sine filtre. Jeg synes heller ikke, at Mate 20 Pro er helt så god til Night Shots, som P20 Pro var og stadig er det. Der er også en vis sammenhæng her.

Kirin 980 – en stærk processor

Selv om Kirin 980 er en superstærk processor, så har den svært ved at styre de tre kameraer. Den senest tilkomne vidvinkel virker dårligst integreret med de øvrige to, som vi kender fra P20 Pro. Overgangen mellem de forskellige kameraer under zoom er ikke glidende. Hvidbalancen heller ikke den samme.

Også skiftet mellem den store 40 MP standardsensor og den lille 8 MP tele volder ind imellem processoren besvær og får zoom’en til at gå noget ujævnt. Det samme gælder også dybdeskarpheden, hvor den reelle justering kommer haltende et godt stykke efter sliderens indstilling. Ind imellem fryser det hele kameraet og må resettes.

Samtidig skal man være meget påpasselig med optagelse i 3X og 5X hybrid mode. Er man ikke rolig på hånden, får man mange rystede billeder med sig hjem. Specielt naturligvis i gråvejr og under dårlig belysning. I sollys går det til gengæld rigtig fint og giver gode billeder.

Endelig er der hele touch-delen, som lokalt er lidt ustabil. Således oplevede jeg flere gange under opsætningen, at links til menuer, mapper og applikationer ikke virkede – langs den øvre skærmkant. At dele af skærmen her ikke reagerede på touch.

Noget halter tilsyneladende. Jeg oplevede også nogle få gange, at mobilen spontant skiftede mellem sider og billeder, jeg slet ikke havde rørt eller bedt om. Jeg har efterfølgende læst mig til, at jeg ikke er ene om den oplevelse.

Herunder ses et vidvinkelfoto af et spisebord med lampe, som begge er veleksponerede og i den rette farvebalance. Men hvor er det nu lige, at de fire violette hjørner kommer fra? Er det mon Huawei’s kunstige AI intelligens, der spiller Mate 20 Pro et puds?

#gluegate…

Nogle af AMOLED skærmene på Mate 20 Pro har desværre vist sig at være fejlbehæftede. De lækker gult lys langs kanterne, hvilket primært ses i mørke. Eller de har tydelige blåstik langs de kurvede kanter, hvilket primært ses i dagtimerne.

Det sidste var tilfældet på mit eget testeksemplar. Specielt ved siden af skærmen på min kridhvide Note 9 var de blå kanter på Mate 20 Pro meget tydelige. Og irriterende.

Da jeg checkede mobiler hos forskellige udbydere her i byen, så omkring halvdelen af alle Mate 20 Pro ud til at have de samme meget blå kanter. Den anden halvdel ikke.

Snuser man lidt rundt på nettet, synes der at være konsensus om, at det er skærme fra producenten LG, der volder problemer på Mate 20 Pro. Ikke skærme fra den anden benyttede leverandør, BOE. Nogle købere har måttet bytte flere gange, inden de enten opgav eller fik et OK eksemplar.

Så hold et vågent øje med skærmen. Dag og nat. I nogle tilfælde ser problemet nemlig ud til at blive gradvis værre. Tilsyneladende i takt med, at den anvendte lim hærder.

Problemet er så udbredt, at det har fået sit eget hashtag på internettet: #gluegate

Billedbehandlingen

Billedbehandlingen fra den indbyggede Master AI er stadig i overkanten flere steder – og ret beset ganske ustabil. Den giver billeder, som ofte er lidt for grynede – i stedet for bare sprøde og lækre. Når Master AI rammer rigtigt, er resultatet til gengæld forrygende.

“More crunchy than crispy”, som en amerikansk anmelder udtrykte det.

En anden fældede denne dom over Mate 20 Pro, som jeg til fulde kan tilslutte mig:

“Lots of raw power. Too little polish”.

Med jævne mellemrum tager AI desværre totalt fejl og misser da ofte en god fotomulighed. Kigger jeg eksempelvis op langs en stor træstamme, gætter AI straks på “Historic Building”. Og så videre. Man kan helt enkelt ikke stole på AI endnu, selv om den bliver bedre og bedre for hver ny generation.

Endelig er der helt tåbelige fejl som eksempelvis programmet SkyView, der får mobilens kompas til at tilte totalt. Hvilket samme program altså bare ikke gør på hverken Apple iPhone med iOS eller Sony Xperia med Android. Der er noget helt galt med gyro eller kompas på den testede Mate 20 Pro.

Muligheden for at optage i RAW formatet er der givet mange fotonørder, som vil blive begejstrede over. Det giver nemlig mulighed for avanceret efterbehandling af billederne. En mulighed, man desværre ikke har på Apple’s iPhone. Og næppe heller nogensinde får. Tommel op til Huawei for den feature.

Det indbyggede batteri på hele 4.200 mAh er klassens bedste og stærkt medvirkende til, at man ikke blot klarer en lang arbejdsdag på kontoret. Men i regelen også har overskud til at være strømdonor til værdigt trængende kolleger og venner.

Har de en mobil med trådløs opladning efter Qi-standarden, kan man faktisk give dem lidt strøm via Huawei’s Reverse Wireless Charging. Omvendt trådløs opladning.

Nu kan man for første gang nogensinde både give og tage fra sit mobilbatteri. Man lægger blot de to mobiler ryg mod ryg, og hvis ellers man har tilladt det i indstillingerne på sin mobil, går opladningen straks i gang.

Det går langsomt, og forbindelsen er ikke ganske stabil. Men det er en cool feature at få med i købet. Noget, man godt kan score et par point på her og der. I nogle tilfælde kan man sågar få sig en ven(inde) for livet…

En mobil for hvem?

Huawei Mate 20 Pro er ikke en mobil for hvemsomhelst. Dertil er der alt for mange indstillingsmuligheder at fare vild i for de fleste. Mainstream bliver den derfor aldrig.

Til gengæld er der uanede muligheder for de få fotonørder, der næppe kan investere i nogen bedre kameramobil lige nu. Selv elsker jeg at lege med de utallige indstillingsmuligheder og har allerede tilbragt mange dejlige timer med det.

Samspillet mellem de tre kameraer er ikke i top, og specielt vidvinklen føles lidt som den lille ny i familien. Den er endnu ikke ordentligt integreret, men kører lidt sit eget løb – fysisk såvel som hvidbalancemæssigt. Tydeligt, at det her er den tidligere sorthvide sensor fra P20 Pro, som blot er skiftet ud med en vidvinkel.

Der er rigtig mange gode takter i Mate 20 Pro, men der mangler stadig en hel del finpudsning rundt omkring i styresystem og kameradel. Måske Huawei skulle holde sig til ren Stock Android (One) i stedet for at fokusere så meget på sit eget mere komplekse EMUI skin? Jeg tror det.

Den nye Huawei Mate 20 Pro kan meget godt sammenfattes, som en amerikansk tech-writer gjorde det med disse ord:

“Look out for P30 Pro og Mate 30″…

Minus:

Langsom fingeraftrykslæser
Touch skærm ufølsom i kanterne
Kameraer ikke perfekt synkroniseret
Langsom justering af dybdeskarphed
Lyslækkende eller farvede skærmkanter
Mange indstillingsmuligheder

Plus:

Lynhurtig Kirin 980 processor
Lynhurtig 3D Face Unlock
Kæmpestort batteri på 4.200 mAh
Lynopladning i verdensklasse
Omvendt trådløs opladning
Mange indstillingsmuligheder

Huawei’s heldækkende Flip Cover har den medfødte skavank, at coveret kan dække ind over optikken under fotografering. Det sker ikke med Huawei’s eget Clear View Flip Cover, hvor bagsiden er fast. Da risikerer man ikke skyggekanter på sine fotos.

Huawei Mate 20 Pro er vandtæt efter IP68 standarden. Det betyder, at mobilen skal kunne klare at ligge på 1,5 meter vand i 30 minutter. Er det ikke nok, har Huawei designet et UV-kamerahus specielt til Mate 20 Pro, som tillader brug ned til 50 meter.

Køge Bugt Fiskepleje

Fisk & Fri er taget med på en kigger ude ved vandet hvor vi har fået os en snak med folkene bag Køge Bugt Fiskepleje (KBF).

Vi befinder os ved Karlstrup Møllebæk, der munder ud i den nordlige del af Køge Bugt. Det er en søndag i april 2018, og en gruppe lystfiskere er samlet for at tage imod ”fiskebilen”, som lige er ankommet med udsætningsfisk.

Det er Køge Bugt Fiskepleje, som har taget hul på endnu en projektdag. De skal i gang med den næste udsætning af havørredsmolt. Det er sunde fisk, som har en høj overlevelse og desuden en flot evne til at komme tilbage igen som store, stærke og fightklare fisk.

Målet med udsætningerne er naturligvis at skabe et bedre fiskeri i det storkøbenhavnske område, men der sker også ting og sager længere sydpå i Køge Bugt.

Hvem og hvad er Køge Bugt Fiskepleje?

– Den korte version er, at Køge Bugt Fiskepleje (KBF) er et non-profit samarbejde mellem lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere i Køge Bugt området, fra København og ned til Stevns. Det er ægte frivilligt arbejde.

Det fortæller Steen Lyngsø, formand for Ishøj Sportsfiskerklub; John Østergaard, formand for Køge Sportsfiskerforening, og Kjeld Willerslev, formand for Bjørnens Sportsfiskerforening i Albertslund.

– Vi tager afsæt i vores 12-punktsarbejdsprogram, hvor det overordnede mål er at skabe et bedre fiskeri i Køge Bugt området. Dette dels gennem vandløbspleje, dels gennem udsætninger, hvor der er brug for det. Det hele sker på basis af frivilligt arbejde, og de udsætninger, som vi gennemfører i KBF-regi, finansierer vi gennem bidrag fra lokale grejproducenter, lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere.

– Da der er tale om udsætninger, som ligger ud over den officielle Plan for Fiskepleje, kan der ikke hentes penge fra Fisketegnsmidlerne. Vi skal således selv skaffe pengene. Her er lokale grejproducenter og specielt Sjællands Småbådsfiskeklub vigtige spillere.

– Grejproducenterne Ole Gregersen, Jens Peter Strømmen og Ole Rådhede laver auktioner, hvor alle pengene går ubeskåret til udsætninger. Sjællands Småbådsfiskeklub donerer hvert år penge til udsætningerne i KBF-regi, men samtidig også penge til de lokale klubbers udsætninger i St. Vejleå, Køge Å og Tryggevælde Å.

– Endvidere har en lang række frivillige bidraget med store eller små beløb, som alle selvfølgelig tages imod med tak og stor respekt. Udsætningerne er naturligvis godkendt af DTU Aqua.

– Det gode ved KBF-projektet er, at vi fungerer gennem et samarbejde mellem de lokale lystfiskerforeninger og miljøinteresserede lystfiskere. Det sker med folk, som har lokalt kendskab og lokale kontakter. De bliver alle taget med på råd, når der skal laves lokalplaner, klimasikringer og andet, der kan have indflydelse på vores fiskeri.

– Det betyder også, at der bliver lyttet til os hos de lokale politikere og embedsmænd, når der skal diskuteres klimaforandringer og klimasikringsarbejde. Her er der helt nye muligheder for at lave miljøforbedringer, som på sigt kan skabe et bedre fiskeri til glæde for også kommende generationer.

– Vi ønsker at styrke samarbejdet på tværs af Køge Bugt foreningerne dér, hvor vi har fælles interesser. Og det gælder ikke kun havørredfiskeriet, men faktisk alt fiskeri i Køge Bugt. Målet er, at alle lystfiskere i Køge Bugt kommer til at opleve, at fiskeriet bliver bedre, og at endnu flere får lyst til at deltage i arbejdet og dermed styrke indsatsen i vores geografiske område.

Forhistorien

– Vi havde med stor interesse siden starten i 2010 fulgt og deltaget i projektet Havørred Sjælland (det senere Fishing Zealand), hvis primære formål oprindeligt var vand- og fiskepleje.

– Da Fishing Zealand imidlertid ikke havde taget initiativ til det, indkaldte vi selv til et møde for alle interesserede lystfiskerforeninger i Køge Bugtområdet. Dette for at få skabt et fælles arbejdsgrundlag, som vi – i Fishing Zealand regi – kunne arbejde ud fra i oplandsgruppen for Køge Bugt området. Vi blev således på mødet enige om en liste med 10 punkter omfattende de arbejdsområder, som vi ønskede skulle danne grundlag for arbejdet i oplandgruppen.

– Da Fishing Zealands primære formål ændrede sig fra fiskepleje til fisketurisme, og da oplandsgrupperne blev nedlagt, indså vi, at vi måtte tilbage til udgangspunktet for at forbedre fiskeriet i Køge Bugt.

– Ingen ønskede dog, at alt forarbejdet skulle være spildt, og derfor satte vi – Steen Lyngsø, Ishøj Sportsfiskerklub, Kjeld Willerslev, Bjørnens Sportsfiskerforening, Albertslund, og John Østergaard, Køge Sportsfiskerforening – os sammen i november 2015.

– Vi ønskede hurtigt at komme i gang med et selvstændigt projekt, som reelt ville skabe forbedringer af fiskeriet i Køge Bugt, og arbejdsgrundlaget havde vi jo allerede. Køge Bugt Fiskepleje var dermed født.

– Den 23. januar 2016 åbnede vi Facebook-profilen ”Køge Bugt Fiskepleje”, hvor vi annoncerede vores planer, og at vi gennem frivillige bidrag ville skaffe finansiering af den første udsætning på 3.600 havørredsmolt udsat i det Storkøbenhavnske område allerede i 2016.

De første udsætninger

– Det lykkedes over alt forventning. Hurtigt fik vi samlet de nødvendige penge ind gennem bidrag fra lokale grejproducenter, lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere. I april 2016 kunne vi derfor udsætte 3.600 havørredsmolt ved Sjællandsbroen i København. Flotte ørreder på 15-19 cm, som så ud til at stortrives i deres nye omgivelser, og som helt sikkert vil give fiskeriet efter havørreder i København et boost i de kommende år.

– Der er jo i Københavns-området desværre en total mangel på gydevand til havørrederne, så her kan fiskeriet kun forbedres gennem udsætninger. Derfor har en af KBF´s første opgaver været at komme i gang med udsætninger her.

– I 2017 fortsatte vi vores udsætninger, men nu med 5.000 havørredsmolt ved Sjællandsbroen, og som et nyt tiltag udsatte vi 2.500 havørredsmolt i mundingen af Karlstrup Møllebæk ved Greve. Igen finansierede vi udsætningerne gennem frivillige bidrag. Vi fortsætter udsætningerne, og her i 2018 har vi igen leveret 7.500 smolt, der bliver sat ud de samme steder som sidste år.

– Nu er vandløbs- og fiskepleje ikke noget nyt for foreningerne i Køge Bugt området. Faktisk har der i mange år været gennemført både udsætninger og en intensiv vandløbspleje.

– Ud over de nye udsætninger I KBF-regi står Ishøj Sportsfiskerklub og Køge Sportsfiskerforening nemlig i forvejen for udsætning af smolt og halvårsørredyngel. Ishøj leverer årligt 30.000 stk. smolt, som udsættes ved Hundige, Ishøj og Harrestrup Å.

– Køge udsætter i Tryggevælde Å og Køge Å, og Solrød Sportsfisker Klub Regnbuen udsætter halvårsfisk i Skensved å. Her bliver i alt udsat 40.000 fisk, heraf 9.000 halvårsyngel, medens de sidste 31.000 fisk er smolt.

– Samlet set udsætter de 3 foreninger 77.500 ørreder – inklusive de fisk, der bliver udsat i regi af Køge Bugt Fiskepleje. Altsammen bidrager det til at forbedre havørredfiskeriet i Køge Bugt fra København og helt ned til Stevns. Der tages faktisk ofte ret store fisk lige syd for København, og dertil bidrager vores arbejde i høj grad til det populære og i perioder meget givtige fiskeri ved netop Stevns.

Vandløbsrestaurering

– I Køge Sportsfiskerforening, som råder over et særdeles velfungerende vandplejeudvalg, har vi gennem en lang årrække udført restaurering i primært Tryggevælde Å, Køge Å og Vedskølle Å.

– Her udlægger vi gydegrus og skjulesten, planter træer og vandplanter, og her gennemfører vi også bestandsanalyser ved el-fiskeri efter halvårsfisk, laver gydebanketællinger og opsætter smoltfælder. Endelig så el-fisker vi efter moderfisk, så vi senere kan sætte opdrættet yngel af egen avl ud i vandløbene. Målet er naturligvis på sigt at gøre vandløbene selvreproducerende.

– Længere inde mod København påbegyndte den lokale Bjørnens Sportsfiskerforening i 2012 en vandløbsrestaurering i den øvre del af St. Vejleå. Dette i samarbejde med Albertslund Kommune og lokale skolebørn, som med håndkraft, skovle og spande udlægger gydebanker og skjulesten.

– I starten af 2017 kontaktede vi Greve kommune med henblik på at lave vandløbsrestaurering. Det resulterede i, at vi den 1. oktober 2017 udlagde tre gydebanker og tilhørende skjulesten i Karlstrup Møllebæk. Det var vort første restaureringsprojekt i KBF-regi, hvor Køge Sportsfiskerforening og Ishøj Sportsfiskerklub udformede projektet.

– På selve dagen deltog også medlemmer fra Solrød Sportsfisker Klub Regnbuen samt frivillige individuelle lystfiskere fra Køge Bugt området, som også gerne ville gøre en fysisk indsats for et bedre fiskeri. Frivillighed, når det er bedst, og det breder sig som ringe i vandet!

– Vi gentog nemlig successen allerede den 14. oktober i Vedskølle Å, hvor Køge Sportsfiskerforening inviterede alle til et nyt restaureringsprojekt. Det blev til endnu tre gydebanker og mange skjulesten. Og igen var der samlet mange frivillige, og som i Karlstrup Møllebæk sluttede vi dagen af med at spise pølser, drikke sodavand og glæde os over dagens resultat.

– Ved begge projekter kvitterede havørrederne ved at benytte samtlige gydebanker til gydning, så vi allerede til næste år kan møde endnu flere havørreder i Køge Bugt og ved Stevns Klint. Til glæde for såvel de lokale lystfiskere som tilrejsende fra nær og fjern.

Vandrådene

– Sidste år nedsatte regeringen en række vandråd, som skulle rådgive myndighederne omkring de små vandløb. Her ansøgte KBF naturligvis om at komme med i vandrådet for vandløbene omkring Køge Bugt.

– Vi fik tre pladser i dette vandråd, og her valgte vi, at repræsentanter fra Greve Sportsfiskerforening, Køge Sportsfiskerforening og Sjællands Småbådsfiskeklub skulle repræsentere KBF.

– Vandrådsarbejdet kom der som sådan ikke rigtigt noget ud af, men alle parter var dog enig om et forhold: – Det var politik, når det var værst!

– Vi fortsætter med vores udsætninger, men fremover vil der komme en betydelig forøgelse af indsatsen med vandløbsrestaurering. Vi fortsætter naturligvis med de vandløb, som vi er gået i gang med. Vi planlægger således yderligere projekter i Karlstrup Møllebæk, men der kommer også andre vandløb i spil i Køge Bugt området. Vandløb som Skensved Å og Lille Vejleå.

– Et helt andet fokusområde er vores arbejde med at beskytte og hjælpe den unikke brakvandsaborrebestand, som vi har i området. Hos Ishøj Sportsfiskerklub udlægger vi hvert år juletræer som ”brudesenge” til aborrernes gydning, og vi kæmper for at minimere skarv- og garnproblematikken. Nogle medlemmer bruger således megen tid på skræmning af skarv og kontrol med garn i området.

– Skarven og de mange kystnære garn er en stor trussel for aborrebestanden, så det er et meget vigtigt arbejde, hvis aborrebestanden ikke skal kollapse. Ishøj-foreningen vil selvfølgelig fortsætte kampen, men vi vil også fra KBF-side prøve, om vi kan udbrede kendskabet til problemetikken – via vort store kontaktnet til ikke mindst myndighederne – og ad den vej få lokalpolitikerne i tale.

– Så vor hovedvægt i KBF vil fremover ligge på udsætninger, vandløbsrestaurering og som særligt område: Forbedringer for vores unikke aborrebestand. Men der er også andre opgaveområder fra vores oprindelige 12-punkts program, som vi vil lægge ind i arbejdet. Det samlede program ligger inde på Facebook-profilen ”Køge Bugt Fiskepleje”, hvor alle kan se det.

– Der vil blive øget fokus på skarv- og garnproblematikken gennem lokalpolitisk påvirkning, og der vil blive større inddragelse af skolebørn i vandløbsrestaureringer og vandplejekurser.

– Altsammen noget, der skal medvirke til at styrke medlemstilgangen i vores foreninger, det frivillige arbejde, sikringen af fremtidens lystfiskeri og beskyttelsen af vores fælles natur.

– Så der er nok at tage fat på!

Sådan slutter vor snak med de tre foreningsformænd fra Køge Bugt Fiskepleje. De er alle tre aldeles enige om den fælles strategi.

Det lover godt for fremtiden!

Faktaboks

Foreningerne i Køge Bugt udsætter hvert år næsten 80.000 havørreder.
Foreningerne i Køge Bugt og de frivillige samarbejder hvert år om at lave vandløbsrestaureringer, som giver vilde fisk år efter år.
Foreningerne i Køge Bugt kæmper også for at bevare den unikke bestand af brakvandsaborrer, som vi har i nogle af områdets åer.

Køge Bugt Fiskepleje deltager ikke i Fishing Zeeland turistnetværket.

Artiklen er fra Fisk & Fri nummer 8-2018

Foder, føde og fiskeopdræt

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop fiskeopdrættet, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen.

Nu vidste de fleste af os jo godt, at det ikke er rigtigt. At det er en løgn af gigantiske dimensioner. At det rent faktisk er det stik modsatte, som er tilfældet. At vore dages fiskeopdræt i stedet trækker tæppet væk under de vilde fiskebestande, som netop kunne have brødfødet en stor del af del sultende befolkning.

I gamle dage fodrede man med mere eller mindre friske skidtfisk fra industrihavne rundt omkring i Danmark. Dem, der nu lå tættest på dambruget, så transporten blev kortest mulig. Man brugte da typisk mellem 4 og 7 kg skidtfisk for at producere 1 kg ørred. I tilgift fik man en masse organisk forurening, der flød fra dambrugene og ned ad åerne, efterladende en tydelig lugt af rådden fisk og en glinsende oliefilm på overfladen.

Siden begyndte man at fremstille foderpiller, som var mere hygiejniske, lettere at håndtere og mere effektive. Disse foderpiller kunne nu tilsættes en masse hjælpestoffer, der uundgåeligt havnede i vandmiljøet med det overskydende foder. Læs gerne artiklen om “Ethoxyquin“

Som årene gik, blev disse foderpiller bedre og bedre. Til sidst så gode, at man i dag i grove træk kan producere 1 kg fisk af 1 kg foder. Et faktum, der i meget vid udstrækning misbruges af branchen til at fortælle forbrugerne, hvor effektive man er blevet til at opdrætte fisk, og hvor godt fiskeopdræt er blevet for natur og miljø…

Men det er naturligvis ikke tilfældet. Træerne vokser heller ikke her ind i himlen. For at nå frem til dette helt usandsynlige 1:1 forhold fjerner man nemlig alt vandindhold i foderet, hvilket gør det lettere – at transportere og håndtere. Fjernede man ikke vandindholdet, ville tallene se ganske anderledes ud. Og ikke være i fiskeopdrætternes eller foderproducenternes favør.

Man kan sammenligne det med slagteren, der pumper sit kød med saltholdig væske for at få det til at suge vand og dermed gøre det tungere. Her blot i omvendt forstand, da foderproducenterne i stedet fjerner vandet for at gøre foderet lettere.

Fra animalsk til vegetabilsk

Indtil for relativt få år siden brugte man udelukkende animalsk protein til fremstilling af fiskefoder. Det er jo det, fiskene spiser ude i naturen. Og derfor også det, der giver det bedste slutprodukt. Det er alle forskere enige om. Også norske lakseopdrættere. Fiskefoder fremstillet af fiskemel indeholder nemlig som udgangspunkt alt, hvad rovfisk som laks og ørreder naturligt har brug for til at vokse sig store.

Forskerne er også enige om, at fiskeopdrættet i lang tid ikke havde kunnet vokse, hvis foderet udelukkende skulle bestå af animalsk protein i form af fiskemel. Der er simpelthen ikke nok “skidtfisk” som sild, brisling, sperling, tobis og ansjoser i selv de store verdenshave.

Man ville have støvsuget også de allersidste “skidtfisk” op af verdenshavene for at skaffe foder nok til de uendeligt mange millioner tamlaks, der findes i havbrug verden over.

Derfor har man længe eksperimenteret med at tilsætte vegetabilsk protein – i form af primært rapsolie, soya og hvede. Hertil mindre mængder ærter, majs, bønner og solsikke.

Animalsk protein i form af fiskemel udgør i det her analyserede tilfælde godt 28% af det samlede proteinindhold. Knap 72% af moderne fiskefoder udgøres i dag af vegetabilsk protein med følgende sammensætning:

Solsikke: 17.95 kcal ⌘

Bønner: 34.88 kcal ⌘

Majs: 45.14 kcal ⌘

Ærter: 50.38 kcal ⌘

Hvede: 220.22 kcal ⌘

Soja: 221.18 kcal ⌘

Ansjos: 424.03 kcal ⌘

Rapsolie: 475.62 kcal ⌘

⌘: Vegetabilsk protein: 72%

⌘: Animalsk protein: 28%

I alt spist af fisken: 1.489.4 kcal

I alt leveret af fisken: 281.25 kcal

Altså leverer laksen blot en femtedel af de kalorier, der er brugt til at fodre den op med. 281 ud af 1.489 kilokalorier. En rigtig dårlig forretning set i et sult- og hungersnødperspektiv.

Det ser ud til, at vi indtil videre har nået smertegrænsen for, hvor meget vegetabilsk protein man kan blande i fiskefoderet – hvis det ikke skal gå smagbart ud over kvaliteten. Dette regnstykke viser således, at opdræt af laks i dag blot leverer en femtedel af de kilokalorier, man opfodrer fiskene med.

Det skal ses i forhold til, at de øvrige fire femtedele går til spilde under produktionen. Vel at mærke fødevarer, der udmærket kunne have været brugt direkte som menneskeføde. Norske www.framtiden.no konkluderer derfor ganske rigtigt, at man i opdræt af laks og ørreder spilder fire femtedele af de mulige fødevarer.

Det uundgåelige resultat bliver, at verdens sultende befolkning sulter endnu mere, end de ellers ville have gjort. Svinebranchens massive behov for foder har haft samme effekt på verdens fødevaresituation. Også den har øget mangelen på fødevarer til fattige og sultende befolkninger verden over. I stedet for at give dem noget at spise.

Kort sagt haler det moderne opdræt af luksusfisk maden ud af munden på sultende mennesker i mange lande. Værst er det, hvor internationale fiskeflåder har bestukket korrupte regeringer og politikere, så de fra deres kæmpestore skibe kan fiske skidtfisk til fiskemel til fiskeopdræt. Skidtfisk, som ellers kunne have brødfødet befolkningen, der nu i stedet må sulte.

Men desværre heller ikke nok med det. Det kan lyde fint og rigtigt og miljøbevidst, at man skåner de vilde bestande af “skidtfisk” ved at blande stedse mere planteprotein i foderet. Men, men, men. Vi har allerede nu set den grimme bagside af også denne medalje.

Flere rapporter har kunnet fortælle og med fotos dokumentere, hvordan indfødte beboere i Amazonas regnskove er blevet fordrevet af industrialiserede storbønder og træfirmaer, som fælder træerne i regnskoven og brænder resterne af, så den blottede jord i stedet kan bruges til dyrkning af – soya og raps til foderfremstilling.

GMO-soya i foderet

Men heller ikke nok med det. For at øge produktionen og fremme indtjeningen bruges i regelen genmodificerede (GMO) sorter, som sprøjtes fra luften med dedikerede sprøjtegifte fra Monsanto. Det være sig RoundUp eller tilsvarende pesticider, som er meget lidt bæredygtige.

Det moderne fiskeopdræt i vor vestlige verden baserer sig således for en meget stor og stigende dels vedkommende på ryddet regnskov og giftsprøjtede afgrøder.

Endnu et godt eksempel på, at moderne fiskeopdræt af laks og ørreder og andre luksusfisk ikke bare ikke er bæredygtigt. Nej, det er i høj grad med til at øge forskellene på rig og fattig, forværre forholdene for sultende befolkninger samt forgifte miljøet i fattige lande. På én og samme gang. Det er prisen, og den er høj.

Brasiliansk regnskov ryddes og nedbrændes til GMO-soyaproduktion.

Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at opføde fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist. Det konkluderer norske “Framtiden i våre hender” snusfornuftigt. Og da slet ikke, når vi kun får en femtedel ud af det, vi fodrer fisken med.

Endnu værre og mere grotesk bliver det, hvis man ser på den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer rigtig gode priser.

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år sender de deres egne japanske specialister til Danmark for at gøre arbejdet.

“Kun hunner”

Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, der bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Ved at varme- eller trykbehandle befrugtede ørredæg kan man skabe triploide hunner, som er sterile. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Til at producere røde rognkorn i lange baner.

Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner” må det nok hedde oversat til dansk, når man kun fremstiller og opdrætter hunfisk.

Rene rognmaskiner til eksport til Japan.

Den Opgående Sols Land.

Efterskrift: Den norske opdrætsindustri kunne naturligvis ikke sidde dokumentaren fra Framtiden i våre hender” overhørig. Man barslede efterfølgende med undersøgelser, som når frem til, at det næppe er fem gange, nøgletallet er. Men noget mindre.

Alt afhængig af, hvor stor en del af fiskefoderet der rent faktisk vil kunne omsættes direkte til menneskeføde. Man erkender dog problematikken – at man ikke kan brødføde en sultende befolkning med luksusfisk som laks, der er dyre i foder.

Havmøllegaarden – siden 1677

Havmøllegaarden set indefra – 1 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 2 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 3 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 4 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 5 ud af 6

Havmøllegaarden set indefra – 6 ud af 6

Lushage nogle kilometer syd for Havmøllegaarden

Her er der planlagt otte forurenende havbrug i åbne netbure

Havbrugene her skal producere ørredrogn til det japanske luksusmarked

En stille stund ved Jernhatten lidt nord for Havmøllegaarden

Havbrugsprotestbandet Havlyd spiller op ved Glatved

Lushage set mod Sletterhage – sydspidsen af Helgenæs

Planlagte havbrug vil tilføre Kattegat yderligere 800 tons kvælstof

GUDENÅEN – ny bog

En ny bog om Gudenåen har set dagens lys. Det er formanden for Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø, Lars Vedsø, der har forfattet den. Og han lægger ikke fingrene imellem.

Det er der kommet en meget interessant og uhyre læseværdig bog ud af – uanset hvor man selv måtte stå i spørgsmålet om fremtiden for Gudenåen og Tange Sø.

Som lokalt bosiddende har Lars Vedsø gennem årene talt dunder til lokale politikere og embedsmænd, som for enhver pris vil fastholde hans elskede Gudenå i dens vandkraftlænker. Som elsker Tange Sø med alt, hvad den kunstige vandkraftsø så end måtte medføre af skadeligt for natur og vandmiljø. De har fået læst og påskrevet gennem årene.

Som uddannet cand. merc i økonomistyring har Lars Vedsø godt styr på de mange og ofte store tal, der er i omløb i debatten. Og så tør han også sætte tal på de værdier, der ligger og venter i en retableret Gudenå. De millioner, der hvert år spildes ved at opretholde opstemningen ved Tange Sø.

Det er overraskende store værdier, det her drejer sig om. Værdier, som lokale politikere jo har ansvaret for. Alene derfor bør de også læse bogen, selv om de givet ikke har lyst til det.

Bogens ti kapitler

Bogen indeholder ti velorganiserede kapitler, der kommer godt omkring hele det komplekse emne, som Gudenåen og Tange sø udgør:

Kapitel 1 giver baggrund og status quo for situationen omkring Gudenåen og Tange Sø. Med sine 56 faktaspækkede sider er det bogens største kapitel.

Kapitel 2 dykker ned i Gudenåcentralen og Tangeværket, som jo er de største og mest lokale spillere i kampen om Gudenåens vand.

Kapitel 3 fokuserer på turismen på og omkring Gudenåen og Tange Sø. Det er her, da mange fremtidige millioner ligger og venter.

Kapitel 4 går i dybden med EU’s meget omtalte, men sjældent forståede Vanddrammedirektiv. – Hvad vil det betyde for Gudenåens vandsystem?

Kapitel 5 er helliget modstanden mod at lade Gudenåen strømme frit. – Hvem er de, og hvad er deres motiver for modstanden mod naturgenoprettelse?

Kapitel 6 præsenterer de løsningsmodeller, der hidtil har været fremlagt af især COWI og Rambøll. – Hvad vil de forskellige modeller medføre?

Kapitel 7 stiller spørgsmålet, om Gudenåen skal retableres. Et interessant kapitel med forskellige avancerede modeller til kvantificering af problemstillingen.

Kapitel 8 stiller skarpt på fremtidens trends – med fokus på bæredygtighed og lokal demografi. – Hvordan vil fremtidens danskere se problemstillingen?

Kapitel 9 koncentrerer sig om, hvordan vi finansierer en retablering af Gudenåen – med nationale og internationale midler. Og hvad konsekvenserne vil blive.

Kapitel 10 indeholder en sammenfattende konklusion, referencer og et appendix, der lige akkurat når at favne Gudenåecentralens seneste forsøg på at undgå katastrofen.

Jeg har haft lejlighed til at læse indholdet, før bogen gik i trykken. Allerede da stod det klart, at der er lagt timer og dage i indsamlingen af data, nye som gamle. Alene derfor er bogen en milepæl i historieskrivningen om Tangeværket og elektrificeringen af Danmark.

Et partsindlæg, ganske vist, for Lars Vedsø er jo en fortaler for retablering af Gudenåen og nedlæggelse af Tange Sø. Men det rokker ikke på facts og tal og lovgivning omkring emnet.

Multikunstner

Bogen indledes med et lille digt, der viser Lars Vedsøs kunstneriske side. For selv om man er uddannet cand. merc. i økonomistyring, kan man heldigvis også rumme blødere værdier.

Ud over at nyde naturen i fulde drag er Lars Vedsø dygtig på sin akustiske guitar og arrangerer sågar internationale træf af ligesindede. En mand med mange sider og kvalifikationer.

Bogen er tilegnet Lars Vedsøs barnebarn Henry, som han håber at kunne tilbringe mange timer sammen med – ved en retableret og fritstrømmende Gudenå.

Måtte visionære nationale politikere derfor vinde slaget om Gudenåen over de bagstræberiske lokale af slagsen.

Danmark vil profitere på at lade sit længste vandløb strømme frit.

En oplagt julegaveidé – hvis man altså kan vente så længe!

GUDENÅEN – GENFØDSEL AF ET UNIKT NATUROMRÅDE? er i stort format (27 x 29 cm) og illustreret med smukke farvefotos og mange grafer. Bogen fylder 222 sider og vejer 1,25 kg. Et vægtigt indlæg i debatten, altså.

Bogen bør derfor, som forfatteren også selv siger det i sit forord, spises i små bidder. Alternativt bruges som referenceværk, når debatten bølger.

Bogen koster kr. 298,- og kan bestilles direkte hos forfatteren på hans forlag REDTAG, Flamming Mosevej 6, 8620 Kjellerup. Bestilling via:

http://www.redtag-forlag.dk/redtag-forlag-4-bestilling.htm

Pris kr. 368, – inklusive porto og forsendelse.

Fås også gennem boghandelen.

ISBN: 978-87- 995798-9-1

Læs mere i artiklen:

“Gudenåen – fra udspring til udløb”

– fra Tinnet Krat til Kattegat

Palm lever op til sit navn

Hedengangne Palm har netop lanceret verdens mindste fuldt funktionelle smartphone, som ikke er meget større end et kreditkort. Mobilen til højre er en Note 9 fra Samsung.

Den “lille ny” fylder ganske præcist, hvad en stak kreditkort vil gøre. Den måler 97 x 50 x 7,4 mm og har en 3,3 tommer skærm med en opløsning på hele 445 PPI.

Den nye Palm er ikke tænkt som en smartphone i miniformat. I stedet skal den betragtes som et “wearable” på lige fod med et smartwatch.

I første omgang sælges den kun hos amerikanske Verizon, hvor man kobler den op på et allerede eksisterende nummer. Som Apple Watch hos 3 herhjemme.

Minimobilen kører på en “forked” udgave af Android 8.1 og er derfor næppe noget, man som iPhone bruger vil have nævneværdig nytte af.

Den nye mini-Palm har 32 GB lagerplads og 3 GB RAM samt for- og bagkamera på henholdsvis 8 og 12 MP. Gorilla Glass 3 fuldender formen.

Den nye mini-Palm leveres i sølv eller guld finish og er forsynet med et moderne USB-C stik til opladning og synkronisering.

Palm’s seneste og mindste kan køre alle de gængse Android applikationer, vi kender fra almindelige smartphones. Uden begrænsninger.

dims

Det er svært at spå, om der vil være et marked for den lille ny fra Palm. Men indtil vi ved det, er den guf for alle gadget freaks!

EU och den kinesiska skarven P. c. sinensis

EU och den kinesiska skarven P.c.sinensis, från skyddsvärd till främmande invasiv art av unionsbetydelse. NB: Svensk originaltekst

Ingen med minsta naturintresse och fungerande syn, lukt eller hörsel kan ha undgått att notera ett alltmer påtagligt inslag vid Europas kuster, sjöar och vattendrag. Från Cabo de São Vicente i sydväst och Lesbos i sydost till Bottniska viken i norr är numera den kinesiska skarven (syn. mellanskarven) Phalacrocorax carbo sinensis (sinensis) en allt vanligare syn och i många områden den helt dominerande sjöfågeln.

Från något tusental individer 1979 har antalet ökat till flera miljoner idag 2017. Enligt fågelskyddsorganisationer och myndigheter är det en stor framgång för det europeiska fågelskyddet och EUs Fågeldirektiv (79/409/EEG) att sinensis ”återkommit efter lång tid av förföljelse”. I likhet med många andra som inte kunnat undgå att märka sinensis förödande inverkan på den lokala fiskfaunan eller de döda träden på de illaluktande häckningsöarna och ”skarvsätena ”var jag förbryllad över ” återkomsten” då det helt saknades uppgifter om tidigare häckningar.

I min hemtrakt Stockholms skärgård skedde den första dokumenterade häckningen 1994, idag finns ca 20 kolonier med uppskattningsvis 50 000 individer. Men först i augusti 2002 slog det mig att ”de har aldrig varit här förut!”

Det blev inledningen till mina försök att reda ut den härva av motsägelsefulla uppgifter och påståenden som dominerat i den mycket förvirrade och ofta hetsiga skarvdebatt som pågått runt om i Europa i nära 400 år. År 2008 skrev jag en essä ”Den kinesiska skarven Phalacrocorax carbo sinensis Blumenbach 1798, en främmande fågel ” som redovisade uppgifter jag funnit samt ett synopsis till ett historisk narrativ och några förslag till åtgärder. Förhoppning en var att stimulera fler att klarlägga sinensiseuropeiska historia.

Essän möttes först av en öronbedövande tystnad och därefter av en lång rad kritiska artiklar i fågeltidskrifter och dagstidningar skrivna av upprörda fågelskyddsaktivister. Som exempel kan nämnas Engström/Wirdheim Vår Fågelvärld 2009, Kinzelbach Der Falke Sonderheft 2010 , Bieke Die Vogelwelt 2012, Bieke, Herrmann, Kinzelbach & de Rijk Die Vogelwelt 2013, Bieke Ornis Fennica 2014, Blomqvist Österbottens Tidning 2016 samt Philström/Fritzén OA-Natur 2017 .

Listan kan, och kommer, säkerligen göras längre. Antingen omnämns jag direkt vid namn eller endast indirekt genom mina slutsatser; ”dass der Kormoran eine aus China eingeschleppte invasive Art und als solche bekämpfen sei.”(Beike m.fl .2013) vilket, förutom skadorna på fiskfaunan, är den europeiska skarvdebattens kärnfråga.

Efter att noga läst artiklarna och kontrollerat referenserna har jag på olika sätt kommenterat dem. Min uppfattning att sinensis är en främmande fågel i Europa står fast. Inte heller mina fördjupade studier har funnit ett enda vetenskapligt belägg för någon förmedeltida häckning av sinensis i Europa. Det kan dock vara på sin plats att åter kommentera några av påståenden i artiklarna.

Gemensamt är oförmågan att konsekvent hålla isär sinensis och den ursprungliga, naturligt förekommande, europeiska storskarven Phalacrocorax carbo carbo (carbo). Bl.a. hävdas att fynd av ” skarvben”(subfossil betecknade P.carbo min anm.) samt äldre uppgifter om ” kolonier av trädhäckande fåglar” i Europa ”längre än 10 mil” från nuvarande kustlinje måste vara sinensis då storskarven (carbo) är en ”marin fågel som häckar på klippor vid havet”.

Detta är ovetenskapligt nonsens. Carbo är inte ”marin” och häckar helst i träd och behöver, precis som sinensis, framförallt fiskrika vatten oberoende av salthalt. Carbo var efter den senaste istiden utbredd över stora delar av Europa men häckar nu huvudsakligen på otillgängliga kustavsnitt i Frankrike, Brittiska öarna, Norge och Island. Ett av skälen är att ungarna sedan stenåldern varit ett viktigt inslag i kosthållet och därför ett av de vanligaste fågelfynden vid arkeologiska utgrävningar.

Oberoende av från vilket hörn av Europa man än försöker följa sinensis historiska utbredning bakåt i tiden tar spåren slut i det medeltida Holland och sammanfaller i tid och rum med inledningen på ”the golden age” och den snabbt växande världshandeln med bl.a. exotiska växter och djur.

När de första sinensis-kolonierna i början på 1600talet etablerade sig i frihet i några vatten nära Rotterdam konstaterade lokala fiskare snabbt att fisket påverkades negativt och vidtog bekämpningsåtgärder, redan då under protester från den tidens fågelskyddaktivister. Under 16- och större delen av 1700talet finns endast uppgifter om några få fritt levande kolonier i Holland med närområde.

Den första stora expansionsvågen skedde under början av 1800talet och nådde via Tyskland och Danmark ända till Skåne och Blekinge i södra Sverige. Kolonierna bekämpades då så kraftfullt att utbredningen i Västeuropa under 1900talet åter blev begränsad till Holland samt några få platser i bl.a. Tyskland och Polen och sinensis var fram till början av 1970-talet både ”hotad och förföljd”.

Flera av det tidiga 1800talets ledande ornitologer blev mycket förbryllade över det plötsliga uppträdandet av en avsevärt mindre skarvform än den sedan länge välkända europeiska storskarven (carbo). För J.A. och J.F. Naumann 1842 var det ”en gåta” och C.L. Brehm 1824 lyckades inte heller helt klarlägga taxonomin men beskrev den som närståendecarbo och gav den epitetet subcormoranus.

Motsvarande gjorde även S. Nilsson 1835 som gav den epitetet medius. Nästan ett sekel senare gjorde andra framstående ornitologer som E.Lönnberg 1915 och E.Hartert 1916 utförliga taxonomiska analyser av skillnaderna mellan carbo och sinensis(syn.subcormoranus/medius) och konstaterade att de är avsevärda men nöjde sig i tidens anda med att beteckna sinensis som en underart av storskarv P.carbo.Sinensis taxonomi och nomenklatur är fortfarande i stort behov av en grundlig revision och carbo och sinensis med stor sannolikhet kan, som S. Nilsson skriver 1858, ”befinnas utgöra tvenne arter”, en uppfattning som delas av många bl.a. Alström 1985 och Kinzelbach 2010.

Epitetet sinensis förefaller dock väl valt då den första vetenskapliga beskrivningen enligt Mlikovsky 2011 kan härledas till auktorn Staunton 1796 och typlokalen för ”Pelecanus sinensis to Lake Weishan, Shandong Province, China (c.35°00’N, 116°50’E) November 1793”. Det vetenskapliga namnet och typlokalen är givetvis inget belägg sinensis är införd från Kina men trivialnamnet bör därför åter vara kinesisk skarv.

De första uppgifterna om sinensis i Europa sammanfaller även i tid och rum med det snabbt uppblomstrande, och lika snabbt falnande, intresset för fiske med tränade ” skarvar” vid de engelska och franska hoven i början av 1600talet. Holländarna var sedan länge Europas mest framstående falkenerare och levererade tränade jaktfåglar av olika arter för enorma belopp till aristokratin. Det kinesiska fisket med skarv var sedan länge väl känt av det lärda Europa.

Redan den europeiska ornitologins fader, ”der Universalgehlerter”, schweizaren Conrad Gesner skriver i Historia Animalium Aves 1555 om fransiskanermunken Odoric av Pordenone som vid sin resa i Kina på 1300-talet med egna ögon såg fiske med dresserade skarvar. Boken var under flera hundra år ett ornitologiskt standarverk och citerades och kopierades av många. Även Linné beskriver metoden i ”De usu avium ”1765 och så gjorde många andra och utgör ett av många spännande kapitel i sinensis historiska narrativ.

Att fågelskyddsaktivister förblindade av fågelkärlek under alla tider fanatiskt försvarat sinensis mot fiskare och andra drabbade är illa, men inte förvånande. Värre är att BirdLife Europe och dess organisationer, med många kompetenta ornitologer i leden, aktivt medverkat till att sinensis skyddas utan att närmare reflektera över dess europeiska historia.

Det värsta är dock hur illa skött frågan är av EU-kommissionen och de nationella naturvårdsmyndigheterna som är de ytterst ansvariga för skadorna sinensis orsakar. Primärt på den biologiska mångfalden och fiskfaunan och sekundärt på fiske och friluftsliv till ackumulerade kostnader av åtskilliga miljarder Euro. Skadorna är nu så omfattande och uppenbara att t.o.m. den fiskeribiologiska forskningen i allt större utsträckning kan kvantifiera den, bl.a. Jepsen m.fl. 2014 och Ovegård 2017.

Det är helt korrekt att sinensis vid tidpunkten för Fågeldirektivets införande 1979 var hotad, hela beståndet i Västeuropa utgjordes då av något tusental fåglar i några få kolonier. Att taxonet ”5. Phalacrocorax carbo sinensis Skarv (kontinental race)” (danska min anm.) fördes upp på Bilaga I ”över vilda fåglar som förekommer naturligt inom medlemsstaternas europeiska territorium” i behov av särskilda skyddsåtgärder, kan därför tyckas vara ett rimligt beslut.

Felet var bara att inte ett enda vetenskapliga belägg redovisas som styrker Kommissionens påstående om ennaturlig förekomst. På grund av fågeldirektivets skydd och EUs utvidgning ökade antalet sinensis på mindre än 20 år till flera hundra tusen vilket tvingade fram att “The European Commission has decided to remove the Great Cormorant (Phalacrocorax carbo sinensis) from Annex I of the Directive on the Protection of Wild Birds.” ( IP/97/718). Ett beslut av marginell betydelse då skyddet av sinensis, trots möjligheter till s.k. derogations, förblev så starkt att meningsfyllda bekämpningsåtgärder inom regelverket inte var möjliga.

I dokumentet övergår Kommissionen från att använda taxonets korrekta namn P.c.sinensis till ett mer allmänt ”the Great Cormorant” eller bara ”the Cormorant”. Ett uttryck för en medveten desinformation i syfte att fortsatt förneka det faktum att det är sinensis, och inte carbo, som p.g.a. av de egna misstaget och följande inkompetenta agerande utvecklats från enbart främmande 1979 till invasiv 1997, för att år 2017 vara av unionsbetydelse.

De miljontals sinensis som idag finns i Europa ökar i oförminskad takt och sprider sig till nya lämpliga biotoper inom EU samt till grannländerna. Allt fler kolonier etableras i Schweiz, Norge och länderna österut och varje höst invaderas Nordafrika, från Marocko till Egypten, samt Israel av horder med övervintrande sinensis.

Istället för en vetenskaplig analys av bakgrunden till de allt större skador det ständigt växande antalet sinensis orsakar den europeiska naturen finansierar Kommissionen desinformationsprojekt med syfte att göra en naturvetenskaplig fråga till ”en konflikt mellan skarvar och fiskare/fiske”.

REDCAFE 2003 och INTERCAFE 2004/8-12 samt det senaste ”the CORMAN project” (Sustainable Management of Cormorant Populations) 2011- på DG Environments hemsida är alla exempel på Kommissionens förnekelse av frågans allvar och brist på omdöme. Projekten har med osviklig precison lyckats undvika sinensis kärnfrågor och ständigt avfärdat berättigad oro. Påstår att de inte går att påvisa några större skador och antalet kommer minska, vilket en okritisk mediekår rapporterat ända sedan 1979.

Men nu är det tack och lov så att detta miljöpolitiska haveri inte behöver fortsätta och förvärras. Sent omsider har även Kommission vaknat inför de skador främmande arter förorsakar den europeiska naturen och åtminstone formellt skapat förutsättningarna för kraftfulla åtgärder.

EU-förordningen 1143/2014 om förebyggande och hantering av introduktion och spridning av invasiva främmande arter (IAS) ger en juridisk grund för att förebygga, minimera och mildra de negativa effekterna av IAS samt gemensamt bekämpa vissa arter som bedöms kunna orsaka stora skador på biologisk mångfald i den Europeiska unionen.

På den lista över IAS av unionsbetydelse, som Kommissionen presenterade 2016, finns redan tre fåglar, den indiska huskråkan Corvus splendens, den amerikanska kopparanden Oxyura jamaicensis samt den afrikanska heliga ibisen Threskiornis aethiopicus.

Det åligger medlemstaternas naturvårdsmyndigheter att komma med förslag på ytterligare arter och enligt uppgift kan nilgåsen Alopochen aegyptiaca komma att föras upp på listan under 2017. Det är därför en självklarhet att också Phalacrocorax carbo sinensis omedelbart får en oberoende, transparent vetenskaplig prövning enligt samma kriterier av Scientific Forum on Invasive Alien Species (E03276), då sinensis skador på Europas natur redan är avsevärt mycket större än de fyra ovan nämnda fåglarna sammanlagt.

Att Kommissionen tar initiativ till en sådan prövning förefaller inte troligt. Men det är givetvis fritt fram för alla medborgare att kräva att frågan prövas av den ansvariga myndigheten i respektive nation, i Sverige Naturvårdsverket. Sverige har ett särskilt ansvar med det största antalet häckande sinensis i hela Europa, och troligen hela världen.

Att den kinesiska skarven Phalacrocorax carbo sinensis har en gigantisk negativ påverkan på Europas biologiska mångfald och ekonomi samt med råge uppfyller kriterierna för att omedelbart skall föras upp på listan över IAS av unionsbetydelse står utom allt tvivel.

Och det är bråttom. Skadorna på Europas natur och kostnaderna för de drabbade näringarna fortsätter att öka med oförminskad takt för varje dag som går. Kostnaderna för Kommissionens försumlighet skall förr eller senare betalas, och räkningarna kommer givetvis som vanligt hamna hos unionens medborgare.

Stavsudda, den 31 mars 2017

Christer Olburs

Gengivet med tilladelse fra forfatteren