Hardy Brothers

IMG_2994

Et af de mest ikoniske navne inden for den ædle fiskesport er uden tvivl engelske Hardy Bros, der i mere end 100 år har leveret førsteklasses fiskegrej til hele verden.

Ja, i nu snart 150 år har de i byen Alnwick i Northhumberland nær den skotske grænse fremstillet noget af det ypperste fiskegrej, som er blevet solgt til nogle af verdens mest prominente og velstående mennesker. Fra engelske konger til indiske maharajaer.

Jeg stiftede selv første gang bekendtskab med Hardy i 1972, hvor min egen interesse for fluefiskeri var for stærkt opadgående. Jeg havde læst min Svend Saabye og vidste, at fluefiskeri lige måtte være noget for en knægt som mig.

Hurtigt stødte jeg på navnet Hardy, der altid blev brugt af velstående gentlemen ulasteligt klædt i tweed fra top til tå. Som førte sig frem med værdighed og elegance ude ved det naturligvis klare og strømmende fiskevand.

Ambitionsniveauet var højt, og min egen første fluestang blev derfor en Hardy Jet i glasfiber med tilhørende Hardy Marquis fluehjul. Længde 8½ fod. Lineklasse 6.

Det var et sæt, som tjente mig trofast og sågar fulgte med på såvel min første rejse til Grønland i 1974 som min første Alaska-ekspedition i 1976. Et sæt, der fangede rigtig mange fisk – primært nok fordi det dengang var mit eneste fluegrej…

Den spæde start

Men det hele startede i England eksakt 100 år inden da. I 1872, for at være helt præcis. Det år udmærkede sig nemlig ved, at en ung mand ved navn William Hardy slog sig op som bøssemager i byen Alnwick, Northhumberland lidt syd for den skotske grænse.

Ved den lokale ingeniørmagnat Lord Armstrongs mellemkomst gik broderen John James Hardy snart ind i virksomheden, der primært solgte våben fra Birmingham.

To år senere, i 1874, kunne man så i en annonce i lokalavisen Alnwick Mercury læse, at Hardy brødrene nu også solgte fiskegrej til å og hav. Åen havde man i baghaven i form af River Aln. Og havet i form af Nordsøen kun en halv times kørsel borte. Hvis man altså rådede over et automobil. Ellers det dobbelte.


IMG_2995


Salget gik strygende – faktisk så godt at William Hardy kunne fri til og gifte sig med datteren til den lokale gamekeeper, som var en dygtig fisker og fluebinder. Det blev derfor svigerfaderens fluer, der prydede de kommende års Hardy kataloger.

William holdt styr på finanserne, mens John James tog sig af produktudviklingen. Ikke mindst den første Hardy Angler’s Pipe optog J.J. meget – og tog meget af hans fritid. Hans søster fortæller således, at det var ikke så lidt af en belastning, når William hver eneste aften skulle prøveryge de nye prototyper. Naturligvis hjemme i dagligstuen…

Det Perfect’e fluehjul

1891 blev et skelsættende år for Hardy Bros. Det var nemlig det år, hvor brødrene kunne lancere deres første helt eget fiskehjul. Hidtil havde de primært været forhandlere af fiskehjul fra Malloch, men de ville helst lave deres egne.

Resultatet af flere års eksperimenter og ingeniørmæssig tankevirksomhed blev fluehjulet med det ubeskedne navn “Perfect”. Et hjul, der med enkelte mellemrum er blevet produceret helt frem til i dag, hvor det stadig er i sortimentet.

Efter Perfect fluehjulet kom en lang række andre fluehjul, heriblandt det smukke Cascapedia, som er opkaldt efter lakseelven af samme navn i Canada. Det så dagens lys i 1932 og bar hjulmageren P. Lundy’s navn. Og produceres fortfarende.

I den tunge ende kom hjul som “Fortuna”, der virkelig var netop det: – Made For Tuna. Et gigantisk ikke-udvekslet hjul med en diameter på hele 9 tommer – 23 cm. Lanceret i 1921 og tiltænkt de allerstørste tun, som dengang svømmede rundt i Nordatlanten.

Opfølgeren hertil blev det flere kilogram tunge “Zane Grey” multihjul opkaldt efter manden af samme navn: Forfatteren Zane Grey, der tjente en formue på at skrive primært western romaner og noveller. Flere af dem blev sågar filmatiseret.


IMG_3001


The “Zane Grey” Big Game

Grey selv var lidt af en eventyrer, der brugte en stor del af sin tid på kvinder og de fleste af sine penge på Big Game fiskeri over det meste af verden.

Datidens fiskegrej var ikke helt “up to the task”, så det blev Hardy’s opgave at bygge Big Game hjulet over alle Big Game hjul: Et multihjul, som kunne tæmme ikke blot langt løbende tunfisk, men også højt springende marlin i gigantklassen. På flere hundrede kilo, ja, op til det halve ton.

Det blev til den ingeniørmæssige bedrift, der den dag i dag bærer “Zane Grey” navnet. Et flere kilogram tungt og lavt udvekslet Big Game multihjul, som har dannet skole for stort set alle efterfølgende hjul af slagsen. Lanceret i 1928 og fremstillet helt frem til 1957. Ikke just nogen døgnflue, altså. Alle størrelser havde plads til 1.000 yds. af den pågældende lineklasse.

Men mindre kunne også gøre det. Det ses af Hardy’s berømte “Altex”, der ret beset var verdens første seriefremstillede fastspolehjul, som vi kender dem i dag. Med lukket bøjle, hvilket var et af Hardy’s mange patenter.

Et simpelt, men alligevel teknologisk kvantespring i forhold til forgængeren – det åbne Illingworth hjul, hvor man selv måtte placere linen under bøjlen efter kast. Og leve i konstant frygt for, at linen fangede bøjlen under kastet…

Kongelig hofleverandør

Anyway. Forretningen Hardy Bros gik strygende. I år 1900 havde Hardy således egne lagerbygninger fra Edinburgh i nord over Alnwick og Manchester til London i syd.


IMG_2988


Man havde sågar også sin egen butik på den fashionable Pall Mail Street i London, hvor de rige og berømte, adelige eller sågar kongelige let kunne smutte forbi og få sig en fiskesnak, noget nyt fiskegrej eller blot en håndfuld hånddressede laksefluer af den ypperste kvalitet.

Dem var Hardy nemlig verdenskendte for. Som de også var det for deres omfattende fiskegrejskataloger. I år 1929 talte Hardy kataloget således ikke færre end 374 tæt pakkede og sirligt illustrerede sider… – Kom igen, Nap & Nyt!

Under Anden Verdenskrig gik det hårdt ud over butikken i 61 Pall Mall Street. Den blev bombet to gange og lå til sidst ikke bare i ruiner. Den var der helt enkelt ikke mere. Gulnede sorthvide fotos viser, at der blot var et gabende hul i bygningsblokken.

Butikken blev dog genopbygget nogle år senere – for krigsskadeserstatning fra staten – og står der den dag i dag. Stadig som udsalgssted for fiskegrej, men dog ikke længere som en rendyrket Hardy Bros butik. Noget, mange Hardy fans stadig begræder. Der var noget helt specielt ved adressen 61 Pall Mall Street.

Jim Hardy

Der var sket mange generationsskifter siden William og John James startede virksomheden i 1872. Og nu var det James Leighton Hardy, der stod for tur til at overtage ledelsen.

– Mr. Jim, som han blev kaldt til daglig og blandt venner, havde samme ingeniørmæssige baggrund som sine brødre og forgængere. Og så viste han sig at være en gudbenådet fluekaster, som begik sig på højeste internationale plan.

Det blev da også Jim Hardy, som skulle føre Hardy Bros ind i såvel nutid som fremtid. Jim var en distingveret engelsk gentleman med en stor sort moustache og bag ståbrillerne et par venlige øjne, der altid havde et glimt af humor. I stik modsætning til broderen William’s sørgmodige blik, der var formet af rædslerne under Anden Verdenskrig, hvor han havde været tysk krigsfange i Frankrig.


IMG_2993


Jim Hardy viste sig som sagt at være en dygtig fluekaster, der gerne turnerede rundt i verden til forskellige internationale kastekonkurrencer. Altid som den gode sportsmand og allerbedst naturligvis, når han vandt.

Det blev til ikke færre end tre verdensmesterskaber og 35 engelske kasterekorder. Mr. Jim var i sandhed en værdig repræsentant for et firma, der fremstillede og solgte fiskegrej. Ubetalelig reklame for grej fra Hardy Bros.

Jim var selv vokset op med splitcane stænger, men han var fremsynet nok til at tage de moderne stangbygningsmaterialer i brug, som krigen havde givet verden. Med glasfiberen som det oplagte førstevalg.

Det var en kendt teknologi, som han hurtigt fik bragt inden for dørene i Alnwick – i form af “Fibatube” sektionen, der producerede alle rørbyggede glasklinger til Hardy’s fiskestænger – det være sig fluestænger, spinnestænger, medestænger eller havstænger.

Glasfiberen fik man hurtigt styr på – med hjælp fra amerikanske Fenwick og tyske Sportex. Den knibske kulfiber kneb det mere med.

Fremtidens fiskestænger

Jim havde set skriften på væggen – at tiden ikke var med vandløbene og deres laksefisk. At der i stedet måtte fokuseres på sø og hav. Han indkaldte derfor en håndfuld af datidens fineste eksperter på hver deres område til et fællesmøde, hvor de drøftede situationen. Blandt eksperterne var geddeeksperten Fred Buller, karpeeksperten Richard Walker og surfcasteren Leslie Moncrieff.

Det møde endte på en fiskerestaurant, som Jim ofte talte om. Da han havde Englands suverænt førende karpefisker med til bords, Dick Walker, besluttede Jim sig for at ville prøve karpen på spisekortet. – Og det har jeg så aldrig behøvet gøre siden, sagde han altid med et glimt i øjet…

I det hele taget lyttede Jim altid til, hvad folk sagde til ham. Han var ikke bedrevidende, som så mange andre koryfæer kan være det. Engang sidst i 1970’erne gik jeg således og funderede over, om man ikke kunne finde en mellemting mellem de korte og lette enhånds fluestænger på den ene side – og så de lange og tunge tohåndsstænger på den anden.


IMG_2615


Mange vandløb har jo en størrelse og karakter, der ligger midt imellem, hvad stanglængde og styrke angår. Danske såvel som udenlandske. Der burde være stænger specielt til denne størrelse vandløb, forekom det mig.

Jeg forfattede derfor et brev til Jim Hardy, som jeg på det tidspunkt kun kendte fra billeder i de lækre Hardy kataloger. Og havde slet ikke regnet med at høre tilbage fra ham. I min verden var han jo så nær Gud, som man kunne komme her på Jorden.

Lidt snyd og en hel flaske whiskey

Det var i de fysiske breves tid, og postgangen var ikke verdens hurtigste. Men en lille måneds tid senere kom der et fint brev med Hardy Bros logoet på såvel kuvert som brevpapir.

Det var selveste Jim Hardy, der takkede mange gange for henvendelsen. Han fortalte, at han havde videregivet mit brev til deres designafdeling – med besked om, at ingeniørerne her skulle komme op med noget, der matchede mine ønsker og forslag.

Jeg var dengang en fattig studerende og stolt som en pave. Igen havde jeg ikke regnet med at høre mere, men den kommende vinter lå der pludselig en slip fra poste: – Der stod en lang pakke og ventede på mig nede på posthuset!

Det viste sig at være en prototype på en mellemting af den slags, jeg havde efterspurgt i mit brev. En 11 fod lang stang klasse 8, som bar påskriften “The Em”. Opkaldt efter den svenske Emå, hvis havørreder Jim var godt bekendt med. Større, end man kunne fange dem hjemme i England. Stangen var derfor ganske robust og kastede let liner tungere end den tiltænkte 8’er.

Jeg nåede aldrig at få den døbt i den sydsvenske Emå, inden jeg tog stangen med til British Columbia. Men det er en helt anden historie, som interesserede kan læse om i min næste bog “Laks & Havørred – Opgangsfisk”, der udkommer på forlaget Turbine her til foråret.


IMG_2631


“The Lost World of Mr. Hardy”

Jim Hardy var et rart menneske, en rigtig gentleman, en suveræn kaster, en dygtig fisker, en habil ingeniør – og så en traditionel engelsk forretningsmand. Måske derfor han lidt sent så, hvor verden var på vej hen. At gamle dyder og “attention to detail” måtte vige pladsen for billige produkter fra Fjernøsten. At de gamle håndværksmæssige traditioner helt enkelt var for dyre at opretholde.

Konkurrencen fra Fjernøsten bare voksede og voksede. Hardy’s konkurrenter var hurtigere ude og flyttede produktionen til lande som Kina, Korea og Taiwan, hvor arbejdskraften var langt billigere. Men hvor kvaliteten ofte også lod meget tilbage at ønske. Det er der lavet en meget seværdig film om – med titlen “The Lost World of Mr. Hardy”. Den bør ses af alle Hardy fans, som har fulgt firmaet gennem årene. Through Good and Bad.

I filmen kan man se, hvordan Hardy Bros i lang tid klyngede sig til fortiden. Man havde ansatte, der bandt fantastiske fulddressede laksefluer i hånden – uden fluestik. Et håndværk, som i dag kun videreføres på hobbyplan. Man havde folk, der kunne håndbygge fornemme splitcane stænger, hvis priser uundgåeligt blev skyhøje – og publikummet tilsvarende mindre.

Kort sagt kom Hardy Bros i alvorlige økonomiske vanskeligheder. For første gang i firmaets mere end 100 år gamle historie måtte man kigge udad – efter potentielle investorer, som kunne og ville videreføre de stolte familietraditioner. Det blev i første omgang investeringesgruppen Harris & Sheldon, der i 1967 overtog ejerskabet og de økonomiske forpligtelser.

Det varede indtil 2013, hvor amerikanske Pure Fishing overtog fabrikken. Og efterfølgende selv blev solgt videre. Og videre. Som det jo hele tiden foregår i de kredse.

Jim Hardy selv var forinden stoppet i firmaet. Det gjorde han i 1992, og han døde i 2012, 85 år gammel. Som den sidste Hardy i Hardy Bros. Inden da havde Mr. Jim dog skrevet familiekrøniken “The House the Hardy Brothers Built”, som blev udgivet i 1998.

HAC – Hardy Advanced Composites

Men fortiden lever heldigvis videre. Det blev som bekendt amerikanske Fenwick, der kom først i kulfiberkapløbet – som i 1973 kunne lancere verdens første fluestænger i kulfiber: “HMG”. Det, man ikke havde lykkedes med hos Hardy Bros.


IMG_2653


Dette trods det faktum, at den moderne kulfiber var blevet udviklet af engelske Royal Air Force og ditto Rolls Royce i fællesskab. Og at Hardy derfor var den allerførste stangproducent, som fik mulighed for at prøve kræfter med den nye fiber.

Datidens orakel på området, Dick Walker, mente nemlig ikke, at man kunne fremstille funktionelle fiskestænger i ren kulfiber. Kun glasfiberklinger med et indhold af kulfiber på op til 25%. Noget, Hardy rent faktisk udtog et patent på.

I dag er “Fibatube” skilt ud fra resten af Hardy Bros og har udviklet sig til “Hardy Advanced Composites” – HAC. En højteknologisk leverandør af composite løsninger til noget nær alt inden for sportsvogne, racerbiler, luftfart og rumfart.

Således er der i dag kulfiber og kevlar med flere andre eksotiske HAC-materialer i alt fra superlette engelske McLaren Formel 1 racerbiler til kæmpestore europæiske Airbus passagerfly. Manageren betroede mig, at HAC sågar producerer en “critical component” til Dyson’s verdensberømte poseløse støvsugere! Hvilken ville han dog ikke ud med…

HAC fremstiller i dag selv det kulfiberklæde, der indgår i de avancerede “Sintrix” fluestænger. Hardy sender råmaterialet til Kina, hvor klingerne rulles og færdiggøres. Herfra sendes klingerne så retur til Alnwick, hvor stængerne monteres og færdiggøres.

En omstændelig proces, som nu heldigvis ser ud til at lakke mod enden. Det er nemlig planen, at alle Hardy klinger fremover skal fremstilles i Alnwick. I lighed med alle Hardy fluehjul, som allerede fremstilles 100% i England.

Det er en udvikling, som mange længe har set frem til. Ikke mindst firmaets trofaste ansatte, der vil være rævestolte over at få hele produktionen samlet igen under eget tag i Alnwick.

Da er cirklen nemlig sluttet og Hardy atter “made in England”.

© 2018 Tekst & fotos: Steen Ulnits 


IMG_3128


Se flere Hardy fotos i fotokavalkaden her

hardys