Forfatterarkiv: Steen

Lektørudtalelse

Lektørudtalelse om min seneste bog “Laks & havørred”, der allerede kan fås i boghandelen:

“Kort om bogen
En bog om Nordatlantens og det nordlige Stillehavs ørred- og laksearter, og lystfiskeriet efter dem. For voksne læsere

Beskrivelse
Læseren kommer med på fiskeri i Danmark, Grønland, Island, England, Skotland, Irland, Sverige, USA. Alaska og Canada. Alle lakse- og ørredarter i området beskrives med deres levevis og fiskeriet efter dem med hensyn til metoder og udstyr.

Bogens undertitel “Opgangsfisk” hentyder til det specielle fokus, som forfatteren her lægger på fiskenes opgang i åer og floder, hvor de skal gyde, og de specielle måder, som han anbefaler ved fiskeriet under opgangen. Men stoffet omfatter meget mere om fiskene end lige i denne specielle periode.

Undervejs er der uddybende kapitler om vandløbsområder, som først er blevet ødelagt og derefter i nogle tilfælde er blevet restaureret, bl.a. Skjern Å i Vestjylland og Elwha River i USA. Illustreret med mange farvefotos og tegninger af landskaber, vandløb, lystfiskere, fisk og udstyr

Vurdering
Forfatteren er fiskeribiolog og deler ud af en stor viden om emnerne i en veldrejet fortællestil. Billederne er godt optaget og i et varieret udvalg

Andre bøger om samme emne/genre
I samme forfatters Fiskerejser til fjerne lande kommer han også lidt ind på nogle af ørred- og laksearternes biologi og fiskeriet, men slet ikke i dybden som her. I Ørred og laks findes også noget om emnet, men det er svært at finde noget, som uddyber det så meget som i herværende bog

Til bibliotekaren
Et godt supplement til lystfiskeri-reolen”

Citat slut

Lektør: Søren Møller
Forlag: Turbine
Antal sider: 240
Antal illustrationer: 120
Pris: kr. 289,-

En lektørudtalelse er en anmeldelse skrevet af bibliotekarer til bibliotekerne, som bruger den til at købe ind efter.

Lektørudtalelsen har til formål at understøtte kvaliteten af materialevalget i bibliotekernes indkøb. Dansk Biblioteks Center står for udvælgelse og udarbejdelse.

Dansk BiblioteksCenter

Key West revisited

For Ernest “Papa” Hemingway var Key West det sidste fristed i USA, hvor han kunne være så nogenlunde i fred for pressen. Jeg er fulgt i hans fodspor og har besøgt Key West tre gange – med fiskestang i hånden. Senest i 2019.

Key West er et ganske specielt sted – den sydligste by i den amerikanske stat Florida med kun nogle få hundrede kilometer ned til det kommunistiske Cuba, hvorfra mange cubanere er flygtet og nu bor i USA. I Florida er der snart flere, som taler spansk end engelsk, og tilstrømningen bare fortsætter.

Mange af de indvandrede cubanere klarer sig godt. De er arbejdsomme, og de støttes ofte økonomisk af tidligere udvandrede cubanere, som havde penge med “hjemmefra”. Et af de mest kendte eksempler er Eddie Cue, som i flere år har beklædt en af de vigtigste ledelsesposter hos computergiganten Apple.

De mange cubanere skyldes naturligvis dels den meget korte afstand til Cuba – 400 km – dels det hidtil kommunistiske styre under Fidel Castro, som længe har været på kant med USA. Det har dog været under opblødning i de seneste år, omend den amerikanske fangelejr Guantanamo på sydspidsen af Cuba stadig spøger.

A Pelican on the Porch

Militæret er stærkt repræsenteret i Key West. Der er konstant fly i luften, og US Coast Guard afpatruljerer regelmæssigt farvandet i og uden for havnen, der har oplevet øget aktivitet i de seneste år. Således har byen valgt at ride med på den verdensomspændende bølge af krydstogtsskibe, der hidtil har været for store til at lægge til i Key West.

I to omgange er havnen uddybet, så de store skibe nu kan lægge til kaj, og det er ikke gået stille af. Således kan de lokale fiskeguider samstemmende berette, at fiskeriet efter ikke mindst tarpon har lidt under det omfattende gravearbejde. Fiskene har ikke ro, og de er derfor trukket væk fra de by- og havnenære områder, hvor de plejer at færdes.

Cobia i stormfronten

Jeg besøgte første gang Key West i 1994, hvor jeg kombinerede lidt fiskeri i Florida med et træningsophold i faldskærmscentret ved Lake Okeechobee. Når man i nogle dage havde set Florida lidt fra oven – for det meste fra 4 km’s højde – var det ganske forfriskende med lidt skumsprøjt for boven nede på havniveau.

A Barra in the Boat

Jeg bookede en lokal guide, som jeg fandt i telefonbogen en aften efter en spændende, men anstrengende dag i en lille dobbeltdækker med en meget stor motor. Jeg skulle prøve kunstflyvning i en åben flyvemaskine, hvor man blot hang i sine fire sikkerhedsseler – med hovedet nedad en stor del af tiden.

Det var megasjovt, men også hårdt for fysikken. Ind imellem trak vi 6G, når piloten rettede op efter en styrtbombning, og det kunne jeg godt mærke, da vi landede igen. Jeg havde det fint, men kunne ikke gå lige tilbage til bilen. Det var helt umuligt. Kroppen trak konstant til siden. Ikke ligeud…

Men jeg nåede tilbage til hotellet og tilbragte resten af dagen ved svømmepølen. Om aftenen fandt jeg nummeret på en lokal guide i telefonbogen og ringede til ham. Jeg var heldig. Det var ikke højsæson, og han var ledig de følgende to dage.

Drømmekastet

Vi starter tidligt ud – til grå skyer over Karibien. Vinden er frisk og tiltagende, hvilket gør, at vi ikke kan tage på langfart. Vi bliver i stedet inde under land og afsøger mangroven for meterlange barracudaer, som har det fint med det koldere vand fra koldfronten.

A Cobia on the Cockroach

Skyerne ligger lavere og lavere, og det mørkner over Karibien. Vi ser imidlertid flere store barracuadaer, som i modsætning til bonefish holder af det lidt koldere vand. Det bliver til en halv snes flotte fisk på flydende poppere, inden vi tvinges helt ind til land – ind i den beskyttende mangrove.

Vi er lige ved at “call it quits”, da vi spotter en flok store fisk, som cirkler rundt næsten inde mellem grenene. De ligner grangiveligt hajer, og de er tydeligvis urolige – måske på grund af vejrskiftet. Forsigtige er de også. Hver kan vi forsøger at komme på skudhold, flytter de sig tilsvarende længere væk.

Men så sker det forunderlige. Jeg laver drømmekastet, der trods vind og bølger og lang afstand lander den mørke Cockroach ret foran en af fiskene. Den drejer straks omkring og inhalerer fluen – fuldt synlig. – Fish on!

Det bliver en lang og indædt fight. Fisken er en sergeantfish – en “cobia”, som den hedder på disse breddegrader – og den er kendt for både styrke og stædighed. Til sidst må den dog give sig og lade sig lande. Min første store cobra er en realitet – meterlang og muskuløs.

Vejret er nu så dårligt, at vi må skynde os tilbage til Key West – lige før uvejret bryder løs.

Søsterskibet til Hemingway’s “Pilar”

Det buldrer løs det meste af natten. Godt, vi ikke blev derude bare ét minut længere…

Men dagen efter er vejret godt igen. Det skifter hurtigt på disse breddegrader – i hvert fald om vinteren. Vi beslutter os derfor til den lange tur over sundet til øgruppen Marquesas, der ligger fredet for fiskere langt ude mellem Florida og Cuba.

Bonefish og permit på Marquesas

Det bliver kort fortalt en helt fantastisk tur, som kræver sin egen artikel. Her skal blot nævnes, at jeg sluttede dagen af med ikke færre end fem fine permits i solnedgangen. De tailede som gale og var vilde med vore krabber.

Vejret her 25 år senere tillader ikke en tur til Marquesas i denne omgang. Der er for langt, og det blæser alt for meget. Vi må nøjes med fin mad på “Marquesa” – en fornem og hundedyr trærestaurant af samme navn i Key West – og så lidt tarponfiskeri i selve havnen.

Solnedgangen på Mallory Square er, som den altid har været – smuk og en attraktion for såvel turister som fastboende. Men fiskeriet er bestemt ikke, som det ellers plejer at være. Vi ser stadig rullende tarpon med regelmæssige mellemrum, men de får aldrig fred. Havnen vrimler af hidsige jetskis, der forstyrrer både fisk og fiskeri.

Pelikaner tager skraldet i havnen

Forklaringen på det ustabile fiskeri mener de lokale fiskere som nævnt skal findes i de omfattende udgravninger, der netop er sket af havnen – så kæmpestore krydstogtsskibe nu kan anløbe den lille havn og sende masser af dollar-spenderende turister på land for nogle hurtige souvenirs og snapshots.

Jeg kroger to tarpon, som jeg begge mister i et sandt trafikkaos af ind- og udgående skibe. Til sidst sidder krogen solidt fast i bunden nær en af molerne ret ud for flådestationen. Men så suger det tungt i stangen, og min guide beordrer mig til at lægge max pres på stang og line. Nu må det briste eller bære.

Det bærer heldigvis. Det viser sig at være en rokke, som i de første minutter efter hugget har formået at suge sig fast på bunden et halvt hundrede meter borte. Og på grund af den horisontale line har jeg haft svært ved at løfte den fri. Nu spræller den hektisk med sine store vinger, men kan ikke rigtig gøre mere.

Jeg føler mig næsten skyldig i noget kriminelt, da vi til sidst har en rokke på små 20 kg ved bådsiden. Den ser på en eller anden måde trist ud. Jeg havde det på præcis samme måde, da jeg for snart mange år siden krogede og landede en revhaj på Maldiverne.

Det var heller ikke meningen. For på de kanter er hajer hellige…

Hvis du vil se flere billeder fra Key West, så klik ind på denne artikel.

Suunto 7 – nu med kort

Finske Suunto er en gammel kending i branchen for kompasser og dykkerure. De har længe haft et godt ry for deres sportsure, som nu har fået det første kortlæsende medlem: Suunto 7.

Firmaet blev etableret tilbage i 1936, hvor det vigtigste produkt var skibskompasser. En produktion, der først ophørte for få år siden. Siden kom diverse dykkerartikler til, og på det seneste er aktivitets trackere til sportsudøvere blevet en vigtig del af sortimentet. Kompasset findes dog stadig i digital form – som urskive.

I dag koncentrerer Suunto sig om bærbare produkter til håndleddet. Om det så er undet vandet til dykning. Eller over vandet til sportsudøvelse. Med sit seneste skud på stammen prøver Suunto at forene sine hidtidige datatunge og meget hårdføre aktivitets trackere med det moderne og alsidige smartwatch til daglig brug.

Til det formål har Suunto skippet sit eget OS til fordel for Google’s traditionelt strømslugende Wear OS. Hvilket ganske naturligt har skræmt en del tidlige(re) brugere af Wear OS.

Heldigvis er den seneste generation af Wear smartwatches bygget på den nye Snapdragon Wear 3100 platform, som på alle måder er en bedre processor end forgængeren 2100.

Snapdragon Wear 3100

Snapdragon Wear 3100 har et strømforbrug, der ifølge producenten Qualcomm er 67 % lavere end på 2100. Der er to power modes – det ene til aktivt brug, det andet til passivt. GPS funktionen bruger nu 49 % mindre strøm end tidligere, og der bruges 43 % mindre til keyword detection.

Opdatering af urskiven trækker 35 % mindre strøm end tidligere, afspilning af MP3 musik bruger 34 % mindre strøm, og forespørgsler over Bluetooth eller Wi-Fi kræver 13 % mindre strøm end med Wear 2100.

Batteritiden er således markant bedre end på forgængeren, selv om den langt fra lever op til, hvad man kan finde i dedikerede activity trackers. Til gengæld får man al funktionaliteten fra et moderne smartwatch kombineret med data-logging under aktivitet.

Der er således ingen grund til længere at løbe skrigende bort, når talen falder på Wear OS og dets strømforbrug. Man får som absolut minimum en hel dag ud af en fuld opladning – op til to hele dage, siger Suunto. I virkelighedens verden er det dog ikke klogt at satse på mere end halvanden dag.

Til gengæld tager det ikke lang tid at lade uret fuldt op. En time på opladeren, og man er klar til en ny lang dag.

Wear and what not

Har man haft et smartwatch med Wear OS tidligere, da ved man, hvad man går ind til. Man tilgår Google Play og apps herfra med den dedikerede knap øverst til venstre. Og selv brugt for første gang i et Suunto ur ligner Google Wear oplevelsen sig selv:

Swipe ned for adgang til indstillinger. Swipe op for notifikationer. Swipe til højre for Google Assistant. Og swipe til venstre for at tilgå Cards. Altså ikke landkort, Maps, som man finder i Suunto app’en – ved at trykke på knappen øverst til højre.

Det hele er intuitivt og nemt at gå til – især hvis man er vant til de ofte ret komplicerede og ulogiske aktivitets trackere fra eksempelvis Garmin, hvor man hurtigt kan fare vild i menuer og indstillinger. Hvor der er hele fem knapper og med dem et utal af muligheder for at gå galt i byen.

Suunto er vant til at lave robuste ure, der kan tåle at blive brugt, og Suunto 7 er ingen undtagelse. Det er stort – større end mit knap 100 gram tunge Garmin Fenix 5X med sit stålhus – men det vejer blot 70 gram i sit eget hus af forstærket polyamid. Urkransen er dog af rustfrit stål.

Kortene

Det er kortene, der adskiller Suunto 7 fra stort set alle andre Wear OS ure. Muligheden for at downloade og gemme kort til senere offline-brug, ikke mindst. Det har man også kunnet på Casio’s ProTrek modeller, men det har ikke fungeret nær så godt som her. Dels har processoren været lidt for langsom, og dels har det haltet med upload af nye kort.

Det gør det ikke på Suunto 7, der flyver gennem kortene. Dels de indbyggede “heat maps” – dels de større topografiske kort, man kan downloade efter behov – for øvrigt aldeles gratis.

“Heat maps” er grafiske kort, som fortæller, hvor andre brugere har gået, løbet, cyklet eller kørt. Man kan zoome ind efter behov, hvilket er nødvendigt i områder med megen trafik. Og man kan som ny i et område hurtigt udvælge sig en afprøvet rute til gå-, løbe- eller cykelturen.

En uhyre praktisk funktion, når og hvis man ankommer til nyt og ukendt terræn – det være sig midt inde i en storby eller langt ude på det øde land.

Man kan vælge at bruge den indbyggede heat map som baggrund for sin udskrive, hvilket er både populært og flot. Den skifter da helt automatisk fra sted til sted, hvilket er rigtig smart. Kommer man til en ny lokalitet, skal man ikke til at lede efter nye ruter først. Den indbyggede heat map vil da allerede være opdateret og ens position centreret. Hvis der da ellers er dækning.

Vil man efterfølgende ud i terrænet, trykker man blot på Suunto startknappen – den øverst til højre på uret. Så er der straks opdaterede mapbox™️ kort på skærmen. Og man vælger selv, hvordan de skal vises.

Swiper man nu ned på skærmen, vil man se det topografiske kort for det pågældende område, som man så kan zoome ind og ud på – alt efter lyst og behov. Swiper man op på skærmen, dukker en lang række af aktiviteter op, som man kan vælge imellem. Det være sig gang, løb, cykling eller en af de i alt 70 forskellige muligheder for aktiviteter.

Når urets indbyggede GPS har fundet den eksakte position, swiper man til venstre, og man er nu i gang med sin aktivitet. Suunto 7 logger nu alt, hvad man foretager sig – puls, position, fart, kurs og tilbagelagt afstand med meget mere. Man kan vælge at have kortet kørende synligt hele tiden, hvilket selvfølgelig koster mere strøm. Eller man kan lade uret logge passivt i baggrunden..

Det hele kan efterfølgende ses og genopleves på mobilen – på Suunto’s yderst velfungerende og overskuelige app. Præcisionen er ganske imponerende: Ned til 2 meter på lokaliteter, jeg kender godt og frekventerer ofte. På en skærm, der i højeste ind-zooming dækker bare 10 meter.

Det er klart godkendt – endda på en skærm, hvor kortet løbende roterer med ens bevægelsesretning. Dette er uhyre praktisk, da man så langt bedre end på et statisk kort kan orientere sig i forhold til det omgivende terræn og kendemærker her.

Man kan når som helst gribe ind og kigge detaljer, hvis der skulle blive brug for det. Enkelt og intuitivt, hvilket jeg aldrig har syntes var tilfældet på eksempelvis mit Garmin Fenix 5X, der ellers er et rigtig fint og velfungerende ur. Det har blot lidt for mange knapper, indstillinger og menuer at holde styr på.

Konklusion

Man kan hurtigt konstatere, at Suunto’s teknikere virkelig har lagt sig i selen for at optimere brugeroplevelsen på Suunto 7. Den får topkarakter herfra. Det gør også urets hardware, der er bygget solidt – til at holde til strabadser ud over det sædvanlige i felten.

Batteritiden er stadig ikke noget at skrive hjem om – slet ikke sammenlignet med dedikerede aktivitets trackere, der i regelen holder strøm til flere dage. Til gengæld kan de så ikke håndtere dagligdagen indendøre, hvilket Suunto 7 fint kan. Regn med at skulle oplade uret hver eneste nat, hvis der skal være strøm nok til hele den følgende dag.

Suunto 7 kan næsten det samme som almindelige Wear OS ure – blot kan man ikke ringe fra eller til det. Der er ikke mulighed for indbygget eSIM, hvilket forhåbentlig kommer på et tidspunkt – så man kan lade sin mobil blive hjemme på løbeturen. Det er en af de ting, jeg har været allermest glad for med mit Apple Watch Series 4.

Konklusionen bliver alligevel, at Suunto 7 er et yderst gennemtænkt og velfungerende ur, der vil kunne dække mange moderne menneskers aktiviteter og behov – indendøre såvel som udendøre. I løbet af en arbejdsdag såvel som i fritiden.

Jeg er selv helt solgt på det – primært på grund af kortene.

Produktfotos: Suunto

Suunto 7 specs

Vægt: 70 g

Lager: 8 GB

Vandtæt: 50 m

Batteri: 450 mAh

Hukommelse: 1 GB

Urkrans: Rustfrit stål

OS: Wear OS by Google™

Platform: iOS og Android

Urkasse: Forstærket polyamid

Armbånd: 24 mm – udskifteligt

Navigation: GPS, Glonass og Galileo

Processor: Qualcomm® Snapdragon Wear™ 3100

Batteritid: Op til 12 timer i GPS tracking mode

Op til 48 timers almindeligt daglig brug. Reelt halvanden dag

Suunto 7 blev testet sammen med en Google Pixel 4 XL

Folkene bag kampen

Medierne har været svære at engagere i spørgsmålet om forurenende havbrug i Kattegat. Men med den nye miljøministers nej til flere havbrug gik det rigtig meget bedre med interessen.

“Det er folkebevægelser på Djursland, der har forhindret nye havbrug.” Det skriver miljøjournalist Flemming Seiersen på webmediet gylle.dk

“Det er takket være en flere-årig og indædt modstand fra folkelige bevægelser på Djursland, at oprettelsen af nye havbrug nu stoppes. Der kommer ingen nye havbrug, og de nuværende 19 bliver måske helt lukket eller flyttes på land. Det oplyste miljøminister Lea Wermelin på et netop afholdt pressemøde den 26. august.

Men det hele startede med miljøbevægelsen BLAK (opkaldt efter en stor sort sten ud for Jernhatten på Djursland). Og det blev i 2016 fulgt op af en ny bevægelse, ”Nej til Havbrug”, der indtil nu har indsamlet 16.000 underskrifter mod nye havbrug. De var samtidig et ja tak til en Maritim Nationalpark Kattegat.

Efterhånden kom Syddjurs og Norddjurs kommuner med sammen med Samsø Kommune. Hvis der var blevet lavet nye havbrug, ville det have kostet Djursland dyrt med arbejdspladser – ikke mindst i turistindustrien. Her er der 2.000 arbejdspladser på Djursland. Og nu er resultatet der så:

Ingen nye havbrug, som den tidligere borgerlige regering ellers havde lagt op til med Lov nr. 111. Den bliver nu ophævet af miljøministeren hurtigst muligt,” slutter Fleming Seiersen.

Vor nyslåede miljøminister Lea Wermelin (S) skar igennem med et klart nej til flere eller større forurenende havbrug.

Lokale Nina Bjarup Vetter, formand for miljøforeningen BLAK, startede kampen mod nye havbrug ud for Djursland i 2016.

Logoet, der i 2016 satte havbrugene på dagsordenen. Tegnet af den dygtige lokale kunstner Niels Willum Andreasen.

Efter mange foredrag fik Steen Ulnits de forurenende havbrug på dagsordenen i to halvtimes TV-programmer.

Lokale Carsten Strandberg brændte så mange protestbål på stranden ved Glatved, at TV2 Østjylland kom ud og dækkede det.

Med truslen fra de forurenende havbrug drevet over, koncentrerer man sig lokalt om at få etableret en Maritim Nationalpark.

Borgmester i Norddjurs kommune, Jan Petersen (S), så tidligt, at havbrugene kunne udgøre en trussel mod kystturismen.

Borgmester i Syddjurs kommune, Ole Bollesen (S), overtog posten som havbrugsmodstander efter sidste kommunalvalg.

Organisationer og foreninger

Mange organisationer engagerede sig tidligt eller sent og mere eller mindre i kampen mod de forurenende havbrug. Her et repræsentativt udvalg af involverede organisationer – i alfabetisk rækkefølge:

Beredskab Rent Kattegat
Danmarks Jægerforbund
Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Sportsfiskerforbund
Endelave Hav- og Dambrug Nej Tak
Enhedslisten
Greenpeace
Kaninen Katrine fra Endelave
Landsforeningen Levende Hav
Lystfiskeri Østjylland
Miljøforeningen BLAK
Nordsjælland imod Havbrug i Kattegat
REE Park Safari
Socialistisk Folkeparti
Stop Havbrugssvineriet i Danmark

Hertil skal lægges et utal af enkeltpersoner og politikere, som alle på den ene eller anden måde har arbejdet i den gode sags tjeneste. Det være sig lokalt, nationalt eller internationalt. Nogle har gjort det anonymt – andre med navns nævnelse.

Nogle bidrog fysisk til kampen mod havbrug – andre økonomisk. Nogle var aktive, mens andre støttede passivt. Nogle kom på lokalt eller landsdækkende TV – andre ikke. Alle skal de have den allerstørste tak for indsatsen.

Miljøforeningen BLAK har til dato indsamlet 16.000 underskrifter mod havbrug i Kattegat. Underskrifterne var samtidig et ja tak til en Maritim Nationalpark Kattegat.

Screenshots: DR1 og TV2 Østjylland

Logoer: Miljøforeningen BLAK

⌘ ⌘ ⌘

Læs hele miljøminister

Lea Wermelins (S) nej til flere forurenende havbrug

i denne artikel.

⌘ ⌘ ⌘

Nej til flere havbrug

Jernhatten, 26. august 2019

Miljøminister Lea Wermelin (S):

– Jeg ønsker ikke flere og større havbrug i Danmark.

Bekymring over tilstanden i vandmiljøet får miljøminister Lea Wermelin til at bremse udvidelser af havbrugssektoren. I stedet skal der satses på en bæredygtig udvikling af den danske akvakultursektor.

Danmark har nået grænsen for, hvor mange fisk der kan opdrættes på havet, uden det risikerer at gå ud over miljøet.

Det er budskabet fra miljøminister Lea Wermelin, som nu siger stop for udvidelser af havbrugssektoren.

– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

– Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren, siger Lea Wermelin.

Miljøministeren har besluttet ikke at udstede den bekendtgørelse, som skulle have udmøntet loven om kompenserende marine virkemidler (musligeopdræt, red.) og ønsker helt at fjerne bestemmelserne herom fra loven.

Ansøgninger om havbrugsproduktion vil fortsat skulle behandles efter gældende regler, dvs. uden mulighed for brug af kompenserende marine virkemidler. Det vil i praksis betyde, at den samlede havbrugsproduktion får svært ved at vokse.

– Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt- og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

– Vandmiljøet har trænge kår flere steder, men med den rigtige teknologi kan der produceres flere fisk med mindre miljøbelastning. Det er den vej, vi skal gå, i stedet for at udvide havbrug med risiko for vandmiljøet, slutter miljøminister Lea Wermelin sin pressemeddelelse.

Tre års indædt kamp mod nye forurenende havbrug ud for Djurslands smukke kyster er forbi. Der bliver ikke noget af den tidligere regerings planer om otte store nye og storforurenende havbrug ud for Marsk Stigs gamle ø Hjelm.

Danmark har nemlig fået den miljøminister tilbage, som Lars Løkke (V) reelt fjernede, da han lagde miljøministeriet ind under det stik modsat rettede Fødevareministerium. Og efterfølgende overdrog miljøet til den miljøfjendske Esben Lunde Larsen (V).

Et stort velkommen derfor til Lea Wermelin (S), som allerede har bevist, at den socialdemokratiske kovending, som vi oplevede omkring de planlagte havbrug kort før valget, var ment og gennemtænkt.

Stik modsat den plan om vækst og flere havbrug, som hendes partifælle Dan Jørgensen (S) præsenterede tilbage i 2014. Som desværre førte til lov L 111 om flere forurenende havbrug i Kattegat. Og en modstandskamp, der har kostet millioner af unødige kroner.

Til gengæld har den formået at forene et utal af gode mennesker og organisationer i den fælles kamp mod forurening af Kattegat. Tak til dem alle. Ingen nævnt ingen glemt.

En stor cadeau også til hele regeringen, som allerede i det såkaldte “forståelsespapir” med sine politiske samarbejdspartnere meddelte, at man agtede at overholde EU’s Vandrammedirektiv fra 2000. Stik modsat den tidligere regering, som nåede at melde fra efter Landbrugspakken.

Og så er der altså ikke plads til mere forurening fra havbrug.

Nu er det tiden til en Maritim Nationalpark Kattegat.

Screenshots fra DR1 og TV2 Østjylland

Logoer miljøorganisationen BLAK

⌘ ⌘ ⌘

Personer og organisationer bag kampen mod

forurenende havbrug på Djursland

⌘ ⌘ ⌘

Det grønne skæbnevalg

Efter fire års rædselsregime for miljøet med først Eva Kjer Hansen (V) og siden Esben Lunde Larsen (V) som ansvarlige ministre stod alt på spil ved folketingsvalget i 2019.

Der måtte ryddes op i virvaret af vindmøllevenner, kvotekonger, havbrugere og andet godtfolk, som siden det foregående valg havde lagt sig grundigt i ske med ministre og embedsværk – eller sågar var hoppet i badekarret sammen med Bubber. Den regerende del af det danske folketing havde nået et hidtil uset bundniveau, hvor flere italienske og græske politikere efter sigende overvejede en studietur til Danmark – for om muligt at lære helt nye tricks…

Anyway. Det gik heldigvis godt. Regeringen blev sat af pinden, og den nye regering lovede om ikke guld så i hvert fald grønne skove. Og en klimapolitik, der både kan og skal holde den globale opvarmning i ave. Men inden det nåede så vidt, var der lige nogle nye spørgsmål, som vælgerne måtte tage stilling til:

Lige pludselig var klimaet nemlig kommet på alles læber og partiernes dagsorden. Greta Thunberg, en 16-årig svensk skolepige, havde strejket i protest mod politikernes manglende stillingtagen til det klima, som var hendes og ikke deres fremtid. Runkedorerne i dansk politik fnyste og havde kun foragt til overs. De yngre var lidt mere usikre.

Selv hendes egne partifæller så i hvert fald beskæmmet bort, da Pia Kjærsgaard (DF) op til valget skærpede skytset og fyrede den om klimatosserne af – afventende det bifald, der aldrig kom. Nok det største politiske selvmål til dato fra nogen partileder. Så meget ude af trit med virkeligheden og så endda som formand for Folketinget. Tsk…

Midt under valgkampen lod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så en bombe af de lidt større springe: Han foreslog i ren desperation, at han gerne ville gå i regering med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen – hvis bare han så mindeligt måtte forblive statsminister. For enhver pris. Den røde lejr tog tælling et kort øjeblik.

For historien viser jo, at Venstre og Socialdemokratiet på mange måder står hinanden nær og meget ofte stemmer for de samme ting. Eksempelvis flere forurenende havbrug. Eller fortsat brug af diverse sprøjtegifte, som ellers måtte være på vej ud. Heldigvis besindede Mette Frederiksen sig og lovede, at hun ville være en ren rød regeringsleder.

Der blev undervejs i valgkampen lukket varm luft ud i lange baner. De samlede danske CO2-udledninger var i 2018 godt fem millioner ton højere, end regeringen selv havde forventet. Fortsætter vi denne kurs, skal Danmark 7-doble hastigheden i indsatsen efter 2030 for at nå klimamålene. Det viser beregninger fra organisationen CARE.

– Det er ikke tilfredsstillende, indrømmede klimaminister Christian Lilleholt (V). Han mente dog, at man skal se på det lange seje træk, hvor vi arbejder frem mod klimaneutralitet i 2050. Det virkede på en eller anden mærkelig måde om noget, man havde hørt rigtig mange gange før?

Et af omdrejningspunkterne i valgkampen blev for mange lov L 111 om flere forurenende havbrug i det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret. Hvor der kun er grådighedsrum og intet rådighedsrum. Det hele startede med daværende fødevareminister Dan Jørgensens (S) totalt ugennemtænkte forslag fra 2014 om udvidelse af den danske akvakultur – med flere nye forurenende havbrug.

Da miljømålet i den næstfølgende regering pludselig stod gabende tomt, kunne den nye fødevareminister Esben Lunden Larsen (V) elegant trille bolden over stregen med vedtagelsen af den omstridte lov L 111, der pludselig gav Venstres mange venner i havbruget muligheder for at score nye nemme millioner. Uden rensning af spildevandet. Flere åbne kloakker direkte ud i Kattegat.

Alternativet ønsker at se sig selv som et miljøvenligt parti, der skal redde verden. Desværre flyver og farer de selv mere, end godt er. Verden rundt. Medierne gik i dybden med det alternative partimedlem Carolina Magdalene Maiers mange rejser – hvilket ledte til kåringen af hende som årets helt store rejsedronning.

Kåringen skete på baggrund af de mange fotos og rejsebeskrivelser, hun selv havde lagt op på Facebook. Heriblandt partifester i Paris og dykkerrejser til Mellemøsten. Stik modsat hendes opfordringer til danskerne om, at de skulle lade være med at tage flyet og i stedet holde klimavenlig ferie hjemme i Danmark. Hykleri hedder det vist. Og det straffes af vælgerne. Caroline Maier røg ud af Folketinget med et brag.

Ovenstående påstand hoppede danskerne alligevel ikke på. Men tænk, at Carsten Bach (LA) som uddannet geolog kunne få sig selv til at sige det – i en tid, hvor det ene nye pesticid efter det andet tikker ind på tavlen. Hentet op fra netop det danske grund- og drikkevand. Som resultatet af mange års hjernedød brug af pesticider, hvis langsigtede egenskaber ingen anede eller aner noget om. Men som myndighederne alligevel godkendte – og på ufattelig vis stadig godkender.

Der blev da også helt stille i forsamlingen, da Carsten Bach netop havde fyret ovenstående svada af. For sagde han virkelig det? Vælgerne kvitterede efterfølgende for hans påstand ved at sende ham lukt ud af Folketinget. Her kan han fortsat rådgive danskerne om det sunde danske grundvand – nu blot i privat regi.

Det var de Konservative, der fik væltet Eva Kjer Hansen (V) af pinden som fødevareminister, da hun præsenterede den usandfærdige Landbrugspakke som dikteret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Det var Rasmus Jarlov (K), der gennemskuede bedraget og fik afsat fødevareministeren.

Men det var selvsamme Jarlov, som blev helt stille, da de Konservative først var kommet i regering og han selv havde fået stillet en ministerbil til rådighed. Plus naturligvis ministerløn og ministerpension. Så stemte Rasmus Jarlov gladeligt for både Landbrugspakken, som han ellers havde taget afstand fra, og lov L 111 om flere forurenende havbrug. Så meget for de Konservative som Blå Bloks grønne stemme…

Som valgkampen skred frem, blev selv de borgerlige partier mere og mere grønne. Ja, de kappedes nærmest om at love bedre miljø og flere grønne elbiler – med Lars Løkkes halve million som den foreløbige vinder af budrunden. – Hvad gør man ikke for at vinde et miljøvalg, når man er totalt bagud på point efter fire år med totalt modsatrettede handlinger? Med tiltag på tiltag til direkte skade for miljøet?

Det hjælper jo heller ikke på partiets grønne image, når ens egne interesseorganisationer – Bæredygtigt Landbrug samt Landbrug & Fødevarer – trækker i stik modsat retning. Eksempelvis ved at gå til domstolene for retten til også fortsat at sprøjte pesticider ud over sårbare drikkevandsboringer. Endnu et skud i foden med giftsprøjten.

Enhedslisten manifesterede sig under hele valgkampen som et seriøst parti, man ville kunne regne med i en kommende mulig regeringssammenhæng. Trods partiets ellers meget dårlige erfaringer med den tidligere Røde Regering, der jo blev styret fra det Sorte Tårn af den Blå Bjarne. – De pisser på os, sagde en vred Johanne dengang.

Det viste sig, at Pernille Skipper var en værdig arvtager for stemmeslugeren Johanne Schmidt Nielsen. Mange havde ellers frygtet for resultatet af Enhedslistens ganske sunde regel om, at man kun kan sidde et vist antal år i Folketinget – inden det er ud af vagten og ind med en anden. Skipper klarede imidlertid magtskiftet på forbilledlig vis. Med miljøet højt på dagsordenen.

Det ville de, og Danmark har igen en miljøminister som alle andre civiliserede lande. Det var ellers et rigtig smart træk eller trick, da Lars Løkke reelt nedlagde det for landbruget så besværlige Miljøministerium – ved at underlægge det landbrugets Fødevareministerium. Da Eva Kjer Hansen (V) først var væltet, kom den rettroende Esben Lunde Larsen (V) til.

Han fortsatte arbejdet med at nedbryde miljøet og kontrollen med det. Han trak dele af Miljøstyrelsen helt ind i ministeriet og undgik derfor behændigt mulige krav om aktindsigt. Og hastebehandlede så ellers vennernes sager om fiskekvoter og havbrug. Vi har aldrig set noget lignende i Danmark. Nu skal den nye miljøminister Lea Wermelin (S) så forsøge at genoprette tilliden til både Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen. Det bliver svært.

Ud over slutspurtens klimatosserier fra Pia Kjærsgaard, så gjorde Dansk Folkeparti sig i hele valgperioden skyldige i total ansvarsfraskrivelse. Efter et rekordgodt valg var der ellers muskler og stemmer nok til at gå i regering, men det turde DF bare ikke. Måske de hele tiden frygtede FELD og MELD og Messerschmidt. Vi ved det ikke.

Partiet blev i hvert fald hængende ude på sidelinjen, hvorfra man mente at kunne få flest DF mærkesager igennem. Men vælgerne var skuffede og straffede DF hårdt ved valget. Ikke mindst de DF’ere, der havde ført sig frem som varme fortalere for flere forurenende havbrug, blev sat fra bestillingen efter et rekorddårligt valg, der halverede Dansk Folkeparti.

Dette gjaldt i særlig grad værtshusparret fra den nordjyske by Mariager, Pia Adelsteen (DF) og Kim Christiansen (DF), som begge havde været blandt de varmeste fortalere for flere forurenende havbrug ud for Djursland. Det lå jo tilpas langt fra Mariager Fjord. Ikke mindst Pia Adelsteen deltog meget aktivt i debatten og opbakningen til Esben Lunde Larsen.

Begge røg de ud efter valget – ud af Folketinget og tilbage til værtshuset i Mariager. En skæbne, de måtte dele med bror-søsterparret Anders Samuelsen (LA) og Merete Bock (LA), der begge røg ud sammen med førnævnte partifælle Carsten Bach. Det gav lidt frisk luft i Folketinget – og partistifter Samuelsen en del at tænke over.

Men ikke kun regeringspartierne blev straffet. Det gjorde også Alternativet, som foretog en sidste besynderlig handling op til valget:

Partiet opstillede en storforurenende havbruger, som netop var taget i at fuske med sine “økologiske” ørreder. Fisk, der havde været på afgiftning og tvangsøkologisering i Storebælt efter en malakitgrøn og giftfyldt barndom i Jylland.

Havbrugeren fra Bisserup kom ikke ind. Alternativets Christian Poll, som aktivt forsvarede opstillingen af den storforurenende havbruger til Folketinget, røg selv ud efter valget. Med sig fik han det lidet attraktive hashtag #ExitPoll.

Flugten til Amerika

Det var dog billigt sluppet sammenlignet med det totalexit, som overgik Esben Lunde Larsen (V) før valget. Han fik først frataget Fiskeriministeriet, som han ikke formåede at bestyre. Og siden Fødevareministeriet, da skeletterne for alvor begyndte at rasle ud af skabene også her.

Esben Lunde Larsen valgte endda at droppe både ministerium og politikerkarriere, da han nærmest overnight flygtede over Atlanten – til et beskyttet arbejde i en grøn (!) amerikansk tænketank støttet af den danske stat. Skatteyderbetalt.

Så jo – det var bestemt ikke noget kedeligt valg. Og heldigvis så endte det jo lykkeligt for den trængte danske natur og det hårdt pressede danske vandmiljø.

Med en rød regering, der har lovet at være grøn.

Det må vi holde den fast på!

Du kan finde mig her på Instagram:

www.instagram.com/steenulnits

Og her på Facebook:

www.facebook.com/steenulnits

Persondata-politik

www.ulnits.dk værdsætter sine mange besøgende og værner naturligvis om deres data og privatliv.

Ingen personlige oplysninger, der registreres på ulnits.dk, vil på noget tidspunkt blive overdraget, solgt eller gjort tilgængelige for tredjepart.

Alle oplysninger opbevares på betryggende vis, så længe der kan blive muligt brug for dem. Ellers slettes de.

E-mail adresser opbevares for personer, der har downloadet e-bøger fra www.ulnits.dk. Postadresser kun for personer, der har købt fysiske produkter såsom bøger eller fiskegrej, som er sendt med posten.

Du kan altid forhøre dig om, hvorvidt du er registreret på www.ulnits.dk og med hvilke data. Og du kan til enhver tid anmode om at få dine data slettet. Dette jævnfør persondataloven – også kendt som GDPR.

www.ulnits.dk benytter ikke cookies og indsamler ikke IP-adresser på besøgende. www.ulnits.dk har heller ingen mailing-liste, man kan melde sig til.

www.ulnits.dk indhenter løbende statistik over besøgene, så vi kan se, hvilke artikler interesserer vore læsere mest. Emnemæssigt såvel som tidsmæssigt. Så vi bedst muligt kan målrette fremtidigt indhold herefter.

I tilfælde af sikkerhedsbrist på www.ulnits.dk kontakter vi Datatilsynet indenfor 72 timer. Har bristen betydning for dig som enkeltperson, kontakter vi dig direkte indenfor samme tidsrum.

Kontakt via mail: steen@ulnits.dk

Læs mere om min lille logofisk her.

50 år siden: Den første mand på Månen

Den 20. juli 1969 var det så vidt, at den amerikanske rumfartsorganisation NASA kunne landsætte det første menneske nogensinde på et himmellegeme uden for vor egen Jord: Neil Armstrong. Den første Mand på Månen.

Ingen, der oplevede det selv og live, glemmer det nogensinde: Da astronauten Neil Armstrong som det første menneske nogensinde satte fod på Månen og sagde de udødelige ord: “That’s one small step for man. One giant leap for mankind”. Det var stort – for både små og store drenge bag den dengang sort-hvide TV-skærm.

Min smukke tante i det nordjyske var imidlertid ikke sådan at imponere. Hun spankulerede rundt i datidens hotpants og ville med egne ord “hellere se naboens kat gå over plænen” – end se en amerikansk astronaut som det første menneske nogensinde sætte fod på et andet himmellegeme end det, de selv var født på.

Men så var hun også en ræverød Venstresocialist og dermed som udgangspunkt imod alt amerikansk. Havde det nu i stedet været kineserne, der den dag var hoppet ud i månestøvet, havde det nok forholdt sig anderledes. Så ville stemningen nok have været lidt bedre.

Sputnik og Den Kolde Krig

Amerikanerne var imidlertid ikke kommet sovende til titlen. Efter Anden Verdenskrigs afslutning begyndte som bekendt Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen, der efter verdenskrigens afslutning var kommet rigtig godt med rent teknologisk.

Således blev det russerne, som med Sputnik 1 fik den første satellit sendt i kredsløb om Jorden. Det skete den 4. oktober 1957. Allerede måneden efter – den 3. november 1957 – sendte russerne det første levende væsen i kredsløb om Jorden. Det blev rumhunden Laika, som kom op med Sputnik 2. Laika døde desværre under nedturen.

Amerikanerne var skræmte. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig havde de kommunistiske russere overtaget hovedrollen som fjende nummer ét efter Tyskland og Japan. Russerne havde sågar også udviklet deres eget atomvåben og udgjorde alene derfor en trussel. USA var ikke længere alene om at have atombomben.

Amerikanerne frygtede derfor fremtiden, hvor de russiske satellitter kom susende hen over USA – uden for rækkevidde af det amerikanske militær og luftvåben. – For hvad kunne de ikke se deroppefra? – Hvad kunne de ikke potentielt medbringe af bomber? Frygten blandede sig snart med paranoia og måtte tages alvorligt.

Månen er målet

Den amerikanske præsident John F. Kennedy tog derfor truslen fra Rusland uhyre alvorligt, da han den 12. september 1962 holdt en meget citeret tale på Rice Stadium i Houston, Texas. Her fortalte han det amerikanske folk om Apollo-rumprogrammet og planerne om at landsætte en mand på Månen inden for ti år – og gøre det før russerne:

“We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard, because that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win.”

Blot syv år senere var det så vidt. Efter flere både fejlslagne og vellykkede opsendelser i Gemini og Apollo programmerne mente NASA, at målet var inden for rækkevidde. Der havde da været adskillige amerikanere i kredsløb om såvel Jorden som Månen. Nu var det tid til et bemandet touchdown på den gamle Måne.

Tre mand blev sendt afsted med den gigantiske Apollo 11 rumraket: Neil Armstrong, Edwin “Buzz” Aldrin og Michael Collins. Tre mænd af den rette støbning. I øvrigt en film, alle astro-interesserede bør se. Collins forblev i kredsløb om Månen i fartøjet “Columbia”, mens Armstrong og Aldrin entrede det lille “Eagle” månelandingsfartøj.

Apollo 11 tager afsted

Apollo 11 lettede fra Kennedy Space Center i Florida den 16. juli 1969. Og landede på Månen den 20. Den 21. juli klokken 03:56 steg Neil Armstrong så ned på Månen, hvor han og Aldrin tog de første lettere euforiske skridt i det løse månestøv. I en tyngdekraft, der kun er en sjettedel af Jordens. Der blev hoppet både højt og langt den dag.

Det lille Eagle månelandingsfartøj blev kun 21 timer og 36 minutter på Månens overflade, inden det lettede igen i en støvsky og koblede sig på Columbia for hjemturen. Der måtte spares på såvel ilt som brændstof, da en lidt forsinket månelanding havde tæret ekstra hårdt på beholdningerne.

De tre astronauter vendte tilbage til Jorden den 24. juli, hvor de landede sikkert i Stillehavet. Efter otte skelsættende dage i rummet og nogle få timer på Månen. Verden blev forståeligt nok aldrig helt den samme igen. Den var blevet ganske meget mindre.

Efterfølgende månelandinger medbragte køretøjer, så astronauterne kunne komme længere omkring og indsamle mere materiale, de siden kunne bringe med sig hjem til Jorden.

Indhøstede erfaringer fra Månen blev siden brugt til de Rovers, der har kørt på Mars i nu snart mange år.

Læs mere om “Det Første Kamera På Månen” i artiklen her

Danske havbrug på TV – I

Velkommen til det første af to TV-programmer om forurenende havbrug i dagens Danmark:

I miljøgruppen BLAK Djursland drømmer vi om en maritim nationalpark, hvor natur og miljø er i højsædet. Hvor naturen får et tiltrængt pusterum efter mange års brug og misbrug.

Men indtil en sådan nationalpark er en realitet, da fortsætter oplysningskampagnen om de forurenende havbrug, der jo bare ikke kan gøre noget for at hindre deres totalforurening af de indre danske farvande. De åbne netbure garanterer, at al forurening fra de mange tusinde fisk – foderrester, fækalier, antibiotika og kemiske hjælpestoffer – havner direkte i havet uden for burene. Til glæde for vandmiljø og vildfisk.

Det har hidtil holdt hårdt med at få gjort pressen interesseret i denne nok sidste middelalderlige produktionsmetode, hvor man tillader udledning af totalt urenset spidevand til det havmiljø, som skatteborgerne inde på land har investeret milliarder af kroner i at rense.

Men nu lysner det, og pudsigt nok startede det med intern uro blandt de politiske partier, som selv var med til at beslutte lov L111 om flere forurenende havbrug.

Først kom Liberal Alliances ungdomsafdeling i Aarhus, som var blevet skeptiske med hensyn til deres “voksne” MF’eres beslutning på tinge om tilladelse til flere forurenende havbrug. De unge indkaldte derfor til debataften om emnet. Det var jo deres fremtid, det drejede sig om – deres badevand og fiskevand. Ikke de allerede etablerede og vellønnede folketingspolitikeres.

Dernæst kom så den konservative byrådsgruppe i Aarhus, som bestemt ikke var glade for deres folketingsmedlemmers bytten sorte ministerbiler ud med flere forurenende havbrug lige uden for døren. De indkaldte derfor til en stor konference om fremtiden for Aarhus Bugt – med havbrug som første punkt på dagsordenen.

Det fremsyn skal alle implicerede parter have stor tak for. Den lokale ITV-station, som filmede hele konferencen, mente efterfølgende, at der var stof til mere TV om havbrug. De inviterede derfor til to opfølgende programmer om emnet.

Det kom der informativt fjernsyn ud af – med undertegnede i den varme stol. Klik på billedet herunder for at se det første af to halvtimes programmer om de stærkt forurenende havbrug:

Danske havbrug på TV – II

Velkommen til det andet af to TV-programmer om de stærkt forurenende havbrug i Danmark:

I miljøgruppen BLAK Djursland drømmer vi om en maritim nationalpark, hvor natur og miljø er i højsædet. Hvor naturen får et tiltrængt pusterum efter mange års brug og misbrug.

Men nu lysner det, og pudsigt nok startede det med intern uro blandt de politiske partier, som selv var med til at beslutte lov L111 om flere forurenende havbrug.

Det kom der informativt fjernsyn ud af – med undertegnede i den varme stol. Klik på billedet herunder for at se det andet af to halvtimes programmer om de stærkt forurenende havbrug: