– Skal muslinger være rensningsanlæg for landbruget? Det er, hvad Hedeselskabet og dets datterselskab “Blå Biomasse” ønsker over hele landet. “Miljømuslinger” er det smarte navn til de muslinger, der skal rense vandet efter landbruget…

Debatindlæg i Altinget

Lørdag den 15. februar 2020

Af Nina Bjarup Vetter, cand. theol og

Steen Ulnits, fiskeribiolog cand. scient

“I vort seneste indlæg (Altinget den 31. januar 2020) anbefalede vi, at danske politikere lytter mere til uvildige forskere på den anden side af Sundet, end til danske virksomheder med en åbenlys økonomisk interesse i et tilskudsstøttet muslingeopdræt.

Vi kan nu se, at vor frygt var velbegrundet. Med indlægget fra industrien i Altinget den 5. februar – under overskriften ”Manglende politisk godkendelse af muslingeopdræt skader havmiljøet” – har vor frygt vist sig velbegrundet. 

Således er samtlige fem medunderskrivere, som plæderer for flere muslingefarme med produktion af svinefoder for øje, på den ene eller anden måde leverandører til hinanden i den interne og lukkede fødekæde, der populært kaldes “gylletrekanten”: 

Landbruget opdrætter i millioner af svin, som producerer kolossale mængder gylle, der i overdosis hældes ud på markerne, som producerer majs og raps til svinefoder. Overskydende gylle havner i vandmiljøet, der kvitterer med algeblomst og uklart vand, som nu kan bruges til dyrkning af muslinger, der igen kan blive til svinefoder. Til endnu flere svin og endnu mere gylle. Ringen er sluttet i denne landbrugets selvforsynende evighedsmaskine.

Sovepude for landbruget

Dette forhold kan ifølge professor Stiig Markager blive til en sovepude, så vi ikke får begrænset udledningerne fra land, men i stedet omdanner vores fjorde til renseanlæg for landbruget.

Man forstår derfor de fem medunderskrivere af indlægget for et øget muslingeopdræt – og deres åbenlyse økonomiske interesse i flere “økomuslinger”. Intet galt i at ville tjene penge – blot det ikke sker på bekostning af miljøet. Det rækker desværre ikke med fine navne som “økomuslinger” og “blå biomasse”.

Af det seneste referat fra Limfjordsrådets behandling af det lukkede muslingemøde på Christiansborg fremgår da også tydeligt, at sagen er Hedeselskabet magtpåliggende. 

Heri understreger man nemlig vigtigheden af, at det bliver netop Hedeselskabet og dets tidligere datterselskab Orbicon, der kommer til at forestå den planlagte muslingeproduktion. En så vigtig sag bør ikke overlades til andre uden Hedeselskabets mangeårige erfaring med muslingeopdræt. Eller er det mon indtjeningen, man er bange for skal blive spredt ud til for mange aktører? For muslingeopdræt er i sig selv ingen raketvidenskab. Det er bivirkningerne derimod.

Vi synes, at sagen i stedet bør dreje sig om forbedring af vandmiljøet og ikke kun en maksimering af en mulig privat indtjening. Kunne man nu forene disse to størrelser, ville det naturligvis være optimalt. Men sådan ser verden desværre ikke ud – i hvert fald ikke uden milliontilskud fra stat og kommuner. Og da er det jo skatteydernes penge, der bringes i spil, og de bør naturligvis bruges bedst muligt. 

I vort sidste indlæg påviste vi, at estimaterne fra Dansk SkaldyrCenter i Nykøbing Mors var netop det – estimater baseret på et uhyre spinkelt og teoretisk grundlag. Således er det jo kun lykkedes referenceanlæg 112 i Skive Fjord at producere knap 5 % af den oprindeligt estimerede mængde – endda over hele 15 år. 

Minimal produktion

Den minimale produktion fortæller nok en del om vanskelighederne ved opdræt af muslinger – at der er mange ydre forhold, man ikke har styr på eller kontrol over. At de opgivne estimater derfor skal tages med et endog meget stort gran salt. At det derfor er overordentlig risikabelt at sætte sin lid til “økomuslinger” og “blå biomasse”, hvis der skal fjernes tilstrækkeligt med kvælstof fra vandmiljøet – på pålidelig vis. 

Da ender vi op med et skønmaleri som det, vi netop har set med Landbrugspakke og minivådområder. Flot på papiret og i teorien. Men udueligt i praksis. Mere varm luft – nu blot i hårde skaller. 

Hertil kommer så, at muslingeopdræt i storskala er underlagt de rådende fysiske og kemiske forhold og dertil kan have flere uheldige bivirkninger:

Dels er det velkendt, at saliniteten spiller en overmåde stor rolle for blåmuslingernes vækst og dermed deres kvælstofoptagelse. Således kommer vækst og kvælstoffjernelse i eksempelvis Sønderborg ikke i nærheden af den, man kan få ved Skive, hvor Limfjorden er både salt nok (25 o/oo) og forurenet nok til en optimal produktion. Det er den ikke i det sydligste Danmark. Her må anlæggene derfor være tilsvarende større, hvis de skal levere den ønskede kvælstoffjernelse.

Muslinger er ofte dårlige til at filtrere de små blågrønalger fra vandet. Dem, vi ellers gerne vil af med. Muslinger er derimod så dygtige til at filtrere andre alger og de større planktondyr, at man kan ende op med en overvægt af giftige blågrønalger i det omgivende vandområde – og ikke tilstrækkeligt med dyreplankton til at holde dem nede. Blågrøn algeblomst kan da i værste fald blive det direkte resultat af et storskala muslingeopdræt.

Den uundgåelige organiske forurening omkring muslingefarme gør det samtidig sværere for det vigtige ålegræs at vokse, end det allerede er. Og sværere endnu at retablere de ålegræsbælter, der engang var. 

De mange millioner muslingers store optag af bakterier og alger i den frie vandmasse langt fra land kan ligeledes stjæle føden fra de naturligt forekommende muslinger, der sammen med ålegræsset er vigtige for livet og artsdiversiteten inde på lavt vand under land. Endnu en uheldig mulig bivirkning af muslingeopdræt i stor skala.

Norske Smartfarms til danske fjorde

De traditionelle linemuslingeanlæg er på vej ud – erstattet af de langt større og mere effektive “Smartfarms” med deres mange kilometer lange sorte plastrør og tunge høstmaskineri. Smartfarms er udviklet og konstrueret til brug i Norge, hvor alting bare er større, og hvor man jo har Golfstrømmen til at rydde op efter sig – efter den yderligere forurening, der nu sker ved høst.

Nogen Golfstrøm har man ikke i hverken Limfjorden, Mariager Fjord eller det sydlige Lillebælt. Det er svært at forestile sig, hvor der skulle blive plads til de store anlæg – i eksempelvis et langt, smalt og trafikeret farvand som Mariager Fjord.

Med de nuværende planer om at indsnævre Thyborøn Kanal, så man bedre kan beskytte de lavt liggende Limfjordsbyer mod kommende vandstandsstigninger, vil også denne muslingeopdrættets højborg og sidste bastion snart falde. 

Med en reduceret vandgennemstrømning i Limfjorden vil effekten af muslingefarmenes lokale forurening øges proportionalt. Den reducerede salinitet vil ligeledes reducere muslingernes vækst, kvælstofoptagelse og kvælstoffjernelse ved høst. Hele grundlaget for muslingeopdrættet skrider hermed. 

Vi så for nylig, hvor galt det kan gå i et økosystem, der konstant balancerer på randen til en katastrofe – på grund af massiv forurening med næringssalte. Vi så det i december sidste år i Horsens Fjord, hvor indtrængende saltvand nordfra pludselig resulterede i en massiv og specifik opblomstring af Chattonella-alger. Med massiv fiskedød til følge. 

Mere skal der altså ikke til i et forurenet vandmiljø, der permanent balancerer på vippen. Og samme spinkle balance mellem liv og død hersker i Mariager Fjord, der jo allerede én gang er afgået ved døden. Er der plads til nye “miljøeksperimenter” her?

Vi må således konstatere, at de nyudnævnte “miljømuslinger” nok mest er de sidste rester af Eva Kjer Hansens og Esben Lunde Larsens fejlslagne miljø- og fiskeripolitik med Landbrugspakke og fiskekvoter.

Den succes behøver vi jo ikke at gentage – nu endda med risiko for både svinevirus i Limfjordsmuslinger og havkolera i fjorde med lavere salinitet. Det vil både vandmiljøet, lokale badegæster og tilrejsende turister nok være oprigtigt glade for. I Limfjorden er de jo for længst holdt op med at bade nær muslingefarme som anlæg 112.

Ser man muslingeopdræt og kvælstoffjernelse i et lidt større perspektiv – som muligt redskab til implementering af kravene i EU’s Vandrammedirektiv og dermed de hjemlige vandplaner – tegner der sig et endnu mere usikkert og kompliceret billede. Det opsummeres nok bedst med følgende citat fra den anden side af Øresund:

HELCOM og EU’s Vandrammedirektiv

“Hvis målet er at leve op til regionale vandplaner eller sågar HELCOM redningsplanen, da bliver de tekniske udfordringer hurtigt enorme. Den nødvendige målestok for at opnå næringsstofnedsættelse vil nødvendigvis blive massiv og kan meget vel ændre hele Østersøens næringssaltbalance.

Det være sig udveksling mellem kystnære næringsstoffer og næringsstoffer langt til havs, iltforhold, benthiske og pelagiske dyre- og plantesamfund, planktonssammensætning, fødekæder, fiskebestande etc. Der mangler erfaringer fra opdræt i så stor målestok, og extrapolering fra eksisterende viden er ikke mulig.“

Vor oversættelse af publikation fra Stockholms Universitet om muslingefarmes mulige evne til at fjerne næringssalte fra vandet. Rapporten er forfattet i 2018.

Helcom er en konvention, der forpligter sine medlemslande til at arbejde for et bedre vandmiljø i Østersøen og Kattegat. Både Danmark og Sverige er medunderskrivere. Og underlagt EU’s Vandrammedirektiv.

I den forbindelse er det meget lidt betryggende, at alt dansk baggrundsmateriale stammer fra aktørerne selv – ikke fra uvildige forskere. Fagkundskaben er ganske vist enig om, at der fjernes kvælstof, når der høstes muslinger. Fagkundskaben er også enig om, at muslingefarme ikke gør nævneværdig skade på vandmiljøet – så længe de blot er få og små. 

Men faglitteraturen rummer desværre også flere eksempler på, hvor galt det kan gå, når man opskalerer til flere kvadratkilometer store og tætte muslingefarme. Hvordan de mange millioner muslinger samlet på ét sted kan ændre hele økosystemet i et større vandområde. 

Hvordan stofomsætningen pludselig kan vende. Hvordan man i stedet for klarere vand og kvælstoffjernelse kan ende op med det stik modsatte, nemlig algeblomst, uklart vand, iltsvind og tilbageholdelse af næringsstoffer, der ellers ville eksporteres naturligt fra lokalområdet. Man kan således ende op med en højere grad af eutrofiering, end man startede ud med. Alt efter udgangspunktet.

Lad os afslutningsvis minde om, hvor galt det gik, da Hedeselskabet senest gjorde sin indflydelse gældende i det danske vandmiljø. Vi tænker her på afvandingen og kanaliseringen af Danmarks mest vandførende vandløb, Skjern Å, der efterfølgende sendte næringssalte fra et stort opland direkte ud i den lavvandede Ringkøbing Fjord. Til massiv skade for vandmiljøet her.

Det skete så sent som i 1960’erne, og det kostede efterfølgende danske skatteborgere 280 millioner kroner – mere end en kvart milliard – at rydde op efter Hedeselskabet og lægge åen tilbage i dens oprindelige folder, så den igen kunne holde på sine næringssalte. 

Med baggrund i udenlandsk fagkundskab og i bagklogskabens altid ulideligt klare lys kan vi kun håbe, at noget tilsvarende ikke gentager sig. At vore politikere ikke lader sig forføre af Hedeselskabets nyindkaldte “miljømuslinger” til endnu et ødelæggende indgreb i det danske vandmiljø. Nu under dække af at ville redde vandmiljøet fra selvsamme landbrug, der har ødelagt det. Endda med samme Hedeselskabet hjælp. Man har da lov at blive klogere. 

Ifølge Stockholms Universitet har muslingeopdræt med henblik på kvælstoffjernelse da heller ikke været anbefalet siden 2009.”

Af Nina Bjarup Vetter, cand. theol og

Steen Ulnits, cand. scient

Lørdag den 15. februar 2020

Reference:

“Nutrient removal capacity and potential ecological consequences of blue mussel farms for nutrient abatement in the Baltic Sea”

Nils Hedberg, Nils Kautsky, Linda Kumblad and Sofia A. Wikström

Baltic Sea Centre, Stockholm University

(Nils Kautsky at Department of Ecology, Environment and Plant Science)

– Læg ikke vandmiljøets skæbne i hænderne på en håndfuld tvivlsomme muslingefarmere, hvis reelle mål er  millioner af tilskudskroner. Hvis reelle høsttal er uendelig langt fra de tal, som opgives i litteraturen.

Debatindlæg i Altinget

Fredag den 31. januar 2020

Af Nina Bjarup Vetter, cand. theol og

Steen Ulnits, fiskeribiolog cand. scient

“Limfjordsrådet har i dag, den 31. januar 2020, indkaldt til et politisk temamøde på Christiansborg. Emnet er opdræt af de såkaldte “miljømuslinger”, og  mødet er lukket, så man ikke får den åbne debat for og imod miljømuslinger, som emnet ellers fortjener. Derfor dette orienterende indlæg.

Som det nærmest er blevet kutyme, bruges FNs verdensmål i øjeblikket som løftestang for ethvert tiltag. Således tages de nu også til indtægt for, at en række danske fjorde skal lægge ryg og bund til forurening fra store muslingefarme og med dem en lange række skadelige følgevirkninger.

Muslinger lever af at filtrere store mængder vand fra et stort område. Blåmuslinger kan således filtrere næsten 10 liter vand i timen – per gram tørvægt af muslingekødet. Muslingerne optager de spiselige dele, som indbygges i kroppen. Og udskiller de ikke spiselige dele sammen med ekskrementerne.

“Miljø-muslinger” er det nye navn for de muslinger, som vandbruget vil fremover dyrke for at fjerne kvælstof fra landbruget. Der fjernes kvælstof fra vandmiljøet, når der høstes muslinger fra et vandområde. Samtidig bliver det filtrerede overfladevand typisk klarere omkring en muslingefarm. Umiddelbart et positivt resultat.

Men muslinger har en fordøjelse som alle andre levende organismer. Problemet er, at samtlige deres ekskrementer havner på bunden under muslingefarmene. Muslingerne filtrerer store mængder vand fra et område, der er mange gange større end deres egen afgrænsede lokalitet. Muslingerne koncentrerer således forureningen fra et stort vandområde til et meget lille under og omkring farmen, hvor bundmiljøet uundgåeligt ødelægges. 

Fylder og forurener

Samtidig fylder muslingefarme fylder rigtig meget. Fra debatten om den forrige regerings planer for nye forurenende havbrug i Kattegat fik vi meget varierende tal fra forskellig side. Miljøstyrelsen under Esben Lunde Larsen mente selv, at der kun skulle 1 km2 muslinger til for at kompensere forureningen fra et standard havbrug med en udledning på 100 tons kvælstof. 

Forskere fra Københavns Universitet mente allerede dengang, at der snarere skulle 3-4 km2 muslinger til for at rense op efter samme forurening. Og de seneste tal nåede helt op på 10 km2 i farvande som Kattegat, der kun vanskeligt kan sammenlignes med referenceanlægget i den meget næringssalt-belastede Skive Fjord.

Fra 1 km2 til 10 km2 for fjernelse af kvælstof fra ét enkelt 100 tons havbrug. Det er de flere hundrede meter lange liner eller sorte “Smartfarm” plastrør, som muslingerne hænger fra, der sammen med utallige bøjer fylder voldsomt på søterritoriet. Hvor skal der dog kunne findes plads til flere kvadratkilometer store anlæg i de allerede tæt trafikerede indre danske farvande?

Muslingeopdræt resulterer ikke kun i organisk forurening lokalt under anlæggene. Ud over en permanent visuel forurening, som lokale beboerer ikke er glade for, driver rigtig mange løsrevne bøjer og liner i land efter perioder med storm og blæst. De bliver kun undtagelsesvis samlet op igen. Det har vi set samtlige steder, hvor der er dyrket muslinger – om det så er Limfjorden, Horsens Fjord, Mariager Fjord eller Knebel Vig, hvor man i flere år har forsøgt sig med muslingeopdræt. Plastforurening i højeste potens.

Vi har selv været tæt på flere af disse anlæg og kan derfor kun nikke genkendende til den beskrivelse, som ægteparret Sanne og Svend Hørup senest har givet af naboskabet med Linemuslingeanlæg 112 – referencen i dansk muslingeopdræt. Det har de gjort i tre artikler på webmediet nejtilhavbrug.dk

Svinevirus og havkolera

De filtrerende blåmuslinger forurener ikke blot lokalt under og omkring muslingefarmene. De opkoncentrerer uundgåeligt forekommende tungmetaller samt eventuelle skadelige stoffer fra giftige alger, der efterfølgende kan optages af de mennesker, som spiser dem. Maveinfektioner efter indtagelse af forgiftede eller fordærvede muslinger er derfor ganske almindelige.

Blåmuslinger fra Limfjorden har endda vist sig at indeholde svinevirus fra gylle udledt på de tilstødende marker. Det blev ved en fejl opdaget i 2013, da man moniterede muslinger fra hele landet. 

Myndighederne sagde efterfølgende, at svinevirus i muslinger er uskadeligt for mennesker. Men det sagde de jo i sin tid også om svine-MRSA. Det siger de ikke mere nu, hvor mennesker er døde af infektion med disse resistente bakterier. Slut med at lade skolebørn kysse bløde grisetryner ude i staldene.

Sundhedsmyndighederne har så vidt vides ikke siden undersøgt limfjordsmuslinger for svinevirus. Flere restauranter afviste dengang at servere limfjordsmuslinger for deres gæster, og den årlige skaldyrsfestival i Nykøbing Mors med dens mange deltagere stod jo også på spil. Og hvis der er svinevirus i blåmuslinger, så er der det nok også i de berømte østers, der jo ligeledes lever af at filtrere det samme vand fra Limfjorden

Men ikke nok med det. Muslinger er kendt som overvintringssted for de Vibrio vulnificus bakterier, der forårsager havkolera – en potentielt livstruende infektion. De er især farlige ved vandtemperaturer over 20 grader. 

Flere tilfælde kendes – med dødelig udgang – men myndighederne registrerer dem som simpel blodforgiftning. Trods ellers anbefalinger i Ugeskrift for Læger om at etablere et centralt register, så man løbende kunne følge udbredfelsen af netop havkolera med de stigende vandtemperaturer.

Fiktive høsttal

Der har ikke mindst i forbindelse med de kuldsejlede planer om nye forurenende havbrug i Kattegat været brugt mange millioner tilskudskroner på at forske i netop muslinger som “kompenserende virkemiddel”.

De i litteraturen af DTU Aqua og Aarhus Universitet opgivne tal for høst af muslinger har desværre vist sig ikke at have hold i virkeligheden. De matcher i hvert fald ikke de reelle og registrerede høstal, men lægges alligevel til grund for de nuværende planer om et fremtidigt muslingeopdræt. Branchen vrimler med røde tal trods millionstore tilskud. 

Vi kan her blot tage det danske referenceanlæg 112, som af branchen selv og Aarhus Universitet frejdigt opgives til at have en produktion på “1.100 tons friske muslinger/år og fjerne 600-900 kg N/ha/år samt 30-40 kg P/ha/år”.

Virkelighedens verden ser imidlertid ud til at være en ganske anden. Efter en del besvær og et regeringsskifte lykkedes det endelig naboerne til anlæg 112 at få fat i alle høsttallene. De viser en samlet produktion på 745 tons – på 15 år. Altså under 5 % af de tal, som Aarhus Universitet og DTU Aqua opgiver. 

Følgende danske vandområder er allerede undersøgt og af branchen vurderet som ideelle til “kompenserende opdræt af miljø-muslinger”. Det er: Roskilde Fjord, Gamborg Fjord, Limfjorden, Mariager, Vejle, Kolding, Åbenrå, Augustenborg og Flensborg Fjorde. Aarhus Bugt er “muligvis egnet” til denne form for vandrensning.

Forskere på Lunds Universitet i Sverige anslår, at det er 2-5 gange dyrere at fjerne kvælstof fra vandmiljøet ved at opdrætte muslinger – end ved at bygge traditionelle rensningsanlæg eller udlægge traditionelle vådområder som dyrknings- og gødningsfrie.

De samme forskere fra Lunds Universitet advarer samtidig om, at de iltfri bundforhold under muslingefarmene, forårsaget af muslingernes egne koncentrerede ekskrementer, kan øge frigivelsen af skadelig fosfor, der hidtil har været bundet i sedimentet. 

Dyrkede muslinger er i regelen små og tyndskallede. De egner sig derfor ikke som spisemuslinger. I stedet vil man bruge dem som tilskud til svinefoder – og som undskyldning for en endnu større svine- og gylleproduktion, der så kan belaste vandmiljøet endnu mere.

Vi føler, at man måske skulle lytte mere til uvildige udenlandske forskere end til hjemlige, hvis økonomiske interesser i et fortsat tilskudsstøtte muslingeopdræt synes ganske åbenlyse. Vi føler os ikke trygge ved at lægge vor og vort vandmiljøs skæbne i hænderne på en håndfuld muslingefarmere og forskningsinstitutioner, der ikke har har vist sig i stand til at overholde bare det, de selv lovede og påstår. 

Det er jo også langt fra sikkert, at man i EU vil acceptere opdræt af miljømuslinger som en realistisk måde for Danmark at nå i mål med Vandrammedirektivet.”

Af Nina Bjarup Vetter, cand. theol og

Steen Ulnits, cand. scient

Altinget den 31. januar 2020

“Bløde dyr i hårde skaller”

Muslinger er bløddyr, som bruger to hårde skaller til at beskytte sig med. De tilhører derfor klassen Bivalvia – toskallede dyr – og lever af at filtrere vandet for partikler.

I de seneste årtier har der været stor og stigende interesse for netop muslinger. Først med fiskeri i forbindelse med konsum. Siden med organiseret opdræt til konsum. Og senest som muligt kompenserende tiltag til kvælstoffjernelse fra belastede farvande.

Muslinger har alle dage været vigtige fødeemner for mennesket og kendes fra de store skallebunker, der efterladt ved fortidens bopladser og deres køkkenmøddinger. Muslingerne var nemme at fange og nærende at fortære. Man kunne blot samle dem op med hænderne. De udgjorde en sikker og stabil føde. 

De allerfleste muslinger lever i saltvand, men enkelte arter forekommer også i ferskvand – eksempelvis den store dammusling. I havet, hvor der findes langt over 100 forskellige arter, samler interessen sig typisk om tre forskellige arter: Den store østers Ostrea edulis, den mellemstore blåmusling Mytilus edulis og såden lille hjertemusling Cerastoderma edule. 

Tre vigtige muslingearter

Er man lidt til latin og latinske artsnavne, vil man straks bemærke, at alle tre arter har samme efterhavn – edulis eller edule, hvilket blot betyder, at de er spiselige. Samme ord har dannet grundlag for det engelske ord “edible”, der jo også betyder spiselig. Skaller af alle tre arter er hyppigt forekommende i køkkenmøddinger fra stenalderbopladser. De har således været vigtige fødeemner for datidens samlere og fiskere.

I Danmark er den store østers sjælden og senest indvandret til Limfjorden, da denne blev salt nok efter Vesterhavets gennembrud ved Agger Tange i 1825. Den er desværre under pres fra flere sider – af sygdomme og parasitter såvel som konkurrence fra den invasive stillehavsøsters Crassostrea gigas. Sidstnævnte, som menes at være kommet til Danmark med ballastvand fra skibsfarten, har efterhånden fortrængt den oprindelige limfjordsøsters.

Den lille hvide hjertemusling graver nede i sandbunden, men kommer op til overfladen i døgnets mørke timer. Den kan være meget talrig, hvor den forekommer, og har derfor været et vigtigt fødeemne for mennesker gennem tiderne. Hvor tidevandsstrømme bringer store mængder plankton med sig, kan der være op mod 5.000 hjertemuslinger per kvadratmeter havbund.

Hvor østersen er den sjældne og eksotiske musling i Danmark, dér er blåmuslingen den suverænt mest almindelige og kendte. Dels lever den fuldt synlig på overfladen, fastgjort til underlaget med sine stærke byssustråde. Og dels opnår den hurtgt en størrelse, der gør den langt mere anvendelig som menneskeføde end den lille hjertemusling. Blåmuslingen har et markant udseende og smager ganske udmærket, hvis den har levet i rent vand.

Forgiftning

Muslinger er kendt for at kunne give forgiftninger. De kan være fordærvede og halvrådne med fast lukkede skaller. Det gamle husgeråd lyder derfor, at muslingerne skal have åbnet sig efter kogning, men det er ingen garanti. Bakterier og virus fjernes naturligvis ved kogning, men ophobede algegifte er stadig fuldt funktionelle efter kogning.

Muslinger lever nemlig af at filtrere vandet for plankton og bakterier, og det er store mængder vand, der filtreres. Man regner med, at en enkelt voksen østers alene kan filtrere omkring 100 liter vand i døgnet. Eventuelle giftstoffer eller tungmetaller ophober sig derfor i muslingerne, der i regelen ikke selv tager skade af stofferne, men som blot koncentrerer dem. Til mulig gene for de mennesker, der senere måtte fortære dem.

Muslinger bør af den grund aldrig indsamles i bunden af lukkede fjorde og vige, som modtager spildevand direkte eller via tilstødende vandløb. Vandet skal være rent og friskt med en god udskiftning, førend man giver sig i lag med indsamling og fortæring af muslinger. Men også da skal man være forsigtig.

Mangt et maveonde skyldes, at man har forbrudt sig mod disse enkle regler. Og mange danske fjorde egner sig bestemt ikke til indsamling af muslinger. Ved Limfjorden fandt man tilbage i 2013 under en landsdækkende undersøgelse af blåmuslinger den fra svineavlen så velkendte svinevirus i de undersøgte blåmuslinger – for øvrigt som det eneste sted i Danmark. 

Svinevirus stammer fra de store mængder gylle, som spredes på marker, der støder ned til Limfjorden. Myndighederne siger, at den er uskadelig for mennesker. Myndighederne mener, at svinevirus i limfjordsmuslinger blot er et mål for, hvor forurenet Limfjorden efterhånden er med svinegylle fra de omkringliggende marker.

Noget tilsvarende sagde myndighederne generelt og svineavlerne specielt jo også om de multiresistente MRSA bakterier fra den danske svineproduktion. Hvilket jo desværre viste sig ikke at holde stik.

I dag er der flere mennesker, som er døde af MRSA, og myndighederne har ikke villet undersøge flere muslinger endsige østers. For tænk, hvad man mon så kunne finde af skræmmende stoffer. Som altid og senest med de ilanddrevne vildsvin ved den dansk-tyske grænse: Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Det kunne jo også gå ud over eksporten.

Muslingeskrab

Som privatperson er det en simpel sag at gå ud til en muslingebanke og plukke de blåmuslinger, man måtte have brug for. Er man erhvervsfisker, er dettte naturligvis ingen hverken rationel eller rentabel metode. Der skal større og tungere redskaber til.

Man taler derfor om, at man “skraber” muslinger. Man bruger et mindre trawl, hvis tunge skovle pløjer hen over den ofte bløde bund, muslingerne lever på. Det er en hårdhændet metode, som i lighed med alt andet trawlfiskeri ødelægger bundmiljøet, som skal bruge flere år på at komme sig efter et skrab. Men hvad værre er – muslingeskrab hindrer samtidig det llivsvigtige ålegræs i et etablere sig.

Af uransagelige og helt uforståelige årsager har danske myndigheder givet tilladelse til, at der skrabes muslinger i flere Natura 2000 områder. Uforståeligt, da Natura 2000 områder netop er udlagt som et netværk af beskyttede naturområder i EU. De udlagte områder har til formål at “bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene”.

I disse områder gælder der “særlige retningslinjer for at behandle planer og projekter, herunder ansøgninger om tilladelse mv., der kan påvirke Natura 2000-områder, for derigennem at beskytte arter og naturtyper. Desuden er der krav om overvågning af og rapportering om naturens tilstand”. Citat slut.

Det er endnu ikke lykkedes nogen myndighed at forklare, hvordan disse krav harmonerer med altødelæggende muslingeskrab på den sårbare havbund, hvor ålegræsset i forvejen har mere end svært ved at få fæste. Knap en femtedel af det danske havareal er udlagt som Natura 2000 områder.

Grundlaget for Natura 2000 er EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, som består af Fuglebeskyttelsesdirektivet og Habitatdirektivet. Disse to direktiver forpligter EU’s medlemslande til at bevare mere end 200 naturtyper, 700 arter af planter og dyr samt over 170 fuglearter.

Det lader desværre til, at eneste krav for at få tilladelse til ødelæggende muslingeskrab i et beskyttet dansk Natura 2000 område er, at man blot ikke kan se skaderne. Og det kan man jo i sagens natur ikke, når de som her sker under vandet.

Muslingeopdræt

Blandt andet af ovennævnte miljømæssige årsager er der øget fokus på opdræt af muslinger, som kan supplere eller i sidste ende forhåbentlig erstatte det altødelæggende muslingeskrab med tunge bundredskaber. En fiskemetode, der virker middelalderlig i vor økologisk bevidste tidsalder, hvor vandmiljøet er under pres fra alle sider.

“Linemuslinger” er navnet på muslinger, der er dyrket på liner udspændt mellem flydende bøjer. De er billige at anlægge, men svære at vedligeholde i vind, strøm og bølger. Muslingeyngel befolker selv de udhængte liner, da larverne driver passivt med strømmen, indtil de finder noget at hæfte sig fast på. 

Muslingefarmene kan indrette på flere forskellige måder, der hver især har fordele og ulemper. De kan forsynes med liner eller net, der flyder eller kan sænkes, så de ikke generer skibsfarten. I hvert fald ikke i teorien.

Danske erfaringer med muslingeopdræt stammer primært fra den lukkede og uhyre næringsrige Skive Fjord, hvor vejret ikke lægger hindringer for driften. Der mangler heller ikke næringsstoffer til de filtrerende muslinger. Der er kort sagt ideelle forhold til muslingeopdræt på netop denne lokalitet.

Resultaterne fra Skive Fjord kan imidlertid ikke overføres til andre og anderledes lokaliteter som eksempelvis det åbne Kattegat, hvor vejret er anderledes barskt, og hvor mængden af næringsstoffer og dermed plankton til muslingerne er langt mindre. Endelig er der her tale om meget skiftende strømretninger og -hastigheder samt saltholdigheder, der kan gøre produktionen ustabil. Altsammen i modsætning til de stabile forhold i Skive Fjord.

Hidtidige erfaringer viser, at edderfugle kan gøre store indhug i muslingerne. De finder hurtigt frem til muslingefarmene, hvor de efterfølgende er svære at holde væk. Og jo længere til havs anlæggene ligger, desto større bliver naturligvis de logistiske problemer med drift og vedligehold. Den endelige høst er således ikke ganske ligetil.

De tal, der ligger til baggrund for  den tidligere regerings lov L 111 om “kompenserende marine virkemidler” i forbindelse med anlæg af nye forurenende havbrug, var således ganske fiktive. Men bliver gang på gang præsenteret som reelle produktionstal.

“Kompenserende virkemiddel”

Tankerne bag lov L 111 om anlæg af muslingefarme i tilknytning til nye forurenende fiseopdræt i åbne netbure er enkel nok: 

Når man dyrker og høster muslinger, opnår man at fjerne en større eller mindre del af det forurenende kvælstof, som de mange tusinde opdrætsfisk udleder. Planen var så, at der skulle dyrkes så mange muslinger, at de kunne optage hele den ekstra udledning af kvælstof fra de mange tusinde fisk. Da kunne man i princippet lade fiskeopdrættet vokse ind i himlen, når blot man lod muslingeproduktionen og dennes kvælstoffjernelse følge med.

Det fungerer fint – i teorien. Praksis er en ganske anden. Ét meget stort problem med opdræt af muslinger er pladskravet. Muslingeopdræt fylder rigtig meget – med kilometervis af liner og hundredvis af store flydere, som har en uheldig evne til at rive sig løs, når det blæser – og drive i land på tilfældige steder. 

De udgør med deres klare farver en optisk forurening, når de sidder fast. Og en fysisk forurening, når de som plastaffald driver i land efter en storm. Enhver, der har boet nær et muslingeopdræt, ved, at dette er et meget reelt problem. For opdrætterne gider ikke at lede efter deres undslupne bøjer, der åbenbart ikke koster nok til at være besværet værd. Derfor nummererer de dem heller ikke, som de ellers skal. For så kunne man jo spore ejermanden.

Da lovforslag L 111 om kompenserende muslingeopdræt skulle vedtages i Folketinget, blev der fra oppositionen spurgt ind til, hvad et typisk kompenserende muslingeopdræt ved et typisk havbrug af den planlagte slags ville fylde.

Miljøstyrelsen antog dengang selv, at en muslingefarm på godt 1 km2 ville kunne fjerne kvælstof fra et enkelt stort opdrætsanlæg på 100 tons. Uvildige forskere fra Aarhus og Københavns universiteter mente derimod, at der skulle en muslingefarm på 3-4 km2 til for at klare kvælstoffjernelsen fra bare et enkelt havbrug.

– Men hvor er der lige plads til flydende anlæg på op mod 2 gange 2 km i de stærkt trafikerede danske farvande? Senest har der endda været tal fremme på helt op til 10 km2 i næringsfattige områder som netop Kattegat.

Det er både fascinerende og foruroligende, når sagkundskaben og fagkundskaben er så uenige. Men decideret farligt, når der lovgives på antagelser og forhåbninger. Ingen havde jo prøvet endsige dokumenteret, at det kunne lade sig gøre at dyrke muslinger i dette omfang – på åbent hav i Kattegat. Alle erfaringer og produktionstal stammede fra lukkede, kvælstofrige lokaliteter som Skive Fjord. Fra Linemuslingeanlæg 112.

Tro og håb fungerer ikke i sammenhæng med videnskab. Der skal facts og erfaringer på bordet, før kvalificerede beslutninger kan træffes. Og det var der desværre ikke, da lov L111 blev stemt igennem med samtlige stemmer fra Blå Blok. 

Også de Konservative, der ellers ser sig selv som Blå Bloks Grønne Stemme.

© 2020 Steen Ulnits

⌘ Læs meget mere her ⌘

Muslinger for millioner – 1/3

Muslinger for millioner – 2/3

Muslinger for millioner – 3/3

“Kvælstof, der kvæler”

Når man leder urenset spildevand fra byerne eller drænvand fra marker og enge, beriger man vandet med en stor mængde næringssalte. Det resulterer typisk i uklart vand.

De udledte næringssalte optages af planktonalgerne, der blomstrer op i større eller mindre omfang – afhængig af næringsstofmængden og ydre faktorer som saltholdighed og vandtemperatur.

Når algerne dør, synker de til bunds, hvor de nedbrydes af forskellige iltforbrugende mikroorganismer. Jo flere alger, der skal nedbrydes, desto større bliver iltforbruget. Det kan føre til iltsvind ved bunden og i værste fald døden for de fisk, der ikke når at flygte.

Læggere man et snit gennem en typisk  fjord- eller havbund, vil man øverst finde en smal zone, som indeholder ilt. Det er i denne zone, kvælstofholdigt stof omdannes til nitrat. Det er nemlig iltkrævende bakterier, der varetager denne såkaldte nitrifikation. 

Umiddelbart under den iltede zone – i det iltfri slam – finder vi de nittratåndende bakterier. Det er dem, der omdanner nitrat til frit kvælstof i den såkaldte denitrifikation.

Kvælstofcyklus

Længere nede i det iltfri slam lever de sulfatåndende bakterier, som nedbryder størsteparten af det organiske stof i fjord- og havbund. Resultatet af svovlbakteriernes arbejde er den ildelugtende og giftige svovlbrinte, H2S, der oplagres i slambunden.

Længst nede i slammet finder vi methan-bakterierne, der lever af at forgære  organiske stofrester under dannelse af methan, CH4. Samme rækkefølge finder vi i ferskvand, som imidlertid ikke indeholder ret meget sulfat. Her er de methan-dannende baktereier derfor de dominerende – den stærke drivhusgas methan ligeledes.

I havvand er det omvendt. Her udgør sulfat nemlig en væsentlligt større bestanddel end i søvand. Da de sulfatåndende og de methan-dannende bakterier konkurrerer om de samme stoffer, vinder de talstærke svovlbakterier, og svovlbrinte bliver derfor den dominerende gas i havbunden.

I flere lukkede fjordområder med skiftende saltholdighed kan man derfor opleve en blanding af de to miljøer.

Iltmangel og iltsvind

Under normale forhold vil den smalle iltede zone virke som en spærring for de dannede gasser, der straks iltes og uskadeliggøres her. Men  er først al ilten brugt til nedbrydning af døde alger, da eksisterer denne spærring ikke længere. 

Svovlbrinten kan da trænge op gennem bundslammet, hvor den i første omgang bindes som jernsulfid, FeS, i overfladen. Den ellers rustbrune bund farves da sort.

Men det er en stakket frist. Iltes vandet ikke snart, trænger svovlbrinten videre op i vandet, hvor den dræber alt liv. I lighed med cyankalium blokerer svovlbrinte nemlig respirationen og kvæler derfor alt højere liv. 

Hvor svovlbrinten når overfladen af bunden, møder den det iltholdige bundvand. Her vil specialiserede bakterier gå i gang med at ilte svovlbrinten, hvorved der dannes et karakteristisk hvidt “liglagen” på den ellers sorte bund. Farven skyldes hvide udfældninger af svovl.

Når iltmangelen for alvor melder sig, er fiskene for længst svømmet bort. Krabber, som også kan flytte på sig, kan kravle helt ud af vandet for at redde sig. Store sandmuslinger, der normalt ligger nedgravet i 30-40 cm’s dybde kravler op til overfladen og strækker deres lange ånderør op i vandet efter den livgivende ilt.

Blåmuslingerne har ikke den luksus at kunne flytte sig. De er derfor gerne de første ofre for en begyndende bundvending. De har et meget højt stofskifte og mærker som de første den snigende iltmangel i vandet. Veludviklede muslingebanker er derfor tegn på gode iltforhold.

Betegnelsen “bundvending” skyldes mere ekstreme tilfælde af  iltsvind, hvor store bobler af af svovlbrinte i stort antal stiger op og river bundslam med sig. Vandet mudres op og bliver sort. Man siger ganske betegnende, at “bunden vender”.

Blåmuslinger lever således en farlig tilværelse på kanten af det mulige. Jo flere næringssalte og desto mere plankton, der er i vandet, jo mere føde er der til de filtrerende blåmuslinger. Men balancen kan hurtigt tippe, og da bliver de selvsamme blåmuslinger ofte de første ofre for et iltsvind. Det så vi blandt andet i 1997, hvor Mariager Fjord døde. Muslinger e var de første til at stå af – uden mulighed for at flygte. 

Reel kvælstoffjernelse

Der er mange uafklarede forhold omkring den reelle kvælstoffjernelse ved dyrkning af muslinger. Stofomsætning er nemlig en kompliceret affære at regne på – med mange influerende faktorer.

Herhjemme har det danske firma Orbicon, som er en filial af Hedeselskabet, investeret kraftigt i fremtidigt opdræt af muslinger. Ikke overraskende er man derfor en ihærdig fortaler for netop muslingeopdræt, som der pt. er rigtig mange tilskudsmillioner i. Alene Innovationsfonden har sat 16 millioner skattekroner af til forsøg med muslingeopdræt. 

Orbicon/Hedeselskabet lovpriser derfor ikke uventet muslingerne som fremtidens kvælstoffjernere i forurenede danske fjorde. Der er penge i dem. Tilskudsmidler. Som der var gode penge at hente for Hedeselskabet, da man rettede Skjernåen ud og afvandede engene langs den.

Det rentable i muslingeopdræt er imidlertid slet ikke er dokumenteret endnu. Det vidner et stort antal konkurser og selskabslukninger om. I hvert fald ikke uden millioner af tilskudskroner. Og da slet ikke i den store skala, som der i kommende fald vil være tale om. Det er som altid opskaleringen, der volder problemer, når eksperimenter forlader de beskyttende forhold lokalt i laboratorie og forsøgsvand og skal ud at arbejde i det fri.

Andre steder er man ikke helt så sikre eller positive som Orbicon/Hedeselskabet. Det er typpisk virksomheder eller institutioner, der ikke selv har investeret i muslingeopdræt eller har planer om at gøre det. Her ser man mere nøgternt og uvildigt på muslingerne som mulige kvælstoffjernere og frelsere af næringssalt-forurenede fjorde og indvande.

På det svenske Lunds Universitet har man længe beskæftiget sig med blåmuslingers renseevne, når det gælder kvælstof i Østersøen med tilstødende farvande. Man har kigget muslingerne i kortene og set på deres fødeindtag og fordøjelse. – Kan muslingeopdræt være vejen til en renere Østersø?

Muslinger er levende organismer som alle andre. De har ganske vist ikke følelser, men de har skam en fordøjelse. Og desværre fjerner muslinger ikke blot kvælstof fra det vand, de filtrerer. De koncentrerer også affaldet fra et stort område på et ganske lille sted, som så kommer til at lide under en kraftig organisk forurening. Den kendsgerning glemmes ofte i debatten. 

Muslingerens af Østersøen

Forskerne på Lunds Universitet har således ingen kommercielle interesser i en nuværende eller kommende muslingeproduktion, som de gerne vil fremme.

Universitetet interesserer sig i stedet for, hvad man kan gøre for bedre vandmiljøet i Østersøen, der lider under årtiers udledning af urenset spildevand. Som har modtaget så meget kvælstof og fosfor fra omgivelserne, at der i dag er et udbredt iltsvind over store dele af Østersøen. Områder, som derfor er blottet for liv. Områder, som ikke når at retablere sig, da iltsvindene konstant bliver større og mere eller mindre permanente.

Iltsvindene er dobbelt ulykkelige, da de dels dræber eller hindrer liv på bunden – dels fastlåser Østersøen i en situation, som konstant bringer fosfor i omløb. Til glæde kun for algerne og for at holde den onde cirkel kørende. Var der ilt til stede ved bunden, kunne fosfor bindes og uskadeliggøres her, mens kvælstof kunne afgives til luften. En win-win situation, der desværre er afløst af en loose-loose under de eksisterende iltfri forhold. Nu er fosforen i frit omløb, og kvælstoffet forbliver i vandet.

Derfor er det ganske naturligt, at mange har sat deres foreløbige lid til muslinger, der i form af organisk stof – muslingekød – kan fjerne kvælstof fra vandmiljøet. Både som skrabede og dyrkede muslinger. 

Men begge dele har som allerede nævnt store ulemper. Mest åbenlyse er de fysiske skader, som påføres bundmiljøet af de tunge skrabende redskaber. Som gør det umuligt for flora og fauna at genetablere sig. Dette gælder i særlig grad ålegræsset, der skal have tid og ro til at få fæste. Mindre åbenlys er den massive forurening, som et muslingeopdræt påfører bundmiljøet under og nær muslingefarmene.

Muslinger har nemlig en fordøjelse. De indtager ikke kun føde, som de lever af. De udskiller efterfølgende også det overskydende stof, som de har samlet sammen – filtreret fra en vandmasse, der er langt større end dér, de selv holder til. 

Høster man nu de opdrættede muslinger, fjerner man naturligvis deres vægt og de næringssalte, de har akkumuleret og indbygget fra omgivelserne. Vel at mærke ikke muslingernes totale vægt, som jo inkluderer de tunge skaller og en masse vand. Men kun kødet. Samtidig opnår man en massiv forurening lokalt – i form af affaldsstoffer fra de mange muslinger. Affaldsstofferne  synker til bunds under liner og rør, hvor de opdrættes, og ophober sig på bunden under og nær muslingefarmen.

Liglagen og svovlbrinte

Det er ikke noget kønt syn. Bunden udgøres her af et tykt og kulsort slamlag uden den mindste smule ilt. Den er brugt til nedbrydning af de mange tons nedsynkende affald. Videooptagelser under muslingefarme viser sort slam, der hvirvler op ved mindste berøring og gør vandet ugennemsigtigt. Ofte også et hvidt lag af svovlbrinte-iltende bakterier, som danner det velkendte hvide “liglagen”.

Men da muslinger er uhyre effektive filtratorer, er overfladevandet ofte mere klart i umiddelbar nærhed af muslingefarme – end generelt i vandområdet omkring dem. Når muslingen suger vand ind for at filtrere det, sorterer den partikler fra indåndingsvandet. Herefter frasorterer den blandt partiklerne, hvad den vil fortære og indbygge i sin krop. De partikler, som muslingen ikke kan eller vil æde, lukkes ud igen i form af små affaldspakker, som synker til bunds sammen med dens ekskrementer. 

På denne måde opbygges der store mængder organisk affald under og omkring muslingefarme. Affald, som er koncentreret fra et område, der er mange gange større end muslingefarmen selv. Affald, der skal nedbrydes under forbrug af ilt. Affald, der forårsager iltsvind og frigivelse af fosfor fra bundsedimentet. Klar til fornyet og måske endda forøget algevækst.

I teorien er det indiskutabelt, at der fjernes kvælstof fra et vandområde, når og hvis der høstes muslinger. I praksis forurenes lokalområdet imidlertid voldsomt af muslingernes opkoncentrering og udledning af organisk stof via deres stofskifte. Med tyk sort slambund og tyndt hvidt liglagen fra de svovliltende bakterierpå bunden under muslingefarmene til følge.

I praksis er der stor usikkerhed om, hvorvidt der virkelig fjernes ret meget kvælstof fra vandmiljøet, når man opdrætter og høster muslinger. Om det ikke kan være lige omvendt:

Lunds Universitet refererer til studier, der viser, at frigivelsen af kvælstof til omgivelserne – i form af NH4 fra den iltfri bund under en muslingefarm – sågar kan være større end den mængde kvælstof, der fjernes fra vandområdet via de høstede muslinger. Og NH4 er modsat N2 – kvælstof på gasform – direkte optageligt som næringsstof for algerne. Studier har ligeledes vist, at lækagen af fosfor fra den iltfrie bund under en muslingefarm kan være større end den mængde fosfor, som fjernes via de høstede muslinger. 

Og i så fald er man jo lige vidt. Man har blot fået beslaglagt store havområder til hinder for den erhvervsmæssige skibsfart og rekreative aktiviteter i området. Man har fået en visuel forurening, der næppe lokker turister til, og efter enhver storm driver der store blå bøjer i land, som har revet sig løs. De bliver tilsyneladende ikke samlet op, men kan ligge her i årevis.

De svenske forskere henviser ligeledes til, at skal et område kunne afgasse kvælstof til luften, er det vigtigt med et rigt dyreliv på bunden. Dyrene er med til at fremme den ønskede stofomsætning, men eksisterer jo ikke under de iltfri forhold, der ofte hersker under og i nærheden af muslingefarme. Muslingerne har skudt sig selv i foden, kunne man sige.

Den visuelle forurening

Det syn ser man alle steder, hvor der dyrkes eller har været dyrket muslinger – det være sig i Knebel Vig, Mariager Fjord, Horsens Fjord eller Limfjorden. Så stort og så synligt plastaffald på stranden lokker næppe heller turister til. Den øgede viden i lokalbefolkning og hos besøgende turister om forureningen fra muslingeopdræt øger næppe heller attraktionsværdien.

Ofte hører man, at der fjernes kvælstof via opdrættede og høstede muslinger i et 1:1 forhold. I den forbindelse skal man huske på tredjedels-reglen i alt muslingeopdræt: 

Af en muslings stofskifte går godt en tredjedel af kvælstoffet til simpel respiration og reproduktion. Til at opretholde livet med. En knap tredjedel udskilles som fækalier, der synker til bunds. Mens kun den sidste knappe tredjedel bliver til muslingekød.

På den måde er det relativt let at regne sig frem til den mængde kvælstof, der fjernes via et musingeopdræt. Samt den mængde lokal organisk forurening, opdrættet uundgåeligt også tiltrækker medfører. Man skal således gøre sig klart, om der er områder, man vil ofre på muslingeopdrættets alter – om der er vandområder, som godt må dø.

Man skal betænke, at det jo ikke er Golfstrømmen og dens nærmest ubegrænsede vandmasser, der opdrættes i fisk og muslinger i. Det er de meget begrænsede indre danske farvande med en langt mindre vandudskiftning. Vel kan strømmen i perioder løbe stærkt, men havet sletter alligevel ikke alle spor. 

Man skal hele tiden holde sig for øje, at når fire kubikkilometer vand fosser nordpå gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt, så løber de tre tilbage igen. Det sørger vind og tidevand for. Enhver udledt forurening vil derfor blive sendt frem og tilbage flere gange, før al forurening er fjernet.

Og inden da har en stor del af vandet haft god tid til at nære alger, der siden synker til bunds og øger iltsvindet her. De døde alger bliver, når vandet er forsvundet.

Læs gerne mere herom i artiklen “Strøm og Stille“.

© 2020 Steen Ulnits

⌘ Læs meget mere her ⌘

Muslinger for millioner – 1/3

Muslinger for millioner – 2/3

Muslinger for millioner – 3/3

“Areal og Kapital”

Et forhold, der omtales meget lidt i debatten om muslingeopdræt, er arealbehovet. Muslingefarme fylder rigtig meget og lægger dermed fysisk hindringer i vejen for anden udnyttelse af havarealet i det pågældende område.

Derfor nok den yderst begrænsede omtale i diverse rapporter. En ubehagelig sandhed, hvis man gerne vil farme muslinger og få del i tilskydsmillionerne. Og lov til at bruge de store havområder, som er nødvendige – uden at betale for det.

Da den tidligere regering i forbindelse med Landbrugspakken – og lov L111 om kompenserende muslingeopdræt – blev afkrævet et bud på arealbehovet, svarede Miljøstyrelsen tilbage, at et opdræt til fjernelse af 100 tons kvælstof fra et havbrug ville fylde godt 1 km2. Altså én gange én kilometer.

Forskere fra såvel Aarhus som Københavns Universiteter meldte dog umiddelbart tilbage, at et sådant kompenserende muslingeopdræt snarere ville fylde 3 til 4 km2 for at kunne opfylde kravene til kvælstoffjernelse fra bare et enkelt havbrug. I bedste fald. 

I åbne og mere næringsfattige havområder kan der endda blive brug for muslingefarme på helt op til 10 km2, hvis der skal opsamles kvælstof i den ønskede mængde. Og så store anlæg vil vel de fleste finde totalt urealistiske. De vil blokere store områder for al anden trafik. Og hvem bliver pludselig de private “ejere” af disse hidtil offentlige områder?

Man bliver altid lidt urolig, når man præsenteres for så forskellige svar på ét og samme spørgsmål. Fra to parter, der hver især burde være fagfolk. Rigtig urolig bliver man, når det viser sig, at alle værdier i virkeligheden er helt teoretiske. Lige rigtige eller luge forkerte. 

Et stort sats – for miljøet

Der foreligger ingen praktiske erfaringer, som viser, hvor meget de pågældende anlæg vil fylde forskellige steder med forskellig næringstilgang. Det er værdier, som parterne hver især har regnet sig frem til på baggrund af nogle forudsætninger, der i sig selv er ganske usikre. Og som man måske selv har udvalgt for at nå det ønskede resultat.

Måske det ville være en rigtig god idé at gøre nogle sig konkrete og vel dokumenterede erfaringer, før store og vigtige beslutninger tages om at beslaglægge mange hundrede kvadratkilometer kyst med store og tvivlsomme muslingefarme. Det svarer lidt til at sende en raket til Månen og så håbe, at der nok er lyst på bagsiden, så man kan se til at lande. I stedet for lige at tage en tur rundt om Månen for at checke det først. 

Ikke så lidt af et sats, men i praksis det, muslingefolket er i gang med her og nu. Der vil være endog meget stor forskel på, hvad der kan produceres af muslinger på forskellige lokaliteter med vekslende strøm, temperatur, saltholdighed og algemængde. Og dermed størrelsen på det nødvendige areal. Vind og bølger vil også have stor indflydelse på driften.

Prædation fra edderfugle har ligeledes vist sig at være et problem, som man stadig ikke har en løsning på. Edderfuglene sulter og finder derfor lynhurtigt frem til de mange muslinger under farmene.

Og så er der jo lige det med Natura 2000 områderne, som ikke må forurenes – hvad de jo uundgåeligt og beviseligt vil blive med udbygningen af muslingeopdræt i stor skala. Vi ved ikke, hvad EU vil sige til det – ikke mindst i forhold til Vandrammedirektivet, som vi jo i forvejen er langt bagud med at implementere. Knap en femtedel af det danske havareal er jo udlagt som Natura 2000 områder, der ikke må forurenes eller påvirkes negativt. Derfor har EU ganske givet en mening herom.

I den forbindelse er det allerede fastslået, at man ikke kan kompensere for øget forurening ét sted ved at rense op et andet. Rensning af spildevand skal ske, hvor forureningen finder sted. Det kom frem, da havbrugerne og deres politiske venner i Blå Blok i sin tid mente, at man skam godt kunne opdrætte fisk langt ude i Kattegat og forurene vandet her – hvis man så bare dyrkede muslinger og fjernede kvælstof langt inde i Mariager Fjord. 

Går den, så går den. Men den gik altså ikke. 

Tilskud og konkurser

Og så er der endelig rentabiliteten. Hvis man dykker ned i historikken omkring dansk muslingeopdræt, så vil man støde på en næsten endeløs række af tilskudsordninger med efterfølgende konkurser. Trods de millionstore tilskud. Samt produktionstal, der efter alt at dømme overhovedet ikke stemmer med virkeligheden.

– Men hvor meget kvælstof fjernes der reelt ved opdræt eller skrab af musllinger?

Det ser ud til, at fagkundskaben her er mere enige, end hvad arealbehovet angår. Det er nemlig en konkret størrelse, som kan måles ret nøjagtigt. Kigger man litteraturen, finder man typisk værdier i størrelsesordenen 6-8 % N (kvælstof) og 0,6-0,8 % P (fosfor) af muslingekødets tørvægt. Altså fjernes der kvælstof og fosfor i det omtrentlige forhold 1:10, når man fjerner muslinger fra et vandområde ved skrab eller opdræt.

Tallet varierer i løbet af året og muslingernes foderstand, men som tommelfingerregel regner man med, at næringssaltene tilsammen udgør omkring 1 % af muslingernes totale vådvægt. Lægger man dette til grund, kan man således fjerne i omegnen af 1 kg N og P for hvert 100 kg høstede muslinger. Eller 10 kg for hvert ton. Det er til at regne med, omend det er forbundet med stor usikkerhed.

“Skive Fjord er så belastet af kvælstofudledningen i forvejen, at det ikke gør en væsentlig forskel, at bunden får lidt ekstra næringsstoffer fra muslingerne, men man skal være lidt forsigtig hvis man vil overføre projektet til andre fjorde, hvor de måske kan være en belastning.”

Det siger Per Dolmer, der er seniorrådgiver hos det rådgivende firma Orbicon – ejet af Hedeselskabet, som netop selv er gået aktivt ind i muslingeopdræt. Det var som bekendt Hedeselskabet, der i sin tid hjalp det danske landbrug med af afvande vådområder og udrette snoede vandløb til snorlige kanaler, så næringssaltene frit kunne fosse ud i vore sårbare havområder.

Per Dolmer arbejder til daglig med et lignende muslingeprojekt ved Hjarnø i Horsens Fjord. Det var her, man måtte ty til politianmeldelse af et stort havbrug, der viste sig at have udledt 3-4 gange så meget kvælstof til vandmiljøet, som de havde miljøtilladelse til. Måske i adskillige år. Man sørgede således selv for, at der var godt med lokal forurening til muslingerne – fra havbruget.

Hedeselskabets Orbicon medgiver således, at resultaterne fra anlæg 112 i Skive Fjord i virkeligheden slet ikke kan bruges til konsekvensberegning af muslingeopdræt andre steder – hvis disse ikke allerede er så totalforurenede, som Skive Fjord er det. 

Skive Fjord er i lighed med Horsens Fjord så overmættet med næringssalte efter årtiers udledning af vand fra gyllegødede marker og mere eller mindre lovlige udledninger fra havbrug i Horsens Fjord og dambrug ved Karup Å – at man i virkeligheden slet ikke kan sige noget konkret om effekten af muslingeopdræt andre steder. At stofomsætningen allerede er så meget ude af balance disse steder, at resultater herfra ikke kan overføres til andre lokaliteter.

Men går den, så går den. Tilskudsmillionerne ligger jo og lokker, forståeligt nok. 

Nu er der jo normalt ikke noget galt i, at staten skyder penge i fonde, der skal hjælpe forskning og udvikling på vej. Men i sagen om et storstilet kommende muslingeopdræt risikerer man ikke blot, at pengene som hidtil et spildt. Man risikerer også at påføre lokale miljøer ekstra organisk  forurening – i stedet for som lovet og ønsket at rense vandet. Det bliver ganske vist klarere i overfladen nær muslingefarmene – filtreret af de mange muslinger – men iltfrit ved bunden under dem. Og det klare vand rækker ikke langt fra muslingefarmene.

Taknemmelige tal

“Regeringen (den foregående Venstre-ledede, red.) er ved at gentage den fejl, de lavede i Landbrugspakken: At få noget til at se godt ud på papiret, som slet ikke fungerer i virkelighedens verden. De har ikke prøvet de her ting af ude i havet. Man ved slet ikke, om de her muslinger overhovedet kan rense vandet, så det er en meget usikker tilgang, regeringen vælger.”

Sagt af Ida Auken, miljøordfører for Det Radikale Venstre.

Man kan sige nøjagtig det samme om muslingebranchen, der i vid udstrækning lever af diverse tilskudsordninger kombineret med tilsyneladende velkoreograferede konkurser og selskabstømninger. Det er aldrig lykkedes dem at gøre opdrættet blot tilnærmelsesvis rentabelt. Trods millionstore tilskud. 

Det er heller aldrig lykkedes dem at opnå høstresultater, som gør det blot tilnærmelsesvis sandsynligt, at man vil kunne fjerne en væsentlig mængde kvælstof – til konkurrencedygtige priser. 

Svenskerne, der har arbejdet målrettet med opdræt af miljømuslinger siden 2008, konkluderer da også, at det ganske enkelt er ganske dyrt at opdrætte miljømuslinger:

“Mængden af muslinger og kvælstof, som høstes, er ligetil at beregne. Ændringerne i kvælstofomsætning, estimering af fosfor i sedimentet og lækage fra bund til vand er langt sværere at beregne. Skal man sammenligne med rensningsnalæg og vådområder, kan det i dag kun gøres ud fra den høstede mængde muslinger. 

Men selv om man ser bort fra mulige udslip fra bunden er opdræt af miljømuslinger en kostbar metode til reduktion af næringssalte. Typisk 2-5 gange dyrere end udbygning af rensningsanlæg og etablering af nye vådområder.”

Sådan lyder det fra forskerne Johanna Stadmark og Daniel J. Conley fra Lunds Universitet – i en artikel, hvor de opsummerer hidtidige svenske erfaringer med opdræt af miljømuslinger. 

– Og hvor skal nye anlæg overhovedet ligge, hvis de ikke skal gøre skade på eller indhug i allerede udlagte Ramsar og Natura 2000 områder? Checker man Danmarkskortet for ledige pladser, er der ikke mange. Kortet viser for øvrigt, at netop Skive Fjord er behageligt fri for restriktioner. Og rigeligt fyldt med næringssalte fra omgivelserne.

Skive Fjord og dele af Horsens Fjord er allerede så hårdt belastede – med iltsvind i bundvandet en stor del af tiden – at man jævnfør tidligere om stofomsætningen risikerer at gøre mere skade end gavn. At den iltfri bund vil kunne lække flere næringsstoffer, end der kan fjernes med de høstede muslinger. Andre steder vil indholdet af næringssalte være så lavt, at muslingefarmene skal være uforholdsmæssigt store – flere kvadratkilometer – for at kunne optage nævne værdigt med kvælstof. 

Måske burde muslingefarmerne som havbrugerne være tilfredse med de mange millioner skatteyderkroner, der allerede er spildt på nyttesløse undersøgelser? Foretaget af dyre konsulentfirmaer, der naturligvis har glædet sig over indtægterne herfra?

Et teoretisk regnestykke

Vi kan afslutningsvis lave et lille regnestykke, der er præcis lige så spekulativt og teoretisk funderet som beregninger, der allerede ligger til grund for muslingeopdrættet. Men som er baseret på konkrete tal fra myndigheder og branchen selv:

Antagelse: Vi ved, at den samlede danske kvælstofudledning for nærværende ligger i omegnen af 60.000 tons om året. Fagkundskaben er også nogenlunde enige om, at vi skal ned i nærheden af 40.000 tons om året, før vi kan leve op til kravene om “god økologisk kvalitet” i EU’s vandrammedirektiv. Det vil sige, at vi skal reducere den årlige udledning med 20.000 tons.

Landbruget vånder sig og så naturligvis meget gerne, om denne kvælstoffjernelse kunne varetages af miljømuslinger alene. Så de ikke selv skal til lommerne. Så de ikke selv skal reducerer brugen af gødning og gylle. Antager vi derfor, at hele denne nødvendige reduktion skal varetages af et kommende opdræt af miljømuslinger, da ser regnestykket således ud – i bedst tænkelige fald: 

Vi antager nemlig, at kvælstofoptaget er det maksimalt tænkelige – som målt i Skive Fjord, hvor forholdene er optimale. Hvad de heldigvis ikke er andre steder. Vi antager ligeledes, at muslingefarmene fylder mindst muligt – som antaget af Miljøstyrelsen under Esben Lunde Larsen. Da vil et anlæg til fjernelse af 100 tons kvælstof jo fylde godt én kvadratkilometer.

Den slags anlæg skal der så 200 til af for at nå målet – en fjernelse af de 20.000 tons kvælstof, vi mangler for at kunne opfylde Vandrammedirektivet. Og disse anlæg vil i bedste fald fylde 200 kvadratkilometer af søterritoriet – hvis ellers man kan finde pladser, hvor skibstrafikken og de kystnære Ramsar og Natura 2000 områder tillader den medfølgende og uundgåelige forurening. 

Hvis man er nødt til at placere anlæggene i mere åbent og mindre næringsrigt vand længere til havs, så kan de i værste fald fylde ti gange mere, nemlig 2.000 kvadratkilometer. Og koste langt mere at drive. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

Tror man, at sandheden ligger et sted midt mellem disse ekstremer, vil fremtidens muslingefarme måske fylde omkring 1.000 kvadratkilometer fyldt med liner, ankre og bøjer. 

– Hvor mange tusinde løsrevne plastbøjer vil ikke drive i land og forurene kysterne rundt omkring med plast og linerester? Hvilke private virksomheder skal overhovedet have lov til at fylde så meget af søterritoriet – uden at betale en krone for det? Og hvor skal de overhovedet få plads i de tæt trafikerede indre danske farvande? 

Og hvad vil det ikke koste turisterhvervet af kommende indtægter, hvis man fremover hverken kan sejle eller bør bade i de pågældende områder? Fordi man ved, at der enten er svinevirus i badevandet og de muslinger, man spiser? Eller man risikerer at få havkolera af de bakterier, som lever og overvintrer i muslingerne?

Ovennævnte tal er jo ganske hypotetiske og aldeles absurde. Men de viser meget godt, at et fremtidigt muslingeopdræt er netop det: Hypotetisk og absurd. Der opdrættes og høstes kun muslinger, så længe der også kan høstes tilskudsmillioner. Og man kan få lov til at forurene vandet kvit og frit – organisk såvel som visuelt.

Og så er det endda ikke sikkert, at der overhovedet bliver høstet muslinger…

Fiktive høsttal

Det er ikke så ligetil endda at dyrke muslinger af spisestor størrelse. Det kræver i regelen, at man tager vinteren med – at man lader muslingerne overvintre og så først høster dem året efter. Ellers ender man op med små og tyndskallede muslinger af begrænset værdi. Muslinger, hvor det er svært at skille kødet fra skallen. 

Det bliver desværre også muslinger, som da udgør ideelle overvintringspladser for de farlige Vibrio vulnificus bakterier, der kan forårsage den potentielt livstruende havkolera. Og det er desværre ikke nogen hypotetisk fare, selv om myndighederne lader til at tro det. Eller ville tro det. Men mere herop senere.

Studerer man litteratur og rapporter om det danske muslingeopdræt, vil man hurtigt støde på omtalte Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord. Det bedst undersøgte og længst levende muslingeopdræt i Danmark. Omend det i sin snart 15 år gamle levetid har haft adskillige forskellige ejere.

Når man nu ikke uden videre kan opdrætte spisestore blåmuslinger i en muslingefarm  – uden at lade dem overvintre – så kan man jo undersøge, om ikke kødet i de små og tyndskallede muslinger stedet kunne udnyttes som husdyrfoder. Og her har man fundet ud af, at muslingekød har en næringsprofil, der er tættere på fiskemel end sojaskrå.

Muslingetørstof indeholder således 60 % råprotein mod fiskemelets 76 %. Fedtindholdet er henholdsvis 16 og 11 %.

Fra miljø-muslinger til svinefoder

Aarhus Universitet har derfor været helt fremme i skoene og slået på tromme for de små og tyndskallede muslingers store potentiale som fodertilskud til ikke mindst svineavlen. Der jo med tidligere fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) egne ord gerne skulle fordobles i forhold til i dag. Uanset konsekvenserne for det øvrige miljø – for naboer, vejnet og vandmiljø.

På et fodermøde hos SvineRådgivningen i Billund og Aulum fortæller lektor Jan Værum Nørgaard således om et “kompensationsopdræt” af blåmuslinger i netop Linemuslingeanlæg 112. Han beskriver, hvordan man her på 18 hektar kan producere 1.100 tons friske muslinger – årligt. Hermed fjerner man 600-900 kg kvælstof per hektar – årligt. Samtidig fjerner man 30-40 kg fosfor per hektar – årligt.

Jan Værum henviser i sin præsentation til tal fra Jens Kjerulf Petersen, DTU-Aqua, Dansk Skaldyrcenter.

Herefter følger et skønmaleri, der under overskriften “Fremtiderns koncept” drømmer om en udvidelse af husdyrholdet (antallet af svin) ved investering i nye muslingefarme. Man får samtidig produceret økologisk (?) protein til husdyrholdet og skabt nye arbejdspladser. Lektor Jan Værum Nørgaard slutter begejstret sit oplæg af med konklusionen: 

“Alle vinder!”

Well, vandmiljøet under eventuelle nye muslingefarme vinder definitivt ikke. Her vil bunden blive kvalt af nedsynkende ekskrementer fra de mange millioner muslinger. Bunden vil blive iltfri og kulsort af iltforbrugende slam. Men hvad værre er i forbindelse med dette svineavlens drømmescenarie: 

Høsttallene fra Linemuslingefarm 112 er som grebet ud af luften. De er aldeles fiktive.

Varm luft i tomme skaller?

Ægteparret Sanne og Sven Hørup har siden anlæggets start i 2003 været nærmeste nabo til anlæg 112. Der er kun godt 300 meter ud til det, og de kan følge al aktivitet i og omkring anlægget direkte fra deres stue og terrasse. 24/7/365.

Sanne og Sven Hørup har i årenes løb gentagne gange klaget over forureningen fra de mange muslinger, som gør, at de ikke selv længere tør bade ud for deres egen kyst. Efter ellers fyrre badeglade år i familiens gamle hus med den smukke fjordudsigt. De har ligeledes forbudt deres børnebørn at gøre det. Der er brunt skum på vandet og sort slam på bunden. Samt hundredvis af måger, som forretter deres nødtørft i vandet over muslingerne.

Ægteparret Hørup har tidligere søgt om aktindsigt i høsttallene fra anlæg 112, men fået afslag. De var at regne som “forretningshemmeligheder”. Efter regeringsskiftet har Sanne og Sven Hørup dog fået de officielle høsttal for anlægget, og man forstår myndighedernes oprindelige vægring ved at udlevere tallene.

De stemmer nemlig rigtig dårligt overens med opgivelserne fra lektor Jan Værum Nørgaard på Aarhus Universitet og DTU-Aqua / Dansk Skaldyrcenters direktør Jens Kjerulf Petersen. De officielle høsttal i tons er nemlig som følger:

2004   2005   2006   2007   2008    2009    2010    2011      

0          22        40       50       42         102      142      20            

2012   2013   2014   2015   2016   2017    2018

0          17         0          0         0         0          310* 

(*incl. høst fra smartfarm) Altså 745 ton på 15 år. Heraf seks år med ren 0-produktion. 

Der er således næsten astronomisk langt til de 1.100 ton pr. år, som forskere fra Aarhus Universitet og direktøren for Dansk Skaldyrcenter påstår, at man årligt kan høste fra Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord. 

Det er et anlæg, der omtales igen og igen i litteratur om dansk muslingeopdræt – fordi det er netop her, man har de bedste forhold i form af forurenet næringsrigt vand med føde nok til muslingerne. Et vandløb (Karup Å), der sikrer en konstant strøm af kvælstofrigt vand fra et stort opland. Og en fjordbund, der i forvejen er ødelagt af årelang forurening fra landbrug og dambrug.

Røde regnskaber

Sanne og Sven Hørup har ligeledes kigget på regnskaber fra de skiftende selskaber, der ernærer sig ved muslingeopdræt. Regnskaberne viser, mere som reglen end undtagelsen, blodrøde tal på bundlinjen. Et godt eksempel er, trods tre år med et meget lille plus, selskabet Shellfish Limfjord ApS, som står for drift og høst af omtalte anlæg 112: 

Shellfish Limfjord ApS – direktør Rasmus Wittrup Jensen

Etableret i 2013. Årsresultat i 1.000 i følge Proff.dk:  

2014: + 80    2015: – 880    2016: – 975   2017: + 4    2018: + 40. 

Andre eksempler hentet fra Proff.dk:

Dansk Økomusling ApS – direktører Lars Erik Holtegaard og Henrik Bruun 

Etabl. 2013: Årsresultat 2015/06 til 2019/06 i hele 1.000:   

-363   -389  -265   -231  -307  

Egenkapital 2019/06:   – 1.754

Mytiline ApS – direktører Lars Erik Holtegaard og Henrik Bruun 

Etabl. 2013: Årsresultat 2015/06 til 2019/06 i hele 1.000:   

-396   -273  -166   -233  -249  

Egenkapital 2019/06:   – 1.616

Blue Food ApS – direktør Lars Erik Holtegaard                           

Etabl. 2015: Årsresultat 2016/06 til 2019/06 i hele 1.000:             

– 131    – 90     -65    -68   

Egenkapital 2019/06:   – 304 

Blue Value Protein ApS – direktør Lars Erik Holtegaard                           

Etabl. 25.06.2019

Muslinger og Mænd til Møde med Ministre

Under overskriften “Muslinger skal rense fjorde og kystvande og fodre vores landbrugsdyr” lancerer Innovationsfonden et storskalaprojekt:

“En ny type muslingeopdræt kan forbedre vandmiljøet i danske kystområder og samtidig levere eftertragtet økologisk protein til husdyrproduktion. Potentialet undersøges og dokumenteres i storskalaprojekt ledet af DTU Aqua, og Innovationsfonden har investeret 16 mio. kr.”

Det er jo næsten for fristende, og den 22. januar havde branchen derfor indkaldt til stormøde om opdræt af “miljø-muslinger”. Det sker i Provianthuset på Christiansborg, hvor de implicerede parter kunne slå på tromme for, at vi skal have masser af nye muslingefarme langs de danske kyster. Trods massiv lokal forurening og en miserabel økonomi – de millionstore tilskud naturligvis ikke medregnet. 

Mødet er lukket, så man ikke risikerer en åben debat om emnet. Sandheden omkring muslingeopdræt kunne jo hænde at komme frem. Og Hedeselskabets nye muslingefirma “Blå Biomasse” stå tilbage med tomme hænder.

Crowd Funding

Men ikke nok med det. Det er på det seneste lykkedes muslingebranchen at få lokket selveste COOP med i spillet om de mange miljø-muslinger. Her kaldes de blot for “øko-musllinger”, hvilket passer bedre ind i firmaets image. Således lancerede COOP for nylig crowd funding af en helt ny muslingefarm i Limfjorden.

Denne crowdfunding var en succes uden lige. Efter blot 21 minutter havde 85 mennesker indbetalt det fulde beløb, og udbuddet blev lukket igen. Aftalt spil, mente flere, der forgæves prøvede at komme igen efter de første 21 minutter.

Artiklen er venligst udlånt af Nejtilhavbrug.dk

⌘ Læs meget mere her ⌘

Muslinger for millioner – 1/3

Muslinger for millioner – 2/3

Muslinger for millioner – 3/3

Den 22. januar var der indkaldt til stormøde om opdræt af miljø-muslinger i Provianthuset på Christiansborg. Her kunne de implicerede parter slå på tromme for, at vi skal have masser af nye arealkrævende og storforurenende muslingefarme i de indre danske farvande.

Med tilskud, naturligvis. Innovationsfonden alene har afsat 16 millioner tilskudskroner til nye forsøg med opdræt af “miljø-muslinger”, der skal rense vandet for kvælstof fra landbruget og bruges som fodertilskud til en øget svineproduktion. Det var Limfjordsrådet, der havde indkaldt til mødet. Og Hedeselskabets nye muslingefirma “Blå Biomasse”, der holdt salgstaler for inviterede gæster.

Mødet var lukket, så man kunne undgå en åben debat for og imod de såkaldte “miljø-muslinger”. Så sandheden om de stærkt forurenende muslingefarme ikke kommer frem. Den kommer derfor her:

1. Effektive filtratorer

Muslinger lever af at filtrere store mængder vand fra et stort område. En blåmusling kan således filtrere næsten 10 liter vand i timen – per gram tørvægt af kødet. Den optager de spiselige dele og indbygger dem i kroppen. Og udskiller de ikke spiselige dele sammen med ekskrementerne.

2. Miljø-muslinger

“Miljø-muslinger” er det nye navn for de muslinger, som vandbruget vil dyrke for at fjerne kvælstof fra landbruget. Der fjernes kvælstof fra vandmiljøet, når det høstes muslinger fra et vandområde. Samtidig bliver overfladevandet klarere omkring en muslingefarm. Umiddelbart positivt.

3. Lokal forurening

Men muslinger har en fordøjelse som alle andre levende organismer. Problemet er så, at samtlige deres ekskrementer havner på bunden under muslingefarmene. Muslingerne koncentrerer således forureningen fra et stort område til et meget lille og ødelægger her bunden lokalt.

4. Livsfarlig havkolera

Muslinger er kendt som overvintringssted for de Vibrio vulnificus bakterier, der forårsager havkolera – en potentielt livstruende infektion. De er især farlige ved vandtemperaturer over 20 grader. Flere tilfælde kendes, men myndighederne registrerer dem (bevidst?) som noget andet.

5. Stort pladsbehov

Muslingefarme fylder rigtig meget: Fra 1 km2 til 10 km2 for fjernelse af kvælstof fra et almindeligt 100 tons havbrug. Det er de flere hundrede meter lange liner eller rør, som muslingerne hænger fra, der sammen med utallige bøjer fylder voldsomt på søterritoriet.

6. Visuel forurening

Muslingeopdræt resulterer ikke kun i organisk forurening lokalt under anlæggene. Ud over en permanent visuel forurening driver rigtig mange løsrevne bøjer og liner i land efter perioder med storm og blæst. De bliver kun undtagelsesvis (læs: aldrig) samlet op igen.

---

7. Opkoncentrerer giftstoffer

De filtrerende muslinger opkoncentrerer forekommende tungmetaller samt eventuelle skadelige stoffer fra giftige alger, der efterfølgende kan optages af de mennesker, som spiser dem. Maveinfektioner efter indtagelse af forgiftede eller fordærvede muslinger er almindelige.

8. Svinevirus i muslinger

Blåmuslinger fra Limfjorden har vist sig at indeholde svinevirus fra gylle udledt på de tilstødende marker. Myndighederne siger, at svinevirus i muslinger er uskadelig for mennesker. Men det sagde de jo i sin tid også om svine-MRSA. Det siger de ikke mere. Og undersøger det heller ikke.

9. Fiktive høsttal

De i litteraturen og af Aarhus Universitet opgivne tal for høst af muslinger har intet hold i virkeligheden. De matcher ikke de reelle høstal, men lægges alligevel til grund for de nuværende planer om et fremtidigt muslingeopdræt. Branchen vrimler med røde tal trods millionstore tilskud.

10. Nye farme her:

Følgende danske vandområder er af branchen vurderet som ideelle til “kompenserende opdræt af miljø-muslinger”: Roskilde Fjord, Gamborg Fjord, Limfjorden, Mariager, Vejle, Kolding, Åbenrå, Augustenborg og Flensborg Fjorde. Aarhus Bugt er “muligvis egnet”.

11. Kostbar kvælstof-fjernelse

Forskere på Lunds Universitet i Sverige anslår, at det er 2-5 gange dyrere at fjerne kvælstof fra vandmiljøet ved at opdrætte muslinger – end ved at bygge traditionelle rensningsanlæg eller udlægge traditionelle vådområder som dyrknings- og gødningsfrie.

12. Risiko for fosforudslip

De samme forskere fra Lunds Universitet advarer samtidig om, at de iltfri bundforhold under muslingefarmene, forårsaget af muslingernes egne koncentrerede ekskrementer, kan øge frigivelsen af skadelig fosfor, der hidtil har været bundet i sedimentet.

13. Tilskud til svinefoder

Dyrkede muslinger er i regelen små og tyndskallede. De egner sig derfor ikke som spisemuslinger. I stedet vil man bruge dem som tilskud til svinefoder – og som undskyldning for en endnu større svine- og gylleproduktion, der så kan belaste vandmiljøet endnu mere.

Hedeselskabet, der i sin tid rettede de fleste danske vandløb ud til snorlige kanaler for at afvande de tilstødende engarealer og gøre dem til dyrkbar landbrugsjord, er begejstret for de nye “miljø-muslinger”. De kalder dem for “Blå Biomasse”.

Hedeselskabet satser stort på, at muslingefarmene skal blive rentable. At selskabet fremover vil kunne tjene penge på at fylde danske fjorde op med store og forurenende muslingefarme.

Millionstore tilskud fra det offentlige skal endnu en gang gøre miljøskadelige tiltag rentable for “investorer” som Hedeselskabet med flere.