– Fiskene og fiskeriet. Alt det får man styr på med nye elektroniske vidundere, der er så små, at de kan bæres om håndleddet!

Tidevandet er af største betydning for de fisk, der lever i havet. Og for de fiskere, der efterstræber dem her!

Tidevandet skyldes solens og månens tiltrækningskraft på jorden og dens vandmasser. Det tager jorden 24 timer – et soldøgn – at rotere én gang rundt om sig selv. Men det tager månen 24 timer og 50 minutter – et månedøgn – at rotere én gang rundt om jorden.

Da månen ligger meget tæt på jorden, er det dens kræfter, der dominerer tidevandet. Solen, der ligger uendelig langt borte, virker – trods sin enorme størrelse – kun halvt så kraftigt på tidevandet som månen.

Tidevandet

Alt dette betyder, at tidevandet skifter ikke med et halvt døgns mellemrum, men med et halvt månedøgns – altså 12 timer og 25 minutter. Det betyder ligeledes, at det daglige højvande forskydes med 50 minutter. Er det højvande den ene aften klokken otte, vil næste aftens højvande indtræffe klokken ti minutter i ni.

Trods månens dominans har solen dog sin egen indflydelse på tidevandet. Ved fuldmåne og nymåne virker solens og månens kræfter nemlig i samme retning, hvorved de forstærker hinanden. Resultatet bliver et ekstra kraftigt tidevand – heriblandt den såkaldte “springflod”. Omvendt i månens første eller sidste kvarter, hvor sol og måne modvirker hinanden. Da får vi et mindre udtalt tidevand.

Tidevandet har en kolossal betydning for miljøet og dermed også for fiskeriet og lystfiskeren. Tidevandet flytter rundt på enorme vandmængder, som igen flytter rundt på en masse små dyr. Når tidevandsstrømmen er på sit højeste, frigøres fødeemner for de små fisk, som igen bliver føde for de større rovfisk.

Tidevandet er af størst betydning for fiskeriet ved de åbne havkyster. Her veksler tidevandet regelmæssigt med månen, og fiskene har derfor indstillet sig på den faste rytme. De kommer ind og æder med stigende vandstand for igen at søge ud med det faldende.

I smalle fjordmundinger, hvor tidevandet sluses ind og ud døgnet rundt, er tidevandet altafgørende for fiskesucces’en. Her dukker fiskene op på bestemte steder i ganske bestemte faser af tidevandet. Det bør man som lystfisker naturligvis kende til!

Noget anderledes forholder det sig, når vi bevæger os ned gennem de indre danske farvande – ned mod Østersøen. Jo længere vi når ned i de indre farvande, desto ringere bliver tidevandets effekt på fisk og vand. Forskellen mellem høj- og lavvande bliver mindre, og tidspunktet for højvandets indtræden forsinkes.

Faktorer som vindstuvning begynder også at gøre sig gældende. Kommer vinden i længere tid fra et bestemt hjørne, kan tidevandseffekten nærmest ophøre. I disse farvande har fiskene derfor vænnet sig til de ustabile forhold. Ædetidspunkterne er mere spredte end ved de åbne havkyster, og fiskene kan derfor fanges over et større tidsrum – omend også mere spredt.

Døgnrytmen

Det er en kendsgerning, at de allerfleste organismer har en mere eller mindre fast døgnrytme. Fisk er i den forbindelse ingen undtagelse. De fleste fisk udviser den største aktivitet – i forbindelse med fødesøgningen – i timerne omkring solopgang og solnedgang. Igen er det således himmellegemerne, der styrer fiskenes liv under vandet.

Når solen går ned, aftager lysintensiteten. Det får smådyr og småfisk til at føle sig mere trygge, hvorfor de vover sig ud i ly af mørket. Dette profiterer rovfiskene af, og de jager derfor mest intensivt i disse perioder.

Der findes dog udpræget dagaktive fisk, som ikke følger ovenstående mønster. Hertil hører eksempelvis hornfisken. Det ændrer dog ikke på den kendsgerning, at de allerfleste rovfisk, som vi normalt efterstræber med stang og line, er mest aktive omkring solopgang og solnedgang.

Man skal dog være klar over, at de selvsamme fisk også styres af vandtemperaturen – at de jager mest aktivt, når vandet har en tilpas høj temperatur. I de kolde vintermåneder er de derfor mest aktive midt på dagen, hvor vandet er varmest – ikke morgen og aften som resten af året.

Kombinerer man sin viden om fiskenes døgnrytme på forskellige årstider med et solidt kendskab til tidevandet, da er man kommet et langt skridt videre mod bedre fangster.

Har man praktisk mulighed for at vælge, så sats på de tidspunkter, hvor højvande falder sammen med solopgang eller solnedgang. Midt på dagen i den kolde årstid. Så kan man ikke optimere sit fiskeri meget mere!

Kronometer – med sol og måne

Men det kan være lidt besværligt at finde ud af, hvornår solen står op og går ned, samt hvornår tidevandet vender. Man kan ganske vist finde det i diverse almanakker og kalendere, men dem har man jo ikke altid lige ved hånden.

Det har japanske Casio funderet lidt over, og resultaterne af deres overvejelser foreligger nu – i form af to kronometre, der kan fortælle lystfiskeren en frygtelig masse om netop disse ting. Som til enhver tid kan vise, hvornår højvandet indtræffer forskellige steder, Som kan fortælle om temperatur og barometerstand, så man i hvert fald et stykke hen ad vejen også kan forudsige vejret!

Det første kronometer – “ur” er for vagt et udtryk! – hedder“Fish’nTime” og viser månefaserne på et givet tidspunkt. Det kan være her og nu eller på en bestemt dag langt ude i fremtiden. Samtidig kan uret vise tidspunktet for sol op og sol ned. Men ikke nok med det. Når først den geografiske position er tastet ind, kan uret sågar give et bud på, hvornår de bedste fiskemuligheder indtræffer!

Disse tidspunkter er baseret på en idé eller teori om, at fiskene jager mest ved fuldmåne og nymåne, hvor Månens tiltrækning på Jorden og dens vandmasser er størst. Tilsvarende oplever man det dårligste fiskeri, når månen er i første og tredje kvarter.

Tidspunkter som disse skal dog tages med et stort gran salt – ligesom de mange andre teorier om fiskenes bidelyst i relation til månefaserne. Men det er dog noget nær en kendsgerning, at teorien i hvert fald holder stik i havet med dets månestyrede tidevand. Det er straks mere diskutabelt, om det også gælder langt inde i landet – langt fra havet. Men underholdende er det under alle omstændigheder at kontrollere i praksis!

Vil man sammenholde månens vandring med tidevandet på et bestemt sted, så skal man blot én gang for alle sammenligne højvandets indtræden med månens stilling på himlen – og uret. Ikke lige ud af landevejen, men heller ikke sværere, end at de fleste med lidt indsats kan finde ud af det.

– med barometer og højdemåler

Det andet kronometer har ikke styr på sol og måne. Til gengæld er det udstyret med sensorer, som på få sekunder kan angive en rimeligt god kompasretning – altså en form for indbygget elektronisk kompas. Ingen dårlig ting at have i baghånden for småbådsfiskeren eller fjeldvandreren, der jo nårsomhelst kan blive fanget af tågen og få brug for en hæderlig kompaspejling.

Men uret, der meget passende kaldes “Pro Trek”, kan meget mere end som så. Det kan nemlig også angive temperaturen, lufttrykket og den aktuelle højde! Altsammen ved et enkelt tryk på en knap. Straks går uret i gang med at måle og udregne de ønskede data. Højdemåleren og lufttryksmåleren er en og samme ting, da lufttrykket jo aftager med højden. Det er derfor vigtigt, at man før en højdemåling nulstiller måleren i forhold til det givne lufttryk.

– Men hvad skal lystfiskeren nu med alle disse data? Jo, han kan bruge dem til at danne sig et indtryk af lokaliteten og vejret. – Passer den målte højde med den position, man mener at have i fjeldet? – Falder temperatur eller lufttryk lynhurtigt? Så er der givet dårligt vejr på vej – noget, som bør få såvel fjeldvandreren som småbådsfiskeren til at søge ly.

Det er en kendt sag, at fiskearter med en lukket svømmeblære – typisk torskefisk og aborrefisk – kan være ganske følsommme over for pludselige ændringer i lufttrykket. Falder lufttrykket brat, kan de ikke helt følge med i reguleringen af trykket i deres egen svømmeblære. De søger derfor ud eller ned på dybere vand, hvor trykket er større for at kompensere for ændringerne i lufttrykket. Eller de bliver inaktive, indtil de igen er på højde med ændringerne.

I begge tilfælde bliver fiskene i regelen sværere at fange – eller i det hele taget lokalisere. Pludselige fald i lufttrykket kan derfor være en god forklaring på manglende fiskelykke. Og/eller medvirkende årsag til, at man måske udsætter turen til en anden god gang. Pludselige stigninger i lufttrykket har sjældent samme negative effekt, men et stabilt lufttryk er i regelen at foretrække – hvis man altså har noget valg.

Til formålet har “Pro Trek” et barometer, der måler det aktuelle lufttryk døgnet rundt med to timers interval. Disse målinger kan i grafisk form kaldes frem på et lille display, hvor man tydeligt kan aflæse pludselige stigninger eller bratte fald i lufttrykket!

Mini-computer med mega-muligheder

Computerne bliver stedse mindre i disse år – og hurtigere. Her taler vi ikke om de “intelligente” chips, der i stigende grad finder anvendelse overalt i moderne elektronik. Her taler vi om “rigtige” computere med processor, skærm og software. Mini-computere, der efterhånden kan en forfærdelig masse – i hvert fald set i relation til deres diminutive størrelse.

En sådan mini-sag med maxi-muligheder er den engelske “Psion” – et elektronikfirma, som var blandt de allerførste til at se de store muligheder i et virkelig småt design. Psion har i nogle år fremstillet deres håndholdte serie 3 computere – med stor succes og stigende udbredelse blandt ikke mindst travle forretningsfolk med hang til lækkert legetøj…

Psion har netop opgraderes denne serie med en ny processor, som er næsten tre gange hurtigere end den gamle. Samtidig har det lille vidunder, som naturligvis byder på både tekstbehandling, regneark og database samt aftalekalender, fået baggrundsbelyst skærm, som øger brugsværdien væsentligt.

Nok om disse “standard” applikationer, som også er standard i den nye 3mx-serie. Der for øvrigt har samme beskedne mål som altid: længde 166 mm, bredde 83 mm og højde 22 mm. Vægten er sølle 270 gram, hvilket gør denne lille sag så absolut bærbar. Også i fiskevesten!

Men til sagen. Det interessante ved Psion’s serie 3-computere er, at der efterhånden er udviklet en hel del specialiseret software til dem. Heriblandt – og nu kommer endelig det for denne artikel relevante – et program, som kan regne tidevandet ud et hvilket som helt sted i Nordeuropa.

Et skotsk firma ved navn Maritek har udviklet et fikst lille program til Psion’s serie 3-computere. Programmet hedder “Tides” og kan forudberegne tidevandet ved en hvilken som helst lokalitet i Nordeuropa – på et hvilket som helst tidspunkt. Man skal blot indtaste koordinaterne og de nautiske konstanter for det sted, man ønsker tidevandet beregnet, og vupti – så kommer tallene frem på den lille skærm. Et klik mere, og man har det tilmed i kurver!

En yderligere finesse er, at man også får tidevandets styrke oplyst. Er der springflod eller nipflod? Bliver tidevandsskiftet stærkt eller svagt? Alt det giver “Tides” klar besked om, og alt det kan man lokke ud af sin lille Psion lommecomputer!

Når først man har vænnet sig til at bruge ovennævnte avancerede kronometre og minicomputere – og lært sig deres stærke og svage sider – så er de ikke blot underholdende. De er også decideret nyttige at have med på fisketuren.

Samtidig kan man få megen god tid til at gå derhjemme – med bare at læse brugsanvisningerne og trykke på alle knapperne… Så kan det pludselig knibe med selv at holde styr på tiden. Tidevandet skal nok klare sig!

© Steen Ulnits 1999

Det er transduceren, der er altafgørende for skærmbilledet på ekkoloddet. Læs her, hvordan den virker og bedst monteres på eller i båden.

Ethvert ekkolod – uanset type – bygger på samme princip. Et lydsignal sendes fra transduceren ned mod bunden, som reflekterer det/sender det tilbage. Ekkoloddet registrerer så den tid, det tager for ekkoet at nå tilbage igen og omregner det til længde/dybde. Og viser samtidig både bund som eventuelle fisk på skærmen.

Det “rå” ekkolod vil vise fisk mellem overflade og bund som vandrette halvmåner. Idag har de fleste ekkolodder en funktion, der kaldes “FishID”, som omdanner en del af disse signaler til fisk på skærmen.

Signalerne skal have en vis styrke for at blive til fisk på skærmen. Svage signaler bliver til små fisk, mens stærke signaler tilsvarende bliver til store fisk. Man kan også sætte lyd til, så små fisk giver et spinkelt pip, mens store fisk leverer et kraftigt båt. Nogle lodder kan sågar afspille den amerikanske nationalsang!

Flere og flere lodder kan samtidig med FishID vise den eksakte dybde for hver enkelt fisk på skærmen. Det kaldes blandt andet for “FishTrack”:

“FishID” er i sig selv ingen garanti for, at det faktisk også er fisk, der vises! Faktisk kan det lige så godt være vandmænd eller lagdelinger i vandet. Meget ofte vil man se store mængder vandmænd samlet i strømskel, hvor de så tegnes som store fiskestimer – uden meget bid i…

“FishID” skal således tages med et ikke ringe gran salt. I starten kan man godt blive helt frustreret over alle disse “fisk”, som ikke vil hugge. Senere lærer man – i hvert fald et stykke hen ad vejen – at se forskel på skidt og kanel.

Vil man se småfisk på et følsomt lod, kan det anbefales at slå “FishID” fra. Da får man så også får de svagere signaler op på skærmen, og dem kan en dygtig fisker aflæse en hel del ud fra. Store fisk ses let som som små halvmåner på skærmen, hvis transducer og lod er korrekt justeret.

Grayline

“Grayline” eller “whiteline” er en meget vigtig funktion, som idag også findes på de fleste ekkolodder. Ikke mindst for torskefiskeren er det en aldeles uundværlig funktion, idet man ellers ikke kan skelne fisk, der står tæt på bunden. Uden grålinie vil sådanne fisk blot vises som forhøjninger af bunden.

Er “grayline” koblet til, vil bunden vises som en tynd sort streg. Eventuelle fisk, som står nær bunden, vil da vises som separate tegninger på skærmen. Under den tynde sorte streg vil bunden vises som et gråt felt – den såkaldte “grålinie”, der også fortæller noget om bundens beskaffenhed.

Er bunden hård – eksempelvis stenet – vil det ses på skærmen som en bred grålinie. Er bunden omvendt blød, vil den tegnes som en smal grålinie. Kobler man grålinien fra, vil hele bunden tegnes som sort.

Har man koblet “FishID” fra, kan store fisk give et så kraftigt signal, at buen eller halvmånen vises med en tydelig grålinie under. Da gælder det om at holde fast i stangen!

Sendefrekvens

Man skal vide, at ikke alle ekkolodder er ens. Nogle er lavet fortrinsvis til brug på dybt vand – andre er tiltænkt lavere vand.

Skal loddet udelukkende bruges på lavt vand, er man bedst tjent med et lod, der sender med en frekvens på omkring 200 kHz. Da får man det mest detaljerede skærmbillede. Skal man ud på større dybder, skal der en kort sendefrekvens på kun 50 kHz til i stedet. Her mister man ganske vist detaljerne, men når til gengæld i dybden.

Til almindeligt dansk småbådsfiskeri har man således ikke brug får de lange sendefrekvenser. De helt dyre lodder kan ofte operere med flere frekvenser, hvilket naturligvis gør dem velegnede til at dække et større dybdeområde på tilfredsstillende vis. Man kan eksempelvis vælge mellem 50 og 200 kHz.

En sendefrekvens på 100-200 kHz egner sig således til det meste småbådsfiskeri her i landet. Skal der 3D – altså tredimensionelle billeder på skærmen, er der brug for flest mulige detaljer og dermed en højere sendefrekvens. Humminbird’s 3D lodder kører derfor med hele 455 kHz.

Sendestyrke

Sendestyrken eller udgangseffekten er afgørende for, hvor langt ned loddet rækker. Typisk rækker et lod kun halvt så langt i saltvand som i ferskvand – helt enkelt fordi lydsignalet her skal mase sig vej ned gennem de opløste salte.

De billigste og svageste lodder har ofte kun en sendestyrke på nogle få hundrede watt, mens store og dyre lodder opererer med helt op til 3.000 watt. Vær dog opmærksom på de forskellige angivelser af sendestyrken, når man sammenligner lodder. Således svarer 3.000 watt til 375 RMS – altså går der 8 almindelige watt på 1 RMS.

På lavt vand kan man således klare sig med et billigt lod, der har en ringe udgangseffekt. Vil man længere ned og stadig bibeholde detaljerne, skal der en højere sendestyrke til. Har man pengene, er de godt givet ud på en større udgangseffekt!

Sendevinkel

Transduceren sender signalet ned mod bunden i en ganske bestemt vinkel, som kan være større eller mindre. Vinklen angiver den kegle, som signalet sendes mod bunden i.

Jo smallere vinkel, der sendes i, desto mindre et område af bunden vil blive ramt og vist på skærmen. Jo bredere vinkel desto større et areal af bunden dækkes og vises. Gør man sendevinklen mindre, vil man samtidig kunne nå dybere ned med sit signal.

Jo dybere vand der fiskes på, desto mindre bør denne vinkel/kegle derfor være. Eksempelvis vil 10-20 grader være passende på dybt vand, mens 30-40 grader er bedst på lavt vand.

Mange lodder har en transducer-vinkel på omkring 20 grader, hvilket dækker det meste småbådsfiskeri herhjemme. Enkelte har indbygget valgmulighed mellem to forskellige vinkler – andre har det som ekstraudstyr.

Under praktisk fiskeri er det rart at kunne skifte mellem to sendevinkler – en bred, der giver et langt bedre billede af verden under båden, når der fiskes inde på lavt vand. Og så en smal, der slår bedre igennem og dækker et tilpas stort areal under fiskeri på dybt vand.

Leder man efter vrag, kan en stor sendevinkel gøre opsporingen lettere. Man skal dog vide, at en stor sendevinkel ikke er lutter fordele. På skærmen kan man nemlig ikke se, hvor i det nu langt større areal under båden en eventuel fisk befinder sig. Flere af Apelco’s lodder byder i den forbindelse på funktionen “bottom coverage”, der fortæller, hvor stort et bundareal signalet dækker. En god funktion, man kan lære en del af.

I den forbindelse skal man være klar over, at sendevinklen ikke er ret. Den er faktisk bredest midtpå og smalner så ind igen mod bunden. Det er årsagen til, at Lowrance og Eagle’s 50 kHz transducer til dybt vand har en sendevinkel på hele 36 grader. Inden signalet er nået helt ned, er den reelle sendevinkel blevet ganske smal.

De to mindste modeller i den nye “Wide” serie fra Humminbird er forsynet med den velkendte “Single-beam” transducer. De større modeller er i stedet udstyret med den nyudviklede “Tri-beam” transducer, som giver et helt nyt overblik på almindelige 2D-lodder.

“Tri-beam” transduceren har hele tre stråler, som dækker hinanden og tilsammen rækker hele 90 grader. Det giver mulighed for – via ny avanceret software – at vise fisk under og til siden for båden. Med tre forskellige symboler er man ikke i tvivl om, hvad der svømmer hvor. Det være sig lige under, til venstre eller til højre for båden.

I den allermest avancerede ende finder vi den store “Six-beam” transducer, som gør det muligt at gengive et tredimensionalt billede af bunden – i en samlet vinkel på 53 grader. Kombinerer man 3D-billedet med de fire gråtoner på det nye STN display, kan man for alvor hente vigtige og brugbare oplysninger frem fra verden under vandoverfladen.

Indenbords eller udenbords montering

Det er som sagt transduceren, der sender lydsignalet til bunds og modtager det igen. Det siger derfor sig selv, at denne del af ekkoloddet er såre vital. Dens udformning og placering skal være sådan, at den kan sende og modtage uhindret under alle omstændigheder – også når båden er i fuld fart.

I gamle dage brugte man ofte store og tunge transducere, der sendte og modtog direkte gennem bådens skrog. Som altså blev monteret indenbords.

Idag er den hækmonterede transducer så godt som enerådende, hvad småbådsfiskeri angår. Den skal placeres på bådens agterspejl, så den lige akkurat når ned under båden – men samtidig ikke så langt, at den bremser vandstrømmen. Korrekt placering er således alfa og omega.

Transduceren skal være strømlinet og kan rumme flere sendere og modtagere. Avancerede lodder har idag transducere, som kan kigge fremefter og ud til siderne – med helt op til seks separate og overlappende stråler. Uheldigvis fylder sådanne transducere ofte ganske meget, hvilket kan give problemer med placeringen.

Jo mindre og mere strømlinet transduceren er, desto lettere er den at placere korrekt, og desto bedre arbejder den under høj fart.

Der findes også lodder, som kan vise bunden under båden i 3D, men disse lodder har aldrig rigtig slået an. Dertil er de lidt for forvirrende at kigge på – i hvert fald i begyndelsen. Har man først vænnet sig til dem, går de for mange trolling-fiskere hen og bliver uundværlige. For kun med et 3D lod kan man eksempelvis se, hvor på en skrænt man befinder sig. Almindelige 2D lodder angiver jo blot vanddybden under båden.

Nogle lodder har en transducer med integreret fart- og temperaturmåler, hvilket umiddelbart kunne lyde som det bedste. Imidlertid bliver sådanne integrerede transducere i regelen store og svære at placere rigtigt. Andre lodder kræver montering af separate, men mindre og mere handy enheder til måling af disse for fiskeriet så vigtige informationer. Værdierne kan aflæses direkte på ekkoloddets skærm.

Oplysninger om fart og temperatur bør ikke mangle, hvis man ellers har pengene til det. Det er både spændende og interessante oplysninger, som brugt rigtigt vil give flere fisk i båden!

Alternativ montering

Foretag aldrig en endelig fastmontering – med skruer gennem skroget – før placeringen er 100% sikker og gennemtestet. Den største risiko er luftbobler fra skroget, som under sejlads passerer mellem transduceren og vandet. Da får man intet brugbart på skærmen. Følg derfor brugsanvisningen nøje!

Vil man sikre sig, at tranduceren ikke lider overlast under søsætning og ophaling, kan man vælge en såkaldt “kick-up” montage i rustfrit stål. Med et enkelt greb kan transduceren så hæves – ud af farezonen – eller sænkes – ned under bundlinjen.

Vil man undgå de ulyksalige huller gennem skroget, som skal tætnes omhyggeligt, kan man i stedet montere sin transducer på en plade, som så enten skrues fast – over vandlinjen – eller limes fast på agterspejlet med vandfast siliconelim.

Jeg brugte i mange år en såre praktisk montering af transduceren på min lille Limbo jolle. Systemet kræver et stykke rustfrit ogsyrefast 18/8 stålplade i 2 mm’s tykkelse. Stålpladen er nederst monteret med transduceren. Øverst er der to lange slidser, som passer til to skruehuller i skroget over vandet.

Pladen monteres med to rustfri skruer og fløjmøtrikker, hvorefter transduceren let og bekvemt kan hæves og sænkes. Når man søsætter båden eller trækker den på land, løsner man blot de to møtrikker og hæver transduceren. Vel ude i vandet igen sænker man den og strammer atter møtrikkerne.

På denne måde undgår man at bore huller i skroget under vandlinjen. Man undgår også, at transduceren beskadiges under søsætning, landgang og optagning. Systemet egner sig derfor primært til små både med enkeltskrog.

På større både kan transducer samt temperatur- og fartmåler monteres samlet på en plastplade, som så skrues fast på agterspejlet. Så kan man nøjes med to skruehuller, der endda kan holdes over vandlinjen.

Læs også artiklen “Montering af transducer“, som du finder her på denne side.

© Steen Ulnits 1999

Det er alfa og omega, at transduceren sidder rigtigt. Men det er ikke altid helt let at montere den optimalt. Det handler denne artikel og de mange tegninger om!

Det er transduceren, der sender lydsignalet til bunds og modtager det igen. Det siger derfor sig selv, at denne del af ekkoloddet er såre vital. Dens udformning og placering skal være sådan, at den kan sende og modtage uhindret under alle omstændigheder – også når båden er i fuld fart.

I gamle dage brugte man ofte store og tunge transducere, der sendte og modtog direkte gennem bådens skrog. Som altså blev monteret indenbords. Det er en metode, som stadig bruges, men i regelen kun på større både.

Idag er den hækmonterede transducer så godt som enerådende, hvad småbådsfiskeri angår. Den skal placeres på bådens agterspejl, så den lige akkurat når ned under båden – men samtidig ikke så langt, at den bremser vandstrømmen. Korrekt placering er således alfa og omega.

Transduceren skal være strømlinet og kan rumme flere sendere og modtagere. Avancerede lodder har idag transducere, som kan kigge fremefter og ud til siderne – med helt op til seks separate og overlappende stråler. Uheldigvis fylder sådanne transducere ofte ganske meget, hvilket kan give problemer med placeringen.

Jo mindre og mere strømlinet transduceren er, desto lettere er den at placere korrekt, og desto bedre arbejder den under høj fart.

Nogle lodder har en transducer med integreret fart- og temperaturmåler, hvilket umiddelbart kunne lyde som det bedste. Imidlertid bliver sådanne integrerede transducere i regelen store og svære at placere rigtigt. Andre lodder kræver montering af separate, men mindre og mere handy enheder til måling af disse for fiskeriet så vigtige informationer. Værdierne kan aflæses direkte på ekkoloddets skærm.

Foretag aldrig en endelig fastmontering – med skruer gennem skroget – før placeringen er 100% sikker og gennemtestet. Den største risiko er luftbobler fra skroget, som under sejlads passerer mellem transduceren og vandet. Da får man intet brugbart på skærmen. Følg derfor brugsanvisningen nøje!

Vil man sikre sig, at tranduceren ikke lider overlast under søsætning og ophaling, kan man vælge en såkaldt “kick-up” montage i rustfrit stål. Med et enkelt greb kan transduceren så hæves – ud af farezonen – eller sænkes – ned under bundlinjen.

Ud over de traditionelle faste montager – gennem skroget og på hækken – findes der endnu to måder at gøre det på. Den ene er en transportabel model, som fastgøres til hækken med en stor sugekop af gummi – en montage, som egner sig fortrinligt til udlejningsbåde, hvor man i sagens natur ikke kan have en fastmonteret transducer. Den passer jo ikke til alle typer lodder og fabrikater, som bådlejerne måtte medbringe.

En anden god ting ved sugekop-montagen er, at den kan bruges til at klarlægge og sikre den rette placering af transduceren – før man borer de famøse huller i skroget under vandlinjen. Med sugekoppen kan man eksperimentere med placeringen, til man har den rette. Og da kan man pille sugekoppen af og sætte transduceren over i en fast montage.

Den anden montage er endnu mere speciel, idet den kun kan anvendes på både med elmotor. Transduceren spændes nemlig fast på elmotorens ben og virker derfor kun, når motorbenet er i vandet. Hvilket det ikke er hele tiden på en elmotor. En klar begrænsning altså.

Der er således mange ting at tage hensyn til og højde for, når transduceren skal monteres. Men sidder den først rigtigt, er den guld værd. Så sørger den for, at der kommer fisk i båden!

Læs også artiklen “Tjek på transduceren“, som du finder her under “Fiskebåde”.

© Steen Ulnits 1999