Et besøg i fluefiskeriets hjemland, der også er stedet, hvor det moderne P&T fiskeris vugge stod. Englænderne har i dag raffineret dette specielle fiskeri til højder, vi knapt kan fatte herhjemme!

Jeg holder ganske meget af Put & Take fiskeri – hvis det da ellers drives korrekt. Og det kan det unægtelig knibe med mange steder herhjemme, hvor ejerne tilsyneladende tror, vi lystfiskere er tilfredse med en nygravet dam på en pløjemark…

Det er vi naturligvis ikke allesammen. Vi er nogle, der søger andet og mere end et hul i jorden fyldt op med fisk frisk fra et dambrug. Som søger steder med smuk natur i tilgift til fiskeri efter regnbueørreder med hele finner i stedet for blodige, afgnavede haler. Som sågar er villige til at betale ekstra for en højere kvalitet end den, vi ellers er vant til at blive spist af med.

Det var englænderne, der opfandt det moderne fluefiskeri, hvis vugge stod ved sydengelske kalkstrømme som Test og Itchen – begge beliggende ganske tæt på hovedstaden London. Det var pudsigt nok også englænderne, der opfandt det fiskeri, vi i dag kalder for “Put & Take”.

Der fiskes i vande, hvor fangstklare fisk sættes ud for at blive halet op igen kort tid efter af gæstende lystfiskere. Nogle fiskere hader Put & Take vande for deres indhold af slappe, slatne og glubske, hvidkødede regnbueørreder, der kommer lige fra dambruget – i mange tilfælde udtjente moderfisk, som er købt for en slik. Andre er fascineret af P&T vandenes muligheder for et spændende fiskeri i udkanten af storbyen.

Begge holdninger kan være lige rigtige. Det hele afhænger nemlig af den måde, fiskeriet administreres og drives på. Når tamme og udsultede damørreder hældes ud i en lille dam for straks efter at blive halet op igen, da har det intet med lyst- eller sportsfiskeri at gøre. Da kan man principielt lige så godt hente sine fisk i supermarkedets frysedisk…

Men P&T vande kan så sandelig også diske op med fiskeri af høj kvalitet, hvis de vel at mærke drives fornuftigt. Omgivelserne skal være naturlige – søen skal ikke blot være et nygravet hul i jorden, som man desværre ofte ser. Og fiskene skal have lov til at gå et passende stykke tid i deres nye “hjem”, før der fiskes efter dem. Da kan de byde på spændende sport og interessante oplevelser for selv kræsne lystfiskere.

Kvalitet eller kvantitet?

Uanset de mange meninger om Put & Take fiskeri, så har det nogle klare fordele for såvel fisk som fiskere. I P&T vandet kan man med sindsro tage de fangede fisk med hjem. De er udsat til det samme, og man gør ingen skade på værdifulde vildfisk. På dette felt aflaster de mange P&T vande de naturlige vande og deres fiskebestand ganske meget.

Samtidig giver de storbyens mange lystfiskere mulighed for at svinge stangen uden først at køre mange kilometer og brænde mange liter dyr benzin af. Her kan hele familien fiske i nærmiljøet – endda med store chancer for fangst. Endelig giver de mange fiskere afløb for deres lyst til at fange store fisk – større end dem, der kan fanges i naturlige vande.

“Put & Take” er imidlertid stadig et lidt odiøst foretagende – noget, der smager af konsum og misforståede hensigter. Imidlertid må man gøre sig klart, at det meste moderne sportsfiskeri efter laksefisk – det være sig i vandløb, sø eller hav – jo efterhånden er ét stort P&T fiskeri. De store udsætninger foretages jo kun med henblik på senere genfangst. Det springende punkt ligger blot i, hvor lang tid der går mellem udsætning og genfangst.

I det intensive Put & Take vand sker der en lynhurtig omsætning af fiskene. Her udsættes og fanges fisk i et væk. Med samme hastighed som fiskene hales op, sættes nye ud. Fiskene når sjældent at opfatte, hvad der sker, før de igen er oppe på land – i lystfiskernes medbragte plastikposer. Ikke sjældent skal der afregnes efter kilopris, når man forlader stedet.

I det ekstensive Put & Take vand sker omsætningen af fisk meget langsommere. Her udsættes mindre fisk, som får lov at vokse sig større, før de må tages med hjem. Her når fiskene at tilpasse sig det nye miljø, hvor de lever et liv som en anden vildfisk. De lærer at se forskel på naturlige fødeemner og så det, lystfiskerne tilbyder dem. Endelig når de også at blive røde i kødet på en diæt af krebsdyr og insekter – en diæt, der gør dem både velsmagende i køkkenet og stærke for enden af en line.

For lystfiskeren gælder det derfor om at vælge mellem kvalitet og kvantitet, når der vælges fiskevand.

Put & Take anno 2000

Det var som sagt englænderne, der gav os fluefiskeriet, og englænderne, der opfandt Put & Take fænomenet. Det er derfor ikke så underligt endda, at netop englænderne også er længst fremme med udviklingen af dette specielle fiskeri.

Jeg var for nylig – senhøst ’99 – i Sydengland og gæstede da et ganske typisk P&T vand ikke så langt fra London. Fiskeriet fandt sted i tre aflange søer, som alle var stemmet op via en ganske lille bæk, der løb gennem landsbyen.

Det var det lokale gods, der havde stået for etableringen af de tre kunstige søer, som alle var yderst velholdte. Vandet var således krystalklart og bunden dækket af yppig grødevækst. Bredderne var friseret på typisk engelsk vis, så de mest af alt lignede en veltrimmet græsplæne. Ikke den mindste stump affald forstyrrede indtrykket. Og de omkransende træer var lige så naturligt fældet eller ryddet, så der alle steder var plads til et normalt bagkast.

Det er noget, der nok kan forbløffe os danskere. Men for englænderne er det nærmest en selvfølge, idet P&T fiskeri selvfølgelig drives med flue og fluestang. Intet andet. Alt andet ville være utænkeligt. Ve den, der vover sig frem med en spinnestang for slet ikke at tale om orm eller Powerbait. Resultatet ville være øjeblikkelig bortvisning – for livstid!

Der var ikke just trængsel ved vandet – selv ikke på en lørdag – hvilket også undrede min eneste kollega. Han havde parkeret sin sølvgrå Jaguar mellem de to øverste søer og var gået den korte vej ned til vandet. Her havde han slået sin lille stol op og drukket sig en enkelt gin og tonic. Så havde han samlet sit Hardy grej, kastet fluen ud og sat sig til at vente.

Jeg troede nærmest, at han sad og medefiskede, da jeg kom. Men nej. Han lod blot sin lette flue synke helt til bunds, inden han langsomt nøkkede den hjem igen – siddende, da en nylig hofteoperation ikke gjorde ham så gangbar som tidligere.

Hotte og med hele haler

Han behøvede ikke at vente ret længe, så sad den første regnbue der. En fin sølvblank trepunds fisk, der kæmpede bravt for livet, inden den gled i nettet og blev halet op på den nyslåede plæne. Da jeg kiggede nærmere på den, studsede jeg over dens hele finner og kommenterede det.

– Sådan ser de allesammen ud her i søerne. For et par år siden besluttede godset, at de selv ville opdrætte deres fisk. Dem, de kunne købe fra nærliggende dambrug, var af en alt for dårlig kvalitet – med blodige afgnavede finner.

– Sådan nogle ville kunderne ikke have, og derfor gik man over til selv at fremstille kvalitetsfisk med hele finner og krudt i halen.

Den tweedklædte gentleman gokker fisken med sin priest, griber efter flasken med præfabrikeret gin og tonic og skænker sig en ny varmende drik. Så kaster han atter fluen – en hvid “Viva” – ud igen og lader den langsomt synke til bunds. Inden jeg forlader ham for at gå op til den øverste sø, har han fået tre flotte fisk af samme størrelse – fisk, som alle havner oppe i Jaguarens bagagerum.

– What a jolly good sport! slutter han dagen. Det er tydeligt, at Put & Take på disse kanter ikke kun er forbeholdt middelklassen. De velstillede holder sig så sandelig heller ikke tilbage – de stiller blot krav til fiskeriet.

– Prisen på dette herlige P&T vand? Sølle 20 pund (godt 200,- kroner) for en hel dags fiskeri inclusive fire fisk.

– Sagde nogen dyrt?

Ikke jeg…

© Steen Ulnits 2000

Så kom den da endelig, den længe ventede premiere ved de fleste danske vandløb!

Ikke mindst ved Vadehavet må man jo i dag vente lænegere end tidligere – på grund af den udskudte premiere på årets fiskeri. Nu er det så den 1. marts, og åen ligger igen og lokker med sine sving og høller – klar til en vel præsenteret flue!

Man ved aldrig, hvordan åen ser ud her ved premieren…
© foto Steen Ulnits

Åen

Men åen kan se uhyre forskellig ud her ved sæsonstarten. Den kan løbe høj og brun og på alle måder se utiltalende ud for både fisk og fiskere, hvis der er faldet megen sne og den pludselig begynder at smelte.

Den kan også løbe lav og klar, hvis vinteren har været tør eller sneen stadig holdes tilbage af Kong Frost. Det er drømmesitationen for ikke mindst fluefiskeren, der har lidt sværere ved at komme ned med sine agn end både spinne- og medefiskerne.

Endelig kan åen være kold eller iskold! Er den “bare” kold, kan der fiskes – og fanges. Er den iskold, er oddsene noget dårligere. Helt elendige bliver de, hvis temperaturen pludselig styrtdykker – typisk på grund af pludselig snesmeltning. Et typisk eksempel fortæller mere end alverdens ord:

Ved premieren det ene år oplevede man i en stor sydvestjysk å fint fiskeri ved en temperatur på kun 2 grader Celsius. Der blev landet masser af fisk – grønlændere såvel som nedfaldsfisk. Vinteren havde været normal og vejret stabilt i længere tid.

Følgende års premiere var en ren katastrofe med næsten ingen fisk på land – trods masser af fisk i åen og den samme vandtemperatur på 2 grader!

Forskellen var imidlertid, at dagene op til premieren havde budt på næsten 4 grader varmt vand. Men så havde en pludselig snesmeltning hældt masser af 0 grader varmt vand i åen og fået vandtemperaturen ned på 2 grader. Det gav fiskene et kuldechok og premierefiskerne en lang næse…

Essensen er, at temperaturer ikke er noget eksakt, når det gælder fisk og deres aktivitetsniveau. 2 grader er altså ikke altid 2 grader, når man er en fisk. Det afhænger i lige så høj grad af, om temperaturen er stabil, stigende eller faldende.

Fiskene

Der er to slags fisk at fiske efter her ved premieren: Sølvblanke og tromletykke grønlændere samt mørke og magre nedfaldsfisk.

Åens faste og rødplettede beboere, bækørrederne, er som havørrederne ved dårligt huld, hvis de har gydt. De fleste sætter dem derfor ud igen, selv om de er helt legalt bytte ifølge lovgivningen. Flere og flere foreninger har dog valgt at frede dem frivilligt.

Er der dambrug ved åen, er der i regelen også regnbueørreder ved premieren! I gamle dage slap der regelmæssigt store mængder regnbuer ud fra dambrugene. Idag er dambrugerne blevet langt bedre til at passe på deres værdifulde fisk, men nogle slipper alligevel ud.

De allerfleste danske stammer af regnbuer har så meget steelhead-blod i årerne, at de ikke bliver hængende i vandløbet. I stedet lader de sig falde nedstrøms, indtil de til sidst når havet, hvor de hurtigt vokser sig store – og kønsmodne.

Da regnbeuørreden fra naturens hånd er en forårsgyder, vandrer den i løbet af vinteren op i vandløbet igen for at finde egnede gydepladser. Og da kan man fange friske opgangsfisk ved premieren – fisk med den flotteste røde stribe lysende på de brede flanker. Fisk, som man med god samvittighed og stolthed kan hjembringe til køkkenregionerne.

De steder, hvor der findes en bestand af stallinger, kan disse også fanges her først på året. Bedst på flue, hvis ellers man kan få den helt ned til bunden. Og da stallingen som regnbueørreden er en forårsgyder, er den ved bedste huld her først på året. Fredningen indtræffer først midt i marts, så de må altså også hjembringes, hvis de holder mindstemålet.

Det meste premierefiskeri drejer sig imidlertid om havørreder – om trinde grønlændere og magre nedfaldere. Begge tilhørende samme art, selv om de ser meget forskellige ud på denne årstid.

Standpladserne

Er vandløbet naturligt og ureguleret, slynger det sig afsted gennem landskabet – graver og aflejrer, mens det langsomt ændrer sit løb. Sine steder kan vandløbet endda grave så meget, at det “bider sig selv i halen”. Da opstår der karakteristiske afskårne åslynger, som til sidst er ude af forbindelse med selve vandløbet.

Jo større svinget bliver, desto mere udtalt vil det såkaldte “bagvand” være. Bagvand er steder, hvor strømmen er gået helt i stå eller sågar løber modsat hovedstrømmen. Ofte vil man kunne se strømmen køre rundt og rundt, indtil den langt om længe forlader det dybe og rolige “høl”, som det hedder på godt lystfiskerdansk.

Selve svingene er gode standpladser for fisk, men de står sjældent over det hele. Ofte befinder de sig i strømmen, hvor vandet løber ud eller ind af høllet. Det gælder især i den varme sommertid, hvor fiskene har behov for mere ilt og derfor opsøger strømmen, hvor den er stærkest. Omvendt nu i det tidlige forår, hvor fiskene næsten altid opholder sig i høllets dybeste og roligste del. Her behøver de kun bruge få kræfter for at blive stående

Forskellige fisk stiller imidlertid forskellige krav til deres standpladser. Ørreder kræver i højere grad end andre laksefisk, at der er “tag over hovedet”. De ynder at stå langt inde under udhængende bredder og vegetation – et forhold, der dog ikke er så udtalt her ved sæsonstarten som senere på året.

Regnbueørreder og stallinger har et langt mindre behov for skjul. De står i regelen helt frit fremme – selv i dagtimerne. Og er man ellers lidt forsigtig – og åen ellers løber lav og klar – da kan man ikke sjældent se fiskene, før man fisker til dem.

Standpladserne er ikke nødvendigvis de samme året rundt. Det ses tydeligt i vegetationsrige vandløb, hvor floraen varierer meget i løbet af året. I vinterhalvåret, hvor grøden er sparsom, gemmer fiskene sig primært, hvor vandet er dybt, og nær faste skjul såsom sten, trærødder og lignende.

Samtidig holder de sig netop nu langt væk fra strømstærke partier, hvor det kræver for megen energi at opholde sig. De selvsamme steder, som fiskene med forkærlighed opsøger, når sommervarmen først har indfundet sig.

Fiskeriet

For fluefiskeren gælder det om at komme helt ned, og det kan gøres på to måder: Er vandløbet lille og vandet lavt, kan man nymfefiske opstrøms med flydeline og et langt forfang med en vægtbelastet flue og hugindikator. Det er en metode, som traditionelt bruges til ørred og stalling, men som ligeledes fungerer fortræffeligt til havørred og steelhead her først på året. Blot skal der bruges lidt kraftigere grej.

Fluen skal være så tung, at den kan synke helt til bunds, og afstanden mellem flue og den uundværlige hugindikator skal typisk være 1 1/2 gange vanddybden. En hvilken som helst stor og tung nymfe kan fange fisk, men til de bedre fluer hører små rognimitationer á la Glo Bugs i fluorescerende røde og orange farver.

Når man fisker opstrøms på denne måde, skal man vænne sig til at tænke anderledes end ellers. Man skal lære sig at forvente huggene lige for fødderne af én – ikke ude i enden af kastet. Det skyldes helt enkelt, at fluen jo først er nået ned og fisker effektivt, når den har drevet nogle meter med strømmen. Følg derfor hug-indikatoren med øjnene, til den er passeret ned forbi dig. Før skal fluen ikke tages op til et nyt kast.

Dette forhold gør også, at man skal færdes meget forsigtigt ved vandløbet – selv i forårets normalt høje vandstand. Da fiskene ofte hugger for fødderne af fiskeren, dur det naturligvis ikke, om de er skræmt forinden!

Er vandløbet stort og vandet dybt, har man ikke de problemer. Da kommer man til kort med flydelinen – selv med det længste forfang. Da må man i stedet fiske nedstrøms med en hurtigt synkende klumpline – eventuelt en sinktip – og et ganske kort forfang.

Mend linen opstrøms, i samme sekund den har taget vandet, og fir efterfølgende nogle meter ekstra løsline ud. Så kan fluen nå at synke, inden strømmen tager linen og løfter fluen i vandet. Hugget falder da i regelen også på fluens første meter gennem vandet – mens den er længst nede.

En synkeline type 3 (“Hi-D”, hvis det er en Scientific Anglers line) og et forfang på 3 fod plejer at kunne nå ned. Ellers må man kompensere og bruge en lidt tungere flue end normalt. Igen er hidsige rognfluer gode, men også klassikere som Skykomish Sunrise og Mickey Finn fanger hvert år masser af fisk. En stor hvid Marabou Muddler er heller ikke uden evner.

Denne trio bør derfor ikke mangle i æsken her ved sæsonstarten!

© Steen Ulnits 2000

Håbløse havørreder & luskede laks. Det er, hvad åfiskeren har med at gøre her sidst på sæsonen. Men der er heldigvis måder at overliste de farvede høstfisk på…

Laks og havørred, som er på gydebesøg i vandløbet, tager ikke føde til sig som åens faste beboere, ørred og stalling. Her sidst på sæsonen har de kun sex på hjernen!

At de alligevel kan fanges, er ikke så lidt af et paradoks. Man kan kun gisne om de egentlige årsager. Som lystfisker må man dog glæde sig over, at de kan fanges – endda på mange forskellige måder.

Fælles for alle de havvandrende laksefisk er, at de udnytter havets rigdom på føde til at vokse sig større, end de ville kunne i vandløbet. Vandløbet bruges derfor blot som gydeplads og opvækstvand for ungfiskene.

Hugrefleksen

Ude i havet – det være sig tæt inde under land eller langt til havs – tænker fiskene kun på at æde sig store, inden de bliver kønsmodne. Herude er hugrefleksen derfor helt dominerende. Fiskene æder alt det, de overhovedet kan, for at få sul på kroppen inden den ofte anstrengende gydevandring.

Når fiskene ser noget spiseligt, udløses deres hugrefleks automatisk. Man kan sige, at de er forprogrammerede ædemaskiner i havet. Jo mere sultne de er, desto lettere udløses hugrefleksen.

På et eller andet tidspunkt bliver fiskene imidlertid kønsmodne. Fødevandløbet kalder, og sulten falder. Gradvis indstiller de jagten på småfisk og krebsdyr og påbegynder den ofte lange vandring tilbage til å eller elv. Typisk søger de ind under land bestemte steder, hvorfra de så vandrer det sidste stykke inde under land.

De nystegne fisk har endnu hugrefleksen fra havet i behold – i hvert fald mere eller mindre. Jo kortere tid og afstand de har tilbragt fra ædepladserne, desto stærkere er hugrefleksen. Har de omvendt været længe undervejs, er hugrefleksen reduceret tilsvarende. Nystegne fisk vil dog altid have noget af hugrefleksen i behold – til stor glæde for de lystfiskere, der venter på dem oppe i åen!

Aggressionen

I havet var der god plads, og såvel laks som havørred har ofte jaget i hinandens selskab. Og når kønsmodningen satte ind, har de ofte parvis eller i mindre flokke søgt tilbage mod ferskvandet.

I vandløbet er forholdene imidlertid ganske anderledes. De i havet så sociale fisk ændrer nu karakter og bliver til territoriehævdende enspændere. I vandløbet er der nemlig kun et begrænset antal standpladser, og dem kæmpes der nu indædt om.

Store fisk holder deres attraktive pladser fri for mindre artsfæller, der sidst på sæsonen ofte må løbe spidsrod mellem de optagne standpladser. Ofte bliver der vildt røre, dersom en ny fisk trænger sig ind på en gammels vel hævdede revir.

Det tager dog de nystegne blankfisk nogen tid at skifte ham. I starten kan de stadig være socialt anlagte og tåler derfor hinandens selskab. Det ses ofte i vandløbets nedre del, hvor friske blankfisk færdes i mindre flokke, som endnu ikke er knyttet til faste pladser. Efterhånden begynder fiskene dog at skifte ham.

I takt med dette hamskifte bliver fiskene mere og mere aggressive. De forsvarer stædigt deres standpladser – hannerne specielt aggressivt mod andre hanner – og bliver nu lettere og lettere at lokke til hug igen. Nu kan de ofte tirres til hug ved gentagne kast til samme standplads.

Fiskene samler sig nær gydebankerne her sidst på sæsonen.
© foto Steen Ulnits

Ligheder og forskelle

Havørreden er generelt en langt mere sky fisk end laksen, der tilsyneladende ikke frygter ret meget oppe i åen. I hvert fald kan man ganske ofte komme meget tæt på en observeret laks – så tæt, at laksen med garanti også kan se fiskeren.

Men det tager den i regelen ingen notits af. Hvor enhver havørred med respekt for sig selv – uanset størrelse – ville være flygtet over stok og sten, dér bliver laksen blot roligt stående. Eventuelt bakker den lidt længere ud i strømmen – helt uden den panik, som karakteriserer havørreden.

Det er et velkendt fænomen, at laks overhovedet ikke tager føde til sig oppe i vandløbet. De kan ganske vist finde på at smage på både orm og rejer, men de spytter dem altid ud igen. De har ganske enkelt ikke fordøjelsessystemet sat til, når de er på gydevandring.

Havørreden tager normalt heller ikke føde til sig i vandløbet, men der kendes dog undtagelser. Således kan havørreder under store klækninger af store insekter godt finde på at stige til overfladen for at guffe disse godbidder i sig.

Hovedregelen er dog, at havørreden i lighed med laksen intet æder på sin gydevandring.

Lyssky ørreder

Det er ligeledes et velkendt fænomen, at havørreder er udpræget nataktive. Ingen af de andre laksefisk er lyssky i nær samme grad. Og da slet ikke laksen, som nærmere må siges at være udpræget dagaktiv.

Dagen igennem står de store havørreder gemt i dybe høller, under udhængende træer eller udhulede brinker. Først om natten vover de sig frem – meget ofte på det lave vand i svingenes inderside eller høllernes nedre del. Her er de stadig sky, men nu kan de fanges!

Natfiskeri er derfor en speciel aktivitet for de fiskere, der går målrettet efter store høstørreder – og som vel at mærke ikke er mørkerædde. Natfiskeriet kræver samtidig, at man er meget lokalkendt. Ellers kan man ikke affiske de rette steder og undgå de farlige – dybe høller, mudrede grøfter og lignende.

Natfiskeriet er således for de få forhærdede, der så til gengæld ofte løber af med de fleste havørreder.

Fluefiskeri

Om sommeren, hvor vandet i regelen er lavt og varmt, bruges flydeline og fluer fisket lige under overfladen. Da vil man opleve, at fiskene stiger helt op til overfladen for at tage den lille flue og gå ned med den igen.

I det sene efterår skal der i stedet fiskes med synkeline og lange nedstrøms kast, som får fluen til at gå langsomt. De tunge synkeliner kan jo ikke mendes, når først de er sunket. Og åens laks og havørreder gider ikke flytte sig ret meget efter en lille flue, der suser forbi.

Fluerne til efterårets aggressive gydefisk må derfor gerne være store og i farver, der matcher fiskenes gydedragt. Det er nemlig farver, der kan hidse specielt hanfiskene op – farver, der måske får dem til at se en mulig rival i fluen. Fluer i krasse farver er derfor et godt valg til efterårets fluefiskeri efter farvede laks og havørreder. Dertil gentagne kast til samme fisk eller standplads.

Fluefiskerne har længe prøvet at kopiere de røde rejer – bedst med en “General Practitioner”. Fluefiskerne ved, at netop rejefluer ofte fisker godt på farvede og gydemodne fisk, som har været længe i elven. Men måske er det her blot de krasse farver, der hidser de aggressive gydelaks til hug – mere end genkendelsen af et kært fødeemne?

Naturligvis kan man i teorien bruge alle metoder til natfiskeri efter åens havørreder, men i praksis dur kun fluefiskeri. Med fluen kan man nemlig affiske det helt lave vand, hvor fiskene ofte står om natten, og med fluegrej kan man arbejde med den samme linelængde ude hele tiden. Man ved således, hvor fluen befinder sig. Det ved man ikke med eksempelvis spinnegrej.

Natfiskeri kræver i sagens natur kraftigere grej end dagfiskeri. Med hård hånd skal man kunne styre fiskene uden om de forhindringer, man ikke selv kan se, men som man ved er der. Forfanget skal derfor være kraftigt – 0.35-0.40 er ikke for meget.

Fluerne skal være tilsvarende store og buskede, så de danner en tydelig silhuet mod den trods alt lysere nattehimmel. Muddler fluer og Zonkers er derfor favoritter til dette fiskeri, som foregår skråt nedstrøms på klassisk vis.

© Steen Ulnits 2000

Det er nu, at søens og åens store gedder kan træffes inde på lavt vand – nu, at de med fordel kan fanges på fluer og fluestang!

Det er velkendt, at selv søens største gedder kan træffes på søens laveste vand, når gydningen står for døren i april-maj.

Det er også velkendt, at de umiddelbart efter gydningen – fra store Geddedag den 1. maj og nogen tid frem – også kan fanges herinde. Men de er magre og afkræftede efter legen – uden kampkraft og sul på den lange krop.

Når solen får magt hen i maj-juni, bliver vandet i regelen for varmt for gedderne – i hvert fald for de større af slagsen, som derfor forlægger residensen til dybere vand længere ude. Typisk med de største gedder stående på det dybeste vand.

Er sommeren ellers ikke alt for varm, vil man i både juli og august ofte kunne træffe på smågedder – fisk omkring halvmeteren – inde i rankegrøden på lavere vand. Her kan de byde på sjovt og inspirerende fiskeri for den fluefisker, der satser på lidt lettere grej – og fluer, der kan fiskes direkte inde mellem rankegrødens stængler, som mange steder når helt op i overfladen.

Vintergedder ved bedste huld

Men sommeren er forbi nu – ja, den nærmeste fløj afsted, som C. V. Jørgensen synger – og vandet er igen så koldt, at søens store gedder begynder at søge indefter mod det lave vand. Herinde møder de nemlig en sand rigdom af føde – primært i form af årets yngel af skaller, brasen og aborre. Disse er nemlig på vej udefter, da de som varmtvandsfisk ikke holder af den dalende vandtemperatur.

Det siger sig selv, at der ikke altid opstår sød musik, når de to kategorier af fisk mødes – på hver sin vej og med helt forskellige hensigter! Det siger også sig selv, at det nu er en enestående lejlighed, der byder sig for fluefiskeren.

Nu er det derfor til at komme i nærkontakt med de store gedder, som sommerhalvåret igennem har stået gemt ude på dybet – uden for rækkevidde af den lange fluestang og de store fluer. Samtidig er rankegrøden faldet, så det nu er langt lettere at fiske i disse områder.

I mange af landets større vandløb er det nu slut med fiskeriet efter laks og ørreder. Mange fiskere pakker derfor grejet sammen og venter tålmodigt på den nye sæson. Men det er der ingen grund til. Den “nye” sæson er der nemlig allerede nu – i form af de gedder, der i regelen holder til på åernes nederste, langsomme og dybe løb. De gedder, som indtager de høller og blinde løb, som laksefiskene aldrig frekventerer.

Alt i alt er scenen således sat til et storstilet møde med kampklare vintergedder, som netop nu er federe og stærkere end nogensinde. Faktisk er det højsæson for dette fiskeri i denne og den kommende måned. November byder på betingelser, som gør, at selv søens og åens største gedder er på skudhold af fiskeren, der foretrækker at dyste med dem på let grej og lavt vand!

Gedderne forbliver i regelen inde på det lave vand november måned ud. Så trækker også de i december udefter mod dybere og varmere vand, hvor vinteren tilbringes – på søens dybeste steder, hvor vandet altid er 4 grader varmt.

Geddegrej

En 8-9 fods stang klasse 6-7 er udmærket til fiskeri i mindre søer og damme, hvor man ved, at gedderne kun sjældent bliver store. En 9-10 fods stang klasse 7-8 er dog standarden til det meste geddefiskeri, hvor der skal håndteres såvel store fluer som – forhåbentlig – store fisk. Klasse 8-9 stænger er rare, hvis man bruger synkeliner og stålforfang, som i sig selv vejer en del og derfor er tunge at kaste.

Uanset fluetype skal der mellem flue og forfang være en slags “chok-tippet”, der kan modstå geddens mange sylespidse tænder. Enklest og lettest er 10-20 cm 0.50-0.60 mm monofíl nylon, men nogen sikker løsning er det ikke. Jeg har adskillige gange fået den model klippet over – i regelen i selve hugget.

Min gode ven Henrik har en såvel elegant som relativt sikker løsning på problemet. Han bruger en 0.30 mm forfangsspids, som han først trækker et 10-20 cm langt stykke laboratorieslange op over. Når så fluen er bundet fast på sædvanlig vis, trækkes plastslangen ned til og op over fluens øje og hoved.

Herved opnår man hele tre ting: Man får en letkastet flue. Man får beskyttet den tynde forfangsspids mod geddens skarpe tænder. Og man får en herligt sikker styring af den store geddeflue, som nu altid sidder i lige forlængelse af forfanget. Hele tre fluer med ét enkelt smæk!

Sikrest, men desværre også tungest er dog brugen af stålwire – flettet eller enkelttrukket. Det klarer selv den mest skarptandede gammelgedde ikke at bide igennem. Til gengæld er det langt mere kompliceret at få fluen på wiren og wiren fastgjort til forfanget. Det kræver specialknuder som Allbright Knot, Duncan Loop og Haywire Twist, hvis man vil gøre det professionelt.

Men så mister man med garanti heller ikke gammelgedden, hvis denne skulle være så letsindig at gå til biddet. Og samtidig kan man udnytte den vægtmæssige fordel, som wiren giver – til at få fluen lidt længere ned end ellers.

Geddefluer

Gedder kan lokkes til hug på alt, der glimter og bevæger sig – blot det har en vis størrelse. En god tommelfingerregel siger da også, at geddefluer skal være omkring 10 cm lange. Men de må gerne være længere endnu – helt op til 20 cm, hvis man ellers kan håndtere dem på sit grej.

Man kan typisk skelne mellem tre forskellige slags geddefluer. De flydende, som efterligner mus og frøer, fiskes i sagens natur på en flydeline mellem siv og åkander. Huggene er spektakulære, da gedden tager disse fluer i kaskader af vand!

De synkende fluer kan fiskes på såvel flydende som intermediate og synkende liner – alt efter forholdene og årstiden. Her kan man i grove træk skelne mellem traditionelle tarponfluer, som har fanget danske gedder i efterhånden mange år. Og så de nyere “Flash” fluer, der udelukkende består af glitrende tinsel i større eller mindre bundter.

Vigtigt for alle geddefluer er, at de anvendte materialer ikke kan suge vand i nævneværdig grad. En 10 cm lang flue kan ellers blive meget tung og trættende at kaste med – for slet ikke at tale om en 20 cm’s…

Fælles for alle geddefluer – de våde altså – er ligeledes, at de skal tages langsomt hjem nær bunden. Kun sjældent bør man forfalde til en hurtig indtagning og da kun, når en langsom har slået fejl. En hurtig indtagning af fluen vil i regelen kun give hug af mindre gedder. De store har aldrig travlt, når de lister sig ind på deres bytte!

Der er dog helt klart dage, hvor selv middelstore gedder kræver en relativt hurtig præsentation af fluen – og da helst på en intermediate eller synkende line.

Gedden tager altid fluen i et spring, bider til og holder fast. Man har derfor god tid. For også at kroge den, bør man ikke løfte stangen i hugget. I stedet holder man stangen nede, mens man med venstrehånden strammer linen godt op.

Så hænger vintergedden der i regelen!

© Steen Ulnits 2000

Så er det atter højsæson for fluefiskeri efter kystens kuldskære, men sølvblanke havørreder.

Den sølvblanke havørred er kystfluefiskerens fornemste bytte – en vild og uberegnelig skabning. Den ene dag kan kystvandet formelig vrimle af hugvillige fisk – den næste kan vandet virke som støvsuget for liv.

Havørreden

Står man for første gang ved kysten, kan det hele se ganske uoverskueligt ud. At fange en havørred i alt det vand minder mest af alt om at vinde i lotteriet. Men sådan forholder det sig slet ikke. Havørreden har et ganske bestemt livsmønster, som gør det muligt for den dygtige fisker at finde frem til den på forskellige tider og steder.

Flotte fisk fanget på fluorescerende fluer!

Kystfiskeriet efter havørred er på sit højeste forår og efterår, hvor fiskene jager for fuld kraft. Da kan man træffe ørrederne næsten overalt, og da jager de gerne dagen igennem. Den øvrige del af året har forhold som vandets saltholdighed og temperatur stor indflydelse på, hvor og hvornår man kan træffe havørreden. Havørreden kan nemlig ikke lide kombinationen af koldt og saltholdigt vand.

Dette betyder for kystfiskeren, at han i de kolde vintermåneder skal søge havørreden i beskyttede fjorde og vige med brakt vand, mens fiskeriet på åbne kyster er bedst forår og efterår. Er foråret sent og kystvandet derfor koldt, kan udtrækket fra inderfjordene forsinkes noget.

Generelt kan man derfor sige, at det sydligste Danmark byder på det bedste havørredfiskeri om vinteren, mens det nordlige Danmark fisker bedst den øvrige del af året. Jo koldere vinteren er, desto flere havørreder samler der sig i det sydlige samt i de brakke inderfjorde. Men netop nu er det ved at være højsæson ved alle kyster! Nået hen i april er der nemlig fisk på alle typer kystpladser – overalt i landet. Uanset saltholdigheden.

Grejet

Havørreden er en hidsig jæger, der kan fanges på mange forskellige måder. Flere og flere har dog fundet ud af, at flue og fluestang kan være en effektiv måde at fiske kystens havørreder på. At man langt fra altid behøver de helt lange kast for at komme i kontakt med den eftertragtede, sølvblanke havørred.

Faktisk træffer man her først på året tit på havørreden helt inde under land, hvor den let nås med et kort fluekast. Det er jo det laveste vand, som hurtigst opvarmes af solen. Ofte har den herinde indstillet sigtet på små fødeemner, som fluefiskeren bedre end spinnefiskeren kan efterligne på overbevisende måde!

Det gælder om at være klædt varmt på i det tidlige forår.

Fisker man i lave fjorde, kan man med fordel bruge en flydende line. Men fisker man mere på åben kyst, hvor der kan være bølger, da er en intermediate line det bedste valg. Med den kan man komme ned under bølgerne og dermed bevare kontakten ud til fluen. Et saltvandsbestandigt hjul – gerne med skivebremse – og 100 meter bagline fuldender udrustningen.

Fisker man på steder, hvor der er bølger eller stærk strøm, kan man med stor fordel benytte sig af en linekurv til at holde styr på de mange meter løsline. Line, som ellers bliver taget af strømmen eller fanger en masse drivende tang. Linekurven kan se lidt fjollet ud – det ser ud, som havde man en opvaskebalje spændt om maven! – men har man først lært sig at bruge den, ser man snart stort på sit udseende…

Fluerne

Fluerne er et kapitel for sig. Der er som altid to grundtyper at vælge imellem – ren fantasi og så mere eller mindre nøjagtige imitationer af de forekommende fødeemner. Store fantasifluer tages normalt hurtigt ind i lange tag – små imitationsfluer fiskes langsomt hjem i korte tag.

Farvestrålende fantasifluer – gerne fluorescerende – er generelt bedst i vinterhalvåret, hvor vandet er koldt og føden knap. I sommerhalvåret, hvor det lave kystvand ofte vrimler af liv, kan der omvendt blive brug for mere afdæmpede fluer, som ligner de forekommende fødeemner – småfisk, krebsdyr eller børsteorme. Lige nu skal der altså krasse kulører til, hvis man vil have lidt opmærksomhed i det store hav. Og det er jo lige netop det, vi gerne vil!

Et fluorødt Juletræ er altid et godt bud på en tidlig kystørred.

Men der kan også fiskes om natten her i marts måned, og da er der ikke brug for kulør på fluen.Til decideret natfiskeri er kulsorte fluer sagen – gerne buskede fluer á la Muddler og Zonker, der er helt suveræne til formålet. Og de må gerne fiskes stribende i overfladen, hvor havørrederne har lettere ved at se dem – også selv om vandet kun er få grader varmt.

Der er dog endnu en undtagelse, som gælder her i marts-april. Det er de såkaldte “nereider” – børsteorm med kraftige kæber, der sætter dem i stand til at angribe og æde mindre dyr. Som sandormene tilbringer de megen tid nedgravet i bunden, men ofte fouragerer de på bunden i umiddelbar nærhed af deres rør. Og da havner de tit i en fiskemave.

Mest interessante er de dog, når de sværmer i overfladen her om foråret. De forlader da deres rør i bunden og søger op til overfladen, hvor gydningen sker. Efter gydningen dør de alle, men under sværmningen er de genstand for meget stor interesse fra såvel fisk som fugle, der fylder sig med det lette bytte. Lange og buskede fluer fisket langsomt i overfladen er da et sikkert valg!

Man kan vælge nøjagtige imitationer, som skam fanger fisk og kan være sjove at binde. Er man imidlertid blot en praktisk anlagt fluefisker – og en lidt doven fluebinder – klarer man sig mindst lige så godt med en stor oliven Wooly Bugger str. 2-4. Den skal være bundet ubelastet og fiskes helt oppe i overfladen.

Indtagningen af denne flue skal ske uhyre langsomt – meget langsommere, end de fleste forestiller sig. Under denne indtagning gælder det om at være meget opmærksom. Hugget er nemlig ofte forsigtigt, og fisken kroger ikke altid sig selv. Linen strammer blot langsomt op.

Vad forsigtigt!

I det tidlige forår er det solen, der lokker havørrederne ind på det lave vand – solen, der varmer vandet op og får smådyrene frem af deres skjulesteder. Er man heldig, ramler man i april ind i de store børsteormes sværmning – noget, der får kystørrederne til at gå helt grassat. Det er nemlig årets første store ædegilde – en slags jordbærsæson på det lave kystvand.

Om foråret er det derfor vigtigere end resten af året, at man går forsigtigt til værks. Det gælder om at afsøge de inderste meter grundigt, før man vader ud og lukker op for distanceblænder-kastene! Mange er de gange, hvor årets første blankfisk er gået til hugget kun få meter fra land – fisk, der med garanti var blevet skræmt fra vid og sans, hvis man blot var vadet ud i vandet uden at affiske de inderste meter grundigt først!

Og så skal man da heller ikke glemme det rent praktiske i, at der på denne årstid er meget mere behageligt oppe på land end ude i vandet – i hvert fald hvis man ikke har tykke neoprenwaders at ty til…

Så bliv på land, fisk midt på dagen og nyd forårsolen i lange drag. Find et sted i læ for vinden og sug så de varmende stråler til dig, før du kaster dig ud i jagten på kystens blanke jæger.

© Steen Ulnits 2000

Sommernatten har sin egen charme og natfiskeriet sin egen teori. Der er fisk at fange sommeren igennem – uanset hvor varm den bliver!

Sol, sommer og sølvtøj – det er tre ting, som traditionelt ikke hører sammen. Sol og sommer betyder varmt vand inde under land, og varmt vand betyder i regelen nul ørreder inden for rækkevidde af fluestangen!

Ikke kun havørreder går til biddet om natten.

Men der er heldigvis undtagelser – mange endda – fra denne regel. Sol, sommer og sølvtøj hænger nemlig fint sammen, når blot man opsøger de rette steder på det rette tidspunkt. Så kan det sagtens lade sig gøre at komme i kontakt med den eftertragtede blanke havørred – selv midt i den varmeste sommer!

Tidevandets virkning

Tidevand, som løber ind i fjorde med en snæver munding, løber ofte ud igen med stor hast – langt hurtigere, end det løb ind. Samtidig fører det en masse fødeemner med sig.

Rovfiskene samler sig ofte, hvor det udløbende vand koncentrerer fødeemnerne. De stiller sig i bagvandet nær strømkanten – præcis som laks og havørreder gør det i vandløb.

I fjordområder med tilløb af store mængder ferskvand vil man ofte opleve det bedste fiskeri ved faldende vand i vinterhalvåret. Omvendt vil stigende vand ofte være det bedste i sommermånederne – i hvert fald nær fjordmundingen.

Grunden skal søges i vandets temperatur og saltholdighed. Om vinteren vil havørrederne ofte falde med det ferske vand udefter, mens de omvendt bliver presset indefter af det stigende salte vand, som de ikke holder af i vinterkulden. Om sommeren vil det stigende vand i stedet være koldere – med det resultat, at ørrederne ligefrem opsøger det!

Det er kombinationen af høj saltholdighed og lav vandtemperatur, der får de overvintrende havørreder til at søge indefter mod brakvand eller sågar ferskvand. Den kombination er der ingen ørreder, som trives med. Når temperaturen falder, må de derfor søge ferskere vand.

Temperatur og saltholdighed

Med stigende vandtemperatur trækker forårets ørreder ud mod mere salt og åbent vand. Her har de kun ét i hovedet – de store forekomster af børsteorm, krebsdyr og småfisk ude i havet. Havørrederne frådser foråret igennem i først sværmende børsteorm, siden vandrende rejer og gydende sildestimer med meget mere.

Som vandtemperaturen stiger, stiger også ørredens salttolerance. Sommeren igennem jager havørreden således aktivt selv i oceanisk havvand med en saltpromille på 35.

Hvor vinterhalvårets kystfiskeri ofte koncentrerer sig om lavvandede og brakke inderfjorde med ringe vandudskiftning, dér tilhører sommerens fiskeri så absolut de åbne havkyster med masser af frisk strøm og salt havvand. Herude stortrives havørrederne og vokser med eksplosionsagtig hast i det righoldige spisekammer.

Men vandtemperaturen kan også blive for høj ved kysten. Når vandet nærmer sig de 20 grader, søger havørreden igen længere væk fra land – ud mod dybere og mere køligt vand.

Havørrederne søger ind mod land efter solnedgang for at fouragere.

 Det lave kystvand er imidlertid stadig meget rigt på føde. Det ved havørreden, som derfor søger ind under land i ly af mørket. Her kan den i ro og mag fouragere, indtil solen igen står op og gør vandet for varmt.. Vil man derfor i kontakt med kystnære havørreder i sommervarmen, må det ske i døgnets mørkeste timer.

I dagtimerne

Råder man over båd, kan man dagen igennem kontakte havørreden på dybere vand, hvor den imidlertid oftest står og fordøjer. Og da er den jo ikke så nem at lokke til hug. Havørreden er derfor lettest at få i tale under nattens fourageringstogter ind til land – bedst på store fluer, der fiskes stribende i overfladen. Her har fiskene lettest ved at se dem.

I dagtimerne kan man dog også finde ørreden på steder, hvor dybt vand og frisk strøm når helt ind under land. Eller hvor stenrev skyder op fra havbunden og byder på frisk strøm og køligt vand, som presses op fra dybet.

Holder man sommerferie på Bornholm, er det den klipperige nordkyst, som bør prøves. Sydsiden, der fisker godt i vinterhalvåret, er forbeholdt badegæster i sommertiden. Her er vandet lavt og varmt, og bunden flere steder sandet. Oppe nordpå er der derimod dybt og køligt vand helt inde under land – kun få meter fra klippekysten.

Husk blot linekurven, når der fluefiskes fra skarpe klipper. Ellers kan det godt koste en line i ny og næ – samt flere meter af kastelængden!

Eneste generelle krav til en god sommerplads er, at vandtemperaturen skal være tilpas lav. Forbløffende mange steder kan man finde eksempelvis 15 grader varmt vand, hvor vandtemperaturen ellers ligger oppe i nærheden af 20 grader helt inde i strandkanten. Opsøg altid de steder, hvor der ser ud til at være strøm af den ene eller anden art.

Et vandtermometer er derfor en god ting at have med i sommerferiebagagen. Så kan man checke både badevandet og fiskevandets temperatur på samme tid!

Natfiskeriets teori

Natfiskeriet har sin egen teori, som det er godt at kende lidt til. Gør man det, forøger man helt enkelt sine fangstchancer betragteligt!

Det er ganske vist mørkt om natten i sommermånederne. Alligevel er himlen altid så lys, at fiskene kan se deres bytte i silhuet mod den. Det betyder, at man skal fiske højt med sine fluer i nattetimerne. Fluer, der går lige under overfladen, vil have de bedste chancer for at blive set af jagende havørreder.

Stort og sort er sagen, når der skal fiskes om natten.

Fluefiskeren bruger derfor altid en flydende line, som dels holder fluen oppe i vandet – dels selv bliver oppe i overfladen, hvor den er lettere at holde styr på i mørket.

For enden af forfanget, der ikke behøver være mere end 6 fod til natfiskeri, binder man med fordel en sort og busket silhuetflue – eksempelvis en “Zonker” med vinge af en strimmel kaninskind eller en “Muddler” med krave og hoved af hjortehår.

Det er fluer, som går højt i vandet – som har en kraftig silhuet og som samtidig udsender trykbølger under vandet. Altsammen faktorer, som gør det lettere for fiskene at lokalisere fluerne. En natflue i sin mest enkle og samtidig ekstreme udformning er en streamerkrog fyldt op med hjortehår og klippet helt ned på undersiden, så kroggabet er frit. En god “Cigar” kalder man den.

Der er ingen grund til at bruge let grej til natfiskeri. Dels fordi fiskene ikke ser så godt i natmørket – dels fordi det er rart at kunne lægge ekstra pres på, når man skal holde krogede fisk fri af eventuelle forhindringer ude i mørket.

Lyt efter fiskene

På stille aftener og nætter kan man både høre og se, om der er fisk i farvandet. I så fald vil man opleve fiskene plaske mere eller mindre højlydt i overfladen, mens de jager. En trænet fisker kan sågar artsbestemme, hvad han eller hun hører – endda med rimeligt stor sikkerhed.

Torskene pjasker nemlig mere, end de plasker, og de lyder derfor mere “bløde” ude i mørket. Havørrederne derimod er hurtige fisk, hvis plasken i regelen klinger højt og tydeligt. Det er under alle omstændigheder altid spændende at lytte sig frem til fiskene i natmørket!

Hører man et skarpt klingende plask inden for kastehold, kan det ikke gå hurtigt nok med at få fluen derud. Ofte belønnes man med et hug, der i natmørket føles ekstra hidsigt!

© Steen Ulnits 2000