Håbløse havørreder & luskede laks. Det er, hvad åfiskeren har med at gøre her sidst på sæsonen. Men der er heldigvis måder at overliste de farvede høstfisk på…

Laks og havørred, som er på gydebesøg i vandløbet, tager ikke føde til sig som åens faste beboere, ørred og stalling. Her sidst på sæsonen har de kun sex på hjernen!

At de alligevel kan fanges, er ikke så lidt af et paradoks. Man kan kun gisne om de egentlige årsager. Som lystfisker må man dog glæde sig over, at de kan fanges – endda på mange forskellige måder.

Fælles for alle de havvandrende laksefisk er, at de udnytter havets rigdom på føde til at vokse sig større, end de ville kunne i vandløbet. Vandløbet bruges derfor blot som gydeplads og opvækstvand for ungfiskene.

Hugrefleksen

Ude i havet – det være sig tæt inde under land eller langt til havs – tænker fiskene kun på at æde sig store, inden de bliver kønsmodne. Herude er hugrefleksen derfor helt dominerende. Fiskene æder alt det, de overhovedet kan, for at få sul på kroppen inden den ofte anstrengende gydevandring.

Når fiskene ser noget spiseligt, udløses deres hugrefleks automatisk. Man kan sige, at de er forprogrammerede ædemaskiner i havet. Jo mere sultne de er, desto lettere udløses hugrefleksen.

På et eller andet tidspunkt bliver fiskene imidlertid kønsmodne. Fødevandløbet kalder, og sulten falder. Gradvis indstiller de jagten på småfisk og krebsdyr og påbegynder den ofte lange vandring tilbage til å eller elv. Typisk søger de ind under land bestemte steder, hvorfra de så vandrer det sidste stykke inde under land.

De nystegne fisk har endnu hugrefleksen fra havet i behold – i hvert fald mere eller mindre. Jo kortere tid og afstand de har tilbragt fra ædepladserne, desto stærkere er hugrefleksen. Har de omvendt været længe undervejs, er hugrefleksen reduceret tilsvarende. Nystegne fisk vil dog altid have noget af hugrefleksen i behold – til stor glæde for de lystfiskere, der venter på dem oppe i åen!

Aggressionen

I havet var der god plads, og såvel laks som havørred har ofte jaget i hinandens selskab. Og når kønsmodningen satte ind, har de ofte parvis eller i mindre flokke søgt tilbage mod ferskvandet.

I vandløbet er forholdene imidlertid ganske anderledes. De i havet så sociale fisk ændrer nu karakter og bliver til territoriehævdende enspændere. I vandløbet er der nemlig kun et begrænset antal standpladser, og dem kæmpes der nu indædt om.

Store fisk holder deres attraktive pladser fri for mindre artsfæller, der sidst på sæsonen ofte må løbe spidsrod mellem de optagne standpladser. Ofte bliver der vildt røre, dersom en ny fisk trænger sig ind på en gammels vel hævdede revir.

Det tager dog de nystegne blankfisk nogen tid at skifte ham. I starten kan de stadig være socialt anlagte og tåler derfor hinandens selskab. Det ses ofte i vandløbets nedre del, hvor friske blankfisk færdes i mindre flokke, som endnu ikke er knyttet til faste pladser. Efterhånden begynder fiskene dog at skifte ham.

I takt med dette hamskifte bliver fiskene mere og mere aggressive. De forsvarer stædigt deres standpladser – hannerne specielt aggressivt mod andre hanner – og bliver nu lettere og lettere at lokke til hug igen. Nu kan de ofte tirres til hug ved gentagne kast til samme standplads.

Fiskene samler sig nær gydebankerne her sidst på sæsonen.
© foto Steen Ulnits

Ligheder og forskelle

Havørreden er generelt en langt mere sky fisk end laksen, der tilsyneladende ikke frygter ret meget oppe i åen. I hvert fald kan man ganske ofte komme meget tæt på en observeret laks – så tæt, at laksen med garanti også kan se fiskeren.

Men det tager den i regelen ingen notits af. Hvor enhver havørred med respekt for sig selv – uanset størrelse – ville være flygtet over stok og sten, dér bliver laksen blot roligt stående. Eventuelt bakker den lidt længere ud i strømmen – helt uden den panik, som karakteriserer havørreden.

Det er et velkendt fænomen, at laks overhovedet ikke tager føde til sig oppe i vandløbet. De kan ganske vist finde på at smage på både orm og rejer, men de spytter dem altid ud igen. De har ganske enkelt ikke fordøjelsessystemet sat til, når de er på gydevandring.

Havørreden tager normalt heller ikke føde til sig i vandløbet, men der kendes dog undtagelser. Således kan havørreder under store klækninger af store insekter godt finde på at stige til overfladen for at guffe disse godbidder i sig.

Hovedregelen er dog, at havørreden i lighed med laksen intet æder på sin gydevandring.

Lyssky ørreder

Det er ligeledes et velkendt fænomen, at havørreder er udpræget nataktive. Ingen af de andre laksefisk er lyssky i nær samme grad. Og da slet ikke laksen, som nærmere må siges at være udpræget dagaktiv.

Dagen igennem står de store havørreder gemt i dybe høller, under udhængende træer eller udhulede brinker. Først om natten vover de sig frem – meget ofte på det lave vand i svingenes inderside eller høllernes nedre del. Her er de stadig sky, men nu kan de fanges!

Natfiskeri er derfor en speciel aktivitet for de fiskere, der går målrettet efter store høstørreder – og som vel at mærke ikke er mørkerædde. Natfiskeriet kræver samtidig, at man er meget lokalkendt. Ellers kan man ikke affiske de rette steder og undgå de farlige – dybe høller, mudrede grøfter og lignende.

Natfiskeriet er således for de få forhærdede, der så til gengæld ofte løber af med de fleste havørreder.

Fluefiskeri

Om sommeren, hvor vandet i regelen er lavt og varmt, bruges flydeline og fluer fisket lige under overfladen. Da vil man opleve, at fiskene stiger helt op til overfladen for at tage den lille flue og gå ned med den igen.

I det sene efterår skal der i stedet fiskes med synkeline og lange nedstrøms kast, som får fluen til at gå langsomt. De tunge synkeliner kan jo ikke mendes, når først de er sunket. Og åens laks og havørreder gider ikke flytte sig ret meget efter en lille flue, der suser forbi.

Fluerne til efterårets aggressive gydefisk må derfor gerne være store og i farver, der matcher fiskenes gydedragt. Det er nemlig farver, der kan hidse specielt hanfiskene op – farver, der måske får dem til at se en mulig rival i fluen. Fluer i krasse farver er derfor et godt valg til efterårets fluefiskeri efter farvede laks og havørreder. Dertil gentagne kast til samme fisk eller standplads.

Fluefiskerne har længe prøvet at kopiere de røde rejer – bedst med en “General Practitioner”. Fluefiskerne ved, at netop rejefluer ofte fisker godt på farvede og gydemodne fisk, som har været længe i elven. Men måske er det her blot de krasse farver, der hidser de aggressive gydelaks til hug – mere end genkendelsen af et kært fødeemne?

Naturligvis kan man i teorien bruge alle metoder til natfiskeri efter åens havørreder, men i praksis dur kun fluefiskeri. Med fluen kan man nemlig affiske det helt lave vand, hvor fiskene ofte står om natten, og med fluegrej kan man arbejde med den samme linelængde ude hele tiden. Man ved således, hvor fluen befinder sig. Det ved man ikke med eksempelvis spinnegrej.

Natfiskeri kræver i sagens natur kraftigere grej end dagfiskeri. Med hård hånd skal man kunne styre fiskene uden om de forhindringer, man ikke selv kan se, men som man ved er der. Forfanget skal derfor være kraftigt – 0.35-0.40 er ikke for meget.

Fluerne skal være tilsvarende store og buskede, så de danner en tydelig silhuet mod den trods alt lysere nattehimmel. Muddler fluer og Zonkers er derfor favoritter til dette fiskeri, som foregår skråt nedstrøms på klassisk vis.

© Steen Ulnits 2000

Det er nu, at søens og åens store gedder kan træffes inde på lavt vand – nu, at de med fordel kan fanges på fluer og fluestang!

Det er velkendt, at selv søens største gedder kan træffes på søens laveste vand, når gydningen står for døren i april-maj.

Det er også velkendt, at de umiddelbart efter gydningen – fra store Geddedag den 1. maj og nogen tid frem – også kan fanges herinde. Men de er magre og afkræftede efter legen – uden kampkraft og sul på den lange krop.

Når solen får magt hen i maj-juni, bliver vandet i regelen for varmt for gedderne – i hvert fald for de større af slagsen, som derfor forlægger residensen til dybere vand længere ude. Typisk med de største gedder stående på det dybeste vand.

Er sommeren ellers ikke alt for varm, vil man i både juli og august ofte kunne træffe på smågedder – fisk omkring halvmeteren – inde i rankegrøden på lavere vand. Her kan de byde på sjovt og inspirerende fiskeri for den fluefisker, der satser på lidt lettere grej – og fluer, der kan fiskes direkte inde mellem rankegrødens stængler, som mange steder når helt op i overfladen.

Vintergedder ved bedste huld

Men sommeren er forbi nu – ja, den nærmeste fløj afsted, som C. V. Jørgensen synger – og vandet er igen så koldt, at søens store gedder begynder at søge indefter mod det lave vand. Herinde møder de nemlig en sand rigdom af føde – primært i form af årets yngel af skaller, brasen og aborre. Disse er nemlig på vej udefter, da de som varmtvandsfisk ikke holder af den dalende vandtemperatur.

Det siger sig selv, at der ikke altid opstår sød musik, når de to kategorier af fisk mødes – på hver sin vej og med helt forskellige hensigter! Det siger også sig selv, at det nu er en enestående lejlighed, der byder sig for fluefiskeren.

Nu er det derfor til at komme i nærkontakt med de store gedder, som sommerhalvåret igennem har stået gemt ude på dybet – uden for rækkevidde af den lange fluestang og de store fluer. Samtidig er rankegrøden faldet, så det nu er langt lettere at fiske i disse områder.

I mange af landets større vandløb er det nu slut med fiskeriet efter laks og ørreder. Mange fiskere pakker derfor grejet sammen og venter tålmodigt på den nye sæson. Men det er der ingen grund til. Den “nye” sæson er der nemlig allerede nu – i form af de gedder, der i regelen holder til på åernes nederste, langsomme og dybe løb. De gedder, som indtager de høller og blinde løb, som laksefiskene aldrig frekventerer.

Alt i alt er scenen således sat til et storstilet møde med kampklare vintergedder, som netop nu er federe og stærkere end nogensinde. Faktisk er det højsæson for dette fiskeri i denne og den kommende måned. November byder på betingelser, som gør, at selv søens og åens største gedder er på skudhold af fiskeren, der foretrækker at dyste med dem på let grej og lavt vand!

Gedderne forbliver i regelen inde på det lave vand november måned ud. Så trækker også de i december udefter mod dybere og varmere vand, hvor vinteren tilbringes – på søens dybeste steder, hvor vandet altid er 4 grader varmt.

Geddegrej

En 8-9 fods stang klasse 6-7 er udmærket til fiskeri i mindre søer og damme, hvor man ved, at gedderne kun sjældent bliver store. En 9-10 fods stang klasse 7-8 er dog standarden til det meste geddefiskeri, hvor der skal håndteres såvel store fluer som – forhåbentlig – store fisk. Klasse 8-9 stænger er rare, hvis man bruger synkeliner og stålforfang, som i sig selv vejer en del og derfor er tunge at kaste.

Uanset fluetype skal der mellem flue og forfang være en slags “chok-tippet”, der kan modstå geddens mange sylespidse tænder. Enklest og lettest er 10-20 cm 0.50-0.60 mm monofíl nylon, men nogen sikker løsning er det ikke. Jeg har adskillige gange fået den model klippet over – i regelen i selve hugget.

Min gode ven Henrik har en såvel elegant som relativt sikker løsning på problemet. Han bruger en 0.30 mm forfangsspids, som han først trækker et 10-20 cm langt stykke laboratorieslange op over. Når så fluen er bundet fast på sædvanlig vis, trækkes plastslangen ned til og op over fluens øje og hoved.

Herved opnår man hele tre ting: Man får en letkastet flue. Man får beskyttet den tynde forfangsspids mod geddens skarpe tænder. Og man får en herligt sikker styring af den store geddeflue, som nu altid sidder i lige forlængelse af forfanget. Hele tre fluer med ét enkelt smæk!

Sikrest, men desværre også tungest er dog brugen af stålwire – flettet eller enkelttrukket. Det klarer selv den mest skarptandede gammelgedde ikke at bide igennem. Til gengæld er det langt mere kompliceret at få fluen på wiren og wiren fastgjort til forfanget. Det kræver specialknuder som Allbright Knot, Duncan Loop og Haywire Twist, hvis man vil gøre det professionelt.

Men så mister man med garanti heller ikke gammelgedden, hvis denne skulle være så letsindig at gå til biddet. Og samtidig kan man udnytte den vægtmæssige fordel, som wiren giver – til at få fluen lidt længere ned end ellers.

Geddefluer

Gedder kan lokkes til hug på alt, der glimter og bevæger sig – blot det har en vis størrelse. En god tommelfingerregel siger da også, at geddefluer skal være omkring 10 cm lange. Men de må gerne være længere endnu – helt op til 20 cm, hvis man ellers kan håndtere dem på sit grej.

Man kan typisk skelne mellem tre forskellige slags geddefluer. De flydende, som efterligner mus og frøer, fiskes i sagens natur på en flydeline mellem siv og åkander. Huggene er spektakulære, da gedden tager disse fluer i kaskader af vand!

De synkende fluer kan fiskes på såvel flydende som intermediate og synkende liner – alt efter forholdene og årstiden. Her kan man i grove træk skelne mellem traditionelle tarponfluer, som har fanget danske gedder i efterhånden mange år. Og så de nyere “Flash” fluer, der udelukkende består af glitrende tinsel i større eller mindre bundter.

Vigtigt for alle geddefluer er, at de anvendte materialer ikke kan suge vand i nævneværdig grad. En 10 cm lang flue kan ellers blive meget tung og trættende at kaste med – for slet ikke at tale om en 20 cm’s…

Fælles for alle geddefluer – de våde altså – er ligeledes, at de skal tages langsomt hjem nær bunden. Kun sjældent bør man forfalde til en hurtig indtagning og da kun, når en langsom har slået fejl. En hurtig indtagning af fluen vil i regelen kun give hug af mindre gedder. De store har aldrig travlt, når de lister sig ind på deres bytte!

Der er dog helt klart dage, hvor selv middelstore gedder kræver en relativt hurtig præsentation af fluen – og da helst på en intermediate eller synkende line.

Gedden tager altid fluen i et spring, bider til og holder fast. Man har derfor god tid. For også at kroge den, bør man ikke løfte stangen i hugget. I stedet holder man stangen nede, mens man med venstrehånden strammer linen godt op.

Så hænger vintergedden der i regelen!

© Steen Ulnits 2000

Så er det atter højsæson for fluefiskeri efter kystens kuldskære, men sølvblanke havørreder.

Den sølvblanke havørred er kystfluefiskerens fornemste bytte – en vild og uberegnelig skabning. Den ene dag kan kystvandet formelig vrimle af hugvillige fisk – den næste kan vandet virke som støvsuget for liv.

Havørreden

Står man for første gang ved kysten, kan det hele se ganske uoverskueligt ud. At fange en havørred i alt det vand minder mest af alt om at vinde i lotteriet. Men sådan forholder det sig slet ikke. Havørreden har et ganske bestemt livsmønster, som gør det muligt for den dygtige fisker at finde frem til den på forskellige tider og steder.

Flotte fisk fanget på fluorescerende fluer!

Kystfiskeriet efter havørred er på sit højeste forår og efterår, hvor fiskene jager for fuld kraft. Da kan man træffe ørrederne næsten overalt, og da jager de gerne dagen igennem. Den øvrige del af året har forhold som vandets saltholdighed og temperatur stor indflydelse på, hvor og hvornår man kan træffe havørreden. Havørreden kan nemlig ikke lide kombinationen af koldt og saltholdigt vand.

Dette betyder for kystfiskeren, at han i de kolde vintermåneder skal søge havørreden i beskyttede fjorde og vige med brakt vand, mens fiskeriet på åbne kyster er bedst forår og efterår. Er foråret sent og kystvandet derfor koldt, kan udtrækket fra inderfjordene forsinkes noget.

Generelt kan man derfor sige, at det sydligste Danmark byder på det bedste havørredfiskeri om vinteren, mens det nordlige Danmark fisker bedst den øvrige del af året. Jo koldere vinteren er, desto flere havørreder samler der sig i det sydlige samt i de brakke inderfjorde. Men netop nu er det ved at være højsæson ved alle kyster! Nået hen i april er der nemlig fisk på alle typer kystpladser – overalt i landet. Uanset saltholdigheden.

Grejet

Havørreden er en hidsig jæger, der kan fanges på mange forskellige måder. Flere og flere har dog fundet ud af, at flue og fluestang kan være en effektiv måde at fiske kystens havørreder på. At man langt fra altid behøver de helt lange kast for at komme i kontakt med den eftertragtede, sølvblanke havørred.

Faktisk træffer man her først på året tit på havørreden helt inde under land, hvor den let nås med et kort fluekast. Det er jo det laveste vand, som hurtigst opvarmes af solen. Ofte har den herinde indstillet sigtet på små fødeemner, som fluefiskeren bedre end spinnefiskeren kan efterligne på overbevisende måde!

Det gælder om at være klædt varmt på i det tidlige forår.

Fisker man i lave fjorde, kan man med fordel bruge en flydende line. Men fisker man mere på åben kyst, hvor der kan være bølger, da er en intermediate line det bedste valg. Med den kan man komme ned under bølgerne og dermed bevare kontakten ud til fluen. Et saltvandsbestandigt hjul – gerne med skivebremse – og 100 meter bagline fuldender udrustningen.

Fisker man på steder, hvor der er bølger eller stærk strøm, kan man med stor fordel benytte sig af en linekurv til at holde styr på de mange meter løsline. Line, som ellers bliver taget af strømmen eller fanger en masse drivende tang. Linekurven kan se lidt fjollet ud – det ser ud, som havde man en opvaskebalje spændt om maven! – men har man først lært sig at bruge den, ser man snart stort på sit udseende…

Fluerne

Fluerne er et kapitel for sig. Der er som altid to grundtyper at vælge imellem – ren fantasi og så mere eller mindre nøjagtige imitationer af de forekommende fødeemner. Store fantasifluer tages normalt hurtigt ind i lange tag – små imitationsfluer fiskes langsomt hjem i korte tag.

Farvestrålende fantasifluer – gerne fluorescerende – er generelt bedst i vinterhalvåret, hvor vandet er koldt og føden knap. I sommerhalvåret, hvor det lave kystvand ofte vrimler af liv, kan der omvendt blive brug for mere afdæmpede fluer, som ligner de forekommende fødeemner – småfisk, krebsdyr eller børsteorme. Lige nu skal der altså krasse kulører til, hvis man vil have lidt opmærksomhed i det store hav. Og det er jo lige netop det, vi gerne vil!

Et fluorødt Juletræ er altid et godt bud på en tidlig kystørred.

Men der kan også fiskes om natten her i marts måned, og da er der ikke brug for kulør på fluen.Til decideret natfiskeri er kulsorte fluer sagen – gerne buskede fluer á la Muddler og Zonker, der er helt suveræne til formålet. Og de må gerne fiskes stribende i overfladen, hvor havørrederne har lettere ved at se dem – også selv om vandet kun er få grader varmt.

Der er dog endnu en undtagelse, som gælder her i marts-april. Det er de såkaldte “nereider” – børsteorm med kraftige kæber, der sætter dem i stand til at angribe og æde mindre dyr. Som sandormene tilbringer de megen tid nedgravet i bunden, men ofte fouragerer de på bunden i umiddelbar nærhed af deres rør. Og da havner de tit i en fiskemave.

Mest interessante er de dog, når de sværmer i overfladen her om foråret. De forlader da deres rør i bunden og søger op til overfladen, hvor gydningen sker. Efter gydningen dør de alle, men under sværmningen er de genstand for meget stor interesse fra såvel fisk som fugle, der fylder sig med det lette bytte. Lange og buskede fluer fisket langsomt i overfladen er da et sikkert valg!

Man kan vælge nøjagtige imitationer, som skam fanger fisk og kan være sjove at binde. Er man imidlertid blot en praktisk anlagt fluefisker – og en lidt doven fluebinder – klarer man sig mindst lige så godt med en stor oliven Wooly Bugger str. 2-4. Den skal være bundet ubelastet og fiskes helt oppe i overfladen.

Indtagningen af denne flue skal ske uhyre langsomt – meget langsommere, end de fleste forestiller sig. Under denne indtagning gælder det om at være meget opmærksom. Hugget er nemlig ofte forsigtigt, og fisken kroger ikke altid sig selv. Linen strammer blot langsomt op.

Vad forsigtigt!

I det tidlige forår er det solen, der lokker havørrederne ind på det lave vand – solen, der varmer vandet op og får smådyrene frem af deres skjulesteder. Er man heldig, ramler man i april ind i de store børsteormes sværmning – noget, der får kystørrederne til at gå helt grassat. Det er nemlig årets første store ædegilde – en slags jordbærsæson på det lave kystvand.

Om foråret er det derfor vigtigere end resten af året, at man går forsigtigt til værks. Det gælder om at afsøge de inderste meter grundigt, før man vader ud og lukker op for distanceblænder-kastene! Mange er de gange, hvor årets første blankfisk er gået til hugget kun få meter fra land – fisk, der med garanti var blevet skræmt fra vid og sans, hvis man blot var vadet ud i vandet uden at affiske de inderste meter grundigt først!

Og så skal man da heller ikke glemme det rent praktiske i, at der på denne årstid er meget mere behageligt oppe på land end ude i vandet – i hvert fald hvis man ikke har tykke neoprenwaders at ty til…

Så bliv på land, fisk midt på dagen og nyd forårsolen i lange drag. Find et sted i læ for vinden og sug så de varmende stråler til dig, før du kaster dig ud i jagten på kystens blanke jæger.

© Steen Ulnits 2000

Sommernatten har sin egen charme og natfiskeriet sin egen teori. Der er fisk at fange sommeren igennem – uanset hvor varm den bliver!

Sol, sommer og sølvtøj – det er tre ting, som traditionelt ikke hører sammen. Sol og sommer betyder varmt vand inde under land, og varmt vand betyder i regelen nul ørreder inden for rækkevidde af fluestangen!

Ikke kun havørreder går til biddet om natten.

Men der er heldigvis undtagelser – mange endda – fra denne regel. Sol, sommer og sølvtøj hænger nemlig fint sammen, når blot man opsøger de rette steder på det rette tidspunkt. Så kan det sagtens lade sig gøre at komme i kontakt med den eftertragtede blanke havørred – selv midt i den varmeste sommer!

Tidevandets virkning

Tidevand, som løber ind i fjorde med en snæver munding, løber ofte ud igen med stor hast – langt hurtigere, end det løb ind. Samtidig fører det en masse fødeemner med sig.

Rovfiskene samler sig ofte, hvor det udløbende vand koncentrerer fødeemnerne. De stiller sig i bagvandet nær strømkanten – præcis som laks og havørreder gør det i vandløb.

I fjordområder med tilløb af store mængder ferskvand vil man ofte opleve det bedste fiskeri ved faldende vand i vinterhalvåret. Omvendt vil stigende vand ofte være det bedste i sommermånederne – i hvert fald nær fjordmundingen.

Grunden skal søges i vandets temperatur og saltholdighed. Om vinteren vil havørrederne ofte falde med det ferske vand udefter, mens de omvendt bliver presset indefter af det stigende salte vand, som de ikke holder af i vinterkulden. Om sommeren vil det stigende vand i stedet være koldere – med det resultat, at ørrederne ligefrem opsøger det!

Det er kombinationen af høj saltholdighed og lav vandtemperatur, der får de overvintrende havørreder til at søge indefter mod brakvand eller sågar ferskvand. Den kombination er der ingen ørreder, som trives med. Når temperaturen falder, må de derfor søge ferskere vand.

Temperatur og saltholdighed

Med stigende vandtemperatur trækker forårets ørreder ud mod mere salt og åbent vand. Her har de kun ét i hovedet – de store forekomster af børsteorm, krebsdyr og småfisk ude i havet. Havørrederne frådser foråret igennem i først sværmende børsteorm, siden vandrende rejer og gydende sildestimer med meget mere.

Som vandtemperaturen stiger, stiger også ørredens salttolerance. Sommeren igennem jager havørreden således aktivt selv i oceanisk havvand med en saltpromille på 35.

Hvor vinterhalvårets kystfiskeri ofte koncentrerer sig om lavvandede og brakke inderfjorde med ringe vandudskiftning, dér tilhører sommerens fiskeri så absolut de åbne havkyster med masser af frisk strøm og salt havvand. Herude stortrives havørrederne og vokser med eksplosionsagtig hast i det righoldige spisekammer.

Men vandtemperaturen kan også blive for høj ved kysten. Når vandet nærmer sig de 20 grader, søger havørreden igen længere væk fra land – ud mod dybere og mere køligt vand.

Havørrederne søger ind mod land efter solnedgang for at fouragere.

 Det lave kystvand er imidlertid stadig meget rigt på føde. Det ved havørreden, som derfor søger ind under land i ly af mørket. Her kan den i ro og mag fouragere, indtil solen igen står op og gør vandet for varmt.. Vil man derfor i kontakt med kystnære havørreder i sommervarmen, må det ske i døgnets mørkeste timer.

I dagtimerne

Råder man over båd, kan man dagen igennem kontakte havørreden på dybere vand, hvor den imidlertid oftest står og fordøjer. Og da er den jo ikke så nem at lokke til hug. Havørreden er derfor lettest at få i tale under nattens fourageringstogter ind til land – bedst på store fluer, der fiskes stribende i overfladen. Her har fiskene lettest ved at se dem.

I dagtimerne kan man dog også finde ørreden på steder, hvor dybt vand og frisk strøm når helt ind under land. Eller hvor stenrev skyder op fra havbunden og byder på frisk strøm og køligt vand, som presses op fra dybet.

Holder man sommerferie på Bornholm, er det den klipperige nordkyst, som bør prøves. Sydsiden, der fisker godt i vinterhalvåret, er forbeholdt badegæster i sommertiden. Her er vandet lavt og varmt, og bunden flere steder sandet. Oppe nordpå er der derimod dybt og køligt vand helt inde under land – kun få meter fra klippekysten.

Husk blot linekurven, når der fluefiskes fra skarpe klipper. Ellers kan det godt koste en line i ny og næ – samt flere meter af kastelængden!

Eneste generelle krav til en god sommerplads er, at vandtemperaturen skal være tilpas lav. Forbløffende mange steder kan man finde eksempelvis 15 grader varmt vand, hvor vandtemperaturen ellers ligger oppe i nærheden af 20 grader helt inde i strandkanten. Opsøg altid de steder, hvor der ser ud til at være strøm af den ene eller anden art.

Et vandtermometer er derfor en god ting at have med i sommerferiebagagen. Så kan man checke både badevandet og fiskevandets temperatur på samme tid!

Natfiskeriets teori

Natfiskeriet har sin egen teori, som det er godt at kende lidt til. Gør man det, forøger man helt enkelt sine fangstchancer betragteligt!

Det er ganske vist mørkt om natten i sommermånederne. Alligevel er himlen altid så lys, at fiskene kan se deres bytte i silhuet mod den. Det betyder, at man skal fiske højt med sine fluer i nattetimerne. Fluer, der går lige under overfladen, vil have de bedste chancer for at blive set af jagende havørreder.

Stort og sort er sagen, når der skal fiskes om natten.

Fluefiskeren bruger derfor altid en flydende line, som dels holder fluen oppe i vandet – dels selv bliver oppe i overfladen, hvor den er lettere at holde styr på i mørket.

For enden af forfanget, der ikke behøver være mere end 6 fod til natfiskeri, binder man med fordel en sort og busket silhuetflue – eksempelvis en “Zonker” med vinge af en strimmel kaninskind eller en “Muddler” med krave og hoved af hjortehår.

Det er fluer, som går højt i vandet – som har en kraftig silhuet og som samtidig udsender trykbølger under vandet. Altsammen faktorer, som gør det lettere for fiskene at lokalisere fluerne. En natflue i sin mest enkle og samtidig ekstreme udformning er en streamerkrog fyldt op med hjortehår og klippet helt ned på undersiden, så kroggabet er frit. En god “Cigar” kalder man den.

Der er ingen grund til at bruge let grej til natfiskeri. Dels fordi fiskene ikke ser så godt i natmørket – dels fordi det er rart at kunne lægge ekstra pres på, når man skal holde krogede fisk fri af eventuelle forhindringer ude i mørket.

Lyt efter fiskene

På stille aftener og nætter kan man både høre og se, om der er fisk i farvandet. I så fald vil man opleve fiskene plaske mere eller mindre højlydt i overfladen, mens de jager. En trænet fisker kan sågar artsbestemme, hvad han eller hun hører – endda med rimeligt stor sikkerhed.

Torskene pjasker nemlig mere, end de plasker, og de lyder derfor mere “bløde” ude i mørket. Havørrederne derimod er hurtige fisk, hvis plasken i regelen klinger højt og tydeligt. Det er under alle omstændigheder altid spændende at lytte sig frem til fiskene i natmørket!

Hører man et skarpt klingende plask inden for kastehold, kan det ikke gå hurtigt nok med at få fluen derud. Ofte belønnes man med et hug, der i natmørket føles ekstra hidsigt!

© Steen Ulnits 2000

Kystvandet er nu så koldt, at havørrederne er på vej væk fra de åbne kyster med høj saltholdighed – til overvintringsstederne med lav saltholdighed og blød bund.

Efterårsvandringen

Forår og sommer har havørreden brugt på at æde sig tyk og fed – så den kan klare efterårets strabadserende gydevandring og opbygning af rogn og mælke. Efterårsvandringen sættes oftest i gang af den første periode med dårligt vejr i august-september. Fiskene fornemmer straks, at efteråret stunder til – at gydevandringen er nært forestående.

De helt store fisk er ofte trukket op i de større åer allerede i maj-juni. De mindre fisk – altså størsteparten – bliver derimod ude i havets spisekammer endnu et par måneder. Disse mindre fisk begynder nu i sensommeren eller det tidlige efterår deres vandring tilbage til det vandløb, hvor de stammer fra. Der er meget ofte tale om samlede vandringer af svagt farvede fisk på 3-6 pund – hanner og hunner, som måske allerede har dannet par. Træffer man på en sådan flok, kan man opleve årets suverænt bedste fiskeri med flere fisk inden for et kort tidsrum.

Man skal ikke være bange for dårligt vejr med riv og rusk, når det gælder fiskeriet efter disse gydevandrere. Godt vejr gør de velnærede fisk vanskelige at lokke. Omvendt kan en solid efterårsstorm få dem til at kaste sig over alt, de træffer på.

Ofte fanger man disse svagt farvede gydevandrere på nøjagtig de samme lokaliteter, hvor man i det tidlige forår fangede nedfaldsfiskene på vej ud efter gydningen. Og ofte lønner det sig at fiske målrettet efter dem i nattetimerne, hvor fiskene trækker mest. Pynter og næs, som stikker ud fra kystlinjen, er altid at foretrække. Her indlægger de trækkende fisk ofte en pause i vandringen.

Farvede fisk fredet

Husk i den forbindelse på, at fredningen for farvede havørreder sætter ind den 16. november. Blankfisk må fanges hele året. Ukyndige kan have svært ved at skelne mellem blanke og farvede fisk, så derfor et par tips desangående:

– Farvede fisk kan godt vær blanke, men aldrig sølvblanke. Hunfiskene kan i stedet være gråblanke eller gyldne.

– Farvede fisk har altid faste skæl, hvor blanke fisk i stedet har løse skæl, der falder af ved den mindste berøring.

– Farvede fisk kæmper i regelen mere sejt og vedholdende end blankfisk, som ofte springer ud af vandet.

Farvede fisk er i det hele taget mørke og tykhudede sejtrækkere, som tåler genudsætning langt bedre end de sølvfarvede blankfisk, der ofte kæmper livet af sig, når de mærker krogen. Farvede fisk kræver derfor ikke nær samme genoplivning i forbindelse med genudsætning.

To kolde kystørreder på is – begge fra Kalø Vig.
© foto Steen Ulnits

Vinterresidensen

Når alle kønsmodne havørreder er vandret op i åerne for at gyde, kan man stadig træffe på blanke, ikke-kønsmodne fisk i hav og fjord. Det kan være de små “grønlændere”, eller det kan være enkelte store “overspringere” – fisk, der af en eller anden grund har valgt ikke at gyde det pågældende år. Naturens reserve, hvis noget skulle gå galt oppe i det ferske.

De blanke og ikke kønsmodne fisk fortsætter med at æde i det salte, så længe der ellers er føde nok. Men med faldende vandtemperatur søger de mod stedse mindre salt vand – fra åbent hav ind i de mere lukkede fjordområder, hvor udstrømmende vandløb gør vandet mere fersk. De æder stadig, men i takt med den dalende temperatur falder også deres stofskifte og dermed behovet for føde. Fiskene bliver helt enkelt sværere og sværere at overliste for lystfiskeren!

Om vinteren er de åbne og salte farvande i regelen som støvsuget for havørreder. De er enten trukket op i åerne for at gyde eller ind i bunden af fjordene for at overvintre. Herinde finder vi dem da også, når isen i det tidlige forår bryder op. Og modsat sidst på året, hvor fiskene er velnærede og træge, der stiger nu deres sult og jagtlyst dag for dag med de stigende vandtemperaturer. Ikke uventet har man nu det bedste fiskeri midt på varme og solrige dage, hvor alting for alvor liver op efter vinterdvalen. Det lave vand i inderfjordene varmes hurtigt op – hurtigere end vandet på åben kyst.

Vinterpladserne er ofte karakteriseret af blød mudderbund – præcis de samme lokaliteter, som havørrederne skyr i det sene forår, når vandet bliver for varmt og de første bundvendinger er en realitet. Men i vintermånederne – på grund af det kolde vand – er der altid rigeligt med ilt på sådanne pladser. Fødeemner ligeså.

Det rigtige grej

Som fluefisker kan man i regelen nøjes med en enkelt udrustning, når det gælder fluefiskeri i havet. En 9-10 fods stang klasse 7-8 klarer det meste, når den forsynes med et saltvandsbestandigt fluehjul, der kan rumme fluelinen samt 100 meter bagline.

Linen skal være en flydende WF til fiskeri på lavt kystvand uden større bølger. Er der pålandsvind og bølger, står man sig ved i stedet at bruge en såkaldt “intermediate” line, som lige akkurat synker ned under bølgerne. Herved opnår man, at linen ligger mere lige, og man har da en bedre kontakt ud til fluen.

Her om vinteren er det dog altid en god idé at opsøge steder med læ for den kolde vind – steder med en blank overflade, lavt vand og blød bund. Steder, som i regelen bedst lader sig befiske med en flydende line. Intermediate linen er bedre gemt til forårets fisker efter hidsigt jagende blankfisk.

Foregår fiskeriet primært i lukkede fjordområder – og det bør det som sagt gøre, når vinterkulden for alvor trænger sig på – kan man med fordel skifte den tunge klasse 7-8 udrustning ud med en let 8-9 fods stang klasse 5-6. Da får man det optimale ud af de mindre fjordørreder – og de hidsige steelheads, som ind imellem også blander sig i fangsterne herinde.

De rette fluer

Kystfluerne er et kapitel for sig. Der er to grundtyper at vælge imellem – ren fantasi og så mere eller mindre nøjagtige imitationer af havørredens fødeemner.

I det kolde vand er der ikke så meget føde som tidligere på året, og de resterende farvede fisk er samtidig mere aggressive end ellers – på grund af den tilstundende gydning. Alt i alt medfører dette, at imitationsfluernes tid er ved at være passé – erstattet af de mere farvestrålende provokationsfluer, som går deres sejrsgang i de kommende måneder.

Som altid når det gælder havørreder på kysten er mønsteret ikke specielt vigtigt. Kunsten består primært i at finde frem til fiskene – sekundært i at byde dem den rette flue. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at min egen absolutte favorit er et fluorødt “Juletræ” str. 4. Det er ikke småting, den har fanget af vinterfisk for mig gennem de sidste 15 år…

© Steen Ulnits 2000

De nye “Large Arbor” eller blot “LA” fluehjul fra USA har taget markedet med storm. De byder nemlig på reelle fordele sammenlignet med de konventionelle fluehjul.

I de seneste år har fluefiskeren fået et nyt forhold at tage stilling til, når der skal vælges fluehjul. Idag kan man nemlig vælge mellem de klassiske fluehjul, som alle har en smal spolekerne – og så de nye med en bred spolekerne.

Der er stadig flest hjul med smal spolekerne, men den brede vinder mere og mere indpas, da den har flere fordele.

Det er nemlig hjul, som ikke krøller fluelinen på deres brede spole. Hjul, som tillader meget hurtig indtagning af linen – en kæmpefordel ikke mindst når krogede fisk svømmer ret imod fiskeren. Og hjul, som bibeholder den samme bremsekraft selv under lange udløb. Almindelige hjul bremser mere og mere, jo mindre line der er tilbage på hjulet.

Loop

Det var svenske “Loop”, der lancerede de første fluehjul med bred spolekerne – en konstruktion, der som sagt har flere fordele sammenlignet med konventionelle fluehjul: Man opnår en ensartet bremseeffekt selv under lange udløb, da den effektive spolediameter ikke ændres nævneværdigt. Og så får man samtidig en meget hurtigere indtagning af linen, der heller ikke krøller og tager form efter spolen.

Men mange fiskere har ikke været så glade for de almindelige Loop hjuls åbne konstruktion, der tillader sand og salt at komme ind mellem ruller og spole. Blot nogle få sandskorn i rullerne kan totalblokere systemet. Det har Loop selv taget konsekvensen af med introduktionen af Loop Hi-Tec serien, hvor man har lukket rullerne inde og dermed beskyttet dem.

Eneste ulempe ved de nye Hi-Tec hjul er en høj vægt, der gør hjulene uegnede til enhånds fiskeri. Samt naturligvis prisen, som er næsten det dobbelte af de almindelige, åbne Loop hjul. Og de hører i forvejen til blandt markedets dyreste.

Bauer

Det var amerikanske “Bauer”, der for alvor fik amerikanerne til at spærre øjnene op for de nye “Large Arbor” (LA) hjul med bred spolekerne. Amerikanerne vil nemlig helst købe amerikanske produkter. Bauer hjulenes karakteristiske stjerneformede spoleskrue har givet været en designmæssigt medvirkende årsag til populariteten.

Bauer blev hurtigt indbegrebet af nytænkning og mange fluefiskeres nye favorit. “LA” hjulene byder som nævnt på flere fordele i forhold til almindelige fluehjul: De muliggør en langt hurtigere indtagning af linen, hvilket er en stor fordel – under almindelig opspoling af linen såvel som under fight af fisk. Samtidig undgår man, at den dyre flueline krøller sammen inderst på spolen – med kortere kast og kortere levetid til følge.

Imidlertid holdt prisen i lang tid mange tilbage fra at konvertere til den nye “LA” skole. De “US made” Bauer hjul var og er nemlig ganske dyre. I flere tusnde kroners klassen.

Vision

“Vision” er et nyt navn på det danske marked for fluegrej – men et navn, vi helt sikkert kommer til at høre meget mere fra og til. Der er nemlig masser af visioner fra dette firma, hvis første produkter er en serie helt ny serie fluehjul med bred spolekerne.

De nye “Vision” fluehjul minder utrolig meget om de amerikanske “Bauer” hjul – blot er de rundt regnet en tusse billigere. Og kvaliteten er tilsyneladende helt den samme. Hjulene fremstilles blot i Fjernøsten og ikke i USA. Det er hele forskellen. Den karakteristiske stjerneformede spoleskrue er dog erstattet af en almindelig skruemøtrik.

“Vision” hjulene er fræset ud af en massiv blok flyaluminium, hvilket giver en utrolig styrke og stivhed i godset. Den store spole hviler på hele to rustfri kuglelejer, hvilket garanterer stor slidstyrke og en lang levetid. Lejerne ligger godt beskyttet mod det sand og salt, som ofte er et problem for storspolehjul med åbne lejer – primært svenske “Loop”, som jo ellers opfandt konceptet.

Endelig er der bremsen, som er i særklasse med sine overstore skiver af kork og teflon. Kombinationen af overstore bremseskiver med den store spolediameter giver en silkeblød bremse, der starter jævnt op og kan justeres hårfint.

Et hjul, der byder på et rigtig godt forhold mellem pris og kvalitet. Og et hjul, som derfor på rekordtid har vundet mange tilhængere blandt danske fluefiskere.

Waterworks

Det var som bekendt svenske Loop, der for alvor bragte fluehjul med bred spolekerne på banen.

Men amerikanerne har ikke ligget på den lade side. De har i mellemtiden lanceret adskillige nye modeller, som byder på en bred spolekerne i et lukket design. Men i mange tilfælde modeller, som ikke helt udnytter bredspole-konceptets fordele.

Det amerikanske firma “Waterworks” var klar over de klassiske Loop hjuls såvel fordele som ulemper. De mente derfor, at de kunne gøre det bedre, og resultatet er nu blevet en serie radikalt nye “ULA” hjul.

“ULA” står for “Ultra Large Arbor” – på dansk “Ultra Bred Spolekerne”.

Hjulene er radikalt anderledes. De er for det første uhyre lette – fremstillet som de er i udfræset og perforeret flyaluminium med fittings af titanium. Dernæst byder de på en lukket konstruktion af lejet, som er gemt inde i spoleakslen og dér forseglet med en vandtæt O-ring. Hermed har man undgået det problem, der plager de klassiske Loop hjul.

“ULA Purist” hjulene fra Waterworks egner sig med deres spinkle bremsesystemer – en simpel fjederbelastet knarre – bedst til det lidt lettere fluefiskeri. Den nyeste serie “ULA Force” har en enkel skivebremse, der håndterer større fisk.

CompO

Folkene bag den danske overtagelse af hollandske “ATH” har hverken ligget på den lade side eller kun haft metal i hovedet! Det bevises af et nyt dansk designet og dansk fremstillet fluehjul i kulfiberforstærket plast.

Hjulet hedder “CompO” og tilhører den nye gereration af fluehjul med bred spolekerne. Det leveres i to størrelser – en lille til tørflue og nymfe samt en stor, der er ideel til kystfluefiskeri samt lettere laksefiskeri.

Hjulet, som har spoleaksel og kontravægt i rustfrit stål, er tillige forsynet med et holdbart glideleje i bronze. Det er et hjul, hvis konstruktion på mange måder giver umiddelbare mindelser om det svenske “Loop” design.

Men hvor svenskerne opererer med et helt åbent design, som er meget følsomt over for støv, snavs og sandskorn i lejerne, så er det nye “CompO” hjul en lukket konstruktion, der ikke lider af den slags skavanker. Samtidig byder den på alle de fordele, som fluehjul med bred spolekerne nu engang gør – hurtig indtagning af linen og mindre hukommelse.

Det mest fantastiske er imidlertid prisen, som er under kr. 400,-. Ekstraspoler koster under kr. 100,-. Det nye danske hjul ligner således en succes fra fødselen af – eller fortjener i hvert fald at blive det!

Orvis

Nej, navnet er ikke hentet fra de nye episoder af Star Wars. Men det nye hjul fra Orvis kunne såmænd godt lede tankerne hen på både Star Wars og Rumskibet Enterprise – så spaceagtigt ser det nemlig ud.

Navnet er “Vortex”, der på engelsk betyder noget i retning af “malstrøm”. Navnet hentyder til hjulets konstruktion, der er af Large Arbor typen med stor spolediameter og bred spolekerne. Når det roterer, ligner hjulet med sine tre karakteristiske spolestivere en rivende malstrøm. Noget, der på de seneste modeller er forstærket ved specielle udfræsninger på bagsiden af hjulet.

Men Vortex er ikke blot endnu et hjul i den efterhånden lange række af storspolehjul. Orvis har været lidt sent ude, hvad angår LA hjul, men nu er de her altså – med et hjul, der på mange måder skiller sig ud fra konkurrenterne.

Således giver Vortex – ifølge Orvis selv – mere line på hjulet for hver omdrejning end både Abel, Bauer og Tibor i tilsvarende vægtklasser. Og ser man på bremseskivernes flademål, ligger Vortex flere hestehoveder foran. Således har Vortex skiver, der er næsten 50% større end den nærmeste konkurrent.

Som forresten også er et Orvis produkt, nemlig “Odyssey” hjulene. Først langt nede kommer konkurrenterne fra Abel, Bauer og Tibor.

Battenkill Large Arbor

Her først i det nye årtusinde kom Orvis igen på banen med et helt nyt storspolehjul – dennegang med “Battenkill Large Arbor”, der nok skal få mange nye tilhængere.

Battenkill hjulet er baseret på bremsesystemet fra de velprøvede Battenkill hjul, som er sol

gt i hundredtusindvis verden over – kombineret med en ny LA spole, som på mange måder leder tankerne hen på svenske Loop. Blot har man ikke her problemerne med de åbne lejer, som er et let bytte for sand, salt og snavs.

Det testede hjul er den største model 9/10, som rummer en WF 9 F line plus 200 meter 20 lbs. bagline. Trods den store kapacitet vejer hjulet kun 170 gram, og samtidig byder det på klassens suverænt største indtagningshastighed: Hele 30 cm line per omdrejning!

Det er noget, der for alvor kan mærkes, når man skal spole løsline op eller holde stram line til en fisk, der pludselig vender og svømmer lige imod én. Har man først vænnet sig til det store og åbne hjuls udseende, er man hurtigt solgt på dets høje grad af funktionalitet. Selv spoleskift er noget, der klares på et øjeblik – uden de irriterende løsdele, som mange andre storspolehjul byder på.

Og da prisen ligger under DKK 2.000, kan man som potential køber kun være tilfreds.

Lamson

Det amerikanske firma “Waterworks”, der som nævnt producerer en serie af de såkaldte “Large Arbor” fluehjul med bred spolekerne, har her på det sidste ført en lidt omflakkende tilværelse .

Således entrerede Waterworks først med ligeledes amerikanske “Sage”, og sammen introducerede de stænger og hjul med integreret hjulholder i de letteste lineklasser. Avancerede sager i den helt dyre ende af spektret.

Sage havde inden da opkøbt hjulproducenten “Lamson”, der i nogle år fremstillede fremragende fluehjul til rimelige priser. Nu har Waterworks købt Lamson af Sage, så hvis nogen føler sig lidt forvirrede, er det ganske forståeligt…

Men det nye Waterworks/Lamson har netop lanceret en helt ny serie fluehjul, som på mange måder adskiller sig fra de sædvanlige fluehjul. For det første er der tale om vaskeægte “Large Arbor” fluehjul – ikke blot tilpassede gamle modeller, som flere andre firmaer har gjort det. For det andet er designet radikalt anderledes – dertil ganske elegant, hvad billederne vist tydeligt viser.

Vil man have noget anderledes for enden af sin (dyre) fluestang, er der således al mulig grund til at se nærmere på de nye Lamson “LiteSpeed” hjul, der har samme bremsesystem som ULA Force hjulene.

© Steen Ulnits 2000