Så kom den da endelig, den længe ventede premiere ved de fleste danske vandløb!
Ikke mindst ved Vadehavet må man jo i dag vente lænegere end tidligere – på grund af den udskudte premiere på årets fiskeri. Nu er det så den 1. marts, og åen ligger igen og lokker med sine sving og høller – klar til en vel præsenteret flue!
Man ved aldrig, hvordan åen ser ud her ved premieren…
© foto Steen Ulnits
Åen
Men åen kan se uhyre forskellig ud her ved sæsonstarten. Den kan løbe høj og brun og på alle måder se utiltalende ud for både fisk og fiskere, hvis der er faldet megen sne og den pludselig begynder at smelte.
Den kan også løbe lav og klar, hvis vinteren har været tør eller sneen stadig holdes tilbage af Kong Frost. Det er drømmesitationen for ikke mindst fluefiskeren, der har lidt sværere ved at komme ned med sine agn end både spinne- og medefiskerne.
Endelig kan åen være kold eller iskold! Er den “bare” kold, kan der fiskes – og fanges. Er den iskold, er oddsene noget dårligere. Helt elendige bliver de, hvis temperaturen pludselig styrtdykker – typisk på grund af pludselig snesmeltning. Et typisk eksempel fortæller mere end alverdens ord:
Ved premieren det ene år oplevede man i en stor sydvestjysk å fint fiskeri ved en temperatur på kun 2 grader Celsius. Der blev landet masser af fisk – grønlændere såvel som nedfaldsfisk. Vinteren havde været normal og vejret stabilt i længere tid.
Følgende års premiere var en ren katastrofe med næsten ingen fisk på land – trods masser af fisk i åen og den samme vandtemperatur på 2 grader!
Forskellen var imidlertid, at dagene op til premieren havde budt på næsten 4 grader varmt vand. Men så havde en pludselig snesmeltning hældt masser af 0 grader varmt vand i åen og fået vandtemperaturen ned på 2 grader. Det gav fiskene et kuldechok og premierefiskerne en lang næse…
Essensen er, at temperaturer ikke er noget eksakt, når det gælder fisk og deres aktivitetsniveau. 2 grader er altså ikke altid 2 grader, når man er en fisk. Det afhænger i lige så høj grad af, om temperaturen er stabil, stigende eller faldende.
Fiskene
Der er to slags fisk at fiske efter her ved premieren: Sølvblanke og tromletykke grønlændere samt mørke og magre nedfaldsfisk.
Åens faste og rødplettede beboere, bækørrederne, er som havørrederne ved dårligt huld, hvis de har gydt. De fleste sætter dem derfor ud igen, selv om de er helt legalt bytte ifølge lovgivningen. Flere og flere foreninger har dog valgt at frede dem frivilligt.
© foto Steen Ulnits
Er der dambrug ved åen, er der i regelen også regnbueørreder ved premieren! I gamle dage slap der regelmæssigt store mængder regnbuer ud fra dambrugene. Idag er dambrugerne blevet langt bedre til at passe på deres værdifulde fisk, men nogle slipper alligevel ud.
De allerfleste danske stammer af regnbuer har så meget steelhead-blod i årerne, at de ikke bliver hængende i vandløbet. I stedet lader de sig falde nedstrøms, indtil de til sidst når havet, hvor de hurtigt vokser sig store – og kønsmodne.
Da regnbeuørreden fra naturens hånd er en forårsgyder, vandrer den i løbet af vinteren op i vandløbet igen for at finde egnede gydepladser. Og da kan man fange friske opgangsfisk ved premieren – fisk med den flotteste røde stribe lysende på de brede flanker. Fisk, som man med god samvittighed og stolthed kan hjembringe til køkkenregionerne.
De steder, hvor der findes en bestand af stallinger, kan disse også fanges her først på året. Bedst på flue, hvis ellers man kan få den helt ned til bunden. Og da stallingen som regnbueørreden er en forårsgyder, er den ved bedste huld her først på året. Fredningen indtræffer først midt i marts, så de må altså også hjembringes, hvis de holder mindstemålet.
Det meste premierefiskeri drejer sig imidlertid om havørreder – om trinde grønlændere og magre nedfaldere. Begge tilhørende samme art, selv om de ser meget forskellige ud på denne årstid.
Standpladserne
Er vandløbet naturligt og ureguleret, slynger det sig afsted gennem landskabet – graver og aflejrer, mens det langsomt ændrer sit løb. Sine steder kan vandløbet endda grave så meget, at det “bider sig selv i halen”. Da opstår der karakteristiske afskårne åslynger, som til sidst er ude af forbindelse med selve vandløbet.
Jo større svinget bliver, desto mere udtalt vil det såkaldte “bagvand” være. Bagvand er steder, hvor strømmen er gået helt i stå eller sågar løber modsat hovedstrømmen. Ofte vil man kunne se strømmen køre rundt og rundt, indtil den langt om længe forlader det dybe og rolige “høl”, som det hedder på godt lystfiskerdansk.
Selve svingene er gode standpladser for fisk, men de står sjældent over det hele. Ofte befinder de sig i strømmen, hvor vandet løber ud eller ind af høllet. Det gælder især i den varme sommertid, hvor fiskene har behov for mere ilt og derfor opsøger strømmen, hvor den er stærkest. Omvendt nu i det tidlige forår, hvor fiskene næsten altid opholder sig i høllets dybeste og roligste del. Her behøver de kun bruge få kræfter for at blive stående
Forskellige fisk stiller imidlertid forskellige krav til deres standpladser. Ørreder kræver i højere grad end andre laksefisk, at der er “tag over hovedet”. De ynder at stå langt inde under udhængende bredder og vegetation – et forhold, der dog ikke er så udtalt her ved sæsonstarten som senere på året.
Regnbueørreder og stallinger har et langt mindre behov for skjul. De står i regelen helt frit fremme – selv i dagtimerne. Og er man ellers lidt forsigtig – og åen ellers løber lav og klar – da kan man ikke sjældent se fiskene, før man fisker til dem.
Standpladserne er ikke nødvendigvis de samme året rundt. Det ses tydeligt i vegetationsrige vandløb, hvor floraen varierer meget i løbet af året. I vinterhalvåret, hvor grøden er sparsom, gemmer fiskene sig primært, hvor vandet er dybt, og nær faste skjul såsom sten, trærødder og lignende.
Samtidig holder de sig netop nu langt væk fra strømstærke partier, hvor det kræver for megen energi at opholde sig. De selvsamme steder, som fiskene med forkærlighed opsøger, når sommervarmen først har indfundet sig.
Fiskeriet
For fluefiskeren gælder det om at komme helt ned, og det kan gøres på to måder: Er vandløbet lille og vandet lavt, kan man nymfefiske opstrøms med flydeline og et langt forfang med en vægtbelastet flue og hugindikator. Det er en metode, som traditionelt bruges til ørred og stalling, men som ligeledes fungerer fortræffeligt til havørred og steelhead her først på året. Blot skal der bruges lidt kraftigere grej.
© foto Steen Ulnits
Fluen skal være så tung, at den kan synke helt til bunds, og afstanden mellem flue og den uundværlige hugindikator skal typisk være 1 1/2 gange vanddybden. En hvilken som helst stor og tung nymfe kan fange fisk, men til de bedre fluer hører små rognimitationer á la Glo Bugs i fluorescerende røde og orange farver.
Når man fisker opstrøms på denne måde, skal man vænne sig til at tænke anderledes end ellers. Man skal lære sig at forvente huggene lige for fødderne af én – ikke ude i enden af kastet. Det skyldes helt enkelt, at fluen jo først er nået ned og fisker effektivt, når den har drevet nogle meter med strømmen. Følg derfor hug-indikatoren med øjnene, til den er passeret ned forbi dig. Før skal fluen ikke tages op til et nyt kast.
Dette forhold gør også, at man skal færdes meget forsigtigt ved vandløbet – selv i forårets normalt høje vandstand. Da fiskene ofte hugger for fødderne af fiskeren, dur det naturligvis ikke, om de er skræmt forinden!
Er vandløbet stort og vandet dybt, har man ikke de problemer. Da kommer man til kort med flydelinen – selv med det længste forfang. Da må man i stedet fiske nedstrøms med en hurtigt synkende klumpline – eventuelt en sinktip – og et ganske kort forfang.
Mend linen opstrøms, i samme sekund den har taget vandet, og fir efterfølgende nogle meter ekstra løsline ud. Så kan fluen nå at synke, inden strømmen tager linen og løfter fluen i vandet. Hugget falder da i regelen også på fluens første meter gennem vandet – mens den er længst nede.
En synkeline type 3 (“Hi-D”, hvis det er en Scientific Anglers line) og et forfang på 3 fod plejer at kunne nå ned. Ellers må man kompensere og bruge en lidt tungere flue end normalt. Igen er hidsige rognfluer gode, men også klassikere som Skykomish Sunrise og Mickey Finn fanger hvert år masser af fisk. En stor hvid Marabou Muddler er heller ikke uden evner.
Denne trio bør derfor ikke mangle i æsken her ved sæsonstarten!
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: