Mellemskarven med det latinske artsnavn Phalacrocorax carbo sinensis er en både elsket og hadet fugl. Nogle betragter den som en dansk fugl, mens andre betragter den som invasiv.
Klik for større fotos
Fuglevenner elsker den karakteristiske sorte fugl, som i dag er både talrig og totalfredet i Danmark. Fiskevenner hader den, da den tolder hårdt på bestanden af ikke mindst udtrækkende ungfisk af laks og ørreder.
Mellemskarven, som også kaldes den kinesiske skarv, menes indført fra Holland, hvortil den blev importeret fra Kina i 1600-tallet. Den blandes ofte sammen med den oprindelige europæiske storskarv Phalacrocorax carbo carbo.
Mellemskarven holder gerne til inde i landet, hvor der er vand at fiske i, fisk at fange og træer at bygge reder i. Den er selskabeligt anlagt og yngler i kolonier, som kan slå alle træer ihjel med deres stærkt ætsende guano.
Skarven tilbringer meget tid i vandet, hvor den er en hurtig og dygtig svømmer. Dens fjerdragt er ikke vandskyende, da dette ville give opdrift og øget vandmodstand. Skarven må derfor tørre sin fjerdragt mellem fisketurene.
Skarven er nødt til at tørre både vinger og krop mellem fisketurene. Ellers kan den ikke opretholde tilstrækkelig kropsvarme til efterfølgende at kunne fordøje de fangede fisk. Den ses derfor ofte siddende med vingerne udstrakt.
Som udgangspunkt er skarven en sky fugl, der holder et vågent øje med sine omgivelser. Den letter derfor normalt på lang afstand, når den ser mennesker i nærheden. Noget, der koster energi for de tunge fugle.
Skarven er en meget intelligent fugl, som snildt kan finde ind og ud af selv overdækkede bundgarn. Den er også uhyre tilpasningsdygtig og vænner sig hurtigt til mennesker og aktivitet, hvis der ikke er fare forbundet med det.
Mellemskarven er selskabeligt anlagt og yngler altid i kolonier, der giver en vis beskyttelse mod rovdyr. Den yngler helst i træer, men kan også have reder på jorden, hvis der ikke er (flere) træer at bygge reder i.
I yngletiden er trafikken tæt og luften fyldt med fugle omkring en skarvkoloni. Alle grene og kviste farves hvide af skarvernes ætsende ekskrementer. Til sidst går træerne ud, og skarverne må flytte til andre træer i området.
En voksen skarv æder knapt et halv kilogram fisk om dagen. Med unger i reden tærer skarven ekstra meget på den lokale fiskebestand. Skarverne må trække længere og længere væk for at finde føde nok.
Denne mellemskarv har en lille fjer på – bogstavelig talt. Fjeren stammer fra unger i de nyklækkede æg, som vogtes af de voksne fugle. Omkring en skarvkoloni lugter det skarpt af rådden fisk og skarv ekskrementer.
Den voksne skarv er fuldt udfarvet i sort. En majestætisk fugl, som på én gang ser forhistorisk og skræmmende ud. Den er oplagt kandidat til hovedrollen i en nyindspilning af Alfred Hitchcock’s klassiske gyser “Fuglene”.
Ungfugl af skarv, som endnu ikke er fuldt udfarvet i helsort fjerdragt. De kraftige fødder ligner gummistøvler, men formår alligevel at holde fast om spinkle grene. Trods fodtøjet er skarven en sand mester i at holde balancen.
Lidt om skarven i Danmark
Skarven blev totalfredet i Danmark i 1980. Totalfredningen skyldtes, at Danmark om sommeren huser et stor del af Europas samlede skarvbestand. Bestanden varierer fra år til år, men ligger nogenlunde stabilt mellem 30.000 og 40.000 par. Den er dog gået noget tilbage de seneste år – sandsynligvis på grund af fødemangel.
Da en voksen skarv daglig indtager næsten et halv kilogram fisk, lægger den danske skarvbestand et stort pres på de kystnære fiskebestande. 80 tusinde skarver æder således hver dag i omegnen af 40 ton småfisk, som så ikke længere kan være føde for de større fisk. Eller erhvervsfiskerne.
Oprindeligt ynglede og fouragerede skarven kun i kystnære områder. Med storskarven som mest nordligt udbredte. Men i takt med en stigende bestand og svindende fødegrundlag er fuglene søgt længere og længere ind i landet. Efter et par hårde isvintre fandt skarverne op i de isfri vandløb, hvor de stadig fisker.
Skarven er kendt for at være hård ved bestanden af især nedtrækkende ungfisk af laks og ørreder. En radiomærkning ved Horsens Fjord viste således, at skarverne her kunne tage op til 80% af de nedtrækkende ungfisk. Det viste fundet af opgylpede radiosendere ved rederne.
Smoltvagten
Efter fynsk forbillede har sportsfiskere landet over etableret en såkaldt “smoltvagt”, hvor organiserede sportsfiskere på skift holder vagt ved vandet i tiden umiddelbart efter lokale smoltudsætninger. Ordningen fungerer godt, da skarven ikke er nataktiv, og smoltvagterne derfor heller ikke behøver være det.
I Gudenåen og ikke mindst Randers Havn er der en fast bestand på flere hundrede skarver, som trives fint mellem fragtskibe og mennesker. Herinde lever fuglene et beskyttet liv, da ingen efterstræber dem. Og herinde tager fuglene for sig af de nedtrækkende smolt, som hvert forår passerer gennem havnen.
På landjorden kan man let regulere bestanden af skarver ved punktering eller pensling af deres æg med parafin. Da fuglene hurtigt registrerer jægere i nærheden, har skarven reelt kun meget få naturlige fjender.
Det skulle da lige være havørnen, som for længst har fundet ud af, at de kluntede skarver på land er et let bytte i nærheden af kolonierne.
Tekst & fotos: © 2023 Steen Ulnits
Havørnen er i dag noget nær skarvens eneste naturlige fjende. For Danmarks største rovfugl er de gumpetunge skarver et let bytte på land.
Andre artikler om skarven:
EU och den kinesiska skarven P. c. sinensis (svensk tekst)
Sæler og skarver skal ikke reguleres… (2002)
Skyd en skarv – og spis den! (2001)
Skarven af rødlisten (1997)
Del denne artikel: