Forfatterarkiv: Steen

Solhverv og Jævndøgn

14825-68

Vor lille blå planet Jorden suser afsted gennem verdensrummet – rundt og rundt om Solen – med en hastighed på omkring 100.000 km i timen. Alligevel bruger Jorden et helt år eller 365 dage på at nå bare én gang rundt om Solen.

Men Jorden suser ikke blot rundt om Solen. Den drejer også rundt om sig selv – én gang i løbet af en dag eller 24 timer. Og for at komplicere det hele yderligere, så vipper Jorden samtidig om sin egen akse i løbet af året. Det drejer sig om en hældning på 23,5 grader. Ikke voldsomt meget, men rigeligt til at styre årstidernes gang.

Om sommeren hælder Jordens nordlige halvkugle således mod Solen – med lange dage og højere temperaturer til følge. Om vinteren hælder Jordens sydlige halvkugle mod Solen, hvorfor der er sommer mod syd, når der er vinter mod nord. Og omvendt. Præcis på midten af Jorden er der varmt og sommerligt året rundt.

Ækvator

Ækvator er navnet på det bælte eller den breddekreds, der løber hele vejen rundt om Jorden, hvor denne er tykkest. Jorden er ikke helt rund, da den roterer, men er en smule fladtrykt ved polerne. Ækvator deler således Jorden i henholdsvis en nordlig og en sydlig halvkugle.

Med omkringliggende land og vand markerer Ækvator den del af planeten, hvor klimaet er varmt og stabilt året rundt. Her ændrer Solens indstrålingsvinkel sig ikke ret meget i løbet af året, og Solen står næsten lodret eller i hvert fald højt på himlen hver dag ved middagstid. Jo længere man fjerner sig fra Ækvator, desto lavere står Solen – selv når den står højest.

Daglængden ved Ækvator er således noget nær den samme døgnet rundt. Dag og nat er lige lange – omkring 12 timer. Solen står tilsvarende hurtigt op og går hurtigt ned. Det overrasker ofte tilrejsende turister som os solglade nordboere. Og ivrige fotografer, der lige skal have et skud til inden lukketid. Man skal rubbe fingrene, når solen står lavt.

Til gengæld har man rigtig god til til at bladre dagens fotos igennem, når først solen er gået ned og det bløde tropemørke har sænket sig over savannen. Der er 12 timer til solopgang. Alene derfor bliver enhver fuldmåne en god og kærkommen ven. Jo fuldere desto bedre.

Ækvator er kendetegnet ved et tropisk klima uden vinter og frost samt en middeltemperatur, der sjældent kommer under 15 grader. Er temperaturen således stabil og høj, varierer vegetationen til gengæld meget med nedbørsmængden – fra regnskov til ørken, alt efter stedets geografiske placering til lands eller til vands.

Passatvindene

Da lufttrykket på grund af solens indstråling og den deraf følgende varme er lavere over Ækvator end ved polerne, blæser der konstant vinde mod Ækvator fra henholdsvis nord og syd. Luften stiger til vejrs ved Ækvator, og tungere luftmasser i henholdsvis nord og syd vil søge mod Ækvator for at udligne trykforskellen.

Dette er mekanismen bag de såkaldte passatvinde, der blæser året rundt. Da Jorden roterer, skabes den såkaldte Coriolis-effekt, der påvirker såvel luft som vand. Oven vande sker der det, at passatvindene afbøjes til nordøstlige vinde på den nordlige halvkugle og sydøstlige på den sydlige. Det skaber således to passatbælter, hvor det altid blæser, henholdsvis nord og syd for Ækvator.

Midt imellem de to passatbælter ligger det af tidlige søfarere så frygtede kalmebælte (engelsk: calm / stille), hvor det aldrig blæser. Her kunne man i gamle dage blive fanget i sit sejlførende skib og til sidst dø af vandmangel. Heraf teksten i digtet “The Ancient Mariner”:

“Water, water everywhere, not a drop to drink”

Et berømt digt, som mange af os har stiftet bekendtskab med i gymnasiet. I hvert fald os sproglige studenter. Dengang anede vi ikke, hvad kalmebæltet var – vor engelsklærer for øvrigt heller ikke. Vi troede, det havde noget med kvalme at gøre…

Polerne

Ved polerne – henholdsvis Nordpolen og Sydpolen – mærker man også årstidernes gang. Blot er det som udgangspunkt frysende koldt året igennem – blot mindre om sommeren, hvor Solen står højere på himlen end om vinteren.

Solens indstrålingsvinkel er lav ved begge poler – uanset årstiden – og det muliggør tilstedeværelsen af store og mere eller mindre permanente ismasser. Isen bryder dog delvis op, når Solen får magt, og store isflager eller -bjerge brækker da af og driver til havs, hvor de til sidst smelter.

Når Solen står højest på himlen om sommeren, er der midnatssol på begge poler – blot ikke samtidig. Da går Solen aldrig ned. Når Solen tilsvarende om vinteren står lavest på himlen – står den slet ikke op. Polerne ligger da badet i permanent mørke. Blot en svag lysstribe indikerer, hvor Solen gemmer sig.

Den ringe lysmængde højt mod nord eller syd kan føre til vitaminmangel, depression, alkoholisme og selvmord på disse kanter. Samt et ekstraordinært højt forbrug af lykkepiller.

Fontex og Prozac bliver daglidags medicin for mange lokale. Ofte vanedannende, men altid et rigtig godt alternativ til alkohol…

Jævndøgn

I takt med, at Jordens akse hælder, bliver dagene henholdsvis kortere og længere. Kortere om vinteren og længere om sommeren. På et bestemt tidspunkt hvert forår og hvert efterår står Solen i Zenith præcis over Ækvator, og dagene er da præcis lige så lange som nætterne. I hvert fald omtrentligt. Solen står da op i stik øst og går ned i stik vest. Disse dage kaldes for jævndøgn.

Man taler tilsvarende om forårs jævndøgn og efterårs jævndøgn. Forårs jævndøgn markerer, at dagene længes og vinteren er forbi. Livet og lyset vender tilbage, og lange sommerdage venter forude. Efterårs jævndøgn markerer tilsvarende, at sommeren er forbi og vinteren står for døren – med mørke dage og lange nætter.

Det eksakte tidspunkt varierer lidt, men i grove træk falder forårs jævndøgn den 20. eller 21. marts, mens efterårs jævndøgn falder den 22. eller 23. september. Denne vekslen skyldes kirken, hvis gejstige overhoved pave Gregor og hans mange kloge hoveder kunne konstatere, at den gamle julianske kalender, man havde arvet efter kejser Julius, ikke var helt præcis.

Den nye gregorianske kalender, som vi bruger den dag i dag, indførte derfor i 1582 en såkaldt skuddag hvert fjerde år, så den himmelske kabale kunne gå op. Og dermed rykker jævndøgnene sig tilsvarende.

Solhverv

Lad os runde denne lille astronomiske artikel af med begrebet solhverv. Et smukt ord eller udtryk, der har sin oprindelse i vor totale afhængighed af Solen. Vi mennesker har derfor alle dage holdt øje med den lysende stjerne, som giver os den livgivende varme, og som styrer årstidernes gang.

To dage er i den forbindelse specielt interessante: Sommersolhverv, som markerer årets længste dag, hvor Solen står højest på himlen. Og vintersolhverv, hvor Solen står lavest og derfor resulterer i årets korteste dag. Sommersolhverv falder den 20. eller 21. juni, hvor de lyse nætter er som lysest. Og vintersolhverv falder den 21. eller 22. december, hvor nætterne er længst og koldest.

Som den opmærksomme læser naturligvis vil have bemærket, så deler jævndøgnene og solhvervene året op i fire lige store dele!

Solens indstrålingsvinkel til Jorden ændres, mens Jorden både roterer om sig selv og en akse, der er forskudt 23,5 grader i forhold til lodret.

Det betyder, at årstiderne skifter regelmæssigt – med sommer på den halvkugle, hvor indstrålingen er mest direkte. Den, der vender mest mod Solen. Samtidig er der vinter på den modsatte halvkugle.

Ved polerne ændrer indstrålingsvinklen sig mest i løbet af året – fra midnatssol om sommeren til bælgmørke om vinteren. Ved Ækvator ændrer indstrålingsvinklen sig mindst, hvorfor klimaet her er varmt og stabilt hele året. Og dagene lige lange.

Sankt Hansaften

Vi kalder i regelen Sankt Hansaften for midsommerfest, selv om den altså falder tre dage senere end sommersolhvervet.

Den 24. juni er nemlig Johannes Døberens fødselsdag, og der er megen overtro forbundet med netop denne dato. Således skulle urter plukket Sankt Hansnat være ekstra virksomme, og det samme skulle de mange hellige kilder også være.

Endelig er det jo også den nat, hvor heksene flyver til Bloksbjerg i syd eller mod nord ad Hekkenfeldt til (:den islandske vulkan Hekla) på deres kosteskafter.

Hvis de altså ikke er blevet brændt på bålet derhjemme inden da…

Steen Ulnits

Als: Top 24 kystpladser

Det var på øen Als i det sønderjyske, at jeg fangede mine allerførste havørreder. Det var også her, jeg i 1973 fangede mine første kystflueørreder.

Det var dengang, man kunne gå et helt år på kysten med sin fluestang – uden den mindste risiko for at møde bare én enkelt anden fluefisker. Risikoen for at møde en havørred var heller ikke stor…

Als i det sønderjyske har alligevel altid hørt til klassikerne, når det gjaldt dansk kystfiskeri efter havørred. Det har øen givet gjort af flere årsager:

Dels fordi det er en smuk ø at gæste. Og dels fordi der fra naturens hånd altid har været mange havørreder langs kysterne. Men her som så mange andre steder måtte man i 1960’erne slås med landbrug og industri, som havde ødelagt de små og vigtige gydevandløb, som der dengang fandtes mange af på Als.

Endelig er Als en rigtig god vinterplads. I tilgift til de “indfødte” havørreder, som fødes i de små bække og vokser op langs de alsiske kyster, så er der mange gæstende ørreder. Mange havørreder nordfra søger nemlig sydpå for at overvintre, når kulden for alvor sætter ind. Havørreder har det ikke godt med kombinationen af høj saltholdighed og lav vandtemperatur. Da begynder det at knibe med den indre saltbalance, og derfor søger blankfiskene i stort antal sydover – mod mere brakt vand.

Mange af disse fisk når helt ned til Als, før de stopper deres vintervandring. Efter perioder med hård frost har jeg flere gange oplevet at fange sølvblanke og ikke-gydemodne havørreder med spillevende havlus på kroppen. Et sikkert tegn på, at fiskene netop er ankommet nordfra, hvor vandet er mere salt. I farvandet omkring Als er vandet nemlig så brakt, at havlusene ikke kan trives.

Det er således i vid udstrækning fisk fra andre dele af landet, der udgør vinterens fangster på Als. Fisk på træk nordfra.

Nordals

Lad os derfor begynde vor fisketur på Nordals – ved Hellesøgård (1), som ligger stik vest for Nordborg med frit udsyn til Jylland og Barsø. Det er en åben kyst, hvor havet hvert år gnaver endnu et stykke af kystlinjen. Det er således en kyst, der hele tiden forandrer sig – en kyst, man hele tiden må lære forfra.

Tidligere var der rigtig mange torsk at fange her, men de er som så mange andre steder en saga blot. Mange er også de havørreder, der gennem tiderne er landet og stadig landes her. Tidligere gik der en vej langs kysten, men den har havet forlængst taget sig af. I dag må man parkere lidt tilbage i landskabet og gå det sidste stykke ned til kysten, der plejer at fiske bedst i forårsmånederne.

Fortsætter man sydpå fra Hellesø, kommer man til stranden ved Lønsømade (2). Her ender vejen ved en lille koloni, som huser en del børn i sommermånederne. Man kan parkere helt nede ved stranden og fiske sig nordpå mod Hellesø langs den gamle og nu forsvundne vej.

Vandet er dybere ved Lønsømade end ved Hellesø, og da strømmen samtidig går helt ind under land her, er det en ideel sommerplads for havørreder, der gerne vil have lidt køligere vand. Det er dog også en fin plads både forår og efterår.

Fortsætter vi nu ind i bunden af Stegsvig, passerer vi først “Gabet” (3) – den smalle indsejling til Dyvig og Mjelsvig. Gabet eller “Æ Gaaf”, som de lokale kalder stedet, er til tider plaget af garnfiskeri. Det er nemlig ikke kun lystfiskerne, der ved, at mange fine ørreder passerer her forbi – på vej indefter om efteråret og på vej udefter igen om foråret.

Mange havørreder tilbringer vinteren inde i det brakke vand i Dyvig (4) og Mjelsvig (5). Herinde kan man derfor opleve et fantastisk fiskeri, når isen går – efter en isvinter, vel at mærke. I milde vintre, som vi har set dem i de senere år, sker der ikke noget markant indtræk, og forårsfiskeriet udebliver derfor. Fiskene tilbringer da hele vinteren ude i mere åbent vand, hvor de er sværere at finde – og fange.

Det hedengangne Sønderjyllands Amt genskabte i sin tid de gamle og bortdrænede søer herinde. Det har medført to ting: Dels nye søer til glæde for både fugle og fisk. Dels en stærkt reduceret mængde fersk pumpevand fra det tidligere inddæmmede og drænede område. Mindre ferskvand betyder mindre tiltrækningskraft på områdets havørreder, som tidligere overvintrede her i stort antal. Stedet er dog stadig en habil vinterplads, omend ikke fantastisk som tidligere. Til gengæld er vandkvaliteten blevet markant bedre.

På den anden side af Stegsvig ligger Lyngen (6), som også hører til de alsiske klassikere. Som Lønsømade et godt sted at svinge stangen forår og efterår, når havørrederne trækker. Vandet er dybt ind mod Gabet og flader ud sydpå mod det lille færgeleje ved Hardeshøj. Tangen, hvor det dybe vand går over i det flade, er altid et ekstra kast værd.

Vi når nu ned syd for færgelejet – til Lusig Skov (7), som imidlertid er forbeholdt fiskere med egen båd. Vandet inde under land er nemlig ganske fladt og kedeligt, mens der nogle hundrede meter ude løber en stejl skrænt, som havørrederne gerne holder til ved. En skrænt, som går fra et par meter vand ned på 5-10 meters dybde.

Denne skrænt forsvinder atter, når vi når om til kysten ved Brandsbøl Skov (8), hvor der igen – og med held – kan fiskes havørred inde fra land. Det er endnu en strækning, der hører til klassikerne på Als – et sted, som derfor kan være noget overrendt i perioder med godt fiskeri. Det bedste fiskeri har man fra pynten en lille halv kilometer vest for havnen og så en god kilometer videre vestpå.

Vestkysten

Der kan tages havørreder i hele Sandvig, der – som navnet også fortæller – er flad og sandet. Dette gælder især, hvis man har adgang til båd. Er man henvist til kysten, så står man sig i regelen bedst ved at holde sig til klassikerne – eksempelvis Stevning Næs (9) på sydsiden af Sandvig. Her – under de stejle lerskrænter – er der landet rigtig mange havørreder gennem tiderne. Det var da også her, jeg selv fangede mine allerførste havørreder nogen sinde.

Det er et sted, der fisker godt året rundt med top forår og efterår. Desværre også – i lighed med Hellesø, Lønsømade og Lyngen – et sted, hvor fiskeriet hurtigt kan umuliggøres af en hård vind fra vest. Dette gælder specielt nordvestenvind, som giver bølgerne frit slag til at vokse sig store ned gennem Als Fjord og videre ned i Als Sund. Da er det ikke spor sjovt at være kystfisker ved Stevning Næs.

Man kan parkere helt nede ved vandet ved Stevning Næs og opleve fint fiskeri lige ved P-pladsen. Det kan man ikke på den modsatte side af Stevning Nor, hvor Stolbro Næs (10) ligger. Det er et andet spændende sted, som kræver en god gåtur af kystfiskeren, der så til gengæld ofte er alene om buddet – og biddet!

Hans bådfiskende kollega har derimod ingen problemer med at komme til. Han har samtidig et ganske stort område at affiske, da Stolbro Næs strækker sig langt ud i Augustenborg Fjord. Og der kan være fisk overalt på dette fladvandede område. Også her – som ved Lyngen – er det værd at ofre et ekstra kast eller to på den tange, der skiller det lave fra det dybe vand i retning syd. Det giver ofte en fisk.

Fisk er der masser af i hele den fladvandede Augustenborg Fjord, men det kan knibe med at pege enkelte gode steder ud. Spørger man fritidsfiskerne, så kan de nemlig fortælle, at de får havørreder i deres garn stort set overalt. Specielt er den lavvandede fjord et populært overvintringssted for kuldskære havørreder.

Men kigger man på Arnkilsøre – den halvø eller brede landtange, der adskiller Augustenborg Fjord fra Alssund – så finder vi imidlertid et par meget intressante og vel definerede pladser. Det er pynten ud for Flyvepladsen (11) – et sted, der dog primært er forbeholdt fiskere med egen båd – og så selve Arnkilsøre (12).

Sidstnævnte udgøres af hele to spidser: Én, der peger mod Augustenborg Fjord, og en anden, der peger mod Alssund. Førstnævnte er bedst til bådfiskeri, da tangens undersøiske del strækker sig langt udefter med en stejl skrænt uden for den flade sandbund.

Sidstnævnte er ideel til kystfiskeri, da dybet her skærer helt ind under land. Her kan man selv med fluestang nå ud på ganske dybt vand helt inde fra land. Desværre er stedet ikke ret stort og har derfor ikke plads til mere end et par fiskere af gangen. I det tidlige forår trækker stimer af blanke grønlændere ofte forbi her, tæt inde under land.

I de seneste år har flere og flere lokale fiskere opdaget, at der kan opleves endog særdeles fint fiskeri i det meste af Alssund, hvor der næsten altid kan findes læ for vinden. Ikke mindst på Als-siden tages der ofte fisk.

Sydals

Vi er nu nået ned gennem det smalle og strømstærke Alssund – ned forbi Sønderborg, hvis sportsfiskere gerne svinger stangen umiddelbart uden for døren, nemlig til Klintinghoved (13) ved Sønderskoven. Her – under de stejle skrænter og med den smukke Sønderskov i baggrunden – fiskes og fanges der i perioder ganske godt. Givet fordi der fiskes ganske meget.

Indhavet Høruphav har fisket godt i de seneste år, da man lokalt har gjort en stor indsats for at bedre gydeforholdene i det vigtigste tilløb, Vibækken. Fiskene kan være spredt over hele området i det lange og smalle indhav.

Skal der satses målrettet på storfisk, så drager de gæve sønderborgensere – og dem fra Nordals for den sags skyld også – normalt til steder som Kegnæs Drej (14), ofte blot kaldet “Drejet”. Det er den meget smalle tange eller rettere dæmning, der forbinder Kegnæs med det rigtige Als. Og det sted, hvor der gennem tiderne nok er landet flest af de helt store havørreder – fisk på op mod 10 kilo.

På Als findes der ikke opgangsvandløb af nævneværdigt format – vandløb, der kunne fostre fisk i denne vægtklasse. Og da kæmperne samtidig næsten altid fanges i det tidlige forår – og normalt kun hernede på Sydals – så regner de fleste med, at der er tale om strejfere fra Østersøens store elve såsom svenske Mørrum og polske Weichsel for blot at nævne et par af de mest kendte.

Når disse kæmpestore havørreder – rigtige “sildeædere”, som trækker rundt i halen på en stor stime sild – er nået over i den vestlige del af Østersøen, så fanges de ind under land af Sydals. Ved Kegnæs Drej, men så sandelig også ved Gammel Pøl (15). Her stikker det store Pøls Rev nemlig sin næse langt ud i Østersøens brakke vande og kommer derfor let i kontakt med de store fisk, som trækker forbi.

Kysten ved Gammel Pøl er præget af mange og store sten, som gør vadefiskeriet besværligt, og som har sikret mangen en ufrivillig vandgang gennem tiderne. Det er givetvis kun et fåtal af Østersø-kæmperne, der når helt ind under land, hvor de kan fanges fra stranden. Langt de fleste forbliver sikkert længere ude, hvor også sildene holder til.

Stort set hele kysten fra Gammel Pøl og op til Nørreskoven i nord kan diske op med fine havørreder fra tid til anden. Gode steder er Lysabild Skov (16) længst i syd, hvor den lille Humbæk løber ud.

Der kan også tages havørreder fra de to færgelejer ved henholdsvis Mommark (17) og Fynshav (20), men de er nok primært for dem, der holder af en stille gang bundsnørefiskeri efter fladfisk. Midt mellem de to færgelejer ligger lokaliteter som Blommeskobbel (18) og Oleskobbel (19), som med skov i ryggen ligger fint i læ for vestenvinden.

Østkysten

Kysten omkring Taksensand Fyr (21), der ligger ret nord for Fynshav, har altid haft sine trofaste dyrkere. Om ikke andre så dem fra campingpladsen her.

Nord for Fynshav begynder også den lange og smukke Nørreskov – en ganske smal næsten ti kilometer lang skov, som lær fint for vind fra vest. Og som samtidig danner en meget smuk ramme om fiskeriet efter havørred. Dem er der ganske mange af her – både hidrørende fra de store udsætninger på Fyn, men så sandelig også fisk af egen produktion.

Her udmunder nemlig to fine ørredbække – Grønnebækken ved Fjordmose (22) og den lille Melvedbæk længere nordpå. De er begge beskedne af størrelse, men har alligevel en god opgang, når ellers forholdene tillader det. Det er da også dem, der forklarer, hvorfor der her af og til fanges enten farvede fisk eller nedfaldsfisk på både 6, 7 og 8 kilo. Det kan vel være øens egne fisk, der her er tale om.

Nord for Nørreskoven – igen med front mod naboøen Fyn – ligger Traneodde (23), som med sit smukke rødhvide fyrtårn ikke er til at tage fejl af. Tidligere en meget fin havørredlokalitet, som har givet mange fine ørreder. Nu desværre noget tilsandet efter 80’ernes isvintre, som skrabede mange af muslingerne bort. Og med muslingerne forsvandt også en god del af det gode havørredfiskeri.

Nu ser det dog heldigvis ud til, at muslingerne igen er ved at få fæste på Traneodde, så forhåbentlig kan vi snart igen opleve noget af samme fine fiskeri som tidligere. Enkelte rigtig gode havørreder er der også landet her i de seneste år.

Der kan naturligvis fanges fisk langs hele nordkysten, som imidlertid er ganske flad og sandet med store revler og badekar. Der er dog ikke tale om noget stabilt fiskeri, men om fiskeri efter trækkende fisk, der ikke gør holdt i længere tid. Skal man nævne en god plads heroppe, så må det blive Augustenhof (24), hvor der også findes et smukt lille fyrtårn.

Der kan fanges fisk overalt langs tangbælterne, hvor der kan vades på sandrevlerne. Heroppe er der i regelen bedre plads til at svinge stangen end ved de klassiske pladser længere sydpå. Men generelt er nordkysten af Als mest kendt blandt sommerens mange badegæster. De elsker sandet heroppe!

Als Top 24

Hellesøgaard
Lønsømade
“Gabet”
Dyvig
Mjelsvig
Lyngen
Lusig Skov
Brandsbøl Skov
Stevning Næs
Stolbro Næs
Flyvepladsen
Arnkilsøre
Klintinghoved
Kegnæs Drej
Gammel Pøl
Lysabild Skov
Mommark
Blommeskobbel
Oleskobbel
Fynshav
Taksensand Fyr
Fjordmose
Traneoddde
Augustenhof

Samsø: Top 20 kystpladser

Med en beliggenhed midt mellem Kattegat og Bælterne er Samsø så centralt placeret, som nogen dansk ø kan være. Der er noget nær lige langt til Jylland som til Fyn og Sjælland, omend der kun går færger fra Jylland og Sjælland. Læs her om Top Tyve blandt Samsøs kystpladser.

Som en ø har Samsø den store fordel, at man som gæstende lystfisker altid kan finde læ et eller andet sted langs de smukke kyster. Næsten da. Står vinden i stik syd, har den nemlig en forunderlig evne til at dele sig om øen, så der kun er læ i længst mod nord…

Samsø er 28 km lang og har omkring 100 km kystlinje. På det bredeste sted er øen 7 km – på det smalleste blot 500 meter. Det sidste er ved Kanhave kanalen, som vikingerne anlagde og brugte til at krydse øen over landet i stedet for at kæmpe sig rundt gennem vandet – fra øst til vest eller omvendt. Det højeste punkt på Samsø er Ballebjerg på nordvestkysten, som med sine 64 meter giver et fornemt overblik over ø og hav. Samt et fornemt kig til naboen Tunø.

Klimaet på Samsø er bedre end de fleste andre steder i Danmark. Således kan Samsø bryste sig af langt flere solskinstimer end resten af Danmark: Godt 1.900 mod et landsgennemsnit på kun godt 1.600. Det er noget, der kan mærkes en sommer som i år, der jo har været den solfattigste i de sidste 17 år…

Beliggenheden midt ude i havet resulterer i blot 20 frostdage på årsbasis – mod et landsgennemsnit på godt 34. Intet under, at Samsø i regelen er først med årets nye kartofler, der behandles som guld og sælges til næsten lige så høje priser!

Samsø er samtidig leveringsdygtig i mange og meget forskeligartede kyster. Fra stenede kyster med dybt vand helt ind under land til flade sandede kyster, hvor man skal vade langt for at komme i farezonen.

Som barn boede jeg i tre år på Samsø, hvor jeg dog ikke fiskede. Som voksen er jeg vendt stærkt tilbage og har siden år 2000 afholdt næsten 40 ugekurser på højskolen i Koldby. Flere end 500 fluefiskere har startet deres karriere som kystfluefiskere på disse kurser, der har fået mange til at vende tilbage igen og igen.

Samsø er nemlig en rigtig dejlig ø med en skøn atmosfære og et tempo, der uden overdrivelse kan kaldes roligt. Man fornemmer virkelig tidsforskellen, når man går ombord på færgen og sætter sig i cafeteriet med en kop kaffe eller en kold øl. Ombord på færgen og vel fremme på øen går tiden bare i et andet tempo!

Issehoved

Men lad os tage en tur Samsø rundt med fiskestangen. Og lad os begynde rejsen længst i nord – ved Issehoved (1). Her fosser vandet forbi den sandede tange, så det ind imellem kan være risikabelt at vade for langt ud. Spidsen ændrer sig konstant med vind og strøm. Nogle år vender spidsen den ene vej – nogle år den anden. Man skal således ikke regne med, at det Issehoved, man forlader om efteråret, er det samme igen næste forår.

Issehoved er fredet område, og man skal påregne at gå langt – adskillige kilometer i løbet af en lang fiskedag – hvis man vil dække det hele. Fordelen er imidlertid, at der som regel er mere læ på den ene side end på den anden, da spidsen deler øen i øst og vest. Der er dybt vand og primært sandbund på østsiden, mens vandet er lavere på vestsiden.

Til gengæld byder vestkysten fra Issehoved og sydover på kilometerlange badekar, som er skabt af den fremherskende vind fra vest. Er vinden ellers til det, kan man tilbringe timer og dage alene på strækket fra Issehoved og sydover mod Asmindør Hage (6), hvor kysten drejer mod øst.

Undervejs vil man have passeret klassiske steder som Kolsøre Hage (2), Ballebjerg (3) – med Samsøs højeste punkt i terrænet bagved – samt Fugledal Hage (5). Alle småpynter, som stikker ud fra kysten og lokker de trækkende fisk ind under land.

Nordvestkysten

Undervejs og inden Fugledal Hage vil man også have passeret det smukke Møgelsskår (4), som dog syner af mere inde i landet end ude ved vandet. Et langt og stejlt ”skår”, der leder direkte ud til kysten, og som i sommermånederne byder på et sandt blomsterflor.

Hele nordvestkysten er således én lang og meget produktiv fiskeplads, når ellers vinden ikke står for hårdt i vest. Her har vi gennem årene fanget rigtig mange havørreder – fisk, som med ganske få undtagelser har været sølvblanke. Fisk, hvoraf mange givet kommer fra kontinentet – fra Jylland, der ses ude i horisonten. Her har man nemlig de ørredvandløb, som Samsø savner.

Kommer vi forbi Asmindør Hage, har vi pludselig vestenvinden bekvemt ind fra siden – eller nordenvinden i ryggen. Østenvind går fint, men søndenvind holder vi ikke af her. Vel fremme ved den lille Mårup Havn har vi de ganske imponerende Mårup Bakker (7) helt ned til kysten – samt dybt vand og stenet bund ret forude.

Jeg skriver ”imponerende”, for min medinstruktør Preben Petersen og jeg kastede os på en frieftermiddag fra fluekurserne ud i at bestige netop disse bakker. Hvor stejle de egentlig er, gik først op for os på halvvejen. Når man drejer rundt og kigger ned, da står det klart, at der er ingen vej tilbage. Der er kun én vej frem, og det er op! Vi lignede et par uvorne knægte, da vi endelig nåede op – med mudder og skidt på albuer, knæ og sko…

Sælvig

Kysten ved Mårup Bakker er lidt besværlig på grund af sine mange sten, men havørredfiskeriet kan være fint, når vinden er rigtig.

Det samme kan man ikke sige om selve den store og sandede Mårup Vig samt den tilstødende Sælvig, der dukker op, når vi bevæger os sydover. De er forbeholdt badegæsterne, som til gengæld elsker det lave vand og den sandede bund. Undtagelsen er, hvis man råder over en lille båd og er ude efter en portion fladfisk til aftensmaden. Da er stedet et rigtig godt bud.

Der er atter dybt vand ved Sælvig (8), hvor færgen fra Jylland lægger til, og på begge sider af færgelejet kan man være heldig at træffe på havørreder. Længere sydover flader kysten ud med enkelte, ustabile badekar ind imellem. Med ustabile menes små badekar, der kommer og går med vejr og vind.

Nået ned til sommerhusområdet ved Fogedmark (9), er kysten atter stejlere og vandet dybere. Det er dog først helt nede ved Kolby Kås (10), hvor færgelejet ligger, at kysten for alvor bliver interessant igen. Fra færgelejet og sydover kan man opleve godt havørredfiskeri, og det samme gælder den spændende lokalitet ved navn Grydenæs Odde (11). Her fisker man i selskab af en mindre skarvkoloni, og de plejer jo at vide, hvor fiskene holder til!

Fortsætter vi endnu længere sydpå, kommer vi til klassikeren Vesborg Fyr (12), hvor mange havørreder gennem tiderne har måttet lade livet. En smuk lokalitet, hvor kysten drejer skarpt og går stik mod øst. Her kan man ved den rette vandstand vade et stykke ud på en sandrevle og affiske vandet herfra.

Sydkysten

Længere østpå finder vi skoven ved godset og slottet Brattingsborg, som ejer det meste af Samsø. Stranden hen mod Lushage (13) hører til Samsøs klassiske havørredpladser, men godset har desværre og til stor irritation for såvel lokale som tilrejsende begrænset adgangen til kysten gennem skoven til månederne maj og oktober. Gode fiskemåneder, ganske vist, men ærgerligt resten af året, at en kilometerlang kyststrækning med fine badekar kun er vanskeligt tilgængelig. Men greven bestemmer suverænt her.

Lushage markerer, at sydkysten nu drejer mod nord og bliver til østkysten. Oppe ved Nørreskifte (14) er kysten igen let tilgængelig, og her fiskes og fanges der derfor regelmæssigt af såvel lokale som tilrejsende. Kysten er lavvandet og varierende – med mulighed for at vade flere steder.

Næste fiskeplads er Balleshage (15) syd for Ballen Havn. Herefter flader kysten ud til glæde for de mange turister og badegæster i netop Ballen. Længere mod nord langs østkysten kan man finde mindre, men spredte badekar, som ind imellem kan holde fisk. Men der fiskes ikke meget her – givet fordi fiskeriet er ustabilt.

Men når vi kommer op til pynterne ved først Stålhøj Hage (16) og siden Udsager Hage (17), da kommer der igen gang i fiskeriet. Vandet er nu dybt og stranden stenet. Der kan vades, men det er ikke let alle steder. Til gengæld er muligheden for at fange havørred nu steget betragteligt. Man parkerer ved kystvejen før ankomsten til Besser Rev og har da fint fiskeri et par kilometer sydover.

Besser Rev

Fortsætter man i stedet nordpå, kommer man til en af Samsøs helt store attraktioner – for fiskere såvel som ikke-fiskere. Det er det kilometerlange stenrev Besser Rev (18), som omkranser den store og lavvandede Stavns Fjord.

Her fisker man i den lavvandede fjord på vestsiden og det dybere hav på østsiden. Her kan man næsten lande fluen i fjorden i fremkastet og havet i bagkastet. Næsten. Revet er ganske smalt og har ofte et gennembrud på midten – opstået efter stormvejr. Det lukker som regel igen, så man kan fortsætte tørskoet over. Men det kan være farligt og har sågar kostet et enkelt menneskeliv, mens vi har holdt vore kurser på Samsø. Den pågældende blev taget af strømmen, da han forsøgte at krydse revet ved gennembruddet. Og først fundet flere dage senere.

Det meste fiskeri ved Besser Rev foregår på ydersiden – mod øst ud i selve Kattegat. Men tidligt på året har vi oplevet rigtig fint havørredfiskeri på det lave vand inde i fjorden, som hurtigt varmes op af forårssolen.

Besser Rev er et af landets længste oversøiske stenrev. Her må man kun færdes til fods, og da der er 5 km’s gang til spidsen og 5 km tilbage igen, reducerer det antallet af fiskere betragteligt. Vil man hele vejen ud til spidsen, hvorfra man kan kaste sine fluer eller blink ud i både hav og fjord, bør man kraftigt overveje vandrestøvler i stedet for waders. 10 km i waders er et godt stykke – uanset hvor åndbare de så måtte være…

Midt på revet passerer man den lidt umotiverede Hønsepold, som med sine pludselige 13 meter helt klart er en bestigning værd. Den byder nemlig på en fornem udsigt over Stavns Fjord på den ene side og Kattegat på den anden. Et betagende syn på hvilken som helst årstid.

Man skal dog være klar over, at den yderste del af tangen er lukket for al færdsel fra april til midt i juli. Dette af hensyn til fuglelivet.

Stavns Fjord

Selve Stavns Fjord er ganske lavvandet, men har en smal og dyb rende, der som et vandløb leder tidevandet ind og ud af fjorden. Tidligere fandt man et af Samsø meget få vandløb med udmunding i netop Stavns Fjord, nemlig Sørenden, der kom til sydfra.

Sørenden blev imidlertid lagt i rør på et tidligt tidspunkt og bruges i dag primært som spildevandskanal fra rensningsanlægget ved Sildeballe. Så selv om der i perioder kan være mange havørreder omkring Samsø, så kommer de allerfleste langvejs fra – fra Jylland, Fyn og Sjælland. Stort set ingen stammer fra Samsø selv. Mange stammer dog fra de begrænsede kystudsætninger rundt om øen.

Den dybe tidevandsrende starter ved Langør og fader så gradvist ud ind gennem fjorden for til sidst at flade ud og forsvinde helt. Dette forhold gør, at kun lokale sejler denne vej ud, hvor man nemt kan støde på grund. Undervejs passerer renden tæt ind under land ved øen Hjortholm (19), hvor man kan fiske direkte ud i renden – primært efter de mange hornfisk, som netop Stavns Fjord er så kendt for.

Bunden er dog ganske blød herinde, hvilket gør vadning besværligt. Man skal i hvert fald ikke blive stående samme sted alt for længe…

Nord for havnebyen Langør ligger så Samsøs sidste kendte fiskeplads, nemlig Lilleøre (20). Der skal gås et lille stykke for at komme helt herud, men så har man også en unik mulighed for at nå rigtig dybt vand med selv et kort fluekast. Bunden er sandet og let at vade. En topplads i de varme sommermåneder, hvor der altid er koldt vand inden for rækkevidde.

Hele strækningen fra Lilleøre og op til Issehoved kaster skam ind imellem fisk af sig – som hver eneste meter kyst i Danmark også gør – men fiskeriet er ustabilt, og der fiskes derfor ikke meget på den sandede nordøstkyst af Samsø.

Og hermed er ringen sluttet og vor lille rundtur omkring Samsø nået til vejs ende.

Samsøs Top 20:

Issehoved
Kolsøre Hage
Ballebjerg
Møgelsskår
Fugledal Hage
Asmindør Hage
Mårup Bakker
Sælvig
Fogedmark
Kolby Kås
Grydenæs Odde
Vesborg Fyr
Lushage
Nørreskifte
Balleshage
Stålhøj Hage
Udsager Hage
Besser Rev
Hjortholm
Lilleøre

DDT – vidundermidlet, der blev væk…

Historien har det med at gentage sig. Og dette ikke mindst hvad giftige kemikalier angår. Når de dukker op, lanceres de i regelen som rene vidundermidler, der vil, kan og skal redde verden og gøre den til et bedre sted for os mennesker. Efter nogle årtiers brug viser stofferne sig så at være den rene gift for alt andet end de planter og insekter, det var tiltænkt.

Vi har set det med stoffer som parathion (Bladan), der for år siden blev brugt med rund hånd til mange formål. Og vi har senest set det med glyphosat (RoundUp), som bruges i enorme mængder til mange forskellige ting. Og som producenten lovede ville være nedbrudt, længe før det nåede grundvandet…

Det er næsten altid krigene, der bringer menneskeheden nye og revolutionerende produkter. Krige, som ansporer videnskaben til at yde sit ypperste og udtænke nye ting, der forhåbentlig kan slå fjenden ihjel eller lamme ham.

Første Verdenskrig gav os således giftgasserne, der kunne sætte lidt bevægelse i skyttegravskrigen. Hvis vinden ellers var rigtig. Anden Verdenskrig gav os atombomben, der som det første menneskeskabte våben nogensinde truede med helt at udslette os selv sammen med fjenden. Begge dele skelsættende opdagelser, der var ved at trække tæppet væk under opfinderne selv…

Sådan er det også gået med mange af kemikalierne, omend den skadelige effekt dog ofte først viser sig efter adskillige års brug. Det gælder i meget høj grad stoffet DDT, som kom på markedet i årene efter Anden Verdenskrig.

DDT er en forkortelse for det kemiske stof DichlorDiphenylTrichlorethan. Det kom på markedet i USA i 1946, og i 1969 blev det totalforbudt i Danmark. Da havde man mere end to årtiers erfaringer med det giftige stof og dets langtidsvirkninger.

Som det fremgår af illustrationen øverst i denne artikel, så var der ellers ingen grænser for, hvad DDT kunne gøre af godt for menneskeheden:

Et styk kødkvæg kan tage 25 kg ekstra på, hvis de beskyttes mod kvægmyg og andre insekter. Med DDT. Æbler, appelsiner og andre saftige frugter bliver større og helt fri for orm, hvis de sprøjtes med DDT. Malkekvæg giver op til 20% mere mælk, hvis de beskyttes mod irriterende insekter. Med DDT. Og kartoffelhøsten stiger med mange tønder per hektar, hvis de sprøjtes med DDT.

DDT var på daværende tidspunkt ikke noget nyt stof. Faktisk fremstilledes det første gang tilbage i 1874. Med stoffets giftvirkning over for insekter blev først opdaget i 1939. DDT udmærkede sig ved at have en akut giftighed over for insekter, mens dets umiddelbare giftighed over for mennesker og dyr var lav.

Det viste sig imidlertid snart, at insekter er hurtige til at udvikle resistens over for DDT, som derefter er virkningsløst. Det viste sig også, at stoffet akkumuleres i fødekæden – med flere negative effekter. Mest kendt er effekten på rovfugle, som jo er placeret øverst i fødekæden, og som derfor er dem, der ophober flest giftige stoffer – så som DDT. Rovfuglene begyndte at lægge så tyndskallede æg, at ungerne ikke blev udklækket. Skallerne var gået itu inden da.

I USA blev DDT sprøjtet ud over Floridas sumpområder for at reducere myggeplagen, men de skadelige bivirkninger var for store og synlige – ikke mindst på rovfuglene. DDT anvendes dog stadig i flere U-lande, hvor formålet er bekæmpelse af de malariamyg, som her hvert år koster i tusindvis af menneskeliv.

Verdenssundhedsorganisationen WHO er endda gået så langt som til at anbefale DDT til indendørs bekæmpelse af netop malariamyg. WHO mener helt enkelt, at fordelene ved DDT her opvejer ulemperne.

Det var ikke kun DDT, man dengang anså for ufarligt. Det gjaldt også for asbest, der blev brugt som kunstig julesne i butikkerne:

“Cleanest – Whitest – Best”

Supermåne, Blodmåne og Blå Måne

Mandag den 14. november 2016 var Månen så fuld og så stor, som den ikke har været det længe. Den var nemlig Supermåne, som man kalder det.

Månen var netop da så tæt på Jorden i sin elliptiske bane, som den ikke havde været i de sidste 68 år. Og der vil gå yderligere 18 år, inden den igen er lige så tæt på som den 14. november 2016.

– Og hvad betyder så det, kunne man spørge sig? Jo, det betyder flere ting. Dels synede Månen markant større hin novemberdag, end den normalt gør ved fuldmåne. Hele 14 %. Den var nemlig knap 50.000 kilometer tættere på os end normalt.

Afstanden ved Supermåne er 354.027 km mod 402.927, når den er længst væk.

Den var senest så meget tættere på os, at den reflekterede godt 30 % mere sollys, end den plejer at gøre. Man kunne uden problemer læse en avis i nattens måneskin, hvis ellers skydækket tillod det.

Men ikke nok med det. Når Månen er så tæt på som ved Supermåne, da trækker den mere i Jordens vandmasser, end den sædvanligvis gør. Tidevandet bliver derfor stærkere end normalt. Lavvandet bliver lavere, og højvandet når længere op, end det plejer at gøre. Op til måske 5 cm.

Men heller ikke nok med det. Supermånens tiltrækningskraft rykker ikke kun i vandmasserne, men også i jordpladerne – Jordens tektoniske plader. Det vil givet medføre, at disse nogle steder giver efter under det ekstra pres – typisk ved, at spændinger mellem jordpladerne udløses som jordskælv af større eller mindre slags.

Sker dette langt til havs og på dybt vand, kan det udløse en tsunami, som vi efterfølgende så det på New Zealand. Det er således ikke alle steder, man nyder synet af den aktuelle Supermåne lige meget…

Supermåne og Blå Måne

Så galt gik det heldigvis ikke ved den næst følgende Supermåne, der faldt den 3. december 2017. Også den dag var Månen fuldere og større, end den plejede at være. Månen var da igen så tæt på Jorden i sin elliptiske bane, som den kun er omkring hver 14. måned.

Den seneste 2017 Supermåne var dog ikke tilnærmelsesvis så tæt på som 2016 Supermånen. Således var den kun omkring 7% større at se på. Og den reflekterede kun godt 16% mere sollys, end den plejer at gøre. Mod henholdsvis 14 og 30% året før.

Så 2017 Supermånen var altså en relativt lille én af slagsen. Men den faldt i julemåneden, og det gør den jo speciel alligevel! Se gerne National Geographic’s fine grafiske fremstilling herover af, hvad en Supermåne egentlig er.

Har man fulgt lidt med i engelsk litteratur og sangskrivning, så vil man før eller siden være stødt på begrebet “once in a Blue Moon” – ofte brugt i forbindelse med “feeling blue” eller tilsvarende tristhed.

Den virkelige forklaring på begrebet “Blue Moon” er imidlertid anderledes håndfast og konkret. Således taler astronomerne om “Blue Moon”, når der optræder hele to fuldmåner i løbet af en enkelt kalendermåned. Månen er nemlig ikke i sync med kalenderen, og derfor optræder der regelmæssigt måneder, hvor man lige akkurat kan opleve hele to fuldmåner.

Typisk forekommer fænomenet hvert andet eller tredje år. Alle kalendermåneder minus februar er længere end Månens cyklus på 29,5 dage, og derfor optræder blå måner statistisk set omkring 7 gange for hver 19 år.

Begrebet “once in a Blue Moon” bruges ofte i daglig tale, men da blot for at betegne fænomener eller hændelser, som kun sker sjældent eller med lange mellemrum. Præcis som den Blå Måne selv!

Månen herover er ganske vist ikke fuld, men den er da blå. I hvert fald på bagsiden. Lidt overraskende, at The Dark Side of the Moon, som Pink Floyd synger så smukt om, slet ikke er sort, men blå. Billedet er taget en kold, men klar eftermiddag sidst i oktober.

Frihåndsoptagelse med et Nikon P900.

Blodmåne

Endnu mere sjælden end en blå måne er en Blodmåne.

Blodmåne er navnet på den røde måne, man oplever under en total måneformørkelse, når Månen samtidig er fuld. Solen, Jorden og Månen ligger da på en lige linje, så Jorden skygger for Månen.

Månen vil blive rød, fordi de reflekterede solstråler under formørkelsen reflekteres gennem Jordens atmosfære. Lidt som ved en rød solnedgang. Eller som når Månen står op over horisonten. Blot indirekte.

I begge tilfælde filtreres lyset gennem Jordens atmosfære, der kun tillader de langbølgede røde stråler at passere uhindret igennem. Månen står derfor op som en blodappelsin, der gradvis bliver hvidere, jo højere den kommer op på himlen – jo kortere vej lyset har gennem atmosfæren.

Næste Blodmåne i Danmark vil kunne ses i juli 2018.

Berigtigelse

Der har på det seneste hersket en del forvirring omkring Tangeværkets pligtudsætninger. Forvirringen skyldes flere ting:

Dels er Fødevareministeriet som bekendt lagt sammen med Miljøministeriet, hvilket i sig selv har skabt en del forvirring. Der er megen jura, som skal koordineres og samordnes, når to ministerier pludselig skal fusioneres.

Og dels har Gudenåens Ørredfond i år for første gang i lang tid kunnet levere alle de fisk til Tangeværkets pligtudsætninger, som de skal ifølge planerne. Dette har i sig selv givet en højere slutpris end forventet, hvilket Tangeværket naturligt nok har reageret negativt på.

Sagen er ikke blevet bedre af, at man tilsyneladende har glemt, at opdrætsfisk med vildfiskestatus betinger en 40% højere pris end almindelige fisk. Alt i alt er fiskene således blevet en hel del dyrere, end Tangeværket havde regnet med.

Endelig er der to forskellige love i spil: Vandløbsloven fra 1982 og Tangeloven fra 2013.

Her strides man nu om, hvilken lov der egentlig er gældende. Det er populært sagt her, aben ligger. Myndighederne har undervejs ikke fået afklaret med sig selv og hinanden, hvilken lov der egentlig skal administreres efter. Og det skaber naturligt nok forvirring hos alle parter.

DTU Aqua, som administrerer fiskeplejemidlerne, har derfor valgt at holde Gudenåens Ørredfond skadesløs – ved at indbetale det udestående beløb til fonden, mens sagen kører. Således har Tangeværket ikke betalt for sidste levering af ½-årsfisk, hvilket DTU Aqua til gengæld har gjort.

Dette indtil en endelig afklaring på sagen og lovgivningen er kommet fra miljøministeren.

Dette sagsforløb er bekræftet af Gudenåens Ørredfond. Tidligere spekulationer på min Facebook-side om Danmarks Sportsfiskerforbunds mulige forbindelse til disse forhold er således grundløse. Sagen har nemlig som oplyst ikke været forelagt det rådgivende paragraf 7-udvalg, hvor DSF med flere har sæde.

Jeg lægger mig herefter fladt ned og beklager de misforståelser, dette måtte have afstedkommet. Ret skal naturligvis være ret, når og hvis det er det.

Men hvem der så har givet lov til at bruge fiskeplejemidler til dækning af Tangeværkets ubetalte regning for pligtudsætninger, det vides endnu ikke. Det undersøges stadig. Så herom givet meget mere senere.

Det er under alle omstændigheder højst udsædvanligt, at man bruger midler fra det statslige fisketegn uden vished for, at pengene senere vil blive betalt af skyldneren. Et skråplan fristes man til at sige.

Tangeværket har således i mellemtiden oplyst, at man ikke vil betale for de kommende pligtudsætninger i 2018. At man er villig til om nødvendigt at tage en retssag med staten om det.

“The Battle Rages On”…

Læs meget mere om problemstillingen her:

“Lystfiskerne overtager driften af Tangeværket”

Efterskrift:

Danmarks Sportsfiskerforbund er efterfølgende kommet på banen med denne forklaring på fiskeplejemidlernes pludselige brug til betaling af udestående fra Tangeværkets pligtudsætninger Og DSF’s rolle i sagen.

Forklaringen kommer ordret her – via et screndump fra sportsfiskeren.dk:

Vi kan således indtil videre kun konstatere, at fiskeplejemidler er blevet brugt til at betale for Tangeværkets pligtudsætninger.

Vi forventer naturligvis, at vi som lystfiskere holdes skadesløse, når sagen er afsluttet og beløbet tilbagebetales. Vi forventer ligeledes, at Tangeværket også fremover holdes ansvarlig for de hidtidige årlige pligtudsætninger, som værkets spærring af Gudenåen medfører.

Disse pligtudsætninger har – uvist af hvilken grund – kun omfattet havørredbestanden i Gudenåen. Den, der blev halveret med Tangeværkets spærring af Gudenåen. Det vil i den forbindelse være yderst relevant også at inddrage den Gudenå-laks, der blev endegyldigt udryddet med værkets etablering i 1924. Og som det af en eller anden grund aldrig er blevet pålagt Tangeværket at kompensere for.

Som det ses af grafen fra statsbiolog Otto Poulsen i 1935 (øverst i denne artikel), så blev der så sent som i 1923 fanget over 3 tons vilde laks i Gudenåen.

Som det også ses af grafen, så var 1921 – midt i etableringen af Tange Sø – det sidste år med naturligt produceret lakseyngel i Gudenåen.

Endelig viser grafen, at den sidste oprindelige Gudenå-laks blev fanget i 1928, fire år efter færdiggørelsen af Tangeværket.

Gudenå-laksen blev således indiskutabelt udryddet af og med opførelsen af Tangeværket. Den var langt fra udryddet inden da, selv om Tangeværkets tilhængere altid fremfører dette som et etableret faktum.

Den oprindelige laksebestand var reduceret, ja. Af opgravninger og opstemninger længere opstrøms. Men 3+ tons naturligt reproduceret Gudenå-laks fanget i 1923 er ganske langt fra status af uddød.

Med en snitvægt på måske 5 kg drejer det sig om flere end 600 vildlaks. Produceret før Tangeværkets etablering. Og dem har værket aldrig måttet betale for.

Lystfiskerne finansierer Tangeværket

Ferskvandsfiskeriforeningen offentliggjorde i seneste nummer af deres medlemsblad (no. 5-2017) en artikel om, hvordan Gudenåens Ørredfond har været nødt til at sende Tangeværket til inkasso.

Årsag: Tangeværket havde nægtet at betale for deres årlige og lovpligtige kompensationsudsætninger. For første gang nogensinde.

Det har på det seneste været diskuteret, om det udestående beløb for Tangeværkets pligtudsætninger nu er på 300.000, 200.000 eller blot 13.000 kroner.

Pt. er udeståendet reduceret til 13.000 kroner, som er betalt til Gudenåens Ørredfond af DTU Aqua, der forvalter fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Dette indtil ministeren træffer en endelig afgørelse om de fremtidige udsætninger fra Tangeværket.

Tangeværket har efterfølgende udtalt, at de fremover ikke vil betale for pligtudsætningerne. Om nødvendigt vil man prøve sagen ved en domstol. Der er nemlig ikke enighed om, hvilken lov Tangeværket skal administreres efter: Den gamle vandløbslov fra 1982. Eller den nye Tangelov fra 2013.

Det har miljøministeren og hans styrelser da også kun haft to år til at finde ud af. Så mon ikke de når det inden næste folketingsvalg? Om ikke før så efter en eventuel retssag med Tangeværket.

Problemet ligger ikke i det aktuelle beløbs størrelse. Det virkelige problem er, at dette måske blot er første skridt på en lang deroute for fiskeplejemidlerne – om miljøministeren nu vil sløjfe Tangeværkets pligtudsætninger. Her er et uddrag af juraprofessor Peter Paghs udlægning af teksten i Tidsskrift for Miljø. September 2017:

“Ved lov nr. 1461/2013 blev den gamle lov ophævet, således at koncessionen skulle erstattes af tilladelser efter elforsyningsloven og natur- og miljølovgivningen. Samtidig blev indført specielle regler i vandløbsloven, herunder bl.a. §37 a, hvorefter ministeren “kan bestemme, at ejere af opstemningsanlæg til udnyttelse af vandkraften i Gudenåen til elproduktion har pligt til at udsætte fisk i Gudenå-systemet i henhold til planer udarbejdet i medfør af fiskeriloven.” I bemærkningerne til lovforslaget blev bl.a. anført:

“Der bliver ikke med dette lovforslag taget stilling til spørgsmålet om et omløbsstryg ved Tangeværket. Spørgsmålet om etablering af en faunapassage ved værket vil blive aktuelt i forbindelse med gennemførelse af EU’s Vandrammedirektiv for anden planperiode 2015-2021”. (…) Den foreslåede bestemmelse om fiskeudsætning giver tillige miljøministeren mulighed for at ændre afgørelsen, f. eks. hvis der etableres en faunapassageløsning ved Tange, som indebærer, at det ikke længere er nødvendigt at gennemføre foranstaltninger til udsætning af fisk. (…) Miljøministerens beslutning kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet i overensstemmelse med lovens almindelige ordning.”

Citat slut.

Med den seneste lovændring fra 2013 har miljøminister Esben Lunde Larsen tilsyneladende mulighed for at slette Tangeværkets hidtidige pligtudsætninger. Hvis han altså vil. Muligheden har miljøministeren i så fald haft siden lovens vedtagelse i 2013.

Som det fremgår af ministerlisterne fra 2013, så var det Ida Auken – dengang SF, idag de Radikale – som var landets miljøminister og dermed ansvarlig for Tangeværket og den her citerede lovgivning.

I værste fald skrider så muligvis det hele. Da kan de af landets lystfiskere indbetalte fiskeplejemidler nemlig pålægges at overtage betalingen af Tangeværkets hidtidige lovpligtige kompensationsudsætninger. Som et led i den gældende fiskeplejeordning.

Fremover betaler vi så Tangeværkets tidligere pligtudsætninger, som miljøministeren med et pennestrøg har befriet dem for. I al evighed. Hvis han altså ønsker det og kan gøre det.

Det er og var udsætninger, som har deres baggrund i grafen nederst på denne side: At Gudenå-laksen blev endegyldigt udryddet med anlægget af Tange Sø, der lagde sig tungt over laksens sidste og historisk altid vigtigste gydepladser. Havørreden, som havde og stadig har halvdelen af sine naturlige gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket, blev “kun” halveret.

De omdiskuterede kompensationsudsætninger omfatter kun havørreder, hvis bestand blev halveret. Ikke laksen, som blev udryddet helt med værkets etablering.

Fremover kommer sagen så ind over §7-udvalget, der rådgiver ministeren om brugen af fiskeplejemidlerne. Et udvalg, hvor blandt andet Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) sidder. Som blot én ud af mange repræsentanter. Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF) har ligeledes plads i dette udvalg.

Milliontab til fiskeplejen

Vi taler nu pludselig millioner af tabte fiskeplejekroner over de kommende år. 200-300 tusinde om året bliver jo til 2-3 millioner over en 10-årig periode. Hvis miljøministeren altså vælger at uddele en julegave til vennerne på Tangeværket. Hvad han måske allerede har gjort – uden vort vidende.

Det er denne udvikling, vi er mange, der frygter. At vi lystfiskere fremover og måske i al evighed skal overtage Tangeværkets tidligere pligtudsætninger.

Husk på, at så længe Tange Sø ligger og dækker over de fleste og vigtigste af laksens gydepladser i Gudenåen, da skal der udsættes laks for millioner. Som vi lystfiskere så kommer til at betale via vore fiskeplejemidler.

I dag finansierer kommunerne langs Gudenåen et storstilet Put & Take fiskeri, som koster mange penge, og som omsætter for endnu mere. Men de tilbagevendende laks kan bare ikke gyde. Deres gydepladser ligger stadig på bunden af Tange Sø. Hvis de tilbagevendte laks ikke fanges, går de allerfleste til grunde.

Alene derfor skal Tange Sø tømmes og Gudenåen retableres. Der er ikke andre muligheder, hvis vi ikke skal være til grin for vore egne penge. Tømning af søen er den billigste og suverænt bedste løsning.

Jeg håber, at jeg tager fejl i ovenstående betragtninger. Men jeg er oprigtigt bange for, at det er fremtidens lystfiskerbetalte fiskepleje ved Tangeværket, der her banker på døren. Med forhøjede priser på det obligatoriske fisketegn og yderligere geografisk skævvridning af millionernes fordeling.

Det sidste bliver de rigtig triste over på ikke mindst Sjælland, som i så fald må ryste op med en tredjedel af omkostningerne ved Tangeværket. Omkring en tredjedel af fisketegnsløserne bør nemlig på Sjælland, omend kun 1.600 er medlemmer af DSF. Det er omkring en tiendedel af DSF’s samlede medlemstal på 16.000.

Hvis altså miljøminister Esben Lunde Larsen vælger at slette Tangeværkets pligtudsætninger med et vennesælt pennestrøg.

Only time will tell.

Steen Ulnits

Af illustrationen herunder fremgår, at Gudenå-laksen uddøde endeligt med etableringen af Tangeværket. Trods påstande om det modsatte. Havørredbestanden blev “kun” halveret, da havørreden havde og stadig har halvdelen af sine gydepladser i Gudenåen nedstrøms Tangeværket. Materialet stammer fra statsbiolog Otto Poulsen (1935)

Lystfiskere betaler Tangeværkets regninger!

Tangeværket har i mange år skullet betale kompensationsudsætninger, da opstemningen spærrer for opgangen af laks og havørreder i Gudenåen.

Havørredbestanden blev kun halveret ved anlæggelsen af Tange Sø, da havørrederne har halvdelen af deres naturlige gydepladser i tilløb nedstrøms Tange Sø. Laksen derimod blev endegyldigt udryddet, da den blev forment adgang til sine sidste og vigtigste gydepladser, der i dag ligger på bunden af Tange Sø.

I år har Tangeværket tilbageholdt udbetalingen til disse tvangs- eller kompensationsudsætninger. Så længe, at Gudenåens Ørredfond til sidst måtte sende Tangeværket til inkasso.

Men Venstre og vennerne stod klar i kulissen til at hjælpe det betrængte værk. Således kontaktede Venstres Christian Pihl Lorentzen som en af Tangeværkets absloutte venner og helt store tilhængere af Tange Sø sin partifælle Esben Lunde Larsen, der i hvert fald af navn er miljøminister.

Som miljøminister af navn har Esben Lunde Larsen Naturstyrelsen under sig, og han beordrede derfor straks, at det skyldige beløb fra Tangeværket skulle betales af de fiskeplejemidler, som danske lystfiskere indbetaler til det obligatoriske fisketegn.

Man må tage sig til hovedet og spørge, om det virkelig kan være lovligt: At staten uden at spørge nogen blot stikker snabelen i kassen af fiskeplejemidler til betaling af skyldige regninger for lovpligtige kompensationsudsætninger fra en privatejet virksomhed?

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som sidder i det rådgivende paragraf 7-udvalg, der vejleder ministeren om brugen af fiskeplejemidler, har så vidt vides ikke opponeret mod dette magtmisbrug. Men så har DSF jo også for længst valgt side og støtter den fortsatte eksistens af en Tange Sø, der blokerer for en retablering af både Gudenåen og Gudenådalen.

Så nu skal lystfiskere på både Sjælland og Fyn altså også bøde for dette jyske knæfald og udsalg af arvesølvet. Og dermed holde liv i et forældet vandkraftværk, hvis ret til brugen af Gudenåens vand udløb i år 2000.

Ak ja. Verden er virkelig af lave…

24 facts om havbrug og L111

Regeringen muliggjorde med vedtagelsen af lov L111 etableringen af nye forurenende havbrug i Kattegat.

Til formålet opfandt regeringen et såkaldt “råderum” til øget forurening af vandmiljøet. Ingen har nogensinde set et sådant råderum, men regeringen stemte alligevel forslaget igennem – med stemmer fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

For ikke at øge nettoudledningen af kvælstof og dermed forbryde sig mod EU’s Vandrammedirektiv, blev det samtidig vedtaget, at der i forbindelse med etableringen af nye havbrug skulle anlægges kompenserende muslingefarme.

I den forbindelse leverede regeringen en lang række usandheder – på linje med de usandheder, der førte til vedtagelsen af Landbrugspakken. Herunder er en række facts til brug i debatten om flere havbrug i danske farvande.

Én lille gave til at lægge under Juletræet i hver af decembers første 24 juledage:

Der eksisterer ikke noget “miljømæssigt råderum” til yderligere forurening i Kattegat. Det er opfundet til formålet af DHI.
117 ud af 119 områder lever i dag ikke op til kravene i Vandrammedirektivet, men har brug for yderligere kvælstofreduktion.
Muslinger er udnævnt til det “kompenserende tiltag”, der skal muliggøre/lovliggøre øget forurening fra havbrug.
Kvælstoffjernelse via muslinger er kun dokumenteret i lukkede fjordområder, aldrig i åbent hav som Kattegat.
Fjernelse af forurening skal ifølge EU ske ved kilden. Man kan ikke forurene i åbent hav og så rense i kystnære fjorde.
Kompenserende muslingeopdræt vil fylde mange kvadratkilometer og være til stor gene for skibstrafikken.
Netop muslinger er overvintringssted for de bakterier, der om sommeren forårsager den livsfarlige havkolera.
Vandtemperaturen generelt er støt stigende, hvilket vil give havkolera-bakterier endnu bedre betingelser end nu.
De nye havbrug vil med deres store forbrug af antibiotika øge sandsynligheden for udvikling af resistente havkolera-bakterier.
En større risiko for infektion med havkolera vil skræmme turister og badegæster væk fra de danske strande.
Lokalt er man imod de nye havbrug, som vil være ødelæggende for den ønskede og planlagte kystturisme.
Havbrug i Kattegat vil medfører øget risiko for udbrud af havlus, der kan angribe vilde havørreder og udgøre en trussel mod disse.
Hver sæson undslipper tusinder af tamme regnbueørreder, som kan trække op i vandløb og grave allerede lagte havørredæg op her.
Man kan ikke fjerne den lokale forurening af havbunden under havbrugene på praktisk vis. Havbunden dør derfor under havbrugene.
Vilde fisk i frivand vil følgelig vil forurenet med foderrester, kemikalier og medicinrester fra havbrugene.
De planlagte havbrug skal primært producere ørredrogn til det japanske marked. Kun forureningen eksporteres ikke.
Produktion af ørredrogn til det japanske luksusmarked ikke løser verdens fødevaremangel, men forværrer den.
Opdræt af fisk i havbrug kræver nemlig et massivt industrifiskeri efter de såkaldte “skidtfisk” til produktion af fiskefoder.
Dette industrifiskeri trækker tæppet væk under de af havets fugle, fisk og havpattedyr, som lever af de samme fisk.
Netto går vandstrømmen ganske vist nordpå fra Østersøen via de danske sunde og bælter til Kattegat og videre ud gennem Skagerak til Nordsøen.
Imidlertid står strømmen i lange perioder stille eller går sågar sydover. Forurening fra havbrug vil således kunne nå at bundfældes undervejs.
Strømmen cirkulerer rundt i Århus Bugt, hvorfor forurening fra havbrug vil kunne bundfældes og ødelægge vandmiljøet her. Udmundingen af Randers Fjord ligeså.
Overfladestrøm og bundstrøm går ofte i stik modsat retning af hinanden. Overfladestrømmen er mere vindafhængig end bundstrømmen.
Lang tids vestenvind presser vand ind i Kattegat og bremser afstrømningen herfra. Ofte i flere dage. Belastningen fra havbrugene øges derfor.

Så vidt så godt. 24 juletips til den fortsatte kamp mod de forurenende havbrug i regeringens, Dansk Folkeparts og Socialdemokratiets til lejligheden opfundne rådighedsrum. Også døbt “grådighedsrummet” af en kvindelig dansk teolog med direkte udsigt til de påtænkte havbrug.

Ring gerne 2332 8988 for uddybning og henvisninger, hvis der er behov. Eller send en mail til steen@ulnits.dk. Alt i den gode sags tjeneste. Vi vil bare ikke have det svineri eller norske tilstande i Danmark!

Dicamba

Den amerikanske kemigigant og giftproducent Monsanto har tilsyneladende set skriften på væggen. I takt med den voksende modstand mod deres Glyphosat og RoundUp-produkter har Monsanto i stigende grad rettet interessen mod et andet af deres giftprodukter:

“Dicamba” er navnet. Et navn, vi kommer vi til at høre meget mere til. Dicamba’s kemiske sammensætning er C₈H₆Cl₂O_3, som lyder navnet 3,6-dichloro-2-methoxybenzoic acid.

Dicamba er i lighed med Glyphosat og RoundUp langt fra nogen nyhed, men har en lang historie bag sig. Dicamba er nemlig en bredspektret plantegift, som Monsanto registrerede allerede i 1967.

Det nye er dels, at Monsanto har intensiveret markedsføringen af denne gamle klassiker – dels at man i mellemtiden har udviklet nye genmodificerede afgrøder (GMO), som er resistente over for netop Dicamba.

Der er en således tale om en fuldstændig parallel til Monsanto’s andre genmodificerede afgrøder, som på samme måde er designet til at være de eneste planter, der kan tåle netop RoundUp. Altså er man som landmand nødt til at bruge de to produkter sammen – Monsanto’s egne GMO afgrøder sammen Monsanto’s egne plantegifte.

Dicamba Drifting

Hermed har vi endnu et makkerpar, der gør brugerne fuldstændig afhængige af Monsanto’s produkter. En pakkeløsning, der stavnsbinder brugerne til kemigiganten og vanskeliggør den nødvendige omlægning af giftlandbrug til økologi.

Dette er jo i sig selv slemt nok. Men i takt med den voldsomme markedsføring og den deraf følgende større udbredelse er der opstået eller opdaget et specielt problem, som er blevet døbt “Dicamba Drifting”, og som på det seneste har fyldt meget i den amerikanske presse.

Problemet er, at Dicamba let fordamper. Det er “volatile”, som man siger og kan læse i de amerikanske aviser. Over en vis temperatur vil en stor del af stoffet fordampe og efterfølgende blive spredt med vinden – til afgrøder, det ikke var tiltænkt, og som ikke kan tåle denne effektive designergift.

Denne uheldige egenskab har allerede medført erstatningssager mod Monsanto for utilsigtet plantedrab over meget store områder. Monsanto har svaret tilbage, at det er landmændene selv, der ikke har udvist den fornødne forsigtighed, når de spredte giften…

“We may be rural hicks, but we’re not stupid,” said Kenneth Qualls, an Arkansas farmer who is a plaintiff in one of the lawsuits.

“We know how to apply chemicals. They are going to blame it on the farmer to reduce their liability.”

Såvidt en udtalelse til amerikanske NewsWeek. Uanset årsag og virkning så har problemet med “Dicamba Drifting” allerede medført, at landbrugsstaten Arkansas har indført forbud mod brugen af Dicamba i en sommerperiode, hvor lufttemperaturen normalt er så høj, at Dicamba vil fordampe fra jorden og dermed spredes til omgivelserne.

Såvel Monsanto som BASF, der også producerer Dicamba, har lyttet til klagerne og udviklet nye versioner, der ikke fordamper så let som originalen. Men det har ikke stoppet klagerne. Indtil videre rapporteres således mere end 3 millioner acres – 12.000 km2 ifølge min lommeregner – som uønsket påvirket af Dicamba Drifting. Med drab af vegetation som det uundgåelige resultat.

Konklusionen

I bedste amerikanske stil har det naturligvis sat gang i et stort antal sagsanlæg mod Monsanto.

Og som altid i disse sager: Der er kun én vej ud af dette gifthelvede, som Monsanto, Bayer, BASF og andre kemiproducenter har påført os:

Omlægning til økologisk landbrugsproduktion.

Helt uden brug af giftstoffer.

Foto: Niels Riis Ebbesen

Læs mere om Glyphosat og RoundUp her

Tankevækkende, at de såkaldte GMO afgrøder i næsten alle tilfælde er:

Glyphosat Modificerede Organismer

Afgrøder, som er genetisk manipuleret, så de som de eneste planter kan tåle herbicidet / plantegiften RoundUp, hvis aktivstof er:

Glyphosat