Randzoner halveres

Der ser ud til at være godt nyt på vej på randzonefronten – hvis man altså er landmand. Er man mere til natur og miljø, er det til gengæld triste nyheder.

Ifølge TV2 er regeringen og de borgerlige nemlig ved at enes om at reducere arealet med randzoner. Det står der i et aftaleudkast vedrørende »Vækstplan for fødevarer,« som TV 2 har læst. Parterne er angiveligt ved at lægge sidste hånd på aftalen.

Landmændene har været stærkt utilfredse med randzoneloven, som betyder, at landmanden hverken må gøde eller bruge sprøjtegift i et bælte på 10 meter langs vandløb og søer. Målet var, at det skulle etableres 50.000 hektar randzoner.

Men i et aftaleudkast om en ny vækstplan for fødevarer, som TV2 er kommet i besiddelse af, fremgår det, at arealet af randzoner vil blive halveret til 25.000 hektar.

Regeringen og de borgerlige mødtes for nylig i Erhvervs- og Vækstministeriet. Parterne præsenterede efterfølgende en aftale om den nye vækstplan for landbruget.

Ak ja. Endnu et tilbageslag for den danske natur. Og skønne spildte kræfter fra Anne-Mette Gjerskov, der som tidligere fødevareminister kæmpede en brav kamp for miljøet og mod landbruget for at få randzonerne igennem.

Mere blå politik fra en regering, der før valget sagde, den var rød…

Læs mere om randzoner her.

10. april  2014

Steen Ulnits