Det nye vandtætte makkerpar…

For et par år siden skrev jeg en artikel med titlen “Et vandtæt makkerpar”. Det var i de smarte ures barndom, og hovedpersonen her var et Sony Smartwatch 3, der spillede fint sammen med den vandtætte Sony Xperia M4 Aqua.

Der er løbet meget kvælstof i havet siden da. Den velfungerende SW3 er blevet sat ud af spillet af Google, som opdaterede deres Android Wear fra version 1.5 til 2.0. Det kunne SW3 ikke klare, og Google blev oversvømmet af vrede klager fra glade SW3 ejere, som pludselig var sat af vognen.

I skrivende stund overvejer Google stadig, om de ikke skal relancere version 1.5, så SW3 stadig kan være med. Eller tilpasse version 2.0, så den fungerer med SW3. For det er – som det tydeligt fremgår af testen – et rigtig godt smartwatch og tilmed det første af slagsen med indbygget GPS.

Anyway. Udviklingen går hurtigt, og der kommer hele tiden nye produkter til. I mellemtiden har Apple overraskende hurtigt sat sig godt og grundigt på det meste af markedet. Android Wear fungerer såmænd godt nok, men får af mange anmeldere prædikatet “lidt kedeligt”. Og de stakkels hardware-producenter kan ikke gøre meget andet end ændre på deres design. Indmaden er altid den samme lidt kedelige Android Wear – uanset fabrikat.

Tizen topper

Men til sagen. Som læsere af artiklen om Samsungs Gear S3 vil vide, så har Samsung valgt at gå deres egne veje med styresystemet Tizen, der er designet til at fungere overalt – fra køleskab og vaskemaskiner over radio og TV til smartphones og smartwatches.

Det er et åbent styresystem, som Samsung indtil videre stort set har haft for sig selv – med helt nye muligheder for at designe nye produkter, der ikke blot er bevidstløse Android Wear smartwatches. Men som er vaskeægte Samsung produkter i stedet for triste kloner af Google eller dårlige kopier af Apple…

Som det fremgik af testartiklen om Gear S3, så er det et rigtig dejligt ur, der fungerer upåklageligt med sit Tizen styresystem. Problemet er blot, at Gear S3 – trods forsikringer om det modsatte fra Samsung – har rigtig svært ved at kommunikere med andet end Samsungs egne Android Galaxy smartphones.

Således lykkedes det mig ikke at få koblet mit Gear S3 sammen med hverken et One Plus 3 eller en iPhone 6 Plus. Trods apps og anvisninger, der burde gøre det muligt. Det var det bare ikke for mig og mine telefoner. Og det indrømmede Samsung da også selv, når man dykkede dybt nok ned i deres egne supportsider.

Jeg returnerede derfor uret – med en smule vemod, for det var jo isoleret set et rigtig godt smartwatch. Med et Tizen styresystem, der var mere intuitivt og fungerede bedre end det kedelige Android Wear. Og en helt vidunderlig drejeskive til manøvrering.

Samsung Gear S

Skæbnen ville det imidlertid anderledes, og kort efter fik jeg mulighed for at gøre eksperimentet om igen – nu med den nye vandtætte Xcover 4 fra Samsung. Den kom udstyret med det nyeste Android 7.0 styresystem og en smule mere RAM end forgængeren Xcover 3.

Nu kunne jeg nøjes med at installere app’en Samsung Gear S, hvorefter uret let kunne sættes op med alt det, som Samsung tidligere havde lovet også kunne lade sig gøre med andre high-end Android telefoner: Beskeder, mail og notifikationer. Altsammen med mulighed for at svare direkte fra uret. Præcis som oprindelig lovet.

Begejstringen ville næsten ingen ende tage. Det hele spillede bare, og nu kunne man få sættet for kun godt 4.000,- kroner: 1.800,- for telefonen og 2.400,- for uret. Næsten 10.000,- billigere end den kombination af iPhone og Apple Watch, jeg ellers render rundt med. Ikke uvæsentligt, når man færdes meget ved og på vandet…

Bindeleddet

Man sætter sin Xcover 4 op som vanligt med gængse Android applikationer og har nu en helt almindelig og velfungerende, men samtidig vandtæt smartphone. Med den behagelige mulighed for split screen, som Android 7.0 tilbyder. Herefter installerer man Samsung Gear S, som er det helt nødvendige bindeled mellem Android og Tizen.

Inden for Gear S overbygningen installerer man nu de applikationer, man ønsker skal spille sammen med uret. Typisk beskeder, mail samt notifikationer fra GPS og andet. Når det er gjort, overføres disse automatisk til uret, der nu fungerer som en naturlig forlængelse af telefonen.

Uret kan indstilles til at reagere, når telefonen ringer – med mulighed for besvarelse direkte fra uret. Uhyre smart, når man står langt ude i vandet i sine waders – med telefonen godt gemt bort under overtøjet.

På samme måde kan man ringe op og tale direkte fra uret, der har indbygget mikrofon. Smart, men ikke helt så nødvendigt som det første. I hvert fald ikke en funktion, jeg bruger så ofte.

Ekstra beskyttelse…

Fra mine mange iPhones er jeg vant til, at der skal et beskyttelsesetui på, førend man vover sig ud med dem. I hvert fald ud i nærheden af vand.

Jeg fik mulighed for at afprøve et slagfast etui til netop Xcover 4, men det viste sig snart at være overkill. Eller i hvert fald en dårligere løsning med end uden hylsteret.

Dels har telefonen ikke brug for ekstra beskyttelse, da den jo netop er lavet til hårdfør brug udendøre. Og dels kom den til at fylde langt mere end ellers og lå ikke længere nær så godt i hånden, som den udækkede Xcover 4 gør.

Samtidig er det ikke helt så let at betjene de fysiske knapper via hylsteret, så det røg hurtigt af igen. Flere gange kom jeg sågar til at aktivere lygten uden at lægge mærke til det. Og da kan man hurtigt dræne sit batteri…

Så af med hylsteret og i med stroppen, så man ikke taber telefonen i vandet. Hvis man altså husker at fastgøre den. Helst naturligvis til sig selv!

Trådløs Level Active

Den indbyggede mikrofon og højttaler på Gear S3 gør, at man kan afspille musik direkte fra uret. Lyden er tålelig, men ingen nydelse. Man kan genkende musikken, men så heller ikke mere. Derfor bør man snarest investere i et trådløst Bluetooth headset, og her tilbyder selvsamme Samsung sit eget Level Active som et godt bud.

Level Active er let, velfungerende og nemt at parre med såvel Xcover 4 som Gear S via Bluetooth. Tryk på den store midtertast og hold den nede, indtil headsettet lyser blåt og rødt samtidig. Da dukker det straks op som mulighed til parring på både telefon og ur.

Det fungerer ikke nær så godt med andre fabrikater, så her ser man endnu engang Apple’s velkendte fordel dokumenteret:

Når man designer og fremstiller sine egne produkter og har styr på såvel software som hardware, da kan man få tingene til at spille – til at fungere smertefrit sammen. Det kan man ikke nødvendigvis, når man forsøger at parre forskellige brands. De bruger ikke nødvendigvis helt de samme protokoller eller præcis de samme standarder og taler derfor ikke altid så godt sammen – hvis overhovedet.

Level Active fås ind imellem bundlet med Gear S3, hvilket er en rigtig god løsning. Jeg fandt mit eget til uhyre rimelige 399,- i løssalg. For øvrigt efter at have læst mange kritiske anmeldelser af netop dette headset. De fleste klager gik på det ringe lydniveau og den tynde lyd, som jeg også selv studsede over i starten.

Men mange glemmer nok, at der er tale om et såkaldt “in ear” headsæt, hvis propper skal slutte tæt. Sættet leveres derfor med flere forskellige propper i forskellige størrelser, så man kan finde dem, der slutter helt tæt. Og da fejler lyden ikke længere noget. Selv bassen er nu ganske god for så diminutivt et headset.

Man kan vælge, om man vil benytte dette headset med eller uden de medfølgende ørekroge, som garanterer, at propperne ikke falder ud ved selv de mest akrobatiske manøvrer. Prøv dig frem og se, hvad der passer dig, dine ører og dine aktiveteter bedst. Headsettet er splash proof og tåler derfor fint, at man løber i selv silende regn.

Musik til arbejdet

Er du motionist og bruger Samsung’s S Health app, får du en ekstra bonus med i købet: Ved at trykke på knappen på højre øre, kommer du i direkte kontakt med S Health, som løbende kan orientere dig om, hvordan det går med træningen. Det kræver dog, at du installerer en ekstra app – Samsung’s dedikerede Level Active.

Gear S3 har 4 GB indbygget hukommelse, der ikke kan udvides. Jeg fyldte straks 250 musiknumre på uret, som jeg kunne nyde trådløst via mit Level Active headset. Det gik fint, indtil jeg ville svare på mails og beskeder. Da fik jeg straks meldingen, at der ikke længere var plads nok.

Jeg skar derefter antallet af musiknumre ned til det halve – 125 stykker – og siden har der ikke været problemer med at skrive nye eller svare på mails og beskeder. Man skal selvfølgelig løbende rydde op i beskeder og notifikationer på uret.

Et af argumenterne for at købe den nye Xcover 4 er som allerede nævnt i testartiklen, at den stadig leveres med udskifteligt batteri. At man derfor kan medbringe ekstra opladte batterier, hvis man er på langtur og væk fra civilisationens mange stikkontakter og ladestationer.

Men det kan være lidt tricky at skifte batterier ude i det fri, da man hver gang skal clipse bagcoveret af for at komme til batteriet. Og efterfølgende være forsigtig med tætningslisterne. Se den separate anmeldelse af Xcover 4 her.

Men inden jeg nåede at få købt ekstra batterier, gjorde en god ven mig heldigvis opmærksom på Samsung’s utroligt billige separate EB-PJ200 batteripakker.

Formedelst sølle 50,- kroner får jeg et 2.100 mAh Li-Ion batteri, der lades op med et almindeligt USB-stik – i hus, bil eller båd – og som efterfølgende kan lade såvel smartphone som smartwatch op igen. Jeg købte derfor tre stykker til at have med på farten. En rigtig god investering, har det vist sig..

Konklusion

Det er et helt lille og ganske vellykket økosystem, som Samsung har skabt med sin vandtætte Xcover 4 smartphone og det ligeledes vandtætte Gear S3. Et økosystem, hvor de to styresystemer Android og Tizen virkelig taler sammen.

Jeg har testet vandtætheden efter en ufrivillig svømmetur i forgangne sommer. Apparaterne var dog næppe meget mere end ti minutter vandet, der til gengæld var ganske salt.

Jeg lod dem efterfølgende ligge lige så lang tid i ferskvand, inden jeg rystede dem, tørrede dem af og lod dem lufttørre. Ingen problemer overhovedet, og det er jo betryggende at vide, når man er fisker og sejler, og det er sol og sommer. Selv ikke drejeskiven på S3 havde det mindste at indvende mod dukkerten i det salte vand.

Kombinationen af Galaxy Xcover 4 smartphone, Gear S3 smartwatch og Level Active headsettet er således uhyre vellykket og kan kun anbefales. Man får utrolig meget velfungerende elektronik for sine penge.

Dog er ikke noget, der når Apple’s veludviklede økosystem til sokkeholderne. Hvor alt fra Apple Watch til iPhone over iPad til Macbook og iMac bare kommunikerer ubesværet indbyrdes.

Men så er der jo også forskel på at betale 14.000 og 4.000 kroner.

Cirka 10.000 kroner, man sagtens kan bruge til noget andet!


3D-printet Artifex holder

Jeg elsker specialdesignet tilbehør, og jeg blev derfor helt vild i varmen, da jeg så, at vennerne hos amerikanske Artifex havde designet en integreret holder til såvel Gear S3’s trådløse lader som tilhørende smartphone med normal opladning via USB kabel:

Artifex er ikke lagerførende, men printer kun on demand – når der er bestillinger nok. Det tog derfor et par uger, inden den fikse lille holder kom med posten. Den trådløse lader fra Samsung passede perfekt og gør, at man kan lade sit ur, mens man stadig kan se tiden og bruge det som vækkeur.

Et rigtig godt eksempel på, hvad en ny teknologi som 3D print kan bruges til!

© 2017 Steen Ulnits


Efterskrift: Google krøb alligevel til korset, lyttede til Sony og de mange klager fra brugere af Sony’s Smartwatch 3 (SW3). Google valgte således at opdatere deres Android Wear, så brugere af SW3 nu også kunne bruge Android Wear 2.0. Det tog lang tid at nå så vidt, men det viste to ting:

At det altid svarer sig at klage over urimeligheder. Og at Google – trods sin gigantiske størrelse – heldigvis stadig lytter til brugere af deres gratisprodukter såsom Android Wear.

Mit hæderkronede Sony Smartwatch spiller nu igen gnidningsløst med min Sony M5 mobil. Med Android Wear 2.0, der kører upåklageligt med såvel Android 5.0 som 6.0.

– Pyh. Det holdt hårdt…

2022: Mit SW3 fungerer stadig