Søernes store biomanipulator
Esox lucius er det imponerende og skrækindgydende navn på en af de største og mest glubske rovfisk i danske vande: Gedden.
Ser man bort fra den sjældne malle, så er gedden den største rovfisk, vi kan træffe i søen. Hunnerne kan blive mere end 30 kg tunge omend sjældent større end 10 kg. Hannerne er langt mindre – sjældent meget mere end 3 kg.
Hungedder større end 10 kg er naturligvis meget attraktive set med sportsfiskerøjne, men i økologisk sammenhæng er de dårlige for søer eller moser i god balance. De vokser nemlig langsomt og æder uforholdsmæssigt meget.
Gedden er en af søernes toprovfisk og dermed vigtig for reguleringen af småfiskenes antal. Gedden jager primært ved hjælp af synet. Er vandet derfor klart, formår gedden i regelen at holde bestanden af småfisk effektivt i skak.
Men er vandet uklart – eksempelvis efter forurening og eutrofiering – da magter gedden ikke længere denne opgave. Den kan ganske vist jage ved hjælp af både lugte- og følesans, men rigtigt effektiv er den ikke længere. Ofte bliver gedderne lange, magre og udsultede, mens bestanden af småfisk eksploderer.
Biomanipulator
Gedden er en vigtig fisk, når man foretager biomanipulation af en eutrofieret sø, hvis økosystem er tiltet efter mange års udledning af næringsstoffer fra de omkringliggende marker. De mange næringssalte har givet algerne kronede dage, så de blomstrer op i et hidtil uset omfang.
Resultatet er uklart vand, som dels resulterer i iltsvind ved bunden, når de mange alger dør, synker til bunds og rådner op. Dels giver uklart vand, som gør det vanskeligt for gedden at jage effektivt.
Gedden formår nu ikke længere at holde bestanden af skaller og brasen – de såkaldte “skidtfisk” – nede på et bæredygtigt niveau. De eksploderer og kaster sig nu over søens dyreplankton – dafnier og hjuldyr med flere – som normalt lever af søens planteplankton: Algerne. Skidtfiskene græsser nu søens dyreplankton ned på et niveau, hvor disse ikke længere kan holde algerne i skak.
Søens økosystem er nu for alvor tiltet. Vandet er uklart af alger, og søen er fyldt med skidtfisk, som vokser dårligt på grund af mangelen på føde – dyreplankton. Søens rovfisk og her ikke mindst gedderne mistrives.
Biomanipulation eller restaurering af en eutrofieret sø starter i regelen med en manuel udfiskning af de overskydende skidtfisk – på større søer med trawl. De fangede skidtfisk destrueres eller brugtes i gamle dage som minkfoder. Denne udfiskning skal give søens dyreplankton et tiltrængt pusterum, så de atter kan gå i krig med algerne.
Næste skridt er så en udsætning af små gedder, som nu kan gå i lag med de tilbageværende skidtfisk og forhåbentlig holde disse nede på et acceptabelt niveau, så de ikke længere kan decimere søens dyreplankton, som så bedre kan holde algerne i skak.
Glubsk adfærd
Gedderne opdrættes til udsætning, hvilket kræver en høj grad af kontrol i laboratoriet. Gedderne er nemlig glubske fra Dag Ét, og der findes masser af eksempler på gedder, som har ædt eller i hvert fald forsøgt at æde artsfæller, der er lige så store som dem selv…
I tjekken Slava Stochls fantastiske fotobog fra 1971: “Knæk & Bræk – Sportsfiskerdage” – findes en fantastisk billedserie af to nøjagtigt lige store og tre uger gamle gedder, som mødes i akvariet. På ufattelig vis lykkes det den ene af sluge den anden!
Havde der ikke været billeddokumentation, ville det blot have været endnu en ubekræftet fiskehistorie. Men gedder er glubske, og voksne gedder kan sluge bytte, der er halvt så stort som dem selv.
Det gør de dog kun sjældent i naturen. Undersøgelser har her vist, at voksne gedder ofte foretrækker bytte, der er omkring en tiendedel af deres egen størrelse. Det er mere overkommeligt. Selv har jeg fundet en 50 cm stor brasen i maven på en 11 kg’s gedde, der målte 107 cm, så helt skævt er det ikke. Det understreger blot, at går man efter store gedder, så bør det ske med store agn.
Når man læser liltteraturen, kan man ikke undgå at få det indtryk, at gedder altid ligger på lur efter deres bytte, som de overmander i en lynhurtigt og lusket bagholdsangreb. Den store rygfinne giver sammen med halen et godt afsæt, som sætter gedden i stand til at nå 60 km/t på kort hold.
Nye videooptagelser har dog vist, at gedder langt fra altid kun ligger på lur. I klart vand kan sultne gedder opspore og indhente bytte over længere afstande. Teknikken bag deres bagholdsangreb fornægter sig dog ikke. Hugger de forkert, er det sjældent, at de vender tilbage. Så normalt har gedden kun ét skud i bøssen, når den går på jagt!
Til gengæld har den ikke mindre end 8.000 sylespidse og bagudrettede tænder i over- og undermund. Tæl selv efter, hvis du ikke tror på tallet! Sidder man først i geddesaksen, er der kun én vej tilbage, og det er ned i maven. Gedden hugger til og holder fast. Den griber ofte sit bytte fra siden, vender og sluger.
Jeg har flere gange oplevet, hvordan gedder har kunnet tage mit grødesikrede Flamingo Giller blink i munden og blot holde fast på det. Så fast, at jeg ikke har kunnet udløse krogen fra sikringen med et modhug. Når gedderne så ikke gad længere, åbnede de blot munden og gav slip på blinket, der kom hjem igen – med uforrettet sag…
Gedder og gydning
Gedderne gyder på ganske lavt vand – ofte oversvømmede marker, som siden igen tørlægges, hvorved mange geddeæg kan gå tabt. Hungedden gyder sine mange æg over flere uger. Op til en halv million æg kan der være i en stor gedde, og disse æg sidder fastklæbet til vandplanterne, indtil de klækker.
Gydningen sker, når vandet er tilpas varmt. Det betyder, at gedderne i små lavvandede søer gyder tidligere end gedder i store og dybe søer, hvor vandet er længere tid om at blive varmet op. Det betyder også, at gydetidspunktet kan variere meget fra år til år – alt efter vinterens strenghed.
Gedden er i ferskvand fredet i hele april måned, men efter kolde isvintre gyder fiskene ofte til langt hen i maj. På samme måde kan gydningen starte allerede i marts, hvis vinteren har været mild og foråret solrigt.
De små nyklækkede gedder ernærer sig i starten af dyreplankton, men allerede den første sommer slår de over på en eksklusiv diæt af småfisk. På typisk gedde-maner lurer de i grøden på forbipasserende småfisk, eller de lister sig langsomt ind på “skudhold” af byttet, som de tager i et angreb så kort og hurtigt, at det ikke kan følges af det menneskelige øje!
Små fisk sluges med det samme – større fisk gribes på tværs og vendes, inden de sluges med hovedet først.
Denne adfærd medfører, at gedden – som alle typiske rovdyr – har markerede bidetidspunkter, hvor den glubsk kaster sig over alt, der bevæger sig. Herefter står den stille og fordøjer byttet. Den er da svær at lokke til hug – undtaget dog små agn, som præsenteres for næsen af den. Det kan ikke sjældent lokke en stopmæt gedde til endnu et udfald.
Geddens hugadfærd betyder også, at man skal affiske formodede standpladser grundigt – med flere kast. Agnen skal placeres ganske tæt på gedden, der ellers ikke vil hugge. Det tillader dens angrebsteknik helt enkelt ikke – i hvert fald kun i klart vand.
Små og store gedder
Legen foregår som nævnt på ganske lavt vand, hvorfor man i perioden umiddelbart efter legen vil kunne finde gedderne – også de allerstørste kæmper – helt herinde. Imidlertid sker der snart igen en fordeling af fiskene, hvor de store står dybest og de små lavest. Det er en fordeling, som sikrer, at de små gedder ikke ædes af de store. Gedder er jo kannibaler, hvis de får muligheden.
Store gedder holder tilsyneladende af koldere vand end små. I august, når årsyngelen af skaller og brasen flokkes i rankegrøden og inde på søens laveste vand, holder mindre gedder ofte til i udkanten. Det er sjældent fisk større end 1-2 kg, men de er til gengæld sjove at fange på flue – midt mellem stimerne af skræmte småfisk, der panikslagne springer ud af vandet, som regnede det på søen!
Om sommeren står de større gedder normalt så dybt, som springlaget nu tillader. Der skal jo være ilt nok til dem. Vil man have store gedder, bør man altid fiske så dybt, som forholdene og årstiden tillader det.
Først om efteråret, når totalcirkulationen atter blander vandmasserne, søger gedderne atter ind på lavere vand. Når vinterkulden sætter ind og gør vandet klart og frit for alger, søger de ud på søens største dybder, hvor der nu igen er rigeligt med ilt. Herude overvintrer de sammen med søens andre fisk – i vand, der altid er 4 grader varmt. Isdække eller ej.
Brakvandsgedder
Gedden er en typisk ferskvandsfisk, der altid gyder i ferskvand. Til gengæld har den en vis salttolerance, som sætter den i stand til at leve i Østersøen med tilstødende farvande.
Problemet er blot, at indtrængende saltvand på rekordtid kan udrydde eller i hvert fald decimere bestanden af brakvandsgedder. Langt tilbage i litteraturen kan man læse mange beretninger om “saltslåede” gedder efter perioder med indtrængende saltvand. Det er især de sydsjællandske farvande, der er udsat – med lokaliteter som Stege Nor, Præstø Fjord og Bøgestrømmen som kendte lokaliteter for brakvandsgedder.
Gedderne vokser godt i det næringsrige brakvand – måske endda bedre end i rent ferskvand. Et forhold, man kender fra flere andre rovfisk. Fisk over 10 kg er ikke udsædvanlige herude, og mest kendt er nok Jørn Henriksens pragtgedde på 17,2 kg fra Præstø Fjord.
Pt. udfoldes der store anstrengelser for at lokke udenlandske sportsfiskere til de sydsjællandske geddevande, som efter stabile perioder uden indtrængende saltvand kan byde på fornemt fiskeri. Turistbranchen fokuserer primært på tyske og hollandske fiskere, som vil få let adgang via en kommende fast Fehmarn-forbindelse.
Man skal dog være klar over, at der er tale om et fiskeri, som kan forsvinde med et snuptag. I skrivende stund er man endnu ikke klar over konsekvenserne af den rekordstore saltvandsindstrømning, der fandt sted op til årsskiftet 2014-2015. Faktisk den største siden 1951. Og den første større af slagsen siden 2003. Der er fundet saltslåede gedder, men omfanget er stadig ikke kendt. Forhold som disse afhjælper ingen totalfredning.
Forskere omkring Østersøen har beregnet, at ikke mindre end 300 kubikkilometer Nordsøvand er trængt ind i den ellers så ferske Østersø. Heraf 200 kubikkilometer fuld styrke havvand. Omregnet til rent salt, drejer det sig om intet mindre end 4 gigaton.
Hvor saltholdigheden i det såkaldte Arkonabassin vest for Bornholm normalt ligger på 16 promille, er den nu steget til hele 26. Normalt betegner man vandet her som brakt, men nu kan her også leve rene saltvandsorganismer. Saltvand er dog tungere end ferskvand, og saltholdigheden er derfor langt lavere i de kystnære vande, hvor gedden lever.
Forskerne regner først med at kunne se resultatet af den seneste saltvandsindtrængen i 2016. Indtil da må vi leve med, at brakvandsgedder i det sydsjællandske altså er en flygtig ressurse, der hurtigt kan forsvinde.
Geddegiganter
Historien vrimler med dramatiske beretninger om mosgroede kæmpegedder, som er gået til angreb på både fisk og fiskere. Nogle er sluppet godt fra angrebene – andre er havnet i båden eller på land.
En af verdens største kendte gedder stammer fra Loch Ken i England. Gedden blev fanget tilbage i 1772 og vejede 72 engelske pund, hvilket jo er på den rigtige side af de 30 kg!
Som et kuriosum blev Loch Ken gedden taget på flue – en megastor monsterflue bestående af en håndfuld hele øjefjer fra påfuglens hale. Fluen blev ikke kastet, men trukket efter en båd.
Vor største hjemlige gedde er den berømte Grarup-gedde, der blev fanget i 1929 i den lille Grarup Sø nær Haderslev i Sønderjylland. Den var 150 cm lang og vejede imponerende 26,5 kg. Fangeren Christian Damkjær er foreviget med gedden på et udmærket foto, der ikke efterlader megen tvivl om størrelsen.
Grarup-gedden blev ikke taget på stang og line, men på en agnet og selvfiskende geddebrik. Da brikken blev røgtet den følgende morgen, følte fiskeren ikke, at han havde andre muligheder for at aflive fisken – end at skyde den med sit haglgevær!
For nogle få år siden var Sylvain Legendre på fisketur i en klarvandet fransk sø ved navn Lac Annecy. Her fangede han en monstergedde på ikke mindre end 137 cm, der takseres til at have vejet i omegnen af 25 kg – plus minus et par stykker.
Fisken blev genudsat og ikke forinden vejet på en registreret vægt. Der var heller ingen vidner, da Sylvain var alene i båden. Men billederne taler deres tydelige sprog. Der er sandsynligvis tale om en ny verdensrekord. Blot er den uofficiel. Læs hele historien om den franske gigantgedde her.
Rekordstore fisk hører ofte fortiden til, men der er undtagelser. Til dem hører den 125,5 cm lange monstergedde på 21,1 kg, som Finn Sloth Hansen landede den 22. februar i år. Ikke nok med, at der er tale om en ny Danmarksrekord. Fisken blev sågar fanget fra kajak, hvilket gør den til noget ganske særligt.
Og så blev den nye Danmarksrekord ikke – som ellers mange andre magnumgedder – taget i et Put & Take vand med masser af udsatte regnbueørreder. Det var tale om en vlld fisk fra en naturlig sø.
Steen Ulnits
Del denne artikel: