Jeg mødte Lasse via en fælles bekendt, der bestemt mente, at jeg måtte hilse på netop ham. For Lasse var ikke helt almindelig.
Således havde han dengang netop fundet naturgas i sin have og var kommet i TV Midtvest med fundet. Han indrømmede dog efterfølgende, at det blot var en spøg – at han selv havde installeret gassen i sin jord…
Det er der ikke mange, som kunne have fundet på, men Lasse var en af de få, der kunne. Og som vel at mærke også kunne slippe godt fra det. Lasse var nemlig et rart og elskeligt menneske, der aldrig gjorde noget for at genere andre. Gasfundet var blot en practical joke, som han og mange andre morede sig over.
Vi var straks på bølgelængde og blev hurtigt gode venner. Med vandmiljøet som det naturlige bindeled. Lasse var nemlig naturven med stort “N” og brugte det meste at sin tid som pensionist på at udtænke ting, der kunne gøre livet lettere for hans elskede havørreder i Karup Å.
Det var ikke alle, der forstod ham eller det, der drev ham. Det var heller ikke alle, der fattede hans til tider meget underfundige humor. Den skulle man forstå for at holde af. For selv om han havde mange gode venner, så var han i manges øjne også lidt sær. Hvis man altså ikke lige forstod ham.
“Lasse” hed helt korrekt Lars Viggo Mikaelsen, men det var jo alt for langt til at sige endsige huske ude blandt sandjordens kartoffelbønder. Her var han derfor blot kendt som “Lasse fra Hagebro”, for det var jo der, han boede – naturskønt på et nedlagt dambrug med gydende havørreder i baghaven samt isfugl og odder som nærmeste naboer.
Lasse havde et nært og varmt forhold til alt i naturen, og han blev hurtigt gode venner med sine nye naboer. Et særlig tæt forhold fik han til en ræveunge, der blev mere og mere tam. Og som til sidst selv adviserede sin sult og ankomst via et simpelt alarmsystem, som Lasse havde skruet sammen.
Han var jo uddannet elektriker og havde slået sine folder så eksotiske steder som dybt inde i Afrika og langt ude på Nordsøen. Så det var en smal sag for ham at lave en lille alarm, der kunne fortælle, at nu var Mikkel der – klar til såvel frikadeller som flødeis!
En anden god ven var isfuglen Lille Bay, som Lasse kæmpede længe og indædt for at få et godt foto af nede ved Sejbækken. Derfor var det da også meget passende, at skiltet med “Fiskeri forbudt” og en udstoppet isfugl fulgte Lasse på den sidste rejse.
Mere trist var det, at Lasse i sin allersidste tid ragede uklar med nogle af de “nye” inden for fiskeriet. Specielt dem, der havde investeret penge i en “certificeret uddannelse som autoriseret fiskeguide”, som Lasse udtrykte det. Til det sidste var han en fortaler for, at lystfiskeri burde være drevet af lyst og frivillighed, og at der helst ikke skulle være penge i det.
I forgangne påske blev debatten på Facebook så ophedet, at en navngiven guide skrev et indlæg til Lasse, hvori han glædede sig over, at “sure gamle mænd som ham jo heldigvis døde på et tidspunkt”.
Indlægget blev dog hurtigt fjernet igen som værende upassende. Men Lasse tog det måske til sig i en grad, det ikke var tiltænkt. Under alle omstændigheder både trist og ærgerligt, at en lystbetonet hobby skulle ende helt derude på overdrevet – hinsides al sund fornuft.
Lasse var et rart og omgængeligt menneske, men han havde ikke respekt for folk, der ikke havde noget at have det i. Værst havde han det med selvbestaltede autoriteter, og helst undgik han dem helt. Mest af alle kunne han ikke lide miljøminister Esben Lunde Larsen, som jo har en decideret destruktiv tilgang til alt, der har det mindste med miljø, natur og naturbeskyttelse at gøre.
Da Esben Lunde Larsen så pludselig ville kommercialisere lystfiskeriet og slå lokal mønt på det i sin egen vestjyske hjemegn – med indvielse af det nye Laksens Hus ved Skjern Å – da ringede Lasse en dag til mig. Han havde fået en idé.
Han ville optræde som stadionsælger ved indvielsen og gå rundt med en bakke med sten på maven. I stedet for cigaretter og chokolade. Så kunne folk selv vælge, om de ville smide miljøministeren i åen, kaste sten efter ham eller blot smide stenene i vandet som gydegrus. Så sur havde jeg aldrig hørt ham før.
Det blev dog ved tanken og planerne, og Esben Lunde er stadig iblandt os. Men han stod allerøverst på negativlisten. Sjældent har jeg hørt Lasse udtrykke sig så negativt om nogen, og det var vi jo helt og aldeles enige om.
Men bortset fra Esben fra Stauning så var Lasse et yderst positivt og behageligt menneske. Jeg vil altid huske ham på cykel, i korte bukser og lange støvler, med bøllehat og et fangstnet, der var alt, alt for lille til de fisk, han fangede. Hans største havørred fra Karup Å vejede trods alt imponerende 12 kg!
Lasse elskede havørrederne i Karup Å og laksene i Skjern. De havde gennem årene givet ham så meget, som han på sine gamle dage gerne ville give tilbage igen.
Han var derfor aktiv i arbejdet med vandløbsrestaurering og etablering af gydebanker til det sidste – gerne sammen med vennen Niels Barslund, som både er vaskeægte kartoffelbonde og formand for Ferskvandsfiskeriforeningen. Sammen udrettede de to store ting ved Jeppe Aakjærs “tungt henskridende Karup Aa”. Altid til glæde for åens verdenskendte og velvoksne havørreder.
I den forbindelse noterede Lasse sig den høje gennemsnitsalder på de personer, der udførte det praktiske arbejde ude ved vandløbet. – Hvor var alle de unge mennesker henne, som jo gerne nok ville fange resultatet af de ældres anstrengelser? – Og hvor kom alle de statsautoriserede fiskeguider pludselig fra, som han sjældent eller aldrig havde mødt under fiskeplejearbejdet?
Dette gjorde ham lidt trist med hensyn til lystfiskeriets og foreningslivets fremtid. Skulle det hele nu gøres op i kroner og ører, ville der næppe være frivillige til at udføre fremtidens fiskepleje. En debat, vi nok vil høre mere til i lang tid fremover.
Lasse vil med sikkerhed gå over i historien som rugekassens fader. Den danske model, vel at mærke. Ikke hverken den svenske, franske eller amerikanske. Lasse var netop begyndt at interessere sig seriøst for emnet, da jeg første gang mødte ham. Han havde studeret tidligere tiders rugekasser, som blev gravet ned mellem bundens sten for at efterligne de naturlige forhold bedst muligt.
Hurtigt konkluderede Lasse, at den praksis ikke ville fungere i danske åer. Æggene her ville hurtigt slamme eller sande til. Han omtænkte derfor hele konceptet og nåede frem til, at danske rugekasser naturligvis måtte flyde i overfladen, hvor de ikke kunne slamme eller sande til. Nytænkning, så det basker.
Der måtte adskillige prototyper og megen eksperimenteren til, førend Lasse var tilfreds med resultatet. Undervejs havde han måttet kæmpe med myndigheder og autoriteter, der som udgangspunkt bare var imod ideen. Som frygtede, at rugekasser – hvis de fik en større udbredelse – kunne decentralisere fiskeplejen og fjerne kontrollen fra myndighederne.
Men Lasse kløede på. – You can’t keep a good man down, sagde jeg altid til ham, når han ringede og fortalte, at nu var han løbet panden mod endnu en mur. Og det kunne han godt lide at høre.
Han talte sine rugekassers sag overalt, hvor det var muligt, og ideen vandt stille og roligt udbredelse i fiskeplejekredse. Han kontaktede forskellige universiteter og endte til sidst i Undervisningsministeriet, der gav tilladelse til, at rugekasser kunne bruges til undervisningsbrug.
Det var en stor sejr over den etablerede branche, og Lasse var stolt. Den helt store anerkendelse af hans arbejde kom, da Danmarks Center for Vildlaks bestilte en halv snes rugekasser til forskning. Det var den endelige blåstempling af hans rugekasser – hvorefter Lasse straks gik i gang med noget helt andet!
På det tidspunkt havde rugekassen for øvrigt allerede været i brug i Folkeskolen i flere år. Således havde Lasse sammen med sin trofaste ven og spindoktor Knud Pedersen fra Logen til Havørredens Ve og Vel allerede kørt et undervisningsforløb med rugekasser på Blåkilde Skole.
Det skrev vi en artikel om i 2012 – med den både rammende og rimende titel “Rugekasser til Skoleklasser”. For Lasse ville rigtig gerne have sit projekt ud til en større offentlighed. Ikke kun til inderkredsen. Du kan læse artiklen her: http://ulnits.dk/biologi/rugekasser-til-skoleklasser/
I det hele taget havde Lasse brug for at blive bekræftet i de ting, han gik og lavede. Først et stykke inde i vort venskab gik dette op for mig. At når han pludselig ringede og spurgte om et eller andet biologisk, som jeg burde vide besked om, så var det sjældent for at få svar eller høre min mening. Som oftest var det for at fortælle mig, at sådan forholdt det sig altså!
Jeg kommer til at savne disse spontane opkald fra den søgende og rastløse mand i Hagebro. Det var helt enkelt hyggeligt at snakke med Lasse. Mest om fisk, men sandelig også om meget andet. Man kunne hurtigt ryge langt ud ad en tangent, når man snakkede med ham.
Jeg kommer også til at savne hans telefonsvarer. I det hele taget slyngede han ikke om sig med sit telefonnummer, og da han endelig betroede mig det, følte jeg mig som en af de få udvalgte!
Kun undtagelsesvis tog han dog telefonen, når jeg ringede til ham. I stedet fik man en besked på telefonsvareren om, at han ikke lige kunne tage telefonen nu, da han var nede at se til sine ørreder i bækken! Men han ringede altid tilbage kort tid efter. Altid.
Jeg så Lasse en sidste gang under forårets fluemesse i Kolding. Han kom da forbi vor stand, fiskede en lille nål med en smuk isfugl frem og satte den i trøjen på mig. Den skulle jeg have.
Han mente bestemt, at jeg måtte være værdigt trængende – når jeg nu ikke var så heldig som ham at have rigtige isfugle, oddere og andet godt i baghaven. Den nål bærer jeg nu med stolthed. Det siger sig selv.
Lasses sidste store opfindelse fik jeg desværre aldrig set i funktion. Det var et sindrigt system af lange rør til bekvem udlægning af gydegrus på svært tilgængelige steder. Han vidste om nogen, at der var store kræfter at spare, hvis man kunne undgå skovl og trillebør!
Jeg glæder mig afslutningsvis over, at den rastløse og søgende Lasse, som livet igennem havde flakket hvileløst omkring i hele verden, langt om længe fandt fred og ro ved Sejbækken.
Her fandt han den fornødne ro til at fordybe sig. Til sidst lykkedes det ham sågar at nyde en stille juleaften med søn, svigerdatter og barnebarn. Det havde ingen troet skulle lykkes. Mindst af alle nok ham selv.
Jeg er lykkelig og stolt over at have kendt et så usædvanligt, begavet, søgende og vidende menneske som Lasse. Derfor gjorde det også dobbelt ondt, da han pludselig og helt uden varsel forlod os. Han havde godt nok haft meget travlt på det sidste, så måske han selv anede, hvad vej det bar.
Lasse blev 76 år gammel. Heldigvis blev også hans allersidste rejse mindeværdig og usædvanlig. Aldeles passende for en mand som ham, der aldrig selv passede ind i konventioner og faste rammer.
Til Lasses énbårne søn Morten blot dette:
– Ham kan du være rigtig stolt af!
Æret være hans minde.
© 2017 Steen Ulnits
Fotos: Bo Skelmose, Knud H. Pedersen, Nils Mogensen Svalebøg og Steen Ulnits
Del denne artikel: