For de fleste fisk er det bestemt ikke ligegyldigt, om de lever i ferskvand eller saltvand. Kun de færreste arter formår at leve begge steder, men selv for sådanne tolerante fisk er der klare begrænsninger. Saltvand og ferskvand er nemlig vidt forskellige som levesteder for fisk.
Tegning fra “Fisken & Vandet” (Gunnar J:son)
I saltvand er saltkoncentrationen større end i fiskekroppen. Vand søger derfor passivt ud af fisken. For at modvirke denne passive udtørring, drikker fisken saltvand. De overskydende salte udskilles via gællerne, mens ferskvandet optages i fiskekroppen som kompensation for det mistede.
I ferskvand derimod er fiskekroppens saltkoncentration større end det omgivende vands. Vand vil derfor trænge ind udefra og passivt optages af fiskekroppen. For at modvirke denne vandoptagelse, udskiller ferskvandsfisk store mængder vand gennem urinen, mens nødvendige salte optages over gællerne.
Denne regulering af fiskens saltbalance kaldes med et fint ord forosmoregulering. Nogle fisk er deciderede saltvandsfisk, som ikke kan leve i ferskvand andre er udprægede ferskvandsfisk. Endelig er der vandrefisk såsom ål og laksefisk, der kan omstille sig og leve begge steder.
Laksefiskene skal dog “smoltificere”, som det så fint hedder, før de som små “smolts” trækker fra deres fødevandløb og ud i havets store spisekammer. Før er de ikke i stand til at tåle saltvandet – til at osmoregulere effektivt i det nye miljø.
En farlig cocktail
Men også temperaturen spiller ofte ind her. Bliver vandtemperaturen for lav, falder fiskens stofskifte til så lavt et niveau, at der ikke længere er energi til overs til osmoreguleringen. Fisk er jo vekselvarme, og deres stofskifte følger derfor vandtemperaturen. I stærk kulde søger fiskene bort fra det salte vand, eller de opsøger steder med en højere temperatur. Det gælder gedder og aborrer i brakvandsområder, og det gælder vor hjemlige havørred.
Havørreden er, hvad biologer kalder for euryhalin – det vil sige i stand til at tolerere store udsving i saltholdigheden. Men dens evne til at osmoregulere i havvand med et højt saltindhold afhænger i høj grad af vandtemperaturen.
Er vandet tilpas varmt – typisk over 5 grader for nu at sætte et konkret tal på – tåler havørreden uden problemer selv det salteste havvand. Er det omvendt kun nogle få grader varmt – koldt ville nogen nok kalde det – begynder det for alvor at knibe med evnen til at osmoregulere effektivt.
Det ved havørreden, som derfor instinktivt trækker mod områder med ferskere vand, når vinteren for alvor sætter ind og vandtemperaturen nærmer sig et kritisk lavt niveau. Der er dog også den mulighed, at fiskene søger ud på dybere vand, som altid er varmere end det lave kystvand. Det er dog typisk de større blankfisk, som vælger denne udvej – “sildeæderne”, som derfor kan fanges ude på dybderne vinteren igennem.
Blank eller farvet
For de farvede og gydemodne fisk er der kun én vej: De er programmeret – psykologisk som fysiologisk – til at søge op i det ferske vand for at gyde. Deres krop er derfor indstillet på et liv i ferskvand – ikke saltvand. Fanges gydemodne fisk derfor ude i saltvand – af vind og strøm, ikke af fiskere – er de langt mere sårbare over for kombinationen af koldt og salt havvand end de ikke modne blankfisk.
Det kan have stor betydning, når der er tale om store udsætninger af fisk direkte på åben kyst. Disse fisk har ikke noget tilhørsforhold til et ferskt vandløb, men søger i stedet forvirrede rundt efter et gydevandløb, når først de er blevet kønsmodne. Finder de ikke et egnet sted at gå op, må man regne med en stor dødelighed blandt disse fisk.
De blanke og ikke kønsmodne fisk har det lidt lettere ude i havet. De har i regelen mulighed for at finde mere brakt/mindre salt vand inde i bunden af en fjord med tilløb af ferskvand – det være sig i form af rigtige vandløb eller blot pumpevand fra drænede markområder.
Grønlænder-optræk
Herinde kan de overvintre – hvis de da ikke i stedet vælger at trække op i åerne som de velkendte “grønlændere”. I gamle dage, da vi ikke havde pillet så meget ved naturen – rettet vandløbene ud og sat tamfisk ud som kompensation – var grønlænderoptrækket en kendt ting.
Man vidste, at optrækket var størst i Nordjylland, Limfjorden og Sydvestjylland – det vil sige i områder med meget salt vand. Steder, hvor fiskene ikke kunne overvintre ude i havet. Man vidste også, at det var mest udtalt i hårde vintre. Jo koldere vinter desto større optræk, som nåede længere op i åerne.
Idag har vi vendt op og ned på mange ting i naturen – udsat tamfisk af ukendt herkomst og på denne måde blandet bestandene godt op i forhold til det oprindelige. Det ser derfor ud til, at det traditionelle mønster for grønlænderoptrækket er vasket lidt ud – at det ikke er helt så regelmæssigt som i gamle dage.
Den store vadehavsundersøgelse dokumenterede også, at udsatte tamfisk har en dødelighed på 100% – at de ikke evner at klare overgangen fra åens ferske vand til Vadehavets salte. De dør måske ikke direkte af saltchok, men indirekte. De bliver svage og dermed et let bytte for sæler, måger og andre rovdyr.
© Steen Ulnits 1999
Efterskrift: Læs også gerne den noget nyere artikel “Koldt vand og salt i blodet“, der går mere i dybden med mekanismerne bag osmoreguleringen.
Del denne artikel: