De færreste mennesker forbinder muslinger med miljø, men i økologisk forstand er forbindelsen lysende klar – omend ind imellem lidt selvmodsigende:
- Muslinger kræver rent vand
- Muslinger renser selv vandet
- Muslinger er værd at spise
- Muslinger kan skade miljøet
- Muslinger er penge værd
Ad 1: Muslinger kræver rent og iltrigt vand for at kunne trives. De filtrerer enorme mængder vand og er derfor de første til at bukke under, når vandet forurenes med organisk, iltforbrugende materiale. Udbredte muslingebanker er således et sikkert tegn på et rent vandmiljø. Herudover er tomme skaller fra døde muslinger ideelle levesteder for mange andre smådyr, som større fisk siden kan leve af.
Ad 2: Muslinger lever af at filtrere vandet for bakterier og andre mikroorganisner, som de fortærer og omdanner til organisk stof – til muslingekød, som vi mennesker og fugle siden kan spise. Under denne proces fjerner muslinger derfor kvælstof og fosfor fra vandet, som på denne måde renses for overskydende næringsstoffer, der ellers kunne medføre algeblomst, iltsvind og fiskedød.
I takt med den bedre rensning af spildevandet og en mindsket organisk forurening af vore farvande, er bestanden af muslinger gået markant tilbage siden 1990‘erne – til skade for ikke mindst edderfuglene, som er store muslingespisere.
Ad 3: Muslinger smager godt – hvis ellers de er friske og fanget i rent vand. Da muslinger filtrerer vandet, ophober de uundgåeligt alle mulige skadelige stoffer i deres kød. Stoffer, som siden overføres til de dyr og mennesker, der spiser dem. Vel at mærke stoffer, som ikke skader muslingerne selv. Læg hertil, at fordærvede muslinger kan forårsage voldsomt maveonde.
Endelig kan muslingerne ophobe gift fra giftige alger, som siden gør muslingerne farlige at fortære. Resultatet af en sådan forgiftning kan være alt fra et mindre maveonde til direkte livstruende, hvis der er tale om nervegift. Ind imellem udsteder myndighederne derfor forbud mod fiskeri efter og salg af blåmuslinger fra specifikke danske farvande.
Ad 4: Muslinger er genstand for et ganske storstilet fiskeri med skrabende redskaber, der uundgåeligt pløjer det sårbare bundmiljø op og dermed ødelægger levesteder for andre bundlevende organismer. Det er veldokumenteret, at muslingeskrab sammen med trawlfiskeri er blandt de skadeligste fiskemetoder – netop fordi de ikke blot beskatter bestanden af fisk og skaldyr, men samtidig ødelægger disses levesteder.
Hollandske undersøgelser har sågar vist, at der fanges op til seks gange så mange uønskede arter som bifangst til udsmid, som der fanges ønskede arter. Derfor burde muslingeskrab og trawlfiskeri i de sårbanre indre danske farvande helt forbydes. Noget, enhver ansvarlig miljøminister ville kæmpe indædt for at få indført. Desværre ikke den nuværende fra SF…
Ad 5: Penge. Det er naturligvis her, problemerne opstår. Der er bud efter alle de blåmuslinger, som muslingefiskerne kan skrabe op fra bunden. De er penge værd, og de giver arbejdspladser på land i forædlingsindustrien.
Alligevel kunne man udmærket forbyde enhver form for muslingeskrab i de sårbare indre danske farvande. Man kunne blot omlægge til en produktion eller dyrkning på ophængte liner, hvorfra man siden høster de voksne blåmuslinger. På denne måde undgår man helt det ødelæggende bundskrab, og dels fjerner man effektivt store mængder skadelige næringsstoffer fra vandet, når man høster muslingerne.
Set i dette perspektiv er det fuldstændig ufatteligt og hovedrystende tåbeligt, når fødevareministeren nu senest har åbnet op for fornyet muslingeskrab i tidligere fredede områder – senest sågar i udlagte Natura 2000 områder.
Man skulle tro, det var en Venstre-ministers værk. Men hendes partifarve er rød…
© 2014 Steen Ulnits
⌘ Læs mange flere artikler om de forurenende muslinger her ⌘
Del denne artikel: