Berigtigelse

Dels er Fødevareministeriet som bekendt lagt sammen med Miljøministeriet, hvilket i sig selv har skabt en del forvirring. Der er megen jura, som skal koordineres og samordnes, når to ministerier pludselig skal fusioneres.

Og dels har Gudenåens Ørredfond i år for første gang i lang tid kunnet levere alle de fisk til Tangeværkets pligtudsætninger, som de skal ifølge planerne. Dette har i sig selv givet en højere slutpris end forventet, hvilket Tangeværket naturligt nok har reageret negativt på.

Sagen er ikke blevet bedre af, at man tilsyneladende har glemt, at opdrætsfisk med vildfiskestatus betinger en 40% højere pris end almindelige fisk. Alt i alt er fiskene således blevet en hel del dyrere, end Tangeværket havde regnet med.

Endelig er der to forskellige love i spil: Vandløbsloven fra 1982 og Tangeloven fra 2013.

Her strides man nu om, hvilken lov der egentlig er gældende. Det er populært sagt her, aben ligger. Myndighederne har undervejs ikke fået afklaret med sig selv og hinanden, hvilken lov der egentlig skal administreres efter. Og det skaber naturligt nok forvirring hos alle parter.

DTU Aqua, som administrerer fiskeplejemidlerne, har derfor valgt at holde Gudenåens Ørredfond skadesløs – ved at indbetale det udestående beløb til fonden, mens sagen kører. Således har Tangeværket ikke betalt for sidste levering af ½-årsfisk, hvilket DTU Aqua til gengæld har gjort.

Dette indtil en endelig afklaring på sagen og lovgivningen er kommet fra miljøministeren.

Dette sagsforløb er bekræftet af Gudenåens Ørredfond. Tidligere spekulationer på min Facebook-side om Danmarks Sportsfiskerforbunds mulige forbindelse til disse forhold er således grundløse. Sagen har nemlig som oplyst ikke været forelagt det rådgivende paragraf 7-udvalg, hvor DSF med flere har sæde.

Jeg lægger mig herefter fladt ned og beklager de misforståelser, dette måtte have afstedkommet. Ret skal naturligvis være ret, når og hvis det er det.

Men hvem der så har givet lov til at bruge fiskeplejemidler til dækning af Tangeværkets ubetalte regning for pligtudsætninger, det vides endnu ikke. Det undersøges stadig. Så herom givet meget mere senere.

Det er under alle omstændigheder højst udsædvanligt, at man bruger midler fra det statslige fisketegn uden vished for, at pengene senere vil blive betalt af skyldneren. Et skråplan fristes man til at sige.

Tangeværket har således i mellemtiden oplyst, at man ikke vil betale for de kommende pligtudsætninger i 2018. At man er villig til om nødvendigt at tage en retssag med staten om det.

“The Battle Rages On”…

© 2017 Steen Ulnits

Læs meget mere om problemstillingen her:

“Lystfiskerne overtager driften af Tangeværket”

Efterskrift:

Danmarks Sportsfiskerforbund er efterfølgende kommet på banen med denne forklaring på fiskeplejemidlernes pludselige brug til betaling af udestående fra Tangeværkets pligtudsætninger Og DSF’s rolle i sagen.

Forklaringen kommer ordret her – via et screndump fra sportsfiskeren.dk:

Vi kan således indtil videre kun konstatere, at fiskeplejemidler er blevet brugt til at betale for Tangeværkets pligtudsætninger.

Vi forventer naturligvis, at vi som lystfiskere holdes skadesløse, når sagen er afsluttet og beløbet tilbagebetales. Vi forventer ligeledes, at Tangeværket også fremover holdes ansvarlig for de hidtidige årlige pligtudsætninger, som værkets spærring af Gudenåen medfører.

Disse pligtudsætninger har – uvist af hvilken grund – kun omfattet havørredbestanden i Gudenåen. Den, der blev halveret med Tangeværkets spærring af Gudenåen. Det vil i den forbindelse være yderst relevant også at inddrage den Gudenå-laks, der blev endegyldigt udryddet med værkets etablering i 1924. Og som det af en eller anden grund aldrig er blevet pålagt Tangeværket at kompensere for.

Som det ses af grafen fra statsbiolog Otto Poulsen i 1935 (øverst i denne artikel), så blev der så sent som i 1923 fanget over 3 tons vilde laks i Gudenåen.

Som det også ses af grafen, så var 1921 – midt i etableringen af Tange Sø – det sidste år med naturligt produceret lakseyngel i Gudenåen. 

Endelig viser grafen, at den sidste oprindelige Gudenå-laks blev fanget i 1928, fire år efter færdiggørelsen af Tangeværket.

Gudenå-laksen blev således indiskutabelt udryddet af og med opførelsen af Tangeværket. Den var langt fra udryddet inden da, selv om Tangeværkets tilhængere altid fremfører dette som et etableret faktum.

Den oprindelige laksebestand var reduceret, ja. Af opgravninger og opstemninger længere opstrøms. Men 3+ tons naturligt reproduceret Gudenå-laks fanget i 1923 er ganske langt fra status af uddød.

Med en snitvægt på måske 5 kg drejer det sig om flere end 600 vildlaks. Produceret før Tangeværkets etablering. Og dem har værket aldrig måttet betale for.

© 2017 Steen Ulnits