Forfatterarkiv: Steen

Faunaforurening

Historien vrimler med eksempler på faunaforurening i fiskeverdenen. Her skal blot refereres nogle få af de mere markante tilfælde – dem, der har sat sig spor for eftertiden.

Fra øst til vest

I 1864 oprettede amerikanerne det første ørredklækkeri i staten New York. Her opdrættede man den naturligt forekommende kildeørred. I 1870, da jernbanenettet var fuldt udbygget, kom der gang i de første store natur-manipulationer eller fauna-forureninger.

Indtil da havde det taget omkring 100 dage at komme med skib fra østkysten til vestkysten. Panama-kanalen var endnu ikke bygget og skibene derfor nødt til at runde det farlige Kap Horn – sydspidsen af Sydamerika.

Men med den nye jernbane tog det i bedste fald kun en uge at nå tværs over Nordamerika. Og det lykkedes derfor hurtigt at transportere en anden ørredart, regnbueørreden, fra det øde nordvestlige USA til den mere befolkede østkyst.

De første transporter af regnbueørreder nåede Atlanterhavet i god behold. Og herfra var springet tværs over Atlanterhavet ikke så stort, som det umiddelbart kunne synes. Man havde nemlig lært sig teknikken at transportere ørredæg over store afstande ved at emballere dem mellem mos og isblokke. I det såkaldte “øjenæg-stadie” er æggene ganske robuste og tåler derfor transport af længere varighed.

Allerede i 1879 kom så de første kildeørreder til Europa, nærmere bestemt til Tyskland, og to år senere fulgte regnbueørreden trop. Fra Tyskland spredtes de nye arter til det meste af Europa, og til Danmark kom de første regnbueørreder omkring 1890 – måske et par år senere.

Tyskland kvitterede for modtagelsen ved at sende europæiske ørreder den modsatte vej over Atlanten, og den dag i dag omtaler man flere steder i Nordamerika disse fisk som “German browns”.

Fra nord til syd

Vor hjemlige ørred havde allerede da været genstand for et begrænset opdræt, men den indførte kildeørred blev den første art i et egentligt opdræt med salg for øje.

Kildeørreden måtte dog hurtigt se sig udkonkurreret af regnbueørreden, som er langt lettere at have med at gøre. Den tåler højere vandtemperaturer, kan gå tættere i dammene og vokser hurtigere. Alt i alt den ideelle fisk til et kommercielt opdræt.

På den sydlige halvkugle, som ikke huser laksefisk fra naturens hånd, kom både ørreden og regnbueørreden til New Zealand – mellem isblokke og ombord på dampskib. Mange æg døde, men nok overlevede til at starte et opdræt med følgende udsætninger i søer og vandløb.

Her slog den hurtigt an, og New Zealand byder i dag på noget af verdens bedste ørredfiskeri i søer og vandløb. Desværre på bekostning af de indfødte “galaxider”, som næsten blev udryddet af de indførte ørreder. På samme måde nåede laksefiskene hurtigt til Chile og Argentina, som nu huser stærke bestande næsten overalt.

Fra Atlanten til Stillehavet

På samme måde som regnbueørreden – med i modsat retning – blev den stribede bars, der naturligt hører hjemme i Atlanterhavet på den amerikanske østkyst, transporteret med jernbanen tværs over Nordamerika og udsat i Stillehavet. Her slog den hurtigt an og blev en af de mest succesfulde fiskemanipulationer eller faunaforureninger i verdenshistorien.

De første stribede bars ankom til Stillehavet i 1879, i form af 150 ungfisk på 5-10 cm. I 1882 ankom yderligere 300 fisk, denne gang 10-20 cm lange. Blot tyve år senere, i 1899, blev der i garn fanget over 500.000 kg stribet bars!

Erhvervsfiskeriet udviklede sig imidlertid hurtigt til det rene rovfiskeri – med nedfiskning af bestandene til følge. Senere kom forurening til, og i dag er bestandene kun en skygge af tidligere tiders.

Den stribede bars ankom til vestkysten sammen med den østamerikanske stamsild – kaldet “shad” – som ligeledes hurtigt slog an og bredte sig nordover fra Sacramento floden og op til den store Columbia River. Sidstnævnte huser i dag verdens største bestand af stamsild med imponerende 5 millioner gydefisk.

Fra saltvand til ferskvand

Et andet eksempel på faunaforurening er gravningen af Welland-kanalen, der forbandt og stadig forbinder Great Lakes i USA/Canada med Atlanterhavet – med utilsigtet indvandring af alewife, en lille sildefisk, og store havlampretter til følge.

De nye havlampretter gjorde kort proces med søernes naturlige bestande af rovfisk såsom amerikansk søørred, gedde, aborre og sandart. Samtidig eksploderede bestanden af alewife og var snart helt ude af kontrol i sit nye miljø, da dens naturlige fjender – rovfiskene – jo nu helt manglede.

Som biomanipulator blev først stillehavslaks, siden steelhead og senest ørreder og laks indført. Ikke blot formåede disse fisk at rydde op i bestandene af skidtfisk, idet de selv var beskyttet mod lampretterne på deres nye gydepladser i søernes tilløb. De blev siden også genstand for et storstilet sportfiskeri, der i dag omsætter for millioner af dollars og beskæftiger i tusindvis af mennesker.

Fra udrydder til udryddet

Heller ikke Afrika er gået ram forbi, hvad fiskemanipulation og faunaforurening angår.

Således blev den afrikanske nilaborre i 1950’erne indført til den store Lake Victoria, hvor den straks slog godt an. Så godt, at den på få år formåede at decimere søens naturlige fiskebestand ved at halvere antallet af oprindelige arter. Så grådig en rovfisk er nemlig nilaborren.

Den velsmagende nilaborre blev hurtigt selv genstand for et indbringende erhvervsfiskeri, der nu har overfisket bestanden. Den indførte nilaborre er i dag selv en truet art i søen, der nu også plages af forurening fra omgivelserne…

Det går altid galt, når mennesket piller ved naturen.

Interesserede bør også læse artiklen om New Zealand under “Rejser”. Find den med søgefunktionen øverst til højre på siden.

Grindedrab

Færøerne er kendt for deres grindedrab, hvor fjordene farves røde af de dræbte grindehvalers blod.

I gamle dage udgjorde grindehvalerne et vigtigt bidrag til færingernes økonomi og indgik som en vigtig del af deres føde. I dag er det mere tvivlsomt, om det argument holder vand. I dag sulter ingen færing, og det er ikke unormalt at ankomme til grindedrabet i sin spritnye Toyota Landcruiser 4-hjulstrækker.

Det er der mange miljøorganisationer, som har fået ondt af. De påpeger, at ingen længere har brug for hvalerne, og at meget hvalkød blot får lov at rådne op i strandkanten. At grindedrab blot er et levn fra fortiden, som burde ophøre i vore dage.

Døm selv, om det er i takt med tiden – og forsvarligt i et moderne samfund.

Billederne, som cirkulerer rundt på internettet, kan frit benyttes.

So: – Spread the old news!

Steen Ulnits

Klækkebakker

Landet over investerer rigtig mange mennesker rigtig meget tid i frivilligt arbejde med elektrofiskeri og efterfølgende avlsarbejde. En af disse entusiaster er “Lasse” fra Sønder Resen ved Karup Å.

“Lasse” er en meget kendt person langs bredderne af Karup Å – Danmarks givet bedste havørredvand. Lasse bor lige ned til åen og fisker den mere end de fleste. Han har da også fanget rigtig mange havørreder i åen – med den hidtil største på 12,2 kg.

Men Lasse gør, hvad ikke nær så mange andre gør: Han sår nemlig, før han høster. Han ved, at åens havørreder ikke kommer af sig selv, men må hjælpes lidt på vej. Lasse har i de seneste år kastet sin kærlighed på klækkebakker med æg, som udlægges i egnede gydevandløb. Erfaringerne er rigtig gode, men Lasse er oppe mod systemet, der er bange for at miste penge fra Fiskeplejemidlerne – penge til lønninger af statens biologer.

Synd, at sådanne hensyn skal blokere for gode ideer. Hør selv, hvad Lasse fortæller om først klækkebakker og sidst – et helt nyudviklet hyttefad til elektrofiskeri.

Steen Ulnits

Danske erfaringer

Dette er ikke nogen doktorafhandling eller videnskabelig beretning, men et forsøg på at fortælle om mine erfaringer samt meninger om fremtidig brug af klækkebakker. Det er holdt i et sprog, så alle med blot lidt sund fornuft og interesse for naturen skulle kunne forstå det.

Vibert Box

I årene omkring 1955-60 havde en af lederne af det franske fiskeforskningsinstitut Dr. R. Vibert problemer med laksefiskebestandene i nogle floder, der løb fra Pyrenæerne og ud i Biscaya Bugten.

Fiskene var forsvundet på grund af forurening, eller der havde været spærringer, så de ikke kunne komme op til gydepladserne.

Han havde åbenbart viden om fisks evne til at vende tilbage til fødestedet, så i stedet for at sætte fisk ud i floderne, opfandt han en plastboks, hvori han kunne anbringe befrugtede æg. Metoden kaldes Vibert-Metoden. Boksen målte 14x9x5 cm og er delt i to rum. En fjerdedel af rummet i boksen fyldtes med æg og resten med grus. Der kunne være ca. 2.000 stk. æg i boksen, hvis det var havørredæg, og lidt færre ved lakseæg.

Boksen var forsynet med huller, således at der ville være en vandgennemstrømning i boksen og for at yngelen, når den var klækket, kunne forlade den. Man anbragte boksen, enten gravet ned i gruset eller i en kasse med grus placeret ude i floden.

Metoden virkede åbenbart og blev brugt med nogenlunde resultat blandt andet i Norge. Et af problemerne med Vibert Boksen var, at man ikke fik et nøjagtigt resultat af anstrengelserne.

Man vidste jo ikke præcis, hvor mange æg der var i boksen, og kom der flom og boksen blevet revet væk med strømmen, fik man jo heller ikke de oplysninger, man gerne ville have. Et andet problem var, at hvis der gik svamp i et af æggene, gik de til alle sammen, da de lå i samme rum. Man kunne dog se, at der hvor man havde haft boksene sat ud, var der de følgende år et overtal af fisk.

I 1983 videreudviklede en svensker ved navn Bengt Pettersson Vibert Boksen. I stedet for at have alle æggene liggende samlet i ét rum, fremstillede han en kasse, hvor æggene lå i rækker på en hullet bølgeplade. Kassen var så forsynet med huller, hvorfra yngelen kunne forlade kassen når de var klækket. Fordelen ved denne kasse var, at kom der svamp i et æg, ville det kun ødelægge den række, hvor det dårlige æg lå i.

Forsøg ved Karup Å

Karup Å Sammenslutningen havde i 1998 nogle øjenæg i overskud, og på Mogens Thomassens opfordring gik Alf Pedersen, Mogens Styhr, Tonny Johansen og Børge Quist i gang med nogle forsøg.

Man prøvede først at grave æggene direkte ned i gruset, men havde problemer med, at de sandede til. Der blev også prøvet med trærammer isat fluenet og plastbægre med huller. Det gik ikke altid lige godt, og det var svært at kontrollere resultatet. Trods alle problemerne skriver Alf Pedersen i en rapport d. 27-2-98 følgende:

“Jeg synes, det er en spændende tanke, som vi bør arbejde videre med”.

Der blev de næste år gjort flere forsøg – med et blandet resultat.

Per Knudsen fra Flyvestation Karups Sportsfiskerforening var på et vandplejemøde med Finn Sivebæk blevet præsenteret for en type klækkebokse, Finn havde haft med hjem fra Canada. Han havde fanget ideen og bestilt bakker i Canada. De ankom 2. februar 2000 og blev straks afprøvet.

I de år var der ikke så mange tilløb, der var restaureret og egnet til udsætning af klækkebakker, men det blev trods dårlige forhold afprøvet med et meget positivt resultat. Alligevel gik arbejdet med boksene i stå.

Jordan-Scotty Salmonid Egg Incubator

Kassetterne måler 30x15x4 cm, består af to halvdele med 200 separate celler. Hver celle på ca. 2 kubikcentimeter og med to huller i hver celle, hvorfra yngelen kan forlade bakken, når den er klar til det. Boksene fås med tre hulstørrelser alt efter hvilken ægstørrelse, den skal bruges til:

Gule bakker med 1,5 mm huller
Røde med 4,4 mm huller
Grønne med 8 mm huller

Nu har man ikke nogen dansk havørred i Canada, så da vi skulle bestille bakker, valgte vi den hulstørrelse 4,4 mm, der kom tættest på vores havørrdægstørrelse.

Der medfølger en ladebakke, når man køber bakkerne i Canada. Ladebakken holdes ned i vandet, hvor man opbevarer æggene og æggene hvirvles ind over bakken. De overskydende æg pensles af.

Herefter lægges ladebakken og klækkebakken sammen, dyppes ned i vand, så æggene falder over i klækkebakken. Dette gentages, alt efter hvor mange æg man ønsker i hver celle. Foreløbig er vi kommet til det resultat, at et sted imellem 2-4 æg pr. celle giver det bedste resultat.

Kassetterne kan kobles sammen med op til 5 stk. kassetter pr. blok. Det gøres ved hjælp af medfølgende pindbolte. Blokkene placeres så i bækken, så strømmen løber imellem kasetterne.

De fastgøres i bækken med 2 stk. rundjern pr. blok, holdt på plads med tøjklemmer. Man tilser klækkekasserne ca. en gang om ugen, alt efter hvor meget løst materiale der kommer drivende i vandløbet. Klækningen og den tid der går, inden yngelen forlader bakkerne, varierer efter vandtemperatur og hulstørrelse.

I de forsøg, jeg har kørt, går der 4-5 uger, fra de første yngel og til de sidste er kommet ud. Det giver en god fordeling i vandløbet. Hvis samtidig yngelen forlader bakkerne om natten, hvilket det kunne tyde på, giver det en større overlevelsesprocent.

Der står i vejledningen fra Scotty at man kan bruge enten øjenæg, æg, der er halvvejs igennem klækkeperioden, eller grønne æg – æg, der lige er befrugtet.

Vi brugte øjenæg, men har i vinteren 2008-9 lavet forsøg i lukkede kar med grønne æg. Ved forsøgene prøvede vi at tage æg henholdsvis 3 timer og 6 timer efter befrugtning. Det bedste resultat fik vi ved at vente med ladningen til 6 timer efter. Her blev klækningsprocenten 90 %.

Forsøg genoptaget i Karup Å

I vinteren 2006-7, efter nedlæggelse af to dambrug i henholdsvis Resen Bæk og Sejbæk, genoptog vi forsøgene med klækkebakker, der havde ligget stille siden år 2000. Nu havde vi vandløbene med en topkvalitet, og hvor vi gerne ville oparbejde en bestand.

Der blev ladet 30 bakker med 400 stk. øjenæg pr. bakke. Kassetter blev samlet i blokke med 5 stk. pr. blok, altså 2.000 æg pr. blok. De blev udsat på tre stationer i hver bæk.

Resultatet, da kassetterne blev taget op, var en klækningsprocent på 92-98%. Vi bemærkede, at der var en senere klækning i Sejbæk i forhold til Resen Bæk, på grund af lavere temperatur. Temperaturforskellen i de to bække skyldtes, at Sejbæk har en længere udstrækning og derfor bliver mere nedkølet om vinteren.

Året efter genoptog vi forsøgene især rettet på de øvre tilløb til Karup Å.
Kassetterne blev fordelt på 23 stationer i alt 16.800 stk. æg. Den gennemsnitlige klækningsprocent var ca. 95%.

Vinteren 2008-9 blev der udsat 28.000 stk. æg fordelt på 28 stationer, de fleste stationer med kassetterne sammensat to og to, altså med 800 stk. æg pr. station. Klækningsprocenten her var 92 %.

Lidt sund fornuft

Biologerne siger, at 80-90% af de laksefisk i naturen, som overlever den første ungdom og en tur i havet, vender tilbage til det sted, hvor de selv er klækket. Det er godt arrangeret af vedkommende, der har skabt fisken. Havde forholdene ikke været i orden, hvor de er klækket, ville fisken ikke have eksisteret.

De sidste 15%, der søger andre veje, er til, for at der ikke skal ske indavl. Og bestanden får mulighed for et brede sig, hvis der er opstået nye muligheder for gydevand. Spærringer, der er fjernet – det være sig bæverdæmninger og andet – eller vandskel, der har ændret sig m.m.

Hver bæk har fra tidernes morgen haft sin egen stamme, tilpasset tidspunkt for opgang, så det har passet med vandføring, temperatur, insektliv m.m. En dansk havørred er fra naturens side 2 år om at vokse til smoltstørrelse. Længere nordpå 3-4 år alt efter vandtemperatur og fødemængde. I Sydengland bare 1 år.

De fisk, vi laver i Trevad, smoltificerer i en størrelse af 10-11 cm efter 1 år. Det er ikke naturligt.

Forsøgene i Resen Bæk viser, at 1-års fisk i et godt vandløb allerede er oppe på 14-17 cm. En størrelse, hvor de overskydende fisk, der på grund af pladsmangel bliver presset ud i hovedløbet, har en sådan størrelse, at de har lettere ved at overleve. Mængden af smolt produceret i Resen Bæk er i øjeblikket 77 stk. 14-17 cm pr. 100 m – i alt ca. 4.000 stk.

En undersøgelse i 1996-2000, der blev udført af KÅS, Viborg, Ringkøbing Amt samt DT, viser blandt andet følgende:

Overlevelsen af yngelen i de små vandløb antages at være bedre end i det store hovedløb. Det skyldes, at de små vandløb rummer forholdsvis flere egnede levesteder til små ørreder ,og at der i de små vandløb er færre fjender. Undersøgelsen viser også, at fiskene mærket som vilde smolt blev genfanget forholdsvis langt oppe i vandløbet. I modsætning hertil blev afkom af vildfisk (opdrættet på Trevad Ørredpark) og ørred af dambrugsstamme fanget længere nedstrøms i åen.

De ved ikke, hvor de er født. Ud over at det skal lugte af dambrug, har de ingen orientering på det sidste stykke af vandringen. Samtidig bliver vilde smolt fra vandløbet i højere grad end de to øvrige grupper genfanget tilbage i Karup Å som voksne havørreder på gydevandring. De vilde smolt overlever altså længere end de to øvrige typer af fisk.

Homing efter dambrug

Ved den sidste undersøgelse af vandløbsbestande foretaget af DTU står der følgende omhandlende Trevad Møllebæk:

“Den øvre del kaldet Børsting Bæk er noget okkerbelastet, dog er flere drænudløb med okkerudledning nu afskåret. Der er ligeledes skabt fri passage ved Trevad Ørredpark, men af uforklarlige årsager blev der ikke fundet ørred ved vejbroen ved Dalsgårde (Østerbørstingvej). Der blev fundet en god selvproducerende bestand nedstrøms Trevad Ørredpark”.

I vinteren 2005-6 blev de sidste dambrugsfisk fjernet fra Resen Dambrug. Fangstrapporter fra Sdr. Resen Konsortiet viser, at der fra 1998-2005 blev fanget 90-130 stk. fisk om året. I året 2006 faldt fangsten til 30 stk. efter ophør af dambruget. I 2007 steg det til 60 stk., i 2008 130 stk., så det er på vej opad igen. Til gengæld steg fangsterne i Haderis Å ved Lyhnes dambrug og nedefter i denne periode så meget, at vi året efter måtte frede en del af stykket. Det samme skete på Bus-stykket. Her faldt fangsterne også, da man lavede en ændring af Høgild Dambrug.

Da man lavede en undersøgelse af bestanden af gydefisk ved Munklinde i 2007, blev der fanget ca. 10 stk. fisk fra Munklinde og ned til Agerskov Dambrug. Men fra udløbet af dambruget og nedefter væltede det op med fisk – ca. 80 stk. Da man for 6 år siden elfiskede i Haderis Å, fra Haderup til Lyhnes Dambrug, fangede man 14 fisk, men på en strækning på ca. 500 m fra udløbet af dambruget og til Barslunds hønsegård 140 stk. Fiskene stopper altså ved dambrug.

Årsagen kan du få ligeså mange forskellige svar på, som der er formænd inden for KÅS:

1. Feromoner (kønsstoffer) fra moderfisk (siger Kåre, men forklarer ikke i Trevad)
3. Smolt trækker igennem Lyhnes fødekanal Haderis Å. (det gør de ikke i Agerskov)
4. Hovedstrømmen igennem dambruget, dødt vand i hovedløbet (ikke Trevad)
5. Lugten af yngel (mener Stig Petersen, DTU)

Min mening er, at det er en kombination af følgende:

1. Fisk har homing efter dambrug, hvis de er født og blevet i dambruget, til de er 1- års fisk. Vilde fisk vil også stoppe, hvis der står fisk i forvejen.
2. Lugten af yngel. Hvis en fisk kan lugte yngel fra et tilløb eller dambrug, ved den, at der er gyde- og opvækstvand forude.

Mange af disse problemer kan, efter min mening, løses ved at bruge klækkebakker, og så er det både billigere og tættere på naturens præmisser. Vel at mærke efterhånden som vandløbene er blevet gjort egnede til gyde- og opvækstvand.

Argumenter imod klækkebakker

DSF’s Kaare Manniches eneste argument imod er, at det er tvangsægteskaber.
Det er efter min mening rigtigt, men dog tættere på naturen end opdrætsfisk, hvor det også er tvangsægteskaber

DTU’s Finn Sivebæks eneste argument imod er, at han er bange for, at fokus kommer væk fra restaurering af vandløb.

Så er udsætning af dambrugsfisk, efter min mening, en større årsag til, at fokus kommer væk fra restaurering. Desuden har vi ikke meget ud af at sætte klækkebakker ud, hvis der ikke er gode forhold for fiskene at vende tilbage til.

Finn Sivebæk siger, at bakkerne virker, men at det ikke er videnskabelig bevist. Den dag, videnskaben beviser, at humlebien ikke kan flyve, forårsager det vel ikke, at den holder op med det?

Fordele

1. Udtræk fra klækkebakker (også naturlige gydebanker) strækker sig over 5 uger, set ved forsøg i Trevad Ørredpark. Giver god fordeling i vandløbet.
2. Trækker ud om natten – god beskyttelse og mindre stressfaktor.
3. Ingen konkurrence til eksisterende bestand.
4. Homing – vender tilbage til stedet, hvor den er klækket.
5. Lokal fokus på vandløbet. Lodsejere, der kommer ned og følger med i, hvad vi laver. Kommer med ideer om marksten, de har liggende, og er behjælpelige.
6. Tidspunkt for elfiskeri kan fordeles over større tidsrum.
7. Æg tilbage til stedet, hvor de er kommet fra
8. Mulighed for at få fisken til at passere dambrug, hvis det er fysisk muligt.

Der er ikke lavet undersøgelser, som viser, hvor mange fisk der overlever og vender tilbage, når de er udsat som yngel. Det er der heller ikke endnu fra klækkebakker.

Når man siger, at fisken vender tilbage til det vandløb, hvor den er smoltifiseret, er det kun den halve sandhed, man fortæller. For den vilde fisk fortsætter op af vandløbet til det sted, hvor den er klækket.

Ser man bort fra alle de undersøgelser, der ikke er lavet, af mange forskellige årsager, mener jeg, vi skal lade tvivlen komme naturen til gode.

Fremtidsplaner

Kan vi i forbindelse med elfiskeriet befrugte æg ude ved åen, stille æggene i midlertidige hyttefade til dagen efter og så lade bakkerne stå. Så vil det skåne moderfiskene, holde æggene i det vand og ved de temperaturer, de var beregnet til set fra fiskens synspunkt. Eventuelt flytte klækkebakkerne opstrøms, såfremt der er spærringer, det være sig fysiske eller psykiske, der har stoppet vandringen.

Hver bæk har fra tidernes morgen haft sin stamme, tilpasset vandtemperatur og vandføring, så gydetidspunktet har passet – så yngelen kommer ud på det tidspunkt, hvor fødeemnerne er til stede.

Der kan være mange andre faktorer, der spiller ind, og som vi ikke forstår.

Lasse
Sdr. Resen

Ny type hyttefad

Så kom det. Efter en idé fra Brønderslev Lystfiskerforening:

Det længe savnede, elektrosikrede, laboratorieundersøgte, dobbeltskrogede letvægts hyttefad.

Hyttefadet er forsynet med slidske, kontraventil og mulighed for fastspænding til elfiskebåd via lynkobling og stabilisatorer. Patenteret og mønsterbeskyttet af Logen til Havørredens Ve og Vel.

Det nye hyttefad vil være mandskabsbesparende og langt mere skånsomt for fiskene, der ikke længere behøver flere hundrede meters transport i bæreposer.

Et fornemt resultat af konstruktiv nytænkning hos elfiskerne i Brønderslev!

Myg i millioner

De er overalt. Og de kan være en plage. Men fuglene og fiskene elsker dem, for de lever af dem. – Men hvordan lærer vi andre at holde dem på afstand?

Myg er ikke til at spøge med. Nogle af dem er blot irriterende, mens andre kan være decideret livsfarlige. Til de sidste hører naturligvis malariamyggen, som vi heldigvis ikke har herhjemme – endnu…

Vi lystfiskere har det med at færdes på tider og steder, hvor der er mange myg, og vi må derfor lære at beskytte os bedst muligt mod de irriterende små, blodsugende insekter. Ellers ødelægger de bare fisketuren for os og sender os bandende og kløende hjem.

Men myg er ikke bare myg. Der er mange forskellige af slagsen, og de opfører sig meget forskelligt. Som man altid belærer hinanden og andre om inden for militæret, så gælder det om at vide så meget som muligt om fjenden. Så kan man bedst muligt lægge en strategi til bekæmpelse og tilintetgørelse af ham!

Myggearter

Alle myg tilhører ordenen Diptera, hvilket blot indikerer, at de har to vinger – ikke fire. Men her ophører så lighederne. Ud fra et praktisk fiskemæssigt synspunkt kan vore myg deles op i tre vidt forskellige grupper:

Stikmyg

Stikmyggene er dem, de fleste forbinder med ordet “myg”. De findes overalt, ude som hjemme, indendøre og udendørs. Det er kun hunnerne, som stikker. De skal nemlig suge blod for at kunne lægge æg og videreføre slægten. Heldigvis summer de hørbart, hvilket afslører deres tilstedeværelse – om natten, i teltet eller soveværelset…

Når myggen stikker, sprøjter den via sin brod en antikoagulant ind i såret, hvilket meget praktisk hindrer blodet i at størkne under transmissionen! Det er imidlertid selvsamme antikoagulant, som efterfølgende medfører kløe, irritation og opsvulmning af stikket.

De fleste forskere er da også enige i, at man gør bedst i at lade myggen sidde og suge færdig. Rationalet er, at de så også suger en stor del af antikoagulanten med tilbage – effterladende offeret med mindre kløe. De fleste af os lader imidlertid hånt om dette og nyder i stedet den primitive tilfredsstillelse det er, at klaske en blodfyldt myg midt i akten…

Det er veldokumenteret, at nogle mennesker tiltrækker flere myg end andre. Det har helt enkelt noget med deres medfødte kropslugt at gøre. Det er ligeledes veldokumenteret, at myggene tiltrækkes af CO2 i udåndingsluften og lugten af sved. Jo mere man puster og sveder, desto mere attraktiv bliver man – i hvert fald set med myggeøjne…

Mange har dog – i lighed med undertegnede – på egen krop oplevet, at ikke kun sure tæer og armsved tiltrækker stikmyggene. Det gør også en helt nyvasket krop indsmurt i dejlig creme…

Måske skyldes det ikke cremen, men den simple kendsgerning, at man jo også har vasket al den gamle myggeolie af?

Til stikmyggene hører den frygtede malariamyg, som overfører sygdommen af samme navn. Den kendes let fra almindelige myg på kropsstillingen, som er 45 grader i forhold til underlaget. Almindelige myg hviler horisontalt. Malariamyggen er ganske almindelig også i Danmark, men her lever den farlige malariaparasit heldigvis ikke. Den hører troperne og subroperne til.

Det anslås, at omkring en halv milliard mennesker hvert år smittes med malaria – op mod 3 millioner med dødelig udgang…

Kvægmyg

Kvægmyggene stikker ikke, men de kan alligevel ofte være mere irriterende end stikmyggene. De bider nemlig til – hårdt. Så hårdt, at offeret bløder efter biddet. Derfor bliver der i regelen en lille rød plet, når kvægmyggen har været der, og biddet klør på end anden måde et et stik.

Kvægmyggen har fået sit danske navn, fordi den i gamle dage var et stort problem for danske kvægavlere. De havde deres kvæg gående på græs – ofte i fugtige enge nær vandløb, hvor kvægmyggene lever i store mængder. Faktisk i så stort antal, at de under store klækninger – mest i maj – kunne tømme enkelte kreaturer for så meget blod, at de døde af det!

Kvægmyggen er ganske lille – nogle få millimeter – men den er altså ikke til at spøge med. Den er næsten endnu mere irriterende og besværlig end stikmyggene, som altid kan holdes på afstand med myggenet. Det er langt sværere med kvægmyggene, som altid finder ind gennem åbninger i tøjet. Det være sig halsåbningen i skjorten, ærmegab eller bukseben. Helt ned i bukserne kan de små sataner sågar komme, hvis man ikke har lukket ordentligt til!

Et andet problem med kvægmyggene er, at de ikke er nær så modtagelige over for myggeolie, som stikmyggene er. De er samtidig utroligt hårdføre og lader sig ikke sætte ud af spillet med blot et kærligt klem. De skal kvases helt. De hedder ikke “buffalo gnats” for ingenting på engelsk, hvilket dog primært hentyder til deres pukkelryggede kropsform.

I vore nordiske nabolande er kvægmyggene bedre kendt under betegnelsen “knott”.

Dansemyg

Men ikke alle myg er heldigvis farlige eller irriterende. Dette gælder således de talstærkt forekommende dansemyg, som ikke stikker overhovedet. – Alt hvad de ville var at danse, som TV2 synger i let omskrevet form, og sådan er det med dansemyg – som Sebastian ligeledes let omskrevet udtrykker det.

Dansemyg er akvatiske isekter, som lever på eller i bunden af søer og damme, inden de forpupper sig og stiger til overfladen for at klækkes. Det sker morgen og aften og typisk i så store mængder, at fisk og fugle kun kan æde en lille brøkdel. De vingede insekter samler sig siden i massive flokke, som danser over buske og træer i sværme så store og tætte, at det grangiveligt ligner røgskyer!

Dansemyggene kendes let fra de øvrige myg på deres fjerformede antenner, som da også har givet dem deres svenske navn: Fjädermygg!

Myggemidler

Allerførst en statistisk kendsgerning, som jeg personligt har dokumenteret adskillige gange – i Lapland, på Grønland og i Alaska: Langt de fleste mygstik får man den allerførste dag. Herefter lærer man langsomt lektien og bliver til sidst helt god til at gardere sig. Men altså for sent. Stikkene er der, og de klør som ind i helvede…

Det mest almindelige middel mod myg er olie eller spray. Der er megen hokuspokus bag de midler, som findes på markedet. Lokalt har man udviklet midler, som ofte baserer sig på beg eller tjære. Videnskaben har dog for længst identificeret ét ganske bestemt stof, som myggene ikke kan lide: N,N-Diethyl-meta-toluamid, i regelen forkortet DEET.

DEET er suverænt det mest effektive mygemiddel – flere gange mere effektivt end konkurrerende stoffer. Det har været brugt i USA i et halvt århundrede – ikke mindst af militæret, som jo skal kunne indsættes og overleve i myggeinficerede sumpe verden over. Men af en eller anden grund er DEET ikke tilladt i Danmark, hvor vi må nøjes med langt mindre effektive midler.

De fleste køber derfor straks et solidt lager af DEET, når de kommer til lande, hvor det fås i håndkøb – eksempelvis vort naboland Sverige. Det er typisk steder, hvor myggeplagen er markant, og hvor alle andre midler helt enkelt kommer til kort. Om det så skal være olie eller spray er en smagssag.

Mest effektive er midler som “Jungle Oil”, der næsten består af ren DEET. Med det frisk på huden er det ganske interessant at betragte incoming myg. De har allerede sænket landingsstellet og stukket snabelen frem, men trækker skyndsomst hjulene op igen ved touchdown. Det ser ud, som om de nærmest brændte fødderne… Ens egen hud har da heller ikke godt af det i længere tid.

Overalt i verden kan man købe myggemidler indeholdende DEET i større eller mindre mængde. Er behovet nemlig ikke stort nok, er det rart med lidt mindre DEET i olien. DEET har nemlig den uheldige egenskab, at det angriber, opløser og ødelægger mange plastmaterialer. Således også coatingen på selv de dyreste PVC flueliner. Det komplicerer jo brugen noget, når man er ude med fluestangen i eksempelvis Alaskas ødemarker…

Overdoser af C-14 vitamin kendes fra mange steder som et effektivt myggemiddel, men danske læger vil ikke anbefale det. Det indtages i pilleform i god tid før eksponeringen.

Myggenet

Kan en god dosis myggeolie ikke holde de mange myg på afstand – der kan være så mange, at man ikke kan koncentrere sig om andet end at baske myg – så skal der et myggenet til. Det fås i mange udformninger og tætheder. Jo tættere væv desto bedre beskyttelse. Desværre gælder det også, at jo tættere væv, desto varmere bliver nettet også…

Løsningen ligger derfor som altid et sted midt imellem. Det er ingen dårlig idé at imprægnere myggenettet med myggeolie, så det får dobbelt effekt. Enkelte myggenet fås med hul til piben, som så leverer røg, der ligeledes holder myggene på afstand. Enhver, der har siddet med rindende øjne i røgen fra et lejrbål, vil vide, at også myg har følelser. De holder sig i hvert fald væk fra røgsiden!

Amerikanske Fenwick har længe haft en fiskevest på programmet, som har indbygget myggenet, der altid er klar til brug. Det fylder ikke meget og er derfor en rigtig god idé. Slut med at glemme det derhjemme…

Mange hatte og kasketter fås ligeledes med indbygget myggenet, som blot rulles ned ved behov. Faktisk er myggenet uden en form for hatteskygge ikke meget bevendt. Skyggen holder nemlig nettet fri af ansigtet, så myggene ikke kan nå ind og stikke igennem det.

Myggenet kan sys til hele jakker, som er gode til varme dage, hvor man ikke kan holde ud at have meget tøj på for at beskytte sig mod myggene. Myggejakken imprægneres med myggeolie – jo mere DEET jo bedre – og er faktisk ganske effektiv til at holde især stikmyggene på behørig afstand. Kvægmyggene lader sig ikke sådan imponere…

I Alaska er det almindelig kendt, at det eneste rigtigt virksomme middel mod myggene, er tynde bomuldshandsker. De er tæt vævede, og dem kan myggene ikke komme igennem. Samtidig er de billige i indkøb.

Så: – Don’t leave home without them!

Adgang til naturen

Fri adgang til den fælles danske natur burde være indlysende, men er desværre ikke så ligetil endda. Der er mange og modstridende interesser i spil…

Jeg var engang på vej ned ad en lille sommerhusvej, som fører ned til stranden. Jeg havde netop parkeret bilen, da en vred mand – i selskab med to vrede hunde – antastede mig. – Havde jeg ikke set skiltet med “Privat Vej”?

Jo, det havde jeg da, men jeg var jo kommet her i mere end 20 år, og det havde da aldrig været noget problem. Men det var det altså blevet nu – med en ny sommerhusejer, som følte, at han partout måtte hævde sin ejendomsret. – Men gjaldt den nu også vejen?

Adgangsretten

Efter yderligere et par lignende kontroverser besluttede jeg mig for at tage tyren ved hornene. Jeg ringede til den lokale politistation og spurgte helt specifikt til det pågældende sted og skiltet med “Privat Vej”.

Politimanden grinede lidt og fortalte så, at den havde han hørt mange gange før: At sommerhusejere sætter skilte op med “Privat Vej” for at skræmme ikke-sommerhusejere væk fra området. Ofte med yderligere begrundelser såsom, at der er tale om en brandvej, hvor man ikke må parkere etc. Hvilket næsten aldrig holder vand i virkeligheden.

Han orienterede mig derefter om, at der i princippet findes tre forskellige slags veje i Danmark: Offentlige veje. Private veje. Og så private fællesveje. Med hver deres regelsæt:

Offentlige veje

Her må naturligvis alle og enhver færdes frit, så længe de ellers holder sig inden for lovens almindelige rammer.

Private veje

Her gælder den private ejendomsret, og her kan ejeren uden videre forbyde uvedkommende adgang. Og uvedkommende er i den forbindelse enhver, som ikke har specifikt ærinde på vejen eller ejerens bopæl. Vedkommende kunne eksempelvis være postbudet, renovationsarbejdere eller håndværkere. Som almindelig lystfisker har således man ingen adgang til private veje – med mindre man har spurgt først – og fået lov af ejeren.

Ejeren har her ret til at opstille et skilt med “Adgang Forbudt”, som skal respekteres.

Private fællesveje

Nu bliver det for alvor interessant! Private fællesveje er der nemlig rigtig mange af i Danmark. Det kan eksempelvis være veje, som leder ned til flere afsides beliggende beboelser. Eller det kan være almindelige sommerhusveje, som der er endnu flere af.

Sådanne veje er privatejede, og vedligeholdelsen af dem påhviler ejerne – typisk grundejerforeningen, som er i deres gode ret til at opsætte skilte med “Privat Vej”. I princippet kan ejerne med fuld ret afspærre dem med aflåste bomme, som kun grundejerne har nøgle til. Så uvedkommende lystfiskere ikke har legitim adgang.

Men i praksis sker dette meget sjældent. Af flere årsager. Bommene ødelægges ofte af lokale beboere, som ikke finder sig i at blive afskåret fra deres “egne” strande eller naturområder. På samme måde er der masser af besvær forbundet med aflåste bomme: Når posten skal ud. Når renovationen skal hentes. Når håndværkere skal ind for at bygge nyt eller reparere gammelt. Hvis en ambulance skal frem for at hente en syg eller tilskadekommet. Her skal der være fri adgang.

Langt de fleste private fællesveje er derfor ikke afspærret, og i princippet er de derfor åbne for alle og enhver – også lystfiskere. Det er en information, som virkelig er guld værd, når og hvis man konfronteres med en vred grundejer.

Det gælder blot om at parkere, så man ikke er til gene for den øvrige trafik. Er man nemlig det, har man ikke længere loven på sin side. I mange områder søger grundejerne derfor at gøre parkering så besværlig som muligt – med opsætning af hegn eller udlægning af store sten og træstammer…

Ejere af private fællesveje har ikke ret til at opsætte skilte med “Adgang Forbudt”. Derfor opsætter de i stedet skilte med en ordlyd á la denne:

“Uvedkommende færdsel ikke tilladt”.

Og det kan man altså med god samvittighed springe op og falde ned på. Der ligger ingen begrænsninger i sådanne skilte. Uvedkommende færdsel er nemlig heller ikke forbudt. En hårfin, men altafgørende forskel..

Opholdsretten

Nu har vi som bekendt ikke nogen “allemandsret”, som de har det i Norge og Sverige. Her kan alle og enhver færdes frit og slå lejr for natten i det fri – blot de ikke gør det på indhegnede landbrugsarealer eller for tæt på faste beboelser. Der er en vis minimumsafstand, som skal overholdes.

I Danmark er alt som udgangspunkt forbudt, hvis det ikke er tilladt ved lov! Det er et godt regelsæt at holde sig for øje. Har man ikke specifikt fået lov, må man efter al sandsynlighed ikke!

Skove

Statsejede skove er som udgangspunkt åbne for færdsel til fods og på cykel samt for ophold, hvis der ellers er lovlig adgang dertil. Det gælder dog ikke for skovarealer, der er afmærket som militære anlæg. Adgang sker på eget ansvar, og hunde skal føres i snor.

Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres. Der må således ikke opsættes “usædvanlige” hegn omkring skovene – hvad det så ellers er…

Det er tilladt at bade i skovens vandløb og søer, og skøjteløb og anden færdsel på is er tilladt, medmindre andet fremgår af skiltning. Badning og færdsel på isen sker dog altid på eget ansvar. Bemærk her, at borede huller til isfiskeri i princippet ikke er lovlige – med mindre man har indhentet tilladelse fra politiet og afmærker de borede huller godt.

Færdsel med fartøjer af enhver art på skovens søer og vandløb erikke tilladt, medmindre andet følger af vandløbslovens regler.

I privatejede skove må færdsel til fods og på cykel dog kun ske ad stier og veje. Der er kun adgang fra kl. 6 morgen til solnedgang, og ophold må ikke finde sted inden for 150 m fra beboelses- og driftsbygninger.

Ejeren af privatejede skove på mindre end 5 ha kan ved skiltning efter bestemmelserne i Mark- og Vejfredsloven sætte indskrænkninger i offentlighedens adgang. Eksempelvis hvis offentlig færdsel er til gene for erhvervsmæssige aktiviteter såsom skovdrift og jagt.

Udyrkede arealer er åbne for færdsel til fods og ophold, hvis ellers der er lovlig adgang dertil. Adgang sker på eget ansvar, og hunde skal føres i snor. Ejeren kan forbyde adgang på dage, hvor der holdes jagt, eller hvor der foregår intensivt landbrugsarbejde – med brug af store maskiner.

Til privatejede, udyrkede arealer er der kun adgang fra kl. 6 morgen til solnedgang. Ophold må ikke finde sted inden for 150 m fra beboelses- og driftsbygninger. Altså samme regler, som gælder privatejede skove.

Stranden

Som udgangspunkt er der fri adgang til og ret til færdsel på stranden overalt i Danmark. Hvor privat jord når helt ud til havet, må man stadig færdes frit nedenfor højeste daglige vandstandslinie. Altså kan vi – med ganske få undtagelser – færdes og fiske frit overalt langs op mod 7.500 km danske strande.

Der er dog stadig en masse ting, vi ikke må her og andre steder. De er kort opsummeret i det følgende. På strandbredder, andre kyststrækninger, klitfredede arealer, i skove, på udyrkede arealer og på veje og stier i det åbne land er følgende således ikke tilladt:

1) Drive handel.
2) Opstille telte og lign.
3) Beskadige træer og buske.
4) Fiske i søer, damme og vandløb.
5) Beskadige eller fjerne skoveffekter, herunder brænde og kvas.
6) Tage grene af træer og buske samt omhugge, opgrave eller oprykke træer, buske eller anden vegetation. I skove, der ejes af staten, kommuner, Folkekirken eller offentlige stiftelser, er det dog tilladt at skære eller klippe kviste af løvtræer, der er over 10 m høje.
7) Foretage erhvervsmæssig indsamling af nødder, bær, svampe, frø og kogler, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav m.v. Indsamling i begrænset omfang til privat brug er tilladt. Kogler må dog kun tages fra skovbunden. Grene og kviste må ikke indsamles i bevoksninger, hvor der oparbejdes pyntegrønt.
8) Udvise støjende adfærd, herunder benytte radioer og andre musikapparater, højttalere, musikinstrumenter o. lign. på støjende måde.
9) Skræmme eller forulempe dyrene eller beskadige huler og reder, yngel og æg.
10) Benytte metaldetektorer m.v., projektører eller andet stærkt lys.
11) Klatre med brug af sikringsudstyr eller andre hjælpemidler.

Men ellers må man alt!

Overnatning

Ganske vist må vi frit fiske og færdes overalt langs de danske kyster. Men når det gælder om at tage ophold i længere tid og især overnatte, er det noget mere begrænset, hvad vi egentlig må.

Det er således – i henhold til ovenstående – forbudt at opstille telt på stranden og overnatte i det. Men det er til gengæld tilladt at overnatte på stranden, dersom det sker i bivuak eller simple vindskjul – så længe det blot ikke minder om et telt!

Men ikke nok med det. På “ubevoksede” strandbredder er det sågar tilladt at tænde bål og bruge stormkøkken, hvad der jo er meget forbudt inde på land. Er man således på langtur i sin kajak eller pontonbåd, er det helt legalt at gå i land, tænde bål på en ubevokset strand og siden overnatte samme sted i sin bivuakpose!

I den forbindelse er det vigtigt at slå fast, at en “ubevokset strand” er en sandstrand eller stenstrand. Er jorden græsklædt helt ud til strandlinjen, er det ikke lovligt at campere på ovennævnte præmisser.

Skov- og Naturstyrelsen har herudover forskellige muligheder for lovlig overnatning i naturen i statsskovene og andre af statens arealer: Læs mere herom på www.skovognatur.dk

Styrelsens primitive overnatningssteder er beregnet til overnatning i naturen med telt eller lignende for enkeltpersoner, familier og smågrupper og lignende. De kan anvendes uden forudgående tilladelse. Man må dog højst overnatte to nætter på samme plads.

Pladserne er typisk markeret med en pæl med Skov- og Naturstyrelsens logo, og de fleste steder er der en bålplads. Overnatning foregår i medbragt telt eller i shelter (sovely), hvor sådanne er opstillet. Lejrpladser er forbeholdt større grupper og kan kun benyttes efter forudgående tilladelse fra styrelsen.

Endelig er der steder med “Fri teltning”, som er for dig, der er interesseret i primitiv overnatning i telt i skoven – på naturens præmisser og i udvalgte skovområder. Her er alene, hvad naturen kan tilbyde!

Det er naturligvis strengt forbudt at efterlade affald – det være sig i skoven, på stranden eller noget andet sted. På private og offentlige steder. Det siger sig selv, og overtrædelse straffes med bøde.

Love og bestemmelser

Ovenstående er et ganske lille udpluk af de love og bestemmelser, som gælder for færdsel i den danske natur. Og jeg håber bestemt ikke, at jeg har skrevet noget forkert! Vil man have alle detaljer og undtagelser med, er der ingen vej uden om selv at dykke ned i de relevante lovtekster.

Det allermeste kan findes i Naturbeskyttelsesloven og Mark- og Vejfredsloven.

Facts om fiskere

Der er ifølge Gallup (1996) omkring 650.000 lystfiskere i Danmark. Det placerer lystfiskeriet på højde med etablerede idrætsgrene som gymnastik, fodbold og badminton.

89% af de adspurgte 3.000 danskere kendte til eksistensen af det obligatoriske fisketegn, som i dag koster 125,- kr. om året.

17% af alle adspurgte havde i løbet af 1996 haft en fiskestang i hænderne – altså en sjettedel. Blandt de adspurgte var der 94% mænd og blot 6% kvinder.

73% af de adspurgte havde fisket i saltvand i løbet af 1996 – altså tre fjerdedele. Ikke overraskende i et land som Danmark. På andenpladsen kommer vore søer med 30%, efterfulgt af Put & Take vandene med 27% og vandløbene med 25%.

Aldersgruppen 30-39 år udgør 28% af samtlige lystfiskere. På andenpladsen kommer de 40-49 årige med 23%. På tredjepladsen kommer de 20-29 årige med 19% og endelig de 50-59 årige på fjerdepladsen med 17%.

Halvdelen af alle lystfiskere i Danmark er således mellem 30 og 50 år. Det er imidlertid aldersgruppen 30-39 år, som er de mest aktive fiskere. I denne gruppe svarede 84%, at de havde været ude med stang og snøre det pågældende år.

39% af de adspurgte havde fisket 2-5 dage i 1996. 21% havde brugt 6-10 dage på at fiske, mens 15% havde tilbragt 11-20 dage i selskab med fiskestangen. Endelig er der 2% hardcore lystfiskere, som havde brugt hele 51 dage på at fiske i 1996.

Kun 13% af de adspurge lystfiskere er organiserede og medlem af en eller flere foreninger. Størst grad af organisering stod gruppen 50-59 år for med 20% – et forhold, man kan nikke genkendende til ude omkring i foreningerne.

Kilde: Gallup & Dansk Videncenter for Sportsfiskeri

Abu Garcia: Cardinal 800

Test af ABU Garcias “top of the line” blandt fastspolehjul: Cardinal 800-serien, som brillierer med det bedste af det hele!

Det er altid spændende, når en producent lancerer en ny topmodel – om det så er biler fra BMW eller fiskegrej fra ABU Garcia. Der ligger i begge tilfælde store forventninger til produkterne, som skal være noget nær “second to none”, hvis ikke de skal falde igennem hos den kritiske anmelder.

Cardinal 800 er den topserie, som lanceredes i Nap & Nyt kataloget 2007 – som toppen af poppen med alt, der bimler og bamler af ny teknologi. Hør blot:

Carbon Matrix bremsesystem

8 HPCR kuglelejer og 1 rulleleje

Body Armor Paint overfladebehandling

Everslik-behandlet og kuglelejret spoleaksel

Hjulhus, rotor, spole og håndtag helt i aluminium

Kort sagt: Her mangler der ikke noget! Det første indtryk er da også, at gangen er silkeblød og lækker – med et minimum af slør mellem de bevægelige dele. Antikink lineførerrulle er en selvfølge – en bøjleudformning, som hindrer tynde liner i at hægte her – ligeledes.

Størst interesse tiltrak bremsesystemet sig dog. Cardinal 800 er forsynet med ABU Garcias eget Carbon Matrix bremsesystem, som via mange kulfiberforstærkede skiver ifølge ABU selv er markedets bedste. Perfekt til de uelastiske fletlliner, som stiller langt større krav til bremsen end de elastiske nylonliner.

ABU har selv sammenlignet Carbon Matrix bremsen med andre bremsesystemer på markedet. Og fundet, at den er de andre overlegen. Så videnskabelig har vi nu ikke været, men det er ganske tydeligt, at ABU her har fundet frem til et rigtig godt bremsesystem – et system, der håndterer selv fletliner på fornemste vis, på et fastspolehjul. Det er jo langt lettere at lave et godt bremsesystem på et multihjul, hvor man ikke har en 90 graders vinkel på linen at slås med.

Vi testede hjulene med flere forskellige liner – både nylonliner og fletliner i forskellige tykkelser. Som der altid vil være, så var der også stor forskel på lineoplægget her. Specielt den mindste af hjulene var ikke så vild med fletliner, men ville helst have nylon på spolen. Vi fik derfor en ny model af samme størrelse, og her var der ingen problemer – hverken med nylon eller flet.

Kort sagt: Cardinal 800 lever virkelig op til sin status som den nye topmodel fra ABU Garcia. Men allerede fra 2009 blev den overhalet inden om – af ABU selv med en helt ny topserie: Cardinal Sorön.

Meget mere herom senere.

Færdige fiskesæt

– til feriefiskeri med familien!

Det kan være svært at sammensætte det rette grej, hvis man som grøn nybegynder vil forsøge sig ud i den ædle fiskesport. Heldigvis er der hjælp at hente…

I gamle dage var det at være lystfisker noget, man blev født til. Det var far, onkel eller bedstefar, som tog knægten med ud at fiske, så såre han var stor nok til selv at holde stangen. Lystfiskeri var således noget, der bandt familiens mandlige medlemmer sammen – for kvinder og piger fiskede slet ikke dengang.

Det gør de i dag, og i dag er det ikke længere nogen selvfølge, at nære familiemedlemmer kan tage en vordende lystfisker ved hånden og lære ham eller hende de grundlæggende principper.

I dag er der mange enlige mødre, som gerne vil tage deres børn med ud at fiske – enlige fædre for den sags skyld også. Der er også mange voksne, som får lyst til at prøve lystfiskeriets glæder – enten selv eller sammen med deres børn. Og i mange tilfælde kender de ingen, som kan lære dem at fiske.

Hvad skal man så gøre? Skal man lade sig friste af supermarkedets færdige fiskesæt til spotpriser? Eller lade grejbutikken lænse tegnebogen for mere, end man lige har lyst til – for sæt interessen ikke holdt?

Fiskesæt over Atlanten

I de seneste år har vi på vor side af Atlanten set endnu en amerikansk trend vinde indpas: De færdige fiskesæt. I USA er det mere regelen end undtagelsen, at man køber færdige fiskesæt, hvor stang, hjul og line allerede er sat sammen til et velfungerende hele.

Her har man for længst indset, at mange børn mangler en far, der fisker – og mange voksne en venlig sjæl, der kunne lære dem det. De forlader sig derfor helt på de færdige fiskesæt, som fås i alle prisklasser – ofte sammensat af endog meget gode komponenter. Slut med supermarkedernes superbillige fiskesæt, der alligvel aldrig rigtig kan leve op til kravene ude ved virkelighedens fiskevande.

Jeg har snakket med Ib Andersen fra Randers. Han er skandinavisk direktør for en af verdens største virksomheder inden for fremstilling og salg af fiskegrej – Pure Fishing. Det er et firma, der under sine beskyttende vinger har berømte mærkevarer som Berkley, Abu Garcia, Fenwick, Penn og Mitchell med mange flere. Ib Andersen kan fortælle, at trenden er ganske tydelig:

Der udvikles og sælges flere færdige fiskesæt end nogensinde før. I alle prisklasser. Producenterne er klar over, at de i hvert fald delvis har mistet en generation af nye lystfiskere. Det er dem, der i stedet for udendørs interesser som lystfiskeri kastede sig over indendørs computerspil i stedet. De står nu selv som forældre og har børn, som de gerne vil tage med ud at fiske. Det er ikke mindst dem, de mange nye fiskesæt er tiltænkt.

Jeg har kigget dybt i katalogerne og talt sammen. Alene i Årets Nap & Nyt tilbydes således ikke færre end 64 fuldt færdige fiskesæt, hvor stang, hjul og line er matchet på bedste vis.

Fiskesæt til nybegyndere

Priserne starter ved kr. 199,- for et Abumatic sæt “Junior” – bestående af et lukket (indkapslet) fastspolehjul, som selv de yngste kan håndtere uden alt for store problemer. Den medfølgende stang er af samme grund kort – kun godt 5 fod (150 cm) – hvilket begrænser dens brug til andet end helt små fiskere.

Er børnene blevet lidt ældre, kan man med fordel vælge fiskesæt med åbne fastspolehjul og lidt længere stænger. Det giver længere kast og bedre kontrol fra bredden. Der er 15 Cardinal sæt at vælge imellem – med stænger fra godt 6 til 9 fod (180-270 cm). Hvis man vil fiske fra strand, høfder eller havnemoler, er de længste stænger at foretrække. Priserne starter ved kr. 299,- og slutter ved kr. 499,-.

Har man selv mod på at prøve kræfter med tunge torsk fra turbåd – det være sig på Øresund, Storebælt, Lillebælt eller Vesterhavet – kan man få et velfungerende Ambassadeur havfiskesæt med 7 fods stang til kr. 699,-. Billigere havsæt har det med ikke at holde til strabadserne på åbent hav, så her kan det, der er sparet, hurtigt være spildt. Dertil en i sig selv kostbar fiskedag.

Har man mod på at prøve det noget mere krævende fluefiskeri, kan man få et velfungerende Diplomat fluesæt med beskyttende etui til både stang og hjul for kr. 899,-. Hertil skal man så lægge en vis form for instruktion, for fluefiskeri er noget, der skal læres. Det kommer ikke af sig selv. Vælg gerne et tilhørende kastekursus eller en hel kursusuge på højskole, hvis man er dedikeret til fluefiskeri og det skal blive rigtig godt.

Fiskesæt til de rutinerede

Det var de klassiske fiskesæt til de helt forudsætningsløse fiskere. Har man flere år og mange fisk på bagen, kan der alligevel være god grund til at kigge på et færdigt fiskesæt, når der næste gang skal handles ind eller skiftes ud i grejskabet. Det er den amerikanske trend, der nu for alvor viser sig.

Pure Fishing tilbyder her seks forskellige serier af færdige fiskesæt. Der er i vid udstrækning tale om, at man har parret allerede populære stænger med ditto hjul – i modsætning til de billigere fiskesæts bestanddele, der i regelen er fremstillet udelukkende til færdige sæt. Derved bliver kvaliteten ikke så høj som på disse fiskesæt, der starter ved kr. 699,- for Stamina og Excellence og slutter ved kr. 999,- for Stealth og Specialist. I midten til kr. 799,- finder vi Ultracast og Revolution.

Det gode ved disse seks serier, som alle er med åbne fastspolehjul, er dels funktionaliteten, som er helt i top, og dels de mange valgmuligheder inden for hver enkelt serie. Her kan den erfarne fisker finde sig et perfekt matchet fiskesæt, som passer præcis til hans smag og behov. Hver serie byder således på modeller fra ultralet spinnefiskeri til tungere kystfiskeri. Og stanglængder fra godt 5 fod til hele 9 fod.

Her går man ikke på kompromis med noget, og selv garvede fiskere vil trives med disse udvalgte kombinationer af stænger og hjul. Fordelen ved disse færdige fiskesæt er imidlertid større end som så: Der er sågar også penge at spare ved at købe samlet.

I USA er det ikke usædvanligt, at en vordende fisker går fra butikken med en hel håndfuld færdige fiskesæt i favnen. Så vidt er vi ikke kommet herhjemme – endnu. Men det er ikke usædvanligt, at en familie køber flere fiskesæt. Naturligvis med det billigste til de yngste og noget lidt bedre til forældrene.

Ikke sjældent dukker familiefaderen op i grejbutikken ugen efter den første fisketur. Han skal lige have noget, der er lidt bedre endnu – til sig selv!

Facts om fiskere

Der er ifølge Gallup (1996) omkring 650.000 lystfiskere i Danmark. Det placerer lystfiskeriet på højde med etablerede idrætsgrene som gymnastik, fodbold og badminton.

89% af de adspurgte 3.000 danskere kendte til eksistensen af det obligatoriske fisketegn, som i dag koster 125,- kr. om året.

17% af alle adspurgte havde i løbet af 1996 haft en fiskestang i hænderne – altså en sjettedel. Blandt de adspurgte var der 94% mænd og blot 6% kvinder.

Kilde: Gallup & Dansk Videncenter for Sportsfiskeri

Fotos: Preben Petersen & Steen Ulnits

Gråt Guld – på flere måder

Ikke alt, som skinner, er guld. Sådan lyder det gamle ord, der meget ofte holder stik. Imidlertid kan selv grå hjul være den rene guldgrube. Læs selv hvordan!

– Så er dit guldhjul kommet!

Sådan lød den glade besked en regnfuld julidag i 2008. Og årsagen var den enkle, at jeg havde bestilt et af de blot 250 nye guldhjul, som ABU Svängsta havde fremstillet for at fejre firmaets og ikke mindst Nap & Nyt katalogets 60 års fødselsdag.

Nu var hjulet her altså, og jeg tog spændt ud til firmaets danske hovedkvarter for at tage vidunderet i øjesyn. Og vel så det smukt ud, som det lå dér og skinnede i sine fine lille trækasse. Ét ud af de 250 til hele verden.

Det, der interesserede mig allermest, var imidlertid noget, som låunder hjulet. I form af en lille DVD skive, som indeholdt er minutiøs affotografering af samtlige sider i samtlige 60 årgange af Nap & Nyt. En guldgrube for alle historisk interesserede. Dertil et sandt fund for en gammel fisker som undertegnede, hvis karriere startede med – netop et eksemplar af Nap & Nyt. Helt eksakt kataloget fra 1966.

En rejse gennem tiden

Det var fascinerende at få den lille beskedne DVD skive i computeren og så ellers bladre de mange kataloger igennem. Det var en sand rejse gennem tiden – som jeg da også helt glemte den aften. Side for side – fra 1948 og frem til 2008 – bladrede jeg mig gennem tid og sted på ABU fabrikkens vej frem mod i dag.

Undervej kunne jeg følge modeller komme og gå. Opleve fødselen af udødelige klassikere som Ambassadeur og Cardinal, der jo lever i bedste velgående den dag i dag – med en lige og ubrudt linie tilbage til de første modeller i et tidligere århundrede og det forrige årtusinde.

1966 kataloget kunne jeg naturligvis udenad. Det var jo her, jeg tabte mit drengehjerte til den svenske grejfabrikant ved bredden af den forjættede Mørrumså. Ambassadeur hjulene var da allerede klassikere, mens Cardinalerne netop havde set dagens lys – med silkeblødt snekkedrev og bremsen placeret bagtil. Og så var der de røde Abumatic hjul, som fangede min interesse i de år – sammen med de ligeledes røde Ambassadeur hjul. Flotte var de, og fisker skulle man være!

Det var også i de år, hvor det trekantede Delta fluehjul blev lanceret – som afløser for klassikeren over alle klassikere – Record hjulet, som var det enerådende svenske fluehjul fra Anden Verdenskrig og frem til 1966, hvor det endegyldigt afløstes af Delta hjulene – det andet af ABU’s i alt tre fluehjul gennem tiderne. Læs mere herom i artiklen “Tre generationer ruller ind” under “Fluefiskeri”.

ABU pigerne

Da jeg fyldte 50, var en af gaverne – fra forstander Ole Kæmpe på Samsø Højskole – en gammel ABU plakat, som havde hængt på et værtshus i Nyhavn i mange år. Det var forsiden på 1955 kataloget, hvor en let påklædt kvinde – med rødt Ambassadeur hjul på stangen og tre fine aborrer liggende på bådebroen – beundrende ser på sin mand, der smilende løfter en stor gedde op fra båden, som naturligvis er af træ. En tegning, der på alle måder afspejler tiden og dens syn på kønnene.

Men også en tegning, der på mange måder afspejler ABU fabrikkens egen holdning til fiskeri – at det var for hele familien og ikke kun for manden. Der for øvrigt næsten altid afbildes med en pibe i munden – datidens etablerede symbol på mandighed!

Bladrer man katalogerne igennem, vil man se, at kvinder prydede forsiderne i 1951, 1953, 1955, 1957 og 1959 – altså hvert andet år. Så skal vi frem til 1965, før der igen er en kvinde på forsiden, hvilket igen er tilfældet i 1969.

Så hopper kæden imidlertid af, og der skal nu gå ikke mindre end 23 år (!), førend der atter dukker en kvinde op på forsiden. Det er på 1992 kataloget, som imidlertid var en enlig svale, for siden da har der kun været mandlige fiskere på forsiden af Nap & Nyt. Tankevækkende, at kvinderne – i takt med den øgede ligestilling – er forsvundet fra Nap & Nyt. Som om kataloget nu skulle være et fristed for mænd med et anstrengt forhold til ligestilling!

Gamle klassikere i ny påklædning

Det er også sjovt at følge gamle klassikere, som man selv har haft masser af i blinkæsken. Ingen tvivl om, at ABU’s udødelige Hi-Lo wobler med stilbar ske er voldsomt inspireret af datidens klassiker – amerikanske Heddon’s lille “River Runt” og den større “Vamp Spook”. Form og facon er i hvert fald næsten identiske!

ABU lancerede Hi-Lo i 1955, hvor firmaet også havde de originale Heddon woblere med i sortimentet, så inspirationen lå vel lige for. Men det gør jo ikke Hi-Lo woblerens indstillelige ske, som tillader fiskeri på forskellige dybder med samme wobler, mindre revolutionerende, og Hi-Lo har da også rundet de 50 i bedste velgående!

Da man havde Heddon og Hi-Lo i samme katalog, var der nok gensidig forståelse for produkterne og deres udseende. Værre er det gået senere, hvor ABU’s egne opfindelse – heriblandt det udødelige Toby blink – er blevet forbillede for mange billige kopier. En udvikling, der har resulteret i opslidende retssager, som interesserede kan læse mere om i artiklen “Toby til trolling” under “Grej” på ulnits.dk.

Toby har altid interesseret mig, men først langt senere fandt jeg ud af, at Toby og jeg faktisk begge blev født i samme år – 1956. Faktisk var det først i den selvbiografiske bog “Snilledrag, Lyckokast og Bottennapp” fra 2003, skrevet af Lennart Borgström, sønnen til legendariske ABU-stifter Göte Borgström, at jeg fik historien fortalt.

Problemet med kopier er dog langt fra af nyere dato, hvilket tydeligt fremgår af dette citat tilbage fra 1953:

VARNING

Ute på marknaden finn en hel del dålige efterapningar av våra ABU-spinnare. Bemärk at det blott är ABU-spinnaren i ORIGINAL som ger de stora fångstarna. Kontrollera därför att Ni får en äkta ABU-spinnare som å skedens undersida är stemplad “ABU-spinnaren” eller “ABU-spinnaren Reflex”. (Napp & Nytt 1953)

Pflueger tilbage i folden

ABU har gennem årene kun sjældent haft andres produkter i sortimentet, og amerikanske Heddon var dermed en undtagelse af de få.

Det var også introduktionen af ligeledes amerikanske Pflueger i kataloget. Det skete i 1955, hvor man imellem Pflueger’s velkendte multihjul også finder klassikeren over alle klassikere blandt fluehjul – Pflueger Medalist, som allerede dengang var et fornemt fluehjul. Såmænd også set med nutidens storspolede øjne.

Det er interessant at se, hvordan alting går i ring. Interessant, for Pure Fishing har netop overtaget endnu et mærkevareprodukt blandt fiskegrej – Pflueger! Efter 53 år er Pflueger således atter i sortimentet, omend det ikke længere er ABU, som bestemmer. Det forlyder således, at vi fremover vil komme til at se adskillige nye hjul under Pflueger navnet – nu under Pure Fishing’s beskyttende vinger.

Det er virkelig historiens vingesus, man fornemmer, når man bladrer gennem de mange kataloger. Som for øvrigt i den trykte originaludgave er et samleroblekt af de store. Næppe nogen har en helt komplet samling, og netop derfor er det en fantastisk god idé af ABU, at man har digitaliseret alle de gamle kataloger, så de ikke går tabt for eftertiden.

Synd bare, at man skal erhverve sig et guldhjul først, førend man kan bladre gennem de gamle kataloger…

Berkley: Series One Skeletor

Amerikanske Berkley har lanceret sin hidtil mest avancerede stangserie til spinnefiskeri: Skeletor. En stangserie, som appellerer til seriøse spinnefiskere med hang til det nyeste nye…

Jeg kom forbi de nye stænger en dag i grejbutikken. De så jo interessante ud, så jeg tog den mindste model ud af stativet og viftede lidt med den i lokalet.

– Hold da op! – Sikken rap aktion! Jeg kunne lige se mig selv sende mit 10 grams Toby mod fjerne horisonter – ud til havørrederne i Ebeltoft Vig, hvor der ofte skal kastes langt for at nå fiskene over de store sandflader.

Det blev til et længere bekendtskab, end jeg havde regnet med. En dag stod der nemlig en pakke i entreen med hele tre nye Skeletor stænger, som skulle testfiskes. En 7 fods model, der som anbefalet kastevægt havde 2-12 gram. En 8 fods model med en kastevægt på 4-24 gram samt endelig en 9 fods model til multihjul – med en anbefalet kastevægt på 15-40 gram. Sidstnævnte føltes meget stiv, men livede noget op, da der først kom lidt belastning på!

De to mindste modeller til fastspolehjul er uhyre velkastende, omend den anbefalede kastevægt er noget optimistisk valgt. Jeg vil i hvert fald nødig skulle kaste en 2 grams Droppen på den mindste stang – trods den anbefalede kastevægt. Jeg vil også meget betakke mig for at skulle sende et 4 grams Toby til havs med 8 fods modellen. 5 respektive 10 gram er nok mere realistiske minimumsvægte for de to spinnestænger.

På samme måde er 15 gram også i underkanten for multistangen, hvor 20 gram nok passer bedre. Til gengæld har stangen ingen problemer med at håndtere maxvægten på 40 gram, hvilket gør stangen meget velegnet til lettere trollingfiskeri med store woblere og flere trekroge. Her er der god brug for en stiv stang, der – sammen med en uelastisk fletline – kan drive de mange krogspidser ind i en hård og tandbesat geddekæft.

Det mest spændende ved de nye Skeletor stænger fra Berkley er naturligvis håndtag og hjulholder, som byder på radikalt nyt design. Hjulholderen fastholder alle de prøvede hjultyper i et jerngreb, og klikfunktionen sikrer, at hjulholderen ikke så let løsner sig selv under brug. Der er direkte kontakt til klingen via håndgrebet, som er åbent ned til klingen – med maksimal kontakt ud til agnet som resultat. Specielt naturligvis, hvis der fiskes med fletline på hjulet.

IM7 klingerne er bygget efter Berkley’s eget patenterede “Multi-Bias Laminate Lay-Up” teknik, som sikrer klinger, der vrider sig minimalt under belastning. I hvert fald i teorien skulle dette sikre mere præcise kast. I praksis virker det bare. Stangringene er superstærke LTS med foring af SiC – klar til fletliner!

Håndgreb af formstøbt EVA sikrer et suverænt og komfortabelt greb, men man kan frygte – naturligvis alt efter hvem man er – at der med tiden kommer skidt ned i de dybe udskæringer. Men godt ser det ud – hvis man altså synes det! For det er bestemt ikke stænger i et hverken traditionelt eller diskret design!

Alt i alt har de nye Skeletor stænger fra Berkley været et meget positivt bekendtskab i det forgangne halve år. Eneste kritikpunkt er mangelen på en bunddup af gummi, så stængerne ikke skrider. Jeg har selv limet et par skiver på for at hindre dette.

Vejl. udsalgspris: Fra kroner 1.199,- til 1.499,-