Landet over investerer rigtig mange mennesker rigtig meget tid i frivilligt arbejde med elektrofiskeri og efterfølgende avlsarbejde. En af disse entusiaster er “Lasse” fra Sønder Resen ved Karup Å.
“Lasse” er en meget kendt person langs bredderne af Karup Å – Danmarks givet bedste havørredvand. Lasse bor lige ned til åen og fisker den mere end de fleste. Han har da også fanget rigtig mange havørreder i åen – med den hidtil største på 12,2 kg.
Men Lasse gør, hvad ikke nær så mange andre gør: Han sår nemlig, før han høster. Han ved, at åens havørreder ikke kommer af sig selv, men må hjælpes lidt på vej. Lasse har i de seneste år kastet sin kærlighed på klækkebakker med æg, som udlægges i egnede gydevandløb. Erfaringerne er rigtig gode, men Lasse er oppe mod systemet, der er bange for at miste penge fra Fiskeplejemidlerne – penge til lønninger af statens biologer.
Synd, at sådanne hensyn skal blokere for gode ideer. Hør selv, hvad Lasse fortæller om først klækkebakker og sidst – et helt nyudviklet hyttefad til elektrofiskeri.
Steen Ulnits
Danske erfaringer
Dette er ikke nogen doktorafhandling eller videnskabelig beretning, men et forsøg på at fortælle om mine erfaringer samt meninger om fremtidig brug af klækkebakker. Det er holdt i et sprog, så alle med blot lidt sund fornuft og interesse for naturen skulle kunne forstå det.
Vibert Box
I årene omkring 1955-60 havde en af lederne af det franske fiskeforskningsinstitut Dr. R. Vibert problemer med laksefiskebestandene i nogle floder, der løb fra Pyrenæerne og ud i Biscaya Bugten.
Fiskene var forsvundet på grund af forurening, eller der havde været spærringer, så de ikke kunne komme op til gydepladserne.
Han havde åbenbart viden om fisks evne til at vende tilbage til fødestedet, så i stedet for at sætte fisk ud i floderne, opfandt han en plastboks, hvori han kunne anbringe befrugtede æg. Metoden kaldes Vibert-Metoden. Boksen målte 14x9x5 cm og er delt i to rum. En fjerdedel af rummet i boksen fyldtes med æg og resten med grus. Der kunne være ca. 2.000 stk. æg i boksen, hvis det var havørredæg, og lidt færre ved lakseæg.
Boksen var forsynet med huller, således at der ville være en vandgennemstrømning i boksen og for at yngelen, når den var klækket, kunne forlade den. Man anbragte boksen, enten gravet ned i gruset eller i en kasse med grus placeret ude i floden.
Metoden virkede åbenbart og blev brugt med nogenlunde resultat blandt andet i Norge. Et af problemerne med Vibert Boksen var, at man ikke fik et nøjagtigt resultat af anstrengelserne.
Man vidste jo ikke præcis, hvor mange æg der var i boksen, og kom der flom og boksen blevet revet væk med strømmen, fik man jo heller ikke de oplysninger, man gerne ville have. Et andet problem var, at hvis der gik svamp i et af æggene, gik de til alle sammen, da de lå i samme rum. Man kunne dog se, at der hvor man havde haft boksene sat ud, var der de følgende år et overtal af fisk.
I 1983 videreudviklede en svensker ved navn Bengt Pettersson Vibert Boksen. I stedet for at have alle æggene liggende samlet i ét rum, fremstillede han en kasse, hvor æggene lå i rækker på en hullet bølgeplade. Kassen var så forsynet med huller, hvorfra yngelen kunne forlade kassen når de var klækket. Fordelen ved denne kasse var, at kom der svamp i et æg, ville det kun ødelægge den række, hvor det dårlige æg lå i.
Forsøg ved Karup Å
Karup Å Sammenslutningen havde i 1998 nogle øjenæg i overskud, og på Mogens Thomassens opfordring gik Alf Pedersen, Mogens Styhr, Tonny Johansen og Børge Quist i gang med nogle forsøg.
Man prøvede først at grave æggene direkte ned i gruset, men havde problemer med, at de sandede til. Der blev også prøvet med trærammer isat fluenet og plastbægre med huller. Det gik ikke altid lige godt, og det var svært at kontrollere resultatet. Trods alle problemerne skriver Alf Pedersen i en rapport d. 27-2-98 følgende:
“Jeg synes, det er en spændende tanke, som vi bør arbejde videre med”.
Der blev de næste år gjort flere forsøg – med et blandet resultat.
Per Knudsen fra Flyvestation Karups Sportsfiskerforening var på et vandplejemøde med Finn Sivebæk blevet præsenteret for en type klækkebokse, Finn havde haft med hjem fra Canada. Han havde fanget ideen og bestilt bakker i Canada. De ankom 2. februar 2000 og blev straks afprøvet.
I de år var der ikke så mange tilløb, der var restaureret og egnet til udsætning af klækkebakker, men det blev trods dårlige forhold afprøvet med et meget positivt resultat. Alligevel gik arbejdet med boksene i stå.
Jordan-Scotty Salmonid Egg Incubator
Kassetterne måler 30x15x4 cm, består af to halvdele med 200 separate celler. Hver celle på ca. 2 kubikcentimeter og med to huller i hver celle, hvorfra yngelen kan forlade bakken, når den er klar til det. Boksene fås med tre hulstørrelser alt efter hvilken ægstørrelse, den skal bruges til:
Gule bakker med 1,5 mm huller
Røde med 4,4 mm huller
Grønne med 8 mm huller
Nu har man ikke nogen dansk havørred i Canada, så da vi skulle bestille bakker, valgte vi den hulstørrelse 4,4 mm, der kom tættest på vores havørrdægstørrelse.
Der medfølger en ladebakke, når man køber bakkerne i Canada. Ladebakken holdes ned i vandet, hvor man opbevarer æggene og æggene hvirvles ind over bakken. De overskydende æg pensles af.
Herefter lægges ladebakken og klækkebakken sammen, dyppes ned i vand, så æggene falder over i klækkebakken. Dette gentages, alt efter hvor mange æg man ønsker i hver celle. Foreløbig er vi kommet til det resultat, at et sted imellem 2-4 æg pr. celle giver det bedste resultat.
Kassetterne kan kobles sammen med op til 5 stk. kassetter pr. blok. Det gøres ved hjælp af medfølgende pindbolte. Blokkene placeres så i bækken, så strømmen løber imellem kasetterne.
De fastgøres i bækken med 2 stk. rundjern pr. blok, holdt på plads med tøjklemmer. Man tilser klækkekasserne ca. en gang om ugen, alt efter hvor meget løst materiale der kommer drivende i vandløbet. Klækningen og den tid der går, inden yngelen forlader bakkerne, varierer efter vandtemperatur og hulstørrelse.
I de forsøg, jeg har kørt, går der 4-5 uger, fra de første yngel og til de sidste er kommet ud. Det giver en god fordeling i vandløbet. Hvis samtidig yngelen forlader bakkerne om natten, hvilket det kunne tyde på, giver det en større overlevelsesprocent.
Der står i vejledningen fra Scotty at man kan bruge enten øjenæg, æg, der er halvvejs igennem klækkeperioden, eller grønne æg – æg, der lige er befrugtet.
Vi brugte øjenæg, men har i vinteren 2008-9 lavet forsøg i lukkede kar med grønne æg. Ved forsøgene prøvede vi at tage æg henholdsvis 3 timer og 6 timer efter befrugtning. Det bedste resultat fik vi ved at vente med ladningen til 6 timer efter. Her blev klækningsprocenten 90 %.
Forsøg genoptaget i Karup Å
I vinteren 2006-7, efter nedlæggelse af to dambrug i henholdsvis Resen Bæk og Sejbæk, genoptog vi forsøgene med klækkebakker, der havde ligget stille siden år 2000. Nu havde vi vandløbene med en topkvalitet, og hvor vi gerne ville oparbejde en bestand.
Der blev ladet 30 bakker med 400 stk. øjenæg pr. bakke. Kassetter blev samlet i blokke med 5 stk. pr. blok, altså 2.000 æg pr. blok. De blev udsat på tre stationer i hver bæk.
Resultatet, da kassetterne blev taget op, var en klækningsprocent på 92-98%. Vi bemærkede, at der var en senere klækning i Sejbæk i forhold til Resen Bæk, på grund af lavere temperatur. Temperaturforskellen i de to bække skyldtes, at Sejbæk har en længere udstrækning og derfor bliver mere nedkølet om vinteren.
Året efter genoptog vi forsøgene især rettet på de øvre tilløb til Karup Å.
Kassetterne blev fordelt på 23 stationer i alt 16.800 stk. æg. Den gennemsnitlige klækningsprocent var ca. 95%.
Vinteren 2008-9 blev der udsat 28.000 stk. æg fordelt på 28 stationer, de fleste stationer med kassetterne sammensat to og to, altså med 800 stk. æg pr. station. Klækningsprocenten her var 92 %.
Lidt sund fornuft
Biologerne siger, at 80-90% af de laksefisk i naturen, som overlever den første ungdom og en tur i havet, vender tilbage til det sted, hvor de selv er klækket. Det er godt arrangeret af vedkommende, der har skabt fisken. Havde forholdene ikke været i orden, hvor de er klækket, ville fisken ikke have eksisteret.
De sidste 15%, der søger andre veje, er til, for at der ikke skal ske indavl. Og bestanden får mulighed for et brede sig, hvis der er opstået nye muligheder for gydevand. Spærringer, der er fjernet – det være sig bæverdæmninger og andet – eller vandskel, der har ændret sig m.m.
Hver bæk har fra tidernes morgen haft sin egen stamme, tilpasset tidspunkt for opgang, så det har passet med vandføring, temperatur, insektliv m.m. En dansk havørred er fra naturens side 2 år om at vokse til smoltstørrelse. Længere nordpå 3-4 år alt efter vandtemperatur og fødemængde. I Sydengland bare 1 år.
De fisk, vi laver i Trevad, smoltificerer i en størrelse af 10-11 cm efter 1 år. Det er ikke naturligt.
Forsøgene i Resen Bæk viser, at 1-års fisk i et godt vandløb allerede er oppe på 14-17 cm. En størrelse, hvor de overskydende fisk, der på grund af pladsmangel bliver presset ud i hovedløbet, har en sådan størrelse, at de har lettere ved at overleve. Mængden af smolt produceret i Resen Bæk er i øjeblikket 77 stk. 14-17 cm pr. 100 m – i alt ca. 4.000 stk.
En undersøgelse i 1996-2000, der blev udført af KÅS, Viborg, Ringkøbing Amt samt DT, viser blandt andet følgende:
Overlevelsen af yngelen i de små vandløb antages at være bedre end i det store hovedløb. Det skyldes, at de små vandløb rummer forholdsvis flere egnede levesteder til små ørreder ,og at der i de små vandløb er færre fjender. Undersøgelsen viser også, at fiskene mærket som vilde smolt blev genfanget forholdsvis langt oppe i vandløbet. I modsætning hertil blev afkom af vildfisk (opdrættet på Trevad Ørredpark) og ørred af dambrugsstamme fanget længere nedstrøms i åen.
De ved ikke, hvor de er født. Ud over at det skal lugte af dambrug, har de ingen orientering på det sidste stykke af vandringen. Samtidig bliver vilde smolt fra vandløbet i højere grad end de to øvrige grupper genfanget tilbage i Karup Å som voksne havørreder på gydevandring. De vilde smolt overlever altså længere end de to øvrige typer af fisk.
Homing efter dambrug
Ved den sidste undersøgelse af vandløbsbestande foretaget af DTU står der følgende omhandlende Trevad Møllebæk:
“Den øvre del kaldet Børsting Bæk er noget okkerbelastet, dog er flere drænudløb med okkerudledning nu afskåret. Der er ligeledes skabt fri passage ved Trevad Ørredpark, men af uforklarlige årsager blev der ikke fundet ørred ved vejbroen ved Dalsgårde (Østerbørstingvej). Der blev fundet en god selvproducerende bestand nedstrøms Trevad Ørredpark”.
I vinteren 2005-6 blev de sidste dambrugsfisk fjernet fra Resen Dambrug. Fangstrapporter fra Sdr. Resen Konsortiet viser, at der fra 1998-2005 blev fanget 90-130 stk. fisk om året. I året 2006 faldt fangsten til 30 stk. efter ophør af dambruget. I 2007 steg det til 60 stk., i 2008 130 stk., så det er på vej opad igen. Til gengæld steg fangsterne i Haderis Å ved Lyhnes dambrug og nedefter i denne periode så meget, at vi året efter måtte frede en del af stykket. Det samme skete på Bus-stykket. Her faldt fangsterne også, da man lavede en ændring af Høgild Dambrug.
Da man lavede en undersøgelse af bestanden af gydefisk ved Munklinde i 2007, blev der fanget ca. 10 stk. fisk fra Munklinde og ned til Agerskov Dambrug. Men fra udløbet af dambruget og nedefter væltede det op med fisk – ca. 80 stk. Da man for 6 år siden elfiskede i Haderis Å, fra Haderup til Lyhnes Dambrug, fangede man 14 fisk, men på en strækning på ca. 500 m fra udløbet af dambruget og til Barslunds hønsegård 140 stk. Fiskene stopper altså ved dambrug.
Årsagen kan du få ligeså mange forskellige svar på, som der er formænd inden for KÅS:
1. Feromoner (kønsstoffer) fra moderfisk (siger Kåre, men forklarer ikke i Trevad)
3. Smolt trækker igennem Lyhnes fødekanal Haderis Å. (det gør de ikke i Agerskov)
4. Hovedstrømmen igennem dambruget, dødt vand i hovedløbet (ikke Trevad)
5. Lugten af yngel (mener Stig Petersen, DTU)
Min mening er, at det er en kombination af følgende:
1. Fisk har homing efter dambrug, hvis de er født og blevet i dambruget, til de er 1- års fisk. Vilde fisk vil også stoppe, hvis der står fisk i forvejen.
2. Lugten af yngel. Hvis en fisk kan lugte yngel fra et tilløb eller dambrug, ved den, at der er gyde- og opvækstvand forude.
Mange af disse problemer kan, efter min mening, løses ved at bruge klækkebakker, og så er det både billigere og tættere på naturens præmisser. Vel at mærke efterhånden som vandløbene er blevet gjort egnede til gyde- og opvækstvand.
Argumenter imod klækkebakker
DSF’s Kaare Manniches eneste argument imod er, at det er tvangsægteskaber.
Det er efter min mening rigtigt, men dog tættere på naturen end opdrætsfisk, hvor det også er tvangsægteskaber
DTU’s Finn Sivebæks eneste argument imod er, at han er bange for, at fokus kommer væk fra restaurering af vandløb.
Så er udsætning af dambrugsfisk, efter min mening, en større årsag til, at fokus kommer væk fra restaurering. Desuden har vi ikke meget ud af at sætte klækkebakker ud, hvis der ikke er gode forhold for fiskene at vende tilbage til.
Finn Sivebæk siger, at bakkerne virker, men at det ikke er videnskabelig bevist. Den dag, videnskaben beviser, at humlebien ikke kan flyve, forårsager det vel ikke, at den holder op med det?
Fordele
1. Udtræk fra klækkebakker (også naturlige gydebanker) strækker sig over 5 uger, set ved forsøg i Trevad Ørredpark. Giver god fordeling i vandløbet.
2. Trækker ud om natten – god beskyttelse og mindre stressfaktor.
3. Ingen konkurrence til eksisterende bestand.
4. Homing – vender tilbage til stedet, hvor den er klækket.
5. Lokal fokus på vandløbet. Lodsejere, der kommer ned og følger med i, hvad vi laver. Kommer med ideer om marksten, de har liggende, og er behjælpelige.
6. Tidspunkt for elfiskeri kan fordeles over større tidsrum.
7. Æg tilbage til stedet, hvor de er kommet fra
8. Mulighed for at få fisken til at passere dambrug, hvis det er fysisk muligt.
Der er ikke lavet undersøgelser, som viser, hvor mange fisk der overlever og vender tilbage, når de er udsat som yngel. Det er der heller ikke endnu fra klækkebakker.
Når man siger, at fisken vender tilbage til det vandløb, hvor den er smoltifiseret, er det kun den halve sandhed, man fortæller. For den vilde fisk fortsætter op af vandløbet til det sted, hvor den er klækket.
Ser man bort fra alle de undersøgelser, der ikke er lavet, af mange forskellige årsager, mener jeg, vi skal lade tvivlen komme naturen til gode.
Fremtidsplaner
Kan vi i forbindelse med elfiskeriet befrugte æg ude ved åen, stille æggene i midlertidige hyttefade til dagen efter og så lade bakkerne stå. Så vil det skåne moderfiskene, holde æggene i det vand og ved de temperaturer, de var beregnet til set fra fiskens synspunkt. Eventuelt flytte klækkebakkerne opstrøms, såfremt der er spærringer, det være sig fysiske eller psykiske, der har stoppet vandringen.
Hver bæk har fra tidernes morgen haft sin stamme, tilpasset vandtemperatur og vandføring, så gydetidspunktet har passet – så yngelen kommer ud på det tidspunkt, hvor fødeemnerne er til stede.
Der kan være mange andre faktorer, der spiller ind, og som vi ikke forstår.
Lasse
Sdr. Resen
Ny type hyttefad
Så kom det. Efter en idé fra Brønderslev Lystfiskerforening:
Det længe savnede, elektrosikrede, laboratorieundersøgte, dobbeltskrogede letvægts hyttefad.
Hyttefadet er forsynet med slidske, kontraventil og mulighed for fastspænding til elfiskebåd via lynkobling og stabilisatorer. Patenteret og mønsterbeskyttet af Logen til Havørredens Ve og Vel.
Det nye hyttefad vil være mandskabsbesparende og langt mere skånsomt for fiskene, der ikke længere behøver flere hundrede meters transport i bæreposer.
Et fornemt resultat af konstruktiv nytænkning hos elfiskerne i Brønderslev!
Del denne artikel: