Det hele startede i slutningen af 1800-tallet, hvor en ung amerikansk mikstursælger satte sig for at løse datidens store problem for lystfiskere:
Oplægningen af linen under indspinning med et multiplikatorhjul. Det måtte dengang ske manuelt under indspinningen, hvilket resulterede i konstante overløb og fuglereder. For slet ikke at tale om de gange, hvor linen samlede sig i den ene side af spolen og låste sig urokkelig fast.
William Shakespeare, Jr. var født og opvokset i Kalamazoo i staten Michigan, Han var ganske vist uddannet i finmekanik med kameraer som speciale, men ernærede sig ved at sælge mikstur og datidens patentmedicin. I sin sparsomme fritid var han lystfisker med adgang til statens utallige og dengang aldeles jomfruelige vandløb og søer. Her var det grejet, der satte begrænsningerne – ikke fiskebestanden.
Verdens første linefører
William Shakespeare havde både pionerånd og mekanisk snilde. Den da kun 26 år gamle William udtænkte med en urmagers snilde løsningen på dette problem, som havde plaget lystfiskerne i årtier. Han lånte en guldsmeds lille drejebænk og fræsede omhyggeligt langsgående riller i to messingstænger. Han konstruerede derefter en linefører, som med base i disse riller førte linen frem og tilbage over spolen under indspinning – så den lagde sig jævnt helt af sig selv. “Level Wind” kaldte han opfindelsen.
Den unge William Shakespeare tog sin nye opfindelse med ned til Kalamazoo River, hvor den viste sig at fungere rigtig godt. Hans fiskekammerater var begejstrede, og William besluttede sig for at sætte sin nye opfindelse i produktion. Året efter, i 1896, udtog han patent på sin opfindelse, og i 1897 etablerede han så sin virksomhed – The William Shakespeare, Jr. Company. Han var da blot 28 år gammel.
Fem år senere var det lille firma vokset og havde nu en halv snes medarbejdere. Produktionen drejede sig stadig om multiplikatorhjul med den patenterede linefører, og Shakespeare lancerede i 1908 sit nye slogan “Built Like a Watch”. I 1915 skiftede firmaet samtidig navn til det mere mundrette “The Shakespeare Company”, som var lettere at markedsføre.
Verdens første overløbsbremse
Under Første Verdenskrig måtte Shakespeare omstille produktionen fra fiskehjul til militært udstyr – heriblandt tændsatser til mortergranater og karburatorer til benzindrevne køretøjer. Efter krigen blev produktionen atter omstillet til fiskehjul, og i 1920 havde Shakespeare flere end 5.000 forhandlere spredt over det store nordamerikanske kontinent.
1939 bød på endnu et kvantespring for det moderne fiskehjul. Nu havde William Shakespeare nemlig fået fokus på en anden indbygget ulempe ved multiplikatorhjulet – de mange overløb. Det måtte der gøres noget ved, og Shakespeare’s løsning på dette problem var “Backlash” bremsen. Dette bremsesystem blev bygget ind i Shakespeare’s nye “Wonderreel”, som blev firmaets til dato absolutte bestseller. Samme år udtog Shakespeare patent på verdens første fiskehjul med to gear, der kunne skiftes imellem.
Anden Verdenskrig havde også bud efter Shakespeare’s tekniske kunnen. Nu blev produktionen omstillet til styregrej til jeeps, kampvogne og flyvemaskiner, som USA producerede i enorme mængder – til sig selv og sine allierede. Ikke blot kunne Shakespeare bidrage til de allieredes sejr i krigen, men firmaet lærte sig undervejs meget nyt, som siden blev til stor nytte.
Verdens første glasrørsstang
Efter krigen kom der atter fokus på fritiden. Krigen havde – sine mange rædsler til trods – frembragt en lang række nye materialer, der bød på helt nye anvendelsesmuligheder. De skulle udnyttes, og Shakespeare kastede sig straks over de mange og spændende muligheder, som ikke mindst nylon og glasfiber så ud til at have.
Allerede i 1946 flyttede firmaet sin produktion af flettede spinneliner og coatede flueliner til Esterville i staten Iowa, hvor man også startede sin egen produktion af nylonliner op – helt fra bunden af. Året efter – i 1947 – kunne Shakespeare så fejre sit 50 års jubilæum som producent af grej til lystfiskere. Det er nu William Shakespeare’s søn Henry, der sidder i direktørstolen. I jubilæumsåret lancerer man President multihjulet og den helt store verdensnyhed – glasfiberstangen.
Under Anden Verdenskrig havde en ingeniør ved navn Dr. Arthur M. Howald eksperimenteret med den helt nye glasfiber. Efter de indledende massive stænger indså Dr. Howald hurtigt, at fremtidens fiskestang var rørbygget. Problemet var blot, hvordan det skulle gøres.
Hans første forsøg involverede en kerne af let balsatræ, hvorom glasfibrene blev vundet – langsgående til at give aktionen og tværgående til at stive klingen af med. Stængerne blev lettere end de massive og dermed hurtigere. Det svage punkt viste sig imidlertid at være balsakernen, som var vanskelig at fremstille i stort antal. Der skulle jo en separat kerne til hver enkelt klinge.
Dette problem blev løst, da Howald gik sammen med Shakespeare om videreudvikling af glasrørsstangen. Shakespeare fandt den store tegnebog frem og investerede ikke mindre end 1 million af datidens dollars i projektet – så meget troede man på det.
Howald fandt nu ud af, at man kunne lægge de langsgående glasfibre om en tynd stålkerne, som siden omvikledes med glasfiber og krympefilm. Krympefilmen sikrede, at bindemidlet blev presset ud mellem alle glasfibrene – på kryds og tværs. Og stålkernen fjernedes efter opvarmning og hærdning af bindemidlet i en ovn.
Voilá: Verdens første rørbyggede fiskestang var en realitet. Og stålkernen klar til endnu en stang!
Wonderrods
De nye stænger blev præsenteret for grejbranchen i 1947 og lanceret under det oplagte navn “Wonderrods”. Dr. Howald’s revolutionerende konstruktion blev hurtigt en institution blandt amerikanske lystfiskere, og Dr. Howald selv udødeliggjort med sin opfindelse!
Efterfølgende red Shakespeare højt på bølgerne og voksede år for år. Stangproduktionen blev flyttet til Columbia i South Carolina, hvor der ikke var langt til Atlanterhavets blåfinnede tun at teste grej på. Antallet af solgte Wonderrods nåede noget nær astronomisk størrelse. Med ét var de gamle stænger af bambus og stål totalt forældede, og alle skulle nu have en Wonderrod at fiske med. På datidens hjemmemarked svarede det til, at der blev produceret flere hundrede tusinde Wonderrods, og mange af disse stænger findes faktisk stadig og fisker endnu – med metalferrule og karakteristisk hvid klinge med spiralsnoet finish!
Shakespeare var hurtig til at se potentialet i den nye teknik og det nye materiale. I samarbejde med Dr. Howald lancerede Shakespeare derfor i de følgende år en lang række Wonderrods til vidt forskellige former for fiskeri. Det amerikanske hjemmemarked er dels meget stort – dels uhyre varieret. Det spænder lige fra let indlandsfiskeri efter små crappie og bluegill over traditionelt fluefiskeri i strømvand til spinnefiskeri efter bass og muskies i søer og damme til havfiskeri efter de allerstørste. Og Shakespeare havde Wonderrods til det hele!
Op gennem 1950’erne ekspanderede Shakespeare voldsomt, og produktionen blev udvidet fra kun at omfatte fiskegrej til også at inkludere antenner, golfkøller, buer og andet sportsudstyr, som kunne fremstilles af glasfiber. Man sad jo inde med en kolossal viden om brugen af netop dette materiale.
I 1965 flyttedes hjulproduktionen til en ny fabrik i Fayetteville, Arkansas. Som en af pionererne på miljøområdet, var den nye hjulfabrik en af USA’s allerførste industrier, som begyndte at rense sit spildevand – aldeles frivilligt. Det var i de år, hvor miljøet endnu var en by i Rusland de fleste steder, men Shakespeare havde set skriften på væggen og vidste jo bedre end de fleste, at rent vand er en nødvendighed – ikke mindst for de fisk, vi holder så meget af at fange!
Året efter – i 1966 – købte Shakespeare det konkurrerende firma Pflueger, som længe havde været en vigtig spiller på markedet. Ikke mindst Pflueger’s Medalist fluehjul var allerede da verdenskendte og givet de mest solgte fluehjul nogensinde. En perfekt match til Shakespeare’s egne Wonderrods. Man begyndte også at fremstille elmotorer med sigte på det stærkt voksende marked for bassfiskeri.
Verdens første kulfiberstænger?
I 1972 går Shakespeare så på New York Exchange børsen for at skaffe ny kapital til udvikling af nye produkter. Med stort held, må man sige, for allerede i 1976 kan Shakespeare stolt præsentere det næste store gennembrud inden for stangbygning: Ugly Stik stængerne.
Allerede i 1968 var Shakespeare begyndt at eksperimentere med den nye kulfiber, som Rolls Royce i England havde udviklet i samarbejde med Royal Air Force. Det var oplagt, at den nye fiber havde et stort potentiale, men den var ikke nem at tøjle – spinkel og sprød, som den var. Der skulle megen udvikling og masser af radikal nytænkning til, førend målet var nået.
Det er almindeligt kendt, at det var Fenwick, som kom først med den seriefremstillede kulfiberstang – HMG stængerne fra 1973. Mindre kendt er det imidlertid, at Shakespeare også havde sine første kulfiberstænger med til de store sport shows i 1973. Faktisk lancerede både Fenwick og Shakespeare deres første kulfiberstænger selvsamme år under selvsamme navn: “Graflite”.
Det afstedkom naturligvis stor forvirring i branchen, og det viste sig hurtigt, at Shakespeare ejede rettighederne til navnet “Graflite”. Naturligvis til stor ærgrelse for Fenwick, der måtte hjem i tænkeboksen for at komme op med et nyt navn. Det blev som bekendt “HMG”, der siden blev kendt som verdens første kulfiberstænger. Om det så er helt korrekt, er der mange delte meninger. Der var i hvert fald meget tæt mellem Fenwick og Shakespeare under opløbet i 1973!
Men hvor Fenwick satsede alt på de nye kulfiberstænger, betragtede Shakespeare blot kulfiberstængerne som en velkommen udvidelse af deres i forvejen store produktsortiment. Og i begyndelsen var kulfiber så dyr en råvare, at man ikke anså kulfiberstænger for egnet til masseproduktion. I hvert fald ikke som ingrediens i stænger bygget efter Shakespeare’s patenterede Howald proces.
Ugly Stiks
Priserne faldt dog dramatisk i de følgende år – så meget, at det hurtigt blev rentabelt at bruge kulfiberen i forbindelse med bygning af Howald stænger. Shakespeare fandt i den forbindelse ud af, at man kunne bygge endda overordentlig robuste fiskestænger med denne teknik – langt mere robuste end med den traditionelle fremgangsmåde.
Man fandt ud af, at kulfiberen kunne lægges i en helix-konstruktion omkring de langsgående glasfibre, hvorved man fik en uhyre stærk stang, som var næsten umulig at knække under normalt fiskeri. Denne råstyrke blev det helt store salgsargument, da Shakespeare i 1976 kunne lancere de første “Ugly Stik” stænger fremstillet på denne måde.
Med vanlig amerikansk sans for drama og markedsføring blev de nye stænger præsenteret i annoncer og TV commercials, hvor folk og fiskere på mange forskellige måder forsøgte at knække deres nye Ugly Stik stang – naturligvis uden held!
Ugly Stik stængerne blev endnu et megahit for Shakespeare. Den karakteristiske glasklare spids af ubrydelig glasfiber blev et varemærke, som gjorde, at stængerne næsten solgte sig selv. Konstruktionen var naturligvis patenteret, så konkurrenterne ikke kunne gøre dem kunsten efter. I de år var stangproduktionen nemlig stadig baseret i USA og endnu ikke flyttet til Fjernøsten.
Magasinet “Fishing Tackle Trade News” holdt sig da heller ikke tilbage, men erklærede ligeud, at de nye “Ugly Stik stænger nok var det mest nyskabende produkt inden for de seneste årtier”. Sådan!
Shakespeare forfaldt imidlertid ikke til at hvile på laurbærrene. De oprindelige Ugly Stiks formelig sprøjtede ud fra fabrikken til millioner af glade amerikanske fiskere. Det var derfor oplagt at følge op på succesen – ved at differentiere stængerne og lancere nye Ugly Stiks med anderledes egenskaber.
Nye Ugly Stiks – til alt!
I 1985 lancerer Shakespeare så “Ugly Stik Tiger” stængerne – under mottoet “For Big Game, choose the Big Cat”. Og det var, hvad amerikanerne gjorde. Til tungt fiskeri efter store fisk blev Ugly Stik Tiger noget nær enerådende. De var og er endnu mere robuste end de almindelige Ugly Stiks, da de indeholder mere glasfiber.
Ugly Stik Tiger stængerne var for øvrigt opfølgeren til en storstilet markedsføringskampagne året før, hvor man lancerede det meget passende og korrekte slogan “America Goes Fishing With Shakespeare”. Så stor en spiller var Shakespeare blevet, at ingen stillede spørgsmålstegn ved det. Sådan forholdt det sig ganske enkelt.
I 1996 er tiden så moden til lancering af “Ugly Stik Lite”, som med et større indhold af kulfiber er lettere og mere spændstige end originalen. De nye Ugly Stiks blev hurtigt meget populære blandt lakse- og ørredfiskere, som havde sukket efter lettere stænger i lang tid. Selvsamme fiskere fik for alvor deres lyst styret i 1999, hvor “Ugly Stik 100% Graphite” blev lanceret – stadig bygget efter Howald processen, men nu helt uden glasfiber og derfor lettere end nogen anden Ugly Stik.
Og her står vi så i dag – med et kolossalt udbud af forskellige Ugly Stik stænger til forskellige former for fiskeri. Shakespeare er således en af de gamle giganter på markedet for fiskegrej. Én af dem, der virkelig har bidraget til udviklingen af det grej, vi har til rådighed i dag!
© 2009 Steen Ulnits
