Forfatterarkiv: Steen

iPhones til iFiskere

Apple har med sin iPhone revolutioneret den mobile telefon. Man kan naturligvis ringe fra den og bruge den til alt det, som alle andre mobile smartphones også kan. Men den kan i tilgift en hel masse, som er guld værd for os – lad os kalde os iFiskere…

Du har sikkert en mobiltelefon, som du er godt tilfreds med. Som kan ringe, spille, SMS’e og måske også e-maile. Som alle de mange andre mobiltelefoner på markedet. Har du en af de dyre drenge fra Nokia eller Sony, har den sågar indbygget GPS.

Enter iPhone fra Apple. Her er en smartphone, der naturligvis kan alt det, som alle smartphones kan – uanset prisen. Men den kan noget, de andre ikke kan: Den har nemlig adgang til Apples egen App Store, hvor udviklere fra hele verden sælger deres nyudviklede software til Apples egen iPhone.

Det er utroligt, men det er sandt: Brugere verden over har hentet svimlende to milliarder App Store programmer på lidt over et år, inklusive mere end en halv milliard programmer i seneste kvartal alene.

Der er nu mere end 100.000 programmer tilgængelige for de mere end 50 millioner iPhone og iPod Touch kunder i hele verden, og der er nu mere end 125.000 udviklere i Apples iPhone Developer Program. Glade iPhone brugere, som programmerer software til deres egne og alle andres iPhones. Som sælger deres nyudviklede programmer for i regelen så lidt som 99 cents per program.

Lad mig kort omtale nogle af de Apps, som jeg selv har haft mest glæde af og bruger regelmæssigt. Dette i tilgift til den håndfuld uhyre praktiske Apps, som alle iPhones er født med fra starten – udviklet af Apple selv: Google Maps, Kalender, Kontakter, Beskeder, Kamera, Vejr, Noter, Lommeregner, iTunes, App Store og Værdipapirer.

Weather Pro

Al respekt for DMI, som er suveræne, når det gælder Danmark generelt – landet som helhed eller regionerne. Men skal det være mere specifikt, kan der være brug for at ty til andre kilder.

Vil man have prognoser, som er mere præcise og udførlige end Apples egen “Vejret” kan levere, så kan man med fordel downloade “Weather Pro”. Her har man adgang til et utal af lokaliteter i hele Europa og store dele af verden.

Det kan selvfølgelig være sjovt at vide, hvordan vejret er på Cuba, hvis man lige har været der eller er på vej. Men endnu sjovere og mere brugbart er det da at vide, hvordan vejret vil blive på lørdag på netop den fiskeplads, du agter at besøge!

Weather Pro leverer løbende prognoser en uge frem, og den gør det sågar med 3 timers intervaller. Samtidig kan man løbende følge med på animerede satellitfotos og vejrradar, hvordan vejret er, og hvor det er på vej hen.

En guldgrube til lystfiskere og andre udendørsfolk. Kan fås i forskellige versioner med forskellige grader af information. Priser fra kr. 24,-

Wind Speed

En lille sjov App, som kan fortælle dig, hvad alle vejrprogrammerne ikke kan: Den eksakte vindstyrke på din eksakte lokalitet!

Wind Speed bruger nemlig iPhonens mikrofon til at omregne vindsus til vindhastighed. Og den gør det med forbløffende nøjagtighed. Nu kan du så fortælle kammeraterne, at der ikke blot blæste en stiv pelikan den dag. Næh, du kan være helt eksakt og sige, at det blæste 25 sekundmeter. Hverken mere eller mindre. Eller vindstyrke 10. Eller vind af stormstyrke!

Pris kr. 6,- for denne sjove lille applikation.

Google Earth

Et fantastisk program, du sikkert allerede kender og bruger på din Mac eller PC. Nu er det blot endnu bedre. Nu kan du nemlig tage det med ud på fisketuren og direkte – ud fra satellitfotos i programmet – zoome dig ind på de bedste fiskepladser!

Med Google Earth kan du – on location eller derhjemme – zoome ind på en hvilken som helst lokalitet og se, hvad den byder på. – Hvor går det dybe vand helt ind under land? – Hvor er tangbælterne? – Og hvordan kommer jeg derud?

Kort sagt: Google Earth til iPhone bliver uundværligt efter første brug!

Pris: Naturligvis gratis!

Motion-X GPS

Motion-X er programmet, der holder styr på dig og din færden. Programmet benytter sig af iPhonens indbyggede GPS og ved derfor, hvor du befinder dig, og hvor du er på vej hen. Du kan se det hele på skærmen, lægge waypoints ind med fotos taget af iPhonens kamera, og sågar maile din rute til andre, som siden kan følge dig på Google Earth!

Dette er definitivt ikke programmet for de paranoide, men hvis man holder af at vide, hvor man er, hvor man er på vej hen, og hvor man har været – så er Motion-X aldeles uundværligt!

Pris kr. 18,- for dette fascinerende program!

Navionics

Navionics er et søkortprogram, som ganske enkelt er skaleret ned, så det passer til skærmen på din iPhone. Det er utroligt, hvad der er af detaljer, når man zoomer ind på kortet.

Det er guld værd, hvis man eksempelvis skal passere en snæver indsejling med megen trafik. Da ser man sig selv og sin position tydeligt på Navionics – dertil samtlige bøjer og markører. Altsammen naturligvis under forudsætning af, at der er 3G dækning på mobilen. Hvad der stadig ikke er alle steder. Men det vil der være om ganske kort tid. Pt. etablerer samtlige telefonselskaber 3G master over hele landet – med teleselskabet “3” i den klare førertrøje.

Navionics er desværre ikke gratis, men et af de dyreste programmer i App Store – med en pris på kr. 299,- for hele Danmark med dele af Sverige og Norge. Alligevel er det alle pengene værd!

Skype

Hvis du rejser meget, er Skype til iPhone en helt og aldeles uundværlig ting. Så såre der er kontakt til internettet, kan du Skype til familie, venner og bekendte. Helt gratis. Du kan, hvad du er vant til at kunne fra din faste PC derhjemme: Du kan chatte eller du kan ringe – gratis til andre Skype brugere eller mod en beskeden betaling til almindelige telefonnumre.

Skype til iPhone er naturligvis gratis.

Dette var blot et mikroskopisk udpluk af de nu omkring 100.000 forskellige programmer og spil, man kan downloade til sin iPhone eller iPod Touch – til i regelen ganske små penge.

Med allerede langt over 50 millioner iPhones og iPod Touches på markedet er der næppe tvivl om, at denne telefon bare bliver bedre og bedre – og kan mere og mere. Din næste mobil skal derfor helt naturligt være en iPhone – hvis du altså vil være med fremme på sidste beat og leve fremtiden ud allerede nu!

© 2009 Steen Ulnits

Laksepremiere

Gudenaa

“Laksen narrer aldrig i april”. Det sagde engang en af dansk lystfiskeris store personligheder, Randers-drengen Paul Wellendorf. I dag er det mere rigtigt end i mange år!

1. april er for mange danskere en dag, hvor man lytter og oplever med en sund portion skepsis. For sæt det nu var en aprilsnar?

For mange lystfiskere er 1. april imidlertid ingen aprilsnar. Man kan muligvis erhverve sig en lang næse, og det kan også dryppe fra den. Men én ting er sikker: Drager man til åen på denne dag og i denne måned, så er det med håbet om at møde en af årets allerførste blanklaks – dugfriske fra et nærende ophold i Atlanterhavet!

“The Big Five”

Gudenå

Fra naturens hånd er der kun laks i de vestvendte åer – ikke i de østvendte. Gudenåen er den markante undtagelse. Forklaringen er, at Gudenåen efter sidste istid ikke var østvendt som i dag, men nordvendt – med munding direkte ud i det, der i dag betegnes Skagerak. Nordjylland var på det tidspunkt endnu ikke dukket op af havet.

Gudenåen havde en af Danmarks største laksebestande, hvilket de mange og store laksegårde ved åen vidner om. Denne laksebestand uddøde imidlertid, da man i 1920’erne byggede Tangeværket, som producerer elektricitet den dag i dag – om end i meget beskedne mængder. Gudenå-laksens sidste gydepladser ligger nu på bunden af den kunstige Tange Sø. At der stadig er laks i Gudenåen skyldes derfor udelukkende store og kostbare årlige udsætninger af opdrættet lakseyngel.

Ved Gudenåen starter fiskeriet allerede den 1. marts. Allerede på sæsonens anden dag i 2007 blev landet en imponerende blanklaks på godt 10 kg – frisk fra havet med løse sølvskæl og havlus på halen.

Storå

Storå er en anden af lakseklassikerne. Her døjer man med den kunstige sø ved Holstebro, som dels stopper laksene – dels huser mange rovfisk, der æder løs af den nedtrækkende lakseyngel. Oprindelig var Storå Danmarks laksevand nummer to – kun overgået af Skjernå – og største stangfangede laks herfra vejede imponerende 22 kg. En sølvblank forårslaks af allerfineste slags.

Der findes efter alt at dømme stadig rester af oprindelige vestjyske laks i Storå, og dem bruger man i arbejdet med opdræt og udsætning, så der stadig vender voksne og gydemodne laks tilbage til åen gennem Nissum Fjord. Dog endnu så få, at man indtil videre har totalfredet laksene. Opgangen i de seneste år har imidlertid været så god, at man nu påtænker at frigive en kvote på et nærmere fastsat antal laks. Når de er fanget, må der ikke fanges flere.

13578-95

Skjernå

Skjernå er klassikeren over alle klassikere, når det gælder danske lakseåer. Det var her, tobakshandler Dinesen fra København så sent som i 1954 fangede sin rekordstore blanklaks på 26,5 kg – en rekord, der næppe nogensinde bliver slået.

Det var også Skjernå, der så sent som i 1960’erne blev reguleret af Hedeselskabet – med massiv okkerforurening af å og fjord til følge. Fiskebestandene blev decimeret, og vandmiljøet i Ringkøbing Fjord led under den stigende udledning af næringssalte fra markerne langs åen.

Det fik Folketinget til at vedtage en retablering af åen i 1980’erne – en retablering, som imidlertid først blev gennemført tidligt i dette årtusinde. Formedelst den imponerende sum af 280 millioner kroner.

Det havde i mellemtiden vist sig, at Skjernå-laksen ikke var uddød som Gudenå-laksen. Moderne DNA-undersøgelser dokumenterede, at der stadig fandtes en lille, men oprindelig laksestamme, som havde sit sidste tilflugtssted i tilløbet Karstoft Å.

Efterfølgende er der blevet gjort et stort stykke arbejde for at ophjælpe denne laksebestand – fra lokalt hold og med frivillig arbejdskraft samt med hjælp fra myndighederne. Skjernå-laksen har kvitteret med at vende tilbage i støt stigende antal, så danske og udenlandske lystfiskere atter har en realistisk mulighed for at sætte krogen i en vaskeægte dansk blanklaks!

Varde Å

Det gik lidt trægt for Skjernå-laksen i de første år af retableringen, men da kunne naboen i syd – Varde Å – ofte brilliere med langt bedre laksefangster. Dette til trods for, at man også her har store menneskeskabte problemer at slås med – i form af Karlsgårde Sø med tilhørende kanaler.

Alligevel fortsatte Varde Å med at kaste fine blanklaks af sig – med en imponerende 16,4 kg’s fisk fra år 2000 som den hidtil største. Flere af dagens laksefangster gøres nu på en genslynget strækning af åen ved Kongens Kær. Her er der investeret millioner af kroner i at give Varde Å nogle af de gamle åslynger tilbage, som landbruget i sin tid tog fra åen. Og der er flere retableringer på vej!

Lokale sportsfiskere har frivilligt valgt at beskytte Vardeå-laksen – ved først at totalfrede den og siden fastsætte en kvote for antallet af fangede laks. Når de er fanget, stopper laksefiskeriet. Og flere gange har man måttet stoppe før tid!

Ribe Å

Ribe Å er den sidste af The Big Five – de store jyske lakseåer. Den er imidlertid mere kendt for sine store havørreder, der er blandt verdens største. Tilbage i 1980’erne og 1990’erne blev der hvert år landet havørreder på over de magiske 10 kg – med en fluefanget kæmpe på 13,87 kg fra 1985 som den største.

Den lokale erhvervsfisker på den nederste del af Ribe Å – Vesteråen også kaldet – fangede i begyndelsen af 1990’erne et par havørreder i absolut verdensklasse: Det var fisk på henholdsvis 15,1 og 15,4 kg. Dette havørredfiskeri er dog en saga blot i dag, hvor der stadig fanges mange laks og havørreder i Ribe Å – nu dog af langt mindre format. Dette af ukendte årsager.

laks

Grej og teknik

Vandstanden er i regelen høj her i april – vandet dertil ofte uklart og med sikkerhed koldt. Det er forhold, der tilsammen kræver, at man som fisker kommer ned til fiskene med sine agn – det være sig flue, spin eller mede.

Ormefiskeren har let ved at nå ned med sine orm og blylodder. Spinnefiskeren har heller ikke de helt store problemer. Et af de bedste kunstagn er pudsigt nok den svenske ABU Reflex spinner – pudsigt, idet netop denne spinner oprindelig blev udviklet til gedder og aborrer i Sverige.

I rolige og dybe danske lakseåer har selvsamme Reflex spinner imidlertid vist sig at være overmåde effektiv til både laks og havørreder – i størrelserne 12 og 18 gram. Det roterende og sølvblanke spinnerblad syner og lyder af meget i det uklare vand, mens den tunge og røde messingkrop sørger for, at spinneren når ned til fiskene – selv i de dybeste høller.

Er man renlivet fluefisker, må der synkeliner på hjulet – fra hurtigt til ekstra hurtigt synkende. Hertil korte forfang og store fluer i krasse farver. Fluerne skal ned, og de skal kunne ses for at blive taget! Ellers bliver det måske alligevel til en aprilsnar ved åen…

© 2009 Steen Ulnits

Mitchell

En fransk legende blandt fiskehjul. Med flere end 28 millioner solgte eksemplarer er Mitchell 300 verdens til alle tider mest solgte fastspolehjul!

Men det havde slet ikke noget med fisk og fiskeri at gøre i begyndelsen. Den spæde begyndelse skal vi helt tilbage til 1720 for at finde – i den lille by Cluse i den franske Avre dal. Her var man kendt for at fremstille ure – så kendt, at man i 1848 etablerede en urmagerskole i byen. Det blev til den kongeligt udnævnte l’Ecole d’Horlogerie.

En af denne skoles allerførste uddannede elever var franskmanden Louis Carpano, som hurtigt fik ry for at fremstille endog meget avancerede og nøjagtige ure. Efter nogle års arbejde i Schweitz vendte Carpano tilbage til Cluse og etablerede sig i 1868 med et nyt firma – nu med franskmanden Francois Jacottet som partner.

I 1902 overdrog Louis Carpano virksomheden til sin nevø Constant Carpano, som fortsatte fremstillingen af ure med stor succes. Opgangen vendte dog brat med Første Verdenskrig, hvor urfabrikken blev omstillet til at fremstille ammunition.

Efter krigens afslutning gik man tilbage til atter at fremstille ure og tandhjul, men i 1927 døde Constant Carpano. Familiens arvinger og hans svigersøn Charles Pons indgik nu et samarbejde om et nyt firma, der fik navnet Carpano & Pons. Urproduktionen blev nu udvidet til for første gang også at omfatte fiskegrej.

En af firmaets ansatte var en ingeniør ved navn Maurice Jacquemin. Han satte sig for at udvikle et hjul, som ikke blot kunne opbevare linen under fiskeri, men som også kunne kaste agnet langt og trække det ind igen – vel at mærke uden at linen filtrede sammen.

Mitchell 300

I 1948 – efter to års intensivt udviklingsarbejde – var Maurice kommet så vidt, at han kunne præsentere verdens første virkelige fastspolehjul: Mitchell 300. Navnet skyldtes Charles Pons’ bror Mitchel, men hvorfor hjulet så fik et ekstra “l” i navnet, vides ikke. Måske frygtede man forveksling med et af datidens helt store navne inden for fiskegrej – ligeledes franske Pezon et Michel?

Mitchell 300 var en total revolution af hjulmarkedet i 1948. Baggrunden i fremstilling af ure fornægtede sig ikke, for Mitchell 300 var – set med vore dages øjne – fyldt med tandhjul! Således var der ikke færre end 8 af slagsen i drevet, der gik fint, men var kendt for sin træghed i vinterkulde. Da måtte man skille hjulet ad – fjerne fedtet og skifte det ud med tynd vinterolie! Så kunne man fiske videre…

Spolehuset roterede i modsat retning af, hvad alle moderne fastspolehjul gør i dag – om det så var ringere eller bedre end nu. Vore dages udvendige spole er dog langt bedre end Mitchell 300’s indvendige, hvor man ofte kunne opleve, at løs line filtrede sig om spoleakslen – under spolen…

Fremkomsten af Mitchell 300 kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Anden Verdenskrig var netop slut, og krigen havde ført til udviklingen af mange nye syntetiske produkter – heriblandt de første nylonliner. Kombinationen af de nye nylonliner fra amerikanske DuPont og det nye Mitchell 300 satte en sand kædereaktion i gang, og snart var Mitchell på alle lystfiskeres læber verden over.

Her var for første gang en kombination, som gjorde det muligt at kaste langt og fiske effektivt – uden at være verdensmester i kast eller have en superfølsom tommelfinger på multihjulets vildt roterende spole. På fastspolehjulet stod spolen i sagens natur stille, og man skulle være ganske fummelfingret for at komme ret galt afsted under kast og fiskeri.

Succesen ville ingen ende tage. Alle skulle have et Mitchell 300 – ikke mindst på det gigantiske amerikanske marked, hvor nylonlinerne jo kom fra. Produktionen bare steg og steg op gennem 1960’erne og 1970’erne. I 1970 producerede Mitchell således 12.000 hjul om dagen, og de kunne sælge flere endnu, hvis de havde kunnet fremstille dem.

Oliekrise og konkurs

Men 70’ernes oliekrise kom på tværs – i så høj grad, at Mitchell i 1981 måtte erklære sig selv konkurs. Oliekrisen og ikke mindst den støt stigende konkurrence fra Fjernøsten havde sat sine spor.

En ny ejer ved navn Philippe Blime satte sig for at fortsætte de stolte franske traditioner. Han gennemførte store rationaliseringer af produktionen og satsede hårdt på det gamle navn og dets ubestridte prestige i sin markedsføring af nye Mitchell produkter.

Men det var ikke nok. Det var stadig franske ingeniører, som stod for udviklingsarbejdet, men produktionen måtte flyttes til Fjernøsten for at være konkurrencedygtig. Kvaliteten var derfor ikke længere den samme, som man var vant til fra den franske urfabrik, og det gik heller ikke så godt med afsætningen som tidligere.

Blime var derfor nødt til at sælge Mitchell i 1990 – til amerikanske Johnson Worldwide Associates, som i forvejen selv producerede fiskehjul – primært indkapslede fastspolehjul til hjemmemarkedet. På dette tidspunkt var der solgt næsten 30 millioner eksemplarer af det legendariske Mitchell 300!

I 2000 overgik ejerskabet af Mitchell så til ligeledes amerikanske Pure Fishing, da disse overtog Johnson. Og her ligger det den dag i dag – under den børsnoterede Jarden koncerns beskyttende vinger.

For nogle år siden reintroducerede man den gamle Mitchell 300 model – nu med alle tænkelige moderne forbedringer og materialer. Alle med veneration for hæderkronede Mitchell skylder sig selv at prøve disse nye hjul, der virkelig lever op til de fornemme franske traditioner!

© 2009 Steen Ulnits

Penn Torque

I mange år troede alle, at havhjulet for længst havde fundet sin endelige form – nemlig den, som Penn International og Senator med flere har og længe har haft. En form, der gennem årtier har dokumenteret, at den kan håndtere havets giganter uden at gå i knæ.

Men Penn’s ingeniører hviler ikke på laurbærrene. De tænker hele tiden videre og funderer over, hvordan det perfekte kan gøres endnu bedre. Således også en dag på havet ud for Florida, hvor Penn’s øverste chef og en af hans ingeniører var på fisketur for at teste nye produkter. Hårdt arbejde, men nogen skal jo gøre det…

Undervejs faldt snakken på Otto Henze’s oprindelige og patenterede konstruktion, som stadig var enerådende. De to diskuterede, om moderne fremstillingsmetoder egentlig ikke muliggjorde en helt ny konstruktion, der gjorde op med en af den oprindelige konstruktions få svagheder: Den høje udveksling. Bliver udvekslingen for høj og presset på tandhjulene for stort, vil delene uvægerlig vride sig under den høje belastning.

Som tænkt så gjort. Der var ikke langt fra tanke til handling. Skitser blev lavet på bagsiden af en serviet, og hermed var grunden lagt til endnu et enestående Penn patent: “Torque” med integrerede sideplader – ISP! I daglig tale blot “TRQ”.

“Torque” betyder på engelsk “drejningsmoment”, og det er præcis, hvad hele konstruktionen går ud på. Da alle delene i sidepladerne er integreret i ét stykke, er der ikke som ellers noget vrid mellem tandhjulene, når gearingen sættes i vejret. Det giver en utrolig indspinningskraft – trods den høje udveksling på 6.3:1, som kendetegner de nye TRQ hjul med ISP.

Et stort drejningsmoment kombineret med en høj udveksling blev således det konkrete og meget kontante resultat af en fisketur på den solbeskinnede Golfstrøm ud for Florida. En kombination, som allerede har taget pusten fra mange af havets sværvægtere og hurtigsvømmere!

TRQ – Penn, når det er bedst!

© 2009 Steen Ulnits

 

 

En rigtig REVOlution

Det var ikke så lidt af en sensation, da svenske ABU Garcia i 2007 kunne lancere deres første lavprofilhjul – Ambassadeur Revo. Nu er sortimentet udbygget med flere og større modeller.

Der var rift om de nye Nap & Nyt kataloger, da de udkom i 2007. En af det års helt store nyheder var nemlig introduktionen af et helt nyt Ambassadeur hjul – Ambassadeur Revo. Et hjul, som på afgørende vis brød med de traditionelle, rundgavlede multiplikatorhjul.

Ambassadeur Revo løste et af de problemer, som havde holdt mange spinnefiskere fra at prøve multiplikatorhjulet og dets lyksaligheder. Revo var og er nemlig lavprofilhjul, som ligger langt bedre i hånden under kast og indspinning – end de traditionelle runde, som trives bedst med en form for sænket hjulholder. Ellers er det svært at holde komfortabelt om dem, da de sidder ganske højt.

Revo er lavprofilhjul i ordets bedste betydning. Set forfra ligner de noget, som kunne være kommet direkte fra Ferrari eller Maserati eller Lamborghinis designafdelinger. Lav og strømlinet. Konstruktionen gør, at de sidder meget lavt i hjulholderen – så lavt, at de helt naturligt falder ind i hånden under indspinning.

Revo udløste hurtigt en sand revolution blandt multientusiaster verden over. Mange fastspolefiskere tog også springet – ikke mindst fordi alle Revo hjul nu også leveres med den venstrehånds indspinning, de var vant til og derfor foretrækker.

Revo Inshore

Salgssuccesen over den ganske verden ansporede ABU’s ingeniører til at udvikle nye og endnu bedre modeller. Allerede året efter – i 2008 – barslede fabrikken med flere nye modeller. Heriblandt den lille letvægter Revo Premier for dem, der ikke kan få det let nok (179 gram!). Og så den lidt større Revo Inshore, som bød på masser af nytænkning. Samt endelig Pro Max hjulene, som med deres lave pris (det halve af Inshore) fik flere til at tage springet og prøve multihjulet.

Revo Inshore bød på mange finesser. Heriblandt stativ og gavle i det helt nye X-Cräftic materiale, som giver overlegen korossionsbestandighed. De nye HPCR+ superlejer, som giver maksimal slidstyrke og minimal friktion. Og som også er bedre beskyttet mod snavs end konventionelle lejer. DuraBrass drev i overstørrelse samt alle de andre finesser, som Revo hjulene er født med.

Revo Inshore er med sin linekapacitet på 165 m 0.30 mm line det naturlige valg til alt lettere spinnefiskeri, hvor der er brug for lange kast og suveræn linekontrol

Revo Toro

I 2009 kom så den længe ventede storebror, Revo Toro, som med en linekapacitet på 200 m 0.35 mm (model 50 og 51) eller sågar 220 m 0.40 mm (model 60 og 61) er i stand til at håndtere langt større fisk end Inshore.

Også Revo Toro er forsynet med de nye HPCR+ kuglelejer, der giver maksimal slidstyrke og minimal friktion. Samt DuraBrass drev i overstørrelse og store Carbon Matrix bremseskiver til at håndtere de store fisk, dette hjul er tiltænkt.

Lineføreren er synkroniseret med linen, hvilket er vigtigt, når der skal kastes langt, eller når en vild fisk tager flugten. Spolen er ophængt i gavlene på hjulet, således at den del at spoleakslen, der går gennem gearhjulet, frakobles under kast. Dette sikrer lange og problemfri kast samt en silkeblød indspinning.

Revo Toro er et stort og stærkt hjul i en forbavsende lille indpakning. Vægten er blot 300 gram!

Overraskende, at ABU stadig kan blive ved med at komme op med banebrydende ideer – efter så mange år med Ambassadeur hjulene!

© 2009 Steen Ulnits

Shakespeare

Det hele startede i slutningen af 1800-tallet, hvor en ung amerikansk mikstursælger satte sig for at løse datidens store problem for lystfiskere:

Oplægningen af linen under indspinning med et multiplikatorhjul. Det måtte dengang ske manuelt under indspinningen, hvilket resulterede i konstante overløb og fuglereder. For slet ikke at tale om de gange, hvor linen samlede sig i den ene side af spolen og låste sig urokkelig fast.

William Shakespeare, Jr. var født og opvokset i Kalamazoo i staten Michigan, Han var ganske vist uddannet i finmekanik med kameraer som speciale, men ernærede sig ved at sælge mikstur og datidens patentmedicin. I sin sparsomme fritid var han lystfisker med adgang til statens utallige og dengang aldeles jomfruelige vandløb og søer. Her var det grejet, der satte begrænsningerne – ikke fiskebestanden.

Verdens første linefører

William Shakespeare havde både pionerånd og mekanisk snilde. Den da kun 26 år gamle William udtænkte med en urmagers snilde løsningen på dette problem, som havde plaget lystfiskerne i årtier. Han lånte en guldsmeds lille drejebænk og fræsede omhyggeligt langsgående riller i to messingstænger. Han konstruerede derefter en linefører, som med base i disse riller førte linen frem og tilbage over spolen under indspinning – så den lagde sig jævnt helt af sig selv. “Level Wind” kaldte han opfindelsen.

Den unge William Shakespeare tog sin nye opfindelse med ned til Kalamazoo River, hvor den viste sig at fungere rigtig godt. Hans fiskekammerater var begejstrede, og William besluttede sig for at sætte sin nye opfindelse i produktion. Året efter, i 1896, udtog han patent på sin opfindelse, og i 1897 etablerede han så sin virksomhed – The William Shakespeare, Jr. Company. Han var da blot 28 år gammel.

Fem år senere var det lille firma vokset og havde nu en halv snes medarbejdere. Produktionen drejede sig stadig om multiplikatorhjul med den patenterede linefører, og Shakespeare lancerede i 1908 sit nye slogan “Built Like a Watch”. I 1915 skiftede firmaet samtidig navn til det mere mundrette “The Shakespeare Company”, som var lettere at markedsføre.

Verdens første overløbsbremse

Under Første Verdenskrig måtte Shakespeare omstille produktionen fra fiskehjul til militært udstyr – heriblandt tændsatser til mortergranater og karburatorer til benzindrevne køretøjer. Efter krigen blev produktionen atter omstillet til fiskehjul, og i 1920 havde Shakespeare flere end 5.000 forhandlere spredt over det store nordamerikanske kontinent.

1939 bød på endnu et kvantespring for det moderne fiskehjul. Nu havde William Shakespeare nemlig fået fokus på en anden indbygget ulempe ved multiplikatorhjulet – de mange overløb. Det måtte der gøres noget ved, og Shakespeare’s løsning på dette problem var “Backlash” bremsen. Dette bremsesystem blev bygget ind i Shakespeare’s nye “Wonderreel”, som blev firmaets til dato absolutte bestseller. Samme år udtog Shakespeare patent på verdens første fiskehjul med to gear, der kunne skiftes imellem.

Anden Verdenskrig havde også bud efter Shakespeare’s tekniske kunnen. Nu blev produktionen omstillet til styregrej til jeeps, kampvogne og flyvemaskiner, som USA producerede i enorme mængder – til sig selv og sine allierede. Ikke blot kunne Shakespeare bidrage til de allieredes sejr i krigen, men firmaet lærte sig undervejs meget nyt, som siden blev til stor nytte.

Verdens første glasrørsstang

Efter krigen kom der atter fokus på fritiden. Krigen havde – sine mange rædsler til trods – frembragt en lang række nye materialer, der bød på helt nye anvendelsesmuligheder. De skulle udnyttes, og Shakespeare kastede sig straks over de mange og spændende muligheder, som ikke mindst nylon og glasfiber så ud til at have.

Allerede i 1946 flyttede firmaet sin produktion af flettede spinneliner og coatede flueliner til Esterville i staten Iowa, hvor man også startede sin egen produktion af nylonliner op – helt fra bunden af. Året efter – i 1947 – kunne Shakespeare så fejre sit 50 års jubilæum som producent af grej til lystfiskere. Det er nu William Shakespeare’s søn Henry, der sidder i direktørstolen. I jubilæumsåret lancerer man President multihjulet og den helt store verdensnyhed – glasfiberstangen.

Under Anden Verdenskrig havde en ingeniør ved navn Dr. Arthur M. Howald eksperimenteret med den helt nye glasfiber. Efter de indledende massive stænger indså Dr. Howald hurtigt, at fremtidens fiskestang var rørbygget. Problemet var blot, hvordan det skulle gøres.

Hans første forsøg involverede en kerne af let balsatræ, hvorom glasfibrene blev vundet – langsgående til at give aktionen og tværgående til at stive klingen af med. Stængerne blev lettere end de massive og dermed hurtigere. Det svage punkt viste sig imidlertid at være balsakernen, som var vanskelig at fremstille i stort antal. Der skulle jo en separat kerne til hver enkelt klinge.

Dette problem blev løst, da Howald gik sammen med Shakespeare om videreudvikling af glasrørsstangen. Shakespeare fandt den store tegnebog frem og investerede ikke mindre end 1 million af datidens dollars i projektet – så meget troede man på det.

Howald fandt nu ud af, at man kunne lægge de langsgående glasfibre om en tynd stålkerne, som siden omvikledes med glasfiber og krympefilm. Krympefilmen sikrede, at bindemidlet blev presset ud mellem alle glasfibrene – på kryds og tværs. Og stålkernen fjernedes efter opvarmning og hærdning af bindemidlet i en ovn.

Voilá: Verdens første rørbyggede fiskestang var en realitet. Og stålkernen klar til endnu en stang!

Wonderrods

De nye stænger blev præsenteret for grejbranchen i 1947 og lanceret under det oplagte navn “Wonderrods”. Dr. Howald’s revolutionerende konstruktion blev hurtigt en institution blandt amerikanske lystfiskere, og Dr. Howald selv udødeliggjort med sin opfindelse!

Efterfølgende red Shakespeare højt på bølgerne og voksede år for år. Stangproduktionen blev flyttet til Columbia i South Carolina, hvor der ikke var langt til Atlanterhavets blåfinnede tun at teste grej på. Antallet af solgte Wonderrods nåede noget nær astronomisk størrelse. Med ét var de gamle stænger af bambus og stål totalt forældede, og alle skulle nu have en Wonderrod at fiske med. På datidens hjemmemarked svarede det til, at der blev produceret flere hundrede tusinde Wonderrods, og mange af disse stænger findes faktisk stadig og fisker endnu – med metalferrule og karakteristisk hvid klinge med spiralsnoet finish!

Shakespeare var hurtig til at se potentialet i den nye teknik og det nye materiale. I samarbejde med Dr. Howald lancerede Shakespeare derfor i de følgende år en lang række Wonderrods til vidt forskellige former for fiskeri. Det amerikanske hjemmemarked er dels meget stort – dels uhyre varieret. Det spænder lige fra let indlandsfiskeri efter små crappie og bluegill over traditionelt fluefiskeri i strømvand til spinnefiskeri efter bass og muskies i søer og damme til havfiskeri efter de allerstørste. Og Shakespeare havde Wonderrods til det hele!

Op gennem 1950’erne ekspanderede Shakespeare voldsomt, og produktionen blev udvidet fra kun at omfatte fiskegrej til også at inkludere antenner, golfkøller, buer og andet sportsudstyr, som kunne fremstilles af glasfiber. Man sad jo inde med en kolossal viden om brugen af netop dette materiale.

I 1965 flyttedes hjulproduktionen til en ny fabrik i Fayetteville, Arkansas. Som en af pionererne på miljøområdet, var den nye hjulfabrik en af USA’s allerførste industrier, som begyndte at rense sit spildevand – aldeles frivilligt. Det var i de år, hvor miljøet endnu var en by i Rusland de fleste steder, men Shakespeare havde set skriften på væggen og vidste jo bedre end de fleste, at rent vand er en nødvendighed – ikke mindst for de fisk, vi holder så meget af at fange!

Året efter – i 1966 – købte Shakespeare det konkurrerende firma Pflueger, som længe havde været en vigtig spiller på markedet. Ikke mindst Pflueger’s Medalist fluehjul var allerede da verdenskendte og givet de mest solgte fluehjul nogensinde. En perfekt match til Shakespeare’s egne Wonderrods. Man begyndte også at fremstille elmotorer med sigte på det stærkt voksende marked for bassfiskeri.

Verdens første kulfiberstænger?

I 1972 går Shakespeare så på New York Exchange børsen for at skaffe ny kapital til udvikling af nye produkter. Med stort held, må man sige, for allerede i 1976 kan Shakespeare stolt præsentere det næste store gennembrud inden for stangbygning: Ugly Stik stængerne.

Allerede i 1968 var Shakespeare begyndt at eksperimentere med den nye kulfiber, som Rolls Royce i England havde udviklet i samarbejde med Royal Air Force. Det var oplagt, at den nye fiber havde et stort potentiale, men den var ikke nem at tøjle – spinkel og sprød, som den var. Der skulle megen udvikling og masser af radikal nytænkning til, førend målet var nået.

Det er almindeligt kendt, at det var Fenwick, som kom først med den seriefremstillede kulfiberstang – HMG stængerne fra 1973. Mindre kendt er det imidlertid, at Shakespeare også havde sine første kulfiberstænger med til de store sport shows i 1973. Faktisk lancerede både Fenwick og Shakespeare deres første kulfiberstænger selvsamme år under selvsamme navn: “Graflite”.

Det afstedkom naturligvis stor forvirring i branchen, og det viste sig hurtigt, at Shakespeare ejede rettighederne til navnet “Graflite”. Naturligvis til stor ærgrelse for Fenwick, der måtte hjem i tænkeboksen for at komme op med et nyt navn. Det blev som bekendt “HMG”, der siden blev kendt som verdens første kulfiberstænger. Om det så er helt korrekt, er der mange delte meninger. Der var i hvert fald meget tæt mellem Fenwick og Shakespeare under opløbet i 1973!

Men hvor Fenwick satsede alt på de nye kulfiberstænger, betragtede Shakespeare blot kulfiberstængerne som en velkommen udvidelse af deres i forvejen store produktsortiment. Og i begyndelsen var kulfiber så dyr en råvare, at man ikke anså kulfiberstænger for egnet til masseproduktion. I hvert fald ikke som ingrediens i stænger bygget efter Shakespeare’s patenterede Howald proces.

Ugly Stiks

Priserne faldt dog dramatisk i de følgende år – så meget, at det hurtigt blev rentabelt at bruge kulfiberen i forbindelse med bygning af Howald stænger. Shakespeare fandt i den forbindelse ud af, at man kunne bygge endda overordentlig robuste fiskestænger med denne teknik – langt mere robuste end med den traditionelle fremgangsmåde.

Man fandt ud af, at kulfiberen kunne lægges i en helix-konstruktion omkring de langsgående glasfibre, hvorved man fik en uhyre stærk stang, som var næsten umulig at knække under normalt fiskeri. Denne råstyrke blev det helt store salgsargument, da Shakespeare i 1976 kunne lancere de første “Ugly Stik” stænger fremstillet på denne måde.

Med vanlig amerikansk sans for drama og markedsføring blev de nye stænger præsenteret i annoncer og TV commercials, hvor folk og fiskere på mange forskellige måder forsøgte at knække deres nye Ugly Stik stang – naturligvis uden held!

Ugly Stik stængerne blev endnu et megahit for Shakespeare. Den karakteristiske glasklare spids af ubrydelig glasfiber blev et varemærke, som gjorde, at stængerne næsten solgte sig selv. Konstruktionen var naturligvis patenteret, så konkurrenterne ikke kunne gøre dem kunsten efter. I de år var stangproduktionen nemlig stadig baseret i USA og endnu ikke flyttet til Fjernøsten.

Magasinet “Fishing Tackle Trade News” holdt sig da heller ikke tilbage, men erklærede ligeud, at de nye “Ugly Stik stænger nok var det mest nyskabende produkt inden for de seneste årtier”. Sådan!

Shakespeare forfaldt imidlertid ikke til at hvile på laurbærrene. De oprindelige Ugly Stiks formelig sprøjtede ud fra fabrikken til millioner af glade amerikanske fiskere. Det var derfor oplagt at følge op på succesen – ved at differentiere stængerne og lancere nye Ugly Stiks med anderledes egenskaber.

Nye Ugly Stiks – til alt!

I 1985 lancerer Shakespeare så “Ugly Stik Tiger” stængerne – under mottoet “For Big Game, choose the Big Cat”. Og det var, hvad amerikanerne gjorde. Til tungt fiskeri efter store fisk blev Ugly Stik Tiger noget nær enerådende. De var og er endnu mere robuste end de almindelige Ugly Stiks, da de indeholder mere glasfiber.

Ugly Stik Tiger stængerne var for øvrigt opfølgeren til en storstilet markedsføringskampagne året før, hvor man lancerede det meget passende og korrekte slogan “America Goes Fishing With Shakespeare”. Så stor en spiller var Shakespeare blevet, at ingen stillede spørgsmålstegn ved det. Sådan forholdt det sig ganske enkelt.

I 1996 er tiden så moden til lancering af “Ugly Stik Lite”, som med et større indhold af kulfiber er lettere og mere spændstige end originalen. De nye Ugly Stiks blev hurtigt meget populære blandt lakse- og ørredfiskere, som havde sukket efter lettere stænger i lang tid. Selvsamme fiskere fik for alvor deres lyst styret i 1999, hvor “Ugly Stik 100% Graphite” blev lanceret – stadig bygget efter Howald processen, men nu helt uden glasfiber og derfor lettere end nogen anden Ugly Stik.

Og her står vi så i dag – med et kolossalt udbud af forskellige Ugly Stik stænger til forskellige former for fiskeri. Shakespeare er således en af de gamle giganter på markedet for fiskegrej. Én af dem, der virkelig har bidraget til udviklingen af det grej, vi har til rådighed i dag!

© 2009 Steen Ulnits

Tunge torsk i tangen

Solnedgang

Novmber er årets absolutte topmåned til kystfiskeri efter tykke torsk, der nusser rundt i tangen i jagten på deres yndlingsføde: Krabber! Det er derfor nu, nytårstorsken skal fanges – hvis det skal gøres fra kysten!

For mange er november en rigtig træls måned, men så er man ikke torskefisker! Er man nemlig det, er november tværtimod årets absolutte højdepunkt. Det er nemlig lige nu, at torskene søger helt ind under land for at jagte knasende sprøde krabber. Og på intet andet tidspunkt af året er de så velkonditionerede som netop nu!

Vild efter krabber

Det er en velkendt sag, at torsk elsker krabber over alt i denne verden. Derfor kan man ofte opleve, at en nyfanget torsk knaser, når man trykker den på maven. Og at netop ædte krabber noget forvirrede kommer kravlende ud af munden på en nyfanget torsk – en barsk og måske traumatiserende oplevelse rigere!

Bundsnørefiskeren, der målrettet går efter torsk, bruger derfor friske krabber som agn. Allerhelst de såkaldte “peeler crabs” – krabber, som netop har skiftet skal, og som derfor endnu er bløde og lækre at bide i. Det forstår torskene om nogen at værdsætte. Har han ikke adgang til friske krabber, bruger han i stedet en kunstig Gulp! krabbe, som er en rigtig god erstatning for den ægte vare – i form, farve og smag.

Det faktum har naturligt nok fået mange til at tro, at naturalistiske krabbefluer derfor må være det allerbedste til fluefiskeri efter torsk. Det ved torskene imidlertid ikke noget om, og praktisk fiskeri viser da også, at rene fantasifluer næsten altid kan udfiske mere nøjagtige imitationer.

Det kan der være flere årsager til. Dels er en hidsig rød-gul flue langt mere synlig i vandet og dermed lettere for torskene at få øje på. Og dels er torsk både nysgerrige og sultne fisk, der kun nødigt lader en saftig godbid svømme uantastet forbi. Uanset om den så ligner noget kendt fødeemne eller ej.

Det er givet også derfor, at spinnefiskerens favoritvåben til kysttorsk i mange år har været den klassiske rødgule fynske kystwobler i træ. Næppe nogen anden kunstagn har landet så mange kysttorsk som netop den. Og næppe nogen anden kunstagn ligner en krabbe eller andet naturligt fødeemne så lidt som netop den!

GB_Torsk

Kræsne torskebasser

“Dum som en torsk”, siger vi ofte, men det er der nu ikke meget hold i. Vi har det med at tillægge fiskene egenskaber, de slet ikke har. Vil de ikke tage vore agn, så må de være kloge, ræsonnerer vi.

Begge dele er forkerte. Fisk er ikke kloge, og torsk er ikke dummere end andre fisk. For at være enten dum eller klog, må man nemlig kunne tænke, og det kan fisk altså ikke! Uanset hvad vi lystfiskere måtte tro om dem… Fisk har ikke som vi en bevidsthed om deres egen situation, og de kan derfor ikke tænke. Men derfor kan de sagtens være svære at fange…

En kold novemberdag for en del år siden fiskede en kammerat og jeg torsk fra kysten på det sydlige Djursland. Jeg fiskede med mit trofaste sølvfarvede Koster blink, som har mange, mange torsk på samvittigheden – makkeren med et langt og slankt Smelt blink i kobber.

Vi fiskede side om side. Makkeren gryntede med jævne mellemrum tilfreds og halede en fin kysttorsk ind på land. Jeg derimod mærkede intet. Absolut intet. Det undrede vi os en del over – indtil vi fandt på at sprætte et par af torskene op for at se, hvad de havde ædt.

Det viste sig, at torskene helt havde indstillet sigtet på langstrakte og mørkt brune tangspræl. Mit sølvfarvede brede blink havde de derfor intet til overs for. Til gengæld fik jeg hug med det samme, jeg også fik et kobberfarvet Smelt blink knyttet på linen.

To uger senere samme år var det mig, der indledte scoringen. Jeg fiskede med en rød-gul kystwobler, som jeg lod hoppe hen over tang og sten så langsomt, jeg overhovedet kunne. Den ene torsk efter den anden meldte sin interesse. Først et let puf og så hugget. Der lå efterhånden en pæn bunke torsk oppe på strandvolden, da makkeren kom tilbage. Han havde kun haft et par småtorsk på sit sølvfarvede Tobis blink.

Torskene havde – som så ofte før, når de går villigt til den rød-gule kystwobler – maverne fyldt med knasende sprøde krabber. Kriblende krabber er altså bare torskenes livret.

Det er oplevelser som ovenstående, der giver respekt for torsken som sportsfisk. Der er ganske vist dage, hvor torskene grådigt kaster sig over alt, der bevæger sig. Hvor de til fulde lever op til betegnelsen “dum som en torsk”. Sådanne dage har de “kloge” havørreder for øvrigt også – en sjælden gang imellem…

Men der er så sandelig også dage, hvor torskene ikke tager hvadsomhelst for gode varer. Hvor de er kræsne og kun vil tage noget, der ligner deres favoritføde til forveksling. Og da er det kun den dygtige og indsigtsfulde fisker, der får fisk med hjem!

Solnedgangstimen

Torsk er typisk lyssky fisk, der tilbringer de lyse dagtimer ude på lidt dybere vand. Først når solen har sænket sig bag horisonten, dukker de op på det lave kystvand. Faktisk gør de det med så stor regelmæssighed, at man i perioder med stabilt vejr næsten kan stille sit ur efter dem!

Men ingen regel uden markante undtagelser, og her er en af dem – fra månedsskiftet november-december for nogle år siden:

Det er midt på dagen, og solen skinner fra en skyfri himmel. Jeg lægger de første kast ud langs tangbæltet, så jeg kan spinne ind i kanten, hvor havørrederne gerne lurer på forbipasserende småfisk.

Det giver derfor et gib i mig, da det hugger næsten omgående. Hårdt og tungt. Hjulet giver sig straks til at skrige, da en stor fisk opdager sin fejltagelse og suser udefter mod dybet.

Jeg mærker straks, at det ikke er nogen havørred. Det er i stedet en torsk – endda en af de rigtig gode. Jeg sætter derfor hårdt mod hårdt, så fisken ikke kan nå at gå i bunden. Jeg presser den alt, hvad mit kystgrej overhovedet kan holde, og efter et par minutters tovtrækkeri kan jeg se på, linen, at fisken nu er ude af farezonen – ude over den lyse sandbund.

Til sidst er torsken helt inde i havstokken, hvor den ruller frem og tilbage med bølgeskvulpet. Jeg går hen bag den og giver den et løft med støvlen, så den kommer helt op på det tørre.

Og der ligger den så – en meget smuk, rustrød og velkonditioneret kysttorsk, der siden viser sig at veje hele 4,5 kg.

Forventningens glæde…

Jeg er ganske overrasket over mit held – og træt af at hale så hårdt igen for at holde fisken fri af bunden. Jeg sætter mig derfor i strandstenene og glæder mig over fangsten. Uden en god portion svineheld får man helt enkelt ikke så flot en kysttorsk midt på en strålende solskinsdag.

Da jeg lidt senere genoptager fiskeriet på selvsamme sted, rykker det igen i linen længst ude. Efter endnu en gang tungt tovtrækkeri kommer endnu en flot rustrød kysttorsk glidende ind mod land og får et sidste løft af støvlen. 3,5 kg!

Jeg gemmer de to flotte torsk i skyggen bag nogle store sten og venter på makkeren, der langsomt fisker sig ned mod mig. Han har ikke fanget noget, viser det sig – end ikke mærket det mindste. Da jeg diskret nikker hen mod stenene og han får øje på fiskene, undslipper der ham et gisp. – Det var pokkers!

Jeg kan kun give ham ret – og glæde mig over mit eget store held. – Og hvad kan det ikke blive til i aften, når først torskene for alvor kommer ind?

Solen gik ned bag bakkerne, og de sidste dønninger lagde sig. Vi nærmest slugte madpakkerne, så vi kunne stå bedst muligt rustede til det hektiske og krævende aftenfiskeri, der helt sikkert måtte komme oven på en sådan begyndelse.

Jeg behøver vel næsten ikke sige det: Ingen torsk kom ind på kastehold den aften. Ikke en eneste.

Men solnedgangen var til gengæld uhyre smuk!

Solnedgang

© 2009 Steen Ulnits

Fastback Kayak

Coleman_10

Test af en oppustelig kajak, der egentlig bare var tænkt som familiens nye badedyr. Men som viste sig at have meget mere at byde på…

Jeg havde set på den i lang tid, men så droppet ideen igen. Med små 4.000,- kroner i vejledende udsalgspris var det lidt svært at argumentere for nye indkøb – når nu både garage, sommerhus og værksted flyder med diverse flyderinge, pontonbåde og gummibåde…

Men, men, men. Mere vil have mere, og rigtige mænd kan jo ikke få udstyr nok. En dag var den så til salg på Nettorvet.dk, og nu var prisen helt rigtig. Der var ikke langt fra tanke til handling, og få dage senere kunne jeg så hente min nye oppustelige kajak i den lokale Brugs.

På pumperne…

Men, men, men – igen. Der var ingen pumpe med. Det havde jeg ikke taget højde for, selv om jeg ellers har pumper liggende noget nær overalt. Altså tilbage til Randers for at hente én, så den nye kajak kunne komme i vandet med luft i kamrene.

Coleman_5Coleman_4

Vel tilbage på Mols tog det næppe mere end 5 minutter, førend Coleman kajakken trådte i karakter og tog form. Faktisk ser den vældig godt ud – strømlinet og med styrefinner i bunden. Jeg var spændt på at se, hvordan den ville opføre sig på vandet. Jeg havde en formodning om, at den nok ville opføre sig lidt som en vingeskudt and – være svær at styre som en anden gummibåd. I hvert fald slet ikke så “true tracking” som de almindelige kajakker med fast skrog, jeg har stående i sommerhuset.

Men jeg blev overrasket. Meget endda. Salgsmaterialet havde ganske vist slået på, at her var en komfortabel kajak, som egnede sig til langturssejlads, og som kunne tilfredsstille selv kræsne kajaksejlere.

Søstærk og sikker

Jeg testede første gang kajakken på et par blæsende sommerdage, hvoraf jeg næppe ville være taget ud på den ene – hvis ikke det lige havde været for nyhedens interesse. Jeg måtte helt enkelt vide, hvordan den opførte sig på vandet!

Jeg blev positivt overrasket – meget. I bølger af den størrelse, som jeg sejlede ud i den dag, ville saltvandet være sprøjtet op og indenbords hele tiden i en almindelig kajak med fast skrog. Men ikke i min nye Coleman, som i stedet gled af på bølgerne og kun sjældent kastede vand ind over mig. Og ikke en eneste gang stak den næsen i en bølge, hvilket oppustelige både jo ikke gør eller kan gøre. Luften holder dem oppe hele tiden.

Samtidig var og er den overraskende kursstabil, hvilket jeg bestemt ikke havde forventet af en så fladbundet sag. Men tydeligvis gør styreskinnerne og den enlige styrefinne et rigtig godt stykke arbejde, og det var aldrig svært at holde kursen.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ganske som forventet får man aldrig det “glid” i kajakken, som man får med et fast skrog. Coleman kajakken skal skubbes frem som en gummibåd – med korte tag, da den aldrig rigtig får den inerti, der er så rar ved almindelige kajakker – som giver en stor aktionsradius. Nogen langturskajak er Coleman Fastback derfor definitivt ikke!

Coleman_2 Coleman_9

Klog af skade valgte jeg hver gang at stikke op mod vinden på udturen – og så lade vind og bølger hjælpe mig hjem igen. Det modsatte er en dårlig idé, da man aldrig rigtig ved, hvornår man skal vende om igen – hvornår kræfterne ikke længere rækker til en komfortabel hjemtur.

Fiskbar på en femøre

Nu havde jeg ikke købt kajakken til at fiske fra – dertil regner jeg kajakker som en dårlig idé, da man sidder dårligt i dem og skal bruge lang tid på at vende omkring.

Men dér tog jeg helt fejl af Coleman. Dels sidder man langt bedre end i en almindelig kajak, og dels kan den vende på en femøre – lynhurtigt endda. Det gør den til et langt bedre fiskefartøj end almindelige kajakker – uagtet, at den ikke har stangholder noget sted og der kun vanskeligt kan findes plads eller fastgøringsmulighed til én. Men hvad gør det, når nu den ideelle stangholder i en kajak er mellem krop og redningsvest?

Det er også yderst betryggende at vide, at man næppe kæntrer eller kommer til at foretage en uønsket grønlændervending i sin nye Coleman kajak. Den er uhyre stabil – så stabil, at man kun vanskeligt kan få den til at vende. Det er i hvert fald ikke lykkedes mig under testen. Og selv ikke en 10 kg’s gedde burde kunne bringe én i blot nærheden af en kæntring!

Komfort i verdensklasse

Men nu er salgssnak jo ét – virkeligheden i regelen en ganske anden. Men her var der hold i meget af snakken. I hvert fald viste den sig hurtigt at være endda overmåde komfortabel at padle rundt i – langt mere komfortabel end en almindelig kajak, hvor siddestillingen er noget mere forkrampet og sædet noget hårdere. I Coleman kajakken føles det nærmedst som at sidde tilbagelænet i en lænestol – støttet af luftpuder hele vejen rundt. Faktisk kan man næsten sidde op og sove i den – viste det sig…

Coleman_8

Man sidder blødt på puder af luft og har luft i ryggen. Bag rygstødet findes også et lille rum, hvori man kan opbevare pumpe, slange, tovværk og andet under sejlads – godt beskyttet mod vind og vejr. Man kan nemlig lukke dette rum af med en slags tag, som lynes op over rummet.

Man kan bruge sin Coleman Fastback som “sit on top”, hvilket jeg selv foretrækker – både i bare ben og badebukser samt i åndbare waders tidligere og senere på året. Man kan også stikke benene ind under fordækket, som siden lukkes med velcrotape. Her findes også forskellige lommer til opbevaring af mindre ting som kort, kamera og andet.

Transportvenlig

En af de helt store fordele ved en oppustelig kajak er naturligvis, at den er nem at transportere. Har man tagbagagebærer på bilen, er den nem at smide op og fastgøre her. Har man ikke tagbagagebærer, tømmer man den blot for luft og stuver den ned i bagagerummet. Den kan da ligge i selv den mindste bil.

Pagajerne er 4-delte og fylder derfor meget lidt under transport. De har samtidig den fordel, at man selv kan justere vinklen på årebladene. En fordel, hvis man har svært ved at vænne sig til at skulle vende bladene under sejlads – som tilfældet er med “rigtige” pagajer. Da lader man blot bladene flugte, inden man strammer beslagene.

Konklusion

Coleman Fastback overrasker med sin stabilitet og sine sejlegenskaber. Det er uden overdrivelse den mest behagelige og velegnede kajak til fiskeri, jeg endnu har prøvet. Den gik hurtigt i blodet, og den vil med sikkerhed komme på vandet mange gange i fremtiden – desuagtet de mange flyderinge, pontonbåde og gummibåde, der konstant står og venter på mig rundt omkring!

Og til prisen er den helt rigtig: 1.995,- på Nettorvet dk

© 2009 Steen Ulnits

Transportabel elektronik

Det er ikke altid lige smart at have sin kostbare elektronik siddende fastmonteret i båden…

Jeg råder efterhånden over en ganske imponerende flåde af mindre fartøjer: Flyderinge, pontonbåde, gummibåde og motorjoller. Det er naturligvis ikke ret praktisk, hvis de alle skulle udstyres med den fornødne elektronik, men ekkolod og GPS vil man jo ikke undvære!

Da jeg på skift bruger samtlige fartøjer, har jeg efterhånden udviklet et transportabelt system, som gør, at jeg kan have både ekkolod og GPS med i samtlige. Endda bekvemt samlet i én enkelt enhed, som er nem at flytte.

Ekkoloddets beslag har jeg skruet fast på en tung polyethylenplade, der egentlig er beregnet til motorbeslag. Ved siden af loddet sidder så en holder til min håndholdte GPS, som jeg ofte bruger til fartmåling ved test af nye både. Den skal derfor kunne tages af og puttes i lommen, når der er brug for det. Den tunge plade har gummidupper underneden, som sikrer, at det hele står godt fast og ikke skrider.

Dog ikke godt nok i høj sø. Derfor har jeg boret to huller i pladen, gennem hvilke to lange bolte af rustfrit stål – syrefast naturligvis – går. I lågen på min Ryds 435 DL har jeg boret to matchende huller, og det er nu en let sag at sikre elektronikken med to fløjmøtrikker på undersiden af lågen. Så løber den ingen steder – selv ikke i den værste søgang.

Skulle jeg af en eller anden årsag have brug for at have udstyret siddende oppe på styrekonsollen i stedet, har jeg også boret to huller her – huller, der tjener som drænhuller, når udstyret ikke er monteret her.

Småbådsfisker

Transportabel transducer

På tilsvarende vis har jeg boret to huller i midtertoften på min lille gummibåd, så elektronikken også kan følge med her – uden risiko for at ende i havet. En ellers ganske reel risiko i en lille og livlig gummibåd.

Transduceren er naturligvis en transportabel af slagsen, som fastgøres på hækken med en sugekop. Kablet er viklet en ekstra gang om ekkoloddet, så stikket ikke kan hives ud, dersom sugekoppen skulle miste sit greb. Det er desværre sket en enkelt gang – under fuld fart – og det kostede en transducer. Den ligger nu på bunden af Ebeltoft Vig – på 10 meter vand. Så kan man lære det, kan man…

Det hele står i en lille og billig plastkasse, der samtidig rummer alle de mange andre småting, man slæber med ud i båden. Lige til at tage frem og sætte ud i bilen og op i båden. I plastkassen er der også plads til et lille motorcykelbatteri, så man kan klare sig uden strømudtag.

Enkelt og ligetil – som alle gode løsninger!

© 2009 Steen Ulnits

Flats Raider

En amerikansk pontonbåd dedikeret til fiskeri i saltvand. En gedigen saltvandsbestandig sag, som imidlertid vejer godt til…

Det var en af de rigtig gode forårsdage. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vinden var svag fra sydvest. Jeg havde netop pakket grejet og var på vej ud af døren for at motionere min kastearm og – forhåbentlig – et par velvoksne ørreder, da UPS-manden pludselig dukkede op.

– Jeg har en stor sag til dig, sagde han. – Hvor vil du have den hen?Jeg var lidt i vildrede, for jeg ventede ingen pakker. – Jamen, bare kom op med den, så ser vi på det.

Det viste sig at være ikke én, men to store og meget voluminøse pakker. “Creek Company” stod der på pakkerne, og pludselig dæmrede det lidt. Jeg havde jo året før – ved et stort sport show i USA – mødt en venlig repræsentant for netop dette firma. Og de lavede pontonbåde. Så kunne det mon være…?

Det kunne det. Med i pakke 1 var en hilsen fra netop den mand, jeg havde hilst på året før i USA og udvekslet visitkort med. Hans firma – navnet er Creek Company – havde udviklet en speciel pontonbåd til netop saltvand, som jeg havde fortalt ham om. De havde nu ikke udviklet den til dansk saltvand, men amerikansk – nærmere betegnet de meget salte “flats”, der findes i Florida.

– Den er ideel til backwater fishing i mangroven, skrev han i følgebrevet. – Måske den også kan bruges i Danmark?

Gedigen amerikaner

Se, det var jo noget af en positiv overraskelse på en i forvejen god dag. Jeg var fristet til at pakke den ud med det samme, men havde dog åndsnærværelse nok til at lade den ligge, til jeg kom hjem igen efter fisketuren – dog uden at have fanget fisk over målet. Så var det ekstra skønt at have noget spændende at komme hjem til!

Det viste sig at være en ganske stor båd – en rigtig gedigen amerikaner, som vi også er vant til det fra deres biler. 9 fod lang var den og hele 5 fod bred. Vægten var i ulastet stand ikke mindre end 34 kg, hvilket ikke er sådan at slæbe rundt på ene mand. Og årerne de største, længste (7 fod) og tungeste, jeg endnu havde set!

Pontonerne var af den 2-delte type, så man alt i alt råder over to pontoner med fire separate luftkamre. En rar sikkerhed, hvis uheldet skulle være ude – i form af skarpe muslinger eller skjult pigtråd. Det sidste har jeg før været ude for – skjult under en sandbanke på bredden af Mariager Fjord. Ingen spøg, skal jeg hilse og sige. Jeg kom med nød og næppe tilbage over fjorden igen…

Det var sikkerheden. Vægten skyldes ikke mindst, at denne specielle saltvandsmodel har et “stand-up casting deck” af aluminiumsplader med skridsikkert diamantmønster. Dækket er foran sædet og strækker sig hele vejen rundt om båden. Man kan således vælge ikke at udstyre båden med tasker og råder da over en båd, man kan stå op i og kaste fra. Hele vejen rundt. I hvert fald ifølge producenten.

Well. Båden er utroligt stabil, og man kan sagtens stå op og kaste fra den. Hvis ens balanceevne er bare nogenlunde. Det er og bliver dog noget, man skal reservere til sommermånederne, hvor en dukkert ikke er nogen katastrofe. Og så lade være med at fortælle Søsportens Sikkerhedsråd om det. De vil ikke kunne lide det…

Stor lasteevne

Vælger man ikke at stå op under fiskeriet, kan båden til gengæld laste det utroligste – uden at gå i stykker, vel at mærke. Desværre har vi jo herhjemme her på det seneste set flere afskrækkende eksempler på billige kinesiske både, hvis alurammer er knækket. Hvis svejsninger er så dårlige, at en dansk smedelærling ville dumpe, hvis han lavede dem. Og hvis rammer er lavet af aluminium så tyndt og dårligt, at det ikke holder til at blive svejset i.

Det er naturligvis ikke tilfældet med denne amerikaner, hvis ramme er fremstillet i ekstra kraftig aluminium med bundsolide svejsninger af bedste kvalitet. Det hele er solidt “powder coated” og giver et rigtig robust indtryk.

Den bageste lasteplads passer præcis til en stor og stærk campingbox, som jeg fandt ude hos Harald Nyborg – min yndlingsleverandør af alt, der på én gang skal være godt og billigt. I den er der rigelig plads til alt det, man måtte få brug for i løbet af en lang fiskedag på vandet. Supplerer man med de to store sidelommer, er det lige før, at man kan have hele familien med…

Spøg til side. Der er rigtig god plads, og Flats Raider er da også godkendt til at laste hele 170 kg – nok til selv den største mand og alt hans udstyr. Der er naturligvis også et robust beslag til påhængsmotor – samt en stangholder, der klarer såvel spinne- som fluestænger.

Motorbeslaget var oplagt til montering af et trailerhjul, men udformningen gjorde det ikke så ligetil at gå fra tanke til handling. Jeg fik købt et luftfyldt trailerhjul med beslag hos Harald Nyborg, men beslaget måtte en tur om af Teknisk Skole i Randers, førend det var så vidt. Så funklede det til gengæld også i rustfrit stål og er specialtilpasset i en sjældent høj grad.

Beslaget kan justeres i højden og fastgøres nemt og bekvemt med to møtrikker med låsesplit i. Nu kan jeg bekvemt køre trillebør med min Flats Raider og på denne måde søsætte den de fleste steder. Uden vil det ikke være nemt – i hvert fald ikke alene.

Det er en stor båd, og den er derfor lidt tung at ro. Den skriger på en påhængsmotor, og det fik den. Heldigvis passer den fint til min 3,5 HK Tohatsu, som vejer sølle 17 kg. Fjerlet for en gedigen båd som denne, men rigeligt til at drive den. Den skal dog trimmes lidt, førend den sejler godt.

Konklusion

Flats Raider er en rigtig dejlig båd – når først den er på vandet. Stor og stabil, som den er. Men inden da kan den godt virke lidt afskrækkende med sin størrelse og vægt, og uden omtalte trailerhjul er den ikke nem at flytte rundt med.

Enhver amerikaner med respekt for sig selv kører da også rundt med den færdigriggede pontonbåd på ladet af sin store pickup truck – der naturligvis er 4-hjulstrukket, så han kan bakke den helt ned i strandkanten og søsætte båden direkte.

Det er desværre de færreste danske pontonbådsfiskere forundt at have en sådan dyt. Vi må klare os med mindre. Men båden?

Den smager rigtig meget af saltvand – og Amerika!

© 2009 Steen Ulnits