Forfatterarkiv: Steen

Tunge torsk i tangen

Krabber i kløvertangen

Da jeg for snart mange år siden begyndte min karriere som kystfisker, var det med spinnestangen. Kystfluefiskeriet var slet ikke begyndt endnu, og man kunne gå et helt år ved kysten uden at se en fluestang. Og den første, jeg så, var såmænd min egen…

Det var i 1970‘erne, hvor kystvandet formelig vrimlede med dejlige spisestore stegetorsk. Faktisk var der så mange, at man rynkede på næsen og sagde “bare en torsk”, når det for gud-ved-hvilken-gang rykkede længst ude i kastet.

Det gør man ikke længere, for overfiskning og forurening har gjort torsken til en sjælden fisk – så sjælden, at man i dag de fleste steder fanger langt flere havørreder end torsk. Og det er synd, for hvor havørreden i de fleste tilfælde blot er resultatet af store og kostbare udsætninger, så er torsken naturens eget barn – født og opvokset uden hjælp fra menneskets side. Det er den ægte vare – et rigtigt naturprodukt, der signalerer, om naturen har det godt eller ej.

Og nu har også den globale opvarmning meldt sin ankomst – med stigende havtemperaturer, der presser torskene nordpå mod koldere vand. Alt i alt er det et under, at der stadig er torsk i de indre danske farvande, men det er der – nogle steder flere end andre.

Øresunds torskebestand lukrerer på trawlforbuddet i det, der er verdens tættest trafikerede farvand. På samme måde har Østersøens torsk nydt godt af de senere års fredninger, som har givet bestanden lov til at stabilisere sig og sågar vokse lidt. Langelandsbæltet er et andet godt bud, som regelmæssigt byder på godt torskefiskeri.

Krabber og krabbefluer

Det er en velkendt sag, at torsk elsker krabber. Faktisk ved de næppe noget bedre! Derfor kan man ofte opleve, at en nyfanget torsk knaser, når man trykker den på maven. Og at netop ædte krabber noget forvirrede kommer kravlende ud af munden på en nyfanget torsk!

Det faktum har naturligt nok fået mange til at tro, at naturalistiske krabbefluer derfor måtte være det allerbedste til fluefiskeri efter torsk. Det ved torskene imidlertid ikke noget om, og praktisk fiskeri viser da også, at rene fantasifluer næsten altid kan udfiske mere nøjagtige imitationer.

Det kan der være flere årsager til. Dels er en hidsig rød-gul flue langt mere synlig i vandet og dermed lettere for torskene at få øje på. Og dels er torsk både nysgerrige og sultne fisk, der kun nødigt lader en saftig godbid svømme uantastet forbi. Uanset om den så ligner noget kendt fødeemne eller ej.

Det er givet derfor, at spinnefiskerens favoritvåben til torsk i mange år har været den klassiske rødgule fynske kystwobler i træ. Næppe nogen anden kunstagn har landet så mange kysttorsk som netop den. Og næppe nogen anden kunstagn ligner en krabbe eller andet naturligt fødeemne så lidt som netop den!

Da fluen skal fiske dybt for at være effektiv til torskene, er der god grund til at vende blikket mod anderledes fluetyper, som kan fiske dybt uden at sidde fast. En af de allerbedste af slagsen er den såkaldte “Bend Back”, som under fiskeriet går med krogspidsen opad – som en anden jig.

Den bindes omvendt på krogen, som har fået et lille bøj opad på den forreste tredjedel af krogskaftet. Her bindes vingen ind på undersiden, så den peger bagud – dækkende krogspidsen.

Typer af torsk

Nu skal man imidlertid ikke tro, at torsk bare er torsk. Nej, torsk fås i mange udgaver og meget varierende farver – alt efter deres levevis. Nogle torsk er pelagiske – det vil sige, at de jager i de frie vandmasser, hvor byttet er sild og brisling. De er derfor helt lyse – præcis som de mindre eksemplarer, der jager over den lyse sandbund.

I den stik modsatte ende af spektret finder vi de velkendte “tangtorsk”, der i regelen er brunlige med et rødt skær. Især på klippekyster som Bornholms kan tangtorskene være mere røde end brune, og de lyser da op i de smukkeste kulører, som ikke kun skyldes miljøet, men også føden. Krebsdyr indeholder jo masser af rødt farvestof.

Der er to forskelige farvekombinationer, som erfaringsmæssigt gør sig godt til fluefiskeri efter torsk – meget gerne bundet som lette Bend Back eller tunge Clouser Minnows. Det er hvid og grøn samt gul og rød.

Den hvide og grønne bruger man naturligvis til de torsk, der jager småfisk i det frie vand. Den røde og gule bruger man tilsvarende til de bundnære torsk, som jager krabber i tangskovene. Fra land klarer man sig i regelen med en flydeline og et langt forfang, mens der skal hurtigt synkende line og kort forfang til fra båd eller flydering.

I begge tilfælde overrasker novembertorsken altid med kræfter og fightervilje ud over det sædvanlige. Og på intet andet tidspunkt af året er torsken så fin en spisefisk som netop nu i november!

Bid i badekarret

April er højsæson for kystfiskeriet efter havørred. Med lidt held er der både bid i badekarret og sølvtøj i fisketasken, når man vender hjem igen!

Som vandtemperaturen stiger hen gennem april måned, stiger også kystfiskerens chancer for at komme hjem med en selvfanget, sølvblank havørred. Havørreden er nemlig vekselvarm, og dens stofskifte stiger derfor med vandtemperaturen. Og netop sidst i april og først i maj er vandtemperaturen ideel for havørreden, som nu kan jage frit overalt – døgnet rundt.

Statistisk set er april den måned, hvor der fanges fleste blanke havørreder på kysten – efterfulgt af maj, hvor fiskeriet så småt begynder af klinge af.

Jo længere hen på foråret vi kommer, desto mere koncentrerer fiskeriet sig om “badekarret” – lystfiskerens lidt pudsige betegnelse for den fordybning, der altid er helt inde under land – på åbne kyster med en brænding, der graver i bunden. Det afgravede materiale aflejres længere ude – som sand på første revle. Bunden i selve badekarret er derfor hård og stenet – ofte med lidt spredte tangbuske.

Men badekar kan se meget forskellige ud. Nogle er små og lave – andre store og dybe. De sidste kan holde fisk døgnet rundt – i al slags vandstand. De mindre kræver højvande, førend havørrederne indfinder sig – gerne tidlig morgen eller sen aften, hvor der er ro på stranden. Kommer der først en busfuld stenkastende skolebørn forbi, er det slut med fisk i badekarret. De er skræmt fra vid og sans og på vild flugt fra badekarret.

Nogle badekar er så store og dybe, at man slet ikke kan bunde i dem. Andre er så lave, at man det meste af tiden kan krydse dem og komme ud på første revle. Herfra kan man så fiske indefter i det kystnære badekar – eller udefter på dybere vand, hvor fiskene er at finde ved lavvande og midt på dagen.

Badekarret er således en fascinerende størrelse, som ikke mindst om foråret er en rigtig god fiskeplads. Det er nemlig herinde, at det lave kystvand først varmes op. Dels på grund af den mørke bund, som suger solvarmen til sig. Dels på grund af det mere stillestående vand herinde. Og når først vandet varmes op, vækkes smådyrene til live efter vinterens dvale. Det ved havørrederne, som derfor søger ind i badekarrene med forårssolens komme. Det er her, maden er!

“Fine and far off”

Badekarret er også en fiskeplads, som stiller større krav til fiskeren end de øvrige fiskepladser på kysten. Det gælder nemlig om at nærme sig badekarret forsigtigt og affiske det på passende afstand – “fin and far off”, som englænderne så rammende har beskrevet det. Ellers skræmmer man fiskene væk.

Men er man ellers forsigtig og bliver inde på land i stedet for bevidstløst at vade ud i vandet, så kan man opleve kystens ørreder på ganske nært hold. Faktisk kan man ofte se fiskene, før man kaster til dem. De jagende ørreder viser med regelmæssige mellemrum viftende finner over vandet – et godt tegn på, at de er aktivt fødesøgende og dermed til at fange!

Der skal let grej til, hvis man vil have held med havørrederne i badekarret. Fluefiskeren scorer altid godt med sine små fluer, der kan serveres fnuglet på et langt og tyndt forfang. Faktisk er badekarret fluefiskerens vigtigste fiskeplads, da fiskene herinde er koncentreret på et område, der bekvemt kan dækkes af fluestangens korte rækkevidde. Fluegrej klasse 5-6 klarer mosten på stille dage, mens blæst og bølger kan gøre grej klasse 7-8 mere praktisk.

Men spinnefiskeren bør ikke droppe badekarret. Han skal blot skifte til det letteste grej – det, man i fagsproget kalder UL udstyr. Korte enhåndsstænger på 5-6 fod og bittesmå fastspolehjul fyldt op med 0.15 mm nylonline eller endnu tyndere superline. Dertil små blink, spinnere og woblere på 5-7 gram. Så er han med i legen igen og kan servere sine agn så let, at de ikke skræmmer fiskene i badekarret.

Børsteorm i badekarret

Foråret er også tid for årets sværmning af børsteorme. Året igennem har ormene tilbragt det meste af tiden nedgravet i deres huller i bunden. Men når vandtemperaturen kravler opefter, mærker ormene foråret og belaver sig på den forestående “sværmning”, som deres parring kaldes.

Ormene forlader nu deres huller i bunden – synkroniseret af Månen, som i forvejen styrer tidevandet – og svømmer rundt i overfladevandet, hvor parringen sker på eksplosiv vis. Ormene revner helt enkelt, og kønsprodukterne frigøres til vandet, hvor befrugtningen foregår. Hvert år modtager landets miljømyndigheder opkald fra bekymrede borgere, som har set i tusindvis af døde orme skylle i land. Et dramatisk syn, som imidlertid er tegn på det stik modsatte – en sund natur med mange orme!

Fisk og fugle er naturligvis opmærksomme på dette fascinerende sceneri, der byder på letfanget føde i overdådige mængder. Ormene er store – typisk 10 cm lange – og lige til at plukke for både fisk og fugle.

Fluefiskeren efterligner de sværmende børsteorme med lange og buskede fluer af Woolly Bugger typen, som på impressionistisk vis ligner de ringlende orme. Spinnefiskeren forsøger sig måske i stedet med en Gulp! Nereis, som er en nøjagtig efterligning af det naturlige forbillede, der netop hedder “Nereis” til fornavn. På latin, forstås.

Nået hen i maj er sværmningen af børsteorme overstået, og havørrederne koncentrerer sig i stedet om småfisk og rejer. Over blød og sandet bund uden for badekarret vil man ofte opleve, at ørrederne koncentrerer sig om først kutlinger og siden rejer. Det sidste går ikke stille af, idet måger og terner også har fokus på de trækkende rejer på det lave vand.

Nået frem til de lyse nætter er det lave kystvand ofte som støvsuget for havørreder – i dagtimerne. Fiskene foretrækker i stedet at søge ind under land i ly af mørket – og så ellers bruge det sparsomme lys til at gå på rov efter småfisk og rejer.

Kystfiskeren bør naturligvis følge trop!

Byg en Bivuak!

Det er nemmere, end du tror – og uhyre praktisk til hurtige overnatninger for hardcore pontonbådsfiskere!

I sommeren 2004 havde jeg mulighed for at tage med to medlemmer af Sirius-patruljen på recognoscering i den uendeligt lange Scoresbysund, som med sine 350 km er verdens længste fjord. Vor opgave var at kortlægge fiskemulighederne – om muligt sågar finde nogle klarvandede elve, som egnede sig til fluefiskeri.

Vi fandt dem nu ikke – trods store fjeldørreder i hundredvis i de grumsede gletcherelve. De marine bjergarter her eroderes let af regn og smeltevand, og klart vand er derfor en mangelvare. Vor konklusion på en mere end 1.000 km lang sejltur – med et voldsomt CO2 spor efter os – blev desværre, at sådanne elve slet ikke findes her…

Men til sagen. Med mig havde jeg nemlig en lille “Bivvy Sack” eller bivuakpose til min sovepose og mit liggeunderlag. For det tilfælde, at vi ikke skulle nå frem til en fangerhytte for natten. Det gjorde vi nu det meste af tiden, så jeg havde heldigvis ikke meget brug for sækken. Heldigvis, for det er så som så med komforten i det lille telt, og gæster inviterer man i hvert fald ikke inden for. – For hvor skulle de være?

Lille, let – og tæt

Men jeg lærte alligevel at sætte pris på den lille og superlette bivuakpose. Bivuakposen er nemlig den moderne udgave af den gamle bivuak, som ganske enkelt er betegnelsen på en form for primitivt skjul og læ for vind og vejr. Bivuakposen sikrer, at man ikke – som i gamle dage – bliver våd, kold og forkommen, hvis man ligger i bivuak.

Min bivuakpose er af fabrikatet “Aqua Quest”, men laves så vidt vides ikke mere. Det gør til gengæld masser af andre bivuakposer – alle fremstillet i moderne letvægtsmaterialer, hvoraf nogle sågar er åndbare. Alle er de naturligvis 100% vandtætte, og alle har de kun lige akkurat plads til ejermanden, hans sovepose og liggeunderlag.

Min egen model har et lille vindue i taget, så det sidste, man ser før Drømmeland, er nattehimmelen ovenover. På stjerneklare nætter med stjerneskud eller på skyfri nætter med polarlys er der dømt underholdning i absolut verdensklasse!

Men til sagen – igen! Efterfølgende har den lille bivuakpose vist sig at være den perfekte løsning til enkeltstående hurtige overnatninger i det fri – ikke mindst hvis man er på udflugt med sin pontonbåd. Til formålet har jeg udviklet en speciel procedure, som fungerer fortræffeligt – som garanterer en tør og varm nat i posen med et absolut minimum af oppakning.

Here’s how it’s done:

Man tager sin bivuakpose og folder den ud. Så tager man sit liggeunderlag og ruller det ud – inde i bivuakposen. Kan det være der, er alt OK. Kan det ikke være der, finder man hobbykniven frem og skærer liggeunderlaget til, så det lige akkurat passer med bunden i posen. Ikke noget med oppustelige underlag her!

Dernæst finder man sine elskede sovepose frem, ryster den godt og ruller den ud – inde i bivuakposen. Man retter det hele godt ud, lukker bivuakposen til og klemmer så luften ud af det hele. Nu er der blot tilbage at rulle det hele sammen til et kompakt hjem, der passer ned i en vandtæt paksæk.

Man strammer paksækken godt op, så den kan tåle en tur i vandet, og er nu klar til ekspedition!

Paksækken kan bekvemt placeres i pontonbåden, så den ikke er i vejen – med garanti for, at den heller ikke tager vand ind. Uanset om båden så skulle gå under. Det sidste har vi desværre set flere eksempler på i det seneste år – i form af billige kinesiske pontonbåde, hvis rammer helt enkelt knækker under sejlads. Og det er ingen spøg, hvis man er på dybere vand, end man kan bunde…

Men kæntring eller ej: Bivuakposen med sovepose og liggeunderlag er altid klar til indsats, når man går i land for natten. Tag den ud af paksækken, rul det hele ud, bank de tre pløkker i og sæt alubuerne i fortil.

Så er det hele klar til natten – og ikke et øje er tørt. Kun bivvyen!

PS: Hvis du vil vide, hvor du egentlig må overnatte i naturen, så læs denne artikel om emnet. Den er god at blive klog af.

Molemakreller

Molemakreller og bolværkstun

Sensommer er højsæson for den stærkeste fisk i danske farvande: Makrellen!

Makrellen er en fascinerende fætter, som har gjort et gevaldigt comeback i danske farvande i de seneste år – sikkert godt hjulpet på vej af de støt stigende havtemperaturer. Det har “fremmede” fisk som multer og havbars jo også nydt godt af i samme tidsrum.

Det så ellers i mange år lidt sløjt ud med makrellen, som i 1960’erne var genstand for et massivt overfiskeri, der på et tidspunkt truede med helt at trække tæppet væk under denne den eneste danske repræsentant for de hurtigt svømmende tunfisk. Men fiskeriet kom under kontrol, og makrelbestandene regenererede langsomt, men sikkert til dagens gode niveau. Nu kan vi atter regne med at se stimerne inde under land langs den jyske nordvestkyst – præcis som i de gode, gamle dage!

Hektisk hurtigsvømmer

Makrellen er kendt som nok den stærkeste af alle fisk i danske farvande, og pund for pund er der intet, som kan hamle op med en netop kroget makrel. Da går det hidsigt og i zigzag til først den ene og så den anden side. Makrellen bliver aldrig træt og lægger sig på siden, som andre fisk gør. Nej, den bliver ved med at svømme til det sidste. Vel oppe på det tørre fortsætter den svømningen og hamrer den smalle hale i bundbrædder og sandstrand som en anden trommeslager!

Det skyldes nu ikke en kampånd ud over det sædvanlige. Det skyldes i stedet den enkle kendsgerning, at makrellen dels ikke har nogen svømmeblære – dels ikke kan pumpe vand over gællerne som de fleste andre fisk. Den er højt specialiseret og helt afhængig af at svømme fra morgen til aften. Gør den ikke det, synker den til bunds – og bliver kvalt!

Makrelflokken er derfor i konstant bevægelse – på jagt efter dels dyreplankton i overfladevandet – dels stimer af småsild og brisling, når disse indfinder sig.

Brislinger i brændingen

Makrellen vandrer – sin begrænsede størrelse til trods – over store afstande i løbet af et år. Vinteren tilbringes således ude på flere hundrede meter dybt vand i dels Skageraks dybe Norskerende – dels de dybe partier syd og vest for den Engelske Kanal.

Først på året søger fiskene ind over kontinentalsoklen, hvor de når Irlands og Englands kyster i det tidlige forår. I maj-juni når de op langs Vesterhavet og trænger i juni-juli ind i Kattegat og de indre danske farvande. Højsæsonen her er dog juli-august, hvor fiskene når ind på kastehold af fiskere på land – ikke mindst fra vestkystens mange og lange høfder.

Fiskene, som har gydt i maj-juni, er meget sultne og forsager derfor de smådyr, der ellers har udgjort størsteparten af kosten. Nu indstiller de magre makreller i stedet sigtet på stimer af småsild og ikke mindst brisling, som de undertiden jager helt ind under land. Ofte så tæt på, at brændingen skyller de panikslagne brislinger op på land – af og til sågar i selskab med en hidsig makrel, der selv har mistet overblikket!

Gamle fiskere på Agger Tange fortæller, at de i drengeårene ofte samlede strandede makreller op fra sandstranden – den mest bekvemme måde at fange dem på!

Let at fange

Normalt fanger man nu makrellen på stang, hvor den er et taknemmeligt bytte. Den hugger nemlig på alt, der er i vandet – når ellers den selv er der! Makrelstimerne flytter sig lynhurtigt. Snart er de ved den ene høfde – snart ved den anden. Snart svømmer de rundt helt inde i bølgeskvulpet for kort efter at runde høfdens yderste spids. Makreller går og kommer – præcis som den danske sommer!

Makrellen følger sine byttedyrs døgnrytme – enten direkte eller indirekte. De små makreller, som æder dyreplankton, følger disses bevægelser op og ned i vandet i takt med lyset. Højest går de morgen og aften, mens dagtimerne oftest tilbringes nede på flere meter vand. De større makreller følger samme mønster – blot i hælene på sild og brisling, som igen følger planktondyrene.

Makrellens fremragende lugtesans gør den til et let bytte for medefiskeren, der foretrækker et flåd og små fiskestykker på krogen. Han ved også, at makrellens eget olieholdige kød er en fremragende agn – til makreller! Han bruger glideflåd, så han let kan justere fiskedybden og således følge makrellerne op og ned i vandet.

Den garvede makrelfisker ved også, at der skal godt vejr til. Helst skal der være østenvind i tre-fire dage, førend makrellerne dukker op. Makrellen er nemlig – som planktonfiltrerende rovfisk – forsynet med et sæt meget tætte gællegitterstave. Og den trives derfor dårligt i grumset og uklart vand. Den vil forståeligt nok ikke have sand i gællerne, og derfor ser man den først inde under land, når bølgerne har lagt sig og vandet er klaret op. Østenvind er således makrelvejr!

Makrelmuren

De fleste makreller fanges nok af spinnefiskeren, der med fordel kan have et par ophængere på linen over pirken. Er der makreller i farvandet, er der ofte fuldt hus på alle kroge – og et efterfølgende cirkus på land, når makrellerne skal aflives og forfanget filtres ud igen!

Længere til havs bruger havfiskeren ofte et decideret makrelforfang med fem glitrende ophængere over pirken. Har man først fundet makrellerne, kan man slet ikke få pirken ned til bunden – ned til de torsk, man i regelen fisker efter. Krogene bliver helt enkelt hængende, når man rammer “makrelmuren”!

På det tunge havgrej giver de små makreller ikke megen kamp. De slås mest mod hinanden! Men skifter man ud til lettere kastegrej, er en håndfuld sprælske makreller altid en oplevelse. Og skulle man være heldig at sætte krogen i en kilostor makrel, da gyser man ved tanken om, hvordan det mon er at sidde i stolen med en hundrede gange tungere tunfisk…

Letfordærvelig spisefisk

Kært barn har mange navne, og makrellen er bestemt ingen undtagelse. Sildemakreller er betegnelsen for små makreller, som endnu ikke er meget større end de sild, de senere vil komme til at æde. Bolværkstun er et andet kælenavn for den lille hurtigsvømmer, der alle dage har været den fattige mands lille tunfisk – én, der kunne fanges fra moler og høfder og til billige penge. Stik modsat den kæmpemæssige tun, som kræver dyrt grej og store både, hvis man vil i nærkamp.

En nyfanget makrel er et sandt orgie i changerende farver – fra ryggens blå og grønne bølgestriber til sidernes perlemorsagtige glans. De grønne farver gav under krigen stof til myten om, at makrellerne gerne spiste døde tyske flådesoldater – at det var derfor, de selv blev grønne!

Faktum er imidlertid, at makreller har en fabelagtig lugtesans, hvilket gør det muligt at lokke dem til over lange afstande – med hakket fiskeaffald, der gerne må lugte lidt. Det kommer de nyfangede makreller desværre også hurtigt til – i sommervarmen. Makrellens mørkerøde kød er uhyre letfordærveligt, og kommer fiskene ikke på køl eller helst is med det samme, bliver de uspiselige på få timer. Benene løsner sig fra kødet, og den fisk er spildt…

Grillet og røget

Når makrellen har gydt i maj-juni, æder den som en gal for atter at få huld på kroppen. Som sommeren går, bliver fiskene federe og federe i kødet, hvilket man skal tage højde for ved tilberedningen.

Kogt makrel bliver aldrig nogen fornøjelse, da fiskene er alt for fede og fiskesmagende til dette. Grillet og krydret er makrellen derimod en fornem spise, som ingen grillmester bør snyde sin Weber for. Det samme gælder også i røget tilstand, hvor makrellen yder sit allerbedste – gerne peberrøget.

Medbring derfor altid en lille transportabel røgeovn af den slags, der kan fås i supermarkeder og sportsbutikker til nogle få hundrede kroner. Så er man sikker på en selvfanget og selvtillavet himmerigsmundfuld i strandkanten!

Fiskefotoapparater

De kan tåle det hele – vand, kulde og tryk. De er derfor helt uundværlige på fisketuren. Og de har aldrig været bedre end nu!

Jeg glemmer aldrig den dag i 1980, hvor jeg – som så ofte før – støvede omkring hos den lokale fotohandler på Frederiksgade. Jeg var begyndt at læse biologi på Århus Universitet et par år tidligere, og SU’en rakte ikke langt i de dage. Det var derfor salt i såret, da jeg helt tilfældigt tog en brochure fra Fuji op og kiggede i den.

Pludselig grinede en glad og fuldskægget fluefisker mig i møde. Om halsen havde han Fuji’s spritnye vandtætte kompaktkamera. Det hele osede af fisk og fiskeri, og som fotoglad fisker kunne jeg straks se, at her havde Fuji noget, som vi lystfiskere længe havde sukket efter – det vandtætte kamera, som ikke var større, end at det kunne ligge i lommen på vadejakken eller fiskevesten.

Men som sagt – SU’en rakte ikke langt i de dage, og der var bestemt ikke plads på budgettet til slig extravagance. Det kom på ønskesedlen til juelaften, men det lå ikke under træet. Dertil var det nok for dyrt.

I banken efter penge

Men beslutningen var taget. – So ein Ding musste ich unbedingt haben – schnellstens! I 1981 konsulterede jeg min bankrådgiver og bedyrede, at jeg nødvendigvis måtte have et sådant kamera for at kunne fortsætte den spinkle karriere som fiskefotojournalist, jeg så småt havde påbegyndt. Sydbank gav sig, og jeg fik mit første vandtætte kamera. Slut med at fable om hundedyre Nikonos kameraer så tunge og uhåndterlige, at de faktisk kun egnede sig til brug under vand…

Mit nye Fuji fulgte mig i tykt og tyndt de følgende år og tog nogle fremragende fotos. Det kunne køre med 64 ASA film, hvilket var en nødvendighed for seriøse fotografer i de dage. Ellers kunne man jo ikke have sin elskede og finkornede Kodachrome 64 med de flotte farver i sit kamera! Så flotte, at selveste Paul Simon (ham med Garfunkel) lavede en sang om den!

Men det holdt ikke evigt, og efter mit vandtætte Fuji nummer to, ophørte produktionen. Efterspørgselen var åbenbart ikke stor nok. Heldigvis havde Nikon nu set lyset og lancerede en vandtæt model i samme regi – under modelbetegnelsen AWAF. Den overtog nu det beskidte og ofte våde arbejde på mine rejser og fisketure – nu som par, da jeg efterhånden ikke turde rejse udenlands uden at have et backup kamera i bagagen. For tænk nu hvis…

Dukkert af dimensioner

Mine værste anelser blev til virkelighed under en raftingtur på Chimehuin floden i Argentina. Guiden, som var ved årene, var urutineret og fejlberegnede strømmens retning og styrke. I stedet for at tage den sikre rute i svingets inderside, blev vi nu taget af strømmen og ført over i den modsatte side – over mod en stort klippefremspring med træer hængende ud over vandet.

Det hele gik pludselig forrygende hurtigt, og vil du have hele historien, må du læse den fulde version i min bog “Fiskerejser til fjerne lande”. Her er alle detaljerne med. Men hvorom alting er, så tippede gummibåden over, og vi blev smidt i vandet. Da vi ikke havde surret alting, som vi burde have gjort – solen skinnede jo fra en skyfri himmel, og floden virkede blid – mistede vi det meste af vor bagage til floden. Nogle enkelte ting drev i land længere nedstrøms – desværre ikke min vandtætte paksæk med mit vandtætte Nikon kamera i…

Tilbage var så det andet kamera, jeg hele tiden havde haft hængende om halsen. Det overlevede uden problemer dukkerten og måtte nu som ene kamera klare fotoopgaverne på resten af turen. Et eller andet sted på bunden af Chimehuin ligger den dag i dag mit vandtætte Nikon kamera – i en vandtæt paksæk og endda med en spritny motor i. For motoren måtte udskiftes med regelmæssige mellemrum, hvis man brugte sit Nikon regelmæssigt. Den blev helt enkelt slidt op!

Jeg nåede igennem fire (4) af disse dejlige Nikon apparater – og seks (6) motorer. Så ophørte også produktionen af AWAF. Der var sorg og landekrise, og jeg måtte i et par år ty til inferiøre kameraer, som bestemt ikke tålte vand. Mit højt elskede Olympus OM2 spejlrefleks måtte da også en tur under vandet og blev aldrig det samme siden…

Den digitale tidsalder

Det var i de analoge billeders tid. Den digitale tidsalder bankede på døren, men antallet af pixels kunne slet ikke leve op til den kvalitet og de farver, vi kræsne fotografer var vant til fra Kodachrome 64 og – i en snæver vending – Fujichrome 100.

Men det var kun et spørgsmål om tid, førend de i hvert fald så nogenlunde kunne hamle op med de analoge film og deres mange korn. Og sikken befrielse ikke at skulle vente i dage og uger på, at ens mange Kodachrome film fra sidste rejse skulle komme hjem fra laboratoriet. Nu var der pixels med det vuns!

Men det var et svært skifte, og som så mange andre holdt jeg stædigt fast ved mine Kodachrome, indtil de bare blev for besværlige at have med at gøre. Først lukkede Kodak Danmark sine laboratorier ned, og så måtte filmene først en tur til Tyskland, siden Schweitz og til sidst USA for at blive fremkaldt.

Nu måtte det være nok. En tung og grå dag i december tog jeg så hele mit analoge fotoudstyr – og det var ikke så lidt – med ned til fotohandleren og bad ham sælge det. Han kiggede misbilligende på samlingen og rystede på hovedet. – Du får ingenting for det, og der er jo for langt over 100.000 kroner i nyværdi. – Hvis jeg var dig, ville jeg beholde det…

Men beslutningen var taget. Det hele blev fyret af, og jeg blev sølle 5.000 kroner rigere. Dem investerede jeg fluks i et Sony digitalkamera, som jeg primært brugte til min nye hjemmeside. Vi skriver 1996. Antallet af pixels blev regnet i tusinder – ikke millioner – og de blev allesammen lagret på kæmpestore PC disketter, som man måtte have et helt lager af…

Efter et par trange og triste år med diverse digitale kameraer dukkede så Pentax op med det første vandtætte digitalkamera – som jeg for øvrigt stadig har og bruger ind imellem. For at mindes gamle dage… Det er grimt og ligner mest af alt en pakke cigaretter, men det tager nogle fremragende fotos, som er blevet publiceret mange steder.

Det havde 4 millioner pixels, og nu tog udviklingen for alvor fart. Chipproducenterne fik presset flere og flere pixels ned på de små plader, og hver ny model havde et par millioner pixels mere end forgængeren. Jagten på at give den analoge film det endelige dødsstød var gået ind, og da antallet af pixels rundede de 10 millioner, måtte filmen erklære sig selv for endegyldigt død. Filmen er død – leve de digitale pixels!

En håndfuld modeller

I samlingen og gennem mine fiskende og fotograferende hænder har allerede været en hel del af markedets efterhånden ganske mange vandtætte digitalkameraer. I det følgende en kort beskivelse af forskellige modeller – deres fordele og ulemper, som jeg ser og har oplevet dem.

Vær klar over, at modelbetegnelser kan skifte nårsomhelst og ofte varierer fra land til land. Ikke uvæsentligt i disse internettider, hvor troløse brugere shopper omkring og sagtens kan ende med at købe deres nye kamera i England, Tyskland eller Frankrig – hvor det nu måtte være billigst.

Pentax Optio W60

Pentax var først på banen med en række vandtætte modeller og havde i et stykke tid næsten markedet for sig selv. Det aktive udendørsliv på skipisterne, på surfbrædtet eller med snorkel og svømmefødder nærmest eksploderede og med det behovet for vandtætte digitalkameraer.

Det første var firkantet og grimt, men tog gode billeder. Senere modeller havde flere og flere pixels, men ikke mindst skærmen blev større og bedre. Dels så man lettere kunne fokusere – dels så man bedre kunne studere sine fotos og se, om de nu også var gode nok.

Vore dages Pentax Optio er anderledes veldesignede og tager fremragende fotos. De kan derfor varmt anbefales. Det sidste i samlingen har været W60 modellen, som brillierer med hele 5X zoom og vidvinkel ned til 28 mm. Der er 10 millioner pixels at tage af, og ingen behøver flere.

Et rigtig godt og kompakt kamera – ikke mindst til prisen!

Set til kr. 1.660,-

Fuji FinePix WP

Med deres små og meget kompakte FinePix WP kameraer er Fuji tilbage, hvor de holdt, med deres vandtætte kameraer. Nu er der blot pixels på chippen og ikke film i kassen!

Det er små sager, der passer ned i selv den mindste lomme på vadejakke eller fiskevest, og størrelsen er givet deres største fortrin. 3X optisk zoom imponerer ikke, men billedkvaliteten er absolut OK til prisen.

Man skal imidlertid betænke, at små kameraer er svære at betjene – specielt da i koldt vejr og med handsker på. Kolde fingre er ikke de mest følsomme, og lukkeren på FinePix WP er meget hård og ufølsom. Timingen, når man afgiver skud, er derfor ikke den bedste.

Det samme gælder søgeren, som ganske vist er stor og dækker det meste af bagsiden, men som ikke har mange pixels. Det hele ser derfor noget grynet og uskarpt ud – selv ved ellers skarpe fotos.

Ikke et kamera for fotofreaken, men fint til alle de andre!

Set til kr. 1.229,-

Sanyo Xacti E1

De allerfleste digitalkameraer kan i dag – præcis som de fleste mobiltelefoner – optage video i lav opløsning. Så lav, at den kun egner sig til YouTube og andre steder, hvor der ikke stilles krav til kvaliteten. Optagedelen på disse kameraer er derfor mest at betragte som noget, man får med i prisen – som noget sekundært og i hvert fald ikke af en kvalitet, det er værd at redigere i.

Sanyo Xacti er noget ganske andet. Den er nok mere at betragte som en digital videooptager end et stillbilledkamera. I hvert fald er den rigtig god til optagelser under vandet, hvor den faktisk er helt uden konkurrence. Den har nemlig en fin mikrofon, som optager de karakteristiske boblende eller skvulpende lyde under vandet.

Optagelserne, som sker i standarden 640 x 480, kan ikke blot uploades direkte til YouTube, hvis man nu har hang til at udstille sig selv der. Nej, de kan også overføres direkte til iTunes, så man uden videre kan føre dem over på sin uundværlige iPod!

Samtidig tager den udmærkede stillbilleder (10 millioner pixels), der dog ikke lever op til det, som andre og mere dedikerede kameraer i samme prisklasse kan præstere. Og byder på hele 5X zoom til optagelserne. Søgeren skal vippes ud som på et almindeligt videokamera, førend man kan bruge Xacti.

Til dig, der gerne vil optage under vandet – ned til 1,5 meter – med lyd!

Set til kr. 2.695,-

Canon PowerShot D10

Det tog fotogiganten Canon overraskende lang tid at få øje på markedet for små, vandtætte kompaktkameraer. Men så tog de sig også gevaldigt sammen og barslede for ikke så længe siden med deres PowerShot D10, som blev en øjeblikkelig vinder af mange tests i fotoblade verden over.

Udseendet er karakteristisk – farven ligeledes. Under det umiskendelige og futuristiske ydre gemmer sig imidlertid en digital indmad, som er bedre end de fleste af konkurrenternes. Canons mangeårige førerposition inden for fotografering fornægter sig ikke. Softwaren er sublim og tager selv højde for, hvilken situation man står i, og vælger efterfølgende mellem 18 forskellige eksponeringsprogrammer.

Forenklet sagt så kan selv det største fotofjols tage gode billeder i vanskelige situationer med dette kamera, som til gengæld også er blandt klassens dyreste. Man får virkelig, hvad man betaler for. 12 millioner pixels sikrer, at man kan beskære sine fotos og stadig have pixels nok at tage af.

Man får også et kamera, der kan holde til det hårde liv ved, på og i vandet. Hvor de fleste vandtætte kameraer klarer ned til 3 meters dybde, klarer PowerShot D10 ned til 10 meter uden at kny. Skulle man tabe det, er det garanteret til at holde til et frit fald fra 2 meter. Det har jeg nu ikke testet og har heller ingen planer om at gøre det…

Flot LCD skærm med mange pixels og godt lys. Optisk billedstabilisering en selvfølge. Nul digi-stabilisering på dette kamera! Det lidt buttede design gør dog, at PowerShot D10 fylder noget mere end de øvrige kameraer.

Eneste ulempe er 3X zoomen, der spænder fra 35-105 mm. Ingen vidvinkel her.

Set til kr. 2.279,-

Olympus mju-8000 Tough

Canon’s PowerShot D10 er mit favoritkamera pt., men har på det seneste fået hård konkurrence fra min gamle kærlighed Olympus. Det var som bekendt dem, der revolutionerede markedet med deres små OM spejlreflekskameraer. Og dem, der opfandt den TTL blitzmåling, som alle bruger i dag – som måler blitzlyset på filmplanet under selve eksponeringen. Og endelig var det Olympus, der lancerede nogle af verdens mest solgte kompaktkameraer – mju-serien.

De fleste af ovennævnte kameraer overholder den almindelige standard for vandtæthed. Det betyder, at de er vandtætte ned til en dybde af 3 meter. Både PowerShot D10 og Olympus nye vandtætte flagskib mju-8000 Tough overholder IPX8 standarden og garanterer vandtæthed ned til 10 meter. De tåler at blive tabt fra 2 meters højde – og for mju-8000’s vedkommende også at blive trådt på af en 100 kg tung person…

Well, de fleste af os kan nok godt holde os inden for disse grænser, men de siger noget om kameraets generelle holdbarhed. Læg hertil Olympus’ fikse “Tap” funktion, som gør, at mange funktioner kan betjenes ved blot at banke let på kameraet. Smart, når man har kolde hænder eller handsker på, som ikke rigtig passer til de små knapper.

Og så er der endelig optikken, som spænder fra 28-102 mm – vidvinkel med 3,6 X zoom. Disse ting gør sammenlagt Olympus nye vandtætte flagskib til kandidat til Klassens Bedste!

Eneste virkelige ulempe er, at kameraet bruger de irriterende små microSD kort…

Set til kr. 2.529,-

Panasonic DMC-FT1

Seneste skvulp på stammen af vandtætte digitalkameraer kommer fra Panasonic, som er mest kendt for deres professionelle videokameraer. Og for deres brug af tyske Leica’s fornemme glasoptikker.

DMC-FT1 har noget nær klassens længste zoom med 4.6X spændende fra 28-128 mm. Det giver nogle muligheder, som ingen af konkurrenterne har. Motiver, som normalt er uden for rækkevidde af den sædvanlige 3X zoom.

DMC-FT1 er som det eneste kamera i stand til at optage video i HD-kvalitet. Ganske vist ikke Full HD, men alligevel i en kvalitet milevidt over konkurrenternes. Der optages i AVCHD, som er et komprimeret format udviklet i fællesskab af Panasonic og Sony. Her trækker Panasonic helt klart på sin mangeårige erfaring med professionel video. Panasonic’s nye vandtætte topmodel er derfor det klare valg til dig, der satser mindst lige så meget på video som på stills. Her er den helt uden konkurrence i klassen.

Imidlertid har netop denne model fået noget blandede anmeldelser i fotoblade verden over. Spændende fra rigtig godt til alt for dårligt til prisen. Og det er jo altid lidt foruroligende.

Man er derfor nødt til at stole på sig selv og sin sunde dømmekraft, før man vælger. Jeg har valgt, testet – og vender tommelen op for dette kamera, som også er Klassens Dyreste!

Set til kr. 2.799,-

Et sidste hjertesuk…

Lad os til sidst konkludere, at vi i dag råder over et stort udvalg af vandtætte digitalkameraer, som alle er i stand til at tage gode billeder – nogle bedre end andre.

Man kan også konkludere, at jo dyrere kameraet er, desto hurtigere er det på aftrækkeren. Mange billige digitalkameraer lider under, at der går for lang tid, fra man trykker på udløseren, til billedet tages. Det mister man mange gode skud på.

Et andet irritationsmoment er, at de små og billige kameraer ofte mangler en regulær søger. Man må da forlade sig helt på den store skærm på bagsiden af kameraet, og den kan være noget nær ubrugelig, hvs solen skinner direkte ind på den. De gode digitalkameraer har derfor en lille optisk søger, man kan ty til under dårlige lysforhold. Jeg ville ikke være en sådan foruden.

Men, men, men. Når man nu har været hele udviklingen igennem og har haft et utal af vandtætte kameraer i hånden, så er der én ting, som springer i øjnene: De er alle blevet sværere at håndtere. De er små, og de er fikse. Men de er ikke til at holde om – i hvert fald ikke med én hånd. Og da slet ikke med handsker på.

I det virkelige liv ved vandet er der meget ofte brug for, at man tager et foto med én hånd, mens man holder om fiskestang eller årer med den anden. Og det magter selv det bedste digitale UV kamera ikke at leve op til. Det var uendelig meget bedre med de gamle analoge Fuji og Nikon kameraer, som lå rigtig godt i hånden med deres markante fingergreb, og som derfor fint kunne betjenes med én hånd. Jeg har ikke tal på, hvor mange af mine bedste fotos jeg har taget med én hånd, men det er mange.

Det burde virkelig ikke være noget problem at ændre på dette – evt. ved at gøre batterikammeret så stort, at det samtidig fungerer som et markant og sikkert håndgreb. Det kunne man gøre i gamle dage, og det kan man selvfølgelig også gøre nu.

Her er der virkelig noget at arbejde med for Fuji, Nikon, Pentax, Sanyo, Canon, Olympus og alle de andre. Vi er ikke i mål endnu!

Læs meget mere her om:

⌘ smartphones, smartwatches og digitale kameraer ⌘

Hodgman – verdens første waders

Hodgman:

Vandtæt beklædning siden 1838

I dag tager vi vandtætte waders for givet. De er blevet lystfiskerens standardbeklædning, og vi kunne ikke forestille os at tage på fisketur uden. Men sådan har det ikke altid været. Faktisk er vandtætte waders en relativt ny opfindelse.

Før den Amerikanske Borgerkrig i 1800-tallet var der ingen, som havde waders. Skulle der alligevel vades, måtte det ske vådt – i det tøj og de støvler, man nu engang havde på. Det kan man se på gamle afbildninger af amerikanske fiskere, der klamrer sig til grene og træer nær bredden – for ikke at blive våde, klamme og kolde. Forkølelse og lungebetændelse var mere fatalt i de dage end i vor egen tidsalder. Og decideret vadefiskeri derfor forbeholdt de varme sommermåneder!

På vore breddegader var det naturligt nok de seje nordsøfiskere, som havde mest brug for vandtætte støvler og bukser. Men materialerne var få og lod meget tilbage at ønske.

Alligevel udviklede fiskerne lange støvler og bukser, som var vandtætte – i hvert fald for en stund. De bestod af en tung og tyk læderoverdel, som var fastgjort til datidens ligeledes tunge træskostøvler. Læderet var fedtet godt ind, så det kunne holde vandet ude i kortere perioder.

Men én ting var ganske vist: Faldt man først over bord iført sådanne støvler, var man sikker på at synke til bunds som en sten. Datidens fiskere gjorde derfor også en dyd af ikke at kunne svømme. Det ville alligevel ikke kunne redde dem…

Med en rig på ryggen!

Historien om verdens første waders startede meget tidligt – helt tilbage i 1800-tallet, hvor det var ganske almindeligt, at velhavende fiskere lod sig bære tørskoet over elven – i Skotland af veltrimmede ghillies i deres traditionelle kilt! Det siger sig selv, at den skotske ghillie altid blev våd og kold – hans kostbare engelske last kun undtagelsesvis…

Det var også dengang, hvor den velhavende laksefisker gerne selv kastede sine fluer og krogede sine laks. Men han fightede dem kun, så længe han kunne gøre det tørskoet. Tog laksen et langt udløb, som gjorde det umuligt at følge den inde fra bredden, da blev stangen straks overgivet til ghillien, der så endnu engang måtte tage sig et bad under jagten på laksen. Så såre det atter var muligt, overtog vor velhaver sin stang med den nu noget mere medgørlige laks!

Hvor mange skotske ghillies, der døde af lungebetændelse efter sådan en omgang, er uvist. Men det har givet kostet nogle af dem livet, når fiskeriet foregik efter “springers” allerførst på sæsonen – ofte i en forrygende snestorm over det skotske højland…

Det forklarer måske også, hvorfor skotske ghillies altid havde en flaske god maltwhisky inden for rækkevidde. De drak, som gjaldt det livet – hvad det måske også gjorde!

På den anden side af Atlanterhavet – i USA – havde man endnu ikke samme skel mellem rig og fattig. Her måtte enhver klare sig selv, og her var der derfor tidligt fokus på at udvikle produkter, som kunne gøre livet mere bekvemt for den enkelte. Her var entreprenørånden i højsædet, og her blev mange nye ting derfor udtænkt.

Et af de helt store gennembrud kom, da man fandt ud af at udvinderågummi fra gummitræet i Mellem- og Sydamerika. Her fandt indianerne tidligt ud af at bruge substansen fra “det grædende træ” til fremstilling af vandtætte sko, og spanske soldater lærte hurtigt at bruge materialet til imprægnering af deres hatte.

Charles Goodyear

Den industrielle udvinding af gummi begyndte dog først i starten af 1800-tallet, hvor rågummiet nåede til Europa som ballast i træskibene. En skotte ved navn Macintosh udviklede en metode til at opløse gummiet i kemikaliet naftalin, og han kunne derefter som den første påføre det opløste gummi til stof, som derved blev vandtæt.

Men rågummi var stadig blødt og ikke ret holdbart. Der var brug for en hårdere og mere stabil udgave, hvis gummiet skulle få en større udbredelse. Det blev amerikaneren Charles Goodyear, som efter mange vanskeligheder fandt frem til den rette metode:Vulkanisering. Han fandt ud af at opvarme gummiet og tilsætte svovl, hvorved gummiet stabiliseredes.

Det skete i 1839, men først fem år senere, i 1844, udtog Charles Goodyear patent på den metode, der skulle revolutionere brugen af gummi.

Daniel Hodgman

Den 19. august 1808 blev en amerikaner ved navn Daniel Hodgman født i byen Mason i staten New Hampshire på den nordamerikanske østkyst. Han blev opdraget inden for landbruget, men fandt hurtigt ud af, at han hellere ville være handelsmand og have foden under eget firma.

Efter en urentabel butik i Boston lykkedes det ham, sammen med en kompagnon, at etablere et rentabelt gummihandelsfirma på Beaver Street i New York City. Deres veje skiltes dog, og Daniel Hodgman fortsatte med en ny virksomhed i NYC – nu på Duane Street og nu med egen fremstilling af gummivarer. Det var i 1838.

Den nye virksomhed fik navnet Hodgman Rubber Company og var en øjeblikkelig succes. Allerede i 1839 blev Hodgman således tildelt en sølvmedalje for deres redningsveste af gummi, og i 1842 udtog Daniel Hodgman så US patent nr. 2504 på fremstilling af en gummisko med såler af ubehandlet rågummi.

Hurtigt herefter kom så det vulkaniserede gummi fra Goodyear, der tildelte Hodgman licens til at bruge den nye fremstillingsproces. Hodgman fortsatte dog med at fremstille ikke-vulkaniserede gummiprodukter, lige indtil Goodyear’s patent udløb. Nu var Daniel Hodgman ikke længere nødt til at betale dyre royalties til Goodyear, og herefter skete al fremstilling af Hodgman produkter naturligvis med vulkaniseret gummi!

Fra slavebukser til gummiwaders

Hodgman Rubber Company fremstillede mange forskellige slags gummiprodukter til lige så mange forskellige formål. Ofte var der tale om fremstilling af specialprodukter efter mål, hvilket var tilfældet i 1849. Slaveriet var endnu ikke ophørt, og ordren var en bestilling af skræddersyede, beskyttende gummibukser til navngivne sorte slaver, så disse kunne arbejde i sumpede områder uden at blive overstukket af myg…

Disse gummibelagte bukser blev forgængeren til de moderne waders, som vi kender dem i dag. Nu havde man teknikken, og springet var derfor ikke langt til at fastgøre et par vulkaniserede gummistøvler til et par vulkaniserede gummibukser.

Det står ikke helt klart, hvornår de første deciderede waders blev lanceret. Men vi ved, at Hodgman i 1853 havde vokset sig så stort, at der ikke længere var plads nok inde i NYC. Hodgman flyttede derfor til landsbyen Tuckahoe i Yonkers forstaden til New York. Her opkøbte Daniel Hodgman en godt 18.000 kvadratmeter stor tidligere stenmølle med let adgang til billig vandkraft, og her menes de første rigtige waders at være kommet til verden.

Firmaet fortsatte sin vækst i de nye lokaler, men i 1874 døde Daniel Hodgman, 66 år gammel. Han efterlod sig to sønner, Charles A. Hodgman og George F. Hodgman, som overtog den videre drift af firmaet. De fortsatte udviklingen af gummitøj og blev snart verdens suverænt største producent af regnfrakker. Så stor var efterspørgslen, at der måtte bygges en helt ny fabrik udelukkende til fremstilling af regnfrakker. Cykeldæk var en anden stor Hodgman salgsartikel i slutningen af 1800-tallet.

“Fishing pants”

Vi ved, at Hodgman givet havde den fornødne teknologi til at fremstille rigtige waders, som vi kender dem idag, helt tilbage i 1840’erne. Alligevel skal vi helt frem til 1881, før vi finder de første trykte reklamer for dem. Det er i bladet “American Field and Forest and Stream”, der senere blev til det mere mundrette “Field and Stream”. Her kan man se Hodgman annoncere for de “fishing pants”, der må formodes at være verdens første rigtige waders. For øvrigt i tæt konkurrence med Goodyear’s “trouting pants”.

Omkring århundredskiftet var rigtige vadebukser og skridtstøvler i brug på begge sider af Atlanten. Den engelske udenrigsminister Viscount Grey of Fallodon beskriver i hvert fald waders og brugen af dem indgående i sin udødelige bog “Flyfishing” fra 1899. Han mente, at de var ubehagelige at have på og gå i, men foretrak dem dog til enhver tid, da de gav ham den ønskede bevægelsesfrihed. For ham var de alternativet til at fiske fra båd, hvilket han ikke holdt af.

75 år og 1.200 ansatte

I 1913 kunne Hodgman Rubber Company fejre sit 75 års jubilæum, og firmaet voksede stadig. For at fejre begivenheden inviterede firmaet alle sine 1.200 medarbejdere til en gigantisk barbecue, der for alvor understregede, at Hodgman var et firma med magt over tingene. Firmaets erklærede politik var da, at man lavede alt under eget tag. Kun sådan kunne man garantere for en stabil og altid høj kvalitet.

Hodgman familien fortsatte med at bestyre firmaet op gennem 1920’erne og var med til at forsyne amerikanske tropper i Europa med ikke færre end 750.000 regnfrakker under Første Verdenskrig. Der har således stået “Hodgman” på rigtig mange skyttegravssoldater i de dage. Hodgman leverede ligeledes mange tusinde gasmasker til de selvsamme soldater.

I 1926 måtte familien imidlertid afgive ejerskabet af Hodgman Rubber til Mitchell Kaufmann, som i 1929 også købte gummivirksomheden Converse. Udviklingen af stadig lettere waders fortsatte ufortrødent, og i 1930’erne havde Hodgman fire forskellige “vægtklasser” waders at vælge imellem: Fra de lette “Wadelite Waders””, hvor et par blot vejede 30 ounces (lige under 1 kg) til de tunge, men slidstærke “Service Waders”, der vejede 104 ounces (lige knap 3 kg). Til priser fra $13 til $24!

I 1941 lancerede Hodgman så sine velkendte “Wadewell Waders”, som blev en forrygende succes, og som dannede grundlag for de typiske amerikanske waders, som vi kender dem i dag: Gummi i midten med lærred på inder- og yderside gør disse waders både behagelige og slidstærke. Næppe nogen anden waders-model er nogensinde solgt i så stort et antal som netop Hodgman’s “Wadewell”. Med faste støvler og filtsål kostede de $24 i 1941.

Hodgman’s “Wadewell” waders er blevet fremstillet helt op i dette årtusinde – naturligvis i en konstant raffineret udgave – og har stadig mange tilhængere. Du ser dem på billedet herover.

Ron Foster

I 1969 blev en mand ved navn Ron Foster ansat som sælger i firmaet Converse Hodgman Outdoor Products. Converse var på daværende tidspunkt allerede verdensberømte for ikke mindst deres rødhvide gummisko og basketstøvler, som stadig findes på markedet. Man havde samtidig købt firmaet Hodgman Rubber, hvis gummistøvler og waders supplerede sportsartiklerne på bedste vis. Gummi skulle der til i de dage!

Ron, der selv var en ivrig fluefisker, kom snart til at sælge Hodgman waders og skridtstøvler, som han jo havde et nært forhold til og selv tilbragte rigtig mange timer i. Han blev derfor hurtigt firmaets specialist på feltet og var i flere år Hodgman’s absolutte topsælger. – Det er jo ikke svært at sælge noget, som man selv bruger og brænder for, var hans beskedne kommentar til dette.

Efter ti år som ansat i firmaet fik Ron Foster pludselig mulighed for at købe Hodgman Division af Converse, og han gik straks i banken for om muligt at låne pengene der. Det lykkedes, og for US$250.000 blev Ron pludselig ejer af og direktør for det firma, han havde været ansat i. Samtidig var han nu behageligt fri for de “company policies”, han hidtil havde været underlagt. Nu kunne han udvikle, fremstille og sælge Hodgman produkter på den måde, som han selv fandt bedst og mest produktiv.

Hodgman gennemlevede nu en eksplosiv årrække med udvikling af waders fra vulkaniseret gummi til letvægtsnylon – fra 1970’ernes og 1980’ernes neopren til vore dages åndbare hi-tech waders. Hertil et imponerende sortiment af udendørs beklædning med specielt fokus på jægere og fiskere og deres specifikke behov.

I 2005 sad Hodgman på en meget stor del af det amerikanske marked for waders – med en årlig produktion på over 100.000 neopren waders – alle fremstillet af japansk produceret neopren, men alle tilskåret og samlet i USA.

Et lidt sort kapitel oplevede Hodgman dog – i lighed med flere andre producenter – da man forsøgte sig med fremstilling af waders i åndbar og samtidig elastisk væv. “Stretchlite” var navnet på disse waders, der var baseret på en god idé og et godt materiale. Virkeligheden viste sig dog at være en noget anden, da det åndbare materiale nok kunne strækkes, men desværre ikke tålte det under praktisk brug. Efter et vist antal stræk gav de mikroskopiske porer op og lukkede vandet ind… Hodgman opgav derfor denne idé i 2005.

I hus med Pure Fishing

26 spændende og fremgangsrige år efter købet af Hodgman mente Ron Foster, at det nu måtte være nok. Han ville pensioneres og solgte derfor Hodgman til Stearns, som er verdenskendt for fremstilling af redningsudstyr til sejlsportsfolket, handelsflåden og det amerikanske militær.

Stearns blev siden opkøbt af den store børsnoterede Jarden koncern, der i dag også ejer Pure Fishing. Hodgman waders og beklædning er således kommet i samme hus som de mange andre kvalitetsprodukter, lystfiskere over hele verden bruger og efterspørger.

Som Hodgman selv udtrykker det: – What are you wading for?

iPhones til iFiskere

Apple har med sin iPhone revolutioneret den mobile telefon. Man kan naturligvis ringe fra den og bruge den til alt det, som alle andre mobile smartphones også kan. Men den kan i tilgift en hel masse, som er guld værd for os – lad os kalde os iFiskere…

Du har sikkert en mobiltelefon, som du er godt tilfreds med. Som kan ringe, spille, SMS’e og måske også e-maile. Som alle de mange andre mobiltelefoner på markedet. Har du en af de dyre drenge fra Nokia eller Sony, har den sågar indbygget GPS.

Enter iPhone fra Apple. Her er en smartphone, der naturligvis kan alt det, som alle smartphones kan – uanset prisen. Men den kan noget, de andre ikke kan: Den har nemlig adgang til Apples egen App Store, hvor udviklere fra hele verden sælger deres nyudviklede software til Apples egen iPhone.

Det er utroligt, men det er sandt: Brugere verden over har hentet svimlende to milliarder App Store programmer på lidt over et år, inklusive mere end en halv milliard programmer i seneste kvartal alene.

Der er nu mere end 100.000 programmer tilgængelige for de mere end 50 millioner iPhone og iPod Touch kunder i hele verden, og der er nu mere end 125.000 udviklere i Apples iPhone Developer Program. Glade iPhone brugere, som programmerer software til deres egne og alle andres iPhones. Som sælger deres nyudviklede programmer for i regelen så lidt som 99 cents per program.

Lad mig kort omtale nogle af de Apps, som jeg selv har haft mest glæde af og bruger regelmæssigt. Dette i tilgift til den håndfuld uhyre praktiske Apps, som alle iPhones er født med fra starten – udviklet af Apple selv: Google Maps, Kalender, Kontakter, Beskeder, Kamera, Vejr, Noter, Lommeregner, iTunes, App Store og Værdipapirer.

Weather Pro

Al respekt for DMI, som er suveræne, når det gælder Danmark generelt – landet som helhed eller regionerne. Men skal det være mere specifikt, kan der være brug for at ty til andre kilder.

Vil man have prognoser, som er mere præcise og udførlige end Apples egen “Vejret” kan levere, så kan man med fordel downloade “Weather Pro”. Her har man adgang til et utal af lokaliteter i hele Europa og store dele af verden.

Det kan selvfølgelig være sjovt at vide, hvordan vejret er på Cuba, hvis man lige har været der eller er på vej. Men endnu sjovere og mere brugbart er det da at vide, hvordan vejret vil blive på lørdag på netop den fiskeplads, du agter at besøge!

Weather Pro leverer løbende prognoser en uge frem, og den gør det sågar med 3 timers intervaller. Samtidig kan man løbende følge med på animerede satellitfotos og vejrradar, hvordan vejret er, og hvor det er på vej hen.

En guldgrube til lystfiskere og andre udendørsfolk. Kan fås i forskellige versioner med forskellige grader af information. Priser fra kr. 24,-

Wind Speed

En lille sjov App, som kan fortælle dig, hvad alle vejrprogrammerne ikke kan: Den eksakte vindstyrke på din eksakte lokalitet!

Wind Speed bruger nemlig iPhonens mikrofon til at omregne vindsus til vindhastighed. Og den gør det med forbløffende nøjagtighed. Nu kan du så fortælle kammeraterne, at der ikke blot blæste en stiv pelikan den dag. Næh, du kan være helt eksakt og sige, at det blæste 25 sekundmeter. Hverken mere eller mindre. Eller vindstyrke 10. Eller vind af stormstyrke!

Pris kr. 6,- for denne sjove lille applikation.

Google Earth

Et fantastisk program, du sikkert allerede kender og bruger på din Mac eller PC. Nu er det blot endnu bedre. Nu kan du nemlig tage det med ud på fisketuren og direkte – ud fra satellitfotos i programmet – zoome dig ind på de bedste fiskepladser!

Med Google Earth kan du – on location eller derhjemme – zoome ind på en hvilken som helst lokalitet og se, hvad den byder på. – Hvor går det dybe vand helt ind under land? – Hvor er tangbælterne? – Og hvordan kommer jeg derud?

Kort sagt: Google Earth til iPhone bliver uundværligt efter første brug!

Pris: Naturligvis gratis!

Motion-X GPS

Motion-X er programmet, der holder styr på dig og din færden. Programmet benytter sig af iPhonens indbyggede GPS og ved derfor, hvor du befinder dig, og hvor du er på vej hen. Du kan se det hele på skærmen, lægge waypoints ind med fotos taget af iPhonens kamera, og sågar maile din rute til andre, som siden kan følge dig på Google Earth!

Dette er definitivt ikke programmet for de paranoide, men hvis man holder af at vide, hvor man er, hvor man er på vej hen, og hvor man har været – så er Motion-X aldeles uundværligt!

Pris kr. 18,- for dette fascinerende program!

Navionics

Navionics er et søkortprogram, som ganske enkelt er skaleret ned, så det passer til skærmen på din iPhone. Det er utroligt, hvad der er af detaljer, når man zoomer ind på kortet.

Det er guld værd, hvis man eksempelvis skal passere en snæver indsejling med megen trafik. Da ser man sig selv og sin position tydeligt på Navionics – dertil samtlige bøjer og markører. Altsammen naturligvis under forudsætning af, at der er 3G dækning på mobilen. Hvad der stadig ikke er alle steder. Men det vil der være om ganske kort tid. Pt. etablerer samtlige telefonselskaber 3G master over hele landet – med teleselskabet “3” i den klare førertrøje.

Navionics er desværre ikke gratis, men et af de dyreste programmer i App Store – med en pris på kr. 299,- for hele Danmark med dele af Sverige og Norge. Alligevel er det alle pengene værd!

Skype

Hvis du rejser meget, er Skype til iPhone en helt og aldeles uundværlig ting. Så såre der er kontakt til internettet, kan du Skype til familie, venner og bekendte. Helt gratis. Du kan, hvad du er vant til at kunne fra din faste PC derhjemme: Du kan chatte eller du kan ringe – gratis til andre Skype brugere eller mod en beskeden betaling til almindelige telefonnumre.

Skype til iPhone er naturligvis gratis.

Dette var blot et mikroskopisk udpluk af de nu omkring 100.000 forskellige programmer og spil, man kan downloade til sin iPhone eller iPod Touch – til i regelen ganske små penge.

Med allerede langt over 50 millioner iPhones og iPod Touches på markedet er der næppe tvivl om, at denne telefon bare bliver bedre og bedre – og kan mere og mere. Din næste mobil skal derfor helt naturligt være en iPhone – hvis du altså vil være med fremme på sidste beat og leve fremtiden ud allerede nu!

Laksepremiere

“Laksen narrer aldrig i april”. Det sagde engang en af dansk lystfiskeris store personligheder, Randers-drengen Paul Wellendorf. I dag er det mere rigtigt end i mange år!

1. april er for mange danskere en dag, hvor man lytter og oplever med en sund portion skepsis. For sæt det nu var en aprilsnar?

For mange lystfiskere er 1. april imidlertid ingen aprilsnar. Man kan muligvis erhverve sig en lang næse, og det kan også dryppe fra den. Men én ting er sikker: Drager man til åen på denne dag og i denne måned, så er det med håbet om at møde en af årets allerførste blanklaks – dugfriske fra et nærende ophold i Atlanterhavet!

“The Big Five”

Gudenå

Fra naturens hånd er der kun laks i de vestvendte åer – ikke i de østvendte. Gudenåen er den markante undtagelse. Forklaringen er, at Gudenåen efter sidste istid ikke var østvendt som i dag, men nordvendt – med munding direkte ud i det, der i dag betegnes Skagerak. Nordjylland var på det tidspunkt endnu ikke dukket op af havet.

Gudenåen havde en af Danmarks største laksebestande, hvilket de mange og store laksegårde ved åen vidner om. Denne laksebestand uddøde imidlertid, da man i 1920’erne byggede Tangeværket, som producerer elektricitet den dag i dag – om end i meget beskedne mængder. Gudenå-laksens sidste gydepladser ligger nu på bunden af den kunstige Tange Sø. At der stadig er laks i Gudenåen skyldes derfor udelukkende store og kostbare årlige udsætninger af opdrættet lakseyngel.

Ved Gudenåen starter fiskeriet allerede den 1. marts. Allerede på sæsonens anden dag i 2007 blev landet en imponerende blanklaks på godt 10 kg – frisk fra havet med løse sølvskæl og havlus på halen.

Storå

Storå er en anden af lakseklassikerne. Her døjer man med den kunstige sø ved Holstebro, som dels stopper laksene – dels huser mange rovfisk, der æder løs af den nedtrækkende lakseyngel. Oprindelig var Storå Danmarks laksevand nummer to – kun overgået af Skjernå – og største stangfangede laks herfra vejede imponerende 22 kg. En sølvblank forårslaks af allerfineste slags.

Der findes efter alt at dømme stadig rester af oprindelige vestjyske laks i Storå, og dem bruger man i arbejdet med opdræt og udsætning, så der stadig vender voksne og gydemodne laks tilbage til åen gennem Nissum Fjord. Dog endnu så få, at man indtil videre har totalfredet laksene. Opgangen i de seneste år har imidlertid været så god, at man nu påtænker at frigive en kvote på et nærmere fastsat antal laks. Når de er fanget, må der ikke fanges flere.

Skjernå

Skjernå er klassikeren over alle klassikere, når det gælder danske lakseåer. Det var her, tobakshandler Dinesen fra København så sent som i 1954 fangede sin rekordstore blanklaks på 26,5 kg – en rekord, der næppe nogensinde bliver slået.

Det var også Skjernå, der så sent som i 1960’erne blev reguleret af Hedeselskabet – med massiv okkerforurening af å og fjord til følge. Fiskebestandene blev decimeret, og vandmiljøet i Ringkøbing Fjord led under den stigende udledning af næringssalte fra markerne langs åen.

Det fik Folketinget til at vedtage en retablering af åen i 1980’erne – en retablering, som imidlertid først blev gennemført tidligt i dette årtusinde. Formedelst den imponerende sum af 280 millioner kroner.

Det havde i mellemtiden vist sig, at Skjernå-laksen ikke var uddød som Gudenå-laksen. Moderne DNA-undersøgelser dokumenterede, at der stadig fandtes en lille, men oprindelig laksestamme, som havde sit sidste tilflugtssted i tilløbet Karstoft Å.

Efterfølgende er der blevet gjort et stort stykke arbejde for at ophjælpe denne laksebestand – fra lokalt hold og med frivillig arbejdskraft samt med hjælp fra myndighederne. Skjernå-laksen har kvitteret med at vende tilbage i støt stigende antal, så danske og udenlandske lystfiskere atter har en realistisk mulighed for at sætte krogen i en vaskeægte dansk blanklaks!

Varde Å

Det gik lidt trægt for Skjernå-laksen i de første år af retableringen, men da kunne naboen i syd – Varde Å – ofte brilliere med langt bedre laksefangster. Dette til trods for, at man også her har store menneskeskabte problemer at slås med – i form af Karlsgårde Sø med tilhørende kanaler.

Alligevel fortsatte Varde Å med at kaste fine blanklaks af sig – med en imponerende 16,4 kg’s fisk fra år 2000 som den hidtil største. Flere af dagens laksefangster gøres nu på en genslynget strækning af åen ved Kongens Kær. Her er der investeret millioner af kroner i at give Varde Å nogle af de gamle åslynger tilbage, som landbruget i sin tid tog fra åen. Og der er flere retableringer på vej!

Lokale sportsfiskere har frivilligt valgt at beskytte Vardeå-laksen – ved først at totalfrede den og siden fastsætte en kvote for antallet af fangede laks. Når de er fanget, stopper laksefiskeriet. Og flere gange har man måttet stoppe før tid!

Ribe Å

Ribe Å er den sidste af The Big Five – de store jyske lakseåer. Den er imidlertid mere kendt for sine store havørreder, der er blandt verdens største. Tilbage i 1980’erne og 1990’erne blev der hvert år landet havørreder på over de magiske 10 kg – med en fluefanget kæmpe på 13,87 kg fra 1985 som den største.

Den lokale erhvervsfisker på den nederste del af Ribe Å – Vesteråen også kaldet – fangede i begyndelsen af 1990’erne et par havørreder i absolut verdensklasse: Det var fisk på henholdsvis 15,1 og 15,4 kg. Dette havørredfiskeri er dog en saga blot i dag, hvor der stadig fanges mange laks og havørreder i Ribe Å – nu dog af langt mindre format. Dette af ukendte årsager.

Grej og teknik

Vandstanden er i regelen høj her i april – vandet dertil ofte uklart og med sikkerhed koldt. Det er forhold, der tilsammen kræver, at man som fisker kommer ned til fiskene med sine agn – det være sig flue, spin eller mede.

Ormefiskeren har let ved at nå ned med sine orm og blylodder. Spinnefiskeren har heller ikke de helt store problemer. Et af de bedste kunstagn er pudsigt nok den svenske ABU Reflex spinner – pudsigt, idet netop denne spinner oprindelig blev udviklet til gedder og aborrer i Sverige.

I rolige og dybe danske lakseåer har selvsamme Reflex spinner imidlertid vist sig at være overmåde effektiv til både laks og havørreder – i størrelserne 12 og 18 gram. Det roterende og sølvblanke spinnerblad syner og lyder af meget i det uklare vand, mens den tunge og røde messingkrop sørger for, at spinneren når ned til fiskene – selv i de dybeste høller.

Er man renlivet fluefisker, må der synkeliner på hjulet – fra hurtigt til ekstra hurtigt synkende. Hertil korte forfang og store fluer i krasse farver. Fluerne skal ned, og de skal kunne ses for at blive taget! Ellers bliver det måske alligevel til en aprilsnar ved åen…

Mitchell

En fransk legende blandt fiskehjul. Med flere end 28 millioner solgte eksemplarer er Mitchell 300 verdens til alle tider mest solgte fastspolehjul!

Men det havde slet ikke noget med fisk og fiskeri at gøre i begyndelsen. Den spæde begyndelse skal vi helt tilbage til 1720 for at finde – i den lille by Cluse i den franske Avre dal. Her var man kendt for at fremstille ure – så kendt, at man i 1848 etablerede en urmagerskole i byen. Det blev til den kongeligt udnævnte l’Ecole d’Horlogerie.

En af denne skoles allerførste uddannede elever var franskmanden Louis Carpano, som hurtigt fik ry for at fremstille endog meget avancerede og nøjagtige ure. Efter nogle års arbejde i Schweitz vendte Carpano tilbage til Cluse og etablerede sig i 1868 med et nyt firma – nu med franskmanden Francois Jacottet som partner.

I 1902 overdrog Louis Carpano virksomheden til sin nevø Constant Carpano, som fortsatte fremstillingen af ure med stor succes. Opgangen vendte dog brat med Første Verdenskrig, hvor urfabrikken blev omstillet til at fremstille ammunition.

Efter krigens afslutning gik man tilbage til atter at fremstille ure og tandhjul, men i 1927 døde Constant Carpano. Familiens arvinger og hans svigersøn Charles Pons indgik nu et samarbejde om et nyt firma, der fik navnet Carpano & Pons. Urproduktionen blev nu udvidet til for første gang også at omfatte fiskegrej.

En af firmaets ansatte var en ingeniør ved navn Maurice Jacquemin. Han satte sig for at udvikle et hjul, som ikke blot kunne opbevare linen under fiskeri, men som også kunne kaste agnet langt og trække det ind igen – vel at mærke uden at linen filtrede sammen.

Mitchell 300

I 1948 – efter to års intensivt udviklingsarbejde – var Maurice kommet så vidt, at han kunne præsentere verdens første virkelige fastspolehjul: Mitchell 300. Navnet skyldtes Charles Pons’ bror Mitchel, men hvorfor hjulet så fik et ekstra “l” i navnet, vides ikke. Måske frygtede man forveksling med et af datidens helt store navne inden for fiskegrej – ligeledes franske Pezon et Michel?

Mitchell 300 var en total revolution af hjulmarkedet i 1948. Baggrunden i fremstilling af ure fornægtede sig ikke, for Mitchell 300 var – set med vore dages øjne – fyldt med tandhjul! Således var der ikke færre end 8 af slagsen i drevet, der gik fint, men var kendt for sin træghed i vinterkulde. Da måtte man skille hjulet ad – fjerne fedtet og skifte det ud med tynd vinterolie! Så kunne man fiske videre…

Spolehuset roterede i modsat retning af, hvad alle moderne fastspolehjul gør i dag – om det så var ringere eller bedre end nu. Vore dages udvendige spole er dog langt bedre end Mitchell 300’s indvendige, hvor man ofte kunne opleve, at løs line filtrede sig om spoleakslen – under spolen…

Fremkomsten af Mitchell 300 kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Anden Verdenskrig var netop slut, og krigen havde ført til udviklingen af mange nye syntetiske produkter – heriblandt de første nylonliner. Kombinationen af de nye nylonliner fra amerikanske DuPont og det nye Mitchell 300 satte en sand kædereaktion i gang, og snart var Mitchell på alle lystfiskeres læber verden over.

Her var for første gang en kombination, som gjorde det muligt at kaste langt og fiske effektivt – uden at være verdensmester i kast eller have en superfølsom tommelfinger på multihjulets vildt roterende spole. På fastspolehjulet stod spolen i sagens natur stille, og man skulle være ganske fummelfingret for at komme ret galt afsted under kast og fiskeri.

Succesen ville ingen ende tage. Alle skulle have et Mitchell 300 – ikke mindst på det gigantiske amerikanske marked, hvor nylonlinerne jo kom fra. Produktionen bare steg og steg op gennem 1960’erne og 1970’erne. I 1970 producerede Mitchell således 12.000 hjul om dagen, og de kunne sælge flere endnu, hvis de havde kunnet fremstille dem.

Oliekrise og konkurs

Men 70’ernes oliekrise kom på tværs – i så høj grad, at Mitchell i 1981 måtte erklære sig selv konkurs. Oliekrisen og ikke mindst den støt stigende konkurrence fra Fjernøsten havde sat sine spor.

En ny ejer ved navn Philippe Blime satte sig for at fortsætte de stolte franske traditioner. Han gennemførte store rationaliseringer af produktionen og satsede hårdt på det gamle navn og dets ubestridte prestige i sin markedsføring af nye Mitchell produkter.

Men det var ikke nok. Det var stadig franske ingeniører, som stod for udviklingsarbejdet, men produktionen måtte flyttes til Fjernøsten for at være konkurrencedygtig. Kvaliteten var derfor ikke længere den samme, som man var vant til fra den franske urfabrik, og det gik heller ikke så godt med afsætningen som tidligere.

Blime var derfor nødt til at sælge Mitchell i 1990 – til amerikanske Johnson Worldwide Associates, som i forvejen selv producerede fiskehjul – primært indkapslede fastspolehjul til hjemmemarkedet. På dette tidspunkt var der solgt næsten 30 millioner eksemplarer af det legendariske Mitchell 300!

I 2000 overgik ejerskabet af Mitchell så til ligeledes amerikanske Pure Fishing, da disse overtog Johnson. Og her ligger det den dag i dag – under den børsnoterede Jarden koncerns beskyttende vinger.

For nogle år siden reintroducerede man den gamle Mitchell 300 model – nu med alle tænkelige moderne forbedringer og materialer. Alle med veneration for hæderkronede Mitchell skylder sig selv at prøve disse nye hjul, der virkelig lever op til de fornemme franske traditioner!

Penn Torque

I mange år troede alle, at havhjulet for længst havde fundet sin endelige form – nemlig den, som Penn International og Senator med flere har og længe har haft. En form, der gennem årtier har dokumenteret, at den kan håndtere havets giganter uden at gå i knæ.

Men Penn’s ingeniører hviler ikke på laurbærrene. De tænker hele tiden videre og funderer over, hvordan det perfekte kan gøres endnu bedre. Således også en dag på havet ud for Florida, hvor Penn’s øverste chef og en af hans ingeniører var på fisketur for at teste nye produkter. Hårdt arbejde, men nogen skal jo gøre det…

Undervejs faldt snakken på Otto Henze’s oprindelige og patenterede konstruktion, som stadig var enerådende. De to diskuterede, om moderne fremstillingsmetoder egentlig ikke muliggjorde en helt ny konstruktion, der gjorde op med en af den oprindelige konstruktions få svagheder: Den høje udveksling. Bliver udvekslingen for høj og presset på tandhjulene for stort, vil delene uvægerlig vride sig under den høje belastning.

Som tænkt så gjort. Der var ikke langt fra tanke til handling. Skitser blev lavet på bagsiden af en serviet, og hermed var grunden lagt til endnu et enestående Penn patent: “Torque” med integrerede sideplader – ISP! I daglig tale blot “TRQ”.

“Torque” betyder på engelsk “drejningsmoment”, og det er præcis, hvad hele konstruktionen går ud på. Da alle delene i sidepladerne er integreret i ét stykke, er der ikke som ellers noget vrid mellem tandhjulene, når gearingen sættes i vejret. Det giver en utrolig indspinningskraft – trods den høje udveksling på 6.3:1, som kendetegner de nye TRQ hjul med ISP.

Et stort drejningsmoment kombineret med en høj udveksling blev således det konkrete og meget kontante resultat af en fisketur på den solbeskinnede Golfstrøm ud for Florida. En kombination, som allerede har taget pusten fra mange af havets sværvægtere og hurtigsvømmere!

TRQ – Penn, når det er bedst!