Krabber i kløvertangen
Da jeg for snart mange år siden begyndte min karriere som kystfisker, var det med spinnestangen. Kystfluefiskeriet var slet ikke begyndt endnu, og man kunne gå et helt år ved kysten uden at se en fluestang. Og den første, jeg så, var såmænd min egen…
Det var i 1970‘erne, hvor kystvandet formelig vrimlede med dejlige spisestore stegetorsk. Faktisk var der så mange, at man rynkede på næsen og sagde “bare en torsk”, når det for gud-ved-hvilken-gang rykkede længst ude i kastet.
Det gør man ikke længere, for overfiskning og forurening har gjort torsken til en sjælden fisk – så sjælden, at man i dag de fleste steder fanger langt flere havørreder end torsk. Og det er synd, for hvor havørreden i de fleste tilfælde blot er resultatet af store og kostbare udsætninger, så er torsken naturens eget barn – født og opvokset uden hjælp fra menneskets side. Det er den ægte vare – et rigtigt naturprodukt, der signalerer, om naturen har det godt eller ej.
Og nu har også den globale opvarmning meldt sin ankomst – med stigende havtemperaturer, der presser torskene nordpå mod koldere vand. Alt i alt er det et under, at der stadig er torsk i de indre danske farvande, men det er der – nogle steder flere end andre.
Øresunds torskebestand lukrerer på trawlforbuddet i det, der er verdens tættest trafikerede farvand. På samme måde har Østersøens torsk nydt godt af de senere års fredninger, som har givet bestanden lov til at stabilisere sig og sågar vokse lidt. Langelandsbæltet er et andet godt bud, som regelmæssigt byder på godt torskefiskeri.
Krabber og krabbefluer
Det er en velkendt sag, at torsk elsker krabber. Faktisk ved de næppe noget bedre! Derfor kan man ofte opleve, at en nyfanget torsk knaser, når man trykker den på maven. Og at netop ædte krabber noget forvirrede kommer kravlende ud af munden på en nyfanget torsk!
Det faktum har naturligt nok fået mange til at tro, at naturalistiske krabbefluer derfor måtte være det allerbedste til fluefiskeri efter torsk. Det ved torskene imidlertid ikke noget om, og praktisk fiskeri viser da også, at rene fantasifluer næsten altid kan udfiske mere nøjagtige imitationer.
Det kan der være flere årsager til. Dels er en hidsig rød-gul flue langt mere synlig i vandet og dermed lettere for torskene at få øje på. Og dels er torsk både nysgerrige og sultne fisk, der kun nødigt lader en saftig godbid svømme uantastet forbi. Uanset om den så ligner noget kendt fødeemne eller ej.
Det er givet derfor, at spinnefiskerens favoritvåben til torsk i mange år har været den klassiske rødgule fynske kystwobler i træ. Næppe nogen anden kunstagn har landet så mange kysttorsk som netop den. Og næppe nogen anden kunstagn ligner en krabbe eller andet naturligt fødeemne så lidt som netop den!
Da fluen skal fiske dybt for at være effektiv til torskene, er der god grund til at vende blikket mod anderledes fluetyper, som kan fiske dybt uden at sidde fast. En af de allerbedste af slagsen er den såkaldte “Bend Back”, som under fiskeriet går med krogspidsen opad – som en anden jig.
Den bindes omvendt på krogen, som har fået et lille bøj opad på den forreste tredjedel af krogskaftet. Her bindes vingen ind på undersiden, så den peger bagud – dækkende krogspidsen.
Typer af torsk
Nu skal man imidlertid ikke tro, at torsk bare er torsk. Nej, torsk fås i mange udgaver og meget varierende farver – alt efter deres levevis. Nogle torsk er pelagiske – det vil sige, at de jager i de frie vandmasser, hvor byttet er sild og brisling. De er derfor helt lyse – præcis som de mindre eksemplarer, der jager over den lyse sandbund.
I den stik modsatte ende af spektret finder vi de velkendte “tangtorsk”, der i regelen er brunlige med et rødt skær. Især på klippekyster som Bornholms kan tangtorskene være mere røde end brune, og de lyser da op i de smukkeste kulører, som ikke kun skyldes miljøet, men også føden. Krebsdyr indeholder jo masser af rødt farvestof.
Der er to forskelige farvekombinationer, som erfaringsmæssigt gør sig godt til fluefiskeri efter torsk – meget gerne bundet som lette Bend Back eller tunge Clouser Minnows. Det er hvid og grøn samt gul og rød.
Den hvide og grønne bruger man naturligvis til de torsk, der jager småfisk i det frie vand. Den røde og gule bruger man tilsvarende til de bundnære torsk, som jager krabber i tangskovene. Fra land klarer man sig i regelen med en flydeline og et langt forfang, mens der skal hurtigt synkende line og kort forfang til fra båd eller flydering.
I begge tilfælde overrasker novembertorsken altid med kræfter og fightervilje ud over det sædvanlige. Og på intet andet tidspunkt af året er torsken så fin en spisefisk som netop nu i november!
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: