* Sliv Sø slippes løs

Den lille Hoptrup Å i Sønderjylland er kendt af mange for sit fine fiskeri efter havørreder og ikke mindst undslupne regnbuer fra havbrug i de indre danske farvande.

Nu er Hoptrup Å imidlertid ved a være en saga blot – erstattet af den nye Sliv Sø, som tog sin begyndelse i lørdags. Da åbnede Sønderjyllands Amt nemlig for sluserne til den nye sø, der forventes at ligge klar om blot tre måneder. Da vil søen være 164 hektar stor og 2,4 km bred med den snitdybde på 2,2 meter. Dybeste sted bliver 3,5 meter.

Det er således en ganske stor, men også lavvandet sø efter danske forhold. Og samtidig en søtype, der for alvor kan holde det skadelige kvælstof fra landbrugets overgødskede marker tilbage, så det ikke ender i de indre danske farvande – med iltsvind, algeblomst og fiskedød i Lillebælt til følge. Som vi desværre har set det alt for mange gange i de seneste år.

Sliv Sø-projektet har kostet godt 22 millioner kroner, hvoraf staten har bidraget med det halve. Amtet har ytret ønske om at sælge søen, der vil blive den tredjestørste af slagsen i Sønderjylland. Endnu foreligger der dog ingen købsaftaler, men potentielle købere findes der flere af.

Sliv Sø kommer atter til verden, efter at området i næsten 50 år har været afvandet til landbrugsjord. Den lille Hoptrup Å har derfor mest af alt været en afvandingskanal for landbruget i området.

29. marts 2004

© Steen Ulnits

* Slagsmål om sommerhuse

Miljøafviklingsminister Hans Chr. Schmidts nye forslag om bygning af 8.000 nye sommerhuse nær de danske kyster vækker forundring, harme – og forvirring. Selv blandt regeringens palamentariske grundlag, støttepartiet Dansk Folkeparti, er der udbredt skepsis. Det fremgår af “Sagt på en søndag” i en nylig udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten. Heri skriver Jørn Dohrmann, der er forlketingsmedlem for Dansk Folkeparti, blandt andet følgende:

“Danmarks kyststrækninger er noget særligt og derfor bevaringsværdige. Derfor mener Dansk Folkeparti, at det skal være Folketinget, der fastlægger hvor og hvor mange sommerhuse, vi skal have rundt om i landet.

Flere kommuner magter ikke at administrere tilladelser til byggerier, fordi de kan tjene penge på at få udstykket så mange grunde som muligt til sommerhusbebyggelse.”

I debatten op til lovforslaget om 8.000 nye sommerhuse nær danske kyster har der sågar været interne stridigheder mellem miljøministeren og partiets miljøpolitiske ordfører Eyvind Vesselbo, der ønsker forslaget om de mange nye sommerhuse tolket meget liberalt. Han mener således ikke, at de nye sommerhuse nødvendigvis skal ligge bag eksisterende, sådan som det foreslås. Han ser tilsyneladende gerne, at ubebyggede kyster plastres til med nye sommerhuse, så vi kan få en dansk Riviera. Hertil har Jørn Dohrmann følgende kommentar:

“Eyvind Vesselbo mener tydeligvis, at det er vigtigere, at udstykningen af sommergusgrunde er en givtig forretning for den pågældende kommune, og at der ikke er fare for, at de danske kyster bliver plastret til af en række nye sommerhuse. Ministerens forslag skal tolkes mere løst, mener Eyvind Vesselbo.

De to partifæller ligger dermed overhovedet ikke på politisk linje i spørgsmålet om udstykning af sommerhusgrunde ved da danske kyststrækninger.”Jørn Dohrmann fortsætter:

“Miljøministeren og den miljøpolitiske ordfører, der begge er fra Venstre, kommer med så forskellige udmeldinger, at jeg er alvorligt bekymret for, hvad deres egentlige hensigter er. – Tænker de på kommunernes mulighed for en øget indtægt? – Og ønsker de at tage de nødvendige hensyn til naturen og de danske kyststrækningers storslåethed og beståen?”

Det er et godt spørgsmål, som Dansk Folkeparti der fremsætter. Svaret blæser nemlig i vinden – præcis som regeringens miljøpolitik, hvis den da overhovedet kan kaldes sådan. Jørn Dohrmann benytter samtidig lejligheden til at slå et slag for nogle af sit partis kernevælgere, nemlig pensionisterne. Han ønsker, at reglerne for helårsbeboelse af sommerhuse skal lempes, så flere pensionister tidligere kan flytte ud i deres sommerhuse og bebo dem hele året.

Det vil frigøre mange lejligheder i byerne, som så kan bruges til at nedbringe den generelle boligmangel med. Som det er i dag, skal man have ejet sit sommerhus i 8 år og være pensionist, førend man må bruge det til helårsbrug.

Dansk Folkeparti ønsker grænsen nedsat til 2 år, men så helst, at pensionister uden videre kunne købe sommerhuse og straks bruge dem til helårsbolig.

29. marts 2004

© Steen Ulnits

* Ikke første gang – næppe heller sidste…

Det er ikke første gang, at Venstres miljøafviklingsminister har gjort det. Hans hang til nye byggerier ligner mere en tvangstanke end en kongstanke:

Hans Christian Schmidt lancerede nemlig i 2002 sin nye planlov, der kort fortalt tillader partiets kernevælgere, bønderne, at bygge nye boliger i naturen, hvor det tidligere ikke har været tilladt at bygge.Folketingets miljøudvalg fik dog presset miljøministeren til at opgive sin oprindelige plan, der gik så vidt som til at tillade byggeri inden for den hidtil gældende zone 300 m fra kystlinjen.

Men ellers er der nu grønt lys til, at Venstre-bønder fremover kan indrette ekstrabolig i hovedbygningen samt bygge en aftægtsbolig samt en medhjælperbolig inden for 100 m fra hovedbygningen. Altså tre nye boliger for hver nuværende.

Selv langt ind i regeringens egne rækker vakte miljøministerens nye forslag dyb bekymring. Det kan nemlig medføre, at der dukker mange helt nye boliger op i naturskønne områder af landet, som hidtil har været friholdt for byggeri – netop af hensyn til naturen.

Det frygtes således, at velhavende bønder vil spekulere i den nye ordning og bygge boliger. Boliger, som siden kan sælges med stor fortjeneste, da de i mange tilfælde vil ligge i meget naturskønne områder. I visse tilfælde vil de også kunne tage udsigten fra eksisterende boliger.

Der er således al mulig grund til at frygte for nye huse og sommerhuse nær kyster, der i dag ligger uberørte hen. Hvilket ikke mindst Danmarks Naturfredningsforening da også gør. Det er næppe sidste gang, vi kommer til at høre forslag om nybygninger i den danske natur. Med mindre altså at regeringen væltes ved næste valg.

Nu ved vi i hvert fald, hvad den står for. Det vidste vi ikke ved sidste valg, for det ville Venstre ikke fortælle. Man var bange for, at man så kun ville få bøndernes stemmer.

29. marts 2004

© Steen Ulnits

* Håb for Holme Å

Snæbelen – den spidsnudede havhelt, som i dag kun lever i tilløbene til den danske del af Vadehavet – er en stærkt truet art. Dens truede status har sat fokus på laksefiskenes generelle levebetingelser i Vadehavsåerne – i en sådan grad, at man nu har vedtaget et stort projekt med støtte fra EU, den danske stat og Sydvest Energi, som ejer Karlsgårdeværket ved Varde Å.

Projektet, der koster 18 millioner kroner, finansieres med 9 mio. kr. fra EU, 3,5 mio. kr. fra staten og 3,5 mio. kr. fra Sydvest Energi. Ribe Amt bidrager med 2 mio. kr.

Holme Å får ved gennemførelsen af projektet alt sit vand tilbage, idet Hostrup Stemmeværk sløjfes og Holme kanal lukkes. Alene dette er et kæmpefremskridt for vandmiljøet i det store Varde å-system. Restaureringen af Holme Å gælder de nederste 12 km ned mod sammenløbet med Varde Å, og Holme Å bliver dermed den helt store vinder af EU-projektet.

Ansager Å får ved stemmeværket anlagt et omløbsstryg, så vandrefiskene uhindret kan passere forbi – op mod gydepladserne længere oppe i systemet. Opstrøms omløbet laves en fordelingskanal, som fast leder 2 kubikmeter vand i sekundet til Varde Å, mens hovedparten – op mod 15 m3/sek – går til Karlsgårde Sø og dermed til elproduktionen i Karlsgårdeværket. Dette sikrer værket en fortsat rentabilitet.

Det sikrer imidlertid også massiv kritik fra Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som finder det helt urimeligt, at laksen i Varde Å kun tilgodeses med 2 m3 vand i sekundet, mens Karlsgårdeværket også fremover får næsten hele vandføringen.

Varde Sportsfiskerforening, der også er medlem af DSF, er imidlertid ikke enige i kritikken. Den lokale forening finder, at projektet er en rigtig god begyndelse – og i hvert fald langt bedre end det intet, der hidtil er sket for laksefiskene i Varde Å-systemet.

Ribe Amt har flere begrundelser for ikke at lukke Karlsgårdeværket helt og give alt vandet tilbage til Varde Å. Dels er der økonomien for Karlsgårdeværket, som naturligvis har spillet ind i belsutningsprocessen. Værket vil kunne kræve kompensation for mistede indtægter, og det vil være beløb i millionklassen.

Og dels er der problemet med de store mængder kviksølv, som stadig ligger på bunden af Karlsgårde Sø – som rest fra Grindstedværkets gamle udledninger i 1960’erne. Fjerner man gennemstrømningen af søen, eksponerer man også den giftige kviksølv, mener altså amtet.

22. marts 2004

© Steen Ulnits

* Ny tvivl om Lomborgs motiver

Med en ny rapport fra Lomborgs politisk bestemte Institut for Miljøvurdering (IMV) er der atter sået tvivl om Bjørn Lomborg og IMV’s motiver. Den nye rapport omhandler forbrænding af affald og konkluderer, at det ville være bedre rent samfundsøkonomisk, dersom landets virksomheder i højere grad fik lov til selv at afbrænde affald.

Således har IMV beregnet, at alene cementfabrikken Aalborg Portland vil kunne give en samfundsøkonomisk gevinst i størrelsesordenen 60 mio. kroner årligt, dersom fabrikken fik lov at udnytte sit potentiale til affaldsforbrænding fuldt ud.

“Vi ser det her som et rent partsindlæg, der måske kunne have et politisk opdrag”, lød dommen øjeblikkeligt og næppe uventet fra Vestforbrændingen. Ivar Green-Paulsen, der er formand for de danske forbrændingsanlægs brancheforening “Affald Danmark”, fortsætter til Morgenavisen Jyllands-Posten:

“Vi står i en situation med bygning af nye anlæg i Esbjerg og Aalborg, der allerede til næste år vil give os en overkapacitet i branchen på en halv mio. tons affald. IMV bygger sine forudsætninger på forventninger om, at mængden af brændbart affald vil vokse fra 3,3 til over 4 mio. tons i 2020. Det tror vi ganske enkelt ikke på”, sagde Ivar Green-Paulsen, der mener, at IMV er meget subjektiv i valget af netop Aalborg Portland som eksempel:

“Cementindustrien har fået tilkæmpet sig tilladelser til at udlede langt mere af såvel dioxin som diverse drivhusgasser end vore forbrændingsanlæg. Det er lempelige krav, som ikke giver lige konkurrencevilkår. Samtidig er det kendt, at netop cementfabrikker kan tilpasses afbrænding af affald med lave ekstraomkostninger. Havde man valgt andre industrielle muligheder for affaldsforbrænding ville det have belastet beregningerne med meget store ekstraregninger til blandt andet nye røggas-rensningsanlæg”.

Cementfabrikken Aalborg Portland aftager årligt omkring 70.000 tons brændbart affald, der brændes af i virksomhedens cementovne. I modsætning til andre potentielle industrielle affaldsforbrændere lader Aalborg Portland alle sine affaldsstoffer indgå som en del af den færdige cement. Fabrikken har således heller ikke udgifter til deponering af farlige affaldsstoffer, hvilket alle andre forbrændingsanlæg har eller ville have.

Med den nye rapport har IMV endnu en gang understreget, at dens rapporter i bedste fald er tvivlsomme – i værste fald bestilt politisk arbejde fra Anders Fogh Rasmussens regering, der egenhændigt besluttede sig for oprettelsen af et nyt institut med miljødebattens enfant terrible Bjørn Lomborg som direktør.

22. marts 2004

© Steen Ulnits

* Fiskeplejen 2004

31,5 millioner kroner blev der til fiskeplejen i 2004. Af dem kom 22,7 millioner fra lystfiskernes fisketegn og 8,4 millioner fra fritidsfiskernes garnlicens. Hertil skal så lægges 0,4 million kroner, som overførtes fra 2003. Ifølge Fødevareministeriets Handlingsplan for Fiskeplejen 2004 vil de 31,5 millioner i grove træk blive brugt på følgende vis:

15,3 mio. kr = 48,5%: Udsætning af fisk

2,2 mio. kr. = 0,7%: Vandløbsrestaurering

8,7 mio. kr. = 27,5%: Forskning

1,3 mio. kr = 0,4%: Rådgivning

3,3 mio. kr. = 10,5%: Administration og information

Igen i år er der fra forskellig side rejst kritik af, at lystfiskerne skal finansiere lønninger til statsansatte forskere fra delvis selvfinansierende sektorforskningsinstitutter såsom Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU), der jo administrerer fiskeplejemidlerne. Over en fjerdedel af alle millionerne går således til forskning.

Når man som DFU sidder på pengekassen, så er det sikkert fristende også selv at bruge af den – til lønning af egne forskere. Ganske vist under dække af, at forskningen sker med henblik på en mere effektiv fiskepleje.

Man kan også undre sig over, at der stadig ikke afsættes mere end godt et par millioner til vandløbsrestaurering – når der nu fra DFU satses så meget på selvreproducerende fiskebestande, at man ikke længere vil opretholde de store (og kostbare) udsætninger på Sjælland, hvor de fleste vandløb jo er ødelagt. Men hvorfra størstedelen af fiskeplejemidlerne til gengæld kommer.

Ikke underligt, at sjællænderne gerne så deres egne penge komme sjællandske fiskevande til gode – ikke de jyske, som i dag sluger langt de fleste af pengene, da det jo er her, de største og fleste intakte vandløb ligger.

Interesserede i denne problematik kan læse mere om fiskeplejen under “Artikler”

13. marts 2004

© Steen Ulnits

* IMV har atter en bestyrelse

Efter en del skærmydsler og smækken med dørene har regeringens politisk oprettede Institut for Miljøvurdering (IMV) med kontroversielle Bjørn Lomborg som direktør nu atter en fungerende bestyrelse. Miljøministeren har netop udnævnt tre afløsere for de bestyrelsesmedlemmer, der gik i protest mod Lomborgs planer om en kostbar IMV verdenskonference i Danmark – med titlen “Copenhagen Consensus”.

Miljøministerens valg faldt på vicedirektør i Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning, Hans Peter Jensen; rektor for ingeniørhøjskolen i Århus, Ove Poulsen; og chefkonsulent i Private Force Technology, Jeanette Hounsgaard. De tre nye bestyrelsesmedlemmer må formodes at have en mere Lomborg-venlig holdning end de medlemmer, der trak sig i protest. I hvert fald udtaler Ove Poulsen – måske lidt kryptisk – til Jyllands-Posten, at Bjørn Lomborgs bog “Verdens Sande Tilstand” er en fortrinlig debatbog!

Det var selvsamme bog, der sidste år af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed” (UVVU) blev kendt “i klar strid med normerne for god videnskabelig skik” for selektivt at udvælge data og undersøgelser, der kunne understøtte Lomborgs i forvejen valgte konklusioner. Selvsamme bog, som Institut for Statskundskab på Århus Universitet, hvorfra Lomborg kommer, havde opført på instituttets liste over “videnskabelige publikationer”. Det så jo flot ud og dokumenterede, at i hvert fald nogen lavede noget på Institut for Statskundskab…

Siden kom instituttet dog til at ærgre sig grænseløst over denne placering. Dels da bogen viste sig ikke at have argumenter, der kunne holde til en nærmere inspektion. Og dels da dens forfatter efterfølgende selv postulerede, at det jo slet ikke var saglig videnskab, men blot en provokerende debatbog, som instituttet havde finansieret og lagt ryg til…

Anyway. IMV har atter en bestyrelse og vil sikkert også fremover komme med indlæg, der får seriøse forskere til at ryste på hovedet. Men ikke statsministeren til at ryste på hånden. Lomborg var jo den allerførste af regeringens egne nye smagsdommere – da man først havde fået afviklet alle de grimme grønne råd fra Svend Aukens tid.

Endelig har det nye UVVU’s bestyrelse droppet at genoptage sagen om Bjørn Lomborgs videnskabelige uredelighed.

Læs mere i den store nye artikel om netop dette emne under “Biologi”.

13. marts 2004

© Steen Ulnits

* Lomborg fører sig atter frem i udlandet

Bjørn Lomborg kan bare ikke lade være. Han må og skal profilere sig – helst i det store udland, hvor enkelte stadig tror på ham. Således har han netop været til en konference i en højreorienteret engelsk tænketank på “The Adam Smith Institute”, hvor han sammenlignede de grønne miljøorganisationer med gadens kriminelle, som truer deres offer med en pistol for at få penge.

Vor egen miljøminister lagde straks afstand til Lomborgs udtalelser, og Lomborg måtte da også efterfølgende trække i land og påstå sig fejlciteret af selveste BBC. På samme måde tog miljøministeren i sin tid afstand fra Lomborg, da denne til en tysk avis i ramme alvor foreslog, at man jo blot kunne lave gamle lossepladser om til nye skisportssteder.

Så meget for seriøsiteten…

13. marts 2004

© Steen Ulnits

* Lørdagskyllinger lugter…

Morgenavisen Jyllands-Posten beretter, at fjerkræfarme nu har overhalet svinefarmene, hvad udledning af ammoniak til luften angår. Således er tre ud af fire blandt de 20 mest ammoniakudledende virksomheder fjerkræfarme. Den fjerde er en svinefarm.

På de tre første pladser kommer fjerkræfarme, der årligt hver udleder op mod 50 tons ammoniak til luften – ammoniak, som siden havner i jorden med regnvandet og efterfølgende siver ned til grundvandet, som så forurenes med nitrit – det stof, der giver de berygtede “blå børn”.

Tænk over det, næste gang der står “Lørdagskyllling” på menuen…

13. marts 2004

© Steen Ulnits

* Stængerne ud af flykabinen!

Den fiskerejsendes værste mareridt – at komme frem til drømmenes mål, blot for at erfare at fiskegrejet ikke er med i samme maskine – er nu på vej til at blive virkelighed. I hvert fald har EU nu besluttet, at fiskestænger sammen med omkring et hundrede andre genstande fremover ikke længere må medtages som håndbagage i flykabinen. Disse genstande skal fremover checkes ind sammen med den øvrige bagage.

Så læner man sig tilbage i sit trange flysæde og håber på, at også grejet når frem – at det ikke forbyttes undervejs og i værste fald når frem til en helt anden destination eller i bedste fald blot er forsinket en afgang eller en enkelt dag. Hidtil har man kunnet medbringe korte fiskestænger som håndbagage – som en slags sikkerhed for, at man i hvert fald har ét sæt funktionelt fiskegrej med sig, når drømmerejsens mål er nået…

De nye bestemmelser træder i kraft pr. 1. februar 2004 og har naturligvis til hensigt at højne flysikkerheden i disse terroristbefængte tider.

5. marts 2004

© Steen Ulnits

* Darwin ud af klasseværelset?

Det amerikanske samfund er en mærkelig størrelse. Med 280 millioner mennesker af meget blandet etnisk afstamning og samtlige religioner repræsenteret i de mange stater i det meget store land, er USA en smeltedigel af dimensioner.

Kun en enkelt ting har det amerikanske samfund tilsyneladende til fælles: Den amerikanske drøm om at blive en succes og tjene store penge. I sandhedens interesse eksisterer der dog også i USA en meget velfunderet medmenneskelig indstilling til tingene – omend det ikke altid ses udefra. Således er socialt arbejde og sociale hjælpeorganisationer en meget stor ting “over there” – baseret på frivillig arbejdskraft i et omfang, der burde kunne få os skandinaver og europæere til at blegne af skam og misundelse.

Men det er en helt anden historie. Denne gang handler det i stedet om undervisningssektoren, som desværre også er plaget af religiøse trosretningers forskelligartede indflydelse. Seneste skud på stammen har fået selveste ekspræsident Jimmy Carter op på barrikaderne. Det er nemlig en sag fra hans egen stat Georgia, hvor han selv var guvernør, før han blev USA’s præsident, der er kommet på dagsordenen:

Georgias kvindelige skoledirektør Kathy Cox mente, at ordet “udviklingslære” var for følelsesladet, og at det derfor skal fjernes fra skolebøgerne. At Darwin blot skal være et eksempel på en teori, der kunne forklare dyr og planters udseende i dag. På den måde lader man en dør stå åben for, at det var Gud, der skabte dyr og planter – ikke evolutionen og “survival of the fittest”. Hvad Darwin jo nåede frem til for længe siden, og som videnskaben i dag er helt enige om.

Men når der først går religion i tingene, går forstanden tabt – også i Guds eget land. Jimmy Carter måtte derfor på banen med en udtalelse om, at han som troende kristen for alt i verden ikke ville gå ind for skoledirektørens forslag:

“Som et kristens menneske, ingeniør og videnskabsmand samt professsor ved Emory University, så finder jeg det pinligt, at skoledirektør Cox vil censurere og fordreje undervisningen af Georgia’s elever. Vi bliver til grin, hvis det forslag godkendes”.

Så sandt, så sandt. Men fra Guds eget land kan man som sagt forvente sig hvad som helst. Det bedste af det bedste og – desværre også – det værste af det værste…

5. marts 2004

© Steen Ulnits

* Søer og øer…

Danmark har mange søer og får stadig flere. Nye vandhuller graves og gamle afvandede søer genskabes. Således har Danmark i dag over 1.000 navngivne søer, der tilsammen dækker et areal på 700 kvadratkilometer.

Største sø er nordsjællandske Arresø med 37 km2. Herefter følger ligeledes nordsjællandske Esrum Sø med 18 km2, midtjyske Mossø med 17 km2 og endelig vestsjællandske Tissø med 13 km2.

Den dybeste sø i Danmark er nordsjællandske Furesø med 36 m, mens den højest beliggende er bornholmske Store Grankule med 133 m over havet. Den mest ø-rige sø i Danmark er lollandske Søndersø, som byder på hele 22 øer, hvoraf mange er navngivne.

5. marts 2004

© Steen Ulnits

* Jyde fanger kæmpetorsk på Øresund

Peter Gade er både lands- og verdenskendt som badmintonspiller i den absolutte verdenselite. Mindre kendt er det, at hans far – Per Gade – er en dygtig lystfisker. Og onsdag den 18. februar var det ikke Gade junior, men Gade senior, der løb med overskrifterne.

Farmand Per Gade Christensen var sammen med sin bror, der ligeledes er en engageret lystfisker, taget på tur med Jan & Bo’s Lystfiskershop på Øresund – efter stortorsk. Ombord på det gode skib “Nadia” var 18 erfarne københavnske fiskere med mange Øresundsår på bagen. De skulle nok vise jyderne, hvordan man tackler Sundets store vintertorsk…

Pludselig står Per Gade i stævnen med noget, der ligner et rigtig godt bundbid. Det mener i hvert fald københavnerne, der ikke forsømmer lejligheden til at lade et par tørre molbobemærkninger falde. Lige indtil skipper kommer farende ud af styrehuset og råber: “Væk med jer – det er en kæmpefisk!”

Alle holder inde med fiskeriet og følger spændt med i kampen. For det er virkelig en stortorsk, der har bidt på Per Gades pirk. 15 minutter senere kommer en af Øresunds største torsk i denne sæson op til overfladen, hvor skipper gaffer den og møjsommeligt haler den op på dækket. Her bryder jubelen for alvor løs, da vægten går i bund ved imponerende 20,2 kg. En gydefisk, som rummede mere end 4 kg lækker torskerogn.

Per Gade slog dermed sin egen rekord med mere end 15 kg og måtte, som traditionen byder, give en omgang til alle. Per var dog så udmattet efter oplevelsen, at han selv ikke kunne fiske mere den næste time.

Midt i alle lykønskningerne var der flere af københavnerne, som mente, at der fremover bør gælde specielle fiskekvoter for jyder…

28. februar 2004

© Steen Ulnits

* Pris til Skjern Å

Det store Skjernå-projekt, som miljøministeren ikke fandt værdigt til at indgå som en af landets kommende syv nationalparker, er netop blevet hædret med den fornemme internationale pris Europa Nostra (“Vort Europa”) i kategorien for kulturlandskaber. Beggrundelsen for tildelingen var “den værdifulde genskabelse af 2.200 hektar vådområder af international betydning for planter og dyr”.

Prisoverrækkelsen finder sted i den vestjyske by Tarm den 10. oktober – sikkert under tilstedeværelse af både miljøministeren, som altså ikke fandt projektet værdigt til en ny nationalpark, og Prins Henrik, der siden 1990 har været præsident for Europa Nostra.

Skjernå-laksen derimod har ikke kvitteret for det nye åløb. Således anslår biologerne lakseopgangen i Skjern Å til 900 fisk i 2003 og 1.200 fisk i 2002. En markant tilbagegang i forhold til årene 1999 og 2000, hvor åen endnu ikke led under gravearbejdet af det nye, nedre løb. Om alt går vel, stabiliserer åen sig, så lakseopgangen atter kan stige.

28. februar 2004

© Steen Ulnits

* Fokus på Ribe-laksen…

… i mere end én forstand. Som det første sted i Danmark har Ribe nemlig fået et undervandskamera, der kan følge fiskenes vandring op og ned i det store og vidt forgrenede åsystem.

Kameraet, der er sat op ved Skibbroen inde i Ribe, er et webkamera, der kontinuert sender til en server placeret på avisen JyskeVestkystens web-afdeling. Ved at logge sig på internettet og koble sig på adressen www.ribe.bynet.dk kan man følge med i, hvad der sker under vandet i Ribe Å. Man kan også gå direkte til webadressen www.fiskekamera.dk

Årets havørredpremiere ved Ribe Å vil for sidste gang blive den 1. marts. Fødevareministeriet havde ellers udsat premieren til senere af hensyn til åens grønlændere, men var for sent ude med budskabet. Så sent, at erhvervsfisker Mikkelsen ved Ribe Vesterå allerede havde forsolgt en god del fiskekort til premieren.

Fødevareministeriet anerkendte, at beslutningen var kommet for sent og udskød den nye fredning til 2005, hvor alle Vadehavsåerne vil få en senere premiere. Angiveligt af hensyn til grønlænderne, der jo beskattes hårdt i årets første måneder.

De små grønlændere har potentialet til at blive de store førstegangsgydere, som er så vigtige for bestanden. Derfor skal de beskyttes.

28. februar 2004

© Steen Ulnits

* “Effectively, I have only one wish and that is to go fishing”

Hollandske Wim Duisenberg fratræder nu sin stilling som præsident for den Europæiske Centralbank. Det er velkendt, at Wim Duisenberg holder af at svinge fiskestangen i sin sparsomme fritid, og det prøvede han da heller ikke at skjule, da han indgav sin afskedsbegæring kort før jul sidste år:

“I only pointed to the letter I wrote to Prime Minister Aznar saying that I wished to resign on a certain date, but that I was prepared in the interest, if judged necessary by others, of a smooth transition of the ECB Presidency to stay on somewhat longer. Effectively, I have only one wish and that is to go fishing.”

Wim Duisenbergs største ønske er altså at få mere tid til at fiske – noget, vi er millioner af europæiske lystfiskere, som kun kan give ham ret i! Wim har sikkert også råd til at svinge stangen over eksklusive vande verden over. EU er jo kendt for at belønne sine medarbejdere rigeligt for deres indsats – stor som lille…

28. februar 2004

© Steen Ulnits

* Bæverne bliver

Som det vil være faste læsere af disse sider bekendt, så havde Danmarks Sportsfiskerforbund indklaget Skov- og Naturstyrelsen for retten for tilladelsen til udsætning af bævere i Danmark – nærmere betegnet ved Flynder Å i Nordjylland.

Vestre Landsret har nu fældet dom i sagen, der kan få vide konsekvenser for dansk naturforvaltning. Skov- og Naturstyrelsens afgørelse af 17. august 1999 var en generel tilladelse til genudsætning af bævere i Danmark – helt uden stillingtagen til de konkrete udsætningslokaliteter. Retten frikendte derfor Skov- og Naturstyrelsen for påstanden om beslutningens ugyldighed.

Derimod giver Vestre Landsret Danmarks Sportsfiskerforbund lige så klart medhold i, at Naturklagenævnets konkrete afgørelse om udsætning af bævere ved Flynder Å er ugyldig, da nævnet ikke forinden havde foretaget de fornødne vurderinger af bævernes mulige påvirkning af miljøet.

Sagsøgte Naturklagenævnet skal derfor anerkende, at nævnets afgørelse af 22. september 1999 om tilladelse til udsætning af bævere ved Flynder Å er ugyldig. Sagen henvises til fornyet behandling ved Naturklagenævnet, som samtidig skal betale kr. 50.000 i sagsomkostninger til statskassen.

Det skal nu blive spændende at se, hvad Naturklagenævnet denne gang kommer frem til. Omend det er meget svært at forestille sig nævnet ikke give sig selv medhold i sagen…

28. februar 2004

© Steen Ulnits

* Munken til de evige fiskevande

En af dansk lystfiskeris absolutte grand old men, Børge Munk Jensen, har taget sit sidste kast med spinnestangen. Børge Munk Jensen, der blandt journalistkolleger ofte blot blev kaldt “Munken”, var blandt lystfiskere bedst kendt som “CIM”. Under dette pseudonym skrev han i mange år sin faste ugentlige fiskespalte i Berlingske Tidende, hvor han var ansat som sportsredaktør.

CIM forfattede i sine unge år et par fiskebøger, men holdt sig ellers mest til avisen. Med Berlingeren som udgangspunkt arrangerede han i mange år eksotiske og kostbare fiskerejser til fjerne lande – gerne Afrika, som han holdt meget af, eller den noget nærmere norske Namsen. I næsten 50 år sad CIM hver eneste sommer i båden og harlede laks på Namsen – med det resultat, at han til sidst blev udnævnt til æresborger i byen Namsos.

Namsen blev på grund af CIM’s massive markedsføring af den i Danmark ofte kaldt “danskerelven”, idet danske lystfiskere i mange år har siddet og stadig sidder på en stor del af fiskeretten i denne store og produktive lakseelv. Hvor CIM for øvrigt selv sad med rekorden – en imponerende laks præcis på den rigtige side af de 25 kg.

I det hele taget var CIM rekordernes og de tørre tals mand. Det fremgik da også tydeligt af den TV-udsendelse, som Poul Thomsen heldigvis nåede at lave i god tid før CIM’s død. Munken kunne sine rekorder på fingrene – vidste altid, hvor mange fisk der var blevet landet på hans ture, hvor store de var, og på hvilket grej de blev taget. Han gik ofte meget langt og tog alle midler i brug for at fange de fleste og største.

Hvis alle de mange fisk, som gennem Børge Munk Jensens lange liv er døde af forurening og anden menneskeskabt dårligdom, er havnet i de evige fiskevande, så får Munken rigeligt at fiske efter!

CIM døde den 18. februar efter længere tids sygdom. Han blev 88 år.

Æret være hans minde.

24. februar 2004

© Steen Ulnits

* Vandmangel i New Zealand

Der er som tidligere nævnt slanger i det newzealandske paradis. Således mangler newzealandske ørreder mange steder vand. Helt galt er det blevet i den nuværende sommer – vores vinter – hvor flere vandløb er tørlagt på lange strækninger.

Vandstanden er rekordlav, og vandtemperaturen når flere steder op på 20 grader i de krystalklare vandløb. Det er den tørreste sommer i de sidste 10-15 år, og myndighederne – NZ Fish & Game – opfordrer nu i avisartikler borgerne til at rapportere, hvis de observerer ørreder, som er fanget i tilbageværende vandpytter i floderne. Så kommer Fish & Game, indfanger fiskene og bringer dem i sikkerhed, hvor der stadig er vand. Samtidig frygter myndighederne for fiskebestandenes fremtid og advarer om, at kommende sæsoner vil komme til at lide under en stærkt forhøjet dødelighed og deraf følgende manglende rekruttering af nye fisk.

Problemerne skyldes ikke kun en meget tør sommer med stedvis ingen nedbør overhovedet. Noget, som ikke mindst New Zealands mange fåreavlere også lider under. Græsset er svedet af, og fårene taber i vægt. Således står mange farmere i kø for at få deres får slagtet, inden disse taber alt for meget i vægt. Med faldende kødpriser og indtægter til følge.

Nej, den rekordlave vandstand skyldes mange steder landbruget, der pumper vand op fra vandløbene – vand til kunstvanding af korn- og vinmarker. New Zealand har som bekendt en betydelig produktion af ikke mindst gode hvidvine, og det er en produktion, der som al anden landbrugsproduktion kræver vand.

De uhyggelige facts er da også, at New Zealands landbrug vokser. Således fordobles det landbrugsareal, der kunstvandes med vand fra søer og floder, hvert 10-15. år. Et problem, hvis massive størrelse ingen kiwier endnu helt har forstået.

Men de første newzealandske ørreder er allerede døde – kvalt på grund af vandmangel i floder, hvis vand pumpes op til markvanding. Tænk på det, næste gang du åbner en flaske fyldig Selaks hvidvin fra NZ. Så er det ikke sikkert, den smager helt så godt…

20. februar 2004

© Steen Ulnits

* Iltsvind i 2003 langt mindre end i 2002

Omfanget af danske farvande plaget af iltsvind og kraftigt iltsvind i 2003 var blot en femtedel i forhold til forrige år, viser en rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).

Den kraftige blæst i midten af august oven på en solrig sommer har forbedret iltforholdene mange steder i den danske farvande.I juli og begyndelsen af august var problemerne med iltsvind dog så stort, at dykkere kunne observere døde søstjerne og knivmuslinger på dybder så lave som halvanden meter.

Det er stadig Mariager Fjord og det sydlige Lillebælt, som er hårdest ramt af iltsvind. Iltsvindet i danske farvande kulminerer normalt i september, men kan også vare året ud – alt efter vejr og vind. Omfanget af de danske farvande som er ramt af iltsvind svarede i 2003 til niveauet i 2001, der var et gennemsnitligt år.

20. februar 2004

© Steen Ulnits

* Forskere tvivler på Lomborg

Det kan blive svært at finde kvalificerede forskere, der vil sidde i bestyrelsen for regeringens og Bjørn Lomborgs miljøinstitut. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Flere forskningsråd overvejer nemlig, om de overhovedet vil indstille nye kandidater til bestyrelsen.Den faglige troværdighed i Institut for Miljøvurdering (IMV) er nu for alvor truet.

Det er landets forskningsråd, som typisk udpeger kandidater til bestyrelsen. Det er dem, der skal være garanter for den faglige kvalitet. Men disse forskningsråd overvejer nu, om de i fremtiden overhovedet vil indstille nye medlemmer. IMV’s ry er efterhånden så blakket, at mange seriøse forskere ikke længere vil forbindes med dette politisk udtænkte institut.

Tre medlemmer, som forsknings rådene tidligere har indstillet, valgte således at forlade bestyrelsen for det omstridte miljøinstitut i protest. Tidligere i år trak nu afdøde professor Poul Harremoës sig ligeledes i protest fra bestyrelsen i IMV.

“De medlemmer af bestyrelsen, vi har indstillet og har haft tillid til, kan øjensynlig ikke længere stå inde for, hvad der sker på instituttet”, sagde formanden for Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, professor lic.scient. John Renner Hansen fra Københavns Universitet, til Morgenavisen Jyllands-Posten. Derfor vil han nu bede om en skriftlig forklaring fra de afgående bestyrelsesmedlemmer, inden rådet tager stilling til, om det vil indstille andre.

“Som det ser ud lige nu, føler vi ikke, at forskningsdelen er i orden. Der skal måske foretages ændringer på instituttet, inden vi kan pege på nogle nye bestyrelsesmedlemmer”, sagde John Renner Hansen til Jyllands-Posten.

Formanden for Statens Jordbrugs- og Veterinærvidenskabelige Forskningsråd, Per Kudsk, er af samme opfattelse:

“Vi er nødt til at vurdere, om det overhovedet giver nogen mening, at vi er repræsenteret i bestyrelsen. Hvis forskerne føler, at man går langt ud over, hvad der er beskrevet i instituttets formål, så er det væsentligt. Derfor må vi revurdere vores holdning, før vi eventuelt indstiller nye medlemmer til bestyrelsen”, fastslår Per Kudsk. Han henviser til, at de tre angiveligt forlod bestyrelsen i protest mod, at der bruges alt for store ressourcer på at afholde en konference om klodens største problemer.

IMV’s hidtidige formand, Ole P. Kristensen, der i sin tid blev udpeget af regeringen som bestyrelseformand i en bestyrelse uden medlemmer og som siden enerådigt udvalgte sin egen gamle elev Bjørn Lomborg til leder af instituttet, agter nu også selv at udtræde af bestyrelsen. Han giver ingen begrundelse, men afviser dog kritikken fra forskningsrådene:

“Det er ganske enkelt noget sludder. De statslige forskningsråd er forpligtet til at indstille tre medlemmer til bestyrelsen. Det kan de ikke undslå sig for. Så er det fuldstændig irrelevant, hvad der tidligere er sket”, udtalte Ole P. Kristensen sidste år til Jyllands-Posten.

20. februar 2004

© Steen Ulnits

* Læserbrev: “Da de solgte naturen”…

“Klokken var 04.00 om morgenen den 30. januar 1933, da datidens toneangivende politikere indgik det forlig, der blev så skæbnesvangert for Danmarks natur. Det hele foregik i statsminister Thorvald Staunings lejlighed i Kanslergade i København.

Forligsparterne var på den ene side Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre og på den anden side Venstre. De konservative var sat uden for døren. Ved at imødekomme Venstres krav om øget økonomisk støtte til landbruget lykkedes det Stauning at få Venstres opbakning til den socialreform, som man havde arbejdet på i en årrække. Med i købet fik Venstre også en omfattende økonomisk gavepakke til landbruget”.

Sådan skriver forfatteren og journalisten Kjeld Hansen i sin nye bog “Der er et yndigt land”. Han beskriver, hvordan landbruget har ødelagt vores natur.

I løbet af de sidste 100 år har landbrugserhvervets ekspansion medført, at arealet af søer i Danmark er blevet mere end halveret. Siden 1800-tallets begyndelse er lavvandede havområder også omdannet til landbrugsjord i stort omfang. I samme tidsrum “aflivede” landvindingsprojekter mindst 180 søer, og omtrent halvdelen af alle de små danske vandløb er enten rørlagt eller drænet bort. De større vandløb omfatter ca. 40.000 kilometer. Kun ca. 880 kilometer eller godt to procent er bevaret som naturlige vandløb.

Danmarks Naturfredningsforening mener ikke, at landbruget er ondt. Langt hen ad vejen fulgte erhvervet blot de politiske signaler. Nu er vi i en situation, hvor Verdens mest intensive landbrug slår sine folder løs i et lille land med meget lidt natur tilbage. Det må der gøres noget ved. Det er på tide at stille krav.

Mens du læser dette indlæg i løbet af seks minutter – får landbruget 114.155 kr. i støtte! Altså en dagsløn på mere end 27 millioner kroner. Helt uden betingelser. Derfor skal du og jeg kræve et renere landbrug. Det skal være betingelsen for fortsat tilskud til landbruget.

Om få uger skal politikerne forhandle indholdet i en ny vandmiljøplan. Der er især grund til at sætte fokus på den ekspanderende svineavl. Ammoniak fra stalde og gylleudbringning drukner naturen i ammoniak. En tredjedel af giften kommer fra svineavl herhjemme. Det er her, danske politikere skal sætte ind.

Naturfredningsforeningen opfordrer derfor politikerne til især at vælge de virkemidler, der ikke kun nedsætter landbrugets forurening, men også giver mere natur for pengene. Det betyder nemlig, at naturen får et tiltrængt løft mange steder.

Sandsynligvis bliver det svære forhandlinger, der skal til for at opnå et bredt forlig om vandmiljøet. Måske skal natten tages til hjælp – på samme måde som for 70 år siden. Denne gang vil det være på sin plads, at der opnås en aftale om mere natur i vores land, inden det gryr.

Poul Henrik Harritz, præsident

Danmarks Naturfredningsforening

23. november 2003

* Dansk diesel dyrkes til tyske turboer…

EU har opfordret sine medlemslande til, at de inden januar 2005 skal erstatte mindst 2% af diesel og benzin med biobrændsel fremstillet af planteprodukter. I 2010 ønsker EU, at det er 5,75%, der udgøres af biobrændsel.

I Danmark, der jo anser sig selv for førende på miljøområdet og da også har været det indtil for få år siden, kan man imidlertid slet ikke købe denne miljøvenlige biodiesel. Og dette til trods for, at vi faktisk har en ganske stor produktion af en sådan herhjemme. Det er Emmelev Mølle på Nordfyn, hvor man har kapacitet til at producere omkring 5% af Danmarks årlige dieselforbrug.

Produktionenen eksporteres imidlertid til lande som Sverige og Tyskland, hvor man ikke har energiafgifter på miljøvenligt brændstof – hvad vi har her i Danmark. Indtil videre i hvert fald, for regeringen har barslet med tanker om at sænke eller fjerne denne afgift, så dansk biodiesel kan komme på danske biler, busser og lastvogne. Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo går stærkt ind for, at disse afgifter lempes. Samtidig ser han gerne, at brakmarker omlægges til fornyet landbrugsproduktion – nu med raps som den oliegivende afgrøde.

SF har imidlertid stillet sig skeptisk. Man ser det ikke som noget positivt, at braklagte arealer måske fremover skal anvendes til dyrkning af biobrændsel i form af raps. SF ønsker i stedet, at de braklagte områder får lov at ligge uberørte hen – til gavn for miljøet, dyr og planter.

Venstre derimod ønsker ikke overraskende, at disse arealer atter kan bruges som landbrugsjord. Nu med miljøet som gidsel. For en landmand er jord, der ikke dyrkes, noget nær helligbrøde. Det værste, han ved. Noget ægte grønt Venstre-sving som i Uffe Ellemanns tid skal man derfor næppe vente.

10. februar 2004

© Steen Ulnits

* Jorden rundt på 2 hektar raps

“Biodiesel” er navnet på en planteolie, der kan udvindes af forskellige planter såsom raps og solsikkefrø.

Først presser man olien ud af frøene og opvarmer den. Dernæst raffinerer man produktet og fjerner glycerinen, der kan bruges til sæbe. Herefter kan olien så bruges som almindelig diesel i moderne bilmotorer. Man kan også bruge koldpresset planteolie direkte som brændstof, men det kræver en mindre ombygning af dieselmotoren.

10.000 m2 (1 hektar) rapsmark giver typisk raps nok til fremstilling af 1.100 liter biodiesel. Hertil kommer så knap 3 tons halm til afbrænding i halmfyrede kraftvarmeværker samt små 2 tons rapskager til dyrefoder. Sætter man en gennemsnits dieselbil til at kunne køre 18 km literen – det kan ingen tung 4-hjulstrækker gøre, kun små personbiler – så rækker biodieselolien fra én hektar raps til små 20.000 km’s kørsel.

Det er halvvejs Jorden rundt. Skal man hjem igen, kræves der to hektar!

10. februar 2004

© Steen Ulnits

* Vandkraftproblemer i New Zealand

New Zealand er et Mekka for ørreder og ørredfiskere. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, da jeg tilbragte hele januar “down under” på de dejlige øer. Jeg kunne også konstatere, at der er indtil flere slanger i paradiset.

Således har energiselskabet “Meridian Energy” kig på og planer om at inddrage 73% af vandet i den smukke og vidt forgrenede Waitaki River til et nyt stort vandkraftprojekt, der har fået navnet “Project Aqua”. Et projekt, der for alvor har bragt sindene i kog i den newzealandske befolkning. Waitaki River har nemlig mange brugere – fiskere, sejlere og andet godtfolk – der ikke har i sinde at afgive 73% af flodens vand til vandkraft. I hvert fald ikke uden kamp.

Det er Meridian Energy’s planer at lægge floden i en 60 km lang kanal mellem Kurow og State Highway 1. Undervejs mod havet skal vandet løbe gennem hele 6 kraftværker. Får Meridian held med deres planer, er det slut med en af New Zealands absolut smukkeste floder. Waitaki har nemlig et vidt forgrenet løb, hvor floden mange steder deler sig i en række mindre løb og breder sig ud over landskabet for så atter at finde sammen igen.

Disse sideløb vil udtørre helt, hvis vandkraftprojektet gennemføres. Til ubodelig skade for dyr og planter samt ikke mindst fiskene. Heriblandt både udsatte ørreder og indfødte “galaxider” – små lakselignende fisk, som i forvejen er under hårdt pres fra de udsatte ørreder. Galaxiderne har været isoleret fra omverdenen i mindst 35 millioner år og findes derfor kun på New Zealand. De kaldes lokalt ofte for “whitebait”.

Fra naturens hånd findes der imidlertid ingen laksefisk på den sydlige halvkugle. De er udsat af mennesker og trues nu selv af ny menneskelig aktivitet – af Project Aqua.

10. februar 2004

© Steen Ulnits

* 43 ud af 44 Alta-laks overlevede

I et forsøg med radiomærkede laks fra den nordnorske Alta elv blev resultatet, at 43 ud af 44 mærkede laks overlevede fangst og genudsætning.

Det var Norsk Institut for Naturforskning (NINA), der stod for undersøgelsen, som er specielt interessant netop nu. Der er nemlig stilet forslag om, at Catch & Release forbydes i norske elve – dels af moralske årsager, dels fordi overlevelsen skulle være for ringe. Hvilket nærværende forsøg afviser med en dødelighed på under 2%. Laksene blev fanget under sommerens fiskeri i 1999 og år 2000, hvor man efterfølgende kunne registrere de mærkede fisk på gydepladserne.

Resultaterne falder fint i tråd med andre undersøgelser, der typisk ofte når til en dødelighed ved Catch & Release på under 5% – hvis de fangede fisk altså behandles korrekt under fight, afkrogning og genudsætning.I selvsamme Alta fangede og plastmærkede man i årene 1998-2003 350 laks. Resultaterne herfra viste, at blot 4% af laksene lod sig fange to gange. Ingen blev landet tre gange.

Disse resultater peger klart i retning af, at Catch & Release er en udmærket måde at forvalte hensygnende laksebestande på – uden samtidig af frede dem og dermed fjerne deres økonomiske værdi for lokalsamfundene omkring elvene.

2. februar 2004

© Steen Ulnits

* – Forbud mod Catch & Release i Norge???

Der arbejdes nu på et lovforslag, som skal forbyde Catch & Release i Norge. Der er naturligvis delte meninger om denne formn for fiskepleje, men det er et ubestrideligt faktum, at Catch & Release har reddet adskillige fiskebestande verden over.

Uheldigvis er emnet meget følelsesladet, for skal det være tilladt at lege med levende skabninger for morskabs skyld? Det er nærliggende at pege på den evige og evindelige debat om abort. – Skal det være lovligt at dræbe et ufødt barn, blot fordi man som menneske har haft det lidt sjovt forinden?

Skal vi lade følelserne råde, eller skal fornuften sejre? Faktum er i hvert fald, at Norge via pengegridskhed og uansvarlig administration af sine vildlaks i dag står over for mange bestande, som enten er helt udryddet eller stærkt decimeret.

Nordmændene, som råder over verdens største ressurser af atlanterhavslaks, ligger, som de selv har redt. Og nu skal der altså også gå politik i, hvorvidt de truede laksestammer kan eller skal reddes med Catch & Release…

2. februar 2004

© Steen Ulnits

* Slut med slam

Begyndende med 2004 indfører Arla Foods et nyt kvalitetsprogram, man har valgt at kalde “Arlagården”. Det er et program, der i løbet af to-tre år vil forbyde mejeriets mælkeleverandører at bruge spildevandsslam som gødning på deres marker.

Men ikke nok med det. Arla vil heller ikke have mælk fra landmænd, der har brugt foder fra marker, hvor der er spredt slam. Dette til trods for, at myndighederne i dag ikke mener, at slammet udgør en sundhedsrisiko. Arla frygter, at uønskede stoffer fra slammet i sidste ende havner i mælken.

En række folketingsmedlemmer fra Venstre er ligeledes bekymrede for sundheden ved fortsat at bruge slam på markerne.De spørger derfor deres partifælle, miljøminister Hans Chr. Schmidt, om ikke Danmark burde slutte med at sprede slam på markerne. Schweiz har allerede forbudt det, og naboen Tyskland overvejer et lignende forbud.

Formanden for Folketingets Miljøudvalg, Eyvind Vesselbo (V), udtaler til Morgenavisen Jyllands-Posten:

“Arla vil ikke længere have slammet på grund af forsigtighedsprincippet. Og da vi ved, at man i dag kun måler for bestemte giftstoffer i slammet, vil vi have sikkerhed for, at det ikke har – eller får – konsekvenser for folks sundhed. Hvis der er problemer, skal det ikke ud på markerne”.

En stor del af slammet fra kommunernes rensningsanlæg bliver i dag spredt ud på markerne. Formanden for Kommunernes Landsforenings Miljøudvalg, borgmester Kurt Hockerup (K), vurderer, at det vil koste borgerne mindst en halv milliard kr. om året, hvis slammet i stedet skal brændes eller deponeres.

2. februar 2004

© Steen Ulnits

* 2003 det 3. varmeste år siden 1861

Trods både en kold start og en kold slutning blev 2003 det 3. varmeste år, der er målt siden 1861. Med 2003 har de sidste 25 år været varmere end gennemsnittet for perioden 1961-1990, og igen i 2003 varede sommeren langt ind i september – med badevenlige vandtemperaturer.

Men ikke kun badegæster havde glæde af det varme vand. Det havde også flere eksotiske fiskearter med en normalt sydligere udbredelse. Således fik danske fiskere for første gang ofte hele lasten fuld af ansjoser. Det har fået Danmarks Fiskeriforening til – i samarbejde med WWF og Århus Universitet – at se nærmere på nye og gamle fiskebestande i danske farvande.

Formålet med denne kortlægning er at skabe et nyt og bedre overblik over aktuelle fiskebestande og deraf følgende bæredygtige fiskekvoter for de enkelte arter.

1. januar 2004

© Steen Ulnits

* Det økologiske landbrugsareal svinder for første gang

På landsplan forsvinder der i år knap 6.800 hektar økologisk landbrugsjord, vurderer Dansk Landbrugsrådgivning.

“Det er træls, men forventeligt,” siger den nordjske formand for Landboforeningernes Økologiudvalg, Torben Myrup.“Der skal politisk handling til, hvis der igen skal gang i økologien. Dem, der stopper med økologisk produktion nu, tror jeg ikke kommer tilbage senere,” siger han.

Det er jo foruroligende nyheder i en tid, hvor vandmiljøet har det dårligere end nogensinde. Hvor Vandmiljø-handlingsplan III diskuteres, og hvor EU’s Vandrammedirektiv skal implementeres.

1. januar 2004

© Steen Ulnits

* Dyrere vand i Nordjylland

Drikkevandet i Nordjylland bliver dyrere. Forklaringen er, at mange landmænd nu skal have millionstore erstatninger for at skære deres produktion ned. Ellers kan fremtidens nordjyder ikke være sikre på at have rent vand i hanerne.

Politikerne i Nordjyllands Amtsråd er imidlertid meget uenige om, hvilke krav der skal stilles til grundvandet og dets indhold af nitrat. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Den officielle grænseværdi er 50 mg nitrat pr. liter, men et flertal i amtsrådets Udvalg for Teknik og Miljø lagde op til, at der fremover højst må være 25 mg pr. liter nordjysk drikkevand. Dette flertal består af Socialdemokratiet og SF, som kun mangler ét mandat i at have flertal i amtsrådet, der nu skal afgøre sagen endeligt.

1. januar 2004

© Steen Ulnits

* Svinebønder ligeglade med lugten

I regeringens nye udspil til Vandmiljø-handlingsplan III meldte man ud, at gyllestanken fra den massive danske svineproduktion var et af de problemer, som skulle løses. Dels af hensyn til miljøet – dels af hensyn til de naboer, der må leve med stanken hvert forår.

Nu melder Landsforeningen af Danske Svineproducenter imidlertid ud, at dette problem slet ikke hører hjemme i vandmiljø-handlingsplanerne. Foreningen kalder sågar udspillet for “tåbeligt og populistisk”. Videre lyder det fra de danske svinebønder, at “ænderne er totalt ligeglade med lugten, og naturen lider ikke under den”.

Så fik vi vist sat det på plads og samtidig sat danske svinebønders totale ligegyldighed over for miljøet kraftigt i relief. Dansk miljøpolitik blev samtidig sat i perspektiv, for hvornår er det blevet forureneren, der bestemmer, om han vil gøre noget ved sit svineri?

Det er desværre typisk og meget karakteristisk for den magt, som dansk landbrug gennem årene har tiltusket sig blandt politikerne. Her er nemlig et eksporterhverv, der tjener penge til den danske stat, og derfor må de tilsyneladende selv bestemme, om og hvor meget de vil forurene…

Ikke alle amter og kommuner accepterer dog denne meget liberale holdning fra et erhverv, der årligt modtager mere i støtte fra samfundet end noget andet erhverv. Således har Årup Kommune på Fyn netop besluttet at politianmelde landets største svinefarm. Et kontrolbesøg viste nemlig, at farmen producerer langt flere svin, end den har tilladelse og er miljøgodkendt til.

Det er den tredje i rækken af politianmeldelser, efter at Miljøcenter Fyn har afsløret, at flere svineavlere svindler med antallet af svin i deres besætninger.

1. januar 2004

© Steen Ulnits

* Vandmiljøplan III: Nye krav til landbruget

Det bliver landbruget, der må holde for, når den nye Vandmiljø-handlingsplan III skal vedtages. Det er selv Venstres miljøafviklingsminister Hans Chr. Schmidt klar over.

Mens by og industri for længst har opfyldt kravene i de to foregående vandmiljø-handlingsplaner, så halter landbruget stadig bagefter. Det bliver derfor landbruget, der må holde for, når forureningen af land, vand og luft skal nedbringes yderligere. Dels i henhold til den kommende nationale vandmiljøplan – dels i henhold til EU’s Vandrammedirektiv, der nu snart træder i kraft.

Såvel politikere som miljøeksperter er enige om, at det er landbruget, der må holde for. Ja, selv landbruget er klar over det. Dels med foranstaltninger, som hindrer lugtgenerne ved gyllespredning. Dels med braklægning af nye områder.

“To tredjedele af fosforudledningen kommer fra brinker og lignende. Vi starter gerne med en prioriteret braklægning den dag i morgen. Det vil samtidig ligge godt i tråd med pesticidhandlingsplanen”, udtaler viceformand Henrik Høegh fra Dansk Landbrug til Jyllands-Posten.

I Fyns Amt har man regnet lidt på, hvad Danmarks opfølgelse af EU’s nye Vandrammedirektiv vil betyde. En af konklusionerne er, at landbrugets nuværende udledning af kvælstof skal halveres. Det vil i sidste ende betyde 30% mere braklægning og 30% færre husdyr. Noget, man ikke er indstillet på i Dansk Landbrug. Samme Fyns Amt konkluderer også, at landbruget siden 1987 kun har reduceret kvælstofudledningen med 10-15%. Altså meget langt fra de 50%, som var målet.

Vandmiljøplan II foreskrev, at der skulle rejses 18.000 hektar ny skov til tilbageholdelse af næringssalte. Indtil videre er det blevet til 14.000 hektar. Langt værre ser det ud med den planlagte braklægning af 16.000 hektar våde enge. Her er det lykkedes landbruget at holde braklægningen nede på under 3.000 hektar – under en femtedel af det foreskrevne.

De fleste miljøeksperter, som har deltaget i udvalgsarbejdet op til den kommende Vandmiljøplan III, mener samstemmende, at der skal en decideret afgift til, hvis landbrugets udledning af fosfor skal nedbringes. Nye undersøgelser viser nemlig, at næste store problem bliver de store mængder fosfor, der nu er ophobet i landbrugsjorden – klar til at blive frigivet ved yderligere tilførsel.

Afgifter på kvælstof og fosfor er imidlertid på det stærkeste blevet afvist af landbruget i forbindelse med de tidligere vandmiljø-handlingsplaner – med det nu klare resultat, at effekten slet ikke har været stor nok.

Det går simpelthen ikke ad frivillighedens vej. Der skal desværre lovgivning til – afgifter, kontrol og bøder – hvis landbrugets massive forurening af den danske natur skal nedbringes.

1. januar 2004

© Steen Ulnits

* Massiv faunaforurening fra Musholm

I løbet af forgangne efterår er mellem 40 og 60 tons regnbueørreder undsluppet fra Danmarks største havbrug og Storebælts største enkeltforurener, Musholm Lax. Ifølge Ritzau har udslippene påført havbruget tab i millionklassen.

Musholm Lax påstår selv, at udslippene skyldes fejl i net leveret fra Norge – ikke fejl i selskabets egen håndtering af fisk og redskaber. Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at omkring 20.000 tamme regnbueørreder i 2-3 kg’s klassen er sluppet ud i frivand i Storebælt, som hermed må lægge ryg til endnu en storstilet faunaforurening med fisk, der ikke er naturligt hjemmehørende i danske farvande.

Nu er det så op til lokale garnfiskere og stangfiskere langs Storebælts smukke kyster at rydde op efter forureningen fra Musholm Lax. Traditionelt medfører så store udslip fra havbrug altid en massiv efterfølgende opgang af kønsmodne regnbueørreder i åer landet over. Ikke mindst den lille sønderjyske Hoptrup Å har gjort sig landskendt for sine periodiske store fangster af undslupne tamfisk fra havbrug i de indre danske farvande. Det bliver sikkert også tilfældet ved premieren i det nye år.

De gydemodne regnbuer graver deres egne gydegruber i vandløbene og forårsager derfor mulig skade på de vilde bestande af laksefisk, som jo – i modsætning til de forårsgydende regnbuer – er vintergydere. Æg af havørreder og bækørreder ligger derfor stadig i gydebankerne, når regnbuerne begynder deres gravearbejde.

Den skadelige effekt heraf er ikke undersøgt, hvilket naturligvis for længst burde være sket, når udslippene er så mange og store, som tilfældet er i dagens Danmark. Blot er myndighederne ikke interesseret i dette problem, da havbrugshvervet jo giver gode eksportindtægter.

Myndighederne har derimod ingen problemer med at begrænse udsætningerne af ørreder og laks – med det spinkle argument, at man vil undgå genetisk forurening med tamfisk. Og det reelle motiv, at man blot ønsker at bruge fisketegnsmidlerne til anden forskning end den oprindeligt tiltænkte…

1. januar 2004

© Steen Ulnits

* 2003: Miljøafviklingens år

2003 kom med den nye regering og den nye miljøminister til at stå i miljøafviklingens tegn. Alt det, tidligere regeringer – det være sig borgerlige eller socialdemokratiske – havde bygget op omkring miljøet, gik den nye regering ufortrødent i gang med at bryde ned igen. Alt, der havde blot en snert af Svend Auken, skulle ødelægges. Præcis som talebanstyret bortsprængte uvurderlige gamle kulturmindesmærker – blot fordi de stammede fra en anden religion end deres egen…

2003 blev ganske vist året, hvor de første mulige danske nationalparker blev udpeget. Det lød jo fint, men var i realiteten ikke andet end ord. Således udpegede man Mols Bjerge, som i forvejen er fredet og ejet af staten. Det tilhørende Helgenæs, som ikke er fredet, droppede man, da to lokale Venstre-landmænd ikke syntes om ideen. Som dermed var ganske lig med status quo. Nul visioner og intet vundet for naturen.

2003 blev i høj grad året, hvor det kunne svare sig at være gode venner med miljøministeren. Han delte rundhåndet ud af statens midler til kolleger og politiske forligspartnere – i så høj grad, at Folketingets ombudsmand efterfølgende måtte give ham en næse for disse uregelmæssigheder, der blandt andet omfattede økonomisk støtte til miljøministerens egen tidligere arbejdsplads, hvorfra han pt. har orlov.

Miljøministeren fik også en kold skulder, da han forsøgte at tage både Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Friluftsrådet som gidsler i sine planer om endnu flere sommerhuse langs de smukke danske kyster. Begge organisationer trak sig ud af ethvert samarbejde, da miljøministerens skjulte dagsorden gik op for dem.

Friluftsrådet gik endda et skridt videre, da det trak sit tilsagn om 20 millioner kroner til etableringen af pilotprojekter for nye nationalparker tilbage. Miljøministeren ville gerne have de mange penge, men rådet måtte ikke være med til at bestemme. Således blev ikke et eneste af Friluftsrådets forslag til nye pilotprojekter taget med i ministerens nye liste, og rådet valgte derfor at stå af.

2003 blev året, hvor Danmarks Miljøundersøgelsers (DMU) rapporter om iltsvind i de danske farvande blev evalueret af et internationalt ekspertpanel, som fandt dem sagligt og fagligt velfunderede. Alligevel blev 2003 et skidt år for DMU, der skal reduceres med så mange arbejdspladser, at DMU’s daværende direktør følte sig nødsaget til at kvitte et ellers godt betalt job. Han kunne simpelthen ikke forsvare de store besparelser på miljøområdet.

Til gengæld blev DMU’s nye ledelse efterfølgende så fromme som et lam, da de pludselig – til medarbejdernes store overraskelse og bestyrtelse – erklærede, at vandmiljø-handlingsplanerne havde levet op til målsætningerne. Det var der nemlig ingen andre, der kunne se, og da slet ikke amterne, som har problemerne direkte inde på livet. DMU’s nye skønmaleri var imidlertid Gefundenes Fressen for Venstre, der hermed havde det bedst tænkelige udgangspunkt for udarbejdelsen af den nye vandmiljøplan III – med minimale nye krav til landbruget…

Så galt som for DMU gik det ikke for Institut for Miljøvurdering (IMV), der ikke skal spare. IMV fik i stedet tildelt ekstra millioner, så de kan ansætte flere medarbejdere og udarbejde flere “anderledes” rapporter af den slags, som i årets løb fik en sønderlemmende kritik af et internationalt ekspertpanel. Det fik IMV’s leder også – af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU), som ganske vist frikendte lederen for “objektiv uredelighed”, men som samtidig kendte hans forskning i “klar strid med normerne for god videnskabelig skik.”

Dette forargede Venstres videnskabsminister så meget, at han underkendte UVVU’s redegørelse. Hvilket af IMV straks blev opfattet som en klar frifindelse. Imidlertid blev UVVU blot kritiseret for den juridiske sagsbehandling, og det er nu op til UVVU, om man vil henlægge sagen eller komme med en ny vurdering, der er mere konkret og specifik. Hvilket ikke burde blive noget problem. Et problem kan dog være, at en stor del af UVVU’s videnskabelige medlemmer er udskiftet siden dommen – i lighed med IMV’s bestyrelse, der har oplevet en sand forskerflugt i årets løb. Ingen forskere vil sidde i bestyrelsen for et politisk udtænkt miljøinstitut som IMV. De er vant til at lade sagligheden og fagligheden råde – ikke tilfældige politske synspunkter.

Hele sagen er jo desværre politisk betændt, idet IMV er Venstres eget projekt. Enhver kritik af IMV derfor vil blive affejet per automatik. Eneste taber i denne sag bliver miljøet. Hver gang. Alt er tilsyneladende tilladt for den nye regering, hvis blot det kan muliggøre regeringens valgløfte om lavere skatter. Målet helliger midlet, som allerede apostlen Paulus udtrykte det…

Men 2003 bød også på positive ting – rejser, blandt andet. Ikke så mange som tidligere, men alligevel. Det blev til tre korte smutture til Bornholm, hvor det var laksene, der måtte stå for skud. Det blev ikke til mange – helt præcis 5 styk, hvoraf den største vejede 8,5 kg. Til gengæld blev der en DR TV udsendelse ud af det ene besøg.

Det var også tilfældet i september, hvor turen gik til Bahamas efter bonefish – igen med Danmarks Radio, som skulle producere en udsendelse om netop bonefish på Bahamas. Fiskeriet gik fint, omend fiskene ikke var så store, som de ellers ofte er i denne del af verden. Men vi fik fine optagelser i kassen, heriblandt nogle flotte undervandssekvenser. Den færdigredigerede udsendelse går – sammen med yderligere tre fiskeudsendelser, som vi lavede i løbet af 2003 – i æteren til april næste år.

Faste læsere af denne side vil naturligvis blive holdt orienteret om de nøjagtige sendetidspunkter. Udsendelserne vil omhandle 1) Havørreder på højskole (Samsø); 2) Trolling-laks på Bornholm; 3) Skjernå-laksen og endelig 4) Bonefish på Bahamas.

Sommeren bød også på en testtur til Grønland, som altid har haft en stor plads i mit hjerte. Dels fordi det var Grønland, min allerførste større udlandsrejse gik til – i 1974. Og dels fordi jeg i flere år havde svigerfamilie på den store ø i nord og derfor har tilbragt mange måneder deroppe med fiskestang og fotoapparat. Vi fangede ganske vist masser af fjeldørreder igen i år, men ingen større end 2 kg. Dette på grund af det intensive netfiskeri, som er et alvorligt problem for den fisketurisme, Grønland netop har så hårdt brug for.

2004 står for døren – med masser af nye fisketure og nye oplevelser ude ved vandet. For min del skal 2004 blive et år, hvor jeg fisker langt mere herhjemme, end jeg fik gjort i 2003. Det er mit eget store nytårsforsæt her på tærsklen til årsskiftet, og det er der sikkert mange andre danske lystfiskere, som kan tilslutte sig.

– Godt nyt fiskeår og tak for det gamle!

31. december 2003

© Steen Ulnits

* 2003: Miljøafviklingens år

2003 kom med den nye regering og den nye miljøminister til at stå i miljøafviklingens tegn. Alt det, tidligere regeringer – det være sig borgerlige eller socialdemokratiske – havde bygget op omkring miljøet, gik den nye regering ufortrødent i gang med at bryde ned igen. Alt, der havde blot en snert af Svend Auken, skulle ødelægges. Præcis som talebanstyret bortsprængte uvurderlige gamle kulturmindesmærker – blot fordi de stammede fra en anden religion end deres egen…

2003 blev ganske vist året, hvor de første mulige danske nationalparker blev udpeget. Det lød jo fint, men var i realiteten ikke andet end ord. Således udpegede man Mols Bjerge, som i forvejen er fredet og ejet af staten. Det tilhørende Helgenæs, som ikke er fredet, droppede man, da to lokale Venstre-landmænd ikke syntes om ideen. Som dermed var ganske lig med status quo. Nul visioner og intet vundet for naturen.

2003 blev i høj grad året, hvor det kunne svare sig at være gode venner med miljøministeren. Han delte rundhåndet ud af statens midler til kolleger og politiske forligspartnere – i så høj grad, at Folketingets ombudsmand efterfølgende måtte give ham en næse for disse uregelmæssigheder, der blandt andet omfattede økonomisk støtte til miljøministerens egen tidligere arbejdsplads, hvorfra han pt. har orlov.

Miljøministeren fik også en kold skulder, da han forsøgte at tage både Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Friluftsrådet som gidsler i sine planer om endnu flere sommerhuse langs de smukke danske kyster. Begge organisationer trak sig ud af ethvert samarbejde, da miljøministerens skjulte dagsorden gik op for dem.

Friluftsrådet gik endda et skridt videre, da det trak sit tilsagn om 20 millioner kroner til etableringen af pilotprojekter for nye nationalparker tilbage. Miljøministeren ville gerne have de mange penge, men rådet måtte ikke være med til at bestemme. Således blev ikke et eneste af Friluftsrådets forslag til nye pilotprojekter taget med i ministerens nye liste, og rådet valgte derfor at stå af.

2003 blev året, hvor Danmarks Miljøundersøgelsers (DMU) rapporter om iltsvind i de danske farvande blev evalueret af et internationalt ekspertpanel, som fandt dem sagligt og fagligt velfunderede. Alligevel blev 2003 et skidt år for DMU, der skal reduceres med så mange arbejdspladser, at DMU’s daværende direktør følte sig nødsaget til at kvitte et ellers godt betalt job. Han kunne simpelthen ikke forsvare de store besparelser på miljøområdet.

Til gengæld blev DMU’s nye ledelse efterfølgende så fromme som et lam, da de pludselig – til medarbejdernes store overraskelse og bestyrtelse – erklærede, at vandmiljø-handlingsplanerne havde levet op til målsætningerne. Det var der nemlig ingen andre, der kunne se, og da slet ikke amterne, som har problemerne direkte inde på livet. DMU’s nye skønmaleri var imidlertid Gefundenes Fressen for Venstre, der hermed havde det bedst tænkelige udgangspunkt for udarbejdelsen af den nye vandmiljøplan III – med minimale nye krav til landbruget…

Så galt som for DMU gik det ikke for Institut for Miljøvurdering (IMV), der ikke skal spare. IMV fik i stedet tildelt ekstra millioner, så de kan ansætte flere medarbejdere og udarbejde flere “anderledes” rapporter af den slags, som i årets løb fik en sønderlemmende kritik af et internationalt ekspertpanel. Det fik IMV’s leder også – af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU), som ganske vist frikendte lederen for “objektiv uredelighed”, men som samtidig kendte hans forskning i “klar strid med normerne for god videnskabelig skik.”

Dette forargede Venstres videnskabsminister så meget, at han underkendte UVVU’s redegørelse. Hvilket af IMV straks blev opfattet som en klar frifindelse. Imidlertid blev UVVU blot kritiseret for den juridiske sagsbehandling, og det er nu op til UVVU, om man vil henlægge sagen eller komme med en ny vurdering, der er mere konkret og specifik. Hvilket ikke burde blive noget problem. Et problem kan dog være, at en stor del af UVVU’s videnskabelige medlemmer er udskiftet siden dommen – i lighed med IMV’s bestyrelse, der har oplevet en sand forskerflugt i årets løb. Ingen forskere vil sidde i bestyrelsen for et politisk udtænkt miljøinstitut som IMV. De er vant til at lade sagligheden og fagligheden råde – ikke tilfældige politske synspunkter.

Hele sagen er jo desværre politisk betændt, idet IMV er Venstres eget projekt. Enhver kritik af IMV derfor vil blive affejet per automatik. Eneste taber i denne sag bliver miljøet. Hver gang. Alt er tilsyneladende tilladt for den nye regering, hvis blot det kan muliggøre regeringens valgløfte om lavere skatter. Målet helliger midlet, som allerede apostlen Paulus udtrykte det…

Men 2003 bød også på positive ting – rejser, blandt andet. Ikke så mange som tidligere, men alligevel. Det blev til tre korte smutture til Bornholm, hvor det var laksene, der måtte stå for skud. Det blev ikke til mange – helt præcis 5 styk, hvoraf den største vejede 8,5 kg. Til gengæld blev der en DR TV udsendelse ud af det ene besøg.

Det var også tilfældet i september, hvor turen gik til Bahamas efter bonefish – igen med Danmarks Radio, som skulle producere en udsendelse om netop bonefish på Bahamas. Fiskeriet gik fint, omend fiskene ikke var så store, som de ellers ofte er i denne del af verden. Men vi fik fine optagelser i kassen, heriblandt nogle flotte undervandssekvenser. Den færdigredigerede udsendelse går – sammen med yderligere tre fiskeudsendelser, som vi lavede i løbet af 2003 – i æteren til april næste år.

Faste læsere af denne side vil naturligvis blive holdt orienteret om de nøjagtige sendetidspunkter. Udsendelserne vil omhandle 1) Havørreder på højskole (Samsø); 2) Trolling-laks på Bornholm; 3) Skjernå-laksen og endelig 4) Bonefish på Bahamas.

Sommeren bød også på en testtur til Grønland, som altid har haft en stor plads i mit hjerte. Dels fordi det var Grønland, min allerførste større udlandsrejse gik til – i 1974. Og dels fordi jeg i flere år havde svigerfamilie på den store ø i nord og derfor har tilbragt mange måneder deroppe med fiskestang og fotoapparat. Vi fangede ganske vist masser af fjeldørreder igen i år, men ingen større end 2 kg. Dette på grund af det intensive netfiskeri, som er et alvorligt problem for den fisketurisme, Grønland netop har så hårdt brug for.

2004 står for døren – med masser af nye fisketure og nye oplevelser ude ved vandet. For min del skal 2004 blive et år, hvor jeg fisker langt mere herhjemme, end jeg fik gjort i 2003. Det er mit eget store nytårsforsæt her på tærsklen til årsskiftet, og det er der sikkert mange andre danske lystfiskere, som kan tilslutte sig.

– Godt nyt fiskeår og tak for det gamle!

31. december 2003

© Steen Ulnits

* Rusland overvejer Kyoto

Mens USA med præsident George Bush Junior i spidsen for længst har undsagt den Kyoto-aftale om reduktion i udslippet af CO2, som andre civiliserede lande har skrevet under på, så venter verden nu i spænding på Ruslands svar. Hvis ikke Rusland vil ratificere aftalen, så falder hele Kyoto-projektet på gulvet.

Der er hidtil kommet meget modstridende meldinger fra Rusland, men ifølge den seneste så “tror Rusland på aftalens værdi og støtter den”. Tidligere har meldingen lydt på, at tiltrædelse af Kyoto-aftalen ville hæmme Ruslands udvikling, og at landet derfor ikke ville ratificere aftalen.

Under alle omstændigheder ligger bolden nu lige for fødderne af præsident Putin. Ved at tiltræde aftalen kan han sende en helflugter lige i hovedet på præsident Bush og demonstrere over for verden, at Rusland i dag er en fremsynet nation, der ikke længere lever i samme energislugende stenalder som USA.

Et passende “tak for sidst” efter kontroverserne omkring Irak-invasionen, som Rusland jo var imod.

14. december 2003

© Steen Ulnits

* DN undsiger miljøministeren

Miljøafviklingsminister Hans. Chr. Schmidt har måttet inkassere endnu et nederlag i sin kamp for at få plastret de sidste ubebyggede danske kyster til med nye sommerhuse. Dels har han ikke flertal for noget sådant i Folketinget, hvor både oppositionen og Dansk Folkeparti er modstandere af planerne.

Og senest har Danmarks største interesseorganisation, Danmarks Naturfredningsforening (DN), undsagt ministeren og meddelt ham, at de ikke ønsker at deltage i det sommerhusmøde, som ministeren ellers havde inviteret dem til. På samme måde har Friluftsrådet takket nej til mødet, der skulle legalisere udbygningen og samtidig tage de to organisationer som gidsel over for befolkningen.

Baggrunden for dette nej tak til mødet skyldes, at de to organisationer ikke er trygge ved ministerens udspil. Således frygter de, at miljøafviklingsministeren – trods forsikringer om det modsatte – alligevel vil tillade nybyggeri inden for kystnærhedszonen.

Da der stadig ligger flere tusinde ubebyggede grunde i sommerhusområderne, kan DN og Friluftsrådet ikke se fornuften i at udstykke nye og dermed belaste kystområdernes følsomme natur yderligere.

14. december 2003

© Steen Ulnits

* Friluftsrådet undsiger miljøministeren

Friluftsrådet, som råder over store pengemidler til gavn for den danske befolkning og dens udendørsinteresser, har nu trukket dets tilsagn om støtte til oprettelsen af nye danske nationalparker tilbage.

Oprindelig havde Friluftsrådet lovet ministeren at stille med 20 millioner kroner til etablering af fremtidige nationalparker i specielt bevaringsværdige områder. Dengang udtalte ministeren, at han uden dette tilskud ikke havde midler til at etablere flere end 2-3 nye nationalparker. Friluftsrådet stillede derfor med yderligere 20 millioner kroner, så der kunne etableres flere rekreative områder i tilknytning til nye nationalparker.

Miljøministeren udpegede efterfølgende fem områder til kommende pilotprojekter: Mols Bjerge, Møns Klint, Lille Vildmose, Klithederne i Thy samt Esrum Sø med Grib Skov. Ikke et eneste af disse områder var blandt de i alt 11 muligheder, som Friluftsrådet selv kom med foreslag til. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var dog ministerens indædte modstand mod at udpege den nu retablerede Skjernå som en mulig kommende nationalpark.

Friluftsrådets dirketør, Jan Eriksen: “Derfor føler vi, at vi åbenbart kun er med til at betale for musikken, men ingen indflydelse har på melodierne”.

Følgelig trak Friluftsrådet sit tilsagn om et tilskud på 20 millioner kroner tilbage.

14. december 2003

© Steen Ulnits

* Miljøeksperter rygende uenige

“Miljøeksperterne er rygende uenige om, hvordan det danske vandmiljø har det. Før offentliggørelsen af et omfattende oplæg til den kommende Vandmiljøplan III torsdag er amterne meget tæt på at anklage Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks JordbrugsForskning for at lave et urealistisk skønmaleri.”

Sådan skriver Morgenavisen Jyllands-Posten om det verbale slagsmål, der er i gang her op til den nye vandmiljø-handlingsplan. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) gav sammen med Danmarks JordbrugsForskning for nylig bolden op ved at udsende en glad erklæring om miljøets positive tilstand efter de første to vandmiljø-handlingsplaner. Således konkluderede de to institutter, at målene stort set var nået.

Imidlertid var flere af konklusionerne nået på grundlag af endog meget optimistiske beregninger og håbefule fremskrivninger. De to institutter nåede på denne måde frem til, at også landbruget stort set havde nået målsætningen, nemlig en 50% reduktion af kvælstofudledningen.

Ude i amterne kan man imidlertid slet ikke genkende en sådan udvikling. Således udtalte Harley Bundgaard Madsen fra Fyns Amt følgende til Jyllands-Posten:

“Vi har målt udledningen af kvælstof til vandløb og søer i mange år og har siden midten af 1980’erne registreret en reduktion i udledningerne fra landbruget på 25-30 pct. Selv hvis effekten i vandløb og søer sker med en vis forsinkelse – der vil hos os måske gå et par år – skal der nærmest ske mirakler, hvis vi skal kunne registrere en reduktion på 48 pct. i løbet af de næste få år. Derfor er det svært at genkende tallene fra DMU og Danmarks JordbrugsForskning”, siger Harley Bundgaard Madsen.

Det samme siger man i både Vejle Amt og Ringkøbing Amt. Professor Kaj Sand Jensen fra Ferskvandsbiologisk Laboratorium ved Københavns Universitet siger til Jyllands-Posten, at han ganske enkelt ikke kan få tallene fra de to statsinstitutioner til at hænge sammen:

“De siger, at målet er nået, men det kan man først se om nogle år. Deres tal bygger nemlig på beregninger og prognoser, som er behæftet med meget stor usikkerhed, og hvis effekt først kan vurderes sikkert om nogle år. Desuden nævner DMU og Danmarks JordbrugsForskning selv i rapporten, at der er en stor manko, de ikke kan gøre rede for”, udtaler professoren.

Således mangler man for perioden fra midt i 1980’erne og frem til i dag at redegøre for op mod én million tons kvælstof. Dette skal sættes i relation til den årlige udvaskning fra dansk landbrug på omkring 168.000 tons.

Ifølge Jyllands-Posten hersker der en voldsom uenighed blandt miljøeksperterne hos DMU, hvor mange er skeptiske overfor ledelsens skråsikre konklusion om, at vandmiljøplanerne nu er opfyldt.

Politikere og embedsmænd samles i dag på Christiansborg for at høre en flok miljøeksperter fremlægge deres oplæg til Vandmiljøplan III.

11. december 2003

© Steen Ulnits

* Pressemeddelelse: Fiskeri-aktionen

I dag går de europæiske fiskere til modstand mod EU kommissionens forslag til kvoter og regler for 2004.

I Danmark mødes fiskerne i Thorsminde til stormøde om situationen i dansk fiskeri, som kommer ud af 2003 med et underskud på 1 mia. (ca. 30 %) i forhold til sidste og forrige år. Fiskerne er vrede, men også opgivende og mange sætter spørgsmålstegn ved om det nytter noget, at protestere mod det der foregår i Bruxelles.

Protesterer fiskerne mod EU’s og de nationale regeringers førte fiskeripolitik, så giver protesten mening. Men en protest mod EU kommissionens forslag til kvoter og regler for 2004 giver ikke meget mening, fordi kvoterne og reglerne kun har haft en minimal betydning for fiskeriets store økonomiske nedtur i 2003.

Udviklingen har for fiskebestandene i Østersøen været relativt stabil. Langt værre ser det ud for de vigtigste arter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat:

Torsk: Der er fanget ca. 6000 tons færre og det et tab på ca. 150 mill kr. Dertil kommer et tab på priserne på torsk, som har været mindre i 2003 end i 2002, så tabet er ca. 200.000 kr. Men fiskerne har stillet sig tilfreds med samme kvoter på torsk i 2004, som de havde i 2003, og det er også forslaget fra EU. Så det kan ikke være den økonomiske værdi af torsken i 2004, som plager fiskerne.

Rødspætte: Der er fanget ca. 20.000 tons i 2003, og det gjorde man også i 2002. Nu vil EU beskære kvoterne med ca. 30 % i gennemsnit for de 3 farvande. I 2003 var kvoterne 30.000 tons, men der blev kun fanget 20.000 tons, så en beskæring på 30 % (som i øvrigt sikkert kommer betydelig længere ned under 20 % efter at ministrene har haft rådsmøde) får ikke nogen økonomisk betydning i 2004.

Jomfruhummer: Der er fanget ca. 500 tons færre hummer i 2003 end i 2002. Men værdien af jomfruhummer er faldet betydeligt i 2003. I Kommissionens forslag er der flere hummere i 2004, så det kan heller ikke være derfra fiskerne henter deres vrede.

Industrifisk: Der er det gået rigtig galt i 2003 med 350.000 tons tobis og 60.000 tons færre sperling. Industrifiskernehar haft et tab på op mod * mia. kroner i 2003. Men industrifiskerne har ikke kunnet fange fisken i havet. De har haft frit fiskeri, men fisken har svigtet. I kommissionens forslag er der reduktioner i kvoterne, men det er intet i forhold til de reelle fangsttal, så det kan heller ikke være fra industrifiskeriet, at fiskerne henter deres vrede.

Fiskerne har mistet op mod 30 % af deres indtægter i 2003 i forhold til tidligere år, men bortset fra ganske få områder (under 10 %) er det ikke kvoter og regler som skal have skylden. Tabet er udtryk for de faktiske forhold i havet og på markedet. Fisken forsvinder og prisen på fisken, har af mange forskellige grunde i 2003, ikke kunnet kompensere for de færre fisk.

Desuagtet demonstrerer de europæiske fiskerne i dag. Men det er ikke så meget en protest mod kvoter og regler, som det er en protest mod EU’s fiskeripolitik, som ikke har kunnet sikre fiskerne et fornuftigt fiskeri og fremtid.

Siden 1983 har fiskerne været underlagt en fiskeripolitik, som har givet mia. af EURO i støtte til opbygningen af en meget effektiv fiskeflåde, samtidig med at EU har givet mia. i støtte til ophugningen af tusinder af fiskerkuttere, men lige meget hjælper det.

Situationen er kun blevet værre og værre år for år. Og uanset fiskernes demonstrationer i dag, vil situationen blive værre de kommende år, for det er fisken i havet og på fiskeauktionen, som svigter fiskerne.

Landsforeningen Levende Hav

10. december 2003

* En verdensomsejling under havet

Jules Verne skrev i sin tid klassikeren “En verdensomsejling under havet”. Nu har en 70 kg tung fisk fra Antarktis gjort turen efter og er blevet fanget helt oppe i Arktis – nærmere betegnet i et trawl på dybt vand ud for Vestgrønland.

Fisken var en patagonisk tandfisk – en meget værdifuld dybhavs- og koldtvandsfisk, som tidligere er blevet omtalt på denne side. Senest i forbindelse med ulovligt trawlfiskeri ud for Australien. Den nyfangede patagoniske tandfisk havde gennemført en imponerende rejse gennem havet på flere tusinde kilometer. Mest imponerende er nok, at den undervejs mellem polerne har passeret varme tropiske havområder.

Forskere mener, at denne rejse er muliggjort af en meget dybtliggende koldtvandshavstrøm, som forbinder Sydatlanten med Nordatlanten. En havstrøm, som er dårligt kortlagt, men som kan forklare forekomsten af identiske eller nært beslægtede fiskearter ved de to poler.

I takt med overfiskning og svindende fiskebestande på lavere vand trækker erhvervsfiskerne ud på stedse dybere vand med stedse større trawl for at fange de sidste rester af gamle fiskebestande eller opsøge nye. Det er denne udvikling, som i de seneste år har bragt mange sjældne dybhavsfisk op til overfladen – fisk, som man hidtil kun har anet eksistensen af.

Disse dybhavsfisk fanges ofte på undersøiske højderygge, hvor de hidtil har kunnet leve i fred på grund af de store havdybder. Men ikke længere. Denne udvikling har gjort det nødvendigt med særfredninger af bestemte havområder. Norge var foregangsland med fredningen af Tisler Revet ude i Norskehavet, og Skotland har senest fulgt trop et stort og mindst 4.500 år gammelt koldtvandskoralrev på 1.000 meters dybde – Darwin Mounds også kaldet.

Fredningerne er kommet på grundlag af foruroligende undersøgelser, som har vist, at blot en enkelt gennemtrawling af sådanne følsomme områder kan halvere antallet af forekommende arter. Samtidig har man konstateret, at skader efter gennemtrawling af disse områder stadig er uændrede efter 50 år.

8. december 2003

© Steen Ulnits

* “Medicinudledninger skal stoppes”

– Det er en trussel mod menneskers sundhed og den danske natur, som skal stoppes øjeblikkeligt, siger det socialdemokratiske medlem af Folketingets miljøudvalg Torben Hansen, i en kommentar til en netop offentliggjort rapport fra Ribe amt. Rapporten viser, at mellem 50 og 60% af den antibiotika, der bruges i danske dambrug, løber direkte ud i vandløbene – ud til vildfiskene og den frie natur.

Dambrugene er en meget stor kilde til forurening af vores vandløb med udledninger af hjælpestoffer, kobber, formalin, medicinrester, antibiotika mm. og det det giver kuldegysninger når den yderste konsekvens er at mennesker ikke kan behandles for sygdomme og der kan udvikles allergi. Samtidig giver det også store miljømæssige skader i vandløbene nedenfor dambrugene.

Socialdemokratiet vil derfor snarest kalde miljøministeren i samråd i Folketingets miljøudvalg for at få stoppet denne sundhedsskadelige udledning.

– Socialdemokratiet vil nu lægge pres på ministeren for at sikre, at disse udledninger stoppes. Vi må desværre konstatere, at det er en af ministerens selvskabte plager, da miljøministeren af helt uforståelige årsager og uden tanke på mennesker og miljø i foråret 2002 udsatte kravene til landets dambrugere til 1. april 2005. Allerede den gang blinkede advarselslamperne. Nu må det altså stoppe!

Sådan slutter Torben Hansen, der samtidig understreger, at forholdene jo er de samme, uanset hvilket amt dambruget ligger i.

I den forbindelse er det værd at nævne, at Miljøstyrelsen i 1994 opgjorde dansk fiskeopdræts samlede forbrug af forurenende stoffer til årligt 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat samt 3 tons antibiotika…

Med sådanne tal i baghovedet kan man kun betegne Hans Christian Schmidt som “miljøafviklingsminister” og dambrugserhvervets førstemand.

Interesserede kan læse mere om problematikken i min nyeste bog “Fisken, Vandet og Verden”, som er omtalt ovenfor.

28. november 2003

© Steen Ulnits

* “Løsagtig miljøvurdering”

“I statsministerens åbningstale slog han fast, at han ville fokusere på “virkeligheden frem for løsagtige teorier”.

Skal man vurdere miljøminister Hans Christian Schmidt og Bjørn Lomborgs Institut for Miljøvurdering (IMV) på denne skala, står det klart, at instituttet er tættere på løsagtige teorier end på virkeligheden. Tidligere på året, da IMV’s bestyrelse bad et eksternt ekspert panel om at bedømme IMV’s rapporter, konkluderede panelet, at de ikke var trygge ved alle konklusionerne i IMV’s rapporter.

På trods af disse alvorlige anmærkninger om IMV’s arbejde, fortsætter miljøministeren, bl.a. efter statsministerens personlige indgriben sidste år, med at finansiere Lomborgs institut, samtidig med der skæres kraftigt i en ellers vel anset institution som Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Minus 24,9 % på driftsbevillingerne fra 2003 -2007.

DMU er også blevet undersøgt af et eksternt panel, og konklusionen må siges at tilhøre den anden ende af skalaen. DMU’s arbejde får topkarakterer for bredden og den høje kvalitet. Men med de øgede besparelser på finansloven frem til og med 2007, mener det eksterne panel, at det bliver meget svært at opretholde den høje kvalitet i forskningen.

Hvis miljøministeren fulgte Foghs råd om at fokusere på virkeligheden frem for løsagtige teorier, så burde han stoppe besparelserne på det gode arbejde, som DMU foretager. Pengene til finansiering af DMU´s fortsatte aktivitetsniveau kunne med fordel hentes fra bevillingerne, som går til Lomborgs IMV. Det ville kvalificere de miljøpolitiske beslutninger i Danmark og sikre “virkeligheden frem for løsagtige teorier”.

Således skriver folketingsmedlem fra Randers Torben Hansen (S), der samtidig er medlem af Folketingets miljøudvalg, i en pressemeddelelse. Han sidder nemlig på første række, når miljøafviklingsminister Hans Christian Schmidt svinger sparekniven over miljøarbejdet og samtidig begunstiger venner, kolleger, partifæller og forligspartnere økonomisk. I så høj grad, at sagen nu undersøges af Folketingets ombudsmand.

22. november 2003

© Steen Ulnits

* Miljøministeren granskes af ombudsmanden

Hans Gammeltoft Hansen, Folketingets ombudsmand, har nu af eget initiativ taget sagen om miljøminister Hans Christian Schmidts habilitet op til overvejelse.

Ombudsmanden finder, at der er grund til at så tvivl om, hvorvidt miljøministeren handlede i overensstemmelse med reglerne om habilitet, da han dels tildelte sin gamle skole i Vojens et tilskud fra den såkaldte “velfærdspulje” – dels bad Skov- og Naturstyrelsen købe en skovejendom, som selvsamme skole siden kunne leje. Dette til trods for, at Skov- og Naturstyrelsen anbefalede, at man først frasolgte et hus på ejendommen, så prisen kunne komme ned. En anbefaling, som miljøministeren siden personligt underkendte.

“Det fremgår af sagen, at ministeren aktivt deltog i sagens behandling, ligesom noget tyder på, at sagen som følge af ministerens involvering muligvis er blevet behandlet mere gunstigt end lignende projekter”.

Sådan udtrykker Folketingets ombudsmand sin umiddelbare opfattelse af sagen og beder nu om yderligere oplysninger fra miljøministeren. Således vil han gerne vide, hvorfor andre parter ikke er blevet orienteret om muligheden for at søge penge fra selvsamme pulje.

Dette glæder naturligvis oppositionen, som længe har krævet sagen undersøgt – gerne af ombudsmanden. Det Radikale Folkepartis miljøordfører Elsebeth Gerner Nielsen formulerer det således:

“Det er jeg meget glad for. Sagen er et eksempel på, hvad der sker, når magten stiger folk til hovedet. Fra oppositionens side har vi gjort alt for at få sagen belyst, men det er svært, når ministeren sidder med så sikkert et flertal af venner, som selv har fået del i puljen”.

Det skal nu blive spændende at se, hvad Hans Gammeltoft Hansen når frem til i sine undersøgelser af miljøministerens habillitet i denne og andre sager, hvor det er venner og forligspartnere, der har fået tildelt penge fra velfærdspuljen – uden at denne har været annonceret.

1. november 2003

© Steen Ulnits

* Oddere til Sønderjylland

Odderen regnes nu ikke længere for udryddelsestruet i Danmark. Efter mange magre år, hvor biler og ruser har toldet hårdt på bestanden, ser den nu ud til at have stabiliseret sig og være for opadgående.

Nu har den sønderjyske natur så fået en hjælpende hånd i form af udsætning af først fire oddere ved Gelså i år 2000 og nu senest yderligere tre oddere ved Hostrup Sø. Det er Skov- og Naturstyrelsen, der står bag udsætningerne, som er sket i samarbejde med Sønderjyllands Amt og Hjemmeværnsdistrikt Sønderjylland. Sidstnævnte ejer nemlig hele det område – fra Tinglev Mose via Bjerndrup Mølleå og videre til Hostrup Sø – som bliver oddernes kommende hjem.

Ganske vist gennemskæres området af den sønderjyske motorvej, men det har man taget højde for med anlæggelsen af en faunapassage under den farlige trafikåre. Her er der således sket en underføring af åen, så odderne kan passere uden risiko for liv og lemmer. Netop vejbroer har gennem årene kostet mange oddere livet, når de måtte op af åen og krydse asfalten.

En anden hyppig dødsårsag har været drukning i ruser, hvorfor disse nu skal forsynes med stopriste, så odderne ikke kan komme ind i dem. Som toprovdyr er odderen en god indikator for et sundt miljø, så vi fiskere må hilse vor pelsklædte kollega velkommen tilbage!

1. november 2003

© Steen Ulnits

* Penge i australsk lystfiskeri

Også i Australien er lystfiskeri en folkefornøjelse af de større. Det viser en stor undersøgelse foretaget i perioden maj 1999 til april 2001. Undersøgelsen satte tal på antallet af lystfiskere, deres fangster og de penge, der blev brugt på fiskeriet. Her er nogle af nøgletallene:

3,36 mio. mennesker (19,5% af befolkningen over 5 år) fiskede mindst én gang årligt

67,6% af disse var ikke overraskende af hankøn

24,4% af samtlige husstande husede mindst én lystfisker

Der blev fisket i alt i 20,6 mio. dage eller 102,9 mio. timer

Hver lystfisker fiskede i snit 6,13 dage

Hver fisketur varede i snit 4,99 timer

76% af fiskeriet foregik i saltvand eller brakvand

Der blev høstet følgende fisk og skaldyr under fiskeriet:

60,4 mio. spisefisk

11,5 mio. agnfisk

6,1 mio. krebsdyr

1,8 mio. blæksprutter

7,3 mio. skaldyr

I alt spenderede australske lystfiskere 1,8 mia. australske dollars på deres hobby. Hver enkelt australsk lystfisker brugte i snit 552 australske dollars på sin hobby.

Det er således store pengesummer, der er i omløb, når australske lystfiskere svinger stangen i australske vande. Da forstår man bedre, at Rex Hunt kan have sit eget meget populære program om lystfiskeri i Australien på Discovery Channel. Der er penge i skidtet!

26. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Sæler, laks og andet godt fra havet

Den internationale organisation NASCO (North Atlantic Salmon Commision) afholdt 6. juni møde om atlanterhavslaksens fremtid. Der var flere emner på dagsordenen, blandt dem de efterhånden alt for mange sæler langs især Skotlands, men også Canadas kyster.

Det anslås, at den samlede sælbestand nu omfatter ikke færre end 10 millioner sæler, der alle skal have 2.3 kg fisk om dagen for at være mætte. I den forbindelse er det ikke ukendt, at sælerne følger laksene på deres vandring mod elevene – i visse tilfælde endda helt op i det ferske vand. Den voksende sælbestand kombineret med en dalende laksebestand er i sagens natur en meget uheldig udvikling, og flere forskere anser derfor afskydning af sælbestanden som bydende nødvendig.

Et andet spørgsmål var unglaksenes overlevelse ude i havet. Her fokuseres der dels på naturlige svingninger forårsaget af skiftende vandtemperaturer og deraf følgende udsving i fødemængden. Der fokuseres også på de mange unglaks, som hvert år havner i norske fiskeres silde- og makrelgarn.

Laksekvoten for Grønland er sat ned til 0 ton mens fiskeriet på Færøerne har været stoppet i et helt år, men nu er fastsat til 9 tons. Endelig har man bedt den irske regering om at begrænse det irske laksefiskeri med drivgarn. Dette med baggrund i, at en laks fanget på stang indbringer lokalsamfundet 400 euro – godt 3.000 kroner – hvilket er mere end 20 gange så meget, som den er værd i garnfanget tilstand.

26. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Sellafield stopper

Det engelske atomoparbejdningsanslæg Sellafield Thorp skal lukkes i år 2010. Til glæde for de mange miljøfolk verden over, som gennem årene har kæmpet for netop et sådant stop. Som det tidligere er fremgået af denne side, så har Sellafields forurening kunnet måles så langt fra Det Irske Hav, hvor anlægget ligger, som danske Kattegat, hvor affaldsstoffet Technetium-99 nu også forekommer i blæretangen.

Sellafield, hvis nyeste Thorp-del kostede næsten 20 milliarder kroner at opføre for blot ni år siden, vil fremover koncentrere sig om håndtering af atomaffald i stedet for at oparbejde brugt atombrændsel. En langt mindre risikabel aktivitet.

Sellafield vil dog indtil 2010 stadig levere brændsel til de gamle Magnox-reaktorer, der i dag leverer små 10% af al elektricitet i England. Når disse Magnox-reaktorer går på pension, lukker også Sellafield.

Altså rigtig godt nyt for alle atomkraftmodstandere!

19. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Rovfiskeri ved Antarktis

Nu er den atter gal nede ved Antarktis. Endnu engang er det den relativt sjældne patagoniske tandfisk, som er offeret, men denne gang er det fiskere fra Uruguay, der er i søgelyset som de kriminelle.

I hvert fald har de australske fiskerimyndigheder været på jagt efter det uruguayske skib “Viarsa”, der var set fiske efter den totalfredede tandfisk. I 21 døgn stod jagten på, siden man først spottede det ulovlige fiskeri i farvandet 4.000 km sydvest for Australien.

– Det gælder om at håndhæve vor suverænitet i dette område, siger de australske myndigheder som forsvar for den bekostelige jagt på det ulovligt fiskende skib fra Sydamerika. En jagt, der bragte skibene helt til Sydafrika, 3.300 km sydvest for Cape Town. Dårligt vejr i området gjorde det dog umuligt for australierne at borde “Viarsa”.

Den patagoniske tandfisk, der også går under navnet “chilensk havaborre”, er fredet i australsk farvand, men kan indbringe op til 50 australske dollars per kilo, da den er en delikatesse på mange restauranter verden over. Har “Viarsa” lasten fuld af chilenske havaborrer, kan lasten være op mod 22 millioner kroner værd, og så mange penge slipper de færreste uden sværdslag – uanset om de er ulovlige eller ej.

Ifølge National Environmental Trust i USA handles der kun 20% lovlige patagoniske tandfisk på verdensmarkedet. 80% er ulovlige. Endnu et godt eksempel på, at fiskerierhvervet er et af de steder, hvor kriminaliteten stortrives i vore dage. Da Fiskerikontrollen herhjemme for nogen tid siden undersøgte lasten på 22 danske fiskefartøjer i Hvide Sande, havde 14 af dem ulovlige fisk i lasten…

19. oktober 2003

© Steen Ulnits

* EU: Slut med drivgarn

EU har vedtaget et forslag, der skal reducere antallet af pattedyr – sæler og især hvaler – som ved en fejltagelse ender deres dage i et garn. Som lider en langsom druknedød i netmaskerne.

Med udgangen af 2006 skal al brug af drivgarn derfor være ophørt, og alle andre garntyper skal være forsynet med akustiske “ping’er”, der advarer dyrene om garnenes tilstedeværelse. Pt. regner man med, at omkring 7.000 marsvin årligt drukner i danske fiskeres garn. Det er et forhold, der – ganske vist ufrivilligt – placerer Danmark blandt de større hvalfangernationer.

For Østersøens vedkommende skal drivgarnenes længde med øjeblikkelig virkning reduceres til 2,5 km (!), og her som andre steder skal drivgarnsfiskeriet være helt ophørt pr. 1. januar 2007.

19. oktober 2003

© Steen Ulnits

* EU: Slut med trawl

I de seneste år har man flere steder i Nordatlanten opdaget såkaldte “koldtvands-koralrev” på store dybder. Dette har allerede fået Norge til at etablere landets første marine nationalpark, og nu er også Skotland på vej.

Her har EU nemlig indført et øjeblikkeligt totalforbud mod brugen af trawl og andre slæbende redskaber i et område kaldet “Darwin Mounds” beliggende 180 km nordvest for Skotland. Beslutningen bunder dels i EU’s gamle habitatdirektiv fra 1992, hvor medlemslandene forpligter sig til at beskytte truede arter i deres naturlige miljøer – dels i den nye Common Fisheries Policy (CFP) fra sidste år.

I begge tilfælde lød begrundelsen, at det pågældende koldtvands-koralrev var under umiddelbar risiko for at blive ødelagt af trawlfiskeriet. Derfor kunne CFP træde i kraft med øjeblikkelig virkning og i en 6 måneders periode. Det er herefter intentionen, at forbudet mod trawlfiskeri på Darwin Mounds skal gøres permanent.

Det truede koralrev skal efterfølgende have status af “Special Area of Conservation” (SAC), hvilket gør det ekstra højt prioriteret.

19. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Miljøminister: Naturpenge ikke tildelt efter de almindelige regler

Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) erkender nu i en redegørelse til Folketingets miljøudvalg, at han ikke fordelte pengene fra den omstridte “velfærdspulje” efter de generelle retningslinjer.

Pengene fra denne pulje gik til projekter, som var anbefalet af borgerlige miljøordførere fra partierne bag sidste års forlig. Ikke mindst projekter i miljøministerens hjemby, Vojens, og på hans tidligere arbejdsplads, Sommersted Skole, er blevet betænkt med midler fra denne pulje

Ifølge miljøministerens redegørelse har de borgerlige partiers miljøordførere været dybere involveret i bevillingen af penge til naturprojekter i deres hjembyer og valgkredse end hidtil oplyst. Miljøministeren har meddelt dette, efter at statsministeren fra Folketingets talerstol havde efterlyst opklarende information omkring fordelingen.

Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, har nu også bedt miljøministeren om en forklaring på anklagen om kammerateri. Socialdemokraternes medlem af miljøudvalget, Torben Hansen, siger, at han ikke vil drage nogen konsekvenser af redegørelsen, mens ombudsmanden ser på sagen.

En tydeligt nervøs miljøminister udtalte til TV, at han glædede sig til at kunne forklare sagens rette sammenhæng for offentligheden.Hans Christian Schmidt skal netop i dag i samråd i Folketingets miljøudvalg, hvor han skal forklare sig og forsvare sig mod anklagen for kammerateri.

10. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Miljøministeren fordelte selv støttepenge til vennerne

I et TV-interview for nylig fortalte miljøminister Hans Christian Schmidt (V), at det var Skov- og Naturstyrelsen, der havde fordelt midler fra den såkaldte velfærdspulje til ministerens venner, partifæller og regeringens forligspartnere.

Nu viser det sig så, at miljøminister Hans Christian Schmidt i en række sager om tildeling af midler fra Skov- og Naturstyrelsens særlige velfærdspulje selv har været inde og foretaget sagsbehandlingen. Ikke mindst i sagen om tildeling af midler til Sommersted Skole i Vojens, hvor ministeren fortsat er ansat som viceskoleinspektør – dog på orlov, så længe han er i Folketinget.

Dette fremgår af sagsakter, som dagbladet Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af. I et brev til Vojens’ borgmester, partifællen Nis Mikkelsen, skrev Hans Christian Schmidt blandt andet:

“Jeg er endvidere blevet oplyst, at Sommersted Skole har indsamlet et betydeligt beløb til indretning af “øko-basen”. Dette er jeg meget imponeret over, og jeg vil derfor også give et tilsagn om et tilskud på 50.000 kr. til realisering af “økobasen” fra regeringens “velfærdspulje”.

I et brev til partifællen Jens Vibjerg, der har videreekspederet en ansøgning om støtte til sin hjemkommune Give, skrev ministeren tilsvarende:

“Derfor vil jeg, såfremt begge projekter gennemføres, støtte disse med et tilskud på op til 100.000 kr. i 2004”.

Miljøministeren gjorde samtidig opmærksom på, at han har bedt Skov- og Naturstyrelsen tage sig af det formelle arbejde med at give selve bevillingen.

På samme måde fremgår det af et brev fra statsskovrider Carsten Ørnsholt til overlærer Lars Hansen fra Sommersted Skole, at det er ministeren selv, der har givet tilsagn om tilskud til den ovennævnte økobase.

Endelig er det kommet frem, at ministeren har været endog meget lydhør over for en god kollega fra Sommersted Skole. Følgende er således ordlyden i én af to mails sendt i marts 2003 til miljøministeren fra overlærer Lars Hansen på Sommersted Skole, hvorfra Hans Chr. Schmidt som omtalt har orlov som viceskoleinspektør:

“Hej Hans. Du må undskylde, at jeg sådan skiver til dig på dit arbejde, for du har jo nok at lave i forhold til alle vi andre.

I mailen beskrives planerne om at erhverve og bruge en nærliggende skovejendom som økobase i skolens undervisning. Overlæreren beder i den forbindelse sin gamle kollega om økonomisk støtte til projektet med følgende ordlyd:

“Jeg håber også, at du synes, at projektet ser spændende ud og vil gøre din indflydelse gældende de steder, du har muligheder for det”.

Således slutter mailen fra kollegaen på Sommersted Skole. Efterfølgende købte miljøministeriet så ejendommen for 1,6 mio. kr., hvilket er hele 640.000 kr. over vurderingen. De søgte 50.000 støttekroner blev ligeledes bevilget.

Professor i miljøret ved Københavns Universitet, Peter Pagh, er bekymret over udviklingen:

“Som jeg kender sagen, ser det meget mystisk ud, det der er foregået. På den anden side tror jeg, det er meget almindeligt at lave sådanne “cigarkasser” til forligspartierne, og det er selvfølgelig problematisk, hvis ingen er helt klar over, hvordan de anvendes og tildeles”, udtaler den københavnske professor til Jyllands-Posten.

8. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Miljøminister beskyldes for kammerateri

“Venstre ved du, hvor du har”, lyder partiets valgslogan, og det viser sig mere og mere at holde stik.

Først var der borgmester Brixtofte i Farum og hans ulovlige forbrug på repræsentationskontoen samt meget andet. Dernæst var der finansminister Thor Petersens manglende overholdelse af bopælspligt, etablering af stier for offentligheden på nyerhvervede ejendomme med mere. Som kom formanden for Århus Amts miljøudvalg, Erik Poulsen på banen, da han blev taget i at sprøjte ulovligt på sine marker. Dernæst var det Greves borgmester René Milo, der gik i Farums fodspor og har haft endog meget svært ved at se forskel på egne og kommunens penge.

Alle Venstre-politikere, der er blevet grebet med fingrene i klejnekassen – til fordel for dem selv eller venner og bekendte. Nu har Venstres miljøminister, Hans Christian Schmidt, også tilsluttet sig gruppen, der virkelig lever op til partiets andet slogan: “Venstre – Danmarks liberale parti”. Det liberale består desværre blot i, at man tilsyneladende lader hånt om lov og moral.

Miljøministeren beskyldes for at have tildelt kolleger, partifæller og forligspartnere midler fra den såkaldte “velfærdspulje”, hvis midler blandt andet skal bruges til at inddrage befolkningen mere i Skov- og Naturstyrelsens projekter. Det har således vist sig, at halvdelen af de 1,44 millioner, der er tildelt projekter uden for statens regi, er gået til områder, hvor forligspartiernes ordførere er valgt.

Tilsvarende har Sommersted Skole i Vojens, hvorfra Hans Christian Schmidt selv har orlov fra en stilling som viceskoleinspektør, fået tildelt 50.000 kr. fra puljen. Det samme har en anden skole i Vojens. Men ikke nok med det. Samtidig har Skov- og Naturstyrelsen nemlig for andre 1,6 millioner kroner købt en landejendom i Vojens og lejet den ud til – Sommersted Skole. Skolen vil bruge ejendommen som såkaldt “økobase” for undervisningen.

Disse forhold har vakt harme hos oppositionen, der nu beskylder Hans Christian Schmidt for kammerateri:

“Anders Fogh Rasmussen bebudede i en grundlovstale, at han ville tage et opgør med, hvad han kaldte »det socialdemokratiske kammerateri«. Men nu praktiserer regeringen jo selv kammerateri, og det er ikke første gang, det sker. Miljøministeren blander sig i et utal af konkrete sager, hvor han næsten altid træffer afgørelser til gavn for landbruget – uden at se på, at det ofte får konsekvenser for miljøet.” Det mener i hvert fald Pernille Blach Hansen, som er Socialdemokratiets miljøordfører.

Men kritikken af, at midlerne er gået til Hans Christian Schmidts hjemegn og politiske venner, afvises af ministeren selv. Han vil ikke ændre på den måde, som pengene fordeles på:

“Sådan som det er oplyst over for mig, har Skov- og Naturstyrelsen vurderet alle projekter og sagt, at de ligger fint inden for velfærdspengene. Det er lige, som det skal være,” sagde Hans Christian Schmidt til Ritzaus Bureau og vaskede dermed sine hænder.

6. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Gone Fishing I & II

Som faste læsere af disse sider vil vide, så har der været et par huller i den ugentlige opdatering af “Aktuelt” her i sommer og sensommer.

Forklaringen er naturligvis, at jeg har været bortrejst – for at svinge fluestangen. Først til Grønland i august, hvor det gjaldt fjeldørrederne i området omkring Nuuk/Godthåb. Det kommer der en stor billedreportage om ved næste større opdatering af www.ulnits.dk, som er nært forestående.

Dernæst et smut til Bahamas for sammen med DR TV at lave en reportage om fiskeriet efter bonefish “on the flats”. Vi fangede bonefish mellem bygerne og havde 9 timers råbånd med hjem – heraf nogle meget flotte undervandsoptagelser – nok til den halvtimes udsendelse, der går i luften engang til vinter.

For øvrigt som den sidste af de fire TV-programmer, vi har lavet her i 2003. Faste læsere af www.ulnits.dk vil som de første blive orienteret, når sendetidspunkterne er fastlagt.

6. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Amerikansk bøde for hajfiskeri i nationalpark

Den nordvestamerikanske marine nationalpark Monterey Bay National Marine Sanctuary oplevede for nylig lidt af et hajdrama. Det skete, da organisationen Pelagic Shark Research Foundation var ude for at filme store hvide hajer i dette farvand ud for den Californiske Halvø.

De havde skam fået lov til at filme i nationalparken, men tog sig da den frihed at lokke en stor hvid haj til angreb på en Hollywood-udgave af en stor pelssæl. Målet var naturligvis at få nogle gode skud i kassen og ud til de mange seere på landsdækkende kabelTV, som abbonnerer på “Air Jaws” fra Shark Entertainment Inc.

Den statslige organisation fik nys om dette og idømte Pelagic Shark Research Foundation en bøde på ikke mindre end 21.000 US$ for dette brud på reglerne. Efter sigende havde Shark Entertainment betalt et større beløb til Pelagic Shark Research Foundation for retten til at filme i parken. Men ikke til at lave Hollywood action film med de hvide hajer…

6. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Norsk efterlønner på dansk restaurantbesøg

Den danske restaurant Rosdahls i Ålborg fik forleden fint og tungt besøg fra Norge. 240 kg vejede den 60-årige gæst, som kom fra Smøla nær Trondhjem. Her var den store helleflynder – for en sådan var det – gået til biddet på en langline sat i farvandet ud for den lille ø Smøla.

I vore hårdt fiskede dage er det sjældent, at en helleflynder får lov at blive så gammel. Faktisk bliver de fleste fanget, førend de er kønsmodne – hvilket de først er ved en længde af 1 meter. At blive 60 år, før man stifter bekendtskab med mennesket – det er en bedrift ud over det sædvanlige.

De fleste helleflyndere, som fanges på stang og line, vejer under 50 kg. Gode fisk vejer typisk 20-30 kg. De helt store helleflyndere fanges i regelen helt ude på fiskebankerne langt til havs – på dybder fra 100-300 meter og dermed uden for rækkevidden af normalt fiskegrej. Herude kan man fange fisk på helt op til 400 kg.

Den store helleflynder blev filetteret og grillet i forbindelse med et velgørenhedsarrangement på restauranten, så den har altså ikke levet forgæves!

6. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Tørre tal, der tæller…

Nogle gange er det tørre tal, der tæller – for at fremme forståelsen. Derfor kommer her et par stykker af slagsen:

• Hver dag året rundt sættes der krogliner med knap 5 millioner kroge – én krog for hver dansker…
• Hver dag året rundt sættes der knap 200.000 km langliner – nok til at nå Jorden rundt 5 gange…

Såvidt de tørre tal, der stammer fra International Game Fish Association (IGFA) i USA. Intet under, at ikke mindst tunfisk er på vej mod udryddelse.

2. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Torsk på tre måder

Læser man på bagsiden af girokortet til det obligatoriske fisketegn, vil man se, at der for torsken i de danske farvande gælder to forskellige mindstemål. Imidlertid er virkeligheden en anden, og i Fødevareministeriet ved den ene hånd åbenbart ikke helt, hvad den anden laver.

I hvert fald er det en kendsgerning, at der nu gælder hele tre mindstemål for torsken i de danske farvande:

• Nordsøen og Skagerak: 40 cm
• Østersøen og Bælterne: 38 cm
• Kattegat og Limfjorden: 35 cm

I en tid, hvor torsken er hårdt presset fra alle sider, er det dybt godnat med en sådan opsplitning, som ingen alligevel kan finde ud af. Det eneste fornuftige ville i stedet være at fastlægge ét mindstemål for samtlige torsk i de indre såvel som de ydre danske farvande. Og det burde naturligvis være 40 cm – eller hvorfor ikke 50, når nu bestanden er så truet?

2. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Ø-mærkede ørreder…

Som tidligere adviseret på denne side, så er de første økologiske fisk nu på vej fra dambrugene og ud til forbrugerne. Fødevareministeren er nu klar med regler for det økologiske fiskeopdræt, der har været årsag til megen debat i de forløbne år.

Nu skal man ikke tro, at de økologiske fisk vil blive opfodret i rent vand med rent foder og uden brug af medicin. Nej, også fremover må der bruges antibiotika til “økologiske” fisk, men der må kun behandles én gang i løbet af fiskenes levetid. Samtidig må dambrugerne ikke længere bruge det kunstige farvestof astaxanthin i foderet, hvorfor fiskene vil blive blegere i kødet. Endelig vil der blive stillet specielle krav til dambrugenes vandkvalitet, foderbrug, bæredygtighed og kemikalieforbrug – hvad det så end vil udmønte sig i.

Foreløbig fire dambrug er i gang med en produktion af økologiske ørreder, som forventes at ville nå ud til forbrugerne i løbet af næste år.

2. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Kannibaler truet af udryddelse

At kannibaler er truet af udryddelse vidste nok de fleste, og næppe mange begræder denne kendsgerning. Men de færreste ved, at også kannibaler blandt fisk er truet af udryddelse. Det har norske undersøgelser netop kunnet konstatere.

Et hold norske fiskeforskere fra Norges Teknisk-Videnskapelige Universitet (NTVU) i Trondheim drog bevæbnet med gummibåd, garn og sværkalibrede pistoler til Svalbard for at studere fjeldørrederne i nogle store søer på Bjørnøya. En ø, som i perioder lever op til sit navn, når isbjørne går i land og gør tilværelsen spændende for lokalbefolkningen…

I de meget næringsfattige fjeldsøer på denne ø lever stort set kun fjeldørreder, hvoraf nogle kan blive overraskende store og nå vægte på flere kilo. Det overraskende ligger i, at fiskene kan vokse sig store i vande med meget lidt næring. Forklaringen ligger naturligvis i, at nogle fjeldørreder slår over på en mere nærende diæt af små fjeldørreder, som på en sparsom diæt af insekter næppe bliver meget større end 10-15 gram.

Disse kannibaler vokser hurtigt på deres artsfæller, men er få og lette at udfiske. NTVU’s undersøgelser på Bjørnøya viste, at der i en enkelt sø var en bestand på omkring 18.000 fjeldørreder. Af disse var der kun knap 50 kannibaler, der havde vokset sig til en “brugbar” størrelse. Disse tal var baseret på fangst af 1.941 fisk, som blev mærket, genudsat og for nogles vedkommende genfanget.

En tilsvarende undersøgelse fra en 40 hektar stor næringsfattig fjeldsø inde på fastlandet viste, at der ud af en samlet bestand på 30.000 fjeldørreder kun var 50 kannibaler. Flere kunne søen helt enkelt ikke producere føde (små fjeldørreder) nok til.

I lavlandssøer er der i regelen så megen dyreplankton, at en del af fjeldørrederne her kan vokse sig spisestore på en diæt af dafnier og hjuldyr med mere. Samt andre småfisk nok til at brødføde store fjeldørreder, som her ikke behøver at blive kannibaler.

Kannibalfisk bliver ganske vist store, men de er meget få og meget lette at udfiske.

2. oktober 2003

© Steen Ulnits

* Minken var målet

Med en årlig produktion på op mod 12 millioner dyr er Danmark verdens suverænt største producent af mink til pelsindustrien. Danmark har således 40% af verdensmarkedet og eksporterer hvert år for omkring 3 milliarder kroner.

Det er således ikke småpenge, der er tale om her, og derfor er der da også godt 2.000 minkavlere herhjemme. Fra disse minkfarme undslipper årligt mange tusinde tamme mink til naturen, hvor de fleste går til grunde – af naturlige årsager eller via jægerne, der årligt nedlægger mellem 8.000 og 9.000 undslupne mink. De overlevende mink søger ned til søer og åer, hvor de lever af fisk – præcis som i Nordamerika, hvor minken oprindeligt stammer fra.

Den danske minkproduktion har i mange år været en torn i øjet på internationale dyreværnsorganisationer, som flere gange har lavet hærværk på diverse minkfarme og lukket i tusindvis af tamme mink ud i friheden – næppe til glæde for fisk og fugle i naturen, som så må lide under de mange sultne mink. Men de vilde dyr har ikke dyreværnsorganisationernes interesse…

Nu er det så sket igen – i Vestjylland – hvor omkring 8.000 mink blev sluppet ud fra burene. De fleste blev hurtigt indfanget igen, men et halvt tusinde stykker er stadig – medio september – på fri fod. Dem jagter lokale jægere, så de ikke skal forvolde alt for stor skade på det lokale vildt.

Politiet formoder, at det som i tidlligere tilfælde er Dyrenes Befrielsesfront, der står bag aktionen.

21. september 2003

© Steen Ulnits

* Bæveren for retten

Den 11. august tog Vestre Landsret hul på en lidt utraditionel sag om statsborgerskab. Det var ikke Venstres Bertel Harder, der havde anlagt sagen, men Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF). Og det var heller ikke asylansøgere fra fjerne lande, der stod anklaget.

Det var i stedet de 18 tyske bævere, som Skov- og Naturstyrelsen i 1999 udsatte i Nordvestjylland. Selvsamme styrelse mente også, at svenske laks fra Ätran, der udmunder i samme Kattegat som Gudenåen, ikke kunne anerkendes som danske statsborgere. Mens altså de tyske bævere af ukendte årsager var helt OK…

DSF anerkendte ikke lovligheden af udsætningen af de 18 bævere, som man frygtede og stadig frygter vil skade vandrefiskenes frie passage i de danske vandløb. Bæverne bygger jo dæmninger, som laksefiskene ikke altid kan passere. Og når fiskene ikke op til deres livsvigtige gydepladser, så kan de i sagens natur heller ikke gyde og dermed sikre bestandens fortsatte eksistens.

Nu er sagen så nået helt til Vestre Landsret, der skal afgøre, om de tyske bævere, som siden udsætningen for fire år siden har mere end fordoblet deres antal, nu også havde lov til at bosætte sig her i landet. I Danmark, hvor bæveren havde været uddød i mere end 1.000 år.

Til sammenligning havde Gudenå-laksen kun været uddød i 75 år, da Skov- og Naturstyrelsen erklærede de vestsvenske laks uønskede…

21. september 2003

© Steen Ulnits

* Nul vetoret til landbrugere

Fødevareminister Mariann Fischer Boel hilser et nyt forslag til afskaffelse af den gamle jordbrugskommissioner velkommen. “Der er ingen tvivl om, at vi har brug for at modernisere den nuværende lovgivning, og jeg er glad for, at vi med betænkningen har fået en række forslag til forenkling og større fleksibilitet”, siger hun til Jyllands-Posten.

Den nye betænkning foreslår afskaffelse af de gamle jordbrugskommissioner, som hidtil har været en torn i øjnene på alle med interesse for natur og miljø. Mere end én gang er det nemlig lykkedes sådanne kommissioner at forpurre planer om etablering af nye naturområder – helt enkelt fordi landbruget havde og indtil videre stadig har flertal og dermed vetoret i disse kommissioner.

Blandt de konkrete forslag i den nye betænkning, som landbruget naturligvis er meget utilfreds med, er blandt andet følgende:

• Brug af landbrugsjord til naturformål sidestilles med brug af jord til landbrugsformål.
• Jordbrugskommissionerne nedlægges og erstattes af “regionale folkevalgte organer”.
• Antallet af gårde i tilkøb hæves fra nu tre til fire gårde eller sammenlagt 400 hektar.
• Arealgrænsen for tilkøb af landbrugsjord hæves fra 70 til 200 hektar.

Hidtil har der i jordbrugskommissionerne siddet én jurist og to repræsentanter fra landbruget, som således automatisk har haft hånds- og halsret over den danske jord.

Fremover vil det således være muligt for eksempelvis fonde at købe eksisterende landbrugsjord op og udlægge den til naturformål. Eller for vandværker at opkøbe jord, så drikkevandsboringer kan beskyttes mod gift fra landbruget.

Fødevareministeren vil efter endt høring fremsætte lovforslag til afstemning engang i løbet af efteråret.

21. september 2003

© Steen Ulnits

* Ros til DMU

– men samtidig international frygt for regeringens spareplaner. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) er netop blevet evalueret af et internationalt panel bestående af 12 uafhængige miljøforskere. Panelet kom frem til, at DMU’s miljøforskning er af international standard – en forskning, der har såvel bredde som høj kvalitet.

Forskerne advarer dog samtidig også om, at regeringens spareplaner kan gøre det endog meget svært for DMU at opretholde den nuværende høje standard. Således har den borgerlige regering besluttet, at bevillingerne til DMU skal nedsættes fra i år 145 millioner kroner til 124 millioner kroner næste år og 109 millioner kroner i 2007. Pt. beskæftiger DMU 440 forskere, hvoraf op mod en tredjedel må vinke farvel til deres jobs i de kommende år.

Disse besparelser var baggrunden for, at Steen Gade for nylig valgte at trække sig fra en ellers vellønnet post som direktør for DMU. Han mente ikke at kunne udføre arbejdet forsvarligt under sådanne betingelser.

Den rosende rapport om DMU er specielt interessant i lyset af den næsten samtidige kritik af Bjørn Lomborg og hans Institut for Miljøvurdering (IMV). Se notitsen nedenfor.

16. september 2003

© Steen Ulnits

* Lomborg og de fejlfyldte IMV-rapporter

Lektor Bjørn Lomborg, direktør for regeringens eget smagsdommerinstitut, Institut for MiljøVurdering (IMV), er netop blevet evalueret af en uvildig instans. Det uvildige panel bestod af følgende eksperter fra Skandinavien:

Professor Christian Hjorth-Andersen fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet; profesor Lars Hagmar fra Yrkes- och Miljømedicinska Kliniken ved Universitetssjukhuset i Lund; professor Peter Bogetoft, Instituttet for Økonomi, Skov og Landskab; professor Øystein Hov, Norsk Institut for Luftforskning samt professor Aage Heie fra Institut for Vann- og Miljøteknikk ved Norges Teknisk-Videnskapelige Universitet i Trondheim.

Dette ekspertpanel kom i en 16 sider lang konklusion frem til følgende om IMV’s meget omdiskuterede otte rapporter:

• Panelet valgte helt at se bort fra de tre første rapporter, da man ikke anerkender deres faglige kvalitet, men blot ser dem som et forsøg på at markere det nye institut i offentligheden. Så meget for dem altså.
• Panelet fandt heller ikke, at man kunne være “tryg ved konklusionerne i to af de andre rapporter”, som omhandlede henholdsvis prisen for reduktion i CO2-udledningen og rentabiliteten af papirgenbrug.
• Ingen af rapporterne er så klare, at de kan bruges politisk, og de er alle behæftet med fejl af forskellig karakter. Ingen af rapporterne kan således bruges af politikerne til at “give mere miljø for pengene”.

Panelet konkluderede endvidere, at skal IMV bevare eller etablere sin troværdighed, så må det sikres, at der ikke fremover kan sættes faglige spørgsmålstegn ved dets rapporter. Det har der i høj grad kunnet hidtil. Således har en forsker på Danmarks Tekniske Institut (DTU), som har leveret datamateriale til IMV, udtalt følgende om to af de IMV-rapporter, han havde været involveret i: At de end “ikke havde bestået som et studenterprojekt på DTU”…

IMV’s direktør, Bjørn Lomborg, havde i Jyllands-Posten følgende kommentar til det uvildige ekspertpanels evaluering af instituttets rapporter:

“Men ork Gud – det er ikke det sidste, I har hørt fra mig. Vi skal nok komme på banen igen.”

En udtalelse, der mere end meget andet fortæller, hvad IMV egentlig drejer sig om og Bjørn Lomborg virkelig står for: Et egotrip af hidtil usete dimensioner. Fagligheden er aldeles underordnet, hvad ekspertpanelet jo også nåede frem til.

Heller ikke uventet bakkede miljøminister Hans. Chr. Schmidt op om Lomborg og IMV, som jo er Venstres helt egen opfindelse og helt nye smagsdommerinstitut. Og meget forudsigeligt mente oppositionen, at IMV må lukkes efter den uvildige kritik.

Så der er atter gang i den hjemlige sandkasse…

16. september 2003

© Steen Ulnits

* “Nationalparkerne”…

Regeringens planer om etablering af et antal nationalparker rundt omkring i Danmark skrider langsomt fremad. Men det går ikke helt så godt som ønsket. Således foreslog man først hele Mols og Helgenæs udlagt som en sammenhængnede naturpark. Det ville lokalbefolkningen – læs: et fåtal landmænd – imidlertid ikke vide af, og derfor blev resultatet kun det sølle areal på Mols, som staten allerede ejer, og som allerede er fredet. Ingenting er således vundet her.

Dernæst gik det ud over Vadehavet, hvor lokalbefolkningen – i hvert fald i første omgang, da Svend Auken var miljøminister – heller ikke ville vide af en nationalpark. De frygtede og frygter stadig, at en sådan park vil medføre restriktioner i deres brug af naturen. Nu, hvor miljøministeren hedder Hans Chr. Schmidt, er tonen imidlertid en lidt anden. Nu har man lokalt indvilliget i at diskutere muligheden, så her er der altså godt nyt.

I nordjyske Lille Vildmose kunne man godt se fordelene ved at få placeret en nationalpark, og det samme kunne man ved Møns Klint, der jo også allerede er fredet. Senest kom så klithederne i Thy, der blev det fjerde af pilotprojekterne, som med tiden skal udmønte sig i regulære nationalparker – vel at mærke i samråd med lokalbefolkningerne.

7. september 2003

© Steen Ulnits

* Miljøudvalgsformand taget for ulovlig marksprøjtning

“Venstre ved du, hvor du har”. Sådan lyder slogan’et, og sådan er det. Venstre er som landbrugsparti imod miljøpolitik og gør, hvad de kan for at forringe den. Det er klart det indtryk, man får, når man studerer regeringens miljøpolitik siden seneste valg. Der skal spares på miljøet, og det skal være lettere at få lov til at forurene og bebygge den danske natur.

Senest ramte man i Århus Amt hovedet på sømmet, da ingen ringere end formanden for amtets miljøudvalg, Erik Poulsen, blevet taget for at sprøjte ulovligt på sine marker. Udvalgsformanden, der er valgt for Venstre, blev siden opfordret til at trække sig fra posten, men har nægtet at følge opfordringen. Han vil vente, til Valgbarhedsnævnet har afgjort, om han er værdig til fortsat at bestride posten til formand for miljøudvalget – når han nu selv er taget i at bruge ulovlig sprøjtegift på sine marker.

Meget karakteristisk kan Venstres Erik Poulsen altså slet ikke selv se noget odiøst at fortsætte på posten. Landet og vandet stander for alvor i våde i disse tider…

7. september 2003

© Steen Ulnits

* Faldende indtægter fra Fisketegnet

Saldoen pr. 31. juli 2003 for indløste fisketegn (lystfiskere) lød på 14.626.220,97 kroner mod 15.265.517,22 kroner på samme tid sidste år. En tilbagegang på 639.296,25 kroner i forhold til sidste år.

Saldoen pr. 31. juli 2003 for indløste garnlicenser (fritidsfiskere) lød på 5.670.368,95 kroner mod 5.844.581,54 på samme tid sidste år. En tilbagegang på 174.212,59 kroner i forhold til sidste år.

Alt i alt “mangler” der således på nuværende tidspunkt godt 0,8 million kroner til fiskeplejen i forhold til sidste år. Det har Fiskeridirektoratet under ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri meddelt landets fiskeriinspektorater. Umiddelbart vel til almindelig orientering, men sikkert også som et lille hint om, at de godt må se at få mere gang i fiskerikontrollen – med fisketegnet!

7. september 2003

© Steen Ulnits

* Rekordfisk fra Gudenåen

Lørdag den 17. maj blev en mærkedag ved Gudenåen. Da blev der nemlig – på spinner – taget en imponerende blanklaks på hele 13,52 kg, 112 cm lang. Det er en af de største stangfangede Gudenå-laks, siden Gudenåens oprindelige laksestamme blev udryddet med opførelsen af Tangeværket i 1920’erne. Det gode forsommerfiskeri gik dog – efter en regnfuld periode med god opgang – lidt død i sommervarmen, der for alvor satte ind ved feriens begyndelse.

Og dog. Onsdag den 9. juli gik nemlig endnu en rekordstor fisk til biddet i landets længste vandløb. Denne gang var det en tilrejsende fisker fra Fyn, som løb af med fangsten. På flue tog han den største havørred, der endnu er taget på Bjerringbro foreningens vand – en sølvblank og meterlang kæmpe på ikke mindre end 11.51 kg. Det tog en time og tyve minutter at få kæmpen på land.

Fisken er indtil videre årets største stangfangede havørred i hele Europa og dermed endnu et bevis på Gudenåens status som fiskevand af international standard!

28. august 2003

© Steen Ulnits

* Gudenåens Ørredfond: Fiskekonkurrence

Den 20. september klokken 6.30 – 16.00 afholder Gudenåens Ørredfond åben Gudenåkonkurrence ved foreningernes fiskevand i landets længste vandløb. Med ovennævnte rekordstore fisk fanget i år er der for alvor basis for stor interesse og gode fangster.

Deltagerbeviser kan købes på følgende salgssteder på selve dagen mellem 6.00 – 9.00:

Brogade i Bjerringbro
Bamsebo Camping
Ulstrup Bro
Amtmand Hoppes Bro
Bådpladsen Langå og
Åbro i Langå

Deltagerbeviser kan købes i forsalg følgende steder fra 1. september:

Langå Camping
Q8 i Bjerrringbro
Randers Sport
Grejbiksen i Trige og
Grejbiksen i Silkeborg

Pris for deltagelse er kr. 100,- for seniorer og kr. 40,- for juniorer.

Indvejning fra kl. 16.00 foregår på bådpladsen i Langå. Fisketegn og deltagerbevis kontrolleres ved indvejningen.

Præmieuddeling sker kl. 17.00 umiddelbart efter indvejningen. Herunder også udtrækning af præmier blandt de tilstedeværendes deltagerbeviser.

* Marsvin i garn

En fritidsfisker fra Jægerspris på Nordsjælland fik for nylig et marsvin i sine ørredgarn, der stod på 1,5-2 meters dybde ved Dyrnæsbroen i Roskilde Fjord. Det skriver Frederikssunds Avis.

Det baskede noget mere end normalt, da fritidsfiskeren var ved at røgte sine garn. Hans første formodning var derfor, at der var gået en sæl i garnet. Det viste sig imidlertid, at det i stedet var et marsvin, der sad fanget i netmaskerne – en lille hval på omkring 40 kg, knap halvanden meter lang.

Heldigvis havde den ikke siddet ret længe i garnet, og den havde derfor ikke taget skade af det ufrivillige fangenskab. Således havde den kun pådraget sig en en lille rift på rygfinnen, og den forsvandt derfor straks i bølgerne, da fritidsfiskeren først havde fået befriet den fra garnmaskerne.

Langt fra alle marsvin slipper så heldigt fra et møde med de monofile nylongarn. Således regner man med, at der årligt dør omkring 7.000 marsvin i garn. De lider helt enkelt en langsom druknedød i netmaskerne.

20. august 2003

© Steen Ulnits

* – Folkeafstemning om miljøet?

Oppositionen truer nu med en folkeafstemning som et sidste skridt, hvis regeringen og miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) får vedtaget ændringer i Naturbeskyttelsesloven. Specielt er det den i så fald frie adgang til at bygge nyt langs de smukke danske kyster, der har fået oppositionen op af starthullerne og op på barrikaderne.

Socialistisk Folkeparti vil søge at skaffe de 60 nødvendige mandater i Folketinget, som kræves for at afholde en folkeafstemning om lovændringerne. Socialdemokraterne erklærer sig rede til at overveje alle parlamentariske muligheder og dermed også det usædvanlige initiativ fra SF’erne – en folkeafstemning.

De to partier kan i alt mønstre 64 mandater og er derfor mageligt over den tredjedel af Folketingets medlemmer, som ifølge Grundloven er en forudsætning for at kræve en folkeafstemning.

Det vil i så fald være første gang siden 1963, hvor Socialdemokratiets jordlove blev stemt ned, at Danmark har en folkeafstemning, der omhandler andet end valgretsalder og EU-forhold.

“Hvis forringelserne bliver som forventet, er vi klar til en folkeafstemning, selv om vi bestemt ikke mener, at det er et middel, man skal bruge i tide og utide.” Det sagde Jørn Jespersen, der er SF’s miljøordfører.

Ifølge Jørn Jespersen fører regeringen i dag en miljøpolitik, som slet ikke har været varslet over for vælgerne – en miljøpolitik, der medfører langsigtede konsekvenser for den danske befolkning og forringelser af den danske natur. Og en miljøpolitik, som vor minimalstatsmninister hele tiden har haft liggende klar i lommen. Han har blot ikke turdet fortælle vælgerne om den, før han havde regeringsmagten…

“Der er tale om vælgerbedrag, og med regionplanudvalgets anbefalinger er der lagt op til lovændringer, der kan få store konsekvenser for vore kystområder,” mente Jørn Jespersen.

Hos socialdemokraterne erklærede miljøordfører Pernille Blach Hansen sig enig i, at spørgsmålet har en væsentlighed, der i princippet godt kan begrunde en folkeafstemning.

Også partiets politiske ordfører, Frank Jensen, understregede, at socialdemokraterne er parate til at overveje alle parlamentariske muligheder for at stoppe miljøministeren – herunder også en folkeafstemning.

“De skader, der sker nu, kan man ikke lave om på, og den nuværende udvikling går ud over de kommende generationer. Om vi i givet fald vil gå med og støtte en folkeafstemning kræver en nærmere drøftelse i vores folketingsgruppe, men som udgangspunkt er vi parate til at overveje alle parlamentariske muligheder,” sagde Frank Jensen.

“Foreløbig ved vi slet ikke, hvad der kommer til at ske. Derfor er det et drastisk skridt, hvor man lægger op til en konfrontation på et helt ukendt grundlag,” sagde Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo.

Men betryggende for den øvrige danske befolkning at vide, at sagen altså kan ende med en folkeafstemning, hvis Venstres altid landbrugsvenlige politikere ikke formår at håndtere regeringsmagten ansvarligt.

20. august 2003

© Steen Ulnits

* Socialdemokratiet: Stop for svineproduktion

Miljøminister Hans Chr. Schmidt har netop bebudet, at det fremover skal være lettere at få tilladelse til at udvide svineproduktionen i Danmark. Den svineproduktion, der snart runder de 25 millioner svin, og som planlægges at vokse yderligere til 35 millioner i de kommende år.

Oppositionen – indtil videre kun repræsenteret af Socialdemokratiet – mener imidlertid, at der skal sættes et foreløbigt stop for etablering af flere og større svinefarme i Danmark. Helt konkret kræver S, at der skal ske en individuel miljøgodkendelse af alle landbrugsbedrifter – på lige fod med andre forurenende industrivirksomheder. Samtidig skal landbrugets særstatus i forhold til planloven ophæves, så naboer og natur ikke længere skal lide under et fåtal landmænds forurenende produktion. Moderne landbrug skal helt enkelt sidestilles med andre forurenende industrivirksomheder – hverken mere eller mindre.

Venstre har med det nye udspil vist, at partiet stadig styres af landbruget, selv om dette i dag kun tæller omkring 50.000 aktive vælgere. De resterende 5,5 millioner danskere skal så lide under disses miljøtyranni. Til gengæld gør landmændene det jo med myndighedernes fulde velsignelse.

VisionsPartiet, som er nyt på den politiske scene, og som agter at stille op til næste valg, tilhører hverken højre- eller venstrefløjen. Visions-Partiet vil i stedet tage stiling fra sag til sag. Det udtaler i hvert fald stifteren til Jyllands-Posten og påpeger samtidig, at økonomiske hensyn alt for længe har styret udviklingen inden for dansk landbrug.

Partiet finder det klart uholdbart, at der gives tilladelse til yderligere svineproduktion, når nu et flertal i befolkningen er imod denne form for forurening. På grund af lugtgenerne og de skader, som gylleproduktionen påfører miljøet til lands og til vands.

15. august 2003

© Steen Ulnits

* Fyns Amt: Stop for svineproduktion

EU har som bekendt vedtaget det såkaldte “vandrammedirektiv”, der på mange måder vil vende op og ned på måden, vi forvalter vandmiljøet på.

Ingen ved endnu, hvordan dette direktiv vil påvirke miljøforvaltningen i Danmark, men konsekvenser vil det helt sikkert få. En af disse konsekvenser vil givet være kompensation til danske svinebønder med tilladelse til svineproduktion. Der venter i så fald den danske stat en milliardregning, når myndighederne om få år tvinges til at tilbagekøbe alle de tilladelser til ny svineproduktion, der udstedes i denne tid.

Senest i 2015 skal Danmark nemlig – præcis som de øvrige medlemslande – leve op til EU’s vandrammedirektiv – krav, som Danmark endnu ikke opfylder.Derfor bliver man nødt til at fratage landmændene de tilladelser, man netop har givet dem til større produktion og dermed også en større forurening.

Det forudser i hvert fald vicedirektør i Fyns Amt, Jørgen Dan Petersen:

– Det er klart, at det er betragtelige beløb i milliardklassen, vi taler om, set over en årrække, og det må man forholde sig til politisk, udtaler han til pressen.

15. august 2003

© Steen Ulnits

* – Nyt sommerhus ved kysten?

Det lyder jo umiddelbart dejligt, men der er en hage ved det. En grim én. Regionplanudvalget har således netop foreslået, at der i visse dele af landet åbnes op for nye sommerhusområder i kystnærhedszonen. Det er miljøminister Hans Christian Smidt (V) glad for – i hvert fald giver han udtryk for velvilje overfor at planlægge og gennemføre byggeri i zonen.

Torben Hansen, Socialdemokratiske medlem af Folketingets Miljøudvalg, tager derimod skarpt afstand fra forslaget.

– Først skulle det åbne land plastres til med gylletanke og aftægtsboliger til landbruget. Så foreslog miljøministeren byggeri i skovene, og nu står kystområderne for tur. Det skuffer mig, men undrer ikke, når man ser på regeringens besparelser og nedprioritering af dansk naturpolitik. Det åbne land og Danmarks natur har åndenød, og trænger bestemt ikke til flere slag under bæltestedet, siger Torben Hansen.

Torben Hansen er ikke et sekund i tvivl om, at føres forslaget ud i livet – eller rettere i naturen – så betaler klitheder, strandenge og kystnaturen prisen.

– Wilhjelmudvalget dokumenterede sidste år, at den danske natur har for lidt plads, er for opdelt og at antallet af arter aldrig har været lavere. Derfor undrer det mig, at miljøministeren er tilhænger af et forslag, der truer resterne af vores sårbare kystnatur som klitheder og enge, siger Torben Hansen. Han påpeger, at det nu er på tide, at miljøministeren begynder at tænke på naturen og befolkningens naturoplevelser.

Torben Hansen er også bekymret for befolkningens adgang til naturen i nærheden af kyst, klitter og strandenge.

– I mange sommerhusområder dukker der automatisk skilte med “Privat” og “Adgang for uvedkommende forbudt” op, og folk udefra bliver skubbet hen til de offentlige parkeringspladser langt fra sommerhusejerne. Men der er altså ingen, der skal have fortrinsret til vores strande, påpeger Torben Hansen.

Torben Hansen er som socialdemokrat ikke alene om sin kritik af forslaget. Han kommes til undsætning af Pia Christmas-Møller, politisk ordfører for de Konservative, som ligeledes er imod:

– Vi vil ikke være med til at molestere den enestående naur, vi har i kystnærhedszonen. Vi vil godt være med til at se på enkelte konkrete tilfælde, hvor for eksempel et hotel søger om tilbygning for at kunne overleve. Men zonen skal ikke være en åben ladeport. Rapporten fra Regionalplanudvalget er rigelig frisk i tonen, så vi træder på bremsen, udtaler Pia Christmas-Møller.

Ingen kan efterhånden være i tvivl om, hvem der vil ødelægge den danske natur. Det vil landbrugspartiet Venstre, og det endda i en grad, der er til at tage og føle på. Det må ikke være let at være de Konservative. På den ene side er de desperate efter at være i regering – på den anden side er de godt klar over, at den danske natur er sårbar og derfor må beskyttes…

31. juli 2003

© Steen Ulnits

* Atomaffald nu også i laks

Det engelske anlæg Sellafield i Cumbria har længe været i såvel myndighedernes som miljøorganisationernes søgelys. Her oparbejdes gammelt atombrændsel til nyt, og herfra udledes store mængder radioaktivt spildevand til det Irske Hav.

Det kan blandt andet måles i form af det radioaktive affaldsstof Technetium-99, som hurtigt spredes med havstrømmene. Således kan man nu spore Technetium-99 fra Sellafield så langt borte som i den danske del af Kattegat. Det er et stof, som optages af dyr og planter, hvorfra det så ophobes op gennem fødekæden. Mest og bedst ophobes det i blæretang, som derfor er en god indikator for stoffets spredning. Skaldyr er også gode indikatorer.

Det er indtil videre små doser Technetium-99, der er målt i Kattegat, men koncentrationen vil givet stige. Da de engelske myndigheder for et par år siden målte koncentrationen af Technetium-99 i hummere fanget ud for Sellafield, fandt de stoffet i en koncentration, der var 42 gange højere end EU’s såkaldte “interventionsgrænse for radioaktivitet i fødevarer efter atomulykker”!

De massive udslip af Technetium-99 fra Sellafield startede i 1994. I 1997 var sporstoffet nået til Norges kyster, og i 1998 kom det til de indre danske farvande. Technetium-99 nåede til Barentshavet i 1999 og til Østgrønland i år 2001.

Indtil videre siger målingerne, at radiokativiteten i Nordsøen og Østersøen er omkring 10 gange større end oppe i Arktis. Endnu i hvert fald. EU’s miljøministre har dog besluttet, at udslippene skal reduceres hurtigst muligt og bringes helt til ophør i år 2020.

Nu har en undersøgelse betalt af Greenpeace og udført af Southhampton University så konstateret, at man i dag kan måle Technetium-99 fra Sellafield i opdrættede atlanterhavslaks solgt i engelske supermarkeder. Ikke blot kunne man måle stoffet selv i fiskene, men disse var sågar selv svagt radioaktive.

Såvel Irland som nu også Norge har lagt ekstra pres på den engelske regering for at stoppe eller i hvert fald begrænse udledningerne fra Sellafield. Det har medført, at den engelske miljøminister har strammet reglerne over for Sellafield, så forureningen forhåbentlig bringes ned.

For øvrigt hed Sellafield slet ikke Sellafield, da det i sin tid blev oprettet. Men efter store radioaktive udslip og efterfølgende dårlig presseomtale besluttede man at omdøbe anlægget fra det oprindelig “Windscale” til det nuværende “Sellafield” – som om det skulle hjælpe noget…

31. juli 2003

© Steen Ulnits

* Laksens Dag ved Skjern Å

I dagene den 30.-31. august afholder Skjern Å Sammenslutningen et stort arrangement til fordel for vildlaksen i Skjern Å.

Der er ikke tale om nogen fiskekonkurrence, selv om man selvfølgelig kan benytte lejligheden til også at fiske i åen. Der er i stedet tale om en række aktiviteter, der alle har relation til laks og laksefiskeri. Således kan man dyrke fluekastets lyksaligheder, binde en lakseflue eller blive vist rundt på Dansk Center for Vildlaks, hvor Skjernå-laksen opdrættes.

Under laksedagene kan man formedelst 200,- kroner fiske på alt det vand, som Skjern Å Sammenslutningen råder over, og det er ikke småting. I løbet af denne weekend kan selv den ihærdigste laksefisker kun gøre sig forhåbning om at nå gennem en brøkdel!

2003 har været et mærkeår for såvel Skjern Å som Skjernå-laksen. Det var nemlig i år, de nye slyngninger ved åens nedre løb blev indviet – under stor festivitas og med fangsten af en flot blanklaks på hele 7,5 kg taget på selve åbningsdagen.

Siden da er der landet flere laks med hidtil største på 11,3 kg. En lokal fluefisker havde for alvor heldet med sig, da han på én og samme dag landede hele to laks på henholdsvis 7,9 og 8,4 kg.

Der er således al mulig grund til at støtte op om projektet og deltage i Laksens Dag!

Nærmere oplysninger kan findes på www.skjernaasam.dk

* Åbent hus ved Karup Å

Fra 15. til 17. august 2003 afholdes for tredje gang en af Danmarks største fiskekonkurrencer. Sidste år var der ca. 500, som deltog i konkurrencen, og der forventes større deltagelse i år. På nuværende tidspunkt er der således solgt 440 deltagerbeviser.

Der er præmier for mere end 55.000 kr. og konkurrencen er igen i år bl.a. sponsoreret af de seks kommuner, der grænser op til åen. Der er en førstepræmie på ca. 15.000 kr. samt mange store præmier til de øvrige placeringer. Således er der i år en præmie til en værdi af knap 3.000 kr., der udtrækkes blandt alle deltagere.

Karup Å Fiskekonkurrence er altid noget specielt. Dette på grund af de mange havørreder, de store præmier samt adgangen til fiskevand, der normalt er forbeholdt de få. Da der i år er fanget flere havørreder på over 10 kg, forventes ikke kun lystfiskere fra Midtjylland, men fra hele landet.

Bag konkurrencen står Karup Å Sammenslutningen, der repræsenterer samtlige lystfiskerforeninger langs Karup Å. Konkurrencen afvikles i samarbejde med lodsejerne langs åen og har derfor undertitlen “Fra udspring til udløb”.

Det samlede overskud fra konkurrencen gå til driften af Trevad Ørredpark, der er grundstenen i produktionen og udsætningen af havørreder i Karup Å systemet. I 2002 var overskuddet på ca. 75.000 kr.

Aktiviteter, spisning, indvejning, præmieoverrækkelse med mere finder sted ved Trevad Ørredpark, der ligger mellem Hagebro og Skive.

Yderligere oplysninger kan hentes på www.karupaa.dk

* Storå-laksen fredet i fem år

Med virkning fra 1. maj 2003 har Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) totalfredet Storå-laksen i såvel Storåen som Nissum Fjord. Formålet er naturligvis at redde de sidste rester af den oprindelige laksestamme, som nu er dokumenteret via DNA-undersøgelser af arvemassen.

I forbindelse med totalfredningen af laksen i Storåen har DFU ophævet den hidtidige totalfredning af selve åen i perioden 15. september – 15. april. Fremover gælder således den normale fredningstid for havørred, nemlig 16. november – 15. januar. Lystfiskerne har således fået mere fisketid ved åen, men må blot ikke tage eventuelle laks – kun havørreder.

Som en ekstra bonus til lystfiskerne har DFU også forbudt alt garnfiskeri efter ørred (havørred og regnbueørred) i Nissum Fjord. Om alt går efter planen, skulle der således blive flere havørreder til Storåens faste dyrkere i de kommende år.

15. juli 2003

© Steen Ulnits

* Nye vådområder

Århus Amt, der netop har indviet Årslev Engsø opstrøms Brabrand Sø, har planer om flere vådområder. Det primære formål er at fjerne den størst mulige mængde næringssalte, inden de havner i den hårdt belastede Århus Bugt, som sidste efterår bukkede under for rekordstore iltsvind.

Til de nye planer hører et område ved Egåen umiddelbart nord for Århus by. Egå afvander direkte til Århus Bugt, men byder ikke pt. bugtens havørreder på mulighed for opgang og gydning. Det sørger en opstemning nederst på åens løb for.

Amtet har også planer om et 60 hektar stort vådområde ved Alling Å nord for Gammel Estrup. Alling Å afvander til den lavvandede Grund Fjord, som i mange år har lidt under eutrofiering på grund af tilledte næringssalte. Alling Å er selv et relativt produktivt havørredvand.

Endelig har Århus Amt barslet med planer om et nyt vådområde i Vorup Enge ved Gudenåen vest for Randers by. Til formålet har amtet måttet se sig nødsaget til at ekspropriere godt 10 hektar jord – hele ejendommen – hos en lodsejer, der ikke frivilligt har villet acceptere det nye vådområde.

15. juli 2003

© Steen Ulnits

* “Politikerne bør stilles til ansvar for overfiskeriet”

Under denne overskrift foreslår syv svenske professorer, at (u)ansvarlige politikere stilles for en domstol, når de bevidst har overtrådt videnskabeligt funderede anbefalinger om stop for overfiskeri. Det kunne være en yderst interessant drejning af miljøpolitikken, hvis blot dette forslag kunne realiseres. Læs selv og døm. Svensk er slet ikke så svært endda:

“Politikerna bör dras inför rätta för utfiskningen”

Det är med en blandning av förtvivlan och vrede som vi tar del av “nyheten” att 90 procent av världshavens större rovfiskar, exempelvis tonfisk, svärdfisk, torsk och hälleflundra har utfiskats. Vi är inte förvånade, tvärtom. Alla som känner till något om fiske och fiskeripolitik såväl internationellt som i Sverige kan bara konstatera att detta var väntat.

Det är i stället den reaktion av förvåning som präglat vissa kommentarer till nyheten som gör oss upprörda. Den fiskeripolitik som Sverige och en rad andra länder bedrivit under lång tid måste oundvikligen resultera i de problem vi nu ser i fråga om rovfiskarna.

Vi vet sedan länge att fisket i praktiskt taget alla världens fiskeriområden ligger på eller över den gräns som bestånden tål. Nästan alla världens fiskarter som har större kommersiell betydelse överfiskas, ofta långt över hållbar bärkraft. Bara i Atlanten beräknas 64 viktiga fiskbestånd vara överfiskade.

Fiskeriexperterna har varnat och varnat men utan att deras varningar tagits på allvar. Fiskeripolitiken, även den svenska, har genomgående bortsett från de biologiska förutsättningarna och begränsningarna och fortsatt att medge ett fiske över eller mycket över arternas produktionsförmåga. Som en följd ser vi år för år hur bestånden minskar, hur medelstorleken på fiskarna minskar och hur en allt större andel av fiskarna fångas innan de blivit könsmogna.

Samma skeende har fiskeribiologerna belagt genom omfattande forskning om bestånden av torsk, hälleflundra, långa och en rad andra viktiga fiskarter. Fisket fortsätter till dess utbytet är under lönsamhetsnivå, och då söker man upp något annat bestånd och börjar om på nytt. Exemplen är otaliga.

Det som gör oss så ytterligt besvikna är att denna katastrofala destruktion av en potentiellt förnyelsebar naturresurs har skett med politikernas godkännande och under total nonchalans gentemot all vetenskaplig expertis.

Hur kan våra politiker, främst de som är ansvariga för fiskefrågorna, medvetet bedriva en politik som uppenbarligen leder till att vi förstör en viktig resurs för nuvarande och inte minst för kommande generationer?

Varför bortser man från de biologiska förutsättningarna, och varför faller man totalt till föga för yrkesfiskets påtryckningar, trots att detta betyder att man sviker sin egen miljöpolitik för att nu inte tala om levnadsvillkoren för framtida generationer?

Vi anser att de politiker som burit ansvaret för Sveriges kraftlösa och destruktiva fiskeripolitik borde ställas till svars för sitt fögderi. Fiskefrågorna är visserligen inte de enda där man haft svårt att hantera en förnyelsebar naturresurs på ett ansvarsfullt sätt. Men det är definitivt ett av de värsta exemplen på ett kortsynt utnyttjande, trots upprepade deklarationer om hållbar och långsiktig förvaltning.

Eftersom det trots dessa deklarationer uppenbarligen varit omöjligt att få till stånd ett hållbart utnyttjande av den resurs som fiskerinäringen är beroende av är det dags att fundera i nya banor. Det finns internationella tribunaler där politiker och andra ställs till svars för brott mot konventioner om mänskliga rättigheter. Vi anser att det finns ett behov av internationella tribunaler som ställer till svars sådana makthavare som i fullt medvetande om konsekvenserna bryter mot internationella överenskommelser och konventioner om vår miljö och våra naturresurser.

Mot detta förslag kommer näringens företrädare och inblandade politiker säkert att invända att “nu har vi en ny gemensam fiskeripolitik inom EU, och det kommer att lösa problemen”. Detta skulle vara ett bara alltför typiskt exempel på den reaktion som brukar komma från fiskeriförvaltningen – man tar ut segern i förskott, för efteråt kan vara för sent!

Med facit i hand – utarmade fiskbestånd och därmed förödd miljö i våra hav – är det hög tid att döma för gjorda handlingar och inte låta de ansvariga komma undan på grundval av löst prat och fromma förhoppningar om framtiden. Naturresurser fogar sig inte efter ideologiska drömmar – deras hållbarhet avgörs inte av politiska programförklaringar och parlamentariska utredningar. Om rekryteringen av ny fisk till ett bestånd inte kompenserar för dödligheten, försvinner beståndet. Så oerhört enkelt är sambandet.

Olof Lindén
Professor, World Maritime University och Kalmar högskola

Sture Hansson
Docent, Stockholms Universitet

Hans Ackefors
Professor emeritus, Stockholm Universitet

Rutger Rosenberg
Professor, Kristinebergs marinbiologiska station, Göteborgs Universitet

Staffan Ulfstrand
Professor emeritus, Uppsala Universitet

Lars Ove Eriksson
Professor, Statens lantbruksuniversitet, Umeå

Lennart Persson
Professor, Umeå Universitet

Såvidt de syv svenske professorer, der har fået nok af uansvarlige politikere, som ikke vil lytte til videnskaben, når denne anbefaler begrænsninger i fiskeriet – så ødelæggende overfiskeri undgås…

12. juli 2003

© Steen Ulnits

* Bæverbestanden bare bedre

Som bekendt blev der i 1999 under megen postyr udsat 18 bævere ved Flynder Å i Klosterhede Plantage. Skov- og Natyrstyrelsen havde til formålet importeret dyrene fra Tyskland, mens man ikke kan acceptere laks fra Sverige til udsætning i Gudenåen. Forstå det, hvo som kan. Logik er der i hvert fald ikke i det – politik derimod.

Anyway, de 18 udsatte bævere lever og har det godt. Så godt, at de nu er blevet til 45 dyr, der på godt og ondt påvirker det nordvestjyske landskab. Det er bæverens natur at stemme vandløb op, så de danner en lille sø – en bæverdam, hvor mange dyr og fugle trives godt. Til formålet fælder bæverne en masse træer, som de bruger til dæmningsbyggeriet. Det giver lysninger i skoven og lys til den ellers mørklagte skovbund.

Efter nogen tid flytter bæverne til et nyt skovområde, hvor de igen begynder at fælde træer og bygge dæmninger. Den gamle bæverdam bliver da til en såkaldt “bævereng”, der langsomt gror til og bliver til skov igen. Dette tager typisk 20-30 år, og da vil bæverne atter kunne vende tilbage til området, de forlod.

Sportsfiskerne frygter imidlertid, at bæverne med deres opstemninger vil hindre laksefiskenes adgang til deres livsvigtige gydepladser, og protesterede derfor mod udsætningen.

3. juli 2003

© Steen Ulnits

* Fuld fart på Furesøen

Den nordsjællandske Furesø er en af landets største og dybeste søer. Desværre er den også ganske eutrofieret (:forurenet med næringssalte), hvilket går ud over vandets klarhed og rovfiskenes trivsel. Til gengæld blomstrer bestanden af skidtfisk såsom skaller og brasen i det uklare vand, hvor gedder, sandarter og aborrer ikke længere kan holde dem i skak.

Det skal der nu gøres noget ved. Løsningen bliver en kombination af bio-manipulation og iltning af søens dybeste steder á la Hald Sø ved Viborg. Det er planen, at der i alt skal opfiskes 100 tons skidtfisk, hvoraf de første 80% forventes fjernet i løbet af de næste 2-3 år. Samtidig skal der pumpes ilt ned på dybder indtil 37 meter – søens dybeste sted.

Restaureringen, der forventes afsluttet inden 2008, vil koste skatteyderne den nette sum af 22 millioner kroner.

3. juli 2003

© Steen Ulnits

* En halv milliard mindre til miljøet

Miljøminister Hans Christian Schmidt er minister for et svindende ministerium. Et ministerium, der tilsyneladende er ved at nedlægge sig selv. I hvert fald kunne ministeren her for nylig meddele, at der fra 2001 til 2006 samlet vil blive sparet en halv milliard kroner – 500 millioner – på det danske miljø. Det svarer til en besparelse på godt 25%.

Således er der skåret 120 millioner på diverse råd og nævn, og samtidig er der sparet hele 350 millioner på forskellige institutioner og deres drift. Endelig er der brugt 50 millioner mindre på anlægsarbejder. Miljøministeren regner med, at Miljøstyrelsen mister godt en tredjedel af sit budget og mere end 100 ansatte, inden sparerunden er slut i 2006. I det lys forstår man godt, at Miljøstyrelsens direktør Steen Gade, valgte at tage sit gode tøj og gå.

Til gengæld har regeringens eget Institut for Miljøvurdering (IMV) i samme ombæring ansat nye medarbejdere. Instituttets bevilling blev nemlig fra den 1. januar 2003 øget med 5 mio. kr., og instituttet har efterfølgende ansat 7 nye medarbejdere. Dette trods en dom over IMV direktør Bjørn Lomborg for videnskabelig uredelighed. Og trods en massiv kritik af instituttets mildest talt useriøse og dårligt gennemarbejdede rapporter om emballage og dåsepant.

Så med den ene hånd sparer regeringen altså 500 millioner på miljøet, mens den med den anden giver 5 til IMV, der bestemt ingen planer har om at redde det danske miljø…

28. juni 2003

© Steen Ulnits

* Bønder stadig på støtten – nu mere end nogensinde

I denne tid tales der så meget om, at landbrugsstøtten skal fjernes, så landbruges kan konkurrere på normale markedsvilkår. Ja, faktisk tales der så meget om det, at mange tror, det allerede er sket.

Men det er det ikke. Langtfra. Faktisk har såvel den danske som den franske regering netop bedt EU om ekstraordinært tilskud til svine- og gylleproduktionen, da den lave dollarkurs påvirker priserne negativt. Landbruget, der ellers meget gerne vil fremstå som et liberalt erhverv, når det gælder retten til frit at skalte og valte med miljøet, er nu atter ude med tiggerbøssen.

En ny OECD-rapport har netop konkluderet, at støtten til EU’s landmænd faktisk stadig vokser. Således blev landbruget i EU i 2002 støttet med i alt 793 milliarder kroner mod “kun” 718 milliarder i 2001. Samlet betaler europæiske skatteborgere hvert år 300 milliarder i direkte støtte til landbruget. Hertil kommer så den mindre synlige støtte i form af toldmure omkring EU, så billige landbrugsvarer udefra ikke kan komme ind – så fødevarepriserne i EU på denne måde holdes kunstigt højt oppe i forhold til verdensmarkedet.

Alt i alt kom forbrugerne i EU til at betale en overpris på 400 milliarder kroner for deres fødevarer i 2002, konkluderer OECD-rapporten. Af samme rapport fremgår det, at hele 36% af landbrugets bruttoindtjening skyldes forskellige former for landbrugsstøtte. I USA, som EU altid sammenligner sig og konkurrerer med, er støtten kun det halve, nemlig 18%.

Som et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at drive et rentabelt landbrug ganske uden gigantiske støtteordninger, har New Zealand for nogle år siden helt fjernet alle støtteordninger, direkte såvel som indirekte. Newzealandske landbrugere må nu konkurrere på lige vilkår og efter verdensmarkedspriserne – præcis som alle andre virksomheder naturligvis gør det.

Som rosinen i pølseenden konkluderer de fleste økonomer samstemmende, at samfundet ville opleve en massiv velfærdsgevinst ved at liberalisere landbruget og fjerne støtteordningerne. Ja, selv landbruget ville i sidste ende tjene ved det. Men ingen tør tage skridtet – ud over altså New Zealand…

18. juni 2003

© Steen Ulnits

* Steen Gade går fra Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsens direktør Steen Gade, tidligere MF for Socialistisk Folkeparti, har sagt sin stilling op i protest mod regeringens nye sparerunde. Den første sparerunde kostede allerede i 2002 400 miljøstillinger landet over.

Miljøstyrelsen havde netop gennemført en stor sparerunde, som kostede 90 af styrelsens 450 ansatte arbejdet. Nu skal der så gennemføres endnu en sparerunde, som denne gang vil koste yderligere 60 ansatte deres arbejde. Steen Gade gennemførte første sparerunde uden at kny, men sagde dog, at den skar ind til benet hos styrelsen. Den nye runde, der skal spare 20% i løbet af de næste tre år, vil imidlertid skære ind i selve benet, siger Gade, der altså ikke længere vil tage ansvaret for besparelserne.

– Miljøstyrelsen kan ikke længere udføre de arbejdsopgaver, vi er pålagt, siger den afgåede direktør – hverken de nationale eller de internationale. Derfor har Steen Gade valgt at gå af i protest mod den borgerlige regerings spareiver.

Afgangen sker umiddelbart efter, at et internationalt forskerpanel har vurderet og godkendt Miljøstyrelsens mangeårige arbejde med iltsvind i de danske farvande. Et arbejde, som netop den borgerlige regering havde stillet sig kritisk overfor.

12. juni 2003

Steen Ulnits

* Nødråb fra Mariager Fjord II

Myndighederne har nu kigget på sagen om de mange døde hornfisk i Mariager Fjord. De konkluderer, at der næppe er tale om et nyt iltsvind på vej. I så fald ville der have optrådt flere døde bundfisk i stedet for kun overfladefisk som hornfisken. Hvilket lyder ganske plausibelt.

En anden og lidet sandsynlig forklaring er dog, at hornfiskene skulle være døde på grund af anstrengelser i forbindelse med gydningen. Sådant er der vist ingen, der tidligere har oplevet – hverken på Mariager Fjord eller andre steder i landet.

Langt mere sandsynligt er det, at hornfiskene er løbet ind i alger, som udskiller stoffer, der får fiskenes gæller til at udvikle slim – med det resultat, at fiskene kvæles. Sådanne fænomener er tidligere oplevet andre steder, men så vidt vides (endnu) ikke i Mariager Fjord.

Uanset forklaring og årsager er der næppe tvivl om, at fiskene i netop Mariager Fjord hele tiden lever “on the edge” – på kanten mellem overlevelse og død. For siden katastrofen i eftersommeren 1997 er der intet gjort af konkrete tiltag for at bedre forholdene. Landbruget bidrager stadig med 77% af alle de næringssalte, der havner i den lange, smalle og inderst inde dybe fjord med den ringe vandudskiftning.

12. juni 2003

© Steen Ulnits

* – Kan fisk føle smerte?

Et ofte stillet spørgsmål er, om fisk overhovedet er i stand til at føle smerte. – Gør det ondt på dem, når de får en krog i sig?

Det er såvel naturbevidste lystfiskere som engagerede dyreværnsforeninger, der stiller sig selv og videnskaben dette uhyre relevante spørgsmål. For kan fisk føle smerte, bliver det jo mere end svært for lystfiskerne at argumentere for Catch & Release, hvor fangede fisk genudsættes efter en måske udmarvende og i så fald også pinefuld fight.

Fiskefysiologernes svar er indtil videre, at fisk ikke kan føle smerte i menneskelig forstand. Det er nemlig en veldokumenteret kendsgerning, at fisk mangler den del af hjernen – neocortex – der hos pattedyr er sædet for smerteoplevelsen. Fjerner man denne del af hjernen hos et pattedyr, er det ikke længere i stand til at opfatte smerte.

Det er også en kendsgerning, at fisk ikke har en bevidsthed som vor egen. En bevidsthed, der sætter os i stand til at registrere smerte og reagere bevidst på den. Endelig ved man, at fisk, der netop er fanget og genudsat, i mange tilfælde atter er gået til biddet – efter kun få minutter i deres genvundne frihed. Det tages af mange som bevis for, at fisken næppe kan føle smerte.

En ny undersøgelse, hvor man sprøjtede provokerende stoffer som eddikesyre og bigift ind i læberne på tamfisk i akvarier, stiller imidlertid spørgsmålstegn ved den gamle opfattelse, at fisk ikke kan føle smerte. I hvert fald registrerede de britiske forskere, at fiskene reagerede tydeligt på de indsprøjtede stoffer. Om det så er noget bevis eller ej, er dog nu som før op til den enkelte. Fisken har jo stadig ingen neocortex og ingen bevidsthed om sin egen situation.

– Måske dyreværnsforeningerne i stedet skulle koncentrere deres anstrengelser om forskningen, der jo tilsyneladende bevidst påfører fiskene smerter – blot for at kunne måle dem?

12. juni 2003

© Steen Ulnits

* Fish ‘n’ Chips

Altid årvågne Villy Søvndal fra SF er atter vågnet op til dåd. Denne gang skyldes det et forslag fra regeringen om, at handicappede skal udstyres med en særlig chip, så man har bedre styr på dem og derfor kan spare på personaleudgifterne. Villy Søvndal tager på det skarpeste afstand fra regeringens forslag:

“Når SF foreslår chips på kriminelle voldsforbrydere, kalder Venstre det for “fantasifuldt”. Men de kalder det for et overgreb mod fiskernes frihed, når man med en chip på deres kuttere vil forhindre overfiskeri og fiskeri uden for dansk farvand.

Men handicappede kan godt få en chip, hvis det kan spare på personaleudgifterne. Det her tiltag er usmageligt og afslører et ubehageligt menneskesyn”, slutter Villy Søvndal.

Det kan man kun give ham ret i. Det er jo hykleri og dobbeltmoral, så det basker, når borgerlige partier vil beskytte deres “liberale” vælgere, så de kan hærge på gader og fiskebanker helt uden kontrol…

8. juni 2003

© Steen Ulnits

* Nødråb fra Mariager Fjord

Nedenstående nødråb lå i min postkasse, da jeg vendte hjem fra et par dages fluefiskeri i de sønderjyske åer. Afsender var Dennis Jensen og tidspunktet den 30. maj. Indholdet taler for sig selv:

“Vi startede med at sætte båden i vandet ca. klokken 18.30 ved Vive, og kort efter så vi to døde hornfisk. Vi blev enige om, at det nok ikke var noget, men der gik ikke mange minutter, før vi blev klogere. Fra Vive og hen til Ovebro Hage så vi i hundredvis af døde hornfisk og en hel del, der lå og gispede efter vejret i overfladen. Der kan jo desværre sikkert kun være tale om iltsvind igen, og vi tror faktisk, at vi er nogle af de første, som har observeret det. Da mørket faldt på, hørte vi flere fluefiskere inde fra land, der helt klart troede, at det var ørreder, som konstant slog i overfladen. Vi kunne desværre se noget andet…”

Såvidt Dennis Jensen. Alt tyder på, at endnu en katastrofe måske er under opsejling. I hvert fald bør der sættes forøget fokus på tilstandene i landet smukkeste fjord, der som bekendt døde i eftersommeren ’97.

– Skal den dø nu igen? Faktum er i hvert fald, at ingen myndigheder endnu har gjort noget som helst konkret for at afhjælpe forholdene. Faktum er også, at landbruget stadig bidrager med 77% af al den kvælstof, der tilføres fjorden. Dette ifølge Nordjyllands Amt…

31. maj 2003

© Steen Ulnits

* DMU-kritik forstummet

Efter hård kritik fra landbruget og den borgerlige regering, som mistænkte Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) for at overvurdere landbrugets skyld i iltsvindsproblematikken, lod DMU i 2003 et uvildigt udenlandsk forskerpanel vurdere sit arbejde med iltsvind i de indre danske farvande.

Den efterfølgende evaluering, der blev forestået af tre professorer fra USA og en fra Norge, gav DMU det blå stempel for dets arbejde. Det internationale panel af forskere bakkede således op om DMU’s opfattelse af, at landbruget bar hovedskylden for det rekordstore iltsvind, vi oplevede i 2002.

DMU’s forskning og rådgivning omkring iltsvind er af høj international standard og et godt grundlag for politiske beslutninger. Det konkluderer de udenlandske eksperter. Sikkert til stor fortrydelse for regeringspartiet Venstre, hvis formand for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo, først såede tvivl om DMU og derfor foreslog en uvildig vurdering.

Det skete umiddelbart efter, at Venstres egen smagsdommer, Bjørn Lomborg, af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blev vurderet som værende “i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”.

Det kunne Venstre ikke have siddende på sig og måtte straks ud med riven. Valget faldt på DMU, som havde formastet sig til at pege på landbruget – Venstres kernevælgere – som hovedansvarlig for iltsvindskatastrofen i 2002.Venstre fik imidlertid ikke andet ud af sit korstog end en international bekræftelse af landbrugets skyld…

Det internationale forskerpanel udtrykte dog en vis undren over, at DMU havde indladt sig på personlige stridigheder i dagspressen. Dertil er iltsvindsproblematikken alt for kompleks, mente de udenlandske professorer. Sagen skulle hellere drøftes på videnskabeligt plan – i den videnskabelige litteratur, hvor den slags diskussioner retteligen hører hjemme.

26. maj 2003

© Steen Ulnits

* En tredjedel af alt drikkevand bruges til markvanding

GEUS – Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser – har netop publiceret en rapport om det danske grundvand. Det, vi stort set ubehandlet bruger som drikkevand de fleste steder – områderne omkring storbyer som København, Århus og Odense dog undtaget. Her er der allerede nu udvundet så meget grundvand, at grundvandspejlet er sunket faretruende. Med det resultat, at der mange steder ikke længere er vand i åerne. Og med det resultat, at overfladevand fra søer må indrages og renses på kostbar vis, førend det når forbrugernes vandhaner.

Den nye rapport fra GEUS dokumenterer, at det står værre til end hidtil antaget. Således er mellem en fjerdedel og halvdelen af det øvre drikkavand i dag i en elendig forfatning – primært på grund af nedsivende stoffer fra landbruget, der bidrager til forureningen med nitrat og pesticider. Mange boringer, der i årevis har leveret godt og rent drikkevand til beboere i området, har måttet lukkes på grund af denne forurening.

2003 er som tidligere omtalt på denne side erklæret for FN’s ferskvandsår. Året, hvor et stort antal mennesker verden over skulle have haft øget adgang til rent drikkevand. I den forbindelse er det deprimerende, at vor egen drikkevandsressurse næsten er halveret fra oprindelig 1,8 mia. m3 om året til nu kun 1 mia. m3 om året.

Nye tal fra vandværkernes forening DanVa konkluderer også, at så meget som en tredjedel af Danmarks oppumpede grundvand nu bruges til at kunstvande kornmarker med. Forbruget er størst i det sandede Vestjylland, hvor jorden er dårligst til at holde på væden. Således bruger hver dansk landmand i snit 10.000 liter prima drikkevand til at vande sine afgrøder med – oppumpet fra egne boringer. Et samlet forbrug på næsten 200 milliarder liter hvert eneste år. Landmændene forsvarer tallet med, at de ellers ville miste en indtjening i størrelsesordenen 50%.

Og det skal resten af Danmarks borgere og skatteydere så betale for. Til et erhverv, der med støtte fra såvel staten som EU længe har været i fuld gang med at lægge Danmarks miljø i ruiner. Det er ganske enkelt ufatteligt, hvad det danske landbrug får lov til.

Efter os kommer syndfloden, plejer vi at sige, når nogen misbruger noget og godt ved det. Problemet er blot, at syndfloden i dette tilfælde er lige om hjørnet – i vor egen levetid.

26. maj 2003

© Steen Ulnits

* Industrifiskeriet: Op til 80% af alle fisk i  løbet af 15 år

Det ser værre ud med mange af verdens fiskebestande end hidtil antaget. Det viser en netop publiceret undersøgelse over fiskebestandenes udvikling gennem de sidste 50 år. Det har taget 10 år at indsamle og bearbejde de relevante data, og det er dyster læsninger, der er kommet ud som resultat:

I årene op til Anden Verdenskrig kendte man ikke til begrebet overfiskeri. Materiel og teknikker var helt enkelt ikke udviklet i tilstrækkeligt omfang. Det er det som bekendt blevet siden da. Ikke mindst data fra Japans fiskerflåde i årene 1952-1999 taler deres tydelige sprog. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig kunne japanske langlinefiskere således regne med at fange 10 fisk per udsatte 100 kroge. I dag regnes det for godt, hvis der sidder én fisk på hver 100 kroge.

Rapporten, der er udarbejdet af to canadiske forskere fra Dalhousie University i Halifax, Nova Scotia, konkluderer generelt, at industrifiskere i løbet af en 15-årig periode er i stand til at reducere en given fiskebestand med 80%. Kritikere af rapporten siger dog, at man ikke nødvendigvis kan generalisere. De samme kritikere siger imidlertid også, at fiskeri typisk reducerer en fiskearts bestand med mindst 50%.

Den nye rapport vedrører udelukkende fisk, der efter fangsten forarbejdes og kommes på dåse. Det gælder i meget høj grad diverse tunarter, men også sværdfisk, marlin og sejlfisk – havenes absolutte toprovdyr og sportsfiskernes fornemste trofæer.

Rapporten konkluderer også, at en mulig permanent løsning på det tiltagende overfiskeri kunne være etableringen af store marine fiskeparker, hvor fiskene kan leve i fred. En pendant til jægernes vildtreservater, der har samme formål.

19. maj 2003

© Steen Ulnits

* 5 millioner kroner til kønsskiftede fisk

Århus Amt fandt for et par år siden foruroligende mængder af kønsforvirrede fisk i amtets vandløb. Det gjaldt i første omgang skaller fra Egåen, der modtager store mængder renset spildevand, men siden blev undersøgelsen udvidet til at omfatte ikke mindre end 600 skaller og 700 bækørreder.

Resultaterne var skræmmende, idet de bekræftede en engelsk undersøgelse fra 1998, der omfattede 2.000 skaller. Det viste sig nemlig, at 44% af bækørrederne i Voel Bæk nær Silkeborg havde vævsforandringer i deres testikler, og at 25% af skallerne i Kristrup Landkanal nær Randers havde ægceller i deres testikler.

Man kender endnu ikke til konsekvenserne af disse kønsforstyrrelser, men et godt bud går på, at det i sidste ende vil gå ud over fiskenes fertilitet og dermed deres evne til at reproducere sig. Biologerne fandt et hunprotein i en stor del af de undersøgte fisk – et protein, der menes at skyldes tidlig påvirkning med hunlige kønshormoner udefra.

Meget tyder indtil videre på, at det er hunlige kønshormoner i det rensede spildevand, som giver fiskene de nu iagttagne kønsforstyrrelser. Østrogenlignende stoffer, der dels kommer fra P-piller, dels diverse vaskemidler. Og intet tyder på, at tilsvarende forhold ikke også vil gælde alle andre steder, hvor fiskene lever i mere eller mindre renset spildevand. Hvilket vil sige de fleste steder i tæt befolkede områder. Og dermed har vi endnu et landsdækkende miljøproblem at tage stilling til.

Det vil være en alvorlig kæp i hjulet på Wilhjelm-udvalgets programerklæring for den fremtidige fiskepleje i Danmark – at fiskebestandene fremover skal være selvreproducerende og ikke bestå af udsatte fisk. Det må nødvendigvis dokumenteres, at fiskene i danske vandløb overhovedet er i stand til at reproducere sig selv. Og det bliver ikke let med den her omtalte kønsforvirring in mente.

Miljøminister Hans Christian Schmidt mente kort tid efter sin tiltrædelse, at de kønsforvirrede danske fisk ikke var noget større problem, der krævede en nærmere undersøgelse. Nu er han imidlertid kommet på bedre tanker. I hvert fald har han fundet en pose med 5 mio. kroner frem, som er øremærket til netop undersøgelser af kønsforvirrede danske fisk.

Glædeligt, at selv en Venstre-miljøminister kan blive klogere og komme miljøet i møde.

10. maj 2003

© Steen Ulnits

* EAA i kødet på EEC

For nu ti år siden forenede Europas organiserede lystfiskere sig i European Alliance of Anglers, EAA også kaldet. EAA er fiskernes svar på jægernes organisation FACE, der har flere år på bagen og mange flere penge i ryggen. EAA har længe lidt under netop mangel på penge. Mangel på arbejdsområder har der aldrig været…

EAA tæller i dag 19 medlemslande, med Makedonien og Letland som de to sidst tilkomne. Organisationen har til huse i Bruxelles, hvor jo også EU holder til. EAA’s fornemste opgave er da også at drive lobbyvirksomhed over for EU – med det klare og utilslørede formål at fremme lystfiskernes interesser. Til dato har EU ikke haft noget forhold til lystfiskerne og deres problemer, men det håber man nu at kunne gøre noget ved. Under alle omstændigheder er det meningen, at EAA’s tornerosesøvn nu skal ophøre!

Som noget af det første vil EAA søge at gøre EU opmærksom på den enorme værdi, som et veludviklet rekreativt fiskeri har for lande og lokalsamfund. Således regner EAA med, at hver lystfisker inden for EU omsætter for op mod 1.000 euro årligt – små 8.000 kroner. Og det er nok sat i underkanten. I hvert fald findes der mange steder i Europa, hvor lystfiskeriet omsætter for mange gange mere.

Et af de første konkrete emner, der står på EAA’s dagsorden, er skarven. En fugl, der efter sin fredning har udbredt sig så meget, at den flere steder i Sydeuropa har lagt åer og søer øde for fisk. Og en fugl, hvor netop Danmark spiller en hovedrolle. Vi huser jo en meget stor del af Europas samlede skarvbestand, og vi har af samme årsag totalfredet fuglen – med det resultat, at bestanden er eksploderet.

Et andet vigtigt emne er beskyttelsen af den atlantiske laks, der som bekendt lever et farligt liv både i de enkelte medlemslandes vande, men så sandelig også i internationalt farvand. Her er der således god brug for en koordinering af indsatsen inden for og uden for EU’s grænser.

Måtte det altsammen lykkes for EAA. Vi har brug for det…

25. april 2003

© Steen Ulnit

* Koncernchef Niels Due Jensen, Grundfos:

“Regeringen fører nærmest en uanstændig miljøpolitik”

Traditionelt er vi miljøinteresserede vænnet til, at dårlige budskaber altid kommer fra industri og landbrug – hverv, der ønsker at maksimere produktion og overskud på bekostning af miljøet.

Men verden er ikke længere så ligetil endda. Det kunne man blandt andet læse i Jyllands-Posten, der den 8. marts bragte et stort interview med den afgående koncernchef i Grundfos, Niels Due Jensen, i anledning af dennes 60 års fødselsdag.

Snakken faldt naturligvis og aldeles uundgåeligt på fremtiden for Gudenå-laksen og Tange Sø. Her sagde Niels Due Jensen blandt andet følgende:

“Men den borgerlige regering har udsat beslutningen i foreløbig fem år. Venstre har aldrig været tilhænger af store miljøinvesteringer, det skyldes nok landmændenes protester. Den borgerlige regering fører nærmest en uanstændig miljøpolitik uden investeringer i hverken miljø eller naturgenopretning.”

Tankevækkende ord fra en af Danmarks rigeste mænd, der gennem årene har kæmpet for så forskellige sager som nedlæggelsen af Tange Sø – til fordel for Gudenå-laksen – og så anlæggelse af en ny midtjysk lufthavn nær Århus – til fordel for erhvervslivet i Østjylland.

Måtte den borgerlige regering tage Niels Due Jensens ord til sig. Thi de ved ikke, hvad de gør. – Eller ved de det ganske udmærket?

18. april 2003

© Steen Ulnits

* Algeprøver fejlagtigt analyseret

Det laboratorium, der gennem 20 år har behandlet vandprøverne fra Mariager Fjord, har behandlet prøverne fejlagtigt. En undersøgelse har vist, at laboratoriets tests viste op mod 50 % færre alger i vandet, end der reelt var. Fejlen går mindst fem år tilbage. Det kunne man for nylig læse i Nordjyske Stiftstidende.

Mariager Fjord har i godt 20 år været overvåget for forurening. Men sandsynligvis er resultaterne fra de udtagne prøver behæftet med fejl. Det har nemlig vist sig, at det laboratorium ved Ålborg Kommunes Hygiejniske Forvaltning, der gennem alle årene har testet vandprøverne, i strid med god skik ikke testede vandprøverne med det samme.

– Den metode man har anvendt på Ålborg-laboratoriet var forkert. Der var sket det, at når de fik vores prøver ind, så filtrerede de prøverne, men tog dem ikke i analyse, hvad de burde have gjort. I stedet for satte de prøverne ind i et skab. Ikke et køleskab eller en fryser, men et skab, hvor de stod, til de havde en vis mængde prøver. Så tog de dem ud og analyserede dem, fortæller kontorchef for Nordjyllands Amts Vandmiljøkontor, Ole Hermansen.

– Fejlen er fatal for den viden om vores vandmiljø, som vandprøverne var udgangspunkt for, mener Ole Hermansen. – Det er vigtigt for amtets miljøfolk at vide præcis hvor mange alger, der er i vandet. Algerne er en indikator på, hvor mange næringsstoffer, der er i vandet, og dermed også en indikator på vores vandmiljøs tilstand.

Det er dobbelt trist, at analyserne er foregået på forkert vis. Nu mente man ellers, at der forelå et stort og eksakt materiale, der kunne belyse situationen og udviklingen i Mariager Fjord op gennem de sidste 20 år.

Nu ved man dybest set ikke andet, end at fjorden døde i 1997…

8. april 2003

© Steen Ulnits

* Plan på vej for Mariager Fjord

Det var i eftersommeren 1997, at Mariager Fjord afgik ved en ildelugtende død. Iltindholdet gik på nul, bunden vendte, og fisk døde i tusindvis. Siden da er der ikke sket meget – bortset fra, at fjorden i mellemtiden en enkelt gang har været lige ved at dø endnu engang. Der har været afholdt møder og diskuteret frem og tilbage, hvor skylden lå og ligger. Reelle initiativer har der imidlertid ikke været nogle af.

Nu er Århus og Nordjyllands Amter dog på vej med en handlingsplan for Mariager Fjord og fjordens opland – og dermed også for landbruget i dette område.Konsulenter fra Kronjysk Landboforening og Hobro og Omegns Landboforening har deltaget i den faglige arbejdsgruppe, der nu kommer med et oplæg til initiativer, som kan få tilførslen af kvælstof til fjorden reduceret med 130 tons og fosfor til fjorden reduceret med 6 tons.

– Der er i forbindelse med arbejdet sat fokus på det problem, der kan være i, at store arealer langs fjorden får tilført op til 90 kg fosfor hvert tredje år i slam. Er det tilfældet, er det noget, der bør gøres noget ved, da det ellers kan være fuldstændig virkningsløst med alle de investeringer, der gøres i den animalske produktion, sagde formanden for Kronjysk Landboforening, Anders Chr. Wegger til Landsbladet.

Landboformanden kritiserede samtidig, at Århus Amt er ved at trække sig ud af arbejdet med en særindsats for Mariager Fjord.

– Det er i hvert tilfælde en kendsgerning, at de ikke var med til det sidste evalueringsmøde i gruppen, og Århus Amt har heller ikke for det kommende år afsat midler til Mariager Fjord-området. Amtet har heller ikke ønsket at deltage i en ansøgning til EU sammen med Nordjyllands Amt, sagde Anders Chr. Wegger og fortsatte:

– Det er kritisabelt, hvis Århus Amt ikke bidrager til at få gjort det arbejde færdigt, som de har været med til at starte op. Vi skal lige have i tankerne, hvor aktive Amtet har været omkring fjordens forhold, som i sig selv er vigtigt at være opmærksom på, men hvor vi som landmænd hele tiden er blevet mistænkeliggjort som årsag til fjordens dårlige tilstand.

Også Hobro Landboforenings formand, Lone Sondrup, har fulgt arbejdet med planen for Mariager Fjord. Hun konstaterede, at selvom der er tale om den samme handlingsplan for den samme fjord, så stiller de to amter vidt forskellige krav til landbruget omkring fjorden.

– Begge amter har ændret deres administrationsgrundlag for oplandet til Mariager Fjord, men de kan ikke blive enige om et fælles grundlag. Nordjyllands Amt stiller krav til hele bedriften, Århus Amt stiller krav kun til udvidelsen. Nordjyllands Amt accepterer beregningsmodellen Simmelsgård. Århus Amt beregner en simpel kvælstofbalance, som de endnu ikke ved, hvordan de skal tolke, konstaterede Lone Sondrup.

– Det er utroligt, hvad man skal stå model til. Når Vandmiljøplan III kommer, håber jeg, at de faglige dokumentationer bliver tungen på vægtskålen, for så er der lys forude for landbruget. De stramninger og vanvittige reguleringer, vi ser i øjeblikket, er uholdbare for alle parter. Vi skal kun pålægges restriktioner, der har en målbar effekt for miljøet, sagde Lone Sondrup.

Som miljøbevidst lystfisker ved Mariager Fjord må man ærgre sig over, at de to involverede amter tilsyneladende ikke kan finde fodslag i denne sag. Men også konkludere, at det stadig er hævet over enhver tvivl, at det er landbruget langs den lange og smalle fjord med den ringe vandudskiftning, som har skylden for miseren.

Landbruget leverer nemlig ifølge Nordjyllands Amt hele 77% af alt det kvælstof, der årligt tilføres Mariager Fjord…

2. april 2003

© Steen Ulnits

* – Lille Vildmose ny nationalpark?

– Skal urokser, elge og bævere igen boltre sig i Lille Vildmose? – Skal mosen samles under ét hegn, så vildsvin og kronhjorte kan færdes frit til glæde for de besøgende? – Skal området være Danmarks første rigtige vildmark?

Nordjyllands Amt og Sejlflod Kommune har foreslået miljøministeren, at Lille Vildmose udpeges som et af pilotprojekterne for fremtidens nationalparker. Lille Vildmose har potentialet for at blive et endnu mere spændende naturområde. Derfor blev mosen også foreslået af Wilhjelm-udvalget som ét ud af seks nationale naturområder i Danmark.

Regeringen har på finansloven for 2003 afsat midler til en opfølgning af tankerne om oprettelse af naturparker. En forudsætning for statslig støtte er lokalt engagement og opbakning til den enkelte naturpark. Nordjyllands Amt indkaldte derfor til et seminar, hvor man diskuterede, hvordan Lille Vildmose bedst kan integreres i planerne om at skabe en ny naturpark.

– Hvordan kan lokalbefolkningen bedst inddrages og tilgodeses i en kommende nationalpark, og hvordan kan mosen bedst sikres en plads som Nordjyllands flagskib for den vilde natur? Det var spørgsmål som disse, der blev debatteret.

Nordjyllands Amt har sammen med Sejlflod Kommune lavet en projektbeskrivelse for deres visioner om en nationalpark på 20.000 hektar. Det er efter danske forhold et ganske stort område, der er tale om: Således er 1 hektar = 100 x 100 meter = 10.000 kvadratmeter; 100 hektar = 1 kvadratkilometer, og 20.000 ha = 200 kvadratkilometer.

Den nye nationalpark skal med sine 200 kvadratkilometer i så fald indbefatte Lille Vildmose-området med tilliggende kyster og fladvandede kystfarvande.

24. marts 2003

© Steen Ulnits

* – Mols og Helgenæs ny nationalpark?

De smukke Mols Bjerge står meget højt på listen over kommende nye nationalparker. Så højt, at miljøminister Hans Christian Schmidt for nylig besøgte området sammen med lokale politikere, som også støtter ideen. Området er velkendt blandt jyske kystfiskere, der i årevis trofast har besøgt smukke og givtige kystpladser såsom Mols Hoved og Isgård med flere.

Staten ejer det meste af Mols Bjerge, som allerede er fredet område. Nu foreslår miljøministeren, at det ligeledes meget smukke og kuperede Helgenæs, der ligger syd for og i forlængelse af Mols, også inddrages i en kommende nationalpark. Også her har jyske kystfiskere dyrker deres passion i mange år – fra klassiske pladser såsom Sletterhage, Lushage med flere.

Imidlertid har to lokale bønder startet en protestindsamling. De ønsker ikke Helgenæs inddraget i en kommende nationalpark, da de frygter, det vil gribe ind i deres dyrkning af den fede landbrugsjord på disse kanter.

Endnu et eksempel på, at danske landbrugere tror, den danske jord er deres og kun deres – at skalte og valte med efter forgodtbefindende.

24. marts 2003

© Steen Ulnits

* Redningsplan for døende Limfjord

Nordjyllands Amt er klar med en redningsaktion for Limfjorden, der om ikke er helt død endnu, så dog meget døende mange steder. Dette kunne man for nylig læse om i Nordjyske Stiftstidende.

Amtets plan betyder, at landbrugets udledning af gødningsstoffet fosfor fremover skal begrænses. Desuden vil der som noget nyt blive stillet krav om, at der skal være balance mellem tilført og fraført fosfor på de enkelte gårde langs fjorden.

Amtets økonomiudvalg diskuterede for nylig Limfjordens tilstand. Der var bred opbakning til at stramme kravene, så landmændene fremover udleder mindre fosfor. Der bliver tale om krav magen til dem, der langt om længe nu stilles til projekter ved Mariager Fjord – der i parentes bemærket afgik ved døden i sensommeren 1997. Hvis nogen altså skulle have glemt det i mellemtiden, hvor der har været meget tavst om fjordens fremtid.

– Limfjorden er truet og sender nødsignaler, og dem må vi tage til efterretning. Der var på mødet bred enighed om, at der skal passes bedre på fjordens sundhedstilstand, og at der skal stilles krav om balance i anvendelsen af fosfor, sagde amtsborgmester Orla Hav (S).

Meldinger til amtet går på, at der reelt ikke er fisk tilbage i Limfjorden. Problemet er, at bl.a. fosfor fra landbrugsproduktion skylles ud i fjorden, hvor det sætter gang i algeproduktionen. Algerne bruger al ilt i vandet, og efter iltsvind følger bundvendinger og fiskedød.

24. marts 2003

© Steen Ulnits

* Snart slut med landbrug i Lindenborg Ådal

Lindenborg Å i Nordjylland er en af Danmarks mest produktive havørredåer. Nu er åen atter på landkortet og i medierne. Således har tre landmænd med jord ned til Lindenborg Å netop fået pålæg om at fjerne diger, der indenfor de seneste to år er etableret langs åen – med det formål at hindre oversvømmelse af markerne. Det kunne man for nylig læse om i Nordjyske Stiftstidende.

Med den beslutning gik flertallet i amtets udvalg for teknik og miljø stik imod praksis fra sidste år, hvor udvalget godkendte etablering af fire nye diger på en anden strækning af Lindenborg Å. Bag det nye krav står Socialdemokraterne og SF, mens medlemmerne fra Venstre og de konservative ikke uventet stemte for godkendelse af digerne.

Teknisk set var der ikke nævneværdig forskel på de første fire diger og de tre nye. På den baggrund ser SF’s medlem af udvalget, Thomas Krogh, den skærpede kurs som udtryk for, at flertallet har indset, at digerne blot ville holde en ond cirkel i gang:

– Problemet er jo, at jorden de pågældende steder har sat sig, og at åen derfor i våde perioder løber over sine bredder. Ved at etablere diger kan jorden dyrkes yderligere nogle år, og dermed vil jorden fortsat sætte sig. Diger er derfor udtryk for en forkert udvikling, siger Thomas Krogh, der ser afslaget om lovliggørelse som noget, der kan sætte en proces i gang, som på sigt også vil være til fordel for ådalens landmænd:

– Nu er der mulighed for en udvikling, hvor vi i samarbejde med landmændene finder frem til en mere miljøvenlig drift af jorden i ådalen. Der er jo flere forskellige muligheder for at opnå støtte til en mere miljøvenlig drift af jorden end korndyrkning, siger Thomas Krogh. Han mener, at der med gårsdagens afgørelse er sat en stopper for yderligere digebyggeri i ådalene.

Udvalget drøftede samtidig den generelle fremtid for Lindenborg ådal. Det skete på baggrund af et oplæg fra forvaltningen, som beskrev fire muligheder med fortsat dyrkning som det ene yderpunkt og en omdannelse til en nationalpark som det andet. De øvrige to gik henholdsvis på udbredelse af miljøvenligt jordbrug i ådalen og fredning.

I udvalget hælder man til mere miljøvenlig drift i ådalen. Udvalget ville gerne gå endnu videre, men må se i øjnene, at der ikke er penge til fredning og slet ikke en nationalpark. Udvalget understreger dog, at dyrkning på længere sigt er udelukket. Det ville nemlig kræve, at åen graves dybere ned, og det er utænkeligt.

Ikke bare af naturmæssige hensyn. Åen har heller ikke det nødvendige naturlige fald. Dræning og dyrkning har siden 50’erne fået jorden langs åen til at sætte sig med op til halvanden meter. Samtidig er vandstanden øget med ca. 20 centimeter, fordi vandplanten pindsvineknop, der virker som en bremse på vandet, har nydt godt af grødeskæringen. Selv fire grødeskæringer i løbet af sommeren er ikke nok til at hindre åen i at løbe over.

Den intensive dyrkning har slidt ådalen ned. Derfor har landbruget i dag ikke længere nogen fremtid i Lindenborg Ådal. Og gudskelov for det. Tidligere sager med miljøbevidste sportsfiskere mod et miljøfjendsk landbrug har nemlig medført, at Nordjysk Sportsfiskerforening måtte ekskluderes af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som gik imod en fortsat uddybning af Lindenborg Å. De nordjyske lystfiskere ville ikke følge DSF af frygt for at miste fiskevand ved åen…

17. marts 2003

© Steen Ulnits

* Dykænder dør i ruser

Her gik man og troede, at det er de monofile nedgarn, som er de værste syndere – som uselektivt fanger alt på deres vej, fugle såvel som fisk og havpattedyr. Som tidligere nævnt på denne side anslår Dansk Ornitologisk Forening (DOF), at der årligt dør omkring 100.000 havfugle i danske garn. Hertil skal lægges omkring 7.000 marsvin, der ligeledes dør en smertefuld druknedød i garnene.

Det er velkendt fra Vadehavsundersøgelsen, som man kan læse om på www.ulnits.dk under “Aktuelt”, at også de store ruser, som sættes hernede, har en stor utilsigtet skadevirkning. De fisk, der går i ruserne ved højvande, dør ved lavvande – uanset om de er fredede eller under mindstemålet eller blot uønskede. Ruserne tørlægges helt enkelt ved lavvande, og fiskene kan derfor ikke genudsættes i levedygtig stand.

Nu viser det sig så, at også almindelige ruser andre steder i landet, hvor der ikke er noget nævneværdigt tidevand, har utilsigtede skadevirkninger på faunaen. I Roskilde Fjord på Sjælland har nogle fritidsfiskere således fået den uheldige vane, at de deponerer deres ruser under vandet om vinteren. Intentionen er den, at algerne skal rådne af ved naturens hjælp.

Imidlertid sidder der masser af krabber, muslinger og mindre krebsdyr i redskaberne, som på den måde bliver tillokkende dødsfælder for dykænder på jagt efter føde i vintermånederne. Den på billedet viste troldand blev fundet i en ruse sænket i vandet ud for Jyllinge inde i Roskilde Fjord.

Interesserede kan finde hele fire artikler om det skadelige fiskeri med garn og ruser under ved at søge på “Garndøden”.

10. marts 2003

© Steen Ulnits

* “Bjørn Lomborg gør folk ligeglade”

Forfatteren Sissel-Jo Gazan har skrevet følgende tankevækkende indlæg til “Klummen” i gratisavisen Metro Express:

“Jeg har aldrig forstået folk, der undlader at involvere sig i miljøproblematikken med den begrundelse, at deres indsats alligevel er en dråbe i havet. I mine ører er en sådan argumantation ikke alene en stiltiende accept af klodens tilstand, men også en ikke specielt beundringsværdig accept af, at man ikke orker at forsøge at ændre på den. Ligegyldigt om vi taler økologi, genbrug eller energibesparelser, er den gængse holdning den samme: “Det hjælper alligevel ikke, når alle andre er ligeglade”. Hvad i alverden er det for en vattet holdning? Det skræmmende er, at netop denne vattede holdning legitimeres af en af tidens mest eksponerede eksperter, direktør Bjørn Lomborg, hvis synspunkter giver befolkningen grønt lys til at læne sig tilbage i deres magelige mangel på engagement.

Man kan se det for sig: Ungt menneske hører Lomborg udtale sig om genbrug i nyhederne. Skal man tro ham, er papirgenbrug overvurderet, og vi kan lige så godt destruere hele molevitten, for i virkeligheden tabes der færre ressourcer ved at destruere papir og pap, end det koster at opbygge og drive avancerede genbrugscentraler. Konsekvensen er oplagt: Næste gang ungt menneske skal ned med sine aviser, er det, hvad han eller hun husker. Et uangribeligt synspunkt, legitimeret i en dansk nyhedsudsendelse, og inden man når at blive irriteret over størrelsen på sprækken i genbrugscontaineren, er avisstakken røget i skraldespanden. Faktum er bare, at virkeligheden ikke er så unuanceret. I den specifikke situation, hvor der lades hånt om begrebet genbrug, skal man huske at tage højde for, at i det øjeblik træ og papir afbrændes i stedet for at genbruges, opstår behovet for nyproduktion, hvis denne verden vel at mærke fortsat vil have papir at skrive på. En lille omkostelig mellemregning, der ud over at glimte ved sit fravær i Lomborgs argumentation for, hvorfor genbrug er unødvendigt, får debatten til at handle mere om Lomborgs sande tilstand end klodens.

Med Bjørn Lomborg som direktør for Institut for Miljøvurdering er selv dansk politik blevet invaderet af amerikanske tilstande, hvor det i årevis har været normal kutyme, at eksperterne ud over at være eksperter også er politikere. Og hvad er der så galt i det? Når en ekspert ikke er uvildig, hvad skal folk så tro på? Vores nuværende regering har både under deres valgkamp og gennem deres regeringsperiode forsøgt at overbevise befolkningen om deres optimisme. Råd og nævn, ud til højre! Ikke mere klynkeri fra blødsødne socialdemokrater og deres venstreorienterede kor. Nu er det bare lige frem efter næsen, og så skal det nok gå. Tankevækkende er det, at Bjørn Lomborg i årevis har gjort sig bemærket med samme udglattende synspunkter. Miljøproblemer? Det er noget, Greenpeace har opfundet. Vagt i gevær? Ozonlaget har aldrig haft det bedre! Ingen ved, om Lomborg ganske enkelt blev ansat med det formål at mane enhver form for skepsis i jorden, ja, personligt fristes jeg til en sådan konklusion. Som sagerne står nu, er Lomborgs afsmittende slapstick holdning til miljøproblematikken, den mest seriøse trussel mod vores miljø”: Citat slut.

Såvidt Sissel-Jo Gazan. Det kan næppe udtrykkes mere klart og tydeligt. Det er præcis derfor, Bjørn Lomborg er det værste, der er sket for dansk miljøpolitik i mange, mange år. En værre uredelighed, om man så må sige…

Det er desværre altid kvinder, der er klogest med hensyn til miljøet. Men så er det jo også dem, der bærer livet i deres egne liv. Det giver tilsyneladende en større forståelse af samspillet melem det hele. Og ikke kun syn for den hurtige profit.

1. marts 2003

© Steen Ulnits

* Lomborg og lektierne

De fleste har nok bemærket den intense debat i landets medier i kølvandet på afgørelsen vedrørende klagerne om Bjørn Lomborgs videnskabelige redelighed eller mangel på samme. Lomborgs arbejder blev som bekendt dømt for værende klart i strid med normerne for god videnskabelig skik.

Alle taler om dem, men (næsten) ingen har læst disse klageskrifter, da de hidtil ikke har været tilgængelige på internettet.Nu kan seriøst interesserede ved selvsyn læse sig igennem både danske og udenlandske klager, Lomborgs indvendinger og klagernes gensvar, på adressen www.nepenthes.dk . Man skal være klar over, at det er mange siders ofte tung læsning. Men der er ingen vej udenom, hvis man vil danne sig en kvalificeret mening om sagen og forståelse for Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed ‘s (UVVU) dom over Bjørn Lomborg.

I forbindelse med afgørelsen om Lomborg fra UVVU har mange forskere skrevet under på henholdsvis en protest mod UVVU (290 samfundsfaglige underskrivere) og en støtteskrivelse for UVVU (640 naturfaglige underskrivere, heriblandt vor hjemlige Nobelpristager Jens Chr. Schou).

Herom kan læses på http://www.math.ku.dk/~dlando/ (mod UVVU) og http://www.biobase.dk:5000 (for UVVU).

1. marts 2003

© Steen Ulnits

* Fortsat farvestof i foderet…

…til tamlaks og burhøns. Dette på trods af, at alt tyder på en skadelig effekt af de kunstige farvestoffer, som tilsættes foderet til tamme fisk og tamme høns. Således ved man, at de kunstige canthaxanthiner – syntetiske røde farvestoffer – på lang sigt kan skade synet hos de mennesker, der indtager dem med føden.

EU’s forbrugerkommisær har dog netop taget initiativ til, at den tilladte mængde af canthaxanthiner nedsættes fra de nuværende 80 mg/kg foder til 25 mg/kg – i foder til æglæggende høns dog kun 8 mg/kg. Blandede man ikke disse kunstige farvestoffer i foderet, ville tamlaksene være grå i kødet, og æggeblommerne ville være trist bleggule at se på.

Og det kan vi jo ikke have. Så hellere blive syge af maden…

23. februar 2003

© Steen Ulnits

* Nul kroner i erstatning til landmænd

Da Viborg Amt i 1991 besluttede at lukke mere saltvand ind i den inddæmmede Hjarbæk Fjord, hvor blandt andet Simested Å og Skals Å udmunder, krævede lokale landmænd straks erstatning. Som landbruget jo har for vane. Amtets beslutning skyldtes hensynet til det forringede miljø i fjorden.

175 lodsejere omkring fjorden stillede sig ikke tilfredse med den erstatning på 8 mio. kroner, som de for længst har modtaget i kompensation. De krævede næsten det dobbelte – 15 mio. kroner – og har ført sag herom lige siden sagen for første gang kom til drøftelse – for næsten 15 år siden.

Nu har Højesteret så endelig fældet dom i sagen. Højesteret besluttede, at der ikke var tale om ekspropriation af landbrugsjord, da amtet lukkede mere saltvand ind i fjorden og dermed satte kystnære områder under vand. I forvejen havde landbruget fået ny og billig jord at dyrke, da man byggede dæmningen ved det smalle Virksund og begyndte afvandingen.

Desværre skete der en uheldig ændring i vandmiljøet, som blandt andet førte til iltsvind ved bunden og massive klækninger af generende dansemyg i det nu næsten ferske vand i fjorden. Samtidig blev Virksund en endnu større flaskehals end tidligere for fjordens havørreder, som nu havde sværere end nogensinde ved at undgå garnene ud for dæmningen.

Daværende fiskeriminister Bjørn Westh, som selv er lodsejer ved Skals Å, fik dog indført udvidede fredningszoner i fjorden, som gav havørrederne markant bedre livsbetingelser.

23. februar 2003

© Steen Ulnits

* Nul kroner til undersøgelse af iltsvind II

Meget belejligt for miljøministeren er der ingen penge til en undersøgelse af konsekvenserne af sidste års rekordstore iltsvind for fuglelivet til havs. Meget belejligt, for på denne måde undgår ministeren, at der kan sættes konkrete tabstal på sommerens iltsvind.

Nu har regeringen så taget skridtet fuldt ud og krævet, at Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) – i lighed med Bjørn Lomborgs kritiserede Institut for Miljøvurdering (IMV) – underkastes en uvildig undersøgelse. Venstre mener nemlig, at DMU’s rapporter om iltsvind og næringssaltforurening fra landbruget meget vel kan være lige så “videnskabeligt uredelige”, som Bjørn Lomborgs bøger blev dømt af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) her først på året.

Regeringen kan på denne måde bruge UVVU’s kritik af IMV til at så tvivl om DMU og deres prognoser for vandmiljøet inden udarbejdelsen af den nye Vandmiljø-handlingsplan III. Venstre vil jo gerne have, at iltsvindet ikke er landbrugets skyld, og at man derfor ikke behøver at sætte ind med yderligere sanktioner over for sine kernevælgere – til fordel for miljøet.

Det ser således ud til, at det danske vandmiljø fremover skal reddes af EU og strammere bestemmelser fra Bruxelles. Det bliver i hvert fald ikke af den landbrugsvenlige danske regering.

23. februar 2003

© Steen Ulnits

* Torsken – en truet dyreart!

Som det vil være faste læsere af disse sider bekendt, så er torsken nu ved at være en truet art. EU havde op til nytår planer om drastiske reduktioner i de fremtidige torskekvoter, men som bekendt løb de stort opsatte planer stort set ud i sandet – eller rettere vandet.

Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL) har i den forbindelse sendt nedenstående brev til fiskeriministeren, der under det danske EU-formandskab sidste år var ansvarlig for de nye og drastisk reducerede reduktioner. Ansvarlig for, at der stort set ikke skete noget, der kunne redde torsken fra en fortsat deroute.

LDL’s brev opsummerer på udmærket vis problematikken og giver udmærkede bud på mulige løsninger. Det bringes derfor herunder i sin fulde længde.

16. februar 2003

© Steen Ulnits

* Til fiskeriministeren:

Landsforbundet “Danske Lystfiskere” (LDL) har de senere år – og i høj grad de seneste måneder – med bekymring fulgt udviklingen indenfor bestandene af torsk i vore farvande. Hvor torsken før optrådte almindeligt og jævnt fordelt, er der de seneste år sket en alvorlig udtynding, der primært har sin årsag i overfiskning, men hvor iltsvind i nogle områder sikkert også spiller ind. Det må dog bemærkes, at bestandene var i bund allerede før det betragtelige iltsvind i efteråret 2002.

En afledt virkning af forringelsen af torskebestandene er, at der nu optræder langt flere sild end tidligere, da færre ender som torskeføde. Til gengæld medvirker sildene til, at de mindre yngelårgange af torsk beskattes hårdt, da sildene æder kraftigt løs af torskelarverne – en ond cirkel, der altså er sat i gang af overfiskningen på torsk!

Der findes naturligvis stadig torsk i farvandene, men nu på for denne fiskeart optimale steder. Fx er det nærmest blevet umuligt for lystfiskere at fange torsk ved fiskeri fra kysten, hvor denne form for fiskeri ( forår og efterår) ellers gav udmærket for blot få år siden, og ved fiskeri fra båd er det (som før bemærket) kun få optimale steder, der kan fanges torsk.

LDL havde i efteråret 2002 visse forhåbninger til, at den alvorlige situation omsider var ved at være erkendt og ville blive rettet op af de ansvarlige politikere, men det nylige EU-forlig om fiskeriet slog effektivt disse forhåbninger i stykker. Forliget fastsatte alt for store kvoter i forhold til et ellers fornuftigt oplæg – for de indre farvande og Østersøen skete endda en lille udvidelse i forhold til det hidtil gældende, og øvrige punkter i forliget må anses for at være uden væsentlig effekt, hvis det da drejer sig om at ophjælpe bestandene.

Allerede nu er der sket en yderligere forringelse af forliget ved at der – under pres fra erhvervsfiskerne – er gennemført en udvidelse af antallet af fiskedage. Yderligere fortsætter uskikken med udsmid af brugelige, men døde fisk – med det formål, at kun hjemtagne, større fisk (der giver den bedste pris) regnes med til den fangne del af kvoten. Endelig sendes der nu signaler fra det større erhvervsfiskeri om, at man har til hensigt at overtræde fiskerireglerne fremover!

LDL er af den mening, at det nu er på tide – efter et dårligt forlig og dårlige erfaringer med et erhverv, hvor hensynet til øjeblikkelig indtjening går forud for hensynet til fremtiden – at politikerne nu har pligt til at vise, at udmeldingerne om genopretning af fiskebestandene ikke blot er det rene “mundsvejr”.

Hvad angår det ulovlige udsmid og truslerne om ” at blæse på reglerne” vil LDL anbefale en øjeblikkelig styrkelse af fiskerikontrollen og dens indsats.

Endvidere må det forhindres, at de store fiskefartøjer fra Nordsøen – når kvoter her er fisket op – finder kompensation ved at søge ind i indre farvande og Østersøen og fortsætte overfiskningen. Dette er sket flere gange og er den væsentligste årsag til nedgangen i torskebestandene her, som tidligere påpeget af LDL og mindre erhvervsfiskere i disse farvande!

LDL har flere gange fremført, at situationen kræver, at der udlægges større samlede havområder fri for trawlfiskeri. Det er alment kendt, at denne grove form for fiskeri skader den fangne fisk, så mange dør ( også undermålere) og dertil ødelægger bundforholdene. Det må være på tide at udlægge “havreservater” fredet for denne fiskemetode.

LDL har noteret sig, at Sverige og Tyskland gik imod EU-forliget ud fra hensynet til genopretning af fiskebestandene. Vi skal derfor anbefale, at Danmark søger samarbejde med disse to lande for udarbejdelse af effektive særordninger, der lever op til de intentioner, som også vort land angiveligt står for, hvad gælder beskyttelse af fiskebestande.

For nylig har LDL (i forbindelse med revision af bekendtgørelse vedr. mindstemål i saltvand) foreslået, at mindstemålet for torsk i indre farvande og Østersøen sættes op til 45 cm. Vi håber, dette forslag følges, da det er et skridt på vejen til at sikre, at flere fisk opnår gydemoden størrelse.

LDL håber, at ovenstående forslag, der må anskues som en samlet “pakke”, vil give anledning til, at danske politikere seriøst overvejer en effektiv indsats til fordel for de truede bestande. EU- forliget lever ikke op til dette og må ikke blive en “sovepude”, der blokerer for mere fornuftige tiltag.

Efter LDL’s mening kan EU-regler for fiskeriet ikke prioriteres højere end hensynet til fornuftige løsninger, der samtidig genopretter bestandene og sikrer erhvervsfiskeriets fremtid på længere sigt.

På LDL’ s vegne,

Bjørn Larsen

* Lomborg og lektionen

Den 7. januar 2003 fældede Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) så den endelige dom over tidligere lektor ved Institut for Statskundskab og nuværende direktør for regeringens Institut for Miljøvurdering (IMV).

Dommen var klar: Bjørn Lomborg kan ikke bedømmes som videnskabeligt uredelig, da man ikke kan bevise, at han har handlet bevidst og i ond hensigt. Udvalget konkluderede derfor kun, at Lomborg objektivt set er videnskabeligt uredelig.

Til gengæld konkluderede et enigt udvalg på 24 uafhængige forskere fra mange forskellige fagområder, at Bjørn Lomborgs meget omdiskuterede bog “Verdens Sande Tilstand” (på engelsk “The Sceptical Environmentalist”) ikke holder vand. UVVU konkluderede nemlig enstemmigt, at indholdet er

“i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”

Denne dom vakte voldsom opstandelse overalt. Miljøministeren, som ellers tidligere har undsagt Bjørn Lomborg flere gange, bakkede pludselig 100% op om direktøren for IMV. Statsministeren, som i praksis selv havde bestemt, at det nye institut skulle oprettes, og at Bjørn Lomborg skulle være direktør, bakkede forventeligt ligeledes 100% op om sin Lomborg.

Siden fulgte en underskriftindsamling fra et stort antal fortrinsvis samfundsfaglige forskere, som mente, at UVVU’s dom var usaglig og udokumenteret. Knap 300 skrev under på protesten mod UVVU’s afgørelse – måske fordi de selv var blevet bange for at få deres egen forskning bedømt på samme måde.

Den samfundsfaglige protest udløste en anden underskriftindsamling – til støtte for UVVU og nu fra natur- og sundhedsvidenskabelige forskere. En forudsætning for at skrive under her var, at man som minimum havde en Ph.D. som forsker. Der indløb over 600 underskrifter, heraf flere meget prominente:

Blandt de prominente og internationalt anerkendte underskrivere til fordel for UVVU var den danske Nobelprismodtager i biokemi, Jens Christian Schou; professor Poul Harremoës, som tidligere var gået fra IMV’s bestyrelse i protest mod Bjørn Lomborgs aktiviteter, samt tidligere rektor for Københavns Universitet, Kjeld Møllgård.

Det hele resulterede foreløbigt i, at Forskningsstyrelsen lagde op til en præcisering af UVVU’s opgave og rolle. Samtidig skal alle IMV’s hidtidige rapporter evalueres af eksterne eksperter. Ikke uventet opfordrede oppositionen til, at Institut for Miljøvurdering nedlægges og Bjørn Lomborg fyres.

– Men hvordan kom det så langt, og hvorfor strides de lærde egentlig? I en kommende stor artikel gennemgås i kronologisk orden nogle af de hændelser, der førte til dagens stridigheder om miljøet og verdens sande tilstand. Det er artig læsning…

9. februar 2003

© Steen Ulnits

* Norske tamlaks ude af kontrol

Norge har endnu engang dokumenteret, at man overhovedet ikke har styr på hverken vildlaks eller tamlaks.

I 1993 toppede udslippene af tamlaks fra de mange norske havbrug – med det let målelige resultat, at næsten halvdelen af alle laks fanget i hav og fjord var undslupne tamlaks. Opdrætsfisk, som siden søgte op i ferskvand for dér at gyde sammen med vildlaksene – med en farlig og meget uønsket udvanding af vidlaksens arvemasse til følge.

Ikke nok med, at tamlaksene blander deres dårlige gener med vildlaksenes gode. Nej, de gyder typisk også en måned senere end vildlaksene – på de samme steder – hvorved tamlaksene graver vildlaksenes gydte æg op af bunden. Skaden fra udslippene af tamlaks er således dobbelt.

Havbrugerne lovede bod og bedring, og andelen af tamlaks i fangsterne til havs faldt da også i de efterfølgende år – til et minimum i 2001, hvor tamlaksene “kun” udgjorde omkring 30% af laksefangsterne ude i havet.

Men så gik det helt galt igen. I 2002 oplevede man således rekordstore udslip i den ydre Hardangerfjord – så store, at tamlaksene udgjorde hele 94% af den samlede laksefangst i havet.

Efterfølgende kunne de norske myndigheder rapportere til skræmte laksefiskere og -forskere, at nu udgjorde tamlaksene visse steder op mod eller over halvdelen af fiskene på gydepladserne oppe i elvene.

Det var blandt andet tilfældet i den lille Håelv, som kunne byde på ikke færre end 88% tamlaks blandt gydefiskene. Og det var tilfældet den lille storlakseelv Vosso, hvor hele 72% af gydefiskene var tamlaks.

Det var også tilfældet i Namsen, hvor hele 48% af gydelaksene sidste år var undslupne tamlaks. Et rekordstort antal. Forrige år var det blot 17%. I den nordnorske storlakseelv Alta udgjorde tamlaksene i 2002 hele 20% af gydebestanden. I Orkla var der tilsvarende “kun” 10% tamlaks på gydepladserne.

Da det statslige Rieber-Mohn udvalg for nogle år siden barslede med en stor hvidbog om tilstanden for den norske laks, var en af anbefalingerne, at der skulle oprettes et antal nationale laksefjorde med lakseelve, som var specielt beskyttelsesværdige. Lokaliteter, som derfor skulle skånes for havbrug med mulige udslip af tamlaks.

I skrivende stund må man konstatere, at den norske regering er lige så lidt miljøbevidst som den danske. I hvert fald har den norske regering netop barslet med forslag til færre nationale laksefjorde end oprindelig foreslået.

Samtidig har den norske fiskeriminister bebudet, at han har givet eller vil give tilladelse til 50 nye havbrug, 48 nye sættefisk-anlæg og 6 nye lakseslagterier i de foreslåede nationale laksefjorde.

Det lader til, at vi nu er vidne til den norske vildlaks’ endelige svanesang. Nordmændene vil helt enkelt hellere have tamlaks i burene end vildlaks i elvene…

5. februar 2003

© Steen Ulnits

* Fiskeplejen 2003: 32,2 mio. kr

I den endnu ikke underskrevne handlingsplan for 2003 regnes der med et samlet budget på 32,2 mio. kr.

Heraf afsættes 3,3 mio. kr. til drift af indbetalingsordningen. Dette er lagt ud til et privat firma, i øvrigt efter udbud.

400.000 kr. inddrages af Finansministeriet ved den såkaldte “budgetreduktion” til blandt andet finansiering af Fiskerikontrollens forøgede kontrolarbejde overfor sports- og fritidsfiskere.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) får tilført 1,26 mio. kr. til løbende rådgivning (herunder udarbejdelse af handlingsplan og statusrapporter) i fersk- og saltvand. Denne servicering går til myndigheder, fiskeriorganisationer og private personer i spørgsmål vedrørende fiskeplejen.

Herefter fordeles 19,96 mio. kr. til ferskvandsudvalget og 7,25 mio. kr. til de marine aktiviteter.

Ferskvandsudvalgets budget fordeles til:

1) bestandsophjælpning (laksefisk og fisk i søer) med 11,83 mio. kr.,

2) projekter (fiskeplejekonsulenten, udsætningsplaner, udsætningsforsøg, biologi for laks og ørred, sø- og brakvandsundersøgelser) med 5,93 mio. kr. og

3) vandløbsrestaurering med 2,2 mio. kr.

Bestandsophjælpning og vandløbsrestaurering er to sider af samme sag, og udgør således 70 % af de samlede midler indenfor ferskvandsudvalgets budget i 2003.

Af det marine udvalgs budget udgør udsætninger af ål, helt og skrubbe i alt 3,81 mio. kr. svarende til 49 % af det afsatte beløb under det marine udvalg.

Når ministeren godkender den endelige plan vil DFU på www.fiskepleje.dk gennemgå planen nærmere.

26. januar 2003

© Steen Ulnits

* Rekordstor konfiskation hos Esbjerg-fiskere

Byretten i Esbjerg besluttede først i januar – for øvrigt selvsamme dag, hvor Bjørn Lomborg blev erklæret for “objektivt videnskabeligt uredelig” – at 12 Esbjerg-fiskere skulle have konfiskeret deres fortjeneste ved ulovligt fiskeri sidste år.

Alt i alt konfiskeredes de 5,4 mio. kroner, som de ulovlige fangster af industrifisk havde indbragt. Fangsterne indeholdt 50-70% sild, hvor de højst måtte indeholde 20%. De dømte fiskere havde erkendt ulovlighederne, men mente, at de havde fået straf nok allerede – i form af en måneds karantæne mod videre industrifiskeri.

De havde dog lov til i stedet at fiske efter konsumfisk i den måned, de havde karantæne, og behøvede derfor ikke at mangle brød på bordet. De 12 Esbjerg-fiskere har alligevel valgt at anke dommen om konfiskation til Landsretten.

Fortsættelse følger således.

26. januar 2003

© Steen Ulnits

* Århus Bugt stadig truet af iltsvind

Bedst som man troede, at nu var Århus Bugt atter fri af eftersommeren og efterårets store iltsvind, kom der nye dårlige bulletiner fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).

DMU meldte i december sidste år, at sommerens massive iltsvind nu kan vise sig at være en langsigtet trussel for bestanden af fladfisk og torsk. Det viser sig nemlig, at dette års iltsvind har fundet sted i områder, hvor man ikke tidligere har oplevet iltsvind. Altså har iltsvindet indtaget nye områder af den smukke bugt, hvor alt er lagt øde – fisk, fødedyr og planter.

I den forbindelse skal man huske, at det ikke er nok, at vandet nu igen indeholder tilstrækkeligt med ilt. Fiskene vender nemlig ikke tilbage igen, førend der atter er føde til dem. Og der vil gå flere år, førend fødedyrene atter har indtaget bugten. Og først da vil rovfiskene følge efter. Endnu et iltsvind vil udskyde retableringsprocessen tilsvarende.

Formanden for Folketingets miljøudvalg, Venstres Eyvind Vesselbo fra Århus, udtalte efterfølgende, at DMU’s nye meldinger vil få betydning for indholdet af den kommende Vandmiljø-handlingsplan III. Den skal tage over, hvor først I’eren og siden II’eren kom til kort over for landbruget.

Gid det var så vel. Efterhånden vil man jo se det på tryk og i praksis, før man tror på det. Og når ordene så endda kommer fra en Venstre-politiker, bliver skepsis ikke mindre. Venstre, bønder og vandmiljø er traditionelt en livsfarlig cocktail for sidstnævnte…

19. januar 2003

© Steen Ulnits

* Nul kroner til undersøgelse af iltsvind

Effekterne af store iltsvind undervurderes ofte. Når først efterårsstormene har blandet vandet op igen og bragt ilten tilbage til dybet, ånder alle lettet op.

Men det er alt for tidligt og helt forkert. For når først iltsvind har lagt et område øde, vender fisk og fugle ikke tilbage igen – blot fordi der atter er ilt i vandet. For føden er nemlig væk, og føden er jo eneste årsag til, at fisk og fugle er, hvor de er. Og typisk tager det flere år – måske i størrelsesordenen fem år – førend en fauna af fødedyr atter har etableret sig.

Vi skal derfor ikke regne med, at torsken atter vil vende tilbage til Århus Bugt efter sommerens omfattende iltsvind. Vi må også regne med, at fuglene ligeledes vil aftage i antal med de døde muslinger. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har netop beklaget, at Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ikke har de fornødne 750.000 til at foretage optælling af havfugle i januar og februar.

Meget belejligt for miljøministeren, som på denne snedige måde måske undgår, at der kan sættes konkrete tabstal på sommerens landbrugsforårsagede iltsvind. På denne snedige måde undgår regeringen fornyede udgifter til miljøet, der jo meget let kunne udskyde de lovede skattelettelser på ubestemt tid…

Her går det rigtig godt.

19. januar 2003

© Steen Ulnits

* Grønsund langt fra grønt igen

Forrige års oliekatastrofe i Grønsund ud for Møn på Sydsjælland er ikke en overstået affære. Således kan man i dag stadig måle et for højt indhold af olierester i muslinger og skrubber fra dette område.

Det var landets hidtil værste oliekatastrofe, der indtraf, da “Baltic Carrier” den 29. marts 2001 kolliderede med et andet skib i Kadetrenden øst for Falster. 2.400 tons svær fuelolie strømmede ud i Østersøen og drev siden ind i Grønsund, hvor det blev skyllet op på kysterne ved Nordøstfalster, Møn, Farø og Bogø.

Det er blandt andet på sydsiden af Møn og Bogø, der stadig kan måles kritisk høje værdier af olierester i muslinger og skrubber. Så selv om den synlige del af olien er væk, er de giftige rester stadig at finde i fødekæden snart to år efter – endda i kritisk høje værdier.

19. januar 2003

© Steen Ulnits

* Comeback for sværdfisk efter fredning

Der er langt mellem solstrålehistorierne i denne verden, når det gælder truede fiskebestande. Men her er for en gangs skyld én af slagsen. En rigtig solstrålehistorie, der kan varme lidt i vinterkulden:

International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas (ICCAT) kunne på et møde i Miami, Florida fortælle, at den atlantiske sværdfisk har gjort et comeback, der overstiger selv de vildeste forventninger. Således kunne ICCAT’s biologer meddele, at bestanden af atlantiske sværdfisk nu har nået 98% af det niveau, som er nødvendigt for det maksimale udbytte af fiskeriet. Dette efter en fredningsplan, der blev vedtaget så sent som i 1999.

I de seneste år har USA ikke kunnet fange den tildelte kvota af sværdfisk – blandt andet på grund af disse fredningsforanstaltninger – og såvel fiskere som forskere har derfor frygtet, at USA eventuelt ville bruge sin resterende kvote i byttehandel med andre lande.

Budskabet er derfor nu, at USA skal beholde sin kvota og ikke give den til andre nationer, som ikke gør noget for at genskabe bestanden af sværdfisk i Atlanterhavet. Budskabet er også, at fredninger lønner sig, når de foretages i tide – før bestandene er nået ned under et kritisk niveau. Som tilfældet var med torskene ud for Newfoundland, der endnu ikke har formået at retablere sig efter en total nedfiskning.

13. januar 2003

© Steen Ulnits

* Snæbel snupper EU-millioner

Fra naturens hånd er snæbelen hjemmehørende i de vandløb, der udmunder i Vadehavet. Det er en laksefsk, der er nært beslægtet med helten – blot er den havvandrende og har en markant forlænget mørk snude, som har givet fisken navn.

I dag er snæbelen i højeste grad en truet fisk. Således er snæbelen i EU’s habitatdirektiv optaget på listen over “strengt beskyttede arter”, og af samme årsag er den danske stat forpligtet til at sikre den det, man i EU kalder “en god bevaringsstatus”.

Men det er imidlertid lettere sagt end gjort. Da man i 1980’erne fandt ud af, at der stadig eksisterede små bestande af snæbel i Vidå, Brede Å og Ribe Å, satte man foranstaltninger i gang, som skulle sikre artens fremtid. Det lykkedes imidlertid ikke ret godt. Således er bestanden alle steder i tilbagegang, hvilket primært skyldes et dårligt vandmiljø i de sønderjyske åer.

Da Danmark huser de sidste bestande af den nordeuropæiske snæbel, hviler der et specielt ansvar på de danske skuldre. Præcis som tilfældet var og stadig er med skarven. Derfor er Sønderjyllands og Ribe Amter sammen med Skov- og Naturstyrelsen gået i gang med at lave en national forvaltningsplan for snæbelen. Men en sådan koster mange penge at føre ud i livet, og derfor regner man med, at EU vil spytte en tocifret millionbeløb i kassen.

Så kom ikke og sig, at EU aldrig er godt for noget!

13. januar 2003

© Steen Ulnits

* Skjernå på skinner

Så lykkedes det langt om længe at få lagt de sidste dele af den nu retablerede Skjernå på plads. 3 millioner kubikmeter jord er flyttet for at lægge Skjernå i nye eller rettere gamle sving. 2.200 hektar ligger nu hen som vådområde til glæde for ikke mindst fuglelivet. Og 280 millioner kroner har hele herligheden kostet, siden projektet blev besluttet sidst i 1980’erne.

Nu er så det sidste gravearbejde tilendebragt, og nu mangler der blot en håndfuld større broer og mindre spange samt lidt trækfærger, der kan bringe gående og cyklende over den “nye” Skjernå. Skov- og Naturstyrelsen forventer det sidste færdigt til sommeren 2003. Europas hidtil største naturgenopretningsprojekt er da en realitet.

Naturelskerne glæder sig, mens mange bønder river sig i håret over al den natur, som nu er kommet tilbage. Til trods for, at det var samfundet, der i sin tid bekostede den dyre regulering af åen. Og til trods for, at landmændene efterfølgende kunne købe den nyindvundne landbrugsjord for en slik. Og til trods for, at de nu igen blev kompenseret for tabet af den nye jord, der i mellemtiden var “brændt sammen” og havde mistet en meget stor del af sin værdi.

I den forbindelse kan man så blot håbe på, at EU-landbrugsstøtten som planlagt snart bortfalder helt. Så landbruget igen kan blive det liberale erhverv, det så gerne vil kalde sig. Uden den landbrugsstøtte, der i en leder i Jyllands-Posten blev kommenteret således:

“Datoen den 1. januar 2015 er vel valgt, da den giver EU 10 lange år til at få omstillet landbruget til den ny virkelighed, der er den eneste rigtige. Selvsagt vil en afvikling af landbrugsstøtten være overordentlig kompliceret og sine steder gøre meget ondt, men landbruget må sammen med Europas politikere bringes til at indse, at statsstøtten, som den har fået lov til at udvikle sig, er endt i et afhængighedsforhold af offentlige kasser, der for de almindelige forbrugere til forveksling ligner narkomanens behov for næste fix.

Landbruget fortjener at få sin frihed tilbage, og det kan kun ske ved at fjerne al statsstøtte”. Citat slut.

Såvidt Jyllands-Posten. I den forbindelse bør der erindres om, at man på New Zealand for nogle år siden fjernede statsstøtten til landbruget i ét hug. Og det skete der ikke noget ved. Landbrugerne lærte blot at klare sig selv på normale markedsmæssige vilkår.

EU planlægger nu at sætte importtolden på landbrugsvarer ned med 36%. At reducere eksportstøtten med 45%. Og endelig at fjerne 55% af den direkte og konkurrenceforvridende støtte til landmændene. Altsammen for at få råd til optagelsen af de ti nye EU-lande.

Virkelighedens verden banker nu på hos danske landmænd og deres nordeuropæiske koleger. Til gavn for alle – forbrugerne, miljøet og de fattige tredjeverdenslande. Glædeligt nyt her kort efter årsskiftet.

13. januar 2003

© Steen Ulnits

* FN: 2003 erklæres for “Vandets År

Det er ikke vand, vi mangler her på Planet Jorden. Hele 70% af Jorden er nemlig dækket af vand. Men 97,5% af dette vand er saltvand og udrikkeligt. Af de resterende 2,5%, som er ferskvand, er de 2% bundet som is ved polerne. Der er således ikke meget tilgængeligt ferskvand for planter, dyr og menesker.

De Forenede Nationer (FN) har derfor erklæret 2003 for “Vandets År”. Et år, hvor FN vil sætte fokus på de stigende problemer, der er med at skaffe verdens voksende befolkning tilstrækkelig med rent vand. Et år, hvor der vil blive sat kraftigt fokus på de krige, der allerede udkæmpes om vandet – eksempelvis i Mellemøsten. Og den forurening, der forvandler livgivende drikkevand til dødbringende spildevand.

FN’s generalsekrætær Kofi Annan spår, at vand vil blive et stigende problem for menneskeheden. Han konstaterer samtidig, at det allerede er tilfældet for en milliard mennesker verden over. Hvert år dør mere end 3 millioner mennesker på grund af dårligt drikkevand. Kofi Annan er dog også optimistisk. Således mener han, at netop behovet for rent vand i tilstrækkelige mængder vil kunne forene stridende folkeslag.

Det stigende behov for vand har allerede nu medført, at store floder som Colorado River i USA og Yangtsekiang i Kina i perioder løber tør for vand, før de når havet. En bæredygtig udnyttelse af vandet vil derfor ikke blot gavne menneskeheden. Miljøet vil i høj grad også profitere på det.

På FN’ s Millennium topmøde besluttede man, at antallet af mennesker uden rent drikkevand skulle halveres inden 2015. Under mottoet “More Crop per Drop” vil FN nu søge at skabe en bedre forståelse for disse problemer.

Måtte 2003 for alvor blive “Vandets År”. Den 22. marts bliver i hvert fald “Vandets Dag”, idet FN den dag planlægger arrangementer verden over med fokus på netop vand.

6. januar 2003

© Steen Ulnits

* – 2002 ny varmerekord?

Alle kan huske, at vi havde en rekordvarm og rekordlang sommer i år. Helt hen i september kunne man bade i vand, der var mere end 20 grader varmt. Alle kan sikkert også huske, at vi efterfølgende havde rekordstore iltsvind overalt i de indre danske farvande – resultatet af et meget vådt forår med stor udvaskning af næringssalte fra landbruget kombineret med den meget lange og varme sommer.

Nu kan meteorologerne så fortælle os, at 2002 kommer med på Top Tre listen over de varmeste år siden 1856, hvor man første gang begyndte med systematiske målinger af det danske klima. Faktisk er de ti varmeste år i nyere tid alle registreret siden 1990. Rekordåret var 1998, der regnes for det varmeste år i de sidste 100 år. På andenpladsen kom så sidste år, men det er ikke sikkert, at 2001 kan holde andenpladsen. 2002 kan nemlig meget vel gå hen og slå den på stregen.

Alle klimaforskere er i dag enige om, at vi står over for en global opvarmning, der kun lige er begyndt. Der hersker derimod stadig uenighed om, i hvilket omfang man kan give den menneskeskabte drivhuseffekt skylden. Hvorvidt vor afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas sender så meget CO2 op i atmosfæren, at den øger drivhuseffekten måleligt.

Alle regner det dog for givet, at 2003 bliver endnu et varmt år.

6. januar 2003

© Steen Ulnits

* Polarisen smelter

I forbindelse med den globale opvarmning – om den så skyldes almindelige klimavariationer og/eller den menneskeskabte drivhuseffekt – smelter isen ved polerne. Amerikanske forskere regner således med, at omkring 20% af isen ved Arktis vil være smeltet bort inden år 2050.

Men ikke nok med det. Is reflekterer nemlig omkring 80% af solens stråler til verdensrummet, mens vand tilsvarende absorberer 80% af energien. I takt med at isen forsvinder ved polerne, vil vandet således varmes yderligere op, hvorved den globale opvarmning tiltager endnu mere. En ond cirkel, hvis konsekvenser vi på nuværende tidspunkt kun kan gisne om, er i gang.

6. januar 2003

© Steen Ulnits

* 2002-2003: Nytårshilsen 

2002 blev endnu et interessant år. Et år, der bød på spændende rejser, nye fiskevande og anderledes udfordringer på mange felter.

Men 2002 kom især til at stå i TV’s tegn. I 2001 havde jeg fornøjelsen at medvirke i tre TV-udsendelser fra Skotland og to fra Tanzania. I 2002 var det så de hjemlige vande, der måtte holde for – i hele fire TV-programmer om de mange fiskemuligheder, vi har i lille Danmark. “Fiskeri under pres” kunne man godt kalde det, for det er altså sin sag at fange fisk på kommando. Ikke nok med, at fiske- og filmdagene er udvalgt flere måneder i forvejen. Kameraholdet skal jo bookes, og dermed fanger bordet – uanset vejr, vind og vandstand.

Nej, man skal også fiske med et kamera kørende for næsen af sig, mens man desperat prøver at koncentrere sig om at få tørfluen til at lande præcis for snuden af en ringende fisk. Det kan godt give sved på panden og en ekstra rynke sammesteds. Men det var en udfordring, og det gik godt. Vi fangede de fisk, vi skulle, og de fire programmer gik i luften. Først på DR2 – siden på landsdækkende DR. Og vi havde den store glæde, at det sidste af programmerne blev set af omkring 100.000 mennesker. Hvilket alle seere naturligvis skal have stor tak for. Det resulterede nemlig i, at der også i 2003 kommer en håndfuld nye DR-programmer om lystfiskeri i Danmark.

Desværre blev 2002 også det år, hvor det største iltsvind i mands minde ramte de indre danske farvande. Det kom nu ikke bag på os, der havde oplevet forårets rekordstore nedbør og set vandet i Århus Å gå over både åens og Brabrand Søs bredder. Så meget vand kom der, og så mange næringssalte blev der vasket ud af jorden, at landbruget efterfølgende måtte sprede mange tons ekstra gødning ud over deres marker. De mange udvaskede næringssalte forårsagede siden algeblomst, iltsvind og bundvendinger overalt i de indre danske farvande – godt hjulpet på vej af en sommer, der var varmere og længere end normalt.

2002 blev dermed året, hvor mange kvadratkilometer dansk havbund blev lagt øde. Flere end nogensinde. Hvor fisk og bunddyr døde i mængder, der aldrig tidligere er set . Altsammen forårsaget af et alt, alt for intensivt dansk landbrug, som – desværre med de folkevalgte politikeres samtykke – ser stort på vandmiljøet, når blot det kan tjene penge og udvide svineproduktionen yderligere. De første 25 millioner grise er allerede nået, og nye mål er sat.

Alt var dog ikke kun skidt. 2002 blev også året, hvor jeg fik gjort status over 25 års rejser til eksotiske fiskevande i fjerne lande. Resultatet blev bogen “Fiskerejser til fjerne lande” på Gyldendals Forlag. Den beskriver på 360 sider og med 255 farvefotos 25 forskellige destinationer, som jeg har besøgt gennem de sidste 25 år. Det største problem ved at skrive bogen var såmænd at vælge lande og vande fra, for mange gode oplevelser og fangster kunne ikke komme med i “Fiskerejser til fjerne lande”. De bedste er der, men mange andre gode venter stadig på at komme på tryk. Det skal dog nok komme – før eller siden!

Til slut skal jeg ikke glemme, at endnu en Ulnits bog så dagens lys i det forgangne år. Det var “Absolut sandfærdige fiskehistorier” – en samling fortællinger på 112 sider fra danske åer, søer og kyster. Det er en ganske personlig bog, som blev vel modtaget. Det var jeg naturligvis meget glad for. Jeg er jo ellers mest kendt for mine hardcore fagbøger.

– Måtte 2003 blive endnu et Godt Nyt Fiskeår!

1. januar 2003

© Steen Ulnits

* Lystfiskeri på DR TV

DR sender i de kommende fire uger fire helt nye programmer om lystfiskeri i Danmark. Programmerne omhandler lystfiskeri i dagens Danmark, som alle kan opleve – det være sig ved å, sø eller kyst. I alle fire programmer er Jens Henrik Rafn ude med Steen Ulnits ved dennes favoritvande:

* 10.000 fisk kan ikke tage fejl

Det første af de fire nye programmer omhandler kystfluefiskeri efter havørred. Stedet er Randers Fjord, og måneden er april. Havørrederne trækker rundt på det lave og stadig kolde vand – et oplagt bytte for en korrekt fisket flue. Men vi er ikke alene om fiskene – sælerne er der også…

Sendes i aften torsdag den 31.10. klokken 19.30 på DR2.

Genudsendes på DR2 onsdag den 6. november klokken 17.10

Genudsendes på DR1 lørdag den 9. november klokken 13.10

* Med tørflue og nymfe

Det andet program i den nye serie omhandler fiskeri med tørflue og nymfe efter bækørred og stalling. Stedet er øvre Gudenå, og måneden er juni. De store majfluer sværmer, og fiskene er kræsne. Men både rødplettede bækørreder og storfinnede stallinger må alligevel bide i græsset.

Sendes torsdag den 7. november klokken 19.30 på DR2.

Genudsendes på DR2 lørdag den 9. november klokken 18.30

Genudsendes på DR2 onsdag den 13. november klokken 16.00

Genudsendes på DR1 lørdag den 16. november klokken 13.30

* Fisketur på søen

Det tredje program i den nye serie omhandler spinnefiskeri efter gedde og aborre på søen. Stedet er Glenstrup Sø, og måneden er september. Vandet er stadig varmt og algefyldt, men alligevel kommer der fisk i båden og røgeovnen – sortstribede aborrer og skarptandede gedder.

Sendes torsdag den 14. november klokken 19.30 på DR2.

Genudsendes på DR2 lørdag den 16. november klokken 18.30

Genudsendes på DR2 onsdag den 20. november klokken 16.00 på DR2

Genudsendes på DR1 lørdag den 23. november klokken 13.25

* Fjordfiskeri

Det fjerde og sidste program i rækken omhandler fiskeri på nedre Gudenå, hvor ferskvand møder saltvand og et hav af forskellige fiskearter kan træffes på et begrænset område. Fokus er dog lagt på de store brakvandsaborrer, som fra Randers Fjord søger op i Gudenåen for at gyde.

Sendes torsdag den 21. november klokken 19.30 på DR2.

Genudsendes på DR2 onsdag den 27. november klokken 16.00 på DR2

Genudsendes på DR1 søndag den 1. december klokken 14.45

* Ny bog: “Fiskerejser til Fjerne Lande” 

“Fiskerejser til Fjerne Lande” er den seneste bog fra Steen Ulnits – en personlig beretning om rejser i 25 lande på 25 år. Om ture i vildmarken, dramatiske oplevelser og dyster med spændende og eksotiske nye fiskearter i følgende verdensdele:

• Skandinavien
• Rusland
• Nordamerika
• Mellemamerika
• Sydamerika
• Afrika
• Australien

I dag har vi mulighed for at rejse mere og længere end nogensinde. Det betyder, at nye fiskevande til stadighed dukker op. Spændende lokaliteter, der skal udforskes, og nye fiskearter, der skal fanges.

I “Fiskerejser til Fjerne Lande” kan man læse om alle mulige former for fiskeri i tropiske såvel som arktiske lande og midt imellem. Der vil være alt fra stillehavslaks og steelheads over bonefish og tarpon til barramundi og tigerfish. Marlin og sailfish er naturligvis også med – havkatte og helleflyndre ligeledes. Det hele krydret med hidsige hajer og grådige grizzly’er!

Men fiskerejser kræver planlægning og viden. I denne bog deler forfatteren sine erfaringer med læseren fra mange års fiskerejser, hvor udgangspunktet har været at opleve de oprindelige fisk i deres autentiske omgivelser.

“Fiskerejser til Fjerne Lande” er på 360 sider, indbundet og med ikke færre end 255 flotte farvefotos. Den vejer da også hele 1,2 kg, men koster alligevel beskedne 299,-.

Er i boghandelen fra 10. april. Klik her, hvis du vil læse tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensens anmeldelse af bogen i Jyllands-Posten den 20. april.

* Lomborg under luppen

Som tidligere nævnt på denne side er dansk miljøpolitiks enfant terrible, direktør Bjørn Lomborg fra det nyoprettede Institut for Miljøvurdering, indklaget til den danske stat for “videnskabelig uredelighed”.

Sagen er under behandling i disse dage. Den blev oprindelig stilet til Praksisudvalget ved Århus Universitet, hvor Bjørn Lomborg imidlertid selv har været ansat, og blev derfra ekspederet videre til Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Her arbejder man nu på at komme med en afgørelse inden Jul.

Det er især anerkendte udenlandske naturvidenskabelige forskere og tidsskrifter som Nature, Science og Scientific American, der har klaget over Lomborgs uredelige omgang med andres resultater og undersøgelser. For ganske nylig har også Dansk Meteorologisk Institut (DMI) sat store spørgsmålstegn ved Lomborgs “profetier” og “analyser”.

Allersenest har den danske returpapirbranche taget stærk afstand fra Bjørn Lomborg efter hans “redegørelse” for, at det vil være bedre for samfundet, hvis man i stedet for at genbruge det afbrænder en vis mængde papir.

Denne afstandtagen har været så voldsom, at miljødirektøren for Danmarks største papirgenbrugsvirksomhed Brødrene Hartmann, Anna Lisa Mortensen nægter ethvert fortsat samarbejde, når Lomborg konsekvent misbruger de udleverede data. – Lomborg lader håndt om en årlig omsætning på flere milliarder kroner og flere tusinde arbejdspladser i tilknytning hertil, siger hun.

Til gengæld og ikke uventet er Lomborg blevet berømmet af økonomiske tidsskrifter som Financial Times, The Guardian og The Economist – blade, der repræsenterer økonomiske interesser og derfor blade, som hylder Lomborg for at nedvurdere miljøbekymringen over “Verdens Sande Tilstand”. For øvrigt titlen på Lomborgs mest kontroversielle bog.

Det skal blive spændende at se UVVU’s svar på de mange klager fra ind- og udland. Om Rasmus Modsat i person af Bjørn Lomborg også fortsat skal slippe godt fra at jonglere med andres miljøtal efter forgodtbefindende.

17. december 2002

© Steen Ulnits

* Nutidens Unge er…

…ikke miljøbevidste. Det er sørgeligt, men det er sandt, og vi vidste det faktisk godt i forvejen – i hvert fald de af os, der regelmæssigt færdes i cafémiljøet langs den åbnede del af Århus Å:

Mange unge er nogle svin. Intet mindre. De smider affald i tonsvis, så byens renovationsarbejdere må stå ekstra tidligt op for at fjerne affald fra aftenen før på Den Spanske Trappe ved Århus Å. Til stor ærgrelse for mange af byens borgere, der jo alle må betale for de unges svineri.

Nu har en undersøgelse foretaget af Institut for Opinionsanalyse sort på hvidt dokumenteret, at unge mellem 18 og 24 år er meget lidt miljøbevidste – meget mindre end deres forældre og bedsteforældre: De køber færre økologiske og miljømærkede varer. De køber færre elsparepærer, og de er dårligere til at sortere deres affald, inden de smider det ud. Endelig er de dårligere til at bortskaffe miljøfarligt affald på den rette måde.

Deprimerende, for det er jo de unge, der skal løfte arven efter deres miljøforkæmpende forældre og bedsteforældre. Noget må være gået gruelig galt i opdragelsen – om det så er forældrenes eller samfundets skuld.

Nutidens Unge er ikke, hvad de engang har været. Ikke engang Ræverøde Rønnebær.

17. december 2002

© Steen Ulnits

* “Penicillinsvineri”

Under denne overskrift tager en leder i Jyllands-Posten skarpt afstand fra danske svinebønders brug af antibiotika.

Vi har set det før, og vi ser det nu igen: Man kan ikke sætte dansk landbrug til selv at tage ansvaret for at administrere sig selv. Så går det straks galt. Selvjustits er en by i Rusland, når danske bønder skal tjene penge. Så må naboerne lide under en ulidelig gyllestank, og så må vandmiljøet lide under algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi i år har set det i rekordformat.

I 1999 indvilligede danske svinebønder frivilligt i at standse brugen af de forkætrede antibiotiske vækstfremmere til svineproduktion. Her i 2002 viser det sig så, at man ganske vist ikke længere bruger vækstfremmere. Alligevel er svinebøndernes brug af antibiotika næsten fordoblet i løbet af de seneste seks år – ganske enkelt fordi svinebønderne blot har erstattet vækstfremmerne med medicin, som danske dyrlæger – frivilligt eller ufrivilligt – skriver recepter på.

Der er således to skyldige parter i denne sag: Bønderne, der beder dyrlægerne om at ordinere den ønskede antibiotika. Og så dyrlægerne, der lader hånt om såvel etiske forhold som mere langsigtede perspektiver i form af resistens hos sygdomsfremkaldende bakterier blandt svinene.

EU har nu kig på sagen og vil tilsyneladende vedtage et forbud mod enhver form for antibiotiske stoffer i foder inden 2006. Desværre har EU ingen umiddelbare planer om restriktioner for decideret medicinering, som det foregår nu.

Jyllands-Posten slutter sin leder med følgende svada til såvel landbrug som dyrlæger:

“Efterhånden tyder meget på, at samfundet må gribe ind med faste regler og håndfaste sanktioner. Beklageligt, men åbenbart nødvendigt, når selvdisciplinen i branchen ikke slår til”. Citat slut.

16. december 2002

© Steen Ulnits

* EU trækker torsk i land

Efter i længere tid at have fremført planer om at totalfrede torskebestanden i Nordsøen, trækker EU’s fiskerikommission nu i land.

Efter pres fra fiskerierhvervet har EU’s fiskerikommissær trukket noget i land og truer nu blot med stærkt reducerede kvoter for torsk, hvilling og rødspætte. Dette til trods for, at det Internationale Havundersøgelsesråd ICES har anbefalet et totalforbud mod videre fiskeri.

Således taler man nu om at reducere kvoten for torsk med hele 80%, hvilling med 70% og rødspætte med 40%. Kommissionen refererer i den forbindelse til Canada, hvor overfiskeri fik torskebestanden ud for Newfoundland til at kollapse helt. Trods flere års totalfredning er bestanden endnu ikke kommet sig, og 30.000 fiskere og fiskeforarbejdere er derfor stadig arbejdsløse.

Man må så håbe, at det ikke allerede er for sent i Nordsøen. Men man kan frygte det og måske især frygte, at fiskerne også fremover vil snyde med fiskeriet og indlande torsk, som påstås fanget i helt andre farvande. Det har man nemlig gjort i mange tilfælde, og hvorfor skulle fiskerne ikke blive ved med den slags kriminalitet?

10. december 2002

© Steen Ulnits

* Fortsat biogas

Den danske biogasindustri kan nu ånde lettet op. Den blev nemlig reddet på stregen af erhvervs- og økonomiminister Bent Bendtsen, som for nylig besluttede, at strøm fra biogasanlæg også efter nytår skal afregnes med 60 øre per kWh – en politisk fastsat pris, der er tre gange markedsprisen.

Danske biogasvirksomheder behøver nu ikke gøre alvor af, hvad de har truet med – nemlig at flytte produktionen til Tyskland, hvor biogas afregnes med hele 74 øre per kWh. De kan i stedet fortsætte med at omdanne dansk gylle til dansk biogas og dermed afhjælpe noget af problemet med de stigende gyllemængder fra den voksende danske svineproduktion.

Det har vakt politisk harme, at det på denne måde er borgerne, som via deres skattekroner er med til at betale for afhjælpning af landbrugets selvskabte problemer. Således mener man fra Socialdemokratiet, at der som kompensation burde afkræves en biogasafgift på hvert kilogram slagtet svin. Det lyder ikke som nogen dårlig eller urimelig idé. Lad forureneren betale.

10. december 2002

© Steen Ulnits

* Dansk miljøbistand til Litauen

Der har været talt og skrevet meget om den nye regerings besparelser på den såkaldte “øststøtte” – miljøbistanden til blandt andet de baltiske lande. En form for hjælp til selvhjælp, da næringssaltforurening fra disse lande i sidste ende havner i danske farvande, hvor de er medvirkende årsag til algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi har set det i dette år.

Nu bortfalder således den støtte, der har gjort det muligt at bygge store centrale rensningsanlæg som det, den danske miljøminister for nylig kunne indvi i Litauens hovedstad Vilnius. Heldigvis vil en fremtidig indlemmelse af netop Litauen i EU åbne op for nye pengekasser til fremtidig bygning af lignende rensningsanlæg.

Oppositionen har alligevel klaget over, at regeringen har skåret så dybt i sin øststøtte. Således mener Socialdemokratiet, at øststøtten blot skulle være flyttet længere østpå – til andre lande ved Østersøen, som aldrig vil blive indlemmet i EU, og som ikke selv har midler til at rense deres spildevand før udledning i Østersøen.

Det ville gavne tilstanden i de indre danske farvande. Typisk koster det kun en tredjedel eller fjerdedel at fjerne en given mængde kvælstof fra spildevandet i østlande sammenlignet med vestlande. Hvad der er sparet her, kan således hurtigt være spildt.

10. december 2002

© Steen Ulnits

* Mere kvælstof end først anslået

Nye beregninger har nu vist, at dansk landbrug midt i 1980’erne udledte langt mere kvælstof til miljøet end først antaget. Altså mere end de mængder kvælstof, der i 1987 førte til vedtagelsen af den første danske Vandmiljøhandlingsplan.

Dengang regnede man med et kvælstoftab til åer, søer og kyster i størrelsesordenen 260.000 tons om året. Nye beregninger foretaget af Danmarks Jordbrugsforskning og Danmarks Miljøundersøgelser i fællesskab viser således, at der reelt blev udledt 50.-60.000 tons mere end dengang antaget.

Målet med Vandmiljøhandlingsplan I var at reducere udledningen af kvælstof med 50%. Reelt ser det nu ud til, at det vil lykkes at nå en reduktion i udledningen på omkring 45% i år 2003 – 16 år efter planens vedtagelse. Og det er slet ikke nok, når man tager i betragtning, at landbrugets gylleproduktion er steget voldsomt i de forgangne år.

Vandmiljøhandlingsplan II strammede lidt op på tingene fra sin forgænger, men formåede heller ikke at komme de støt stigende forekomster af algeblomst, iltsvind og bundvendinger til livs – dem, der kulminerede med ny rekord i netop forgangne sommer og efterår.

Nu venter vi så spændt på at se Vandmiljøhandlingsplan III, der skal tage højde for både den stigende gylleproduktion og de stigende temperaturer.

6. december 2002

© Steen Ulnits

* DMI: Lomborg uvidenskabelig

Nu kom det så fra officielt hold, hvad vi andre længe har vidst: Lektor Bjørn Lomborg fra regeringens nye Institut for Miljøvurdering er uvidenskabelig i sine udtalelser og skriverier.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) anklager nu i et notat til trafikminister Flemming Hansen direktør Bjørn Lomborg for kun at vælge kildemateriale, der understøtter hans egne, forudfattede meninger og konklusioner samt bagatellisere væsentlige klimaændringer. Således kritiserer Lomborg FN for at overvurdere den globale opvarmning og dens effekt på miljøet. Samtidig ser han stort på betydningen af et tyndere ozonlag for folkesundheden.

Notatet fra DMI kommer på et tidspunkt, hvor Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed er i gang med at behandle et stort antal klager over Bjørn Lomborg og hans lemfældige omgang med sandheden. Ikke mindst Lomborg’s bog fra 1999, “Fremtidens pris – talmagi i miljødebatten”, udløste mange klager over misbrug af tilgængeligt talmateriale.

Folketingsmedlem Pernille Blach Hansen kalder DMI’s udmelding for “overraskende barsk”, når der tages i betragtning, at den kommer fra ministeriets egne embedsmænd. “Det er første gang, vi får en statslig, faglig vurdering af Bjørn Lomborgs arbejde. Kritikken viser, at Bjørn Lomborg bevidst fordrejer oplysningerne i en retning, som skal gøre os mindre bekymrede”.

Med andre ord: Lomborg er en fusentast, der enten ikke aner, hvad han snakker om – eller har en slet skjult dagsorden med det. Og hvad ved for øvrigt en samfundsforsker om biologi, økologi og miljø? Sikkert lige så meget som en biolog ved om samfundsøkonomi og økonomiske teorier. Meget lidt.

Lad dog eksperterne beskæftige sig med og udtale sig om de ting, de er uddannet i og har dokumenteret viden om.

6. december 2002

© Steen Ulnits

* Nyt gammelt om støren

Tyske forskere har konkluderet, at støren Acipenser sturio indtog Østersøen for blot 3.000 år siden.

Under “den lille istid” for 3.000 år siden krydsede den amerikanske stør Acipenser oxyrinchus Nordatlanten – en rejse på 5.000 km – og indtog Europa. Det køligere vand under denne periode muliggjorde størens transatlantiske rejse.

Forskerne har dog ingen forklaring på, hvorfor den amerikanske stør begrænsede sig selv til Østersøen, og hvorfor den ikke blandede sig med de allerede eksisterende europæiske stør-arter.

Stør forekommer ikke længere i Østersøen, men de tyske forskere håber at kunne genintroducere den forhistoriske fisk i de nærmeste år. Hvad det så skal være godt for.

28. november 2002

© Steen Ulnits

* Nyt naturreservat ved Antarktis

6,5 millioner hektar – det dobbelte af Schweitz’ samlede areal – mellem øgrupperne Heard Islands og McDonalds er nu udlagt som marint reservat.

Formålet er at undgå en kommerciel udnyttelse af ressourcerne hernede langt mod syd samt opnå beskyttelse af truede dyr og fugle som søelefanter, albatrosser og store stormsvaler.

28. november 2002

© Steen Ulnits

* Akvakultur i stærk fremgang

Verdens produktion af fisk i fiskeopdræt er steget voldsomt i de seneste år. Metoderne er blevet forbedret, foderet optimeret og nye arter inddraget i opdrættet. Væksten i produktionen ses tydeligt af nedenstående tal:

• 1988: 8,8 mio. tons
• 1992: 15,4 mio. tons
• 1995: 24,5 mio. tons
• 2000: 36,1 mio. tons

Produktionen er således 4-doblet på blot 12 år, og væksten fortsætter ufortrødent. Det helt store spørgsmål er imidlertid, hvor længe verdenshavene kan tåle det store og støt stigende fiskeri efter skidtfisk til fremstilling af fiskeolie og fiskemel til brug i fiskefoder. Det er her, begrænsningerne ligger, og der tales allerede nu om overfiskeri flere steder i verden.

Fiskeopdrættet udgør i år 2000 hele 31% af verdens fiskeforbrug – mod blot 19% i 1990. Dette skyldes dog ikke kun væksten i fiskeopdrættet, men i høj grad også en tilbagegang i fiskeriet efter vilde fisk.

28. november 2002

© Steen Ulnits

* Svin indhentet af virkeligheden

Det er de danske svineproducenter, der er hovedansvarlige for kvælstofforureningen af det danske vandmiljø. De mange millioner grise producerer gylle i overflod, som havner på markerne i overdosis for siden at løbe ud i åer, søer og fjorde. Her skaber næringsaltene algeblomst, iltsvind og bundvendinger som dem, vi har set i rekordstort antal i denne sæson.

Svineproducenterne ønsker, at den danske svineproduktion skal stige støt og snart nå 25 millioner svin om året. Miljøforkæmperne ønsker derimod produktionen begrænset til et niveau, hvor jorden kan aftage al gyllen og optage alt kvælstoffet. Nu er virkeligheden imidlertid ved at indhente de danske svinebaroner, som sidste år havde en gennemsnitlig indtjening på 644.000 kroner. I år er indtjeningen faldet til blot 120.000 kroner, hvilket ikke er nok til at få driften til at løbe rundt.

Ikke mindst de mellemstore producenter kan komme i økonomiske problemer med den nuværende indtjening, som imidlertid ikke er uventet. De konstant stigende jordpriser i de seneste 7 år har nemlig gjort det muligt for svinebønderne at finansiere den urentable drift ved at belåne jorden. Prognoserne siger imidlertid, at jordpriserne ikke vil stige yderligere, og dermed vil virkeligheden have indhentet svinebønderne og deres millionstore investeringer i større produktion og større forurening.

Den kendsgerning er der næppe nogen miljøforkæmper, der kan have ondt af. Og skulle det hele resultere i konkurser og dermed en mindre svineproduktion, vil det danske vandmiljø være den helt store vinder.

21. november 2002

© Steen Ulnits

* Sydfynsk Øhav for forurenet til naturpark

Det Sydfynske Øhav er nu så forurenet af næringssalte fra landbruget, at det ikke kan udlægges som nationalt naturområde i nær fremtid. Det vil kræve store investeringer i miljøforbedringer og eventuel kompensation til landmændene, hvis området skal blive til det ønskede pilotprojekt.

Det skriver i hvert fald Fyns amtsborgmester Jan Boye (K) i et brev til miljøminister Hans Christian Schmidt (V).Ministeren har opfordret til, at det enestående lavvandsområde syd for Fyn bliver et af de syv steder i landet, hvor man som forsøg udpeger et stort sammenhængende naturområde.

Måske den fynske tilbageholdenhed skyldes samme motiver som den lokale modstand mod at indlemme den danske del af Vadehavet i Verdens Naturarv: Nemlig at man frygter restriktioner for udnyttelsen af områderne, dersom de udlægges som reservater eller naturparker.

De seks andre påtænkte naturområder er hedelandskaber i Thy, Lille Vildmose, Mols Bjerge, Gribskov, Esrum Sø og Møns Klint.

21. november 2002

© Steen Ulnits

* Ny EU-fiskerireform inden nytår

Den er helt gal med reglerne for fiskeri inden for EU – det er selv EU-politikerne på det rene med. Derfor regner man internt med, at EU inden nytår vil præsentere en helt ny fiskerireform. En reform, som ikke mindst de store fiskerinationer Spanien og Portugal på det kraftigste har modsat sig. De vil fiske, til der ikke er flere fisk. Efter os kommer jo syndfloden. Derfor har en EU-diplomat da også kaldt de to lande for “ubevægelige, grove og uansvarlige”, hvilket er stærke ord på de kanter.

Ikke mindst torskebestanden i Nordsøen er under et hårdt pres fra fiskerierhvervet. Allerede sidste år slog EU’s kontrolorgan således alarm over de ringe torskemængder. Alligevel viser de seneste tal, at der faktisk er 30% færre torsk tilbage i år end sidste år. Fra 60.000 tons sidste år til blot 40.000 tons i år. Et kommende forbud mod torskefiskeri vil ramme bredt og hårdt, idet torsken indgår som hyppig bifangst under fiskeri efter rødspætter, hvilling, kuller og jomfruhummer.

Beskyttelsesforanstaltningerne har simpelthen ikke virket som tilsigtet. Enten fordi de ikke var strenge nok. Eller fordi de ikke blev overholdt, hvilket jo desværre er et velkendt fænomen i fiskekredse. Samtidig har opvarmningen af Nordsøen heller ikke gavnet torskebestanden, som til gengæld er rykket længere nordpå – mod Grønland og Island.

Da Danmark i år har EU-formandskabet, er det fødevareministeren, der skal forhandle reformen på plads med medlemslandene. Hvis alt går som planlagt, vil den nye fiskerireform kunne vedtages inden udgangen af december i år.

EU har tillige besluttet, at en ny handlingsplan – under forudsætning af, at den nye fiskerireform vedtages – skal hjælpe det skadesramte fiskerierhverv. Således vil man overføre hele 4,5 milliarder kroner – godt 600 millioner euro – fra eksisterende programmer til støtte af fornyelse af fiskeflåden, til nye sociale programmer til støtte for fiskerne og reduktion af fiskepresset.

14. november 2002

© Steen Ulnits

* Landmænd og vandmænd

I takt med den stigende næringssaltforurening af vore hav- og fjordområder er mængden af gopler – vandmænd, brandmænd med flere – øget markant. Nu i en sådan grad, at de er til hinder for fiskeriet.

De kolossale mængder gopler fylder dels fiskernes garn op med værdiløs fangst. Derudover æder de løs af vandets dyreplankton, som derfor ikke kan blive til føde for opvoksende fisk. Endelig æder de store gopler også fiskeæg og fiskelarver, som derfor ikke når at vokse sig store.

Problemet er nu blevet så stort, at det er taget op på EU-plan. EU har således bevilget 20 millioner kroner til projekt “Eurogel”, hvor ti institutioner fra seks EU-lande – heriblandt Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde – skal forske i årsager til goplernes opblomstring. 5 millioner kroner går til den danske del af undersøgelsen.

Forskningsområdet spænder vidt – fra Limfjorden til Sortehavet. Begge steder har man i de seneste år noteret en massiv vækst i mængden af gopler. Og en tilsvarende tilbagegang i fiskeriet. I Limfjorden landedes således i begyndelsen af 1980’erne omkring 1.600 tons spisefisk om året. I midten af 1990’erne var tallet nede på 200-400 tons spisefisk årligt, og i dag landes der stort set ikke spisefisk fra den salte fjord.

I samme tidsrum er mængden af blåmuslinger, strandkrabber – og gopler – gået tilsvarende frem. Den nye “Eurogel” undersøgelse skal søge at klarlægge, om der er en sammenhæng mellem disse faktorer. Om muligt også finde en måde at begrænse skaderne på, så gamle fiskebestande kan genetableres.

14. november 2002

© Steen Ulnits

* Sælpesten overstået – for denne gang…

Det ser nu ud til, at sælpesten er overstået for denne gang – at virusepidemien Phocine Distemper har sluppet sit tag i pelsdyrene med de store blanke øjne og den glubende appetit.

Sælpesten, der sommeren igennem hærgede kolonier fra Vadehavet til Østersøen, menes at have kostet i alt 21.000 sæler livet. Herhjemme er der registreret omkring 3.350 døde sæler, hvilket svarer til godt 1/4 af den samlede danske bestand.

Denne gang har sælpesten således ikke haft samme voldsomme effekt som i 1980’erne, hvor omkring halvdelen af den samlede bestand afgik ved en langsom og smertefuld død – af lungebetændelse kombineret med sult.

14. november 2002

© Steen Ulnits

* Fornyet debat om dambrugsfisk

Debatten om fisketegnet og brugen af midlerne herfra er atter blusset op. I en tendentiøs artikel, der sågar var på forsiden af Dagbladet Politiken, konstaterede journalisten, at “Dambrugsfisk er nogle skvat”. Af artiklen fremgik ligeledes, at journalisten i hvert fald ikke har meget til overs for lystfiskerne og deres legen med fiskene. Mærkeligt at skulle læse noget sådant på forsiden af en ellers frisindet avis.

Senere blussede debatten op igen efter en artikel af undertegnede i Jyllands-Posten – en artikel om havørredfiskeriet i Isefjorden på Sjælland. Et fiskeeldorado for hovedstadens talrige fiskere, hvis fremtid mange nu mener truet. Det såkaldte Wilhjelm-udvalg barslede nemlig for nogen tid siden med en rapport og en række forslag til fremtidens naturpleje i Danmark. En af anbefalingerne var, at de hidtidige ørredudsætninger stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skal producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne stammer.

Samtidig skal udsætninger direkte på kysten stoppes og erstattes af mundingsudsætninger af mindre og dermed også billigere ørredsmolt fra Tuse Å og Kolding Å i Jylland. Dette har medført flere vanvittige situationer, hvor store mængder fisk er udsat som geddeføde i afvandingskanaler eller i mundinger så smalle og vandlidende, at fiskene måtte spules ud i fjorden. Lokalt melder lystfiskerne da også allerede om et markant forringet vinterfiskeri efter målsfisk i fjorden.

Denne anbefaling fra Wilhjelm-udvalget medførte et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke i Jylland, hvor man stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vildørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder efter naturmetoden.

En af konsekvenserne af anbefalingerne fra Wilhjelm-udvalget er, at den økonomiske støtte til det hidtidige udsætningsarbejde – med midler fra det obligatoriske fisketegn – nu stopper. Og med et sådant stop vil det gode havørredfiskeriet i Isefjorden efter al sandsynlighed ophøre – til stor ærgrelse for lokale lystfiskere og fisketegnsbetalere.

I den nævnte JP- artikel citeres den tidligere formand for Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ), Thomas Sørensen, for følgende:

“Vor tids fiskeribiologer åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ’s erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse – det sekteriske – for eller imod racehygiejne. Men er der ikke overensstemmelse mellem teori og praksis, så er teorien forkert. Det er logik.

Hvilken dokumentation bekræfter, at biologernes raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning og opdrættede moderfisk? Vi har jo ikke vandløb, der kan masseproducere havøredsmolt, men må skabe fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt.”

IØ har i 40 år stået for udsætningerne i Isefjorden, der i dag er en af landets bedste lokaliteter til fiskeri efter havørred. Der ligger således 40 års praktiske erfaringer med udsætninger af tamfisk bag, når Thomas Sørensen udtaler sig. Biologernes praktiske erfaring med vildfisk contra tamfisk har derimod ikke mange år på bagen, og der er af naturlige årsager ingen referencer til Sjælland, hvor der ikke længere findes oprindelige bestande af vildfisk.

Mange mener da også, at den virkelige årsag bag stoppet for udsætning af tamfisk skal findes et helt andet sted: I ønskede besparelser på fiskeplejen, så flere af lystfiskernes penge fra fisketegnet kan kanaliseres over i lønninger til biologer.

7. november 2002

© Steen Ulnits

* Ulovlige ruser i sønderjyske åer

Det kniber gevaldigt for lodsejerne ved de sønderjyske åer at overholde love og regler om brug af ruser i vandløb. Det viser sommerens aktioner, hvor Fiskerikontrollen i perioden juni-september kontrollerede 130 ruser. Af disse var knap 100 ulovligt sat.

Fiskerikontrollen mener, at ulovlighederne helt enkelt skyldes ukendskab til de gældende regler – trods den kendsgerning, at disse dels står på bagsiden af fritidsfiskerlicensen og kan findes på hjemmesiden med adressen www.fiskeridirektoratet.dk.

For god ordens skyld skal de vigtigste regler kort ridses op, så man selv ude ved vandløbene har en chance for at se, om ruser står ulovligt eller ej:

• Ruserne skal stå med mindst 100 meters mellemrum. Har en lodsejer mindre end 100 meter fiskeret, har han dog alligevel ret til at opstille én ruse – mindst 50 meter fra en anden.
• Ruserne skal være vendt med åbningen opefter, så de fanger nedtrækkende ål og ikke opstigende laks, havørreder, helt og snæbel.
• Ruserne skal opstilles, så mindst 2/3 af vandløbets bredde er friholdt. Rusens nedre del må maksimalt fylde 1/6 af vandløbets bredde.
• Ruserne skal være markeret med pæl eller flydekugle, så man kan se dem, samt være forsynet med lodsejerens matrikelnummer og fiskerens navn, adresse og licensnummer.
• Ruserne skal være forsynet med stoprist eller stopnet og må kun sættes i vandløb i perioden 1. juni til 30. november.

Er de ikke det, er de ulovlige og skal anmeldes til Fiskerikontrollen.

7. november 2002

© Steen Ulnits

* Nye sving på Jels Å

Sønderjyllands Amt, der for årtier siden hørte til de værste naturskændere i dette land, har i de senere år lagt sig helt i spidsen, hvad angår naturgenopretningsprojekter. Det startede i det små med tilbageføringen af Gelså ved Bevtoft og kulminerede siden med retableringen af den langt større Brede Å. Læg hertil et antal mindre projekter, og amtet er med helt fremme med en grøn profil.

Nu har Sønderjyllands Amt så gjort det igen. Denne gang er det “gået ud over” den lille Jels Å, der afvander de smukke Jels Søer. Åen, der blev reguleret for mange år siden, er nu under restaurering på en 3,5 km lang strækning mellem Stursbøl Plantage og Mojbøl.

Om ellers alt går vel, vil Jels Å engang i oktober være blevet 1,1 km længere – på grund af de “nygamle” sving, som åen da er lagt tilbage i. Undervejs er der etableret nye småsøer og anlagt gydepladser for åens laksefisk. Gydegruset er hentet fra lokale grusgrave, så underlaget så vidt muligt bliver autentisk for landskabet.

Det kommer til at koste godt 3 millioner kroner at gennemføre retableringen af Jels Å på stykket mellem Stursbøl Plantage og Mojbøl. Selve anlægsarbejdet sluger 1,5 mio. kroner, mens erstatningen til de 18 implicerede lodsejere løber op i 1,2 mio. kroner. De resterende kroner går til selve projekteringsarbejdet.

Skov- og Naturstyrelsen bidrager med 1,1 mio. kroner, mens Sønderjyllands Amt henter pengene fra de såkaldte “ådalsmidler”. Det er en pose penge afsat specielt til nedbringelse af amtets omkostninger til vedligeholdelse af amtets 700 km vandløb – typisk i forbindelse med grødeskæring og oprensning.

Ved at genslynge Jels Å og kompensere lodsejerne for mulige oversvømmelser sparer amtet på vedligeholdelsen og får samtidig mindsket udvaskningen af næringssalte fra landbruget til vandmiljøet. To fluer med ét smæk altså.

Al ære og respekt for sådanne initiativer til gavn for miljøet såvel oven som neden vande.

31. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Ny sø på Århus Å

Mens alle frygtede for, at det nuværende iltsvind i Århus Bugt skulle gå hen og blive til en rigtig bundvending, hvor giftig svovlbrinte trænger op fra bundslammet og slår alt dyreliv ihjel, var der alligevel positivt nyt at berette fra byernes by Århus.

Den 10. september blev det første spadestik til den nye Årslev Engsø nemlig taget, og hermed blev et ti år gammelt tankespind til barske realiteter. I perioden 1930-60 blev Århus Å reguleret til ukendelighed, så der kunne skabes ny jord til det stedse mere intensiverede og industrialiserede danske landbrug. Der blev gravet kanaler og etableret pumpestationer, så de våde engområder ved Århus Å nær Årslev og Skibby kunne afvandes og inddrages i produktionen. Århus Å blev selv forlagt til en nodliggående kanal.

I den mellemliggende tid har meget forandret sig. Således har landbruget ikke længere brug for mere jord til kornproduktion, og den dengang indvundne landbrugsjord har siden sat sig/er sunket med op til 1,5 meter. Dels på grund af selve dræningen – dels på grund af presset fra de stadig større landbrugsmaskiner. Samtidig er der i stigende grad kommet fokus på den udvaskning af næringssalte fra markerne, som nu truer med at dræbe alt liv i Århus Bugt.

Derfor har staten, Århus Amt og Århus Kommune nu i fællesskab sat sig for at skabe Årslev Engsø, hvor førhen Århus Å snoede sig gennem de våde enge. Søen er et kunstprodukt, idet der ikke tidligere lå nogen sø her. Men da jorden har sat sig med op til 1,5 meter i den forgangne tid, vil der automatisk opstå en lavvandet sø, når man atter giver Århus Å frit løb.

Årslev Engsø, der vil komme til at ligge umiddelbart oven for den større Brabrand Sø, vil blive på omkring 100 hektar og have en gennemsnitsdybde på 0,5 meter. Den vil – ud over at have en landskabelig værdi og være til glæde for fuglelivet – være med til at mindske den fremtidige udvaskning af kvælstof og fosfor til Århus Bugt.

Projektet forventes at ville koste omkring 15 millioner kroner, hvoraf en god portion er brugt til opkøb af jord fra 62 lodsejere i området. Kun en enkelt landmand modsatte sig naturgenopretningsprojektet og måtte have sin jord eksproprieret.

31. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Søen, der ikke ville blive ren

Nordborg Sø er den eneste større sø på øen Als i Sønderjylland. I mange år led den under udledning af urenset spildevand, hvilket næsten tog livet af den lange, men smalle sø. Siden fik man kloakeret oplandet og ledt spildevandet uden om søen – direkte ud i Lillebælt.

Så vidt så godt. Imidlertid har Nordborg Sø ikke formået at rense sig selv og genskabe den naturlige balance. Det var resultatet, da Sønderjyllands Amt for nylig prøvefiskede i søen. Fangsterne viste éntydigt en sø i økologisk ubalance – med meget få rovfisk såsom gedde, aborre og sandart samt et utal af skidtfisk såsom skaller og brasen.

Biologerne fra Sønderjyllands Amt overvejer nu, om Nordborg Sø skal biomanipuleres – om skidtfiskene skal fiskes op med vod efterfulgt af store udsætninger af små gedder, der kan rydde op i skidtfiskene. Lykkes det, vil søens dyreplankton få det fornødne pusterum til at formere sig og efterfølgende holde søens planteplankton – algerne – i skak. Resultatet bliver da en renere sø med klarere vand.

Amtets biologer sluttede dog undersøgelsen af med en bemærkning om, at landmændene omkring Nordborg Sø også kunne trænge til en alvorlig snak om udvaskningen af kvælstof fra deres marker ned til søen.

26. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Rådet, der ikke ville nedlægges

Den nuværende borgerlige regering er som bekendt ikke meget for smagsdommere af nogen slags – ikke hvert fald ikke, hvis de har en anden smag end regeringen eller skulle have de mindste rester af 68-generationens venstreorienterede holdninger intakte…

Et af resultaterne heraf var som bekendt nedlæggelsen af en lang række råd, der ifølge regeringen var overflødige. Samt oprettelsen af et nyt smagsinstitut ledet af dansk miljøs enfant terrible, Bjørn Lomborg. En af de mest markante sager var nedlæggelsen af det uafhængige Naturråd, som imidlertid ikke ville lade sig nedlægge. Da pengene ikke længere kom fra regeringen, gik Naturrådets vismænd til Aage V. Jensens Fonde, som indvilligede i at finansiere rådets videre drift og projekter.

Det er der nu kommet en Vismandsrapport ud af. En rapport, der primært koncentrerer sig om landbruget og dets påvirkning af miljøet i Danmark – et emne, der som bekendt ikke rigtig interesserer den siddende Venstre-regering. De Konservative er langt fra altid enige med Venstre og har i det hele taget meget mere til overs for miljøet. Desværre har de ikke noget at have den i, men følger blot Venstre som dikkende lammehaler i et forurenet vandløb.

I den nye Vismandsrapport fra det uafhængige Naturråd står følgende at læse: Hvert år tilfører landbruget dansk miljø knap 400.000 tons kvælstof, 5.000 tons fosfor og 75.000 tons kalium – via udledning af gylle plus brugen af kunstgødning.

For 20 år siden var der en 16% udnyttelse af kvælstof – med de resterende 84% som udslip til miljøet. I dag er der en udnyttelse på 33% – med de resterende 2/3 som udslip til miljøet. Et klart fremskridt altså, men desværre slet ikke nok. Problemet er nemlig, at svineproduktionen er steget uforholdsmæssigt meget, og at det danske vandmiljø derfor belastes hårdere end nogensinde – trods diverse velmenende Vandmiljø-handlingsplaner.

Der er tre parametre, som kan forskydes, når kvælstofudledningen skal kontrolleres og nedbringes. Det er 1) effektiviteten i kvælstofudnyttelsen; 2) det aktive landbrugsareals størrelse samt 3) produktionens størrelse.

For at gøre en lang historie kort forventer Naturrådet, at der vil ske en yderligere effektivisering i udnyttelsen af kvælstof – op mod en 50% udnyttelse. Naturrådet forventer også, at en større del af landbrugsjorden vil blive taget ud af drift – med mindre udvaskning af kvælstof til miljøet. Naturrådet konkluderer, at vi med en kvælstofudnyttelse på hele 50% samt en svineproduktion på blot 10 millioner svin vil kunne overholde vandmiljø-handlingsplanerne.

Men det lader sig altså ikke gøre at kompensere for den massive vækst i dansk svineproduktion, der snart ventes at nå 25 millioner svin årligt. Hvis ikke denne gylle behandles på kostbar og højteknologisk vis, inden den havner i på markerne, kan vi forvente total død i de indre danske farvande i løbet af ganske få år.

Eftersommeren har allerede vist, hvor galt det står til på nuværnede tidspunkt. Aldrig i de 25 år, hvor der er blevet målt iltindhold i de indre danske farvande, har iltindholdet været så lavt. Aldrig før har så store områder været ramt af iltsvind og fiskedød som nu. Mængder af opskyllede døde fisk ved kysterne af Als, i Vejle Fjord, Ålborg Bugt og senest Århus Bugt viser med al ønskelig tydelighed, at fiskene end ikke har haft noget sted at flygte hen, hvor der var ilt nok i vandet. Det er ikke set tidligere.

Længe leve det højt besungne danske landbrug.

26. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Dambrugsfisk dur ikke

Karup Å er som bekendt Danmarks ubestridte havørredå nummer ét. Det er her, der hvert år landes flest fisk over 10 kg. Og her, den tidligere Danmarksrekord stammede fra – en fisk på 14,4 kg taget på devon i 1939.

Karup Å er samtidig en af de heldige åer, hvor der stadig findes godt med naturlige gydepladser i såvel hovedløb som sideløb. Åen producerer derfor godt med vilde havørredsmolt, som siden trækker ud i Limfjorden for at vokse sig store. Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) har af samme årsager fulgt havørredbestanden i netop Karup Å ganske tæt og ved derfor meget om dens størrelse og sammensætning.

DFU har skælmateriale liggende fra fisk fanget i åen fra 1910 til 1950. Dem har man nu undersøgt med de nyestte DNA-metoder og fået overraskende resultater. Det overraskende bestod i, at op mod 90% af åens havørreder tilhører åens naturlige stamme. Overraskende, idet der gennem årene er sat i hundredtusindvis af tamørreder ud i åen – fisk, som derfor burde være i klart overtal den dag i dag. Havde de klaret sig lige så godt i det fri som åens vildørreder, burde de i dag udgøre omkring 60% af åens havørreder – men udgør altså kun 10%.

DFU bruger nu disse resultater til at retfærdiggøre nedskæringer i udsætning af opdrættede dambrugsfisk. Der skal – hvis overhovedet – kun udsættes fisk opdrættet på åens egen stamme af vildfisk. Hvilket man udmærket kan gøre i de vandsystemer, der stadig har en naturlig ørredstamme, man kan avle på.

Det er værre på øerne og helt galt på Sjælland, der – hvis DFU får held med deres planer – fremover må vinke farvet til de ørredudsætninger, der har skabt et godt havørredfiskeri på steder som Isefjorden, hvor der er katastrofal mangel på egnede gydepladser.

13. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Stor, større – stør!

Stor var forbløffelsen i Egernsund, da en lokal fritidsfisker for nylig fik en 110 cm lang og 4 kg tung fisk i sit garn. Ingen anede nemlig, hvad det var for en fisk.

Det viste sig siden at være en vaskeægte stør – en fisk af den urgamle slægt “Acipenseridae”, som har mere end 120 millioner år på bagen, og hvis nulevende medlemmer kan blive op til 75 år gamle.

Støren er en sær fisk med en lang og spids snude med fire skægtråde over en meget lille og rund mund på undersiden af hovedet. Kroppen er lang og slank og ender i en skæv hale, der minder om en hajs. Kroppen er skælløs, men beklædt med fem karakteristiske rækker benknuder i stedet. Endelig er der store rhombeformede skæl på den øvre del af halefinnen og langstrakte skæl på finnernes forkant.

Der findes verden over 24 forskellige arter stør, hvoraf den mest kendte lever i Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Det er Beluga-støren, som leverer den verdensberømte og hundedyre ægte kaviar. Den garnfangede stør fra Egernsund er endnu ikke artsbestemt, men undersøges på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor man har den fornødne ekspertise.

Under alle omstændigheder er støren fra Egernsund en baby af slagsen. Stører vides nemlig at kunne blive meget store. Enkelte arter kan veje over 1.000 kg, mens flere europæiske og asiatiske arter kan veje op mod 500 kg!

Støren er ganske vist mest kendt for sin kostbare kaviar, men også dens kød er ganske velsmagende. Det har tilmed den kolossale fordel, at der slet ikke er ben i det!

Det er mere end 50 år siden, der sidst er fanget stør i Danmark.

13. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Et spørgsmål om proportioner

“Dansk landbrug frygter panikindgreb efter iltsvind”. Sådanne overskrifter har man kunnet læse i dagspressen i den seneste tid, hvor der næsten daglig har været omtale af det mest omfattende iltsvind i 25 år – trods hele to velmenende, men ineffektive vandmiljø-handlingsplaner.

Der er ingen tvivl om, at årets iltsvind er blevet så omfattende af klimatiske årsager. dels har vi haft ekstraordinær megen nedbør i januar og februar, der gjorde det nødvendigt for landbruget at gøde ekstra meget. Og dels kom der igen i juni og juli en periode med voldsom regn – efterfulgt af en meget lang og varm sommer.

Der er til gengæld heller ingen tvivl om, at katastrofens omfang skyldes den massive belastning af de indre danske farvande med kvælstof – primært fra landbruget.Nu påstår dansk landbrug så – ganske rigtigt – at landbrugets bidrag til kvælstofudledningen kun udgør 10-20% af den samlede udledning til Kattegat. Argumentet lyder videre, at landbruget derfor ikke skal pålægges yderligere restriktioner for kvælstofsvineriet – når de nu kun svarer for 10-20% af den samlede udledning.

De seneste beregner fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) giver følgende billede af kvælstoftilførslen til Kattegat, som mere og mere ligner et dødt hav. Torskene er helt væk, og iltsvindet breder sig dag for dag. Tallene er fra perioden 1989-1996:

• Danmark: 60.000 tons kvælstof (20%)
• Sverige: 24.000 tons kvælstof (8%)
• Tyskland: 13.000 tons kvælstof (4,5%)
• Udvaskning fra Østersøen: 150.000 tons kvælstof (51%)
• Atmosfærisk nedfald: 45.000 tons kvælstof (15,5%)

Det ses således, at Danmark er den næststørste kvælstofforurener af Kattegat. Det ses også, at godt halvdelen af al tilført kvælstof stammer fra de baltiske lande, hvis floder fører massive mængder kvælstof ud i Østersøen, hvis vand igen sluses ud gennem de danske sunde og bælter.

Landbruget “glemmer” imidlertid i sin argumentation for ikke at gøre yderligere, at selv om dette holder for Kattegat som en samlet enhed, så gælder det slet ikke vore lukkede fjordområder, hvor landbruget står for op mod 80% af den samlede kvælstofudledning. Jævnfør Mariager Fjord, der som bekendt afgik ved døden i 1997 – som følge af varmt vejr og udledning af næringssalte fra det omkringliggende landbrug. Dette ifølge beregninger foretaget af Nordjyllands Amt.

Skulle man føre landbrugets argumentation helt ud i sin videste konsekvens, så behøver landbruget vel slet ikke gøre noget ved forureningen. På verdensplan udleder dansk landbrug jo en så mikroskopisk del af den samlede kvælstofmængde, at den næppe kan måles…

Senest har man fra Odder Kommune meldt, at man her risikerer at stå uden rent drikkevand, dersom der ikke gøres noget ved landbrugets forurening af grundvandet. Således har kommunen måttet lukke hele 23 vandværker – de 17 af dem på grund af nitratforurening fra landbruget.

13. oktober 2002

© Steen Ulnits

* Endnu flere proportioner

Iltsvindet i de indre danske farvande har nu nået et omfang, hvor mere end 8.000 kvadratkilometer havbund er ramt af iltsvind. Det svarer til godt en sjettedel af Danmarks samlede areal. Værst står det til i farvandet omkring Fyn, Vejle Fjord, syd for Samsø, Århus Bugten, Mariager Fjord og det sydlige Kattegat.

Fra flere sider har det været forfægtet, at landbrugets reelle bidrag til kvælstofforureningen er mindre end hidtil antaget. At langt større mængder tilføres udefra – via Østersøen og Skagerak. I den forbindelse har Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) netop offentliggjort tal for tilførslen til og fra disse vandområder. Der er tale om transport både til og fra disse områder, og tallene gælder perioden 1980-1989:

Fra Østersøen til Bælthavet: 367.000 tons kvælstof

Fra Bælthavet til Østersøen: 215.000 tons kvælstof

Netto tilføres der således årligt 152.000 tons kvælstof fra Østersøen til Bælthavet

Fra Kattegat til Skagerak: 567.000 tons kvælstof

Fra Skagerak til Kattegat: 394.000 tons kvælstof

Netto forsvinder der således årligt 173.000 tons kvælstof ud af Kattegat

Regner man lidt videre på disse tal, må der nødvendigvis ske en årlig reduktion af kvælstof i de indre danske farvande, nemlig differencen mellem det, der udføres til Skagerak og det, der tilføres fra Østersøen. Altså 173.000 minus 152.000 tons lig 21.000 tons.

Set i dette perspektiv er vi altså på rette vej, omend meget langsomt. Og kun hvis tallene holder vand. Imidlertid arbejder klimaet jo i modsat retning, hvorfor det alene af denne grund bliver nødvendigt med yderligere reduktion af udvaskningen.

13. oktober 2002

© Steen Ulnits

* EU: “Ned med fiskeriet!”

EU er i fuld gang med at reformere fiskeriet inden for det europæiske fællesskab. Af det seneste udspil til en ny fiskerireform fremgår følgende interessante ting:

• At fiskeriindsatsen reduceres med 30-60%
• At godt 8.600 fartøjer (8,5% af flåden) skal ud af fiskeriet. Heraf 400 danske.
• At fiskerikapaciteten reduceres med godt 350.000 tons (18% af den nuværende)
• At støtteordningen til modernisering af flåden forsvinder helt og i stedet bruges til ophug
• At der afsættes midler til omskoling og førtidspensionering af fiskere
• At der indføres regionale råd om forvaltning af fiskeripolitikken
• At der indføres en fælles fiskeriinspektion i EU

Man må så blot håbe, at disse forslag vil slippe helskindet igennem det enorme bureaukrati, der omgiver alle beslutninger i EU. Intentionerne er nemlig rigtig gode.

29. september 2002

© Steen Ulnits

* Kristeligt Folkeparti: “Ud med Lomborg!”

I Kristeligt Folkepartis netop fremsatte finanslovsudspil foreslår man, at det nye Institut for Miljøvurdering – ledet af kontroversielle lektor Bjørn Lomborg – nedlægges, så man sparer millionudgiften hertil.

Hvis dette er konsekvensen af et kristent livssyn – at miljøet må komme før profitten – så skulle man måske overveje at konvertere til listeQ, når vi næste gang får mulighed for at stemme…

29. september 2002

© Steen Ulnits

* Nu skal skarven skydes

På Ringkøbing Fjord og i Oksbøl Statsskovdistrikt har man netop påbegyndt det, mange fiskere drømmer om rundt omkring i landet: En systematisk udryddelse af den forhadte skarv.

Formålet er at se, om en markant reduktion af skarvbestanden vil gøre det muligt for fiskebestanden atter at vokse sig stor og sund. Pt. er der intet fiskeri tilbage på Ringkøbing Fjord, og det giver man fra lokalt hold skarven skylden for. På det seneste har skarven taget de nye vådområder langs den retablerede Skjern Å i besidelse – til stor fortrydelse for lokale fiskere, der nu frygter for laksen i åen.

Man har forsøgsvis tilladt jagt på skarven i tre år. Samtidig optrapper man smøring af skarvæg i kolonierne, så antallet af unger også reduceres. Kunne man dog blot få lov til det samme overalt i landet…

29. september 2002

© Steen Ulnits

* Sælpest – nu også i Østersøen

Sælpesten, som indtil for nylig syntes i aftagende, er nu blusset op igen. Sidste gang var det i Vadehavet, man havde registreret den. Nu er det i Østersøen, hvor der er konstateret sælpest på den tyske østersøkyst nær Rügen. Østersøen havde ellers holdt sig sygdomsfri til dato – den danske sælkoloni ved Rødsand ud for Gedser inklusive.

I alt har sælpesten kostet omkring 12.000 nordeuropæiske sæler livet siden udbruddet i det sene forår 2002. Alt tyder nu på, at flere vil komme til, inden sælpesten igen klinger af. Når sælbestanden atter har nået et bæredygtigt niveau.

Sælpest er for øvrigt det almindelige danske navn for virus-sygdommen, der bærer det fornemme latinske navn “Phocine Distemper”.

29. september 2002

© Steen Ulnits

* Københavnske søforklaringer

For nogen tid siden annoncerede Københavns Kommune, at man snart ville få vand af badekvalitet i Sortedams Sø, Peblinge Sø og Skt. Jørgens Sø. Blot skulle man først have ryddet op efter årtiers økologisk ubalance. Søerne i det indre København skulle kort sagt biomanipuleres. Der skulle opfiskes store mængder voksne skidtfisk såsom skaller og brasen, og der skulle udsættes store mængder geddeyngel til fortsat bekæmpelse af skidtfiskenes nye yngel.

Så vidt så godt. Opfiskningen af skidtfisk er kommet godt i gang, og den 17. maj blev så de første smågedder sluppet ud i de gamle voldgravssøer. Imidlertid ser de ikke ud til at have klaret sig ret godt – med den relativt klarvandede Skt. Jørgens Sø nær Planetariet som en markant undtagelse. Her har gedderne bedre fysiske forhold end i de øvrige to søer, og her kan gedderne nyde godt af et springvand, som permanent mætter dele af søens vand med ilt.

Der blev sat omkring 15.000 stykker geddeyngel ud i hver af de tre søer, og i Skt. Jørges Sø trives de tilsyneladende godt. Det gør de imidlertid ikke i Peblinge Sø og Sortedams Sø, hvor mange tilsyneladende er bukket under for iltmangel, kannibalisme eller mangel på skjulesteder. For at sikre de nye smågedder skjulesteder i de ellers betonkantede søer med manglende bredzone søsatte kommunen godt 2.000 grantræer, der skulle agere skjulesteder for de mange gedder.

Imidlertid måtte man placere grantræerne 50 meter fra bredden ude på 2-3 meter vand, da det lave vand nær bredderne var reserveret forsøg med introduktion af nye vandplanter. Og de små gedder lader ikke til at være trukket ud på så dybt vand, hvilket er ganske mod deres naturlige opførsel. Små gedder holder nemlig til på lavt vand, hvor de har den fornødne beskyttelse. Det har de ikke på 2-3 meter vand.

Alt tyder således på, at Københavns Kommune har været lovligt ambitiøse i deres satsning. At de har sat for mange initiativer i gang på samme tid og ikke har taget geddernes biologi med i betragtning. Søerne i det indre København er kunstige med meget anderledes forhold end almindelige danske søer. Det burde der være taget højde for.

24. september 2002

© Steen Ulnits

* Grønlandsk imødekommenhed

Så lykkedes det alligevel – langt om længe. Efter mange og lange forhandlinger mellem islandske Orri Vigfusson fra North Atlantic Salmon Fund (NASF) og den grønlandske fangerorganisation KNAPK har atlanterhavslaksen nu fred ved Grønland.

Som bekendt er farvandet mellem Grønland og Canada – det smalle Davisstræde – ædeplads for en meget stor del af Nordeuropas laksebestande. Således stammer 40-50% af laksene her fra Europa, mens de resterende 50-60% stammer fra Nordamerika – primært Canada. Det har derfor længe været en torn i øjet på laksefiskere verden over, at Grønland, som selv kun råder over en enkelt og meget beskeden lakseførende elv, har brandskattet alverdens laksebestande, når disse i sommermånederne har fourageret i grønlandske farvande.

Alverdens fiskeribiologer har i årevis råbt vagt i gevær, når North Atlantic Salmon Commission (NASCO) hvert år tildelte Grønland en laksekvote så stor, at grønlænderne i mange tilfælde slet ikke formåede at fiske den op. Der var simpelthen ikke så mange laks at fange, som kvoten gav lov til, og alverdens fiskeribiologer anbefalede da også et totalt stop for dette ikke-bæredygtige fiskeri.

Men grønlænderne og fangerorganisationen KNAPK modsatte sig længe et samarbejde med den øvrige verden. De mente – med nogen rette – at de var i var deres fulde ret til at høste af de laks, der voksede sig store i grønlandske farvande. De så fangsten som en slags “græsningsafgift”. Det var jo heller ikke deres problem eller skyld, at atlanterhavslaksen som art var truet. Det skyldtes i stedet misrøgt i laksenes hjemlande.

Nu har parterne imidlertid fundet hinanden. Således har NASF og NASCO netop indgået en 5-årig aftale, hvor grønlænderne undlader enhver form for erhvervsfiskeri efter laks i grønlandske farvande. Kun et meget begrænset fiskeri til eget forbrug er fortsat tilladt.

Grønlandske KNAPK har dog fået indføjet i aftalen, at den kan opsiges når som helst, dersom de øvrige lakselande i Europa eller Nordamerika ikke gør noget for at begrænse skaderne i deres egne lande. Hvilket jo kun er rimeligt nok.

Aftalens vigtighed understreges af, at NASCO i 2002 har tildelt Grønland retten til at fange 55 tons svarende til 20.000 voksne atlanterhavslaks. Disse laks slipper nu i stedet helskindet hjem til deres fødevandløb i Europa og Nordamerika – for at gyde og sikre slægtens beståen.

Hatten af for endnu en sejr til NASF og utrættelige Orri Vigfusson fra Island!

24. september 2002

© Steen Ulnits

* Garnforbud i Mexico

Det går fremad i kampen mod garnfiskeriet i Nordamerika. Først var det garnforbuddet i Florida, som blev effektueret for nogle år siden. Og nu senest er det lykkedes at komme i gang med et tilsvarende garnforbud på den anden side af det store kontinent – i Mexico, hvor der nu er forbud mod garn i et område ved East Cape på den Californiske Halvø.

Beslutningen blev taget den 16. april efter en serie ophedede debatmøder. Som om det ikke var varmt nok i forvejen på de kanter… Det nye garnfrie område strækker sig fra byen El Cordonal og sydpå til Los Frailes – en egn, hvor sportsfiskeriet og tilrejsende fisketurister traditionelt betyder rigtig meget for lokaløkonomien. Således er over 70% af de tilrejsende turister her sportsfiskere.

Hovedmanden bag det nye garnforbud er Van Wormer, direktør for den lokale turistindustri. Sammen med lokale sportsfiskere sætter han nu sigtet efter et garnforbud overalt på den Californiske Halvø.

Han ønskes al mulig held og lykke!

20. september 2002

© Steen Ulnits

* Flere og flere fluefisker

Fluefiskeriet er den gren af lystfiskeriet, der vokser hurtigst i disse år. Det viser såvel salgstallene fra grejbranchen som en ny amerikansk undersøgelse. I USA er der således 11 mio. mennesker, der fluefiskede mindst én gang sidste år. Der er 6,5 mio. fluefiskere over 16 år i USA, hvoraf 40% er mænd fra 45 år og opefter. 25% er kvinder – en 16% stigning siden 1995.

Hver af disse personer har i snit fluefisket i 17 år, og hver ejer i snit godt 2 fluestænger. I det hele taget kan man konkludere, at fluefiskere gennemgående bruger flere penge og mere tid på deres hobby end de fleste andre lystfiskere.

Det er kort sagt et engageret folkefærd, vi her har med at gøre – et købedygtigt publikum af stor og stigende interesse for grejbranchen.

20. september 2002

© Steen Ulnits

* De 170.000 søers land

I lille Danmark er der imponerende mange søer. Således viser den seneste opgørelse fra Skov- og Naturstyrelsen, at vi her i landet har ikke færre end 170.000 større eller mindre søer. I sig selv et imponerende og overraskende stort tal, men hvad mere overraskende er – det stiger støt!

Hvert år kommer således omkring 700 nye søer til – i snit to nye hver eneste dag året rundt. De fleste er nygravede vandhuller af mindre format – de færreste er større vandområder, som er genskabt efter tidligere tiders regulering og afvanding.

I gamle dage var op mod 20% af de danske skove dækket af vand – i form af større eller mindre søer. I løbet af de seneste 200 år er disse vandområder imidlertid forsvundet, godt hjulpet på vej af mennesket, der hellere ville have mere skov og mindre vand. De oprindelige 20% vand var således blevet reduceret til blot 3-4%.

Men nu er udviklingen vendt. I de seneste 5 år har Skov- og Naturstyrelsen nemlig anlagt flere end 450 nye småsøer og vandhuller i de danske skove. Altsammen for at gøre dyre- og plantelivet i skovene mere varieret – til glæde for såvel de mennesker, der går tur i skoven, som de dyr og planter, der lever der.

For øvrigt så åbnede jo netop Skov- og Naturstyrelsen for ikke så længe siden et stort antal statsejede søer for lystfiskeri. Nu mangler vi så blot, at vore mange søer også får det godt. Det har de nemlig langtfra, hvilket sort på hvidt dokumenteres i EU’s seneste statusrapport over de ferske vandområder i Europa. Faktisk har mange af dem det rigtig skidt – eutrofierede og overgødskede med næringssalte fra især landbruget.

15. september 2002

© Steen Ulnits

* Mere natur beskyttes

EU har tidligere kritiseret Danmark for ikke at ville beskytte fornødent med dansk natur ifølge EU’s såkaldte “habitatdirektiv”. Men nu har den danske miljøminister Hans Chr. Schmidt afleveret en ny liste over naturområder, som bør beskyttes i særlig høj grad.

Det drejer sig om 49 helt nye naturområder, og samtidig foreslås 30 af de hidtil beskyttede områder udvidet. Alt i alt vil 254 specielt udpegede naturområder fremover nyde særlig beskyttelse ifølge habitatdirektivet. Hermed er 7,5% af det danske land omfattet af EU’s bestemmelser om beskyttelse af særligt truede eller på anden måde bevaringsværdige habitater for dyr, fugle og planter. Og hermed har Danmark rettet ind efter kritikken fra EU i 1997-98.

7,5% af Danmark kan lyde som meget, men alligevel ligger Danmark helt i bund, når der sammenlignes med andre EU-lande. Således ligger gennemsnittet på 14%, mens et land som Spanien har udpeget hele 20% af landet som særligt bevaringsværdigt.

Og det er langt fra alle grundejere her i landet, som er lykkelige over nu at eje “særligt beskyttelsesværdige naturområder”. De er nemlig pålagt restriktioner for den fremtidige brug, som kan koste dem penge i form af mindsket indtjening. Og der ydes ingen erstatning eller kompensation. Det var blandt andet derfor, at den danske del af Vadehavet ikke blev indlemmet i Verdens Naturarv – trods indstilling fra den daværende danske miljøminister Svend Auken.

Ejere af de særlige naturområder må fremover ikke ændre på brugen af arealerne uden først at søge om godkendelse til eksempelvis regulering af vandløb, dræning af engarealer, indvinding af vand og lignende.

Regeringen har årligt stillet 70 millioner kroner til rådighed til direkte naturpleje. Hertil kommer så tilskud fra EU, som netop har bevilget 20 mio. kr til naturpleje på den jyske klithede. Miljøministeren forestiller sig videre, at naturplejen fremover skal udmønte sig i en art medejerskab staten og lodsejerne imellem. Stiller en kommune eksempelvis op med et stykke bar jord, kommer staten og planter træerne til en ny skov.

15. september 2002

© Steen Ulnits

* Fra havneslam til piletræ

Med regelmæssige mellemrum skal havne renses op for bundfældet slam, så den fornødne vanddybde til store skibe opretholdes. Det opgravede slam er imidlertid et problem, da det indeholder store mængder miljøskadelige stoffer og derfor ikke blot som tidligere kan “klappes” (dumpes) på udvalgte steder.

Bundslammet indeholder forskellige tungmetaller såsom kviksølv fra tidligere tiders bejdsning af såsæd og tin fra algehæmmende bundmaling til skibe. Ikke mindst det ekstremt giftige tributyltin (TBT) er et stort og stigende problem i stærkt trafikerede farvande og havneområder. Det er et hormonlignende stof, som vides at forårsage kønsforstyrrelse hos forskellige lavere dyr og fisk.

Det er derfor blevet stedse vanskeligere at opnå tilladelse til såkaldt “klapning” af det oppumpede bundslam. Disse problemer har fået Nakskov Kommune til at tænke i nye baner. Her har man etableret et samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet samt de amtslige virksomheder Grønt Center og Syd-Tek om et projekt, der ledes af entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S.

Projektet går i al sin korthed ud på at uskadeliggøre de farlige stoffer i det oppumpede bundslam fra havnebassiner. Allerførst skal slammet centrifugeres i en hydrocyklon, hvorved store og små partikler adskilles. Tungmetaller og TBT binder sig til de små partikler i et leragtigt materiale, som siden spredes ud over et 10.000 kvadratmeter stort pilebed.

Her skal solens UV-stråler uskadeliggøre TBT, mens pilebuskene skal optage tungmetallerne. Siden skal pilekvistene brændes, hvorved tungmetallerne vil koncentreres i asken, der siden kan deponeres forsvarligt – i små mængder. Det er håbet, at man på denne måde vil kunne udskille de skadelige 5-10% af det oppumpede slam fra de uskadelige 90-95%. I så fald kan der spares mange penge på deponering af det giftige slam.

15. september 2002

© Steen Ulnits

* Sælpest aftagende – og dog

Indtil videre er knap 2.000 sæler nu registreret døde af den sælpest, der startede i danske farvande engang i maj måned. Det er dog under 20% af den samlede bestand, og intet tyder pt. på, at sælpesten vil halvere bestanden, som den gjorde sidst i 1980’erne. Sygdommen havde denne gang ikke ramt vigtige sælområder som Vadehavet, Limfjorden og Rødsand ved Gedser.

På Anholt og Læsø, som tidligt blev ramt af sælpesten, var antallet af døde sæler kraftigt aftagende.Alt tydede således på, at den danske sælbestand i denne omgang var sluppet med (sæl)skindet på næsen. – At den måske havde udviklet en form for resistens efter sælpesten i 1980’erne?

Men nu har sagen så taget en fornyet drejning. Vadehavet, som længe holdt sig fri af sælpesten, er nu blevet ramt. Først i den tyske og hollandske del og nu senest også i den danske. I hvert fald er der i den tyske del af Vadehavet fundet over 1.000 døde sæler – et tal, der stiger med omkring 100 hver dag. Og nu har man så i den seneste tid oplevet, at døde sæler også er skyllet i land på Rømø og Fanø.

Man regner med, at den danske del af Vadehavet rummer omkring 3.000 sæler – op mod en tredjedel af den samlede danske bestand. Uden at der dog er statistisk belæg for det, så tyder tidligere tiders fangster af havørreder i vadehavsåer som Vidåen på, at der er en sammenhæng mellem store sælbestande og små havørredbestande. Interesserede kan læse mere herom i min bog “Jyllands Bedste Fiskevande”.

15. september 2002

© Steen Ulnits

* Penge i P&T

Pengepræmier har altid været et godt lokkemiddel, når det gjaldt konkurrencer af den ene eller anden slags. Vi lystfiskere har imidlertid altid måttet skule til kollegerne på den anden side af dammen, når det drejede sig om pengepræmier. “Over there” er det nemlig helt almindeligt med pengepræmier på både 10., 20. og 30.000 kroner – selv ved mindre fiskekonkurrencer.

Men fat mod. Nu behøver man ikke længere krydse Atlanten for at dyste om store penge. Nu kan man såmænd nøjes med at deltage i det hjemlige DM i Put & Take, hvor vinderen honoreres med ikke mindre end 100.000,- gode, danske kroner! Andenpræmien er en drømmerejse til Azorerne for to – til en værdi af ikke mindre end 44.000,- kroner. Tredjepræmien er en rejse for to til Lough Corrib i Irland. Der er præmier i form af fornemt Scierra fluegrej til de ti bedste fiskere.

Det danske mesterskab i Put & Take-fiskeri 2002 løber af stabelen i løbet af efteråret. Den indledende runde finder sted lørdag den 15.9 og søndag den 29.9. Der er således to forskellige startdatoer at vælge imellem. Semifinalen afholdes lørdag den 5.10., mens finalen finder sted lørdag d. 12.10.

Deltagelse koster kr. 350,-. Nærmere oplysninger om det kommende DM i Put & Take kan findes på TV 2’s Tekst-TV side 636 eller www.lystfiskeri.dk på internettet.

8. september 2002

© Steen Ulnits

* Nyt spritudslip på Sjælland…

Jamen, det er da utroligt, som de drikker på Sjælland – fiskene, altså. I hvert fald er det nu tredje gang på kort tid, at sjællandske alkoholproducenter slipper store mængder alkoholdigt (!) vand ud i åerne – med fiskedød til følge.

I juli var det Tryggevælde Å, der måtte lægge ryg til hele to udslip af alkoholdigt vand fra De Danske Spritfabrikker – først 37.000 liter Gammel Dansk og siden 6.000 liter whisky. Senest er det så Faxe-bryggerierne, der har lukket 400 kubikmeter spildevand direkte ud i den lille Fakse Å, hvor det totalt har udryddet fiskebestanden på en 6-7 km lang strækning af åen.

7. september 2002

© Steen Ulnits

* – Furesøen i farezonen?

Jævnfør de sidste års debat om retablering af Furesøen, er man nu ved at have et projekt til 22 millioner klar. Projektet omfatter blandt andet opfiskning af skidtfisk med vod i Store Kalv og kanalerne samt garnfiskeri i selve søen. Desuden skal der opsættes et iltningsanlæg à la Hald sø, og endelig skal søens kommuner lave større aflastningsbassiner, så den regelmæssige udledning af urenset spildevand til Danmarks dybeste sø kan stoppe.

Projektet er startet med forsøgsfiskeri her i sommer, og nu er der kommet tilsagn fra EU om støtte på 9 millioner kroner. Frederiksborg Amt har bevilget halvdelen af resten, og så mangler der stadig 6 1/2 million kroner. Københavns Amt er hoppet fra, da man finder projektet mere end tvivlsomt, så længe rensningsanlægget ved Stavnsholt i Farum kommune får lov at forurene videre.

Farum kommune har som bekendt meget ondt i økonomien efter afsløringerne af Peter Brixtoftes rundhåndede lånoptagelser til tvivlsomme projekter.Det er således usikkert ,om der kan skaffes penge nok til en gennemgribende retablering af Furesøen.

Til alt held melder lokale lystfiskere om godt fiskeri efter såvel gedder som aborrer og sandart i den store og dybe sø, der rent faktisk ligger ved grænsen til Storkøbenhavn.

7. september 2002

© Steen Ulnits

* Sæler sulter og torsken trues

Engang havde man på fiskebankerne ud for Newfoundland i Canada verdens største bestand af torsk. Den var så stor, at den engang var hele eksistensgrundlaget for de tidlige tilflyttere i denne provins. Og så stor , at verdensrekorden for torsk – en fisk på over 40 kg – netop stammer fra Newfoundland.

Men også her gik det galt. Menneskelig grådighed kombineret med stedse bedre fangstmetoder medførte, at torsken i 1980’erne på det nærmeste uddøde. I hvert fald decimeredes bestanden til et niveau så lavt, at det ikke længere kunne brødføde den eksisterende fiskeflåde. Først meget sent tog den canadiske provinsregering problemet alvorligt – i 1992 med et totalforbud mod alt torskefiskeri.

De lokale fiskere blev meget fornærmede og bedyrede, at der skam stadig var torsk nok. Man skulle blot finde dem først! Staten ville imidlertid ikke høre på fiskernes altid forudsigelige protester, men opretholdt det totale torskestop i to år. I 1994 løsnede man forsøgsvis lidt på grebet og tillod et begrænset og stærkt kontrolleret torskefiskeri.

Biologerne havde regnet med, at torskebestanden ville forøges med omkring 15% om året, hvis den fik helt fred. Bestanden voksede imidlertid kun med en tredjedel af det forventede, hvilket overraskede biologerne. Hvad de ikke lige havde taget højde for, var at sælbestanden også var blevet fredet – og at den var 3-doblet i det samme tidsrum…

7. september 2002

© Steen Ulnits

* Skarven atter i skudlinjen

Som tidligere omtalt på denne side, så har man fundet et konkret eksempel på, at skarven kan være vært for den blandt fjerkræavlere så frygtede Newcastle Disease. Således fandt man sidste år den pågældende virus. PMV1 også kaldet, på en dødfundet skarv fra Sjælland.

Nu samler interessen sig atter om skarven – nu som eneste konkrete bud på en mulig smittebærer. Med Europas største skarvbestand på 150.-200.000 fugle er det jo oplagt at se på den danske skarv, når nu man definitivt ved, at den sorte fugl kan bære smitten.

Og når man så samtidig i dagspressen kan læse, at tyske vildsvin skydes ned, så snart de nærmer sig Kieler-Kanalen og dermed den dansk-tyske grænse – af frygt for mulig smitte med svinepest fra tyske vildsvin til danske tamgrise – så var det vel også muligt at reducere den danske bestand af skarver? I så fald gerne til det halve.

Vi må håbe, at danske fjerkræavlere har magt nok til at presse noget sådant igennem politisk – når nu svineavlerne sågar har indført skydepræmier på de stakkels få vildsvin, der måtte nærme sig dansk territorialfarvand! For øvrigt med det resultat, at de danske farvande nu lider under det værste iltsvind i 25 år – som følge af gyllen fra den enorme danske svineproduktion…

7. september 2002

© Steen Ulnits

* Slut med fiskeriauktion i Århus

Da jeg i sin tid kom til Århus for at læse biologi på universitetet, var der for alvor fisk i Århus Bugten. Så mange, at 10 kg’s torsk ikke var usædvanlige, hvis man fiskede i dybderne ud for Sletterhage. Og så mange, at ikke færre end 40 kuttere havde deres faste base i Århus fiskerihavn, hvor fangsterne blev landet og handlet på fiskeriauktionen.

Siden er det gået støt ned ad bakke. Vandmiljøet er blevet dårligere, og fiskemetoderne er blevet mere effektive. Tilsammen har det medført, at fiskebestanden i Århus Bugt i dag er på det laveste niveau i mange år. Hvor man tidlligere – for blot et par år siden – stadig kunne fylde et par baljer med flotte torsk efter nogle få timer med fiskestangen, er torsk over mindstemålet nu ved at være et særsyn. Faktisk er det i perioder nemmere at fange en havørred over målet end en torsk…

Problemet er selvskabt – og selvregulerende. I takt med at fiskeriet efter især torsk blev stadigt dårligere, måtte flere og flere erhvervsfiskere lægge op. I dag er der kun én fuldtids erhvervsfiskeri på bugten, og han indrømmer selv, at nedtællingen også er begyndt for hans vedkommende.

Seneste resultat af denne krise er blevet, at Århus Fiskeriauktion nu lukker – trods det mærkværdige i, at auktionen netop er blevet nyrenoveret for hele 10 millioner kroner – heraf 4 doneret af EU…

En lokal fiskehandler har dog taget initiativ til, at de renoverede bygninger i stedet skal indrettes til fisketorv med café – indtil forhåbentlig bedre tider for fiskeriet kan genoplive auktionen.

31. august 2002

© Steen Ulnits

* – Snart slut med fisk i Århus Bugt?

For fjerde år i træk er Århus Bugt ramt af omfattende iltsvind. Og hvor det årligt tilbagevendende iltsvind normalt optræder senere på sommeren og plejer at være koncentreret om de indre områder af bugten, er iltsvindet i år langt mere omfattende. Således er der nu konstateret omfattende iltsvind helt ude i det åbne og strømstærke farvand omkring Sletterhage og Hjelm.

Dermed oplever Århus Bugt det værste iltsvind i 25 år – trods diverse mere eller mindre virkningsløse vandmiljø-handlingsplaner. I de indre dele af Århus Bugt er der nu iltmangel på dybder større end 10 meter, mens man skal ud på 15-20 meter vand, før det bliver kritisk ved Sletterhage og Hjelm. Herude er der mange steder dybere end 40 meter, og det er derfor store områder, som er ramt af det tidlige iltsvind.

De hårdest ramte områder findes dog i bunden af Kalø Vig, hvor mængden af bunddyr nu er halveret; i farvandet ud for den ydlige del af Århus by samt i Ebeltoft Vig, hvor der meldes om selvdøde fladfisk i garnene. På disse steder er iltindholdet helt nede på under 2 mg ilt pr. liter – så lavt, at fiskene kvæles.

Amtets biologer er ikke i tvivl om årsagen til det tidlige og omfattende iltsvind. 2002 har nemlig været rig på nedbør, som har vasket store mængder næringssalte fra landbrugets overgødskede marker – primært kvælstof, som siden havner i de indre danske farvande. Kun i tørre år som 1996 og 1997 blev der vasket så få næringssalte ud fra landbruget, at vi undgik efterfølgende iltsvind af nævneværdigt omfang.

De mange næringssalte får især furealgerne til at blomstre op. Når de dør, synker de til bunds, hvor de rådner op – under brug af ilt. Jo flere alger desto større iltforbrug ved bunden. Og jo varmere vand desto hurtigere går det. Netop denne sommer har jo været varmere end normalt – med vandtemperaturer over 20 grader mange steder.

Myndighederne stå magtesløse over for dette problem, som primært det intensive danske landbrug påfører havmiljøet. Og som nu har fået oppositionen til at foreslå en særlig afgift på kvælstof i landbruget. I hvert fald har såvel S som SF meldt ud, at de ønsker en sådan afgift indført for at begrænse kvælstofforbruget.

Men indtil dette eventuelt bliver en realitet – og det bliver definitivt ikke tilfældet under denne regering – er der kun tilbage at håbe. På hård vind fra øst, som kan bringe iltrigt overfladevand ind i Århus Bugt. Og på en begænsning af væksten i den denske svineproduktion, der jo leverer gylle i nærmest ufattelige mængder til det danske vandmiljø.

Hold så endelig fingrene fra de endnu levende muslinger fra bugten. De kan nemlig være giftige på grund af algerne – hvis de altså ikke er døde allerede…

31. august 2002

© Steen Ulnits

* “Rystende, uansvarligt og en miljømæssig katastrofe”

“Rystende, uansvarligt og en miljømæssig katastrofe for vandmiljø, fisk og de rekreative muligheder for Randers`s og omegnens borgere”.

Så kort beskriver det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Randers, Torben Hansen, miljøministerens plan om at forlænge Tangeværkets koncession i yderligere 5 år. En forlængelse, der iflg. Torben Hansen, vil sætte naturgenopretningen i Gudenåsystemet i stå, til ubodelig skade for naturen, fiskelivet og vandkvaliteten.

“Gudenåsystemet har brug for et langt omløbsstryg ved Tange Sø og ikke en udsættelse på yderligere 5 år”, understreger han.Torben Hansen vil derfor i den kommende tid stille ministeren spørgsmål om økonomien, ministerens beslutningsgrundlag, argumentationen mm.

“Den seneste forlængelse på 2 år har været brugt til at belyse de forskellige projekter. Der foreligger nu et meget gennemarbejdet materiale fra ministerierne. Et materiale, som ministeren nu ikke ønsker at bruge. Et materiale, som ovenikøbet har været meget dyrt at få udarbejdet. Endvidere har der været en lang offentlig debat, mange indlæg mm. En proces, der med ministerens skridt ikke er blevet taget seriøst”, fortsætter Torben Hansen

Det har i mange år været god og rigtig tone i dansk miljøpolitik at lære af fortidens fejl. Det har vi nu også alle muligheder for, da de forskellige muligheder for den fremtidige passage ved Tange Sø er belyst. Det ønsker miljøministeren desværre ikke med denne usaglige udsættelse.

“Hvad vil vores efterkommere takke os mest for? Elproduktion i Gudenåen i minimalt omfang eller et levende og friskt Gudenå-system med et spændende dyre-og fiskeliv, der kan leve og svømme frit og naturligt i det vand, de har brugt i tusinder af år ? Svaret giver sig selv”, konkluderer Torben Hansen.

Ikke alene vil fiskelivet fortsat ikke kunne passere, hvis ministerens plan gennemføres. Men oven i dette skal så lægges de miljømæssigt negative konsekvenser for Gudenå-systemet og Randers Fjord nedenfor Tangeværket – såsom manglende selvrensning af vandet samt unormalt høje vandtemperaturer om sommeren.

“Taberne i dette spil, med ministerens nye plan, er vandmiljøet, både i Gudenåen og Randers Fjord, fiskene og det øvrige dyreliv, Lakseprojektet, turismen og indtægterne derfra samt de borgere og kommuner, der i mange år har kæmpet for en ren og frit strømmende Gudenå”, slutter Torben Hansen.

Til orientering udgør el-produktionen på Tangeværket kun 0,3 promille af landets samlede el-produktion. Det opgjorte driftsresultat på ca. 1,5 mio. kr. opnås alene ved et 2-3 gange så stort statstilskud. Uden dette tilskud ville Tangeværket for længst have været lukket – som en ren underskudsforretning.

19. august 2002

© Steen Ulnits

* Øget forbrug af pesticider

Nu gik man lige og troede, at landbruget langt om længe havde reduceret sit forbrug af pesticider – af miljøskadelige sprøjtegifte. Som de skulle ifølge diverse handlingsplaner.

Men nej. Nu viser de seneste opgørelser fra Danmarks Statistik, at landbrugets forbrug af sprøjtegift sågar er steget i forhold til tidligere. Således steg salget af pesticider fra 3.551 tons i 2000 til 3.687 tons i 2001. I alt en stigning på 137 tons virksomt stof, der er spredt ud over danske marker og nu er på vej mod grundvandet.

Det er især salget af plantebeskyttelsesmidler, der er steget – med 259 tons virksomt stof. En uhyggelig udvikling i den helt forkerte retning. Og med den nuværende regering ved roret er der næppe håb om, at landbruget vil blive pålagt nye restriktioner. V, K og DF er definitivt ikke miljøets partier.

Så hvor der bestemt ikke mangler handlingsplaner, mangler der desværre heller ikke handlingslammelse. Der råder sågar politisk modvilje mod at sætte ind over for landbrugets fortsatte skalten og valten med det danske miljø.

19. august 2002

© Steen Ulnits

* Millioner til miljøet

Mens den nuværende regering har skåret kraftigt ned på udgifterne til miljøet, har oppositionen – i form af det detroniserede Socialdemokratiet – taget spenderbukserne på. Mens Venstre og konservative blot har afsat 63 mio. kroner til miljøet i det kommende år, vil Socialdemokraterne punge ud med hele 400 mio. kroner.

Af de 400 mio. kr skal de 200 mio. kr findes på finansloven, 100 mio. kr skal hentes fra EU og de sidste 100 mio. kr skal komme fra landbruget, der muligvis pålægges en særlig afgift på kvælstofforbruget.

Det sidste har længe været en hellig ko, som landbruget på det voldsomste har afvist. Dette trods den kendsgerning, at alle miljøfolk siden den første vandmiljøhandlingsplan fra 1980’erne har vidst, at en afgift vil være eneste realistiske mulighed for at få sænket landbrugets kolossale kvælstofforbrug.

Alt andet end at ramme direkte på pengepungen er nyttesløst over for landbruget, som i det sidste årti til fulde har dokumenteret, at alle andre tiltag er virkningsløse.

19. august 2002

© Steen Ulnits

* Nye naturparker

Mens regeringen og oppositionen er aldeles uenige om, hvor mange penge der skal bruges på miljøet, er parterne anderledes enige om, at der skal oprettes et antal nye naturparker i Danmark. Enigheden rækker endda så vidt som til at udpege seks konkrete områder, der skal udlægges som naturparker. Det drejer sig om følgende lokaliteter:

– Hede- og klitlandskaber i Thy
– Lille Vildmose
– Mols Bjerge og Helgenæs
– Gribskov og Esrum Sø
– Det Sydfynske Øhav
– Møns Klint

Her ender enigheden imidlertid brat, idet Socialdemokratiet som naturpark nummer syv har udpeget Marsken og Vadehavet længst i syd. Et område, som tidligere miljøminister Svend Auken flere gange har søgt optaget i Verdens Naturarv, men som beboere i området og nuværende miljøminister Hans Chr. Schmidt ikke ønsker indlemmet.Venstre har nemlig mange kernevælgere i Tønder-marsken og kan derfor ikke se skoven for bare træer. Endnu et skoleeksempel på, at politik og logik er to ikke-forenelige størrelser.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har imidlertid nu taget skridt til, at den danske regering nu meldes til EU for at have negligeret netop dette meget bevaringsværdige område. Trods millionstore tilskud til lokale landmænd går bestanden af mange fugle stadig tilbage – helt enkelt fordi landmændene sænker vandstanden for meget og lader alt for mange kreaturer græsse på områderne.

Det skal blive spændende at følge DOF i netop denne sag.

19. august 2002

© Steen Ulnits

* Handel med varm luft

Kyoto-aftalen fra 1997 havde til formål at reducere udslippet af CO2, methan og andre stoffer, der er med til at fremme drivhuseffekten. Aftalen tildelte alle lande en vis kvote, som man så forpligter sig til at reducere efter bedste evne. Aftalen, som er ratificeret af alle EU-lande, men endnu mangler giganter som Canada, USA og Rusland, muliggør også handel med kvoter for selvsamme stoffer. Altså kan man købe sig til et større udslip eller sælge sin kvote, hvis man ikke selv kan bruge den.

Denne helt nye handelsvare ser ud til at kunne blive det helt store hit. Således vurderer Verdensbanken, at verdenshandelen vil kunne nå 50 milliarder dollars allerede i dette årti. Og Deutsche Bank er endnu mere optimistisk i sin vurdering af handelens størrelse. Banken mener nemlig, at handelen allerede i 2010 vil kunne nå 150 milliarder dollars.

Handelen med CO2 ér allerede begyndt. Således har industrinationen Japan allerede købt CO2-aktier fra Kasakhstan, så de slipper for at skulle reducere udslippet hjemme. Og Brasilien har planer om store reduktioner i udslippet, så man kan sælge ud af sine CO2-aktier. Blandt andet vil Brasilien genrejse store skovområder, der som bekendt optager CO2 fra luften. En mængde CO2 svarende til denne optagelse vil så kunne sælges til højstbydende.

En meget svag side ved Kyoto-aftalen er, at to af verdens største forurenere, USA og Rusland, ikke har eller har i sinde at ratificere aftalen. USA står for hele 36,1% af CO2-udslippet, mens Rusland står for 17,4%. Tilsammen udleder disse to nationer altså alene mere end halvdelen af al CO2 på verdensplan.

Præsident George Bush, der ikke ligefrem kan bryste sig af at have en miljøprofil, har undsagt Kyoto-aftalen, som hans forgænger Bill Clinton ellers skrev under på. Den planlagte årlige reduktion på 7% i perioden 2008-12 vil koste USA for dyrt, mener Bush, der som bekendt udelukkende blev valgt til præsident på grund af en gigantisk valgstøtte fra netop oliebranchen.

Imidlertid er alle amerikanere langt fra enige med oliepræsidenten. Således er en gruppe amerikanske og canadiske firmaer begyndt på deres egen interne handel med CO2-kvoter. Delstaterne i staten New England har formuleret deres egen alternative klimahandlingsplan, mens Californien har besluttet at stille nye krav til bilers CO2-udslip. Endelig har staten New Hampshire vedtaget, at statens kraftværker skal reducere deres udslip af CO2, kvælstof, svovl og kviksølv.

Når præsidenten selv ikke kan se skriften på væggen, så er det jo godt, at hans egne landsmænd kan!

19. august 2002

© Steen Ulnits

* Bønder og boliger

Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) redegjorde for nogen tid siden for sin nye planlov. Den vil kort fortalt tillade partiets kernevælgere, bønderne, at bygge nye boliger i naturen, hvor det tidligere ikke har været tilladt at bygge.

Folketingets miljøudvalg fik dog presset miljøministeren til at opgive sin oprindelige plan, der gik så vidt som til at tillade byggeri inden for den hidtil gældende zone 300 m fra kystlinjen.

Men ellers er der nu grønt lys til, at venstrebønder fremover kan indrette ekstrabolig i hovedbygningen samt bygge en aftægtsbolig samt en medhjælperbolig inden for 100 m fra hovedbygningen. Altså tre nye boliger for hver nuværende.

Selv langt ind i regeringens egne rækker vækker miljøministerens nye forslag dyb bekymring. Det vil nemlig medføre, at der dukker mange helt nye boliger op i naturskønne områder af landet, som hidtil har været friholdt for byggeri – netop af hensyn til naturen.

Det frygtes nu, at velhavende bønder vil spekulere i den nye ordning og bygge boliger, som siden kan sælges med stor fortjeneste, da de i mange tilfælde vil ligge i meget naturskønne områder. I visse tilfælde vil de også kunne tage udsigten fra eksisterende boliger.

9. august 2002

© Steen Ulnits

* Langt igen for Lillebælt

Siden midten af 1990’erne er spildevandet, som udledes i Lillebælt, blevet meget renere. Således er mængden af kvælstof fra de bedst fungerende rensningsanlæg reduceret med over 85% i forhold til udledningen i 1980’erne. I de seneste år kan man også se en tydelig reduktion i tilledningen af kvælstof fra omkringliggende landbrugsområder.

Alligevel ser det sløjt ud for Lillebælt. Således oplevede man for to og tre år siden nogle af de voldsomste iltsvind, der nogensinde er målt i Lillebælt. Trods begrænsninger i tilledningen er der stadig alt for mange næringssalte i Lillebælt – alger, som forårsager algeblomst med efterfølgende iltsvind og bundvendinger.

Mængden af torsk og andre bundfisk i bæltet er helt i bund, og i tilmed har de mange alger resulteret i ophobning af algegifte i bæltets blåmuslinger – så meget, at man har måttet indføre stop for fiskeriet af hensyn til sundhedsfaren. Samtidig har man kunnet konstatere, at snegle i visse dele af bæltet skifter køn – sandsynligvis på grund af hormonforstyrrende stoffer i spildevandet eller skibenes bundmaling.

De tre amter, som ligger ud til Lillebælt, konkluderede på deres årlige møde, at der stadig er lang vej til et rent Lillebælt med en sund flora og fauna. Blandt andet fokuserede man på det nuværende muslingefiskeri og dets skadelige virkning på såvel bundflora som bundfauna.

Amterne besluttede sig for at søge en fælles holdning til dette problem. Amterne konkluderede også, at der fremover skal satses endnu mere på en reduktion i tilledning af næringssalte til bæltet.

Vi må håbe, at det ikke blot er endnu en gang bragesnak uden reelle hensigter. Lillebælt fortjener en bedre fremtid.

9. august 2002

© Steen Ulnits

* En bitter oplevelse…

“Gammel Dansk gør godt” hedder det i et velkendt reklameslogan for dette populære produkt, som ikke mindst jægere og fiskere holder meget af.

“Gammel Dansk er skidt for miljøet” bør det fremover hedde. For nylig gik det nemlig helt galt ved Tryggevælde Å, hvor hærværk på De Danske Spritfabrikker i Dalby på Sydsjælland resulterede i, at ikke mindre end 37.000 liter ufortyndet Gammel Dansk løb ud i Tryggevælde Å.

Udslippet var så voldsomt, at det lokale rensningsanlæg ikke magtede det, men måtte slippe store mængder urenset spildevand direkte ud i åen. Resultatet blev, at fisk i stort antal måtte lade livet – sikkert uden at have nydt den gode spiritus først. Biologer anslår, at det kan vare flere år, før fiskebestanden i Tryggevælde Å er genoprettet.

Men ikke nok med det. Hvor udslippet af Gammel Dansk skyldtes et indbrud med efterfølgende hærværk på fabrikken, så var det et rent teknisk uheld, der kun få dage senere medførte, at yderligere 6.000 liter ren whisky løb direkte ud i selv samme Tryggevælde Å…

Skadevirkningerne ved det sidstnævnte udslip menes dog at være minimale. For som formanden for Rønnede Kommunes miljøudvalg så rigtigt udtrykte det:“Fiskene kan jo kun dø én gang…”

Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL) var hurtigt ude og rettede henvendelse til fødevareministeren med forslag om, at der snarest – gerne med omgående virkning – indføres forbud imod fiskeri med nedgarn og større ruser i et område af Køge Bugt fra Køge Havn til og med Køge Sønakke – indtil en afstand af 1 sømil fra kysten.

Begrundelsen er naturligvis det omtalte udslip fra De danske Spritfabrikker, som var et hårdt slag mod fiskebestanden i Tryggevælde Å. Åens havørreder og aborrer vokser netop op ude i Køge bugt, hvor de nu har dobbelt brug for fred til at retablere sig efter katastrofen.

LDL regner afsluttende med en forventning om, at De Danske Spritfabrikker lever op til deres ansvar og udbetaler en erstatning til “genbesætning” af åen med fisk. Det gør vi vist alle!

9. august 2002

© Steen Ulnits

* Tun i tonsvis – til turister

Den blåfinnede tun, som fødes i Middelhavet, nåede i 1930’erne, 1940’erne og ind i 1950’erne helt op til Øresund, hvor den danske rekordfisk på ikke mindre end 372 kg blev fanget i 1950’erne.

Siden sørgede et overfiskeri i Middelhavet effektrivt for, at ingen store tun nåede helskindet ud af Middelhavet og op til Nordeuropa. Det var de ældste og største fisk, som svømmede længst – dem, der først blev overfisket. Og dermed var tuneventyret i Øresund definitivt ovre.

I første halvdel af 1900-tallet var der en tilsvarende forekomst af store tun ud for Newfoundland i Canada – en ressource, der ligeledes hurtigt blev overfisket. Sidst i 1900-tallet opdagede man så, at der i vintermånederne ud for staten North Carolina i USA var en ganske stor forekomst af netop blåfinnede tun. Heriblandt mange ganske store eksemplarer.

I starten var det kun sportsfiskerne, der profiterede på denne nye ressurse – med gode indtægter for turisterhvervet til følge. Flere store Big Game både sejlede ud til fiskebankerne ved Hatteras, hvor de fristede de store tunfisk, og fisketurister fra hele Nordamerika valfartede til North Carolina.

Siden kom erhvervsfiskerne imidlertid til og fik del i kagen. De første fangster blev gjort i år 2000 – en dårlig start på det nye årtusinde, idet 50 tons tun da blev landet og solgt i North Carolina. Men allerede da var det ikke længere muligt for fiskerflåden at lande hele den amerikanske fiskekvote for netop blåfinnet tun. Man bad derfor om en speciel delkvota for North Carolina.

International Game Fish Association (IGFA) medfinansierede i 1998 en undersøgelse, som godtgjorde, at velhavende Big Game fiskere på blot 51 fiskedage omsatte 3.8 million US$ på sportsfiskeri efter den blåfinnede tun. I dete beløb er indbefattet udgifter til transport, ophold, forplejning og fiskeri fra store og kostbare Big Game både.

Alt i alt omsatte sportsfiskeriet efter tun ifølge IGFA godt 5.5 million US$ – langt mere end erhvervsfiskeriet, der til gengæld opfiskede langt større mængder af den værdifulde fisk, som ikke mindst japanske fiskespisere er villige til at betale meget dyrt for.

9. august 2002

© Steen Ulnits

* – Tamlaks i Alaska?

For de fleste af os er Alaska nok synonym for uberørt ødemark og intakte fiskebestande. Hvilket igen er grunden til, at mange af os drømmer om en fisketur til Alaska.

Nu viser det sig imidlertid, at mange af laksene i det sydlige Alaska efterhånden er af tam oprindelse. I Prince Williams Sound er således 88% af hundelaksene, 82% af pukkellaksene, 65% af sølvlaksene og 34% af rødlaksene afkom af tamfisk. Kun blandt kongelaksene er 100% stadig vildfisk.

Alaska Department of Fish and Game vurderer nu, at der næppe er sandsynligt, at der længere findes uberørte bestande af pukkellaks i Westerne Sound området. Her har tamlaks blandet sig med vildlaks alle steder – med genetisk udvanding til følge. Det er kun et spørgsmål om, i hvilken grad det er sket.

Samlet set gælder nu for hele Alaska, at 64% af de erhvervsfangede hundelaks, 42% af pukkellaksene, 24% af sølvlaksene, 4% af rødlaksene og 19% af kongelaksene stammer fra klækkerier med tamlaks. De er således udsat som små og har vokset sig store i Stillehavet, inden de er blevet fanget af erhvervsfiskerne.

Det er således ikke så lidt af en vildledning, når eksempelvis pukkellaks i Brugsens dybfryser markedsføres som “Wild Alaska Salmon” – når nu langt over halvdelen stammer fra klækkerier. Det er således tamlaks, der opretholder en meget stor del af det kommercielle laksefiskeri i det sydlige Alaska.

Nu frygter forskerne, at loftet er nået for, hvor mange laks der er plads til eller rettere føde nok til i det store Stillehav. Siden 1991 er der således i USA, Canada, Rusland og Japan udsat mere end 5 milliarder laksesmolt – årligt!

Forskerne frygter også for, at de vilde laks vil blive udkonkurreret på gydepladserne af tamlaks fra klækkerierne. En problemstilling, vi kun kender alt for godt fra vor hjemlige atlanterhavslaks, der nu er genstand for et kæmpemæssigt opdræt i flydende netbure.

Den største producent er Norge, som i takt med et øget lakseopdræt har mistet mange bestande af vildlaks. Vildlaksene angribes af sygdomme eller snyltere fra opdrættet af tamlaks. Eller de udkonkurreres talmæssigt af undslupne tamlaks på gydepladserne.

Nu er selv stillehavslaksene i Alaska altså også truet af de selvsamme farer…

1. august 2002

© Steen Ulnits

* Protest mod papirpassage

Århus Amt, hvorunder Silkeborg hører, har barslet med et forslag til en fremtidig faunapassage ved den gamle Drewsens Papirfabrik midt inde i Silkeborg by. Hele området er pt. under total omlægning, idet papirfabrikken er revet ned og nyt boligbyggeri etableret på området.

Nu mangler der imidlertid blot en løsning på opstemningen ved fabrikken, idet hele vandstanden i området er baseret på netop denne opstemning. Man kan altså ikke blot fjerne den, som man kunne ved Tangeværket – hvis man altså ville. Man må i stedet lave en form for faunapassage, så fisk og smådyr frit kan vandre op og ned gennem Gudenåen på dette stykke.

Desværre byder det netop fremkomne forslag fra Århus Amt ikke på megen nytænkning eller mange visioner for fremtiden. Således bygger det nye forslag på, at størstedelen af Gudenåens vandføring også fremover skal passere gennem papirfabrikkens gamle elturbine. Kun en forsvindende lille vandmængde skal løbe gennem faunapassagen.

Den lovmæssigt foreskrevne tilgitring ved turbinen vil desuden tillade alle smådyr og småfisk på op til 15-20 cm’s længde at passere direkte gennem turbinen.

Turbinen er ganske vist af en konstruktion, der ikke som gamle tiders turbiner maser fiskene til plukfisk. Men erfaringer fra Tangeværket viser, at fisk, som har været en tur gennem turbinerne, er så fortumlede, at de efterfølgende bliver et let bytte for rovfisk og rovfugle nedstrøms turbinen. Så hvis de ikke dør med det samme – i turbinebladene – dør de lidt senere og andre årsager.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) er gået aktivt ind i sagen og anbefaler nu kraftigt, at Århus Amt opgiver sin plan og i stedet lægger hele Gudenåens vandføring i et stort omløb – et stenstryg, som med sikkerhed vil tillade al fauna, stort som småt, at passere uhindret igennem såvel opstrøms som nedstrøms. DSF slår samtidig på, at et sådant stenstryg i sig selv vil være en turistattraktion i Silkeborgs gamle bymidte.

DSF slutter sin anke med, at “det vil være trist, om man de næste 100 år skal se på et betonmonument over et mistag fra Århus Amt.” Det kan man kun give DSF ret i.

1. august 2002

© Steen Ulnits

* Ferskere fjord

Siden 1994 har myndighederne søgt at skabe et mere salt miljø i Ringkøbing Fjord, hvor Skjernåen munder ud. Dette har været tilstræbt med en ændret slusepraksis ved Hvide Sande, hvor man har lukket større mængder saltvand ind i fjorden end tidligere. Målet var at holde en konstant saltpromille på 15, og ideen var at skabe renere vand i den næringssaltforurenede fjord.

Denne praksis resulterede imidlertid i fiskedød hos helten i den sydlige del af fjorden, som kaldes Nymindestrømmen. Blandt andet denne fiskedød har nu medført, at et brugerråd nedsat af fire fjordkommuner samt Ringkøbing og Ribe amter fremover anbefaler en mere fersk fjord. Fremover skal målet være en saltpromille på bare 6, og samtidig skal vandstanden i hele fjorden sænkes.

Der forlyder intet om, hvad den nye slusepraksis vil komme til at betyde for udtrækket af laksesmolt fra Ringkøbing Fjord og indtrækket af voksne gydelaks til Skjernå.

1. august 2002

© Steen Ulnits

* Fisketurister ingen trussel

“Tyske turister tonser torsk i tusindvis”. Under denne noget imposante overskrift har jeg flere gange tidligere berettet om lokal utilfredshed med især tyske fisketurister, der drager hjem igen med fryseren fuld af torskefileter. Det har været og er stadig tilfældet i Langelandsbæltet, hvortil jo tyskerne har let adgang. Og det gælder i vid udstrækning vort naboland Norge, hvor tyskerne ganske vist ikke har helt så let ved at komme til. Men alligevel er der i svære mængder.

I Norge har man længe rumlet med tanker om at sætte en slags kvote for især de tyske turistfiskere, så de ikke fortsat kan bringe ubegrænsede mængder torsk med hjem. Det er interesseorganisationen Norges Kystfiskarlag, der har været mest fremme i debatten – med direkte og konkrete forslag til, hvor mange kilogram fisk udenlandske fisketurister må føre ud af landet. De føler sig truet på deres levebrød og mener, at man som lystfisker skal fiske for fornøjelsens og ikke fangstens skyld.

Nu melder forskere fra Havforskningsinstituttet i Bergen imidlertid ud, at fisketuristernes fangster overhovedet ingen rolle spiller i fiskeribiologisk sammenhæng. Det er erhvervsfiskerne selv, der spiller den største rolle – som skurken, der via overfiskeri er skyld i de nu flere steder svigtende fangster.

En rapport fra Norges Fiskerihøgskole og Universitetet i Tromsø konkluderede for nylig, at udenlandske fisketurister fanger omkring 13.400 tons fisk årligt. Til gengæld tilfører de lokaløkonomien 2,3 milliarder norske kroner.Desværre savnes der tal for erhvervsfiskeriets fangster og omsætning, så man kunne sammenligne det rekreative fiskeri med det erhvervsmæssige.

Når det gælder attraktive sportsfisk, fortæller tallene typisk, at disse fisk fanget på stang og line – som sportsfisk – omsætter for 10-100 gange det beløb, de kan indbringe på fiskemarkedet – som konsumfisk.

21. juli 2002

© Steen Ulnits

* Parasitter fra torskeopdræt?

Forsøg med opdræt af torsk har stået på i adskillige år – uden det helt store held, da torskeyngelen er svær at holde i live i den første kritiske tid. I naturen lever jo den nyklækkede torskeyngel pelagisk – i de frie vandmasser – hvilket er svært at eftergøre i et laboratorium. Dødeligheden blandt torskeyngelen har derfor været meget høj.

Indtil nu. Nu har man nemlig nået et stade, hvor et profitabelt opdræt ikke længere ligger mange år fremme i tiden. Samtidig er der imidlertid opstået tvivl om, hvorvidt parasitter fra torskeopdrættet kan spredes til vilde torskebestande. Et norsk regeringsudvalg har derfor bedt Havforskningsinstituttet i Bergen om en udredning, der skal kortlægge problemets eventuelle omfang.

En smuk tanke. Man kunne blot ønske sig, at den norske regering havde haft samme høje krav til lakseopdrættet, da man i sin tid ukritisk lukkede op for sluserne og slap dræberikten Gyrodactylus salaris ud blandt de norske vildlaks. Men bedre sent end aldrig, og måske har nordmændene lært noget af netop dén fatale fejltagelse…

21. juli 2002

© Steen Ulnits

* Gratis fiskegrej til skoleelever!

Det er desværre en kendsgerning, at lystfiskeriet ikke er i fremgang i disse år. Flere taler om, at en hel generation er tabt til TV, video og computerspil. Lystfiskerklubber landet over melder om svigtende tilgang til juniorafdelingerne, og grejbutikkerne kan tilsvarende fortælle om, at kunderne i gennemsnit er ældre end for bare ti år siden.

I USA, der er foregangsland, hvad sportsfiskeri angår, har man længe kendt til denne udvikling og taget initiativ til at ændre på situationen. Man har sat en massiv informationskampagne ind for at vende udviklingen og haft stor succes med at hverve nye lystfiskere blandt staternes mange skoleelever.

Nu er man i Norge begyndt på noget tilsvarende – med et spændende initiativ, der skal skaffe gratis fiskegrej til halvdelen af årets nye skoleelever. Ikke mindre end 30.000 fiskesæt skal nemlig uddeles på landets skoler, hvorved man håber at hverve nye lystfiskere.

Det er Norges Jeger- og Fiskeforbund (NJF), der sammen med den norske fiskegrejsproducent Sølvkroken og ligeledes norske Statsskog har taget initiativ til dette fremstød for lystfiskeriet. Hjælp til selvhjælp kunne man passende sige, for uden nye lystfiskere ingen fremtid for hverken lystfiskerorganisationer eller fiskegrejsproducenter.

Næsten to millioner norske kroner har det kostet, og nu ser ikke mindst NJF frem til en masse nye lystfiskere! Initiativet er blevet bakket op af selveste den norske miljøminister, som selv forestod uddeling af gratis fiskegrej til skoleelever på en national markeringsdag i juli. ­ En idé til efterfølgelse i Danmark?

21. juli 2002

© Steen Ulnits

* Smertefulde fluekast

Mange af os kender til det: Efter en uges nådesløst laksefiskeri i Norge – med alt for lidt søvn mellem fiskepassene – strejker kroppen helt enkelt. Det værker i ryg, arme og skuldre, som havde man været gennem samtlige tolv runder i en VM-boksekamp…

En amerikansk undersøgelse, der omfattede 131 entusiastiske fluefiskere og deres problemer med fysikken, konkluderede for nylig, at fluefiskere typisk lider af de samme skavanker som dyrkere af tennis og golf. Således havde ikke færre end 69% af samtlige fluefiskere problemer med ondt i ryggen. 33% havde smerter i hænder og håndled, mens 18% meldte om ondt i albuen.

Det lyder af meget, men burde ikke komme bag på nogen – da slet ikke fluefiskere. I forskellige diskussionsgrupper på internettet kan man ofte se indlæg fra fluefiskere, der klager over smerter i håndled, albue og skulder. Tennisalbuer og seneskedehindebetændelse er bestemt ikke ukendte begreber blandt fluefiskere…

I langt de fleste tilfælde er det de monotone og gentagne bevægelser, der udløser smerterne. Enten fordi man helt enkelt fisker for meget. Eller fordi man fisker for sjældent og derfor ikke er i form til de uvante bevægelser.

Løsningen ligger naturligvis i at holde sig i form til fisketuren, så man kan holde de mange timers trættende fiskeri ud. En korrekt kasteteknik er alfa og omega, da man i så fald kun bruger de kræfter, der er absolut nødvendige for at få line og flue ud. En forkert kasteteknik er ødelæggende – ikke kun for fiskeriet, men også for fysikken. Ikke mindst fluekast med lange tohåndsstænger kan være hårdt for arme, skuldre og ryg.

Skulle skaden imidlertid ske – langt ude på fjeldet – skal der repareres og yderligere skader forebygges. Tag hyppige pauser, hvor du vader i land og lader stangen stå. Bevæg håndleddene, der godt kan blive stive af at holde krampagtigt om håndtaget. Og rul gerne med hovedet, så man ikke bliver stiv i nakken. Sidstnævnte kan medføre hovedpine, og da er man naturligvis ikke meget værd som fluefisker…

21. juli 2002

© Steen Ulnits

* 2002: “Gyllens År”…

Allerede på nuværende tidspunkt kan vi desværre konkludere, at 2002 blev “Gyllens År”.

Først gik det galt i Sønderjylland, hvor en gylletank på Haderslev Næs sprang læk. 100.000 liter giftig og iltslugende gylle slap ud i Møllebækken, der munder ud i Bankel Sø. Alle fisk på den 3,5 km lange forurenede strækning af Møllebækken afgik ved døden. Heldigvis var der netop i år ekstraordinært megen vand i åen på grund af den rekordstore nedbør, hvilket kunne fortynde gyllen og dermed reduceret dens skadelige effekt.

Men det er desværre ikke kun landmænd, der sviner med gyllen – det gjorde for nylig også Århus Kommunes topmoderne biogasanlæg ved Spørring. Her løb omkring 175.000 liter afgasset gylle ud i den lille Spøring Å, hvor den dræbte alt fiskeliv. Århus Amt, som har politianmeldt Århus Kommune for udslippet, anslår videre, at 50-80% af alle ørreder i Lilleåen længere nedstrøms også er afgået ved døden.

Forårets gylleudslip fra det kommunale biogasanlæg i Spørring vil kunne mærkes af lystfiskere i Østjylland i flere år fremover. Godt og vel halvdelen af Gudenåens havørreder stammer nemlig fra Lilleåen, der løber ud i Gudenåen ved Langå. Tilsvarende vil der blive færre bækørreder i lilleåen, da de netop havde deres gydepladser i Spørring Å…

Hele episoden vil senere blive præsenteret og foreligge på artikelform under “Fiskeribiologi”. Det er en sag med vide konsekvenser på mange planer.

21. juli 2002

© Steen Ulnits

* LDL: – Fredning af nedfaldsfisk?

Landsforeningen Danske Lystfiskere (LDL) har – i forbindelse med Fiskeridirektoratets udkast til en ny bekendtgørelse om mindstemål og fredningstider i ferskvand – foreslået, at nedfaldsørreder fredes frem til 15. april. LDL begrunder sit forslag med følgende:

– Havørreder har en langt større naturlig overlevelse efter legen end laks, hvorfor udlegede fisk hurtigt kommer til hægterne igen og atter kan deltage i gydningen – hvis de altså sikres fri adgang til havet.

– Nedfaldsørreder er uden kulinarisk interesse, da de i vid udstrækning har erstattet kroppens fedtdepoter med vand efter den krævende gydning. En parallel til den nuværende forårsfredning af udlegede skrubber.

Flere sportsfiskerforeninger landet over har allerede indført en frivillig fredning af nedfaldsfiskene, og det er mere end svært at finde rationelle argumenter imod en sådan fredning. Det er på tide, at vi indser det tvivlsomme i at beskatte fiskene på et tidspunkt af deres livscyklus, hvor de dels ikke er egnede til menneskeføde – dels er uhyre lette at fange på stang og line.

13. juli 2002

© Steen Ulnits

* Mere miljøvenlige dambrug

Danske dambrug har længe og af mange forskellige grunde været på fy-listen over forurenere af vandmiljøet. Dels forurener de mange fisk og det store foderforbrug vandet med store mængder næringssalte, som siden havner ude i vandløb, søer og fjorde, hvor det fører til algeblomst, iltsvind og bundvendinger. Og dels hindrer opstemningerne ved dambrugene især laksefiskenes frie vandring op til de livsvigtige gydepladser.

Listen over dambrugenes dårligdomme er alenlang, men nu ser det imidlertid ud til, at vi er på vej mod mere miljøvenlige dambrug. I hvert fald barsler regeringen snart med en ny bekendtgørelse, der skal gøre Danmarks omkring 400 dambrug både mere miljøvenlige og samtidig mere produktive.

Siden den omstridte og meget udskældte “dambrugsbekendsgørelse”, der fulgte Danmarks første vandmiljø-handlingsplan i 1989, har det været god skik blandt myndighederne at begrænse forureningen fra dambrug ved at sætte en grænse for foderforbruget. En enkel og effektiv foranstaltning, som var let at kontrollere. Men samtidig en metode, der gjorde det umuligt for dambrugerne at udnytte moderne teknologi, der kunne minimere foderforbruget og forureningen, samtidig med at den også øgede produktionen.

Nu åbnes der med den nye bekendtgørelse mulighed for, at danske dambrug faktisk kan øge produktionen – vel at mærke hvis de kan dokumentere, at forureningen samtidig mindskes eller forbliver uændret. Det vil betyde investeringer i millionklassen, og det vil igen betyde, at mange mindre dambrug opkøbes og sammenlægges til større produktioner – præcis den samme udvikling, som vi har set ske i landbruget.

Desværre har det rådgivende udvalg ikke kunnet nå frem til konkrete tiltag, der skal reducere den massive forurening med medicin og algebekæmpelsesmidler, som dambrugerne også er storleverandører af.

Interesserede kan læse mere om dambrug i fire artikler ved at klikke under “Artikler”.

13. juli 2002

© Steen Ulnits

* Dydsmønster-dambrug

Det er lidt pudsigt, at en netop den danske dambruger, der har fået den største forureningsbøde i Danmarkshistorien – godsejer Erik Ugilt Hansen fra Volstrup ved Hobro – nu også driver et af landets mindst forurenende dambrug.

Faktum er, at Erik Ugilt Hansen i 1998 modtog en bøde på kr. 625.000 plus en konfiskation af ulovlig fortjeneste på kr. 2.500.000. Årsagen var, at Ugilt havde brugt 400 tons foder mere, end hans dambrug havde tilladelse til.

Faktum er imidlertid også, at selvsamme Ugilt driver et dambrug, der af et ministerielt udvalg kaldes et “mønsterdambrug”. Det er Døstrup Dambrug ved Hobro, som kun udleder mellem en tredjedel og en fjerdedel af de forurenende stoffer i Døstrup Bæk, som et traditionelt drevet dambrug ville gøre.

Tidligere brugte Døstrup Dambrug alt vand i den lille Døstrup Bæk. I dag bruger man kun en mindre del af bækkens vand – til stor glæde for vildfiskene i vandløbet. Samtidig ilter man vandet 10-12 gange, så der alligevel er ilt nok i vandet til de mange ørreder i produktionen.

Ekskrementer fra fiskene, der opdrættes i betondamme i stedet for de traditionelle jorddamme, ledes på bedste grisemanér ned igennem riste, hvor det således kan opsamles. Det resterende spildevand ledes nu gennem en lille sø, der fungerer som rodzoneanlæg, hvor planterne optager næringssaltene fra vandet. Rodzoneanlægget fylder i sig selv meget mere end de små betondamme, hvor hele 23 tons fisk – godt en halv million stykker – svømmer omkring i blot 700 kubikmeter vand.

Døstrup Dambrug fik status af forsøgsdambrug i 2000 – efter meget tovtrækkeri og mange sværdslag. Således fjernede Miljøstyrelsen deres støtte til dambruget , da Ugilt fik sin dom i 1998. Siden fik dambruget imidlertid 12 millioner kroner i EU-støtte, der blandt andet blev brugt til oprettelsen af en direkte dataforbindelse mellem Døstrup Dambrug og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). DMU kan således løbende følge med i udledningen af forurenende stoffer fra dambruget.

Det skal blive spændende at følge udviklingen – at se, om dansk dambrugsdrift virkelig kan gøres økonomisk rentabel og miljømæssigt forsvarlig. Uden millionstore EU-tilskud, som vel næppe alle 400 danske dambrug kan opnå.

13. juli 2002

© Steen Ulnits

* Økologiske ørreder

Der er nu konkrete planer om, at danske dambrug fremover skal kunne levere økologiske ørreder. I hvert fald indledes en forsøgsproduktion på fire udvalgte dambrug, som skal undersøge muligheden for at producere økologiske ørreder – statsanerkendte sådanne, vel at mærke.

Det er Skravad Mølle Dambrug ved Hobro, Ingstrup Mølle Dambrug ved Viborg, Åbro Dambrug ved Skjern og Vork Dambrug ved Egtved, der som de første skal teste mulighederne for en økologisk fiskeproduktion.

Der er imidlertid mange uafklarede forhold, som skal afdækkes – heriblandt dambrugenes og havbrugenes store, ukontrollerede og ukontrollable forbrug af algekæmpelsesmidler, medicin og antibiotika. Men der er klare tilkendegivelser fra det store tyske marked om, at der er et stort potentielt marked for netop økologisk producerede ørreder. Og dette økonomiske incitament skal være sporen til en mere miljøvenlig fiskeproduktion.

Fødevaredirektoratet er gået i gang med at udarbejde en bekendtgørelse om et økologisk fiskeopdræt, så dambrugserhvervet kan sidestilles med andre økologiske produktioner. Det er planen, at den første danske regnbueørred med statsanerkendt økologisk mærkning skal være en realitet i 2003.

13. juli 2002

© Steen Ulnits

* Verdens ældste laksefisker død

Lady Elizabeth Angela Marguerite Bowes-Lyon, bedre kendt som hele Englands “Queen Mother”, blev født den 4. august år 1900 som datter af Jarlen af Strathmore.

Allerede fra barnsben færdedes hun meget i naturen, og tidligt blev Skotland hendes absolutte favorit. Tidligt købte hun således Castle of Mey nær Caithness i Skotland, hvor hun slikkede sårene efter sin relativt unge mands død.

Fluefiskeri og Skotland hører uløseligt sammen, og fluefiskeri blev da også en af Lady Elizabeths store interesser. I mange år fiskede hun således laks i River Dee på Birkall beatet ved Balmoral Castle, hvor hun iført waders sendte sine fluer ud over den stærke strøm af thébrunt vand. Først højt oppe i halvfjerdserne måtte hun lægge fiskeriet på hylden og overlade stangen til Prince Charles. Hun sørgede også for, at hendes øvrige børnebørn fik lært at kaste en flue over den smukke flod ved Royal Deeside.

Lady Elizabeth deltog aktivt i arbejdet for bevarelsen af atlanterhavslaksen, der også i River Dee er gået stærkt tilbage. Så stærkt, at der i dag kun fiskes Catch & Release på den klassiske flod, hvor A.H.E. Wood i sin tid opfandt det moderne laksefluefiskeri med flydeline og små fluer. Således var Lady Elizabeth i mange år protektor for “Salmon and Trout Association” og bidrog også til indsamling af penge ved “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) og dens “fund raising dinners” landet over.

Hun deltog også, da NASF for nogle år siden udgav bogen “World’s Best Flies”. Da hun blev spurgt om sine egne favoritfluer, svarede hun følgende:

“It is often dependent on the time of the year, and clarity of the water. Shrimp, Blue or Green Charm, Munroe Killer – and on occasions a Lion Fly, specially tied using some hair from an African Lion!”

Lady Elizabeth døde sidste år, 101 år gammel. Hele England var i sorg, men Prince Charles var nok en af dem, der sørgede mest. Det var jo Lady Elizabeth, der i sin tid lærte ham at fiske laks. En passion, der stadig har stærkt tag i ham.

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* “Den Gamle mand og Havet” død

Ernest Hemingway fik sin Nobelpris i litteratur for ikke mindst den nu klassiske fortælling om “Den Gamle Mand og Havet”. Forbilledet til hovedpersonen i dette drama – bedst personificeret af skuespilleren Spencer Tracy – var cubaneren Gregorio Fuentes, der i mere end 25 år var Hemningway’s faste skipper og fortrolige på fiskebåden “Pilar”. Et teamwork, der resulterede i mange store fisk – tun og marlin – på dæk.

Gregorio Fuentes er netop død, 103 år gammel. Han blev født i fattige kår i 1897 og døde i år 2002 – nu i fotografernes blitzlys, for mange kom til Havana blot for at se og tale med Gregorio om hans tid med Hemingway. Den seje og senede Gregorio levede på minderne – og ikke mindst de mange drinks, der faldt af, når de gamle fortællinger blev genoplivet for nye tilhørere.

Med Gregorio Fuentes døde således også “Den Gamle Mand fra Havet”. En levende legende er ikke længere. Men det er Cuba’s mange marlin heldigvis stadig!

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* Slut med seletøj…

…hvis man altså er fluefisker med hang til rekorder. International Game Fish Association (IGFA) har nemlig besluttet, at man fremover ikke vil godkende fluefangede rekordfisk, hvis der til fighten er brugt seletøj à la det, man bruger til Big Game fiskeri. Altså skulderseler – ofte sågar i forbindelse med en fast fightstol.

Fremtidens Big Game fluefiskere kan dog glæde sig over, at de stadig må bruge fightbælte med støtte til bundduppen. Et sådant letter fighten med virkeligt store fisk – typisk tun, marlin og sejlfisk – på en lang fluestang rigtig meget. Har man blot én gang prøvet at stå med en 3 meter lang sejlfisk for enden af en 9 fod lang fluestang, da ved man hvilke massive kræfter, der er på spil. Og at fast støtte til netop bundduppen kan være altafgørende – også selv om det så måske er lidt snyd set med puristens øjne…

De nye IGFA-bestemmelser rokker dog ikke ved allerede satte fluerekorder – også selv om de måtte være sat med brug af skuldersele.

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* – Han borede slet ikke!

Som faste læsere af denne side vil vide, så foreslog den amerikanske præsident Bush for nogen tid siden, at der skulle påbegyndes nye olieboringer i Nordamerikas største naturpark i det nordlligste Alaska. Bush kom som bekendt til magten med oliepenge i ryggen, og forslaget om nye olieboringer i Alaska blev derfor betragtet som tilbagebetaling af valgstøtte til de store olieselskaber.

Så let gik det imidlertid ikke. Ikke mindst demokraterne gik imod forslaget og gjorde alt for at modarbejde det. Selv blandt republikanerne – præsidentens egne folk – var der en udbredt modstand mod disse boringer i et hidtil uberørt naturområde. Denne modstand resulterede for nylig i, at præsidentens forslag blev stemt ned i Senatet.

Resultat: – Nul huller. Han borede slet ikke!

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* Lakse-weekend ved Gudenåen

I weekend’en 29.-30. juni inviterer Gudenå-sammenslutningen og Dansk Laksefond til stor lakse-weekend ved Gudenåen, der sidste år kom ind på den fornemme Top Ti liste over Europas bedste laksevande – med en samlet stangfangst på op mod 2.000 laks!

Deltagerne vil have adgang til 40 km laksevand fra Tangeværket til Randers Fjord. Fiskeretten er udlånt til formålet af sportsfiskerforeningerne i henholdsvis Bjerringbro, Langå og Randers.

Deltagerbevis til kr. 150,- for en dag eller kr. 250,- for hele weekend’en kan købes lørdag og søndag fra klokken 05.00-08.30 på følgende fire steder:

Broen ved Brogade i Bjerringbro

Ulstrup Bro i Ulstrup

Amtmand Hoppes Bro i Langå

Justesens Plæne i Randers

Alle indtægter fra dette arrangement går til fremme af vildlaksen i danske åer. H. H. Prins Richard, der er ivrig laksefisker og mangeårig støtte af Dansk Laksefond, deltager i arrangementet og vil være til stede under den efterfølgende Laksens Aften, der finder sted om lørdagen.

Deltagerkortet giver adgang til såvel fiskeri som deltagelse i Laksens Aften.

* Hormonforstyrrede fisk må vente

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at der skal gøres noget for at undersøge de foruroligende meldinger om hormonforstyrrede fisk, som er kommet fra østjyske vandløb. Han mener, at vi endnu ikke kender nok til sagen og dens årsager til at kunne iværksætte en ordentlig undersøgelse af problemet og dets omfang.

I miljøkredse er det dog den almindelige opfattelse, at ministeren blot ønsker at vinde tid, førend der skal iværksættes nye undersøgelser, som nødvendigvis vil koste nye penge. Hans Christian Schmidt har da også efterfølgende meldt ud, at han vil tage sagen op igen til efteråret. Han håber således, at vi til oktober har det fornødne overblik over situationen – hvordan det så ellers skulle kunne lade sig gøre, når vi indtil da ikke kan gøre noget.

Det er blandt forskere den almindelige opfattelse, at problemet med de hormonforstyrrede fisk sandsynligvis skyldes østrogenlignende stoffer i det rensede spildevand fra by og land. Skulle dette vise sig at være tilfældet, er problemet så stort og diffust, at der kun vanskeligt kan gøres noget effektivt ved det. Under alle omstændigheder vil det blive uhyre kostbart, og det ved miljøministeren sikkert…

Nyeste i sagen er, at der nu også er fundet hormonforstyrrede fisk i saltvand. Det viste en undersøgelse fra Vejle Fjord, hvor 27 ud af 44 undersøgte hanskrubber havde anlæg til æg. Her peger meget på, at giftig TBT-bundmaling fra skibe kan være årsagen.

9. juni 2002

© Steen Ulnits

* Skarven skal ikke skydes

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at den danske bestand af skarver er for stor. I hvert fald ikke ret meget for stor.

Miljøministeren har netop præsenteret en ny skarvforvaltningsplan, som klart tilkendegiver, at der ikke vil blive nogen generel jagttid for den omstridte sorte fugl. Tværtimod vil ministeren totalfrede fuglen i yngletiden fra 1. april til 31. juli.

Den seneste optælling viste, at skarvbestanden herhjemme har været oppe på knap 40.000 ynglepar. Altså 80.000 fugle, som med afkom bringer den samlede danske skarvbestand op på 150.-200.000 fugle, der hver især skal have et lille halvt kilo fisk at spise om dagen.

Nu mener miljøministeren så, at skarvbestanden herhjemme skal være på mindst 30.000 ynglepar. Det svarer til 20% af Europas samlede skarvbestand, hvoraf mange gæster Danmark, som derfor har en international forpligtelse til at bevare en vis skarvbestand.

Selv om der fremover slet ikke må skydes skarver i yngletiden – end ikke som hidtil indenfor 500 meters afstand fra faststående fiskeredskaber – så må erhvervsfiskere dog fremover skyde fuglene inden for en afstand af 1.000 meter fra fiskeredskaberne. Problemet er blot, at det er meget svært at komme på skudhold af de intelligente fugle.

Hertil skal dog lægges, at der ved Ringkøbing og Nissum Fjorde i Vestjylland vil blive igangsat forsøg med at reducere lokale skarvbestande ved at sprøjte lagte æg med parafin. Her er det nemlig dokumenteret, at netop skarverne gør det umuligt at opretholde sunde fiskebestande. det fremtidige forsøg skal klarlægge, om en reduceret og kontrolleret skarvbestand kan genoprette fiskebestandene.

Ikke uventet er Dansk Ornitologisk Forening (DOF) godt tilfreds med, at miljøministeren nu garanterer en dansk skarvbestand på mindst 30.000 ynglepar. DOF undrer sig dog over, at ministeren ikke laver nogle økonomiske beregninger over, hvad skarvbestanden egentlig koster det danske samfund. DOF mener sågar, at de mange skarver har en direkte gavnlig virkning på fiskebestandene:

Skarven tager nemlilg skidtfisk som skaller og brasen, der er med til at gøre vore overgødede søer uklare. Den holder sygdomme i skak i torskebestanden, idet den æder de syge og derfor svage fisk. Og så er den en vigtig fødekilde for den nye danske bestand af havørne… Mener altså DOF, der dog ikke har relevante videnskabelige undersøgelser at henvise til.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) kan til gengæld fortælle, at op mod 80% af ørrederne i vandløb ved Horsens Fjord, bliver ædt af skarver fra landets største koloni på Vorsø. Det viste fund af mærker fra mærkede fisk i skarvreder. Dugfriske DFU-undersøgelser fra Ringkøbing Fjord viser samtidig, at 36% af laksesmoltene og 21% af ørredsmoltene havner i sultne skarvmaver. Det viste radiosendere fra radiomærkede fisk, der pludselig sendte fra skarvkolonier inde på land…

9. juni 2002

© Steen Ulnits

* Sæler skal ikke skydes

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at den danske bestand af sæler er for stor. I hvert fald ikke så stor, der skal ske en kontrolleret afskydning.

Midt i den ofte ophedede debat om, hvorvidt den voldsomt stigende danske sælbestand skal beskydes eller ej – begyndte sælerne så selv at dø. De første døde sæler blev fundet på Anholt og Læsø, hvorfra sælpesten tilsyneladende har bredt sig til bestandene i Limfjorden og nu senest også den svenske vestkyst. Indtil videre er godt 200 danske sæler døde.

Sælpesten er en slags lungebetændelse, som sælerne tilsyneladende ikke har megen resistens over for. En sygdom, der lader de ramte og afkræftede dyr lide en langsom og smertefuld død. Og en sygdom, der er dobbelt skadelig netop nu, hvor sælerne har født deres unger.

Endnu ved man ikke, om der er tale om en epidemi som den, der ramte og halverede den danske sælbestand i 1980’erne. Det vil den kommende tid vise. Men den fortæller med al ønskelig tydelighed, at sælbestanden nu har nået et niveau, hvor den ikke længere er bæredygtig. Hvor naturen selv begynder at regulere bestanden med sygdom.

Sælpesten kommer derfor på et yderst passende tidspunkt, når den nu er kommet. Den sætter nemlig fornyet fokus på debatten om afskydning af sælerne, så bestandene kan holdes nede på et bæredygtigt niveau. Modstanderne af en kontrolleret afskydning må nu se i øjnene og påtage sig et ansvar for, at sælerne i stedet dør en langsom og smertefuld død af sygdom. I stedet for en hurtig og i de fleste tilfælde smertefri død for en jægers kugle.

Under sælpesten i 1980’erne var det alligevel jægerne, der måtte træde til og aflive syge og afkræftede sæler langs de danske strande. Den danske natur er et menneskeskabt kulturlandskab og derfor ikke i balance med sig selv. Den er, som vi har skabt den, og det er derfor også os, der selv skal vælge, hvad vi vil have, hvor og hvordan.

– Hvorfor altid vente, til det er for sent?

9. juni 2002

© Steen Ulnits

Efterskrift: Sældøden fortsætter. Pr. 1. juli var der 600 døde sæler siden sælpestens start i maj. Det svarer til hver 20. danske sæl – altså 5% af den samlede danske sælbestand på 12.000 sæler. Under den store sælpest i 1980’erne døde 50% af bestanden.

* Bønder skal have erstatning

Noget af det første, den nye borgerlige regering foretog sig, var at give bønderne erstatning, hvis de fremover skal afgive jord af hensyn til miljøet.

Som bekendt blev bønderne underkendt af såvel Østre Landsret som Højesteret, da de stillede krav om erstatning for den jord, de ifølge vandmiljø-handlingsplanerne i 1991 måtte afgive til 2 m dyrkningsfri bræmmer langs vandløbene. Bræmmer, der skulle og skal sikre, at næringsstoffer fra dyrkede og gødede marker ikke havner i vandmiljøet.

I januar i år genfremsatte Kristeligt Folkeparti sammen med Dansk Folkeparti et forslag om, at danske landmænd skal have kompensation for de afgivne jord. Hårdt presset måtte miljøminister Hans Christian Schmidt gå med til, at danske landmænd fremover skal have kompensation, hvis de skal afgive jord i lignende sager. Han ville dog ikke gå med til, at der gives kompensation med bagudvirkende kraft.

Det er vel naturligt nok, at der gives kompensation, dersom man fratager danske landmænd produktiv landbrugsjord. Men lige så naturligt vil det så være, at man også lader selvsamme landmænd betale for de skader, deres produktion påfører det danske vandmiljø.

For flere år siden gennemførte Kommunernes Landsforening (KL) en undersøgelse, der viste, at det danske landbrug – trods eksport i milliardklassen – koster det danske samfund mere, end det tilfører. På grund af den forurening af overfladevand og grundvand, som det intensive danske landbrug påfører vandmiljøet…

Siden KL’s undersøgelse er landbrugets eksport endda kommet til at udgøre en mindre del af den samlede danske eksport.

9. juni 2002

© Steen Ulnits

* Gudenåen lagt i mølpose – igen

Venstre med miljøminister Hans Christian Schmidt og politisk ordfører Jens Rohde i spidsen har nu meldt ud, at der ikke bliver nogen naturgenopretning af Gudenåen. Et projekt, der ellers kun vil koste omkring halvdelen af, hvad retableringen af Skjernå har kostet.

Et udvalg nedsat af Folketinget og bestående af medlemmer fra Fødevareministeriet, Miljøministeriet og de implicerede amter havde ellers entydigt peget på den såkaldte løsningsmodel 8 som den bedste løsning. En løsning, der lader Tange Sø ligge, hvor den gør, og som blandt andet medfører et omløb langs store dele af søen.

Men sådan skal det altså ikke være med den nye regering, der svinger sparekniven for at få deres valgløfter og den kommende finanslov til at hænge sammen. Angiveligt skyldes modstanden mod forslaget imidlertid, at der i lokalområdet – i parentes en vigtig valgkreds for Venstre – er modstand mod at føre Gudenåens vand uden om Tange Sø.

Men som Danmarks Sportsfiskerforbund så rigtigt udtrykker det i en pressemeddelelse:

“…regering og folketing bør se bort fra disse lokale protester. I øvrigt er naturgenopretning af Gudenåen et landsanliggende og ikke blot et anliggende for den lokale befolkning.”

Det kan ikke siges bedre.

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Skjern Å lagt i nye slyngninger

Midt i maj kunne Skjerns borgmester åbne et dige, hvorved endnu et stykke af den retablerede Skjernå blev lagt i sit nye leje. De syv nye sving ligger ved Albæk mellem Skjern og Borris. Hvis alt går efter planen, vil arbejdet med at genetablere vor vandrigeste å være færdigt ved udgangen af dette år. Arbejdet vil da have kostet 254 millioner kroner – en kvart milliard.

Ved indvielsen af de syv nye sving sagde borgmesteren, at det danske samfund nu har betalt det samme for at føre åen tilbage til det naturlige leje, det havde før udretningen, som det kostede at regulere den i 1960’erne. To skridt frem og to tilbage – vel at mærke til den dobbelte pris. Borgmesteren sagde også, at det begge gange har givet masser af beskæftigelse.

Set i dette positive perspektiv kan vi måske se frem til endnu flere udretninger og retableringer af Skjernå – siden det nu er så godt for beskæftigelsen…

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Hald Sø totalfredet

Ti års grundigt forarbejde har nu gjort, at godt 1.600 hektar af Hald Sø og dens nærmeste omgivelser kan totalfredes. Fredningen betyder blandt andet, at grantræer og andre selvsåede planter skal fjernes fra udsigtspunkter omkring søen, så udsigten fra de populære udflugtsmål ikke skæmmes. Ikke mindst de smukke lyngbakker skal holdes ved lige.

Fredningen har som sagt været længe undervejs. Først påbegyndtes et gennemgribende restaureringsarbejde af den smukke sø, hvis vand var forurenet af dambrug i tilløb til søen. Disse dambrug blev købt op og lukket ned, hvorefter man gik i gang med et storstilet iltningsprojekt af den dybe sø. Et projekt, der har varet flere år og dannet skole andre steder.

Iltningsprojektet har båret frugt, idet søen nu er blevet mere klarvandet og iltrig end tidligere. Dette ikke mindst til glæde for søens naturlige bestand af søørreder – en sjældenhed i dagens Danmark, hvor de allerfleste søer er for eutrofierede (forurenet med næringssalte) til, at søørreden kan trives i dem.

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Badevand i Københavns havn?

Københavns Kommune går som sagt med planer om at gøre søerne i det indre København så rene og klare, at der fremover kan bades i dem.

Men ikke nok med dette, som i bedste fald ligger tre år fremme i tiden. Nej, Københavns Kommune har også konkrete planer om, at der meget snart skal kunne bades i Københavns Havn. De seneste års investeringer i rensning af spildevandet fra Københavns 1,5 million borgere har nemlig medført, at vandet nu er så rent i havnen, at der kan bades sikkert i det.

Der er dog et lille “men”, idet der stadig er problemer med overløb af kloakvand i perioder med kraftig nedbør. Der er ganske vist bygget overløbsanlæg mange steder, men enkelte steder kan det stadig gå galt, så urenset spildevand ender i havnen. Det vil Københavns Kommune tage højde for med indførelsen af et varslingsanlæg ved den kommende badeanstalt på Islands Brygge. Her vil vandkvaliteten blive analyseret hvert 15. minut døgnet rundt. En rød lampe vil lyse, dersom indholdet af colibakterier eller andet skidt skulle stige til et uacceptabelt højt niveau. Og så skal man altså ikke hoppe i havnen.

Københavns Kommune har ud over det konkrete projekt ved Islands Brygge planer om andre “bolværksbadestrande” i den store havn. Hatten af for sådanne projekter, der 100% er afhængige af en god vandkvalitet. Det er vejen fremover.

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Badevand i Københavns søer?

Nu er Københavns Kommune blevet træt af uklart vand i søer som Sankt Jørgens Sø, Sortedams Sø og Peblinge Sø. Kommunen har besluttet, at søerne inden tre år skal være så klare, at millionbyens borgere vil kunne bade i dem.

Det er planen, at søerne skal “biomanipuleres”. Skidtfisk som skalle og brasen skal opfiskes, så søernes dyreplankton igen kan få fred til at rydde op i algerne, der gør søerne uklare i sommermånederne. Samtidig skal der udsættes geddeyngel, som kan være med til at holde skidtfiskene nede.

Der har dog været harmdirrende læserbreve i dagspressen, som ikke ønsker en forbedret vandkvalitet. Indlæg, der som begrundelse herfor siger, at de mange nye gedder vil æde alle fuglene i de kommende klarvandede søer…

Interesserede kan læse mere om biomanipulation under “Fiskeribiologi”. Klik ude til venstre.

21. maj 2002

© Steen Ulnits

* Dambruger mod biologer

Dambrugere er ikke gode venner med biologer, der hele tiden fokuserer på den massive forurening, der kommer fra dambrugene. En dambruger fra Holsted kunne da heller ikke styre sig længere, da han i retten var blevet idøt en beskeden bøde på 5.000 kroner for ulovligt at have produceret fisk i slambassinet på sit dambrug.

På vej ud af retten overfusede han de to biologer fra Ribe Amt, som havde vidnet mod ham i sagen. De blev lovet klø, næste gang de kom på kontrolbesøg, og følte sig naturligt nok truet. De meldte derfor på stedet dambrugeren til politiet, der nu har sigtet ham for trusler mod embedsmænd i funktion.

Uheldigvis for den koleriske dambruger var både dommer og anklager til stede og kan nu indkaldes som vidner – mod den dambruger, de netop havde fået dømt!

21. maj 2002

© Steen Ulnits

* – Nyt råd til afvikling?

Den nuværende regering startede som bekendt sin regeringstid med at afvikle et hav af mere eller mindre overflødige råd og nævn. Herved kunne spares et 3-cifret millionbeløb hvert eneste år – penge, som regeringen hellere vil bruge i sundhedssektoren.

Nu har Jyske Vestkysten imidlertid fundet et råd, som gik ram forbi i sparerunden, og som avisen nu anbefaler miljøministeren at nedlægge. Det er Vildtforvaltningsrådet, som netop er kommet med et bud på en ny forvaltningsplan for den fjerede, sorte død – skarven.

Danmark har i årtier haft Vorsø ved Horsens Fjord udlagt som reservat for skarverne, der har kvitteret med landets største skarvkoloni. Der igen har forpestet tilværelsen for fisk og fiskere ved i og ved den smukke østjyske fjord. Her har man studeret, ringmærket og talt fugle som intet andet sted.

Alligevel har Vildtforvaltningsrådet kun ét bud på en ny forvaltningsplan for skarven: Flere penge til undersøgelser af skarvens indflydelse på fisk og fiskeri…

Man kan kun give Jyske Vestkysten ret: – Nedlæg det råd og se så at få reduceret den nuværende skarvbestand til en langt mindre!

21. maj 2002

© Steen Ulnits

* Åbent brev fra Samsø:

Fra maj til september kommer havørrederne ind til kysten i ly af mørket for at søge føde i de lave lune vand. Det er de ikke ene om. Det er der også mennesker, der gør. Men i modsætning til havørrederne skal mennesker, som sætter garn, være 100 meter fra kysten. Eller fange fiskene med stang. Og det er langt vanskeligere. Sværest er det med flue.

Loven er lavet for at begrænse det uhyre effektive garnfiskeri, hvor man vader garnene ud ved lavvande om aftenen og henter dem i ly af mørket i det tidligste morgengry. Hvis man ser årsrapporten fra Fiskerikontrollen, er Samsø blandt de steder i Århus Amt, hvor ulovlighederne er størst.

Kr. Himmelfarts dag’s morgen stod der på kysten fra Vester-løkken og nordpå stribevis af ulovlige garn inde under land. Tre unge mænd kørte i biler med en trailer med kurve til garnene op langs kysten og røgtede nattens fangst. Det var mænd af faget og
ikke rene amatører.

Men det er ulovligt, og det er et sølle fiskeri. Som at køre rundt om natten og jage harer med billygter. Det giver noget i gryderne, men man vinder hverken stolthed, hæder eller respekt ved fangsten. Og hvis man fisker med stang om natten de næste 4 måneder, er det decideret farligt at falde i de ulovlige garn, som selvsagt ikke er afmærkede.

Den slags garnfiskeri er ubetænksomt og har været forbudt siden 1986, hvor en 100 meter garnfri zone langs de danske kyster blev indført hele året.

Det ulovlige garnfiskeri hører en anden tid til. Støder du på det, så ring til Fiskerikontrollen i Randers på 86 44 89 11. Man kan selv vælge, om man vil være anonym eller stå frem. Sagen her har jeg anmeldt.

Kolby, 10. maj 2002

Ole Kæmpe

* Dick Cheney svinger stangen

USA’s præsident George Bush Junior fisker, når tiden ellers tillader det. Helst efter varmtvandsfisk som stormundet bass, men også andre fisk har interesse. Hans far, ekspræsident George Bush Senior, fisker endnu mere, da han nu har tid til det. Gerne efter bass i Florida og redfish i Texas, men favoritfisken er og bliver bluefish oppe i staten Maine, hvor han har sin sommerresidens. Guvernør Jebb Bush fra Florida er som brormand en lidenskabelig bassfisker.

Tidligere udenrigsminister James Baker er en lidenskabelig fluefisker, der helst kaster sine fluer over sine egne ørreder i hans eget vandløb på ranchen i det amerikanske Midtvesten. Nu efterfølges han så af nuværende vicepræsident Dick Cheney, der trods et dårligt hjerte gerne følger i Baker’s fodspor som fluefisker.

Senest har han figureret i fluefiskepressen som deltager på en fisketur i Grand Teton Mountains, hvor han og fiskekammeraten Joe Huntsman sidste år landede 165 bækørreder, regnbueørreder og cutthroats – en med regnbueørreden nært beslægtet art.

Hermed følger Dick Cheney – af mange kaldt verdens reelt mægtigste mand, da han har stået bag såvel George Bush senior som junior – smukt i rækken at amerikanske toppolitikere, hvis fornemste fritidsbeskæftigelse er lystfiskeri. Det er der tydeligvis stemmer i – jævnfør vor egen fiskende Uffe Ellemann-Jensen, der jo næsten blev statsminister på den konto!

3. maj 2002

© Steen Ulnits

* General Electrics rydder op

Selv ikke verdens største virksomhed, amerikanske General Electrics (GE), er hævet over loven. Selv ikke under en republikansk regering. Det viser en opsigtsvækkende afgørelse fra Environmental Protection Agency (EPA – eller USA’s svar på vor egen miljøstyrelse), der nu pålægger GE at rydde op efter farlig forurening med miljøgiften PCB (polyklorerede biphenyler).

PCB, som er et meget varmebestandigt stof og derfor meget brugt i mange former for industriel fremstilling, er kendt for at kunne påvirke reproduktion, kønsdannelse, immunsystem og vækst hos mange forskellige organismer. PCB betragtes derfor i dag som miljøgift på højde med insektgiften DDT og blev derfor allerede i 1979 forbudt i USA.

Den kvindelige chef for EPA, Chrissie Todd Whitman, besluttede i december 2001, at GE skal rydde op efter sig i Hudson River, der løber gennem New York. Her har GE gennem mange år udledt PCB i så store mængder, at man nu i floden kan finde PCB-indhold, som overstiger de vedtagne grænseværdier med både 100 og 1.000 gange! Hvert år vaskes således mere end 200 kg ren PCB ud fra floden – ud til mundingsområdet, hvor det føres frem og tilbage af tidevandet og ophobes i planter og dyr.

Alt dette har nu medført, at EPA har dømt GE til at rydde op efter sig. Det skal ske ved at fjerne mere end 2 millioner kubikmeter PCB-holdigt slam fra en godt 50 km lang strækning af Hudson River opstrøms opstemningen ved Troy Dam. Dette kombineret med stop for udsivning af PCB fra to eksisterende GE virksomheder langs floden vil komme til at koste GE op mod 500 millioner US$.

Omkring 4 milliarder kroner for at rense op efter fortidens synder. Mange penge, men ikke for mange og ikke et sekund for tidligt. Det forventes at arbejdet påbegyndes i 2004 og vil vare fem år.

Nægter GE at rydde op efter sig, kan de ifølge Superfund-loven fra 1980 pålægges en bøde, der er tre gange større end udgifterne til oprydning.

3. maj 2002

© Steen Ulnits

* Cheminova sviner videre

Helt samme fremsynede holdning til miljøet har den danske regering desværre ikke haft til Cheminova, der som bekendt producerer gift på såvel Harboøre Tange i Vestjyland som i Indien, hvor man har endnu lempeligere bestemmelser for fremstilling af giftstoffer. Tænk blot på dioxinkatastrofen i Bhopal, hvor en stor amerikansk virksomhed stod for den fatale produktion.

Cheminova, der blandt andet ejes af Århus Universitet, har adskillige gange været i pressens søgelys for sin forurening af Harboøre Tange og omgivelserne ud mod både Vesterhavet og Limfjorden. Der er blevet grebet ind enkelte gange – blandt andet da den danske fiskeeksport var i fare…

Der har af samme årsag været fiskeforbud i området flere gange. Men hver gang er faren drevet over – primært på grund af de mange arbejdspladser, som fabrikken giver i denne ringe udviklede del af Danmark. Således byder Cheminova på hele 900 arbejdspladser i det vestjyske, hvilket giver ganske vide beføjelser…

Nu er der så fokus på Cheminova igen. Ud for høfde 42, hvor Cheminova længe har haft kemikaliedepot, er der gennem årene deponeret ikke mindre end 1.400 tons kemisk affald, hvoraf noget er fjernet igen. Tilbage er dog stadig 120 tons gift, som hele tiden lækkes til vandmiljøet, når vandstanden er høj i hav og fjord.

Hvert år har Cheminova i tilgift 20 “uheldige” udslip fra produktionen, som myndighederne ser gennem fingre med. Men ikke nok med det .TV kunne for nylig dokumentere, at Cheminova i 2001 yderligere havde haft 8 ej rapporterede tilfælde af giftudslip…

Cheminova giver – i lighed med de fleste giftproduktioner – et årligt overskud på adskillige millioner. Nu mener så nogle, at Cheminova selv burde kunne rydde op efter deres forurening af Harboøre Tange. – Måske de danske miljømyndigheder burde rette blikket mod USA for at se, hvordan man håndterer store forurenere dér?

3. maj 2002

© Steen Ulnits

* Finprikket særling på Hardangervidda

I 1984 opdagede fiskere på højfjeldet i norske Hardangervidda, at der i en lille sø ved navn Svartavasssjøn fandtes en ørred, der ikke lignede den almindelige ørred. Den havde nemlig et hav af ganske små pletter i stedet for de sædvanlige færre, men større. Og så havde den også pletter i øjet. På mange måder en ørred, der mindede om en regnbueørred.

De ansvarlige myndigheder – Direktoratet for Naturforvaltning – blev gjort opmærksomme på den specielle fisk og tog sagen op. Der blev prøvefisket i søen, og der blev lavet DNA-analyser af de “finprikkede ørreder”, som fiskene nu blev kaldt.

Det viste sig, at der ganske vist var tale om en ørred, Salmo trutta, men at den finprikkede ørred havde udviklet sig til en speciel race – en genetisk variant, der levede side om side med den almindelige ørred. Det viste sig også, at fiskene i Svartavasssjøn var truede af den sure nedbør, som ikke mindst ved forårets pludselige snesmeltning sænker vandets pH-værdi, og som ikke kun truer ørredernes egen yngel, men også deres vigtigste fødeemne – tangloppen.

Der blev fanget avlsfisk, og der blev igangsat kalkning af vandet i søerne på højlandet. Senere blev der udsat nye finprikkede ørreder, og tanglopper blev reintroduceret fra andre vande. I 1991 prøvefiskede man så igen – med det glædelige resultat, at fiskene trivedes og havde det godt – på en diæt af nye tanglopper. Yngel fandt man også. Man estimerede, at søen havde en bestand på omkring 500 ørreder, hvoraf de 200 var af den finprikkede slags. Enkelte bastarder – blandinger – fandt man også.

En ren solstrålehistorie i en tid, hvor nordmændene virkelig har brug for noget sådant. I en tid, hvor man er ved at sætte alle sine værdifulde vildlaksebestande over styr for ussel mammon – på grund af det gigantiske opdræt af tamlaks i de norske fjorde.

For en sikkerheds skyld har man sat den finprikkede ørred i banken til mulig senere brug. Genbanken, altså. Her svømmer nu et antal finprikkede avlsfisk rundt og sikrer arvematerialet for eftertiden.

18. april 2002

© Steen Ulnits

* Miljøovervågning på højeste plan

Fredag den 1. marts klokken 02 om morgenen dansk tid lettede den europæiske løfteraket Ariane 5 fra sin base i Fransk Guyana ved Ækvator. Med sig i lastrummet havde den verdens hidtil største miljøsatellit, den godt 8 tons tunge “Envisat”.

Envisat er forsynet med en række avancerede instrumenter, der skal overvåge den globale udvikling på miljøområdet. Således vil Envisat løbende måle de polære iskappers størrelse og udbredelse; mængden af ozon i atmosfæren; verdenshavenes tilstand og klodens plantedække med meget mere. Altsammen for at se, hvilken indflydelse den menneskelige aktivitet har på Moder Jord.

Envisat blev placeret i 800 km’s højde, hvor den vil kredse 14 gange om Jorden i døgnet. I løbet af blot tre dage vil den kunne kortlægge hele Jorden én gang.

Det er den europæiske rumfartsorganisation ESA, der har betalt gildet.

18. april 2002

© Steen Ulnits

* Ribe-laks skal retur

Indtil for kort tid siden troede ingen, at der var laks tilbage af den oprindelige Ribe Å-stamme. Nye DNA-undersøgelser viste imidlertid, at der stadig var rester af den oprindelige laksestamme i det store sydvestjyske vandsystem.

De seneste to år har det imidlertid været umuligt at fange tilstrækkeligt med laks af den oprindelige stamme til et egentligt opdræt. Hertil kræves nemlig mindst 25 hanner og 25 hunner, hvis man skal undgå ødelæggende indavl.

Biologerne anbefaler derfor, at Ribe-laksen fredes, og at fangede eksemplarer genudsættes, så de har mulighed for efterfølgende at gyde. Noget tilsvarende har man for længst gjort ad frivillighedens vej i Varde Å lige i nærheden, så mon ikke man også finder ud af det i Ribe?

18. april 2002

© Steen Ulnits

* Kørekort til speedbåd

Den 1. juni i år er det nu så vidt: Efter tre års varsel træder den såkaldte ordning om “kørekort for speedbåde” endeligt i kraft. Bliver man taget i at sejle uden kørekort i en båd, der kræver det, idømmes man en bøde.De bøder, der hidtil er givet for overtrædelse af denne ordning, har lydt på kr. 1.500,-.

Interesserede kan under “Både” finde en gennemgang af, hvem der skal have det nye kørekort, hvor lange bådene og hvor store motorerne skal være, før der i juridisk forstand er tale om en “speedbåd”. Til orientering skal siges, at langt de fleste nye “småbåde” kommer ind under denne kategori.

18. april 2002

© Steen Ulnits

* 9.000 tons ekstra kvælstof fra landbruget…

Som tidligere nævnt her på siden har den ekstraordinært megen regn i dette forår fået åerne til at gå over deres bredder og søerne til at blive meget større. Men det er desværre ikke den eneste konsekvens af nedbøren. En anden og meget værre konsekvens er den stærkt øgede udvaskning af næringssalte – kvælstof og fosfor – fra landbrugets gødede og overgødede marker.

Landskontoret for Planteavl har netop offentliggjort en prognose, der siger, at landbrugerne i år må tilføre deres marker 9.000 tons ekstra kvælstof for at kompensere for udvaskningen fra markerne – en udvaskning, der havner direkte i vandmiljøet. Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger til følge i de indre danske farvande.

Specielt spændende skal det derfor blive at følge udviklingen ved Mariager Fjord, hvor man til dato intet har foretaget sig for at undgå endnu en fjorddød. Det har da også været tæt på en enkelt gang siden katastrofen i 1997. – Skal 2002 blive året, hvor landbruget endnu engang får skovlen under Mariager Fjord? Oddsene er i hvert fald gode…

Det ekstraordinært gode vejr, som fulgte den ekstraordinært våde vinter har gjort alle pessimistiske forudsigelser grundigt til skamme. Således blev de fleste landmænd færdige med såningen langt tidligere end forventet. Desværre førte det tørre vejr til en massiv jordfygning, der flere steder mindede mest af alt om sandstorm.

Store mængder sand og jord havnede i vandløbene, hvor de medfører sandvandring og tilsanding af gydebanker for laksefiskene.

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Galt med gylle

Det sker heldigvis sjældnere og sjældnere, men nu er det desværre sket igen: En gylletank på Haderslev Næs er sprunget læk, hvorved 100.000 liter giftig og iltslugende gylle er sluppet ud i Møllebækken, der munder ud i Bankel Sø.

Her holder et af Danmarks meget få havørnepar til, og de vil nu måske få problemer med at skaffe sig den daglige føde. Alle fisk på den 3,5 km lange forurenede strækning af Møllebækken er nemlig afgået ved døden. Heldigvis er der netop i år ekstraordinært megen vand i åen på grund af den rekordstore nedbør. Det har kunnet fortynde gyllen og dermed reduceret dens skadelige effekt.

Ti mand fra Falcks redningskorps i Haderslev rykkede hurtigt ud og etablerede dæmninger i Møllebækken, hvorved en del af gyllen kunne pumpes op og ud på de omkringliggende marker. Bankel Sø undgik således en stor del af den samlede forurening.

Men endnu engang havde gylle fra en skødesløs landmand altså lagt alt liv i et dansk vandløb øde…

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Kostbar kaviar

Kaviar har altid været en eftertragtet og kostbar spise i de højere kredse. Så meget, at kaviarens leverandør – støren – nu er en truet art. Støren lever i Det Kaspiske Hav og forekommer som flere arter, hvoraf specielt den store Beluga-stør er i høj kurs.

Det er fiskere i Rusland, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Turkmenistan og Iran, der fisker efter stør i deres respektive dele af havet. Disse fem lande har frivilligt accepteret i år at begrænse eksporten af kaviar til sammenlagt 142 tons, hvilket er en nedgang på 10% i forhold til sidste år.

Men det er tvivlsomt, om denne frivillige begrænsning nytter noget. Faktum er nemlig, at den illegale eksport af kaviar skønnes at være mindst ti gange større. I de sidste 20 år er bestanden af Beluga-stør faldet med 90% – siden 1995 alene med 40% – og i takt hermed er prisen på kaviar steget tilsvarende. For blot få år siden kostede et kg kaviar således 75 US$. I dag koster det 120 US$.

Ikke mindst USA har råbt vagt i gevær og skærpet kontrollen med den illegale import af kostbar kaviar. Siden 1998 har der kørt tre store smuglersager, som har ført til lange fængselsstraffe og store bøder. I et enkelt tilfælde er der faldet bøde på 10 millioner dollars, og pt. verserer en omfattende sag involverende flere store kæder af restauranter. Her alene mener myndighederne, at der er smuglet kaviar for 160 millioner dollars – 1,25 milliard kroner. Til sammenligning omsætter den samlede legale handel med kaviar blot omkring 1 milliard kroner.

Ud over den store Beluga-stør får man også kaviar fra den mere almindelige Sevruga-stør og den næsten udryddede Ossetra-stør.

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Fiskearter i farezonen

EU’s fiskeripolitik i de senete årtier har spillet fallit – i en sådan grad, at selv EU indrømmer det. Der er givet støtte til ophugning af gamle skibe – med det formål at reducere fiskeflådens størrelse og overkapacitet. Resultatet er imidlertid blevet, at støtten blot er brugt til køb af nye og endnu mere effektive både. Det er især arter som torsk, kuller og hvilling samt rødspætte, makrel og sild, at dette mangeårige overfiskeri er gået ud over.

Årligt fiskes der i Nordsøen 120.000 tons torsk. Allerede på nuværende tidspunkt er der tomt for torsk i tilstødende farvande som Skagerak, Kattegat og dele af Østersøen.

Årligt fiskes der 139.000 tons kuller i Nordsøen, hvilket klart overskrider det bæredygtige niveau. Der fokuseres især på et kolossalt udsmid (uønskede fisk) fra skotske trawlere.

Årligt fiskes der 81.000 tons hvilling, hvilket også overskrider niveauet for et bæredygtigt fiskeri. Kvoterne foreslås derfor reduceret med hele 60%.

Årligt fiskes der 162.000 tons rødspætte. Ikke mindst hollænderne er hårde ved rødspætterne med deres store og tunge bomtrawl. En 20% reduktion ønskes.

Årligt fiskes der 325.000 tons makrel, hvilket nu har ført til krav om totalt fiskestop i Skagerak og den sydlige del af Nordsøen.

Årligt fiskes der 500.000 tons sild, som ikke kun er til konsum, men også til fiskefoder. Samtidig er sildene en vigtig føde for flere af rovfiskene i Nordsøen.

EU-fiskeriet har gennem årene været forsøgt styret med kvoter, der i vid udstrækning overskrides. Eller fangsterne landes under andre artsnavne end de virkelige for at omgå fiskekvoterne. EU’s seneste udspil er deciderede stop for fiskeriet, så bådene bliver i havn et vist antal dage hvert år eller hver måned. Så kan de da ikke begå kriminalitet så længe…

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Truet tropisk træ i vestjysk vandløb

Regnskovsgruppen Nepenthes, der blev ramt hårdt af besparelserne i den nye regerings nye finanslov, er nu gået på barrikaderne og anklager offentlige danske myndigheder for ukritisk at importere tømmer fra truede træer i regnskove verden over.

Nepenthes kræver i lighed med Verdensnaturfonden, at det brugte træ er FSC-certificeret, hvilket sikrer, at det stammer fra en bæredygtig skovhugst. Der er tale om flere forskellige truede træsorter, men mest fokus er der på den tropiske træsort azobé, der egner sig specielt godt til broer og bolværker, som skal stå direkte ude i vandet. Tropisk træ er typisk tungt, stærkt og meget hårdt, hvilket gør, at det ikke rådner op i vandet. I hvert fald tager det rigtig mange år sammenlignet med almindeligt træ.

Azobé-træet er importeret til Danmark og brugt til bolværker i havne som København og Sønderborg. Mest opsigt har det dog vakt, at det også er brugt til restaureringsarbejder i den vestjyske Skjern Å. Den enes død den andens brød, kan man vist roligt sige…

Interesserede kan se et billede af det truede tropiske træ i brug ved en bro nær Lønborg. Det findes på side 103 i min næstnyeste bog “Jyllands Bedste Fiskevande”.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* – Op med sarkofagen!

I april 1986 skete den katastrofe, mange længe havde frygtet: Det dårligt konstruerede russiske atomkraftværk Chernobyl kom ud af kontrol, og en efterfølgende kernereaktion resulterede i eksplosion af reaktor 4, som løftede det 2.000 tons tunge betontag højt op i luften.

Blot få dage senere kunne man måle et voldsomt radioaktivt nedfald så langt borte som i svensk Lapland. Ikke mindst gedderne heroppe ophobede i løbet af de kommende måneder så store mængder radioaktivitet, at de ikke længere kunne spises uden risiko for liv og lemmer. Det samme gjorde elge og rener, hvilket ramte de svenske samer hårdt.

Den vestlige verden var rystet over oplysningerne, mens den russiske befolkning blev holdt hen med sparsomme og stærkt censurerede oplysninger – givet for at undgå panikagtige situationer. Efter en hel del diplomati og diplomatiske forviklinger blev EU-landene i 1995 enige om, at der skulle bevilges penge til det nu fattige Ukraine. Sovjetunionen var jo i mellemtiden gået i opløsning, og Ukraine måtte nu stå på egne ben.

Der blev sat 5 milliarder EU-kroner af til bygningen af en gigantisk betonsarkofag over den forulykkede reaktor – med det tilsyneladende udmærkede formål at isolere den stærkt radioaktive reaktorkerne fra omgivelserne, så yderligere udslip kunne undgås. Man mente nemlig, at der stadig var 97% af det farlige brændstof tilbage i kernen – i form af 200 tons højradioaktivt materiale.

Nu viser det hele sig så efter al sandsynlighed at være et bluff-nummer af rang. Tyske atomforskere, der sammen med russiske kolleger har haft adgang til den forulykkede reaktor 4, kunne knapt måle nogen radioaktiv stråling – i hvert fald ikke noget, der på nogen måde kunne sandsynliggøre, at der stadig skulle være 97% af det højradioaktive atombrændsel tilbage. De kunne sågar findes inde ved selve reaktorkernen, kun iført beskyttelsesdragter.

Disse forskere konkluderer nu, at det snarere var 97% af brændslet, der slap ud i atmosføren ved den kraftige eksplosion, som løftede den tunge tagkonstruktion højt op i luften. At der nu kun er 3% tilbage, og at dette på ingen måde udgør nogen fare for omgivelserne. At skaden således for længst er sket, og at de 5 milliarder ingen nytte har været til overhovedet.

Og dog. Et slag på tasken siger nemlig, at omkring 90% af pengene er gået til de vestlige atomenergifirmaer, som har været konsulenter og eksperter på opgaven. Små 10% er havnet i hovedstaden Kievs pengekasse, og sølle 1% er reelt gået til oprydning på Chernobyl. Og så er der kun dokumentation og bilag for 30% af hele beløbet…

Tilbage står så det triste faktum, der stadig findes 13 operative atomreaktorer af den farlige Chernobyl-type. At Rusland nu planlægger at udbygge atomkraften yderligere, så A-kraft i 2015 vil levere en tredjedel af landets totale energiforbrug.

Tilbage står også den kendsgerning, at antallet af svulstdannelser efter radioaktiv bestråling fra ulykken først vil toppe i år 2005. I mellemtiden og siden 1986 anslår vestlige eksperter, at mellem 10.000 og 20.000 “likvidatorer” (oprydningsarbejdere) er afgået ved døden på grund af strålingen fra reaktor 4.

Endelig regner den russiske regering med en stor fremtidig indtjening ved at modtage og oparbejde eller deponere højradioaktivt affald fra den øvrige verden. På nuværende tidspunkt har de russiske myndigheder endda allerede dokumenteret, at de end ikke kan fragte egne skrottede reaktorer fra Murmansk på Kola-halvøen til oparbejdsningsanlægget Marjak i Sydrusland på forsvarlig vis – uden at der forsvinder plutonium undervejs.

Det kommer helt sikkert til at gå helt galt igen med A-kraften i Østblokken. Spørgsmålet er kun hvornår…

Interesserede kan læse med om fisk og atomkraft under “Fiskeribiologi”.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* – Ned med CO2’en!

Hvert år udleder Danmark omkring 60 millioner tons CO2 til atmosfæren – med den drivhuseffekt, det nu engang medfører.

FN-klimaaftalen fra Kyoto i 1997 pålagde Danmark at reducere udslippet med godt 20%, hvilket vi allerede er godt i gang med. En helt ny teknik gør det teoretisk muligt at nå målet fra Kyoto ved blot at bygge en håndfuld nye anlæg til CO2-vask af røgen fra landbaserede kraft- og kraftvarmeværker.

Teknikken, der vel at mærke er afprøvet i praksis af amerikanske virksomheder, går i al sin besnærende enkelhed ud på følgende:

– Røgen fra landbaserede kraftværker baseret på afbrænding af fossilt brændstof som kul, olie og gas vaskes kemisk, hvorved 80-90% af kuldioxiden tilbageholdes.

– Den tilbageholdte CO2 pumpes i flydende form ud til Nordsøens olieboreplatforme, hvor den pumpes ned under olielommer i havbunden.

– Det skabte overtryk presser olie og naturgas op, som ellers ikke ville kunne pumpes fri af havbundens tætte kalkformationer.

Uden brug af CO2 kan kun 20-30 af olie- og gasforekomsterne pumpes op. Det påstås, at den nedpumpede CO2 bindes og forsegles i undergrunden, så den bliver her, mens kun den ønskede olie og naturgas pumpes op. Miljøorganisationer som Greenpeace er dog kritiske over for den nye idé til nedbringelse af CO2-udslippet. De mener ikke, der er nogen garanti for, at den nedpumpede CO2 ikke senere kan slippe op gennem havbunden og videre op gennem vandet. Og så er vi jo lige vidt.

Rent økonomisk er denne metode til CO2-besparelse en smule billigere end at bygge store vindmølleparker langt til havs. Sidstnævnte er ikke populært blandt miljø- og især fuglefolk, og den nye løsning er derfor politisk meget spiselig. ELSAM har allerede meldt ud, at de gerne bygger de fornødne renseanlæg, hvis ellers regeringen bakker op om ideen. Og boreplatformene vil aftage den producerede CO2 til fornuftige priser, hvilket pt. er omkring 200 kroner per ton.

Det drejer sig i så fald om 6-7 anlæg i milliardklassen. Vestkraft i Esbjerg vil da være det første sted i landet, hvor man tager den nye teknologi i brug. Vestkraft er jo det kraftvarmeværk, som ligger tætest på olieplatformene i Nordsøen.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* Skyd en skarv – og spis den!

Skov- og Naturstyrelsen har netop barslet med et forslag til “regulering” af skarvbestanden, hvilket kun skyldes den nye borgerlige regering. Skov- og Naturstyrelsen har nemlig hidtil gået under betegnelsen “Skarv- og Naturstyrelsen, da stærke ornitologkræfter inden for styrelsen hidtil ikke har kunnet få skarver nok. Uanset de skader, de sorte fugle måtte forvolde på træer og fiskebestande.

De lærde strides stadig om, hvor mange skarver vi egentlig har på kost i Danmark. Faktum er, at den var udryddet som dansk ynglefugl allerede i 1876. 125 år senere – i 2001 – blev der optalt små 40.000 ynglepar, hvilket sammen med klækkede unger og trækkende fugle bringer bestanden op i nærheden af 200.000 fugle, der hver æder knap et halvt kilogram fisk om dagen. Der skal således op mod 100 tons fisk til hver dag for at ernære vor hjemlige skarvbestand, når den er størst

Nu lægges der op til, at skarvbestandene kan reguleres eller reduceres på forskellig vis. Således foreslår man, at fiskere og dambrugere kan få lov til at skyde skarverne i op til 1.000 meter fra deres redskaber. Samtidig vil man som forsøg åbne Nissum og Ringkøbing Fjorde for decideret jagt om efteråret. Her har det nemlig vist sig, at skarven æder op mod 2/3 af alle udtrækkende lakseungfisk. Endelig vil forstfolk få lov til at tynde ud i eksisterende bestande eller hindre etableringen af nye, så man på denne måde kan undgå, at skarverne ødelægger alt for megen skov.

Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening kritiserer regeringens forslag i stærke vendinger. Omvendt udtaler Danmarks Jægerforbund sig ikke overraskende positivt om tanken. Fiskerne mener dog ikke, at de foreslåede tiltag er nær stærke nok. Samtidig slår de til tromme for, at vi danskere lærer at spise skarv, som nordmændene længe har gjort det.

Således sidder der næsten et kilogram fint og magert brystkød på en voksen skarv – kød, der i koldrøget tilstand smager meget á la rådyr. Kød, der ligeledes fint kan serveres som engelsk bøf. Med de alt for mange skarver, vi har i dag, er der lagt op til mangt et godt måltid i de kommende år!

Men heller ikke sælerne kan vide sig sikre i årene fremover. Bestanden af spættet sæl i Danmark er nu oppe på 11.000 eksemplarer, hvilket er en hård belastning for mange fiskebestande. Skov- og Naturstyrelsen har dog ikke spillet ud med forslag om jagt på denne art, men man har meldt ud, at der er en forvaltningsplan på trapperne.

En voksen spættet sæl æder 2-4 kg fisk om dagen, så der skal daglig 22-44 tons fisk til at brødføde den nuværende sælbestand.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* Sallys irske endeligt

Den 5. marts 1998 blev en lille hunlaks med navnet “Sally” sat ud i den tyske Kinzig flod – et tilløb til Rhinen i Schwarzwald. Fisken blev udsat af en tysk biolog, der den 23. februar samme år havde mærket Sally med et lille nummereret metalstykke i næsen. Hendes nummer var 23/30/28.

Sally vejede da 16 gram ved en længde af 10,7 cm. Hun blev sluppet løs sammen med 2.149 andre mærkede laks, der alle vandrede ned af Kinzig ud ud i Rhinen, inden de et par uger senere nåede helt ud i Nordsøen. Rejsen fortsatte nordpå til opvækstpladserne i farvandet mellem Grønland, Island og Færøerne. Her var vandet 4-8 grader varmt, og her ti-doblede Sally sin vægt flere gange, inden hun blev kønsmoden og derfor måtte vende sin mærkede næse hjemefter igen. Hun vejede da over 2 kg.

Den 23. juni år 2000 er Sally nået ned til den irske vestkyst nær Foyle. Sammen med en række andre laks når hun helt ind under kysten ved Dingle hvor hun møder sin skæbne – i form af et af de utallige drivgarn, der venter her. Her sætter 1.500 irske fiskere deres redskaber, og her ender årligt op mod 200.000 vildlaks deres dage i et garn.

Sally døde i en alder af 3 år, 59 cm lang og 2,5 kg tung. Hun nåede aldrig tilbage til gydepladserne i Kinzig, men blev solgt til spotpris på det irske fiskemarked. Her fandt man næsemærket med en automatisk metaldetektor og kunne siden afgøre, at det var en tysk laks “bound for” Rhinen, man havde fanget.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* EU-svindel med norske laks

Toldvæsenet i Nordjylland har opklaret et tilfælde af norsk svindel med EU-midler. Således har norske lakseeksportører svindlet ved at dumpe laksepriserne til under den fastsatte EU-mindstepris og derved unddraget EU op mod 300 millioner kroner. Ulovligheder, der naturligvis går ud over EU’s egne lakseproducerende lande såsom Irland og Skotland.

Endnu et eksempel på, at norsk lakseopdræt er skadeligt for alt andet end lige netop norsk nationaløkonomi. Det er ikke kun den norske vildlaks, der må bøde med livet for det kolossale og aldeles uhæmmede lakseopdræt i norske fjorde. Nu går det også ud over hjemlige fiskeopdrættere.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “T3” topper

Amerikanske Orvis er givet verdens største producent af fluegrej og har været på markedet lige siden 1856, hvor firmaet blev grundlagt i staten Vermont på den amerikanske østkyst. De snart 150 år på bagen har givet Orvis en kolossal ballast, når det gælder design og produktion af fluestænger.

Orvis har da også gennemløbet hele udviklingen af fluestænger fra splitcane over glasfiber til vore dages kulfiber. Og med deres seneste “T3” serie af fluestænger har de lagt sig helt i front. Orvis har nemlig allieret sig med fly- og rumfartsindustrien og tilpasset såvel materialer som produktionsformer herfra til fremstilling af fluestænger.

Således bruger man nu de samme højmodulære kulfibre og de samme “nanokeramiske” bindemidler, som er udviklet til rotorbladene på de lydløse amerikanske Apache angrebshelikoptere. En dyr, men kompromisløs fremstilling, der virkelig har givet pote i form af fluestænger uden sidestykke. Jeg har haft lejlighed til at prøve en hel serie af slagsen under testfiskeri i sydengelske River Test og Itchen, og dommen var krystalklar:

Der findes ikke bedre fluestænger – uanset prisen. Som dog desværre regnes i tusinder af kroner. Således kommer de nye T3 stænger til at koste omkring DKK 6.000 herhjemme. De nye T3 stænger adskiller sig fra de gamle Trident stænger, som de afløser, på flere forskellige måder:

Af udseende, idet de nye stænger er monteret med hjulholdere, der kan få enhver grejfreaks hjerte til at slå et par slag ekstra. Kræs, hvis lige aldrig før er set. Og af funktion, idet T3 stængerne har en sejhed i aktionen, som kun kan skyldes den nye konstruktionsform. Det virker, som om der bliver ved med at være kræfter at hente, selv når man presser dem rigtig hårdt.

Der er to “stilarter” at vælge imellem: Saltvandsstængerne med blå finish, som ud over titaniumbelagte stangringe og overstore skydeøjer er monteret med Hi-Tec hjulholdere, som skal ses for at fattes. Og så ferskvandsstængerne, der ud over en grøn finish er forsynet med brune beviklinger og forgyldte stangringe. Læg hertil nye alurør, der i sig selv løfter T3 stængerne op på et stade for sig.

– Skal absolut ses og kastes!

21. marts 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Fra “TL” til “TLS”

Orvis har i det forgangne år investeret mere end 12 millioner kroner i udviklingen af en helt ny stangserie og helt nye fremstillingsfaciliteter i Vermont, USA.

Brugen af nye kulfibre med ekstremt høj modulus (stivhed) havde gjort det nødvendigt med nye fremstillingsmetoder, der kan håndtere de langt mindre tolerancer, der kræves nu. Jo stivere kulfibre (højere modulus) desto mindre tolerancer skal der arbejdes med.Det har resulteret i de ovennævnte nye “T3” stænger, som på alle måder er “state of the art” inden for fluestænger.

Den gamle topserie “Trident TL” bliver fremover til “TLS”, som afløser den hidtidige “Silver Label” serie. I den forbindelse skal man mærke sig, at det er Trident TL klinger, der bliver rygraden i den nye “TLS” serie – blot uden dyrt hardware som titaniumbelagte slangeringe og uden det vibrationsdæmpende indlæg i håndtaget.

Prisen havner derfor nede i nærheden af den gamle “Silver Label”, hvilket gør de nye stænger til et røverkøb for kræsne fluefiskere, der gerne vil spare uden derfor at slække ret meget på de ultimative krav til kvaliteten.

Orvis er for øvrigt et godt eksempel på et kommercielt firma med en grøn profil. Orvis ved bedre end de fleste, at man som producent af fiskegrej er helt afhængig af et godt vandmiljø med sunde fiskebestande. Orvis donerer derfor hvert år 5% af sit overskud før skat til specifikke miljø-genopretningsprojekter af interesse for fluefiskere. Det er gennem årene blevet til mange millioner dollars.

21. marts 2002

© Steen Ulnits

* Surt at være sushi

…i hvert fald hvis man er en blåfinnet tunfisk på den røde liste…

I de seneste år er det for alvor kommet på mode at spise den japanske fiskeret “sushi”, der består at rå fisk på risbund. En ret, der i lighed med “sashimi” – rå fisk uden andet til – kræver absolut friske råvarer. Hvilket for øvrigt får enhver japaner med respekt for sig selv til at rynke på næsen af danske sushi-barer. – De fisk er ikke friske, lyder nemlig meldingen fra den kritiske japanske kvalitetskontrol…

Men det bekymrer ikke de nyomvendte fiskespisere i den vestlige verden, hvor jo ingen ved, hvordan rigtig sushi og sashimi skal smage. Men hvor man blot hopper med på modedillen og stiller op ved disken i de efterhånden ganske mange sushi-barer rundt omkring i storbyerne. Uvidende om eller ligeglade med, hvor råvarerne egentlig kommer fra.

Den virkelige taber er den blåfinnede tun, som med base i Middelhavet må lægge ryg til den nye maddille. Den selvsamme blåfinnede tun, som i første halvdel af sidste århundrede ofte nåede så langt nordpå som til Øresund. Hvor rekordfisken på 372 kg da også blev fanget.

Så store tun ses ikke mere. De fanges, førend de er nået ud af Middelhavet. Og med den nye sushi-dille ser det sortere ud end nogensinde for den blå tun, der længe har været på den røde liste over truede dyrearter. Velbekomme…

21. marts 2002

© Steen Ulnits

* Hvide hajer på lange vandringer

Den hvide haj er den største nulevende haj og en af verdens største fisk overhovedet. Nu har amerikanske fiskeribiologer fulgt seks hvidhajer, som blev fanget, mærket og genudsat ud for den nordamerikanske vestkyst.

Det viste sig overraskende, at den frygtede dræber, der har lagt krop og kæber til gyserfilmen “Jaws”, vandrer over meget store afstande i Stillehavet. Forskerne havde forventet, at hvidhajerne ville svømme til og fra de store sælkolonier, der udgør en stor del af hajernes daglige føde.

Men satellitmærkningerne viske overraskende nok, at hvidhajerne i stedet kan finde på at foretage meget lange vandringer langt til havs – tilsyneladende på må og få. Således tilbagelagde en af de mærkede hajer en 3.800 km lang strækning, da den forlod det kolde vand ud for Californiens kyst og vandrede helt ud til varmen ved Hawaii.

Noget tyder på, at det er vandtemperaturen, der står for i hvert fald en del af forklaringen på disse lange vandringer. Faktum var i hvert fald, at vandringen fra koldt mod varmt vand skete om vinteren. I modsætning til, hvad mange tror, er den store hvide haj ingen tropisk fisk. I stedet stortrives den i det kolde vand ud for California, hvor man har nogle af verdens største koncentrationer af den store hvide haj og lejlighedsvise menneskeæder.

21. marts 2002

© Steen Ulnits

* Stortorsk i Lillebælt

Torskene i Lillebælt plejer ikke at høre til de største. I regelen er man godt tilfreds, hvis man får fisk på 2-3 kg på krogen og med hjem.

Men i denne vinter er der fanget flere stortorsk end normalt. Og det er både lystfiskere og erhvervsfiskere, der har fået del i de store torsk, der vandrer ind i Lillebælt fra den vestlige Østersø. Lokale lystfiskere har indtil videre landet torsk på op til godt 15 kg, hvilket er tæt på den den gamle lystfiskerrekord, der er et par kilo større.

Erhvervsfiskerne, som i stort tal er rykket ind i Lillebælt fra Nordsøen med dens torskestop og minimale kvoter, har indtil videre landet torsk på op til godt 25 kg, hvilket er en voldsom størrelse for Lillebælt. Lokalt klager lystfiskerne imidlertid over, at alle fiskepladser er tomme, når de store trawlere først har været en tur igennem – når bunden er jævnet ud, stenene vendt og tangen rykket op med rode…

21. marts 2002

© Steen Ulnits

* Lomborg ned ad bakke

I Tyskland har man allerede fået det første billede af Bjørn Lomborgs visioner for miljøet. I et interview i dagbladet Der Spiegel foreslår Lomborg således i ramme alvor, at man overdækker lossepladser og bruger dem som skibakker…

Han er dog straks blevet undsagt af miljøminister Hans Chr. Schmidt, der bestemt ikke bryder sig om tanken. “Hvis Bjørn Lomborg er citeret korrekt, nemlig at det generelt er en god idé at deponere affald frem for at udnytte ressourcerne i affaldet, er jeg ikke enig i dette synspunkt”, siger ministeren.

Pudsigt, at tyskerne skulle blive de første til at høre et konkret bud på Lomborgs visioner for miljøet. Men typisk, at han bruger enhver lejlighed til at eksponere sig selv i medierne. Det er han dygtig til – meget dygtig endda. “Medieliderlighed” kalder man det også i fagsproget.

14. marts 2002

© Steen Ulnits

* Hormoner alligevel på dagsordenen

Virkeligheden er ved at gå op for den stadig nye borgerlige regering. Nu, hvor finansloven er på plads, er de nye ministre begyndt at slappe lidt mere af. Slut med bare per automatik at sige nej til alt, der koster penge.

Da de første rapporter om hunlige hormoner i kønsforstyrrede hanlige fisk dukkede op, mente miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) ikke, at det var noget problem, der burde undersøges nærmere. Men nu har han netop meldt ud, at problemet naturligvis må undersøges nærmere, hvis Miljøstyrelsen anbefaler det.

Nu skal det så blive spændende at se, om Bjørn Lomborg på det nye Institut for Miljøvurdering også synes, det er pengene værd at se nærmere på hormonerne. Eller om samfundet i stedet ville kunne tjene flere penge ved at bygge skibakker over gamle lossepladser…

14. marts 2002

© Steen Ulnits

* Danmarks Sportsfiskerforbund åbner op

På sin seneste kongres tog Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) hul på et helt nyt kapitel i forbundets efterhånden mangeårige virke. På kongressen vedtog man nemlig, at det fremover direkte skal være foreningerne, der lægger forbundets strategier og bestemmer vejen. I stedet for som hidtil repræsentanter for regionerne, der indirekte har vist vejen og taget beslutningerne. Nogte, der gennem årene er kommet mange kontroverser og en del mistede medlemmer ud af.

Den nye ledelsesform kan meget vel være afgørende for DSF’s fremtid som talerør for danske lyst- eller sportsfiskere – hvad man nu vælger at kalde sig selv. Indtil nu har der gentagne gange været rettet beskyldninger mod DSF om manglende demokrati og gennemskuelighed i beslutningerne. En tidligere udenrigskorrespondent ved Danmarks Radio gik endda så vidt som til at kalde DSF’s opbygning og arbejdsmåde for “pyramidalsk centralisme” á la det gamle Sovjetunionen.

Den tid bør være definitivt forbi med den nye åbenhed i ledelsen, som altså blev vedtaget på seneste DSF kongres. For skal man ud og organisere de alt for mange danske lystfiskere, der ikke er medlem af nogen forening eller noget landsdækkende forbund, så skal der åbenhed til. Åbenhed og vilje til at diskutere og acceptere konstruktiv kritik, når den fremføres.

Måtte den nye åbenhed slå igennem og gavne såvel DSF specielt som dansk lystfiskeri generelt.

14. marts 2002

© Steen Ulnits

* Millionen, der mangler

Opbakningen til det obligatoriske fisketegn er støt vigende. Således blev der i 1999 indbetalt 31.170.120 kroner – et beløb, der frem til 2001 er faldet til 30.129.608 kroner. Altså en tilbagegang på over en million kroner til fiskeplejen.

Man kan kun gisne om årsagerne til denne støtte tilbagegang, men en medvirkende årsag har givet været den megen omtale i medierne af fiskeplejemidlernes brug til forskerlønninger i stedet for regulær fiskepleje. Ikke mindst på Sjælland får lystfiskerne ikke meget ud af deres indbetalinger, da hovedparten af fiskeplejemidlerne går til de store vandløbssystemer i Jylland.

Det fremgår desværre ikke af tallene fra Fiskeridirektoratet, om tilbagegangen i indbetalingerne er jævnt fordelt over hele landet, eller om den er størst på øerne. Faktum er imidlertid, at flere fritidsfiskere og færre sportsfiskere spytter i kassen end hidtil.

Spændende skal det blive at følge indbetalingerne her i år 2002.

14. marts 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Fleece fra Fenwick

Amerikanske Fenwick, som ellers er mest kendt for sine fluestænger i den dyre ende af prisskalaen, er også til beklædning.

Når det er koldt og man skal udføre fysisk arbejde udendørs, er det vigtigt at klæde sig efter lag-på-lag princippet – med tyndt svedtransporterende undertøj inderst, isolerende varmelag i midten og så en åndbar, men vandtæt skal yderst. Så kan man både holde på varmen, når man står stille – og slippe af med overskydende varme, når man udfolder sig fysisk.

Meget passende har Fenwick nu lanceret et sæt fleece-tøj, der skal udgøre det varmende midterlag. Bukserne er forsynet med stropper i benene, så de ikke glider op i vadebukserne under fiskeri – et ellers ganske irriterende problem. Trøjen er forsynet med rund hals og forlænget ryg, så man ikke får et “stykke med bart” her.

Uden over det hele tager man så på kolde dage den nye fleece-jakke, der ligeledes er fremstillet af tyk og varmende fleece. En rigtig god kombination, som alle lystfiskere vil holde af.

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Titanium-stænger fra Scierra

Firmaet Scierra er efterhånden ved at have et godt greb om især fluefiskere herhjemme. Scierra har fundet sig en solid niche midt mellem billigt og dyrt fluegrej og beklædning. Rigtig godt grej til absolut rimelige priser.

Scierra har til 2002-sæsonen lanceret en ny topserie, nemlig “Ti+”, der på avanceret vis kombinerer traditionel kulfiberteknologi med hypermoderne titaniumfibre.

Det er altid svært at få forskellige materialer til at arbejde sammen. Det opdagede man i sin tid, da man begyndte at forene kulfiber og boron i fluestænger. Det kunne lade sig gøre, men var for kostbart i fremstilling.

I de nye Scierra Ti+ stænger er det dog lykkedes at få titanium til at spille sammen med højmodulære kulfibre – uden at de derfor koster en formue. Der er tale om lette og velkastende stænger i et diskret og titaniumgråt design.

De nye Ti+ stænger er alle 4-delte for let transport og fås i forløbig ti modeller, heraf to 2-hånds. De leveres i beskyttende cordura-rør for sikker transport, og priserne begynder ved 2.499,-. Der er livstidsgaranti på alle Ti+ stænger.

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Lette vadesko fra Orvis

Det er blevet mere og mere almindeligt, at vadende lystfiskere bruger de såkaldte “strømpewaders” med separate vadesko. Og det er der flere gode grunde til:

Dels er vadeskoene mere behagelige at gå langt i end faste støvler på et par waders. Og dels giver de et bedre greb på bunden under vadning i vanskeligt terræn. Endelig er det nemmere at pakke et par strømpewaders sammen end et par med faste støvler.

Amerikanske Orvis har til 2002 lanceret et par meget lette vadesko, hvor der gøres gennemført brug af nylon og polyurethan. Således vejer de nye “Ultralight” kun få gram over ét kilo, hvilket er mærkbart efter en lang dag på kysten, hvor man ofte går adskillige kilometer.

Vadeskoene er uhyre komfortable, da de er forsynet med en blød pløs af neopren under snørebåndene. En anden god detalje ved de nye vadesko er filtsålerne, som ikke blot er limet på. De er også dobbeltsyede, hvilket afhjælper det almindelige problem: At filtsålerne efterhånden begynder at slippe mellem sål og fod.

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Våd januar ved vandet…

Som mange premierefiskere vil have bemærket, så har januar i år været endog meget våd. Åerne har stået over deres bredder i lang tid – flere søer sågar også. Og det er ingen tilfældighed, idet dette års januar har været hele 55% vådere end normalt.

Ved Brabrand Sø, som jo gennemstrømmes af Århus Å, har vandet i mange dage stået så højt, at gangstier og cykelstier har været sat under vand. Hvilket ikke mindst Brabrand-stiens mange faste rulleskøjtere har begrædt.

Der er næppe tvivl om, at også vandmiljøet begræder den ekstraordinært store nedbør. Århus Bugten ikke mindst. Meget organisk stof vil ganske vist aflejre sig omkring søen, når vandet trækker sig tilbage. Men de store vandmængder vasker ekstraordinært megen kvælstof og fosfor ud i de indre danske farvande, som så resten af året med slås med algeblomst, iltsvind og bundvendinger…

Januar blev ikke kun våd – den blev også varm. Hvor gennemsnitstemperaturen normalt ligger på 0,0 grader Celsius, lå den i januar 2002 på hele 2,9 grader.

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Varm februar i landet…

Mens januar som nævnt blev langt vådere end normalt, så blev februar tilsvarende langt varmere end normalt. Hvor gennemsnitstemperaturen for februar normalt ligger på 0,0 grader Celsius, satte nys forgangne februar rekord med en gennemsnitstemperatur på ikke mindre end 4,2 grader.

Samtidig var temperatursvingningerne rekordstore. Månedens højeste temperatur blev således plus 13 grader, mens månedens laveste blev minus 12. En temperaturforskel på 25 grader i løbet af én og samme måned!

Den ekstraordinært varme februar giver ifølge meterologerne noget nær garanti for, at vinteren ikke slår igennem inden foråret – at marts nok skal arter sig og blive til årets første rigtige forårsmåned. Over vandet såvel som under.

Flere steder kan man konstatere, at alting er tidligere fremme end normalt. Nogle ting lader til at være en hel måned tidligere end sædvanligt, men alligevel kan meteorologerne fortælle, at foråret i snit kun har forskubbet sig en uges tid i de seneste årtier.

Som de fleste sikkert har bemærket, så blev ikke kun januar vådere end normalt. Således faldt der i februar tre gange så meget regn som normalt i Vest- og Nordjylland, hvilket har medført, at man mange steder stadig må ud på markerne for at lede efter åerne…

Til gengæld har en ny brugergruppe taget de nye vandområder til sig. Det var kanosejlerne, der sidst på måneden regelmæssigt sås sejle oppe på Brabrand-stien langs Brabrand Sø!

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Fiasko for Kyoto

Den amerikanske præsident George W. Bush Jr. har netop forelagt sin plan for USA’s fremtidige energiforsyning. Med den har De Forenede Stater endeligt brudt med Kyoto-aftalen fra 1997, hvor USA forpligtede sig til at stabilisere sit CO2-udslip på 1990-niveau.

Med den nye klimaplan undsiger Bush Kyoto og verdenssamfundet, men erklærer samtidig, at væksten i CO2-udslippet skal bremses, og at skadelige stoffer i den udsendte røg skal fjernes. Han undlader dog behændigt at sætte tal på, idet han frygter, at USA’s status som verdens eneste supermagt i så fald vil blive undermineret.

Den nye klimaplan byder på støtte til vindmøller i form af skattelettelser, hvilket den danske vindmølleindustri naturligvis jubler over. De sidder i forvejen på halvdelen af verdensmarkedet og følte sig for nylig svigtet af den hjemlige regering og dens stop for yderligere vindmølleparker.

Den danske stat, som snart overager formandsposten i EU, har i miljømæssig sammenhæng også store problemer at slås med. Den tidligere miljøminister Svend Auken forpligtede nemlig i 1998 den danske nation til at mindske sit CO2-udslip med hele 21% i forhold til udslippet i 1990.

Uheldigvis var udslippet i 1990 minimalt, idet man netop det år havde en ekstraordinært stor import af el fra atom- og vandkraft i Sverige – energi, som er CO2-fri. Og skal vi reducere med dette lave udslip som udgangspunkt, da vil det komme til at gøre ondt i Danmark.

Svend Auken foreslog derfor, at man taler om et “korrigeret” CO2-udslip, hvor man tager højde for den ekstraordinært store import af CO2-fri energi i 1990. Uheldigvis vil kollegerne i EU ikke vide af en sådan kreativ bogføring, hvilket har skabt problemer. Skal Danmark nemlig leve op til aftalen, som vi selv har indgået, kan det koste os op mod 2,5 milliarder kroner…

7. marts 2002

© Steen Ulnits

* Borgerligt kammerateri

Så lykkedes det alligevel Venstre af få udnævnt statistikeren Lomborg til leder for det nye Institut for Miljøvurdering. Eller Miljøøkonomisk Institut. Eller hvad det nu kommer til at hedde. Lomborg var den eneste ud af 16 ansøgere, som ikke havde nogen naturvidenskabelig baggrund. Og det var altså kvalifikation nok.

Selvsamme Venstre, som i hele valgkampen med rette har punket Socialdemokratiet for dets kammerateri og pampervælde. Hvor socialdemokrater, der nu tilfældigvis stod for tur til forfremmelse, fik de nye gode ben – uanset om kvalifikationerne så manglede.

Nu har Venstre så selv gjort nøjagtig det samme. På direkte opfordring af lektor Lomborg fra Institut for Statskundskab ved Århus Universitet besluttede den nye regering, at der skulle oprettes et helt nyt Institut for Miljøvurdering. Trods lukningen af masser af andre råd, nævn og institutter.

Regeringen besluttede, at det nye Institut for Miljøvurdering skulle have en bestyrelsesformand. Det blev en tidligere leder ved – selvsamme Institut for Statskundskab ved Århus Universitet. Han valgte så sin tidligere kæledægge og yndlingselev – Bjørn Lomborg – til jobbet. De øvrige i bestyrelsen var slet ikke udvalgt, så han kunne selv vælge…

– Velbekomme, siger jeg. Det socialdemokratiske pamperi blegner helt ved sammenligning med disse landbrugets mafiametoder, som kun er mulige, da regeringen – med støtte fra Dansk Folkeparti – har absolut flertal i Folketinget. I Folketingssalen blev der da også brugt ophidsede ord og vendinger som “svinestreg” og “absurd teater” om udnævnelsen.

Jeg kan ikke dy mig for at referere lidt fra den forudgående debat i dagspressen. Således udtalte en ansat ved Danmarks Naturfredningsforening, at det nye institut retteligen burde benævnes “Institut for Miljøafvikling”.

Tegneserien “Egoland” kommenterede i Politiken udnævnelsen med denne nye definition af dansk miljøpolitik: “Miljøpolitik blir nu et spørgsmål om hva slags svineri der bedst betaler sig”

Fra Roskilde Universitetscenter kom følgende svada, også i Politiken: “Med udnævnelsen af Bjørn Lomborg til direktør har regeringen ført sit opgør med ekspertvældet helt til bunds. Den regering gider simpelt hen ikke høre mere vrøvl fra folk, der ved, hvad de taler om…”

Men spændingen er ikke udløst endnu. Som den sande Rasmus Modsat Lomborg er, så kan han meget vel vælge at nå frem til konklusioner, der er stik modsat regeringens ønsker. Han skal bare først lige finde ud af, hvad regeringen egentlig mener – før han så mener det modsatte. I så fald er der håb forude for det danske miljø.

Vi mangler imidlertid stadig, at regeringen også udnævner en ny integrationsminister eller leder af Institut for Menneskerettigheder. Det må så nødvendigvis blive Mogens Glistrup.

28. februar 2002

© Steen Ulnits

* Ræven og gæssene…

Vor stadig nye miljøminister Hans Christian Schmidt har begået en helt ny genistreg: Han har nemlig sat landmændene ved Vadehavet til at varetage naturforvaltningen i det sønderjyske marskområde…

Hvis det ikke er at sætte ræven til at vogte gæs. De selvsamme landmænd, som i årevis har bekæmpet miljøtiltag fra myndighederne, skal nu selv til at vurdere, hvordan de bedst kan varetage naturens tarv og trang langs de vandløb, som munder ud i Vadehavet. De landmænd, hvis indædte modstand til dato har betydet, at sammenlagt 60 millioner kroner er spildt på diverse naturprojekter, der aldrig kom til at virke. Landmændene ønskede ikke de våde enge, som fuglene ville nyde godt af. Og de satte samtidig alt for mange køer og får på græs i det følsomme område.

Senest gik det så ud over de arealer ved Vidå og Brede Å, der af Skov- og Naturstyrelsen var udpeget som særligt vigtige habitatområder i EU-regi. Blandt andet på grund af den sjældne snæbel, som lever her. Denne udpegelse, som vakte megen harme blandt lokale landmænd, blev straks taget af bordet af den nye miljøminister. Som altså netop har nedsat et helt nyt udvalg til varetagelse af den særlige og sårbare vadehavsnatur.

I dette udvalg finder man tre repræsentanter for landbruget, to fra amterne, to fra kommunerne, én fra fiskerne, én fra jægerne, én fra Friluftsrådet og én fra Danmarks Naturfredningsforening. Hertil én fra erhvervsforeningen Kyst, Land og Fjord, som har været yderst aktive lobbyister i sagen omkring brugen af den danske del af vadehavsområdet. Samt én fra det tyske mindretal og yderligere to medlemmer, der udpeges af miljøministeren personligt.

Det vurderes nu, om dette nye udvalg i det hele taget lever op til EU’s regler om, at den fælles europæiske naturarv skal sikres med “videnskabelig og teknisk viden”. I det nye udvalg er det vist så som så med det videnskabelige…

28. februar 2002

© Steen Ulnits

* Ingen penge til naturgenopretning…

Skov- og Naturstyrelsen blev ramt hårdt af den nye regerings spareiver. Således skal styrelsen spare godt 50 millioner kroner i lønudgifter frem til 2005, hvilket betyder fyring af 150 medarbejdere.

Men ikke nok med det. Fremtidige naturrestaureringsprojekter lægges ligeledes på is, idet stort set samtlige midler i år skal gå til afslutningen af Skjernå-retableringen. Regeringen har alene afsat 70 millioner kroner til naturforvaltning i 2002, og af dem vil Skjernå kræve de fleste.

Miljøministeren lover dog, at der fra og med 2003 igen vil være frie midler til at sætte nye projekter i gang. Til skovrejsning, vandløbsrestaurering og andet.

28. februar 2002

© Steen Ulnits

* – Ingen løsning ved Tangeværket?

Sidste år blev der nedsat et udvalg under Skov- og Naturstyrelsen, som skulle se på de syv forskellige løsningsmodeller, der er fremsat til en retablering af Gudenåen ved Tangeværket og Tange Sø.

Løsningsmodellerne spænder lige fra et kort og aldeles ineffektivt omløb til sølle 15 millioner kroner – til etableringen af 12 kilometer ny å langs Tange Sø, hvilket i værste fald kan gå hen og koste mere, end selv Skjernå-projektet har gjort.

Den eksisterende laksetrappe ved værket fungerer i hydraulisk henseende, men laksene kan blot ikke finde den eller vil ikke bruge den, da der løber alt for lidt vand gennem den. Hertil kommer, at næsten alle nedtrækkende ungfisk af laks og havørreder går tabt i søen, hvor de ædes af gedder, sandarter og knuder.

Det nye udvalg under Skov- og Naturstyrelsen skulle være kommet med deres bud på en løsning af problemerne inden den 15. november sidste år. Inden udgangen af 2002 skulle Tangeværkets skæbne derfor have være endeligt afgjort og årtiers stridigheder bilagt.

Men som de fleste ved, kom der et valg i vejen. Og det nedsatte udvalg nåede ikke at komme med deres anbefaling i tide. Og den nye regering vil ikke bruge penge på miljøet. Og konflikten ved Tangeværket vil derfor fortsætte i endnu en årrække.

Imorgen har den nye miljøminister inviteret de implicerede parter til et møde ved Tange, hvor den stærkt stækkede Skov- og Naturstyrelse vil barsle med deres konklusion og anbefalinger for Gudenåens og Tangeværkets fremtid.

24. februar 2002

© Steen Ulnits

* Lomborg under luppen

Lektor Lomborg, der med base i Århus Universitet længe har spillet rollen som kageklovn og Rasmus Modsat, er nu selv sat under luppen. Og det i en tid, hvor den nye borgerlige regering vil oprette et nyt Miljøøkonomisk Institut – foreslået af Lomborg selv, der netop også har søgt stillingen som direktør for det…

Siden udgivelsen af sin første bog “Miljøets Sande Tilstand” og den efterfølgende engelske udgave har Lomborg været Dagbladet Politikens og erhvervslivets kæledægge og nye leder, som talte netop deres økonomiske sag. Lomborgs imponerende konklusioner var jo netop, at miljøet havde og har det fint – at der ingen grund er til fortsat at bruge penge på det, hvis man kan få mere for sine penge andetsteds.

Lomborg baserede sine opsigtsvækkende teorier og konklusioner på tal, som han selektivt havde plukket ud af store internationale undersøgelser – tal, som han siden lavede statistik på. Som mange sikkert ved, så findes der tre slags løgne: Hvide løgne, sorte løgne – og så statistik. Sidstnævnte kan man nemlig få til at vise, præcis hvad man ønsker – hvis man altså er kynisk nok og tilsidesætter enhver videnskabelig ansvarsfølelse.

Det er, hvad Lomborg i rigt mål har gjort. Og det er, hvad en enig verdenspresse nu anklager ham for. Således er hans bog og dens epokegørende konklusioner om verdens velvære blevet kritiseret sønder og sammen af verdens førende tidsskrifter på det naturvidenskabelige område. Alle anklager de ham for selektivt at have udvalgt de kilder, der kunne bekræfte hans allerede valgte konklusioner. Og for lige så selektivt at have udeladt de kilder, der kunne modbevise dem.

Lomborg er nu oppe mod så kompetente og internationalt anerkendte kræfter som tidsskrifterne Nature, Science og Scientific American, som kun publicerer artikler, der først er blevet endevendt og godkendt af anerkendte videnskabsfolk inden for de respektive forskningsområder. At få sine videnskabelige artikler trykt her, er enhver seriøs naturvidenskabsmands drøm.

Som bekendt er Lomborg blot en statistiker, der ikke har den mindste smule forstand på naturvidenskab. Som derfor kun kan lave statistik på tilfældige tal, som han selv har valgt ud. Og som derfor når frem til de konklusioner, han i forvejen havde udset sig. Imidlertid kræver det stor faglig indsigt i et bestemt område, førend man er i stand til overhovedet at lave forsvarlig statistik på netop det område. Og det har en lektor i statskundskab naturligvis ikke. Han ved det tilsyneladende bare ikke selv.

Alt dette har nu ført til en officiel klage over Lomborgs “videnskabelige uredelighed” fra en række prominente internationale forskere. Klagen blev i første omgang stilet til Århus Universitet, hvor Lomborg er ansat. Universitetet sendte imidlertrid aben derhen, hvor den hører til – til den statslige klageinstans og dermed den borgerlige regering, der påtænker at lade Lomborg blive direktør for det nye Miljøøkonomisk Institut…

Allerede Holberg vidste, hvordan det forholdt sig: “Et er søkort at forstå – et andet skib at føre.” Lomborg magter ingen af delene, men er – som professor Henning Sørensen for nylig skrev det i Politiken – intet andet end en “manipulerende opportunist”. Selvsamme professor sluttede sit indlæg med følgende:

“Han har gjort sig selv umulig i den internationale forskningsverden. Hvor længe kan han blive ved, før boblen også brister i det hjemlige miljø?”

24. februar 2002

© Steen Ulnits

* Frustrerede fiskere

De nye fiskekvoter for torsk har delt erhvervsfiskerne i to lejre. Danmarks Fiskeriforening (DF), der fortrinsvis repræsenterer de store højsøskibes interesser, er relativt godt tilfreds med de nye kvoter for torsk og rødspætter. Det kunne have gået meget værre, mener DF og hentyder hermed til Nordsøen, hvor torskekvoten sågar blev øget med 2%.

Men de mindre både, som er henvist til at fiske i de indre danske farvande, raser over de nye kvoter. De må nemlig leve med, at torskekvoten i Østersøen nedsættes med 29%, mens den i Kattegat reduceres med hele 55%. Tilsvarende beskæres kvoten for rødspætter i Kattegat med 32%.

– Det kan vi hverken leve af eller leve med, klager de kystnære fiskere omkring Grenå og Bønnerup ved Kattegat. De forstår heller ikke DF’s glæde over, at der stadig må fiskes jomfruhummer som hidtil i Kattegat. – Hvad nytter det, at vi må fange arter, som vi alligevel ikke kan få fat i, klager fiskerne.

22. februar 2002

© Steen Ulnits

* Frustrerede miljøfolk

EU holder sig indtil videre uden for det gode selskab af nationer, som har godkendt FN’s globale fiskeriaftale.

Det finder Verdensnaturfonden (WWF) pinligt, al den stund EU normalt gerne vil fremstå på den internationale scene som foregangsmand på miljøområdet. WWF håber, at EU i det mindste godkender FN-aftalen inden det store Rio + 10 topmøde i Johannesborg, Sydafrika til september 2002.

FN-aftalen skal sikre, at sårbare fiskearter som sværdfisk, tun og torsk ikke overfiskes. Noget, EU på overordnet plan sagtens kan tilslutte sig. Men internt kniber det noget mere med enigheden og miljøbevidstheden. Således har lande som Irland og Grækenland indtil videre protesteret mod at skrive under.

FN-aftalen omhandler primært fiskeri uden for de enkelte landes egne territorialfarvande.

22. februar 2002

© Steen Ulnits

* Tonsvis af tobiser…

…går hvert år i danske fiskeres redskaber langs den nordengelske og skotske østkyst. Så mange, at dette danske industrifiskeri nu beskyldes for at forvolde skade på lokale bestande af fugle og fisk.

Hvert år landes omkring 800.000 tons tobis i Nordsøen,, hvoraf danske industrifiskere lander op mod 75%. Specielt for dette fiskeri er, at der lokalt landes meget store mængder fisk.

Den samlede biomasse af tobis i Nordsøen ligger på omkring 2 millioner tons, hvoraf rovfiskene konsumerer mere end 2 millioner tons. Rovfuglene tager til sammenligning blot nogle få procent. Alt i alt fjernes der årligt omkring 3 millioner tons, hvilket betyder, at tobisen er overordentlig formeringsdygtig og i stand til årligt at producere godt halvanden gang sin egen biomasse.

Samlet set udgør det danske industrifiskeri efter tobis næppe noget problem for bestanden. Men lokalt kan det koncentrerede fiskeri gøre skade på fuglene. Det lader eksempelvis til at være tilfældet i den skotske Firth of Foray, hvor der på en enkelt kvadratkilometer havbund i perioder kan fanges op mod 24 tons tobiser!

Et så stort lokalt fiskepres har vist sig at påvirke forskellige havfugle og deres ynglesucces markant. Dette gælder naturligvis især de fugle, som primært eller udelukkende ernærer sig af tobiser. Det gælder fugle som havterne, topskarv og kjove, der udelukkende lever af tobis. Og det gælder fugle som ride, lomvie, alk og lunde, for hvem tobiser udgør mere end 75% af den daglige kost.

I begyndelsen af 1990’erne begyndte man for alvor at fiske tobis ud for skotske Firth of Foray, hvor fiskene stod uhyre koncentreret i perioden maj til juli. Fiskeriet toppede i 1993, hvor næsten 100.000 tons blev fanget i et lille område på 55 x 55 km eller 30 x 30 sømil.

Det rekordstore fiskeri fandt sted i netop den periode, hvor havfuglene er mest afhængige af netop tobisen. Og man kunne da også konstatere en rekordlav ynglesucces hos arterne lomvie, topskarv og ride selvsamme år.

Ynglesuccesen hos riden i Firth of Forth området er faldet så meget op gennem 90’erne, at den er truet med udryddelse. Sagkundskaben er generelt enige om at give industrifiskeriet skylden. Denne enighed resulterede sidste år i, at man helt lukkede for fiskeriet efter tobis i denne del af Skotland.

Fra flere sider har selvsamme industrifiskeri ud for det nordøstlige Storbritannien været beskyldt for at være medvirkende årsag til atlanterhavslaksens tilbagegang i samme område. De hidtidige undersøgelser har dog hverken kunnet be- eller afkræfte dette, men usandsynligt lyder det dog ikke – den stærke lokale koncentration af tobiser taget i betragtning.

Det danske industrifiskeri omsætter årligt for 2 milliarder kroner og beskæftiger 2.000 mennesker. Derfor sikkert den meget lange snor, som myndighederne hidtil har givet danske industrifiskere. Vi er den eneste større industrifiskernation i EU, og nu ser det langt om længe ud til, at de andre EU-lande har fået nok af det danske overfiskeri.

22. februar 2002

© Steen Ulnits

* Sandarter smovser i smolt

Det er efterhånden velkendt, at opstemmede kraftværkssøer er endog meget skadelige for bestanden af laks og havørred. Således ved man, at rovfisk og rovfugle i Tange Sø æder op mod 85% af de ungfisk, som passerer gennem søen på deres vej ned gennem Gudenåen mod Randers Fjord og Kattegat.

Gennem længere tid har biologerne været opmærksomme på, at sandarten i Gudenåen er en meget vigtig prædator på de nedtrækkende ungfisk. Nu har telemetriske undersøgelser med radiomærkede sandarter vist, at Gudenåens sandarter i løbet af året trækker meget omkring i systemet.

Således viser det sig, at der er tale om to forskellige årstidsbestemte vandringer: En nedstrøms fødevandring om efteråret og en opstrøms gydevandring om foråret. En iagttagelse, som ikke kommer bag på rutinerede Gudenå-fiskere, der for længst havde lagt to og to sammen og nået samme konklusion.

Det vigtige ved telemetriundersøgelsen er imidlertid, at hypotesen nu er dokumenteret. Og at undersøgelsen samtidig konkluderer, at der ikke kan skabes en havørredbestand i Gudenåen opstrøms Tange Sø – med mindre de nedtrækkende ungfisk sikres en passage uden om Tange Sø, og at de optrækkende gydefisk samtidig sikres fri passage ved Tangeværket.

Undersøgelsen er publiceret på det bedst tænkelige tidspunkt. Det er netop nu, der arbejdes på en permanent løsning af Gudenå/Tange Sø problematikken. Hatten af for det.

22. februar 2002

© Steen Ulnits

* Danske diger forstærkes

Den globale opvarmning medfører, at verdenshavene stiger – om det så skyldes drivhuseffekten eller ej. Faktum er, at verdenshavene bliver varmere og udvider sig – med uundgåelige vandsstandsstigninger til følge.

Forskerne har kunnet konstatere, at vandstanden i Nordatlanten i de sidste ti år i snit er steget med 3 mm om året. Det er omtrent dobbelt så meget som verdenshavene på globalt plan, hvilket vækker bekymring blandt de myndigheder, der har ansvaret for at bygge og vedligeholde diger langs den jyske vestkyst.

Allerede nu opfordres der således til, at kommende digearbejder sigter på at gøre eksisterende diger højere, end de er i dag. Interesserede kan læse mere om drivhuseffekten og dens konsekvenser i en stor artikel under “Fiskeribiologi”.

16. februar 2002

© Steen Ulnits

* – Danske kyster bebygges?

Lille Danmark har ikke mindre end 7.314 km kyststrækning, som kun i begrænset omfang er bebygget – ikke mindst takket være Planloven, der forbyder byggeri tættere end 300 meter fra stranden. Planloven indeholder også bestemmelser, der skal begrænse byggeriet i en zone op til 3 km fra stranden.

Danmark ligner derfor ikke Middelhavet, hvor store hoteller og boligkomplekser i mange år har ødelagt udseendet langs kysterne. Nu påtænker den nye miljøminister Hans Christian Schmidt imidlertid at lempe på disse betingelser, så det fremover vil blive muligt at bygge flere boliger og industrikomplekser tættere på vandet.

Vi må så håbe, at ministeren ved, hvad han gør – og at han kan styre lempelserne, så danske kyster ikke plastres til med liebhaverboliger for velhavere. For øvrigt har den byggeglade miljøminister senest også bebudet, at han gerne ser boligbyggeri i de danske skove…

Dansk Folkeparti har dog sagt klart nej til noget så tåbeligt.

16. februar 2002

© Steen Ulnits

* Fossilt færøsk fråds

I forbindelse med det færøske overfiskeri af egne fiskebestande er det passende at omtale et andet færøsk forbrugsfænomen: Fråds med fossilt brændstof.

Nye opgørelser viser nemlig, at Færøerne på nuværende tidspunkt har et så stort et forbrug af fossile brændstoffer – kul, olie og gas – at det efterfølgende CO2-udslip nu ligger så højt som godt 4 ton per indbygger. Det er et voldsomt tal, al den stund store industrilande som Tyskland, Rusland og Japan har et årligt CO2-udslip på 2,5-3 ton per indbygger.

Helt i top ligger naturligvis energifrådseren over alle energifrådsere – USA – med et årligt udslip på 5,5 ton per indbygger. Men nu haler de storforbrugende færinger altså ind på dem. Og skulle det lykkes at finde olie og naturgas i Nordsøen omkring Færøerne, vil det lokale forbrug sikkert stige yderligere…

16. februar 2002

© Steen Ulnits

* Færøske fangster firedoblet

I midten af 1990’erne havde den færøske fiskeflåde toldet så hårdt på fiskebestandene i færøske farvande, at fiskeriet kollapsede. Denne kollaps udløste en økonomisk krise i det færøske samfund, hvor huse, biler og både viste sig at være belånt til op over skorstenene. Dette trods store årlige bloktilskud fra Danmark.

I sidste ende resulterede alt dette i den berømte bankkrise, hvor den danske stat måtte gå ind og overtage den betændte færøske økonomi. Hvor færingerne siden følte sig godt og grundigt taget ved næsen, hvilket øgede nationalitetsfølelsen og styrkede trangen til løsrivelse og selvstændighed.

Men nu går fiskeriet godt igen – endda overmåde godt. Således satte færøske fiskere i 2001 for andet år rekord i fangster fra Nordatlanten. Værdien af den samlede fangst kom op i nærheden af 1,3 milliard kroner, hvilket er meget for en lille nation som Færøerne. I sammenligning med kriseårene midt i 90’erne er fangsterne nu firedoblet.

Gad blot vide, hvor længe fiskebestandene mon holder til det hårdhændede fiskeri. Som for øvrigt sker efter devisen, at “hvis jeg ikke fanger alle fiskene selv, så gør min nabo det bare”. Det sagde i hvert fald en færøsk fiskeskipper til TV for nogle år siden, da fiskeriet igen var ved at komme sig og der blev spurgt til risikoen til et nyt overfiskeri…

16. februar 2002

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Mitchell 300X

Vi er mange, der husker det klassiske Mitchell 300 hjul fra den første spæde tid som spinnefiskere. Et hjul, hvis mange tandhjul gav en noget træg gang, men som til gengæld aldrig svigtede. Og et hjul, hvis rotor drejede modsat af alle andre, hvilket man lige skulle vænne sig til. Typisk fransk og anderledes.

Efter at have ligget underdrejet nogle år er Mitchell igen på banen – nu med et stort sortiment af topmoderne hjul til fiskeri i det nye årtusinde. Men Mitchell har ikke glemt, hvordan det hele startede – med 300-modellen, der tog verden med storm i efterkrigsårene, og som for alvor betød et gennembrud for det moderne spinnefiskeri med de dengang helt nye nylonliner.

Til i år har Mitchell således “relanceret” den gamle 300-model, men gjort det i et helt nyt design, der gør brug af de nyeste materialer og fornemt fransk design. Det nye hjul hedder nu “300X” og er yderst vellykket. Det er forsynet med et drev, der dels giver en blød gang – dels et perfekt lineoplæg. Hvilket igen sikrer lange og problemfri kast. Spoleskiftet er enkelt og hurtigt – Mitchell’s egen opfindelse, som sikrer billige spoler, der fylder meget lidt.

Den nye 300X fås i to udgaver: Den almindelige i sort med 5 kuglelejer. Samt luksusudgaven “Pro”, der har yderligere et kugleleje samt en finish ud over det sædvanlige. Således er alle metaldelene forgyldt og håndtaget af ædeltræ. Endvidere er spolen af såkaldt “Trilobe” konstruktion, hvilket sikrer en lavere friktion og dermed marginalt længere kast.

Prisen for de to udgaver er henholdsvis kr. 599,- og kr. 899,-. Et sikkert hit for frankofile fiskere! Klik for et kig!

8. februar 2002

© Steen Ulnits

* Fiskere fusker fortfarende

Som tidligere omtalt på denne side har industrifiskerne på vestkysten endog meget svært ved at se forskel på sild og brisling. Så meget, at hele fjorten fiskebåde for nogen tid siden blev taget med ulovlige bifangster af sild under brislingefiskeri.

Nu er den så gal igen. Således havde samtlige de industrifiskere, der kom i havn i Esbjerg for nogle uger siden, ulovlige bifangster af sild i lasten. Fiskerikontrollen, som ugen før havde noteret sig flere ulovligheder, traf derfor beslutning om, at samtlige både skulle kontrolleres, når de kom i havn. Med det triste resultat, at samtlige fiskere blev taget i ulovlighederne, som nødvendigvis må være helt bevidste. I hvert fald ville en fiskeskipper i Esbjerg ikke indrømme over for en TV journalist, at han ikke kunne kende forskel på sild og brisling. Hvilket da heller ikke er spor svært.

De tolv fiskebåde, som blev taget på fersk gerning ved seneste kontrol, har alle fået inddraget deres licens til industrifiskeri i en måned. Hvilket for øvrigt er i fin overensstemmelse med EU’s nye beskyttelsesforanstaltninger, der netop har til hensigt at “grounde” fiskerne på landjorden, så de ikke kan bedrive deres ulovligheder til vands. Det er efterhånden gået op for politikerne, at man åbenbart ikke kan forhindre fiskerne i at svindle med fangsterne, når først de er i båden og på vandet.

Samtidig har politimesteren i Køge netop benyttet sig af sin ret til at forlænge forældelsesfristen fra fem til ti år for de fiskere i Rødvig, som i januar 1997 blev idømt historiens største bøder og konfiskationer for ulovlilgt fiskeri. De har siden da afdraget på gælden, som andrager flere hundrede tusinde kroner for de dømte, der naturligvis havde håbet på at slippe af krogen efter fem år.

Men nu mener politimesteren altså, at de skal fortsætte betalingen af bøder og konfiskation i yderligere fem år.

8. februar 2002

© Steen Ulnits

* IGFA skal bruge over 50 millioner kroner

Den amerikanske organisation IGFA (International Game Fish Association), der fra starten kun havde som formål at registrere rekordstore fisk fanget af sportsfiskere verden over, har udvidet sine aktiviteter kraftigt i de seneste år. Så meget, at organisationen nu skal bruge mere end 50 millioner kroner over de næste fem år for at kunne realisere sine planer.

De mange penge skal blandt andet gå til uddannelse af ikke mindst unge sportsfiskere, så de kan drive deres hobby på etisk og moralsk forsvarlig vis. Pengene skal ligeledes bruges til at udbygge det nuværende Hall of Fame and Museum i Florida, USA – et allerede ganske imponerende bygningsværk, som ingen turist bør snyde sig selv for.

En tredje meget stor post på budgettet er projekter til bevarelse af marine fiskebestande – til bekæmpelse af erhvervsfiskeriet, hvor det går for hårdt til værks. Hvilket er stort set overalt…

6. februar 2002

© Steen Ulnits

* Ribe Vesterå igen på private hænder

Det vakte genlyd over hele landet, da Ribe Sportsfiskerforening (RSF) for nogle år siden lejede fiskeretten ved Ribe Vesterå af erhvervsfisker Mikkelsen, som ifølge gamle og gulnede papirer har retten til fiskeri i åen fra Ribe by og til kammerslusen ved Vadehavet. Dette formedelst 375.000 kroner årligt – et beløb, der siden blev sat markant ned.

RSF’ prisværdige initiativ betød, at fiskere fra hele landet nu fik mulighed for at komme i nærkontakt med Vadehavets sølvblanke kæmper – det være sig laks eller havørreder, hvoraf nogle vejer over 10 kg. Mange af disse dejlige fisk har endt deres dage i engene langs Vesteråen, og mange fiskere har efterfølgende sendt RSF en venlig tanke.

Men nu denne epoke altså slut. Erhvervsfisker Mikkelsen har atter overtaget fiskeriet og udbyder det nu på årskortbasis til interesserede fiskere. Der vil maksimalt blive solgt 375 årskort til interesserede, der til gengæld kan glæde sig over, at der ikke vil blive fisket med garn i Vesteråen. I hvert fald ikke i 2002, idet Mikkelsen har aftalt med Fiskeridirektoratet, at han i år holder sine garn inde på land.

Fiskestrækningen er udvidet, så der nu er hele 15 km å at fiske på – fra begge bredder. Fra kammerslusen og helt op til Skibbroen inde i Ribe by. Alt i alt 30 km vand, som familien Mikkelsen har rådet over siden 1928.

Interesserede kan se nærmere på www.dagkort.dk, hvor såvel dagkort som årskort kan købes. RSF håber på igen engang at kunne leje fiskeretten ved Vesteråen. Indtil da opfordrer man til, at interesserede melder sig ind i RSF, der selv råder over 50-60 km fiskevand ved åens øvre løb.

6. februar 2002

© Steen Ulnits

* Grøn nedtur efter sparerunde

Det er ikke nemt at være “grøn” i disse sparedage, hvor intet råd eller nævn kan vide sig sikker for regeringens skarpe sparekniv. For sparerunden er ikke mindst gået ud over det gamle og nu opsplittede Miljø- og Energiministerium, der bød på et hav af styrelser, råd og nævn.

Således vil der blive sparet over en milliard kroner alene i miljøbistand til U-lande og Østeuropa. Hertil kommer så lukningen eller nedlæggelsen af en lang række grønne organisationer eller kraftige reduktioner af statens tilskud til sammes drift. Ikke mindst lukningen af det ekspertbesatte Naturrådet har vakt harme mange steder. – Hvem skal så tale naturens sag? lyder det.

Mest markant vil nok lukningen af Den Grønne Fond være, idet denne fond hvert år giver store tilskud til organisationer som Grøn Information, Danmarks Naturfredningsforening, Regnskovsgruppen Nepenthes, Levende Hav, Økologisk Råd og NOAH med mange flere. Disse organisationer vil alle komme til at mangle penge til deres arbejde.

Måske den danske natur går en hård tid i møde under den nye borgerlige regering, der indtil videre i hvert fald har vist viljen til at spare…

6. februar 2002

© Steen Ulnits

* Olieovervågning ineffektiv

Med sin overvågning af de danske favrvande lykkedes det i hele 2001 kun Flyvevåbnet at identificere syv skibe og tre boreplatforme som “potentielle oliesyndere”. Og kun i et enkelt af disse ti tilfælde lykkedes det at fælde en forurener – i form af udstedelsen af et beskedent “administrativt bødeforlæg”, som det så smukt hedder.

Forsvarets luftovervågning har flere gange været til debat i såvel politikerkredse som i dagbladene. Hver gang er der blevet stillet spørgsmålstegn ved det rimelige og rentable i at lade forsvaret stå for denne overvågning – når man nu opnår så få og små resultater, som tilfældet er. Det har således været på tale at udlicitere overvågningen til private flyselskaber, som kan flyve mere for de samme penge.

Måske den nye borgerlige regering vil gøre alvor af disse efterhånden flere år gamle overvejelser. Det hænger jo fint i tråd med den borgerlige tankegang.

6. februar 2002

© Steen Ulnits

* Irland giver sig

Som tidligere nævnt på denne side har Irland længe haft et blakket ry som storfanger af vilde atlanterhavslaks på vej fra opvækstområderne i det nordlige Atlanterhav til gydepladserne på det europæiske kontinent. Mellem 200.000 og 400.000 laks er således årligt gået i de 700 km drivgarn, som irske laksefiskere har haft stående ud for den irske vestkyst.

Nu ser det imidlertid ud til, at Irland har taget den internationale kritik til sig. I hvert fald har den irske fiskeriminister netop bebudet, at Irland fremover vil fastsætte kvoter for dette fiskeri, og at man vil begrænse antallet af garnlicenser tilsvarende.

Det utrættelige arbejde, som den islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund (NASF) nu i flere år har udført med Orri Vigfusson i spidsen, begynder nu at give resultat.

6. februar 2002

© Steen Ulnits

* Vand og vadehavsdiger

Så kom den varslede storm, der gav mindelser om julestormen i 1999, men som ikke blev nær så kraftig eller ødelæggende. Således kunne man – trods vindstød på 25-30 meter i sekundet – nøjes med almindeligt alarmberedskab i det flade vadehavsområde. Fårene kom op på digerne og menneskene i værste fald ind på skolerne.

Stormen gav en vandstand, der var fire meter højere end normalt. Til daglig ligger forskellen mellem højvande og lavvande på to meter, hvilket jo er nok til at drukne i – specielt ved fuldmåne og springflod. Hvad vi jo har netop nu.

Interesserede kan læse mere om Vadehavet og de store åer, der munder ud her, i min bog “Jyllands bedste Fiskevande” på Gyldendal. Her findes et stort kapitel på 45 sider om netop dette spændende og anderledes område.

29. januar 2002

© Steen Ulnits

* Vand og vindmøller

Det kom bag på vindmølleindustrien, at regeringen nu havde fået vindmøller nok og derfor satte en stopper for yderligere udbygning af hjemlige vindmølleparker. Det blev ikke mindst vindmølleeksminister Svend Auken så fornærmet over, at han beskyldte regeringen for aftalebrud.

Men regeringen holdt stand, hvilket har betydet, at planlagte havmølleparker ved Læsø, Omø og Gedser nu bliver lagt i mølposen. Vindmølleindustrien raser naturligvis over stoppet for nye vindmølleparker, men den øvrige industri bakker regeringen op. Industrien fremfører, at hele 20% af det danske elforbrug nu kommer fra vindmøller og mindre kraftvarmeværker, der alle får tilskud via elregningen. En andel, som vil stige støt i de kommende år. Og energi, der ikke produceres i fri konkurrence.

Også ornitologerne er glade over stoppet for vindmøller, som hvert år dræber mange fugle. Og den danske vindmølleindustri klarer såmænd nok at fastholde sin imponerende markedsandel på verdensplan – 50% – alligevel. Men klynkes det skal der jo, når man er dansker…

29. januar 2002

© Steen Ulnits

* Limfjorden lider

I gamle dage var der fisk i Limfjorden – så mange, at adskillige fjordfiskere kunne leve af fiskeriet.

Det kan de ikke længere. I dag er fiskene væk – til dels erstattet af hyppige iltsvind og bundvendinger, som nu forekommer i op mod 40% af fjorden. Det er en fordobling i løbet af to årtier.

I gamle dage fangede man primært ål, ålekvabber, rødspætter og skrubber. Siden 1990 er dette fiskeri på det nærmeste ophørt, og det er næppe kun iltsvindet, der står bag. I selvsamme periode er der nemlig sket en markant fremgang for rovdyr og rovfugle i og omkring Limfjorden.

Denne fremgang gælder især sæler og skarver. Sælbestanden talte i 1977 omkring 200 eksemplarer – et tal, der i 1988 var vokset til 700 sæler. I 1999 talte bestanden ikke færre end 1.800 individer. Altså tæt på en ti-dobling i løbet af 25 år. Sælen æder 2-4 kg fisk om dagen, hvilket på årsbasis svarer til 1.-2.000 tons Limfjordsfisk årligt.

Noget tilsvarende gør sig gældende for skarven, der som bekendt blev totalfredet i 1986. Skarvbestanden ved Limfjorden er mere end ti-doblet i ti-året 1990-2000. I dag er der således mere end 20.000 skarver, som søger deres føde i Limfjorden. Og da hver voksen skarv daglig konsumerer op mod et halvt kg fisk, forbruger skarven alene omkring 10 tons fisk – hver dag.

En tredje prædator, som især gør indhug på Limfjordens mindre bundfisk, er strandkrabben, der har været i stærk fremgang i de senere år. Dette er dog ikke dokumenteret numerisk, men baserer sig udelukkende på udtalelser fra lokale fiskere.

Alt i alt tegner der sig et dystert billede af bundfiskenes betingelser i Limfjorden. I det seneste årti har stedse hyppigere iltsvind og bundvendinger sammen med mangedoblede bestande af sæler, skarver og krabber reduceret et engang produktivt fiskevand til noget nær ingenting…

Meget relevant er der netop kommet en ny bog om Limfjorden og dens fiskere op gennem tiderne på markedet. Det er skolelærer Jens Østergaard fra Valsted ved Nibe, der har barslet med bogen “Jægere og fiskere ved Limfjorden i 100 år”. En bog, hvis 175 sider blandt meget andet kan fortælle om dengang, en fisker i Louns Bredning daglig kunne fylde sine hyttefade med 300 pund friske skrubber – hvilket han kunne så sent som op til 1960’erne.

Bogen rundes meget passende af med følgende bredside fra den ligeledes nordjyske naturjournalist Jan Skriver:

“Vi lod frikadellen vinde over fladfiskefileten. Vi lod ålen i stikken. Vi lod kornet bølge, hvor ålegræsset skulle have svajet. Vi lod Limfjordens lunger klappe sammen. Vi lod en rig kultur af fiskere og fangstmænd dø ud.” Amen og citat slut.

28. januar 2002

© Steen Ulnits

* Mærkning af marsvin

Marsvinet – vor mindste tandhval – er ofte i vælten. Både i overfladen, hvor vi kan glæde os over at se den, og ved bunden, hvor den ofte drukner i et garn.

Der er blevet spekuleret meget i bestandens størrelse, og buddene har svinget meget gennem årene. En optælling i 1994 indikerede en bestandsstørrelse på 100.000 individer. Senere undersøgelser viste, at flere tusinde marsvin årligt drukner i fiskernes garn.

Man har til dato ikke haft et ret stort kendskab til marsvinet, dets biologi, udbredelse og antal. Det har moderne teknologi nu ændret afgørende på. Nu er det nemlig muligt at forsyne fangne marsvin med sendere, som løbende er i kontakt med satellitter i omløb 850 km oppe over os.

Marsvinene fanges i bundgarn, som i modsætning til de almindelige nedgarn ikke kvæler dem, men blot holder dem indespærret. Dyrene får monteret en satellit-sender i rygfinnen og slippes løs efter endt måling og vejning.

Herefter kan forskerne løbende følge de mærkede marsvin på deres færden i de danske farvande. Indtil videre er i alt 35 marsvin udstyret med sådanne sendere. Nogle af dem er sågar i stand til at registrere dybden sammen med positionen. Disse data sendes op til satellitten, som så transmitterer videre til internettet, hvor forskerne kan logge sig på og aflæse data.

Datatransmissionen kan kun finde sted, når marsvinet er oppe i overfladen for at ånde. Og transmission kan kun ske, så længe batteriet holder.

Indtil videre har de mærkede marsvin givet interessante oplysninger om dyrenes vandringer og dyk. Således har det vist sig, at enkelte marsvin har dykket i op til 200 meters dybde. Og at andre har vandret op mod 1.200 km i løbet af bare en måned!

I takt med, at senderne bliver billigere og bedre, kan vi se frem til at bedre kendskab til denne lille hval og dens levevis.

28. januar 2002

© Steen Ulnits

* Dårlig sæson ved Skjernå

Sølle 68 registrerede laks blev det til ved den vestjyske Skjernå i 2001. Det er blot en tredjedel af fangsterne fra året før, og det spekuleres der naturligvis en del over i Vestjylland. Mulige forklaringer har man dog:

For det første blev der ikke sat ret mange laks ud i 1997 og 1998, hvilket i sig selv skulle give en 2001 sæson under middel. Og for det andet er der jo blevet rodet og regeret i det store åløb, som netop er blevet retableret af store gravkøer og lagt tilbage i sit oprindelige løb på en stor del af det nederste stykke ud mod Ringkøbing Fjord.

Elektrofiskeri viste dog, at det ikke stod helt galt til med opgangen. Således lykkedes det at opfange over 100 laks til videre avl – laks, hvis afkom ikke kun skal bruges til udsætning i Skjernå, men også i andre vestjyske vandløb.

21. januar 2002

© Steen Ulnits

* Fantastisk sæson ved Gudenå

Gudenåen havde i grel modsætning til Skjernå en regulær rekordsæson i 2001, hvor lystfiskerne i foreningerne langs åen alene fangede op mod 2.000 laks! Hertil skal så lægges de mange ikke registrerede fisk, og hermed havde Gudenåen for alvor placeret sig blandt Europas bedste laksevandløb.

Et løst overslag indikerer, at Gudenåen efter 2001 er rykket op på en 10. plads på den europæiske rangstige. En placering, der med sikkerhed vil medføre et stærkt stigende rykind af såvel danske som udenlandske laksefiskere i den kommende sæson. Som så meget vel kan vise sig at blive helt anderledes end den forgangne. Sådan er charmen jo ved alt laksefiskeri: Det er totalt uforudsigeligt!

Størstedelen af laksene blev fanget på det øvre løb nær Langå og Bjerringbro, men mange blev dog også landet længere nedstrøms mod Randers.

21. januar 2002

© Steen Ulnits

* So-so sæson ved Karup Å

Karup Å, som er Danmarks ubestridte havørredå nummer et, havde en so-so sæson i 2001. I hvert fald blev der ikke fanget særligt mange eller særligt store fisk ved den smukt slngede og meget attraktive å. Sammenligner man med rekordsæsonen 1998, blev 2001 et særdeles pauvert år – uvist af hvilken årsag.

Sæsonen blev således ikke præget af mange havørreder, men til gengæld var snitvægten høj. Således kunne man i Herning-foreningen konstatere, at de ti største havørreder i snit vejede over 9 kg! Og at hele tre fisk var over 10 kg!!

Til alt held manglede der ikke havørreder i åen, da man elektrofiskede efter sæsonslut. Således lykkedes det af fange op mod 200 flotte havørreder på få timers fiskeri. Ingen kæmper, man mange fine fisk på op til 7-8 kg. Et sikkert tegn på, at fiskene ikke havde svigtet åen i år – kun fiskerne, hvoraf selv lokale ofte måtte gå mange gang uden at mærke det mindste.Men det er de fleste fiskere nu efterhånden vant til ved Karup Å, hvor man dog ofte ser fiskene røre på sig i aftenskumringen. Karup kæmperne er notorisk svær at fange.

Desværre viste det sig ved elfiskeri ved Karup Elværk, at opstemningen her stadig ikke tillader fiskene at passere uhindret igennem til de mange fine gydepladser længere opstrøms. Således fangede man hele 111 havørreder umiddelbart nedstrøms elværket.

21. januar 2002

© Steen Ulnits

* Nye fluerekorder

Mutton snapper er en af de helt hotte fisk for fluefiskeren, der har de lavvandede Florida “flats” som fiskevand. Flere betragter den sågar som sværere at overliste end permit.

Set i det lys kan jeg kun glæde mig over mit eget held, da jeg under fiskeri i Belize for en halv snes år siden krogede og landede et eksemplar på 3 pund – lidt ved et slumpetræf og under fiskeri efter bonefish. Men man har jo lov at være heldig engang imellem!

Det var også den kvindelige fluefisker Kris Slayton, som var ude efter årets første tarpon, da hun fiskede Sugarloaf Key en solrig dag i april måned. Hun brugte derfor svært klasse 12 grej, der ikke helt matchede den uventede modstander – en mutton snapper på 7,5 lbs. (3,4 kg). Heller ikke selv om hun kun havde en 12 lbs. (5,5 kg) spids på forfanget.

Key West i Florida var tilsvarende skuepladsen, da fluefiskeren Martin Arostegui krogede og landede en tigerhaj på 76 lbs. (34,5 kg) på en 12 lbs. (5,5 kg) forfangsspids. Hermed satte han en ny lineklasserekord for denne akrobatiske hajart.

Fangsten skete i februar måned, hvor de lavvandede flats ud for Key West er som blæst for tarpon og bonefish. Men hvor de til gengæld invaderes af store hajer og barracudaer. Det forlyder ikke, hvor lang tid fighten med den nye verdensrekord tog.

Det vides derimod, at det tog Tony Hedley en time og et kvarter at lande en stribet marlin på 97 lbs. (44 kg) på en 4 lbs. (1,8 kg) forfangsspids. Tony brugte en makrelimitation (!) til at lokke den nye verdensrekord, som han lige så godt kunne have mistet på den sytrådstynde line.

Man kan undre sig over eller lade sig forarge af det amerikanske rekordræseri, der udsætter fiskene for unødigt lange fights. Det reducerer fiskene chance for at overleve markant, hvis de skal genudsættes.

Den stribede marlin blev fanget ud for Cabo San Lucas på sydspidsen af den Californiske Halvø. Et hot spot for fluefiskere med saltvand i blodet.

Interesserede kan læse mere herom i min kommende bog “Fiskerejser til Fjerne Lande”, som udkommer på Gyldendal til foråret. Udgivelsesdatoen er sat til 30. marts.

14. januar 2002

© Steen Ulnits

* Ny fluerekord

Den amerikanske jurastuderende Jim Holland satte den 13. maj 2001 en ny verdensrekord for fluefanget tarpon ud for Homosassa i Florida, USA.. Fisken vejede 202,5 lbs., hvilket svarer til godt 91,9 kg.

Hermed slog han den tidligere verdensrekord på 187,6 lbs., som Brian O’Keefe satte den 9. april 1992 under fiskeri ud for Sherbrot Island i Sierra Leone, Afrika. Sidstnævnte sted fisker man i uklart vand, hvorimod der sight-fiskes i krystalklart vand i Florida. Til sammenligning vejede verdens største stangfangede tarpon 283 lbs. og 4 oz (128,6 kg). Den blev ligeledes taget ud for Sherbrot Island i Sirerra Leone, men på spin og i 1991.

Jim Holland er en af de meget priviligerede ungersvende, som har haft en velhavende og dedikeret fisker som far. En far, hvis fiskekammerater talte kapaciteter som Chuck Eager (“Mænd af den rette Støbning”), Gary Loomis (ham med Loomis-stængerne), Steve Rajeff (mange gange verdensmester i fluekast) og legenden Stu Apte. Den slags hjælper jo, hvis man vil i verden frem…

Fisken blev taget efter 6 dages resultatløst fiskeri i den verdensberømte Homosassa Bay, hvor nogle af verdens ubestridt største tarpon samles i maj-juni for at gyde. Og hvor verdens mest dedikerede tarpon-fluefiskere ligeledes samles for at efterstræbe en ny verdensrekord.

De vidste, at de havde kroget en stor tarpon, men som fighten trak ud, virkede fisken større og større. Men først da landingen var umiddelbart forestående, anede de, at en ny rekord var inden for rækkevidde. En længde på 85 tommer (2 meter og 16 cm) og en imponerende livvidde på hele 47 tommer (1 meter og 19 cm) indikerede en ny verdensrekord, og derfor blev fisken aflivet og bragt i land. Noget, man kun gør med mulige rekordfisk på disse breddegrader. Normalt genudsættes alle fisk.

Det var også startskuddet til en masse polemik i fiskebladene om det rimelige i at aflive så stor en fisk – blot fordi den var en mulig rekord og dermed en egobooster af format. Debatten kører stadig…

14. januar 2002

© Steen Ulnits

* Flere Samsø-kurser

På grund af en støt stigende efterspørgsel har vi til 2002 udvidet antallet af ugekurser i kystfluefiskeri efter havørred på Samsø – med Højskolen som udgangspunkt.

Det senest tilkomne kursus ligger i uge 23 og starter den 2. juni – et tidspunkt, hvor fiskedagene kan blive lange, hvis det er det, man vil, og hvor der er fine muligheder for at dyrke det spændende natfiskeri.

De hidtidige kurser har kun henvendt sig til begyndere. Nyt for 2002 er derfor to kurser for viderekomne. Der tænkes ikke mindst på de mange, der allerede har været på kursus, men som nu gerne vil lidt videre. Eller dem, der blot har fisket flue fra kysten i nogle år, men som ikke rigtig føler, at de får nok ud af det.

Interesserede kan læse mere på webadressen www.samso.com/hojskolen, hvor man også kan melde sig til. Det er en god idé at være tidligt ude. Flere har tidligere år måttet gå forgæves. Man kan også ringe på telefon 86 59 04 11 for at høre nærmere.

Kursusleder er som sædvanlig forstander Ole Kæmpe, der selv er fluefisker – og indfødt samsing. Underviser er Steen Ulnits, der tidligere har boet på Samsø, og som har mere end 25 års erfaring med netop kystfluefiskeri.

De endelige tidspunkter for årets kurser er som følger:

Kursus I for begyndere: 21.4.-27.4.2002
Kursus II for viderekomne: 12.5.-18.5.2002

Kursus III for viderekomne: 2.6.-8.6.-2002
Kursus IV for begyndere: 6.10.-12.10.2002

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Fortsat fosfat fra landbruget

Der har længe været rimeligt styr på byers og industriens udledning af fosfor til vandmiljøet – primært på grund af kostbare rensningsanlæg til behandling af spildevandet.

Men landbruget er der stadig ikke styr på. Det konkluderer Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i en ny rapport om fosforbelastningen af det danske vandmiljø. Heraf fremgår det, at udvaskningen af kvælstof fra markerne nu går den rigtige vej, omend der stadig er langt til målet. Rapporten viser desværre også, at der ikke er sket nogen reduktion i udvaskningen af fosfor siden 1989.

Derfor er landbruget nu også den største kilde til forurening med fosfor – lige som man længe har været og stadig er den helt store synder, når det gælder udvaskningen af kvælstof. Og hvor det i havet er kvælstof, der normalt er den begrænsende faktor for algevæksten, så er det i søerne fosfor, der er den begrænsende faktor.

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Flere og flere drukner

Søsportens Sikkerhedsråd har dårligt nyt at melde: Flere og flere drukner i de danske farvande.

Efter at vi havde en rekordlav sæson i 2000, er antallet af druknede i 2001 steget dramatisk. Så meget, at man allerede sidst på året kunne melde om 28 druknede – mod kun 14 i hele 2000. Den gode sommer får skylden for den store stigning, og man frygter nu, at slutspurten blandt havjægere og torskefiskere skal få tallet for 2001 endnu højere op.

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Uddød vandplante genoplivet

En krævende vandplante med det poetiske navn “Stor Najade” har længe været anset for uddød i danske søer – sandsynligvis på grund af en forringet vandkvalitet.

Nu er der imidlertid fundet en lyslevende udgave på bunden af Maribo Søndersø i Storstrøms Amt. Biologerne undrer sig over artens tilbagevenden, men hælder til den den forklaring, at det er søens fisk, der har “genoplivet” vandplanten. De mener således, at det er søens brasen, der har gravet gamle frø fri af bundslammet – frø, som så efterfølgende er spiret.

Under alle omstændigheder glæder man sig nu over, at vandet tilsyneladende igen er så rent i Maribo Søerne, at den store najade kan trives. Søerne er nemlig blevet biomanipuleret gennem flere år. Pudsigt nok er biomanipulationen primært gået ud over selvsamme brasen, der nu formodes at stå bag “genoplivningen”!

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Vindmøller i Vadehavet

Vinden går ganske vist frisk over Limfjordens vande, men mindst lige så megen blæst er der nu ofte over det lavvandede Vadehav længst i syd mod den tyske grænse. Og nu er den så gal igen. Den megen vind på disse kanter har nemlig fået flere til at tænke i vindkraft og anlæg af store vindmølleparker langt ude i Vadehavet.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har netop gjort indsigelse mod planer om at opføre 100 nye vindmøller i den hollandske del af Vadehavet. Indsigelsen går på de mange fugle, som findes i netop det område, møllerne planlægges opsat i. Indsigelsen påpeger også, at en tilladelse til at opstille vindmøller vil være i strid med en aftale, som vi har indgået med Tyskland og Holland ved en regeringskonference i 1997.

Vadehavet kan hurtigt gå hen og blive fyldt med vindmøller, hvis der først kommer gang i tilladelserne. Således har firmaer og sammenslutninger i Tyskland ansøgt om tilladelse til opstilling af ikke færre end 3.100 vindmøller i den tyske del af Vadehavet…

Miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) har endnu ikke taget stilling til DN’s indsigelse.

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Skov- og Naturstyrelsen i uføre

I det hele taget er der god gang i debatten i det syd- og sønderjyske. Således har Skov- og Naturstyrelsen måttet sende sine habitat-planer for Vidå og Brede Å ud til en tredje høring, hvilket er uhørt (!) og ikke sket før.

Lokalt er der stor modstand mod udpegelsen af de sårbare områder langs Vidå og Brede Å, hvor næsten 2.000 km vandløb er udpeget som særligt beskyttelsesværdige. I juni væltede protesterne ind fra sønderjyske landmænd, som frygtede og stadig frygter konsekvenserne af en endelig udpegelse. De mange protester fik Skov- og Naturstyrelsen til at udsende et nyt forslag – denne gang kun omfattende 200 km vandløb!

Det nye forslag medførte i oktober endnu en bølge af protester fra lokalbefolkningen, og i december meddelte den nye miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) derfor, at habitat-planerne skal ud i en ny og tredje høringsfase.

Nu skal det så blive spændende at se, om EU vil acceptere de danske habitat-planer, som efterhånden er barberet ned til noget nær det rene ingenting.

7. januar 2002

© Steen Ulnits

* Fisketegnet svigtes yderligere

Af et notat fra Fiskeridirektoratet til alle landets fiskeriinspektorater fremgår det, at der pr. 10. december i år var indkommet kr. 624.086,19 mindre fra det obligatoriske fisketegn end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 20.336.197,24 mod kr. 20.960.283,43 året før.

Af selvsamme notat fremgår videre, at der pr. 10. december i år var indkommet kr. 272.886,27 mere fra fritidsfiskernes garnlicens end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 6.851.086,23 mod kr. 6.578.199,96 året før.

Af et notat fra Fiskeridirektoratet til alle landets fiskeriinspektorater fremgik det, at der pr. 8. oktober i år var indkommet kr. 509.918,25 mindre fra det obligatoriske fisketegn end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 18.244.908,18 mod kr. 18.754.826,43 året før.

Af selvsamme notat fremgik det videre, at der pr. 8. oktober i år var indkommet kr. 177.211,27 mere fra fritidsfiskernes garnlicens end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 6.663.586,23 mod kr. 6.486.374,96 året før.

Efterårets tendens er altså forstærket yderligere her sidst på året. Tydeligvis er opbakningen til fisketegnet svigtende – muligvis på grund af den megen debat om det rimelige i, at flere og flere millioner af fisketegnemidlerne går til forskerlønninger i stedet for fiskepleje.

Noget er rivende galt, og man må håbe, at den nye minister vil gribe ind og få tingene sat på plads igen, inden det er for sent.

31. december 2001

© Steen Ulnits

* Musholm og ministeren

Den nye miljøminister Hans Chr. Schmidt er nu gået aktivt ind i sagen om Musholm Lax, der har ønsket at udvide produktionen – og dermed også forureningen af Storebælt. Musholm Lax er allerede den største enkeltforurener af Storebælt, og det har ministeren tilsyneladende ment var tilstrækkeligt.

Vestsjællands Amtsråd havde ellers indstillet, at Musholm Lax kunne udvide produktionen og øge forureningen med 100 tons kvælstof indtil 2006. Ministeren har ladet Miljøministeriet informere amtsrådet om, at han “kun” vil tillade det halve, nemlig 50 tons kvælstof…

Mysteriet om Musholm fortsætter med garanti i årene fremover. – Stay tuned!

31. december 2001

© Steen Ulnits

* 2001 næstvarmeste år nogensinde…

Jordens temperatur stiger fortsat. 2001 bliver med stor sandsynlighed det næstvarmeste år, der nogensinde er registreret i de 150 år, forskerne har taget Jordens temperatur. 1998 er stadig indehaver af den absolutte varmerekord.

Forskerne ved Danmarks Meterologiske Institut (DMI) mener, at vi her i Danmark primært vil få problemer i form af stigende og mere voldsomme nedbørsmængder. Det vil i sidste ende betyde større udvaskning af næringssalte fra landbruget, hvilket igen vil have en negativ effekt på vandmiljøet. I det hele taget vil vejret blive mere voldsomt i takt med den globale opvarmning. Udsvingene i temperatur vil blive større, og storme vil optræde hyppigere end hidtil.

Jorden har nu haft en periode på godt 10.000 år med nogenlunde stabilt klima – siden ophør af den sidste istid. Nu har klimaet ændret sig radikalt på blot 100 år, og det kommer vi givet til at mærke meget mere til i fremtiden. Forskerne på DMI regner således med, at temperaturen på verdensplan vil stige med op mod 5-6 grader i de kommende 100 år.

Interesserede kan læse mere om drivhuseffekten i en stor artikel under “Fiskeribiologi”.

31. december 2001

© Steen Ulnits

* – Glædelig Jul og Godt Nyt Fiskeår!

Så er julen umiddelbart forestående – med nytåret lige i hælene. Endnu et år er gået, og en ny sæson står for døren.

På IT-fronten havde jeg den store glæde, at min hjemmeside www.ulnits.dk i år rundede de 50.000 hits, hvilket jeg er overmåde godt tilfreds med. Jeg annoncerer ikke for hjemmesiden, som folk og især fiskere selv finder frem til. Alligevel er den godt besøgt – typisk af engagerede og samfundskritiske læsere med interesse for fiskeri, miljø og debat. Mange læsere arbejder med administration af vore vande eller i undervisningssektoren, så længe leve internettet for denne mulighed til kontakt og kommunikation på tværs af normale skel og grænser!

2001 blev et hektisk år med rejser til først Australien, siden Azorerne, Skotland, Lapland og senest Afrika – altsammen med fiskestang i bagagen, men ikke altsammen med lige stort held i sprøjten. Sådan er det nu engang at være rejsende i fiskeri. “Sometimes you win – sometimes you loose”. Men der er altid gode oplevelser med hjem i bagagen efter sådanne rejser – fisk eller ej.

2001 blev også året, hvor jeg dels fik udgivet min hidtil største bog – den 336 sider store og 1.100 gram tunge “Jyllands Bedste Fiskevande” – på Gyldendals Forlag. Dels udgav min første fiskebog – “Årets Gang ved Fiskevandet” – på eget forlag, nemlig Ulnits Bøger. Hvad de færreste nok ved er, at jeg i 2000 udgav en børnebog på eget forlag – med titlen “Kaj og kajakken”.

At jeg har startet eget forlag op skyldes ikke uoverensstemmelse med de etablerede forlag, som jeg skam også fremover udgiver på. Tværtimod. Det skyldes blot lysten til selv at bestemme 100% over titler, design og udgivelsestidspunkter. Samt ikke mindst muligheden for at udgive mere snævre og niche-prægede titler, som de store forlag ikke vil binde an med.

Endelig blev 2001 året, hvor jeg lagde sidste hånd på mit hidtil største værk, “Fiskerejser til Fjerne Lande”, med undertitlen “25 lande på 25 år”. Den kommer til at fylde omkring 400 sider og indeholde omkring 250 fotos fra eksotiske destinationer spredt over den ganske verden og samtlige kontinenter. Den udkommer på Gyldendal til foråret 2002. Med den er et kapitel i mit eget liv afrundet på en rigtig god måde.

Til slut skal jeg naturligvis ønske alle læsere af disse sider en Glædelig Jul, et Godt Nytår og 50.000 tak for det gamle!

24. december 2001

© Steen Ulnits

* Dødsfald I

Fluebindersken Megan Boyd er død, 86 år gammel. Hun blev født i England den 29. januar 1915, men flyttede siden med familien nordpå, hvor hendes far blev jagt- og fiskeriopsynsmand på et større gods.

I en alder af 12 år begyndte hun at binde fluer, og hun blev hurtigt så dygtig til at binde klassiske laksefluer, at hun blev først landskendt og siden kendt over store dele af verden. Ikke som laksefisker, for hun fiskede aldrig selv, men som producent af de mest omhyggeligt bundne laksefluer, man kunne tænke sig. Hendes laksefluer blev derfor hurtigt til attraktive samlerobjekter, der i mange tilfælde kun undtagelsesvis så vand og fangede fisk.

I over et halvt århundrede ernærede hun sig som professionel fluebinder med kunder i alle hjørner af verden. Fluerne blev til ved hendes lille bord i byen Kintradwell, hvor hun havde den fineste udsigt over Nordsøen. Udsigten har sikkert været god inspiration, når hun bandt laksefluer til sine velhavende klienter.

Til de sidste hørte selveste Prince Charles, der sidste år besøgte hende i hendes hjem. Her diskuterede de fluen “Popham”, der hørte til hendes absolutte favoritter. Popham er nemlig en af de mest komplicerede af de traditionelle fuldt dressede laksefluer, og det siger ikke så lidt.

Megan Boyd blev allerede i 1977 hædret med “British Empire Medal” for lang og trofast tjeneste for fædrelandet. Hun døde den 15. november i år.

24. december 2001

© Steen Ulnits

* Dødsfald II

Stangbyggeren Walton Powell er død, 85 år gammel. Walt var søn af E. C. Powell, som i sin tid udviklede og patenterede konceptet “semi-hollow splitcane”. E. C. startede som stangbygger tilbage i 1910. Walt videreudviklede konceptet og gjorde det så godt, at hans stænger til sidst var bedre end faderens.

Men Walton Powell nøjedes ikke med det. Han var i modsætning til faderen så heldig, at han levede i en tid, hvor udviklingen gik fra splitcane over glasfiber til kulfiber og boron. Og Walt kunne ikke nøjes med splitcanen, men kastede sig ufortrødent over de nye syntetmaterialer og deres helt anderledes muligheder.

Og da han var en søgende sjæl, der aldrig tog noget for givet, nåede han lige så langt med de nye materialer som de gamle. Og han søgte aldrig at nå frem til en masseproduktion, men ønskede til det sidste at have fuld personlig kontrol med hver enkelt stang, der forlod værkstedet i Californien.

Powell Fly Rods er i dag et selvstændigt firma, som ikke længere ejes og drives af Powell-familien. Der er tilført kapital udefra, så det har været muligt at udvikle en helt ny stangserie i kulfiber, boron og titanium – “Tiboron” serien. Alle modeller er 4-delte – og bedrøvende dyre….

Walton Powell døde den 29. juni 2001.

24. december 2001

© Steen Ulnits

* Dødsfald III

Stangbyggeren Russ Peak er død, 88 år gammel. Han blev især kendt for sine skræddersyede fluestænger i glasfiber, som han fremstillede i sit lille værksted i Pasadena, Californien fra 1949 og frem til 1993.

Russ fremstillede omkring 150 af disse fluestænger hvert år, og de var så efterspurgte, at han havde en ventetid på op mod to år. Hver fredag og lørdag havde butikken åben, og da valfartede fluefiskere fra hele Nordamerika til Pasadena for at bestille og diskutere fluestænger med Russ.

Af makkerparret Swisher-Richards – dem med “No Hackle” fluerne og bogen “Selective Trout” – blev Russ Peak kaldt “The Stradivarius of Glass”, og længere kan man næppe nå i den branche. Mange fisker da også stadig med dem, selv om de fleste efterhånden er blevet samlerobjekter.

Russ Peak døde den 13. maj 2001.

24. december 2001

© Steen Ulnits

* Årets mandelgave eller julegave

Der er mange gode grunde til at tage ud til vandet med sin fiskestang. Der er frisk luft, fisk at fange og oplevelser at hente både over og under vandet.

“Årets gang ved fiskevandet” beskriver måned for måned, hvilke dyr, planter og naturfænomener, man kan møde ved å, sø og kyst. Ikke kun fiskene og deres spændende liv under vandet er portrætteret. Her kan man blandt meget andet også læse om morild, kornmod og stjerneskud, hvis man er til nattens gerninger. På denne måde kan selv blanke fisketure blive til mindeværdige oplevelser.

Faktabokse om månedens fiskeri giver konkrete tips om velegnet fiskegrej og de bedste fiskemetoder til månedens mest aktuelle fisk. Kort sagt: Årets julegave til lystfiskere med sans for andet og mere end blot fisk!

“Årets Gang ved Fiskevandet”

Af Steen Ulnits

Forlaget Ulnits Bøger

80 sider, hæftet og illustreret

Tegninger af Margit Sørensen.

Pris kr. 95,-

Distribution: DBK.

ISBN 87-988226-1-6

Bogen udkommer den 1. november 2001. Signerede eksemplarer kan fås ved henvendelse til forfatteren på e-mail adresse: bøger@ulnits.dk

* Landgang for fiskere

Det ser sort ud med fiskebestandene af især torsk, kulmule og til dels også rødspætte inden for EU. Så sort, at EU-kommissionen nu påtænker stadig mindre kvoter og flere fredninger af disse værdifulde spisefisk.

Men da EU efterhånden kender sine pappenheimere – fiskerne – så godt fra tidligere svindelsager, tror man ikke længere på værdien af mindskede kvoter. EU’s fiskerikommissær Franz Fischler har således udtalt, at fiskerne jo blot svindler med arter og kvoter. Nej, der skal i stedet stilles krav om deciderede “landdage”, hvor fiskerne bliver i havn. Kun da kan de ikke snyde, og kun på den måde kan fiskebestandene få den fornødne fred til at komme sig igen.

Det er EU-kommissionens ambition, at de nye restriktioner skal få bestandene af torsk og kulmule til at vokse med henholdsvis 30 og 15% årligt.

Ikke uventet og helt som sædvanligt protesterer fiskerne voldsomt mod de nye planer.

16. december 2001

© Steen Ulnits

* – Men kan en minister?

I månederne juni og juli går op mod 200.000 atlanterhavslaks i garnene ud for Irlands kyster. Et fiskeri, der omsætter 2 millioner engelske pund.

– Og hvad er der så galt med det, kunne man spørge. Jo, der er det galt, at de selvsamme fisk fanget på stang og line i stedet ville omsætte for 40 gange så meget. Altså 80 millioner pund, hvis de i stedet blev fanget i de irske floder, som engang for ikke så længe siden var verdensberømte for netop deres laksefiskeri.

For blot 8 år siden var ikke mindre end 11% af Irlands turister lystfiskere. I dag er denne andel helt nede på sølle 1% – en tilbagegang, der skyldes en tilsvarende tilbagegang for laksefiskeriet i de irske vandløb og søer.

I en stort opsat annonce i den irske “Times” gør North Atlantic Salmon Fund (NASF) opmærksom på denne problemstilling. Under overskriften “Selv et barn kan forstå det” fortæller NASF, at en omsætning på 80 mio. pund naturligvis er langt bedre for Irland end en omsætning på blot 2 mio. Helsides annoncen afsluttes med et “Men kan en minister?”

NASF tilbyder samtidig at købe de irske lakserettigheder op, så dette fiskeri kan bringes til ophør. Nu er det blot op til den irske fiskeriminister at acceptere. Der er således for alvor lagt op til et rivegilde i det irske parlament!

Læs også en tidligere notits om det irske laksefiskeri længere nede på denne side.

16. december 2001

© Steen Ulnits

* Skarven skal skydes

Efter nu i mange år at have været den ypperste kæledægge for fuglekiggerne i Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet, ser det nu sortere ud for skarven end længe. I modsætning til sin forgænger, hvis embedsmænd ikke kunne få skarver nok, skæver den nye miljøminister tilsyneladende mere til miljøet end til den fjerede sorte død.

I hvert fald har Hans Chr. Schmidt erklæret, at han er villig til at begrænse fredningen af den skadelige skarv. Blandt andet er ministeren af biologer i Ringkøbing Amt blevet informeret om, at uden en reduktion af den lokale skarvbestand vil fiskebestanden i Nissum Fjord ikke kunne forøges.

Indtil videre har Hans Chr. Schmidt bebudet, at han vil sætte en undersøgelse i værk, der skal afklare problematikken og se på muligheder for reducere skarvbestanden.

Interesserede kan læse mere om skarven under “Artikler”.

16. december 2001

© Steen Ulnits

* Fiskere på ophørsudsalg

Nu kradser krisen for alvor i fiskerierhvervet. Krisen skyldes ikke mindst de reducerede torskekvoter i Nordsøen – med reduktioner på 45% i 2000 og 40% igen i år. Nu taler fiskeribiologerne så om mulige reduktioner på op mod 60% for torskefiskeriet i 2002 og 40% for rødspætterne.

Det har i år fået ikke færre end 229 fiskeskippere til at søge om ophugningsstøtte hos EU, der imidlertid kun har sat 46 millioner kroner af til formålet. I Hvide Sande alene er det en fjerdedel af skipperne, der nu søger om ophugningsstøtte.

Imidlertid rækker de 46 EU-millioner kun til ophug af 35 fiskebåde, så de fleste må nøjes med en lang næse og en kassekredit, der støt vokser videre. Men som liberalt erhverv er det jo præmisserne. Går fiskeriet godt, tjenes der rigtig store penge, og det er der blevet i mange år. Går det skidt, tjener man intet. Går det rigtig skidt, sætter man sågar penge til.

Men fiskerierhvervet har jo selv været med til at save i den gren, de sidder på. Først alt for sent – ja, for nogle fiskeres vedkommende sågar ikke endnu – er det gået op for erhvervet, at de har drevet rovfiskeri i de seneste mange år. Og at de nu må betale prisen.

Der findes i dag godt 2.800 aktive fiskekuttere i Danmark. De ansvarlige myndigheder ser stiltiende til og ønsker, at antallet skal stabilisere sig selv i takt med mindre kvoter, flere ophug og et stigende antal konkurser. Der kan nemlig næppe opnås politisk enighed om reduktioner pålagt ovenfra. Markedsmekanismerne må tynde ud i bestanden af kuttere på den hårde måde.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Mere om Musholm

For nogen tid siden var der stor ballade om Kurt Malmbak Kjeldsens havbrug ved Musholm på Sjælland. Nogle var indignerede over direktør Malmbak Kjeldsens dobbeltrolle som på den ene side bestyrelsesmedlem i Dansk Laksefond og på den anden den største enkeltforurener af Storebælt.

Det kom så vidt, at Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) til sidst og af principielle årsager måtte trække sig ud af arbejdet i Dansk Laksefond – fordi man helt enkelt ikke ville eller kunne sidde i bestyrelse med en virksomhedsejer, hvis forurening man som landsdækkende miljøorganisation bekæmpede.

Nu er den så gal igen. Vestsjællands amtskommune har længe arbejdet på at tillade etablering af et nyt, stort havbrug ved Musholm – så længe, at man nu er ved at lade et nyt havbrug indgå i den nye regionsplan. Landsforeningen Danske Lystfiskere (LDL) har skriftligt protesteret over for amtet – med henvisning til dels den øgede næringssaltforurening til Storebælt, dels uønsket faunaforurening via undslupne regnbueørreder, der siden søger op i nærliggende vandløb, hvor de ikke hører til.

Oppe i vandløbene kan de dels ødelægge allerede gravede gydebanker, da regnbuerne – i modsætning til vor naturligt hjemmehørende og vintergydende ørred – netop gyder om foråret. Og dels ødelægge fødegrundlaget for de naturlige ørreder, når og hvis de bliver stående oppe i åerne. Hvilket ofte er registreret – eksempelvis i den sønderjyske Hoptrup Å, der i perioder nærmest har været oversvømmet med undslupne regnbuer fra kuldsejlede havbrug. Det ville derfor være ønskeligt, om DSF og LDL kunne forene deres anstrengelser om at hindre etableringen af et nyt, stort havbrug ved Musholm.

Interesserede kan læse mere om Musholm under tidligere kvartaler af “Aktuelt”. Under “Artikler” kan man endvidere finde flere artikler om havbrug og fiskeopdræt.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Mindre udvaskning af kvælstof

På nogle områder går det heldigvis godt for vandmiljøet. Et af de stadig alt for få lyspunkter er, at forskerne fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) nu for første gang kan påvise en sikker nedgang i udvaskningen af kvælstof fra landbruget. Det er dog uvist, om nedgangen skyldes klimatiske forhold eller “bedre landmandskab”, som bønderne selv ynder at kalde det.

Siden de første vandmiljø-handllingsplaner blev sat i værk i 1989, har bygningen af kostbare rensningsanlæg til rensning af spildevand fra byer og industri resulteret i den ønskede nedbringelse af kvælstof- og fosforudledningen. Landbruget har imidlertid længe haltet bagefter og er i dag stadig hovedkilden til forurening med kvælstof og storbidrager til udvaskning af fosfor.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Svin i økonomisk fremgang

Det er nu en overordentlig god forretning at være svinebonde i lille Danmark. Således havde danske svineproducenter i årene 1996-2000 en gennemsnitlig årsindkomst på 254.000. 2001 tegner til at blive et rekordår med en gennemsnitlig indtjening i omegnen af 700.000.

Den rekordstore indtjening skyldes givet de mange problemer med BSE i oksekødet og deraf følgende frygt for at købe og spise det. En frygt, som altså har givet svinebønderne et uventet ekstrasalg og en efterfølgende rekordstor indtjening.

Med sådanne tal i baghovedet må det være på tide, at vore nyvalgte politikere kræver økonomiske investeringer i udstyr til nedbrydning af de enorme gyllemængder, som den kolossale svineproduktion uundgåeligt medfører.

Det kan ikke være meningen, at det danske vandmiljø skal lide, mens svinebønderne scorer kassen i form af årsindtægter på små trekvart million. Det er næsten 60.000,- kroner om måneden.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Feminine hanfisk

Som tidligere beskrevet på denne side, så har Århus Amt fundet foruroligende mængder af kønsforvirrede fisk i amtets vandløb. Det gjaldt i første omgang skaller fra Egåen, der modtager store mængder renset spildevand, men nu er undersøgelsen udvidet til at omfatte ikke mindre end 600 skaller og 700 bækørreder.

Resultaterne er skræmmende, idet de bekræfter en engelsk undersøgelse fra 1998, der omfattede 2.000 skaller. Det viser sig nemlig, at 44% af bækørrederne i Voel Bæk nær Silkeborg havde vævsforandringer i deres testikler, og at 25% af skallerne i Kristrup Landkanal nær Randers havde ægceller i deres testikler.

Man kender endnu ikke til konsekvenserne af disse kønsforstyrrelser, men et godt bud går på, at det i sidste ende vil gå ud over fiskenes fertilitet og dermed deres evne til at reproducere sig. Biologerne fandt et hunprotein i en stor del af de undersøgte fisk – et protein, der menes at skyldes tidlig påvirkning med hunlige kønshormoner udefra.

Alt tyder indtil videre på, at det er hunlige kønshormoner i det rensede spildevand, som giver fiskene de nu iagttagne kønsforstyrrelser. Østrogenlignende stoffer, der dels kommer fra P-piller, dels diverse vaskemidler. Og intet tyder på, at tilsvarende forhold ikke også vil gælde alle andre steder, hvor fiskene lever i mere eller mindre renset spildevand. Hvilket vil sige de fleste steder i tæt befolkede områder. Og dermed har vi endnu et landsdækkende miljøproblem at tage stilling til.

Det vil være en alvorlig kæp i hjulet på Wilhjelm-udvalgets programerklæring for den fremtidige fiskepleje i Danmark – at fiskebestandene fremover skal være selvreproducerende og ikke bestå af udsatte fisk. Før man kan tage dette i forvejen tvivlsomme udvalgs tvivlsomme anbefalinger til efterretning, må det nødvendigvis dokumenteres, at fiskene i danske vandløb overhovedet er i stand til at reproducere sig selv. Og det bliver ikke let med den her omtalte kønsforvirring in mente.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Irland stjæler laks fra Europa

Ved en nyligt afholdt laksekonference i oktober i Santander, Spanien kunne irlandske lakseforskere afsløre, at 1.500 irske drivgarnsfiskere årligt fanger 300.000-500.000 laks i vestirske farvande. En meget stor del af disse laks er på vej mod deres fødesteder i Tyskland, Frankrig og Spanien – en mindre del også England og Portugal.

Disse tal kom frem, da spanske videnskabsmænd kunne fremlægge beviser for, at mærkede spanske laks i stort antal bliver fanget ud for Irland på deres vej hjem mod Spanien. Til dobbelt ærgrelse for spanierne, der siden Franco i 40’erne selv har haft totalforbud mod laksefiskeri i den Biscayiske Bugt. Franco var for øvrigt selv passioneret laksefisker.

De samme irske drivgarn truer nu planerne om at genskabe en laksebestand i den tyske Rhin – et projekt, der allerede har kostet tyske skatteydere millioner af D-mark. Ironisk nok, idet Rhin-laksen netop søges genskabt ved køb af lakseæg fra – Irland…

Den islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund har tilbudt at købe de resterende irske garnfiskere ud, så de mange europæiske laks uhindret kan vende hjem til deres respektive hjemlande og dér sikre bestandenes fortsatte og fremtidige eksistens.

10. december 2001

© Steen Ulnits

* Alaska til afstemning

I dag skal det amerikanske Senat stemme om, hvorvidt der skal bores efter olie i en af USA’s sidste store nationalparker, der ligger i det nordllige Alaska.

Som det er fremgået af tidligere notitser på denne side, så er det et led i Bush administrationens energiplan, at Alaskas sidste og relativt sparsomme oliereserver skal udvindes, så USA sikrer sig den størst mulige uafhængighed af olie andre steder fra.

Som det også er fremgået af tidligere notitser på denne side, så har USA verdens suverænt største energiforbrug per indbygger. I Bush’ energiplan står da heller ikke ét eneste ord om besparelser i energiforbruget at læse. Det er nærmest et fy-ord i en ærkerepublikaners mund – specielt da, når han udelukkende er kommet til magten med oliemillioner i ryggen…

Resultatet af afstemningen ventes med spænding, da demokraterne jo har flertal i Senatet. Og Bush som bekendt er republikaner.

I disse terroristtider kan alt ske.

3. december 2001

© Steen Ulnits

* – Miljøets minister miljøets mand?

Efter Folketingsvalget, der som bekendt bød på et voldsomt skred mod højre, har miljøet fået en ny mand som administrator. Væk er Svend Auken, der kan klandres for meget, man som ubetinget altid har været miljøets mand. Og ny på posten som miljøminister – ikke energiminister, som forgængeren jo i tilgift også var – er Venstremanden Hans Christian Schmidt.

Hans Christian Schmidt kommer fra Sønderjylland, hvor han har været medlem af Venstre siden 1978. Han har siddet i Vojens Byråd side 1982 og været medlem af Folketinget siden valget i 1994. Han er 48 år gammel, uddannet som lærer og har i en periode fungeret som viceskoleinspektør på Sommersted Skole i Vojens Kommune. For øvrigt ganske tæt på Nørreåens bredder.

I Folketinget har han siddet i såvel Udenrigsudvalget som Kulturudvalget samt været miljøordfører lige siden sit valg i 1994. Endelig har han været medlem af det magtfulde Naturklagenævn, hvor han flere gange har stemt nej til forskellige fredningssager. Blandt hans politiske modstandere forlyder det, at han – med en baggrund som landmandssøn – ofte har tilsidesat naturen til fordel for landbrugets interesser. Trods det faktum, at han selv gerne svinger en fiskestang i fritiden.

Ved ministerskiftet overrakte Hans Christian Schmidt den afgående Svend Auken en fiskestang, så han kunne komme lidt mere ud i naturen og dér måske møde sin gamle sparringspartner fra Århus, Uffe Ellemann-Jensen, der som bekendt holder meget af at fiske. Eller han kunne vælge at tage på fisketur med en anden afgående ministerkollega, nemlig Henrik Dam Kristensen, der jo er passioneret sportsfisker fra Vorbasse i det mørke Jylland.

Intet tyder dog på, at Svend Auken vil tage den nye interesse op. Han har i stedet tænkt sig at bruge sine kræfter i miljøets interesse som ny miljøordfører i oppositionen. Så hvis Hans Christian Schmidt går landbrugets veje i stedet for miljøets, vil Svend Auken givet være over ham som en mis. Gudskelov for det.

Den nye miljøminister mister som sagt energidelen, der går til det nye Økonomi- og Erhvervsministerium. Skov- og Naturstyrelsen, der jo hører ind under Miljøministeriet, afgiver tilsvarende forvaltningen af den danske kulturarv til Kulturministeriet. Til gengæld får Miljøministeriet overdraget Kort- og Matrikelstyrelsen fra Boligministeriet.

Terningerne er således kastet til et nyt spil om den danske natur og det danske vandmiljø!

1. december 2001

© Steen Ulnits

* Skarven vært for fjerkrævirus

Danmark er som bekendt værtsland for en meget stor del af Europas samlede skarvbestand – til stor fortrydelse for fisk og fiskere, der må lide under de mange skarver og deres store indhug i fiskebestanden. For slet ikke at tale om de mange træer, som svides ihjel af skarvernes hvide og ætsende ekskrementer.

Men ikke nok med det. Nu har Statens Veterinære Serumlaboratorium fundet fjerkrævirus i en prøve fra skarver. Der er tale om den såkaldte “Newcastle Disease” (ND) virus, der betragets med største alvor i fjerkræavlerkredse. Siden 1995 har sygdommen været konstateret flere steder i Danmark, hvor sygdommen konsekvent bekæmpes med aflivning af de smittede bestande.

På grund af vor konsekvente holdning til denne fjerkrævirus har Danmark hidtil haft status som ND-frit land – en status, som måske er i fare, nu hvor den skadelige virus altså også er fundet hos skarven.

1. december 2001

© Steen Ulnits

* Dansk fluebinder i fornemt selskab

Den 20. oktober 2001 blev den verdensberømte dansk- amerikanske fluebinder Poul Jorgensen udnævnt til medlem af det amerikanske “Fly Fishing Hall of Fame”.

Poul Jorgensen er født og opvokset på Fyn, og hans danske rødder er tydeligt kommet frem igen de seneste fem år. Utallige kurser og gæsteforedrag her i landet samt artikler og ikke mindst to bøger på dansk, har været med til at vække danske fluebinderes interesse for mesteren i eksil.

Mest populær er nok genudgivelsen af hans bog om laksefluer, hvor en kraftig opdatering af såvel billedside som bindeteknikker, materialer og fluemønstre, har skabt fornyet fokus på de stolte fluers tilblivelse. Man kan så diskutere, om netop klassiske laksefluer skal moderniseres – om de ikke netop skal forblive klassiske. Også bogen om imitationer står stærkt i feltet af udgivelser om fluebinding de senere år.

Poul Jorgensen kan nu glæde sig over at være kommet i et fortjent fornemt selskab. Sammen med så prominente navne som eksempelvis Lee Wulff, Al J. McClane og Lefty Kreh, har han været med til at sætte sit præg på resten af fluefiskerverdenen. Kun 22 andre har opnået samme hæder fra “The Catskill Fly Fishing Center and Museum”.

Vi ønsker mesteren tillykke med den fornemme status!

1. december 2001

© Steen Ulnits

* Fisketegnet svigtes

Af et notat fra Fiskeridirektoratet til alle landets fiskeriinspektorater fremgår det, at der pr. 8. oktober i år var indkommet kr. 509.918,25 mindre fra det obligatoriske fisketegn end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 18.244.908,18 mod kr. 18.754.826,43 året før.

Af selvsamme notat fremgår videre, at der pr. 8. oktober i år var indkommet kr. 177.211,27 mere fra fritidsfiskernes garnlicens end på samme tidspunkt sidste år. Kr. 6.663.586,23 mod kr. 6.486.374,96 året før.

Det ser således ud til, at lystfiskerne er begyndt at svigte fisketegnet – muligvis på grund af den megen debat om det rimelige i, at flere og flere millioner lystfiskerkroner går til forskning i stedet for aktiv fiskepleje.

Det skal blive spændende at se, om udviklingen holder eller sågar forstærkes i den resterende del af året.

25. november 2001

© Steen Ulnits

* Vadehavet atter i et vadested

Som miljøbevidst sportsfisker må man ærgre sig over, at Vadehavet ikke i denne omgang kom med i UNESCO’s “Verdens Naturarv”. Lokalt var der frygt for, at en sådan indlemmelse ville medføre store restriktioner for blandt andet skibsfarten og udbygningen af Esbjerg Havn. Og da begge implicerede amter var imod, søgte miljøminister Svend Auken ikke om optagelse. Men der arbejdes videre med sagen i såvel Danmark som Tyskland og Holland, så mon ikke Vadehavet om et par år er klar til indlemmelse i det fornemme selskab?

På samme måde må man ærgre sig over, at Sønderjyllands Amtsråd stemte nej til en såkaldt “EU-habitatudpegning” af 227 km vandløb i henholdsvis Brede Å og Vidå, der begge udmunder i Vadehavet. Lokale landmænd frygtede for konsekvenserne af en sådan udpegning, og lokale politikere turde derfor ikke gå ind for udpegningen, som ellers var forestået af Skov- og Naturstyrelsen.

Til gengæld kan man glæde sig over, at der fra og med 2005 vil blive indført et radarsystem over skibsfarten i det følsomme Vadehav. Et sådant system vil gøre det lettere at undgå olieulykker ved kollisioner og grundstødning. Samt lettere at opspore og retsforfølge eventuelle oliesyndere.

25. november 2001

© Steen Ulnits

* Min barndoms bæk

Det gik som tidligere nævnt på denne side helt galt i den lille sønderjyske Adsbøl Bæk, hvor såvel laks som havørreder afgik ved døden efter et mystisk giftudslip.

Så er det gået langt bedre i den ligeledes lille og sønderjyske Stolbro Bæk på Als. En lille bæk, som jeg ofte har vandret langs med i min grønne ungdom. Her udlagde man sidste år gydegrus og sten på en 150 meter lang strækning – til benefice for bækkens bestand af havørreder. Disse kvitterede øjeblikkeligt for modtagelsen, og ved elektrofiskeri før og efter udlægningen har man nu kunnet konstatere, at ørredbestanden i mellemtiden er 3-doblet. En 3-dobling, der blot kostede 3.000 kroner!

Det er Sportsfiskerforeningen Nordborg, der sammen med Nordborg Kommune har forestået udlægningen af grus. Et lille projekt med store resultater, som bør mane til eftertanke og efterfølgelse andre steder, hvor man råder over småbække med en rimelig vandkvalitet, men manglende gydepladser.

25. november 2001

© Steen Ulnits

* Kovending: Flere svin

For et års tid siden meldte fødevareminister Ritt Bjerregaard ud, at nu var smertegrænsen nået for antallet af svin i danske landbrug. Således blev der sidste år produceret og slagtet over 22 millioner svin i danske stalde – med en kolossal gylleproduktion som uundgåeligt biprodukt. Gylle, som siden blev spredt på markerne i overdosis, så vandmiljøet generelt og fattige hedejorde specielt nu vånder sig.

Nu melder samme Ritt Bjerregaard så meget overraskende ud, at hun ikke vil blande sig i, hvor mange svin der produceres i danske stalde. “Blot miljøkravene overholdes”, lyder hendes nye melding, der er faldet mange politikere endog meget for brystet. Allerede næste år forventes den samlede danske svinebestand at nå 24 millioner, og der er næppe udsigt til, at væksten stopper her.

Men det ser ud til, at der er mening med galskaben – i form af ny teknologi til behandling af de store gyllemængder og nye lovforslag, der skal gøre det lettere og mere attraktivt for landmændene at investere i den nye teknologi. Teknologi, som dels kan reducere mængden af de skadelige næringsstoffer kvælstof og fosfor – dels mindske fordampningen fra markerne og dermed også reducere lugtgenerne.

25. november 2001

© Steen Ulnits

* Gyllebehandling på højeste plan

I forbindelse med Ritt Bjerregaards kovending, hvad angår flere svin i det danske landbrug, er der for alvor kommet fokus på behandling af gylle fra de mange millioner svin på danske gårde. Seneste skud på stammen kommer fra en af landets store svineavlere, der på eget initiativ og i vid udstrækning også for egne penge har udviklet et helt nyt og meget lovende system til effektiv behandling af gylle.

Det er den tidligere formand i Landsforeningen Danske Svineproducenter, Kent Skaaning, der gennem to år har investeret omkring 10 millioner kroner i udviklingen af et helt nyt anlæg, der kombinerer kendte teknologier på en helt ny måde. Kent Skaaning producerer årligt 25.000 svin, der leverer 25.000 tons gylle. Altså et ton per svin.

Gyllen ledes ind i en biogasanlæg, som producerer en masse varme samt elektricitet nok til gården og yderligere 400 husstande. Hvilket jo i sig selv er en god måde at udnytte gyllen på. Men ikke nok med det. Efter en tur gennem biogasanlægget sendes gyllen nu ind i en såkaldt “dekanter-centrifuge”, hvor væsken slynges rundt med op til 5.000 omdrejninger i minuttet. Det medfører, at op mod 85% af organisk kvælstof og fosfor samt andre mineraler presses ud.

Resultatet bliver et muldlignende materiale, der er perfekt til jordforbedring i egne af landet, hvor man mangler kvælstof og fosfor – stoffer, der normalt tilføres i form af kostbar kunstgødning, der i vid udstrækning må importeres fra udlandet. 18.000 kunstgødning spredes således hvert år over danske marker. Skaanings 25.000 svin leverer indtil videre 2.000 tons om året af dette materiale, som primært er tiltænkt landmænd i Østdanmark, hvor der er langt mellem svinebønderne og deres gylleproduktion.

Tilbage efter turen gennem biogasanlægget og dekanter-centrifugen bliver en tynd og klar væske, som nu er klar til at blive bragt ud på markerne som gødning. Ikke i gyllevogne på vejene og via gyllespredning på markerne. Nej, via kilometerlange slanger, som i forvejen er lagt ned i markerne, og som ombyggede vandingsanlæg nemt kan sluttes til. Dette vil efter alt at dømme reducere fordampningen og dermed også lugtgenerne markant. Det står dog endnu tilbage at bevise dette sidste.

Bedst af alt, så er der penge at spare i den nye teknologi til behandling af gylle. Hvor det typisk koster 60,- kroner at sende et ton gylle gennem et traditionelt gyllesepareringsanlæg, koster det helt ned til 5,- kroner per ton at behandle det med den nye teknologi. Mindre end en tiendedel.

Ikke så lidt af et columbusæg, hvis ellers det kan indføres overalt i landet, hvor svinebønder producerer ildelugtende gylle i tusinder af tons.

25. november 2001

© Steen Ulnits

* Døde laks til levende laks

Nu ved vist de fleste, at man ikke skal fodre levende dyr med døde dyr af samme art. Det har vi med al ønskelig tydelighed set i sagen om BSE og Creutzfeldt-Jacobs sygdommen, der har hærget blandt europæisk kødkvæg, og som efter alt at dømme allerede har krævet de første dødsofre blandt mennesker, der havde spist inficeret kød. En snigende hjernesygdom, som ingen kan gøre noget ved.

Nu ser det ud til, at de gæve nordmænd også og endnu engang er gledet i Nordsø-olien. Norge, som jo på få år er blevet verdens største producent og eksportør af opdrættede tamlaks i flydende netbure langs den altid isfri norske Atlanterhavskyst. Norge, som af samme årsag har sat sine mange vildlaksebestande totalt over styr. Og nu er de så også hoppet på vognen med at fodre levende laks med døde laks – trods den stigende bevidsthed om det både ukloge og uetiske i dette.

I hvert fald har det engelske blad “The Sunday Times” oplevet det i Norge. I en stort opsat artikel, der primært fokuserer på de voldsomme skadevirkninger af et storstilet lakseopdræt i Skotland, har reporteren ved selvsyn oplevet døde norske laks blive til levende. Helt uden brug af voodoo eller anden magi, men på følgende måde, som bladet beskriver således:

“Døde laks opsamles og opbevares i store, åbne plastcontainere, der står udendørs. De kan stå ude i mere end en uge, hvor de fryser om natten og tør op igen om dagen. Stanken er ubeskrivelig! Herefter moses de til en brun sovs, der blandes med andre ingredienser og formes til nye foderpiller.”

Velbekomme, siger jeg. Skulle jeg tidligere og i et svagt øjeblik have sneget en skive røget norsk tamlaks med ned i indkøbskurven, når der ikke har været laks i fryseren derhjemme, så er det definitivt slut nu.

Norge har endnu engang dokumenteret, at man omgås atlanterhavslaksen, som var man Vorherre selv. Og det er man ikke.

19. november 2001

© Steen Ulnits

* For 20 milliarder laks

I en rapport udarbejdet af det norske firma Oslo Energikonsult når man frem til, at den norske vildlaks i de 50 vigtigste lakseelve er hele 20 milliarder norske kroner værd for samfundsøkonomien. Det gælder laksene i de vandsystemer, der af det såkaldte Rieber-Mohn udvalg blev udpeget som fremtidige laksevande af national status.

Analysen konkluderede samtidig, at der alene i de to kommuner Grong og Overhalla – ved bredden af den velkendte Namsen elv – hvert år skabes mere end 50 fuldtidsjobs på grund af laksen og den relaterede fisketurisme.

19. november 2001

© Steen Ulnits

* – Stop for laksefiskeri i Vestlandet?

Situationen for laksen i det norske Vestlandet er nu så kritisk, at man taler om et totalt laksestop i Hordaland, Sogn og Fjordane til næste år.

En af forklaringerne er ifølge Norsk Havforskningsinstitut, at op mod 95% af de udvandrende vilde laksesmolt i Sognefjorden dræbes af havlus fra havbrugene med tamlaks. Hele årgange er her i fare for at blive udraderet. En anden forklaring er angreb fra parasitten Gyrodactylus salaris, som hærger oppe i elvenes ferske vand.

Dette og meget mere stod på programmet, da man afholdt det årlige Villaksseminar på Norsk Villakssenter i Lærdal. Problemet er blot, at selv ikke nok så megen klog snak vil ændre på noget som helst. Der skal handling til, og det er den norske regering ikke villig til.

19. november 2001

© Steen Ulnits

* – Frit fiskeri i Finnmarken?

Det har længe vakt harme blandt udenlandske sportsfiskere, som ikke er bosat i Norge, at de kun må fjerne sig 5 km fra nærmeste offentlige vej i den nordnorske Finnmark.

Harmen er nu nået så langt i systemet, at ESA – EFTA’s overvågningsorgan – langt om længe har fået øje på denne åbenbare diskrimination, som har stået på i flere år. ESA har meldt ud, at Norge skal have endog særdeles gode grunde til at opretholde denne diskrimination af EU-borgere.

I den såkaldte EØS-handelsaftale med EU har Norge nemlig forpligtet sig til ikke at diskriminere borgere i EØS-EU området. Og da Norge er helt afhængig af en særhandelsaftale med EU, når man skal slippe af med sine mange millioner tamlaks fra havbrugsopdrættet, må Norge hellere makke ret. Ellers kommer EU efter dem!

– Frit fiskeri i Finnmarken!

19. november 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing again…

Som faste læsere af disse sider vil have bemærket, er der ikke blevet opdateret de seneste uger. Årsagen er, at jeg har været med Danida, DR og Danmarks Jægerforbund i Afrika, hvor vi blandt andet skulle fiske tigerfish i Wami floden, Tanzania.

Imidlertid og uheldigvis havde floden fået et ordentligt skud melasse fra en sukkerfabrik 30 km opstrøms det reservat, vi skulle fiske i. Døde og døende tigerfish på op mod 10 kg var kommet drivende med strømmen, da forureningen fandt sted – i november sidste år, hvor vandstanden var på sit laveste og floden derfor allermest sårbar. Da tigerfish’en er meget iltkrævende, var den blandt de allerførste ofre for den iltslugende forurening med melasse.

Det kom der således ikke meget TV ud af, men til gengæld var der så meget andet dyreliv at filme, at der nok skal komme et fornuftigt TV-program ud af det alligevel!

19. november 2001

© Steen Ulnits

* Bush borer bare

USA’s præsident George Bush har udnyttet terroristangrebene den 11. september til endnu engang at betale sin valggæld tilbage. Til den amerikanske olieindustri, hvis økonomiske støtte med hiv og sving fik ham valgt til præsident for USA. Bush Junior har nu benyttet angrebene som argumentation for at udvinde den sidste smule olie fra Alaska’s øde og fredede vildmarker. Argumentationen er naturligvis, at det vil gøre USA endnu mere uafhængig af olie fra det altid urolige Mellemøsten.

Problemet er blot, at de resterende kendte oliereserver i Alaska kun dækker USA’s enorme olieforbrug i godt halvandet år. Derefter er der for altid tomt i undergrunden – og kaos i ødemarken efter boretårne, olierørledninger, lasteramper, vejanlæg etc. Sår i landskabet, der i permafrosten kun læges uhyre langsomt – hvis nogensinde.

Repræsentanternes Hus vedtog Bush’ oliedoktrin allerede i august, mens man i det demokratisk dominerede Senat hidtil har afvist enhver form for olieboring i den fredede nationalpark. Bush’ planer går på at bore efter olie på 800 hektar i et 600.000 hektar stort område af den næsten 8 millioner hektar store Arctic National Wildlilfe Range. Et område, der af Kongressen allerede i 1980 blev sat af til mulig olieudvinding.

Kritikere frygter imidlertid, at Bush vil inddrage hele den arktiske kystslette, hvis han først kommer i gang det ene sted. Og da kan det komme til at gå ud over den 120.000 individer store rensdyrhjord, som lever og vandrer i dette kolossale område. Dyr, hvis lange årlige vandringer skyldes evig søgen efter livsvigtig føde i det barske arktiske landskab.

Demokraterne frygter endvidere, at et nyt oliefelt med nye rørledninger vil være et yderst attraktivt mål for nye terroristangreb. De henviser til, at en beruset amerikaner i begyndelsen af oktober i år skød hul i den 1.285 km lange olierørledning fra Prudhoe Bay i det nordlige Alaska til Valdez i det sydlige. Op mod 7.000 tønder råolie slap ved den lejlighed ud i den sårbare arktiske natur.

4. november 2001

© Steen Ulnits

* Øget forurening fra dambrug

Trods højteknologi og avanceret foder er der nu konstateret en markant stigning i forureningen fra danske dambrug.

Det er ikke mindst udledningen af fosfor, den er gal med – en stigning, som skyldes frygten for sygdommen BSE eller kogalskab. Denne frygt fik nemlig foderproducenterne til at udskifte det animalske blodmel i foderet med vegetabilsk soja, og dette skifte har i år givet en væsentlig stigning i udledningen af fosfor til danske vandløb.

Men ikke nok med det. Miljøkonsulent Børge Christensen fra Danmarks Sportsfiskerforbund har ligeledes påpeget, at varedeklarationen på fiskefoder i flere tilfælde har været forkert eller mangelfuld. Således er der fundet flere forurenende stoffer i foderet, end producenterne selv havde angivet.

Sagen undersøges nu af Danmarks Fiskeriundersøgelser. I Danmarks Miljøundersøgelser har man ingen kommentarer til sagen.

4. november 2001

© Steen Ulnits

* Stor ørreddød i lille bæk

Bækørreder en masse, havørreder på op til 7-8 kg samt sågar enkelte laks er blevet ramt af en mystisk giftdød i det lille sønderjyske vandløb Adsbøl Bæk, som munder ud i Nybøl Nor nær Gråsten.

Bækken, som er syv km lang fra udspringet i Kiding Mark til udløbet i Nybøl Nor, er områdets eneste med en selvreproducerende ørredbestand. Det er derfor dobbelt ærgerligt, at en giftkatastrofe skulle indtræffe netop her – endda på en årstid, hvor også mange store gydefisk var gået op i bækken.

I tilgift var der enkelte laks imellem – finneklippede og efter alt at dømme strejfere fra Gudenåen mere end 200 km længere nordpå. Skælprøver er indsendt til Brusgaard Produktionshøjskole, der som bekendt producerer laksene til Gudenåen.

4. november 2001

© Steen Ulnits

* Ny fluerekord II

Per Lund fra Grenå kalder sig selv for “laksebums”, og på hans visitkort står der: “Fluebinder, sportsfisker og filosof”. Han fisker overalt, hvor der er fisk at fange, men i de senere år er Forshagaforsen i den svenske Klarelv blevet hans favorit.

Den 1. juli fangede Per her en indsølaks på ikke mindre end 10,4 kg. Laksen, som har levet og vokset sig stor i søen Vänern, er efter alt at dømme den største indsølaks, som til dato er taget på flue i Sverige. Den er da også registreret som uofficiel fluerekord i det svenske blad Fiskejournalens “Flymaster” register.

Det kan Per godt være stolt af, og det kan vi andre skam også. Men tænk, at svenskerne må have en dansk mester stående på rekordlisten… Pinligt!

4. november 2001

© Steen Ulnits

* Ny fluerekord

Vi bliver flere og flere fluefiskere, og vi fisker flere og flere steder efter flere og flere forskellige fisk. Det kommer der meget godt og mange mærkelige fisk på fluen ud af. Således blev der i foråret sat en ny norsk fluerekord for – stenbider! En imponerende fisk på 780 gram, idet det er den første fluefangede af slagsen, som er blevet noteret. Norsk rekord for stenbider er ellers 2,6 kg med verdensrekorden på knap 3 kg.

Af andre “mærkelige” fisk kan nævnes den giftige fjæsing, som der i den forgangne sommer blev landet rigtig mange af fra kysterne i det nordlige Jylland. En yderst velsmagende fisk, som imidlertid må håndteres med stor forsigtighed, når fluen skal ud. En god ven greb engang en fjæsing om nakken en mørk sommernat – og blev stukket. Hele hånden svulmede op og smertede i flere dage.

Så pas på med de mærkelige fisk, der måtte forgribe sig på din flue!

4. november 2001

© Steen Ulnits

* Med Uffe på Sundet

I dag – den 1. november – fylder en af dansk politiks og dansk lystfiskeris “store” 60 år. Det er naturligvis Uffe Ellemann-Jensen, der er tale om – Venstres statsministerkandidat i en årrække, indtil han for fire år siden trak sig efter et yderst knebent nederlag til Poul Nyrup Rasmussen, der fik “four more years”, som han så dansk udtrykte det.

I går – dagen før sin fødselsdag – var Uffe så ude at fiske på Sundet, hvor han bor. Med ombord på det gode skib “Hanne-Berit” af Rungsted var et kobbel sultne journalister og TV-fotografer, der skulle præsenteres for Uffes nye bog “Ude med snøren”, som netop er udkommet på Gyldendal. Fisk blev der ikke fanget mange af, da vinden kulede op af dagen. Men bogen så de.

Og så udskrev statsministeren valg, netop som vi stod og fiskede ude på det skumpiskede Øresund. Uffes første og umiddelbare bemærkning skal han ikke citeres for, men den næste slipper gennem censuren: “Det undrer mig ikke. Sidst, han udskrev valg, stod jeg i lufthavnen i Paris…”

I anledning af fødselsdagen holder Uffe reception på Christiansborg, så han får næppe tid til at se laksefiskeri i Skotland på DR2 klokken 19.30. Men han tager den på videoen i stedet!

Et stort tillykke til fødselaren. Gid han må fange mange fisk i årene fremover. Nu har han i hvert fald tiden til det.

1. november 2001

© Steen Ulnits

* Ny varmerekord

Oktober 2001 blev den varmeste i de godt 125 år, siden 1874 vi har registreret vejret i Danmark. Med en middeltemperatur på 12,0 grader var den nemlig 0,6 grad varmere end den hidtidige rekord, der var fra oktober 1995. To varmerekorder på mindre end et årti er meget set i en begrænset sammenhæng, men statistisk for spinkelt et grundlag til at dømme “drivhuseffekt” ud fra. Men det er såre nærliggende at lægge to og to sammen og nå frem til netop den konklusion.

Selv om oktober i år således blev den varmeste i nyere tid, så fortæller statistikken også, at en varm oktober typisk medfører en dobbelt så stor chance eller risiko for en efterfølgende streng isvinter – ofte en sen én af slagsen. Én af dem, der måske først for alvor sætter ind i marts, når man lige troede, at nu stod foråret for døren.

Brrr…

1. november 2001

© Steen Ulnits

* – Iltsvind på retur?

2001 har været et godt år for vandmiljøet i danske farvande. 2001 har nemlig budt på færre og mindre iltsvind end katastrofeåret 2000, der var det værste i ti år.

Det er normalt i oktober, at årets iltsvind for alvor har vist sig efter sommerens algeblomst. Men i år har afstrømningen og dermed udvaskningen af kvælstof ligget på gennemsnittet, og samtidig har sommeren ikke budt på længere perioder med varme og vindstille, der får vandet til at lagdele sig og blive iltfrit ved bunden.

Det er dog alt for tidligt at sige noget om den generelle tendens, selv om både politikere og miljøfolk gerne vil profilere sig på årets gode data. Man skal blot huske tilbage på sidste år for at komme lidt ned på jorden igen.

Der er lang vej tilbage, førend vi har fået styr på landbrugets massive udledning af kvælende kvælstof. Meget lang vej.

1. november 2001

© Steen Ulnits

* Laksestop i Ho Bugt

Den store Vadehavsundersøgelse, som du kan læse om nederst på denne side, viste i sin tid, at de to resterende bierhvervsfiskere i Ho Bugt hvert år i deres ruser fanger omkring 150 laks og 550 havørreder. Opgangsfisk, vel at mærke – fisk på vej op mod gydepladserne i Varde Å.

Siden viste det sig jo, at der rent faktisk findes rester af en oprindelig laksestamme i netop Varde Å. Og at der derfor var værdifulde vildlaks blandt bierhvervsfiskernes fangster. De lokale sportsfiskere i Varde Sportsfiskerforening tog straks têten ved frivilligt at frede laksen i Varde Å. Kun havørreder må tages med hjem. Laks skal genudsættes.

Dette har nu ført til, at de to bierhvervsfiskere i ét år frem forsyner deres ruser med stopriste, så der ikke kan gå gydemodne laks og havørreder i dem.

Det bør medføre et markant bedre fiskeri i den store sydvestjyske å.

28. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Fjorten fiskere fanget

Fjorten industrifiskere i Hvide Sande har fået inddraget deres licenser til industrifiskeri i en måned, da der viste sig at være alt for mange sild i deres landinger af brislinger. Således var der 50-70% sild i lasten, hvor der som bifangst kun må være 20%.

Det kunne Fiskerikontrollen fra Esbjerg konstatere, da man i løbet af en tre dage lang kontrolkampagne kontrollerede samtlige fangster landet af 22 Hvide Sande fartøjer. “Det er det største antal overtrædelser, vi hidtil har konstateret under en sådan totalkontrol”, udtalte Fiskerikontrollen bagefter.

Og problemet var selvforskyldt, da de fjorten fartøjer blot kunne være sejlet længere ud, hvor der er færre sild og flere brislinger. Selv Bent Rulle, som er formand for Danmarks Fiskeriforening, havde ingen større bortforklaringer, da han blev forholdt overtrædelserne.

Overtrædelserne kom som sagt til at koste de implicerede fiskere deres licens til industrifiskeri i en måned. De må dog stadig konsumfiske.

28. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Torsk med fingeraftryk

Fiskerierhvervet svindler som bekendt med fisk og fangster, når og hvor det er muligt. Det viste blandt andet ovennævnte totalkontrol, hvor 14 ud af 22 kontrollerede industrifiskere havde 2-3 gange flere sild som bifangst, end loven tillader.

Andre gange har man indhandlet eksempelvis torsk, der stammede fra helt andre områder end dem, man selv opgav som fangstpladser. Fordi fiskene helt enkelt har været fredet, hvor man fiskede. Aldeles bevidst og helt ulovligt fiskeri på truede torskebestande.

Nu har forskere ved Århus Universitet og Danmarks Fiskeriundersøgelser imidlertid udviklet en metode, der gør det muligt at skelne forskellige torskebestande fra hinanden. Forskerne har opdaget, at torsk fra Barentshavet, Nordsøen og Østersøen hver især har forskellige genetiske “fingeraftryk”, som gør det muligt at bestemme fiskenes oprindelsessted.

Fremover vil det således blive sværere for fiskerierhvervet at svindle med fangsterne som hidtil. Takket været selvsamme DNA-teknologi, der blandt meget andet kan udpege voldtægtsforbrydere og afgøre faderskabssager.

28. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Nyt program om lystfiskeri i DR2

Den 1. november går det første af tre programmer om lystfiskeri og jagt i luften, alle optaget i det betagende skotske højland.

Det første program i trilogien, der har Isac Walton’s “The Compleat Angler” som udgangspunkt, omhandler lystfiskeriet. Det foregår ved bredden af den smukke River Dee nær Aberdeen og kongeslottet Balmoral, hvor såvel Prince Charles som tidligere også hans moder Queen Elisabeth gerne fisker laks. Og hvor det moderne “greased line fishing” – laksefiskeri med flydeline og små fluer – i sin tid blev opfundet af englænderen A.H.E.Wood.

Programmet, der varer en halv time, begynder ifølge sædvanligvis velunderrettet kilde klokken 19.30 og vil blive genudsendt på DR2 en uge senere, før det så sendes for tredje og sidste gang på DR TV.

Vel mødt ved skærmen. Det er nemlig undertegnede, der svinger fluestangen i prime time på DR2!

22. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Nye kystfluekurser på Samsø

Datoerne ligger nu klar for næste års ugelange kystfluekurser, der igen afholdes med udgangspunkt i Samsø Højskole i Koldby.

Om alt går vel, passerer kursist nummer 100 gennem dette års kystfluekurser på Samsø Højskole. Det er mange og vidner samtidig lidt om interessen for denne stadig ret nye fiskeform, som vi danskere jo selv har “opfundet”.

De hidtidige kurser har kun henvendt sig til begyndere. Nyt for 2002 er derfor et kursus for viderekomne. Der tænkes ikke mindst på de mange, der allerede har været på kursus, men som nu gerne vil lidt videre. Eller dem, der blot har fisket flue fra kysten i nogle år, men som ikke rigtig føler, at de får nok ud af det.

Interesserede kan læse mere på webadressen www.samso.com/hojskolen, hvor man også kan melde sig til. Det er en god idé at være tidligt ude. Flere har tidligere år måttet gå forgæves. Man kan også ringe på telefon 86 59 04 11 for at høre nærmere.

Kursusleder er forstander Ole Kæmpe, der selv er fluefisker – og indfødt samsing. Underviser er Steen Ulnits, der tidligere har boet på Samsø, og som har mere end 25 års erfaring med netop kystfluefiskeri.

Tidspunkterne er som følger:

Kursus I for begyndere: 21.4.-27.4.2002
Kursus II for viderekomne: 12.5.-18.5.2002
Kursus III for begyndere: 6.10.-12.10.2002

22. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Biologisk misk-mask

I det tidlige forår udarbejdede miljøminister Svend Aukens embedsmænd i ministeriet en biologisk redegørelse for problemerne med frivand ved opstemninger – primært dambrugsopstemninger – i danske vandløb, naturligvis med reference til faunapassageproblemerne.

Redegørelsen tog sit udgangspunkt i en række af de undersøgelser, biologer hos Danmarks Fiskeriundersøgelser i Silkeborg og andre fiskeribiologer gennem de senere år har foretaget omkring migrerende fisks muligheder for passage ved opstemninger set i relation til den vandmængde, der er til rådighed uden om opstemningerne.

De fleste af disse undersøgelser peger entydigt på, at en optimal fiskepassage uden om en opstemning kræver afgivelse af frivand i et betydeligt omfang.

Stor var derfor forbløffelsen og bestyrtelsen, da miljøministeriets embedsmænd i redegørelsen konkluderede, at afgivelse af 50% af medianminimumsvandføringen var tilstrækkeligt til at sikre en fornuftig fiskepassage!

Hvad baggrunden for denne (u)tilsigtede manipulation med fiskeribiologiske undersøgelser og resultater har været, forbliver – indtil videre – uudtalt. Dog gætter man næppe ret meget forkert ved at antage, at udmeldingen har en skjult dagsorden, der skal give amtskommunerne et vink med en vognstang om, at de ikke behøver at være alt for restriktive, når dambrugene i 2005 mister deres ret til indvinding af overfladevand.

Stramninger i vandforsyningslovens §22, der træder i kraft i 2005, medfører nemlig, at dambrugene ikke længere råder over så meget som et fingerbøl vand fra vandløbene. Samtlige brug, der indtager vand fra vandløb mv., skal ansøge vandløbsmyndigheden om indvindingstilladelse, og vandløbsmyndigheden må under ingen omstændigheder fratage vandløbene mere vand, end at der altid løber mindst 50% af medianminimumsvandføringen forbi opstemningen.

Derimod er der intet til hinder for, at vandløbsmyndigheden beslutter at lade endnu mere vand afgive som frivand til fiskepassager. Ja, i princippet helt undlader at give tilladelse til indvinding af overfladevand!

Amtskommunerne skal derfor ikke lade sig besnære af miljøministeriets redegørelse for vandføring omkring opstemninger. Den holder lige så lidt vand, som de 50% af medianminimumsvandføringen holder vand i forhold til en optimal fiskepassage.

Eller sagt med fiskeribiologernes egne ord: “Det er Danmarks Fiskeriundersøgelsers vurdering, at afgivelse af 50% af medianminimumsvandføringen normalt ikke er nok til at sikre fri passage i både op- og nedstrøms retning”.

Der skal ikke herske tvivl om, at Danmarks Sportsfiskerforbund ved passende lejligheder vil bringe de biologiske fakta omkring vandføringen i fiskepassager i venlig erindring hos amtskommunerne – og med heftighed fremføre dem, når ansøgningerne om vandindvindingstilladelserne løber ind.

Sportsfiskeren, oktober 2001

* LDL: DSF “halehæng” til DN?

I oktobernummeret af bladet “Sportsfiskeren” forekom en ret så interessant artikel om ørredudsætninger af forretningsfører Thygesen, og man må vel formode, at der så er tale om Danmarks Sportsfiskerforbunds officielle synspunkter. Som sådan fortjener artiklen lidt kommentarer:

Thygesen påstår, at DSF straks tog afstand fra det brev til udsætningsforeningerne ved juletid , der kundgjorde stop for saltvandsudsætninger samt varslede halvering af mundingsudsætninger fra 2002. Men først så sent som i april bragte “Sportsfiskeren” en artikel, der primært var et “forkølet” forsvar for stoppet for saltvandsudsætningerne og overvejende viste, at DSF ikke havde sat sig ind i den udmærkede rentabilitet af disse udsætninger og deres succes gennem årene.

Det er ikke første gang, at DSF har udtalt sig nedvurderende om saltvandsudsætningerne, og man kan ikke fortænke myndighederne i, at de mente at have en slags “alibi” for at droppe dem, og i stedet anbefale, at de mange fisk blev trukket ind som mundingsudsatte i uegnede smårender – vel med den bagtanke, at udsætninger så blev opgivet og påtænkt besparelse opnået. At det ikke gik så galt, skyldtes ikke DSF, men de mange protester fra foreninger, sammenslutninger samt LDL, der sikrede en opblødning, så nogle saltvandsudsætninger blev bibeholdt, og at det andre steder blev godtaget, at fiskene blev mundingsudsat i ørredførende vandløb. Besparelsen udeblev så, og man måtte snuppe 1 mio. fra åleudsætningerne!

Der er vist ikke mange udsætningsforeninger, der har syntes, at dette forår har været morsomt, og glæden over udsætning af småfisk (der tæller pænt i statistikken) har været begrænset. Det er en gammelkendt viden, at disse små udsætningsfisk har for ringe overlevelse, når det gælder udsætning i havet, hvilket jo også mundingsudsætninger reelt er. Man bør nok desuden huske, at ørreder naturligt her til lands går i havet som 2-års fisk og ikke på “babystadiet”!

Thygesen undlader fornuftigvis at “hakke” på saltvandsudsætninger. Er DSF mon ved at bevæge sig ind på et mere sagligt spor? Så mangler vi blot et krav om, at saltvandsudsætninger skal fortsætte alle steder, hvor rentabiliteten er fin (fjorde, nor og andre mere “lukkede” farvande). Måske også krav om, at udsætningerne fastlægges for længere tidsperioder, så man slipper for den tilbagevendende usikkerhed om fremtiden.

Hvad angår de påtænkte nedskæringer i mundingsudsætninger fra 2002, går DSF nu direkte imod disse besparelser (ifølge Thygesen). Retfærdigvis må det dog nok påpeges, at såfremt det lykkes at fastholde udsætningerne, må evt. tak rettes til de mange gode kræfter, der siden i vinter har opretholdt et pres på myndighederne for en ærlig anvendelse af fisketegnspengene.

DSF indtager desværre en underlig dobbeltrolle i spørgsmålet om ørredudsætninger, da man samtidig med Thygesens klare udmelding stadig sejler rundt med et par kedelige ” lig i lasten”. Foruden at have undergravet saltvandsudsætningerne, drejer det sig om, at DSF som en af “Wilhjelm-udvalgets” håndplukkede organisationer frisk og frejdigt har tilsluttet sig dette udvalgs forslag til nye (og særdeles destruktive) regler for udsætninger. Hermed har DSF bragt sig i en position som en art “halehæng” til Danmarks Naturfredningsforening og de p. t. meget moderne genetikere og deres “raceteorier” for ørred.

Hvis Thygesens udmelding om “kamp til stregen” for udsætningernes overlevelse skal tages seriøst, må kræves, at DSF snarest tager afstand fra “Wilhjelm-udvalgets” forslag. Det vil selvfølgelig betyde et ansigtstab for DSF, men man kan vel trøste sig med, at det er menneskeligt at fejle, men tåbeligt at fremture!

Bjørn Larsen, formand

Landsforeningen Danske Lystfiskere.

* Norsk nationalfugl i knibe

Vandstæren, som i 1963 blev valgt til norsk nationalfugl, er nu i knibe. Det skyldes ikke mindst forureningen af søer og vandløb, hvilket får vandstæren til at lægge æg med tyndere skal end ellers. Flere steder har man fundet faretruende høje koncentrationer af det giftige tungmetal cadmium i lever og nyrer på vandstæren.

Også forsuringen af de sydnorske vandsystemer har givet vandstæren problemer.Når vandet bliver surt på grund af svovlsur nedbør, går det hurtigt ud over nogle af vandstærens vigtigste fødeemner – slørvinger, døgnfluer og vårfluer – der ikke tåler det sure vand.

Vandstærens unger er kun en uge gamle, når de dropper fodring fra forældrene og går over til denne føde. Og mangler så føden, dør fuglene naturligvis.

14. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Norske gedder i æteren

13 norske gedder blev forsynet med en radiosender, så man kunne følge deres færden under vandet. Formålet var at finde ud af, hvor stort et område den enkelte gedde bruger, og hvor langt den vandrer.

Det viste sig, at gedderne i snit har brug for et territorium eller jagtområde på 0,85 km2. Det viste sig ikke uventet, at de største gedder havde det største territorium, og at de samtidig kunne foretage vandringer på op til 2,4 km på en uge.

Endelig viste det sig – som de fleste geddefiskere nok også havde regnet med – at de største gedder gerne opholdt sig i de frie vandmasser på ganske dybt vand – op til 27 meter – mens de mindre holdt sig inde på lavt vand.

Tre ud af de tretten mærkede gedder blev fanget af lystfiskere under forsøget, mens de ti efter alt at dømme overlevede eksperimentet og svømmer endnu.

14. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Nye udvalg i arbejde

Et nyt udvalg nedsat af Fiskeridirektoratet skal se nærmere på problemerne omkring Lillebælt og komme med forslag til løsning af de mange konflikter mellem turbåde og trawlere.

Udvalget består af amtskommunerne omkring Lillebælt, relevante fiskeriorganisationer samt turisterhvervet i området. Ikke mindst sidstnævnte mister hvert år mange penge – i form af tabte turistindtægter grundet chikane fra trawlerne. Konfrontationerne skræmmer nemlig fiskere væk fra turbådene.

Arbejdet skal være afsluttet senest til marts næste år. Det skal blive spændende at se, om der kommer noget brugbart ud af det – og i bekræftende fald hvad. Det forlyder i skrivende stund, at der endnu ikke er kommet noget ud af arbejdet – endsige afholdt noget møde…

Samtidig har fødevareministeren nedsat et udvalg, der skal se nærmere på mulighederne for et fremtidigt fiskeopdræt i havbrug i de indre danske farvande.

14. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Nye lovforslag i Folketinget

Ved Folketingets åbning præsenterede regeringen en hel stribe nye lovforslag, hvoraf langt de fleste naturligvis er uden relevans for læsere af disse sider.

Men i lovkataloget fra Fødevareministeriet var der bid. I form af et lovforslagom at gøre det lettere for landmændene at opføre de såkaldte “gyllesepareringsforslag”, hvor gyllen nedbrydes til rent vand og tørstof, der siden kan bruges som gødning på markerne.

Baggrunden for dette lovforslag er ikke mindst, at man på denne måde lettere kan kontrollere den mængde gylle, der spredes over markerne. Og at naboer til de gødede marker i vid udstrækning slipper for den forfærdelige stank af død og forrådnelse, som den rå gylle jo afstedkommer.

På fiskerifronten barsles der med forslag om “individuelt omsættelige fiskekvoter”. Hermed skal forstås, at hver enkelt fisker tildeles en fiskekvote, som han så frit kan bestemme sig til selv at fange – eller sælge videre til andre fiskere. En sådan ordning har længe eksisteret i flere andre lande og vil gøre det langt lettere at styre og koordinere fiskeriet løbende.

Der var også bid i Miljø- og Energiministeriet. I form af forslag til nye love om naturbeskyttelse. Udgangspunktet for disse nye love er det forkætrede Wilhjlem-udvalg, som jo allerede har haft ødelæggende virkning på fiskeplejen – i form af endnu færre fisk til de i forvejen hårdt plagede sjællændere, som ellers bidrager med noget nær halvdelen af alle indløste fisketegn. Men som kun får en femtedel af pengene tilbage i forhold til jyderne.

Selvsamme udvalg har imidlertid barslet med adskillige forslag til en bedre beskyttelse af den danske natur, til sikring af offentlig adgang til samme natur. Miljøministeriet vil sidst i denne måned fremlægge et debatoplæg, der så siden skal munde ud i konkrete lovforslag.

Interesserede kan læse mere om den skæve fiskepleje ved at klikke under “Fiskeribiologi”. Her findes der flere artikler om netop fiskeplejen og fordelingen af midlerne.

14. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Gone fishing – finally!

Så lykkedes det alligevel at komme ud at lufte ørerne lidt – trods terroristangreb og anden dårligdom. Ryanair fløj trofast til England, som blev skueplads for det årlige fiskeri i River Test syd for London – der, hvor tørfluefiskeriets vugge stod i forrige århundrede.

Fiskene var ikke lige så lette som sidste år, og vejret var ikke specielt befordrende for tørfluefiskeri. Det er jo ikke altid lige let at holde sine små og sparsomt hacklede tørfluer flydende, når regnen bare pisker ned. Til gengæld var der god størrelse på fiskene, når først de var gået til biddet – i form af kilofisk og større, der stort set ikke accepterede fluer over str. 18 og forfang tykkere end 0.12 mm.

Samtidig benyttede jeg lejligheden til at se nærmere på og testkaste de mange nyheder, som amerikanske Orvis har til 2002. Orvis har jo netop europæisk hovedkvarter i Sydengland, nær de forjættede kalkstrømme, som jo er perfekte steder at teste nyt fluegrej over for kritiske fisk. “Educated trout”, som de kaldes på disse kanter. Fisk, der har set det hele og lidt til. I krystalklart vand med masser af føde.

Et helt nyt line up af Orvis stænger lover rigtig godt for det kommende år. Det er stænger med betegnelsen “T3”, som gør brug af den meget omtalte og nu populære “nanoteknologi”, hvor man opererer med stoffer på molekylært eller sågar atomart niveau.

Det er der efter alt at dømme kommet en række helt nye og bedre fluestænger ud af – stænger, som vi nok skal komme til at høre rigtig meget mere til. Også her på siden.

4. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Skjernå i skred

Der skrider støt fremad med Skjernå-projektet. Den 18. september kom arbejdet et godt stykke videre, da gravemaskiner gennembrød en 50 m bred jordvold nær hovedvejen mellem Tarm og Skjern. Herved blev vand fra den regulerede Skjernå atter ledt ind i det bugtede åløb, som man har genskabt i de sidste to år.

Men ikke nok med det. Om få dage gennembrydes en tilsvarende jordvold 4 km længere oppe i systemet – ved Lundenæs. Herved bliver Omme Å og Gundesbøl Å så koblet på den nu retablerede Skjernå’s nye løb. Herefter resterer at tildække det gamle, regulerede åløb, som da ikke længere er å. Hertil skal bruges jord fra de gamle diger og fra de nyudgravede åløb.

4. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Slipper for slam

Mens det skrider fremad for Skjernå, så skrider grundlaget for en stor del af landets kommuner, der hidtil har kunnet slippe af med slam fra rensningsanlæggene ved at hælde det ud på markerne. I dag er det således 60% af alt dette slam, der havner på landbrugets marker.

Men til juni næste år indfører Miljøstyrelsen nye regler for slam, der deponeres på denne måde – i form af lavere grænseværdier for en lang række miljøfremmede stoffer i slammet. På nuværende tidspunkt stilles der krav til indholdet af tungmetaller, blødgøringsmidler fra plastindustrien samt østrogenlignende stoffer fra vaskemidler.

Men fra 2002 skærpes kravene yderligere. Fremover skal kommunerne også undersøge slammet for bestemte fenoler, hvilket forventes at give store problemer i byområder, hvor der i vid udstrækning optræder fenoler i slammet fra rensningsanlæggene. På landet er problemet ikke nævneværdigt.

På nuværende tidspunkt betaler kommunerne typisk 150-300 kroner til en landmand for at få lov til at sprede et ton slam over hans marker. Mange landmænd siger imidlertid nej, da de ikke ønsker deres jord forurenet yderligere. Skal slammet i stedet brændes – og det regner man med, at yderligere 10% skal efter de skærpede bestemmelser – må kommunerne påregne at skulle betale op mod 500 kroner per ton.

Prisforskellen kommer skatteborgerne – som altid – til at betale. Et godt miljø koster nu engang penge.

Landets mange rensningsanlæg produceres i dag årligt 1,4 mio. tons flydende slam, som siden tørres til 160.000 tons tørt slam. Heraf spredes omkring 100.000 tons på markerne som jordforbedringsmiddel.

4. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Kolding Å-konkurrence 2001

Kolding Å er et lille vandløb med store havørreder. Det er dokumenteret adskillige gange med fisk over 10 kg taget på stang og fisk på op til 13 kg taget under elfiskeri.

Den nyligt afholdte fiskekonkurrence i oktober var dog ikke tilsmilet af vejrgúderne, der for alvor havde lukket op for himlens sluser. Med det resultat, at åen løb høj, brun og uklar og kun var vanskeligt fiskbar mange steder.

Alligevel blev der landet fisk. Således blev der indvejet hele 18 havørreder med den største på 5,6 kg. Som altid, når det gælder Kolding Å, var det en lille 2-delt ambulancefarvet Rapala wobler, der scorede bedst.

22. oktober 2001

© Steen Ulnits

* Ribe Vesterå-konkurrencen 2001

I weekend’en den 8.-9. september afholdt man så den årlige fiskekonkurrence i Ribe Vesterå. Formålet var som altid at samle penge ind til at betale erhvervsfisker Mikkelsen for den afstående fiskeret til Vesteråen, som er åben for offentligheden – modsat det nedre løb af tilløbet Gelså, der er forbeholdt A-medlemmer af Ribe Sportsfiskerforening.

Formålet med konkurrencen er dog også det sociale samvær, der altid opstår, når fiskere fra nær og fjern mødes for at dyste på venskabeligt plan. Og så naturligvis at fange fisk eller i hvert fald prøve på det. Årets konkurrence blev vundet af en havørred på 3,4 kg – den største ud af 6 tilmeldte havørreder. Til gengæld blev der fanget og tilmeldt ikke færre end 13 laks, som dog ikke var så store. Største laks vejede nemlig kun 3,3 kg

28. september 2001

© Steen Ulnits

* Karup Å-konkurrencen 2001

Karup Å Sammenslutningen afholdt igen i år et Åbent Hus arrangement ved den landskendte havørredå. Det løb af stabelen den 17.-19. august, hvor tilstrømningen var kolossal. Ikke færre end 550 lystfiskere fra nær og fjern mødte op for at dyste med åens velvoksne, men altid vanskelige havørreder, og stor var derfor trængslen ved de bedste pladser.

Igen i år viste det sig, at man skal gå mange gange for at få krogen i en stor Karup-havørred. Således blev der kun indvejet 15 havørreder af de 550 fremmødte, hvilket jo svarer til én havørred per 37 fiskere i to dage. Eller én havørred om dagen per 18 fiskere. Det underbygger glimrende statistikken fra sidste år, hvor 90 deltagere fangede 5 fisk på en enkelt dag. Hvilket jo også svarer til, at der skal 18 dagture til, førend der er gevinst.

Men så er fiskene altså også store. Sidste års største fisk vejede 6,5 kg, mens dette års tre største fisk alle vejede lige godt 7 kg. Så når det endelig bider i Karup Å, er der i regelen tyngde bag!

28. september 2001

© Steen Ulnits

* Gudenå-konkurrencen 2001

Gudenåens Ørredfond, som er en sammenslutning af Bjerringbro og Omegns Lystfiskerforening, Langå Sportsfiskerforening, Randers Sportsfiskerforening, Hadsten Lystfiskeriforening og Støvring-Mellerup Idrætsforening, afholdt lørdag den 15. september den traditionsrige Gudenå-konkurrence.

Formålet med konkurrencen er at skaffe midler til arbejdet med at opdrætte udsætningsfisk til Gudenå-systemet af åens egen havørredstamme. Alt arbejde med fiskeopdrættet i sammenslutningens dambrug ved Skibelund nær Bjerringbro er baseret på frivillig og ulønnet arbejdskraft året igennem.

Der blev i alt indvejet 9 havørreder til årets konkurrence:

1. præmie Steen J. Nielsen, Kjellerup 61 cm / 2,61 kg
2. præmie Stig Asferg, Randers 59 cm / 2,49 kg
3. præmie Carsten Riis, Åbyhøj 59 cm / 2,36 kg
4. præmie Allan Jensen, Fårup 59 cm / 2,18 kg
5. præmie Rico Jensen – 55 cm / 2,05 kg
6. præmie Carsten Nielsen – 53 cm / 1,75 kg
7. præmie Rita Kristensen, Hadsten 49 cm / 1,37 kg
8. præmie Carsten Nørgaard, Rønde 51 cm / 1,36 kg
9. præmie Erling Nielsen – 43 cm / 0,78 kg

Hvis havørrederne svigtede lidt – i hvert fald hvad størrelsen angår, for vi husker jo alle forsommerens kæmpe på 12,6 kg – så blev der til gengæld indvejet hele 21 laks med følgende som de fem største:

1. præmie Michael Bjerregaard, Hjørring 82 cm / 5,35 kg
2. præmie Kristian Thøgersen, Hjørring 85 cm / 5,28 kg
3. præmie Martin D Pedersen – 72 cm / 3,12 kg
4. præmie Peter Bjerregaard, Slagelse 70 cm / 2,78 kg
5. præmie Niels J Jensen – 67 cm / 2,75 kg

Juniorpræmien gik til Jan Staunsberg for en laks på 69 cm / 2,62 kg

Gudenåen er kendt for – især på sit nedre løb – at huse en stor bestand af ofte velvoksne gedder. Derfor kan årets resultat se noget misvisende ud. Der blev nemlig kun indvejet 3 middelmådige gedder:

1. præmie Peter Andreasen – 80 cm / 3,56 kg
2. præmie Peter Dan Jensen, Langå 73 cm / 3,10 kg
3. præmie Ernst Brian Lind, Langå 75 cm / 2,92 kg

28. september 2001

© Steen Ulnits

* Ny opdatering af www.ulnits.dk

Så lykkedes det langt om længe at få den årlige store opdatering af www.ulnits.dk sikkert i hus. Tyve nye artikler og mange flere nye fotos ligger nu og venter på at blive læst og set. Heriblandt følgende:

For de miljøinteresserede:

Fiskeplejen de sidste år

Fiskeopdræt på godt og ondt

Økoturisme og lystfiskeri

For fluefiskeren:

Fiskeri med dybe nymfer

Helt – og aldeles anderledes

En dansk producent af fluegrej

For spinnefiskeren:

En helt ny grejgigant på verdensplan

Havørredens vandringer

For småbådsfiskeren:

Elmotorer for fremtiden

Det nye “kørekort” til motorbåd

For de rejselystne:

Yucatan halvøen, Mexico

For læsehestene:

Nye Ulnits bøger fra Gyldendal

Og meget mere. www.ulnits.dk indeholder nu 250 artikler samt mange flere fotos. Det gør den til en af Skandinaviens største private hjemmesider om lystfiskeri, fiskeribiologi og vandmiljø – hvis ikke den største.

God læselyst!

21. september 2001

© Steen Ulnits

* Gone fishing again – well, almost…

Egentlig skulle jeg slet ikke have siddet her og opdateret “Aktuelt”. Egentlig skulle jeg have stået i en krystalklar elv i Alaska med nystegne sølvlaks svømmende for fødderne og springende laks for enden af fluelinen.

Men sådan skulle det ikke være. Terroristangrebene på USA i New York og Washington stoppede som bekendt al flyvning fra Europa til USA i flere dage, så jeg slet ikke kunne komme afsted til Alaska.

Surt show, men det er jo trods alt i bagatelafdelingen, når man sammenligner med de menneskelige ofre i forbindelse med det bestialske angreb på uskyldige mennesker, som blot passede deres arbejde i World Trade Center.

21. september 2001

© Steen Ulnits

* Round Up – goes down!

Miljøstyrelsen godkendte for kort tid siden plantegiften Round Up for endnu en tiårs periode – trods mange diskussioner om det fornuftige eller ansvarlige heri.

Nu viser det sig så at være en forkert disposition. Nu har Danmarks Miljøundersøgelser nemlig fundet den aktive del af Round Up – stoffet glyphosphat – i prøver fra de øverste lag af grundvandet. Greenpeace finder det direkte pinligt, at Miljøstyrelsen ikke straks har taget konsekvensen af, at Danmarks mest anvendte ukrudtsmiddel alligevel – trods alle forsikringer om det modsatte – kan sive ned i det grundvand, vi alle siden skal drikke af.

Miljøminister Svend Auken vil nemlig først tage sagen op til mulig fornyet overvejelse ved årsskiftet. Megen glyphosphat kan sive ned i grundvandet inden da…

21. september 2001

© Steen Ulnits