* Bush ud af bush’en

Så kom han langt om længe ud af busken – den nye præsident, som USA’s befolkning slet ikke ville have, men som den republikansk dominerede Højesteret med en hårfin split decision alligevel mente, de skulle have. Så meget for Højesterets upartiskhed, som ingen nu længere tror på.

Den politisk umodne og forkælede fars dreng med oliemillioner på bankkontoen havde ingen skrupler over at skulle være USA’s nye præsident – trods det faktum, at han fik omkring 300.000 stemmer færre end demokraten og miljøforkæmperen Al Gore. Trods uregelmæssigheder omkring valget i staten Florida, hvor Bush’ egen bror Jeb er guvernør. Alle kneb gælder åbenbart – både i og uden for USA’s Højesteret.

Præsident George Walker Bush Junior dokumenterede som noget nær sin første handling overhovedet, at han ikke har forstand på politik – at han kun nåede så vidt på grund af den massive økonomiske opbakning, han fik fra den stenrige oliebranche. Han lever nu til fulde op til alle spådomme om, at han ikke fatter en brik om politik og miljø, men kun styres af penge og pengestærke bagmænd.

Hans første gerning var nemlig at erklære, at nu vil han åbne op for olieudvinding i Alaskas sidste ødemarker. Dem, som præsident Carter sidst i 70’erne fik fredet via sin fremsynede Carter Convention. Nu vil Bush junior betale oliebranchen tilbage for dens støtte under valgkampen – ved at sælge ud af det amerikanske arvesølv. Nu skal der bores efter olie i den sårbare arktiske ødemark – den eneste, som er tilbage af slagsen i Nordamerika.

Og så er Bush junior endda – som Bush senior – en ivrig lystfisker. Hans problem er blot, at han hellere vil fiske bass i en kunstig sø i det varme Texas end i en iskold naturlig elv længst oppe i Alaska.

USA’s miljøorganisationer har øjeblikkeligt erklæret Bush kamp til stregen og sidste blodsdråbe. – Hvor kortsynet kan man være og så samtidig blive præsident for verdens mægtigste nation og eneste tilbageværende supermagt?

Den slags lader sig kun gøre i USA, hvor man har det værste og bedste af alt.

28. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Nye Trident TL stænger fra Orvis

Det er en tydelig trend: Flere og flere fluefiskere investerer i 4-delte rejsestænger i stedet for de almindelige 2-delte, som i sagens natur fylder langt mere.

Tendensen er klar, selv om rejsestængerne i sagens natur er dyrere end de 2-delte. Også selv om stængernes indehavere måske slet ikke planlægger nogen længere rejse. Det er blot uhyre komfortabelt med rejsestængernes korte stangsektioner.

Til 2001 sæsonen lancerer eksempelvis amerikanske Orvis hele 18 nye modeller i deres velkendte Trident TL topserie af fluestænger. Ikke færre end ti af de nye modeller er 4-delte rejsestænger, og Orvis bestræber sig da også på, at samtlige modeller efterhånden skal kunne fås såvel 2-delte som 4-delte.

Denne udvikling i retning af flere og flere flerdelte stænger med flere og flere dele er i høj grad teknologisk baseret. Først i de seneste år har man for alvor kunnet designe sådanne stænger, uden at det er gået ud over deres kasteegenskaber. Først nu har man fået computere og computerprogrammer, som er i stand til at udregne den optimale udformning af denne type fiskestænger.

Flerdelte stænger kræver markant flere beregninger og større præcision i samlingerne end traditionelle todelte. De bedste fabrikanter arbejder i dag med tolerancer på få tusindedele af en tomme, førend de er tilfredse. Hver enkelt samling måles og håndtilpasses, så man er helt sikker på en årelang pasning.

Men den slags koster. Priserne er typisk 15-25 % højere for de 4-delte modeller – højere på modeller med endnu flere sektioner. Men har man først prøvet førsteklasses flerdelte stænger, kvier de fleste sig ved nogensinde mere at investere i nye 2-delte stænger.

Så god er aktionen i dag, at man ikke længere kan mærke forskel. Og så meget lettere er de flerdelte fluestænger at transportere og opbevare.

23. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “Lille ny” Large Arbor fra Orvis

Orvis lancerede sidste år deres prisbillige bredspolehjul baseret på den velkendte skivebremse fra Battenkill hjulene.

Der var fire størrelser Battenkill Large Arbor at vælge imellem – fra den lille 3/4’er til den store 9/10’er. Nu har Orvis så til 2001 lanceret endnu en størrelse – en lille ny, der har betegnelsen 1/2 og dermed sigter på de allerletteste lineklasser. Og det er der faktisk god brug for, idet netop forfangsspidser på omkring 0.10 mm virkelig kræver en bremse, der starter helt jævnt og rykfrit op.

Efter at have testet den mindste model på en håndfuld tykmavede bækørreder i de sydengelske kalkstrømme Test og Itchen kan jeg kun konstatere, at den fungerer helt efter hensigten. Bremsen starter silkeblødt op, og selv ved en minimal bremsekraft er der ikke skyggen af tilløb til overløb under udløb.

Sædvanligvis velinformerede kilder meddeler, at Orvis påtænker at udvide Battenkill Large Arbor serien med yderligere en model til næste år – en laksemodel, der så efter al sandsynlighed vil få betegnelsen 11/12.

Orvis har med den nye Large Arbor serie virkelig skudt papegøjen og har da også haft svært ved at følge med efterspørgselen i den nu snart forgangne sæson. Prisen er nemlig ganske rimelig.

14. december 2000

© Steen Ulnits

* Snart slut med drivgarn i Middelhavet

Verdens første marine reservat blev sidste år en realitet, da Frankrig, Monaco og Italien enedes om at frede et stort havområde i Middelhavet ud for de tre lande.

Havområdet er hele 2,5 gange Kattegat af størrelse, og det er primært blevet fredet på grund af de mange hvaler, der lever netop her. Deres tilstedeværelse skyldes en opvældszone, hvor næringsrigt bundvand af strømmen bringes op til overfladen og lyset. Store mængder plankton og dyrealger bliver resultatet og første led i en stor fødekæde med hvalerne som vigtigste slutled.

For at beskytte hvalerne mod at ende som uønskede bifangster er der udstedt et totalforbud mod drivgarnsfiskeri i hele dette kolossale – i hvert fald set med danske øjne – havområde. Ikke uventet har garnforbudet affødt mange protester fra lokale erhvervsfiskere, der ser reservatet som det første skridt på vejen mod et garnfrit Middelhav.

Men man freder ikke bare lige et stort havområde, selv om det måtte være nok så vigtigt og bevaringsværdigt. De første planer om et marint reservat netop her blev lanceret helt tilbage i 1989. Først ti år senere – i 1999 – var man kommet så langt ad politiske og internationale kanaler, at fredningen kunne blive en realitet.

Måtte de sarte og sårbare og overfiskede indre danske farvande på samme måde blive udlagt som et marint reservat med forbud mod hårdhændet fiskeri med trawl og drivgarn. Det ville vi alle nyde godt af.

9. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Kostbar 7-delt sag

I erkendelse af, at selv en 4-delt stang i visse situationer kommer til kort (læs: bliver for lang), lancerede amerikanske Orvis derfor sidste år en rap lille 7-delt sag.

Med sine kun godt 40 cm i det grønne alurør var den lille “ny” i Trident TL serien et rigtig godt valg for den rejselystne fluefisker, der er villig til at betale for godt kram. Stangen har – trods de mange samlinger – en ubrudt gennemgående aktion, som evner at kaste en klasse 5 line både langt og præcist.

Den lille 7-delte blev så stor en succes sidste år, at den i lange perioder var i restordre fra fabrikken – trods en ganske pebret pris. Og succesen var så stor, at Orvis til 2001 lancerer endnu en 7-delt sag af den meget transportvenlige slags. En 9 fods fluestang klasse 8.

Det er en længde/line kombination, som mange rejsende saltvandsfluefiskere længe har sukket efter i en rigtig kort udgave. Som tilfældet er på dens lillebror, har Orvis også på storebror fraveget sin sædvanlige top-over-bund samling og i stedet satset på spigot-samlinger.

Orvis fortæller selv, at man simpelthen ikke kan lave almindelige samlinger så tæt på toppen uden dels at ødelægge aktionen, dels spolere udseendet. Derfor valgte man i stedet de slanke spigot-samlinger på de 7-delte stænger.

Som tilfældet var med den første 7-delte sag, så kaster også den anden fint med liner en klasse tungere end det anbefales.

6. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Flerdelt fluestang til fornuftig pris

Flere og flere fluefiskere vil have flere og flere flerdelte fluestænger. Men flerdelte fluestænger har længe været dyre, hvis de også skulle være gode. Specielt har de mange samlinger været et problem på billige, flerdelte fluestænger.

Men det rådes der nu bod på. Abu Garcia har nemlig til 2001 sæsonen lanceret en ny 4-delt rejsestang i Diplomat Fly serien. Der er tale om en 9 fod klasse 5-6 stang, som er ideel til generelt fiskeri med tørflue og nymfe i å og sø. En stang, der er lige meget hjemme på fjeldturen til Laplands ørreder og stallinger som til regnbuerne i det lokale Put & Take vand.

4-delte stænger er langt lettere at transportere end de almindelige 2-delte, og med den nye 4-delte Diplomat Fly ser problemerne med samlingerne ud til at være et overstået fænomen. Stangen matcher perfekt med et Diplomat Fly 5/6 fluehjul fra selvsamme Abu Garcia.

Og så er prisen uhyre rimelig.

1. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Radikalt nyt Ambassadeur hjul

Abu Garcia er for mange spinnefiskere synonym med de klassiske Ambassadeur multiplikatorhjul. Efter et halvt århundrede i produktion skulle man tro, at udviklingsmulighederne måtte være udtømte. Men nej. Abu Garcia lancerer til 2001 sæsonen et helt nyt multihjul baseret på et helt nyt koncept, nemlig planetgearet. Det nye hjul hedder meget passende EON.

Med et planetgear får man hele fem kraftoverføringspunkter – mod kun to hos det traditionelle gear. Herved mere end fordobles kraften under indspinning. Men man får ikke blot et bedre udvekslingsforhold. Man får også aflastet hjulets vitale dele, hvilket resulterer i en blødere gang og længere levetid.

Planetgearet er på flere måder nøglen til EON’s unikke egenskaber. Det er planetgearet, som har gjort det muligt at centrere håndtaget midt på gavlen. Det er også planetgearet, som har gjort det muligt at flytte og forbedre slirebremsen. Bremsens nye placering gør den meget let at komme til. Bremseskiverne er samtidig blevet større, hvilket medfører en langt mere jævn og stærk bremse.

Da håndtaget sidder i midten, er justeringsskruen for den mekaniske kastebremse placeret midt på håndtaget. Kastebremsen bliver på denne måde lettere at indstille og justere. Indstillingen bliver derfor mere eksakt.

Også centrifugalbremsen er let at justere. Bag hjulgavlen, som let løsnes med CamLock systemet, sidder centrifugalvægtene. Ved at dreje på låseringen kan man umiddelbart vælge, hvor mange af vægtene, der skal være aktive under kastet.

Når man frikobler spolen, frikobles også lineføreren, som da svæver helt frit. Lineføreren følger nu linens mindste bevægelse på spolen, hvilket giver mindre modstand og længere kast. Og man behøver aldrig mere bekymre sig om, at line og linefører kommer ud af takt.

EON’s stativ er fremstillet af Duralite 6, som er et råstærkt letvægtsmateriale. Det giver en konstruktion, som er både robust og rustfri. EON’s CamLock system indebærer ligeledes nemme og bekvemme spoleskift – noget, man ellers ikke er forvænt med på multihjul.

Skal ses i butikken og prøves ved vandet!

1. december 2000

© Steen Ulnits

* Flere svin – mere svineri

Danske landmænd – specielt svinebønderne – fortsætter ufortrødent deres kamp for at ødelægge den danske natur og det danske vandmiljø. Senest har de ansøgt om tilladelse til at øge deres i forvejen kolossale produktion på 25 millioner grise årligt med yderligere 0,6 million grise.

I forvejen sviner de 25 millioner grise så meget som 80 millioner menneskers urensede spildevand – i form af gylle, der spredes ud over markerne for at komme af med den. Danske svinebønders allerstørste problem er derfor ofte, at de ikke råder over tilstrækkeligt med landbrugsarealer, hvor deres gylle kan spredes. Jordpriserne er derfor steget markant, hvilket mærkes på flere måder.

Dels er det blevet svært for nye landmænd at etablere sig – nyuddannede bønder, som efter al sandsynlighed ville være mere tilbøjelige til økologisk landbrug end det traditionelle svineri. Og dels er jorden nu så dyr, at det er vanskeligt at opkøbe tilstrækkelige arealer til den naturgenopretning, staten i disse år er i gang med.

Nu har det sågar også vist sig, at adskillige mennesker rundt omkring i landet direkte er blevet syge af de stinkende gylledampe. Der har i dagspressen og på TV været vist eksempler fra skoler og plejehjem, hvor mavesygdomme har floreret i forbindelse med gyllespredning uden for bygningerne.

Landmændene er bedøvende ligeglade. De har loven på deres sige, siger de, og har derfor ingen planer om at skære ned på svineriet. De vil tilsyneladende have tilstande som i Holland og Belgien, hvor vandmiljø i dag er en by i Rusland – noget, man havde for mange år siden. Underligt, at de såkaldte dyrevenner bruger alle deres ressourcer på at lukke tamme mink ud i naturen – i stedet for at fokusere på svineriet fra svinebønderne.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har til pressen udtalt, at amterne allerede har lovhjemmel til at afvise svinebøndernes ansøgninger om udvidelse. Med den begrundelse, at miljøet ikke kan klare mere. Men amterne siger, at de kun i meget få tilfælde er i stand til at afvise korrekt udfyldte ansøgninger om udvidelse. Tiden vil nu vise, om Ritt kun er sig sit økologiske ansvar bevidst, når det gælder hendes egen økologiske æblehave på Fyn.

Man kan i mellemtiden diskutere, hvem der er de største svin i denne sammenhæng. Grisene er det i hvert fald ikke. De kan jo ikke gøre for det.

27. november 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Visionære vadestøvler

Traditionelle gummisåler er glimrende til brug på blødt underlag, hvor de har et godt greb. Men skal man vadefiske på glat stenbund, er selvsamme gummisåler ikke meget bevendt. De kan nemlig ikke stå fast på algebegroede sten og klipper.

Det kan til gengæld filtsåler, hvis ru overflade formår at skære igennem det tynde og ofte sæbeglatte algelag. Uheldigvis er selvsamme filtsåler næsten livsfarlige, hvis de skal bruges på glatte og mudrede overflader. Da kommer man lynhurtigt til at føle sig som Bambi på glatis!

Dansk-finske “Vision” barslede for nogen tid siden med et interessant bud på en fiks løsning af dette evindelige problem: En vadestøvle med såvel gummisål som filtsål.Visions vadestøvle har således en hæl med profilsål, som griber godt på blødt underlag, mens resten af sålen er af filt.

To fluer med ét smæk, om man så må sige.

25. november 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Flere flerdelte fluestænger i fremtiden

Flere og flere fluefiskere investerer i 4-delte rejsestænger i stedet for de almindelige 2-delte, som i sagens natur fylder langt mere. Tendensen er klar og går i retning af rejsestængerne, selv om de i sagens natur er noget dyrere end de 2-delte.

Til 2001 sæsonen lancerer amerikanske Orvis hele 18 nye modeller i deres velkendte Trident TL topserie af fluestænger. Ikke færre end ti af de nye modeller er 4-delte rejsestænger, og Orvis bestræber sig da også på, at samtlige modeller efterhånden skal kunne fås såvel 2-delte som 4-delte. Alle naturligvis klassificeret efter Orvis unikke “Flex Index”, så man aldrig er i tvivl om aktionen.

Priserne? De er typisk 15-25% højere for de 4-delte modeller. Har man først prøvet en førsteklasses flerdelt, kvier man sig ved nogensinde mere at investere i 2-delte stænger. Så meget lettere er de 4-delte fluestænger at transportere og opbevare. Og kasteegenskaberne er ikke mærkbart ringere end de 2-deltes.

Alt taler således for flere og flere flerdelte fluestænger i fremtiden.

25. november 2000

© Steen Ulnits

* 2000: Oversvømmelsernes år

I sommer var den gal i Midtsverige, hvor adskillige elve gik over deres bredder – godt hjulpet på vej af ekstraordinært store regnmængder og vandkraftværker, der grådigt holdt på vandet så længe, at det til sidst var for sent. Resultatet blev skader på veje og bygninger for et trecifret millionbeløb.

I lang tid troede man, at nu var oversvømmelserne et overstået kapitel i Mellemsverige. Lige indtil den seneste tids voldsomme regnskyl, der endnu engang har fået de store midtsvenske elve til at gå over deres bredder nær grænsen til Norge.

Efter Sverige var den gal i Schweitz og Norditalien, hvor Po floden gik over sine bredder og oversvømmede mange kvadratkilometer fra Alperne i nord til Adriaterhavet i syd. 35.000 blev evakueret – mindst 25 dræbt, heraf flere i de store mudderskred, som oversvømmelserne udløste oppe i bjergene.

Og nu er den så gal i England, hvor man oplever de værste oversvømmelser i 400 år. Der er tale om den dyreste naturkatastrofe nogensinde – med skader skader for mere end 1 milliard kroner.

Oversvømmelserne nar medført stop for bygning af nye anlæg, der kunne forværre situationen ved regulering af nedbøren, og regeringen har sat 6 milliarder kroner af til fremtidige forholdsregler.

Indtil videre er 3 dræbt, og der har været oversvømmelsesvarsler ved flere end 40 floder. Værst har det været ved River Ouse i vikingebyen Yorkshire nord for London, hvor floden har stået mere end 5 meter over normal vandstand. 3.000 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem i dette område.

Alt taler for, at det er drivhuseffekten, der nu er ved at gøre sig synligt gældende. Hvor industrien i årevis har affærdiget videnskabens snak om drivhuseffekten og dens skadelige virkninger på vejr og miljø, dér viser naturen nu selv kræfter.

Interesserede kan læse mere om drivhuseffekten ved at klikke på den.

20. november 2000

© Steen Ulnits

* Mere og mindre kunstgødning

Statistikken viser, at der bruges mindre og mindre kunstgødning på de danske marker. I sig selv et glædeligt budskab, der dog ikke fortæller noget om det samlede gødningsforbrug i Danmark. Den stærkt stigende svineproduktion leverer nu gylle i stridere og stridere strømme, og det er her, baggrunden for det mindskede forbrug af kunstgødning skal søges.

Statoil, som jo leverer olieprodukter fra de norske Nordsøoliefelter, har imidlertid øget sin produktion af netop kunstgødning. Og det er mere positivt, end det umiddelbart kunne lyde. Statoil har nemlig udviklet en let dieselolie, som er meget fattig på forurenende svovl. Et brændstof, man derfor håber at kunne sælge til specielt lave og miljøvenlige afgifter.

På samme måde har Statoil netop indviet et anlæg, der kan omdanne forurening fra oliefyring – svovldioxid og kvælstofoxider, hovedingredienserne i sur nedbør – til netop nyttig kunstgødning. Fra erhvervsside forventer man, at det nye anlæg i Kalundborg vil blive en god kilde til eksport.

Anlægget har kostet Statoil 77 mio. kroner, og man mener, at der på verdensplan er behov for op mod 50 store anlæg og 1.000 mindre af slagsen. Det er danske Haldor Topsøe AS, der har stået for udviklingen. Et glimrende eksempel på, at højteknologi kan gavne miljøet både til lands, til vands og i luften.

12. november 2000

© Steen Ulnits

* Milliard til miljøet

Man kan mene om det nye røde finanslovsforlig, hvad man vil. Men man kan ikke fratage det, at vi her står med en af de mest miljøvenlige finanslove nogensinde – hvis ikke den mest miljøvenlige af dem alle. Og det kan vi kun takke regeringens forligspartnere, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, for. Uden dem ville det have set sort ud.

Det lykkedes nemlig de to røde partier at få en hel milliard ekstra sat af til det danske miljø. I stedet for de sølle 75 millioner, som regeringen havde afset til miljøet, fik venstrefløjen hele 155 millioner kroner sat af til naturgenopretning. Som tidligere omtalt på denne side ville de kommende års naturgenopretning af Skjernå alene æde næsten alle midler, hvorfor den danske naturgenopretning reelt ville ophøre for en stund.

Men nu er der altså kommet ekstra penge i kassen, og hermed kan man så atter håbe på, at der vil blive midler til en naturgenopretning af Gudenåen ved Tangeværket. Et langt omløb uden om hele søen – som foreslået af fødevareminister Ritt Bjerregaard – vil jo alene koste op mod 100 milloner kroner.

Så lad os alene i miljøets interesse sende et par venlige tanker til Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Uanset ens egen politiske overbevisning. Venstres miljøpolitiske ordfører var ikke overraskende meget lidt begejstret for det nye miljøforlig.

12. november 2000

© Steen Ulnits

* Manipulation i Mølledammen

For 7. år i træk har lokale lystfiskere hjulpet Sønderborg Kommune med biomanipulation af Mølledammen i Sønderborg. I alt blev der i efterårsferien fanget 139,5 kg skaller i den lavvandede dam – en anseelig vægt, når man tager i betragtning, at langt de fleste skaller kun vejer 5-15 gram. Så snakker vi lige pludselig om tusinder af fisk.

Kommunen tillader det årlige fiskeri i efterårsferien, så lokale borgere og deres børn dels kan komme på fisketur og dels hjælpe med at tømme dammen for nogle af dens mange skidtfisk. Mølledammen er ude af balance – med det resultat, at der bliver alt for mange og alt for små skidtfisk i vandet, som bliver uklart på grund af manglende dyreplankton til at holde algerne nede. Planktondyrene har de mange skidtfisk nemlig spist, og herved er søen kommet ud af økologisk ligevægt.

Ved at fjerne skaller og brasen, men genudsætte gedder og aborrer håber man så at kunne skabe en sø i balance – med klart vand og en afbalanceret bestand af rovfisk og byttefisk. I det uklare vand kan rovfiskene nemlig ikke se til at fange skidtfiskene og dermed holde bestanden i skak.

En idé til efterfølgelse andre steder i landet, hvor man råder over lavvandede småsøer med store mængder skidtfisk. Fang en fisk, få en god oplevelse og hjælp så samtidig naturen i balance igen.

9. november 2000

© Steen Ulnits

* Mexico 2001

En uges fiskeri efter bonefish, tarpon, permit, snook og barracuda på en af Mexico’s fineste lodges med direkte adgang til de flotteste flats og de hvideste badestrande. – Var det mon noget til den kommende vinter? Læs i så fald videre:

Placeret på en lang landtange med det åbne Caribien på den ene side og den lukkede mangrove på den anden er der altid gode fiskemuligheder – uanset vejr og vind. Det er der ikke mange andre lodges, der kan hamle op med. Blæser det for meget til at tage ud på åbent hav, hvor de største bonefish typisk tages, fisker man blot efter de lidt mindre inde i mangroven – hvor for øvrigt også de allerfleste permit og tarpon holder til.

Lodgen ligger på halvøen Yucatan, og undervejs derned kører man forbi nogle af de største Maya-ruiner på hele Yucatan. De stråtækte “cabanas” ligger lige ned til den smukkeste hvide sandstrand, og lodgen selv ligger på grænsen til det store Sian Ka’an naturreservat, hvor der er flere muligheder for spændende udflugter. For os fiskere såvel som eventuelle ikke-fiskende ledsagere. Lodgen er således ideel for dem, der gerne vil have kone eller kæreste med – i tilgift til fiskestangen!

Prisen er uhyre rimelig, når man tager tid, sted og tilstedeværelsen af rige amerikanere i betragtning. Noget tilsvarende andetsteds koster mindst 50% mere. Ikke sjældent det dobbelte.

Dato: 10.-17. marts 2001Pris: US$ 2.190

Prisen er alt inklusive – ophold (to mand per cabana), fuld forplejning (mexicanske drikkevarer inkluderet!), og 1 professionel guide per båd og to fiskere; økoture for ikke-fiskere (3 dage med snorkling, fuglekig og jagt på søkøer); transport fra lufthavn til lodge (men ikke den transatlantiske flyvning, som kan gøres for små DKK 6.000)

Tilmeldingsfrist: 30. november 2000 (til undertegnede, der selv tager afsted og derfor står til rådighed med oplysninger om fisk, fiskeri, grej og metoder med meget mere). Meget begrænset antal pladser.

Vil du se billeder fra forårets tur til stedet, som jeg første gang besøgte forrige år, så klik her og drøm dig over til sydens sol og varme og jættestærke fisk på de krystalklare flats. Vi ses!

31. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Den “nye” Skjernå indvies

Så er det i dag, det nygamle Skjernå-løb tages i brug. Under tilstedeværelse af prins Joachim og miljøminister Svend Auken lukkes det første Skjernå-vand ind i det nye Skjernå-løb, som maskinerne har gravet på siden juni sidste år.

Men det har taget lang tid at komme så langt – mange år. Kort beskrevet har forløbet været og vil være som følger:

• 1968: Hedeselskabet lægger sidste hånd på reguleringen af Skjernå’s yderste løb – det, der siden er blevet kaldt Danmarks “vandmotorvej”. 4.000 hektar vådområde afvandes for en pris på 222 mio. i 97-kroner.
• 1968-87: Store mængder okker vaskes ud i Ringkøbing Fjord. En stor del af den indvundne jord “sætter sig” efterhånden og bliver til uproduktiv landbrugsjord. Ikke mindst heltbestanden går voldsomt tilbage.
• 1987: Døde hummere på TV får Folketinget til at vedtage den første vandmiljø-handlingsplan. Som et led i denne plan besluttes det at lægge Skjernå tilbage i dens gamle leje. Formålet er at tilbageholde næringssalte på engene.
• 1998: En anlægslov for Skjernå’s retablering vedtages endeligt af Folketinget. Store opkøb og ombytninger af jord langs åen har gjort det muligt for staten at gennemføre Nordeuropas største naturgenopretningsprojekt. Pris 254 mio. kroner.
• 1999: Arbejdet påbegyndes. Der fjernes gamle broer over veje, som nedlægges. Der bygges en ny bro over Skjernåvej samt nye diger til sikring af omliggende marker mod oversvømmelser. Det nye åløb udgraves og sikres på udsatte steder.
• 2000: Det nye nederste løb indvies, og Skjernå ledes tilbage til sit gamle snoede forløb. Målet er en reduktion på 25% af det udledte okker, 12% af det udledte fosfor og 6% af det udledte kvælstof. Målet er i mellemtiden også blevet en generel naturgenopretning.
• 2001: Der graves videre på det nye åløb. Der bygges nye broer og rives gamle ned. Det store styrt ved Kodbøl fjernes helt, så fiskenes passagemuligheder forbedres. Der opkøbes og nedlægges dambrug langs åens nedre løb, så forureningen mindskes.
• 2002: Det nye åløb er nu gravet færdigt og retableringen gennemført helt op til Borris i såvel Skjernå som tilløbet Omme Å. Det regulerede åløb fyldes op, og alt burde atter være fryd og gammen i det vestjyske. Alt i alt vil 1,6 mio. kubikmeter sandet jord da være flyttet i Vestjylland.
• Den samlede pris for dette vestjyske eventyr: En lille halv milliard kroner. To skridt tilbage og to skridt frem.

Så lad os alle ønske hinanden tillykke på denne mindeværdige dag. Hvor efterårets første storm fik vandet til at stå 3 meter højere end normalt ud for slusen ved Hvide Sande. Hvor miljøfjendske landbrugsinteresser langt om længe måtte vige for hensynet til vandmiljø og vådområder. Laksen længe leve!

30. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Sværdfisk på højeste plan

Sværdfisken, der normalt færdes på store dybder i Stillehavet og Atlanterhavet, er nu kommet helt op på højeste plan. Internationalt og politisk, vel at mærke. Den truede fisk er nemlig blevet årsag til et sammenstød mellem Chile på den ene side og spanske fiskere på den anden. Og da Spanien jo er medlem af EU, er striden reelt blevet til et spørgsmål mellem Chile og EU.

Spanierne er utilfredse med, at chilenerne ikke lader dem lande deres fangster af sværdfisk i chilenske havne. Herved mister de nemlig adgangen til det lukrative amerikanske marked for sværdfisk.

Chilenerne mener derimod, at spanierne fisker uhæmmet på en truet bestand, og at op mod 60% af deres fangster består af sværdfisk, der endnu ikke er blevet gydemodne. Fisk, som derfor reelt er under det mindstemål, de desværre ikke har, men burde have. Chilenerne beskylder således spanierne for at overfiske den bestand, som de selv hæger om – med strammere restriktioner for deres eget fiskeri.

På højeste plan i EU er der derimod røster fremme om, at Chile blot benytter sig af “grøn protektionisme” – at de vil beskytte deres egne økonomiske interesser under foregiven af hensyn til miljøet og fiskebestandenes størrelse.

Hos den danske afdeling af World Wildlife Foundation – WWF – har man ikke uventet størst forståelse for den chilenske holdning. WWF mener, at sagen er et godt eksempel på, at de rige landes overkapacitet i fiskeflåden blot sendes til de fattige lande for at udnytte og udbytte ressurserne her.

EU står således i et dilemma. På den ene side skal man varetage et medlemslands økonomiske interesser. På den anden side står man selv som garant for havmiljøet – blandt andet via et nyt forbud mod de kilometerlange drivgarn, der sættes efter tun, men har havfugle, delfiner og havskildpadder som uønskede bifangster. Et længe ventet forbud, der træder i kraft til næste år.

29. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Søløver truet på livet

I løbet af de seneste 30 år er bestanden af stellar-søløver i det nordlige og vestlige Stillehav faldet med over 80% – fra over 250.000 eksemplarer til nu under 50.000. National Marine Fisheries Service i USA mener, at nedgangen nu er så stor, at bestanden kan være på vej til at uddø helt.

Den dramatiske tilbagegang menes at skyldes den hårde konkurrence, som søløverne udsættes for fra det kommercielle fiskeri efter søløvernes naturlige fødeemner. En pendant til de spekulationer, som fuglefolk har bragt på bane, når det gælder søpapegøjer eller lunder i Nordatlanten. De menes tilsvarende at være truet på livet af det hårdhændede industrifiskeri efter tobiser – lundernes foretrukne føde.

Som nævnt tidligere på denne side mener norske forskere, at erhvervsfiskeriet er skyld i en tilbagegang i bestanden af lomvier i Nordnorge på mellem 80 og 90%. Ganske vist ikke indirekte via konkurrence om fødeemner, men direkte som uønskede bifangster i drivgarnene.

29. oktober 2000

© Steen Ulnits

* To tøver i to år med Tange…

Tangeværkets koncession på brugen af Gudenåens vand udløber som bekendt her i år 2001 og skal derfor fornyes eller forlænges.

Imidlertid er der store såvel økonomiske som politiske interesser forbundet med netop Tangeværket og dets fortsatte drift. Miljø- og energiminister Svend Auken og værkets socialdemokratiske bestyrelse ønsker elproduktionen videreført, da det er CO2-fri energi, som produceres her – omend i meget små mængder og med millionstort statstilskud. Tilsvarende mener fødevareminister Ritt Bjerregaard, hvorunder fisk og fiskeri jo også hører, at Tangeværket bør nedlægges i sin nuværende form, så Gudenåen atter kan byde vandrefiskene på fri passage.

Svend Auken går således ind for den korte og billige strygløsning, der kun tilgodeser Tangeværket og dets økonomiske interesser. Ritt Bjerregaard derimod er fortaler for det lange og kostbare omløb i hele søens længde – en løsning, der i værste fald løber op i 100 mio. kroner. Men samtidig den løsning, der kan tilfredsstille flest af sagens stridende parter.

Til trods for de mange, lange og store diskussioner, der har været om netop Tangeværkets fremtid i de seneste årtier, har man således fra politikerside endnu ikke fundet en løsning. Et imponerende forhalingsspil, hvor Danmarks Naturfredningsforening (DN) har været storaktør som fortaler for søens fortsatte eksistens og værkets fortsatte elproduktion. En kamp, hvor DN har været oppe mod Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der ikke uventet har været fortaler for laks og havørreder i Gudenåen samt Tangeværkets nedlæggelse.

Men Svend Auken og hans socialdemokratiske partifæller i Tangeværkets bestyrelse ønsker ikke nogen genskabelse af Gudenåen. Det er kun Skjernå, der er fundet værdig til en gennemgribende naturgenopretning. I mellemtiden har så Svend Auken og Ritt Bjerregaard holdt et septembermøde, hvor de enedes om en yderligere tænkepause på to år, inden værkets fremtid endeligt afgøres.

Imponerende forhalingstaktik. Imens vi venter, kan interesserede læse mere om vandkraft og Gudenåen og Tangeværket ved at klikke her.

25. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Nordsøen invaderes

Drivhuseffekten ser nu ud til at have resulteret i noget aldeles konkret, nemlig nye fiskearter i Nordsøen. Det er fisk, som med den stigende havtemperatur er indvandret sydfra – fisk som gulstribet mulle, der i år er fanget i store mængder af fiskere ud for Skotland.

Den gulstribede mulle, som er en fornem spisefisk, lever normalt i Middelhavet med tilstødende havområder. Men den har nu følt sig så fristet af de stigende vandtemperaturer, at den er trængt så langt nordpå som til Skotland, hvor den sågar er begyndt at gyde. På samme måde er den tyklæbede multe efterhånden blevet fast inventar i samtlige danske farvande – også den en varmtvandsfisk, der ellers slår sine folder omkring Den Engelske Kanal. Endelig er der havbarsen, som også fanges oftere og oftere langs den jyske vestkyst.

Forskerne har målt markante stigninger i havtemperaturen i de seneste år. Således er vintertemperaturen i Nordsøen omkring Færøerne i dag hele fire grader højere end for blot seks år siden, hvilket har betydning ikke blot for indvandringen af nye arter sydfra, men også udvandringen af gamle nordpå. Således regner mange nu med, at bestandene af torsk og hvilling i Nordsøen er på hastig tilbagegang – at man ikke kun kan lægge skylden på overfiskning fra erhvervsside.

De stigende havtemperaturer ledsages af stigende planktonmængder i overfladevandet – af mere uklart vand – hvilket naturligvis også hænger sammen med de store udledninger af næringssalte til Nordsøen. Man regner med, at planktonmængden i Nordsøen i dag er blevet op mod ti gange større i løbet af det seneste årti. Det har igen resulteret i flere søstjerner og børsteorme på havbunden, som jo i sidste ende modtager de døde og nedsynkende planktonorganismer.

Nordsøen er således et fiskevand i stadig forandring. Men den nuværende udvikling fra et tempereret havområde til et mere subtropisk varer ikke nødvendigvis ved. I takt med de stigende temperaturer sker der også en stigende afsmeltning af isen ved Nordpolen. Allerede nu er der smeltet op mod 40% af ismasserne her, og fortsætter udviklingen, vil al isen heroppe være væk omkring år 2040.

Den store afsmeltning betyder koldt smeltevand, som vil modvirke de ellers stigende havtemperaturer. I det hele taget kan vi regne med mere ustabilt vejr i de kommende år – som følge af drivhuseffekten, der nu ser ud til at slå igennem for alvor.

25. oktober 2000

© Steen Ulnits

* – Slut med naturgenopretning?

Naturrådet advarer nu såvel regering som befolkning om, at det fremover kommer til at stå endog meget skralt til med midler til naturgenopretning. Således er der til næste finansår kun afsat 13 millioner kroner til formålet – naturligvis ud over det, som retableringen af Skjernå kommer til at koste.

Naturrådets vismænd er oprørte over, at midlerne kun rækker til genopretning af 50 hektar jord – noget, der svarer til et enkelt større landbrug. Gennem de sidste ti år er der genoprettet et areal svarende til nogle få promiller af det danske land, men i samme tidsrum er der beslaglagt et fem gange større areal til anlæg af byer og veje. Samlet set er den danske natur derfor skrumpet yderligere ind i de forgangne år, og nu skal der yderligere spares på naturgenopretningen.

Set i dette perspektiv er det påtænkte budget aldeles utilstrækkeligt. I Danmarks Jægerforbund mener man endda, at “naturen er sendt til tælling”. Jægerne føler sig specielt hårdt ramt, idet man alene her er vant til at disponere over 30 millioner kroner årligt til plantning af 1.000 km læhegn til vildtet.

Samlet er der lagt op til en halvering af midlerne til naturgenopretning. “Det bliver endog meget vanskeligt at opretholde Danmarks grønne profil hos omverdenen med en sådan nedskæring”, siger Dansk Ornitologisk Forening.

“Danmark kan simpelthen ikke leve op til sine egne ambitioner om at fordoble skovarealet inden for de næste 60-70 år”, supplerer naturvismændene.

22. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Bort med bundmaling

Skibsfarten har i mange år været storleverandør af giftige stoffer, der lækker fra skibenes bundmaling. Malingen indeholder giftstoffer, som skal hindre den tilgroning med alger, som ellers øger skibenes vandmodstand under sejlads markant.

Man har længe brugt tinholdige malinger af typen Tributyl-Tin (TBT), men de er nu langt om længe på vej ud. Den private skibsfart med mindre både er gået foran på dette område – omend ikke frivilligt, men ad lovgivningens vej.

Nu ser det så ud til, at den kommercielle skibsfart også følger trop – i første omgang endda frivilligt. Således har en af verdens største brugere af containerskibe – det danske rederi A. P. Møller – besluttet, at samtlige rederiets skibe fremover kun må bundmales med TBT-fri bundmaling.

Rederiet J. Lauritsen har tilsvarende meddelt, at man inden 2005 også kun vil bruge TBT-fri bundmaling på sine skibe. Elsam, der råder over mange store kulskibe, vil have nået samme mål allerede i 2002.

Det er de TBT-holdige bundmalinger, som efter al sandsynlighed bærer hovedansvaret for, at det i dag er næsten umuligt at finde en han- eller hunsnegl i danske havneområder. Den giftige bundmaling har nemlig utilsigtede hormonelle bivirkninger, som gør sneglene tvekønnede.

TBT er oprindelig en meget stærk nervegift udviklet specielt til brug i giftgasser.

22. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Forbund i fremgang

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har nu for 3. år i træk kunnet notere sig en medlemsfremgang og har efterhånden atter rundet de 30.000 medlemmer. Således regner man med at have fået mindst 1.000 nye medlemmer inden udgangen af dette år.

Som lystfisker kan man kun glæde sig over, at vore organisationer vokser, for med voksende medlemstal vokser også den politiske indflydelse. Se blot på Danmarks Naturfredningsforening, der i perioder har rundet de 200.000 medlemmer, og som politikerne af samme grund altid er meget lydhøre overfor. Tal, der tæller – stemmer, der skal kapres – stemmer, som derfor høres. Sådan fungerer nu engang vort demokratiske samfund.

Så et stort tillykke til DSF med det stigende medlemstal!

19. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Kongen og loven

Fiskeriet i Ribe Vesterå har meget længe været underlagt en kongelig bevilling fra 1700-tallet, som giver en lokal erhvervsfisker noget nær uindskrænkede fiskerettigheder.

I de senere år har erhvervsfisker Mikkelsen dog – formedelst god betaling – afgivet noget af fiskeretten til Ribe Sportsfiskerforening, som nu sælger dagkort til det produktive fiskevand. Rigtig mange lystfiskere fra nær og fjern har siden da nydt godt af dette og fanget deres første laks og havørreder i engene ud mod kammerslusen ved Vadehavet.

Alligevel har den gamle kongelige forordning længe været en torn i øjet på mange såvel lokale lystfiskere som nationale myndigheder. Således har Mikkelsen netop været i retten mod Fødevareministeriet, der ikke mente, at han havde uindskrænkede fiskerettigheder ifølge sin kongelige bevilling. Det er jo Fødevareministeriet, hvorunder alle fiskeriretlige spørgsmål i dag sorterer.

Vestre Landsret afgjorde, at Mikkelsen skal følge den til enhver tid gældende fiskerilovgivning på ferskvandsområdet. Den tilsidesatte således helt den aldeles utidssvarende kongelige bevilling, som familien Mikkelsen har haft i flere generationer.

Kongelige bevillinger skal således til enhver tid følge den gældende lovgivning. Mere royale er vi alligevel ikke – trods nej’et til Euroen!

19. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Frivillig fredning

Varde Å har ikke blot fået nogle af sine sving og sine vildlaks tilbage efter nogle meget trange år. Nu har de lokale sportsfiskere sågar foreslået en frivillig fredning af laksene, så bestanden i en 3-årig periode atter kan få fodfæste i det maltrakterede sydvestjyske vandsystem.

Det er tanken, at alle laks, der i de næste 3 år fanges på stang og line oppe i åen, skal genudsættes. Derfor har man foreslået Ho Bugt fredet for garn og ruser i den samme periode, hvilket er blevet mødt med en positiv holdning fra bierhvervsfiskerside.

Nu mangler så blot, at hele Vadehavet friholdes for erhvervsfiskeri efter laksene. Interesserede kan læse mere om problematikken herude i en artikel om den store Vadehavsundersøgelse nederst på denne side.

19. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Iltsvind truer Fyn

Omfattende iltsvind truer nu farvandet omkring Fyn, meddeler miljømyndighederne fra Fyns Amt. Her taler man om de værste iltsvind i de 25 år, hvor der er foretaget målinger. Således måles der nu ekstraordinært store iltsvind især i farvandet nord for Fyn og i Lillebælt, hvor man efterhånden er vant til dette tilbagevendende fænomen. Men også i Storebælt tæt på Fyn ser det skidt ud, hvilket er usædvanligt.

Det kan føles som et slag under bæltestedet for de myndigheder, der i de seneste år i stigende grad har arbejdet for et bedre vandmiljø. Men forklaringen er ganske ligetil: Årene 1995, 1996 og 1997 var meget nedbørsfattige med kun omkring halvdelen af den gennemsnitlige årlige nedbør, og det kunne mærkes på vandkvaliteten, som var stærkt for opadgående.

Men så kom to meget våde år i 1998 og 1999 – med en ekstraordinært stor udvaskning af kvælstof fra landbruget til følge. Og det er disse store kvælstofmængder, der nu har resulteret i de ekstraordinært store iltsvind, der plager ikke mindst farvandet omkring Fyn. Hvor man for øvrigt hører til de mere miljøbevidste amter i landet.“Foreløbig kan vi ikke se effekterne af de to vandmiljø-handllngsplaner på iltsvindssituationen”, konkluderer man derfor fra Fyns Amt.

Effekten af den seneste Vandmiljø-handlingsplan II skal vurderes inden årsskiftet, og man må forudse yderligere stramninger for landbruget, hvis situationen skal bringes under blot nogenlunde kontrol.

17. oktober 2000

© Steen Ulnits

* 37.000 tons ammoniak årligt fra danske svin

Danmarks Naturfredningsforening (DN) råber nu vagt i gevær. DN finder situationen omkring den stigende danske svineavl alarmerende og betragter den fordampende ammoniak fra svinene som det største akutte miljøproblem overhovedet i dagens Danmark.

Årsagen er de 37.000 tons ammoniak, der hvert år frigives til atmosfæren fra de danske svinefarmes 25 millioner svin. Ammoniakken ender i sidste ende i jord og vand via nedbøren, hvor den så overgøder miljøet med kvælstof. I så høj grad, at næringsfattige heder og moser helt mister det planteliv, som er så karakteristisk for netop dem. Planter, der ikke kan klare konkurrencen med andre planter, dersom miljøet tilføres ekstra kvælstof.

Overvismand fra Naturrådet, Peder Agger, giver DN ret i problemets akutte og katastrofale omfang. Regeringen ventes at barsle med nye forholdsregler først i det nye år.

14. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Vadehavet vader i næringssalte

Mere end 10.000 tons kvælstof ledes hvert år ud i Vadehavet. Primært via vandløbene i Sønderjyllands og Ribe Amter – sekundært via en nordgående strøm fra vandløb som Rhinen og Seinen.

Vandmiljøhandlingsplanen fra 80’erne skulle reducere udledningerne af kvælstof med 50%, men det er ikke sket. Faktisk kan man næsten ikke måle nogen reduktion overhovedet, hvilket var og er baggrunden for Vandmiljøhandlingsplan 2. Til gengæld er udledningerne af fosfor i det samme tidsrum reduceret med hele 70%. Landbrug og dambrug har således ikke formået at leve op til planerne, hvilket byer og industri – via nye rensningsanlæg – for længst har gjort.

En af de vigtigste veje frem mod en reduceret udledning af kvælstof fra landbruget er etableringen af flere våde enge. Et problem her har vist sig at være omkostningerne til kompensation af landmændene for tabt landbrugsjord. Jordpriserne er i dag så høje, at der fattes penge til denne kompensation.

Flere politikere er derfor skeptiske og mener, at tiden allerede nu er moden til en endnu skrappere Vandmiljø-handlingsplan 3 – hvis der overhovedet skal ske nogen reduktion fra landbruget.

Ellers må vi se i øjnene, at fremtiden givet vil bringe flere døde fjorde á la Mariager Fjord anno 1997.

Fiskeinteresserede kan læse mere om den store Vadehavsundersøgelse under “Aktuelt”.

14. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Boganmeldelse: Af Orvis om Orvis

Orvis er et velrenommeret amerikansk firma, som har specialiseret sig i fremstilling af kvalitetsprodukter til især fluefiskere. Et firma, som blev etableret i 1856, og som allerede havde postordrekunder før den store borgerkrig nogle år senere.

Det var dengang et firma, som især var kendt for sine fine splitcane fluestænger – en tradition, der blev holdt i hævd til langt op i 1960’erne og 1970’erne af en mand som Wes Jordan. Det var blandt andet Orvis’ fortjeneste, at man fandt en måde at imprægnere de sarte bambusstænger, så de bedre kunne tåle vand.

Men firmaet var hensygnende, da en dynamisk mand ved navn Leigh Perkins overtog det hele i 1965. Firmaet havde da en årlig omsætning på 500.000 US dollars. Perk, som han kaldes blandt venner, havde en baggrund som søn af en ganske usædvanlig moder. Dels dyrkede hun idræt på højt plan – dels jagtede og fiskede hun bedre end nogen mand. Perk’s barndom blev således ganske vist tilbragt i mors skørter, men det var altså med fiskestang eller gevær i hånden!

Perk er et godt eksempel på den aggressive amerikanske forretningsmand, for hvem “business is everything”. I sin bog “A Sportsman’s Life” fortæller Perk med slet skjult stolthed og aldeles uden den klædelige beskedenhed, som ingen da heller forventer sig fra en kulturløs amerikaner, om firmaets voldsomme vækst siden hans overtagelse for nu 35 år siden. Bogen har da også den ganske beskrivende undertitel “How I built Orvis by mixing Business and Sport”.

Har man et forhold til Orvis – og de mange fine produkter, som dette firma i dag fremstiller – bør man så absolut læse denne bog. Da får man pludselig et helt andet forhold til bestemte produkter, som har været en milepæl i firmaets historie. Og under alle omstændigheder får man en spændende og meget personlig skildring af en usædvanlig mand og hans både usædvanlige og misundelsesværdige liv.

Som fluefisker skal man dog være klar til også at læse en hel del om Perk’s mange jagthunde og deres fortræffeligheder… Det er dog aldrig uinteressant læsning, omend det naturligvis absolut intet har med fluefiskeri at gøre.

Orvis omsætter i dag for mere end 100 millioner dollars årligt, så det er så absolut en af giganterne i industrien, vi her har med at gøre.

“A Sportsman’s Life”af Leigh Perkins

Atlantic Monthly Press 1999

196 sider, indbundet

illustreret i sorthvid

14. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Hovedløst fiskeri “down under”

En fiskebåd fra Brisbane på den australske østkyst oplevede for nylig, at et af besætningsmedlemmerne faldt over bord. De resterende underrettede myndighederne, ledte efter fiskeren, men fandt ham ikke. De fortsatte derefter fiskeriet efter groupers – havbars – på dybt vand.

Da de siden kom i land med fangsten, som blandt andet omfattede en 100 punds grouper, blev de noget overraskede. For ikke at sige chokerede. Det forsvundne besætningsmedlem var nemlig med hjem alligevel, omend på en lidt makaber måde: Da man rensede den store grouper, fandt man i maven på den – hovedet af den forsvundne fisker!

Politiet formoder, at fiskeren er faldet overbord og er blevet flænset af de mange hajer, som findes i området. Hovedet, som jo er tungere end resten af kroppen, er blevet revet af under flænseriet og er derefter sunket til bunds. Hvor den store grouper så åd det, inden den selv blev fanget.

Ikke så lidt af en fiskehistorie, men aldeles sand. Også selv om den stammer fra “down under”, hvor alting jo er lidt større og vildere.

7. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Store Knægtedag

I JyskeVestkysten forslår Erik Egvad Petersen (EEP), at der afholdes en årlig “Store Knægtedag”. Baggrunden er det hærværk, som et par unge knægte for ikke så længe siden udførte ved Åbenrå Slotssø.

Hærværket, der bestod i lidt snitten i to træer ved søen, medførte straks et forbud mod fiskeri i voldgraven. EEP mener, at det er en ganske urimeligt hård straf, som går ud over det store flertal af unge lystfiskere, der opfører sig ordentligt. Samtidig foreslår han, at der indføres en årlig “Store Knægtedag”, hvor unge mennesker instrueres i en korrekt opførsel ude i naturen.

En glimrende idé, som burde tages op over hele landet. I en tid, hvor vi nærmest har tabt en hel generation af unge mennesker til videofilm og computerspil, ville noget sådant være et helt rigtigt skridt på vejen mod en bedre verden. Unge mennesker af i dag ved ikke ret meget om færden i det fri. Det er noget, der skal læres, så EEP’s idé anbefales på det kraftigste.

1. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Blå marlin – fra gummibåd!

Det bliver da også vildere og vildere: Nu har amerikanerne fundet på at fiske store blå marlin – fra ganske små gummibåde!

De første vaklende skridt blev taget i Stillehavet ud for San Juan sidste år, og fisketurene varede alle under fire timer. Dels på grund af den bagende sol, for hvilken der ikke er nogen beskyttelse ombord på en lille gummibåd. Og dels på grund af aktionsradius, som er ret begrænset i så lille et fartøj uden store brændstoftanke.

Men resultaterne lod ikke vente på sig. Allerede på den første tur var der gevinst, og i alt resulterede seks korte ture i ni krogede og landede blå marlin. Fiskene vejede mellem 80 og 200 lbs. (36-90 kg) og viste sig fint at kunne fightes fra selv så små både.

Tricket bestod i, at én mand styrede båden fra agtersædet, mens den andet fightede fisken fra forstavnen. Det gjaldt blot om at følge med fiskene, når de løb – så fightede selv de største af fiskene sig trætte på under 20 minutter. Alle fiskene blev genudsat.

Ind imellem kan man godt misunde amerikanerne deres muligheder for at fiske rigtigt store fisk på ganske let grej…

1. oktober 2000

© Steen Ulnits

* “Rent Fiskeri”

Et antal af verdens ubestridt fineste fiskeprodukter og produktnavne er nu samlet under ét i paraplyorganisationen “Pure Fishing” – “Rent Fiskeri”.

Tidligere havde en mindre del af sortimentet været samlet under en organisation ved navn “Outdoor Technologies Group” (OTG), men det fandt ledelsen var en lidt for bredt favnende betegnelse. Derfor skiftede man navn til “Pure Fishing”, da man fik yderligere et antal fiskeprodukter under sine beskyttende vinger.

Det hele startede med amerikaneren Berkley Bedell, som grundlagde firmaet Berkley i Spirit Lake, Iowa, USA i 1937.

“En af de vigtigste årsager til firmaets store succes gennem årene har været, at jeg kunne omgive mig med folk, for hvem fiskeri ikke blot var en hobby, men en passion. Folk, som var dedikerede til at skabe nyt og bedre fiskegrej.”

Sådan sagde grundlæggeren Berkley Bedell engang i et interview. Sønnen Tom Bedell, som i dag driver firmaet videre og som nu står fadder til “Pure Fishing”, supplerer sin far med følgende:

“For os er fiskeri mere end bare forretning. Det er en lidenskab, vi alle deler. Det handler om naturen, livet i vandet, spændingen ved hvert et nyt kast og samværet med familie og venner.”

Siden sønnen tog over, er der brugt kolossale pengesummer på at udvikle nye produkter. Men ikke nok med det. OTG overtog for nogle år siden først ABU Garcia og siden Fenwick. Helt ny er imidlertid overtagelsen af franske Mitchell, hvis klassiske 300-serie med 30 millioner eksemplarer siden 1948 er verdens mest solgte fastspolehjul nogensinde.

Seneste indlemmelse i “Pure Fishing” koncernen er “Spiderline”, som producerede de første uelastiske PE-liner eller superliner – dertil stadig de eneste, som er fremstillet af de højteknologiske Spectra-fibre.

Vi vender senere tilbage med en nærmere præsentation af de mange nyheder, som “Pure Fishing” lancerer til 2001-sæsonen.

– Husk nu at stemme om Euroen i dag!

28. september 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Large Arbor fra Orvis

Det er snart et godt stykke tid siden, at amerikanske Orvis med brask og bram lancerede deres nye Battenkill Large Arbor hjul – letvægtsfluehjul med storspole. Men det er først nu, man også har kunnet se og købe dem her i Europa – trods deres britiske herkomst.

Large Arbor hjulene fremstilles nemlig i England på den af Orvis ejede fabrik “British Fly Reels”. Det var da også her, at flaskehalsen opstod i forbindelse med lanceringen af hjulene: Man kunne simpelthen ikke levere i forhold til den overvældende efterspørgsel.

Da jeg i februar besøgte den store bådmesse i Miami, Florida, jagtede jeg længe et eksemplar, som jeg kunne teste. End ikke Orvis’ egen repræsentant i byen havde hele serien, der består af fire modeller: 3/4, 5/6, 7/8 og 9/10. Han havde kun en 5/6’er tilbage – resten havde han måttet aflevere til sultne kunder, der allerede havde ventet længe på forudbestilte hjul.

– Vi må erkende, at vi vist er bedre til at skabe et behov end dække en efterspørgsel, sukkede han…

Men nu er hjulene her altså, og de har bestemt været værd at vente på. Umiddelbart ligner de lidt svenske Loop, men i modsætning til disse har Battenkill LA hjulene en lukket konstruktion, der ikke er nær så sårbar over for sand og snavs. Den er dog ikke 100% vandtæt og støvtæt, men kunne godt forbedres med en O-ring.

Bremsemekanismen er den samme som i Orvis’ velkendte Battenkill hjul – et “tried and tested” system, som findes i hundredtusindvis af fluehjul verden over. Her går man således næppe galt i byen. Og da prisen ligger under DKK 2.000, kan man kun være tilfreds.

Det testede hjul er den største model 9/10, som rummer en WF 9 F line plus 200 meter 20 lbs. bagline. Trods den store kapacitet vejer hjulet kun 170 gram, og samtidig byder det på klassens suverænt største indtagningshastighed: Hele 30 cm line per omdrejning!

Det er noget, der for alvor kan mærkes, når man skal spole løsline op eller holde stram line til en fisk, der pludselig vender og svømmer lige imod én. Har man først vænnet sig til det store og åbne hjuls udseende, er man hurtigt solgt på dets høje grad af funktionalitet. Selv spoleskift er noget, der klares på et øjeblik – uden de irriterende løsdele, som mange andre storspolehjul byder på.

Til gengæld bør man hurtigst muligt udskifte det oldengelske hjuletui, der medfølger, til et moderne af neopren – ét, der kan sættes om hjulet, mens det sidder på stangen. Det dur!

Du kan se billeder af det nye LA hjul fra Orvis ved at klikke på artiklen “Storspolehjul” under “Fluefiskeri”.

24. september 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Vandtæt fisketaske fra Orvis

Orvis har udtænkt og fremstillet en speciel fisketaske til den fluefiskende bådfisker. En fisketaske så stor, at den uden problemer rummer alt det, man som bådfisker bør have med på turen. Således måler tasken indvendig hele 31 x 21 cm og vejer 2,4 kg. Udvendig måler den 50 x 35, da den er forsynet med tre store yderlommer til alt det løse.

Det specielle ved netop denne taske er, at den er 100% vandtæt – altså oven vande. Det kan øsregne, og den kan stå i vand helt op til låget, førend noget trænger ind. Tasken er nemlig bygget op omkring en robust helstøbt plastboks med tilhørende og tætsluttende plastlåg. Det hele er indkapslet i Orvis’ nye grønne og slidstærke “Nailhead” nylonvæv, som giver tasken et nydeligt udseende.

Så slut med angst for, at kameraer og film med meget mere – for slet ikke at tale om madpakken – bliver vådt i en våd båd. Her er plads til det hele, lidt til og meget mere. Flueæsker, fluehjul, flueliner, tænger etc., etc. Anbefales på det kraftigste.

24. september 2000

© Steen Ulnits

* Landbruget i dialog

Vandmiljø-handlingsplan II, som udløber i 2003, skal med et fint ord “midtvejsevalueres” inden jul i år. Da skal eksperter, embedsmænd og politikere tage stilling til, om planen har virket efter hensigten, eller om der er brug for yderligere opstramninger. Vandmiljø-handlingsplan II kom jo til verden, da den oprindelige viste sig utilstrækkelig over for landbruget.

Nu har Landbrugsrådets præsident Peter Gæmelke foreslået, at uafhængige eksperter skal vurdere, om den nye handlingsplan har fungeret godt nok på kvælstofområdet – landbrugets ømmeste punkt. Gæmelke foreslår i den forbindelse, at miljøministeren nedsætter et udvalg svarende til det såkaldte “Bichel-udvalg”.

Dette udvalg er for øvrigt opkaldt efter den tidligere præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN), Svend Bichel, der som den hidtil eneste herhjemme formåede at få totalt modstridende interesseorganisationer til at enes. Således fik han jægere og fuglefolk til at være i samme stue!

Peter Gæmelke er godt klar over, at et sådant uafhængigt ekspertpanel meget vel kan nå til den konklusion, at der skal strammes yderligere op over for landbruget. Men han mener, at nødvendige opstramninger alligevel vil komme – før eller senere – så hvorfor ikke få det overstået snarest muligt.

I Folketinget er man positivt stemt over for nedsættelsen af et sådant uafhængigt ekspertudvalg. Dog mener de radikales miljøordfører, at det ikke må medføre en udsættelse af løsningen på landbrugets ammoniakudslip til atmosfæren. Det har højeste prioritet, hvilket også DN tidligere har udtalt.

Rart, såfremt landbruget nu er mere velvilligt stemt over for en konstruktiv dialog. Men endnu bedre, hvis vi også ser konkrete resultater. Klik her, hvis du vil læse mere om landbrugets hidtidige holdninger til spørgsmål om vandmiljøet.

18. september 2000

© Steen Ulnits

* Kommuner går sammen

Det er amterne, der ifølge miljøloven har det overordnede miljøtilsyn, men kommunerne, der har det direkte.

Dette tilsyn er en stor udgiftspost for kommunerne – så stor, at fem kommuner i Ribe Amt nu er gået sammen om de lovpligtige miljøtilsyn. De tekniske udvalg i henholdsvis Bramming, Brørup, Holsted, Ribe og Vejen kommuner mener, at de sammen kan udføre tilsynene på et højere fagligt niveau.

Hvis forsøget falder heldigt ud, kan man nok forvente, at noget tilsvarende vil ske andre steder i landet – i hvert fald mellem kommuner, der som de her nævnte fra Vestjylland har sammenfaldende miljøforhold. Her er der i så fald penge at spare.

18. september 2000

© Steen Ulnits

* Skræmte fiskere på Lillebælt

Udviklingen fortsætter sin skæve gang på Lillebælt. Forleden blev en af turbådene således passet op af to trawlere på én gang, som havde fået den sjove idé, at de ville “klemme ham lidt”. Sådan udtalte de i hvert fald til dagspressen efter den nye episode, som skræmte den pågældende turbåd ind på lavt vand, hvor trawlerne ikke kunne følge med.

Den pågældende turbådsskipper ønskede efter episoden ikke at udtale sig til pressen – af frygt for repressalier. Trawlerne har således opnået, hvad de ønskede – ved chikane og trusler om vold. Og det i et moderne retssamfund med lovgivende, udøvende og dømmende myndighed.

I skrivende stund overvejer søfartsmyndighederne, om der skal ske søforhør i den tidligere omtalte og anmeldte sag om trawleren, der gik så tæt på en turbåd, at denne blev fanget af en trawlwire og slæbt afsted, indtil wiren sprang.

Indtil videre er lystfiskerne lidt skræmte over udviklingen, hvilket naturligvis sætter en bremse på fisketurismen i området. Hvad der tydeligvis også er trawlfiskernes erklærede formål.

Har du ikke læst rapporten, der startede det hele, så kan den stadig rekvireres kvit og frit hos Middelfart Turistbureau på telefon 64 41 17 88

16. september 2000

© Steen Ulnits

* Åben krig på Lillebælt

Som nævnt under denne notits har Middelfart Turistforening netop udgivet en rapport om fiskemulighederne i Lillebælt. Eller rettere de muligheder for et økonomisk vigtigt lystfiskeri, som det nuværende trawlfiskeri sætter en effektiv stopper for.

Den netop udgivne rapport, som kan rekvireres gratis hos Middelfart Turistforening på tlf. 64 41 17 88, har allerede afstedkommet megen røre omkring og på Lillebælt. Således oplevede hele to af bæltets faste turbåde i går, at de nærmest blev vædret af en trawler – endda med den samme skipper i begge tilfælde.

I det ene tilfælde havde han sågar trawlet ude og gik så tæt på turbåden, at trawlets ene trosse fik fat i kutteren “Fortuna”, der blev slæbt afsted en halv sømil, inden wiren sprængtes. Naturligvis med skrækslagne lystfiskere ombord.

I det andet tilfælde, som fandt sted mellem Fænø og Fænø Kalv, havde den pågældende fisker ikke trawlet ude, men sejlede på kollisionskurs, indtil han i sidste øjeblik drejede af og passerede turbåden “Bang Bang” på en til to meters afstand.

I begge tilfælde kaldte turbådsskipperne den angribende trawler over radioen for at få en forklaring. Og i begge tilfælde fik de den besked, at “hvis I vil have krig, så skal I sat’me få krig”.

Vi følger med spænding den fortsatte udvikling på Lillebælt. Trawlerpolitikken er tydeligvis at skræmme lystfiskerne væk fra fiskepladserne i det snævre bælt, som på det smalleste sted kun er 600 meter bredt. I den netop offentliggjorte rapport kan man læse om et tilsvarende konfrontation med en trawler, der nær havde kostet et hold sportsdykkere livet.

13. september 2000

© Steen Ulnits

* Ny rapport om Lillebælt

I den nordligste del af Lillebælt har man aldrig problemer med iltsvind – det sørger en meget kraftig vandgennemstrømning til stadighed for. Til gengæld har man andre problemer at slås med.

Middelfart Turistbureau har netop udgivet en ny rapport om det rekreative fiskeri efter primært torsk, fladfisk og havørred på den nordlige del af Lillebælt, som kaldes “Snævringen”. Turistbureaet ved, at netop lystfiskeriet trækker mange turister til, og at disse turister lægger rigtig mange penge i lokalsamfundet.

Men der er en slange i paradiset, og denne slange hedder trawlfiskeri. Dag ud og dag ind trawler syv kuttere farvandet igennem og ødelægger derved mulighederne for et veludbygget rekreativt fiskeri. Med regelmæssige mellemrum opstår der konfrontationer og konflikter mellem de turbåde, som sejler med lystfiskere, og så kutterne, der har det tunge bundtrawl slæbende efter sig.

Den nye rapport fokuserer meget på de økonomiske muligheder i det rekreative fiskeri med stang og line. Den fokuserer ligeledes på de ødelæggelser, som de tunge trawlskovle påfører bundmiljøet i den smalle og strømstærke del af Lillebælt.

Rapporten er gratis og kan bestilles hos Middelfart Turistbureau på telefon 64 41 17 88. Interessant læsning for alle med interesse i lystfiskeri og vandmiljø.

11. september 2000

© Steen Ulnits

* Skræmte fisk i Nordsøen

De lærde strides pt. om, hvorvidt seismiske undersøgelser foretaget af olieselskaberne ude på Nordsøen skræmmer fiskene bort eller ej. Ifølge kritikerne flygter fiskene fra de sprængninger, som foretages, når nye områder skal undersøges for potentielle olie- og gasforekomster.

Ikke uventet mener olieselskaberne selv, at sagen er undersøgt til bunds, og at intet taler for en sådan skræmmeeffekt. Til gengæld mener flere fiskeribiologer og fiskeriforeninger, at det modsatte er tilfældet. Fiskerne har nemlig registreret, at voksne fisk i vid udstrækning søger bort fra områder med seismiske sprængninger. Og forskerne følger trop med udtalelser om, at skræmmeeffekten på længere sigt kan have andre og endnu mere katastrofale følger.

Dette er især tilfældet, hvis sprængningerne skræmmer voksne fisk på deres vandring mod gydepladserne. I så fald kan gydningen svigte eller få en stærkt reduceret succes. Man frygter også for, at fiskelarver og yngel – der i modsætning til de voksne fisk ikke kan slippe væk – vil få en øget dødelighed på grund af stress.

Fra Barentshavet foreligger dokumenterede undersøgelser, som viser, at torsk og kuller søger bort fra områder med seismiske sprængninger. Og at det kan tage uger og dage, førend de vender tilbage igen. Danmarks Fiskeriundersøgelser oplyser, at der ikke foreligger relevante undersøgelser fra danske farvande om skræmmeeffekten.

Alligevel melder man hus forbi fra Mærsk Olie og Gas. “Offshoreindustrien og andre har genneført undersøgelser…og intet vurderes at kunne påvirke fiskebestandene nævneværdigt”, udtaler Mærsk til dagbladet Politiken.

11. september 2000

© Steen Ulnits

* – Årets hidtil største havørred?

FDB’s Fiskeklub Hasselager er en velfungerende fiskeklub for FDB’s Distributionscenter i Hasselager ved Århus. På klubbens udmærkede hjemmeside kan man læse en spændende beretning om måske årets hidtil største danske havørred:

Torsdag den 13. juli ved 21-tiden kørte Steffen Bech fra Risskov til Karup Å. Han ankom til zone 4 på Skive-foreningens vand klokken 22.30 og begyndte fiskeriet.

Et par timer senere var han nået ned til Røjbæks store hul, hvor han fik et voldsomt hug på sin store sorte kaninskindsflue. Et kraftigt modhug og fisken var godt kroget. Steffen kunne med det samme mærke, at det var en rigtig stor fisk, han havde fået på krogen.

På den anden side af åen stod der en ung fyr med sin far. Steffen spurgte, om de ikke kunne
komme over for at hjælpe ham, da det er vanskeligt selv at gaffe så stor en fisk.

Der gik næsten 20 minutter, inden de var nået over på hans side af åen, og da var fisken ved at være træt. Først gik den unge fyr i åen, men gaffede forbi fisken. Steffen spurgte derfor faderen, om han ikke ville gaffe fisken i stedet for.

Da han vadede ud i åen, fik han øje på fisken og sagde: “Hold kæft, hvor er den stor!”

På det tidspunkt sad mit hjerte helt oppe i halsen. Men fisken blev gaffet og kom på land. Det var et helt fantastisk syn: En fuldstændig blank hanfisk med løse skæl og i absolut topkondition.

Steffen skyndte sig at køre over til en af sine fiskevenner, som er bager, og heldigvis var denne i
bageriet. Fisken blev vejet på en elektronvægt og afslørede følgende imponerende data:

12,048 kg ved en længde på 101cm og et livmål på 57cm.

“Mit livs fisk”, slutter Steffen Bech sin beretning.

Det kan man vist kun give ham ret i!

7. september 2000

© Steen Ulnits

* “Lachs 2000” i Rhinen

Den 10. juli 2000 fandt den første laks op gennem den nye fisketrappe i Rhinen ved vandkraftværket Iffezheim. Fisketrappen har kostet 15 millioner D-mark (ca. 60 millioner danske kroner) og efterfølges inden tre år af endnu en fisketrappe længere opstrøms ved næste opstemning – ved Gambsheim.

Det faktum, at der nu atter er laks i Rhinen, anses af mange for et mirakel. Intet mindre. Forskere har beregnet, at der for 200 år siden var 800.000 store laks, der hvert år svømmede de mange kilometer op i Rhinen for at gyde i dennes øvre løb.

I 1965 anså man laksen for udryddet. Dræbt af forurening fra den kemiske industri, der ligger tæt fra alpelandet Schweitz længst oppe i vandsystemet til langt ned mod udløbet. Eller hindret i at nå de vigtige gydepladser af massive opstemninger i hovedløb og biløb. Så sent som i 1980 viste tysk TV en mindeudsendelse om atlanterhavslaksen, der ikke længere kunne leve i en “spildevandskanal som Rhinen”.

Udviklingen vendte først i 1986, da en skræmt befolkning så deres drikkevandsanlæg lukke over en 40 km lang strækning af floden – på grund af forgiftning efter en eksplosiv brand i en kemifabrik i Basel, Schweitz. Overalt flød det med døde fisk – billeder, som gik verdenspressen rundt og virkelig gjorde indtryk.

Denne ulykke fik tyskerne til at tænke over tingene. Det kunne ikke fortsætte, og man brugte derfor i de følgende år mere end 100 milliarder D-mark (ca. 400 milliarder kroner) på bygning af effektive rensningsanlæg til spildevandet fra den udbyggede industri og den tætte befolkning langs Europas største vandløb.

I den forbindelse lagde man planen “Lachs 2000”, der skulle sikre Rhinlaksens tilbagekomst i det nye årtusinde – som garant for et bedre vandmiljø. Og man må sige, at det med den seneste lakseopgang virkelig er lykkedes at realisere den ambitiøse plan. Massive udsætninger af laksesmolt kombineret med en bedre vandkvalitet og fri passage var det, der skulle til.

Det millionstore tyske dagblad “Der Spiegel” konstaterer i en flot opsat artikel, at opgaven med at skaffe laksen tilbage til Tysklands vandløb ikke var mindre kompliceret end den, John F. Kennedy i sin tid gav NASA i USA: “Sæt en mand på månen inden udgangen af dette årti!”

Så et stort tillykke til tyskerne, der virkelig fortjener en hånd for deres indsats!

6. september 2000

© Steen Ulnits

* Alt for tidlig åndenød

Årets første iltsvindsrapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) bringer foruroligende nyt om vandmiljøet i de indre danske farvande. Således fortæller DMU, at vi sidst i august oplevede et ekstraordinært tidligt iltsvind mange steder.

Umiddelbart er dette måske lidt overraskende, idet vi jo har haft en våd og kold sommer, der ikke har givet algerne optimale betingelser. Men ifølge DMU er det sandsynligvis de seneste to års megen nedbør, som har vasket store mængder kvælstof ud fra landbrugets marker – kvælstof, som har medført en ekstrastor produktion af alger, der nu skal nedbrydes – med iltsvind til følge.

Værst står det til med Flensborg Fjord, farvandet omkring Als og Åbenrå Fjord samt den sydlige del af Lillebælt, hvor fiskeriet med bundgarn er gået stærkt tilbage. Der er endnu ikke registreret iltsvind i Kolding Fjord længere nordpå, men store algemængder varsler her problemer på et senere tidspunkt.

Vandmiljø-handlingsplan II skal midtvejsevalueres inden udgangen af dette år. Da skal politikerne tage stilling til, om der skal strammes yderligere op over for landbrugets massive udledninger af kvælstof.

6. september 2000

© Steen Ulnits

* Dambrugere dømt i Højesteret

Danske dambrugere tabte tirsdag den 22. august mange års kamp for retten til uhæmmet at forurene de danske vandløb. Højesteret stadfæstede da lovligheden af den dambrugsbekendtgørelse, der fulgte i kølvandet på den første vandmiljøhandlingsplan fra sidst i 80’erne

Det var en bekendtgørelse, som dels fratog dambrugerne retten til at bruge alt vand i de danske åer – dels dannede grundlag for en lang række retssager, hvor dambrugere siden blev dømt for overforbrug af foder og deraf følgende forurening af vandet. Indtil videre er der faldet domme med bøder og konfiskation i millionklassen, og flere sager er på vej.

De dømte dambrugere accepterer imidlertid ikke Højesterets stadfæstelse af tidligere domme i Landsretten, idet de føler sig dømt på ulovligt grundlag. De påtænker derfor at indbringe dommen for enten Menneskerettighedskommissionen eller Menneskerettighedsdomstolen!

Det er altså også synd for dambrugerne, at de ikke længere har lov til at ødelægge miljøet og vandkvaliteten i samtlige danske vandløb. Den slags krænkelse af menneskerettighederne kan vi naturligvis ikke leve med i et civiliseret samfund som det danske. – Eller kan vi?

2. september 2000

© Steen Ulnits

* Havbrug fordobler medicinforbrug

Danske havbrug er ofte blevet skældt ud. Dels for at forurene med foderrester og affaldsstoffer fra de mange fisk – dels for at bruge medicin, som siden havner i frivandet hos vildfiskene.

Og sidste år var det helt galt. Da brugte danske havbrugere nemlig mere end dobbelt så megen antibiotika som året før – mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Dette til en så begrænset produktion som 7.000 tons årligt. Forklaringen var den lange og varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som vibriose og furunkulose.

Men modsat nordmændene, som vaccinerer hver enkelt fisk, foretrækker danske havbrugere den nemme løsning med blot at hælde antibiotika i vandet. Trods undersøgelser, som dokumenterer, at langt størsteparten af dette antibiotika ikke optages i fiskene, men i stedet havner på havbunden uden for netburene. Her kan det siden optages af vildfiskene.

Og trods en mere og mere udbredt frygt for, at overdreven brug af antibiotika kan skabe resistens hos bakterierne, så de ved sygdomme hos mennesker ikke længere kan bekæmpes med antibiotika. Trods en kolossal produktion på over 400.000 tons laks og ørreder bruger nordmændene i dag blot 0,6 ton antibiotika.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har nu iværksat en undersøgelse over det danske forbrug af antibiotika i fiskeopdrættet. Interesserede kan læse mere om fiskeopdræt og skadelige medicinrester ved under “Artikler” at klikke på “Medicinrester og kemikalier”.

Her kan man læse Miljøstyrelsens nedslående tal om, at det samlede danske fiskeopdræt – i saltvand og ferskvand – hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat samt 3 tons antibiotika…

2. september 2000

© Steen Ulnits

* Laks og laks…

Der er laks, og der er laks. Der er vildlaks, og der er tamlaks. Der er storlaks og smålaks, mellemlaks og grilse. Det har vi vidst og kunnet skelne mere eller mindre godt imellem i mange år.

Men nu kan vi også skelne mellem forskellige laksestammer fra forskellige vandsystemer. De har nemlig en forskellig DNA-profil, som det så fornemt hedder. Med avancerede laboratorieteknikker, som allerede nu er en indarbejdet standard, er det muligt med stor sikkerhed at skelne mellem laks fra ét vandløb og laks fra et andet.

Således kan forskerne hos Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i Silkeborg i dag skelne mellem vestjyske laks og udenlandske laksestammer – med imponerende 98 % nøjagtighed. Skal der skelnes mellem de mere nært beslægtede laksestammer i Skjernå og Varde Å, er nøjagtigheden 90%. Skelnes der mellem Skjernå og Storå, er sikkerheden nede på 85%.

Den nye DNA-teknik har således vist sig noget nær uvurderlig, når det skal afgøres, om der i et vandsystem stadig er rester af bevarelsesværdige oprindelige laksestammer tilbage.

31. august 2000

© Steen Ulnits

* Temanummer om laks

Landsudvalget for Miljø- og Vandpleje under Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har højaktuelt udsendt et temanummer om de danske laksebestande.

I hæftet gennemgås den danske laks i et historisk perspektiv, hvorefter der sættes specielt fokus på laksen i Skjernå og på Naturprojekt Skjern Å. Endelig afsluttes med en gennemgang af de genetiske analyser, som har afsløret rester af oprindelige laksestammer i forskellige vestjyske vandsystemer.

Sidst, men ikke mindst indeholder det nye temanummer en lang række vigtige og videnskabelige litteraturhenvisninger for lakseinteresserede.

Landsudvalget bad Skov- og Naturstyrelsen om et indlæg vedrørende styrelsens udpegning af laksehabitater i henhold til EU’s habitatdirektiv. Her har styrelsens afvisnng af Gudenåen som laksehabitat været meget omdiskuteret.

Ikke uventet afslog Skov- og Naturstyrelsen at medvirke. Ikke uventet, da styrelsen netop har et forklaringsproblem i dette spørgsmål. For hvordan kan man med den ene hånd afvise svenske laksestammer i en retablering af Gudenåen, når man med den anden ukritisk importerer tyske bævere til Vestjylland?

Når nu Gudenålaksen blot har været udryddet i trekvart århundrede efter Tangeværkets bygning, mens bæveren har været borte fra den danske natur i et eller to årtusinder? Det hænger mildest talt ikke sammen, og det ved styrelsen da også godt.

“Miljø- og Vandpleje” er et internt orienteringsblad for foreninger under DSF.

31. august 2000

© Steen Ulnits

* Godt i øst – skidt i vest

Mens biologerne klager over svigtende fiskebestande i de store sønderjyske vandløb, som munder ud i Vadehavet, er der til gengæld godt nyt fra de mindre østvendte åer.

Det fremgår af en rapport, som Sønderjyllands Amt netop har udsendt. Af rapporten fremgår det, at der i dag er masser af ørreder i mange af de mindre sydøstjyske vandløb. Faktisk så mange, som der ikke har været i de sidste tyve år.

Den store forskel på fiskebestanden i de øst- og vestvendte vandløb i grænselandet skyldes ifølge amtet, at vandløbene i vest i mange år har lidt under en hårdhændet oprensning, som det tager åerne lang tid at komme sig efter. Omvendt har de østvendte vandløb i lang tid lidt under en meget dårlig vandkvalitet, men det har en stærkt forbedret kloakering og spildevandsrensning rettet kraftigt op på.

Ikke mindst de mindre vandløb, som munder ud Genner Bugt, Åbenrå Fjord og Flensborg Fjord, huser nu solide ørredbestande. Dagens glade nyhed!

27. august 2000

© Steen Ulnits

* Kanoer og kajakker i Sønderjylland

I 1980’erne var der store problemer ved Gudenåen, hvor kanotrafikken nærmest eksploderede i de år. Horder af kanoer væltede ned ad åen – med mere end 300 kanoer daglig på årets første helligdage.

Det kunne vandmiljøet naturligvis ikke holde til, og det endte da også – efter adskillige sværdslag – med, at Vejle Amt indførte restriktioner for sejladsen på det øvre løb af Gudenåen. Restriktioner, der dels begrænser antallet af kanoer – dels begrænser det tidsrum, der må sejles i. Restriktioner, som yder fisk og fugle en vis beskyttelse i yngletiden.

Nu har man så fået tilsvarende problemer på de sønderjyske vandløb. Blandt andet har man på enkelte åer oplevet dage, hvor op mod 150 kanoer passerede ned gennem systemet – ofte hujende passagerer siddende på ølkasser, der tømmes i takt med turen. Ikke nogen udpræget opførsel for almindeligt naturinteresserede personer.

Ribe Amt har da også taget konsekvensen af den stigende trafik med et udspil, der lægger bånd på antallet af kanoer, og som netop nu er til godkendelse i Skov- og Naturstyrelsen. Den lokale kajakklub i Varde bifalder de nye restriktioner, som friholder deres favoritvand – den kunstige Karlsgårde Sø med tilhørende kunstige kanaler.

Men det mest interessante ved de nye restriktioner er, at Skov- og Naturstyrelsen allerede har anket amtets forslag på et enkelt punkt, nemlig sejladsen på Magisterkogen i Vidå. Styrelsen mener nemlig ikke, at amtets restriktioner er restriktive nok!

27. august 2000

© Steen Ulnits

* Skjernå-laksen før og nu

Efter århundreders langsom tilbagegang gik det for alvor hurtigt for laksen i Skjernå. Først med engvandingerne, som tog fart i midten af 1800-tallet. Siden med dambrugene, deres opstemninger og forurening. Samt sidst og endegyldigt med den store regulering af det nedre hovedløb i 1960’erne.

Man regner med, at der i begyndelsen af 1980’erne blot var mellem 50 og 100 vildlaks tilbage i Skjernå, og af dem ynglede langt størsteparten på de nederste 500 meter af tilløbet Karstoft Å. Da man få år senere fandt ud af, at der rent faktisk stadig var rester af den oprindelige laksestamme i Skjernå-systemet – ikke kun rester af tidligere tiders tilfældige udsætninger – gik Ringkøbing Amt i gang med årlige undersøgelser af bestanden. Den nederste del af Karstoft Å blev fredet og det eksisterende dambrug nedlagt. Hermed var de vigtige gydepladser reddet.

Endnu et stort skridt fremad var et sæt nye bestemmelser for fiskeriet ude på Ringkøbing Fjord, hvor langt størstedelen af de tilbagevendende laks hidtil var blevet fanget i garn af lokale fritids- og erhvervsfiskere.

De nye bestemmelser trådte i kraft i 1996, og hvert år siden da – ja, faktisk lige siden 1994 – har man kunnet registrere en stigning i gydebestanden. I 1999 beregnedes lakseopgangen i Skjernå således til 1.126 fisk, hvoraf de 829 stammede fra udsætninger.

Knap 300 fisk var altså vildlaks – født og opvokset i Skjernå, før de vandrede ud gennem Ringkøbing Fjord og videre op i Nordatlanten. En mangedobling af vildlaksebestanden på 20 år, men stadig et meget sårbart og forsvindende lille samlet antal. Og der er stadig langt til de 2.000 årlige gydelaks, som menes at være det optimale antal for Skjernå.

Også for sportsfiskerne ved åen er det gået støt fremad. I slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne blev der årligt blot rapporteret fangster på 5-10 laks, mens fangsterne i slutningen af 80’erne var oppe i nærheden af 50 fisk.

I 1997 – året efter de nye restriktioner på Ringkøbing Fjord – blev der indrapporteret under et halvt hundrede stangfangede laks. I 1998 var tallet oppe på 80 eksemplarer, og i 1999 blev endnu flere laks landet og indrapporteret. Alt tyder således på, at restriktionerne virker efter hensigten.

Fiskeribiologerne har beregnet, at det nye Skjern Å Naturprojekt, hvor åens yderste løb delvis lægges tilbage i sit gamle leje, vil kunne forøge laksebestanden med 50% i forhold til det nuværende.

Fremtiden tegner således lysere end nogensinde for den vestjyske laksestamme, der for blot et par årtier siden var truet af den totale udryddelse.

24. august 2000

© Steen Ulnits

* Nej til Center for Vildlaks

Ribe Amt har sagt nej til at støtte Danmarks Center for Vildlaks i Skjern. Dansk Laksefond, som har søgt amtet om penge til klækkeriet, har således fået afslag på sin ansøgning.

Amtet ønsker i stedet at koncentrere sine anstrengelser om at forbedre laksefiskenes levevilkår i vandløbene – noget, der jo på sigt også er langt vigtigere end udsætningerne. Sidstnævnte er jo blot symptombehandling.

Ribe Amt har samtidig sat sig for at gøre en ekstra indsats for den lokale specialitet, snæbelen – en spidssnudet og havvandrende udgave af helten. Amtet frygter, at snæbelen ellers snart vil være uddød i vandsystemerne Brede Å og Varde Å, som begge udmunder i Vadehavet.

Ribe Amt har søgt om EU-midler til de miljøforbedrende tiltag i amtets vandløb.

24. august 2000

© Steen Ulnits

* – Mere radioaktivitet på Kola?

Med forliset af den kun 5 år gamle, 155 meter lange, 14.000 tons tunge og 116 mand store russiske atomubåd “Kursk” af Murmansk i Barentshavet ud for Kolahalvøen er der atter rejst tvivl om de russiske myndigheder og det russiske militærs kontrol over farlige atomfartøjer.

“Kursk” sank som en sten – tilsyneladende efter to eksplosioner ombord under en øvelse – og ligger i dag på godt 100 meter vand. De ombordværende marinesoldater er efter alt at dømme allerede døde – trods russiske myndigheders rapporter om andet.

Enhver med blot en smule kendskab til Rusland og den russiske folkesjæl vil vide, at man ingen lid kan eller skal fæste til officielle oplysninger om katastrofer af denne art. Det sås tydeligt under nedsmeltningen af Tjernobyl atomkraftværket i 1986, hvor myndighederne i lang tid forsøgte at nedtone katastrofens omfang. Ingen tør sige noget, for sporene skræmmer. Alle ved, at om man lækker oplysninger af denne art, så ryger man omgående i fængsel. Sådan har det i hvert fald været både ved Tjernobyl og på Kola – som tidligere omtalt på denne side.

Det russiske militær har lovet fred og ingen fare, idet den sunkne atomubåds to reaktorer skulle være lukket ned. Imidlertid mener flere vestlige eksperter, at det ikke nødvendigvis er rigtigt. At ubåden sank så hurtigt, at der næppe har været tid til den nødvendige nedlukning. Altså er der en reel risiko for nedsmeltning af de to atomreaktorer, der ligger på kun 100 meter vand – med påfølgende radioaktiv forurening af Barentshavet.

Det mener i hvert fald eksperter fra den norske miljøorganisation “Bellona”, der overvåger sagen nøje. For øvrigt den organisation, som russiske miljøfolk selv konsulterer, når de vil vide noget om det russiske miljø!

Endnu har man dog ikke kunnet måle nogen radioaktiv stråling i området. Men det kan hurtigt blive tilfældet, når og hvis den nødvendige køling af atomreaktorerne ophører på grund af ubådens svigtende energiforsyning.

Eksperter vurderer, at Rusland kun har råd til at vedligeholde omkring en tiendedel af atomflåden i Ishavet forsvarligt. Resten får lov at ruste op i Murmansk. Kola-halvøen er og bliver et spændende sted at svinge laksestangen!

Interesserede kan læse mere ved at klikke på atomkraft.

20. august 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “Blue Water” til Big Game

Scierra, som på rekordtid er blevet et kendt mærke blandt kræsne fluefiskere, der ikke vil betale overpriser på amerikanske mærkevarer, har til år 2000 lanceret endnu en ny serie fluestænger.

Det er “Blue Water”, som er en stangserie tiltænkt det “nye” fluefiskeri i saltvand. Navnet “Blue Water” henviser til dels det åbne hav, hvor jo de største fluefisk jo svømmer rundt – dels stængernes diskrete blå farve.

Der er tale om hurtige stænger, som formår at skære igennem den vind, der altid blæser ved havet. Som kan levere høje linehastigheder og lange kastelængder. Men med en aktion så kvik, at det bestemt ikke er stænger for begyndere. Man skal have kasterytmen i orden, hvis man vil have det fulde udbytte af disse lette sværvægtere.

For lette, det er de. Eksempelvis vejer en 9 fods klasse 9 stang blot 125 gram, hvilket ikke mindst skyldes en letvægts hjulholder med indlæg af radial kulfiber.

Stangen blev testet under dels fiskeri med flydeline og store 10 cm’s geddefluer – dels fiskeri efter torsk med tunge Teeny T-300 synkeliner. Stangen klarede begge dele til UG og var i det hele taget en fornøjelse at arbejde med – ikke mindst når en 1-2 kg’s hidsig tangtorsk ruskede i den anden ende af linen. For slet ikke at tale om et par kilostore sej, der pludselig dukkede op af dybet – med hug så hårde og udløb så voldsomme, at jeg var helt sikker på en dobbelt så stor havørred!

19. august 2000

© Steen Ulnits

* 10-dobling af garn…

Det lader til, at både Fødevareministeriet og Fiskeridirektoratet har mistet interessen for både lovlige og ulovlige garn. Eller i hvert fald en reduceret garnmængde som den, tidligere fiskeriminister Henrik Dam Kristensen plæderede for efter konferencen i Viborg i efteråret ’97 – under mottoet “til glæde for flest”.

Under alle omstændigheder er det nu en kendsgerning, hvad Danmarks Sportsfiskerforbund frygtede for ved den tidligere lovændring: Der er kommet flere registrerede bierhvervsfiskere end tidligere – i form af fritidsfiskere, som har søgt om status som bierhvervsfisker, med ret til at bruge op til 30 garn i stedet for som hidtil 3.

Ved det seneste godkendelsesmøde i det nævn, der administrerer den nye ordning, blev 30 ud af 80 ansøgere således godkendt som bierhvervsfiskere. Det medførte, at disses hidtidige 90 tilladte garn nu blev øget til 900 garn. En 10-dobling og dermed et hårdt tilbageslag for fiskebestandene i de indre danske farvande, hvor de i forvejen er hårdt beskattet af trawl, garn og ruser.

Man må hermed konstatere, at Fiskeriministeriet definitivt ikke lever op til de løfter, man gav på ovennævnte konference i Viborg. Men blot lader stå til, så vore kyster kan blive overplastret med endnu flere garn end hidtil.

Hvis så også fritidsfiskerne over det ganske land – som tilfældet allerede er på Bornholm – får lov til igen at bruge 6 garn i stedet for 3, er katastrofen fuldstændig og dansk fiskeri atter bombet tilbage til stenalderen.

19. august 2000

© Steen Ulnits

* Kystfiskere til kamp

De danske kystfiskere – dem med garn, ikke dem med stang – har i mange år følt sig hårdt presset af de store bundtrawlere, som dels overfisker bestandene, dels ødelægger bunden, mens de gør det.

De har nu kaldt til kamp mod de store trawlere, som altid leverer fisk af dårlig kvalitet – helt enkelt fordi fangsten har ligget i trawlposen under så hårdt pres, at den er død eller halvdød ved landingen. Kystfiskerne vil kæmpe på kvaliteten af de fangede fisk. De accepterer derfor kun fisk fanget i garn, bundgarn eller snurrevod, hvilket leverer friske fisk i bedste stand.

Kystfiskerne har – på foranledning af brancheorganisationen “Levende Hav” – udarbejdet et regelsæt for fangstmetoder, som er tilladte, hvis man vil kunne forsyne sine fangster med det nye miljømærke. “Fiskernes Økologiske Netværk”, som er en underafdeling af “Levende Hav”, har barslet med en deklaration, der fortæller forbrugeren om hvor, hvornår og af hvem, fiskene er fanget. En garanti for friske fisk fanget under brug af skånsomme metoder. Ingen sekundafisk fra de miljøødelæggende trawlere her.

Ikke uventet kalder Bent Rulle – formand for Dansk Fiskeriforening med de store trawlere – det nye og selvbestaltede miljøvaremærke for fup og svindel. Han frygter naturligvis for, at de trawlfangede fisk ikke længere vil stå sig så godt i konkurrencen om kundernes gunst. I hvert fald ikke på hjemmemarkedet. Men han behøver næppe frygte ret meget, al den stund langt størsteparten af trawlernes plukfisk alligevel går til udlandet – til eksport som ferske eller forarbejdede fisk.

Kystfiskerne derimod ser miljømærket som en sidste chance for at overleve i kampen mod kæmperne. De har set deres antal falde støt i takt med erhvervsfiskeriets industrialisering. Eksempelvis har man ved Lildstrand i Nordjylland noteret en halvering i antallet af fiskekuttere – fra knap 20 både i de glade 60’ere til i dag under 10. I samme tidsrum er kvaliteten på den fisk, der udbydes i landets fiskehandler, dalet tilsvarende.

Indtil videre kan vi lystfiskere i hvert glæde os over at have fundet en, omend uventet, forbundsfælle i kampen mod de grådige og bundødelæggende trawlere. Målet må i sidste ende være, at alle indre danske farvande totalt friholdes for trawlfiskeri og muslingeskrab. Det har de helt enkelt ikke fysik til.

13. august 2000

© Steen Ulnits

* “Levende Hav” lig døde fisk…

Under overskriften “Talfusk om fiskeri” skriver bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Levende Hav, Kurt Bertelsen Christensen (KBC) i et indlæg i dagbladet Politiken, at Danmarks Naturfredningsforening (DN) fusker med tallene. DN angiver nemlig, at omkring 7.000 marsvin årligt dør i danske fiskeres garn. KBC mener, at tallet snarere er 3.000.

Uanset om det nu er 3.000, 7.000 eller måske endda 10.000 marsvin, der hvert år lider en pinefuld druknedød i danske monofile garn, så er det alt, alt for mange – uanset at det så sker som uønsket bifangst. Et helt uacceptabelt højt tal.

Men når KBC så i samme indlæg nævner “det på alle områder skånsomme garnfiskeri”, da knækker filmen totalt. Det må være mod totalt bedre vidende, at KBC kan postulere noget sådant. For hvordan kan det “på alle områder” være skånsomt, når marsvin i tusindvis drukner i de selvsamme “skånsomme” garn? Og hvordan kan garn “på alle måder” være “skånsomme”, når Dansk Ornitologisk Forening for nylig har anslået, at omkring 100.000 danske havfugle hvert år lider en tilsvarende smertefuld druknedød i danske fiskeres monofile garn?

Samtidig ved fiskeribiologerne jo, at netop monofile nedgarn er den største enkelttrussel mod danske havørredbestande. At fisk fanget i et monofilt nedgarn kun i meget begrænset omfang lader sig genudsætte i levedygtig stand, når først deres beskyttende slimlag er ødelagt af kontakt med netmaskerne. At de monofile nedgarn således tager alt, der kommer i deres nærhed, hvis ikke fiskene er så små, at de uhindret kan passere netmaskerne.

Den triste kendsgerning er således, at i tusindvis af fredede havørreder – undermålere såvel som fredede fisk i gydetiden – havner i danske erhvervsfiskeres, bierhvervsfiskeres og fritidsfiskeres monofile nedgarn. Fisk, der ikke lader sig genudsætte i levedygtig tilstand.

KBC beskylder DN for “talfusk”, men øver vel ret beset selv navnefusk, når han repræsenterer en garnfiskende organisation med navnet “Levende Hav” – en organisation, hvis medlemmer om nogle spreder dokumenteret død og ødelæggelse med deres garn.

Det er meget prisværdigt, at organisationen Levende Hav modarbejder de store fiskebådes hårdhændede fiskeri med tunge trawlredskaber, der ødelægger bundmiljøet. Men det ville klæde organisationen meget, hvis de under “skånsomme” fiskemetoder kun inkluderede bundgarnsfiskeri, hvor uønskede fisk i vid udstrækning kan genudsættes.

Alt andet er at stikke forbrugerne blår i øjnene. Men et ganske smart markedsføringstrick. Præcis som de garnfangede fisk, der snart kommer på markedet – som “miljømærkede” – fra medlemmer af Levende Hav.

13. august 2000

© Steen Ulnits

* Tangeværket fortsætter – for en stund

Skov- og Naturstyrelsen, der længe har gået som katten om den varme grød i spørgsmålet om Tangeværkets fortsatte eksistens ved Gudenåen, har nu meldt klart ud. Så klart som denne styrelse nu kan gøre det i sager, hvor den konsekvent modsiger sig selv.

Styrelsen har besluttet, at Tangeværket, hvis 80-årige koncession på brugen af vandet i Gudenåen udløber den 8. januar 2001, kan fortsætte midlertidigt indtil 2003. Da skal sagen atter tages op til revision.

Socialistisk Folkeparti (SF) stillede før Folketingets sommerferie forslag om, at Tangeværket nedlægges ved koncessionens udløb. At Tange Sø bevares, og at der samtidig anlægges et langt stryg uden om hele den kunstige kraftværkssø, så nedtrækkende ungfisk kan passere uhindret nedstrøms – i sikkerhed for de knuder, sandarter og gedder, som i dag tager mere end 90% af fiskene.

SF foreslår, at de 65 millioner kroner, som et langt omløbsstryg vil koste, skaffes via en ekstraordinær finanslovsbevilling. Det skal blive spændende at følge med i udviklingen, når nu Folketingets medlemmer vender friske tilbage til stemeknapperne og udvalgsmøderne efter sommerferien.

SF har foreslået, at der til år 2001 samlet afsættes 335 millioner kroner til forbedringer af forholdene i den danske natur. Heraf skal alene 120 millioner kroner gå til naturgenopretningsprojekter. Det foreslår i hvert fald Jørn Jespersen, som er formand for Folketingets Miljøudvalg. De mange penge skal sikre, at Skjernå-projektet ikke alene sluger alle midler afsat til dette ædle formål.

Så måske har Gudenåen alligevel en fremtid – trods Svend Auken og Skov- og Naturstyrelsen. Aukens partifælle – fødevareminister Ritt Bjerregaard, hvorunder fisk og fiskeri hører – er jo heldigvis ikke på hans, men på åens og miljøets side i denne sag.

Interesserede kan læse mere ved at klikke på vandkraft.

10. august 2000

© Steen Ulnits

* “Bedre vandløb – en praktisk håndbog”

Det er titlen på en net lille tryksag med undertitlen “Hvordan man med små midler kan forbedre de fysiske forhold i mindre vandløb”.

Titel og undertitel siger det hele, og indholdet er praktisk indpakket i plast, så håndbogen tåler at komme med ud i naturen – ud til de små vandløb, det hele drejer sig om. Det er Sønderjyllands Amt og Vejle Amt, der i et prisværdigt samarbejde har skrevet og ladet fremstille den nye vejledning til bedre vandløb.

På 52 flot farvelagte sider er der praktiske anvisninger på, hvordan man rækker vore vandløb en hjælpende hånd. Her kan man læse om skånsom kantslåning og ditto grødeskæring. Her kan man få mere at vide om beplantning af ubevoksede bredder, om udlægning af gydegrus og omlægning af styrt til stryg. Man får også gode anvisninger på, hvordan man anlægger sandfang og vandingssteder, hvordan man genåbner rørlagte strækninger af vandløb samt meget mere. Altsammen pædagogisk illustreret med flotte fotos og let forståelige stregtegninger.

Ønsker man mere information om de rent lovmæssige sider af denne sag, så har de to amter også en sådan klar til levering. Den hedder såmænd “Bedre vandløb – en administrativ vejledning”. Den kan i lighed med førstnævnte bestilles hos de to amter.

Begge anbefales på det kraftigste, hvis man har blot den mindste interesse for vore vandløb.

10. august 2000

© Steen Ulnits

* Oversvømmelse i Midtsverige

Det ser nu ud til, at vandet atter begynder at falde i Midtsverige – efter de værste oversvømmelser i mands minde. Det er især gået ud over området fra Ångermanälven i nord over Indalsälven og Ljungan til Ljusnan i syd – hver især velkendte lakseelve.

Oversvømmelserne er forårsaget af ekstraordinært store nedbørsmængder og – efter alt at dømme – elselskabernes grådighed. Det er nemlig elselskaberne, der driver vandkraftværkerne, som producerer el ved at lukke vand gennem turbinerne. Som har opstemmet de fleste større elve, så der dannes nye vandkraftsøer til opmagasinering af vandet. Elselskaberne forsøger at holde på vandet, så de kan producere el til den højst mulige pris.

Myndighederne mener således, at kraftværkerne burde have startet med at lukke vand ud af magasinerne fire-fem dage tidligere, end tilfældet var. Men de ventede – på at få fyldt reservoirerne helt op inden vinterens energifråds i det svenske. Faktum er nemlig, at prisen på el stiger til mindst det 4-dobbelte, når vinteren stunder til, og de mange små hjem skal varmes op.

Men meget tyder på, at elselskaberne denne gang forregnede sig . De holdt på vandet så længe, at de til sidst måtte slippe vand ud af vandkraftsøerne i så store mængder, at det resulterede i oversvømmelser, bortskyllede veje og vejbroer samt jernbanestrækninger – for slet ikke at tale om de mange huse, der har måttet evakueres.

Der kom ekstraordinært meget vand – 5 gange normalen – på grund af ekstraordinære vejrforhold. Således havde man som noget ganske usædvanligt solskin og tørvejr i Bergen og på Færøerne, mens det regnede katte og hunde i Midtsverige.

Skadernes omfang er endnu ikke klarlagt, men der tales om alt fra flere hundrede millioner til beløb i milliardklassen. Det retslige efterspil vil afklare, om det er forsikringsselskaberne eller elselskaberne, der må betale. Faktum er imidlertid, at hver enkelt skadesramt svensker må punge ud med en selvrisiko på SEK 10.000.

Atter et eksempel på, at vandkraft ikke er nogen god løsning på verdens energiproblemer. Interesserede kan klikke på vandkraft og her læse mere om denne energiform og dens skadelige virkninger på miljøet.

6. august 2000

© Steen Ulnits

* Radioaktiv forurening af Østersøen

Da Sovjetunionen stadig eksisterede, udnyttede Rusland ofte randstaterne til militære og atomare aktiviteter. Da så Sovjetunionen ophørte, trak Rusland sig nølende tilbage – ofte efterladende forurening af katastrofal karakter.

Det er tilfældet ved Sillamäe i Estland – 30 km fra grænsen til Rusland – hvor russerne i omkring 50 år havde oparbejdet uran til brug i diverse atomvåben. Resultatet af disse aktiviteter er en 40 hektar stor dam – svarende til 55 fodboldbaner – som indeholder 12 millioner kubikmeter radioaktivt og tungmetalholdigt spildevand. Altsammen kun holdt tilbage fra Østersøen af en gammel dæmning, som daglig lækker mange kubikmeter stært forurenet vand, og som nu truer med at bryde helt sammen.

Fra forskellige kilder forlyder det, at der fra Sillamäe daglig lækker op mod 30 tons radioaktivt spildevand ud i den Finske Bugt, og at Østersøen derigennem forurenes med både strontium, thorium og uran samt ikke-radioaktive stoffer som aluminium, mangan, magnesium og titanium med flere andre.

Miljøstyrelsen ser derfor på sagen med stor alvor, og den danske stat deltager da også i et internationalt projekt, som formedelst 150 millioner kroner skal forstærke dæmningen, så yderligere udslip kan undgås. Vi danskere bidrager med 7 millioner skattekroner til projektet, der skal stå færdigt i 2006.

Forskningscenter Risø mener imidlertid, at faren ved den lækkende dæmning er stærkt overdrevet. Fra Risø lyder det, at et dæmningsbrud i Sillamäe blot vil medføre en svagt forhøjet radioaktivitet i umiddelbar nærhed af dæmningen. Og at problemet derfor ikke er noget at bekymre sig over.

Men måske Risø bevidst forsøger at nedtone problemerne. Det har jo vist sig, at netop Risø selv har store problemer med at styre den smule radioaktivitet, de selv producerer i deres beskedne testreaktor.

Interesserede kan læse mere om fisk og radioaktivitet ved at klikke her.

6. august 2000

© Steen Ulnits

* Dage på en sø

I forrige uge var jeg et smut på Djævleøen. Undervejs blev der tid til at besøge vennen Niels, der har købt hus ned til den dejlige Esrum Sø i det smukke Nordsjælland.

Det blev til to halve dages fiskeri, der på alle måder var meget forskellige. Om torsdagen silede regnen ned, og jeg havde aftalt afhentning med Niels i nordenden af søen. Niels havde været ude fra tidlig morgen, mens jeg selv besøgte et trykkeri i hovedstaden. Han var på plads, da jeg nåede ned over markerne og ud til vandet. I agterstavnen lå en dejlig 6 kg’s gedde, hvis fremtid var som fiskefrikadeller. I dammen derimod gik en spillelevende gedde af dimensioner…

– Vend dig om, mens jeg fisker den op af dammen, sagde Niels. Da jeg atter vendte mig om, stod han med favnen fuld af storgedde – 9,5 kg fordelt på 107 cm. En utroligt velnæret gedde, som havde i hvert fald to store byttefisk i maven. Den blev senere genudsat.

Begge fisk havde hugget på en levende skalle fisket over 12-14 meter vand. Vi tog derfor ud og søsatte nogle flere skaller. Det tog da heller ikke mange minutter, førend der atter var bud efter en af dem. Denne gang var jeg den heldige og kunne efter en god fight bjerge en fin 5 kg’s, der hurtigt blev lempet udenbords igen. Derefter gik fiskeriet dødt, og vi satsede derfor på grillede bøffer og røde vine i stedet.

Næste dag bød på langt bedre vejr – vindstille med enkelte solstrejf. Denne gang havde vi selskab af Anders, der har tilbragt størsteparten af sit unge liv ved eller på Esrum Sø, og som derfor kender den bedre end sin egen bukselomme. Nu skulle aborrerne få lidt at bide i, var vor plan.

Anders foreslog rankegrøden på 4-5 meter vand, men fiskene ville ikke rigtig noget. Vi satsede i stedet på en lækker frokost i Skipperhuset, der har egen anlægsbro for sultne lystfiskere. Og da først vore maver var fyldt, livede aborrerne op til dåd. Det blev til flere fine fisk på spinner og wobler, inden vi søsatte et par småfisk. Så var de større aborrer der straks – hidsige fightere på op til 800 gram.

To herlige fiskedage på en sø, der i dag nok er mere klarvandet end i mange, mange år!

3. august 2000

© Steen Ulnits

* Tørre tal fra våd å

Som tidligere nævnt på denne side holdt man med udgangspunkt i Hagebro Kro åbent hus ved den ellers så lukkede Karup Å i weekend’en den 24.-25. juni. Det var Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn, der sammen med Sønder Resen konsortiet og Aulum-Haderup Sportsfiskerforening havde stillet fiskevand til rådighed. Der måtte fiskes fra lørdag den 24. klokken 14 til søndag den 25. klokken 14, hele natten inklusive.

90 fiskere mødte op og deltog i fiskeriet, hvilket resulterede i fangsten af fem fisk over 4 kg. Det er den størrelse, der berettiger til lystfiskermagasinet Fisk & Fri’s eftertragtede Storfangernål. Den største fisk vejede 6,5 kg og blev ikke uventet taget af en lokal fisker fra Vridsted lige ned til åen. Det var dog ikke den største fisk, der blev fanget i dette tidsrum, idet en fisk på 7,7 kg lod sig overliste i åen af en ikke deltagende fisker.

Fangsterne fortæller to ting om Karup Å: At den gennemgående holder en høj gennemsnitsvægt på havørrederne. Og at der skal gås mange forgæves gange til åen, førend der er hug af en Storfangerfisk.

Fem fisk til 90 fiskere på et døgn betyder jo, at 17 ud af 18 fiskere måtte gå forgæves. Eller at der skal 18 ture til åen til, førend der statistisk set er hug af en stor havørred.

3. august 2000

© Steen Ulnits

* Antarktis ved at gå i stykker

To store isbjerge rev sig for nylig løs fra Antarktis. Lillebror er på sølle 2.600 kvadratkilometer, mens storebror måler mere imponerende 11.000 kvadratkilometer.

Størstedelen af Antarktis består af flydende is – en mindre del af fast grundfjeld. Isdelen er blevet mindre i de senere år på grund af opvarmning af atmosfæren og afsmeltning ved polerne. Nogle forskere mener, at den hurtige afsmeltning er et resultat af den menneskeskabte drivhuseffekt – at udviklingen vil fortsætte og vandspejlet i verdenshavene derfor stige. Andre forskere maner til besindighed og tror, at afsmeltningen skyldes naturlige svingninger i jordens temperatur.

Faktum er i hvert fald, at de to nu løsrevne isbjerge langt fra er de største, man kender til. Rekorden tilhører således en kæmpe på mere end 48.000 kvadratkilometer, som rev sig løs fra Antarktis i 1956. Det er en isplade større end Danmark…

Interesserede kan læse mere i en artikel om drivhuseffekten under “Fiskeribiologi”.

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* Arktiske dyr i det sydlige Danmark

For ikke så forfærdeligt længe siden drev endnu en kaskelothval – omkring nummer 60 inden for de seneste knap 500 år – i land nær Rømø i den danske del af Vadehavet. Et dyr, som normalt færdes ude på de store oceaner over flere tusinde meter vand. Ganske vist ikke noget højarktisk dyr, men alligevel. Et dyr, der bestemt ikke hører hjemme i danske farvande.

Først var det hvidhvaler, der lod sig se i Limfjorden og siden Lillebælt – hvaler, der hører til højt mod nord. Så var det en spækhugger, der forelskede sig i en af slæbebådene i Randers Fjord, hvor den desværre senere døde af svamp i det ferske vand. Dernæst dukkede delfiner op helt nede i Flensborg Fjord – lokket dertil af det usædvanligt varme vand og masser af fødefisk.

Og for ikke så lang tid siden drev en havskildpadde i land ved Vorupør.Den blev indfanget og sendt til Danmarks Akvarium i Charlottenlund. En mere krank skæbne overgik den hvalros, der et stykke tid senere svag og afkræftet drev i land i Nordjylland – en ganske lang svømmetur fra Arktis. Den blev aflivet, da man fra sagkyndig side mente, at den ikke ville kunne klare sig.

Alle disse episoder med eksotiske dyr, som oprindelig hører hjemme oppe blandt isbjergene i Arktis, har fundet sted inden for de seneste to årtier. Og de bliver næppe de sidste, for den globale opvarmning – blandt andet forårsaget af drivhuseffekten – er efter alt at dømme kommet for at blive.

Interesserede kan læse mere om netop drivhuseffekten under “Fiskeribiologi”.

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* Krebs mod krebs

Dansk Krebseavlerforening (DK) har set sig nødsaget til at indrykke en annonce i Jyllands-Posten, hvori man gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udsætte eksemplarer af den nordamerikanske signalkrebs Pacifastacus leniusculus. Man gør endvidere opmærksom på, at ethvert kendskab til salg af signalkrebs automatisk vil medføre politianmeldelse fra DK.

Den i Danmark naturligt hjemmehørende krebseart er flodkrebsen Potamobius astacus, som for nogle år siden var hårdt ramt af sygdommen krebsepest. En sygdom, som den amerikanske signalkrebs i vid udstrækning er immun overfor. Det var da også årsagen til, at man i 1960’erne introducerede netop denne nye krebseart til Danmark.

Nu er den imidlertid ikke velkommen længere. Den er ikke lige så naturligt hjemmehørende i Danmark som de importerede bævere fra Tyskland…

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* I kamp mod superlaks

– Hvilken lystfisker vil ikke gerne i kamp med en rigtig superlaks – en med kræfter til høje spring og lange udløb, der går dybt i baglinen?

Rigtige “superlaks” er allerede en realitet. Måske ikke superstærke, men så i hvert fald superhurtigt voksende. Videnskaben har nemlig udviklet såkaldte “Frankenfish” – naturligvis opkaldt efter Dr. Frankenstein og hans monstrøse skabninger – som kan vokse sig markedsstore på blot 18 måneder. Dobbelt så hurtigt som almindelige tamlaks.

Monsterfiskene, som er udstyret med et genetisk modificeret væksthormon, er udviklet i Canada, hvor nogle tusinde “prototyper” allerede svømmer omkring i netburene. Firmaet, som har udviklet fiskene, hedder “Aqua Bounty Farms” og er et datterselskab af det langt større bioteknologiske firma “A/F Protein”.

Producenten har netop søgt om godkendelse til at sælge fiskene på det kolossale amerikanske marked. Men er stødt ind i problemer, for ingen myndighed her har tilsyneladende tilstrækkelig indsigt til at vende tommelen opad eller nedad.

Dels er der de rent ernæringsmæssige spørgsmål omkring de nye fisk. – Er de muligvis sundhedsfarlige at spise? Og dels er der helt nye problemstillinger med de nye fisk, dersom de – i lighed med alle andre tamlaks – undslipper og blander sig med vildlaksene oppe på disses gydepladser.

Producenten siger imidlertid, at de nye superlaks er så forvænte og krævende, at de ikke vil kunne overleve i det fri. Men det mente man jo heller ikke, at de almindelige tamlaks kunne. Hvilket de kun alt for godt kan.

Fagre nye verden…

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: 50 år ved drejebænken…

Amerikanske Stanley Bogdan har fremstillet fluehjul i et halvt århundrede. Ikke blot fluehjul, men hjul af en kvalitet, hvis lige ifølge mange ikke findes. Faktum er i hvert fald, at man i dag må vente i op til halvandet år, hvis man vil være den lykkelige ejer af et Bogdan hjul…

Det amerikanske forbrugermagasin “Robb Report” har i sin årlige “Best of the Best” udgave kåret Stanley Bogdan som den bedste producent i 1999. Denne hædersbevisning er kommet efter 50 år bag drejebænken – som producent af tusindvis af hjul i 16 modeller, der hver især kræver 17 timers håndarbejde at forarbejde og samle.

Stanley Bogdan, som i dag er 81 år gammel, har i det daglige hjælp af sin 50-årige søn Stephan, der skal videreføre firmaet. Stanley måtte i øvrigt selv lide den tort, at hans arbejdslokaler sidste år blev sagt op, så virksomheden – efter mange år på den samme adresse – måtte flytte. Stanley, som ikke havde haft en sygedag siden firmaets start, gik ned med flaget i den forbindelse. Han måtte på sygehuset, men er nu tilbage igen – i fuld gang med at indhente de forsinkede ordrer på fluehjul fra hele verden.

Men så koster hjulene altså også over 10.000 danske kroner stykket…

26. juli 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Lange laksestænger fra Hardy

Engelske Hardy Bros., som i nogle år har været sakket lidt bagud for den amerikanske konkurrence på stangsiden, er nu ved at være med helt fremme igen. Det dokumenteres blandt andet af to nye stænger af interesse for laksefiskere med hang til lange tohåndsfluestænger.

Først, størst og suverænt dyrest er den nye 4-delte 15 fod lange klasse 10 “Salmon Travel”, der skal afhjælpe de transportproblemer, som laksefluefiskere alle dage har haft. Den 4-delte udgave er nemlig så kort, at den med sine 128 cm uden videre får plads i bagagerummet på en almindelig bil. Den vejer blot 295 gram og har en udpræget topaktion, der gør den velegnet til almindelige overhåndskast – ikke mindst med shooting heads.

Pris: I nærheden af DKK 7.000, hvilket nok skal vide at begrænse dens popularitet.

I den billigere ende af skalaen finder vi den nye “Salar”, som med en klasse 9 line og sine 12,5 fod egner sig perfekt til danske havørred- og lakseåer. Den er naturligt nok lidt billigere udstyret end “Salmon Travel”. Således har den en almindelig Fuji hjulholder, hvor førnævnte rejsestang har hjulholder af poleret aluminium.

Pris: Godt og vel DKK 3.000, hvilket er ganske rimeligt for en stang i denne klasse.

26. juli 2000

© Steen Ulnits

* Svin ved Esrum Sø

De kongelige har i mange år holdt til ved den nordsjællandske Esrum Sø – med udgangspunkt i det smukke Fredensborg Slot.

Nu ser det imidlertid ud til, at også de må til at leve med en forøget stank af gylle. I hvert fald har højrefløjen i Frederiksborg amtsråd – med Venstres amtsborgmester i spidsen – vedtaget et tillæg til regionsplanen, som gør det muligt for en gårdejer ved Esrum Sø at udvide sin svineproduktion med små 400 svin.

Den pågældende svineavler skal dog samtidig tage 70 hektar af sin jord ned til søen ud af gyllespredningsområdet. Det samlede resultat skulle derefter – ifølge forvaltningen – blive en øget udledning til Esrum Sø på under 1%. Som om det ikke allerede var 1% for meget.

Det er tvivlsomt, om andre partier end netop landbrugspartiet Venstre her i år 2000 ville have godkendt en yderligere forurening af en af landets smukkeste søer.

Skal der kompenseres for den øgede forurening fra svineproduktionen, vil det koste de tre omkringliggende kommuner 3 millioner kroner årligt, oplyser forvaltningen…

24. juli 2000

© Steen Ulnits

* “Fiskeri – kun for de rige”

Under denne overskrift beklager en læser i JyskeVestkysten, at Vestenergi har opsagt et mangeårigt lejemål på vandkraftsøen Karlsgårde Sø.

Læserbrevskriveren påpeger, at Vestenergi er en “halvoffentlig” virksomhed, og at det derfor er urimeligt, at man nu vil opsige 40 års lejemål for blot at sælge ud til højestbydende – når nu Sydvestjysk Sportsfiskerforening i alle årene har drevet en aktiv fiskepleje på den kunstige og endda kviksølvforurenede sø.

Brevskriveren frygter, at fænomenet vil brede sig, og at “almindelige mennesker” ikke i fremtiden vil kunne fiske i disse halvoffentlige fiskevande.

24. juli 2000

© Steen Ulnits

* Ti kilo fra Kongeåen

Det er selvsamme Sydvestjysk Sportsfiskerforening, som råder over fiskeriet på det yderste produktive stykke af Kongeåen.

Herude har man et glimrende havørredfiskeri efter i regelen mindre fisk. Der tages sæsonen igennem mange flotte blankfisk i 2-3 kg’s klassen, mens der er langt mellem de virkelige kæmper. De tages i regelen i den lidt sydligere Ribe Å.

Men der er undtagelser, og til dem hører en yderst kompakt kæmpe på 10,2 kg – kun 86 cm lang. Kæmpen gik til biddet på en wobler den 4. juni og er såvidt vides sæsonens hidtil største fra Kongeåen.

24. juli 2000

© Steen Ulnits

* Dansk å truet – af rensningsanlæg

En dag i juni så forbipasserende ved Egåens udløb i Århus Bugt, at der flød adskillige døde fisk omkring – usædvanligt mange, for enkelte døde fisk er ikke usædvanligt på disse kanter.

Der blev slået alarm, og det viste sig siden, at der havde været et overløb fra det lokale rensningsanlæg. Det viste sig endda, at man godt havde været klar over problemet, men ikke ville gøre noget ekstraordinært ved det. Vorherre bevares – overløb finder jo regelmæssigt sted ved pludselige regnskyl, så hvorfor gøre et stort nummer ud af det denne gang – blot fordi der var flere døde fisk end normalt?

At dømme ud fra artikler i Århus Stiftstidende er udslip af denne art fra kommunale rensningsanlæg da også ganske almindelige ved Egåen. Et vandløb, som tilsyneladende ikke prioriteres ret højt – trods et ellers ganske bekosteligt restaureringsarbejde oppe ved Ny Mølle og en tæt bebyggelse nær mundingen.

Men mere end 12 timers nonstop forurening af Egåen i juni må siges at være en aldeles uacceptabel praksis. Dertil en væsentlig årsag til, at udmundingen af Egåen også i år er omfattet af badeforbud – som en af de desværre permanent sorte pletter på badevandskortet over Danmark.

Det er måske også en af de væsentlige årsager til, at amtet i netop Egåen for ikke så længe siden gjorde et foruroligende fund af tvekønnede skaller – som tidligere omtalt på denne side. Man mener nemlig, at denne tvekønnethed skyldes østrogenlignende stoffer i spildevandet.

20. juli 2000

© Steen Ulnits

* Fransk flod truet – af svovlsyre

Franskmænd har alle dage været et rabiat folkefærd. Først med den franske revolution, hvor man skulle af med så mange kongelige og adelige, at man måtte opfinde guillotinen for at få aflivningen sat lidt i system. Siden med sænkning af Greenpeace skibet “Rainbow Warrior” i en havn på New Zealand. Og sidst med atomvåben, der partout skulle prøvesprænges så langt væk fra Paris som overhovedet muligt – på Mururoa-atollen i det sydlige Stillehav.

Og nu er den så gal igen – denne gang hjemme i lille Frankrig, hvor en tekstilfabrik er lukket. 150 arbejdere er i den forbindelse blevet arbejdsløse – i en lille by, hvor arbejdsløsheden i forvejen er dobbelt så høj som i det øvrige Frankrig. Ikke mindre end 22% af arbejdsstyrken går her ledig.

Arbejderne er desperate og føler ikke, de har kunnet komme igennem over for politikerne. – Og hvad er vel så mere naturligt for en franskmand end at hælde 5.000 liter rødfarvet svovlsyre ud i den nærliggende bæk? – Og at true med til sidst at sprænge hele fabrikken i luften, hvis man ikke får sin vilje?

Her går det godt. – Måske man skulle finde guillotinen frem igen?

I hvert fald: Vive la France…

20. juli 2000

© Steen Ulnits

* Brasiliansk jungleflod truet – af olie

Brasilien oplever i disse dage det værste olieudslip i 25 år. Ulykken startede i søndags, hvor 4 millioner liter råolie slap ud fra det statslige Petrobras raffinaderi i Paranà provinsen – ud i Iguazu-floden, som her på grænsen mellem Argentina, Paraguay og Argentina danner et af verdens vidundere, det imponerende og kilometerbrede Iguazu vandfald. Iguazu-floden munder ud i Paranà floden, som ender sit løb i Atlanterhavet ud for den argentinske hovedstad Buenos Aires.

Miljømyndighederne i Parana provinsen – har de mon virkelig sådan nogle her? – anslår, at den nuværende katastrofe er langt værre end den, der for blot et halvt år siden ramte kysten ud for den brasilianske millionby Rio de Janeiro. Her slap 1,3 millioner tons råolie ud fra en anden Petrobras virksomhed og lagde sig som et sort og klæbrigt tæppe over de ellers så fine badestrande nær byen.

Indtil videre er det kun lykkedes brasilianerne at indsamle 250.000 liter af den undslupne råolie – sølle 1/16 af det totale udslip. Så brasserne har for alvor problemer med deres olie, hvilket jo både er noget rod og noget bras. Petrobras.

Interesserede kan se fotos og læse om fiskemulighederne i dette spændende område ved at klikke her.

20. juli 2000

© Steen Ulnits

* Torskestop i Lillebælt

For nærværende har man et kortvarigt torskestop i Lillebælt. Et stop, som har fået de lokale trawlere til at blive i havn eller søge andetsteds hen.

Effekten af dette torskestop for fisketurismen har været markant og øjeblikkelig: Fisketuristerne begyndte for alvor at fange fisk, og rygtet herom løb hurtigt. Ikke mindst de tyske turister har været meget kvikke til at reagere på torskestoppet og de deraf følgende forbedrede muligheder for det rekreative fiskeri.

Således kan lokale campingpladser nu notere sig en 75% fremgang i antallet af gæstende fisketurister. Ophøret af det daglige trawl-fiskeri giver helt enkelt mange flere fisk at fiske efter og mange flere fisketurister – med store stigninger i indtjeningen for turisterhvervet til følge.

Torskestoppet udløber pr. 15. august, så vil du fange fisk på Lillebælt, er det nu!

18. juli 2000

© Steen Ulnits

* Godt laksenyt fra Norge

I en kommentar til min notits om den norskfangede danske rekordlaks fra Bornholm fortæller min norske kollega Oystein Aas om gode laksefangster fra netop Norge. Således beretter han om det måske bedste laksefiskeri i 25 år i elve som Surna, Orkla, Gaula, Stjørdal, Verdal, Namsen, Målselv, Alta og Tana med flere af klassikerne. På Vestlandet glimrer laksen imidlertid stadig med sit fravær. Oystein fortæller videre:

“Vi står imidlertid på terskelen til noen meget viktige vedtak for å sikre de norske laksevand fremover, gjennom regjeringens utredning av omfanget av vern av laksens levemiljøer gjennom Rieber-Mohn utvalgets forslag om såkalte nasjonale lakseelver og nasjonale laksefjorder. I denne situasjon trenger vi støtte fra sportsfiskere i andre land, ikke slag under bæltestedet med usaglig kritik av at den norske regjæring ikke vil gi Orri Vigfusson mer penger.”

Som dansk laksefisker med mange gode oplevelser fra ikke mindst den nu igen Gyrodactylus-befængte Lærdalselv kan jeg kun tilslutte mig Oysteins udtalelser. Der er brug for al mulig støtte til gennemførelsen af de nye initiativer, som helt sikkert er et stort skridt i den rigtige retning – hvis de altså bliver gennemført og fulgt op.

Men der er stadig grund til kritik af den norske regerings køren på frihjul med hensyn til Orri Vigfussons og North Atlantic Salmon Fund’s frikøb af de nordatlantiske laksekvoter. Ufatteligt, at Norge ikke vil betale, når nu den norske del af højsøfangsterne af laks udgør 55% af totalen.

18. juli 2000

© Steen Ulnits

* Grøn gas op i det blå…

Jordolie og naturgas findes ofte i de samme lommer i undergrunden. I gamle dage kunne man ikke bruge naturgassen til noget, men lod den blot slippe ud i atmosfæren – via afbrænding, som dels bidrog til drivhuseffekten, dels var med til at reducere den tilgængelige mængde af ikke-fornybare fossile brændstoffer.

Norge forbød derfor allerede for 29 år siden enhver afbrænding af naturgassen, som i dag er en vigtig handelsvare – ikke mindst til opvarmning af beboelsesejendomme. Naturgassen er mere “grøn” end olien, da den forurener mindre ved afbrænding.

Nu har den danske afdeling af Greenpeace imidlertid afsløret, at en gasmængde svarende til op mod 4% af det danske naturgasforbrug inde på land går lige lukt op i det blå fra boreplatformene ude i den danske del af Nordsøen. Det sker ved “flaring” – afbrænding med den karakteristiske orange stikflamme, som kan ses på lang afstand fra de højbenede olieplatforme.

Greenpeace er naturligvis rasende over dette fråds med ressourcerne, som i høj grad er med til at øge det danske CO2-udslip til atmosfæren – den gas, som er hovedaktør i drivhuseffekten. En oplagt sag for den meget CO2-bevidste Svend Auken.

Interesserede kan læse mere om drivhuseffekten under “Fiskeribiologi”.

17. juli 2000

© Steen Ulnits

* Rusland lukker miljøministerium

Ruslands nye præsident Vladimir Putin har netop nedlagt den instans, der hidtil har fungeret som nationens miljøministerium.

Et af verdens største og mest forurenende lande er nu uden nogen form for overordnet kontrol med miljøet. Putin er kold som is – han vil have den overordnede kontrol med det ganske magtapparat, koste hvad det vil. Det skal være slut med bestikkelse og korruption, hvilket naturligvis er prisværdigt – hvis det altså lykkes.

Man kan med nogen ret indvende, at nedlæggelsen næppe kommer til at betyde noget i praksis – det daværende miljøministerium havde jo alligevel ikke magt til at udrette noget som helst, hvis det kostede penge…

Alligevel ses det af russiske miljøaktivister som et markant tilbageslag, der aldrig ville være sket i forgænger Jeltsins regeringstid. Dertil havde Boris alligevel for meget til overs for miljøet – når han altså ikke lige havde kigget for dybt i vodkaflasken og skælmsk måtte knibe sin sekretær bagi!

Interesserede kan læse mere om Ruslands store miljøproblemer ved at klikke her.

17. juli 2000

© Steen Ulnits

* Miljømærkede fisk

Landsforeningen Levende Hav (LLH) – der i parentes bemærket ikke er en miljøorganisation, men en sammenslutning af mindre fiskebåde i de indre danske farvande – lover nu, at de første miljømærkede fisk snart kommer i handelen.

LLH har foretaget en undersøgelse, hvori 77 danske kystfiskere (med garn – ikke stang) deltog. Kystfiskerne blev spurgt om deres holdning til økologisk fiskeri – hvad det så end måtte være. Nogen accepteret definition på det begreb findes nemlig ikke.

Under alle omstændigheder konkluderer undersøgelsen, at det godt kan lade sig gøre at skelne mellem skånsomme og mindre skånsomme fangstmetoder. Til de sidste hører naturligvis trawlfiskeriet, som kun de færreste kystfiskere dyrker. Til de første hører bundgarnsfiskeriet, som netop de fleste kystfiskere dyrker.

Generelt mener de adspurgte fiskere, at det ser for sløjt ud med kvaliteten på de fisk, der findes på hjemmemarkedet. Det er for dårligt, at de bedste fisk altid går til eksport, og det ønsker man at gøre noget ved – blandt andet med indførelsen af miljømærkede fisk.

Undersøgelsen er mundet ud i et sæt regler for “miljøvenligt fiskeri” – regler, som vi senere skal komme nærmere ind på her. Indtil videre kan interesserede læse mere om problematikken i to artikler om henholdsvis økofisk i lille Danmark og fabrikstrawlere på de store verdenshave, hvor ingen regler gælder.

17. juli 2000

© Steen Ulnits

* Strid om badevand

– Badevandet i Danmark bliver bare bedre og bedre, siger Miljøstyrelsen og henviser til de seneste målinger af badevandets kvalitet. Ifølge disse er antallet af lokaliteter med badevand af tvivlsom kvalitet faldet fra 45 i 1998 over 30 i 1999 til blot 28 her i 2000.

– Det går ned ad bakke med badevandet i Danmark, lyder imidlertid en ganske anden udlægning af de selvsamme målinger. Dommen kommer fra den svenske EU-miljøkommisær Margot Wallström i Bruxelles, hvor man finder, at der for EU som helhed er sket en lille bedring af vandkvaliteten, men at Danmark ligger under gennemsnittet…

Så hvor rent det danske badevand i virkeligheden er, afhænger åbenbart helt af øjnene, der ser det…

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* Heder og moser kvæles

De danske heder og moser er på vej til helt at forsvinde – på grund af kvælstofforureningen fra især det stadigt mere intensive danske landbrug. Det fremgår af en ny rapport fra Ribe Amt, som fokuserer på den luftbårne kvælstofforurening.

Siden den første vandmiljø-handlingsplan fra 1980’erne er der primært blevet fokuseret på vandmiljøet, hvor det stod værst til med netop kvælstofudledningerne. Først nu er man for alvor begyndt også at tage hensyn til naturen oven vande.

Heder og moser, der ligger i sandede og næringsfattige områder, huser specielle planter, som kræver et næringsfattigt miljø for at kunne overleve. Tilføres disse områder for mange næringssalte – eksempelvis fra luften – kan de specielle hede- og moseplanter ikke klare konkurrencen fra de mere almindelige planter. De forsvinder derfor – sammen med heden og mosen som naturtyper.

Som tillæg til den seneste vandmiljø-handlingsplan forventes der nu et specielt ammoniak-direktiv, som direkte tager sigte på den luftbårne kvælstofforurening. Det nye ammoniak-direktiv forventes klar i begyndelsen af 2001 og vil byde på konkrete retningslinjer for landbrugets udledning af ammoniak til luften.

Fremover vil det næppe være nok blot at lægge låg på gylletanken.

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* Fald i økologisk vækst

Fødevareministeriet spåede for halvandet år siden, at op mod 30% af de danske landbrug med tiden kunne omlægges til økologiske – med velkendte fordele for naturen såsom mindre gødskning og mindre sprøjtning af markerne.

I dag ser disse forudsigelser desværre ikke ud til at holde stik. I hvert fald viser en analyse fra Statens Jordbrug, at højst 15% af danske landbrug vil overgå til økologisk produktion inden for de nærmeste ti år. Selvsamme analyse fortæller også, at kun hver femte landmand i dag overvejer en omlægning.

De nuværende økologiske landbrugere hilser dette fald i væksten velkommen. De har i stigende grad produceret økologiske varer, som de ikke har kunnet afsætte til økologiske priser – priser, der nødvendigvis er højere end prisen på tilsvarende kunstgødede og giftsprøjtede industriprodukter fra det traditionelle landbrug. De økologiske landbrugere håber nu, at de fremover – med en stigende efterspørgsel og en stabil produktion – vil kunne få realistiske priser for deres giftfri produkter.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad faldet i den økologiske omlægning vil betyde for naturen. I den seneste vandmiljø-handlingsplan kalkuleres der med en stigende omlægning til økologisk landbrug, hvis målene skal nås – hvis det danske vandmiljø skal have en fremtid.

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* EU i kamp for miljøet

EU er nu gået i kamp for miljøet i Europa. Fællesskabets hidtil største og mest ambitiøse naturprojekt – det såkaldet “habitatdirektiv”, der skal sikre levesteder for dyr og planter i fremtiden – har nu stået på så længe, at EU finder det nødvendigt at sætte tommelskruerne på visse af medlemslandene.

Det sker i form af krav til landene om at udpege de naturområder af international værdi, som habitatdirektivet pålægger dem. Det halter endnu med at udpege flere relevante områder, da mange interesser – ikke mindst økonomiske – er på spil. Mange steder er man mere interesseret i at udvikle et naturområde end i at bevare det.

EU vil ikke længere finde sig i dette smøl, så nu lover man sanktioner til de lande, som ikke makker ret. Det vil ske i form af tilbageholdelse af midler til egnsudvikling via regionale fonde. Man vil altså ramme de lande på pengepungen, som ikke lever op til kravene i direktivet. En teknik, der altid viser sig at virke.

Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over, at EU nu sætter alvor bag de fine ord og det ambitiøse initiativ, som habitatdirektivet vitterlig er. Det vil sikre, at der også fremover er levesteder for truede dyr og planter i Europa.

Det skal blive spændende at se, hvordan Skov- og Naturstyrelsen vil komme uden om Gudenåen som habitat for atlanterhavslaksen!

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* Mindre end 5% laks tilbage i Nordamerika

For bare 20 år siden var der mellem 20.000 og 40.000 laks i de vandløb, som munder ud i Bay of Fundy i det sydøstlige Canada. I dag er der færre end 1.000 vildfisk tilbage i de selvsamme vandløb.

Der er mange årsager til denne katastrofale tilbagegang. Dels er der forurening fra industri og landbrug. Dels er der uønsket opblanding af arvemassen med de undslupne tamfisk på gydepladserne, hvor tamfiskene er med til at “fortynde” de vilde fisks værdifulde arvemasse.

Endvidere er der skovhugsten, som fjerner de skyggende træer og efterlader vandløbene badet i sol – med stigende vandtemperaturer og siltning til følge.

En meget vigtig faktor er ligeledes bygningen af store dæmninger og vandkraftreservoirer, som dels spærrer for de voksne fisks adgang til gydepladserne – dels påfører de nedtrækkende ungfisk en meget høj dødelighed på grund af mødet med rovfisk i det stillestående vand.

Endelig er der forsuringen, som vi efterhånden helt har glemt – efter 70’ernes katastrofealarmer. Faktum er imidlertid, at laksene er helt forsvundet i knap 20 af Nova Scotia’s lakseelve, mens de er på randen af udryddelse i 20 andre.

Da man fornemmede, at laksebestanden var ved at nærme sig et fareruende lavt niveau i slutningen af 70’erne, opkøbte den canadiske forbundsregering 10.000 laksefiskeres garnrettigheder. Herved reddede man årligt omkring 500.000 laks’ liv.

Alligevel fortsatte laksen sin støtte tilbagegang – fra måske 40.000 vildlaks for 20 år siden til i dag omkring 1.000 fisk.Man regner med, at en total udryddelse af atlanterhavslaksen nu er en reel risiko i USA. Faktum er i hvert fald, at der i dag kun er laks tilbage i syv floder i USA.

Man regner overordnet med, at der for 30 år siden var i alt 1,5 millioner atlanterhavslaks i de nordamerikanske vandløb. I dag er der kun 350.000 tilbage, og af dem lever stort set alle i det nordlige Canada, hvor der stadig er uberørt ødemark.

4. juli 2000

© Steen Ulnits

* 100.000 druknede fugle i garn – II

Som tidligere nævnt på denne side, anslår Dansk Ornitologisk Forening (DOF) nu, at der årligt drukner mindst 100.000 havfugle i danske fiskeres garn. Dette i tilgift til de omkring 7.000 marsvin, der ligeledes hvert år lider en smertefuld druknedød i de usynlige monofilgarn.

Ikke uventet mener Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) ikke, at disse uheldige bifangster udgør nogen nævneværdig trussel mod bestandene. Det gør derimod både DOF og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Sidstnævnte erklærer sig direkte uenige med DFU og mener, at det ikke er muligt at udtale sig sikkert på grundlag af den nuværende viden.

DOF henviser til en række udenlandske undersøgelser – blandt andet fra Gdansk Bugten i Polen. Her anslås det, at der årligt drukner 17.500 fugle alene i den polske del af bugten, hvilket svarer til godt 75 druknede fugle per garnfiskende fartøj. En anden polsk undersøgelse når frem til, at der drukner omkring 20 fugle per år per fiskefartøj.

Endelig refereres der til en norsk undersøgelse, som mistænker drivgarnsfiskeriet for at være skyld i en tilbagegang i bestanden af lomvier i Nordnorge på mellem 80 og 90%. En ganske alvorlig beskyldning mod det norske fiskerierhverv.

DMU mener derfor, at problemet bør belyses nærmere. “Det er under alle omstændigheder et etisk problem, når tusinder af fugle drukner i fiskernes garn”, udtaler DMU.

“Sagen understreger, at det haster med en plan for et bæredygtigt fiskeri”, slutter DOF af i sit blad “Fugle og Natur”.

4. juli 2000

© Steen Ulnits

* Isbjørne syge af PCB

Tidligere undersøgelser har fastslået, at et stigende antal isbjørne på Svalbard har problemer med deres køn. I hvert fald fødes et stigende antal isbjørne med kønsorganer, som hverken er det ene eller andet, men et sted midt imellem. Forskerne mistænker diverse østrogenlignende stoffer fra industrien for at være skyldige i disse misdannelser.

Nu har norske og canadiske forskere i fællesskab afsluttet en undersøgelse, som sort på hvidt dokumenterer stofffet PCB’s skadelige effekt på bjørnenes immunforsvar.

Forskerne kunne klart dokumentere, at isbjørnene på Svalbard, hvor de er langt mere udsat for PCB, har et ringere immunforsvar end bjørnene i det nordøstlige Canada, hvor mængden af PCB er langt mindre.

Dette bevistes ved at indfange og vaccinere 30 isbjørne, hvorefter man så målte produktionen af hvide blodlegemer – bjørnenes immunforsvar. Det var ganske tydeligt, at produktionen af hvide blodlegemer efter vaccination faldt med stigende indhold af PCB.

4. juli 2000

© Steen Ulnits

* Snart slut med A-kraft i Tyskland

Tysklands rød-grønne regering har netop besluttet, at den tyske atomkraft skal afvikles endeligt. Værkerne skal således tages helt ud af drift, når de har fungeret i 32 år. Det betyder i praksis, at Tysklands første A-kraftværk lukker allerede i år 2002, mens det nyeste fortsætter indtil år 2021.

Op gennem 70’erne voksede modstanden mod atomkraften voldsomt i Tyskland, og i 90’erne blev ikke et eneste nyt A-kraftværk taget i brug. Dertil var den folkelige opinion for stærk. Men den kom desværre for sent, hvilket resulterede i bygningen af 14 A-kraftværker i Tyskland. Her i Danmark var vi bedre stillet og tidligere ude med modstanden – via Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), som netop har lukket sig selv.

Tysklands 14 A-kraftværker leverer omkring 30% af landets samlede energiforbrug. Det skal fremover erstattes af andre energiformer – primært vind- og vandkraft. Vandkraften vil blive importeret fra Sverige og Norge, som dog ser ud til at få mindre og mindre overskud at eksportere af. Vindkraften vil for størstedelens vedkommende komme fra Danmark, som med en markedsandel på over 50 er førende på verdensmarkedet for vindmølleanlæg.

Den tyske beslutning om at afvikle atomkraften er således vand på møllen for den danske vindkraftindustri – om man så må sige.

2. juli 2000

© Steen Ulnits

* – Mere cyanid til Donau?

Som tidligere omtalt på denne side lækkede den australsk ejede ” Baia Mare” guldmine i Rumænien i januar måned kolossale mængder giftigt cyanid ud i et par af tilløbene til Donau – i henholdsvis Ungarn, Jugoslavien og Rumænien. Op mod 100.000 kubikmeter cyanid-forurenet vand menes at være løbet over fra de store spildevandsmagasiner, der er anlagt i forbindelse med den billige, men livsfarlige udvinding af guldet.

Efter skandalen i januar måned, hvor den australske ejer beklagede giftdrabet,, men for øvrigt fralagde sig ethvert ansvar for udslippet, lod selskabet demonstrativt minen gå i betalingsstandsning, så der ikke kunne gøres udlæg mod den. Så man slap for at betale den sikkert millionstore regning for udslippet…

Nu vejrer minen tilsyneladende atter morgenluft. I hvert fald har den australske ejer samt rumænske investorer nu besluttet at genåbne minen og påbegynde en fornyet udvinding af det gyldne stof. Man har bebudet, at sikkerheden vil være markant forbedret – blandt andet i form af nyt pumpeudstyr, som med kort varsel kan pumpe det giftige spildevand tilbage i minen, dersom der skulle være risiko for en ny oversvømmelse. Som tilfældet var ved januars katastrofale udslip.

– Men erstatningen? Den har ingen sagt noget om. Den ungarske regering har sågar ikke anmeldt noget krav endnu…

2. juli 2000

© Steen Ulnits

* – Verdens største havørred?

Danmark er hjemsted for nogle af verdens suverænt største havørreder – hvis ikke de største. I det just forgangne forår blev dette endnu engang dokumenteret – den 9. april med en garnfanget havørred fra Helsingør, som målte 110 cm og vejede 16,08 kg på en registreret vægt – i renset tilstand. På en almindelig badevægt vejede fisken 20,5 kg i hel tilstand! Et billede af den imponerende fisk kan ses i det seneste nummer af “Sportsfiskeren”.

En skælprøve viste, at fisken var 10 år gammel og havde gydt imponerende fem gange. Efter to år i ferskvand havde den tilbragt 3 1/2 år i saltvand, før den blev kønsmoden. Det lange første havophold er helt sikkert grundlaget for den senere voldsomme vækst. Ofte går væksten nemlig mere eller mindre i stå efter den første gydning, men altså ikke i dette usædvanlige tilfælde.

Så store fisk kan altid mistænkes for at være laks “in disguise”, så derfor blev fisken behørigt DNA-testet af biologerne hos Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) i Silkeborg. Efter analysen kunne DFU slå fast, at der er tale om en vaskeægte havørred og ingen lusket laks. Ejheller en af de mere og mere almindelige hybrider af de to.

DNA-analysen kunne desværre ikke fortælle noget om, hvor fisken kom fra. Den kunne imidlertid fortælle, at den ikke stammer fra Karup Å, som ellers har leveret den hidtil største kendte danske havørred – en fisk på 16,7 kg.

Synd blot, at rekordfisken ikke blev vejet i urenset tilstand, for nu kan man kun gisne om dens virkelige vægt. Der er flere forskellige bud på dette, men de samler sig alle omkring 18-19 kg. Under alle omstændigheder: – Sikken havørred…

Den anslåede størrelse stemmer meget godt overens med verdens hidtil største kendte havørred – en avlsfisk fanget i net i Kungsfossen ved den sydsvenske Mørrumså. Den målte 108 cm og vejede 18,38 kg.

Den nye danske rekordfisk kan altså meget vel have været verdens største!

1. juli 2000

© Steen Ulnits

* Bornholms største laks!

Det skulle blive en norsk nordmand fra Norge, som satte den nye Danmarksrekord for trolling-laks – med en fisk på 22,78 kg taget på godt 35 meter vand ud for Melsted på Bornholm.

Fisken blev landet den 8. maj, hvor et hold norske trolling-fiskere med 7 både på blot en enkelt dag landede 25 laks. Heraf var de 10 over 10 kg!

I dagene efter rekordfisken landede de gæve nordmænd ydermere storlaks på henholdsvis 15 og 18 kg, så mon ikke de havde godt at fortælle om det danske laksefiskeri, de de vendte hjem til Norge igen?

Når man som nordmand ikke selv har laks tilbage i sit eget land – aldeles selvforskyldt – så er det jo godt, at man har gamle Danmark at falde tilbage på. Ikke så lidt af den omvendte verden, når nu vi danskere i mange år valfartede til Norge for blot at få færten af en laks...

1. juli 2000

© Steen Ulnits

* Giftige alger i Kattegat

Ak ja. Knapt kunne man afblæse alarmen omkring de giftige alger på Vestkysten, førend årets første giftige alger dukker op på den anden side af Jylland – i Kattegat…

Fødevaredirektoratet, hvorunder sundhedsfarlige muslinger hører, har nu udsendt en generel advarsel mod indsamling og fortæring af muslinger i hele det store område syd for Djursland og vest for Fyn. Det er fundet af muslinger indeholdende algegiften DSP – Diarrhetic Shellfish Poisoning – i det nævnte område, som har fået direktoratet til at advare. Samtidig er det kommercielle muslingefiskeri i selvsamme område standset.

DSP er en ganske ubehagelig gift, som forårsager mavesmerter, diarré og opkastninger hos de mennesker, der indtager den. Indtil videre er der ikke registreret forgiftningstilfælde, men én skal jo være den første. Og denne opblomstring af giftige alger er næppe den sidste i år…

25. juni 2000

© Steen Ulnits

* Ja til fri adgang til naturen

Naturvismændene anbefalede i deres første rapport – omtalt længere nede på denne side – at den danske befolkning i videre udstrækning sikres adgang til den danske natur.

Som det også er fremgået af en notits på denne side, var jægerne mildest talt ikke positivt stemt over for disse nye tanker. Jægerne mente og mener, at dyrelivet nødvendigvis må sikres fred i deres yngeltid. Og at dette tilsyneladende ikke er foreneligt med en friere adgang til naturen for offentligheden.

Nu har miljø- og energiminister Svend Auken selv grebet pennen og kommenteret sagen i et indlæg i Århus Stiftstidende. Her slår han til lyd for, at tingene ændrer sig. Samfundets udvikling nødvendiggør, at man med mellemrum gør status og ser på, om de gældende bestemmelser nu også er tidssvarende længere.

Svend Auken gør i den forbindelse opmærksom på, at adgangen til den danske natur har udviklet sig stille og roligt op igennem det forgangne århundrede. Således var det en anden socialdemokrat – Stauning – der i 1930’erne sikrede alle danskere fri adgang til de danske kyster. Og i 1960’erne var det så de private skove, som stod for tur – som blev åbnet delvis for offentligheden.

Nu er det atter tid til en udvidelse af den frie adgang til den danske natur – mener altså Svend Auken. Og denne gang er der fokus på bedre adgangsmuligheder til større søer og vandløb. Nok et emne, der burde interessere enhver stangsvinger med smag for ferske fisk…

25. juni 2000

© Steen Ulnits

* Fiskeriminister i selskabstømmersag

Så er der faldet en afgørelse i sagen om tidligere fiskeriminister Kent Kirk (K) og hans salg af et selskab til en velkendt selskabstømmer i 1993. Herved blev skattevæsenet og dermed den danske stat snydt for 3,7 mio. kroner.

Østre Landsret har netop afgjort, at Kent Kirk og hans fætter Kaj Kirk – begge med solide rødder i fiskerbyen Esbjerg – nu skal betale de 3,7 mio. kroner tilbage. Ønsker Kirk-fætrene at gå til Højesteret med sagen, skal der falde en rigtig dom, som så kan ankes. Indtil videre har landsretten blot ladet forstå, at den i så fald vil dømme tilbagebetaling af de unddragne skattekroner.

Kent Kirk nægter imidlertid at betale erstatningen, men skyder i stedet skylden over på sin tidligere og nu afdøde skatterådgiver, som sammen med Nordfyns Bank sagde god for selskabstømningen. Kent Kirk har da også – for en sikkerheds skyld – anmeldt et millionkrav i sin afdøde revisors dødsbo. Der vaskes for alvor hænder i den sydvestjyske fiskerby.

23. juni 2000

© Steen Ulnits

* Giftalger på retur

De giftige alger, som har hærget langs den jyske vestkyst i de seneste dage – fra Ribe i syd til Thyborøn i nord – ser nu ud til at være på retur. Tids nok til at redde den nært forestående turistsæson.

De lokale myndigheder har analyseret muslinger og rejer for rester af algeproducerede giftstoffer, men ikke fundet nogen. Giftalarmen er derfor afblæst i denne omgang, men der er grund til at udvise forsigtighed i endnu et stykke tid.

Lokalt overvejes det stadig at harve badestrandene, så det fedtede og brune algeskum graves ned i sandet. Så turisterne atter kan få sand mellem tæerne og ikke en fedtet proteinmasse.

20. juni 2000

© Steen Ulnits

* Thai dropper haj

Det store flyselskab Thai Airways – dem med de store jumbojets og de små fikse stewardesser – har taget konsekvensen af den internationale kritik af hajfangst blot for finnernes skyld. Således har Thai Air nu taget hajfinnesuppe af flymenuen og dermed imødekommet de mange miljøorganisationers kritik af det årlige drab af i tusindvis af hajer.

I stedet serverer Thai Air nu andre asiatiske specialiteter for sine flyvende kunder. Nu er der således ikke længere grund til at boykotte det ellers meget velfungerende luftfartsselskab, som er blandt verdens absolut største. Men ikke større, end at miljøorganisationerne stadig tages med på råd. Thai Air lytter – og handler!

Interesserede kan læse mere om rovfiskeriet efter hajer længere nede på denne side.

20. juni 2000

© Steen Ulnits

* Miljøfond for Mariager Fjord

Mens myndighederne intet har gjort for at rette op på forholdene i den iltsvindsplagede fjord, som afgik ved døden i sensommeren ’97, så har TV3 blandt sine seere indsamlet kr. 125.000 til den nystiftede “Mariager Fjord Miljøfond”.

Det er tanken, at de indsamlede penge fremover skal bruges en årlig pris til personer og projekter, der kan gavne vandmiljøet i det, mange har kaldt “landets smukkeste fjord”. Men som desværre blev til den mest ildelugtende af dem alle.

Interesserede kan læse mere om problematikken på Mariager Fjord ved at klikke her.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Giftalger på Vestkysten

Såvel Ribe Amt som Ringkøbing Amt længere nordpå har nu konstateret giftige alger langs den jyske vestkyst.

Således blev der ud for den populære Vejers Strand observeret så mange giftige alger, at vandet blev fyldt med slimet skum produceret af algerne. Det er dette proteinrige skum, som forvolder dyr og badegæster gener. Som enten giver udslæt og eksem eller ondt i maven. I værste fald endda med feber og opkastninger til følge. Dødsfald er også rapporteret, omend i meget sjældne tilfælde.

Myndighederne har reageret på de giftige alger ved at stryge de blå flag, som ellers er en garanti for godt badevand. Samtidig opfordrer man folk til ikke selv at indsamle blåmuslinger for at spise dem. Muslingerne filtrerer nemlig store mængder algefyldt vand og opkoncentrerer derfor de giftige stoffer.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Norges første marine naturreservat

Den 8. juni 2000 etablerede den norske regering Norges første marine naturpark eller undervandsreservat – i form af koralrevet ved Tautra i Trondhjemsfjorden.

Tidligere har man i Norge nedlagt forbud mod trawlfiskeri på andre steder med naturlige forekomster af dybvandskoraller – blandt andet Sularyggen og Iverryggen – da korallerne vokser langsomt og derfor er sårbare over for det hårdhændede fiskeri med bundslæbende trawl. Korallerne vokser typisk med et par millimeter om rået.

Men Tautra i Trondhjemsfjorden er stedet, hvor man har verdens laveste forekomst af dybvandskoraller. Hvor korallerne normalt trives på dybder fra 100 til 2.000 meter, kan man her studere korallerne på blot 40 meter vand. Derfor gjorde man netop Tautra til Norges første marine naturreservat.

Fremover må der ikke fjernes koraller fra revet, men dykkere har også fremover fri adgang til at studere den sjældne forekomst på nærmeste hold.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Lillebælt marin nationalpark?

Man kunne ønske sig, at den danske regering ville være lige så fremsynet som den norske – at ikke kun synlige landområder fredes, men også bevaringsværdige lokaliteter under vandet.

Lidt nord for Hirsholmene i Nordjylland findes således et ganske usædvanligt geologisk fænomen. Det er blevet kaldt Danmarks svar på et koralrev, men har intet med koraller at gøre. Det drejer sig i stedet om metangas, der bobler op fra en iltfri sandbund. Gassen bruges af specialiserede metanbakterier, som sammen med deres egne affaldsstoffer er i stand til at kitte sandet sammen i store, søjleagtige formationer.

Søjlerne kan være op til 3 meter høje og danner et enkelt sted sågar en hel hule, man som dykker kan svømme igennem. Der er naturligvis forbud mod opankring og anden skadelig aktivitet på dette nordjyske “koralrev”, der helt oplagt burde fredes.

Det samme gælder den smalle del af vort strømstærkeste sund, nemlig den del af Lillebælt, som går under betegnelsen “Snævringen”. Intet andet sted i Danmark findes så store dybder – op til 80 meter – og så hård en strøm som netop her. Ikke mindre end 40 kubikkilometer vand passerer netto op gennem Lillebælt hvert år – fra Østersøen og op i Kattegat. Men da vandstrømmen regelmæssigt skifter og går begge veje, er bruttogennemstrømningen op mod fire gange større!

Det er forhold, som danner grundlag for en unik flora og fauna – heriblandt store søanemoner, som rækker deres fangarme ud i strømmen. Men samtidig søanemoner, som lider under den daglige og meget hårdhændede gennemfiskning af bæltets trawlfiskere. De bliver derfor ikke nær så store og flotte, som de ellers ville kunne blive. Det rapporterer stedkendte sportsdykkere.

“Snævringen” ville derfor være et oplagt bud på Danmarks første marine nationalpark – med et trawlforbud som en helt naturlig konsekvens.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Rovfiskeri efter hajer

Ud for den nordamerikanske østkyst findes en stor bestand af små pighajer, som lokalt kaldes “spiny dogfish”. Fisk, som i mange år mest af alt er blevet betragtet som skidtfisk, når de i stort antal havnede i fiskernes garn og på langliner som uønskede bifangster.

Men så pludselig åbnede der sig et marked for de før så værdiløse pighajer. Og straks påbegyndtes et målrettet fiskeri efter småhajerne, som på ganske få år ser ud til at kunne trække tæppet væk under hele den engang så store bestand. Hajerne fanges ikke mindst ud for staten Massachusetts i USA, hvorfra de eksporteres til England, hvor de siden bliver til Fish & Chips. Her brugte man tidligere den lokale torskefisk kuller, men bestandene af kuller er nu overfisket på grund af efterspørgselen.

Men ikke kun i Atlanterhavet har hajerne det svært. Det har de også i farvandet ud for Hawaii i Stillehavet, hvor fangsten af hajer er steget med mere end 2.000 procent siden begyndelsen af 90’erne. Hajerne fanges udelukkende for de kødfulde og velsmagende brystfinners skyld. Resten af hajen smides efter afskæring af finnerne i havet igen – stadig ofte i live og sprællende.

Det amerikanske handelskammer har imidlertid taget skridt til en forvaltningsplan, der skal beskytte i hvert fald pighajerne mod udryddelse. Som nævnt længere nede på denne side har amerikanerne også – på den 11. internationale “CITES” konference om handel med truede dyre- og plantearter – stillet forslag om et forbud mod handel med hvalhaj, verdens største haj. USA stillede også forslag om forbud mod enhver form for jagt på og handel med den store hvide haj, som i dag anses for udryddelsestruet.

Det er således ikke let at være haj i disse år – med mindre man da er bolighaj eller børshaj. Disse to arter ser ikke ud til at være det mindste truet. Desværre…

12. juni 2000

© Steen Ulnits

* Big Game Catch & Release

Det diskuteres ofte, om det kan svare sig at genudsætte store Big Game fisk á la tun og marlin – fisk, som ofte er fightet i timevis, førend de har ladet sig bringe til båden. Fisk, som kunne formodes at være så svækkede efter den lange kamp, at de ville dø efter genudsætning.

Nu har man for første gang data, som dokumenterer, at fangst og genudsætning af store blå marlin efter al sandsynlighed lader sig praktisere – med fisk, der overlever fight, landing, afkrogning og genudsætning. Det har man kunnet påvise ved specielle satellitmærkninger, som er ganske kostbare.

Man fangede i forsøget ni blå marlin i størrelsen 150-425 lbs. (68-191 kg), som alle efter fight, landing og afkrogning inden genudsætningen blev forsynet med en satellit-tag samt et almindeligt plastikmærke.

Det specielle ved satellit-mærket er, at den lille mikroprocessor er programmeret til at slippe fisken – i det refererede forsøg efter 122 timer. Altså godt fem dage efter genudsætningen. Når mærket har sluppet fisken, flyder det op til overfladen, hvor det straks begynder at transmittere data om position og vandtemperatur på stedet til Argos satellit-systemet. Herfra kan de transmitterede data så hentes hjem til jorden og studeres.

De sendte data viste glædeligt nok, at i hvert fald otte ud af de ni mærkede marlin efter alt at dømme havde overlevet fight og genudsætning. I hvert fald dukkede otte af de ni satellit-mærker op til overfladen på steder, der lå 40-134 sømil (74-248 km) fra genudsætningsstedet. I det niende tilfælde er fisken enten død eller mærkets udløsermekanisme svigtet eller senderen brudt sammen.

Biologerne tager disse resultater som dokumentation for, at fangst og genudsætning er en forsvarlig politik over for havets storvildt. De bruger det også som argument for, at de mange tusinde næbfisk, der hvert år ved en fejl havner på en krogline, med fordel kan genudsættes. Undersøgelser viser nemlig, at omkring halvdelen af disse fisk endnu er i live ved røgtning af kroglinerne.

12. juni 2000

© Steen Ulnits

* Vandkraft forurener

Miljømyndighederne generelt og miljøministeren specielt har længe slået på tromme for vandkraften, der leverer CO2-fri energi, og som dermed ikke bidrager til drivhuseffekten og den globale opvarmning.

Nu viser det sig slet ikke at holde vand i virkeligheden. Amerikanske “New Scientist” kan nu – med baggrund i en dugfrisk rapport fra organisationen “World Commission on Dams” – berette, at vandkraften faktisk er storleverandør af drivhusgasser. Blot er det ikke CO2, der produceres, men methan – CH4 – som er den anden af de vigtige naturproducerede drivhusgasser.

Det viser sig nemlig, at der i bundslammet på de opstemmede kraftværkssøer og vandmagasiner produceres store mængder methan. Og da methan er 20 gange så effektiv en drivhusgas som CO2, konkluderer rapporten, at vandkraften samlet set øger drivhuseffekten. Stik modsat de hidtidige antagelser. Så nok er vandkraften CO2-fri. Men den er samtidig CH4-rig!

Oplagt læsning for miljø- og energiminister Svend Auken, når han skal tage stilling til Tangeværkets og Gudenåens fremtid!

Interesserede kan læse mere om vandkraft under “Artikler”.

9. juni 2000

© Steen Ulnits

* Nej til fri adgang til naturen

Danmarks Jægerforbund (DJ) ser ikke med milde øjne på naturvismændenes anbefalinger, som er omtalt længere nede på denne side. Naturrådet ønsker blandt andet, at offentligheden i højere grad sikres fri adgang til den danske natur.

DJ mener, at en fri adgang til den sårbare og meget begrænsede danske natur vil være en alt for stor belastning for den. Ikke mindst i dyr og fugles yngletid er det bydende nødvendigt, at dyrelivet får fred, mener DJ.

Formanden for Naturrådet går ind for en friere adgang til naturen, og det gør formanden for det indflydelsesrige Friluftsråd også. Begge er dermed på linje med miljøminister Svend Auken, som tidligere har talt for det samme.

Alt tyder således på, at vi her har med en politisk sag at gøre. Det er langt fra kun hensynet til naturen, der spiller ind her.

9. juni 2000

© Steen Ulnits

* Nedtur for natur

I 1998 nedsatte miljø- og energiminister Svend Auken et såkaldt Naturråd bestående af en række naturvismænd. Et Økologisk Råd, om man så må sige, og en pendant til Økonomisk Råd og dets økonomiske vismænd.

Naturrådets opgave var og er at følge udviklingen i den danske natur og derudfra rådgive den danske regering i naturspørgsmål. Pudsigt nok er Naturrådet netop barslet med sin første rapport overhovedet – pudsigt, da Økonomisk Råd netop har fremlagt deres rapport over konsekvensen af en dansk deltagelse i den europæiske møntunion – med Euro i stedet for kroner.

Økonomisk Råd konkluderede, at Danmark næppe vil få hverken fordele eller ulemper ved at stå uden for møntunionen – at spørgsmålet derfor primært er af politisk karakter og ikke økonomisk. De økonomiske vismænd blev straks skældt huden fuld af såvel statsministeren som finansministeren, da rådets fortolkning mildt sagt ikke stemmer overens med regeringens skræmmebillede af et dansk nej.

Det skal blive spændende at se, om den samme skæbne nu vil overgå Naturrådets første udspil om den danske natur. Naturvismændenes konklusioner foreligger nu i en diger 700 siders rapport, hvis hovedpunkter er følgende:

• Den danske regering bør nedsætte et klimapanel, der kan tage højde for de klimatiske ændringer, som den globale opvarmning efter alt at dømme vil medføre.
• Der skal gøres en ekstra indsats for at redde truede landskabstyper såsom enge, heder, klitter, moser og overdrev fra det stedse mere intensive landbrug.
• Der bør sikres større sammenhængende naturområder med forskellige typer natur for eftertiden – ikke som i dag små isolerede enheder med hver deres særpræg.
• Der skal sættes endnu flere penge af til bevarelsen af naturskove i Danmark, end tilfældet er i dag – og ikke kun penge til yderligere skovrejsning.
• Den danske befolkning skal i videre omfang sikres adgang til danske naturområder, som enten fredes eller opkøbes af private personer eller institutioner.
• Grundloven bør skrives om, så der – som i Norge og Finland – tages skyldigt hensyn til naturen i alle spørgsmål. Den private ejendomsret bør tages op til revision.

Nu må vi så vente spændt på, hvad Svend Auken mener om rapporten og dens konklusioner. Om han vil give den samme ublide medfart, som finansminister Mogens Lykketoft gav Økonomisk Råds vismænd, da de ikke nåede frem til samme resultat om Euro’en som han selv…

Under alle omstændigheder konkluderer naturvismændene, at den danske natur er på en stabil nedtur, hvis ikke der gøres noget radikalt. Overvismand Peder Agger sammenligner det med at “stå på en supertanker. Man må beslutte sig for, om man vil rette op, længe inden man sejler ind i noget”.

6. juni 2000

© Steen Ulnits

* LDL Handlingsplan 2000

 

“Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL) har nu eksisteret i 5 år og tæller nu omkring 25.000 medlemmer på landsplan. På den seneste generalforsamling vedtog man en Handlingsplan 2000, som har følgende hovedpunkter:

• Fisketegnet skal komme lystfiskerne til gode – ikke fiskeforskerne. LDL skal have sæde i paragraf 7 udvalget, som fordeler fisketegnsmidlerne.
• Der etableres en generel 500 meter garnfri zone langs samtlige kyster, og alle fjordområder holdes helt fri for garn.
• Fremover skal amterne sammen med Miljøstyrelsen have tilsynet med vandområderne, så forskellige dele af landet behandles ens.
• Der skal gøres en indsats for at sætte skub i nedsættelsen af de lokaludvalg for fiskeri, som den nye fiskerilov åbner mulighed for.
• Der skal arbejdes for, at lokale lystfiskerforeninger kan gå aktivt ind i den moderne søpleje, som LDL tidligere har foreslået.
• LDL vil arbejde for, at landbrugets stedse større svineproduktioner sidestilles med andre forurenende industrivirksomheder.
• Lystfiskeriets samfundsmæssige værdi skal belyses stærkere og inddrages i debatten om vandmiljø og fisketurisme.
• LDL vil styrke kontakten til medlemsforeningerne. “LDL-info” sendes til flere mennesker, og LDL kommer på internettet.
• Der skal rekrutteres nye medlemmer til LDL blandt de 650.000 danskere, som ifølge Gallup fisker. Mindre end 100.000 er i dag organiserede.

Yderligere information om LDL kan fås på telefon 48 39 09 79.

3. juni 2000

© Steen Ulnits

* OOA lukker og slukker

Efter et kvart århundredes oplysningsarbejde om eller rettere imod atomkraft lukker græsrodsorganisationen “Organisationen til Oplysning om Atomkraft” – i daglig tale blot kaldet OOA – nu sit kontor i København. Årsagen? Mangel på aktivister samt tilfredshed med, at det trods alt lykkedes at få stoppet planerne om atomkraft i Danmark.

Det hele startede i 1970’erne, hvor de danske elselskaber – i lighed med de svenske – ønskede at etablere atomkraftanlæg. Problemet var blot, at man dengang som nu ikke kan anvise 100% sikre opbevaringsforhold for det udtjente og højradioaktive atombrændsel. Samtidig oplevede man på Three Mile Island i USA – på et højteknologisk anlæg i den vestlige verden – et uheld, der længe truede med at udvikle sig til en katastrofe af langt større dimensioner. Den frygtede og ukontrollable nedsmeltning af reaktorkernen.

Det var de arabiske landes ensidige prisstigninger på råolien, der i 1970’erne for alvor satte skub i tankerne om indførelse at atomkraft – så man kunne være uafhængig af de upålidelige arabiske olieproducenter med Saudi Arabien i spidsen. – Hvem husker ikke de bilfri søndage og de øde landeveje, som blev konsekvensen af arabernes oliepolitik?

Men det var primært ulykken på Three Mile Island, der gav OOA vind i sejlene, og som for alvor gav organisationen folkelig opbakning. Noget tilsvarende lykkedes først for sent i både Tyskland og Sverige, som den dag i dag må slås med atomkraftværker fra dengang. OOA fik så meget vind i sejlene, at atomkraften officielt blev strøget af dansk energipolitik i midten af 1980’erne.

Indtil videre kan OOA dog glæde sig over, at svenskerne for nylig har lukket den første af Barsebäcks to reaktorer. Og over, at sjællænderne slap for et atomkraftværk ved Isefjorden, hvor elselskaberne ellers allerede havde købt en grund. På samme måde havde de jyske elselskaber kig på Gylling Næs syd for Århus som en mulig lokalitet for et jysk atomkraftværk.

Så på én gang farvel, tak og tillykke til OOA, som i dag onsdag den 31. maj lukker og slukker efter 26 års ihærdigt oplysningsarbejde. Om ikke andet så glemmer vi næppe nogensinde deres berømte slagsang:

– Hvad skal væk? – Barsebäck! – Hvad skal ind? – Sol og vind!

Interesserede kan læse mere om atomkraft generelt og radioaktivitet i fisk og vand specielt ved at klikke her. – Hvorfor er fiskene eksempelvis radioaktive helt oppe i Lapland?

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: F-ornemme F-luehjul fra F-enwick

Nej, jeg er ikke begyndt at stamme. Det er blot navnet på den nye serie fluehjul, som amerikanske Fenwick har lanceret til 2000-sæsonen. De hedder nemlig “F-series” og byder på det ypperste i materialer, konstruktion og forarbejdning.

F-series omfatter fem modeller, hvoraf de to største er såkaldte “Large Arbor” hjul med bred spolekerne. De tre mindste er mere klassiske af udseende, men alle fem modeller er fræset ud af en massiv blok flyaluminium. Og alle fem er forsynet med en nyudviklet skivebremse, som er ganske avanceret:

Den bygger nemlig på varmeafvisende grafitskiver, som endda er sikrede mod “aquaplaning”, dersom der skulle komme vand på bremseskiverne. Det ledes i så tilfælde bort i små riller på skiverne, som derfor på én gang er både ventilerede og drænede!

Den mindste model F3-4 har dog en lidt enklere bremse, som i stedet tager sigte på at beskytte selv de tyndeste forfangsspidser mod brud.

Alle F-series hjul leveres i et hjulfoderal af neopren, som ikke blot beskytter hjulet, når det ikke sidder på stangen. Det kan også monteres omkring både stang og hjul. Ideelt til transport af færdigriggede stænger – og aldeles uundværligt, hvis der fiskes fra båd.

Ædeltræshåndtag er med til at forstærke indtrykket af absolut sublim topkvalitet.

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Torden og Lynild – igen!

Vi halvgamle fluefiskere husker tydeligt, da amerikanske Berkley for mere end ti år siden introducerede de første “Lightning” stænger. Det var radikale nyskabelser, der ikke kun så ud som torden og lynild med deres sorte klinger og hidsige rød-gule beviklinger. De kastede også formidabelt med deres meget slanke klinger af 100% radial (krydsvævet) kulfiber.

Det var i de år, hvor Berkley for alvor lagde sig ud med konkurrenterne – i form af en kampagne, hvor de ganske enkelt fik et laboratorium til at brænde egne og konkurrenters klinger af, så man kunne se det præcise kulfiberindhold.

Det er vel næsten overflødigt at fortælle, at kun Berkley’s egne stænger levede op til varedeklarationen – i form af en “Carbon Content Rating” (CCR), der på klingen hvidt på sort angav kulfiberindholdet.

Nu har Berkley til år 2000 relanceret “Lightning” fluestængerne – i form af fire 9-10 fod lange stænger i henholdsvis klasse 5-6 0g 7-8. Det er stænger, som med deres lave priser og gode kasteegenskaber nok skal vinde mange tilhængere her i landet.

Den kostbare radiale kulfiber er dog udskiftet med en mere tidssvarende IM7 fiber.

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Fjerlette, jernstærke og lynhurtige!

Egentlig er det ikke rigtige nyheder, da de har været på markedet i nogen tid, men sikke nogle flotte ord! Har du blot én gang stået og bandet over, at din fluestang lige akkurat ikke magtede at lægge de sidste meter line ud til ringene fra den store ørred, så var det måske en idé at kigge nærmere på Fenwick’s efterhånden klassiske “Ironfeather” serie.

Det er ikke stænger for lejlighedsvise eller uøvede fluefiskere. Det er i stedet lynhurtige sager, som stiller store krav til kasteren, hvis man skal få det optimale ud af dem.

Den avancerede CoFi konstruktion af klingen sikrer smækre stænger, som kræver en hurtig kasterytme og god koordination af bevægelserne. Men så er det heller ikke stængerne, der sætter begrænsningerne længere – så er det kasteren selv. På godt og ondt.

Hvis man vover at prøve kræfter med disse avancerede klassikere, er der hele 17 CoFi modeller at vælge imellem – fra 8 fod klasse 4 til 15 fod klasse 11. Der skulle således nok være én, der passer.

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Åbent hus ved lukket vand

Den lille å med de store havørreder – Karup Å – er kendt som et vand, der i de senere år er blevet mere og mere lukket for offentligheden. Et vand, hvis fiskere i stigende grad er medlemmer af små konsortier eller lukkede foreninger.

Men nu agter fiskerne ved Karup Å at linde lidt på døren til det lukkede vand. Det vil man gøre i form af et Åbent Hus arrangement i dagene 24.-25. juni. Årsagen er, at den hæderkronede Hagebro Kro ved bredden af den mindst lige så berømte Karup Å i år kan fejre sit 300 års jubilæum. Det fejres med et arrangement, hvor man i to måneder vil udstillet gamle historiske fotos samt fiskegrej, som vore forgængere brugte det ved åen.

Vil man deltage i Åbent Hus arrangementet og fiske i nok landets bedste havørredvand, koster det 175,- kroner for et fiskekort, der gælder fra lørdag den 24. juni klokken 14 til søndag den 25. juni klokken 14. Hele natten inklusive!

Nærmere oplysninger hos Hagebro Kro på telefon 97 45 20 05.

28. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Partridge passé…

Umiddelbart syd for industricentret Birmingham ligger den engelske by Redditch, der siden 1200-tallet har været først nålenes by og siden fiskekrogenes.

Fiskekroge laves nemlig efter samme recept og samme grundprincipper som nåle, og flere af de store nåleproducenter i Redditch slog sig derfor tidligt på fremstilling af fiskekroge. Tænk blot på navne som Allcock, Bartleet, Milward og Partridge.

Til sidst var der kun Partridge tilbage blandt de gamle krogfabrikanter i Redditch. Partridge familien begyndte at fremstille kroge i 1836, og i begyndelsen af 1920’erne flyttedes produktionen til Mount Pleasant, en af byens forfærdeligt mange bakketoppe.

Efter en lang nedtur i 70’erne og 80’erne talte firmaet i midten af 90’erne godt 50 medarbejdere, som årligt fremstillede mere end 25 millioner kroge – primært til fluefiskeri. I 1997 købte så norske Mustad Partridge af den tidligere og meget dynamiske indehaver Alan Bramley. Mustad lovede i den forbindelse, at opkøbet ikke var sket for at lukke Partridge.

Men Mustad sagde ikke noget om, at man ville blive i Redditch. Og for ganske nylig fyrede den norske krogproducent da også hele medarbejderstaben og flyttede produktionen til Singapore, hvis billige arbejdskraft også er storleverandør af billige kvalitetsfluer.

Partridge bliver aldrig, hvad Partridge var engang. Slut med engelskfremstillede Partridge kroge. Slut med kroge af det bedste engelske Sheffield stål. Slut med de små poser, der var “Inspected by Mary” og andre engelske piger med forstand på de dele.

En epoke er definitivt forbi. Tilbage i Redditch er dog en enkelt ganske lille producent af håndlavede kroge, nemlig “Sprite”, som mest er kendt for sine sortlakerede laksekroge. Det er nu op til en enkelt mand – Vince Green – at opretholde de stolte krogmagertraditioner i nålenes og krogenes gamle by.

Interesserede kan læse den fulde historie om Partridge ved at klikke her.

28. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “Kiwi 2000” fra Cortland

Amerikanske Cortland har taget hul på sæsonen med en helt ny serie fluestænger, som markedsføres under navnet “Kiwi 2000”.

Det første hentyder naturligvis til New Zealand – fluefiskerens paradis på jord – hvor stængerne fremstilles. Det andet til det netop overståede årtusindskifte, som naturligvis måtte markeres med en ny stangserie.

Der er tale om en serie hypermoderne fluestænger monteret med étbenede stangringe i titaniumcarbid samt hjulholder med indsats af radialvævet kulfiber – begge dele for vægtens skyld.

Klingerne er fremstillet af 100% grafit, idet også den tværgående kerne – de såkaldte “hoop” fibre, som holder stangen rund under belastning – er af kulfiber. Sågar håndoplagt i en slags helix af tværgående spiralfibre.

Stængerne fås i længderne 8-9 fod og i lineklasser fra 4-9. Der er seks 2-delte modeller at vælge imellem og tre 4-delte rejsestænger i Cortland’s nye newzealandske topserie.

25. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Letvægts Large Arbor LTD

De fleste forbinder Cortland med flueliner – og med rette. Det var således Cortland, der i 1952 lancerede verdens første syntetiske flueline – forgængeren til vore dages moderne PVC liner. Den evigt unge 444’er hører stadig til blandt verdens bedste og mest slidstærke flueliner.

Men Cortland er andet og mere end blot flueliner – meget mere. Cortland har nemlig en aldeles komplet samling af stænger, hjul, liner, forfang og alle de mange andre småting, som vi fluefiskere er så afhængige af. Alt dette kan fås fra Cortland – i år også et helt nyt og meget spændende hjul, som vil være perfekt til dansk kystfluefiskeri.

Det drejer sig om den nye “Large Arbor” model i Cortland’s efterhånden velkendte “LTD” serie, som byder på hjulhus i kulfiber (for letvægt), aluminiumspole (for stabilitet) og skivebremse. Nu er der så kommet en storebror med bred spolekerne og en linekapacitet, der passer til danske kystørreder.

Det nye hjul tager således en WF 7 line plus 150 meter 20 lbs. bagline uden at kny. Absolut et kig værd, hvis du står og skal investere i et nyt hjul til kysten. Prisen – den er nemlig ganske rimelig!

25. maj 2000

© Steen Ulnits

* Nye perspektiver, tak!

Den 7. april i år sagde formanden for Folketingets miljøudvalg, Jørn Jespersen, til TV2 blandt andet følgende, som især var møntet på havbrug og deres forurening:

“I den miljøpolitiske debat fremstilles arbejdspladser og miljø tit, som om det er to modsætninger. Det er en noget gammeldags betragtningsmåde. Vi bliver nødt til omstille hele vores erhvervspolitik til at tage hensyn til miljø, renere teknologi osv., og så satse på en grøn erhvervpolitik og fremtidssikrede arbejdspladser, hvorimod de der kører med forældet teknologi og forurener miljøet, alligevel forsvinder på et eller andet tidspunkt”.

“Virksomheder, som hviler på et meget miljøbelastende grundlag, bliver nødt til at finde en helt ny måde at producere på, der tager hensyn til energi, resourceforbrug og miljøbelastning. De høje miljøkrav breder sig globalt, og virksomheder må indrette sig på fremtidens miljøkrav. Det er der er perspektiv i”, sagde altså Jørn Jespersen.

Læs også notitsen om Musholm Lax herunder. Det er sådanne forurenende virksomheder, Jørn Jespersen tænker på.

22. maj 2000

© Steen Ulnits

* Nye trusler mod truede arter

Kenya var i sidste måned vært for den 11. internationale konference om handel med truede dyre- og plantearter – “CITES” også kaldet. CITES trådte i kraft i 1975 og omfatter i dag omkring 150 lande verden over.

Ikke uventet var Norge på banen med et forslag om genoptagelse af fangsten af vågehvaler i Nordatlanten, mens Japan gik ind for fangst af vågehval og gråhval fra Stillehavet. Ikke uventet, da netop disse to nationer har en tradition for fortsat at ville fange dyrearter, som andre medlemslande ønsker at beskytte.

USA foreslog et forbud mod handel med hvalhaj – verdens største haj, der kan måle op mod 20 meter i længden – samt enhver form for jagt på og handel med den store hvide haj, der i dag anses for udryddelsestruet. Det sidstnævnte bakkede Australien også op om. Endelig foreslog Storbritannien en regulering af handelen med kød fra brugden, som er verdens næststørste haj.

For at fremme egne ønsker på fiskefronten gik Japan ind for en øget handel med elfenben fra elefanter. Det er den slags politiske studehandler, som gør det svært for ikke at sige umuligt at beskytte truede dyrearter. Japanerne vil partout spise truede dyrearter, til de ikke længere eksisterer.

På konferencen gav de sågar selv udtryk for, at man skam agtede at blive ved – uanset konsekvenserne. Det var og er en del af japansk madkultur, forlød det…

22. maj 2000

© Steen Ulnits

* Slut med drivgarn i Wales

Den islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund (NASF), som opkøber laksekvoter for at redde atlanterhavslaksen fra udryddelse, har gjort det igen.

Denne gang er det drivgarnsfiskerne i Wales, som har indgået en foreløbig opkøbsaftale. En aftale, der kommer laksene i så berømte floder som Usk, Severn og Wye til gode. Fiskerne har her accepteret at indstille deres laksefiskeri med drivgarn og laksefælder, mod at de kompenseres økonomisk af NASF. Et helt og aldeles privat opkøb, altså – uden medvirken fra hverken den engelske eller den walisiske regering.

Det er et opkøb, som ikke kun vil komme laksefloderne i England og Wales til gode. Fangsterne her inkluderer nemlig også laks på vej til gydepladserne i de få resterende laksevandløb i Frankrig og Spanien. Laksen er jo om nogen en international fisk, som ikke kender til landegrænser.

NASF ser opkøbet af den walisiske laksefangst som et vigtigt første skridt på vejen mod det endelige opkøb af det langt større “interception” fiskeri, som finder sted i Nordengland. Et fiskeri, som truer med at udrydde de sidste laksebestande i verdensberømte floder som eksempelvis Tweed og Spey. Dernæst gælder indsatsen det ligeledes storstilede garnfiskeri, som stadig finder sted på den irske vestkyst.

Den internationale organisation ICES (“International Council for the Exploration of the Sea”) præsenterer snart den årlige oversigt over laksefangsterne i Nordatlanten. Oversigten forventes at vise, at garnfiskeriet i 1999 tog 86% af alle laks fanget i England og Wales. Dette baseret på den kendsgerning, at sportsfiskerne efterhånden genudsætter omkring halvdelen af deres fangster i floderne.

Drivgarnsfiskerne har i de seneste år haft store problemer med overhovedet at fange laks nok til at holde skindet på næsen rent økonomisk. Det var da også baggrunden for fiskernes forhandlingsvilje, at der simpelthen ikke var flere laks at fange. Derfor var man naturligt nok positivt indstillet over for et økonomisk gunstigt opkøb.

Nu venter vi så kun på, at den engelske fiskeriminister vil dokumentere i praksis, hvad han sagde for nylig: At den britiske regering vil gå ind som medfinancier af de kommende opkøb af gamle garnrettigheder. Se notits herom længere nede på denne side.

Under alle omstændigheder er der endnu engang grund til at ønske NASF’s utrættelige islandske formand Orri Vigfusson tillykke med et godt resultat, som endnu engang giver håb om en fremtid for atlanterhavslaksen!

Interesserede kan læse mere om NASF – og se flotte fotos fra Island – ved at klikke her.

17. maj 2000

© Steen Ulnits

* “Danmark er et lorteland”

“Det kan ikke være rigtigt, at nogle få landmænd for ussel mammons skyld får lov til at forvandle vores land til en stor gyllemark”.

Sådan skriver medieøkonom Karna Maj i dag i dagbladet Politiken. Overskriften “Danmark er et lorteland” er hentet fra Buster Larsen, som i sine nu klassiske TV-monologer om Danmark altid sluttede af med den svada – omend han dengang ikke tænkte på landmænd og gylletanke.

Dengang i 70’erne var det danske landbrug endnu ikke den industriproduktion, det i mellemtiden har udviklet sig til. Dengang havde det danske landbrug stadig en snert af den kontakt med naturen, som enhver form for landbrug bør have, hvis det skal være bæredygtigt og langtidsholdbart.

Karna Maj skriver videre – efter at have fortalt om det dejlige solskinsvejr lige uden for døren: “Hvorfor sidder jeg så her bag skærmen en lørdag eftermiddag?……Ganske enkelt fordi vi her i husrækken ikke kan trække vejret udenfor, og det har vi ikke kunnet siden i mandags, da nabolandmanden kørte første hold gylle ud over et flere hektar stort areal med korn lige over for husrækken. Bortset fra en enkelt dag, hvor vinden var os nådig og vi kunnet få luftet ud inde i huset…….Snart er der heller ikke mere rent tøj, men hvem har lyst til at vaske tøj, som kommer til at lugte af gylle?”

For en halv snes år siden var der omkring 10 millioner slagtesvin her i landet. I dag er der op imod 25 millioner, og landbruget presser på for at komme op på en samlet produktion i nærheden af 35 millioner. Altså mere end en 3-dobling på godt og vel et årti. Altsammen for at nogle få mennesker – landmændene – kan tjene penge til sig selv og nationen. Men på bekostning af miljøet, som lider voldsomt under den støt stigende svineproduktion og den tilsvarende stigning i gyllemængden.

For landbruget skal af med de store gyllemængder, som derfor spredes over markerne i overdosis. Noget fordamper med det samme – efterladende en svidende stank af død. Andet løber af markerne som overfladevand – direkte ud i vandmiljøet. Atter andet siver ned i grundvandet, som forurenes med nitrit, inden også det havner i vandmiljøet – blot noget forsinket.

Vi har allerede set resultaterne – i form af en Mariager Fjord, som afgik ved døden for et par år siden. Og vi kommer til at se mange flere, så længe vore politikere ikke sætter en stopper for dette, nå ja, svineri. For Mariager Fjords vedkommende kan Nordjyllands Amt konstatere, at små 80% af alt det dødbringende kvælstof i fjorden stammer fra netop landbruget.

– Men hvem i alverden har dog givet et fåtal landmænd tilladelse til sådan at ødelægge luft, jord og vand for os allesammen i dejlige Danmark?

13. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Skudsikre nyheder fra Fenwick

Amerikanske Fenwick havde sidste år stort held med lanceringen af “Techna AV” stængerne, der som de første nogensinde benyttede kevlar til en gennemgribende forstærkning af klingerne.

Ikke blot i form af en omvikling med enkelttråde som tidligere set, men i form af en total integration med kulfiberklædet. Som et beskyttende lag uden på de aktionsgivende kulfibre, der kan være ganske ømtålelige over for mekanisk påvirkning.

Da kevlar er det samme materiale, som blandt andet bruges i skudsikre veste, er de nye Techna AV stænger ifølge Fenwick hele fire gange mere modstandsdygtige overfor stød og slag end almindelige kulfiberstænger. Et godt salgsargument, hvis stangen primært eller ofte skal bruges på steder, der regelmæssigt udsætter den for knubs. Eksempelvis i en båd.

Til år 2000 har Fenwick udvidet sortimentet af Techna AV fluestænger med hele fem nye modeller. Det drejer sig primært om lange sager på 10, 11 og 14 fod, der alle leveres i sølvskinnende alurør.

Med undtagelse af de store SiC-forede skyderinge bruges udelukkende de nye étbenede øjer af titanium-belagt rustfrit stål.

13. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Vadesko fra Teeny

Amerikaneren Jim Teeny kender de fleste nok for hans banebrydende flueliner, som mest af alt er synkende skydehoveder med påsplejset running line – blot er linerne ud i ét uden irriterende splejsninger.

Nu har Jim Teeny barslet med en næsten lige så banebrydende ny vadesko. Til stor glæde for de mange, som har bandet over deres irriterende vadesko, som hver gang skulle snøres og snøres op, når de skulle af og på.

Jim Teeny er en praktisk mand, så hans vadesko er uhyre praktiske. De har nemlig hverken snørebånd eller velcrolukke. I stedet er de forsynet med en kraftig lynlås bagtil samt et fleksibelt forstykke af neopren.

Denne kombination gør det nemt og bekvemt at komme ind og ud af sine vadesko, som tilmed kan strammes ekstra op med et velcrolukke fortil, hvis man føler behov for det.

13. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejtest: 3-delte nyheder fra Scierra

Vi tog til Samsø i god tid før årets havørredkursus på højskolen. Formålet var naturligvis at kigge de bedste steder ud og svinge fluestængerne lidt, før kursisterne ankom. Jeg havde en splinterny Scierra SST 9 1/2 fod klasse 7 stang med, som skulle testes – helst under de mest realistiske forhold. Og sandelig: Vi havde næppe fisket mere end en halv times tid på nordkysten, førend en god fisk lukkede kæberne sammen om mit perlemorsfarvede Juletræ.

SST stangen kom på en hård prøve, for fisken var af den vægtige slags og ville bestemt ikke med ind til land.Efter en solid fight med et par rigtig gode udløb kunne en tililende tysker løfte sit store net op omkring min første Samsø-fisk i dette årtusinde – et pragteksemplar af en sølvskinnende og smældfed havørred på 3,1 kg, 66 cm lang.

Den nye SST stang kan altså fange fisk, og det er jo godt. Men den kan mere end det. Den er uhyre let uden derfor at mangle kræfter. Faktisk kaster den en 8’er line helt uden problemer, hvis det er det, der skal til. Og så er den holdt i en smuk og diskret matgrøn finish, der ikke afgiver skræmmende reflekser under kast og fiskeri. Endelig er den forsynet med de nye étbenede stangringe, som holder vægten helt i bund.

Hertil hjælper også hjulholderen, som er uplocking og sortelekseret med indlæg af radial kulfiber. Håndtaget er af førsteklasses kork, som leder tankerne hen på langt dyrere stænger – dertil forsynet med en fast fighting butt, som hverken er for kort eller for lang. Samtidig er stangen 3-delt, hvilket gør den let at transportere.

Alt i alt en fremragende stang, som selv meget kræsne fluefiskere vil kunne trives med. Til en pris, der er rimelig og til at forstå. Dyrere behøver det altså ikke at være, hvis man blot vil have flot finish og fornem funktion.

11. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejtest: Guf fra Geoff!

Ganske mange danske lystfiskere har efterhånden fundet ud af, at man virkelig får noget for pengene, når man investerer i beklædning fra “Geoff Anderson”. Går man en tur på kysten, støder man regelmæssigt på de fikse vadejakker fra dette firma. Flere og flere vælger ligeledes Geoff Anderson, hvis der skal et par nye og slidstærke bukser til – i et rapt design og med lommerne på rette sted.

Men det er langt fra altid, man kan se, om der er Geoff Anderson i garderoben. En stor del af produkterne er nemlig beregnet til at bæres inderst på kroppen – i form af svedtransporterende undertøj eller ditto mellemlag. Jeg har i løbet af vinteren haft et sæt Geoff Anderson “Evaporator” til langtidstest. Blandt andet har det været med på en tre ugers tur til Ildlandet i det sydligste Sydamerika – en tur, hvor temperaturen flere gange dykkede under nulpunktet i de kølige aften- og morgentimer. En tur, hvor temperaturen kunne svinge fra minus 3 til plus 30 grader i løbet af et døgn!

“Evaporator” bestod prøven med glans og kan så absolut anbefales, hvis man som lystfisker færdes meget ude i naturen. Specielt hvis man også går meget. Kombineret med et par åndbare waders kan man bevæge sig rigtig meget uden derfor at blive den mindste smule klam indeni.

Derfor topkarakter til Geoff Anderson for dette undertøj.

11. maj 2000

© Steen Ulnits

* Miljøministeriet mod Musholm

Som faste læsere af denne side vil vide, så har Vestsjællands Amt givet Musholm Lax tilladelse til at fordoble sin produktion af regnbueørreder – og dermed øge forureningen af Storebælt tilsvarende. Herved har amtet tilsidesat sin egen regionsplan for Musholm Bugt.

Som faste læsere af denne side også vil vide, så er indehaveren af Musholm Lax den selvsamme Kurt Malmbak Kjeldsen, der i dag har sæde i bestyrelsen for Dansk Laksefond. En underlig dobbeltrolle, som er faldet mange for brystet – blot ikke Dansk Laksefond selv. Således trak Danmarks Sportsfiskerforbund sig ud af bestyrelsen på grund af Kjeldsens dobbeltrolle som vildlaksens beskytter på den ene side – og så den største enkeltforurener af bæltet på den anden.

Nu er miljøminister Svend Auken aktivt gået ind i sagen og har fået Miljøstyrelsen til at gøre indsigelse mod tilladelsen, der strider mod al gældende praksis på området. Der er således nu en begrundet forhåbning om, at Musholm Lax alligevel ikke får lov til at øge såvel produktion som forurening af Musholm Bugt.

9. maj 2000

© Steen Ulnits

* Porto, politi og politik

Der skal mere politi på gaden, besluttede politikerne ved seneste politiforlig. De fandt også ud af, hvor de mange millioner skulle komme fra. Dem valgte man nemlig at skaffe ved at fjerne det årelange tilskud, som staten har ydet i form af portokompensation på tidsskrifter. En form for kulturstøtte, som nu pludselig bortfaldt, da der skulle mere politi til det danske samfund.

Det har allerede haft og får fremover afgørende betydning for de danske fiskeblade. I første omgang har det betydet, at Danmarks Sportsfiskerforbunds obligatoriske medlemsblad “Sportsfiskeren” nu ikke længere vil kunne fås i løssalg. Var det tilfældet, ville tilskuddet til postbefordringen nemlig stige så meget, at forbundets udgifter ville fordobles.

For de øvrige fiskeblade på det danske marked – “Fisk & Fri” samt “Fiskeavisen” – har det betydet store merudgifter til distribution. Udgifter, der i sidste ende vil havne hos forbrugerne i form af højere priser på abonnement og løssalg. Begge disse blade har nemlig et stort løssalg, som de ikke uden videre kan undvære.

Hverken “Fisk & Fri” eller “Fiskeavisen” får tilskud fra tipsmidlerne, som Danmarks Sportsfiskerforbund gør. De må klare sig selv på almindelige forretningsmæsige vilkår. Til gengæld kan de så glæde sig over ikke længere at skulle konkurrere med “Sportsfiskeren” om løssalgskøberne.

5. maj 2000

© Steen Ulnits

* Bådtest: “Gemini” fra svenske Crescent

Vil du se billeder af og læse om en svensk småbåd af de mere rappe, så kig indenfor under “Fiskebåde” her på denne hjemmeside. Dér finder du en grundig test af den nye “Gemini” fra svenske Crescent.

Der er virkelig radikal svensk nytænkning og masser af frække finesser på denne velsejlende tvilling fra Sverige!

5. maj 2000

© Steen Ulnits

* Præsidenten præciserer positionen

Bill har gjort det igen. Denne gang har han formået at øge sin popularitet blandt alverdens småbådsfiskere og ejere af de nyeste nye biler. Og jo – det er Bill Clinton, vi taler om. Verdens mægtigste mand. Præsidenten for verdens rigeste land. Intet mindre.

“Global Positioning System” – i daglig tale blot GPS – har længe været den vigtigste metode til bestemmelse af ens position, højde og hastighed. Systemet er baseret på geostationære satelliter, som sender data ned på jorden. Men af sikkerhedsmæssige årsager har signalet fra starten været “scrambled”, så der var en indbygget misvisning. “Selective Availability” kaldte man det.

Den 1. maj i år frigav så det amerikanske militær den nøjagtige GPS kode, hvorved præcisionen steg væsentligt – typisk fra under 100 meter til under 10 meter. Man fjernede helt enkelt den “scrambling” af signalet, som militæret hidtil havde lagt ind af hensyn til sikkerheden i urolige områder som Mellemøsten. Man ønskede ikke at give Saddam Hussein alt for gode kort på hånden, hvis han skulle finde på at sende missiler afsted mod naboerne…

Det amerikanske militær har i mellemtiden udviklet en ny teknik, der gør det muligt stadig at “scramble” specifikke geografiske områder, hvis man finder det nødvendigt. I vor fredelige vestlige verden derimod er der ikke længere indlagt nogen fejlkode, hvorfor præcisionen er steget mærkbart.

Den udstrakte brug af GPS i de nyeste bilmodeller har givet været den direkte årsag til “frigivelsen” af den nøjagtige GPS kode. Flere og flere nye biler er nemlig udstyret med et GPS-system til brug på vejnettet. Her var det helt enkelt nødvendigt med en bedre præcision, hvis man skulle kunne skelne mellem tæt beliggende veje.

Det har givet også spillet en væsentlig rolle, at vi her i Europa nu i nogen tid har puslet med tanken om selv at udvikle et mere nøjagtigt GPS-system. Det ville koste over 25 milliarder kroner og skulle under kodenavnet “Galileo” påbegyndes i år 2004. Noget sådant ville USA for alt i verden undgå, idet man i så fald ville miste meget store markedsandele på GPS fronten. Sporene fra Airbus samarbejdet skræmmer tydeligvis.

“The decision to discontinue Selective Availability is the latest measure in an ongoing effort to make GPS more responsive to civil and commercial users worldwide. This increase in accuracy will allow new GPS applications to emerge and continue to enhance the lives of people around the world.”

Såvidt Mr. President’s egne ord om det nye og bedre GPS. Det skal dog slås fast, at man stadig opnår en væsentligt bedre præcision ved brug af Differential-GPS (D-GPS), som kombinerer satellitdata fra rummet med data fra landbaserede radiofyr. Typisk er man med D-GPS nede på en præcision omkring 2-3 meter, mens man med almindelig GPS stadig må regne med 8-10 meters unøjagtighed.

3. maj 2000

© Steen Ulnits

* – Blå tun på rød liste?

Den store blåfinnede tun – den, som for de fleste er indbegrebet af tunfisk – er hårdt presset fra mange sider. Sportsfiskerne elsker den for dens størrelse, styrke og imponerende fight. Og erhvervsfiskerne jagter den fra fly og skib på grund af de ofte skyhøje kilopriser, den indbringer på ikke mindst det evigt fiskehungrende japanske marked.

Den blåfinnede tun er helt enkelt så attraktiv, at den nu er ved at dø af det. I hvert fald diskuteres det nu på højeste plan, om ikke den blåfinnede tun skal rødlistes som en truet art. Om ikke den skal Cites-listes, som det så fint hedder. I hvert fald er det en kendsgerning, at bestanden i de store verdenshave nu er så langt nede, at fiskene har besvær med blot at opretholde en minimal gydebestand.

Den blåfinnede tun er nu i så høj kurs, at den i visse tilfælde fanges levende og sælges levende, så japanerne kan få det helt, helt friske fiskekød, de er så vilde efter. Men det er sin sag at holde fisk på 100 kg eller mere i fangenskab. Specielt da, når der er tale om nogle af havets virkelige hurtigsvømmere…

Der er så mange penge i disse store tun, at fiskeflåden på de store have længe har haft specielle “spotting planes” til at finde flokkene af tun fra luften. Små sportsfly, hvis eneste opgave er at lokalisere tunene og rapportere deres position til skibene nede på vandet. Som så straks rykker ud og fanger hele flokken.

Så er det altså ikke let at være tun længere…

2. maj 2000

© Steen Ulnits

* Ny farlig fiskesygdom på vej

En ny og meget farlig fiskesygdom er på vej til at spredes over hele verden. Det drejer sig om den dødbringende ISA (Infectious Salmon Anaemia) – en virussygdom, der angriber nyrer og kredsløb hos fiskene, som til sidst dør af sygdommen.

Som så mange andre nyere fiskesygdomme stammer også ISA fra Norge, som med sit kolossale lakseopdræt ligeledes er blevet storproducent af smitsomme fiskesygdomme. Disse sygdomme spredes i løbet af nogle få år til stort set samtlige andre lande, der enten selv opdrætter laks, eller som har vigtige bestande af vildlaks i deres floder og elve.

Fra Norge er ISA inden for de sidste to år spredt til først Skotland, siden Shetlandsøerne og nu også Færøerne. Det vides, at sygdommmen med stor sandsynlighed er kommet til Færøerne i ballasttankvandet på et mindre fragtskib, der sejlede fiskefoder fra Shetlandsøerne til Færøerne. Dette skib har nu fået sine ballasttanke desinficeret, men skaden er allerede sket, og det færøske lakseopdræt må nu se i øjnene, at tamlaks i tusindvis snart vil bukke under for den nye sygdom. Færøerne producerer i dag årligt omkring 50.000 tons laks, så der er nogle af tage af…

Men også vildlaksene på den anden side af Atlanterhavet – i New Brunswick og Nova Scotia i Canada – har nydt godt af den norske sygdom. Således er der her fundet to vildlaks med ISA i kroppen. Alle nordatlantiske lakselande er således i farezonen med hensyn til ISA – heriblandt Island, som er det land i verden, der tjener flest penge på sine bestande af vildlaks. Således regner man på Island med, at de 30.000 laks, der årligt landes i landets godt 100 større lakseførende elve, omsætter for 30 millioner US$. En lille kvart milliard danske kroner, hvilket er ganske mange penge for et lille land med blot en kvart million indbyggere.

North Atlantic Salmon Fund (NASF) – en privat organisation, som opkøber laksekvoter i Nordatlanten for at beskytte vildlaksene, og som har hovedsæde på Island – advarer derfor mod den nye sygdom, som endnu ikke er konstateret på Island. Advarslen har allerede haft til følge, at den islandske regering pure har afslået ansøgninger om lakseopdræt ved de islandske kyster. Der står helt enkelt alt for mange penge på spil i sportsfiskeriet.

NASF’s utrættelige Orri Vigfusson henviser til retningslinjer for sikker opbevaring og behandling af ballastvand i fragtskibe, så smitterisikoen mindskes mest muligt. Dem kan man læse om i “Guidelines for the Control and Management of Ships’ Ballast Water to Minimize the Transfer of Harmful Aquatic Organisms and Pathogens” (se Resolution A.868(20), som trådte i kraft den 27. november 1997 (Agenda item 11)).

Disse papirer kan rekvireres hos relevante ministerier og havnemyndigheder.

30. april 2000

© Steen Ulnits

* – Hvorfor fisker vi egentlig?

En amerikansk undersøgelse fra 1999 søgte at finde årsagen til, at vi overhovedet fisker. Man havde 20 år tidligere lavet en tilsvarende undersøgelse, og nu ønskede man at se, om vore bevæggrunde havde forandret sig. Det havde de:

– 35% fisker i dag primært for at slappe af fra en stressende hverdag.

– 33% fisker for at være sammen med familie og venner.

– 13% fisker for at komme tæt på naturen.

– 7% fisker mest for sportens skyld.

– 5% fisker for at spise fangsten.

– 3% fisker kun efter store fisk.

Afstresning og socialt samvær har således overtaget de første to pladser – i forhold til tidligere, hvor nærværet med naturen og fiskeri for sportens skyld var de vigtigste årsager. Billedet af lystfiskeri som en individuel og solitær beskæftigelse er således afløst af billedet af lystfiskeren som et mere socialt og selskabssøgende væsen.

– Har du nogensinde spekuleret over, hvorfor du egentlig holder af at fiske med stang og line? – Falder du ind under ovenstående kategorier, eller fisker du af helt andre årsager?

24. april 2000

© Steen Ulnits

* Britisk fiskeriminister lægger kursen om

Den internationale, men islandsk baserede “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) har i flere år arbejdet på at opkøbe fiskekvoter, så alt kommercielt højsøfiskeri efter atlanterhavslaks bringes til ophør.

Opkøbene har til formål, at laksene så i stedet kan indgå i det rekreative fiskeri med stang og line, hvor fiskene skønsmæssigt omsætter mellem 10 og 30 gange deres blotte handelsværdi.

NASF har her allerførst i det nye årtusinde godt nyt at melde fra Storbritannien, som i international laksesammenhæng meget længe har været et sort får. Flere end 250.000 voksne og gydemodne laks fanges således hvert år i drivgarn på deres vej mod gydepladserne i vandløbene. I et uselektivt “interception” fiskeri, som ikke tager hensyn til de forskellige vandløbs forskellige fiskebestande.

Her gengives den dugfriske, engelsksprogede og uforkortede originaludgave af de gode nyheder fra sportsfiskeriets absolutte moderland:

“Britain’s Fisheries Minister Elliot Morley Thursday 9 March 2000 welcomed an advisory report that calls for an early end to the netting of salmon at sea. The report also recommends that his Government should contribute “substantial funding” towards the cost of inducing commercial fishermen to give up salmon netting.

For the first time in Britain, the report suggests that the Government should take powers to allocate catches between rod and net interests on economic grounds. There should also be limits on the number of salmon that inshore netsmen can kill in the river estuaries, bag limits for anglers and the sale of rod-caught fish should be prohibited.

“The Government will consider all the recommendations with care,” promised Mr Morley who said that Britain’s Labour Government was fully committed to the future of angling, It sees the sport, he said, as “an important mass-participation leisure activity for all ages.”

The Minister accepts the report’s conclusion that a rod-caught salmon is hugely more valuable than one caught by a net and says angling’s contribution to the economy, particularly in rural areas, should not be underestimated.

Britain and Ireland are the last nations to permit the netting at sea of mixed stocks of salmon heading for different rivers. Salmon numbers in the North Atlantic have declined so seriously that the fish is becoming an endangered species right across its range from Europe to North America.

As the crisis worsens Britain and Ireland are under increasing criticism by nations which have stopped commercial salmon fishing in the hope that stocks can recover. Salmon make 99% of their growth during the migration cycle, largly in the feeding grounds of Iceland, Faroe Islands and Greenland.

These northern nations resent seeing the salmon they have saved being massacred off the British Isles. Between them, legal and illegal British and Irish interceptory nets are killing 250,000 or more salmon annually.

The report was produced by the Salmon and Freshwater Fisheries Review Group which was set up in 1998 to advise the British Government on the future management and funding of freshwater fisheries. It received written evidence from over 350 groups and took oral evidence from over 130 people including Orri Vigfusson, chairman of the North Atlantic Salmon Fund. Mr. Vigfusson said that he would be delighted to welcome H.M. Government as major financial partners in the bid to compensate netsmen for giving up netting rights.

Among its most important findings are declarations that the economic value of angling in rural areas should be recognised in the development of Government policies in the countryside and rural economy and that there should be a substantial increase in the money the Government spends on freshwater fisheries”.

Nu har den britiske regering således indset, at der er langt større penge i det rekreative fiskeri end i et kommercielt fiskeri efter attraktive sportsfisk. I form af nye arbejdspladser og deraf afledte skattekroner.

Regeringen ses således som en ny økonomisk medspiller, når de sidste erhvervsfiskere skal købes ud og garnfiskeriet afvikles, så vildlaksene atter kan få fri adgang til gydepladserne. Her skal de så danne grundlag for et økonomisk givtigt og økologisk bæredygtigt sportsfiskeri.

24. april 2000

© Steen Ulnits

* Havørreder på Højskole II

Netop hjemvendt fra årets havørredkursus på Samsø har jeg nu fået renset og frosset de sidste fisk og fået skyllet det meste salt af fluegrejet.

Det startede rigtig godt, idet hjælpelærer Preben Petersen og undertegnede tog til Samsø allerede dagen før kurset – naturligvis for at kigge de bedste steder ud og fiske lidt flue fra de smukke samske kyster. Og sandelig: Vi havde næppe fisket mere end en halv times tid på nordkysten, førend en vægtig fisk lukkede kæberne sammen om mit perlemorsfarvede Juletræ.

Efter en solid fight kunne en tililende tysker løfte sit store net op omkring min første Samsø-fisk i dette årtusinde – et pragteksemplar af en sølvskinnende og smældfed havørred på 3,6 kg, 66 cm lang. Det er den, du ser på billedet herover.

Det var en herligt broget flok af håbefulde kursister, som dukkede op på højskolen om søndagen. De kom fra det meste af landet og spændte ganske vidt, hvad både profession og alder angik. Således var alderspræsidenten suverænt den danske Nobelpristager i kemi, Jens Christian Skou, som med sine 82 år på bagen kunne levere både vid og viden til kurset.

Der blev diskuteret fluer og fluebinding, kast og fiskeri. Hovedvægten var lagt på det praktiske fiskeri, så også instruktionen i fluekast var henlagt til realistiske forhold ved de samske strande. Ikke noget græsplænefiskeri her!

Kort fortalt blev der i løbet af ugen landet 15 havørreder på flue – med ovennævnte 3,1 kg’s fisk som både den første og den største. Da vi stod og ventede på færgen hjem til Jylland, havde Preben og jeg lige et par timer, der kunne bruges til at svinge fluestængerne i. Og vi var igen heldige med både tid og sted. Således fandt vi et par småflokke af havørreder, som jagede lystigt i overfladen, og som gerne tog et lille Juletræ fisket højt og hurtigt.

Resultatet blev syv fisk til fluen, hvoraf to dejlige havørreder på henholdsvis 47 og 48 cm måtte lade livet for mit fluorøde Juletræ. De kom med færgen over til fastlandet og ligger nu godt i fryseren her i Århus midtby.

Næste kursus ligger i oktober 2000 – næste igen i april 2001. Er du interesseret i at komme på kursus i kystflue – med kammeratligt samvær og masser af praktisk fiskeri på gode pladser – så kontakt nedenstående adresse for nærmere oplysninger:

Højskolen på Samsø
Skolebakken 10
8305 Samsø

Tlf. 86 59 04 11
www.samso.com/hojskolen

17. april 2000

© Steen Ulnits

* Brøns Å Bare Bedre

Dansk Dambrugerforening drev i mange år Statens Forsøgsdambrug ved Brøns Å i Sønderjylland – dels finansieret af dambrugerne selv, dels af den danske stat. Det var i de år, hvor eksporten af dambrugsørreder var et vigtigt punkt på handelsbalancen – hvor hensynet til vandmiljøet kom i anden række.

Sådan er det ikke længere. Således blev dambruget nedlagt forrige år i forbindelse med en retablering af en reguleret åstrækning. Dambruget blev lukket og vandløbet ledt uden om dammene i nye åslynger, hvorved 2 km gammelt vandløb blev til hele 3 km nyt.

Brøns Å er en af de Vadehavsåer, som har den mindste naturlige smoltproduktion. Ikke mindst på grund af tidligere regulering og opstemning af åen. Alligevel er smoltproduktionen markant større end i naboen Kongeåen, og den forventes nu – efter restaureringen og den efterfølgende udlægning af gydegrus – at blive endnu bedre.

Projektet blev gennemført af Sønderjyllands Amt med bidrag fra Miljøstyrelsen og fiskeplejemidlerne. Den nye Brøns Å er altså noget af det meget konkrete,som vi lystfiskere har fået for indtægterne fra fisketegnet.

Måtte vi få mere af samme slags – i stedet for bevidstløse udsætninger af tamfisk og forskning for midler, der tidligere kom fra staten…

16. april 2000

© Steen Ulnits

* Skjernå på museum

Sidste år tog energi- og miljøminister Svend Auken det første spadestik til restaureringen af Skjernå – en beslutning, der var taget af et enigt Folketing mere end 12 år tidligere.

I skrivende stund er der således fuld gang i maskinerne, som skal føre en stor del af den regulerede å tilbage til sit gamle, slyngede leje. Det skal fejres, mener både Skjern Kommune og Skov- og Naturstyrelsen. Derfor har man besluttet sig for at indrette et midlertidigt museum om Skjernåen, dens regulering og retablering, i Skjern-Egvad Museums nuværende bygninger.

Der er sat et engangsbeløb på 0,7 mio. kroner af til projektet samt 50.000 kroner til den årlige drift i fem år. Udstillingen åbnes for offentligheden til juni. Hvor længe den skal vare, vides endnu ikke. Der arbejdes nemlig også med planer om et permanent naturformidlingscenter på godset Lønborggård – midt i det genskabte område.

Her har miljøministeren nu strammet grebet om de lokale myndigheder, idet han har sat en deadline for Lønborggårds fremtid. Vil man fra lokal side gå aktivt ind i etableringen af et naturformidlingscenter – med en beslutning inden for to måneder – vil ministeren overdrage godset kvit og frit. Vil man omvendt ikke engagere sig i projektet, vil Lønborggård blive solgt til anden side.

Oprindelig mente man, at det ville koste 60 millioner kroner at etablere et naturformidlingscenter på Lønborggård. Penge, der skulle komme fra dels Ringkøbing Amt, dels Skjern og Egvad kommuner. Nu mener Skov- og Naturstyrelsen, at det kan gøres for 26 millioner. En del af pengene er allerede fundet. Således har Skov- og Naturstyrelsen sat 5 mio. kroner af til formålet, Friluftsrådet 3 mio. kroner. Tilsvarende vil Ringkøbing Amt punge ud med 1 mio. kroner, mens Lokale- og Anlægsfonden vil spytte hele 10 mio. kroner i projektet.

Svend Auken mener derfor, at de 26 mio. kroner til etableringen af centret nok skulle kunne fremskaffes. Værre ser det ud med den fremtidige drift, hvis finansiering endnu står hen i det uvisse.

Godset Lønborggård blev opkøbt af staten i 1994 i forbindelse med jordopkøbene til retableringen af Skjernå. Nu står bygningerne og forfalder stille og roligt.

16. april 2000

© Steen Ulnits

* Penge til pesticid-plan

Som omtalt længere nede på denne side har miljøminister Svend Auken barslet med en ny plan til nedbringelse af landbrugets forbrug af pesticider – sprøjtegifte.

Regeringens nye plan blev vedtaget med et bredt flertal i Folketingets Finansudvalg, som nu stiller knap 65 millioner kroner til rådighed for planen. Landbrugspartierne Venstre og Kristeligt Folkeparti undlod at stemme for planen, mens Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Konservativt Folkeparti helhjertet gik ind for den.

Planen medfører ikke kun et forsøg på at reducere det årlige antal sprøjtninger, hvilket har vist sig utilstrækkeligt, når og hvis landbruget – som tilfældet har været – i stedet blot bruger stærkere og mere koncentrerede gifte. Planen medfører derfor også, at det økologisk drevne landbrugsareal udvides med 170.000 hektar til samlet 230.000 hektar. Arealer, hvor der slet ikke må bruges pesticider.

Nu skal det blive spændende at se, om Pesticid-handlingsplan II bliver lige så virkningsløs over for landbruget som den første…

8. april 2000

© Steen Ulnits

* Miljøet genererer millioner

Det hæderkronede danske landbrug, som længe har brystet sig af at være landets vigtigste eksportører – prmært på grund af den stærkt forurenende svineproduktion – må nu se sig overhalet indenom.

Således viser de seneste opgørelser fra Energi- og Miljøministeriet, at den danske eksport af produkter og knowhow på energi- og miljøområdet nu har overhalet landbrugets eksportindtægter. Således blev der i 1998 eksporteret svinekød for mellem 16 og 18 milliarder kroner. Til sammenligning blev der eksporteret vindmøller, kraftværker, rensningsanlæg, forbrændingsanlæg, filtre og rådgivning for sammenlagt 22 milliarder kroner.

Det sætter tingene lidt i perspektiv, at miljøsektoren nu endelig har indhentet og overhalet svine- og gylleproduktionen. Kommunernes Landsforening kunne allerede for flere år siden konkludere, at det højt besungne danske landbrug – trods store eksportindtægter – netto var en underskudsforretning for det danske samfund.

Primært på grund af de kolossale omkostninger, der er og også fremover vil være forbundet med at rydde op efter landbrugets forurening af grund- og overfladevand.

8. april 2000

© Steen Ulnits

* Skadedyr skudt

Skov- og Naturstyrelsen, hvorunder jo jagten i Danmark hører, har netop udsendt den årlige statistik over nedlagt vildt i perioden 93/94 – 98/99.

For os lystfiskere er der specielt to arter, som har vital interesse – mink og skarv, der jo begge er store fiskespisere. Minken strejfer om ved sø og å, mens skarverne i overvejende grad holder til ved større søer og fjorde.

• Mink:
• 93/94: 3.600 stk.
• 94/95: 3.400 stk.
• 95/96: 4.600 stk.
• 96/97: 6.000 stk.
• 97/98: 8.000 stk.
• 98/99: 6.700 stk.
• Skarv:
• 93/94: 1.600 stk.
• 94/95: 2.400 stk.
• 95/96: 3.000 stk.
• 96/97: 3.700 stk.
• 97/98: 4.300 stk.
• 98/99: 3.600 stk.

Den voldsomme stigning i antallet af nedlagte mink i 96/97 og 97/98 skyldes primært undslupne dyr fra landets mange minkfarme. Minken er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, men indført fra Nordamerika – præcis som regnbueørreden.

Skarven er derimod naturligt hjemmehørende i Danmark, som samtidig huser en meget stor del af Europas samlede bestand. Derfor blev skarven totalfredet for nogle år siden – med en eksplosiv fremgang til følge. Trods fredningen gives dispensation til nedskydning af skarver i forbindelse med bundgarn, dambrug og fiskeudsætninger.

7. april 2000

© Steen Ulnits

* Høje hegn og mængder af mink

Minken, som i sin tid blev indført til Danmark fra Nordamerika på grund af sin smukke pels, er nu et problem mange steder herhjemme. I hvert fald viser jagtstatistikken, at antallet af nedlagte mink i det fri steg til hele 8.048 stykker i sæsonen 97/98. Det er dyr, som enten er undsluppet fra landets omkring 3.000 minkfarme. Eller født i det fri som afkom af de undslupne dyr.

Minken er kendt som en overbevist fiskespiser, der i andre lande har gjort stor skade på fiskebestandene, som ikke – modsat de nordamerikanske – har lært at leve med dette lille rovdyr gennem årtusinder. Nye regler fra Fødevareministeriet kræver nu, at minkfarmene skal være indhegnet med hegn, der stikker mindst en halv meter ned under jorden og når mindst halvanden meter over jorden.

Forhåbentlig kan de nye krav være medvirkende til, at udslippet af mink reduceres drastisk. Og forhåbentlig vil rabiate dyrevenner ikke slippe de tamme dyr ud i det fri, som tilfældet har været flere steder i udlandet. Til stor skade for de vilde dyr i naturen der…

7. april 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: CFO til saltvand

For snart 20 år siden investerede jeg et kurfyrsteligt – i hvert fald dengang og for en fattig biologistuderende – beløb i et lækkert fluehjul fra amerikanske Orvis. Hjulet var det nu klassiske “CFO”, der er navngivet efter Charles F. Orvis – firmaets grundlægger.

Hjulet var den første af slagsen uden irriterende stativ i spolesiden – en luftig letvægter i et tidløst design, designet af Orvis i USA, men støbt hos Hardy i England.

Jeg har stadig det hjul – for øvrigt en lille størrelse III – i min samling, og jeg fisker stadig med det. Det er helt enkelt ikke overgået af noget andet i den lette ende af skalaen, og Orvis fremstiller det da også stadig i noget nær uændret form. Blot er hjulet ikke længere støbt hos Hardy, men computerfræses nu af British Fly Reels, som Orvis opkøbte for nogle år siden.

Men Orvis hviler ikke ret længe på indhøstede laurbær. For et par år siden tog man derfor de to største CFO modeller og forsynede dem med skivebremse i en 100% saltvandsbestandig udgave. Alt er flyaluminium, marinebronze eller rustfrit stål.

Fremragende hjul, hvoraf den største model V – som jeg faldt over under et nyligt besøg i USA og fluks erhvervede mig et eksemplar af – rummer en flydende WF 8 samt hele 200 meter 20 lbs. bagline. Og så vejer det blot 150 gram hjemme på den elektroniske køkkenvægt…

Modellerne IV og V er således ideelle hjul til dansk kystfluefiskeri efter havørred. Hjulene hedder “CFO Saltwater Disc Drag”, hvis nogle skulle være interesseret.

4. april 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Multimodulære stænger fra Hardy

Der var engang, hvor moderne fiskestænger blev fremstillet af splitcane – splittet, høvlet og sammenlimet bambus. Så kom der en tid, hvor glasfiber var enerådende – først i massive, siden i rørbyggede konstruktioner. Så kom rumalderens fibre til – med kulfiber som den altdominerende og i begyndelsen meget kostbare fiber. For at spare på prisen blandede man mere eller mindre af den billige glasfiber i og havde da de såkaldte “composite” stænger.

I dag er kulfiberen næsten enerådende, men kulfiber er ikke bare kulfiber. Det kan fås i et hav af forskellige udgaver med forskellig “modulus” – stivhed i forhold til vægten. Nogle fabrikanter bruger kulfiberklæde med én bestemt modulus – andre foretrækker en anden. Nogle bruger kontinuerte taperinger af deres klinger – andre sværger til den såkaldte “compound taper”, hvor taperingen i stedet sker i markante trin.

Nu er stangfremstillingen blevet yderligere kompliceret. Nu har man nemlig udviklet såkaldt “multimodulære” stænger, hvor man formår at bruge flere forskellige typer kulfiber i den samme klinge. Det er således ikke usædvanligt, at der bruges op til tre forskellige kulfibre med hver deres modulus i en af de helt nye klinger fra topproducenter som amerikanske Sage, G. Loomis og Scott med flere – samt nu også engelske Hardy.

Med deres nye “Elite” stænger er Hardy nemlig også hoppet med på multimodulus-vognen – endda med et yderst markant udseende, som næppe alle Hardy-elskere vil synes om: Blå klinger med blå kanter på beviklingerne og blå hjulholder i kul. Det er så som så med diskretionen her…

Til gengæld er der ingen tvivl om, at de nye Hardy stænger rent teknisk er med helt fremme. Og at Hardy stadig nyder godt af, at det i virkeligheden slet ikke var amerikanerne, der opfandt kulfiberen, men pæreengelske Rolls Royce’s afdeling for fly og flymotorer i Farnborough!

Fidusen ved at bruges en multimodulær opbygning er den enkle, at man så kan udnytte den enkelte kulfibertype optimalt de steder i klingen, hvor bøjningsmønsteret passer bedst til den bestemte kulfiber. Man behøver ikke længere gå på kompromis nogetsteds i klingen.

Til gengæld må vi fluefiskere så også bære de store udviklings- og produktionsomkostninger – via højere priser på de færdige stænger…

4. april 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Ny Rap nyhed

Finske Rapala lancerede for et par år siden den tykvommede og langlæbede “Shad Rap” – fremstillet af balsatræ i bedste finske tradition. En let og livlig sag, som kunne dykke dybt under indspinning.

Her til år 2000 har Rapala søsat en ny Shad Rap – denne gang med modelbetegnelsen “RS”. Det står for “Rattling Suspending” og hentyder til den nye models to vigtigste egenskaber: Den har indbyggede raslekugler, som udsender lokkende lyde under indspinning. Og den er fremstillet af plast, hvilket gør den neutral i vandet.

Den nye Shad Rap RS flyder således ikke, og den har da også en markant højere vægtfylde end originalen i balsatræ. Det muliggør såvel længere kast som dybere fiskeri, hvilket gør RS’eren mere allround end den almindelige Shad Rap. Sidstnævnte kaster nemlig ikke ret godt. Samtidig har RS’eren en mere vrikkende gang med større udslag til siderne.

Endelig – som om det ikke var grund nok til at investere i et par stykker til grejboksen – fås den nye RS i hele syv nye farver, der ikke er de samme som de originale Shad Rap farver…

4. april 2000

© Steen Ulnits

* Bæredygtig bro…

Så blev den åbnet – i første omgang blot for en kort stund – den seneste danske bro. Øresundsbroen, der forbinder det gamle Danmark med det nye – Danmark med Sverige og to kulturer på hver sin side af et smalt sund.

Ganske imponerende at tænke på, at det kun er seks år siden, det svenske Koncessionsnævnet – den øverste miljømyndighed – sagde klart nej til det da fremlagte Øresundsprojekt. Årsagen var, at man mente, broen ville reducere vandgennemstrømningen til og fra Østersøen. Den indstrømning af saltvand, som er så livsvigtig for Østersøtorsken. Uden saltvand vil torskenes æg nemlig synke til bunds og blive kvalt.

Men så gik ikke mindst svenskerne i gang med at vende stemningen. Udgravningerne blev øget, så vandgennemstrømningen kunne bibeholdes som status quo. Og bag kulisserne begyndte Sveriges suverænt mest magtfulde mand – industriboss Per Gyllenhammer fra Volvo – at arbejde med politikere og myndigheder.

Den nye Øresundsbro skulle have en miljørigtig profil – den skulle være bæredygtig i mere end én forstand. Den skulle ikke blot være et symbol for, at to kulturer mødes og forenes. Den skulle også være et tegn på, at mennesker og miljø godt kan trives og udvikle sig sammen.

Man må sige, at planen lykkedes til fulde. Således er broen i dag en realitet, og de miljømæssige konsekvenser af den er efter alt at dømme negligerbare. Det kostede op mod en halv milliard ekstra kroner at nå så vidt. Ikke meget, når man tænker på, at det samlede broprojekt løber op i mere end 20 milliarder kroner.

Ikke at vi havde brug for broen, for det havde og har vi almindelige mennesker næppe. Men især den svenske industri, som da forberedte sig på medlemsskab af EU, ville have vejen til det europæiske marked åbnet for den tunge trafik.

Resultatet er blevet, at den kollektive trafik – i form af jernbanerne – nu kører med mere eller mindre tomme godsvogne. Samtidig er den tunge lastvognstrafik steget voldsomt – med mærkbare konsekvenser for nærmiljøet og ikke mindst luftforureningen.

Nu er den seneste danske bro således en realitet. Men det bliver ikke den sidste. Forude vinker Fehmarn Bælt, og den åbning må vi simpelthen have lukket! Det kan ikke være anderledes. Fremskridt og udvikling hedder det vist…

1. april 2000

© Steen Ulnits

* Forskere i krig

Søgårdlejren – den militære forlægning i Sønderjylland syd for Åbenrå – har efter alt at dømme en glimrende fremtid bag sig. I hvert fald skal politikerne nu til sommer afgøre, om lejren i de smukke omgivelser ved Søgård Sø skal nedlægges eller forblive i en eller anden form.

Forskerne ved Sydjysk Universitetscenter, der har base i Esbjerg, ser nu Søgårdlejren som en potentiel arbejdsplads i fremtiden. Lejren byder på gode overnatningsfaciliteter, hvilket vil muliggøre biologiske feltkurser af flere dages varighed. Og så har man jo den stærkt eutrofierede (næringssaltforurenede) Søgård Sø liggende bekvemt lige uden for døren – med masser af muligheder for projekter og feltstudier.

Sydjysk Universitetscenter ser ifølge dagbladet JyskeVestkysten Søgårdlejren som et fremtidigt kursus- og uddannelsessted for mennesker, der studerer enten ferskvandsbiologi (biologer) eller miljøteknik (ingeniører).

Det ville være fornemt, om den gamle militærforlægning fremover kunne blive det nye biologiske hovedsæde i Sønderjylland. Potentialet er der i hvert fald.

1. april 2000

© Steen Ulnits

* Nyt omløbsstryg til 3,7 mio. kr

Sønderjyllands Amt har lagt megen tid og mange kræfter – for slet ikke at tale om penge – i restaureringen af Haderslev Dam med omgivelser.

Dammen er blevet biomanipuleret, som det så flot hedder, og et opstrøms beliggende drænet vådområde blev for nogle år siden genskabt som sø. Der skulle således være mulighed for opgang af havørreder gennem dammen og op i de tilstødende gydevandløb.

Hvis de altså kunne komme så langt. Det kniber nemlig med at finde den gamle fisketrappe ved slusen mellem Haderslev Dam og Møllestrømmen. Slusen skal nu repareres og den gamle fisketrappe erstattes med et 170 meter langt omløbsstryg, som fiskene uden videre kan passere.

Men denne nette lille sag vil koste hele 3,7 mio. kroner, som Sønderjyllands Amt endnu ikke har fundet. Haderslev Kommune leder nu med lys og lygte efter de fornødne midler til restaureringen.

1 april 2000

© Steen Ulnits

* Lillebælt lokker…

…med rekordstore torsk. Efter nogle år med middelmådige fangster har Lillebælt nu igen oppet sig, hvad store torsk angår.

Således er der i denne vinter landet flere torsk over 10 kg, hvilket er usædvanligt for Lillebælt. Her plejer der at være ganske langt mellem torsk over 5 kg. Vinterens største torsk vejede hele 15 kg – fanget med Skærbæk i Kolding Fjord som udgangspunkt. Den blev taget i februar. Blot en måneds tid senere blev rekorden slået endnu engang – med en imponerende 17 kg’s fisk, hvis størrelse leder tankerne hen på Øresund og Det Gule Rev.

Lillebælt er altså et virkeligt hotspot for dem, der satser på en stor torsk i de indre danske farvande. Trist blot, at ikke mindst den smalleste del – “Snævringen” kaldet – næsten daglig gennemfiskes af store trawlere, der tager alt, rub og stub…

28. marts 2000

© Steen Ulnits

* Kerne Kraft Katastrofe på Kola…

…det er, hvad selskabet Svensk Kernekraftbehandling (SKB) nu frygter lurer lige om hjørnet. Specifikt er der problemer tre steder i umiddelbar nærhed af Murmansk, hvor den russiske atomubådsflåde holder til. Her ligger nu et antal store ubåde og forfalder, mens beskyttelsesskjoldene på deres kernekraft-reaktorer ruster op.

SKB har længe tilbudt russerne deres assistance i uskadeliggørelsen af de farlige brændselsstave i reaktorerne, men forgæves. Nu er situationen så yderligere tilspidset, idet den russiske flådes øverstkommanderende på stedet har forbudt udenlandske og civile hjælpeorganisationer som SKB adgang til ubådskirkegården.

Svenskerne påkalder sig derfor den øvrige verdens opmærksomhed og har samtidig taget kontakt til den russiske flådes øverstkommanderende i Moskva. SKB er bange for, at man er blevet nægtet adgang, da flåden ellers frygter hele ubådsbasen lukket på grund af den radioaktive forureningsfare.

Blot til orientering for de danske laksefiskere, der måtte have planer om at drage til Kola i den kommende sommer. Så er I advaret.

Interesserede kan læse mere om fisk og radiokativitet under “Fiskeribiologi”.

28. marts 2000

© Steen Ulnits

* Kørekort til småbådsfiskere

En ny småbådssæson er begyndt – den første hele sæson, hvor vi er pålagt nye regler om hurtig sejlads med store motorer.

Den 1. juni sidste år trådte en ny bekendtgørelse om sejlads med speedbåde i kraft. Den øjeblikkelige effekt var, at kun personer over 16 år måtte og må sejle i både, der ifølge et nyt regelsæt kan karakteriseres som “hurtige”.

Baggrunden for de nye regler var et antal ulykker, hvor unge eller inkompetente mennesker havde været involveret i påsejlinger med høj hastighed – i værste tilfælde med dødelig udgang. Et stigende antal speedbåde med meget stor motorkraft – fortrinsvis importeret fra USA – var den egentlige årsag til miseren. Aldrig tidligere havde det været så let at sejle så hurtigt.

Søfartsstyrelsen barslede til formålet med et regelsæt, der definerer de egentlige speedbåde. Både, som falder ind under denne kategori, kræver nu og her en slags “kørekort” at føre. Det drejer sig om både i størrelsen fra 4 meter i længden og op til 20 tons i vægt. Vil man føre en sådan båd, må man op til en beskeden prøve, hvor man skal dokumentere kendskab til elementære regler om søfart samt et minimum af praktiske færdigheder omkring sejlads og manøvrering i havnebassiner.

Alle seriøse småbådsfiskere hilser naturligvis et sådant kørekort velkommen. Men der hersker desværre en del forvirring omkring definitionen på en speedbåd. Den er nemlig baseret på en sindig formel for bådens størrelse kombineret med en motorkraft, der udtrykkes i Kw i stedet for hestekræfter. Ikke særlig pædagogisk. Til gengæld er det teknisk meget lettere at angive en max. motorstørrelse for en given bådlængde – end en hastighedsgrænse på eksempelvis 20 eller 30 knob. Nu spiller valg af skrue nemlig ingen rolle længere.

Skal man skære igennem forvirringen, kan man bruge nedenstående eksempler som en slags tommelfingerregel. Overstiger man disse værdier, skal der et af de nye kørekort til for at føre båden fuldt legalt. Ellers kan man geråde ud i endog meget store problemer med forsikringen, dersom man bliver involveret i en ulykke til søs:

4 meters både: max 25 HK

5 meters både: max 40 HK

6 meters både: max 50 HK

7 meters både: max 70 HK

8 meters både: max 90 HK

Som det tydeligt ses, falder de fleste moderne småbåde ind under kategorien “speedbåde”, som kræver kørekort. Til gengæld rummer de nye regler en passus om, at man må udsætte sin “køreprøve” til 1. juni 2002, dersom man kan dokumentere, at man har haft sin båd i mere end ét år. Nye småbådsfiskere i nye småbåde kan ikke vente.

Det er under alle omstændigheder glædeligt, at der nu tilsyneladende er ved at komme lidt styr på sejladsen med de hurtige både. Forhåbentlig vil bestemmelserne så også blive fulgt op med kontrol.

25. marts 2000

© Steen Ulnits

* Svensk fond for havørreder

Der er næppe tvivl om, at verdens største havøreder findes i Skandinavien. Der er næppe heller tvivl om, at nogle af de allerstørste findes i Danmark og Sverige – med åer som Karup Å, Ribe Å, Mørumsåen og Emån i den absolutte top. Alle har de gennem årene leveret flere havørreder i 15 kg’s klassen.

Historisk set er Emån nok den af de fire, som har opnået størst international anerkendelse – givet fordi det er den, der længst har haft et organiseret sportsfiskeri efter de store havørreder. Således var Charles Ritz blandt de koryfæer, som tidligt fik øje på den svenske østersøå og dens muligheder. Flere englændere før ham havde også foretaget den lange rejse for at dyste med åens vældige havørreder.

Emåens legendariske status skyldes primært en enkelt mand og hans kamp for den unikke havørredstammes overlevelse. Det var nu afdøde ryttmästare Gustaf Ulfsparre, som med udgangspunkt i Ems Herregård nær åens udløb i Østersøen gjorde havørredens liv til noget nær sit eget.

Gustaf Ulfsparre døde den 5. august 1987, og allerede året efter etableredes en privat fond til det fortsatte arbejde for havørrederne i Emån. Målsætningen var og er, at der skal findes vilde havørreder i Emån helt frem til næste istid! – Hvem kan ikke samtykke i dette fromme ønske?

Fonden har til formålet brug for økonomiske midler, og vil man støtte det gode formål, kan man sende sine bidrag til følgende adresse:

Gustaf Ulfsparres Stiftelse

Em 1340

S-383 91 Mönsterås

S v e r i g e

Bankgiro: 642-9104

Postgiro: 24 82 30-5

24. marts 2000

© Steen Ulnits

* For entomologer og fluefiskere

Forlaget Gyldendal har valgt fremover at satse på lystfiskeri og fiskebøger. Det ses ikke mindst af forlagets seneste udgivelse, som er en dansk oversættelse af en engelsk nyklassiker: Malcolm Greenhalgh og Denys Ovenden’s “The Complete Flyfisher’s Handbook”.

Det er der kommet en rigtig god dansk udgave ud af – med den meget sigende undertitel “Ørred og stallings byttedyr og hvordan man imiterer dem”.

“Fluefiskerens Håndbog” er den danske hovedtitel, som imidlertid og desværre er lidt misvisende. Dels er der definitivt ikke tale om nogen håndbog – dertil er formatet alt for stort og prisen nok lige i overkanten. Og dels beskæftiger bogen sig kun med imitationer og deres brug i ferskvand – ikke med saltvand, ejheller laks og havøreder i ferskvand. Hvad undertitlen da også fortæller.

Til gengæld er det blevet til et fornemt referenceværk for seriøse fluefiskere og fluebindere med hang til entomologi og fluer, der specifikt imiterer bestemte insekter. Fluefiskere og fluebindere, der ikke lader sig afskrække af en smule latinske navne på insekterne og deres kropsdele. Men som samtidig kan glæde sig over et hav af smukke og sirlige illustrationer i farve.

Oversættelsen af det ganske omfattende værk er lagt i hænderne på en yderst kapabel person. Det er Frank Jensen, som til daglig er museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Århus – med ansvar for insektsamlingen – og som i fritiden er en engageret, rutineret og samtidig ganske innovativ fluefisker. Frank Jensen har således de bedst tænkelige forudsætninger for at oversætte en ellers ganske vanskelig bog.

Det faglige indhold er naturligvis uantasteligt, hvad man kun kunne forvente sig af en sådan kapacitet. Den sproglige side af sagen er Frank Jensen ligeledes sluppet rigtig godt om ved, hvilket er vigtigt i en så faktatung og teknisk betonet bog som denne.

Det er så absolut en ny klassiker, vi her står overfor – vel at mærke i den tunge ende af spektret, for det er ikke en bog for den forudsætningsløse læser.

“Fluefiskerens Håndbog”

288 sider indbundet

illustreret farve

pris kr. 388,-

22. marts 2000

© Steen Ulnits

* Gone Fishing III

Som faste læsere af denne spalte atter engang vil have observeret, så er “Aktuelt” ikke blevet opdateret i den sidste uges tid.

Forklaringen er endnu engang, at jeg har været ude med snøren – denne gang i Mexico efter bonefish, tarpon og permit med flere på Yucatan’s krystalklare flats med det turkisgrønne vand og de kridhvide sandstrande.

Vi var et lille hold skandinaver, som gjorde livet farligt for ikke mindst de spændende bonefish, der næsten hver dag kvitterede ved at “taile” lystigt inde på blot 10 cm vand. Det kom der mange sjove oplevelser ud af – mange spændende fighter, som alle gik i baglinen på få sekunder.

Der vil senere dukke en mere udførlig rapport op over årets tur – som en forsmag på næste års Mexico-rejse, der kommer til at løbe af stabelen i dagene 17.-24. marts 2001. Der er allerede nu tilmeldte – dem, der ikke var plads til i år, eller som ikke havde tid. Så hold dig ikke tilbage, hvis du er interesseret i turen næste år.

Men efter denne vinters lidt voldsomme rejseaktivitet var det måske en idé nu også at fange lidt fisk herhjemme? Jeg skal i hvert fald snarest gøre et forsøg!

18. marts 2000

Steen Ulnits

* Status over Atlanterhavslaksen

De nye restriktioner for fiskeriet i Skjern Å og på Ringkøbing Fjord trådte i kraft i 1996. Men der skulle gå et par år, førend laksene tilsyneladende reagerede på de nye fredningszoner og -tider. Havørrederne, som jo lever det meste af deres liv inde i fjorden, reagerede imidlertid prompte og leverede et kanonfiskeri allerede det følgende forår – i 1997.

1998 blev en middelmådig sæson for såvel laks som havørreder, men gav dog fisk nok til ikke at medføre katastrofestemning i Vestjylland. 1999 blev til gengæld en virkelig god sæson ved Skjernå. Således blev der landet 120 laks og hele 580 havørreder, hvilket atter engang beviser, at fjordfredningen gavner havørredbestanden mest.

Gennemsnitsvægten på laksene var godt 4,5 kg mod knap 2 kg for havørredernes vedkommende. Langt de fleste fisk blev fanget på det klassiske stykke ved Borris, hvor et ureguleret forløb giver mange standpladser. Mange fisk lod sig dog også fange på åens nederste og ellers så livløse stræk – den berømte og berygtede “vandmotorvej”, som nu er på vej til at blive historie.

Topmåneden var så afgjort august, hvor der blev landet dobbelt så mange laks som i henholdsvis juli og september. For havørredernes vedkommende lå hovedopgangen en måned tidligere – i juli – der på tilsvarende vis leverede dobbelt så mange fisk som henholdsvis juni og august.

Fangstrapporter fra lystfiskere ved åen lader formode, at de fanger knap 20% af alle laks, som når helskindet op i åen. Biologer ved Ringkøbing Amt har udregnet, at overholdes de nye restriktioner i å og fjord også fremover, vil lystfiskere ved Skjernå i år 2005 kunne fighte og lande et sted mellem 700 og 1.500 laks årligt.

Det er nok et vel optimistisk skøn, men der arbejdes i skrivende stund på lakseopdrættet i det nye “Danmarks Center for Vildlaks” – det, der i gamle dage blot hed “Vestjysk Fiskepark”. Her lagde man nemlig i vinteren 1999/2000 mere end 1 million lakse- og havørredæg ind i de nye produktionsfaciliteter, som ikke mindst Dansk Laksefond har indsamlet midler til.

Alt i det nye anlæg er recirkuleret, hvorfor man håber at kunne undgå farlige laksesygdomme som eksempelvis den “Bacterial Kidney Disease”, der desværre blev fundet i et dambrug ved Karstoft Å – den sidste større gydeplads for Skjernå-laksen.

Blandt de indlagte æg var 400.000 æg fra Skjernåens egen laksestamme samt 15.000 fra Ribe Å – Danmarks lakseproducent nummer to.

18. marts 2000

© Steen Ulnits

* Status over Østersølaksen

I perioden siden sidste istid – for små 10.000 år siden – eksisterede der bestande af mere eller mindre “landlocked” Atlanterhavslaks (Salmo salar) i flere end 60 af tilløbene til den da ferske og i dag brakke Østersø.

Siden da har forurening og ikke mindst opstemning af elvene til vandkraft decimeret bestandene af vilde Østersølaks. Således regner biologerne med, at der dengang årligt udvandrede 10 millioner vilde laksesmolts til Østersøen, hvor de hurtigt voksede sig store på en diæt af sild og brisling.

I dag er den naturlige produktion af laksesmolts helt nede på 500.000 styk – altså blot 5% af den oprindelige. Alligevel er der i dag masser af laks i Østersøen – flere end i mange år – hvilket skyldes massive udsætninger foretaget primært som kompensation for udbygningen af vandkraft. Problemet er så blot, at de naturligt producerede vildlaks udgør en stedse mindre procentdel af fangsterne ude i Østersøen – og af gydefiskene oppe i elvene.

For blot ti år siden regnede man således med, at vildlaksene udgjorde 15% af den samlede mængde laks i Østersøen. Allerede sidst i 80’erne blev der fra forskellig side råbt vagt i gevær, men myndighederne reagerede ikke. Først i 1997 vedtog den Baltiske Fiskerikommision en handlingsplan for redning af de resterende vildlaks. Da var procentdelen af vildlaks versus tamlaks helt nede på 8% – altså noget nær en halvering på blot ti år. Så hurtigt går det.

Ifølge den nye handlingsplan skal samtlige bestande af Østersølaks være bæredygtige og i stand til at opretholde sig selv inden år 2010. Til det formål har man reduceret tidligere tiders massive og kritikløse udsætninger af tamlaks. Samtidig har man i stigende grad fokuseret på de såkaldte “delayed release” udsætninger, hvor tamlaksene præges på et givet udsætningssted i havet og ikke et vandløb. Dette muliggør et selektivt fiskeri efter de kønsmodne og hjemvendende tamlaks, uden at vildlaksene samtidig beskattes.

Ikke mindst ved Bornholm har man haft stort held med disse “forsinkede udsætninger”, som med genfangster på omkring 30% har været ovenud rentable. Det har til gengæld ikke været tilfældet i Køge Bugt, hvor genfangsterne – omkring 15% i snit – har været skuffende og ikke økonomisk rentable.

Samtidig oplevede man fra Møn en uheldig udvandring af Østersøen og efterfølgende opgang i vestsvenske elve, hvilket giver en aldeles uønsket blanding med vildlaksene her. Derfor stoppede man udsætningerne ved Møn, men udsatte i 1999 120.000 laks ved Bornholm.

Lakseudsætningerne ved Møn og Bornholm har indtil nu reduceret de danske fangster af vilde Østersølaks med 10%, skønner biologerne fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser. Fortsatte udsætninger af årligt 120.000 laks ved Bornholm forventes at kunne mindske danske fangster af vilde Østersølaks med helt op til 36% – vel at mærke ude på opvækstpladserne i den åbne Østersø øst for Bornholm og syd for Gotland.

Det er her, det største fiskeri i dag finder sted – uselektivt på blandede bestande af vildlaks og tamlaks.

18. marts 2000

© Steen Ulnits

* 100.000 fugle dør årligt i garn

Så lykkedes det endelig! I flere år har jeg efterlyst undersøgelser, der kunne dokumentere den uønskede “bifangst” af havfugle i danske garn. Men forgæves. Der fandtes helt enkelt ingen undersøgelser herom.

Men nu har Dansk Ornitologisk Forening (DOF) netop offentliggjort resultaterne af en undersøgelse over den mængde fugle – primært edderfugle og andre dykænder – der hvert år fanges og drukner i danske fiskeres garn. En af anstødsstenene var gentagne rapporter om op til 500 druknede havfugle i en enkelt fiskers last.

DOF når i sin undersøgelse frem til, at det årligt drejer som om 100.000 fugle, der lider en langsom og pinefuld druknedød i de usynlige monofile nedgarn, som driver omkring overalt i danske farvande. Hertil skal så lægges de op mod 8.000 marsvin årligt, der primært tages som bifangst under garnfiskeri efter pighvar.

Der må efterhånden være samlet rigeligt med dokumentation til en gennemgribende revurdering af det danske garnfiskeri, dets berettigelse og præmisser. Hatten af for DOF for dette initiativ. Bedre sent end aldrig.

Interesserede kan læse mere om garn og garndød i fire større artikler under “Artikler”.

9. marts 2000

© Steen Ulnits

* Forslag til “moderne søpleje”

“Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL) har udarbejdet et forslag til fremtidens pleje af de større danske søer. Forslaget er sendt til Fødevareministeriet, hvorunder jo fiskeriet hører, samt Skov- og Naturstyrelsen, Amtsrådsforeningen, diverse Folketingsudvalg samt flere andre relevante organer. Forslaget lyder i sin helhed således:

“Undertegnede skal herved på vegne af Landsforbundet “Danske Lystfiskere” fremsende forslag til en nyordning af erhvervsfiskeriet på de danske søer. Vi har i LDL over et par møder i vor hovedbestyrelse diskuteret spørgsmålet og er kommet frem til følgende:

Udviklingen de senere år har vist, at det er blevet stedse sværere at klare sig som erhvervsfisker på søerne og kunne opretholde en indtægt, det er muligt at leve af. Dette hænger – foruden at det mindre fiskeri generelt er i klemme – sammen med, at den indslæbte, ubehagelige ålesnylter er i stærk fremmarch, og at der kommer færre små ål til de europæiske farvande. Endelig udøver de oprettede ålefarme et tryk på priserne.

Denne tendens til svigtende indtjeningsmuligheder har mange steder ført til uholdbare tilstande i vore søer. Konkret har erhvervsfiskere i en del tilfælde blot givet op, eller man har prøvet at klare sig ved at fiske hårdt på arter, der i perioder – især på eksportmarkedet – har kunnet opnå gode priser (fx aborrer). Begge muligheder for at komme ud af problemerne har betydet forringelser i vore søers almene tilstand, eller at forbedringer ikke er opnået så hurtigt som ønskeligt, når man betænker, at der de senere år er investeret store summer fra kommunernes side i avanceret rensning af spildevand.

Som efterhånden alment kendt er det de store tilledninger af plantenæringsstoffer (især fosfor fra byspildevandet) der er vore søers hovedproblem og det løses for mange søers vedkommende ikke umiddelbart ved den moderne rensning, der fjerner næringsstofferne, idet der takket være “fortidens synder” findes store lagre af fosfor i søbunden. Disse lagre frigøres over en ofte meget lang årrække med stadig stærk opblomstring af søens alger til følge, og den “onde cirkel” med uklart vand, algedød om efteråret og iltsvind ved bunden i sommerperioden kører lystigt videre. Desuden spærrer det uklare vand for sollys til søens højere planteliv.

Den “onde cirkel” kan dog brydes, såfremt der på søen foregår et fornuftigt erhvervsfiskeri, der først og fremmest koncentrerer sig om at reducere de ofte særdeles store bestande af skaller og brasen. Disse fisk (samt andre såkaldte “skidtfisk”) tolder nemlig slemt af de planktondyr, der kunne begrænse algevæksten, og i det uklare vand har søens vigtigste rovfisk – gedder og aborrer – der jagter ved hjælp af synet, svært ved at fange deres byttedyr blandt skidtfiskene.

Problemet er blot, at der ikke er penge i skidtfiskene, og at den trængte erhvervsfisker derfor forsømmer dette fiskeri for i stedet at kaste sig over gedder, aborrer og evt sandart, hvilket blot forringer forholdene i søen yderligere, eller han vælger at holde op definitivt.

Ovennævnte årsager til den dårlige tilstand i mange af vore søer har været kendt nu i adskillige år, og enkelte forsøg på at rette op på forholdene har da også været gjort og med godt resultat. Bedst kendt er nok indsatsen vedr. Sorøsøerne samt Hald Sø (hvor en mekanisk indsats har givet mærkbart fald i fosformængden), men der er desværre stadig tale om enkeltstående, omend gode eksempler.

Fra LDL vil vi derfor foreslå, at der for alvor tages fat på en samfundsmæssig indsats for at sikre, at der foregår et fornuftigt erhvervsfiskeri på vore søer med det hovedsigte at forbedre søens almene tilstand og sørge for, at borgerne får det fulde udbytte af de store investeringer i rensning af spildevandet. Med henvisning til, at der reelt er tale om en miljøindsats, vil vi foreslå, at det offentlige går ind med midler til at garantere, at interesserede, der kunne tænke sig at drive erhvervsfiskeri på søerne (heltids eller deltids) fik en indtægt, det er muligt at eksistere på.

Naturligvis skulle pågældende så forpligte sig til at følge en detaljeret driftsplan og stå til regnskab for planens overholdelse. Med i en sådan driftsplan kunne vi forestille os pligt til opfiskning af skidtfisk, begrænset fangst af rovfisk (undtagen en vis regulering af aborrebestanden, hvor denne tenderer til at danne tusindbrødre) samt satsning på sandart ( hvor denne fiskeart endnu ikke findes eller har vanskelige ynglebetingelser). Hvad angår ophjælpning af ålefiskeriet, må vi nok anbefale en vis tilbageholdenhed med udsætninger, indtil man har mere rede på, hvor man står med hensyn til den før omtalte ålesnylter.

I LDL mener vi, at de skitserede retningslinier for ” moderne søpleje” principielt bør gælde samtlige danske søer af en vis betydning, men her vil der naturligvis være en vis vanskelighed m h t afgrænsningen, idet en snæver hektargrænse nok vil være uhensigtsmæssig. I stedet må der ses på søernes type og mulige potentiale (med støtte i evt. gamle fiskeriundersøgelser). Endvidere må amtskommunernes oversigter over søernes tilstand ind i billedet, når det skal vurderes, hvor en indsats først og fremmest er påkrævet.

Da danske søer er i såvel offentligt som privat eje, vil vi finde det naturligt, at der først tages fat på de offentligt ejede søer, hvilket – såfremt viljen er til stede – hurtigt kan sættes i værk. De mange vigtige privatejede søer må dog også drages med i en positiv udvikling, men dette vil måske kræve et lovgrundlag, som efter vor vurdering dog ikke skulle være så vanskeligt at opnå, da der jo er tale om at leve op til overordnede principper som ordentlig vandkvalitet og et alsidigt dyre- og planteliv. Desuden vil de private søejere også have økonomisk interesse i, at deres søer på lidt længere sigt kommer i bedre balance.

Vi håber i LDL, at vore forslag til en bedre “håndtering” af de danske søer vil blive taget seriøst op og nyde fremme til gavn og glæde for de brede kredse i befolkningen, der ønsker gjort en indsats for natur og miljø.

Bjørn Larsen.
Sekretær i “Danske Lystfiskere”.

LDL’s forslag er i første omgang blevet positivt modtaget af Skov- og Naturstyrelsen, der som bekendt administrerer omkring en tredjedel af de danske søer.

Interesserede kan læse mere om eutrofiering og restaurering af danske søer under “Artikler”.

9. marts 2000

© Steen Ulnits

* Australsk cyanid i europæiske floder

De har det ikke let i Rumænien. Først var det en lokal diktator, der havde lagt sin klamme hånd om det fattige land. Nu er regimet ganske vist styrtet og diktatoren henrettet. Men så har et australsk ejet mineselskab til gengæld lækket så meget cyanid fra deres lokale guldmine i Baia Mare, at alt liv i hele to floder er udryddet.

Cyaniden, som er øjeblikkeligt dræbende for dyrelivet, stammer efter alt at dømme fra en opstemning ved guldminen, hvor netop cyanid bruges til at separere det rene guld fra den malm, der brydes her. Vandstanden i opstemningen er enten blevet så høj, at vandet er løbet over. Eller der er kommet en læk i væggen under vandspejlet.

Under alle omstændigheder er flere tons cyanid lækket fra guldminen og havnet i floderne Tisza og Szamos. Disse løber gennem Ungarn og Jugoslavien, inden de begge forenes med Donau – nu atter i Rumænien. Der er således tale om en miljøkatastrofe af internationalt format.

Det har fået den svenske EU miljøkomissær Margot Wallstrøm til at inspicere skaderne on site i Ungarn. Her kunne lokale bønder fortælle hende, at det langt fra var første gang, de havde oplevet et sådant udslip. Adskillige gange tidligere havde de mistet køer, som var døde af at drikke det forgiftede vand nedstrøms guldminen – eller var blevet blinde af det.

Esmeralda Exploration, som den australske hovedejer af guldminen hedder, benægter imidlertid alt. De mener ikke, at der findes beviser for, at cyanid-forureningen stammer fra dem. Trods det faktum, at næppe andre i området regelmæssigt bruger det uhyre giftige stof…

Margot Wallstrøm vil nu have klarlagt årsag og virkning snarest muligt. Hun ønsker en speciel enhed oprettet, som skal kulegrave sagen og komme med bud på, hvordan skaderne hurtigst udbedres. Til gavn for vandmiljøet og lokalbefolkningen, hvis levebrød helt afhænger af flodernes vand og fiskebestand.

Wallstrøm ønsker helt enkelt de australske ejere stillet til ansvar for deres forurening af europæiske floder.

I miljøkredse taler man om den største forurening siden det schweitziske medicinselskab Sandoz’ forurening af Rhinen i 1987. Dengang tog det Rhinen ti år at komme til hægterne igen. Man mener nu, at det vil tage mindst 20-50 år, førend de hårdest ramte områder ved Donau atter kan huse liv.

6. marts 2000

© Steen Ulnits

* Slut med sværdfisk i supermarkeder

Havenes toprovdyr – og Big Game fiskernes mest eftertragtede bytte – hører efterhånden til de truede arter mange steder. Det gælder ikke mindst de store tun og marlin, som fiskes målrettet eller ender som bifangster under andet fiskeri. Og det gælder i endnu højere grad den sjældnere sværdfisk, som tilbringer dagtimerne på endog meget dybt vand, og som derfor ikke ret ofte fanges på stang og line af os lystfiskere.

Sværdfisken er meget eftertragtet af erhvervsfiskerne, som får høje kilopriser, når de sælger fiskene til restauranter, fiskehandlere – eller supermarkeder. Ikke mindst i USA sælges fersk eller frossen sværdfisk ofte over disken i de større kæder af supermarkeder.

Det har kæden “Wild Oats Markets” tænkt sig at gøre en ende på. I det store og efterhånden meget forbrugerbevidste land har ledelsen af knap 100 butikker i denne kæde besluttet sig for at droppe ethvert salg af netop sværdfisk, da den længe har været på listen over truede fiskearter. Det samme gælder arter som chilensk havaborre og samtlige marlinarter.

Men ikke nok med det. Ledelsen af Wild Oats Markets er samtidig gået sammen med flere end 700 kokke og indkøbschefer over hele USA, og alle er de enige om at stoppe enhver handel med de omtalte fiskearter – lige indtil forbundsregeringen disker op med en acceptabel plan for retablering af de truede arter.

6. marts 2000

© Steen Ulnits

* Mænd, kvinder og lystfiskeri

Det er ikke mange kvinder, som fisker. Det ligger ligesom ikke til dem – præcis som det heller ikke er mange kvinder, der dyrker jagtens glæder.

Men det er der flere og flere, som ønsker at gøre noget ved. Herhjemme afholder Danmarks Sportsfiskerforbund årligt specielle kurser med og for kvinder – kurser, hvor kvinder kan stifte bekendtskab med fisk og fiskeri uden hele tiden at skulle forholde sig til mænd!

I USA er alting større, bedre, hurtigere og vildere. I USA har kvinder da også længe været aktive udøvere af den ædle sport at fange fisk på stang og line. Tænk blot på koryfæer som fluefiskeren Joan Wulff og havfiskeren Marsha Biermann, som begge – på video og TV – har været med til at lokke flere kvinder ind i folden.

Nu har en tredje kvinde blandet sig i debatten. I dagbladet “Florida Today” står 38-årige Denise Oyler frem som den, der for alvor kan forene kønnene ude ved fiskevandet. Hun ønsker – uden dog at være psykolog med hævet pegefinger – at forene mænd fra Mars og kvinder fra Venus, når det gælder lystfiskeri.

Ud over selv at være en dygtig fisker, der allerede har vundet flere fiskekonkurrencer, er hun også dygtig at markedsføre sig selv og sit budskab. Heriblandt følgende:

– Aborren er som en mand: Man tror, man har ham på krogen. Men vender man et øjeblik ryggen til, er han straks væk igen…

– Ørreden er lettere at have med at gøre: Den er vild med det hele og altid i fuld vigør. Derfor ved man i regelen, hvor man har den…

Skal man drage en konklusion af ovenstående sammenligninger, må det ifølge Denise Oyler blive denne:

– Gå gerne ud med en aborre, for det er aldrig kedeligt. Men gift dig hellere med en ørred!

Denise Oyler har endnu en sammenligning, der primært må formodes at henvende sig til kvinder:

– At vælge kunstagn for den aktuelle fiskedag er som at vælge påklædning om morgenen: Man kigger sig om i klædeskabet, vælger noget, man kan lide, og finder så et par sko, der matcher. På samme måde kigger man rundt i sin grejboks, til man finder noget, man tror matcher de tilstedeværende fisks fødeemner. Og det fisker man så med!

Grejbranchen er i høj grad ved at få øjnene op for de fiskende kvinder. Ikke mindst amerikanske Orvis gør meget for at få flere kvinder i folden. Således er hele 8 sider af det nye Orvis 2000 katalog helliget beklædning specielt til kvindelige fluefiskere.

– Værsgo at gå ombord på skuden, ærede kvinder! Og til mændene lige dette: Denise Oyler er “very good looking” – og stadig ugift…

6. marts 2000

© Steen Ulnits

* Skudår og majfluer

De, der blev født igår – den 29. februar – var både uheldige og heldige. Dels har de kun fødselsdag hvert fjerde år, hvilket jo ikke giver mange gaver i det lange løb. Og dels bliver de ikke nær så hurtigt gamle som os andre. Når vi andre bliver 40, er de jo kun 10…

Ikke blot skiftede vi århundrede og årtusinde ved det seneste årsskifte. Vi har også haft skudår i år, hvilket medførte, at der ikke kun var 28 dage i februar, men 29. I dag den 1. marts er det præcis 300 år siden, at vi her i Danmark skiftede over til den såkaldte Gregorianske Tidsregning. Navnet skyldes den daværende pave Gregorius, som indførte den nye og mere præcise tidsregning – med skudår til korrektion af forskellen mellem et kalenderår og et solår. Hvert fjerde år indlægges således en skuddag, som netop er den 29. februar.

– Men hvad har det nu med majfluer at gøre? Jo, i fluefiskeriets moderland England havde man for længst døbt den største af alle døgnfluer “the Mayfly” – da insektet naturligt sværmede i netop maj måned. Men da man på den anden side af Kanalen gik over til den gregorianske kalender – det skete allerede i 1582 – rykkede tidsregningen hele 11 dage frem.

Det betød, at majfluen nu ikke længere sværmede primært i maj måned, men også den første halvdel af juni. Herhjemme ser vi netop de fleste majfluer i juni, hvorfor navnet “majflue” virker noget misvisende. Men der er altså en meget logisk og plausibel forklaring på navnet.

Det er mere, end man kan sige om “vårfluen”, der jo herhjemme mest ses om efteråret – trods forårsnavnet…

1. marts 2000

© Steen Ulnits

* En røvfuld regnbuer…

Årets sæsonstart ved den sydøstjyske Hoptrup Å var den bedste i mands minde – hvis man altså ser på fangsterne af regnbueørreder eller “steelheads”, om man nu kan kalde dem sådan.

På selve premieredagen blev der således landet adskillige fisk på både 2, 3, 4 og knap 5 kg – langt flere end nogensinde tidligere. Flere end 30 fisk blev indvejet til premieredagens fiskekonkurrence, der totalt overskyggedes af regnbuerne. De indfødte havørreder måtte man kigge længe efter.

De kolossalt mange regnbuer skyldes helt enkelt de massive udslip, som er sket fra danske havbrug under vinterstormene. I tonsvis af tamfisk undslap fra de havarerede netbure og søgte i vinterkulden op i vandløbene – enten for at gyde eller for at overvintre.

Så noget positivt tegn er de store premierefangster definitivt ikke. De er blot resultatet af et utilsigtet long distance Put & Take. Måske kan de mange regnbuer endda have en negativ indflydelse på den naturlige og indfødte ørredbestand. Dels i form af massiv konkurrence om de relativt få fødeemner i vandløbene. Dels måske i form af opgravning af allerede brugte ørredgydepladser.

Regnbuen er som bekendt en forårsgyder, mens vore hjemlige hav- og bækørreder gyder om vinteren. De store udslip af regnbuer kan derfor meget vel tænkes at skade lokale ørredbestande, så op med dem hurtigst muligt!

Undskyld overskriften, men det var det mest passende, jeg kunne finde på…

27. februar 2000

© Steen Ulnits

* Gone Fishing II

Som faste læsere af disse sider endnu engang vil have lagt mærke til, er der ikke blevet opdateret de sidste to uger. Dem har jeg nemlig tilbragt i Florida, hvor vi først fiskede blackfin tuna, amberjack og kingfish med udgangspunkt i Orlando. Et interessant fiskeri, der foregik tredive miles fra land over ganske dybt vand og i regelmæssigt selskab af hajer og delfiner.

Den anden uge blev tilbragt i Miami, hvor man netop da afholdt “World’s Biggest Boat Show” i det store Convention Center. Her kunne man for alvor se, at opsvinget så sandelig har bidt sig fast i USA. For kors, hvor var der mange bådnyheder, og kors, hvor sejler de altså i store både i Guds Eget Land…

Nærmere herom senere på denne side og i den øvrige trykte presse.

27. februar 2000

© Steen Ulnits

* Havørreder på Højskole

Nej, det er selvfølgelig ikke havørrederne, der skal på højskole. Det skal i stedet de fiskere, som ønsker at friste kystens havørreder med flue og fluestang. I hvert fald hvis det står til forstander Ole Kæmpe fra Højskolen på Samsø.

Højskolen på Samsø har derfor sammensat et ugelangt og intensivt kursus i dagene 9.-15. april – højsæson for havørredfiskeriet på Samsø. Her vil 12 kursister i løbet af ugen få lært at kaste med og binde fluer til havørredfiskeri fra kysten. Der vil være en omfattende gennemgang af havørredens biologi og dens fødeemner – af fiskenes skiftende opholdssteder året rundt. Viden, som kursusdeltagerne siden kan tage med hjem og overføre til deres egne fiskevande.

Men bedst af alt: Der vil hver dag være masser af praktisk fiskeri, så man kan få afprøvet teorierne i praksis. Det er jo i sidste ende det praktiske fiskeri – tiden tilbragt ude ved fiskevandet – der giver fisk. Timerne i klasseværelset giver blot den fornødne baggrund.

Kursusleder er forstander Ole Kæmpe, der selv er en ivrig fisker med check på de lokale fiskepladser. Underviser vil være undertegnede, der såmænd også har en fortid på netop Samsø. Samt mere end 25 års erfaring som kystfluefisker. Min første kystflueørred tog jeg nemlig i 1974.

Interesserede kan henvende sig til følgende adresse for tilmelding og yderligere oplysninger:

Højskolen på Samsø

Skolebakken 10

8305 Samsø

Tlf. 86 59 04 11

www.samso.com/hojskolen

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Fisk i fortiden

Historikere og biologer går nu sammen i et projekt, der har til formål at kortlægge – så vidt det nu lader sig gøre – fortidens fiskebestande. Det er “Sloan Foundation” – en milliardstor amerikansk fond – der står bag projektet, som sågar koordineres af en dansker, nemlig professor Poul Holm fra Sydjysk Universitetscenter. “Sloan Foundation” har tidligere finansieret tilsvarende miljøprojekter verden over.

Fiskeribiologerne råder i dag over data, som i bedste fald går 50 år tilbage – i allerbedste fald måske 100 år. Og i så tilfælde data, som i regelen er meget ufuldstændige. Men naturen og verden undergår til stadighed svingninger med hensyn til klima, temperatur og nedbør – faktorer, som alle i en eller anden grad påvirker fiskebestandene, deres størrelse og sammensætning.

Det er svingninger, som meget vel kan strække sig over flere hundrede år. De svingninger i fiskebestandene, som vi oplever i disse år, kan derfor meget vel være øjebliksbilleder af langt større udsving.

Dette ønsker forskerne nu at vide mere om. Ved at studere historiske kilder vil man indsamle så mange oplysninger – fuldkomne såvel som ufuldkomne – at man forhåbentlig vil kunne give et bedre bud på fiskebestandenes oprindelige størrelse og deres svingninger op gennem historien. Måske vil man også kunne nå frem til mere langtidsholdbare fiskekvoter end dem, der i vore EU-tider blot fastlægges fra år til år og dermed meget kortsigtet.

Professor Poul Holm mener sågar, at de nuværende fiskekvoter i bedste fald baserer sig på kvalificerede gæt. Det udtaler han i hvert fald til dagbladet Jyske Vestkysten.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU), som kommer med biologisk baserede bud på fiskekvoternes størrelse, inden de fastsættes endeligt og politisk af EU, melder imidlertid hus forbi. DFU mener, at den nuværende rådgivning er fuldt forsvarlig – at fiskebestandene herved bevares bedst muligt.

Men ingen fisker eller forsker er vel længere i tvivl om, at der var flere og større fisk i gamle dage. Mange flere og meget større…

Resultaterne af undersøgelsen ventes først om en halv snes år.

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Laks i Lillebælt

Lystfiskerskibet “Aries”, som holder til ved Hardeshøj på Nordals, er kommet godt fra start i sit første år i det sønderjyske. Normalt sejles der efter torsk, men senest har der været mere held i sprøjten end som så.

“Aries” var ude med et hold torskefiskere fra Nordals, da en af deltagerne fik et usædvanlig tungt og voldsomt hug. Da en sølvblank fisk pludselig gik fri af vandet, var ingen længere i tvivl: Det var definitivt ingen torsk, som havde taget pirken. Det var i stedet en vaskeægte østersølaks i fineste kondition, der lidt senere lod sig beskue på dækket.

Hele 8,5 kg vejede den knapt meterlange og sølvblanke torpedo, som gik til hugget over dybt vand i det sydlige Lillebælt. En sjælden, men så meget mere imponerende fangst. Den hidtil bedste, som det gode skib “Aries” af Hardeshøj har leveret.

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Slående ren sø

Århus Amt har for nylig foretaget en undersøgelse af den lille Slåen Sø, som ligger i Them kommune ved Silkeborg. Amtet har endnu engang kunnet fastslå, at netop denne sø hører til landets reneste – trods dens beliggenhed klods op af de meget næringssaltforurenede Silkeborg Søer.

Imidlertid indgår Slåen Sø ikke i Gudenå-systemet, men ligger isoleret for sig selv inde i skoven. Ingen marker med næringsrigt drænvand fra landbruget – intet selv nok så godt renset spildevand fra byerne. Søens vand er derfor ganske næringsfattigt – i hvert fald endnu, for nedfald fra atmosfæren spiller en stadigt større rolle i sådanne næringsfattige søers stofomsætning.

Men indtil videre kan vi altså glæde os over en ren sø med klart vand og hele 26 forskellige plantearter under overfladen. Mange af planterne når helt ud på store dybder i det klare vand, som tillader meget lys at nå ned.

Amtets undersøgelser viser rent faktisk, at Slåen Sø i dag er lige så lidt belastet med næringssalte som ved de første målinger for 25 år siden. Ganske imponerende. En slående ren sø, om man så må sige…

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Gone Fishing…

Som faste læsere af disse sider vil have lagt mærke til, er der ikke blevet opdateret de sidste tre uger. Dem har jeg nemlig tilbragt med fluestangen i Argentina, Sydamerika – først i det allersydligste Tierra del Fuego (også kaldet Ildlandet) og siden det lidt nordligere Patagonien.

Overalt var der flotte fisk at fange. Ildlandets havørreder var sølvblanke og nystegne, og de vejede typisk 3-5 kg med 7 kg som den største, vi fik på land. Til gengæld foregik fiskeriet i små elve, der kunne dækkes af et enkelt fluekast.

Patagonien brillierede med bækørreder, regnbuer og kildeørreder i søer og elve i forlandet til Andesbjergene. Fisk på 1-2 kg var standarden og en bækørred på godt 3 kg min største. Til gengæld blev den taget på tørflue og 5X forfang, så kom ikke og…

Der vil i den kommende tid være artikler at læse om denne tur i diverse medier.

7. februar 2000

Steen Ulnits

* For slap eller for skrap?

Der er ingen slinger i valsen med hensyn til holdningerne i denne sag: De danske Landboforeninger mener, at den nye giftplan er alt for skrap og helt umulig at overholde. Økologisk Råd mener modsat og ikke uventet, at den er alt for slap.

Da den oprindelige Vandmiljøhandlingsplan så dagens lys for nu snart 15 år siden – i 1986 – var det meningen, at landbruget skulle halvere sin sprøjtehyppighed. Antallet af årlige sprøjtninger skulle nedsættes fra mere end 2,5 gange til omkring 1,5.

Vi er i dag end ikke nået halvvejs mod dette gamle mål fra det sidste årtusinde. Landbruget mener selv, at målet var alt for ambitiøst og urealistisk. Miljøforkæmperne mener derimod, at der ikke er sket ret meget, da sanktionerne har været noget nær ikke-eksisterende. Der er simpelthen ikke blevet fulgt op på lovgivningen.

Nu strammer den nye Pesticid-handlingsplan II op på forsømmelserne med krav om, at sprøjtehyppigheden skal ned – at arealet med økologisk landbrug skal øges – at det skal være sværere at få godkendt nye sprøjtemidler – og endelig at der skal udlægges ti meter brede sprøjtningsfri bræmmer langs udsatte vandløb og søer.

Landbrugsorganisationerne betragter også den nye plan som helt urealistisk. Måske vil man gøre, som man gjorde med de gamle dyrkningsfri bræmmer: Helt ignorere lovgivningen og blæse på vandmiljøet?

Økologisk Råd ønsker planen strammet betydeligt op. Ikke mindst er man utilfredse med, at der kun udlægges et samlet areal på 20.000 hektar som sprøjtefri zoner. Sagkundskaben har nemlig regnet ud, at arealet bør være dobbelt så stort, hvis det skal have den ønskede virkning.

Til alt held ved vi denne gang, hvor det danske landbrug står: Man er helt enkelt ligeglad med miljøet. Det er pengepungen, der suverænt styrer landbruget herhjemme. Der er således kun én vej, hvis miljøet skal have en chance: Store bøder for overtrædelse af lovgivningen. Og så masser af kontrol.

7. februar 2000

© Steen Ulnits

* Liv og død ved polerne

Drivhuseffekten kan nu måles ved Arktis, hvor isen siden 60’erne og 70’erne er blevet mere end én meter tyndere. Det var amerikanske ubåde, som først begyndte at måle tykkelsen af isen, og det er de fortsat med. Regner man lidt på tallene, viser det sig, at der i dag er op mod 40% mindre is i Arktis, end da målingerne startede.

Man kan dog ikke ensidigt give drivhuseffekten skylden. Der kan også være tale om naturlige svingninger i klimaet, hvor vi så blot er nede i en bølgedal, hvad havisen ved Arktis angår. Men det ligner en tanke…

I den anden ende af verden – ved Antarktis – er der nyt om livet under isen. Det har nemlig vist sig, at der i kolossale søer under isen findes DNA – arvemateriale – fra bakterier, som tidligere har befolket denne jord.

Man har fundet dette materiale i prøver, som er taget i mere end 3,5 km’s dybde fra en bundfrossen sø. Resultaterne giver anledning til formodninger om, at der i så fald også kan findes rester af liv i dybfrossent vand på andre himmellegemer end lige netop jorden. Eksempelvis i Jupiters måne Io, der vides at indeholde store mængder frosset vand.

7. februar 2000

© Steen Ulnits

* Svindel med svin

De danske bønder, som satser stort på svineavlen, har fundet et smuthul, så den nye Vandmiljø-handlingsplan II heller ikke kommer til at virke: De har nemlig fundet ud af at splitte deres bedrifter op i mindre enheder, så de også fremover kan øge produktionen af svin – og gylle til vandmiljøet…

Det fortæller dagbladet Politiken. Skal en svineavler i dag øge sin produktion – uden at undgå en belastende VVM-undersøgelse over effekten på miljøet før en mulig godkendelse – fordeler han blot produktionen på flere mindre gårde, som hver især har under de lovbefalede 250 dyreenheder. På den måde kan myndighederne ikke hindre en stigning i produktionen og de deraf følgende gylleproblemer.

I 80’erne blev der produceret omkring 10 millioner svin årligt på danske svinefarme. Sidst i 90’erne var produktionen helt oppe på 20 millioner, og her i det første årti af det nye årtusinde forventes den at runde 25 millioner.

Problemet med de mange svin er den stærkt stigende mængde gylle, som skal fordeles på et stedse mindre landbrugsareal. Det giver store og støt stigende problemer med overskydende næringssalte, som vaskes ud i grund- og overfladevand. Næringssaltene ender til sidst i vandmiljøet, som nu kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Men ikke nok med at næringssalte fra gyllegødede marker havner i grund- og overfladevand. En meget stor del – større end man hidtil har regnet med – havner i atmosfæren, hvorfra den så regner ned over det ganske land.

Det betyder allerede i dag – med den nuværende gylleproduktion og belastning – at store dele af Danmark overgødes med kvælstof fra luften. Ikke mindst i det magre og sandede Vestjylland er dette allerede et stort problem, idet den megen luftbårne gødskning af jorden ødelægger livsbetingelserne for de oprindelige plantearter, som findes netop her.

Indtil videre er det danske landbrug sluppet for afgifter på denne luftbårne forurening fra husdyravlen. Men det varer næppe ved, idet man i Holland allerede i 1998 tog hul på en grøn afgift på denne hidtil meget oversete forurening. Med stort held, omend det tog de hollandske politikere næsten ti år at tage problemet tilpas alvorligt.

Afgiften lægges på den mængde kvælstof, der “tabes” til atmosfæren. Den hollandske afgift har ikke givet mange penge i bødekassen, men den har haft som effekt, at landmændene i dag udnytter staldgødningen langt bedre end tidligere – med et markant mindre spild til følge.

Må vi bede om noget tilsvarende herhjemme, hvor mange landmænd helt bevidst ikke ønsker at gøre noget for miljøet. Store svineproducenter omgår som sagt gældende regler, så de endda kan øge forureningen fra husdyrholdet.

7. februar 2000

© Steen Ulnits

* 700 km kyst tilsølet med olie

Den 12. december 1999 skete en sørgelig gentagelse af oliekatastrofen fra marts 1978, hvor supertankeren “Amoco Cadiz” gik på grund ud for Frankrig i den Engelske Kanal. Mere end 225.000 tons let olie strømmede da ud og lagde på kort tid østersbankerne på 300 km strand øde.

I december sidste år gik det så galt igen. Det skete, da det maltesiske tankskib “Erika” i et stormvejr forliste i den selvsamme Engelske Kanal. Den foreløbige lækage har ikke været blot tilnærmelsesvis så stor som for 21 år siden, men olien har denne gang været af en tyk og klæbrig substans, som ikke så let fordamper og nedbrydes af bølgerne.

Resultatet er derfor blevet, at omkring 700 km kyst nu er tilsølet i tyk olie, som til dato har kostet 22.000 havfugle livet – samt fiskerne på den selvsamme strækning deres levebrød. Man må konstatere, at myndighederne intet har lært af fortiden, siden noget sådant kan ske nu igen – godt tyve år senere.

Ulykkesskibet sejlede under maltesisk bekvemmelighedsflag – som så mange andre af de totalt udrangerede olietankere, der fragter olie for de mægtige multinationale olieselskaber. I det pågældende tilfælde det franske Total, som tidligere på året fusioneredes af to andre franske kæmper, nemlig TotalFina og Elf Aquitaine.

Skibene registreres under bekvemmelighedsflag, da de så ikke behøver leve op til de strenge krav, som mere civiliserede lande stiller. De kan derfor fragte olien billigere – til olieselskabernes store tilfredshed og endnu større profit…

Verdens største olieselskab er fortsat det amerikanske Exxon Mobil, der var ansvarlig for oliekatastrofen i Alaska for ti år siden. På andenpladsen ligger det britisk-amerikanske BP Amoco, efterfulgt af det britisk-hollandske Royal Dutch/Shell. På fjerdepladsen ligger så det nye franske Total.

Amerikansk lovgivning foreskriver efter Alaska-katastrofen, at kun olietankere med dobbelt bund og øgede sikkerhedsforanstaltninger fra 2010 må besejle amerikansk territorialfarvand og anløbe amerikanske havne. En tilsvarende bestemmelse findes – uvist af hvilke årsager – ikke på vor side af Atlanten…

10. januar 2000

© Steen Ulnits

* Flere økologer til landbruget

Ved udgangen af 1999 havde Plantedirektoratet modtaget 528 ansøgninger fra landmænd, der ønsker at omlægge til økologisk drift. Det vil medføre en stigning i antallet af økologiske bedrifter på 17% – fra de nuværende 3.106 til så 3.634.

En glædelig nyhed for ikke mindst vandmiljøet i Danmark, som i dag lider hårdt under udvaskning af såvel kvælstof og fosfor som plante- og insektgifte til grund- og overfladevand. Hvad der måske ikke er helt så glædeligt er, at antallet af ansøgninger i 1999 er næsten halveret i forhold til året før.

Under alle omstændigheder er flere økologiske landbrug ensbetydende med et bedre og sundere miljø for alle overalt.

10. januar 2000

© Steen Ulnits

* Alt liv i Liver Å dødt

Natten til den 26. december 1999 gik det galt på Nestlé fabrikken i Hjørring. En ledning sprang læk, og 30 tons kaustisk soda – også kaldet natriumlud – løb ud i kloakken, videre gennem rensningsanlægget og til sidst ud i Liver Å.

Bakterierne, der står for rensningen af spildevandet i rensningsanlægget, døde, og det samme gjorde alt liv i Liver Å, der udmunder i Vesterhavet nogle få kilometer syd for Hirtshals. Efter i nogle år at have haft den tvivlsomme hæder at være et af dette lands mest forurenede vandløb har Liver Å i de senere år haft en så god vandkvalitet, at ørreder har kunnet trives i den.

Fiskene er nu døde, og det er man forståeligt nok godt sure over i Sportsfiskerforeningen for Vrå og Omegn, som har fiskeretten i den nordjyske å. Foreningen har derfor meldt Nestlé til politiet for miljøsvineri. Fødevaregiganten kalder selv nonchalant sagen for et “hændeligt uheld”…

5. januar 2000

© Steen Ulnits

* Russisk miljøaktivist frifundet

Den tidligere russiske U-bådskaptajn og nuværende miljøaktivist Aleksandr Nikitin er netop af retten i Skt. Petersborg – byen med vinterpaladset – blevet pure frifundet for anklager om at have lækket fortrolige oplysninger om Ruslands atomflåde og dennes miserable tilstand..

FSB (resterne af det hedengangne sikkerhedspoliti KGB) havde ellers krævet fængsel i op til 12 år for landsskadelig virksomhed, men anklagerne blev altså fundet aldeles grundløse. Oplysningerne havde nemlig været offentligt tilgængelige i Rusland, da Nikitin publicerede dem internationalt – via den norske miljøorganisation “Bellona”.

Men inden frifindelsen nåede Nikitin alligevel at sidde 10 måneder i isolationsfængsel – som det, menneskerettighedsorganisationer havde døbt “Ruslands sidste samvittighedsfange”.

Mens den russiske atomflåde stadig ruster videre, er der dog trøst at hente andetsteds i det store land. Det forlyder nemlig nu, at Tjernobyl vil blive lukket helt inden udgangen af år 2000. Ikke af hensyn til miljøet. Nej, det er helt enkelt for dyrt at reparere det gamle og nedslidte værk…

Interesserede kan læse mere under “Fiskeribiologi” ved at klikke på Radioaktivitet.

5. januar 2000

© Steen Ulnits

* Voyager 2000-2004

Nej, der er ikke tale om opfølgeren til Kubrick’s “Rumrejsen år 2001”. Der er heller ikke tale om et nyt rumprogram fra NASA. I stedet drejer det sig om noget så jordnært som “North Atlantic Salmon Fund” (NASF), der – i anledning af årtusindskiftet – har lanceret et nyt initiativ til benefice for vildlaksen.

NASF har lanceret “Voyager 2000-2004” programmet, hvor man har individuelt mærket og nummereret 1.000 laksesmolt. Disse fisk kan man nu “adoptere” – for £120 eller $200 stykket. Altså omkring 1.500 danske kroner for at adoptere og følge en lille laks på dens forunderlige færd gennem Nordatlantens kolde og blå vandmasser.

Hver adopteret laks følges af et certifikat, og skulle ens laks blive fanget af en lystfisker, modtager man en præmie samt oplysninger om fangsttid, sted og størrelse. Interesserede kan sende sponsorpenge – i form af en international check – til følgende adresse:

North Atlantic Salmon Fund

Skipholt 35

IS-105 Reykjavik

I s l a n d

1. januar 2000

© Steen Ulnits

* Mystisk og Mærkeligt Meteorologisk 1999

1999 blev på mange måder et mærkeligt år. Ikke blot var det sidste år i såvel et århundrede som et årtusinde. Det var også et år, der ledte tankerne hen på globale fænomener som drivhuseffekt og ozonlag.

1999 blev et rekordernes år, hvad vejr, vind og vandstand angik. Vi satte i Danmark nye varmerekorder i såvel januar som september måned. Vi satte ny årsrekord for nedbør – med 906 mm. Den tidligere rekord på 881 mm blev sat i 1994 – tæt fulgt af 860 mm i 1998.

Endelig bød slutningen af året, århundredet og årtusindet på hele to storme af orkanagtig vindstyrke. Storme, som blandt andet forårsagede skader for et tocifret millionbeløb på Rømø-dæmningen i det sønderjyske Vadehav.

Der er næppe tvivl om, at vi her ser de første spage resultater af drivhuseffekten. Og at vi langt fra har set de sidste eller værste. Interesserede kan læse mere ved at klikke på Drivhuseffekten.

1. januar 2000

© Steen Ulnits

* Godt Nyt Årtusinde!

Det gamle år er forbi, og et nyt er begyndt. Ikke blot er det et nyt år, vi netop har taget hul på. Det er heller ikke kun et nyt århundrede. Nej, det er et helt nyt årtusinde, hvilket ikke kan undgå at mane til eftertanke.

– Gjorde vi det godt nok i det andet årtusinde af vor tidsregning? Nej, det gjorde vi definitivt ikke. Vi fik industrialiseret verden og blev så dygtige, at vi for første gang nogensinde var i stand til helt at udslette den. Hurtigt og på én gang med atomvåben. Langsomt, men sikkert via forurening og anden skalten og valten med miljøet.

Vi beviste, at vi kunne gå på Månen – hvis det altså var det, vi ville. Men samtidig så vi også for første gang vor egen lille blå planet udefra. Vi så “Spaceship Earth” på vej gennem det store kulsorte verdensrum. Vi så, hvor lille og skrøbelig Jorden egentlig er. Hvor tynd og sårbar atmosfæren, der huser alt liv, i virkeligheden også er. Endelig indså vi, hvor små og ubetydelige vi selv er i det uendelige univers. At vi langt fra er udødelige.

Vi fik kort sagt sat tingene lidt i perspektiv, hvilket giver en smule fortrøstning her ved tærsklen til det nye årtusinde. Vi har trods alt lært noget om grænser for vækst. Nu er det så blot op til os allesammen at bruge den indvundne visdom til noget konstruktivt. Til at holde alle de destruktive kræfter i ave, som vil sælge alt – luft, vand og jord – for ussel mammon.

Et Rigtig Godt Nyt Årtusinde til alle læsere af disse sider!

1. januar 2000

© Steen Ulnits

* Årtusindets sidste laks fanget – og genudsat!

Orri Vigfusson, som er formand for den islandske “North Atlantic Salmon Fund”, har igen formået at henlede verdens opmærksomhed på vildlaksens genvordigheder i Nordatlanten.

Den 15. december drog Orri Vigfusson nemlig til Cornwall i England, hvor han deltog i årets, århundredets og dette årtusindes absolut sidste fiskedag efter atlanterhavslaks i hele verden. Hans mission var at sikre, at årtusindets sidst fangede laks blev behørigt genudsat, så den kan deltage i den forestående leg og dermed være med til at sikre artens beståen.

Fiskeriet foregik i Camel River nær Bodmin, hvor det lykkedes fiskerne at fange hele to laks på den suverænt sidste fiskedag i dette årtusinde. Det kom der en masse god publicity ud af – blandt andet i form af en stort opsat artikel i dagbladet “The Independent”.

Den virkelige baggrund for seancen var og er, at Vigfusson’s islandsk baserede “North Atlantic Salmon Fund” i år 2000 går sammen med den brittiske “Atlantic Salmon Trust” om et aktivt opkøb af de sidste nordengelske garnrettigheder. Et fiskeri, der årligt koster omkring 50.000 brittiske laks livet.

Således er den skotske bestand af laks siden 1980 reduceret til blot en sjettedel af det oprindelige – primært på grund af det kystnære garnfiskeri. Den engelske bestand har ikke lidt helt så hårdt under dette fiskeri, men er alligevel mere end halveret i det samme korte tidsrum.

31. december 1999

© Steen Ulnits

* Norges vildlaks i sikker dødsspiral

North Atlantic Salmon Fund har – i forbindelse med en klage til den norske regering over dens passivitet med hensyn til den norske vildlaks – regnet lidt på bestandens størrelse før og nu.

Det viser sig da, at man op til 1970 havde en bestand af vildlaks, som talte omkring 1.800.000 eksemplarer. Laks født og opvokset i norske elve.

Her på tærskelen til år 2000 ser det ikke ret godt ud for den norske vildlaks. Nordmændene er ganske vist blevet meget velstående på grund af Nordsøolien og lakseopdrættet, men undervejs har de helt glemt vildlaksen.

Bestanden er i de forgangne 30 år reduceret til godt og vel 200.000 vildlaks – kun godt 10% af det oprindelige. Fremover må disse få hundrede tusinde vildlaks endda kæmpe med undslupne tamlaks i millioner. Med en uundgåelig genetisk udvanding til følge.

Den hvidbog om vildlaksen, som tidligere blev omtalt på denne side, lovede ellers godt. Men indtil videre har det vist sig blot at være en flom af ord, som ingen ansvarlig myndighed alligevel har tænkt sig at gøre noget ved.

31. december 1999

© Steen Ulnits

* Mindre torskekvoter i EU

Som tidligere nævnt på denne side – i notitsen “Ballade i Bergen” – har fiskeribiologerne anbefalet en stærkt reduceret torskekvote for år 2000.

Helt så drastisk, som biologerne kunne ønske sig det af hensyn til torskebestandenes ve og vel, gik det nu ikke. På opfordring fra den internationale organisation ICES, der har hovedsæde i København, nåede de 15 EU-landes fiskeriministre frem til en nedskæring på 40% af torskekvoten i Nordsøen.

“En hård, men nødvendig nedskæring”, kalder den danske fiskeriminister Henrik Dam Kristensen den nye kvote, som vil ramme danske torskefiskere hårdt. De nye restriktioner er naturligvis en glædelig nyhed for torskene i Nordsøen, men forhåbentlig går det ikke i stedet ud over torskene i de indre danske farvande. Fiskerne har det jo typisk med at opsøge nye jagtmarker, når de gamle er overfisket og udtømt…

Tag som eksempel tirsdag den 15. oktober 1996, der blev en mærkedag ved Ringkøbing Fjord. Aldrig tidligere var der blevet indhandlet så mange skrubber på fiskeriauktionen i Hvide Sande, som der blev den dag. Tallene viste ikke mindre end en 4-dobling af skrubber i forhold til den tidligere rekord!

De utroligt mange fjordskrubber kom bag på de fleste. I en tid, hvor alle snakkede om algeblomst, iltsvind og bundvendinger, regnede ingen med noget sådant – heller ikke de lokale fjordfiskere. Og da slet ikke de større havgående kuttere, som var og stadig er baseret i Hvide Sandes fiskerihavn.

De mange skrubber medførte et sandt rykind i Ringkøbing Fjord – og en kolossal konkurrence for fjordens faste fiskere. Mindst fra tilrejsende fritidsfiskere. Værst var nemlig de store kuttere fra Hvide Sande. De havde haft en meget dårlig sæson, hvor fiskeriet efter de økonomisk mere værdifulde tunger og rødspætter længere til havs svigtede.

Da så rygtet om de mange skrubber inde i fjorden nåede til Hvide Sande, stævnede 15 store havkuttere straks ind i den lille og lavvandede Ringkøbing Fjord, hvor de kunne fylde deres garn med skrubber – til 1 krone stykket…

Lad os ikke håbe, at det går ligeså med torskene i indre danske farvande, hvor bestandene bestemt ikke har det for godt.

23. december 1999

© Steen Ulnits

* Kæmpegedde på flue

De engelske drikkevandsreservoirer er dels store, dels grundlaget for et storstilet fluefiskeri efter udsatte regnbuer. Det var her, Put & Take fluefiskeriet for alvor tog fart i 60’erne og 70’erne.

Men de udsatte regnbuer ender ikke kun på fluefiskernes køkkenborde. Mange ender også i gedder, som bliver større og større af den letfangede og sikkert også ganske velsmagende kost.

Det engelske P&T fiskeri er opdelt i meget forskellige kategorier – med følgende to yderpunkter: De store vandreservoirer, hvor mindre regnbuer udsættes for at vokse sig større, inden de atter fanges. Og så små P&T vande, hvor de størst mulige fisk udsættes for hurtigt efter at blive fanget igen.

Det er naturligvis i de førstnævnte søer, at gedderne for alvor kan frådse i udsatte regnbuer af passende størrelse. Og hertil hører da også Bure Valley Lake, hvor den engelske fluefisker Duncan Sutton for nylig gjorde en ganske interessant fangst. Han havde bundet en str. 12 vandnymfe med guldhoved på sit 0.20 forfang, da en kæmpemæssig gedde skød frem af grøden og tog den lille flue.

Duncan var heldig – forfanget kilede sig fast mellem de spidse tænder og blev derfor ikke klippet over. Efter en 30 minutter lang fight i det grødefyldte farvand kunne han og søens fiskeriopsynsmand Mike Smith lande en enorm og yderst velkonditioneret fluegedde på ikke mindre end 17 kg!

Fisken var for øvrigt en gammel kending, idet den foråret før også havde været på land – dengang i dårlig kondition efter legen og derfor godt 3,5 kg mindre.

Man behøver altså ikke en kæmpeflue på forfanget for at fange en kæmpegedde. Men det hjælper nu normalt på odds’ene…!

23. december 1999

© Steen Ulnits

* Månenat af format

Natten mellem den 22. og den 23. december er værd at være oppe efter. Der sker nemlig et unikt sammenfald af tre i sig selv usædvanlige astronomiske omstændigheder:

1) Der er fuldmåne. Det sker ganske vist hver måned, men falder denne gang sammen med de nedenstående to forhold.

2) Månen så tæt på Jorden, som den nogensinde kommer i sin bane. Den vil derfor være ekstra stor og særlig stærkt lysende at se på.

3) Jorden – og med den Månen – er så tæt på Solen, som den nogensinde kommer i løbet af et år. Solen vil derfor lyse ekstra meget på Månen, som så kaster endnu mere lys tilbage og derfor bliver endnu lysere at se på.

Meteorologerne giver desværre østdanskere de bedste odds for at se den gamle Måne folde sig ud i fuldt flor – for sidste gang i dette årtusinde.Jeg skal nu alligevel ud i den århusianske nat for at kigge efter. Det bliver nemlig den største og klareste Måne siden 1866!

Er du til mere om sol og måne og deres effekt på fisk og fiskeri, så klik her – på “Tiden og tidevandet” – for supplerende læsning.

21. december 1999

© Steen Ulnits

* Julegaveidé: Klassisk design i nye klæder

Hvis man hører til dem, der holder af at skue bagud og se på fluefiskeriets lange og spændende historie, så er Hardy’s nygamle “Bouglé MKIV” fluehjul bestemt et kig værd. Det er nemlig et hjul, som af design hører en svunden tid til. Men samtidig et hjul, der er fremstillet på den mest moderne vis og af de bedst tænkelige materialer.

Jeg havde fornøjelsen at teste de nye hjul under et besøg i England sidst i det snart forgangne årtusinde. Her stod de nye hjul på stribe – alle fem størrelser fra det mindste minihjul til det største lakseditto – og funklede om kap med efterårssolen.

– Unmistakingly Hardy! Sådan lød kommentaren fra Peter Cockwill, der er en af Englands bedst kendte fluefiskere og samtidig indehaver af en velassorteret grejbutik ikke langt fra Test og Itchen.

Og han havde ganske ret. Lyden er den klassiske Hardy – den snerren, man enten elsker eller hader – og look’et var klassisk Hardy. Finishen tilmed så blank, at man næsten kunne spejle sig i dem, hvilket dog næppe er befordrende for fiskelykken…

Hardy fortæller selv, at de nye hjul – oprindelig opfundet af og opkaldt efter franskmanden Louis Bouglé i 1903 – er slået virkelig godt an i England, hvor mange oldtimers med hang til Rolls, Bentley eller Jaguar simpelthen også må eje et Bouglé – eller alle fem!

De gamle Bouglé hjul fra århundredskiftet var formstøbte. De nye er i takt med tiden og det nye årtusinde computerfræset ud af en massiv blok flyaluminium og dernæst monteret med en højtydende bremse og et enkelt kugleleje.

Lanceringen af Bouglé skyldes Hardy’s nært forestående 125 års jubilæum.

20. december 1999

© Steen Ulnits

* Vindinger på Varde Å

Varde Å er på mange måder unik. Dels har den Danmarks tredjestørste vandføring. Og dels har den som den eneste Vadehavså ingen kammersluse til regulering af vandstanden. Endelig er den belemret med det eneste større vandkraftværk i denne del af landet – Karlsgårdeværket.

Det nedre løb af Varde Å blev reguleret til ukendelighed efter anlæggelsen af Karlsgårdeværket i 1920’erne. Fra luften kan man stadig se flere afskårne åslynger ligge inde på land – afskåret fra hovedløbet efter reguleringen af vandløbet. Alt i alt er Varde Å blevet 13 km kortere ved disse reguleringer. Men heldigvis er der ikke langt ud til hovedløbet, og det er derfor ikke nogen stor teknisk opgave at forbinde stumperne igen. Blot noget nær et politisk mareridt at komme så vidt…

Og dog. Et skridt i den rigtige retning kom, da Danmarks Naturfredningsforening i 1995 modtog en milliongave fra en velgørende fond. DN besluttede da at bruge pengene på at genskabe nogle af de gamle åslynger på strækningen ved Kongens Kær nær Varde by. Her skulle fire gamle åslynger fra 1929 atter sættes i forbindelse med hovedløbet, hvilket ville betyde bortgravning af ikke mindre end 40.000 kubikmeter jord. Det ville samtidig give omkring 1,5 km “ny” å.

Det skulle imidlertid tage fire år at komme så langt. Først på tærskelen til det nye årtusinde kunne en gravemaskine åbne, så vandet atter kunne løbe ind gennem de fire gamle åslynger – efter 70 mildest talt vandlidende år.

Den officielle åbning fandt sted den 10. september. Inden åbningen havde man placeret 1.400 kubikmeter grus fordelt på 11 kunstigt anlagte gydebanker i det nygamle åløb, der alt i alt blev omkring 1.500 meter længere end før.

Man kan sandelig sige, at Varde Å’s genvundne status som laksevand – se notits nedenfor – ikke kunne komme på et mere belejligt tidspunkt!

16. december 1999

© Steen Ulnits

* Vildlaks i Varde Å

Ikke nok med, at Varde Å for nylig – i september – fik nye vindinger. Varde Å har nu også fået en ny status som vildlaksevand. Nye genetiske undersøgelser har nemlig vist, at der med 98% sandsynlighed stadig eksisterer en bestand af oprindelige vildlaks i det ellers så maltrakterede vandsystem.

Forskere fra Danmarks Fiskeriundersøgelser har nemlig udviklet en ny metode til DNA-bestemmelse af gamle lakseskæl, som findes i arkiver rundt omkring. Disse DNA-analyser sammenholdes så med analyser fra elektrofiskede og nulevende laks.

Resultater fra disse undersøgelser dokumenterer, at der med 98% sandsynlighed stadig er oprindelige laksestammer ikke kun i Skjernå – som hidtil antaget – men også i Ribe Å og Varde Å. Undersøgelserne viser ligeledes, at der med 90% sandsynlighed stadig findes autentiske laks i Sneum Å.

Til gengæld kan man nu afkræfte, at der findes autentiske laks i andre af de oprindelige lakseåer. De her fangede laks stammer således fra udsætninger og ikke fra naturlig gydning. Der hersker dog endnu tvivl om laksene i Storå, hvor en enkelt ud af 18 testede laks så ud til at være af en oprindelig stamme. Det undersøges nu nærmere.

De nye oplysninger er en bombe under den nuværende Laksehandlingsplan, som kun tager højde for, at der findes naturlige og dermed bevaringsværdige laksestammer i Skjern Å systemet. Handlingsplanen må derfor revideres.

Danmarks Sportsfiskerforbund henstiller da også til de ansvarlige myndigheder, at der tages særlige forholdsregler, så også de nyfundne autentiske laksebestande beskyttes bedst muligt.

12. december 1999

© Steen Ulnits

* Vel meget vand – i Vestjylland

I det vestjyske Ribe Amt mener man det alvorligt med grødeskæringen. I den forstand, at man har skåret meget ned på grødeskæringen i stedet for grøden. Meningen er den gode, at vandmiljøet herved får det bedre. Den større mængde grøde, som da bliver resultatet, giver vandløbets fisk og smådyr bedre livsbetingelser. Ikke mindst yngelen af ørred, laks, stalling og snæbel nyder godt af flere skjulesteder og mere føde.

Men alt i denne verden har sin pris, og det gælder da også den øgede grødemængde i de sønderjyske vandløb. Den resulterer nemlig uundgåeligt i en højere vandstand i åerne, da grøden bremser vandstrømmen og får vandet til at stige. Alene de fire nye slynger, som for nylig blev taget i brug ved Varde Å, resulterede i en stigning i vandstanden på 10-15 cm.

Da netop Varde Å ikke er reguleret med en kammersluse ved udløbet i Vadehavet, medførte de voldsomme regnmængder i slutningen af september og begyndelsen af oktober voldsomme stigninger i vandstanden fra Tarphage Bro ude ved Ho Bugt til helt oppe i Ansager by.

Det er prisen for et bedre vandmiljø, som samfundet her må betale – i form af vandstandsstigninger på op mod den halve meter og våde kældre, som må pumpes tørre for vand, når naturen for alvor spiller op til dans.

10. december 1999

© Steen Ulnits

* Ny video på vej

En ny video om vildlaksens overlevelse er på vej. Det er foreningen “Vildlaksens Overlevelse”, der gennem længere tid har samlet penge ind til produktion af en video om de horrible vilkår, som de sidste oprindelige atlanterhavslaks lever under i vor højteknologiske tidsalder.

Det er planen, at den nye video skal bruges som springbræt til et større dokumentarprogram om de mange farer og trusler, som vi i den vestlige verden konstant udsætter Salmo salar for. Trusler, som nu er på randen til at udrydde hele bestande af vildlaks mange steder.

Dansk Laksefond, der også blev søgt om penge til projektet, afviste med henvisning til kritiske bemærkninger på netop denne hjemmeside om et af fondens egne bestyrelsesmedlemmer. Det drejer sig om laksefisker, lystfiskerforfatter og havbruger Kurt Malmbak-Kjeldsen, der som bekendt er direktør for Musholm Laks, der igen er en af de største enkeltforurenere af Storebælt.

Interesserede i netop den sag kan finde supplerende oplysninger under “Aktuelt 3. kvartal 1998” og “Aktuelt 4. kvartal 1998” nederst på denne side.

Det var præcis denne sag, der i sin tid førte til, at Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) meldte sig ud af bestyrelsen for Dansk Laksefond. Man følte ikke, at man som aktiv miljøorganisation kunne sidde i bestyrelse med en dokumenteret forurener af vandmiljøet.

DSF er da også blandt de ganske mange bidragydere til den nye laksevideo, som forventes færdig først i det nye år. Flere store jyske erhvervsvirksomheder er også blandt støtterne – mange mindre ligeså. Nærmere om den nye video senere.

6. december 1999

© Steen Ulnits

* Mindre ilt – bedre fiskeri

Århus Amt har netop sammenfattet 45 års målinger fra Århus Bugt i en rapport med navnet “Fiskeundersøgelser 1953-1998”.

Resultaterne viser, at iltsvind rent faktisk har en gavnlig indflydelse på erhvervsfiskeriets fangster. Det viser sig nemlig – hvad bugtens lystfiskere har vidst i mange år – at iltsvind presser fiskene sammen på et fåtal mindre områder, hvor de så er meget lettere at fange.

Rapporten fokuserer på rødspætter og isinger, mens lystfiskernes erfaringer primært går på torsk. Rapportens tal viser også, at det er vanskeligt at fæstne lid til fiskerierhvervets egne argumenter for at fiske videre – trods biologernes advarsler om overfiskning og formindskede fiskebestande. Erhvervsfiskeriet har som begrundelse for forhøjede fiskekvoter ofte brugt det faktum, at det aldrig har været lettere at fange fiskene end netop da.

Nu står det blot at læse sort på hvidt, at fiskene netop er så lette at fange, når de er under størst pres – fra iltsvind og bundvendinger.

3. december 1999

© Steen Ulnits

* Esbjerg bygget på nazi-Mark

Pressen fortsætter sin afdækning af dansk fiskeris storhedstid under besættelsen. Dagbladet Politiken kan således fortælle, at Esbjergs store fiskeflåde i vid udstrækning bygger på penge tjent som storleverandør af friske fisk til Nazi-Tyskland.

Under overskriften “Fiskebaroner” beretter Politiken således, hvorledes Esbjerg-fiskerne under krigen opbyggede store formuer ved at levere fisk til den tyske besættelsesmagt.

I starten gik det let og smertefrit for fiskere og fiskeeksportører. De fordoblede fiskeriindsatsen – med overfiskning af rødspættebestanden til følge – og øgede eksporten til Nazi-Tyskland det bedste, de kunne.

Den daværende kommunaldirektør i Esbjerg kommune kunne i en rapport konstatere, at fiskeskipperne i Esbjerg i 1939 havde en samlet formue på omkring 4 mio. kroner. I 1942 var formuen vokset til 18 mio. kroner, og i 1943 toppede den ved 24 mio. kroner. Altså en 6-dobling af formue på blot fire år. Mens den øvrige verden således var i krig med tyskerne, scorede fiskere og fiskeeksportører i Esbjerg kassen som rene gullasch-baroner.

Den danske modstandsbevægelse var dog opmærksom på de lokale gullasch-baroner i Esbjerg. Den 6. august 1943 greb man derfor ind og satte ild til 400.000 fiskekasser af træ i havnens fiskehuse, hvilket resulterede i et bål, der kunne ses viden om. Det blev også ild til det bål, der senere samme år resulterede i opgivelsen af den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt.

Fiskeflåden i Esbjerg voksede med op mod 40% under krigen. Og de mange fiskepenge, som strømmede til byen i besættelsesårene, stammede ikke fra Tyskland. De stammede i stedet fra det danske samfund. Proceduren var nemlig den, at den tyske værnemagt udstedte gældsbeviser som betaling for de eksporterede fisk – gældsbeviser, som den danske Nationalbank siden udbetalte til fiskerne. Men som tyskerne i de fleste tilfælde aldrig betalte.

Den danske modstandsbevægelse skrev i december 1944 i sit illegale blad “Periskopet” følgende opsang til lokalbefolkningen i Esbjerg:

“…de har glemt, at det at forsyne Tyskland med alt for store Mængder Fisk er det samme som at forlænge Krigen og forarme vort land.” Modstandsbevægelsen skrev videre, at “…der er mange, der idag lider Afsavn i Kampen for Danmarks Befrielse. Det er der vist ikke mange af Fiskeeksportørerne og Fiskerne, der har gjort.”

Den store flåde af industrifiskefartøjer, som i dag arbejder ud fra Esbjerg, er således i vid udstrækning financieret af kapital, som blev indtjent og opsparet via salg af fisk til den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig. Penge betalt af det danske samfund.

Læs også notitsen “Danske gullaschbaroner til lands og til vands” længere nede på denne side.

3. december 1999

© Steen Ulnits

* Millionbøder til fiskeskippere

Vestre Landsret stadfæstede for nylig en dom om ulovligt fiskeri fra byretten. Vestre Landsret besluttede, at to fiskeskippere fra Skagen skal betale 4,5 mio. kroner tilbage i form af konfiskeret fortjeneste fra ulovlig indlanding af makreller uden for kvote. Hertil kommer så bøder på i alt 447.000 kroner.

De to skippere, som skal udrede de 5 mio. kroner, påberåbte sig ellers, at deres producentorganisation havde oplyst dem om ledige licenser på makreller. Hvilket altså ikke holdt stik eller vand i retten. Fiskeriministeriet kunne nemlig oplyse om, at der ikke var ledige kvoter i hverken 1996 eller 1997.

De to fiskeskippere, som fiskede sammen, havde fanget 40% flere makreller, end de havde kvoter til. I alt 864 tons illegale makreller til en værdi af 4,5 mio. kroner.

28. november 1999

© Steen Ulnits

* Ballade i Bergen

Det Internationale Havforskningsråd ICES har netop fremlagt deres officielle anbefalinger omkring næste års fiskeri og fiskekvoter i Nordsøen. Disse tal lægges til grund for de kommende politiske forhandlinger i Bergen, hvor fiskekvoternes størrelse og fordeling diskuteres og besluttes inden jul.

Fiskeribiologerne anbefaler, at der i det første år af det nye årtusinde fanges og landes færre både torsk og fladfisk end i indeværende år. Således foreslår man en kvote for torsk på blot 79.000 tons mod den nuværende på 132.400 tons. Altså næsten en halvering. Specifikt for Skagerak anbefales det, at man næste år kun fanger 11.300 tons mod dette års 19.000 tons.

Der er således lagt op til en god gang politisk ballade i Bergen. Når krybben er tom, bides hestene som bekendt…

28. november 1999

© Steen Ulnits

* Sæljagt alligevel…

Danmarks Jægerforbund (DJF) har mildest talt haft svært ved at beslutte sig i denne sag: Først ville DJF have jagten på sæler genindført, da der nu er blevet alt for mange af dem. Dernæst ville de det ikke alligevel, da de frygtede befolkningens vrede. Nu vil de det så godt igen…

Den danske sælbestand tæller i dag mellem 8.000 og 9.000 dyr, som formerer sig med stor hast. Faktisk så voldsomt, at mange jægere frygter en ny epidemi som den, der hærgede den danske sælbestand i 80’erne. Det er der dog ingen grund til at frygte, mener vildtbiologerne, som påpeger, at der sidste gang var tale om en virus, som danske sæler aldrig tidligere havde været udsat for.

Til gengæld siger biologerne, at der ikke længere er nogen saglig begrundelse for ikke at drive jagt på den talstærke danske sælbestand. Og lokale erhvervsfiskere støtter jægernes bestræbelser på, at der atter indføres en jagttid på de pelsede havpattedyr. Fiskerne mener blandt andet, at de mange sæler i Limfjorden ødelægger ethvert grundlag for erhvervsfiskeriet her. Men de glemmer dog at nævne noget om deres egen altødelæggende muslingeskraben…

Danmarks Naturfredningsforening (DN) modsætter sig jægernes og fiskernes bestræbelser og fremfører, at en jagttid vil gøre sælerne så sky, at de ikke længere vil være et almindeligt syn for den almindelige dansker på strandvandring. Hvilket naturligvis vil være synd for os mennesker – men sikkert gavnligt for de hårdt pressede fiskebestande.

DJF fremfører, at dette ikke passer. DJF henviser til situationen omkring det danske rådyr, som – trods intensiv jagt – i dag er talrigere end nogensinde. Og som stadig lader sig se uden for jagttiden. Jægerne fremfører, at der højst går fjorten dage efter jagttidens ophør, før dyrene igen lader sig beskue. Og at det samme givet vil gøre sig gældende for sælerne.

25. november 1999

© Steen Ulnits

* Småbåd – delebåd

– Går du med en lille småbådsskipper i maven? – Vil du gerne sejle rundt i en stor og veludrustet småbåd, som klarer åbent hav uden at kny? – Drømmer du om at fange storlaksen eller kæmpetorsken på egen hånd?

I så fald hører du til en ganske talrig gruppe, hvoraf imidlertid kun et fåtal realiserer deres drøm. Drømmen koster nemlig penge – ganske mange endda. Så mange, at man i nogle tilfælde må vælge mellem konen og båden! Konebåde hører ligesom en anden verdensdel til…

Skal man have en stor og fuldt udrustet småbåd, da starter priserne ved minimum 100.000,- kroner. Vil man have noget, der virkelig dur langt til havs, taler vi snarere om 200.000, førend hele ekvipagen med båd, trailer og elektronik er hjemme. Hertil skal så lægges eventuelle udgifter til garage eller havneplads samt den ufravigelige forsikring, der på årsbasis nemt kan løbe op i et 5-cifret beløb…

Derfor bliver de fleste småbådsskippere liggende uforløst maven, hvor de så rumsterer lidt ind imellem – grynter misfornøjet, når vejret er til langturssejlads og fiskeri, mens familie og hus imidlertid har førstepriortitet…

Men nu er der endelig kommet en mulig løsning på problemet. Det er firmaet Scandinavian Outdoor i Tåstrup, som har barslet med en genial idé, der minder om det timeshare-koncept, som længe har eksisteret på markedet for ferielejligheder. Scandinavian Outdoor har lanceret en idé, der gør det muligt for langt flere at blive skipper på egen skude – i hvert fald for kortere perioder af gangen – uden at der skal i hundredtusindvis af kroner på banen. Det hedder Scandinavian Shareboat Aps.

Konceptet går i al sin enkelhed ud på, at man køber en andel i en fuldt udrustet småbåd samt indbetaler et depositum, der refunderes, hvis man på et senere tidspunkt vil ud af ordningen igen. For det indbetalte beløb, hvis størrelse naturligvis afhænger af bådens størrelse og udstyr, får man så ret til at booke den forlods for en periode af 3 dages varighed. Man kan kun booke én periode af gangen, så man ikke blokerer for andre. Til gengæld kan man booke en ny periode, så snart man har afholdt sine bestilte dage.

Hver dags sejlads koster et mindre fast beløb, som går til den løbende vedligeholdelse og eventuelle reperationer. Typisk er der tale om et indskud i størrelsesordenen 7.000,- kroner samt et depositum på 5.000,-, der refunderes, hvis man på et senere tidspunkt ønsker at træde ud af ordningen. Hertil skal så lægges et beløb på kr. 7.500,-/ 625,- per år eller måned for at være med i ordningen. Endelig skal man påregne at betale omkring 500,- kroner inkl. benzin om dagen for reelt at bruge båden.

Den samlede udgift kan man så vælge at afholde selv eller dele den med en eller to gode fiskekammerater. På denne måde bliver det pludselig ganske billigt at være skipper på egen skude.

De fuldt udrustede småbåde – med twinmotorer, autopilot, downriggere, GPS og VHF – tænkes placeret fast i havne på Bornholm, i Simrishamn og på Vänern for blot at nævne nogle af de mest oplagte lokaliteter, hvor lokale kontaktpersoner vil sørge for udstyr og vedligehold.

På denne måde slipper man helt for de store ekstraomkostninger til dobbelte færgebilletter til bil og trailer – og for de problemer, der altid er forbundet med at traile og vedligeholde store småbåde. Man slipper også for at skulle investere i en kostbar 4-hjulstrækker for overhovedet at få båden op af vandet igen – og for at tage det store kørekort!

Ring til Scandinavian Outdoor på telefon 43 71 51 33 for nærmere oplysninger om det nye Scandinavian Shareboat Aps. Spørg efter Albert eller Finn. En oplagt idé, der nok skal få stor opbakning blandt danske lystfiskere med en småbådsskipper i maven!

21. november 1999

© Steen Ulnits

* Danske gullaschbaroner til lands og til vands

Det viser sig nu, at de højt besungne liberale danske erhverv – landbrug og fiskeri – i høj grad levede som gullaschbaroner under Anden Verdenskrig. Og samtidig var med til at forlænge krigen og dermed øge antallet af dræbte betragteligt. Det berettede dagbladet Politiken forleden.

Nylige opdagelser i gamle arkiver fra Østtyskland viser nemlig, at såvel det danske landbrug som fiskerierhvervet oplevede en sand guldalder under tysk overherredømme i 1940’erne. Ikke noget med at arbejde langsomt eller sænke produktionen og dermed eksporten til Nazi-Tyskland, mens kampen rasede mod de allierede. Ikke noget med, at fiskeflåden som ofte antaget søgte tilflugt i engelske havne under krigen.

I stedet øgede det danske landbrug produktionen så meget under krigen, at Danmark blev den suverænt største enkeltbidrager til Nazi-Tysklands befolkning. Som derfor kunne bryste sig af at have Europas højeste levestandard under krigen – næst efter Danmark. I 1939 gik kun 25% af den danske landbrugsproduktion til Tyskland, men allerede i 1941 udgjorde eksporten til Tyskland hele 75% af den danske produktion.

Det var tyskerne, der lokkede det danske landbrug med priser, som fordobledes på få måneder efter krigens start. Dansk landbrugs solidaritet med det øvrige krigsramte Europa kunne således ligge på et meget lille sted – nemlig i tegnebogen. Tyskerne var da også behørigt imponerede over den danske velvilje. Over at et lille land med kun 4 millioner mennesker med sin årsproduktion kunne brødføde et stort land med 90 millioner mennesker med smør og kød til mere end én måneds forbrug samt æg til en måned.

På samme måde spandt det danske fiskerierhverv guld på at sælge frisk fisk til Nazi-Tyskland. I så høj grad, at man i de nyopdagede tyske dokumenter kan læse, at Danmark under krigen leverede næsten al frisk fisk til de tyske storbyer. Det var tilfældet så sent som i foråret 1944. Af en opgørelse fra december 1943 fremgår det, at Danmark på daværende tidspunkt leverede ikke mindre end 90% af alle fiskeprodukter til Tyskland.

Faktisk var tyskerne så glade for de friske danske fisk, at man i flere tilfælde valgte at sørge for stabile forsyninger af diesel til den danske fiskerflåde, selv om man på østfronten desperat manglede brændstof til sine kampvogne…

I perioden 1939-1943 fordoblede danske fiskere da også fangsten fra 100.000 tons til 192.000 tons – med massiv overfiskning af ikke mindst den populære rødspætte til følge. Det var derfor kun et fåtal danske fiskere, som stak af til engelske havne under krigen. Dertil levede de alt for godt herhjemme – som velbetalte gullaschbaroner for den tyske besættelsesmagt.

Overfiskning af havenes fiskeressourcer er altså ikke noget nyt fænomen. Det optræder blot, så såre der er penge at tjene for fiskerierhvervet. Intet nyt under solen.

Det er heller ikke noget nyt, at landbrug og fiskeri – som de eneste erhverv herhjemme – blev fritaget for at betale deres fortjeneste ved handel med Nazi-Tyskland tilbage efter krigen. Til trods for, at netop de havde haft de suverænt største fortjenester under krigen.

Kun en enkelt kommunist havde mod og mandshjerte til at påtale det urimelige heri, da en lov om tilbagebetaling blev vedtaget i Folketinget efter befrielsen i 1945…

20. november 1999

© Steen Ulnits

* En bæver i baghaven…

Seneste udvikling i føljetonen om de udsatte bævere fra Tyskland er følgende: Blot en måned efter udsætningen trives de tyske pelsdyr nu så godt i det vestjyske, at de er begyndt at gå på rov i lokale folks baghaver.

I et enkelt tilfælde gnaskede de pelsede gnavere sig først gennem grønkålen i en køkkenhave ved Bækmarksbro, hvilket er et godt stykke fra udsætningsstedet. Da grønkålen slap op, gik de ombord i 6 frugttræer, som alle blev fældet på bedste bævervis. Et enkelt af træerne blev efter fældningen slæbt ned til den nærliggende å og søsat der.

Skov- og Naturstyrelsen har tidligere tilkendegivet – ganske tydeligt endda – at man ikke yder kompensation til private for de af bæverne påførte skader. Det lokale statsskovdistrikt er dog villigt til at yde hjælp med indhegning, hvor det viser sig nødvendigt.

Herligt, at man nu skal til at leve bag indhegninger i det vestjyske, når tyskerne huserer i baghaven – med Skov- og Naturstyrelsens absolutte velsignelse…

17. november 1999

© Steen Ulnits

* – Snart slut med Put & Take?

Der har i mange år været talt om det rimelige i de store udsætninger og umiddelbart efterfølgende nedskydninger af opdrættede gråænder (og fasaner) på større danske godser. De såkaldte “herregårdsjagter” og “godsjagter”, som ikke har noget med jagt at gøre, men som minder uhyre meget om det hjemlige Put & Take fiskeri, hvor store mængder opdrættede tamørreder udsættes blot for at blive halet op igen kort tid efter.

Nu har Svend Auken – i kraft af sin rolle som miljøminister – bedt Vildtforvaltningsrådet om en vejledning til, hvordan disse godsjagter med massive udsætninger af knapt flyveklare tamfugle kan bringes til ophør.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) kalder kort og godt disse jagter for “noget svineri”, som hurtigst muligt bør bringes til ophør. Den virkelige anstødssten var en TV-udsendelse, som viste tyske jægere skyde løs på flokke af opdrættede og netop udsatte ænder, for noget nyt fænomen er disse godsjagter definitivt ikke. De har eksisteret i flere år.

Poul Harritz, der er præsident for DN, udtaler til Politiken, at det ikke blot er et etisk spørgsmål: “Overskydent foder og de mange fugles afføring omdanner de søer, hvor udsætningerne foregår, til algesuppedaser og stinkende kloakker. Søerne dør kort og godt, og alt andet liv forsvinder”.

Danmarks Jægerforbund (DJF) bakker heller ikke op om disse storstilede godsjagter og ser derfor frem til, at der udarbejdes retningslinjer for, hvor mange fugle der må udsættes per arealenhed. DJF ønsker, at de nye regler skal være klar til det nye årtusinde.

Som lystfisker er det jo en nærliggende tanke, at det nuværende danske Put & Take fiskeri underlægges tilsvarende regler. Hvilket i så fald vil være en alvorlig hæmsko for Put & Take fiskeriet som en rationel forretning. Men samtidig en lettelse for de pågældende søer og dammes vandmiljø, som på tilsvarende vis lider under de massive udsætninger. Sjældne insekter og padder har jo ikke de bedste chancer for at overleve i sådanne hårdt belastede vande.

– Et muligt emne for DN’s næste korstog? Men måske skal der også her en TV-udsendelse til, førend DN rykker ud…

17. november 1999

© Steen Ulnits

* Sytten, såret og sat…

…på pension! At gedder har en masse både spidse og skarpe tænder, ved sikkert de fleste lystfiskere. De fluefiskere, som har prøvet, ved også, at geddefluer normalt ikke holder til ret mange fisk, førend de ligner noget, katten har slæbt hjem…

Men der er undtagelser. Således har jeg netop måttet pensionere en god ven – en 10 cm lang, hvid geddeflue, som nåede at lande hele 17 fine gedder, førend den måtte give op. Det lykkedes desværre gedde nummer 17 at skære det epoxylakerede hoved tværs igennem og klippe den lange hårvinge midt over…

Fluen er nu sendt på tiltrængt pension og hængt op på opslagstavlen foran mig med samt de 10 cm stålwire, der indgik som forfang. Flot af en flue at lande så mange skarptandede gedder, hvoraf de tre største målte henholdsvis 82, 86 og 93 cm. Alle fanget i dette efterår og alle genudsat efter behørig fotografering.

Det var nummer 17, der var 86 cm lang. Den var tyk, som kun en novembergedde kan være det, og vejede knap 6 kg i nettet. Den blev fanget i går eftermiddags i det smukkeste solskinsvejr, hvor den lurede i skyggen af en klynge gyldne siv.

11. november 1999

© Steen Ulnits

* Vandværket ude med snøren

Det amerikanske firma “Waterworks”, som producerer en serie af de såkaldte “Large Arbor” fluehjul med bred spolekerne – opfundet af svenske “Loop” – har ført en lidt omflakkende tilværelse på det sidste.

Således gik man for et par år siden ud med et koncept, der var helt nyt og radikalt anderledes – med hjul, som havde alle de fordele, hjul med bred spolekerne har, men uden de ulemper, som hjul med udvendige lejer også har. “Waterworks” entrerede dernæst med ligeledes amerikanske “Sage”, og sammen introducerede de stænger og hjul med integreret hjulholder i de letteste lineklasser.

Sage havde inden da opkøbt hjulproducenten “Lamson”, der i nogle år fremstillede fremragende fluehjul til rimelige priser. Nu har Waterworks købt Lamson af Sage, så hvis nogen føler sig lidt forvirrede, er det såmænd ganske forståeligt…

Det nye Waterworks/Lamson firma har netop lanceret en helt ny serie fluehjul, som på mange måder adskiller sig fra de sædvanlige fluehjul. For det første er der tale om vaskeægte “Large Arbor” fluehjul – ikke blot tilpassede gamle modeller, som flere andre firmaer har gjort det. For det andet er designet radikalt anderledes – dertil ganske elegant.

Vil man have noget anderledes for enden af sin (dyre) fluestang, er der således al mulig grund til at se nærmere på de nye Waterworks/Lamson “LiteSpeed” hjul. De markedsføres herhjemme af “Salmon Fly” i Brønshøj.

11. november 1999

© Steen Ulnits

* Bonefish bare bedre og bedre

Det er de færreste ting i naturen, som får det bedre og bedre i disse år. Allermindst da fiskene, der i vore dages hårdt fiskede vande aldrig bliver så store som i de “gode, gamle dage”. Rekordfiskenes tid er definitivt forbi, lader det til.

Og dog. I flere år har IGFA rekorden for bonefish – en af verdens mest populære tropiske og subtropiske sportsfisk – ligget på 14,1 pounds, hvilket omtrentligt svarer til 6,4 kg. Det er en rekord, som her i 1999 er blevet slået hele to gange – endda inden for 24 timer! Det skete under årets “Keys Springs Invitational Bonefish Fly Tournament”, hvor der først blev landet en ny verdensrekord på 14,4 pounds (6,5 kg) og blot få timer senere en ny rekordfisk på 15,4 pounds (7,0 kg).

Begge fisk blev taget i Islamorada området, hvor man i de senere år har kunnet konstatere en støt stigning i fiskenes størrelse. I dag er det således ikke usædvanligt – dog heller ikke almindeligt, for fiskene i dette område er hårdt fiskede og derfor ganske sky – at fange gamle og erfarne fisk på omkring 6 kg.

Der er næppe tvivl om, at denne usædvanlige udvikling skyldes to ting: Dels et i praksis 100% Catch & Release fiskeri, hvor alle fisk genudsættes – selv om loven ikke kræver det. Og dels det totalforbud mod garn, som borgerne i Florida vedtog ved en folkeafstemning i 1994 – efter først at have indsamlet de 400.000 stemmer, der er nødvendige for en folkeafstemning.

Godt nyt altså, men så har de gode amerikanere jo også kæmpet en kamp for at nå så vidt. Gid vi kunne nå lige så vidt herhjemme…

7. november 1999

© Steen Ulnits

* Kønsskiftede skaller

Afdelingen for Natur og Miljø i Århus Amt gjorde en foruroligende opdagelse, da de undersøgte fiskebestanden i Egåen, der løber gennem Vejlby-Risskov for siden at udmunde i Århus Bugt ved Egå Marina.

Det viste sig nemlig, at omkring en tredjedel af de undersøgte hanskaller var med rogn i en eller anden udviklingsfase. De har således undergået en form for uønsket kønsskifte, som man mener kan skyldes østrogen-lignende stoffer i det spildevand, der ledes ud i åen.

Som kontrol undersøgte man skaller fra Ravn Sø nær Ry. Her viste samtlige fisk sig at være enten hanner eller hunner – præcis som naturen foreskriver. Ravn Sø hører da også til de dybere og renere søer i amtet, som kun modtager ganske lidt spildevand.

Amtet ser med en vis uro på undersøgelsesresultaterne. For som miljøchef Jytte Heslop udtaler til pressen: “Hvad nytter det at rense spildevandet for næringssalte, hvis der stadig er farlige stoffer i det rensede spildevand?”

Fra Florida i USA kendes tilsvarende eksempler på provokeret kønsskifte hos fisk og reptiler – heriblandt alligatorer. Fra Arktis kendes eksempler på isbjørne, som også har haft problemer med kønnet.

2. november 1999

© Steen Ulnits

* Nul bøvl med ny bølgehøvl

Det 75% danskejede firma “WavePlane International” ser nu ud til at stå foran et gennembrud med hensyn til udnyttelse af den vedvarende bølgeenergi.

Det var selvsamme firma, som på eget initiativ søsatte en lille bølgehøvl til iltning af bundvandet i den kvælningstruede Mariager Fjord. Ganske vist med tvivlsom succes, men det var dog et konkret initiativ – for øvrigt det eneste overhovedet. Bølgehøvlen flyttes nu fra Mariager Fjord til Holbæk Fjord, hvor man også har problemer med manglende ilt.

WavePlane International har netop søsat og testet en 8,5 meter lang og 1,2 tons tung prototype af en bølgehøvl på Maritimt Institut i Lyngby. De foreløbige resultater tyder på, at man på nuværende tidspunkt er i stand til at udnytte mere end 25% af den energi, som ligger i bølgerne. Et ovenud tilfredsstillende og lovende resultat.

Næste skridt er så at lægge en ægte bølgehøvl ud i Vesterhavet 8 km ud for Hanstholm for at se, om den nu også lever op til forventningerne uden for laboratoriet. Om den kan holde til de evigt skiftende påvirkninger fra vind og bølger. Bølgehøvlen er konstrueret således, at den sænkes ned under overfladen i høj sø. I godt vejr flyder den højt, hvor der er mest energi i bølgerne.

Det forestående forsøgsprojekt vil koste omkring 20 mio. kroner, som man håber at finde blandt danske eller udenlandske investorer. Om alt går vel, regner man med at kunne have et elproducerende bølgeanlæg i fuld størrelse klar til efteråret år 2000.

Man må meget håbe, at vi i Danmark kan blive verdensførende med bølgeenergi, som vi er blevet det med vindenergi. Hatten af for det hidtidige arbejde!

2. november 1999

© Steen Ulnits

* Årets iltsvind på retur

Miljøstyrelsen fortæller, at årets massive iltsvind nu tilsyneladende er på retur. I hvert fald i forhold til for en måned siden, hvor det så virkelig skidt ud for de indre danske farvande. Efterårets storme har rørt grundigt rundt i vandmasserne, som derfor er blevet tilført en god del af den meget tiltrængte ilt fra atmosfæren og de øvre vandlag.

Iltindholdet er generelt stadig lavere end sidste år på samme tid, og ikke mindst i Århus Bugt plages man stadig af usædvanligt store algemængder. Samtidig ser det endnu skidt ud i Mariager Fjord og dele af Limfjorden samt i Lillebælt, hvor iltindholdet mange steder stadig er under de 2 mg/l, som de mest hårdføre fisk kræver for at overleve. Disse områder må således betegnes som værende i praksis fiskedøde.

Miljøstyrelsen vurderer endog, at der i år – trods en generel fremgang – endnu kan opstå iltsvind flere steder, dersom meteorologiske forhold betinger det.

31. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Laks i Østeråen

Ribe Å systemet har nu i flere år ikke kastet de havørreder af sig, som det gjorde i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor der næsten hver sæson blev meldt om rekordstore havørreder fra såvel tilløbet Gelså som det nederste løb Vesteråen.

Nu er der imidlertid atter godt nyt fra den store sydvestjyske å, som stadig hører blandt landets mest produktive havørred- og laksevande. Det specielle er denne gang, at fisken hverken var en havørred – eller blev fanget i Gelså eller Ribe Vesterå. I stedet blev fisken fanget i Ribe Østerå, hvor kun borgere fra Ribe ifølge en gammel kongelig forordning fra 1200-tallet har fiskeret.

Og det drejede sig om en flot farvet hanlaks på ikke mindre end 11 kg, godt en meter lang. Fisken huggede på en wobler serveret af – godt gættet – en vaskeægte Ribeborger. Ingen slinger i valsen her!

25. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Mystik i Åbenrå Fjord

Åbenrå Fjord har lige siden sensommeren gispet efter vejret og været et af de steder i landet, hvor man har været mest plaget af iltsvind. På et tidspunkt var det så galt, at overfladevandet i bunden af fjorden nærmest vrimlede af liv – som var det Mariager Fjord under fjorddøden i ’97.

Midt i oktober oplevede man således flere steder, at overfladevandet nærmest var tykt af fisk, som gispede efter vejret. Men i modsætning til Mariager Fjord, hvor griske folk og fiskere skovlede de stakkels fisk på land for at sælge dem sort, så hjalp lokale folk ved Åbenrå Fjord de fisk til havs på dybere vand, som det nu lod sig gøre. Alligevel døde mange fisk – kvalt af iltsvindet eller ædt af mågerne, som naturligvis gik til fadet med vanlig overbevisning.

Pudsigt nok har man i Åbenrå Havn oplevet det usædvanlige, at der i samme tidsrum er blevet set og fanget vaskeægte laks i det lumre og iltfattige vand i inderfjorden. Således er der på stang landet fisk på over 6 kg, hvilket er meget usædvanligt.

25. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Hald Sø atter i respirator

Det gik alligevel ikke. Hald Sø, som nu i nogen tid forsøgsvis har måttet klare sig selv, har kastet det hvide flag i ringen. Uden ekstra ilt til bundvandet klarer den store og meget dybe sø med den langsomme vandudskiftning sig ikke.

Viborg Amt, som har stået for den langvarige genoplivning af amtets suverænt smukkeste sø, har derfor atter lukket op for ilten. I perioden siden 1985, hvor amtsrådet besluttede sig for et genoplivningsforsøg, har Hald Sø hvert år modtaget 200-350 tons ren ilt fra tanke på land og slanger på bunden. Effekten på vandmiljøet var så god, at man i årene 93-98 reducerede forbruget til 77 tons årligt.

For nylig lukkede man så helt for ilten for at se, om søen kunne klare sig selv. Det kunne den altså ikke, og amtet har derfor lukket op for ilten igen – foreløbig med 120 tons om året. Man regner med, at Hald Sø skal ligge i respirator i endnu 10-15 år, før den kan klare sig uden ilt. Trods stop for yderligere tilledning af spildevand. Trods opkøb og lukning af forurenende dambrug i Dollerup Bakker.

18. oktober 1999

© Steen Ulnits

* – Fiskeret lig fiskepleje?

På den seneste kongres slog Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) til lyd for, at retten til fiskeri fremover skal været nært forbundet med pligten til fiskepleje. Baggrunden for dette forslag var, at DSF’s medlemsforeninger i de senere år har oplevet støt stigende priser på fiskeretten i de bedste vandløb. Hvor fiskeretten tidligere blot har kostet 2-3 kroner per løbende meter, skal man nu flere steder op med 15-20 kroner for at få lov at beholde den fiskeret, man har haft gennem måske mange år.

Det er en uholdbar udvikling, mener DSF, hvis medlemmer jo via en aktiv fiskepleje i mange år har været stærkt medvirkende til, at der overhovedet var fisk i åerne. De har elektrofisket, strøget, klækket og opfodret den yngel og de årsfisk, der nødvendigvis måtte sættes ud for at få fisk at fiske efter. Ødelagte gydemuligheder og dårlig passage ved opstemninger havde og har længe umuliggjort en naturlig reproduktion af laksefisk i de fleste af vore vandløb.

Nu er fisketegnet imidlertid kommet til, og nu kommer pengene til opfyldning af alle de mange udsætningsplaner, som statens fiskeribiologer konstant reviderer, fra centralt hold. Nu betaler alle altså til den fiskepleje, som nogle få tidligere udførte frivilligt.

Det profiterer de lokale foreninger naturligvis på, for nu får de pludselig en hel masse foræret ved netop deres fiskevand. Som andre i flere tilfælde ikke har ret til at fiske i. Det selvsamme profiteter lodsejerne også på. De har nemlig fået frie hænder over for sportsfiskerne, som nu ikke længere er helt så nødvendige for, at der overhovedet er fisk i åen. Lodsejerne føler derfor, at de med sindsro kan sætte priserne op…

En uholdbar situation på alle planer. Sportsfiskerforeningerne frygter nu med rette, at de ikke fremover kan være med i konkurrencen om de stedse dyrere vandløb. At de skal blive overbudt af rige danskere (og tyskere – via danske stråmænd), som danner eksklusive konsortier med et fåtal velhavende medlemmer. Man frygter fra DSF’s side for sådanne udanske og udenlandske forhold. Derfor foreslår man nu, at retten til fiskeri skal være nært forbundet med pligten til aktiv fiskepleje.

Ideen er god og budskabet klart. Men skal man tage udmeldingen fra DSF alvorligt, kræver det naturligvis, at alle medlemsforeninger fremover åbner alt deres fiskevand for alle danske fiskere – på lige fod. Pengene, der finansierer de store udsætninger i vandløbene, er vi jo alle med til at betale via fisketegnet.

Vil man nyde, må man yde. Det må nødvendigvis gå begge veje.

15. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Forskning i fiskere

Nordisk Ministerråd, som ellers fører en lidt tilbagetrukket tilværelse i disse år, hvor nogle medlemslande er med i EU og andre ikke, har netop været med til at sparke en interessant ny undersøgelse i gang.

Det er Eva Roth fra Syddansk Universitet i Esbjerg, der skal være tovholder i projektet, som i høj grad har interesse for danske lystfiskere. Eva Roth har som lektor på Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi tidligere beskæftiget sig med den samfundsmæssige værdi af netop det rekreative fiskeri – hvad den betyder for lokalsamfundene i kroner og øre, omsætning, arbejdspladser og skattekroner. Eva Roth kender således sine pappenheimere, de stangsvingende danskere, bedre end mange andre.

Undersøgelsen, som indgår i et større samlet nordisk projekt, omfatter 28.000 borgere mellem 18 og 69 år. Heraf 5.000 danskere, som omfatter både fiskende og ikke-fiskende borgere. De vil alle blive spurgt ud om deres forhold til og mening om lystfiskeri og fritidsfiskeri. Besvarelserne – man håber på, at 50% af de adspurgte svarer – vil så blive samlet i en rapport, der skal være en form for vejviser for den fremtidige forvaltning af vore fiskeressourcer.

Rapporten forventes færdig næste sommer.

15. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Storlaks i Skandinavien

Laks kan blive store – det ved vi lystfiskere bedre end de fleste. De fleste kender sikkert også til den danske rekordlaks, som tobakshandler Dinesen listede op af Skjernå i 1954: 26,5 kg sølv frisk fra Atlanterhavet.

“Storlaks” er i regelen betegnelsen på laks over 10 kg, og dem fanges der hvert år adskillige af – trods atlanterhavslaksens mildest talt dårlige situation i disse år. Men laks over 20 kg er der meget langt imellem. Det er typisk fisk, som har tilbragt fire vintre i havet, før de blev kønsmodne første gang.

Nu har to af slagsen imidlertid meldt deres ankomst i dette efterår. To virkelige storlaks. Den ene kom fra Vemmingbund i Sønderjylland og vejede ikke mindre end 23 kg, 130 cm lang og 70 cm om livet. Den blev imidlertid ikke taget på stang, men i garn af en lokal fritidsfisker. Der er givet tale om en strejfer fra Østersøen – en kønsmoden og stærkt farvet fisk helt ulig de sølvblanke laks, der trolles i Pukaviken og omkring Bornholm. En fisk, som tydeligvis ledte efter ferskvand, og som derfor var søgt ind i det brakke Vemmingbund.

Den anden storlaks kom fra den svenske lakseelv Ljungan, vejede 25 kg og blev taget på stang af en meget glad lystfisker, der måtte kæmpe med den i en god halv time, førend den var tappet for kræfter. En fisk, der givet skyldes de store kompensationsudsætninger, som svenske vandkraftværker er blevet pålagt, siden de blokerede for laksenes gydevandring med etableringen af de opstemmede reguleringsmagasiner.

12. oktober 1999

© Steen Ulnits

* De første bævere udsat

I dag blev så de første ti bævere udsat ved Flynder Å i den nordjyske Kronhede Plantage. Under stor mediebevågenhed blev de importerede gnavere og dæmningsbyggere sat ud for at genskabe den “uforudsigelige dynamik” i naturen – den biodiversitet og mangfoldighed, som Skov- og Naturstyrelsen mener, at kun bæveren kan skabe. Målet er ganske enkelt at få genskabt noget af den sumpskov, som forsvandt med bæveren.

Om kort tid følger yderligere ti udenlandske bævere, som sammen med de første ti kan se frem til i hvert fald fem gode år. Det er nemlig den forsøgsperiode, som styrelsen ønsker for at kunne vurdere dyrenes effekt på naturen – før man tager stilling til eventuelle nye udsætninger andre steder i landet. De første ti bævere er tyske indvandrere fra Elben, hvilket de næste ti også vil være.

Det er første gang nogensinde, at Skov- og Naturstyrelsen går aktivt ind og genindfører et forlængst udryddet pattedyr. Den sidste “ægte” danske bæver menes nemlig uddød for 2.000 år siden. Og med den forsvandt også den omtalte sumpskov, som skyldes bæverens opstemmende dæmningsbyggeri.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har indstævnet styrelsen for landsretten. DSF frygter, at bævernes genindførelse vil skade de i forvejen truede bestande af laksefisk. Dyrenes dæmninger kan nemlig hindre vandrefiskenes frie passage til og fra gydepladserne.

8. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Dybt vand under det halve Jylland

Grundvand er noget, som vi her i lille Danmark altid har været priviligerede med hensyn til. Det ligger ikke ret langt nede, og det er rent – filtreret gennem sand- og jordlag gennem århundreder og årtusinder.

Men massiv oppumpning nær store byområder har sænket grundvandstanden drastisk mange steder, og forurening fra landbruget med pesticider og næringssalte har flere og flere steder gjort drikkevandet udrikkeligt. Rent drikkevand er således ved at blive en mangelvare i store dele af landet.

Nu har geologiske undersøgelser imidlertid bekræftet en gammel teori om, at der dybt nede under det centrale Midt- og Sønderjylland ligger en stor reserve af det fineste drikkevand gemt. Foreløbige skøn siger, at der er omkring 75 kubikkilometer vand – nok til de næste 150 år. Blot skal det hentes op fra 3-400 meters dybde, hvor det ligger i et 30-40 meter tykt lag under aflejringer fra den sidste istid.

“Ribe-formationen” kalder geologerne dette relativt nyopdagede vandlag, som primært findes under dele af Ringkøbing, Ribe, Vejle og Sønderjyllands amter. De implicerede amter har tilsammen brugt 3 millioner kroner på at kortlægge forekomsten.

Naturligvis en glædelig nyhed. Man må blot ikke håbe, at de ansvarlige politikere nu læner sig mageligt tilbage og slækker på kravene til landbruget om en reduceret forurening af de bestående grundvandsreserver. Fordi man nu ved, at der alligevel er vand nok.

Geologerne advarer nemlig om, at der via dybe sprækker i jordbunden sagtens kan ske en nedsivning af forurenende stoffer til det rene vand i Ribe-formationen…

8. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Gyllefrit landbrug en mulighed!

Tyskerne er ikke bare et folkefærd, der gør tingene grundigt. Det er også et folk, der gennem årene gang på gang har dokumenteret, at de er i stand til at tænke radikalt nyt.

Således har tyskeren Hans Kemink udviklet en ny landbrugsmetode, der ikke blot er økologisk og giftfri, men som samtidig giver udbytte helt på højde med det industrialiserede og forgiftede landbrug.

“Kemink Exact” kaldes metoden, som har været udført i praksis på Samsø i de sidste 12 år. Som har givet så gode resultater, at Landbohøjskolen nu er gået i gang med at dokumentere metoden. Underligt blot, at der skulle gå mere end et årti, førend nogen tog metoden alvorligt. Underligt al den stund, vi lige præcis i dette tidsrum har bakset med hele to meget omfattende vandmiljø-handlingsplaner, som skulle redde det danske vandmiljø – indtil videre uden held.

Det så vi jo med al ønskelig tydelighed forrige år ved Mariager Fjord, som afgik ved døden efter omfattende iltsvind og bundvendinger – med det omkringliggende landbrug som leverandør af små 80% af næringssaltene, udvasket fra marker og enge langs fjorden og dens opland.

Men bedre sent end aldrig. Det specielle ved “Kemink Exact” metoden er, at den ikke giver jorden traktose – at jorden ikke mases sammen til en hård skorpe af store og tunge landbrugsmaskiner. I stedet kultiveres jorden fra små og lette traktorer, som kører i faste spor. Resultatet bliver en løs og luftig jord, som tillader regnvandet at nå ned i stedet for at løbe af. Og som tillader planternes rødder at nå ned til vandet i jorden. Derfor er der intet behov for ødelæggende kunstvanding, der kan tørlægge vandløb i sommertiden.

Samtidig gør pløjningen sammen med et sædskifte, at jorden beriger sig selv med kvælstof, som bakterier i jorden nu kan fiksere direkte fra luften. Også fosfor – det andet vigtige plantenæringsstof – formår jorden tilsyneladende at fastholde. Derfor er der intet behov for et årligt tilskud af kunstgødning og naturgødning – som alligevel for en stor dels vedkommende vaskes ud i det sårbare vandmiljø.

Endelig resulterer metoden i en jord, som er så rig på biologisk aktivitet – den er jo ikke dræbt af kemiske sprøjtegifte – at planternes modstandsdygtighed over for sygdomme mangedobles. Derfor intet behov for de farlige sprøjtemidler, som før eller siden har vist sig at havne i grundvandet.

Det undersøges nu, om metoden i stor stil kan omstilles til rendyrket kornavl. Indtil videre fungerer den kun i blandet drift med regelmæssige sædskifter, hvor korn, roer, kartofler, løg og porrer indgår.

Metoden er desværre oppe mod store kræfter. Landbrugets konsulenter vil næppe synes om den, og det samme vil næppe heller de store leverandører af kunstgødning og sprøjtegifte. Her tænker ingen på miljø. Her tænker alle på penge.

Men tænk engang, hvad et gyllefrit landbrug ville betyde for vandmiljøet. Det er næsten ikke til at fatte de positive konsekvenser af noget sådant.

– Hvorfor ikke blot påbyde det ved lov???

8. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Ti år med dansk naturforvaltning

Danmark har nu i 10 år haft en lov om aktiv naturforvaltning. Den har Skov- og Naturstyrelsen netop gjort status over.

I de forgangne 10 år er der til denne naturforvaltning anvendt 1,37 milliard skattekroner, hvoraf staten selv har brugt lige knap den ene milliard. For de resterende penge har vi danskere fået følgende:

484 hektar overdrev

979 hektar strandenge

1.067 hektar søer

1.079 hektar moseområder

1.331 hektar engarealer

1.421 hektar hedeområder

Det drejer sig således om ialt 6.361 hektar nye naturområder, der i snit har kostet samfundet 66.000 kroner per hektar. Det er således dagsprisen på ny dansk natur her ved udgangen af dette årtusinde.

Skov- og Naturstyrelsen frygter, at det nye Skjernå-projekt vil lægge sig hindrende i vejen for en fortsat aktiv dansk naturforvaltning. Dette projekt vil nemlig i mange år fremover lægge beslag på stort set alle de penge, der hvert år afsættes til naturforvaltning. Hvis ikke der findes nye midler til formålet, vil den danske naturforvaltning helt enkelt gå i stå.

Naturrådet og Danmarks Naturfredningsforening mener endog, at Danmark på række områder end ikke vil være i stand til at opfylde sine internationale forpligtelser på området. Således vil vi kunne komme på kant med EU’s habitatdirektiv, der blandt andet omfatter Gudenå-laksen.

For øvrigt jo en art, der af Skov- og Naturstyrelsen ikke anerkendes som havende indfødsret i Danmark længere. Modsat de tyske og svenske bævere, der nu indføres udefra…

6. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Værste iltsvind i 25 år

Farvandet nord for Fyn oplever nu det største og mest udbredte iltsvind, man har kendskab til i de seneste 25 år. Således er et område på størrelse med Lolland næsten uden ilt og aldeles uden fisk.

Iltsvindet findes på dybder over 15 meter, hvor selv de største bølger ikke kan nå ned og sætte vandmasserne i omrøring. Selv i Storebælt, hvor frisk strøm ellers normalt sørger for et rimeligt iltindhold, kniber det nu i år. Fyns Amt giver den lange, stille og varme sommer skylden for det ekstraordinært store iltsvind – oven på et meget vådt forår med en ekstraordinært stor udvaskning af næringssalte.

Mere realistisk og konkret var det dog nok at give landbrugets fortsatte udledninger af primært kvælstof – trods hele to vandmiljø-handlingsplaner – den største del af skylden for de massive iltsvind. Landbruget vil ikke høre – vil ikke betale for den forurening, de dag ud og dag ind påfører det danske vandmiljø.

1. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Nye regler for trolling pr. 1. oktober

Fra dags dato den 1. oktober 1999 træder de nye regler om trolling-fiskeri i kraft:

• De nye regler for trolling-fiskeri indebærer blandt andet, at der indføres et generelt forbud mod trolling- og dørgefiskeri fra et fartøj, der drives ved motorkraft, inden for en afstand af 100 m fra lavvandslinjen.
• Uden for 100 m fra lavvandslinjen, samt uden for enkelte begrænsede områder, tillades visse former for spiling, idet det dog tilstræbes, at dette foregår på en skånsom måde i forhold til andet fiskeri og i forhold til, at der er tale om et rekreativt fiskeri. Paravanen el. lign., der er egnet til at spile redskabet, skal være monteret direkte på linen (f.eks. en Dipsy Diver), og der må kun anvendes ét endeagn pr. line.
• For visse begrænsede områder i Isefjorden, Roskilde Fjord, Øresund og Køge Bugt, hvor der foregår et omfattende erhvervsfiskeri, indføres en begrænsning i antallet af fiskestænger pr. person og pr. båd. Det drejer sig om to stænger pr. fisker og i alt fire stænger pr. båd. Desuden er spiling ikke tilladt i disse områder.

De fuldstændige regler er anført i “Bekendtgørelse nr. 270 af 1. maj 1999 om visse former for lystfiskeri “.

1. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Spil om spiling

Ifølge den nye bekendtgørelse om trolling (se ovenfor) er det nu igen tilladt at bruge spilende redskaber – blot de fiskes direkte på linen og ikke fra en mast.

I det hele taget har netop de spilende redskaber været genstand for megen diskussion gennem de seneste år. Først var de tilladt (fordi ingen så noget problem her). Så var de måske forbudt (fordi nogen havde stillet spørgsmålstegn ved dem). Så blev de decideret forbudt (fordi nogle erhvervsfiskere havde set sig sure på dem). Og så blev de altså tilladt igen (blot de fiskes direkte på linen)…

Inden da lykkedes det imidlertid Fiskerikontrollen at “opbringe” et par formastelige (!) trolling-fiskere, som blev taget på fersk gerning – med bukserne nede og spilerne ude – under sidste års “Scandinavian Trolling Masters”. Den anstødelige gerning, som var sponseret af “Dipsy Diver” og som netop da var forbudt, blev takseret til en bøde på kroner 1.000,-.

Et beløb, der står i skærende kontrast og misforhold til de småbøder, der uddeles til erhvervsfiskerne, når de har landet ulovlige fisk i tonsvis…

1. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Virus i is

Geologer har i 150.000-500.000 år gamle prøver fra den grønlandske indlandsis fundet en endnu levedygtig plantevirus. De årtusindgamle vira har sandsynligvis formået at holde sig i live på grund af en meget tyk proteinkappe.

Ud over naturligvis at være et interessant fund, er det også et skræmmende. – For hvad vil der ske, hvis drivhuseffekten nu får isen ved polerne til at smelte, så andre årtusindgamle vira slippes fri? – I en natur, som ikke nødvendigvis længere er modstandsdygtig over for disse urgamle organismer?

Netop vira er jo kendt for at være meget vanskelige at bekæmpe. Dels fordi de af natur er meget hårdhudede, og dels fordi de er i stand til at mutere, når videnskaben langt om længe har fundet en kur mod dem.

I sandhed en interessant og spændende ny vinkel på problematikken omkring drivhuseffekten…

28. september 1999

© Steen Ulnits

* Virus i fisk

Virusangreb er et problem, der årligt koster fiskeopdrættere verden over millionstore tab. Virusangreb kan ikke behandles med antibiotika, men man kan reducere tabene ved at vaccinere fiskene med svækkede virusstammer. Ulempen ved den traditionelle teknik er imidlertid, at enkelte ellers raske, men svage og disponerede individer risikerer at blive syge af selve vaccinen.

Nu har forskerne sendt en helt ny kur på markedet. Det drejer sig om en gen-vaccine, hvor fiskene i stedet for svækkede virusstammer får sprøjtet virus-DNA direkte ind i kroppen. Det er en meget effektiv form for bekæmpelse, idet overlevelsen efter et virusudbrud hos DNA-behandlede fisk nu er næsten fuldstændig – hvor den ellers vil være helt nede på 10% eller derunder uden behandling overhovedet. Samtidig bliver ingen af fiskene syge af selve behandlingen.

Det er imidlertid ikke idel lykke. Dels stejler flere og flere forbrugere blot ved lyden af “gen” i forbindelse med fødevarer. Og dels kan forskerne endnu ikke dokumentere, at den tilførte DNA ikke optages og ophobes i de behandlede fisk – med mulige sundhedsfarer for forbrugerne til følge.

Herhjemme samler interessen sig primært om bekæmpelsen af den fiskevirus, som er opkaldt efter en dansk lokalitet, nemlig “Egtved-sygen”.

28. september 1999

© Steen Ulnits

* Ny kutter på Nordals

Nordals Turistforening har taget et glimrende nyt initiativ: De har formået at få det gode skib “Aries” til at sejle lystfiskere ud på havet omkring Nordals – nærmere betegnet det sydlige Lillebælt.

Frem til jul vil “Aries”, der har en fortid som marinekutter, sejle 12 ture fra Nordals. På hver tur vil der blive kåret en vinder, og de 12 vindere vil automatisk deltage i juledagenes tur efter nytårstorsk. “Aries” har nemlig plads til eksakt 12 mand ombord på den nyistandsatte kutter.

Interesserede kan booke plads hos LS Grej i Nordborg på telefon 74 49 18 84.

23. september 1999

© Steen Ulnits

* Gammelt skidt fra Vadehavet

Et meget regnfuldt forår er sikkert baggrunden for de ekstraordinært store forekomster af grønalger, som biologer fra Ribe Amt observerede under flyovervågning af Vadehavet. Den massive udvaskning af næringssalte til vandmiljøet har sammen med en varm og solrig sommer givet grønalgerne så gunstige livsbetingelser, at de sidst på sommeren dækkede store dele af de blotlagte vader mellem Rømø og Ho Bugt som en grøn måtte.

I anden forbindelse havde Danmarks Naturfredningsforening (DN) foreslået, at man sløjfede en del af den ti km lange dæmning mellem fastlandet og Rømø. Formålet skulle være at sikre en bedre gennemstrømning af Vadehavet og dermed et bedre vandmiljø.

Sønderjyllands Amt regnede sig imidlertid frem til, at det dels ville blive uforholdsmæssig dyrt – uden derfor at give miljøet ret meget bedre betingelser. Dels risikerede at underminere den resterende dæmning i forbindelse med stormflod. Amtet kunne derfor ikke anbefale en sløjfning af den nuværende Rømø-dæmning.

DN har taget amtets konklusion til efterretning.

23. september 1999

© Steen Ulnits

* Bøvl om Bølgehøvl

Vi har nu nået endnu et kritisk tidspunkt for miljøforholdene i den lange, smalle og dybe Mariager Fjord – sensommeren og efteråret med algeblomst, iltsvind og bundvendinger…

Siden fjordens død i sensommeren ’97 er der stort set ikke gjort noget som helst for at bedre vandmiljøet i Mariager Fjord. Bevares, man har intensiveret overvågningen, men hvad hjælper det at kunne konstatere – måske et par dage før end ellers – at fjorden nu er ved at dø igen? Sidst på sommeren så fjorden da også forfærdelig ud igen – med tykt, grågrøngrumset vand og en lugt, der ledte tankerne tilbage på det totale iltsvind for to år siden.

Har myndighederne og politikerne altså svigtet den smukke fjord, så har det private initiativ ikke ligget helt så meget på den lade side. Således placerede et privat firma en nyudviklet “bølgehøvl” på fjorden, der skulle skifte iltrigt overfladevand ud med iltfattigt bundvand. Tanken var, at bundvandet således skulle blive iltet konstant – via pumpeenergi leveret af bølgerne på Mariager Fjord.

Nu går bølgerne imidlertid ikke højt på den lange og smalle fjord – i hvert fald kun de verbale. Og samtidig frygtede miljømyndighederne, at man ikke blot ville få iltet bundvandet. Man risikerede jo også, at det oppumpede og meget næringsrige bundvand i stedet ville gøde overfladevandet, så man ligefrem kunne få yderligere algeblomst…

Mens interessen for Mariager Fjord nu desværre kan ligge på et meget lille sted, så er der dog lyspunkter. Eksempelvis har Miljøstyrelsen barslet med en ny hjemmeside, der beretter om miljøovervågningsprogrammet “NOVA 2003” på adressen http://www.mst.dk/nova

Her kan man blandt meget andet stof om vandmiljøet finde aktuelle rapporter om iltsvind rundt omkring i landet. Også i Mariager Fjord.

23. september 1999

© Steen Ulnits

* Nordborg Sø – klar og uklar

Nordborg Sø på Nordals – ofte kaldet “slotssøen” på grund af det smukke Nordborg Slot – er den største sø på hele Als. Den kaldes også Langesø, da den dels er lang og smal – dels ligger ved en by af samme navn.

Tidligere modtog Nordborg Sø urenset spildevand fra land og by – med det resultat, at den var ved at kvæles i alger og uklart vand. Denne tilledning blev stoppet, da det omkringliggende samfund besluttede sig for millionstore investeringer i kloakering og spildevandsrensning.

Det er således flere år siden, at søen sidst blev forurenet med urenset spildevand. Alligevel er den stadig meget uklar, hvilket skyldes store depoter af fosfor i søens bundslam. Fosfor, som frigives til omgivelserne og algerne, når der opstår iltfri forhold ved bunden. Man skal derfor ikke regne med, at søen bliver markant klarere i de første mange år – trods stoppet for yderligere forurening. I så fald må man gribe til en kostbar opgravning af det fosforholdige bundslam, og noget sådant er der ikke planer om – eller penge til.

Trods de mange næringssalte kan man i perioder opleve, at søen byder på ganske klart vand – med en sigtedybde på helt op til tre meter. Ganske imponerende for et så stærkt eutrofieret vand som Nordborg Sø. Søen huser for øvrigt en sandartbestand, som i gode år kan byde på et interessant fiskeri. Sandarterne skal primært søges i søens dybe nordlige ende, hvor der findes flere stejle og stenede skrænter. For øvrigt med fin udsigt til det lille hvidkalkede slot med det røde tag.

Nordborg Sportsfiskerforening har fiskeretten og lejer både ud.

20. september 1999

© Steen Ulnits

* Oldenor – på rette spor

En anden sø på Nordals er hverken helt så stor eller nær så gammel som Nordborg Sø. Det drejer sig om det nyetablerede Oldenor, som blev til, da man i ’93 lukkede for pumperne og lod et gammelt vådområde oversvømme – efter flere år som inddæmmet og drænet landbrugsjord.

Formålet med genskabelsen var dels at skabe bedre miljøbetingelser for dyr og planter – dels at beskytte grundvandet under Nordals mod indtrængende saltvand udefra. Beskyttelsen af det sårbare og dyrebare grundvand var dog nok den bærende kraft – med miljøet som en bekvem og behagelig sidegevinst.

Biologerne har siden etableringen fulgt udviklingen i Oldenor med stor interesse. Man ville gerne følge udviklingen i artssammensætning og fødekæder i en sø, der startede helt fra bar bund. Man ville vide, hvor lang tid det tager, før en nyetableret sø har fundet sin naturlige balance.

Trods store nedbørsmængder i 1998 og ditto udvaskning af næringssalte fra den omgivende landbrugsjord kunne man registrere en sigtedybde, som var bedre end de foregående og mere nedbørsfattige år. Således var sigtedybden i maj og juni knap to meter, mens den faldt til blot en halv meter i juli og august. Sidst på året var den til gengæld helt i top igen med toenhalv meter.

Sønderjyllands Amt har foretaget udsætninger af gedde og aborre, som skal holde bestanden af småskaller og hundestejler nede, så disse ikke græsser dyreplanktonet i bund – med algeblomst og uklart vand til følge.

Oldenor havde på et tidspunkt – som nyetableret sø – den suveræne Danmarksrekord i bestandstæthed af hundestejler.

20. september 1999

© Steen Ulnits

* Skal/skal ikke skyde…

Danmarks Jægerforbund har tilsyneladende et problem. Først melder de ud, at de ønsker jagten på sæler genoptaget, da bestanden er eksploderet i de seneste år – til fare for fiskebestanden og for sælerne selv.

Så melder næstformanden ud i medierne – sågar i TV-Avisen – at man alligevel ikke vil foreslå en jagt på sæler. Dette ud fra en erkendelse af, at netop sælerne med deres store og våde øjne har stor appel til mange mennesker, og at organiseret jagt på disse dyr derfor vil bringe jagten og jægerne i miskredit.

Nu melder så selveste formanden for Danmarks Jægerforbund ud, at man alligevel vil foreslå jagt på sæler. Måske ikke i form af en fast jagttid, men i form af en regulering af bestanden, hvor dette lokalt måtte anses for nødvendigt.

Det skal blive spændende at se, hvad jægerne mon mener i morgen…

16. september 1999

© Steen Ulnits

* Dioxin og dansk dobbeltmoral

Danmark bryster sig internationalt af at være et foregangsland på miljøområdet. Men der er tilsyneladende ofte mere tom snak end relle handlinger bag.

Tag blot den verserende dioxin-sag som eksempel. De danske myndigheders klare holdning var først, at grænseværdierne for indholdet af giften dioxin naturligvis skulle sættes ned i fødevarer. Mente altså fødevareministeriet.

Lige indtil det gik op før dette ministerium, at de jo også er fiskeriministerium. At Danmark med to tredjedele af den europæiske produktion af fiskemel er en af verdens største producenter og eksportører af netop fiskemel. Og at dioxin-indholdet i dette fiskemel er så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.

– Hvad gør så det ansvarlige ministerium? Vender på en tallerken og trækker sin opbakning til de nye grænseværdier for dioxin tilbage. Det må vist være ud fra devisen, at hvis moral er godt, så er dobbeltmoral dobbelt så godt…

Trist, at vi danskere skal synke så dybt på miljøområdet, hvor vi ellers har så meget at byde på. Og synd, at vi skal miste vor troværdighed for ussel mammon på betalingsbalancen.

Dioxin stammer primært fra forbrænding af affaldsstoffer i industrien. Det er et stærkt kræftfremkaldende stof, som ikke nedbrydes i naturen, og som derfor i vid udstrækning ender i vore spisefisk. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk – heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede.

Størst er dioxinindholdet i fisk fra Østersøen – mindst er det i Nordsøen.

16. september 1999

© Steen Ulnits

* Laks æder sig ihjel…

Vildlaksen i Østersøen har siden 1974 måttet døje med den mystiske sygdom M-74. Det er en sygdom, som gør, at den spæde lakseyngel ganske enkelt dør. I 90’erne er således ofte mere end 50% af den samlede produktion i Østersølandene afgået ved en uforklarlig død – et enkelt år mere end 90%!

Ingen ved det med sikkerhed, men meget tyder på, at årsagen til M-74 skal søges i forureningen af Østersøen. Netop Østersøen har i mange år været en af verdens førende lossepladser for alskens giftige kemikalier, heriblandt de meget giftige og for længst forbudte DDT- og PCB-forbindelser.

Det svenske Laxforskningsinstitut har dog senest meldt ud, at man ikke har kunnet påvise nogen sammenhæng mellem giftstofferne DDT og PCB og så forekomsten af M-74. Man ved dog, at M-74 skyldes akut mangel på B-1 vitamin, og at sygdommen kan kureres ved tilførsel af dette specifikke vitamin.

Til gengæld har det vist sig, at mangelen på B-1 vitamin hos laksene faktisk skyldes, at de har det alt for godt. I hvert fald alt for let. De svenske undersøgelser viser nemlig, at når der er mange sild og brislinger, mæsker laksene sig i denne letfangede føde. Med det uheldige resultat, at laksene kommer til at lide af B-1 vitaminmangel. Sild og brisling indeholder nemlig enzymet thiaminase, der nedbryder B-1 vitaminet i laksene.

Interesserede kan læse mere om M-74 under “Artikler”.

14. september 1999

© Steen Ulnits

* Jagten på sæler genoptages?

Den danske sælbestand er eksploderet efter totalfredningen i 1980’erne. Bestanden er nu oppe på 8.-9.000 individer, og med den nuværende fødselsrate vil bestanden fordobles i løbet af de næste 7 år.

Danmarks Jægerforbund foreslår derfor, at sæljagten genoptages, så sælerne atter kan genfinde en naturlig balance i den danske natur. En regulær bestandsregulering, så sælernes beskatning af den danske fiskebestand igen kommer til at ligge på et bæredygtigt niveau. Ikke i forhold til tidligere tider, men i forhold til de nuværende og stærkt formindskede fiskebestande i indre danske farvande.

Det skal blive spændende at se, om dette forslag vil vinde gehør hos de ansvarlige myndigheder. Det kan man godt have sin berettigede tvivl om – med skarvernes hovedløse totalfredning in mente. Her blev der ikke taget hensyn til den øvrige natur overhovedet – kun til fuglene, som siden har hærget danske åer, søer og fjorde i et hidtil uset omfang.

14. september 1999

© Steen Ulnits

* – Skjernå fri for fiskere?

Under overskriften “Skjernå – et fristed for fugle” lukker præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening (DN), Poul Henrik Harritz, op for godteposen i et indlæg i JyskeVestkysten. Her giver han en forsmag på, hvad den magtfulde forening mener om fremtidens brug af vore vandløb – her specielt den “nye” Skjernå.

DN mener, at omkring halvdelen af det kommende vådområde i Skjernåens delta bør ligge øde og uberørt hen, så fuglene kan få et fristed. Nul jagt på de mange fugle, som raster herude under trækket forår og efterår. Nul fiskeri efter de nye laks, da færdsel langs åen forstyrrer både de trækkende fugle og den fastboende odder.

Det lyder naturligvis forstemmende for de mange lokale lystfiskere, som via frivilligt opdræts- og udsætningsarbejde gennem årene har kæmpet en brav kamp for at holde liv i Danmarks sidste oprindelige laksebestand. I mange år som de eneste overhovedet. Nu skal det så forbydes dem at fiske, som de altid har gjort.

Der er dog alligevel en smule sund fornuft i tankerne om at begrænse fiskeriet. Hør eksempelvis, hvad instruktør i Danmarks Sportsfiskerforbund, Henrik Rosendahl Kristensen, skriver i sit seneste og meget læsværdige nyhedsbrev til venner og bekendte:

“Det er egentlig ligegyldigt for at iagttage laksene er mindst lige så spændende som at fange dem – og så skåner det bestanden af de hårdt trængte fisk (Det kunne man også tænke på i vores egen Skjernå, hvor man fanger laks og slår dem ihjel, selvom det er de sidste rester af naturlige danske laks, som sportsfiskere råber så højt om at beskytte på alle tænkelige måder)”

Det må man jo give Henrik ret i. Det er så sandelig svært at argumentere for hjælp til en truet dyreart – Skjernå-laksen – som man selv med krog og fiskestang gør sit allerbedste for at udrydde… Nok en tanke værd her på falderebet, hvor der kun er få dages fiskeri tilbage ved Skjernå. Hvor et begreb som “Catch & Release” nok burde overvejes.

Det skal under alle omstændigheder blive spændende at følge fremtiden ved Skjernå. At se, om den nygamle Skjernå vil blive et fristed for både fugle og fisk. Indtil videre kan vi så passende tænke på afdøde miljøminister Christian Christensen, der var bagmanden bag hele det nuværende Skjernå-projekt. Og ikke Svend Auken, der ellers gerne fører sig frem i forbindelse med genopretningen.

Det var jo Christian Christensen, der sagde de udødelige ord, som gik pressen rundt, og som skabte grundlaget for Folketingets beslutning om at restaurere Skjernå:

“Fuglene er væk, fiskene er væk”, sagde den daværende miljøminister.

– Nu skal fiskerne så også væk eller…?

10. september 1999

© Steen Ulnits

* Bæveren alligevel til Silkeborg

Til trods for en lang og besværlig sagsgang lykkedes det igår et flertal i Århus Amtsråd at få bæveren tilbage til Silkeborg Søerne . Det var allerede besluttet, at bæveren skal udsættes ved Flynder Å i Vestjylland – i første omgang i en forsøgsperiode på fem år.

Men sagde man ja tak i Ringkøbing Amt, så valgte amtsrådet i Frederiksborg Amt til gengæld at sige nej tak til den dæmningsbyggende gnaver med den store hale og de voldsomme plask. Man havde ellers fra Miljøstyrelsen store planer om en introduktion af bæveren til området ved landets største sø, Arresø.

Det skal under alle omstændigheder blive spændende at se bæveren i den danske natur – efter et fravær på omkring 2.000 år.

8. september 1999

© Steen Ulnits

* – Med til Mexico?

Jeg har fået et tilbud, som jeg selv finder er overordentlig godt: En uges fiskeri efter bonefish, tarpon, permit, snook og barracuda på en af Mexico’s fineste lodges med direkte adgang til de flotteste flats og de hvideste badestrande.

Placeret på en lang landtange med det åbne Caribien på den ene side og den lukkede mangrove på den anden er der altid gode fiskemuligheder – uanset vejr og vind. Det er der ikke mange andre lodges, der kan hamle op med. Blæser det for meget til at tage ud på åbent hav, hvor de største bonefish typisk tages, fisker man blot efter de lidt mindre inde i mangroven – hvor for øvrigt også de allerfleste permit og tarpon holder til.

Lodgen ligger på halvøen Yucatan, og undervejs derned kører man forbi nogle af de største Maya-ruiner på hele Yucatan. De stråtækte “cabanas” ligger lige ned til den smukkeste hvide sandstrand, og lodgen selv ligger på grænsen til det store Sian Ka’an naturreservat, hvor der er flere muligheder for spændende udflugter. For os fiskere såvel som eventuelle ikke-fiskende ledsagere. Lodgen er således ideel for dem, der gerne vil have kone eller kæresten med – i tilgift til fiskestangen!

Prisen er uhyre rimelig, når man tager tid, sted og tilstedeværelsen af rige amerikanere i betragtning.

Tidspunkt: 11.-18. marts

Pris: US$ 1.990 for fiskere, US$ 870 for ikke-fiskende ledsagere.

Prisen er alt inklusive – ophold (to mand per cabana), fuld forplejning (mexicanske drikkevarer inkluderet!), og 1 professionel guide per båd og to fiskere; økoture for ikke-fiskere (3 dage med snorkling, fuglekig og jagt på søkøer); transport fra lufthavn til lodge (men ikke den transatlantiske flyvning, som kan gøres for små DKK 6.000)

Tilmeldingsfrist: 31. oktober 1999 (til undertegnede, der selvfølgelig selv tager afsted og står til rådighed med oplysninger om fisk, fiskeri, grej og metoder med meget mere). Meget begrænset antal pladser.

Vil du se billeder fra stedet, som jeg første gang besøgte forrige år, så tast følgende adresse ind og drøm dig over til sydens sol og varme og jættestærke fisk på de krystalklare flats!

http://angleradventures.com/pesca2/

6. september 1999

© Steen Ulnits

* 60 år med IGFA

I 1939 så “International Game Fish Association” – i daglig tale blot IGFA – dagens lys. Organisationen fylder således 60 her i 1999.

IGFA er en amerikansk organisation, som sætter regler for det moderne sportsfiskeris etik og moral. I de seneste år har IGFA også engageret sig aktivt i forskning og fiskeribiologi. Ikke mindst de store Big Game fisk såsom tun og marlin har alle dage haft organisationens store bevågenhed. Disse fisk befinder sig jo i toppen af havets fødekæder og er derfor dem, der er mest sårbare for overfiskning.

Mest kendt er IGFA imidlertid for sin forvaltning af de internationale sportsfiskerrekorder. De er inddelt efter lineklasser, så hver enkelt lineklasse har sin egen rekordfisk. Rekorderne er også inddelt efter, om de er sat ved konventionelt fiskeri eller fluefiskeri.

IGFA’s hovedkvarter ligger i Florida, hvor det moderne saltvandsfiskeri jo blev født. I byen med det danskklingende navn Dania Beach ligger hovedkontoret, et stort bibliotek med mere end 12.000 bøger samt et imponerende museum.

IGFA har naturligvis også en hjemmeside, man kan besøge. Den har adressen http://www.igfa.org.

6. september 1999

© Steen Ulnits

* Kattegat Cup 11.-12. september

Jysk Småbådsfiskeklub afholder traditionen tro den årlige Kattegat Cup med udgangspunkt i Egå Marina. Tidspunktet er week-end’en den 11.-12. september, og ligeledes traditionen tro er der en perlerække af flotte præmier til de dygtige eller heldige (vælg selv) fangere. Blandt præmierne er således en Mariner 5 HK påhængsmotor, et Simrad farveekkolod og en Philips søkortplotter.

Der er tale om et afslappet arrangement i dejlige omgivelser og med hyggelige mennesker, der ikke er bange for at dele ud af deres store viden om både, motorer, fisk, fiskeri og fiskepladser. Er du således en udenbys deltager, skal du blot spørge en af de lokale. Intet hemmelighedskræmmeri her – det er kendetegnende for såvel Kattagat Cup som Jysk Småbådsfiskeklub!

Tilmelding hos Johannes Sørensen på tlf. 86 17 37 30 eller John Balle på tlf. 86 87 22 40. I tilfælde af aflysning på grund af vejrgudernes ugunst oplyses dette på tlf. 86 19 02 29. Konkurrencen udskydes da til næstfølgende lørdag, hvor den afholdes som endags arrangement.

1. september 1999

© Steen Ulnits

* Ribe Vesterå konkurrence 10.-12. september

I samme week-end, men begyndende allerede om fredagen, afholder Ribe Sportsfiskerforening sin årlige fiskekonkurrence ved Vesteråen – den yderste del af det store Ribe Å vandsystem. Som sædvanlig er der mange og flotte præmier at dyste om. Således er der ialt præmier for kr. 20.000 til deltagerne, som samtidig støtter et godt formål:

Det fremtidige opkøb af fiskeretten i Vesteråen fra erhvervsfisker Mikkelsen. Det var nemlig Ribe Sportsfiskerforenings fortjeneste, at man for nogle år siden fik Danmarks første opkøb af denne slags sat på skinner. Til stor glæde for de mange såvel lokale som udenbys fiskere, der siden har haft gode oplevelser i engene ud mod kammerslusen og Vadehavet.

Nærmere oplysninger om fiskekonkurrencen fås hos Storkesøen i Ribe på telefon 75 41 04 11. Her er der også mulighed for overnatning.

1. september 1999

© Steen Ulnits

* Badevand bare bedre

Årets badesæson lakker ganske vist mod enden, men alligevel: Det står bedre til med badevandet, end det nogensinde har gjort – i hvert fald i nyere tid:

Således har Miljøstyrelsen afgjort, at man trygt kan bade ved 96% af Danmarks flere tusinde kilometer badestrande. Antallet af steder med badeforbud er faldet fra 18 sidste år til 17 her i ’99. Antallet af strande med en tvivlsom vandkvalitet er samtidig faldet fra sidste år 45 til i år 30.

I alt er der kun udstedt badeforbud ved 9 ud af mere end 5.000 km overvåget strand. Det er som altid åerne, det er galt med – hvor åerne udmunder på kysten. Det er jo åerne, der opsamler alt skidtet fra deres store opland og sender det ud på et ganske lille sted ved kysten.

I Nordjyllands Amt er det derfor mundingen af Uggerby Å og Liver Å, der kan pryde sig med badeforbud. Længere sydpå – i Ringkøbing Amt – er den ikke mindst gal ved Harboøre Tange, hvor jo Cheminova ligger.

I Århus Amt skranter vandkvaliteten voldsomt, hvor den lille Giber Å og den langt større Egå munder ud. I Ribe Amt er der badeforbud ved Kærgård Strand, hvor blandt andet Grindstedværket har dumpet store mængder kviksølvholdigt affald op gennem tiderne, samt ved udløbet af den store Varde Å. På Fyn er den tilsvarende gal ved udløbet af Aulby Mølleå, Storå, Syltenmade Å og Kongshøj Å.

På Sjælland er åerne så små, at der ikke er nævneværdige problemer med badevandet ved disses udløb i hav og fjord. Her samler problemerne sig i stedet om større søer såsom Arresø – Danmarks største – der længe har lidt under en voldsom forurening med næringssalte.

Med badevandet stadig oppe i nærheden af 20 grader flere steder er der al mulig grund til en sidste dukkert, hvor det blå flag vajer!

1. september 1999

© Steen Ulnits

* – Først eller størst?

I går eftermiddag var jeg på Randers Fjord med Henrik Leth. Vi valgte Udbyhøj, da vi mente, at der nok var frisk og tilpas køligt vand herude nær det åbne Kattegat.

Og ganske rigtigt. Lørdagen var kun godt halvt gået, da den første havørred tager Henriks fluorøde og dobbeltkrogede “Juletræ”. En fin hanfisk på 46 cm – svagt farvet – lader sig lande og bliver gemt køligt under en klat våd tang. Herefter følger et halvt dusin mindre havørreder, hvoraf de fleste ligger lige under målet.

Sidst på eftermiddagen er det så blevet min tur til at få et ordentligt hug. Netop som jeg er ved at løfte mit perlemorsfarvede “Juletræ” fri af vandet til et nyt kast, hugger en fin havørred fluen lige i overfladen. Jeg har åndsnærværelse nok til at vente lidt med tilslaget, der straks følges af et langt udløb mod en forbipasserende sejlbåd, som søger at ankre op i den stærke strøm. – Bare den nu ikke går under ankerlinen, er min første tanke, men jeg slipper med skrækken.

Et par udløb senere kan jeg kane en fin sølvblank havørred på 54 cm ind på sandstranden, hvor den bliver ekspederet til de evige ålegræsbælter. Men ikke nok med det. I mundvigen sidder en brun “Glimmerreje” for enden af en halv meter brun 0.23 mm Maxima. Det ser ud, som om flue og forfangsspids kun har siddet der i ganske kort tid, og under alle omstændigheder har det ikke hindret den åbenlyst flueglade havørred i at snuppe endnu en flue. Den sidste blev blot mere fatal end den første.

Hvis nogen har kendskab til flue og forfang, er de velkommen til at henvende sig. For øvrigt fik jo prinsesse Alexandra nogle timer tidligere samme dag en på 48 cm – en tyksak på ikke mindre end 2,665 kg. Min var ganske vist længere, men vejede ikke helt så meget!

Set i det lys burde min fisk selvfølgelig have været taget på en engelsk “Alexandra” og ikke et dansk “Juletræ”. Men det var jo ikke til at vide…

29. august 1999

© Steen Ulnits

* – Avanceret faunaforurening?

– Eller længe ventet genindførelse? Naturklagenævnet besluttede den 25. august, at der alligevel skal sættes bævere ud i den danske natur. Trods det faktum, at bæveren har været udryddet herhjemme i omkring 2.000 år. Og trods den kendsgerning, at Skov- og Naturstyrelsen ikke ønsker at genskabe den Gudenå-laks, som blev udryddet med anlæggelsen af Tangeværket for blot 75 år siden.

Endelig har man valgt at se stort på de mange advarsler om mulige skader på fiskebestandene via bævernes opstemninger af vore vandløb. Disse opstemninger vil dels kunne hindre vandrefiskenes adgang til deres livsvigtige gydepladser – dels sænke strømhastigheden og hæve vandstanden, så bunden slammer til og marker sættes under vand.

Naturklagenævnet besluttede, at bæverne i første omgang skal udsættes ved Flynder Å i den nordvestjyske Kronhede Plantage, hvor de så er på prøve i fem år. I denne periode vil man følge dyrene og studere den effekt, deres færden har på omgivelserne.

Naturklagenævnet sagde dog samtidig nej til at sætte den bredhalede gnaver ud ved Omme Å, som jo indgår i det store Skjernå-projekt. Netop Omme Å var tidligere et af de vigtige gydevandløb for Skjernå-laksen, så måske man her sagde nej til bæveren af hensyn til laksen?

Silkeborg Søerne er også på listen over påtænkte udsætningssteder, men her har Århus Amt – efter en del interne stridigheder – sendt sagen til fornyet behandling. Arresø på Nordsjælland svæver også fortsat i uvished om, hvorvidt der her skal udsættes bævere eller ej.

Der er således ingen tvivl om, at de næste fem år bliver afgørende for bæverens fremtid her i lille Danmark. At bæverne ved Flynder Å skal opf’øre sig pænt, dersom flere skal udsættes!

26. august 1999

© Steen Ulnits

* Blandet norsk laksesommer

Laksefiskeriet i Norge har været rimelig godt i år – specielt i Trøndelag, hvor elve som Stjørdal og Verdal har oplevet bedre fiskeri end længe.

Sæsonstarten lovede rigtig godt. I Namsen blev der således taget mere end 100 laks i den første uge, og middelvægten var høj – imponerende 9 kg.

Det samme glade budskab gælder Finnmark, hvor den verdensberømte Altaelv imidlertid ser ud til at få endnu et dårligt år – trods den kendsgerning, at to fiskere på valdet “Ner Sierra” den 22. juli tilsammen fangede 8 storlaks og 2 grilse. Heriblandt én på 22 kg. De 7 øvrige laks vejede mellem 13 og 8 kg. Så “dårligt” fiskeri er altså en ganske relativ ting…

Elvene i Porsanger – heriblandt Lakselv, Børselv og Stabburselv – lader til at have haft den bedste sæson i mange år. Det samme gælder Tana og dens mange mindre tilløb. Således går der rygter om, at samerne har fanget en laks på hele 36 kg i Tana – i faste redskaber ganske vist. Fisken er dog ikke verificeret endnu.

På Vestlandet har man oplevet endnu et dårligt år for laksen, og meget tyder på, at de undslupne lakselus fra havbrugene har en væsentlig del af skylden. Drivas berømte havørreder er så godt som udraderede – primært på grund af Gyrodactylus salaris – og i takt hermed har også fiskerne forladt den smukke elv. I de sidste tre år har fangsterne på det nærmeste været i frit fald.

Det skal nu blive spændende at se, om den norske regering formår at følge den seneste “laksehandlingsplan” til dørs med handling. Eller om det bliver endnu en gang ordgejl og endnu et søm til vildlaksens ligkiste.

24. august 1999

© Steen Ulnits

* Gyro i Drammenselv

Den store norske Drammenselv har længe lidt under lakseparasitten Gyrodactylus salaris. Men ikke nok med det. Drammenselvens struktur gør nemlig, at man her ikke kan bekæmpe parasitten på sædvanlig vis – ved rotenonbehandling af hele vandsystemet.

Derfor har nordmændene nu udarbejdet en alternativ plan til bekæmpelse. Den lokale sportsfiskerforening har pålagt alle fiskende at investere i udstyr til desinficering af det anvendte udstyr. Således skal man som førstegangskøber betale NK 50 for en sprayflaske med desinfektionsmiddel samt 4 klortabletter. Som synligt bevis for dette køb modtager man en mærkat, som skal klistres på fiskekortet.

Det er vigtigt, at ALT udstyr, grej og endegrej, desinficeres før fiskeri. Det gælder såvel stang og line som alt endegrej, men så sandelig også støvler og vadebukser. En besværlig proces, der tilmed har en tvivlsom effekt. Skal man være helt sikker, skal alt udstyr ligge nedsænket i desinfektionsmidlet i flere minutter for at virke – for at trænge ind i selv de mindste hulrum, hvor parasitterne kan gemme sig. En ulige kamp, som er svær for ikke at sige umulig at vinde…

Interesserede kan under “Artikler” læse mere udførligt om Gyrodactylus salaris.

24. august 1999

© Steen Ulnits

* Videoafsløring

Man har længe antaget, at den stigende sælbestand i Nordatlanten har en negativ effekt på laksefiskeriet. Da sælernes naturlige føde samtidig fiskes hårdt af industrifiskerne, har den øgende sælbestand stadig mindre føde til rådighed. De slår sig derfor i stigende grad på laks langs kysterne.

Denne antagelse er nu dokumenteret – ved videoovervågning på norske kilenoter i den yderste Trondheimsfjord. Videooptagelserne viser, at sælerne er i stand til at trænge ind i kilenoterne, hente sig en laks og finde ud igen – uden selv at blive fanget.

De norske myndigheder opfordrer derfor til en fornyet optælling af lokale sælbestande, som ikke er optalt siden 1992. Flere steder formoder man, at der kan være tale om en fordobling i de forløbne år – med uundgåelige negative effekter på laksebestandene, som i forvejen er truet fra mange sider.

24. august 1999

© Steen Ulnits

* Havørredkæmpe fra Gudenåen

Mandag den 16. august var Kenneth Stormfeldt fra Brabrand ved Århus taget til Gudenåen ved Langå for at fiske. Det fortæller Århus Stiftstidende.

Man må sige, at Kenneths anstrengelser blev kronet med held. Han fik nemlig et tungt hug, der efter blot ti minutters fight viste sig at være en af årets hidtil største havørreder – en fisk på ikke mindre end 11,43 kg, 97 cm lang.

Fisken havde tilsyneladende stået længe i åen. I hvert fald var kæmpen en stærkt farvet hanfisk med brune sider og markant kæbekrog. Derfor sikkert også den korte fight.

Fisken gik meget bekvemt til hug midt på den grå mandag. Ikke noget med besværligt natfiskeri her!

18. august 1999

© Steen Ulnits

* – Pingo på springtur?

Observante nordjyder har muligvis observeret selveste Pingo på springtur – eller flugt fra dagspressen og alverdens paparazzier. I hvert fald forlyder det fra sædvanligvis velorienteret kilde – Thisted Dagblad – at man har set og fotograferet en vaskeægte pingvin sidde på en sten ved Thisted Kystvej, hvor den stirrede tomt ud over Limfjorden.

Billedet blev naturligvis bragt på avisens forside, da man her øjnede en vaskeægte sensation. – For var det blot en pingvin undsluppet fra en nærliggende zoologisk have? – Eller var det monstro selveste kronprinsen in disguise og på springtur?

Svaret blæser i vinden, som pingviner for øvrigt er vant til masser af. Uanset om de stammer fra Antarktis eller Amalienborg. Selv om det skulle være ægte fjer – endda dens egne – som den sorthvide fugl pynter sig med, så er den næppe selv fløjet hertil. Pingviner er ganske vist fugle, men de svømmer ganske meget bedre, end de flyver. Faktisk kan de slet ikke komme i luften.

Pingo derimod kan både svømme og flyve, så måske…?

17. august 1999

© Steen Ulnits

* “Trilogy” fra G. Loomis

Amerikanske G. Loomis, som for ikke så længe siden blev købt op af japanske Shimano, har barslet med en helt ny stangserie. Den bærer navnet “Trilogy”, der henviser til det faktum, at alle stængerne er 3-delte.

Der er tale om deciderede luksusstænger, som imidlertid slet ikke er holdt i den diskrete high-tech stil, der ellers præger Loomis’ luksusstænger. “Trilogy” stængerne er således ikke matte, men i stedet lakeret i en dybgrøn finish.

Håndtaget er klassisk “half wells”, og hjulholderen er af nysølv med indlæg af lys røn. Et meget klassisk “look”, som man ikke normalt forbinder med stænger fra G. Loomis. Typisk G. Loomis er dog de etbenede løberinge, som Loomis var først med. Beviklingerne er tippet med grøn metaltråd, hvilket ser ganske godt ud.

Kasteegenskaberne er der naturligvis intet at udsætte på. De minder en hel del om dem, man kender fra de efterhånden velkendte IMX stænger. Hurtige og progressive.

“Trilogy” fås i tolv modeller fra 8 fod klasse 2 til 15 fod klasse 11. – Priserne? Skyhøje, naturligvis…

17. august 1999

© Steen Ulnits

* “Vangen” tilbage på det danske marked

De fleste lidt ældre fluefiskere husker nok de norske “Vangen” stænger, som i en årrække havde en ganske fremtrædende plads på det danske marked. Dertil karakteristiske interne metalsamlinger, som af og til kunne være lidt besværlige.

Efter nogle år ude af markedet er “Vangen” nu på banen igen – denne gang med to serier fluestænger, som dækker det meste fluefiskeri i Skandinavien.

Den billigste serie hedder “Adventure” og omfatter hele ni modeller – seks enhånds og tre tohånds. Materialet er IM8 kulfiber – altså en 3. generations stangserie.

Enhåndsstængerne er 9-10 fod lange og dækker lineklasser 4-9. Tohåndsstængerne er fra 13-15 fod i klasserne 8-12. Finish’en er matgrøn, så stængerne ikke udsender skræmmende reflekser under kastet, og der er i det hele taget kælet for detaljerne med ædeltræs hjulholder og stofbetrukket transportrør.

Topserien hedder “Green Vision” og omfatter syv enhåndsstænger på 9-11 fod i klasserne 5-8. Alle er de fremstillet i en højmodulær 70 mio. psi. kulfiber, som sikrer en meget hurtig aktion, der igen kræver en rutineret fluefisker. Hvis man altså skal have det maksimale ud af sin investering.

Udstyret på disse stænger er det bedste af det bedste. Det gælder håndtaget, som er fremstillet af den fineste “AA” kork, og det gælder ædeltræs hjulholderen samt de anvendte stangringe, fløjlsposen og transportrøret.

De nye Vangen “Green Vision” hører da også til i den allerdyreste ende af spektret. Men så får man til gengæld ti års garanti med i købet!

17. august 1999

© Steen Ulnits

* Stor opdatering foretaget

Jeg har længe været i gang med en stor opdatering af min efterhånden ganske omfangsrige hjemmeside. Omkring tyve (20) nye artikler med tilhørende fotos er det blevet til. Blandt emnerne kan i flæng nævnes:

Specielt for de miljøinteresserede:

Drivhuseffekten – hvad betyder den for fiskeriet?

Laksenyt fra Norge – tal fra laksens dødsrute

Osmoregulering – saltbalancens betydning for havørredens færden

Radioaktivitet – hvad er det for en fisk?

Det danske tunfiskeri i Øresund

Specielt for spinnefiskere:

Grødesikrede kunstagn

Pirkefiskeri – grej og teknik

Jigfiskeri – grej og teknik

Isfiskeri – grej og teknik

Test af de nye “Suverän” hjul fra ABU

Specielt for småbådsfiskere:

Tidevandets betydning for fiskeriet

Testsejlads af “Warrior 165”

Transduceren – gennemgang af specifikationer

Transduceren – korrekt montering

Specielt for de rejselystne:

De tyve bedste laksevande i Europa

Folkelig Dansk FiskeFerie

Specielt for fluefiskere:

Aktioner og AFTM

Kult og kulfiber

Månedens Flue (start oktober)

Vel mødt på de nye sider. Og bemærk endelig, at siden samtidig med opdateringen har holdt flyttedag og nu findes på en ny adresse, som fremgår af nedenstående notits.

12. august 1999

© Steen Ulnits

* Nye adresser

Efter den seneste opdatering er min hjemmeside blevet så stor, at den har måttet holde flyttedag. Der er nu mere end 150 artikler og 150 fotos at browse imellem. Jeg har derfor smidt slæberne ind på et web- og mail-hotel med eget domænenavn og ny e-mail adresse. Det skulle lette adgangen til indholdet.

Den nye adresse på min hjemmeside er: http://www.ulnits.dk

Min nye e-mail adresse er tilsvarende: steen@ulnits.dk

De gamle adresser vil dog fungere en tid endnu.

Vel mødt på de nye adresser!

12. august 1999

Steen Ulnits

* Nye produkter fra SIMRAD Shipmate

Det var ikke så lidt af en sensation, da danske SIMRAD Shipmate fra Støvring i Nordjylland i 1997 lancerede en serie nye og helt vandtætte EQ30 ekkolodder, CP30 navigatorer og søkortplottere samt kombimodellen CE30, der kan det hele, lidt til og meget mere.

Disse revolutionerende produkter bød på features, der gjorde det muligt for et trænet øje at skelne fisk, hvor mange andre lodder måtte give op. Men også features, der krævede og stadig kræver en vis teknisk indsigt og interesse. SIMRAD Shipmate’s nye produkter byder nemlig på et hav af indstillings- og justeringsmuligheder – vel mange til mindre erfarne småbådsfiskere.

Modellerne blev i ’98 fulgt op af EQ32 – et ekkolod med hele to frekvenser at skifte imellem. Tilsvarende havde den nye CP32 søkortplotter indbygget Differential GPS. Endelig var der kombiapparatet CE32 med både to frekvenser og indbygget D-GPS.

Nu har SIMRAD Shipmate gjort det igen – med en serie elektroniske vidundere, som byder på flotte TFT-farveskræme i stort format. 40-serien byder på 10 tommer skærme, mens 50-serien har displays på ikke mindre end 14 tommer. EQ-40 og -50 er rene ekkolodder, mens CP-40 og -50 er rendyrkede navigatorer. Tilsvarende er CE-40 og -50 avancerede kombiappareter, der kan det hele.

De store skærme har også gjort det muligt at indbygge hele to C-MAP kortskuffer – en stor forbedring, hvis man fisker i områder, hvor ét søkort går over i et andet. Med to kort i to skuffer er overgangen glidende og aldeles problemfri. Da mister man ikke overblikket et sekund.

Men ikke nok med det. Snart barsler SIMRAD Shipmate med endnu to nye serier – CR, der er en kortplotter med radar, samt CA, som er en kortplotter med radar og ekkolod. Begge serier fås med enten 10 eller 14 tommers TFT-farveskærm.

Den absolutte topmodel har betegnelsen CA-50 D og rummer uden overdrivelse ALT, hvad nogen småbådsfisker kan begære. Søkortplotter, navigator med D-GPS, ekkolod med to frekvenser, 14 tommer farveskærm med meget mere. Imponerende, hvad de gæve nordjyder i Støvring efterhånden kan få proppet ind i nogle relativt små og nu ganske flade kasser!

– Priserne på de nye produkter? De starter ved kr. 27.500 for den billigste model, CP-40, og ender ved kr. 86.500 for det største kombiapparat, CA-50 D.

Det kan man faktisk få en hel småbåd for…

5. august 1999

© Steen Ulnits

* Waders fra “Vision”

“Vision”, hvis stænger og hjul designes af et dansk-finsk firma, har også åndbare vadebukser og en ditto vadejakke på programmet. Til ganske menneskelige priser. Vadejakken, der bærer navnet “Geoff Anderson”, fås i to udgaver: Standard og så Luksus, hvis stof er endnu mere vandtæt end standardjakkens. Prisen er til gengæld 50% højere.

“Geoff Anderson” vadejakkerne er på rekordtid blevet populære blandt danske lystfiskere, som her finder et gunstigt forhold mellem pris og kvalitet. Samt et design, der rummer adskillige avancerede finesser, som gør livet udendøre endnu mere behageligt. Det gælder flere fikse lommer både indvendig og udvendig samt en hætte, der virkelig kan justeres, så den passer.

Vadebukserne fra “Vision” er fremstillet i et materiale, som stammer fra Japan – et forhold, der i sig selv normalt borger for kvaliteten. Japanerne er nemlig meget omhyggelige mennesker, som selv stiller store krav til deres produkter.

Vadebukserne har fødder af blød og lækker neopren, som er behageligt at vandre langt i. De har seler og i tilgift hertil en indbygget livrem, som gør, at vadebukserne kan rulles ned og fastgøres i livet – en dejlig detalje på varme sommerdage, hvor man har brug for al den ventilation, man kan få!

“Gravel guards” til at holde grus og småsten ude medfølger separat.

5. august 1999

© Steen Ulnits

* Hundrede år med Hemingway

Idag er det eksakt 100 år siden, at den store amerikanske forfatter Ernest Hemingway lod sig føde. Det er ligeledes eksakt 30 år siden, at den ligeledes amerikanske astronaut Neil Armstrong tog sine første vaklende skridt på månen – med ordene “one tiny step for man, one giant leap for mankind”.

Det er pudsigt, at disse to skelsættende begivenheder fandt sted på samme dato, men hvad har det hele nu med lystfiskeri at gøre? Ikke så lidt endda. Ernest Hemingway var en lidenskabelig lystfisker, der drog afsted med fiskestangen så ofte, det overhovedet var muligt. Det var da også “Papa”, der blandt meget andet skrev klassikeren og nobelprisvinderen “Den Gamle Mand og Havet”, inden han skød sig selv i hovedet med sit elskede haglgevær den 2. juli 1961.

Den historiske månelanding i 1969 var kulminationen på det store rumkapløb, som amerikanerne indledte med russerne i den kolde efterkrigstid. Amerikanerne var ikke ene om at have atombomben i ret mange år – så havde også russerne den. Pludselig var de også i rummet – endda som de første med en bemandet rumflyvning med kosmonauten Juri Gagarin. Amerikanerne måtte derfor gøre en helt ekstraordinært stor indsats – foranlediget af præsident John F. Kennedy – for at komme først til månen.

Det lykkedes altså, og med månelandingen fulgte en lang række teknologiske fremskridt, som vi lystfiskere siden har kunnet nyde endog meget godt af – faktisk mere end de fleste andre mennesker. Rumfarten afstedkom nemlig udviklingen af helt nye letvægtsmaterialer, som krævede mindre brændstof at sende ud af Jordens tungdefelt – heriblandt kulfiberen, som vi lystfiskere idag næppe kunne forestille os et liv foruden. Det blev også til det åndbare materiale “Gore-Tex”, som først blev udviklet og brugt til rumdragter. Og som idag bruges til alskens åndbare lystfiskerprodukter.

Dagen idag er altså en mærkedag også for os lystfiskere!

21. juli 1999

© Steen Ulnits

* Kennedy ude i kulden

Alt yder nu på, at endnu en af Kennedy-klanens medlemmer er afgået ved en brat død. Denne gang er det yngstemand John. F. Kennedy Jr., der er forsvundet under en flyvetur i farvandet omkring øen Martha’s Vineyard ud for USA’s østkyst. Flyet, som han netop havde købt og derfor ikke var helt bekendt med, formodes at være styrtet ned i havet. I hvert fald har man fundet vragrester, som efter al sandsynlighed stammer fra det forsvundne fly.

Vandet ud for øen, som strejfes af den varme Golfstrøm, holder en sommertemperatur på omkring 20 grader. Det skulle sikre en overlevelse for mennesker på i hvert fald 12 timer – måske op til 18. Imidlertid er det nu godt og vel et par dage siden, at flyet formodes styrtet. Vragresterne er drevet i land ud for de markante røde klipper ved Gay Head på øens sydvestkyst, hvor Kennedy familien længe har haft residens.

Samme sted er for øvrigt et at USA’s bedste steder til fiskeri efter striped bass og bluefish, der følger Golfstrømmen nordpå og når frem til Martha’s Vineyard i maj-juni måned. Her bliver de sommeren over, inden de i oktober-november begynder deres vintervandring tilbage sydpå mod varmere vande.

Jeg fejrede selv min 40 års fødselsdag ud for netop Gay Head i 1996 – med udsigt til de smukke røde klipper og med en stime frådsende bluefish omkring båden. Derfor føles det lidt pudsigt, at hele verdens opmærksomhed – næsten da – i disse dage er rettet mod netop Martha’s Vineyard, hvor Bill Clinton for øvrigt også har holdt sin sommerferie i flere år.

Der er noget specielt ved den ø…

21. juli 1999

© Steen Ulnits

* Jætter fra Jels

De smukke sønderjyske Jels Søer imponerer ikke blot med deres udseende – de kaster også store fisk af sig. Virkelige kæmper.

Således kan lystfiskermagasinet “Fisk & Fri” i det seneste nummer berette om en sand storgedde på imponerende 14,5 kg, 121 cm lang. Gedden blev – som stort set alle andre storgedder i det sønderjyske, hvor lokale fiskere er mere til sølvtøj – fanget af en tysk lystfisker på levende agn. Fangsten skete kort tid efter fredningens ophør.

Tyske geddefiskere holder typisk meget af Danmark, hvor det – endnu i hvert fald – er tilladt at fiske med levende agn. Pudsigt nok blev endnu to storgedder kort tid efter taget af en anden tysk lystfisker – pudsigt, for han fiskede nemlig ikke med levende agnfisk, men med wobler. Disse to majkæmper fra Jels vejede henholdsvis 13 kg (116 cm lang) og 12 kg (112 cm lang). Det kunne man læse om i JyskeVestkysten.

Men ikke nok med det. Da Jels Fiskeriforening traditionen tro trak vod for at opfiske overskydende skidtfisk, forvildede endnu en kæmpe sig i garnet – en yderst velkonditioneret hungedde på 12 kg, kun 106 cm lang. Den blev naturligvis genudsat og er der altså endnu!

Fire så store gedder med så korte mellemrum gør, at Jels Søerne idag må regnes blandt Danmarks ypperste geddevande. Ja, sågar i den internationale elite, hvad storgedder angår. Imponerende, når man tager i betragtning, at Jels Søerne jo er ganske små af udstrækning – i hvert fald set med internationale øjne.

Interesserede kan læse mere om fiskemulighederne i de smukke Jels Søer på foreningens hjemmeside med adressen http://hjem.get2net.dk/Jels-Fiskeriforening.

21. juli 1999

© Steen Ulnits

* Første spadestik taget ved Skjernå

Den 7. juni i år tog miljø- og energiminister Svend Auken det første spadestik til det, der skal blive Nordens hidtil største naturgenopretningsprojekt – tilbageføringen af den regulerede Skjern Å til dens oprindelige leje før reguleringen i 1968. 3.500 hektar natur genvindes på denne måde fra det danske landbrug.

Beslutningen blev taget af et enigt Folketing tilbage i 1987 – efter tilblivelsen af den første Vandmiljø-handlingsplan, som daværende miljøminister og nu desværre afdøde Christian Christensen stod fadder til. Hensigten var at skabe en Skjern Å, som ikke blot førte alle de udledte næringssalte ud i Ringkøbing Fjord. Men som i stedet aflejrede dem på marker og enge i oplandet.

Det trak desværre alvorligt i langdrag, da den fornødne jord til projektet skulle erhverves. Man søgte i videst mulig udstrækning at nå målet ved en frivillig løsning – typisk ved ombytning af dårlig og udbrændt jord ved åen til fordel for bedre jord længere ude i periferien. Kun i yderste nødsfald ville man gribe til ekspropriering.

Den 7. juni 1999 – 12 år efter planens vedtagelse – var det altså endelig så vidt, at det første spadestik kunne tages og de første maskiner rykke ind i terrænet ved Lønborg nær Skjern Å’s udmunding i Ringkøbing Fjord.

Der var og er dog stadig lokale bønder, som er arge modstandere af planen. De viste deres protest under selve indvielsen, hvor de havde hyret den lokale faldskærmsklub fra Stauning til at lande med et stort protestbanner midt i sceneriet. “En sorgens dag” stod der på det flagrende banner, der – som et andet Dannebrog – faldt ned fra himlen. Et protestbrev blev også overrakt til ministeren – per luftpost om man så må sige.

På landjorden var bønderne kørt i stilling med deres traktorer og store plakater med påskrifter som “Hold åen ren – følg Auken til toget”; “Prestige vandt over fornuft – et offer for miljøterror”; “Plej de gamles helbred – ikke Aukens image” og “300 millioner lig 5.000 nye hofter”.

Auken, som næppe før har stukket fingeren i den sandede vestjyske muld, tog alligevel det første spadestik med et smil. – Eller var det et smørret grin?

18. juli 1999

© Steen Ulnits

* Vandkraften vedtaget…

Det lykkedes desværre miljø- og energiminister Svend Auken at få sit omdiskuterede forslag om udbygning af den danske vandkraft vedtaget i Folketinget inden sommerferien.

Desværre, for det kan på ingen måde bedre forholdene for det danske vandmiljø – tværtimod. Det er jo efterhånden en kendt sag, at vandkraften med sine opstemninger har en altødelæggende virkning på livsbetingelserne for planter, dyr og fisk i vore vandløb. Interesserede kan læse mere om vandkraften og dens virkning på vandmiljøet under “Artikler”.

Alligevel lykkedes det altså at liste forslaget igennem – trods den kendsgerning, at man andre steder i den civiliserede verden i stedet så småt er gået i gang med at nedlægge de gamle og urentable vandkraftværker. Auken går i den stik modsatte retning – med store statstilskud til produktionen – blot for at kunne præsentere nogle bedre CO2-tal på næste ministermøde i Bruxelles…

– Var der nogen, som sagde “image-pleje”?

18. juli 1999

© Steen Ulnits

* Regn og iltsvind

Nedbør gavner i regelen landets åfiskere, som så kan glæde sig over en stabil opgang af havørreder. Men den megen nedbør, som hidtil har præget denne sommer, kan også give et alvorligt bagslag.

Således har miljømyndighederne landet over nu konstateret, at der kan måles et forhøjet indhold af kvælstof i 32 ud af 36 undersøgte vandløb. Kvælstof, som stammer fra landbrugets marker, og som af regnen vaskes videre ud i de indre danske farvande. Herude kvitterer de som bekendt med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Der er nu grund til at frygte for endnu en katastrofe i Mariager Fjord, dersom den våde forsommer efterfølges af en varm og tør periode. Da kan vi i løbet af nogle få uger eller sågar dage opleve, at fjorden endnu engang må give op over for landbrugets massive udledning af næringssalte. Og de folkevalgte politikere, der endnu engang har valgt blot at se til.

I hvert fald har myndighederne stadig intet gjort for at bedre forholdene i det, nogle har kaldt “landets smukkeste fjord”. Den kan derfor meget vel gå hen og blive “landets mest ildelugtende fjord” endnu en gang…

Med ønsket om en fortsat god sommer!

12. juli 1999

Steen Ulnits

* El Niño hyppigere og hyppigere

Den varme havstrøm El Niño, som med mellemrum trænger nordpå i Stillehavet og forårsager store ødelæggelser, er ikke noget nyt fænomen. Man kender det helt tilbage til 1600-tallet, hvor det blev beskrevet første gang, og man kan idag aflæse udviklingen i koralrev på blandt andet Galapagos øerne nær Ækvator.

En El Niño opstår, når vindene i det østlige Stillehav holder op med at blæse. En tunge af varmt vand presses da ud fra Sydamerika og op mod de verdensberømte Galapagos øer, som derfor er meget udsat for store svingninger i vandtemperaturen. Her lever også en koralart, der kan blive op til 1.000 år gammel, og som lever det samme sted hele livet.

Forskerne kan via kalkskelettet på denne koralart – som med årringe i et træ – måle sig frem til, at man i 1600-tallet havde regelmæssigt tilbagevendende El Niño’er med 6,4 års mellemrum. I 1800-tallet, hvor industrialiseringen af den vestlige verden for alvor tog fart, steg hyppigheden til 4,6 år mellem hver El Niño. Her i på kanten af 2000-tallet går der nu kun 3,3 år mellem hver ny El Niño. Ser man kun på de seneste årtier, er hyppigheden helt oppe på 2,5 år!

Der er efterhånden en udbredt enighed blandt forskerne om, at den stigende hyppighed skyldes den menneskeskabte drivhuseffekt – forårsaget af ikke mindst vor massive udledning af CO2 til atmosfæren.

El Niño medfører store nedgange i fiskeriet ud for Sydamerikas kyster samt forvolder massive ødelæggelser på koralrevene i de ramte områder.

28. juni 1999

Steen Ulnits

* Koralrev i massiv tilbagegang

Verden over har man kunnet konstatere en massiv tilbagegang for de koralrev, der har befolket de tropiske og subtropiske have i de sidste 65 millioner år. Revene afbleges og dør i et alarmerende tempo, som forskerne giver temperaturstigningen i verdenshavene skylden for.

En temperaturstigning, som igen skyldes den menneskeskabte drivhuseffekt. Og en temperaturstigning, hvis virkning forstærkes yderligere af havstrømmen El Niño, der presser varmt vand ind over områder, hvor vandet normalt er koldere. Hvor det varme vand når frem, dør korallerne i løbet af få måneder. Vandtemperaturen kan stige med hele 5 grader over det normale – til over 30 grader, som er en kritisk temperatur for de følsomme koraller.

1997 var et El Niño år med den hidtil største registrerede temperaturstigning, og allerede først i 1998 kunne man konstatere de første afblegninger på koralrev mange steder i verden. I slutningen af 1998 var hele 60 lande ramt af mere eller mindre omfattende koraldød.

Koralrev er resultatet af et mangeårigt og meget avanceret samarbejde mellem polypdyr, som lever af plankton og har et skelet af kalk, og så mikroskopiske encellede alger, der kan udnytte solens lys via fotosyntesen. Det er algerne, der giver korallerne farve – algerne, der dør, når korallerne afbleges.

28. juni 1999

Steen Ulnits

* Odense Fjord fredes

Fyns Stiftstidende fortæller, at fritidsfiskere og lystfiskere nu må belave sig på mindre fiskeri i Odense Fjord. Efter snart et par års diskuteren frem og tilbage.

Fiskeribiologiske undersøgelser har for længst dokumenteret, at en alt for stor del af Odense Å’s havørredstamme fanges ude i fjorden – de fleste i monofile nedgarn, som tager revl og krat, stort som små, lovlige såvel som fredede. Ifølge biologerne fanges godt og vel halvdelen af alle havørreder i garn, mens lystfiskerne tager knap en fjerdedel.

Fyns Amts Trafik- og miljøudvalg foreslår nu, at fiskene i fjorden fredes i en årrække – via restriktioner, der skal gælde såvel lystfiskere med stang og line som fritidsfiskere med garn og ruser.

Udvalget foreslår, at Odense Fjord totalfredes for fiskeri i Odense Havn og Kanalen samt i et stort område i fjordens vestlige del fra Vigelsøs nordspids og ned til Stige Ø. Øst for Vigelsø og ned til Seden Strand foreslås en mindre omfattende fredning fra oktober til marts. Vedtages forslaget, udskydes den traditionsrige Odense Å premiere fra januar til marts.

Amtets Trafik- og miljøudvalg mener, at der efterhånden er ofret så mange penge på en bedre spildevandsrensning, at ørrederne nu skal have en reel chance for et comeback i det fynske. Vandkvaliteten er i hvert fald dertil. Amtet skal mødes med fødevareministeren i juli måned, og her agter man at præsentere ministeren for en fælles fynsk indstilling om fredning af fjorden.

Men Odense Fjord og Havn er ikke de eneste, der må belave sig på nye restriktioner. Det må man også i Bogense Havn, Holckenhavn Fjord, ved Gabet og Fjellebroen, hvor skal der ifølge et oplæg fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri også skal ske begrænsninger i det frie fynske fiskeri.

Umiddelbart er begrænsninger i det frie fiskeri altid irriterende, men i de nævnte flaskehalsområder vil alle parter på længere sigt nyde godt af flere havørreder i farvandet. Her er det helt enkelt for let at brandskatte havørredbestanden med monofile nedgarn.

23. juni 1999

© Steen Ulnits

* Fynske svin forurener

– Den nye Vandmiljø-handlingsplan II er måske heller ikke tilstrækkelig, lyder det fra Fyns Amt. Her har man noteret sig en stor stigning i antallet af svin på de fynske gårde – så mange, at man ikke længere kan komme af med al gyllen, uden at grundvandet forurenes med overskydende nitrat.

Amtet konstaterer, at 1996 og 1997 begge var tørre år med ringe nedbør og deraf følgende ringe udvaskning af kvælstof til vandmiljøet, som derfor havde et par gode år i det fynske. Tilsvarende var 1998 et regnfuldt år, som medførte stor udvaskning af kvælstof – hvilket i Lillebælt resulterede i massive iltsvind.

– Det beviser, at der må gøres noget ekstraordinært for at nedbringe udvaskningen af kvælstof, mener altså amtet, der dog ikke vil svare konkret på, om den nye Vandmiljø-handlingsplan II allerede nu har spillet fallit.

Amtet nøjes med at konstatere, at den oprindelige Vandmiljø-handlingsplan fra 1987 havde til formål at halvere udvaskningen af kvælstof fra landbruget. Indtil videre har man på Fyn kun kunnet se en 10% reduktion, hvilket langt fra er nok til at redde vandmiljøet…

23. juni 1999

© Steen Ulnits

* Norske kommentarer til islandske angreb

De islandske kommentarer til den norske regerings nye udredning om vildlaksens fremtid får ikke lov at stå uimodsagt hen. Således har jeg modtaget en “nationalistisk hilsen” fra Øystein Aas, som har været med til at udarbejde hvidbogen (se længere nede på denne side).

Øystein skriver, at han ikke finder Orri Vigfussons kritik helt fair – og i hvert fald ikke konstruktiv. Han finder, at den norske regerings udspil skal ses som et skridt i den rigtige retning – som et oplæg til en begyndende diskussion med politikere og fiskeopdrættere landet over.

Øystein Aas beklager, at den norske regering ophørte med sin støtte til Orri Vigfussons og “North Atlantic Salmon Fund’s” fortsatte opkøb af laksekvoterne ved Færøerne. Men slutter samtidig af med følgende meget relevante spørgsmål:

– Hvor mye har den danske og svenske regjering bidraget med til oppkjøpet av fisket ved Færøerne?

Hvortil vi beskæmmet må svare: Ikke en krone…

20. juni 1999

© Steen Ulnits

* Auken atter på afveje…

Nu rabler det tilsyneladende ganske for vort hjemlige dobbeltmenneske, Svend Auken, der jo er både miljø- og energiminister. To meget modstridende størrelser, som Auken da også har yderst svært ved at forene.

I en tid, hvor miljøinteresserne går klart imod vandkraft som energikilde, da den har mange både fysiske og kemiske skadevirkninger, går Svend Auken nu i brechen for flere vandkraftværker i lille Danmark. I en tid, hvor gamle vandkraftværker i udlandet nedlægges eller planlægges nedlagt af hensyn til vandmiljøet.

Problemet er, at Aukens internationale troværdighed længe har vaklet. Ikke mindst hans finurlige og yderst kreative måde at regne det danske CO2-udslip ud på, har vakt megen kritik blandt hans kolleger i andre lande.

Auken er derfor desperat og har brug for mere reel CO2-fri energi til at pudse de danske tal af med. Derfor er hans milde åsyn nu faldet på vandkraften, der jo unægtelig leverer CO2-fri energi, men som samtidig anretter stor skade på det øvrige vandmiljø.

I hvert fald har miljø- og energiministeren senest fremsat en række lovforslag, der – hvis de gennemføres – åbner mulighed for oprettelse af op mod 300 nye vandkraftværker i den sårbare danske natur. Forstå det, hvem der kan.

Auken har sågar – for at få gang i udbygningen – foreslået en afregningspris på elektriciteten fra vandkraften, der er 50% højere end afregningsprisen på den ligeledes CO2-frie vindmølleenergi…

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har på det kraftigste taget afstand fra de fremsatte lovforslag. Ifølge DSF vil 50 års dansk miljøpolitik på vandmiljøområdet blive lagt i ruiner, dersom forslagene vedtages i Folketinget.

For slet ikke at tale om de milliardbeløb, som danske skatteborgere indtil nu betalt for at få bedret vandkvaliteten og genoprettet den frie passage i de danske vandløb. Alene i Gudenå-systemet er der til dato investeret omkring 2 milliarder kroner på dette formål.

Dobbelt trist, at det skal være selveste miljøministeren, der nu søger at bombe dansk miljøpolitik tilbage til stenalderen…

18. juni 1999

© Steen Ulnits

* Hver ottende fisker ulovligt

Fiskeridirektoratet foretog medio maj en landsdækkende aktion for at kontrollere landets lystfiskere for det obligatoriske fisketegn.

Ialt blev 1.966 lystfiskere kontrolleret, og af dem havde de 239 ikke indløst det lovbefalede fisketegn. På landsplan fiskede 12,2% af de kontrollerede lystfiskere således ulovligt.

Lokalt så fordelingen meget forskellig ud. I Vestjylland var der kun 9 ud af 420 kontrollerede lystfiskere, som ikke havde noget gyldigt fisketegn. Altså fiskede kun 2,1% ulovligt herude, hvor foreningslivet og organisationsprocenten typisk er høj.

Værst så det ud i det sydlige Østjylland, hvor hele 14,2% – 83 ud af 586 kontrollerede – blev taget uden gyldigt fisketegn. Syv gange så mange som i Vestjylland. Det ligner jo nærmest det lovløse Vilde Vesten – hvis det ikke lige var fordi, det ligger på østkysten…

Tallene skal måske ses i lyset af den stigende kritik, som det obligatoriske fisketegn efterhånden møder – på grund af voldsomt øgede udgifter til administration og forskning samt færre fisk til udsætning.

15. juni 1999

© Steen Ulnits

* Gade går til Miljøstyrelsen 

SF’eren Steen Gade, som i mange år har beskæftiget sig aktivt og helhjertet med miljøet, forlader Folketinget for at blive den nye direktør for Miljøstyrelsen. En på flere måder spændende og til dels overraskende nyhed.

Dels er Socialdemokratiet og SF som bekendt ikke perlevenner. Og dels har miljøminister Svend Auken på flere områder vist sig slet ikke at være miljøets mand – hvad Steen Gade for længst har bevist, at han er. Auken er tilsyneladende mere interesseret i at profilere sig selv end i at gøre noget for miljøet. Miljøets “Don Quixote” er han senest blevet kaldt i dagbladet Jyllands-Posten – med dobbelttydet henvisning til de mange vindmøller, han kæmper både for og imod…

Allersenest er Svend Auken sågar gået i brechen for flere vandkraftværker, som kan producere grøn CO2-fri energi – til trods for de mange og veldokumenterede skadevirkninger, som netop vandkraft har på vandmiljøet. Noget, Steen Gade længe har vidst og vist i både tekst og tale.

Der er således næppe tvivl om, at Steen Gade har hjertet på rette sted, og at han derfor vil blive en god mand i Miljøstyrelsens direktørstol. Men det forekommer usandsynligt, at samarbejdet Auken-Gade kommer til at gå stille af.

Spændende bliver det under alle omstændigheder at følge med i Gades kommende kamp for det danske miljø!

11. juni1999

© Steen Ulnits

* – Vildledning eller vejledning?

Det er ikke nemt at være forbruger idag, hvor tingene efterhånden kun sjældent kaldes ved deres rette navn. Hvor ikke-eksisterende fiskearter som lakseørred, regnbuelaks og laksforel efterhånden er de almindeligste i supermarkedernes frysediske.

Vi har tidligere været inde på den nye kampagne “Vildlaks på krogen”, hvor restaurantkæden Jensens Bøfhus nu vil have os danskere til at spise flere truede vildlaks fra Nordatlanten. Under dække af, at det er sunde og økologiske madvarer.

Forbrugerrådet, som jo har til opgave at informere danske borgere om de produkter, de køber, er klar over problemstillingen. Afdelingsleder Poul Wendel Jessen:

“Al den snak om økologi og økologiske madvarer er idag så fyldt med misforståelser – bevidste eller ubevidste – at begrebet efterhånden er svært at bruge til noget.

Jeg har i mine artikler i vort blad “Tænk” netop slået til lyd for, at begreberne defineres klart og utvetydigt. At tingene kaldes ved deres rette navn – at vildlaks nødvendigvis må være vilde laks, som er født op opvokset i naturen og ikke i netbure.

Jeg vil også gerne slå fast, at den økologiske tanke jo hele tiden er underlagt princippet om bæredygtighed. Man kan derfor ikke med god ret sammenholde serveringen af truede nordatlantiske vildlaks med tanken om og markedsføringen af økologiske madvarer.

Vi ved jo efterhånden alle, at fiskeriet efter vildlaks i Nordatlanten – uanset om det sker med drivgarn eller krogliner – netop ikke er bæredygtigt.

Nu har jeg ikke selv set den omtalte reklame fra Jensens Bøfhus, men foreholdt teksten telefonisk kan jeg da kun tyde det, som om man her slår plat på den økologiske bølge – og samtidig lader hånt om hensynet til den nordatlantiske vildlaks”.

Såvidt afdelingsleder Poul Wendel Jessen fra Forbrugerrådet, som her melder klart ud og fra over for Jensens Bøfhus’ nye kampagne for at spise truede vildlaks fra Nordatlanten. Uanset hvor “økologiske” de så måtte være…

11. juni 1999

© Steen Ulnits

* Jagten på det klare vand

Som faste læsere for længst har opdaget, er “Aktuelt” ikke blevet opdateret de seneste uger. Årsagen er, at jeg har været bortrejst – til Argentina og Brasilien for at fiske.

Det blev ikke nogen succes rent fiskemæssigt. Trods normalt tørtid havde det regnet meget de forgangne uger, og vandet stod derfor højt i næsten alle elvene – med meget grumset vand til følge. Fluefiskeri var derfor helt udelukket, og spin var heller ikke ret produktivt. De guldskinnende doradoer, som fiskeriet primært gjaldt, kunne helt enkelt ikke se til at hugge, og det blev derfor kun til to små eksemplarer på en hel uge.

Til gengæld manglede der ikke fisk, når vi skiftede over til bundsnøre med naturlig agn. Så faldt huggene i perioder nærmest på stribe – med flere forskellige mallearter som fangstresultat. Ingen store, men sjove fisk på op til 2-3 kg. Fanget i subtropisk regnskov med stornæbbede toucaner og metalskinnede sommerfugle til at krydre sceneriet.

Ingen dårlig tur, når og hvis man tager de lidt større briller på – dem, der ikke fokuserer ensidigt på doradoer!

9. juni 1999

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Visioner fra “Vision”

“Vision” er et helt nyt navn på det danske marked for fluegrej – men et navn, vi helt sikkert kommer til at høre meget mere fra. Der er nemlig masser af visioner fra dette firma, hvis første produkter er en serie helt ny serie fluehjul med bred spolekerne.

De nye “Vision” fluehjul minder utrolig meget om de amerikanske “Bauer” hjul – blot er de rundt regnet en tusse billigere. Og kvaliteten er tilsyneladende helt den samme. Hjulene fremstilles blot i Fjernøsten og ikke i USA. Det er hele forskellen.

“Vision” hjulene er fræset ud af en massiv blok flyaluminium, hvilket giver en utrolig styrke og stivhed i godset. Den store spole hviler på hele to rustfri kuglelejer, hvilket garanterer stor slidstyrke og en lang levetid. Lejerne ligger godt beskyttet mod det sand og salt, som ofte er et problem for storspolehjul med åbne lejer – primært svenske “Loop”, som jo ellers opfandt konceptet.

Endelig er der bremsen, som er i særklasse med sine overstore skiver af kork og teflon. Kombinationen af overstore bremseskiver med den store spolediameter giver en silkeblød bremse, der starter jævnt op og kan justeres hårfint.

Et hjul, der byder på et rigtig godt forhold mellem pris og kvalitet. Og et hjul, som derfor på rekordtid har vundet mange tilhængere blandt danske fluefiskere.

8. juni 1999

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Åndbar jakke og waders fra “Scierra”

Åndbart er “in”, og danske Scierra fra Svendsen Sport er med helt fremme.

Åndbart stof er en højteknologisk syntetvæv, som tillader kroppen at ånde gennem et vandtæt ydre. Stof, hvis membran har porer så små, at de holder vand på væskeform ude. Men samtidig porer så store, at vand på dampform kan slippe igennem. Det oprindelige åndbare produkt hed og hedder stadig “Gore-Tex”, men idag findes dlere andre produkter med nogenlunde samme egenskaber.

“Scierra”, som på rekordtid har vundet sig et godt ry blandt europæiske fluefiskere, er nu kommet med på vognen med åndbare jakker og waders i topkvalitet, men til menneskelige priser.

Således har Scierra til ’99 sæsonen lanceret en lækker jakke i en 100% vind- og vandtæt åndbar væv, som tåler et hydrostatisk vandtryk på ikke mindre end 3.000 mm. Jakken er fortil forsynet med to store lommer til flueæskerne – begge med håndvarmerlommer underneden. En dejlig ting på kolde dage!

Endvidere er jakken foret i halsen med fleece, hvilket øger komforten betragteligt. Endelig kan ærmer, krave og underkant naturligvis justeres, så der hverken kan komme vand eller vind ind her!

Vadebukserne er – naturligvis, fristes man til at sige – endnu mere vandtætte. De skal jo være direkte under vand en stor del af tiden. Stoffet, som de åndbare “Scierra” waders er lavet af, tåler derfor et hydrostatisk vandtryk på hele 7.000 mm – mere end dobbelt så meget som jakken.

Til de mange lækre detaljer hører forstærkninger på knæ og bag, hvor der jo regelmæssigt kommer et direkte pres på væven. Samt seler, bælte og selvdrænende brystlomme. Hertil integreret fod af neopren med indbygget “gravel guard” til at holde grus og småsten ude af støvlen.

Der fås naturligvis også en “Scierra” støvle specielt til disse waders. Den er fremstillet i syntetisk læder, som tørrer hurtigt og ikke kan rådne. Filtsåler sikrer et godt greb i vanskeligt terræn.

“Scierra” produkter markedsføres af Svendsen Sport.

8. juni 1999

© Steen Ulnits

* Islandske kommentarer til norske laks

Den islandske “North Atlantic Salmon Fund” (NASF), som med private midler siden ’91 har frikøbt omkring 2 millioner vildlaks fra at ende i garn eller på krogliner langt ude i Nordatlanten, har følgende kommentarer til den norske regerings seneste udspil, som er refereret længere nede på denne side:

NASF er naturligvis ikke imponeret. Det har taget nordmændene to år at udfærdige den digre rapport, som ikke byder på meget nyt. Faktisk konkluderer NASF, at den norske hvidbog om vildlaksen blot refererer, hvad de fleste laksefiskere vidste allerede for 20-30 år siden…

NASF kritiserer også, at man nu har valgt at køre videre i det samme gamle spor – med den samme administration og de samme rådgivere. Præcis den vej, som nu har ledt til en akut trussel mod den norske vildlaks’ fortsatte eksistens. Flere penge, mere forskning og yderligere rapporter fra biologerne – med konklusioner, vi allerede har kendt længe. Det er definitivt ikke vejen frem, udtaler Orri Vigfusson fra NASF.

I den norske hvidbog anerkender regeringens folk, at NASF’s private opkøb af laksekvoter i Nordatlanten indtil videre har reddet 1.800 tons norske vildlaks fra at ende deres dage i garn eller på krogliner langt ude i Nordatlanten. Det svarer ifølge NASF til omkring 600.000 norske vildlaks.

Alligevel trak Norge sig i 1994 ud af samarbejdet med NASF, idet man nu ville følge NASCO’s råd i stedet for fortsat at betale til NASF’s private opkøb. Med det nu så sørgelige og velkendte resultat, at den norske vildlaks synger på sidste vers. NASCO er den internationale sammenslutning af lakseførende lande omkring Nordatlanten – en organisation på regeringsplan.

Orri Vigfusson understreger dog, at NASF vil fortsætte sine opkøb af nordatlantiske laksekvoter – uanset om Norge er med til at betale eller blot kører videre med på frihjul. Det er nemlig ikke muligt at skelne mellem de forskellige landes laksestammer ude på opvækstpladserne i Nordatlanten. Derfor fortsætter opkøbene i det omfang, det er økonomisk muligt.

“North Atlantic Salmon Fund” har således ikke stor tillid til, at den norske regering selv kan rette op på katastrofen og sikre fremtiden for den norske vildlaks. Trods det faktum, at Norge idag med sine kolossale olieforekomster er et af verdens rigeste lande…

Intet under, at mange engagerede laksefiskere nu boykotter Norge og i stedet drager til andre lakselande for at lægge deres opsparede feriepenge!

22. maj 1999

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Teleskopiske fluestænger fra DAM

Tyskerne er eksperter i lange og sammenklappelige teleskopstænger. I Tyskland sælges der nemlig langt flere teleskopstænger, end der sælges almindelige fler-delte stænger, som vi er vant til dem herhjemme.

Vi danskere har i regelen kun løftede øjenbryn og lidt hovedrysten til overs for teleskopstænger. De er kun for amatører, mener vi vist… Men det er helt forkert. Gode teleskopstænger er nemlig idag så gode, at man kun vanskeligt kan mærke forskel på dem og så tilsvarende almindelige stænger. Det har en række blindtests vist. Gode teleskopstænger er heller ikke billige, hvis nogen skulle tro det…

– Men fluestænger? Jeg kan allerede høre en larmende skepsis, men læs alligevel videre: Tyske D.A.M. har netop lanceret en ny serie teleskopiske og 8-delte fluestænger under navnet “Black Panther”. Jeg har prøvekastet og prøvefisket dem nu i nogle måneder og har faktisk meget godt at sige om dem. De kaster fortrinligt, omend de er lidt “toppede” i aktionen. Men det vænner man sig til efter nogle kast.

Man skal også lige vænne sig til, at øjerne på en teleskopstang er langt mindre end de sædvanlige slangeringe på en almindelig fluestang. Men det kan være svært at forstå, hvorfor de absolut skal være så små, som tilfældet er. Og hvorfor den nederste stangring absolut skal sidde så langt oppe, at det bliver svært at nå løslinen, hvis man mister grebet. Her er der således plads til forbedringer. Større ringe og en ekstra ring længere nede ville gøre underværker.

De små ringe kan være et reelt problem, hvis man absolut vil fiske med shooting heads, som er splejset til skydelinen med en knude. Det egner teleskopiske fluestænger sig ikke rigtig til. Men fisker man kun med WF liner, er der ingen nævneværdige roblemer. Man må blot acceptere lidt kortere kast på grund af den større friktion i de små øjer. Og en fluestang, som er noget tykkere i bunddelen.

Til gengæld holder man aldrig op med at glæde sig over, hvor let en teleskopstang er at transportere fra sted til sted, når der ikke lige skal fiskes. For slet ikke at tale om, hvor lidt de eksempelvis fylder i en båd på vej til og fra fiskepladsen. Går man langs stranden eller åen, kan en fuldt færdigrigget stang med hjul og line sågar ligge i fiskevestens store ryglomme, så man har hænderne frie til at klatre op ad skrænter eller mase sig vej gennem tæt buskads. Ja, man kan sågar fint have to færdigriggede stænger liggende i en stor ryglomme!

Der fås da også to forskellige modeller i “Black Panther” serien – begge blot 41 cm lange i sammenklappet tilstand. Den ene model kaster liner klasse 5-6, er 8 1/2 fod lang og 8-delt med en vægt på bare 99 gram. Den anden model er 9 1/2 fod lang, 9-delt og beregnet til liner klasse 7-8. Vægt 110 gram.

Modellerne supplerer således hinanden fint: Den ene tackler det lette fiskeri med tørflue og nymfe, mens den anden kan sættes ind, når der skal kastes store fluer til større fisk. Der er ingen tvivl om, at begge stænger fungerer bedst med WF liner. Henholdsvis en WF 6 og en WF 8. Og at den toppede aktion ikke egner sig til at trække tunge synkeliner fri af vandet.

Men ser man bort fra de uundgåelige og medfødte ulemper ved enhver teleskopstang, så er de absolut et kig værd for den rejselystne fluefisker, for hvem al bagage altid fylder alt for meget…

Pris: 698,- og 798,- kroner for henholdsvis den korte og den lange model.

22. maj 1999

© Steen Ulnits

* – Limpopofloden eller Gudenåen?

Gudenåen løber nu så brun, uklar og ulækker gennem det østjyske landskab, at man helt mister lysten til at fiske i den. Det er alger, der er problemet – brunalger fra ikke mindst Tange Sø, hvor de små fyre stortrives i disse solskinsdage.

Medvirkende årsag til det voldsomme opbud af alger har også været det usædvanligt våde forår, som har vasket næringssalte i svære mængder fra landbrugets overgødskede marker ud i åer og søer. Herude kvitterer algerne straks med opblomstring, der gør vandet uklart – samt senere iltsvind og bundvendinger, når de mange alger dør, synker til bunds og rådner op.

Gudenåen, der ellers netop havde genvundet sin gamle status som flod, tegner et trist perspektiv for den kommende sommer i Randers Fjord. Det er jo her, at alt ferskvandet ender, inden det til sidst sluses ud i Kattegat.

Man kan med god ret spørge sig selv, hvilken flod der idag er den mest uklare: Den brunalgebefængte Gudenå eller den grågrøngrumsede Limpopoflod…

20. maj 1999

© Steen Ulnits

* Grønlandske vildlaks til svejtsiske fiskehandlere

Vinteren igennem har vildlaks fra Grønland kunnet købes i Schweitz – i byerne Zürich, Geneve og det eksklusive skisportssted St. Moritz.

De schweitziske kunder er både købedygtige og kræsne mennesker, der sågar ofte kræver certifikat for at garantere ægtheden af de indkøbte varer – eksempelvis ægte vildlaks i stedet for opdrættede tamlaks.

For nogle år siden havde man også problemer med grønlandske vildlaks, der havnede på det lukrative schweitziske marked – fanget af danske piratskibe, som var udflaget i Panama og Polen. Herved omgik piratfiskerne lovgivningen og kunne ikke retsforfølges.

Det problem fik man dog bugt med, idet daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og den amerikanske udenrigsminister James Baker lagde hårdt politisk pres på regeringerne i henholdsvis Polen og Panama – med det resultat, at det ulovlige fiskeri under andet lands flag blev bragt til ophør.

Men nu er problemerne her så igen. I de mellemliggende år er kunderne blevet mere og mere bevidste om det, de spiser. Økologiske madvarer er blevet “in” – hvilket jo generelt set er godt for miljøet. Desværre er vildlaks fra Nordatlanten så også blevet “in” – til stor skade for de efterhånden meget svage bestande.

Således er den nordamerikanske laksebestand reduceret fra omkring 800.000 laks i begyndelsen af 70’erne til idag under 80.000 fisk. Den amerikanske regering overvejer derfor at sætte atlanterhavslaksen på sin liste over truede dyrearter – “Endangerede Species Act”.

18. maj 1999

© Steen Ulnits

* Vildlaksens forunderlige veje

Nu kan amerikanerne atter købe nordatlantiske vildlaks i forretningerne – trods det faktum, at regeringen overvejer at sætte vildlaksen på sin liste over truede dyrearter…

“North Atlantic Salmon Fund” på Island har opsporet aktørerne og kortlagt vildlaksens forunderlige rejse fra Grønlands kolde vand over Alpernes høje land og tilbage igen til det USA’s utallige forbrugere – nu i røget og vacuumpakket tilstand.

Rejsen starter naturligvis i Davisstrædet, hvor vildlaksene fanges i garn af blandt andet grønlandske fiskere. Herfra går de med DAS-Padborg til Padborg ved den dansk-tyske grænse – vildlaksenes legitime “indkørsel” til EU-markedet.

Nu overtages vildlaksene af K. Seafood i Dronninglund, som er EU-distributøren, der fordeler fiskene til M-Food forhandlerkæden samt IAG Klaus Bastahl i Schweitz. Her forædles fiskene, røges, vacuumpakkes og sendes tilbage over Atlanten til USA. “Tilbage”, idet jo 50-60% af de vildlaks, der fanges ved Grønland, stammer fra nordamerikanske vandløb.

Ringen er sluttet – laksene er tilbage og den naturlige bestand decimeret yderligere… Fuldt legalt – trods det faktum, at den amerikanske regering overvejer at sætte de sidste nordamerikanske atlanterhavslaks på landets”Endangered Species Act” – listen over truede dyrearter.

NASCO, som er den internationale sammenslutning af lakseførende lande omkring Nordatlanten, har sågar sagt god for projektet – trods masser af indsigelser og biologiske rapporter, der bekræfter laksens truede eksistens. Forstå det, hvem der kan…

18. maj 1999

© Steen Ulnits

* Torsk til 5.000,- kr kiloet…

Det er efterhånden blevet dyrt at købe torsk hos fiskehandleren. Faktisk er torsk idag dyrere end laks, hvilket skyldes den simple kendsgerning, at laks opdrættes kommercielt, mens torsk stadig fødes og fanges i den vilde natur.

Alligevel er der langt fra dagspriserne hos fiskehandleren til de 5.000,- kr. kiloet, som vindertorsken på 2,9 kg indbragte ved den årlige Torskefestival på Lillebælt. Renset vægt, ganske vist, men alligevel. I hvert fald indbragte den sin fanger, tyskeren Holger Neuschütz fra Wustow, hele 15.000,- kr. i førstepræmie!

Godt og vel 150 fiskere fra nær og fjern deltog i konkurrencen om de mange dejlige penge, der denne dag hvert år er på spil for største landede torsk.

12. maj 1999

©Steen Ulnits

* “Vildlaks på krogen” – på Jensens Bøfhus…???

Under overskriften “Vildlaks på krogen” reklamerer den landskendte kæde af restauranter, Jensens Bøfhus, for nye kulinariske tiltag, der skal lokke kunder i butikken.

“Vi tror på, at laks smager bedre, når de har levet vildt frem for i dambrug”, lyder det videre i en stor 8-siders farvebrochure, som er indlagt i blandt andet BilledBladet. Med brug af billeder af drivende turkisblå isbjerge serveres tanken om lækre vildlaks og rejer fanget i det iskolde og helt rene vand omkring Grønland.

Men ikke nok med det. Jensen Bøfhus skriver videre i sin reklametryksag: “Alle vores laks er fanget på krog fra linebåde. Det giver mere fasthed i kødet, fordi laksene ikke er blevet klemt og mast under tonsvis af andre fisk i net. Når laksene fanges på krog, er vi også med til at sikre, at der ikke kommer en bifangst af marsvin og andre småhvaler”.

Det må nok siges at være dels en sandhed med modifikationer – dels en uforsvarlig omgang med de barske kendsgerninger. Ganske vist er krogliner ikke med til at drukne “uskyldige” småhvaler, som de kilometerlange drivgarn er det. Men til gengæld er de med til at trække tæppet væk under de sidste rester af den vilde atlanterhavslaks – den laks, som “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) i de seneste otte år har betalt millionstore summer for at frikøbe fra fangst på opvækstpladserne. Med det gode formål, at de så i stedet kan nå hjem til deres fødevandløb og dér sikre bestandens fortsatte eksistens.

Siden ’91 har NASF således frikøbt omkring 2 millioner vildlaks fra at ende i garn eller på krogliner langt ude i Nordatlanten. Det er sket i erkendelse af, at verdens samlede bestand af vilde atlanterhavslaks er decimeret i løbet af de seneste to-tre årtier. Således er den nordamerikanske vildlaks reduceret fra omkring 800.000 laks i begyndelsen af 70’erne til idag under 80.000 fisk. Det er så få, at den amerikanske regering nu overvejer at sætte atlanterhavslaksen på listen over truede arter.

Vildlaksene, som nu serveres på 28 Jensen Bøfhuse her i Danmark, stammer efter al sandsynlighed fra Grønland. Heroppe udgøres bestanden af laks ude på opvækstpladserne af 40-50% nordeuropæiske og 50-60% nordamerikanske fisk. Truede fisk, som altså nu kan trues yderligere ved at gå på Jensens Bøfhus og få en vildlaks på krogen…

Der er sågar “Family Hour” hver uge fra mandag til torsdag 16-18.30, hvor der er 20% rabat på vildlaksene. “Kom og smag de sidste vildlaks!”, kunne det glade budskab fra restauratør Palle Skov Jensen passende lyde. Velbekomme…

10. maj 1999

©Steen Ulnits

* Danske Fluefiskere fortsætter

Trods planer om en opløsning fortsætter organisationen “Danske Fluefiskere” (DF, tidligere “Nordisk Fluefisker Råd Danmark”) sit liv og virke. Det blev besluttet på den netop afholdte generalforsamling, hvor man besluttede at fortsætte arbejdet – blot nu som rendyrket cyberspace organisation. Uden kontingent og medlemsblad. Men med engagement og – forhåbentlig – opbakning fra de menige medlemmer.

Planerne om opløsning af DF skyldtes den manglende opbakning fra de menige medlemmer og passivitet fra størstedelen af bestyrelsesmedlemmerne. Hvoraf nogle sågar kritiserede formand Henrik Leths aktioner for et bedre vandmiljø og mod de dræbende monofilgarn.

Nærmere oplysninger om den fremtidige organisation, dens opbygning og virke, følger senere.

7. maj 1999

©Steen Ulnits

* – Svenske Fluefiskere fusker?

Den svenske søsterorganisation til “Danske Fluefiskere” – “Sveriges Flugfiskera Förening” (SFF) – havde i starten stor succes med at søge om tilskud og sælge annoncer til den etablerede fluegrejsbranche. Så stor, at den dels nåede mange hundrede medlemmer på kort tid – dels fik indsamlet så mange penge, at den hvert år kunne uddele mange tusinde kroner til diverse projekter inden for fiskepleje.

Men træerne voksede desværre ikke ind i den svenske himmel. Nu har det nemlig vist sig, at SFF’s kasserer mildest talt ikke har haft styr på foreningens indsamlede midler. I hvert fald har han selv hævet løn uden samtidig at indbetale penge til de svenske social- og skattemyndigheder.

“Underslæb” er et stærkt ord at tage i sin mund, men flere svenskere har alligevel gjort det. Foreningens medlemstal er nu raslet raslet ned til en brøkdel af tidligere, og der hersker en generel krisestemning i det førhen så succesrige foretagende.

Synd, at det (næsten) altid skal gå sådan, når penge indblandes i ellers idealistiske virksomheder.

7. maj 1999

©Steen Ulnits

* Gudenfloden

Det er nu ganske vist: Danmarks længste vandløb, Gudenåen, er ikke en å, men en vaskeægte flod!

Det har videnskaben vidst i lang tid, men i efterhånden mange år har beviserne manglet. Skal et vandløb have karakter af en flod, skal det nemlig indeholde en lang række planter og dyr, som er karakteristiske for en flod – organismer, som mere hører de stillestående søer end de strømmende vandløb til. Og flere af disse har længe manglet i Gudenåen – primært grundet forurening og en deraf følgende vandkvalitet, som ikke var god nok til de pågældende floddyr og -planter.

Men vandkvaliteten i Gudenåen er nu blevet så god – takket være spildevandsrensning til mere end én milliard kroner – at den typiske flodflora og -fauna nu atter kan findes i landets længste vandløb. Som derfor burde omdøbes til “Gudenfloden” – Danmarks eneste af slagsen.

6. maj 1999

©Steen Ulnits

* Musholm Lax fordobler forureningen

Trods indsigelser fra stort set alle organisationer på miljøområdet fik havbruget Musholm Lax AS, som ejes af Dansk Laksefonds bestyrelsesmedlem Kurt Malmbak Kjeldsen, lov til at fordoble sin forurening.

Uvist af hvilken grund har Miljøstyrelsen ændret holdning, idet den i 1993 mente, at et foderforbrug på 500 tons årligt måtte være det maksimalt tilladelige. Nu mener selvsamme styrelse, at det er helt i orden med 1.000 tons foder i stedet. Forstå det, hvem som kan.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som tidligere har trukket sig ud af bestyrelsen for Dansk Laksefond på grund af Kurt Malmbak Kjeldsens dobbeltrolle som forurener af vandmiljøet på den ene side og forkæmper for vildlaksen på den anden, har anket Miljøstyrelsens beslutning til Naturklagenævnet, som er uigenkaldeligt sidste instans.

Begrundelsen for anken er, at en fordobling af foderforbrug og forurening ikke er i overensstemmelse med regionsplanens målsætning for vandmiljøet i Musholm Bugt. Den er nemlig ikke opfyldt endnu, og den udvidede produktion i Musholm Lax vil uundgåeligt forværre situationen yderligere.

Dansk Laksefond har tilkendegivet, at den ikke finder Kurt Malmbak Kjeldsens mildest talt mystiske dobbeltrolle problematisk. Han får således lov til at fortsætte både sin kamp for vildlaksens fortsatte eksistens – og sin nu fordoblede forurening af Musholm Bugt. Trods DSF’s udmelding og anke af Miljøstyrelsens dom.

Det er mildest talt en underlig dobbeltrolle, som Dansk Laksefond hermed har påtaget sig. Det kan være svært at tage en organisation alvorligt, når den med den ene hånd forurener vandmiljøet i Danmark – mens den med den anden fluefisker vildlaks på Island…

3. maj 1999

©Steen Ulnits

* “Lort over landet”

Under denne lidt bramfri overskrift skrev jeg primo maj ’95 et harmdirrende læserbrev til dagbladet Politiken, der prompte trykte det. Det fik jeg naturligvis mange nye venner af – blandt landbrugere, som der bestemt ikke findes mange af i min fanklub… Indlægget lød som følger:

“Det lugter afskyeligt over store dele af landet i disse dage. Det er gylle – lort i lange baner – der i ufattelige mængder spredes ud over de danske marker af dygtige danske landmænd i deres fantastiske megamaskiner.

Det river i næsen, men det lugter dejligt, siger landmanden – af penge! Jeg siger, det lugter forfærdeligt – af nitrat i grundvandet, af algeblomst i søerne, af iltsvind og bundvendinger i fjord og hav.

Så stop dog det landbrug, mens tid er – før vi ender med hollandske tilstande! – Hvem har dog givet landbruget retten til at lægge vore allesammens natur i ruiner?”

Den direkte årsag til indlægget var en lang køretur fra Århus til Sydtyskland, hvor vi besøgte den velkendte stangbygger Reinhard Steiner – ham med “RST” stængerne, der er omtalt i en artikel under “Fiskegrej”. Hele vejen fra Århus til den dansk-tyske grænse stank det af nyspredt gylle. Da vi på hjemturen atter passerede grænsen, var den ulidelige stank af død der igen.

Det blev bare for meget – og til et harmdirrende læserbrev. Nu er den der så igen, gyllen – med uformindsket kraft. Trods de forgangne år. Trods vandmiljø-handlingsplanen. Og trods en død Mariager Fjord. Det skal blive spændende at se, hvad den kommende sommer vil bringe af fortrædeligheder for vandmiljøet…

28. april 1999

©Steen Ulnits

* Kvote-Kaj

Danske fiskere får ofte skyld for at overskride de kvoter, som EU fastsætter. I hvert fald klager erhvervet ofte over kvoternes størrelse.

Nu har det imidlertid vist sig, at fiskerierhvervet slet ikke udnytter alle de kvoter, som er til rådighed. Til stor overraskelse for både erhvervet selv og alle os andre! Faktum er nemlig, at danske fiskere i 1998 havde hele 25% uudnyttede kvoter – mod kun 15% året før. Fisk, som kunne være fanget og indhandlet helt legalt.

De uudnyttede kvoter afspejler den forkerte sammensætning af den danske fiskerflåde, som helt enkelt ikke er gearet til ret meget forskelligt fiskeri. Der satses stort, dyrt og snævert, hvilket giver mange problemer. Alle vil fiske det samme, og de fastsatte kvoter på disse områder bruges derfor hurtigt op – med de velkendte klager til følge.

Branchen har selv anslået, at man på denne måde ialt er gået glip af mere end 500 mio. kroner i 1998…

26. april 1999

©Steen Ulnits

* Århus Amt gør status over vandmiljøet

Århus Amts Natur & Miljøkontor har netop gjort status over vandmiljøet i publikationen “Natur og Miljø 1998/1999”.

Det ser slet ikke så skidt ud endda – trods uheldige forhold såsom sidste års fatale iltsvind i Mariager Fjord, som Århus Amt jo deler med Nordjyllands Amt. Det kan man ved selvsyn konstatere ved at gå ind på den specielle hjemmeside, som Århus Amt har lavet om forholdene på netop Mariager Fjord. Adressen er http://www.mariager-fjord.dk.

Hvad hovedområdet Århus Bugt angår, kan amtet melde om godt nyt. Efter bygningen af det store Marselisborg rensningsanlæg er vandkvaliteten i bugten bedret betydeligt. Senest har man kunnet konstatere, at rødspætten – efter flere års fravær – nu atter er vendt tilbage. Generelt har man registreret en række forbedringer i amtets marine områder i 1996 og 1997 – når der altså lige ses bort fra Mariager Fjord.

Forbedringerne skyldtes meget små nedbørsmængder og en deraf f¢lgende lav udvaskning af næringssalte fra landbruget. Naturen kvitterede straks med en bedre vandkvalitet. Et godt bevis på, at udledningen af næringssalte er altafgørende for vandkvaliteten. Og på, at det virkelig kan betale sig at begrænse forureningen af vore indre farvande.

På “søsiden” er Århus Amt også stærkt repræsenteret. Således har amtet ikke færre end 130 søer større end 3 hektar. Det svarer til 20% af samtlige målsatte søer i hele Danmark. Til de bedst undersøgte af amtets mange søer hører store og stærkt spildevandsbelastede s¢er som Skanderborg S¢, Moss¢ og Stubbe Sø. I de seneste år er en stigende del af amtets miljøressourcer gået til overvågning af tilstanden i de mere eller mindre nye s¢er, som er resultatet af diverse arbejder med sørestaurering og biomanipulation. Det gælder s¢er som Brabrand Sø, Ramten Sø og Sem Sø.

Århus Amt disponerer over ikke mindre end 3.000 km vandl¢b – med Gudenåen som det st¢rste vandsystem. Amtet foretager hvert år en biologisk – med vandl¢bets smådyr som indikatorer – vurdering af vandkvaliteten på omkring 800 stationer. Den nye vandl¢bslov, som erstattede den gamle i 1983, har medf¢rt en mere skånsom vedligeholdelse af amtets åer og bække. Med en forbedret vandl¢bskvalitet – forbedrede fysiske forhold – til resultat. Dette kombineret med en bedre vandkvalitet – renere vand på grund af bedre vandrensning – har betydet en flerdobling af ørredbestanden i mange af Århus Amts vandløb.

Alt i alt h¢rer Århus Amt til de mere progressive af landets 13 amter. Et stort amt, som hvert år bruger adskillige millioner skattekroner på et bedre vandmiljø. Hatten af for det!

15. april 1999

©Steen Ulnits

* – Norsk nytænkning?

Den norske stat har i det seneste årti misrøgtet sine naturgivne bestande af vildlaks på det skammeligste. Nordmændene har stiltiende set til, mens et lakseopdræt i voldsom vækst har forurenet vandene med såvel undslupne tamlaks som havlus i hobetal og alskens smitsomme sygdomme.

Resultaterne har da heller ikke ladet vente på sig. Således er de norske bestande af vildlaks pt. i frit fald mod afgrunden – mod den totale udryddelse. At der overhovedet stadig er laks i elvene, skyldes primært de massive udslip af tamlaks fra opdrættet i de norske fjorde. Og så den kendsgerning, at “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) med hovedsæde på Island gennem årene har “frikøbt” over en halv million norske vildlaks fra garn og krogliner ude på opvækstpladserne i Nordatlanten. Uden at den norske stat i de seneste år har bidraget med en krone til disse private og livsreddende opkøb af laksekvoter…

Men nu ser det ud til, at nordmændene – forblændede som de er af, at alt andet glider i olie for dem – langt om længe har fået øjnene op for situationens alvor. Efter nogle år med støt dalende international interesse for det stedse ringere norske laksefiskeri har myndighederne nu bestilt en regulær hvidbog om den norske vildlaks. En rapport, der udreder laksens pt. fortvivlede situation og peger på nogle metoder til at redde stumperne.

Denne hvidbog kan du læse mere om i nedenstående notits på denne side – samt i en kommende stor artikel om samme emne.

13. april 1999

©Steen Ulnits

* Hvidbog om vildlaksen

Det er endelig ved at gå op for nordmændene, at de er ved at miste en væsentlig del af den norske nationalarv – vildlaksen. Derfor nedsatte den norske Rigsdag sidste år en undersøgelseskommission, der under ledelse af forhenværende rigsanklager Georg Rieber-Mohn skulle sammenfatte laksens øjeblikkelige situation og komme med bud på, hvad der kunne gøres for at bedre forholdene.

Rapporten foreligger nu i såvel trykt som elektronisk form. Den trykte udgave fylder godt 300 tætskrevne sider, som sine steder byder på idelige gentagelser af velkendte sandheder om den norske lakseforvaltning. Men nu står det der sort på hvidt – på officielt papir – og så må man bare håbe, at der også er nogen i den norske Rigsdag, som tager rapporten alvorligt.

Rapporten foreslår blandt andet følgende tiltag til vildlaksens fremme:

– Bekæmpelse af lakselus i frivand

– Reduktion i udslip af tamlaks fra opdrættet

– Bekæmpelse af parasitten Gyrodactylus salaris

– Stop for fremtidig udbygning af lakseeleve til vandkraft

– Begrænsninger i fangsten for både stangfiskere og garnfiskere

– Udpegelse af 50 nationale lakseelve, hvor laksen får højeste prioritet

– Udpegelse af 10 nationale laksefjorde, hvor laksen får højeste prioritet

Personlig glæder jeg mig over, at min egen bog “Laks i Gudenåen” er blevet fundet værdig til at citere i rapporten om den norske vildlaks. Endnu mere ville det dog glæde mig, dersom de konkrete forslag, som rapporten heldigvis også byder på, vil blive ført ud i livet. Da går den norske vildlaks langt om længe en lysere fremtid i møde.

13. april 1999

©Steen Ulnits

* “Havørredeldorado Fyns Amt” fortsætter

Det startede i 1990 – på initiativ af Fyns Amt, der med projektet så en klar og indlysende kobling mellem en velorganiseret fisketurisme og miljøforbedrende tiltag ved de fynske vandløb.

“Havørredeldorado Fyns Amt” er idag internationalt kendt og anerkendt for både det fine havørredfiskeri og de mange miljøforbedringer, der er sket siden stabelafløbningen for snart ti år siden. Man havde fra amtet en klar formening om, at det organiserede havørredfiskeri tiltrak mange fisketurister – fra såvel indland som udland – der lagde mange penge i den lokale økonomi. Man kunne blot ikke sætte tal på.

Sidste år bad amtet derfor Økonomisk Institut ved Odense Universitet om at lave en uafhængig undersøgelse af lystfiskerturismen. Den foreligger nu i form af en rapport, som sætter konkrete tal på det fynske lystfiskeri. Således er der idag en årlig omsætning på 42-51 mio. kroner alene på havørredfiskeriet, og af dem skyldes 25-30 mio. kroner udelukkende projekt “Havørredeldorado Fyns Amt”.

Det svarer til en indtjening i størrelsesordenen 13-17 mio. kroner, hvilket igen danner grundlag for 30-35 fuldtidsstillinger på Fyn. Intet under derfor, at “Havørredeldorado Fyns Amt” fortsætter. Dog ikke længere som et af landets største turismenetværk med over 100 deltagere fra turisterhvervet, kystkommunerne og amtet, men fremover i stedet som et tema under Fyn Tours beskyttende vinger.

Havørredfiskeriet er idag den vigtigste off-season turisme på hele Fyn.

11. april 1999

©Steen Ulnits

* Ti år efter en oliekatastrofe

Den 24. marts 1989 skete den miljøkatastrofe, som mange amerikanere længe havde forudsagt: Et tankskib lastet med tyk råolie fra de nye oliefelter i det arktiske Alaska gik på grund i det subarktiske Prince Williams Sound.

Den 300 meter lange supertanker, hvis navn “Exxon Valdez” for længst er gået over i historien, løb på grund på Bligh revet, mens kaptajnen lå og sov sødt i sin kahyt. Ombord var 42 millioner tons tyk og klæbrig råolie, som slap ud ved grundstødningen, der rev et stort hul i skibets bund. I den følgende tid drev en kæmpemæssig oliepøl omkring og forurenede mere end 2.000 km kyst.

Til sidst dækkede oliepølen et areal på størrelse med hele Danmark, og katastrofen var nu i medierne over hele verden. Journalister og fotografer valfartede til den lille by Valdez, hvor beboerne havde kronede dage. Alt blev lejet ud, og alle fødevarer var snart udsolgt.

Hvidhovede ørne, ænder og andre havfugle samt sæler, havoddere og brune bjørne blev klistret ind i den tykke og tjærede oliemasse, som drev i land overalt. Stillehavslaksene, som så småt var på vej ind mod flodmundingerne, gik heller ikke ram forbi.

Olieselskabet Exxon – herhjemme bedste kendt som Esso – blev da også idømt den største miljøbøde nogensinde. Exxon accepterede i 1991 at betale en erstatning på 6 milliarder kroner over en tiårs periode. Men selskabet har siden 1994 af al magt kæmpet for at få omstødt en dom, der siger, at der yderligere skal betales 34 milliarder kroner som kompensation for det altødelæggende olieudslip.

En ringe pris, kunne man fristes til at sige. Forskerne anslår nemlig, at der ved katastrofen omkom hen ved 300.000 havfugle, 1.000 ørne, 3.000 havoddere, 200 sæler, et par spækhuggere samt et ukendt antal mindre dyr og planter. For slet ikke at tale om de både kendte og ukendte langtidsvirkninger af råolien.

Den dag idag – ti år senere – har 12.000 mennesker med højtryksspulere kun formået at fjerne det synlige indtryk af katastrofen. Den del, der drev ind på kysterne. Den usynlige del – de giftige nedbrydningsrester fra råolien – findes stadig i vandmiljøet. Her nedsætter stofferne ikke mindst de vilde fisks frugtbarhed – i grelle tilfælde med op til 40%…

8. april 1999

©Steen Ulnits

* – Miljøstyrelsen imod Mariager Fjord?

Det har undret mange – undertegnede inklusive – at der siden iltsvindskatastrofen i Mariager Fjord i sommeren ’97 overhovedet og absolut intet konkret er gjort for at bedre forholdene i den døde fjord.

De to amter, som deles om den lange, smalle og dybe fjord – Århus og Nordjyllands Amter – har ganske vist iværksat en øget monitering af forholdene. Men der er intet gjort for at rette op på de kritiske forhold – trods ellers mange gode ideer til noget sådant. Interesserede kan læse mere i artiklen “Mariager Fjord død” nederst på denne side.

Folketinget indså ganske vist, at Vandmiljø-handlingsplanen fra 1986 ikke var god nok – og vedtog et halvt års tid senere Vandmiljø-handlingsplan II, der skulle sikre en mindsket udvaskning af det dræbende kvælstof fra landbruget over det ganske land. Men noget konkret initiativ blev der ikke taget på lokalt plan.

Et blæsende efterår ’97 samt en kølig sommer ’98 har i sig selv gavnet fjorden betydeligt, men balancen kan tippe igen på meget kort tid. Således råber biologerne nu vagt i gevær. I den forgangne vinter er der således faldet 25% mere nedbør end normalt, og biologerne antager, at det vil betyde en 25% øget udvaskning af kvælstof til den i forvejen meget hårdt belastede fjord.

Men ikke nok med det. Der er samtidig målt et alarmerende og usædvanlig højt indhold af næringssalte i bundvandet, hvor nedbrydningsprocesserne primært foregår. De mange næringssalte skyldes helt enkelt, at der efter iltsvindet stadig mangler muslinger i fjorden. De muslinger, som under normale forhold ville filtrere vandet for en stor del alger, der på denne måde ville blive omdannet til levende muslinger. Nu ligger de døde alger i stedet og venter – som dødsensfarlige næringssalte, klar til yderligere algeblomst, iltsvind og bundvendinger…

– Vi kan kun bede til en kold og blæsende sommer som den, vi havde sidste år. Ellers er der stor sandsynlighed for, at fjordens økosystem tilter igen – med iltsvind og bundvending til følge, siger biologerne. Som undrer sig meget over, at Miljøstyrelsen har sagt nej til flere ansøgninger om støtte til undersøgelser af den døde fjord. Undersøgelser, som samlet ikke ville have kostet over 4 mio. kroner.

Så ikke blot er der ikke blevet gjort noget for at hjælpe Mariager Fjord på fode igen. Initiativer i den retning er sågar blevet modarbejdet bevidst af Miljøstyrelsen. Forstå det, hvem som kan…

Miljø- og energiminister Svend Auken fik dog nyligt nys om modstanden – med det resultat, at en mindre del af de foreslåede undersøgelser idag er sat i gang.

8. april 1999

©Steen Ulnits

* Skarver må skydes

– fiskehejrer ligeså! Dette glade budskab kommer fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) , der kan fortælle, at der årligt skydes omkring 2.200 fiskehejrer og 4.300 skarver.

For fiskehejrens vedkommende er det 10% af den samlede bestand, hvilket ikke uventet bekymrer medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening. Det bekymrer dog ikke biologerne hos DMU, som finder afskydningen berettiget. Den sker primært i forbindelse med dambrug, hvor fiskehejrerne gerne kigger forbi for et let måltid mad.

For skarvens vedkommende udgør de 4.300 skudte fugle desværre kun en forsvindende lille del af den samlede danske bestand. Afskydningen finder primært sted i forbindelse med bundgarn, som skarverne beviseligt hurtigt kan tømme for fisk – og beskadige resten, så de ikke kan sælges.

Bundgarnsfiskerne har derfor lov til at skyde skarverne i umiddelbar nærhed af garnene. Også i forbindelse med fiskeudsætninger er det lovligt at skyde de skarver, som straks tiltrækkes af det lette bytte.

For både fiskehejre og skarv gælder, at afskydning eller regulering af bestanden kun må ske efter behørig at have indhentet dispensation hos myndighederne.

Interesserede kan læse mere om skarven under “Artikler”, hvor der findes en artikel med titlen “Skarven har Skylden”.

6. april 1999

©Steen Ulnits

* Bævere i baghold

1999 skulle ellers have været året, hvor Danmark – efter i mere end 2.000 år at have været foruden – igen fik en bestand af bævere, Europas største gnaver. Det var i hvert fald Skov- og Naturstyrelsens plan.

Men nu begynder det at knibe lidt. Dels har det vist sig sværere end forventet at skaffe de fornødne bævere til udsætning. Og dels er der nu dukket lokal modstand op mod projektet. Endelig er der jo styrelsens problemer med at besvare det logiske spørgsmål:

– Hvorfor kan Skov- og Naturstyrelsen acceptere svenske og tyske bævere som grundlag for en ny dansk bæverbestand? – Når selvsamme styrelse ikke kan acceptere svenske og irske stammer af laks som grundlag for en ny bestand af Gudenå-laks?

Svaret blæser i vinden. Faktum er imidlertid, at et politisk flertal i Frederiksborg Amtsråd – bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti – nu blokerer for de planlagte udsætninger af bævere ved Arresø i Nordsjælland. Det er sket overraskende tidligt, idet spørgsmålet slet ikke er blevet forelagt for befolkningen endnu.

Silkeborg Søerne i Århus Amt var tidligere udset som en kommende bæver-lokalitet, men her sagde det privatejede Salten Skovdistrikt fra på et tidligt tidspunkt. Muligvis med det i baghovedet, at man netop i Silkeborg-området er meget afhængige af en stabil vandstand. Her er der i tidens løb foretaget mange indgreb i naturen og den gennemløbende Gudenå – indgreb, som gør, at mange huse idag ligger kun få cm over vandspejlet.

Men det er gået bedre for Skov- og Naturstyrelsen i de mørkere dele af Jylland, hvor bæverne er populære som kommende beboere ved såvel Omme Å i Vestjylland som Flynder Å længere nordpå. Her forventer man sig ganske meget af de importerede og udsatte bævere, der skal sikre en større variation i naturen. Blandt andet ved at gnave løs af det pilekrat, som mange steder har bredt sig alt for meget i fugtige områder. Bæverne elsker nemlig pilebark!

En del steder frygter man dog for, at bæverne vil bygge generende opstemninger, der vil oversvømme arealer langs vandløbene. Det er nemlig bæverens natur at bygge dæmninger, dersom den finder, at vanddybden er for ringe – under 1,5 meter ifølge forskellige opgivelser.

Skov- og Naturstyrelsen har dog lovet, at man i så fald vil gribe ind og fjerne såvel årsag som virkning.

6. april 1999

©Steen Ulnits

* Ingen aprilsnar!

Det var bestemt ingen aprilsnar, der blev lanceret i nedenstående to notitser. De blev ganske vist uploaded den 1. april, men det var nu et rent tilfælde. Dette til beroligelse for dem, der har henvendt sig desangående!

Den er altså god nok: Den blå fisk lever stadig, selv om den er 60 millioner år gammel (!) og idag er truet af erhvervsfiskeriet på dybt vand. Og danske erhvervsfiskere fanger altså 1 kg marsvin for hver 4 kg pighvar – noget, vi lystfiskere er med til at betale via det obligatoriske fisketegn…

3. april 1999

©Steen Ulnits

* Blues for en blå fisk

Jorden menes at være omkring 4,5 milliarder år gammel. Dannet under det “Big Bang”, der af de fleste forskere idag betragtes som en realitet. For mere end 3 miliarder år siden viste så de første tegn på liv sig – i form af primitive bakterier og blågrønalger. Nogle af disse udviklede evnen til at fotosyntetisere – til ud fra vand, kuldioxid og sollys at danne organisk stof og udskille fri ilt.

Det var denne ilt, der dannede grundlag for alt højere liv på Jorden – for fremkomsten af først fisk og padder, siden fugle og pattedyr. De skabninger, vi idag kalder for fisk, er derfor af langt nyere dato. De første af slagsen så således først dagens lys for omkring 450 millioner år siden.

De bløde og smidige finner, vi idag forbinder med fisk, er en langt nyere “opfindelse”. De første finner var nemlig af en primitiv type, hvor fiskene brugte dem til møjsommeligt at padle sig frem med. Fiskene var tunge og formodes at have levet på bunden, hvor de nærmest “gik” på deres padlefinner.

Nært beslægtet med disse padlefinnede fisk er “coelacanthen”, som i daglig tale også kaldes “den blå fisk”. Den kaldes også “Latimeria” efter en vis frk. Latimer, som var museumsinspektør i den sydafrikanske by East London. Her og af hende blev det første nutidige eksemplar nemlig registreret i 1938.

Indtil da regnede man med, at den blå fisk havde været uddød i mindst 60 millioner år. Det vidste man ud fra diverse forsteninger, der gik omkring 200 millioner år tilbage i tiden. Man havde også længe antaget, at den blå fisk var forfader til de første fisk, der – som firbenede fiskepadder – i sin tid gik på land og koloniserede landjorden.

Men så pludselig dukkede et eksemplar op fra dybhavet ud for Sydafrika – 1,5 meter langt og mere end 50 kg tungt. Fisken havde karakteristiske blå skæl og kvastformede finner, der straks ledte tankerne hen på de urgamle padlefinnede fisk. Et stykke fortid var blevet levende. Hvad man hidtil havde måttet tænke sig til ud fra forsteningerne, lå nu foran forskerne i form af et vaskeægte eksemplar. Ikke levende ganske vist, for turen op fra de store vanddybder havde for længst taget livet af den store blå fisk.

Siden da dukkede enkelte andre eksemplarer op fra dybhavene med mere regelmæssige mellemrum. I løbet af 90’erne er der dog blevet så langt imellem dem – trods stedse mere effektive fiskeredskaber – at man nu anser dem for truet. Således regner forskerne idag med, at der måske kun er 200 eksemplarer tilbage i levende tilstand.

De fleste af disse lever idag i dybhavet ud for Madagaskar og Indonesien, hvor man har iagttaget deres levevis fra dykkerklokker. Det har vist sig, at den blå fisk lever i grotter på dybder mellem 400 og 1.000 meter, hvor vandtemperaturen veksler mellem 10 og 15 grader. Den blå fisk tåler ikke dagens lys, og det får den da heller ikke på disse dybder, hvor det er nat døgnet rundt, året rundt.

Den blå fisk er nu totalfredet, men man kan spørge sig selv, om det hjælper noget. Ingen fisker jo målrettet efter den på de store vanddybder, hvor den lever. Og fanger man endelig et eksemplar, er den død allerede ved landingen. Fortiden kan således ikke genudsættes levende…

1. april 1999

©Steen Ulnits

* – Fisketegnet bag marsvinedrab?

Fødevareministeriets biologer skynder sig i årets rapport om fiskeplejen (se senere artikel om fiskeplejen ’99) at konstatere, at “der foretages ingen deciderede bestandsophjælpende udsætninger”. Dette i henhold til tidligere undersøgelser, som dokumenterede, at marine støtteudsætninger af den slags var penge ud af vinduet.

Alligevel er der afsat lige knap 1 mio. kroner til bestandsophjælpning af skrubber i de indre danske farvande. Samtidig bruges der godt 2 mio. kroner på at evaluere danske fjorde og kystnære områders egnethed til udsætninger af fladfisk. Herudover er der afsat endnu 1 mio. kroner udelukkende til forskellige projekter relateret til den kommercielt vigtige (opdræt såvel som fangst) pighvar.

Begge fiskearter hører for øvrigt til de kontroversielle i den danske fiskepleje. Pighvarren fordi den primært er interessant for fiskeopdrættet, som jo ikke har meget med det rekreative fiskeri at gøre. Skrubben fordi fiskerierhvervet hvert år selv destruerer mange tons – blot fordi de ikke kan opnå EU’s mindstepriser. Det er således stadig meget diskutabelt, om det rekreative fiskeri virkelig skal betale til det rent kommercielle – der i mange tilfælde stadig blot kvitterer med at destruere fangsten…

Endnu mere diskutabelt er det, at vi lystfiskere nu via fisketegn og fiskepleje bidrager til udsætning af pighvar, som siden fanges i et målrettet garnfiskeri, der beviseligt dræber omkring 2.000 marsvin årligt. I garn, der i regelen står i 1-2 uger mellem hver røgtning. Et fiskeri, der årligt indbringer sølle 500 ton pighvar. Og et fiskeri, som både Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden, Greenpeace og Dyrenes Beskyttelse har protesteret voldsomt imod.

Via det obligatoriske fisketegn er vi lystfiskere nu således direkte ansvarlige for en del af det bestialske marsvinedrab i de monofile nedgarn langt til havs. – Hvor længe kan vi have det siddende på os? – Hvor længe skal vi finde os i dette?

Landsforbundet Danske Lystfiskere, som idag repræsenterer 22.000 danske lystfiskere, melder i en pressemeddelelse klart fra, hvad dette fiskeri angår. Det bør stoppes øjeblikkeligt. En holdning, som alle lystfiskere bør bakke op om.

1. april 1999

©Steen Ulnits

* Clinton: 100 millioner dollars til vildlaksen

Clinton-regeringen har indset, at det er ved at være allersidste udkald for de vilde stillehavslaks i Nordamerika. De fem arter stillehavslaks er – som tilfældet også er for den enlige art atlanterhavslaks – truet fra alle sider:

De formenes adgang til deres livsvigtige gydepladser ved bygning af vandkraftværker. Deres gydepladser ødelægges af “clearcutting” – af intensiv skovhugst, der ikke lader et eneste beskyttende træ tilbage. Og de fanges i garn og på krogliner, når de som voksne og kønsmodne fisk er på vej tilbage til floderne, hvor de blev født – for selv at gyde og dermed sikre slægtens beståen.

Det er som sagt ved at være sidste udkald for de vilde bestande af stillehavslaks – i så høj grad, at Clinton-regeringen nu har indstillet til kongressen, at der bevilges ikke mindre end 100 millioner US dollars – 0,7 milliarder danske kroner – til at sikre stillehavslaksenes fremtidige eksistens.

Det ville være passende, om nationer med bestande af vilde atlanterhavslaks tænkte i samme baner og satte de fornødne midler af til også at sikre atlanterhavslaksen. Indtil videre er arbejdet overladt til den private organisation “North Atlantic Salmon Fund” (NASF), som i de sidste otte år har fremskaffet 6 millioner dollars – over 40 millioner danske kroner – til opkøb af laksekvoter i Nordatlanten.

NASF’s store arbejde har indtil videre resulteret i, at 600.000 norske vildlaks sikkert har kunnet vende tilbage til deres fødeelve. Tilsvarende har op mod 300.000 voksne laks kunnet nå uhindret tilbage til de engelske floder, alene som følge af disse opkøb.

29. marts 1999

©Steen Ulnits

* Storken til Ribe Vesterå

– Så er der stork til tiden, ville DSB nok udtrykke det. I hvert fald er storken nu igen kommet til Danmark – med den allerførste noteret igår morges på Det Gamle Rådhus i Ribe. For øvrigt på selvsamme dato som sidste år, hvilket er ganske imponerende, hvis man tænker lidt over det. Fuglene har jo været helt i Afrika i den mellemliggende tid.

Sidste år blev der udklækket ialt ti levedygtige storkeunger i hele Danmark. Af dem kom de fire alene fra storkeparret i Ribe – et bevis på, at der netop i de fugtige enge ved Ribe Vesterå er gode fødemuligheder for de langbenede og langnæbbede fugle med hang til dansk sommerophold.

Kommer ellers stork nummer to også til Ribe snart, er der gode muligheder for familieforøgelse igen i år. Ungerne plejer at titte frem af reden i begyndelsen af juni måned. Til den tid vil der således være andet og mere end havørreder og laks at komme til Vesteråen efter. Da vil man også kunne se storkeparret i fast pendulfart mellem engdragene og reden med de altid sultne unger!

27. marts 1999

©Steen Ulnits

* Færre sprøjtemidler og mere natur

Det af miljøministeren nedsatte “Bichel-udvalg” (navngivet efter den tidligere formand for Danmarks Naturfredningsforening, Svend Bichel) har netop afleveret en næsten 1.000 sider stor rapport om brugen af sprøjtegifte i dagens Danmark.

Konklusionen er klar og tydelig og ikke til at misforstå: Fremtiden kræver færre sprøjtemidler, mere økologisk landbrug og større sprøjtefri zoner langs søer og åer. 10-12 meter zoner foreslås helt konkret. Ellers er det drikkevandet, der snart er udrikkeligt. Som i så fald skal gennem en meget kostbar rensning, førend det kan lukkes ud gennem vore vandhaner. Og ellers vil der i vandmiljøet ophobes så store koncentrationer af sprøjtegifte, at det kan true ikke mindst forplantningen.

Allerede idag er det så slemt, at 33% af alle vandprøver fra de øvre vandlag indeholder så mange rester af sprøjtegifte, at grænseværdierne for drikkevand er overskredet. Samtidig indeholder hele 13% af prøverne fra grundvandet også flere sprøjtegifte end tilladeligt. Og antallet stiger støt.

– Landbruget må rammes på pengepungen, mener ikke mindst SF.– Ellers sker der aldrig noget. Denne skepsis dokumenteres desværre af, at landbruget slet ikke har levet op til den Pesticid-handlingsplan, som fulgte med den oprindelige Vandmiljø-handlingsplan helt tilbage i 1987. Ifølge den skulle det årlige antal sprøjtninger, som danske landmænd udsætter deres marker for, idag være faldet til 1,3 sprøjtninger årligt. I stedet er den her på kanten til årtusindskiftet hele 2,5 – næsten det dobbelte…

Der skal tydeligvis tvang til, førend det danske landbrug makker ret. Mere end ti års frivillighed har ikke battet meget. Og det til trods for, at 2/3 af danske landmænds disponible indkomst idag består af tilskud fra EU. Således har den typiske danske landmand en disponibel indkomst på 206.000 kroner, hvoraf de 133.000 stammer fra EU’s forskellige markedsordninger. Altså er 65% EU støtte og kun 35% egen indtjening.

Man må derfor glæde sig over, at den fremtidige EU-støtte til landbruget i langt højere grad vil komme til at afhænge af de miljømæssige tiltag, som den enkelte landmand kan dokumentere.

26. marts 1999

©Steen Ulnits

* Mere økologi og mindre forurening

Bichel-udvalget (se ovenfor) har udført et meget grundigt stykke arbejde. Ikke blot har de konkluderet, hvad der bør gøres for at redde det danske miljø og ikke mindst grundvandet for en katastrofal forurening med giftige sprøjtemidler. De har også regnet på, hvad det egentlig vil koste det danske samfund at mindske eller helt udelade brugen af sprøjtegifte.

Det danske landbrug kunne – helt uden omkostninger for samfundet – nedsætte antallet af årlige sprøjtninger fra de nuværende 2,5 til 1,5. Det vil overhovedet ikke koste nogen noget – bortset naturligvis giftfabrikanterne, som vil miste indtægter på grund af en 34-49% reduktion i antallet af sprøjtninger.

De øvrige tal fra rapporten er også til at føle på:

En 80% reduktion af marksprøjtningerne vil koste samfundet 3,1 milliard kroner.

En 100% reduktion af sprøjtningerne vil koste samfundet 7,3 milliarder kroner.

En total omlægning til økologisk landbrug vil koste 11-26 milliarder kroner.

Heri er dog slet ikke medregnet den gevinst og de ekstraindtægter, som dansk landbrug ville kunne oppebære, dersom man er først med at kunne levere de økologiske og giftfri landbrugsprodukter, som en stigende del af EU’s befolkning allerede nu efterspørger. For slet ikke at tale om den vanskeligt definerbare værdi, som et bedre miljø vil have – i form af flere dyr og planter.

En nylig Gallup-undersøgelse, som det politisk uafhængige Naturråd havde bestilt, viste klart, at befolkningen i høj grad frygter for netop landbrugets forurening af drikkevandet med deres store forbrug af sprøjtegifte.

– Så hvorfor går det danske landbrug ikke selv aktivt ind i problematikken og tager egne initiativer til at reducere forureningen? – Hvorfor modarbejder de det ligefrem? Havde de blot overholdt den gældende Pesticid-handlingsplan fra 1987 (se ovenfor), ville alting have set meget lysere ud. Nu skal der i stedet forbud og afgifter til for overhovedet at komme videre. Det er for dårligt.

26. marts 1999

©Steen Ulnits

* 60 år med tyske “Quick” hjul

Det er nu 60 år siden, at de første tyskfremstillede D.A.M. fastspolehjul rullede af samlebåndene. Det var “Quick” hjulene, som hermed indledte en æra af gedigen slidstyrke og tysk ingeniørkunst.

Det første “Quick” hjul blev født i 1938 og bar navnet “Quick Standard”. Siden kom modeller som “Quick Super” og “Quick Junior” til, men det var først senere – efter fremkomsten af modeller såsom “Quick Via” og “Quick Power Champion” – at disse fastspolehjul fra D.A.M. for alvor blev kendt uden for Tysklands grænser.

Verdensberømmelsen kom med den nu klassiske “Quick Finessa”, som holdt skansen i mange år med sit silkebløde snekkedrev i bronce og rustfrit stål. Finessa-serien er desværre ved at være uddød – de sidste af slagsen sælges nu til stærkt nedsatte priser og under navnet “Quick Royal”.

“Finessa” navnet bruges dog stadig på en serie avancerede fastspolehjul, der har D.A.M.’s helt specielle magnetbremse som særkende. Men borte er desværre det uopslidelige snekkedrev – måske for bestandig?

I så fald må man glæde sig over, at de nye “Suverän” fastspolehjul fra ABU Garcia i Svängsta stadig byder på snekkedrev!

24. marts 1999

©Steen Ulnits

* 60 år med franske “Mepps” spinnere

Den franske Mepps spinner kan lige som de tyske Quick hjul fejre 60 års jubilæum i år.

I Frankrig, hvor fiskesporten altid har nydt stor anerkendelse og udbredelse, levede en mand ved navn André Meulnart. Han havde sat sig for at opfinde kunstagnet over alle kunstagn – intet mindre. Til formålet eksperimenterede han med alskens ideer og modeller. Til sin rådighed havde han en mindre maskinfabrik, der nemt kunne lave prototyperne.

Efter lang tids eksperimenteren er André Meulnart endelig tilfreds. Han står nu med en prototype af en roterende bladspinner, som han døber “Aglia” – på dansk “sommerfugl”. Den første størrelse svarer til dagens str. 2 – en spinner i 5 grams klassen.

Meulnart beslutter sig for at sætte sin nye spinner i produktion, og derfor stifter han et nyt selskab med forkortelsen “MEPPS”. I sin fulde ordlyd står det for “la Manufacture d’Engins Pour les PechesSportives”. Man må nok indrømme, at “Mepps” er lettere at udtale og huske…

Mepps spinneren blev hurtigt populær i Frankrig, men det store verdensgennembrud kom først nogle år senere. Det skete, da nogle amerikanske soldater – udstationeret i Frankrig efter Anden Verdenskrig – fik øje på og øjnene op for den fantastiske franske bladspinner.

En af disse soldater – Frank Valek – tager hjem til USA og sætter et salgsfremstød for den franske spinner i gang. Da han ikke selv har penge at gøre godt med, bytter han sig i starten til franske spinnere med amerikanske nylonstrømper! Salget går strygende – amerikanerne er behørigt imponerede over de franske artiklers fremragende finish og fangstevner.

Da André Meulnart dør i 1972, tager en af de store amerikanske grejforhandlere, Todd Sheldon, turen tværs over Atlanten – til Frankrig, hvor han køber hele virksomheden. Nu er franske Mepps således på amerikanske hænder. Forretningen går strygende, og alene i 1974 sælges der over 7 millioner Mepps spinnere i USA.

Sheldon viste sig således at have tæft for forretningen – i så høj grad, at Mepps virksomheden til dato har fremstillet og solgt over 400 millioner spinnere verden over! Et slag på tasken siger, at Mepps idag alene sidder på godt halvdelen af verdens samlede spinnersalg…

24. marts 1999

©Steen Ulnits

* Land og vand og 100 m zonen

Der har gennem årene været ganske mange fritidsfiskere, som ikke helt har fattet, hvortil og hvorfra den garnfri 100 meter zone langs de danske kyster går. Som har sat deres garn klods op af moler og høfder, som ligger mere end 100 meter fra land. Som har sat deres garn helt oppe på små sandbanker og sivholme mere end 100 meter fra land. HVilket i begge tilfælde er ulovligt.

Til disse vildfarne fritidsfiskere udfærdigede Fiskeridirektoratet allerede i oktober 1997 en vejledning, hvoraf de eksakte grænser for garnsætning fremgår. Da der stadig står mange garn ulovligt i de mere tvivlsomme områder, skal reglerne indskærpes her. Forhåbentlig til interesse for såvel fritidsfiskere med garn og ruser som lystfiskere med stang og line. I den omtalte vejledning står der ordret følgende:

“Bekendtgørelsen gælder på dansk fiskeriterritorium, og grænsen mod land udgøres, med mindre andet er anført, af lavvandslinien.

Lavvandslinien på moler, høfder og andre bygværker udgør således også grænsen mod land. Ligeledes regnes nedgarnsgrænsen fra stenrøser, holme, revler og lignende, der ikke overskylles af havet ved almindeligt højvande.

Bestemmelserne finder anvendelse for anbringelse af nedgarn langs kyststrækningerne, ud for havneanlæg og andre bygværker på fiskeriterritoriet, som har sammenhæng med kystlinien og kunstigt dannede øer, men omfatter ikke bropiller.”

Såvidt Fiskeridirektoratets vejledning. Det står således klart, at 100 meter zonen ikke kun gælder 100 meter fra land, men 100 meter fra alt, der er landfast eller tørlagt ved normalt højvande. Der findes således et stort antal steder landet over, hvor der regelmæssigt eller sågar dagligt bedrives ulovligt fiskeri. Det gælder mange havneanlæg, og det gælder typisk øer og holme langt fra land.

Et godt eksempel herpå findes ved udmundingen af Limfjorden i Kattegat. Her findes en lille ø ved navn “Korsholm”. Den ligger langt fra land, den er tørlagt ved højvande, og en stor del af Limfjordens havørreder passerer tæt forbi under deres træk ind og ud af Limfjorden. Og så er den i sæsonen tæt besat med garn, som er 100% ulovlige…

Fiskeridirektoratet specificerer yderligere, hvad der forstås ved lavvandslinien:

“Ved lavvandslinie forstås i denne bekendtgørelse den daglige vandstandslinie på lavvandstidspunktet. Lavvandstidspunktet for havne med tidevandsforskel kan beregnes eller læses i mange dagblade.

Som oftest vil lavvandsliniens beliggenhed kunne konstateres i strandkanten og er i de indre danske farvande ofte identisk med den normale vandstandslinie.

Under atypiske meterologiske forhold kan der forekomme afvigelser i den konstaterede lavvandslinie. Forhold som vindstyrke, vindretning, lufttryk m.m. vil på mange kyster være af afgørede betydning for vandstanden. Ved kontrol af 100 meter grænsen vil der blive taget hensyn hertil.”

20. marts 1999

©Steen Ulnits

* – Tre eller seks garn i båden?

Ved den seneste revision af loven om fritidsfiskeri blev antallet af lovlige garn per fritidsfisker nedsat fra seks til tre (som det for øvrigt også var tidligere). Samtidig blev det specificeret, at man ikke længere måtte have andre garn end sine egne i båden under fiskeri. En bestemmelse, der skulle gøre det lettere at kontrollere, om man nu også havde flere garn end de lovlige tre ombord.

Men Fiskeridirektoratet så sig nødsaget til også at udsende et cirkulære, der specificerede reglerne lidt mere. Således er det alligevel tilladt – kortvarigt og under røgtning af redskaberne – at have op til seks garn ombord. De tre, man netop har taget op – og de tre, men netop skal til at sætte ud.

Men det er stadig helt og aldeles ulovligt at have mere end de lovbefalede tre garn i båden, når man sejler fra land eller ud af havnen. Det samme gælder, når man vender hjem igen.

20. marts 1999

© Steen Ulnits

* Millioner tilbage til Miljøet

Amerikanske Orvis er en af denne verdens giganter, når det gælder fluegrej og postordresalg. En sund økonomisk virksomhed, som skal give overskud.

Men hos Orvis er man ganske klar over, at man som producent af fluegrej er helt afhængige af, at der også findes et godt fluefiskeri. Og det forudsætter igen et godt vandmiljø. Derfor har Orvis gennem de sidste år betalt 5% af deres før-skat overskud til naturbevarende formål. Det har de sidste fem år resulteret i mere end 3 millioner dollars (over 20 millioner kroner) til miljøet! Men ikke nok med det:

I 1998 havde Orvis udset sig Indian River Lagoon i Florida som mål. Indian River er ingen flod, men et naturligt kanalsystem, som huser meget vigtige gyde- og opvækstpladser for populære sportsfisk. Her findes således ungfisk af både tarpon, snook og seatrout med mange flere. Læg hertil 30% af samtlige søkøer (“manatee”) i hele USA!

Orvis’ mål var i 1998 at indsamle 75.000 dollars (over en halv million kroner) til hjælp for dette område. Det skete ved, at Orvis og National Fish & Wildlife Foundation fordoblede donerede beløb fra 100 til 200 dollars.

Her i 1999 er det Laguna Madre, som ligger på grænsen mellem Texas og Mexico, der får de indsamlede penge. Det er en såkaldt “hypersalin” saltsø, som huser både fisk, fugle og pattedyr i rigt mål. 80% af de nordamerikanske “red head” ænder overvintrer således her.

Orvis’ mål er i 1999 at indsamle 100.000 dollars (knap trekvart million kroner) til fordel for bevaringen af dette område. Det skal ske ved, at Orvis og National Fish & Wildlife Foundation tredobler donerede beløb fra 100 til 300 dollars.

Man må derfor sige, at pengene på mere end én måde går til et godt formål, når man investerer i fluegrej fra Orvis!

18. marts 1999

© Steen Ulnits

*  Sæler i Limfjorden

Efter totalfredningen af sæler i 1977 steg bestanden af spættede sæler i Limfjorden til omkring 700 i 1988. Her blev den igen reduceret til 500 eksemplarer af en virus, som hærgede hele landet. Siden da er bestanden steget støt til ca. 1.500 sæler i 1998. Altså en 3-dobling på ti år.

Faktum er således, at der idag er ganske mange sæler i Limfjorden. For mange, mener nogle. Sæler lever nemlig af fisk, og der skal ganske mange til. Således regner man med, at en voksen sæl hver dag skal have 4 kg frisk fisk for at klare sig. Lægger man det hele sammen, skal der således næsten 2.200 tons fisk til hvert år for at brødføde Limfjordens samlede bestand af spættede sæler.

Fødeindtaget – baseret på en enkelt undersøgelse fra 1990 – fordeler sig på 1.187 tons sort kutling (54,2%), 904 tons ålekvabbe (41,3%), 81 tons skrubbe (3,7%) og 11 tons ål (0,5%). En nyere og større undersøgelse er på vej for at belyse sælernes fødeindtag på landsplan. Indtil da kan vi som lystfiskere kun glæde os over, at der ikke blev fundet havørreder i maven på de undersøgte sæler!

Centralforeningen af Limfjordsfiskere, Danmarks Naturfredningskomité for Sydthy, Friluftsrådet i Viborg Amt, Limfjordskoordinationsudvalget samt Morsø kommune ser alle med ængstelse på udviklingen og går ind for en form for regulering af sælbestanden.

16. marts 1999

©Steen Ulnits

* Skarver i Limfjorden

Det er ikke kun de mange sæler, som tolder på den svindende fiskebestand i Limfjorden. Det gør også den sorte ålekrage – skarven.

De seneste optællinger viser, at skarven ved Limfjorden – som ved de vestjyske fjorde og det nordlige Sjælland – stadig er i fremgang. At bestanden ikke som i den øvrige del af landet har stabiliseret sig. Således er skarvbestanden ved Limfjorden mere end 3-doblet i årene fra 1993 til 1998. Optællinger af reder i skarvkolonier ved fjorden viste omkring 4.000 reder i 1997 og 5.000 i 1998. Tilvæksten forventes ikke stabiliseret før om fem-ti år.

Man regner med, at skarverne ved Limfjorden idag æder omkring 800 tons fisk årligt. De fordeler sig på 360 tons sort kutling (45%), 155 tons ålekvabbe (19,4%), 106 tons ål (13,3%), 73 tons ulk (9,1%), 64 tons skrubbe (8%), 20 tons rødspætte (2,5%) og så en mængde torsk, som er vanskelig at ansætte. En stor del må nemlig formodes fanget ude i Vesterhavet.

Centralforeningen af Limfjordsfiskere, Danmarks Naturfredningskomité for Sydthy, Friluftsrådet i Viborg Amt, Limfjordskoordinationsudvalget samt Morsø kommune ser alle med ængstelse på udviklingen og går ind for en form for regulering af skarvbestanden.

16. marts 1999

©Steen Ulnits

*  “Økologiske” blylodder

Miljøstyrelsen publicerede i 1996 en rapport over bly i det danske miljø. Bly er jo som bekendt et giftigt tungmetal, der bruges næsten overalt – i batterier, kabler, hagl og som synk til net og kroge.

Rapporten var ikke rar læsning for os lystfiskere. Vi ynder jo at se os selv som i hvert fald vandmiljøets vogtere. Efter læsning af Miljøstyrelsens blytunge rapport stod nemlig én ting lysende klart: Vi lystfiskere er selv blandt storleverandørerne af giftigt bly til naturen!

Jægerne var tidligere de virkeligt slemme i denne forbindelse. For blot ti år siden sendte danske jægere årligt omkring 900 tons giftigt bly ud i den danske natur – i form af blyhagl. Sidste år var denne forurening nedbragt til en tiendedel, og idag er der totalforbud mod brugen af blyhagl.

Og hvad så med os selv? Ja, vi lystfiskere forurener årligt det danske vandmiljø med omkring 100 tons bly – i form af mistede pirke, lodder og splithagl. Forurening via mistede garn med blylodder ligger i samme størrelsesordning, hvilket samlet sætter fiskeriet i et meget dårligt lys…

Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan blive ved med at hælde giftigt bly ud i naturen, når vi er ude med snøren. Det er derfor uhyre glædeligt, at det svenske firma “Eco Weight” her til 99 sæsonen har lanceret det økologiske blylod, om man så må sige.

Det drejer sig om en serie lodder, som alle er fremstillet i komprimeret beton, der er ganske uskadeligt i naturen. Og der havner alle lodder før eller siden – i hvert fald dem, vi fisker med.

De nye øko-lodder fås i vægte fra 7 til 140 gram, så der skulle være et økologisk lod til ethvert formål! Den danske importør af “Eco Weight” er firma Steen Yde i Randers. Nærmeste forhandler oplyses på telefon 86 43 01 00.

14. marts 1999

©Steen Ulnits

*  “Suveräne” hjul og stænger

Svenske ABU Garcia, som for et par år siden blev opkøbt af den amerikanske fiskegrejsgigant OTG (“Outdoor Technologies Group” med Berkley som grundlægger), har brugt megen tid og mange penge på at genoplive det svensk fremstillede fastspolehjul. – Hvem husker ikke de hæderkronede Cardinal 33,44, 66 og 77 hjul, som tog verden med storm på grund af deres elegante design, silkebløde gang og uopslidelige snekkedrev?

Siden da blev Cardinal til et noget udvandet begreb. ABU Garcia førte i nogle år en omtumlet tilværelse, hvor man blev købt og solgt af pengestærke investeringskoncerner, hvis eneste formål var at få pengene til at yngle her og nu. Med det resultat, at fabrikationen af de populære fastspolehjul blev flyttet til Fjernøsten. Igen med det resultat, at kvaliteten gik ned og i det hele taget svingede meget.

Nu er svenskerne imidlertid på banen igen med et helsvensk fastspolehjul, som lever op til alle de gamle dyder. Og da “Cardinal” navnet ikke længere var synonymt med absolut topkvalitet, droppede man det til fordel for det nye og ikke specielt beskedne navn “Suverän”.

Der kan skrives mange sider om de nye ABU hjul, men det kommer senere i en speciel artikel under “Fiskegrej”. Her skal blot nævnes, at de nye “Suverän” hjul matches af nye “Suverän” stænger i samme høje standard. Stænger bygget i radial kulfiber med de bedst tænkelige komponenter.

Godt at se ABU på banen igen med et helsvensk topprodukt. Det har vi savnet længe. Desværre har ABU fabrikken i Svängsta slet ikke kunnet følge med efterspørgselen. I skrivende stund går masser af såvel forhandlere som lystfiskere derfor utålmodigt rundt og venter på det eller de hjul, de bestilte for snart længe siden. Ikke helt så suveränt…

14. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Folkelig Dansk FiskeFerie

“Tour Fishing” er en uafhængig og landsdækkende lystfiskerklub – en såkaldt “facilitetsforening”. Som medlem kan man fiske i op mod 20 ørredførende vandløb, hvoraf de fleste naturligt nok ligger i Jylland.

Samtidig råder man over 70 både, der er placeret strategisk rigtigt ved de bedste danske søer samt i lokale havne langs kysterne. Alle disse faciliteter kan bookes til favorable priser året rundt, dersom man er medlem af Tour Fishing. Som medlem modtager man samtidig medlemsbladet “Fiskeringen” 4 gange om året.

Tour Fishing har indgået en aftale med blandt andre “Dansk FolkeFerie”, der løbende sikrer medlemmerne specielt favorable lystfiskertilbud på overnatninger og ferieophold. Især uden for den traditionelle feriesæson er der penge at spare på medlemstilbud i weekends og miniferier, der er tilpasset sæsonen for det lokale fiskeri.

Alle faciliteter og opholdssteder fremgår af Tour Fishing’s informative hjemmeside, som findes på adressenhttp://www.tourfishing.dk. Man kan også rekvirere det nye 16 siders 4-farve katalog, som Tour Fishing netop har udgivet i samarbejde med Dansk FolkeFerie.

12. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Rap nyhed fra Rapala

Finske Rapala har til den nye sæson barslet med en lille ny – en rap nyhed, kunne man fristes til at sige! Den lille nye Rapala er flydende som sine berømte forældre, der idag bærer navnet “Original”.

Nyheden hedder “Skitter Pop” og fås indtil videre kun i en enkelt størrelse, nemlig 7 gram ved en længde af 7 cm. Det er en typisk amerikaner, idet den er beregnet til fiskeri direkte i overfladen. Den har således ingen ske, som trækker den ned under indspinning. Nærmere det modsatte. I stedet for den normale ske er Skitter Pop forsynet med en konkav (indadbøjet) næseskive, som sikrer, at wobleren bliver oppe i overfladen hele tiden.

Amerikanske bass-fiskere vil naturligvis elske den og tage den til sig med kyshånd. Herovre på vor side af Atlanten har vi ganske vist ingen bass, men vi kan alligevel have glæde af den lille nye Rap. Her er det især gedder og større ørreder, der vil kunne lokkes til hug på en plaskende og sprøjtende Skitter Pop.

Skitter Pop skal fiskes som en popper – ikke som en wobler. Kast den ud og lad den ligge stille lidt. Giv så et ryk med stangspidsen, så der sprøjter vand op fra den konkave næse. Lad den ligge lidt og gentag så seancen. Hugget falder i regelen, når wobleren ligger stille. Og det går ikke stille af!

10. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Klar Kamouflage fra Cortland

Amerikanske Cortland, der var verdens første producent af syntetiske flueliner, som vi kender dem idag, lancerer i år en interessant nyhed til os altid nyhedshungrende fluefiskere.

Det drejer som om “Clear Camo” – en intermediate flueline i Cortland’s velkendte 444-serie. Der er tale om en såkaldt “monocore” line med kerne af klar monofil nylon og en ligeledes klar coating yderst. Det nye ved Clear Camo er, at den ikke er ensfarvet klar eller svagt grønlig. Den er i stedet kamouflagefarvet i den forstand, at brune og grønne kulører veksler med glasklar i hele linens længde.

I hvert fald i teorien skulle dette give en line, som bedre end de almindelige monocore liner falder i med omgivelserne. I praksis er det nok lidt svært at afgøre rigtigheden heraf. Derimod kan man hurtigt konstatere, at den nye Clear Camo kaster fremragende. Som alle intermediate liner er den tyndere end en flydeline og yder dermed mindre luftmodstand. Samtidig opfører den sig forbilledligt selv i vand, der kun er få grader varmt. Eller rettere koldt…

Vil man blot have en klar line – uden kamouflage – så har Cortland også det. Så skal man i stedet vælge “444-SL Clear”.

10. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Nyt udkast til Bekendtgørelse om visse former for lystfiskeri

I medfør af § 11, § 11a, § 26, stk. 4, § 27, § 30, stk.1, §42, stk. 2 og § 45 i lov om saltvandsfiskeri, jf. lovbekendtgørelse nr. 803 af 11. november 1998, fastsættes:

§ 1. Lystfiskeri må kun foregå med stang eller lignende lette håndredskaber.

§ 2. Lystfiskeri med huggeredskaber (rykfiskeri) er ikke tilladt.

§ 3. Lystfiskeri med liner, der slæbes efter båd drevet ved motorkraft (trolling- og dørgefiskeri) er ikke tilladt inden for en afstand af 100 meter fra lavvandslinien.

§ 4. Lystfiskeri fra båd drevet ved motorkraft eller fra kyst, hvor redskabets line spiles ud til siden med skovle, paravaner eller lignende, herunder oter, er ikke tilladt.

stk. 2 Uanset forbudet i stk. 1 er det tilladt, uden for 100 meter fra lavvandslinien og uden for de i § 5, stk. 1, nævnte områder, direkte på fiskelinien at montere og ved fiskeriet at anvende indretninger, som er egnet til at spile redskabet. På liner, der er spilet som anført, må alene anvendes 1 endeagn (blink, spinner, wobler, flue eller lignende).

§ 5. I følgende områder gælder, udover bestemmelserne i §§ 1-4, særlige regler for lystfiskeri fra motordreven båd eller kyst:

1) I Isefjorden syd for en ret linie fra Kongsøre Næbbe til Kyndby Værket, (i området indgår Holbæk Fjord og Tempelkrogen), og i Roskilde Fjord afgrænset ved linien fra vestre mole ved Kulhuse til færgemolen ved Sølager,

2) et område i Øresund afgrænset i nord af en linie retvisende øst af havnefyret på Rungsted Havn og i syd af en linie retvisende øst af det østligste havnefyr på Vedbæk Havn og afgrænset i øst af en linie 3 sømil fra lavvandslinien, og

3) i Køge Bugt (mellem kyststrækningen fra Køge Sønakke til Brøndby Lystbådehavn) i området mellem kysten og de fastsatte bundgarnsgrænser, jf. bekendtgørelse nr. 13 af 11. januar 1999 om grænser for anbringelse af bundgarn i Køge Bugt.

Stk. 2. Lystfiskeri fra båd drevet ved motorkraft i de i stk. 1 nævnte områder, hvor linen spiles ud til siden med skovle, paravaner eller lignende, herunder oter, er ikke tilladt.

Stk. 3. Ved lystfiskeri i de i stk. 1 nævnte områder, hvor linen slæbes efter en båd drevet ved motorkraft (trolling/dørgning) må der maksimalt anvendes 2 stænger per person, dog højst 4 stænger per båd.

§ 6. Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 1-5 straffes med bøde.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den xx 1999. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 12 af 16. januar 1996 om visse former for lystfiskeri.

Såvidt den fulde ordlyd af det nye udspil fra Ministeriet for Fødevarer, landbrug og Fiskeri. Det er nu sendt til høring i de relevante organisationer. Story to be continued!

8. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Tange-vækkende rapport…

Den 17. september 1998 havde Viborg Amt indkaldt til en stor høring vedrørende Gudenåcentralen og Tangeværkets fremtid. Ikke færre end 250 personer fra nær og fjern var mødt op for at høre nærmere og give deres besyv med. Sågar en engelsk ekspert i fiskepassager var indkaldt som “vidne” i denne sag, der med større eller mindre styrke har huseret siden Tangeværkets bygning i 1920’erne.

Den engelske ekspert konkluderede straks, at den nuværende fisketrappe ikke dur. Vandføringen er for lille, og åbningen er forkert placeret. Samtidig er afgitringen for såvel de optrækkende gydefisk som de nedtrækkende smolts utilstrækkelig.

Økologerne konkluderede dernæst, at Tange Sø medfører en stor algeproduktion, faretruende høje pH-værdier og en øget vandtemperatur. De fremhævede dog også, at Tange Sø i et større perspektiv er med til at fjerne 15% fosfor og 20% kvælstof fra det samlede vandsystem. Det viste i hvert fald de hidtidige undersøgelser.

Biologerne supplerede med, at smolten udsættes for en meget høj dødelighed (85%) på vej ned gennem søen. Tilsvarende vil et kort omløbsstryg ikke kunne sikre en selvreproducerende bestand af laks og havørreder. Det vil kun et omløbsstryg langs hele søen gøre – samt naturligvis en tømning af Tange Sø med påfølgende retablering af det gamle Gudenå-leje.

På konferencen blev det lovet, at alle de fremførte meninger og facts ville blive nedfældet i en rapport. En slags hvidbog om problemet Tange Sø. Det viste sig under mødet, at man fra ledelsens side allerede havde en foreløbig rapport klar – en rapport, som så blev justeret lidt undervejs. Med input fra salen.

Men nu er rapporten ude, og det må stå klart for enhver, der deltog i mødet, at rapporten var forfattet på forhånd – at selve høringen blot var spil for galleriet. I hvert fald taler rapporten adskillige steder mod bedre vidende – mod det, der blev fremført af fiskeribiologerne på mødet. Den nu foreliggende rapport dokumenterer vel egentlig kun, at Viborg Amt allerede længe før mødet havde besluttet, at Tange Sø skal blive liggende, og at der ikke skal bruge nævneværdigt med penge på en ny fiskepassage for Gudenå-laksen…

Heldigvis har Danmarks Sportsfiskerforbund gjort klare indsigelser mod rapporten og klaget direkte til Viborg Amt over det fejlagtige indhold. Samtidig er hele den spegede sag om Gudenå-laksen og dens ringe (læs: manglende) status hos Skov- og Naturstyrelsen nu på vej til Bruxelles – til EU-domstolen. Det sidste ord er således ikke sagt i den sag!

6. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Nyt udkast til trolling-bekendtgørelse

Det kom tilsyneladende ganske bag på fødevareminister Henrik Dam Kristensen, at hans forslag til en ny bekendtgørelse om trolling-fiskeri blev modtaget så voldsomt, som tilfældet var. Det var nemlig ikke kun trolling-fiskerne – i form af småbådsklubberne – der protesterede. Det gjorde også de store landsdækkende organisationer som Landsforbundet Danske Lystfiskere og Danmarks Sportsfiskerforbund. Men ikke nok med det. Også det magtfulde Friluftsråd og Dansk Sejlsportsunion bakkede op om modstanden.

Det har nu resulteret i, at Henrik Dam Kristensen har måttet krybe til korset – i form af et nyt forslag til en bekendtgørelse om trolling-fiskeri. Det nye forslag er meget afdæmpet i forhold til det oprindelige. Således lægges der nu op til en generel trolling-fri 100 meter zone overalt i landet – noget, som ingen trolling-fisker kan have noget imod. Der er jo plads nok endda. Men samtidig noget, som kystfiskere enkelte steder vil være glade for. Der har jo været enkelte skærmydsler mellem kystfiskere og bådfiskere, som sejlede lidt vel tæt på…

Der er dog lokale undtagelser, hvor det nye udkast ikke dur. Det gælder Randers Fjord, som kun et fåtal steder overhovedet kan befiskes fra bredden. Her er vandet så lavt eller bunden så blød, at kystfiskeri ikke er muligt. En fjord så lang og smal, at en 100 meter trolling-fri zone mange steder er det samme som en fredet fjord uden fiskemuligheder.

Samtidig var det netop på Randers Fjord, at man for første gang i Danmarkshistorien begyndte at trolle – at trække blink og woblere efter en båd. Først med årer og siden med motor. Men hele tiden efter Gudenåens mange havørreder, som passerer igennem her.

Der lægges i det nye udkast op til, at der i et antal nærmere specificerede områder, hvor der foregår et omfattende erhvervsfiskeri, kun må fiskes to stænger per mand og max. fire stænger per båd. Samtidig må der ikke anvendes såkaldte “spilende” redskaber, som let kan komme i karambolage med de faststående redskaber. Det gælder såvel overfladeparavaner som dykkende modeller. Det gælder derimod ikke fiskeri med downrigger.

Alt i alt kan man vel tale om en sejr for lystfiskeriet i almindelighed og trolling-fiskeriet i særdeleshed. Det nye udkast bør kunne accepteres af alle parter – når der altså indføres særbestemmelser for den specielle Randers Fjord.

4. marts 1999

©Steen Ulnits

*  År 2006 – ny tidsregning for påhængsmotorer

Alle snakker om år 2000 og de problemer, årtusindskiftet forventes at give for de lidt ældre computere, hvis chips ikke er gearet til så store tal. Et sikkert voldsomt overdrevet problem, som blot er blæst op af en altid sensationshungrende presse og en altid pengesøgende computerbranche…

Men i andre brancher er det helt andre årstal, der står skrevet med flammeskrift på væggen. I branchen for påhængsmotorer hedder skæbneåret i stedet “2006”. Det er nemlig det år, hvor alle påhængsmotorer skal leve op til et sæt meget strenge regler for brændstofforbrug, forbrænding og udstødning, som det amerikanske miljøministerium (EPA) har sat op.

Markedets nuværende 4-taktere kan stort set alle leve op til kravene allerede nu. Det er værre med 2-takterne, hvoraf kun en håndfuld af de helt store størrelser kan klare kravene – takket være en helt ny teknologi, som tillader indsprøjtning af benzin og luft direkte ind i 2-takterens forbrændingskammer. Der arbejdes på højtryk for at få teknologien udviklet, så den også kan bruges på mindre motorstørrelser.

De nye regler kommer næppe til at betyde, at brugen af gamle 2-taktere vil blive forbudt. Men det vil helt sikkert betyde, at sådanne benzinslugere ikke længere må sælges fra nye af. Kun de, der lever op til EPA 2006-kravene, vil kunne markedsføres. Til stor glæde for miljøet både over og under vandet.

Læs mere om 4-taktere contra 2-taktere i artiklen om Honda motorer. Den finder du under “Fiskebåde”.

4. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Fine fangster i Finnmark

Mens store dele af Norge stadig må døje med rekordlave fangster – eller i hvert fald mindre laks end sædvanligt – så brillierer det nordligste Norge med fine laksefangster. I 1998 blev der således i Finnmark taget 15.279 registrerede laks med en samlet vægt på små 39 tons – mod 12.721 laks på tilsammen små 34 tons i den overalt dårlige ’97 sæson. 1996 gav til sammenligning 13.278 laks, som tilsammen vejede 37 tons.

Men er den samlede fangst således gået frem, så er gennemsnitsvægten på de fangede laks gået støt tilbage. Fra 2,8 kg i ’96 over 2,65 kg i ’97 til 2,55 kg i ’98. Det lyder måske ikke af meget, men svarer alligevel til en tilbagegang i vægt på næsten 10% over tre år.

Ingen har en plausibel forklaring på denne nedgang i vægt, men en af forklaringerne er med stor sandsynlighed, at fødemængden ude i havet er faldet tilsvarende. Ikke mindst vandtemperaturen betyder uhyre meget for fødemængden – og for unglaksenes overlevelse.

4. marts1999

©Steen Ulnits

*  Slut med “Danske Fluefiskere”

Græsrodsorganisationen “Danske Fluefiskere” (DF, oprindelig “Nordisk Fluefisker Råd”) har i de seneste år ført sig frem med markante holdninger til ikke mindst vandmiljøet og garnfiskeriet.

Sågar en enkelt symbolsk garnafbrænding er det blevet til – en handling, som DF’s bestyrelse tog afstand fra, da den først var sket og reaktionen kendt – til trods for, at den var varslet i god tid og adskillige gange. Men samtidig en handling, der virkelig satte fokus på det omsiggribende fritidsfiskeri med garn. Og dermed en handling, som givet har været medvirkende årsag til, at antallet af lovlige garn for nylig blev halveret.

(Foto fra afbrændingen kan ses i “Garndøden IV”, som ligger under “Artikler”. Her kan man også læse formandens kombinerede “bål- og brandtale”.)

I det hele taget har der manglet opbakning fra det meste af bestyrelsen, når det gjaldt den slags aktiviteter til gavn for vandmiljø og fiskebestande. Udsætning af blåmuslinger i den døde Mariager Fjord var en anden af handlingerne, der manglede opbakning fra bestyrelsen, men som vakte opsigt og sågar havnede i TV.

Til orientering for nye læsere blev DF i sin tid til som en modpol til den kommercielle organisation “European Federation of Fly Fishers”, der styredes fra Holland. Det var denne styring fra grejbranchen, vi ville ud over, da vi startede op i Ålestrup Lystfiskerforenings klubhus. Hver ting til sin tid. Der er intet odiøst i grejbranchen – den er i sagens natur blot ikke drevet af idealisme, for i så fald ville den hurtigt dø. Og uden fluegrej intet fluefiskeri.

Men vi ville noget andet og mere end bare binde fluer og fiske med dem. Vi ville i videst mulig udstrækning sætte dagsordenen, når det gjaldt et bedre vandmiljø og sundere vildfiskebestande. Uden smålig skelen til politiske eller organisationsmæssige interesser.

Når vort seneste nyhedsbrev nu i stor stil bruges til rosende omtale af kommercielle produkter (bøger), hvis forfattere og udgiver anmelderen oven i købet har nære relationer til, da må jeg desværre stå af. Så er der overskredet en helt klar grænse. I mine øjne har “Danske Fluefiskere” nu mistet sin uskyld og sin troværdighed. Vi kan ikke længere fremstå som en flok idealister, når der nu beviseligt er kommet kroner og ører med i spillet. Skidt for sig og kanel for sig.

Som jeg ser det nu, har jeg ingen anden mulighed end at melde mig ud af den forening, som jeg selv var med til at stifte for nogle år siden. Trist, men “Sån’t er livet”, som svenskerne synger. Eller for at citere evigt unge Neil Young: “In the field of opportunities it’s ploughing time again”.

Så vi stifter nok en ny organisation med det oprindelige formål: At sætte dagsordenen, hvad debatten om fremtidens vandmiljø, fiskepleje og fluefiskeri angår. Så må vi se, om vi denne gang kan være lidt bedre til at holde os fri af kommercielle interesser. Skidt for sig og kanel for sig.

2. marts 1999

© Steen Ulnits

*  1 Million Mercury Motorer!

Her i 1999 er det eksakt 60 år siden, at de første Mercury påhængsmotorer så dagens lys i USA. Det var amerikaneren Carl Kickhaefer, der stod bag lanceringen af et produkt, som var så godt, at fabrikken bare voksede og voksede. Helt frem til idag, hvor Mercury motor nummer 1.000.000 netop er rullet af samlebåndet på fabrikken i Belgien.

Jubilæumsmotoren var en 50 HK’er, som ikke kommer i handelen. Den er i stedet blevet speciallakeret og udstillet på fabrikken, der nu har produceret påhængsmotorer til det europæiske marked siden 1971. Fabrikken hedder “Mercury Marine” og beskæftiger idag 250 fortrinsvis belgiske medarbejdere.

Der er således al mulig grund til at ønske Mercury tillykke med den vellykkede europæiske satsning! Selv har de altid selvsikre amerikanere følgende kommentar i anledning af 60 års dagen:

“Efter 60 år som markedets ledende inden for bådmotorer har vi kun én udfordring tilbage at klare: Fremtiden!”…

2. marts 1999

©Steen Ulnits

* Alvor ved Alta

Den nordnorske lakseelv Alta var engang kendt som verdens førende, hvad store atlanterhavslaks angår. Fisk over 10 kg var intet usædvanligt – fisk over 20 kg en absolut mulighed. Men så kom der planer om et stort vandkraftværk – om at stemme Alta elven op og oversvømme et stort område, hvor vildrener og samernes tamrener græssede. Resultatet blev et stort vandkraftmagasin og et vandkraftværk.

I de koncessionsvilkår, som elproducenten Statkraft måtte acceptere, indgik, at laksebestanden ikke måtte påvirkes negativt. Dertil havde laksefiskeriet en alt for stor økonomisk betydning for lokalbefolkningen. Det troede ingen dog for alvor på kunne lade sig gøre, og derfor opstod der tumulter under store demonstrationer, hvor aktivister lænkede sig til hinanden på byggepladsen og måtte fjernes af politiet. Det var det år, hvor begrebet “civil ulydighed” for alvor slog igennem i dagspressen.

I de første år efter udbygningen af Alta oplevede man stadig et næsten uændret laksefiskeri. Staten kunne tilfreds læne sig tilbage og sige: “Hvad sagde vi? Elven er udbygget, og samfundet får nu masser af miljøvenlig vandkraft. Og laksebestanden har ikke taget skade”.

Men det har den alligevel. Skadevirkningerne af opstemningen og de uundgåelige svingninger i elvens vandstand har nu for alvor slået igennem. I årene før reguleringen blev der årligt landet i størrelsesordenen 20-25 tons laks i Alta. I 1996 blev der end ikke fanget 3.000 laks i Alta – i ’97 omkring 2.500 laks og endelig kun1.822 laks i 1998. For første gang nogensinde blev der landet mindre end 10 tons laks i Alta – mindre end halvdelen af det oprindelige gennemsnit.

Vi nærmer os samtidig en halvering i styktal over kun tre sæsoner. Nedgangen har været mest markant for smålaksenes vedkommende – med det resultat, at gennemsnitsvægten i Alta faktisk er steget til over 5 kg. Mest markant har nedgangen været på det berømte øverste stykke “Sautso”, hvor smoltproduktionen er faldet med hele 85%.

Lokalbefolkningen mener nu, at staten – i rollen som Statkraft – har brudt sine løfter. De forlanger derfor, at dæmningen fjernes, og at vandkraftværket fortsat udelukkende drives af den til stadighed værende vandmængde – at man ikke opmagasinerer vandet bag opstemningen for at optimere elproduktionen. At man dermed undgår de ødelæggende svingninger i elvens vandstand.

Men Statkraft siger nej. Det vil koste 25% af elproduktionen, der er kalkuleret til 150 millioner norske ’96 kroner. Altså et driftstab på 37,5 millioner kroner årligt. Mod et tab af en af verdens fornemste laksebestande.

– Hvor dum kan man være?

2. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Krogliner og albatrosser ved Antarktis

Miljøorganisationen Greenpeace, som senest satte fokus på piratfiskeri efter den “patagoniske isfisk” (udførligt beskrevet længere nede på denne side), har nu rettet søgelyset mod et nyt, men relateret fiskeri – fiskeriet med de kilometerlange krogliner, der hver kan være monteret med op til 20.000 (tyve tusinde) agnede kroge.

Det har nemlig vist sig, at de lange krogliner ved Antarktis ikke kun fanger de fisk, de er tiltænkt. De fanger også fugle – store havfugle, som tager de agnede kroge, når de jager bytte på dybt vand. Senest har Greenpeace noteret, at mange albatrosser lider druknedøden på denne måde.

Albatrossen, som med sit imponerende vingefang på op mod 4 meter er en af verdens største fugle, kan have en kropslængde på mere end én meter. Som medlem af stormfuglene og med sine meget smalle vinger er den en fremragende flyver, som ubesværet kan glide på vindene i time efter time, dag efter dag. Albatrossen er i stand til at drikke oceanisk havvand og udskille de overskydende salte. Det gør den til en af de mest marine havfugle overhovedet.

Albatrossen lever næsten hele sit liv på havet, hvor den både sover og søger føde. Den tilbringer sine første 6-8 leveår som ungfugl langt til havs, fjernt fra landjorden. Først i yngletiden går den på land – på øde eller ubefolkede øer nær Antarktis – for i nogle få måneder at bygge rede og udruge unger.

Albatrossens føde består af småfisk og blæksprutter, som den fanger ved at dykke i dybet. Her støder den så desværre på de agnede kroge, som den fejlagtigt tager. Den bliver kroget og kan ikke komme op til overfladen igen – med en pinefuld drukningsdød til følge. Fra gammel tid har søens folk altid betragtet den imponerende albatros som et dårligt varsel. Nu ser det ud til, at uheldet har ramt albatrossen selv…

Endnu engang kan man konkludere, at selvfiskende redskaber kun vanskeligt kan gøres skånsomme. De dræber uselektivt alt, der går i dem eller på dem.

28. februar 1999

©Steen Ulnits

*  40 år med T.O.S

Den franske miljø- og lystfiskerorganisation “T.O.S.” (“Truite, Ombre, Saumon” på fransk, “Ørred, Stalling, Laks” på dansk) kan i år fejre sin 40 års fødselsdag.

T.O.S. har i de forgangne 40 år utrætteligt kæmpet mod de franske myndigheder og energiproducenter. Forrest har stået kampen mod de mange vandkraftværker, som Frankrigs vandløb idag er belemret med. Det være sig nede i lavlandet eller oppe i bjergene. Overalt er der dæmninger og vandkraftmagasiner til elproduktionen, som således har udryddet mange bestande af vandrefisk.

Det har alle dage været Davids kamp mod Goliath – en kamp mod en overmagt så stor, at kun fantaster har orket kæmpe videre. Men kampen har alligevel lønnet sig. Det hidtil bedste og mest konkrete resultat af anstrengelserne har været den franske miljøministers beslutning om at bremse etableringen af to planlagte nye opstemninger. Men ikke nok med det. Han vil også fjerne to af de allerede eksisterende opstemninger – ved henholdsvis Maisons Rouge og St. Etienne du Vigan. For slet ikke at tale om det, der allerede er fjernet:

Det er interessant, at franskmændene i samme tidsrum og med samme formål som Tangeværket ved Gudenåen etablerede vandkraftværket Kernansquillec ved floden Leguer i distriktet Cotes d’Armor. Det skete i 1923 og med produktion af billig elektricitet som formål. Tangeværket stod som bekendt færdigt i 1924.

Interessant er det også, at de to vandkraftværker begge er ganske små og ubetydelige – set med vore dages øjne. Hvor Tangeværket arbejder med en faldhøjde på små 10 meter, byder Kernansquillec på en godt 11 meters højdeforskel. Det er nærmest ingenting i vandkraftsammenhæng.

Det allermest interessante – set med miljøøjne – er dog, at franskmændene rent faktisk allerede i oktober 1996 gik i gang med at tømme den kunstige sø bag dæmningen, som nu er fjernet helt. Herved befriedes Leguer floden, så den atter kan strømme frit. Så fisk og smådyr atter kan vandre frit i floden og gyde i den igen.

Så lad os alle ønske franske T.O.S. tillykke med de 40 år. Og håbe på et tilsvarende mirakel (læs: fremsynethed) ved det hjemlige Tangeværk. Der findes flere artikler om vandkraft under “Artikler”.

26. februar 1999

©Steen Ulnits

*  – Krogliner i stedet for garn?

Fritidsfiskerne raser over, at de fremover kun må fiske med tre garn – mod seks som hidtil. De glemmer blot, at de for ikke så forfærdelig mange år siden også kun måtte fiske med tre garn. Desværre sov sportsfiskerorganisationerne dengang grundigt i timen, så seks garn blev legale ved den forrige bekendtgørelse om fritidsfiskeri.

Men fritidsfiskerne giver ikke sådan lige op. De kæmper bravt for deres ret til at hærge videre med kilometer efter kilometer af flagrende monofile garn, der fanger alt – stort som småt, fredet som lovligt, fisk, fugl eller pattedyr. Alt går jo i garnene, som er aldeles uselektive.

Seneste udspil fra fritidsfiskerne, der åbenbart ikke kan få fisk nok – til sig selv eller ulovligt “dørsalg”? – er krogliner. Ifølge den nuværende lovgivning har man ret til seks redskaber – garn, ruser eller krogliner. Dog må kun tre af dem være garn. I det seneste nummer af “Fritidsfiskeren” slås der således til lyd for, at man kompenserer for de manglende garn med ekstra krogliner. Dem må man nemlig have seks af – hver med 100 kroge. Altså ialt 600 kroge, som fisker dag og nat. Eller tre garn à 45 meter og 300 kroge.

Men det er dog i sig selv næppe nogen trussel. Dertil er det nemlig alt for besværligt at skaffe agn til og sætte madding på alle de mange kroge. Men problemet er, at vil man – helt legalt – bruge krogliner i stedet for garn til målrettet havørredfiskeri, så må de sættes overalt. Så gælder 100 meter zonen ikke længere. Så kan hver eneste fritidsfisker – helt legalt – plastre vore kyster og badestrande til med 600 kroge, som vadende lystfiskere kan snuble over og badende sommergæster træde op i foden…

– Var det mon meningen med den nye bekendtgørelse om fritidsfiskeri, som fødevareministeren netop har barslet med?

I den forbindelse er det værd at nævne, at fisk, som har siddet på en krogline i blot ganske kort tid, kun sjældent lader sig genudsætte i levedygtig stand. De har jo så godt som altid slugt det hele, før de blev kroget. Krogliner bør derfor også høre ind under 100 meter fredningszonen, hvor de sidestilles med garn.

26. februar 1999

©Steen Ulnits

*  “Sportsfiskernes minister”???

Sådan kalder fritidsfiskerne i det seneste nummer af medlemsbladet “Fritidsfiskeren” fødevareminister Henrik dam Kristensen. Årsag: De er sure over, at de stadig må bruge sammenlagt seks redskaber, hvoraf nu kun tre må være garn. De er sure over, at Henrik Dam Kristensen i deres øjne ensidigt har taget stangfiskernes parti.

De er også sure over, at der i deres øjne absolut intet videnskabeligt belæg var eller er for reduktionen i antallet af redskaber. De kan eller vil åbenbart ikke læse, hvad ministeriets biologer sagde og skrev på konferencen om det rekreative fiskeris fremtid i efteråret ’97:

Her kunne man høre biologerne opsummere tilgængelig viden om emnet. Det kom blandt andet frem, 10-20% af fiskene tages på stang (af lystfiskerne), mens 80-90% af de kystnære fisk ender deres dage i et garn (sat af fritidsfiskere eller erhvervsfiskere). En anden undersøgelse viste, at der øst for Storebælt landes 8.000 kgørreder af lystfiskere, 13.000 kg ørreder af erhvervsfiskere og endelig 62.000 kg af fritidsfiskere. At 75% af alle havørreder fanges af kun 5% af alle fiskere, nemlig af fritidsfiskerne…

Fritidsfiskerne kan eller vil åbenbart heller ikke læse, hvad der stod og stadig står i den 300 sider digre rapport om fiskebestandene i Vadehavet:

Allerførst er der brugerne af hav og å – fiskerne. De fordeler sig på10 erhvervs- og bierhvervsfiskere, 200 fritidsfiskere og mere end10.000 sportsfiskere. Sidstnævnte fordeler sig på 8.500 registrerede foreningsmedlemmer med fiskeret i de pågældende åer samt et samlet dagkortsalg på omkrng 15.000. Omkring 2% af brugerne fisker således med garn og ruser, mens 98% fisker med stang og line.

Den samlede fangst af havørreder over mindstemålet – ialt 8.300 fisk i hav og å – viser ikke overraskende en noget anden fordeling. Her viser det sig nemlig, at de 2%, der fisker med garn og ruser, fanger40% af alle fiskene (3.320 stk.). De 98% – sportsfiskerne – må lade sig nøje med de resterende 60% (4.980 stk.).

Så vidt de barske facts, der lå til grund for indskrænkningerne i antallet af garn for fritidsfiskerne. Sammenholdt med Henrik Dam Kristensens seneste udspil mod trolling-fiskeriet kan man vist næppe kalde ham for “sportsfiskernes minister”…

24. februar 1999

©Steen Ulnits

*  – Nul redningsstationer – nul redningsaktioner…?

Farvandsdirektoratet har besluttet, at der skal spares. Da man ikke kan få øgede bevillinger fra Folketinget, og da man ønsker nyt højteknologisk udstyr, må der spares andetsteds.

“RF2” forliset spøger stadig. Det skal ikke kunne gentage sig, har man besluttet. De nye redningsbåde kan ikke blive sikre nok, og nu koster de så det dobbelte af, hvad man i vort sikkerhedsbevidste naboland Sverige bruger på tilsvarende udstyr.

Besparelserne skal ske ved nedlæggelse af seks redningsstationer på Vestkysten samt én på Sjællands Odde. Planerne skaber berettiget frygt blandt involverede redningsfolk, som mener, at besparelserne på sigt vil koste menneskeliv. “Det er skingrende sindssygt”, udtaler således en af redningsfolkene i Sønderho på Fanø, hvor de havde 13 redningsaktioner sidste år.

Farvandsdirektoratet mener derimod, at det ikke er noget reelt problem. “Vi har jo alligevel fået flere og flere livreddere ved de danske strande i sommermånederne. Og resten af året har vi jo helikopterne at ty til”, lyder det beroligende fra direktoratet.

Som småbådsfisker i risikozonen kan man føle sig fristet til at opstille følgende lille regnestykke:

Det koster eksempelvis 300.000 kroner om året at opretholde redningsstationen på Fanø, så den er til rådighed døgnet rundt, året rundt – med eget redningsbåd, der kan rykke ud med kort varsel. En frivillig redder koster sølle 20.000 kroner årligt, og så er han både lokal og kender farvandet. Til sammenligning kan bare en enkelt redningsaktion med helikopter jo hurtigt løbe op i hundredtusindvis af kroner…

24. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Fluebinding i Fårup

Så nærmer det sig gevaldigt: Traditionen tro afholdes der igen i år på Fårup skole en landsdækkende konkurrence i fluebinding. Konkurrencen, som var den første af sin slags i Danmark, løber af stabelen lørdag den 27. februar.

Det er Skalsådalens Sportsfiskerforening, der endnu engang inviterer alle interesserede til en hyggelig fluebindingsdyst med efterfølgende grejauktion. Arrangementet starter kl.10.00, og der bindes til kl. 15.00, hvor de høje dommere med Preben Torp Jacobsen i spidsen vil bedømme fluerne.

Mens dommerne voterer, vil der blive afholdt grejaktion. Her kan der bydes på alt det fiskegrej, som interesserede i dagens løb har indleveret. Så har du gammelt eller nyt, som du af en eller anden grund gerne vil af med, så har du chancen her!

Ud over selve fluebindingen vil der ved arrangementet være rig lejlighed til at se på spændende fluebindingsmaterialer og diverse grejnyheder samt få en hyggelig snak med andre fluebindere. Man kan også købe sig en rød pølse og en kop øl eller vand.

Fårup ligger midt mellem Randers og Hobro. Er du først nået så langt, vil der være opsat skilte, som viser vej til skolen. Det forlyder fra sædvanligvis velinformeret kilde, at TeleDanmark vil sende video fra konkurrencen – på Opasia’s nye lystfiskersider!

23. februar 1999

©Steen Ulnits

* 1 kg druknet marsvin per 4 kg garnfanget pighvar…

Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden, Greenpeace og Foreningen til Dyrenes Beskyttelse mener ikke, at Danmark tager problemerne omkring garnfiskeriet og dets store uønskede bifangster af marsvin alvorligt nok.

De fire store organisationer, som er samlet i Det Grønne Kontaktudvalg, har derfor indklaget Danmark for EU-kommissionen. De mener, at der skal indskrænkninger til i det skadeforvoldende garnfiskeri. De mener også, at en ensidig satsning på tekniske løsninger – som foreslået af Skov- og Naturstyrelsen – ikke dur på længere sigt.

Forsøg har vist, at såkaldte “pingere” monteret på garnene i vid udstrækning kan skræmme marsvinene væk, så de undgår at blive fanget af garnene og dér lider en langsom og pinefuld kvælningsdød. Desværre viser erfaringer fra tilsvarende skræmmeforanstaltninger med andre dyrearter, at effekten i regelen kun er kortvarig. Dyrene vænner sig hurtigt til skræmmelydene, når de finder ud af, at der ikke er nogen fare forbundet med dem.

Endelig frygter de fire organisationer, at “pingerne” skal skræmme marsvinene væk fra deres naturlige leveområder. At de skal forlade de områder, hvor de fouragerer og formerer sig.

Omkring 7.000 marsvin lider årligt druknedøden i danske fiskeres monofile garn. Ikke mindst pighvar-garn har vist sig at fange mange marsvin. Biologer i Danmarks Naturfredningsforening, der alene tæller mere end 200.000 medlemmer, har beregnet, at danske fiskere i snit får 1 kg druknet marsvin i deres garn for hver 4 kg pighvar…

De store bifangster af marsvin viser med al ønskelig tydelighed, at monofile garn helt enkelt bør forbydes. De fisker ikke bæredygtigt. Interesserede kan læse mere om garnfiskeri under “Artikler”, hvor der findes et antal artikler om garnfiskeri og fiskerikontrol.

21. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Status over retablerede danske søer

Kun omkring en tredjedel af de danske søer kan leve op til de målsætninger, som myndighederne stiller til dem. Det vil man gerne gøre noget ved, men der er flere mulige måder end tilgængelige midler. Det gælder derfor om at bruge pengene bedst muligt.

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har netop gjort status over 20 retableringsprojekter ved danske søer. I den dyreste ende af skalaen finder vi de projekter, hvor man helt enkelt graver det bundslam op, som indeholder aflejret fosfor fra års udledninger af urenset eller dårligt renset spildevand. Det er dette fosfor, der er det rene guf for søens alger, som derfor blomstrer op og gør vandet uklart. Opgravning er besværligt og uhyre kostbart. Således brugte Århus Amt over syv år ialt 23 millioner kroner på at rense Brabrand Sø for 500.000 kubikmeter fosforholdigt bundslam. Dyrt, men effektivt.

I den billigste ende af skalaen finder vi den såkaldte “bio-manipulation”, hvor man blot opfisker de mange skidtfisk – skaller og brasen – som gør det umuligt for søens dyreplankton at holde algerne i skak. De bliver simpelthen ædt af fiskene. Denne opfiskning kan så suppleres med udsætninger af rovfisk som specielt gedder, der kan tynde yderligere ud i skidtfiskene. En billig metode, der i regelen virker godt i lavvandede søer.

I store og dybe søer er der brug for en helt tredje metode. Her sørger iltsvind på søens dybeste steder for, at der til stadighed frigives fosfor til søens vand – og algerne. Det kan man modvirke ved at ilte vandet på søens dybeste steder – med ren ilt, som blæses ned i bundvandet og holder dette iltrigt. Herved undgår man, at den megen fosfor frigives til omgivelserne. Det er en metode, som man med stort held har praktiseret i den store og dybe Hald Sø ved Viborg. Efter ti år i respirator kan søen nu klare sig selv.

I praksis kombinerer man ofte disse tre metoder, som de bedst muligt tilpasses den aktuelle sø og dens specielle forhold. I alle tre tilfælde gælder det altså, at det ikke er nok blot at stoppe yderligere udledninger af fosfor. Den fosfor, der ligger ophobet i søens bundslam, vil fastholde søen i en økologisk ubalance i mange år – hvis ikke menneskealdre.

Forurenede søer renser derfor ikke sådan lige sig selv. De skal have et skub i den rigtige retning – en hjælpende hånd. Og det koster altid penge…

21. februar 1999

©Steen Ulnits

*  “Druknede marsvin ødelægger vore garn…”

Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden, Greenpeace og Foreningen til Dyrenes Beskyttelse mener ikke, at Danmark tager problemerne omkring garnfiskeriet og dets store uønskede bifangster af marsvin alvorligt nok. Omkring 7.000 marsvin lider årligt druknedøden i danske fiskeres monofile garn.

Derfor har de fire store og magtfulde organisationer nu i fællesskab indklaget Danmark for EU-kommissionen. De mener blandt andet, at Danmark overtræder EU’s såkaldte “habitatsdirektiv”, der omhandler fredning af truede dyr og planters sidste levesteder. De ønsker derfor markante indskrænkninger i det altødelæggende garnfiskeri.

Skov- og Naturstyrelsen melder imidlertid hus forbi. De mener, at Danmark med en vedtaget handlingsplan mod bifangst af marsvin i garn allerede har gjort mere, end EU forlanger.

Formand Bent Rulle fra Danmarks Fiskeriforening er ikke i tvivl om problemets karakter. Til Politiken udtaler han således: “Jeg vil hellere end gerne undgå de marsvin. De ødelægger garnene, og vi har ikke noget at bruge dem til”…

Dyrlæge Bjarne Clausen fra Dyrenes Beskyttelse har et lidt anderledes syn på sagen: “7.000 store pattedyr lider hvert år en pinefuld og langsom kvælningsdød i danske fiskeres garn. Hvis det var 7.000 hunde, der blev kvalt årligt i et dansk erhverv, ville det erhverv blive lukket i eftermiddag”…

Fronterne er således trukket op i det drama, som den på én gang almægtige og afmægtige Skov- og Naturstyrelse nu søger at bagatellisere.

19. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Medlemsfordele II

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) er stadig den største af de landsdækkende organisationer for sportsfiskere. Medlemstallet menes at ligge på omkring 25.000 stangsvingende fiskere, hvoraf de fleste er bosat i Jylland.

Som interesseorganisation varetager DSF sine medlemmers interesser i et godt vandmiljø med sunde fiskebestande. DSF varetager også medlemmernes interesser for overhovedet at kunne udøve deres fiskeri. Det har været uhyre aktuelt her på det sidste, hvor Fødevareminister Henrik Dam Kristensen jo har sat sig for at forbyde trolling-fiskeriet.

Men udover at varetage disse interesser byder DSF også sine medlemmer på mere konkrete fordele. Det kan man læse om i den folder, som forbundet netop har udsendt. Folderen hedder “Dine kontante fordele” og remser alle de steder op, hvor man som medlem af DSF kan få rabat. Rabatterne svinger typisk mellem 5 og 25%. I enkelte tilfælde – et antal jyske åer – svinger rabatten sig helt op på både 33 og 50%.

Benytter man sig hyppigt af de mange rabatmuligheder, kan man som medlem af DSF relativt hurtigt spare det høje og ofte kritiserede medlemskontingent hjem igen. Samtidig med at man modtager det obligatoriske medlemsblad “Sportsfiskeren”

 

19. februar 1999

©Steen Ulnits

* 20 år med “Flugfiske i Norden”

Det var en spændende tid, da vi ti mand – to danskere og otte svenskere – for en snes år siden mødtes og udtænkte det interskandinaviske fluefiskemagasin, som kom til at hedde “Flugfiske i Norden”, og som nu i år kan fejre sit 20 års jubilæum –“still going strong & stronger than ever”.

Det var vor intention at give skandinavisk fluefiskeri sin helt egen profil og identitet. Vi syntes, det ville være synd, om vi her i Skandinavien skulle rendes over ende af fluefiskeri “US style”. Vi mente, at vi havde meget at byde på selv, og at vi derfor skulle have vort eget organ til at udbrede og udvikle det i.

Som sagt så gjort. Vi spyttede penge i kassen til den spæde start, skrev, tegnede og fotograferede uden at få en øre for det. Det var idealisme, om noget var. Hver gang jeg fortalte om projektet til amerikanske fiskebrødre, trak de tvivlende på skuldrene – lige indtil de fik et eksemplar af bladet i hånden. Så var tvivlen erstattet af dyb respekt – og stor undren over, hvordan i alverden vi fik det til at løbe rundt…

Men det gjorde vi, og idag kan vi se tilbage på nogle spændende år med en hektisk udvikling af fluefiskeriet. Vi har set vort barn vokse og blive stort og stærkt. Vi har bevist, at man godt kan lave et interskandinavisk magasin udelukkende om fluefiskeri. Et magasin, hvor svenske, danske og norske artikler trykkes på deres modersmål, så autenticiteten bibeholdes.

Skulle du være interesseret i at se nærmere på dette vort interskandinaviske barn, som nu fylder 20 år, så kontakt:

• Flugfiske i Norden
• v. Anne-Marie Skarp
• Violgatan 7
• S-343 34 Älmhult
• S v e r i g e
• Tlf. int. + 46 476 160 90,  fax int. + 46 476 160 64

17. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Fiskeplejen ’99: Flere forskere og færre fisk

Da det obligatoriske fisketegn i sin tid langt om længe blev vedtaget, klappede alle vi organiserede sportsfiskere begejstret i vore små hænder. Nu blev der langt om længe penge til at gøre noget for vandmiljøet og fiskebestandene. Vi fik at vide, at intentionerne bag fisketegnet var hjælp til selvhjælp – ikke endnu en kamoufleret afgift eller skat til staten.

Men fisketegnet er idag ude på et skråplan, hvor vi får mindre og mindre for vore egne penge. Hvor mere og mere går til administration og forskning. Således er administrationaomkostningerne steget fra 2,5 mio. kroner sidste år til 3, 7 mio. kroner i år. En stigning på 50%, som vi efter alt at dømme ikke får noget for. Samtidig er lønudgifterne i forbindelse med fiskeplejen steget fra 25% sidste år til i år 30% af det samlede budget på 38 mio. kroner. Ialt 11,5 mio. kroner går nu alene til lønudgifter…

Det lader til, at staten har glemt de smukke og oprindelige intentioner bag fisketegnet. At man nu i stigende grad finansierer den forskning, der tidligere blev betalt af staten med vore allesammens skattekroner, med rene lystfiskerpenge…

Men meget mere om det senere.

17. februar 1999

©Steen Ulnits

* Medlemsfordele

Alle lystfiskere bør være organiserede, så de har et talerør over for landets politikere – så de kan tale deres egen og vandmiljøets sag.

Men ikke kun derfor. Der er også andre og mere konkrete fordele ved at være medlem af en forening og/eller organisation. Tag nu som eksempel “Fiskeringen”, der har hovedsæde i Nordsjælland. Fiskeringen er en såkaldt facilitetsforening, der råder over et antal både, hytter og sommerhuse. Faciliteter, som alle medlemsforeningerne frit kan booke og disponere over.

Fiskeringen har netop udsendt sin årlige fortegnelse over faciliteter. Og det er mange. Så mange, at de fylder et helt A4 magasin på 48 sider med 4-farvetryk. En kort gennemgang af facilitetsmappen – sådan kalder de den selv beskedent i Fiskeringen – viser, at medlemmerne råder over mere end 60 både (!) ved mere end 20 søer og havne rundt omkring. Fortrinsvis på Sjælland, men også i det sydlige Sverige.

Man råder i tilgift over en lille håndfuld huse, som er strategisk placeret på Sjælland og i Sverige – blandt andet ved de kendte lakseelve Lagan og Mørrumsåen. Men heller ikke nok med det. Fiskeringen samarbejder også med fiskeklubber på Fyn og i Jylland, hvor man deler faciliteter og fiskevande. På denne måde har medlemmer af Fiskeringen fiskeret i flere jyske og fynske åer

Den tidligere bestyrelse af Fiskeringen har – via dennes mange medlemsforeninger – været primus motor i dannelsen af “Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL), som idag officielt tæller 22.000 medlemmer. LDL udgøres således fortrinsvis af sjællandske lystfiskere.

Nærmere oplysninger fås hos:

• Fiskeringen
• Stenvænget 11, Gadevang
• 3400 Hillerød
• Tlf. 48 24 99 66, fax 48 24 05 77
• E-mail: medlemsreg@fiskeringen.dk

 

15. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Noget for noget i Vadehavet

Det faldt mange sønderjyske lystfiskere for brystet, at de måtte skyde en hvid pind efter den længe ventede ørredpremiere ved Vadehavsåerne den 16. januar. Den blev nemlig udskudt til den 1. marts – angiveligt af hensyn til de lokale fiskebestande.

Man frygtede fra Fødevareministeriet, at fiskepresset ville være for hårdt – at for mange undermålsfisk (grønlændere) ville gå til ved det tidlige fiskeri. På samme måde indskrænkede man efterårssæsonen, så fiskene er fredet fra 1. november mod tidligere den 16. november.

Vi mistede således to måneders fiskeri i denne omgang, men vi er heldigvis ikke alene om at skulle indskrænke vort fiskeri i Vadehavsområdet. Også redskabsfiskerne har fået indskrænket deres fiskemuligheder via nye restriktioner. Således er laks og havørred i selve Vadehavet nu fredet fra 15. september til 1. marts – et forhold, som ikke generer lystfiskeriet nævneværdigt, da der næsten ikke fiskes med stang herude.

Det bedste er imidlertid, at brugen af de forkætrede pæleruser – dem, der ifølge Vadehavsundersøgelsen tager livet af omkring 8.000 undermålsfisk hvert år – nu er begrænset til perioden 1. juli til 1. marts. På den måde sikrer man, at forårets sårbare udtræk af ungfisk slipper forbi de kæmpestore ruser i render og priler.

I den forbindelse har man yderligere vedtaget, at fiskeriet i disse render og priler – hvor tidevandet løber ind og ud af Vadehavet – ikke må ske med redskaber, der rækker mere end 1/3 ud i strømrenden. 2/3 skal altså byde på fri passage for vandrefiskene året rundt. Reglen gælder såvel garn som ruser.

Samtidig etableres der udvidede fredningszoner ved mundingen af Brede Å, Brøns Å, Kongeåen, Sneum Å og Varde Å længst i nord. Ved et antal mindre udløb, som tidligere ikke har været omfattet af loven om fredningsbælter, er der nu udlagt almindelige 500 meter zoner.

Der gælder dog stadig en del irriterende undtagelser, hvor erhvervs- og bierhvervsfiskeri med åleruser er tilladt i fredningsbælterne. Præcis de regler, som gennem årene har budt på et utal af problemer og misforståelser. Dumt, at man ikke fik disse undtagelser ophævet.

Men alligevel er der mange gode takter i de nye bestemmelser. – Men vil de nu også blive overholdt? – Og har fiskerikontrollen i sinde eller midler og mandskab til også at kontrollere dem? Ellers er de intet værd. Da er det i realiteten kun os lystfiskere, der må indskrænke os…

15. februar 1999

©Steen Ulnits

*  “Trolling” eller “trawling”?

I forbindelse med udgivelsen af to nye lystfiskerguides – omtalt længere ned på denne side – havde Århus Amt den 9. februar indkaldt til et møde omkring fremtidens fisketurisme i Østjylland. Der var interessante indlæg fra såvel dansk som svensk og sågar hollandsk side – om myndighedrenes, turistorganisationernes og lystfiskernes syn på fisketurismen.

Under den afsluttende debat kom det frem, at man flere steder i Århus Amt havde samme problem at slås med: Der er – trods millionstore investeringer i et bedre vandmiljø – ingen torsk til turisterne, fordi et fåtal fiskekuttere gang på gang trawler ulovligt i fredede områder. I ly af natten, hvor de ikke løber nogen stor risiko. Og når først trawlerne har været der, går der lang tid, før man igen kan fange torsk.

Problemet er grelt og en stor hindring for udviklingen af en bæredygtig fisketurisme i Østjylland. – Mon ikke fiskeriministeren burde have kastet sin interesse på det brutale og klart ulovlige trawl-fiskeri i indre danske farvandestedet, i stedet for at kriminalisere det harmløse og rekreative trolling-fiskeri med stang og line? – Eller måske han slet ikke kender forskel på “trawling” og “trolling”?

Faktisk kan det meget vel være tilfældet. Selv Honda, den verdensberømte japanske producent af biler og påhængsmotorer, kender ikke til nogen forskel. I deres engelsksprogede brochurer anbefaler de således deres tyste 4-takts påhængsmotorer til netop “trawling”…

Forhåbentlig en fejl. – Eller måske de lydløse 4-taktere egner sig specielt godt til lydløst og lovløst fiskeri i ly af mørket?

11. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Furesøen fri for fosfor

Furesøen er Storkøbenhavns åndehul nummer ét – i hvert fald det største. Den store sø, som tidligere bød på såvel fint fiskevand som godt badevand, har i de senere år skrantet ganske meget. Fiskeriet har stadig været godt – med fine fangster af store sandarter, som trives overmåde godt i søens uklare vand. Men badevandet har ladet meget tilbage at ønske – ulækkert og uklart af alger, som det har været i sommermånederne.

De mange alger skyldes naturligvis årtiers udledning af mere eller mindre urenset spildevand fra byområder og næringsrigt drænvand fra overgødskede markområder. De fleste tilledninger er nu stoppet, og søen er gået i gang med at rense sig selv på naturlig vis. Men det vil tage lang tid, før resultaterne af denne naturlige selvrensning begynder at vise sig. 30-40 år anslår amtets biologer.

Det ønsker myndighederne ikke at vente på. Københavns Amt har derfor søsat en plan, der i løbet af ganske få år skal give synlige resultater – i form af klarere vand. Amtet har i længere tid undersøgt forskellige muligheder for at hjælpe søen tilbage på ret køl og har nu besluttet sig for den såkaldte “Viborg-model”.

Denne model, som i flere år og med stort held har været anvendt i den smukke Hald Sø nær Viborg, går ud på at pumpe ren ilt ud i søens bundvand, så man kan fastholde den overskydende fosfor her. Når denne fosfor ikke længere frigives fra bunden til vandet under iltsvind, får søens alger ikke så meget at leve af. Der bliver derfor ikke så mange af dem, og vandet bliver derfor klarere. Samtidig vil man hjælpe yderligere til med “biomanipulation”, hvor man fjerner en stor del af søens skidtfisk – primært brasen og skaller. Disse lever af at æde dyreplankton, som så ikke længere kan holde algerne i skak.

Retableringen af Furesøen vil strække sig over en ti-årig periode og samlet koste 16,3 mio. kroner. Københavns Amts forslag er nu sendt til Frederiksborg Amt, som også skal bidrage til rensningen. Forslaget er ligeledes sendt til udtalelse hos Københavns Statsskovdistrikt, som ejer den smukke sø.

10. februar 1999

©Steen Ulnits

*  – Skipper selv skyldig?

Vi husker sikkert alle med gru, da lystfiskerskibet “Peder Wessel” i 1997 brutalt blev vædret af den norske gastanker “Clipper Skagen”. Fire omkom i det iskolde vintervand, inden redningsmandskabet nåede frem i den tætte tåge.

Nu forlyder det fra Norge, at den norske statsadvokat og politiet i Stavanger langt om længe har undersøgt sagen til bunds. De har fundet, at der ikke var grund til at anklage den norske kaptajn, som jo havde dansk lods ombord.

Men politiet i Lyngby har endnu ikke taget stilling til, om de vil anklage den norske skipper og/eller den danske lods for forsømnmelighed eller uforsvarlig sejlads. Det vides jo, at “Clipper Skagen” sejlede ganske stærkt i den tætte tåge. Der har også været forlydender fremme om, at elektronikken på “Peder Wessel” ikke fungerede, som den skulle.

Faktum er imidlertid, at de danske myndigheder – mere end et år efter den største katastrofe i dansk lystfiskeris historie – endnu ikke har afsluttet sagen…

7. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Radioaktive russere…

Verdens sidste fristed for atlanterhavslaksen ligger idag på den russiske Kola-halvø. Laksefiskere fra hele verden valfarter derfor til Kola for at dyste med den sølvblanke fisk.

Desværre ligger verdens største atom-losseplads idag også på Kola-halvøen, nærmere betegnet i Murmansk, som med sin halve million indbyggere er hovedbyen i dette område. Og som samtidig byder på verdens nordligst beliggende permanent isfri havn.

Efter Anden Verdenskrig og op gennem den kolde krigs år opbyggede russerne en imponerende Nordflåde af atom-ubåde, som havde og stadig har base netop her. Men i takt med, at den kolde krig tøede op og Sovjetunionen smuldrede bort, begyndte den stolte atomflåde langsomt at ruste op. Manglende bevillinger førte helt enkelt til manglende vedligeholdelse.

Idag anslår eksperter, at der findes mere end 200 atomreaktorer på Nordflådens ubåde, 13 på havneanlægget i selve Murmansk og fire reaktorer på halvøens kraftværk. Flere er taget ud af drift og tærer langsomt op. En tikkende atombombe, så at sige.

Hertil skal så endda lægges de enorme mængder radioaktivt affald, som gennem de seneste årtier er dumpet i Barentshavet ud for Kola. Russerne har dumpet mere radioaktivt materiale i havene end alle andre nationer tilsammen. Og en stor del er helt naturligt havnet i Barentshavet, hvor jo Nordflåden opererer.

Alle disse oplysninger stammer fra en russisk militærperson ved navn Aleksandr Nikitin, der videregav dem til den norske miljøorganisation “Bellona”, som så formidlede dem videre til en skræmt vestlig verden. Russerne svarede med at anholde Nikitin, der af FSB (tidligere KGB) blev anklaget og fængslet for at have lækket statshemmeligheder.

De russiske myndigheder har ikke været i stand til at afvise Nikitins tal. Retten i Sankt Petersborg har ganske vist netop afvist sagen, men alligevel valgt at opretholde sigtelserne. Menneskerettigheder er for en gangs skyld ikke en by i Rusland!

Som lystfisker kan man kun gøre én ting: Boykotte det russiske laksefiskeri på Kola. Så undgår man også at udsætte sig selv for mulig stråling fra de mange lækkende reaktorer, der er mere rustne nu, end da tallene blev lækket…

Mere information om radioaktivitet og fisk i en kommende artikel i næste store opdatering af denne hjemmeside. Der for øvrigt er lige om hjørnet.

7. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Nye fiskeguides fra Århus Amt

Århus Amt har netop barslet med to funklende nye fiskeguides, som går i dybden med de mange fiskemuligheder, der findes i netop Århus Amt.

Intet andet amt har så meget og så forskelligt fiskeri at byde på. Her kan man frit vælge, om man vil prøve torskefiskeriet i Århus Bugt og ud for Djursland, spinne sig til en kystørred i Mariager og Randers Fjord, kaste fluen ud til ørreder og stallinger i Gudenåens øvre løb eller forsøge sig efter gedder, aborrer og sandarter i det smukke midtjyske Søhøjland. For slet ikke at glemme laks og havørreder på Gudenåens nedre løb!

Alt dette er muligt inden for en times kørsel fra landets næststørste by. Og alt er samlet i de to splinternye fiskeguides, som dækker henholdsvis ferskvand (“Å og Sø”) samt saltvand (“Kyst og Hav”).

Flere end 150 østjyske lokaliteter (omkring 50 i ferskvand og 100 i saltvand) gennemgås i detaljer, og der er flotte farvefotos af mange pladser ved å, sø og kyst. De to guides er disponeret med et antal overordnede regioner, som beskrives generelt. Herefter følger så en detaljeret gennemgang af de enkelte fiskepladser, som den pågældende region har at byde på.

De nye fiskeguides er på hver 52 sider i fuld 4-farve og koster blot kr. 35,- stykket. Det er langt under fremstillingsprisen. Fås på lokale turistkontorer eller via Århus Amts Erhvervsafdeling på telefon 89 44 66 66.

5. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Lystfiskerrejser – nyt katalog

Strobel Travel, der har base i Århus, har netop udsendt sit første rigtige katalog med fiskerejser. Rejserne går til Grønland, Island og Alaska, når det gælder kolde laks og ørreder. Og til Argentina, Cuba og Mexico, når det gælder hotte bonefish og tarpon med flere. Her er, hvad rejsebureaudirektør Bent Strobel har at sige om de nye fiskerejser:

Strobel Travel har indgået et samarbejde med forfatteren og fotografen, fiskeribiologen og globetrotteren Steen Ulnits om arrangement af førsteklasses fiskerejser til eksotiske rejsemål. Her er det kvaliteten, der er i højsædet – ofte med fokus på fluefiskerens drømmevande, det være sig i ferskvand eller saltvand.

Strobel Travel er et rejsebureau, der idag har Mellemøsten som største arbejdsområde. Andre vigtige områder er Afrika og Fjernøsten. Strobel Travel er et familieforetagende, hvor alle gerne fisker, når tiden tillader det. Vi er naturligvis medlem af såvel Rejsegarantifonden som Dansk Rejsebureauforening. Vore gæsters garanti for seriøse arrangementer.

Vi arrangerer hvert år et antal guidede fisketure til de her nævnte destinationer – ture, som er guidet af Steen Ulnits. Han har fisket de pågældende steder adskillige gange og ved derfor, hvad man kan forvente sig, og hvad man har brug for at vide om fisk, fiskegrej og fiskemetoder.

Ud over disse guidede grupperejser arrangerer vi også Incentive rejser for virksomheder, der ønsker at belønne gode medarbejdere på en spændende og utraditionel måde. Vi arrangerer også gerne individuelle rejser for den lystfisker, der alene eller sammen med en rejsekammerat vil prøve kræfter med eksotiske fisk i eksotiske omgivelser.

Drømmer man eksempelvis om at svinge fluestangen mellem Amazonjunglens lianer og opleve suget, når en massiv peacock bass inhalerer fluen på overfladen, så klarer vi også det. Eller vil man opleve den ultimative fight med en tre meter lang sejlfisk eller marlin på sin fluestang, så er vi ikke længere væk end nærmeste telefon.

Vi har kontakterne i orden og kan derfor arrangere enhver tænkelig fiskerejse til ethvert tænkeligt sted på kloden. Uden at det koster vore gæster en øre ekstra.

Såvidt Bent Strobel fra Strobel Travel. Det nye 8 siders farvekatalog med prisliste er gratis og kan afhentes eller bestilles hos Strobel Travel, H.H. Seedorfsstræde 3-5, 8000 Århus C, telefon 86 76 17 22, fax 86 76 17 88 eller e-mail: bent@strobel-travel.dk.

5. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Sønderjysk sølvtøj

I Sønderjylland fik man som tidligere nævnt en lang næse til premieren. Fødevareminister Henrik Dam Kristensen havde i sidste sekund udskudt den gamle og oprindelige premiere fra den 16. januar til den 1. marts – dog kun i de åer, der munder ud i Vadehavet. Altså Vidå, Brede Å, Brøns Å, Ribe Å, Kongeå, Sneum Å og Varde Å.

Den udskudte premiere var sikkert til glæde for fiskene i disse åer, men næppe for de mange fiskere, som vinteren igennem havde set frem til premierefiskeriet. De gæve sønderjyder – samt en god del frustrerede tyskere – måtte i stedet tage til takke med det, som den sønderjyske østkyst havde at diske op med.

En stor del såvel lokale som tilrejsende valgte klassikerenSønderstrand i bunden af Åbenrå Fjord. En lokalitet, som altid holder fisk ved premieren den 16. januar. Af to årsager. Dels ligger jo Enstedværket og varmer i bunden af den smukke fjord. Og dels munder to ørredførende bække ud samme steds.

Der blev da også taget pænt med ørreder på premieredagen og de følgende dage. Største fisk målte 75 cm og var relativt blank, men alligevel en mager nedfaldsfisk, som havde været oppe i en af de to bække for at gyde. I tilgift til havørrederne blev der også landet pænt med fine stegetorsk.

Samme billede tegnede der sig for de fiskere – klubmedlemmer, for der sælges ikke dagkort til ikke-medlemmer så tidligt på sæsonen – der valgte at gæste den lille Hoptrup Å ved premieren. Også her blev der landet godt med havørreder, hvoraf den største målte 85 cm. I modsætning til 75 cm’s fisken fra Sønderstrand blev 85 cm’s fisken fra Hoptrup genudsat til en anden god gang. Det var nemlig også en nedfaldsfisk.

2. februar 1999

©Steen Ulnits

*  “Bøgernes Bog” om de danske vandløb

Miljøstyrelsens Bent Lauge Madsen er om nogen de danske vandløbs virkelige ven. Han har beskæftiget sig med strømmende vand i mere end en menneskealder, og nu har han så meget passende begået “Bøgernes Bog” om bække og åer i det danske land.

Her er virkelig alt, man kunne tænke sig at vide om vandløb i Danmark. Uanset om man interesserer sig for vandløbenes historie, deres indvånere eller menneskets brug/misbrug af dem, så er det med.

Bogens titel er “Vandløbene i Danmark”, og den er smukt illustreret fra ende til anden. Dels med forfatterens egne fotos fra de mange, mange timers ophold ved det strømmende vand – dels med elegante akvareller af kunstneren og fuglemanden Jens Gregersen. Sidstnævnte tilbringer ganske vist det meste af sin tid blandt skarverne på Vorsø, men kender alligevel den øvrige danske natur bedre end de fleste.

De mange og altid smukke illustrationer gør i sig selv bogen til en nydelse. En bog, som man kan bladre i bare for at komme i godt humør. Eller en bog, man læser blot for dens mange faktuelle og ind imellem fascinerende oplysninger. – Hvem vidste måske, at mellem 300 og 400 hektar af den landbrugsjord, som blev indvundet ved den store regulering af Skjernå så sent som i 1960erne, allerede er sunket eller har “sat sig” med mere end én meter? – At denne jord nu igen er uden værdi til rationel landbrugsproduktion?

Det er den slags oplysninger, der gør denne nye bog til en ren guldgrube for alle med en smule interesse for de danske vandløb.

Når man selv kan huske den forfærdelige “vedligeholdelse”, som blev de allerfleste danske vandløb til del helt op i 1980erne, kan man kun glæde sig over udviklingen her i det seneste årti. Nu er det langt om længe slut med de regelmæssige opgravninger – ofte med gravko – der sendte såvel åens bund som også planter og fisk sprællende op på bredderne…

De danske vandløb har det idag bedre end i mange år, og mange vil få det endnu bedre – efter gennemgribende restaureringer, som vil bringe dem tæt på deres oprindelige tilstand og selvrensende forløb. Til glæde ikke kun for vandløbenes egne dyr og planter, men også for det øvrige vandmiljø, som på denne måde friholdes for en meget stor del af de næringssalte, der ellers ville kvæle livet i vore indre farvande – via algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Når man har læst bogen, forstår man baggrunden for den nuværende vandmiljø-handlingsplan langt bedre.

Bogen er udgivet af Gads Forlag med økonomisk støtte fra Miljøstyrelsen. Det har resulteret i en uhørt lav pris for så smuk og indholdsrig bog. Den bør derfor læses af alle med interesse for danske vandløb!

• Bent Lauge Madsen og Jens Gregersen:
• “Vandløbene i Danmark”
• G.E.C.Gads Forlag
• 180 sider, indbundet, ill. farve
• kr. 139,-

31. januar 1999

©Steen Ulnits

---

*  “Miljø- og Vandpleje” fra DSF

Det er ganske vist ingen rigtig nyhed, for Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har længe udgivet sine små hæfter i serien “Miljø- og Vandpleje”. Men det nye er, at hæfterne nu er tematiserede, så de på den måde får en større brugs- og referenceværdi. Og at de udkommer regelmæssigt fire gange om året.

Det seneste nummer har dambrug som tema. Vil man have seriøs information på højt niveau, – det meste er skrevet af biologer – finder man det her. Her er der tørre tal, som sort på hvidt fortæller, hvor galt det stadig står til med de danske dambrug. Hvor meget de forurener, og hvordan de påvirker vandløbenes fysiske og kemiske tilstand. I nummeret før var det de danske fjorde, der var temaet, og før dem igen fiskeplejen.

Redaktør er Hans-Martin Olsen, som til daglig er biolog hos Århus Amt. Her fører han tilsyn med vandløbene og deres miljøtilstand. I fritiden samler han så stof ind til “Miljø- og Vandpleje” – hvis han da ikke skriver det selv. Lidt tid til at svinge fiskestangen bliver der dog også.

Bladet, som automatisk sendes ud til vandplejeudvalgene hos DSF’s medlemsforeninger, kan i begrænset omfang fås på Sekretariatet, der har tlf. 75 82 06 99.

30. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Torsk i Gudenåen…

Mange har i den seneste tid spærret øjnene op, når de fik fangsten i land i Randers Havn. Det var nemlig en torsk, der havde gabt for højt over krogen – en vaskeægte torsk i stedet for de aborrer og sandarter, man ellers er vant til i Gudenåens ferske vand.

For ganske vist begynder søterritoriet officielt ved Randers Bro opstrøms Randers Havn, og ganske vist kan selv ganske store skibe sejle helt ind i bunden af den lange og smalle Randers Fjord – helt ind i syd- og nordhavnen. Men i realiteten er det stadig Gudenåen, der sejles på og fiskes i, og vandet er derfor ægte ferskvand.

Alligevel er det så lykkedes et pænt antal torsk at nå helt ind i bunden af Randers Fjord – helt op i Gudenåens nedre løb. Det kan kun være sket på én måde: Der har været et kraftigt højvande og østenvind, som har presset en stor lomme saltvand fra Kattegat helt ind i Randers Havn. Og torskene er så blot fulgt med det tunge saltvand ind.

Man må dog forvente, at de relativt hurtigt vil gå til herinde. Saltlommen vil konstant blive fortyndet af Gudenåen, og til sidst vil torskene ikke længere kunne leve i det. Forhåbentlig er de så fanget inden da! En tung pligt, men nogen må jo gøre det…

30. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Moderate premierefangster i Kolindsund

Som bekendt blev premieren ved de sønderjyske vadehavsåer udskudt fra den 16. januar til den 1. marts. Ifølge fiskeriministeren skyldes den forlængede fredning hensynet til de mange undermålshavørreder, der fanges og genudsættes ved premierefiskeriet.

Heldigvis er der dog stadig vandløb, hvor sæsonstarten løb planmæssigt af stabelen den 16. januar. Desværre kunne man næsten overalt konstatere, at åerne flød over med vand efter længere tids regn. Sine steder kunne det endog være svært overhovedet at finde frem til åens leje på de oversvømmede marker…

Helt så galt var det ikke ved Kolindsund Kanalerne på Djursland, hvor mange fiskere fra både nær og fjern var mødt op. Der blev fisket ihærdigt på den klassiske strækning ved Fannerup længst oppe, hvor Ørum Å løber ud. Længere opstrøms findes det vigtige gydetilløb Nimtofte Å. På disse strækninger fanges der derfor mange nedfaldsfisk.

Der blev også fisket ihærdigt på det “åbne” bystykke ved Grenå længst nede, hvor fangsterne i regelen primært består af sølvblanke grønlændere friske fra det salte Kattegat. Det nederste stykke gennem byen er åbent vand for byens borgere og kaster hvert år mange fisk af sig til såvel lokale som udenbys fiskere.

Der blev fanget og genudsat fisk overalt. Et slag på tasken siger, at der ialt blev fanget op mod 200 fisk på premieredagen. Til de bedste hørte en blank overspringer på små fem pund og en velkonditioneret nedfalder på knap 11 pund, 75 cm lang.

26. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Drivisfiskeri fra flager…

Isfiskeri er populært i det fattige Rusland. Dels fordi der om vinteren i regelen er metertyk is at fiske fra – dels fordi fangsten er et vigtigt kosttilskud. Russiske lystfiskere fisker således ikke kun for lystens skyld!

Forleden kom et hold russiske isfiskere fra Sakhalin øen i det østligste Sibirien dog i store vanskeligheder. Godt 100 fiskere stod og fiskede ude på havisen, da en stor isflage rev sig løs og begyndte at drive til havs – med de mange isfiskere ombord!

Fiskerne blev dog reddet i land, da isflagen nogle timer senere atter drev ind mod kysten. Her ventede både og helikoptere på de nødstedte lystfiskere. Historien melder desværre ikke noget om, hvorvidt de også fangede noget under den ufrivillige sejltur på den drivende isflage!

Sakhalin øen er næsten 1.000 km lang og enkelte steder under 100 km bred. Længst i syd peger den ned mod den japanske ø Hokkaido, hvor Vinter-OL byen Sapporo ligger med sine eksklusive skisportssteder – i grel kontrast til de fattige forhold på Sakhalin, hvor man må fiske med livet som indsats. Dødsulykker under dette isfiskeri er regelmæssige…

26. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Greenpeace mod dansk piratfiskeri i Antarktis

Danske fiskebåde deltager – som tidligere omtalt på denne side – aktivt i et storstilet og ulovligt rovfiskeri på truede fiskearter i Antarktis.

Det drejer sig om den eksotiske fiskeart “Patagonian Toothfish” – på latin “Dissotichus eleginoides” – der kan blive op til 2 meter lang, men som vokser uhyre langsomt i det iskolde antarktiske hav ud for Australien og New Zealand.

På dansk kaldes fisken “patagonisk isfisk”. Den lever på meget dybt vand – ned til 2.000 m’s dybde – hvor den har levet godt og skjult indtil 1995, da man opdagede den hidtil ubefiskede ressource.

Trods det vanskelige fiskeri på de meget store dybder har fiskeriet efter denne eksotiske fisk udviklet sig med rekordagtig hastighed. Fisken indbringer nemlig meget store summer på det altid fiskehungrende japanske marked, der traditionen tro ser stort på, om fiskene nu også er lovligt fangede eller ej.

De høje priser har medført, at fiskebåde fra store dele af verden er søgt sydpå, hvor de nu rovfisker isfisk i australsk territorialfarvand. Heriblandt danske fiskebåde, som til lejligheden blot skifter flag – til nationer, der ikke er underlagt EU’s accept af kvoterne på isfisk. Den langsomt voksende fiskeart er nemlig omfattet af strikse bestemmelser fra den australske regering, der imidlertid har meget svært ved at kontrollere tyvfiskeriet i det kolossale farvand omkring “øen”.

Allerede nu – efter kun to fiskesæsoner – kan man da også se, at de fangede fisk er af en mindre gennemsnitsstørrelse end før. De uhyre langsomtvoksende fisk tåler helt enkelt ikke det nuværende og altså klart illegale fiskepres.

De ulovligt fangede isfisk sejles op til Mauritius i det Indiske Ocean, hvorfra de nedfrosne fisk i containerskibe sejles videre til Japan. Her bliver de til den eftertragtede “sashimi”, der indbringer skyhøje priser på japanske restauranter.

De ulovligt fangede isfisk sejles for øvrigt det sidste stykke med danske Maersk Line. Som for øvrigt er udmærket klar over trafikken. Dansk fanget fisk på danske containerskibe. – Det kan vi da være stolte af, eller…?

Såvel den danske afdeling af WWF som den danske miljøminister har imidlertid udtrykt stor utilfredshed med A.P.Møller skibenes transport af danske tyvekoster.

Nu har den verdensomspændende miljøorganisation Greenpeace besluttet sig for at gøre noget aktivt ved sagen. De vil nemlig aktionere ved Antarktis, mens ministre og embedsmænd fra mere end 20 lande i dagene 24.-28. januar mødes på Antarktis for at diskutere det kolde økosystems fremtid.

Greenpeace vil skabe opmærksomhed omkring det omtalte rovfiskeri, som truer ikke blot den eksotiske fiskeart selv, men på sigt også hele det sarte økosystem, den indgår i. Fiskene vokser uhyre langsomt i det iskolde vand omkring Antarktis, og skader på fiskebestandene heler derfor også uhyre langsomt. Fortsætter det illegale fiskeri som hidtil, vil der ifølge fiskeribiologer kun gå tre år, førend der ikke længere kan drives noget rentabelt fiskeri efter den eftertragtede isfisk.

Der blev i 1997 landet omkring 200.000 tons patagonisk isfisk til en markedsværdi af mere end 6 milliarder danske kroner. Af dem var mere end halvdelen ulovlig fangst, mener Greenpeace.

25. januar 1999

©Steen Ulnits

*  LDL brev til fødevareministeren:

Vedr.: Udkast til bekendtgørelse om visse former for lystfiskeri

Ministeriet har med brev af 16. dec.1998 fremsendt udkast til bekendtgørelse til høring med henblik på afgivelse af bemærkninger inden den 25. januar 1998.

Landsforbundet har i den anledning deltaget i et opklarende møde med Fødevareministeren den 5. januar. Tillige har vi fremsendt anmodning om baggrundsmateriale for udkastet i brev af 30. Dec. 1998. Hertil har vi modtaget svar fra ministeriet i brev af 7. januar.

Ministeriet anfører bl.a. i sit svar af 7. januar, at begrænsningerne skal ses i lyset af, at der er konstateret farvandsområder med problemer bl.a. i forhold til garnfiskerne. På den baggrund er der bl.a. foreslået områder med forbud mod trollingfiskeri. Landsforbundet har ikke kunne få denne påstand om problemer med garnfiskeri contra trolling verificeret.

I det kendte materiale for beslutningsgrundlaget savnes opgørelser over fangstmængder ved trollingfiskeri i de nævnte områder, og der foreligger ikke fra andre områder opgørelser, der viser, at trollingfiskeri er, eller bliver, en trussel for vandrefiskene.

Landsforbundet har lavet en intern undersøgelse (vedlagt), der viser, at trollingfiskeri ikke udgør nogen speciel trussel mod vandrende fisk. Undersøgelsen viser, at der i gennemsnit skal 56 timers trollingfiskeri til for at fange en havørred/laks.

Ligeledes savnes opgørelser og dokumentation over “andre problemer” vedr. trollingfiskeri i de nævnte områder, eksempelvis opgørelser over skader på erhvervsfiskeudstyr (fra politi, fiskerikontrol og forsikringsselskaber mm), hvor trollingudstyr har været årsagen.

Der foreligger heller ikke materiale, som viser at “spilende” redskaber monteret på fiskelinen” er en trussel mod bestanden af vandrende fisk, jvf. Niels Vestergaards og Søren P. Jensens redegørelse om trolling. Vi skal derfor foreslå, at §3, stk. 2. ændres til: “Det er dog tilladt, at anvende mindre indretninger monteret direkte på fiskelinen, som er egnet til at spile redskabet.”

Fødevareministeren udtalte den 13. januar i TV2 nyhederne, “at vi ser trollingfiskeriet gør et stort indhug i vandrefiskene.” Landsforbundet mener, at der ikke er belæg for udtalelsen, og er fortsat af den holdning, at trollingfiskeri ikke udgør en målbar faktor for vandrefiskene.

Der foreligger til gengæld omfattende dokumentation for, at garnfiskeri fortsat er et alvorligt problem for vandrefiskene, hvilket blev dokumenteret på konferencen i Viborg (se bilag). Vi finder det derfor vigtigt, at det først og fremmest er her, der sættes ind med begrænsninger. Her vil man have den største effekt på vandrefiskenes beskyttelse.

Da beskyttelsen af de vandrende fisk også ligger Landsforbundet meget på sinde, skal vi derfor foreslå, at teksten i §4 erstattes med et forbud mod trolling- og garnfiskeri i en 200 m. bred zone langs alle kyster. Derudover foreslås et udvidet fredningsbælte – for åudløb over 2 meters bredde – som skal friholdes for alt fiskeri. Fredningsbæltet udformes som en ligesidet trekant, hvor hver side er op til 1,5 km.

Når vi foreslår udvidede fredningszoner for både trolling- og garnfiskeri, er det ikke på baggrund af, at vi opfatter trollingfiskeri som en direkte trussel for vandrefiskene på lige fod med garnfiskeriet. Forslaget skal alene ses som en beskyttelse for badende, og en tiltrængt lettelse af det “simple fiskeri” (vadefiskeri). Ensidige restriktioner mod trollingfiskeri er for LDL helt uacceptable.

Vi skal heller ikke lægge skjul på, at vi finder de i udkastet foreslåede meget store områder, hvor udkastet lægger op til totalforbud for trollingfiskeri, unødige samt stærkt diskriminerende for de i lokalområdet berørte mennesker, der dyrker trolling og dørgefiskeri.

Landsforbundet kan støtte eventuelle restriktioner i form af forbud mod trolling på nærmere afgrænsede områder, såfremt de suppleres af tilsvarende forbud mod fiskeri med nedgarn i de samme områder. Det begrundes med, at fiskeri med nedgarn fortsat er den største dokumenterede trussel for de vandrende fisk. Vi mener dog at sådanne lokale forbud og restriktioner må afvente lokalrådsindstillinger, især hvis der skal være en mening med nedsættelse af lokale råd.

På den baggrund skal Landsforbundet venligst bemærke, at vi finder det foreliggende beslutningsgrundlag er for mangelfuldt og ikke kvalificeret til en endelig afgørelse i en så vigtig sag, der får afgørende betydning for tusinde af menneskers fremtidige udfoldelsesmuligheder.

Skal der alligevel være nogen mening i Fødevareministerens betragtninger, som han gav udtryk for på mødet den 5. januar, om at eventuelle kommende forbud alene skal ses på baggrund af et ønske om at varetage vandrefiskenes tarv, hvilket LDL helt kan tilslutte sig, bør man fortsat fokusere på garnproblematikken. Ikke mindst de ulovlige garnsætninger, der tilsyneladende er stigende.

Med venlig hilsen

“Landsforbundet Danske Lystfiskere”

v. Erik Thorsen

24. januar 1999

*  Forskning i Fiskeribiologi og Fiskeriforvaltning

Under denne overskrift efterlyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ansøgere til en pulje på 21 mio. kroner, som staten har afsat til forskning i fiskeribiologi og fiskeriforvaltning.

Forskningsprogrammet sigter – som det så smukt formuleres – på at “forøge vidensgrundlaget og opbygge langsigtet kompetence indenfor fiskeriforvaltningen i overensstemmelse med målsætningerne i den nationale delstrategi for fiskeriforskningen. Opbygning af et integreret vidensgrundlag for fiskeriforvaltningen kræver tværdisciplinær forskning, og der vil derfor blive lagt vægt på dette.” Citat slut.

– Organiseret ordgejl eller hvad? Under alle omstændigheder opfordres offentlige forskningsinstitutioner, universiteter, brancheforskningsinstitutter samt selvejende forskningsinstitutter til at søge projektmidler fra den omtalte pulje. Emnerne skal ligge inden for hovedområder som fiskeribiologi, fiskeriforvaltning, redskabsteknologi og fiskeriøkonomi.

Nærmere oplysninger samt ansøgningsskemaer kan fås hos Strukturdirektoratet under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på adressen Toldbodgade 29, 1253 København K. Telefon 33 63 73 00 eller telefax 33 63 74 71.

24. januar 1999

©Steen Ulnits

* Skjernå på skinner

Nu ser det endelig ud til, at Skjernå igen bliver til en rigtig å – med sving og høller – i stedet for et kanalagtigt afløb for landbruget. Endelig, for det er nu mere end ti år siden, at et enigt Folketing besluttede sig for, at Danmarks vandrigeste å skulle lægges tilbage i sit oprindelige bugtede leje…

Årsagen var og er, at en ureguleret å med regelmæssige mellemrum oversvømmer de engområder, der ligger ned til åen. Herved aflejres en meget stor del af de næringssalte – primært kvælstof fra landbruget – som ellers ville ende ude i Ringkøbing Fjord. Her ville de forårsage algeblomst, iltsvind og – i sidste ende – bundvendinger.

I de forgangne år har staten opkøbt eller ombyttet jord langs Skjernåens nedre løb. Man er nu så vidt, at ni entreprenørfirmaer er udpeget til at byde på de kommende anlægsarbejder, der tilsammen udgør Danmarks hidtil største naturretableringsprojekt. Og samtidig også et af Europas største af slagsen.

Det deciderede gravearbejde forventes påbegyndt omkring 1. juni i år, men det vil jeg nu gerne se først, før jeg tror på. Ti års venten har gjort mig skeptisk… Men om alt går vel, vil der blive anlagt nye veje og nedlagt gamle, bygget nye broer og nedlagt gamle samt flyttet rundt på mange tusinde lastvognlæs sandet vestjysk jord.

Disse anlægsarbejder løber tilsammen op i mere end 100 mio. kroner, så det er heldigt, at der står et enigt Folketing bag! 0,1 milliard kroner er jo trods alt også en klatskilling her sidst på måneden…

Det forventes nu, at Skjernåen om to til tre år atter snor sig afsted gennem landskabet på sin vej mod Ringkøbing Fjord. Til glæde for både fugle, fisk og mennesker langs åen samt vandmiljøet ude i fjorden, ikke at forglemme. Om så den berømte Skjernå-laks også vil nyde godt af den “nye” å, får stå hen i det uvisse.

21. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Forlænget fredning – udskudt premiere

Fødevareminister Henrik Dam Kristensen har tilsyneladende haft travlt i den seneste tid. Ikke blot har han varslet indskrænkede muligheder for trolling-fiskeriet (se nedenfor). Nu har han også forlænget fredningen ved de sønderjyske åer, som munder ud i Vadehavet. Her er årets sæsonstart således udskudt til den 1. marts, hvilket er den “gamle” premieredato. De fiskere, som forventningsfulde drog af huse den 16. januar, fik således en lang næse – eller gjorde sig skyldige i en kriminel handling.

Baggrunden for den udvidede fredning er – såvidt vides – at det tidlige forårsfiskeri tolder for hårdt på bestanden. Ikke mindst tror ministeren, at mange grønlændere under målet dør af at blive fanget og genudsat. Det samme troede biologerne, som i tre år har undersøgt Vadehavet med tilløb. De kunne dokumentere, at omkring 8.000 havørreder under målet årligt dør efter ophold i områdets mere eller mindre tørlagte pæleruser. Men de kunne ikke sætte noget tal på den skade, som sportsfiskeriet menes at forvolde på havørrederne oppe i åerne.

Det kan derfor virke lidt panikagtigt, at en sådan udvidet fredning lanceres i sidste sekund. Men man må gå ud fra, at ministeren nu ligger inde med stærke og konkrete beviser på det tidlige sportsfiskeris skadelige virkninger på bestandene af havørreder i Vadehavsområdet.

Det skal blive spændende at se, hvilket undersøgelser der ligger til grund for de nye regler. – For det er vel aldeles utænkeligt, at ministeren har ligget under for pres fra erhvervs- og bierhvervsfiskerside, og at han derfor har grebet til en udvidet fredning – uden at have den biologiske baggrund i orden? – At de nye regler blot skulle være led i den politiske “studehandel” med fritidsfiskeriet, som har været omtalt i pressen?

19. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Vanskelig vandmiljø-handlingsplan

– Det bliver svært at nå målene i Vandmiljø-handlingsplan II, forlyder det fra flere amter. Plan II blev iværksat, da man kunne se, at den oprindelige plan fra 1987 havde spillet fallit over for landbrugets udledninger af kvælstof til åer, søer og fjorde.

Den nye plan indebærer blandt andet, at 16.000 hektar landbrugsjord skal sættes mere eller mindre under vand, så næringssaltene tilbageholdes her – så de ikke havner i vandmiljøet, som ellers ville og vil kvittere med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Men det viser sig at være svært at nå til enighed om de 16.000 hektar nye vådområder. – Hvor skal de ligge henne, og hvor meget skal lodsejerne have i kompensation? Fra myndighedernes side har man meldt klart ud, at man ikke ønsker problemerne løst ved ekspropriation – at man vil søge at løse problemerne i fred og fordragelighed.

Det er imidlertid lettere sagt end gjort, for mange lodsejere med egnede vådområder vil ikke være med – eller er stærkt utilfredse med den kompensation, der har fået stillet i udsigt. Det drejer sig jo om arealer, der i forvejen er marginaljorde, og dem kan man jo ikke forvente nogen stor kompensation for. Hvad man imidlertid har vist sig at gøre flere steder – blandt andet i Århus Amt, hvor striden drejer sig om Kolindsund kanalerne på Djursland.

Får amtet sin vilje, skal kanalerne tørlægges. Da Kolindsund på nuværende tidspunkt er et ganske produktivt havørredvand, er lokale sportsfiskere bestemt ikke begejstrede ved tanken…

I andre amter går det heldigvis bedre. På Fyn har man således haft det store held, at flere større godser selv har henvendt sig – med mulighed for at etablere store, sammenhængende vådområder til en fornuftig pris. Så her ser man ikke problemer med at leve op til den nye vandmiljø-handlingsplan.

15. januar 1999

©Steen Ulnits

*  El Niño og La Niña

Vi har i de sidste to år oplevet rekordhøje temperaturer på verdensplan – efter alt at dømme forårsaget af en tiltagende drivhuseffekt.

Vi ved, at havoverfladen i dette århundrede er steget knap 20 cm. En del af forklaringen herpå er, at isen ved polerne smelter med knap 1 cm om året. En anden del af forklaringen er, at vandet simpelthen fylder mere, når temperaturen samtidig stiger. Stigningen i verdenshavenes vandspejl går således hurtigere, end man hidtil har regnet med.

Mere og mere tyder på, at Jordens klima i vid udstrækning udspringer fra Stillehavet ud for Sydamerika. Det er her, fænomenerne “El Niño” og den efterfølgende “La Niña” tager deres udspring. Fra den varme havstrøm “El Niño”, som regelmæssigt – med 3-7 års mellemrum – hærger farvandet ud for Chile og Peru, kender man til de ødelæggende virkninger af temperaturstigninger i havstrømmene. Hver gang, “El Niño” dukker op, ødelægges fiskeriet totalt i kortere eller længere perioder.

Efter hver varm “El Niño” kommer der en kold “La Niña” – en efterfølgende periode, hvor havstrømmen igen afkøles. Hvor koldt havvand i stedet føres usædvanligt langt nordpå mod Indonesien. Denne evige skiften påvirker verdens klima langt mere, end man først har antaget. Det er den, der i vid udstrækning afgør, om man i Asien får hedebølge og tørke eller voldsomme regnskyl og oversvømmelser.

Der er ved at være enighed blandt klimaforskere om, at drivhuseffekten er med til at forstærke de omtalte svingninger i havstrømmenes temperatur – at vores udledning af CO2 i den vestlige verden således er direkte med til at øge antallet af tropiske storme, som hærger fattige områder af verden.

15. januar 1999

©Steen Ulnits

*  LDL pressemeddelelse:

Møde med ministeren

Ved hjælp af en “inside forbindelse” lykkes det mellem jul og nytår LDL at få et personligt møde i stand med Henrik Dam Kristensen (og ministeriet) den 5. januar.

Vi lagde stor vægt på, at så mange repræsentanter for lystfiskeriet som muligt kom med til mødet. DSF m fl. var også straks med på invitationen – og deltog. Det væsentligste ministeren sagde var, at bekendtgørelsen alene havde til hensigt at beskytte vandrefiskene ud fra et alment synspunkt. Se det var interessant. En målsætning LDL helt kan tilslutte sig.

Samme aften afholdt LDL et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde. Her deltog bl.a repræsentanter for alle tre danske småbådsklubber samt Danmarks Havfiskerforbund. Konklusionen på mødet blev, at LDL forslår som ændringsforslag, at alt trolling- og garnfiskeri ikke må finde sted inden for 200 meter fra lavtvandslinjen. Hertil kommer, at fredningszoner ved udløb (over 2 m) udvides til en ligesidet trekant – gerne på 1500 gange 1500 meter – hvor alt fiskeri forbydes.

Dette forslag falder godt i tråd med den politik, LDL tidligere har fremsat op til konferencen i Viborg (efteråret 97) netop for at skåne vandrefiskene og tilgodese “det simple fiskeri” (vadefiskeri fra kysten). Som loven er i dag, skal man holde sig 75 meter fra faststående redskaber. Her er således ikke plads til et almindeligt kystfiskeri med den100 meterzone, som vi kender den i dag. Både garn- og trollingfiskerne er jo motoriseret og har således ingen problemer med at fiske længere ude.

Ser vi lidt på vandrefiskene, så gælder det om at beskytte dem på vej til og fra gydebankerne. Her selekterer garn ikke, men det gør kunstagn. Det er op til fisken, om den vil bide eller ej. Det forekommer derfor ganske urimeligt, hvis trolling-fiskeri skal vige til fordel for garn, hvis det – som ministeren anførte – alene drejer sig om at varetage vandrefiskenes tarv. Handler det derimod om en “kompensation” til fritidsfiskerne, så er det en helt anden sag.

For god ordens skyld skal vi påpege, at fritidsfiskerne ikke har mistet noget – de må fortsat fiske med 6 redskaber, dog kun med 3 nedgarn analog med regelsættet fra før ’93, hvor en flok indspiste organisationsfolk (DSF) glemte at protestere, da fritidsfiskeriet fik lusket kvoten op fra tre til seks garn.

Der skal heller ikke herske nogen som helst tvivl om, at LDL ikke kan acceptere, at store områder lukkes for det rekreative lystfiskeri, uanset hvilken art af fiskeri det gælder, alene på baggrund af “politiske studehandler”. Skal der være generelle forbud for lokale områder, skal det alene kunne begrundes i biologiske velbegrundede forhold, og dem vil vi godt se.

Skal der på nuværende tidspunkt drages en konklusion, bliver det, at LDL ønsker et regelsæt, der er enkelt, let at administrere og som skal virke efter hensigten. Her tager vi ministeren på ordet – nemlig beskyttelse af vandrefiskene mod overfiskeri.

Og som rosinen i pølseenden, så skal der komme noget fornuftigt ud af vores indbetalte fisketegnsmidler. Skal dette fisketegn ikke kun virke som en ny “skat” til en slunken statskasse, så gælder det i høj grad ørredens tarv. Et tarv, der ikke bliver opfyldt før, der kun må fiskes med amatørredskaber i det rekreative fiskeri – altså kun et garn, eller lystfiskergrej med en tilsvarende potens.

Erik Thorsen

“Landsforbundet Danske Lystfiskere”

Kommentar: En interessant ny vending på problematikken. Hvis det virkelig er sandt, at udkastet til den famøse bekendtgørelse kun og udelukkende havde til hensigt at sikre vandrefiskenes frie adgang til gydepladserne, så må LDL’s forslag til en 200 meter garn- og trollingfri zone bestemt være i alles interesse – også ministeriets.

Hermed ville også al kritik af ministeriets eventuelle studehandler med fritidsfiskerne straks forstumme, så en debatten kunne fortsættes på et sagligt grundlag.

12. januar 1999

©Steen Ulnits

* Nyt år – og det sidste

Så har vi taget hul på et nyt år – det sidste i dette årtusinde. Jeg skal benytte lejligheden til at sige tak til de mere end 10.000, der gæstede min hjemmeside i dens første år – langt flere, end jeg nogensinde havde forventet.

Jeg takker for tilliden og interessen og skal i 1999 forsøge at gøre det bedre endnu – med flere opdateringer og flere nyheder. Miljøstoffet er stadig højt prioriteret – med gode fangster og spændende nyt fiskegrej på andenpladsen.

Knæk og bræk i det nye år!

9. januar 1999

Steen Ulnits

* Mindre laks i norske elve

Som det vil være regelmæssige læsere af denne side bekendt, så er bestanden af vildlaks i norske elve raslet ned i de allerseneste år – med 1997 som noget nær et katastrofeår for mange af de klassiske lakseelve.

Nu ligger fangststatistikken for det forgangne år klar – med interessante nyheder. Den samlede fangst steg nemlig markant i forhold til 1997. Til gengæld bestod fangsterne næsten udelukkende af smålaks – grilse – med kun en enkelt vinter i havet. Laks, der i mange tilfælde kun vejer 1-2 kg og dermed ikke er meget større end mange havørreder. Mellemlaksene (2-3 års havophold) og storlaksene (3-4 år i havet) brillierede med deres totale fravær de fleste steder.

Gaula, som er en rigtig “danskerelv”, oplevede næsten en 4-dobling af fangsterne i ’98 i forhold til ’97 – fra omkring 5 tons til godt 20 tons. Til gengæld lå snitvægten så lavt som 2,5 kg.

Namsen, som frekventeres af mange danskere, steg til godt 20 tons laks i ’98 – dog kun fra godt 15 tons i ’97. Laksene her holdt en pænt høj snitvægt på 3,5 kg.

Orkla, som oplevede en ren katastrofesæson i ’97 med kun godt 4 tons laks, steg til godt 7 tons i ’98, men middelvægten holdt sig også her nede på omkring 2,5 kg.

Stjørdalselven, som mange danske fluefiskere holder meget af, gav i ’98 mere end 5 tons laks, hvilket er noget nær en 4-dobling i forhold til ’97. Desværre kunne man her notere sig en rekordlav snitvægt på kun godt 2 kg.

Ingen har nogen plausibel forklaring på dette fænomen. Men de ofte griske norske laksebønder, som stiltiende har set til, mens vildlaksen kæmpede for sit liv i norske elve, fjorde og havområder, lugter straks penge. De spår nu, at der – som altid i de gode, gamle dage – efter et godt grilseår vil komme et godt år for de større laks. Altså kan de (måske) slippe afsted med at sætte prisen på elvlejen i vejret igen…

Der er imidlertid overhovedet ingen garanti for, at 1999 bliver noget godt lakseår. Dertil er der alt for mange og komplicerede forhold, som spiller ind.

9. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Fra frisk fisk til fersk fars…

Der har i den seneste tid været megen debat om mangelen på friske fisk hos danske fiskehandlere. Selv TV har fået øje på problemet og har lavet en hel udsendelse om det. Også fødevareministeren har længe haft et godt øje til de halvgamle og halvrådne fisk, som ofte er til salg. Et besynderligt fænomen i en traditionel fiskerination, hvor der intetsteds er mere end 50 km til havet og de friske fisk…

Faktum er desværre, at de gode fisk går til eksportmarkedet, hvor de indbringer gode priser. Vi danskere må derfor tage til takke med, hvad der måtte blive til overs af vore egne fisk. Fisk, som i forvejen er halvdårlige – efter måske at have ligget mast i flere timer i bunden af en stor trawlpose…

Men fiskebranchen har råd for den slags dårligdom. De hele og rensede fisk købes typisk ind på fiskeriauktionerne af fiskegrossister, som sælger den ferske og isede fisk videre til fiskeforretningerne.

Her ankommer de i mere eller mindre god stand, hvorefter de straks lægges til skue i vinduet. Er fiskehandleren heldig, får han solgt dem straks. I modsat fald er han nødt til at filettere fiskene, inden de rådner helt. Friske fileter stammer således ikke eller kun sjældent fra friske fisk – med mindre man da selv har bedt om at få de hele fisk filetteret.

Bliver fileterne heller ikke solgt, er der kun én vej tilbage for fiskehandleren – kødhakkemaskinen, der laver de forrådnende fileter om til frisk fiskefars til fiskefrikadeller. Friskhakket fiskefars er således meget lidt frisk…

Bliver fiskefarsen heller ikke solgt – bliver den smidt ud. Fiskekød holder nemlig ikke ret længe, da proteinerne i fiskekød nedbrydes meget hurtigt. Frisk fisk lugter aldrig – men det gør der desværre (næsten) altid hos fiskehandleren. Og der lugter ikke af frisk fisk!

For øvrigt: Når det er sæson for hornfisk – i maj-juni og nogle måneder frem – vil man altid se de hele fisk først. Dernæst kommer fileterne, som med garanti ikke er friske. Hornfisk kan nemlig ikke udbenes effektivt, mens de er friske. Da vil de karakteristiske grønne ben ikke slippe kødet.

Det vil de derimod gerne, når fiskene har ligget et par dage i fiskehandlerens vindue…

– Velbekomme!

9. januar 1999

©Steen Ulnits