Det vakte stor opsigt, da Sovjetunionen gik i opløsning og Rusland åbnede sine grænser. Indtil da havde steder som Kamtchatka i Sibirien og Kolahalvøen været hermetisk tillukkede områder, som i den kolde krig tillagdes største militærstrategisk betydning.

Her lukkedes ingen potentielt farlig udlænding ind – med eller uden fiskestang. Men da først jerntæppet faldt og Gorbatjov gjorde ord som glasnost og perestrojka verdenskendte, skete der noget. Da rykkede entusiastiske laksefiskere ind på Kolahalvøen, hvis lakseelve længe havde været kendt, men ikke tilgængelige. Formedelst hård valuta som dollar og D-mark kunne man nu komme ind overalt, hvor der før havde været lukket land.

I dag har priserne på godt laksefiskeri på Kolahalvøen nået absurde højder, som kun rige og adelige har råd til at betale. Heldigvis slap jeg gennem nåleøjet inden da. Sammen med folk fra den russiske ambassade og det danske kommunistparti (!) kom jeg i 1990 på russisk laksefiskeri til absolut spotpris. Vi betalte nogle få tusinde kroner for en uges fornemt laksefiskeri i ukendte vande. Med hotelophold og lokale guider.

Vi fik laks hver eneste dag og i hver eneste elv, vi besøgte. Bækørreder på op til 2 kg faldt som behagelige bifangster under laksefiskeriet! Meget mere herom i min bog “Fiskerejser til fjerne lande”, som du finder under “Bøger”.

Steen Ulnits

Vi fangede mange fine laks under vort ugelange ophold på Kolahalvøen i 1990. Ingen var store – de største vejede vel omkring 6 kg – men der var masser af nystegne blanklaks på 3-4 kg, som villigt gik til fluen.

Længst oppe i elvene fik vi de let farvede laks, som var gået op først på sommeren. De fleste vejede 5-6 kg. De helt blanke, men lidt mindre laks fik vi nær elvmundingerne ved Hvidehavet. Her fiskede vi med tidevandet – stod op, så vi kunne være fremme ved elven, når højvandet var på retur og havde afleveret en ny portion friske laks på de nederste standpladser.

Specielt mindeværdig var en lille 3 kg’s fisk, som blev taget under lidt usædvanlige omstændigheder. Jeg stod ude på en klippeblok i elven og fiskede, da jeg pludselig blev antastet af en russisk talende person – med en Kalashnikov hængende løst over skulderen. Det var en lokal fiskeriopsynsmand, som ville tjekke mine papirer – om jeg nu havde min fisketilladelse i orden.

Det havde jeg heldigvis – og fik lov til at fiske videre. Lidt senere huggede en ilter laks min lile hårvingede Garry og stak nedefter i den stærke strøm. Jeg fulgte efter inde på bredden – sekunderet af en håndfuld cigaretrygende drenge og deres fiskeinteresserede hund.

Da vi nåede den nederste bro før havet, måtte jeg sætte hårdt mod hårdt for at undgå, at laksen gik under. Grejet holdt, og ind kom laksen – til stor glæde for ikke mindst den russiske hund!

Vor mand fra kommunistpartiet stod bag kameraet!

Steen Ulnits

Skotland er et vidunderligt sted – om man så er til whisky eller laks.
Begge dele er der rigeligt af i det skotske højland, hvis rene vand fra de vidtstrakte heder er lige så velegnet til at opfostre laks i som til at lave whisky af. Brunt som te er det i begge tilfælde – og klart på samme tid.

For nogle år siden var jeg inviteret med til Skotland af DR2, som skulle lave en trilogi af programmer i den skotske natur. Den oprindelige idé var at lave en moderne udgave af klassikeren over alle klassikere i fiskelitteraturen: Izaak Walton’s udødelige “Den Fuldkomne Fisker”. Her mødes en fisker, en jæger og en falkoner på en landevejskro, hvor de søger at overbevise hinanden om, at netop deres sport er den fineste og bedste.

Jeg var fiskeren, der i første program skulle fiske laks i den berømte River Dee, hvor A.H.E.Wood i sin tid opfandt det moderne laksefluefiskeri med flydeline. I sandhed en tung arv at løfte for en træt dansker med feber og halsbetændelse…

Hele den første dag gik da også uden det mindste hug – trods horder af farvede laks, der sprang foran og bag mig – sågar også over linen. Men hugge ville de ikke. Jeg havde kun to fiskedage, så det så ikke godt ud.

Med slet skjult fryd døbte falkoneren derfor programmet “Den gode, den onde og ham, der ikke fangede noget”. Han var naturligvis selv den gode, mens jægeren, der skød og dræbte alt, lige så naturligt var den onde.

Så ville skæbnen imidlertid, at jeg fangede en laks på andendagen – sågar med kameraet kørende, da laksen huggede. Skæbnen ville også, at falkonerens højt besungne fugle overhovedet ikke ville lette, da det var hans tur til at vise flag. Trods hurtigt flyvende ryper i alle såter ville falkene ikke over hegnspælshøjde, da først kameraerne rullede. Ren fiasko.

Med slet skjult fryd omdøbte fiskeren derfor programmet – til “Den Gode, den onde og ham, hvis fugle ikke ville flyve”.

Hybris og Nemesis på bedste og mest pædagogiske vis!

Steen Ulnits

Det er svært at fange fisk på kommando – når kameraerne ruller og tiden løber. Og når fisken så endelig hugger, kan det være svært at træffe den rigtige beslutning – at genudsætte en fisk, hvis det er en nedfalder. Specielt hvis den er stor.

Det var tilfældet en råkold forårsdag på Randers Fjord. Vi havde fået adskillige sølvblanke havørreder i fineste kondition – flere på den rigtige side af målet. Men så huggede en langt større fisk, der viste sig at være en nedfaldsørred på vej ud af Randers Fjord for at æde sig tyk igen. En fisk, der bør genudsættes, da den alligevel ikke er meget værd i køkkenet.

Dette er nok den fisk, jeg har hørt mest for gennem tiderne – den fisk, jeg ærgrer mig mest over i dag. En udleget fisk, der skulle have været genudsat for åben skærm – som forbillede for andre fiskere i samme situation.

Men en fisk, som i stedet blev nakket – for anden gang i sit liv. Den havde nemlig et markant hul i nakken efter et skarvangreb fra oven!

Så er det altså ikke nemt at være havørred…

Steen Ulnits

Der er noget helt specielt ved stallinger. Et gammelt tysk ordsprog siger således, at “Asch ist der Rheingraf, Salm nur ein Herr”. Oversat til dansk betyder det, at stallingen er Rhingreven, mens laksen kun er en herremand. “Queen of the river” kalder englænderne tilsvarende den storfinnede stalling.

Og det er ikke på grund af hverken kræfter eller høje spring, at stallingen har sin popularitet. Nej, det er i stedet dens temperament og blide sind, der lokker. Stallingen er i tilgift noget nær den perfekte fluefisk. Den lever primært af insekter, som den gerne stiger til fra bunden – på flere meters afstand. En opførsel, som har fået nogle til at spekulere i, at stallinger skulle være specielt langsynede – mere end eksempelvis ørreden.

Det er der imidlertid ikke ført bevis for. Men det er en kendsgerning, at stallingen i langt højere grad end ørreden stiger til overfladen efter insekter – og tørfluer. Også i koldt vejr, hvor ørreden glimrer ved sit fravær.

Jeg skal sent glemme en flot stallling, som for flere år siden steg til min lille str. 14 tørflue. I den skotske River Wear. I 3 grader varmt vand. I et forrygende snefog på en iskold novemberdag. Og så fightede den endda hidsigt med flere spring helt ud af vandet – ganske ulig den mere blide stalling, vi kender herhjemmefra.

– Nyd synet af stallingens imponerende rygfinne, når fluen er taget og storsejlet sat! Optagelserne stammer fra en DR TV-udsendelse fra øvre Gudenå, som huser en god bestand af stallinger indført fra Skjernå under Anden Verdenskrig. Fra naturens hånd findes der nemlig kun stallinger i Vestjylland – ikke i østvendte vandløb som Gudenåen.

Steen Ulnits

Aborren har altid været en af mine favoritfisk. Det er en hidsig fætter, som til tider ikke kan få maden stor nok. Til andre tider er det, som om den helt er holdt op med at tage føde til sig.

Aborren har temperament og et humør, der er meget påvirkeligt af vejret. Det sørger dens lukkede svømmeblære for. Falder lufttrykket pludseligt, må aborren enten søge ud på dybere vand – eller holde lav profil, til trykket igen er udlignet. Og da spiser den intet.

Man ved derfor aldrig rigtigt med aborren. Er den i humør til det, kan man fylde båden på kort tid. Andre dage får man intet – ud over frisk luft.

Aborren er således en lidt farlig fisk at tage i ed, når og hvis der skal laves TV. Her planlægges optagelserne ofte måneder i forvejen, så kameraholdet kan sammensættes og koordinere deres travle kalendere.

I denne udsendelse er vi taget ud på den nordjyske Glenstrup Sø, som den dag heldigvis viste sig fra sin gavmilde – og velsmagende – side.

Steen Ulnits

Aborrens veje er uransagelige, og specielt svær at hitte ud af bliver den, når aborren forlader det ferske vand for at vokse sig større i brakvand. Herude er der rigtig meget plads at røre sig på – meget vand at lede i.

I dette DR TV-program er vi taget ud på den indre del af Randers Fjord, som traditionelt huser en god bestand af brakvandsaborrer. Det er fisk, som fødes oppe i Gudenåen for siden at trække ud i Randers Fjord, hvor føden er langt mere rigelig.

Vi måtte lede længe, før vi fandt dem, og mange fik vi ikke i båden den dag. Men en enkelt på den rigtige side af kiloet lykkedes det mig dog at lokke til biddet på en rød Reflex spinner, og en tilsvarende stor slap med skrækken.

Normalt sætter jeg kilofisk ud igen, så de kan gyde og gavne bestanden. De mindre er alligevel de bedste spisefisk. Men denne dag var der TV på, og det kostede altså kilofisken livet.

Steen Ulnits

Bornholm er på mange måder en fantastisk lille ø. Dels ligger den langt fra den øvrige del af Danmark, og dels byder den på urgammel klippegrund – noget, vi jo ikke er forvænte med i resten af Danmark.

Men ikke nok med det. Rundt om klippeøen svømmer i tusindvis af fede østersølaks, som frådser i stimerne af sild og ikke mindst brisling. De vokser så hurtigt, at de på få år kan lægge adskillige kilo på i kropsvægt. Mange bliver større end de magiske 10 kg, og alle er de lynende blanke med skæl så løse, at de drysser af ved mindste berøring.

Det var disse sølvblanke torpedoer, som var målet for et program på DR TV. Vi fulgte med laksefiskeren Thomas Ibsen ud på de ferske vover og kæmpede hårdt for at få fisk i kassen. Vi havde været på testfiskeri et par uger tidligere og fået flotte blanklaks på op til 8 kg. Men da først kameraerne snurrede, ville laksene intet.

Det lykkedes dog til sidst at få sølvtøj i båden. Se selv efter!

Steen Ulnits

Det er for mange en aldeles grænseoverskridende ting at tage på højskole – noget, mange ikke i deres vildeste fantasi kunne finde på at gøre. Det er noget med morgensang og bønnemøder og hvad ved jeg – tror mange.

Jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg selv var noget skeptisk, da jeg i 1999 blev kontaktet af forstander Ole Kæmpe fra Samsø Højskole. Han ville lave kystfluekurser på højskolen, og jeg skulle være underviser. Vi skulle starte allerede det kommende forår!

Den tyggede jeg lidt på, førend jeg sagde ja tak. Og kurserne blev en succes fra første forsøg. Interessen var præcis lige så stor, som forstanderen havde spået. Nogle år senere havde rygtet spredt sig, så Danmarks Radio kom til øen for at lave en TV-udsendelse om det at tage på højskole for at lære at fluefiske.

Ovenstående klip stammer fra denne TV-udsendelse, som er blevet sendt og genudsendt mange gange siden da. Den giver en god idé om, hvad et sådant højskolekursus handler om.

Samsø-kurserne kørte i 10 år, inden højskolen i 2010 desværre måtte dreje nøglen om og erklære sig konkurs.

Steen Ulnits

Den vestjyske Skjernå har altid ligget mig meget på sinde. Dels er jeg født ved bredden af den – i Ringkøbing – og dels stammer Danmarksrekorden for laks på 26,5 kg herfra – taget i 1954, kun to år før min fødsel.

Hedeselskabets regulering af Skjernå så sent som i 1960’erne har derfor altid været en torn i øjet på mig, og stor var glæden derfor, da et enigt Folketing i 1987 besluttede, at åen skulle lægges tilbage til sit oprindelige slyngede leje – af hensyn til vandmiljøet i Ringkøbing Fjord, som på den måde blev sparet for store mængder fosfor og kvælstof.

Restaureringen var færdig i 2003, og det var derfor helt naturligt at fokusere på den “nye” Skjernå til et af programmerne i en ny række TV-udsendelser om lystfiskeri. Vi valgte at følge laksens vej ind gennem slusen ved Hvide Sande og op gennem Ringkøbing Fjord til udmundingen af Skjernå.

Vi fiskede efterfølgende lidt i selve åen og besøgte Dansk Vildlaksecenter, som i dag står for opdrættet af den oprindelige Skjernå-laksestamme, man i mange år troede var uddød. Moderne DNA-undersøgelser viste heldigvis, at det var den ikke!

DR TV journalist Leif Hjortshøj lavede i tidernes morgen en række udsendelser om Hedeselskabet og dets ødelæggelse af Skjernå. De er nok værd at gense i dag, hvor vi har brugt 280 millioner skattekroner på at føre den af Hedeselskabet til ukendelighed regulerede å tilbage til det oprindelige slyngede forløb.

I dag kan Danmarks vandrigeste å nu atter tilbageholde mange af de næringssalte, der ellers løb direkte ud i den lavvandede Ringkøbing Fjord. Og i dag trives atlanterhavslaksen atter i den vestjyske å.

Steen Ulnits