Cuba er uløseligt forbundet med Fidel Castro, og Castro er uløseligt forbundet med revolutionen for godt et halvt århundrede siden. Lige siden dengang har Fidel og hans bror Raoul styret øen i Karibien med til tider hård, men altid kærlig hånd. Derfor elsker cubanerne Castro – af et godt hjerte.

Cuba blev hårdt ramt, da Sovjetunionen afgik ved døden i 1990. Pludselig manglede alle de livsvigtige forsyninger af olie og fødevarer, som kommunisterne i Kreml troligt havde sørget for, og som cubanerne var blevet helt afhængige af. Herefter fulgte “periode special”, som cubanerne selv kalder den – et tiår med store omstillingsproblemer.

I dag er Cuca atter på ret køl, og nu er turismen blevet en meget vigtig del af den cubanske indtægt. Fisketurismen er eksploderet, selv om amerikanerne indtil nu har haft forbud mod at besøge “fjenden” Cuba. Mange har dog gjort det alligevel. Det gode fiskeri har lokket mange amerikanske fiskere til alligevel at besøge Cuba – nu dog via nabolandene Mexico og Canada…

Selv besøgte jeg Cuba for første gang i 1989. Dengang havde USA netop lukket af for turiststrømmen, og store spritnye Big Game både lå ubenyttet hen i Hemmingway Marina – til fals for spotpriser, hvilket vi nød godt af. Fangsterne var gode og bestod primært af guldmakreller, hvid og blå marlin. Et fornemt bassfiskeri fik vi også prøvet.

I 2009 var det så 50-året for den cubanske revolution. Det var også 20-året for mit eget første besøg. Og endelig var det sidsteåret for det amerikanske indrejseforbud. Præsident Obama havde nemlig lovet, at han ville ophæve forbudet, så alle amerikaneren atter frit kunne rejse til Havanna igen. Med et sikkert rykind af dollarstærke “gringos” til følge…

Der var således mange gode grunde til at haste til Cuba i 2009. Jeg tog skridtet fuldt ud og tilbragte to uger i Jardines de la Reina – på en komfortabel hotelbåd ankret op i mangroven langt fra fastlandet.

Det blev en spændende tur – med masser af fisk og mange forskellige arter. Ikke mindst bonefisk i et antal og en størelse, jeg ikke tidligere havde oplevet.

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Cuba ⌘

New Zealand bugner af klarvandede søer og elve ideelle til laks og ørreder. Men fra naturens hånd har der aldrig været laksefisk på New Zealand – hverken på Nordøen eller Sydøen. Laksefiskene er kun naturligt forekommende på den nordlige halvkugle.

Men de engelske kolonialister savnede deres ørreder at fluefiske efter, og derfor sendte de bud efter ørredæg, som de kunne sætte ud i de fantastisk smukke og rene vande på New Zealand.

Men det var ingen nem sag i 1800-tallet, hvor man hverken havde fly eller frysere. Det afskrækkede imidlertid ikke de gæve englændere fra at prøve, og fra England sejledes derfor befrugtede ørredæg den meget lange vej til New Zealand – med datidens hurtigste transportmiddel: Dampskibet.

Langt de fleste ørredæg overlevede ikke turen. De var emballeret på mos mellem isblokke, der langsomt smeltede, mens skibet passerede Ækvator. Der var dog overlevende imellem, som nåede helt frem til det forjættede land, og de blev nænsomt taget ud fra deres isdækkede mosleje og anbragt i klækkebakker med rindende vand.

Her udviklede de sig til små bækørreder, som kunne udsættes i søer og elve. Senere og på samme vis kom regnbueørreder til fra Nordamerika. Begge slog de overmåde godt an på New Zealand, hvor regnbueørreden i dag dominerer i søerne på Nordøen, mens bækørrederne hersker i Sydøens koldere elve.

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra New Zealand ⌘