Forfatterarkiv: Steen

Flere laks fra Kola-halvøen

Vi fangede mange fine laks under vort ugelange ophold på Kolahalvøen i 1990. Ingen var store – de største vejede vel omkring 6 kg – men der var masser af nystegne blanklaks på 3-4 kg, som villigt gik til fluen.

Længst oppe i elvene fik vi de let farvede laks, som var gået op først på sommeren. De fleste vejede 5-6 kg. De helt blanke, men lidt mindre laks fik vi nær elvmundingerne ved Hvidehavet. Her fiskede vi med tidevandet – stod op, så vi kunne være fremme ved elven, når højvandet var på retur og havde afleveret en ny portion friske laks på de nederste standpladser.

Specielt mindeværdig var en lille 3 kg’s fisk, som blev taget under lidt usædvanlige omstændigheder. Jeg stod ude på en klippeblok i elven og fiskede, da jeg pludselig blev antastet af en russisk talende person – med en Kalashnikov hængende løst over skulderen. Det var en lokal fiskeriopsynsmand, som ville tjekke mine papirer – om jeg nu havde min fisketilladelse i orden.

Det havde jeg heldigvis – og fik lov til at fiske videre. Lidt senere huggede en ilter laks min lile hårvingede Garry og stak nedefter i den stærke strøm. Jeg fulgte efter inde på bredden – sekunderet af en håndfuld cigaretrygende drenge og deres fiskeinteresserede hund.

Da vi nåede den nederste bro før havet, måtte jeg sætte hårdt mod hårdt for at undgå, at laksen gik under. Grejet holdt, og ind kom laksen – til stor glæde for ikke mindst den russiske hund!

Vor mand fra kommunistpartiet stod bag kameraet!

Steen Ulnits

DR2: Skotske laks i royale omgivelser

Skotland er et vidunderligt sted – om man så er til whisky eller laks.
Begge dele er der rigeligt af i det skotske højland, hvis rene vand fra de vidtstrakte heder er lige så velegnet til at opfostre laks i som til at lave whisky af. Brunt som te er det i begge tilfælde – og klart på samme tid.

For nogle år siden var jeg inviteret med til Skotland af DR2, som skulle lave en trilogi af programmer i den skotske natur. Den oprindelige idé var at lave en moderne udgave af klassikeren over alle klassikere i fiskelitteraturen: Izaak Walton’s udødelige “Den Fuldkomne Fisker”. Her mødes en fisker, en jæger og en falkoner på en landevejskro, hvor de søger at overbevise hinanden om, at netop deres sport er den fineste og bedste.

Jeg var fiskeren, der i første program skulle fiske laks i den berømte River Dee, hvor A.H.E.Wood i sin tid opfandt det moderne laksefluefiskeri med flydeline. I sandhed en tung arv at løfte for en træt dansker med feber og halsbetændelse…

Hele den første dag gik da også uden det mindste hug – trods horder af farvede laks, der sprang foran og bag mig – sågar også over linen. Men hugge ville de ikke. Jeg havde kun to fiskedage, så det så ikke godt ud.

Med slet skjult fryd døbte falkoneren derfor programmet “Den gode, den onde og ham, der ikke fangede noget”. Han var naturligvis selv den gode, mens jægeren, der skød og dræbte alt, lige så naturligt var den onde.

Så ville skæbnen imidlertid, at jeg fangede en laks på andendagen – sågar med kameraet kørende, da laksen huggede. Skæbnen ville også, at falkonerens højt besungne fugle overhovedet ikke ville lette, da det var hans tur til at vise flag. Trods hurtigt flyvende ryper i alle såter ville falkene ikke over hegnspælshøjde, da først kameraerne rullede. Ren fiasko.

Med slet skjult fryd omdøbte fiskeren derfor programmet – til “Den Gode, den onde og ham, hvis fugle ikke ville flyve”.

Hybris og Nemesis på bedste og mest pædagogiske vis!

Steen Ulnits

DR2: Havørred med hul i hovedet…

Det er svært at fange fisk på kommando – når kameraerne ruller og tiden løber. Og når fisken så endelig hugger, kan det være svært at træffe den rigtige beslutning – at genudsætte en fisk, hvis det er en nedfalder. Specielt hvis den er stor.

Det var tilfældet en råkold forårsdag på Randers Fjord. Vi havde fået adskillige sølvblanke havørreder i fineste kondition – flere på den rigtige side af målet. Men så huggede en langt større fisk, der viste sig at være en nedfaldsørred på vej ud af Randers Fjord for at æde sig tyk igen. En fisk, der bør genudsættes, da den alligevel ikke er meget værd i køkkenet.

Dette er nok den fisk, jeg har hørt mest for gennem tiderne – den fisk, jeg ærgrer mig mest over i dag. En udleget fisk, der skulle have været genudsat for åben skærm – som forbillede for andre fiskere i samme situation.

Men en fisk, som i stedet blev nakket – for anden gang i sit liv. Den havde nemlig et markant hul i nakken efter et skarvangreb fra oven!

Så er det altså ikke nemt at være havørred…

Steen Ulnits

DR2: Stalling på tørflue i Gudenåen

Der er noget helt specielt ved stallinger. Et gammelt tysk ordsprog siger således, at “Asch ist der Rheingraf, Salm nur ein Herr”. Oversat til dansk betyder det, at stallingen er Rhingreven, mens laksen kun er en herremand. “Queen of the river” kalder englænderne tilsvarende den storfinnede stalling.

Og det er ikke på grund af hverken kræfter eller høje spring, at stallingen har sin popularitet. Nej, det er i stedet dens temperament og blide sind, der lokker. Stallingen er i tilgift noget nær den perfekte fluefisk. Den lever primært af insekter, som den gerne stiger til fra bunden – på flere meters afstand. En opførsel, som har fået nogle til at spekulere i, at stallinger skulle være specielt langsynede – mere end eksempelvis ørreden.

Det er der imidlertid ikke ført bevis for. Men det er en kendsgerning, at stallingen i langt højere grad end ørreden stiger til overfladen efter insekter – og tørfluer. Også i koldt vejr, hvor ørreden glimrer ved sit fravær.

Jeg skal sent glemme en flot stallling, som for flere år siden steg til min lille str. 14 tørflue. I den skotske River Wear. I 3 grader varmt vand. I et forrygende snefog på en iskold novemberdag. Og så fightede den endda hidsigt med flere spring helt ud af vandet – ganske ulig den mere blide stalling, vi kender herhjemmefra.

– Nyd synet af stallingens imponerende rygfinne, når fluen er taget og storsejlet sat! Optagelserne stammer fra en DR TV-udsendelse fra øvre Gudenå, som huser en god bestand af stallinger indført fra Skjernå under Anden Verdenskrig. Fra naturens hånd findes der nemlig kun stallinger i Vestjylland – ikke i østvendte vandløb som Gudenåen.

Steen Ulnits

DR2: Aborrer på Glenstrup Sø

Aborren har altid været en af mine favoritfisk. Det er en hidsig fætter, som til tider ikke kan få maden stor nok. Til andre tider er det, som om den helt er holdt op med at tage føde til sig.

Aborren har temperament og et humør, der er meget påvirkeligt af vejret. Det sørger dens lukkede svømmeblære for. Falder lufttrykket pludseligt, må aborren enten søge ud på dybere vand – eller holde lav profil, til trykket igen er udlignet. Og da spiser den intet.

Man ved derfor aldrig rigtigt med aborren. Er den i humør til det, kan man fylde båden på kort tid. Andre dage får man intet – ud over frisk luft.

Aborren er således en lidt farlig fisk at tage i ed, når og hvis der skal laves TV. Her planlægges optagelserne ofte måneder i forvejen, så kameraholdet kan sammensættes og koordinere deres travle kalendere.

I denne udsendelse er vi taget ud på den nordjyske Glenstrup Sø, som den dag heldigvis viste sig fra sin gavmilde – og velsmagende – side.

Steen Ulnits

DR2: Storaborrer på Randers Fjord

Aborrens veje er uransagelige, og specielt svær at hitte ud af bliver den, når aborren forlader det ferske vand for at vokse sig større i brakvand. Herude er der rigtig meget plads at røre sig på – meget vand at lede i.

I dette DR TV-program er vi taget ud på den indre del af Randers Fjord, som traditionelt huser en god bestand af brakvandsaborrer. Det er fisk, som fødes oppe i Gudenåen for siden at trække ud i Randers Fjord, hvor føden er langt mere rigelig.

Vi måtte lede længe, før vi fandt dem, og mange fik vi ikke i båden den dag. Men en enkelt på den rigtige side af kiloet lykkedes det mig dog at lokke til biddet på en rød Reflex spinner, og en tilsvarende stor slap med skrækken.

Normalt sætter jeg kilofisk ud igen, så de kan gyde og gavne bestanden. De mindre er alligevel de bedste spisefisk. Men denne dag var der TV på, og det kostede altså kilofisken livet.

Steen Ulnits

DR2: Bornholmsk Mekka for østersølaks

Bornholm er på mange måder en fantastisk lille ø. Dels ligger den langt fra den øvrige del af Danmark, og dels byder den på urgammel klippegrund – noget, vi jo ikke er forvænte med i resten af Danmark.

Men ikke nok med det. Rundt om klippeøen svømmer i tusindvis af fede østersølaks, som frådser i stimerne af sild og ikke mindst brisling. De vokser så hurtigt, at de på få år kan lægge adskillige kilo på i kropsvægt. Mange bliver større end de magiske 10 kg, og alle er de lynende blanke med skæl så løse, at de drysser af ved mindste berøring.

Det var disse sølvblanke torpedoer, som var målet for et program på DR TV. Vi fulgte med laksefiskeren Thomas Ibsen ud på de ferske vover og kæmpede hårdt for at få fisk i kassen. Vi havde været på testfiskeri et par uger tidligere og fået flotte blanklaks på op til 8 kg. Men da først kameraerne snurrede, ville laksene intet.

Det lykkedes dog til sidst at få sølvtøj i båden. Se selv efter!

Steen Ulnits

DR2: Havørreder på Højskole

Det er for mange en aldeles grænseoverskridende ting at tage på højskole – noget, mange ikke i deres vildeste fantasi kunne finde på at gøre. Det er noget med morgensang og bønnemøder og hvad ved jeg – tror mange.

Jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg selv var noget skeptisk, da jeg i 1999 blev kontaktet af forstander Ole Kæmpe fra Samsø Højskole. Han ville lave kystfluekurser på højskolen, og jeg skulle være underviser. Vi skulle starte allerede det kommende forår!

Den tyggede jeg lidt på, førend jeg sagde ja tak. Og kurserne blev en succes fra første forsøg. Interessen var præcis lige så stor, som forstanderen havde spået. Nogle år senere havde rygtet spredt sig, så Danmarks Radio kom til øen for at lave en TV-udsendelse om det at tage på højskole for at lære at fluefiske.

Ovenstående klip stammer fra denne TV-udsendelse, som er blevet sendt og genudsendt mange gange siden da. Den giver en god idé om, hvad et sådant højskolekursus handler om.

Samsø-kurserne kørte i 10 år, inden højskolen i 2010 desværre måtte dreje nøglen om og erklære sig konkurs.

Steen Ulnits

DR2: Skjernå-laksen

Den vestjyske Skjernå har altid ligget mig meget på sinde. Dels er jeg født ved bredden af den – i Ringkøbing – og dels stammer Danmarksrekorden for laks på 26,5 kg herfra – taget i 1954, kun to år før min fødsel.

Hedeselskabets regulering af Skjernå så sent som i 1960’erne har derfor altid været en torn i øjet på mig, og stor var glæden derfor, da et enigt Folketing i 1987 besluttede, at åen skulle lægges tilbage til sit oprindelige slyngede leje – af hensyn til vandmiljøet i Ringkøbing Fjord, som på den måde blev sparet for store mængder fosfor og kvælstof.

Restaureringen var færdig i 2003, og det var derfor helt naturligt at fokusere på den “nye” Skjernå til et af programmerne i en ny række TV-udsendelser om lystfiskeri. Vi valgte at følge laksens vej ind gennem slusen ved Hvide Sande og op gennem Ringkøbing Fjord til udmundingen af Skjernå.

Vi fiskede efterfølgende lidt i selve åen og besøgte Dansk Vildlaksecenter, som i dag står for opdrættet af den oprindelige Skjernå-laksestamme, man i mange år troede var uddød. Moderne DNA-undersøgelser viste heldigvis, at det var den ikke!

DR TV journalist Leif Hjortshøj lavede i tidernes morgen en række udsendelser om Hedeselskabet og dets ødelæggelse af Skjernå. De er nok værd at gense i dag, hvor vi har brugt 280 millioner skattekroner på at føre den af Hedeselskabet til ukendelighed regulerede å tilbage til det oprindelige slyngede forløb.

I dag kan Danmarks vandrigeste å nu atter tilbageholde mange af de næringssalte, der ellers løb direkte ud i den lavvandede Ringkøbing Fjord. Og i dag trives atlanterhavslaksen atter i den vestjyske å.

Steen Ulnits

Gudenåen – fra udspring til udløb

Danmarks længste vandløb

Det er et af naturens mange luner, at Danmarks to suverænt største vandløb udspringer blot få hundrede meter fra hinanden på den midtjyske højderyg:

Skjernå, som er landets vandrigeste, for at løbe mod vest og udmunde i Ringkøbing Fjord. Og Gudenåen, som er landets længste, for at løbe mod øst og tømme sit ferske vand ud i det salte Kattegat gennem den lange og smalle Randers Fjord.

Helt korrekt er dette nu ikke. Den jyske højderyg er generelt et vandskel mellem østvendte og vestvendte vandsystemer, men til trods for dette så løber Gudenåen faktisk sydpå i begyndelsen.

Den starter i kildeområdet ved Tinnet Krat og fortsætter siden sit løb gennem en smuk tunneldal til Tørring by. Herfra fortsætter den i en bred smeltevandsdal langs den gamle israndslinje til det midtjyske søhøjland – med kurs mod nord. Først efter Tange Sø løber Gudenåen for alvor østpå.

Alt efter hvordan man måler det, så er Gudenåen omkring 150 km lang og afvander et område på små 3.000 km2. Samtidig falder den hele 70 m på sin lange vej fra Tinnet Krat til Kattegat – et efter danske forhold stort fald.

Selve vandsystemet Gudenåen kan inddeles i fire afsnit med hver deres særpræg. Det er øvre Gudenå fra udspring til indløbet i Mossø; Søhøjlandet, der strækker sig til Tange Sø; nedre Gudenå til udløbet i Randers Fjord samt endelig selve fjorden ud til Kattegat.

Øvre Gudenå

På sin vej mod havet gennemløber Gudenåen samtlige stadier i et vandløbs “liv” – fra kildevæld over bæk og å til flod. Gudenåen er i denne forbindelse det eneste vandløb i Danmark, som på sit nedre løb når en sådan mægtighed, at den med biologisk rette kan betegnes “flod”.

Fra Tørring gennem Uldum Kær og forbi Åle løber Gudenåen igennem åbne engarealer. Først ved sammenløbet med Mattrup Å støder den for alvor på høje skrænter, der markerer begyndelsen på et kuperet landskab. Her finder vi starten på noget af Danmarks smukkeste natur – og de første større opstemninger af åen. Det er Vestbirk søerne, som markerer indgangen til en større og anderledes Gudenå.

Gudenåen mellem de kunstige Vestbirk søer og den imponerende store Mossø byder på Danmarks nok mest oprindelige og derfor bevaringsværdige vandløbsfauna. På grusbunden under den friske strøm lever sjældne vandinsekter, som stiller høje krav til miljøet, og som i flere tilfælde kun findes her. I øvrigt i utroligt smukke omgivelser. Tidligere havde Gudenå-laksen vigtige gydepladser her, hvor de fysiske forhold er ideelle.

Også stallingen trives godt i øvre Gudenå – trods det faktum, at den slet ikke hører hjemme her, men blev indført fra Vestjylland under Anden Verdenskrig. I den næringsrige Gudenå voksede og vokser stallingerne langt hurtigere end i det sandede og næringsfattige Vestjylland.

Søhøjlandet

Den næsten 10 km lange og 2 km brede Mossø er et kapitel for sig. Med sine mere end 1.600 hektar er den Jyllands suverænt største sø – dertil en af de dybeste. I søens østlige halvdel findes således vanddybder på mere end 20 m, hvilket er meget efter danske forhold.

De store dybder skyldes kæmpemæssige blokke af dødis efterladt af isen, da den trak sig tilbage ved sidste istids afslutning. På samme måde er Salten Langsø og Gudensø blevet til – som dødishuller i den gamle tunneldal, Gudenåen efterhånden har gravet.

De fleste af søerne i det midtjyske Søhøjland er såkaldte “langsøer” – søer, der nærmest er at betragte som større eller mindre udposninger af Gudenåen. Karakteristisk for sådanne søer er en stor gennemstrømning sammenlignet med almindelige søer – altså en hurtig udskiftning af vandet.

Dette forhold har stor betydning for ikke mindst laksefiskene, som kræver lave vandtemperaturer og et højt iltindhold for at trives. Betingelser, som i hvert fald tidligere har været opfyldt i de fleste af Søhøjlandets søer. Her har der givet levet langt flere søørreder, end der gør i dag. Og flere forskere tror endda, at netop de oprindelige, rene og kølige Silkeborg Søer har haft stor betydning som opvækstvand for ungfisk af Gudenå-laksen.

Gudenåen passerer nu igennem yderligere et antal søer på sin vej mod Silkeborg. Det er – i kronologisk rækkefølge – Birksø (med tilløb fra Knudsø og Ravn Sø), Jul Sø, Borre Sø (med tilløb fra Thorsø) og til sidst den store Silkeborg Langsø, der har tilløb fra den lille Ørnsø. Almind Sø, som ellers ligger lige om hjørnet, modtager ikke vand fra de øvrige søer. Derfor er vandkvaliteten her langt bedre end i det øvrige Søhøjland.

Tidligere – før etablering af opstemningerne ved Silkeborg – var der flere regulære åstrækninger mellem søerne i Søhøjlandet, end der er idag.

Nedre Gudenå

På sin videre færd nedefter passerer Gudenåen først den lille Sminge Sø, før den bremses midlertidigt af den ligeledes opdæmmede Tange Sø.

Denne kraftværkssø, som Gudenaa Centralen oprettede i 1920’rne, er næsten 10 km lang og naturligvis oprettet på den strækning af Gudenåen, hvor det relative fald er størst. Således er faldet gennem Tange Sø næsten 10 meter, hvilket er eller i hvert fald var et godt grundlag for produktion af elektricitet.

Uheldigvis foretrækker laksene at grave deres gydegruber på netop strækninger med et stort fald og derfor en frisk strøm. Med anlæggelsen af Tange Sø blev Gudenå-laksen da også forment adgang til sine sidste gydepladser i Gudenå-systemet. De ligger nu på bunden af Tange Sø – under flere meter vand.

Det er en stor og mægtig Gudenå, som efter kort tids ophold – nogle få dage – igen forlader Tange Sø. Bred og langsom flyder åen ned gennem engene i Bjerringbro, gennem Ulstrup og videre til Langå Stationsby, hvor den møder Lilleåen. Efter Stevnstrup kommer endnu et af de store tilløb til, nemlig Nørreå, som afvander den smukke Hald Sø og Viborg søerne.

Herefter når Gudenåen langt om længe frem til Randers by. Nu som en rigtig flod – med siv og åkander ved bredden samt en bestand af fisk og smådyr, der ellers normalt hører søerne til.

Randers Fjord

Officielt regner man Gudenåen for afsluttet ved Randers by, men som vandsystem betragtet har åen ikke afsluttet sin mission – at bringe ferskvand fra det store opland ud i havet – før ankomsten til Udbyhøj ved fjordens udmunding. Randers Fjord er således en integreret del af Gudenåens vandsystem og skal derfor behandles som sådan – ikke som en isoleret del. I biologisk sammenhæng er dette uhyre vigtigt.

Kilderne ved Tinnet Krat er langt fra Gudenåens eneste. Faktisk har Gudenåen mere end 500 kilder og større eller mindre tilløb. Til de vigtigste hører – nævnt fra udspring til udløb – Uldum Lilleå, Mattrup Å, Tåning Å, Salten Å, Knud Å, Funder Å, Linå, Gjern Å, Hinge Å, Tange Å, Hadsten Lilleå og Nørreå.

På samme måde har også Randers Fjord andre tilløb end lige Gudenåen. Fra vest kommer Tvede Å samt Øster Tørslev Å – fra øst den store og vandrige Alling Å, der munder ud længst inde i Grund Fjord. Man kan derfor med god ret sige, at Gudenåen først ender, hvor Randers Fjord og Grund Fjord mødes, nemlig ved Uggelhuse.

Det er således store mængder vand, der hele tiden strømmer ud i Randers Fjord – vand, der skal videre ud i Kattegat. Fjorden tilføres omkring 30.000 l vand i sekundet, hvilket omtrentligt svarer til hele Danmarks årlige vandforbrug – 1 milliard m3 om året.

Kattegat

Alt dette vand skal sluses ud gennem den 27 km lange og mindre end 1 km smalle fjord, hvilket naturligvis ikke går stille af. Således er der til tider en rivende strøm ud gennem fjorden – når vind og tidevand ellers tillader det. I Kattegat er der nemlig omkring en halv meters forskel på dagligt høj- og lavvande. Det betyder, at strømmen ud gennem Randers Fjord går helt i stå, når der er højvande i Kattegat. Omvendt fosser ferskvandet ud ved lavvande.

Men også vinden spiller en stor rolle for denne vandudskiftning. Længere tids østenvind kan presse så meget saltvand ind i den yderste del af fjorden, at ferskvandet ikke kan komme ud. Det stuves derfor op inde i fjorden, hvilket giver en til tider meget høj vandstand. Når det sker, er de lokale landbrugere rigtig glade for de mange diger og pumpestationer omkring fjorden.

Ferskvand og saltvand er ikke lige tungt. Dette bevirker en lagdeling af vandmasserne, hvor de møder hinanden i fjordens munding. Øverst vil man finde et udadgående lag af ferskvand, mens der underneden befinder sig et indadgående lag af tungt saltvand. I et enkelt tilfælde er saltvand trængt helt op til Randers Bro, hvor lystfiskere da i en kort periode – for første gang nogensinde – kunne fange torsk i Gudenåen!

I første omgang blander ferskvandet fra Gudenåen sig altså ikke med det salte vand fra Kattegat. Det tager lang tid, før opblandingen er total – dage, uger eller sågar måneder.

Om vinteren, når vandtilstrømningen til Randers Fjord er størst, tager det i snit vandet en uge at nå ud gennem fjorden. Om sommeren, hvor tilstrømningen er mindst, godt og vel to uger.

Gudenåen fra udspringet på den jyske højderyg til udløbet i Kattegat er således et uhyre dynamisk miljø året igennem. Der findes intet andet sted i Danmark, hvor man møder så forskelligartede forhold inden for så lille et geografisk område. Derfor finder man da også en kolossal artsdiversitet blandt fiskene, hvoraf mange regelmæssigt veksler mellem Gudenåens ferske vand, Randers Fjords brakke og Kattegats salte havand.

Alt efter årstid, temperatur og saltholdighed finder man fiskene forskellige steder i dette fantastiske akvatiske økosystem.

Vandkvaliteten

Vi skal ikke mange årtier tilbage, førend man i dagspresen kunne se flotte farvefotos af en blodrød Gudenå – farvet af affald fra slagteriet i Bjerringbro. Det var billeder som dem, der for alvor satte gang i debatten om Gudenåens fremtid – som vandåre eller spildevandskanal.

Heldigvis vandt miljøet, som endda i 1973 fik verdens første miljølov at have de smukke ambitioner i. Disse udmøntede sig i årelange og millionstore investeringer i de dengang 4 amter og 35 primærkommuner, som Gudenåen gennemløb. Blandt de mest imponerende og enkeltstående tiltag var rensningsanlægget ved Søholt, som ved sin åbning i 1976 var Europas mest avancerede – med såvel mekanisk som biologisk og kemisk rensning af spildevandet fra Søhøjlandet.

Vandkvaliteten i Gudenåens mange søer rettede sig dog ikke med det samme. Årtiers ophobning af fosfor i bundsedimentet sørgede for årligt tilbagevendende algeblomst med uklart vand og efterfølgende iltsvind ved bunden.

Men i 2006 skete der for alvor noget, som ændrede på dette. Det år kom nemlig den invasive vandremusling Dreissena polymorpha til Gudenå-systemet. Først blev den opdaget i Knudsø, hvorfra den bredte sig til resten af systemet. Med den måske tvivlsomme sidegevinst, at vandet nu er klarere end nogensinde. Og da man ikke kan adskille å, sø og fjord, er det klare vand slået igennem alle steder.

Det klare vand giver vandplanterne optimale betingelser, hvilket har fået grøden i vandløbet til at vokse og vandstanden til at stige. Med det uheldige resultat, at der nu er behov for øget grødeskæring i åen, hvis vandstanden skal holdes nede – hvis Gudenåen ikke skal gå over sine bredder en større del af året end tidligere.

Vandløbskvaliteten

Er vandkvaliteten i Gudenåen således bedre end i mange år, så halter det stadig med vandløbskvaliteten – de fysiske rammer for vandløbet. De fleste større opstemninger og vandringshindringer er allerede fjernet, men én mangler stadig – den største og mest kontroversielle af dem alle: Tangeværket.

Siden bygningen i 1924 har Tangeværket delt Gudenåen i to og effektivt hindret laksene adgang til deres sidste naturlige gydepladser. Med det uundgåelige resultat, at Gudenå-laksen blev endegyldigt udryddet sidst i 1920’erne.

Trods flere fisketrapper deler Tangeværket stadig Gudenåen i to skarpt adskilte dele, som laksefiskene kun i begrænset omfang kan veksle imellem. Og laksenes vigtigste gydepladser ligger stadig på bunden af Tange Sø – begravet under et tykt mudderlag.

Forkæmpere for vandmiljøet i Gudenåen sætter nu deres lid til EU, som med rod i Vandrammedirektivet fra 2000 vil sikre sundere vandøkosystemer og en bæredygtig udnyttelse af samme. En regulær fjernelse af den kunstige Tange Sø kunne blive en mulig konsekvens heraf.

Men trods 15 år på bagen er udmøntningen af Vandrammedirektivet og dermed kampen om vandmiljøet i Gudenåen kun lige begyndt.

Lokalt kæmpes der på alle fronter og med alle midler for at bevare søen.

Denne artikel blev bragt i august-nummeret af Biologforbundets blad “Kaskelot”. Det var udgave #206-2015.

Tegningerne er fra bogen “Gudenåen – Danmarks internationale laksevand”, der fås som enten paperback eller e-bog på http://ulnits.dk/boger/gudenaen-2/

Ovenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Sidste Gudenå-laks – én enkelt fisk – blev fanget i 1928. Så blev der stille.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket. Med Lilleåen som den absolut vigtigste.

Andre relaterede artikler:

Nationalpark Gudenåen

Retablering af Gudenåen