Forfatterarkiv: Steen

Sagt og skrevet om Den Grønne Trepart


Sakset fra “Aktuelt” i det forgangne år:

Kært Barn har mange navne, og knapt havde Den Grønne Trepart set dagens lys, førend den skiftede navn til Den Sorte Syvpart. I hvert fald i visse kredse. Forklaringen er til at tage og føle på:

Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en aldeles upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik, selv om de to ting jo unægtelig ofte hænger sammen.

Det er således nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede partiet Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger.

En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”. Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil. 

Dette trods mange advarsler fra faglig side og trods den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.

Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.


Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret.

Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken.

Smart træk. Måske lige lovlig smart.


Løkke forbigik også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.

Det var også under Løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for den hårdhændede behandling. Næppe nogen anden dansk politiker har derfor som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.

Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.

De luftede tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, og de krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis altså statsminister Frederiksen ikke makkede ret.


“Det danske vandmiljø har det hamrende godt”

“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“

Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti


Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode Messerschmidt mon kommer fra. I hvert fald ikke Planet Jorden. Årets iltsvind i de danske farvande tegner jo til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.

Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem den udtalelse jo var rent vand på møllen. I hvert fald vand på tilskudsmøllen.

En “mærkelig regering”

Trods sejr efter sidste Folketingsvalg vendte statsminister Mette Frederiksen (S) nu ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø. Truslen om en rigsretssag virkede tilsyneladende på statens minister.

I stedet for den hidtidige rød-grønne regering lancerede hun den nuværende blå-sorte SVM-koalition, som hun efterfølgende selv kaldte “mærkelig”. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling fra Mette Frederiksen vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.

For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.

Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske og brutale gennemførelse af den forkætrede Landbrugspakke – dikteret til forgængeren Eva Kjer Hansen (V) af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Esben Lunde valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af pakken, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkyndte han i efteråret, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model:


“Et interessant reguleringsinstrument”

“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”

Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister


Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.

Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed. Med Forurenet Fjordvand på Flaske til de fremmødte.

Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen, genoplivet midlertidigt og potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.

Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken. I regi af Venstre.

“En planlagt katastrofe”

Efter gaveregnen fra Landbrugspakken, der holdt Løkke ved magten i endnu et par år, gik det rigtig godt for økonomien i dansk landbrug. Men tilsvarende skidt for vandmiljøet, der kvitterede med rekordstore iltsvind landet over. Helt forventeligt efter Landbrugspakkens ekstra gødning og den øgede udvaskning til vandmiljøet.

“En planlagt katastrofe”. Det var, hvad professor i marin økologi ved Aarhus Universitet, Stiig Markager, derfor kaldte årets iltsvind. De har været under opsejling siden 2000, hvor Danmark jo tilsluttede sig EU’s Vandrammedirektiv til sikring af en ”god økologisk tilstand” i alle vandområder.

Stiig Markager har påpeget dette i snart tyve år, men intet reelt er sket – ud over altså Lars Løkkes kontraproduktive lancering af Landbrugspakken i 2016. Den muliggjorde brug af 20-30 % mere gødning, hvilket naturligvis bare gjorde allerede ondt langt værre.

Skiftende (som oftest borgerlige) regeringer har ikke turdet eller magtet at stille landbruget stolen for døren. Bønderne har derfor kunnet forurene ufortrødent videre – med oceaner af slimet fedtemøg skyllende ind på vore strande som det nu synlige resultat.


Senest har man så “opfundet” et helt nyt og aldrig tidligere set begreb, nemlig Den Grønne Trepart. Den har indtil videre begavet dansk landbrug med yderligere fire milliarder støttekroner. I tilgift til de 12 milliarder, dansk landbrug i forvejen modtager – hvert år.


Min egen personlige bullshit indikator nåede helt op i Det Røde Felt, da SVM-regeringen lancerede Den Grønne Trepart. Et helt nyt buzzword til det politiske Bullshit Bingo, som er blandt de mest populære og indbringende spil for tiden.

Det lykkedes endda SVM-regeringen at få Danmarks Naturfredningsforening lokket ind i folden som medansvarlig for den nye Trepart. Som eneste grønne organisation i Den Sorte Syvpart, som Den Grønne Trepart jo reelt er.

Treparten består nemlig af regeringen samt repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Desuden deltager tænketanken Concito som en særskilt videnspart. Natur og miljø har således ikke fået megen plads i den Grønne Trepart, som de facto er en Sort Syvpart.

Men Dansk Landbrug kunne endnu engang grine hele vejen hen til banken. Senest med en stort opsat overskrift i LandbrugsAvisen:


“Formuen er fordoblet på fem år”

“Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“

Overskrift i LandbrugsAvisen


Det helt rigtige er derfor at give skadesforvolderne 4 milliarder mere om året, så de ufortrødent kan forurene videre. Så de kan investere i flere maskiner og bygge større svinefabrikker end hidtil. Så vi kan være helt sikre på, at der også vil være gylle i vandet, iltsvind ved bunden og fedtemøg på stranden de næste mange år.

Man må tage sig til hovedet og rive sig i håret. Hvis ellers der er noget tilbage…

 

Borgmestre mod kvælstof

Mens SVM-koalitionen styrede målrettet mod afgrunden, manede flere S-borgmestre dog til besindelse. Regeringen vil via sin Sorte Syvpart nedprioritere den ellers absolut nødvendige indsats for at reducere udledningen af kvælende kvælstof fra landbruget til vandmiljøet.

Flere socialdemokratiske borgmestre var ikke med på ideen om at lade landbruget slippe billigere end hidtil foreslået. Det var naturligvis de borgmestre, som allerede døjede med algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger i deres respektive kommuner.


De var mildest talt bekymrede over, at trepartsminister Jeppe Bruus (S) tilsyneladende ville favorisere den model for kvælstofudledning, der endnu en gang vil lade landbruget slippe billigst og vandmiljøet lide endnu mere og endnu længere.

Blot for at tækkes bønderne i Venstre og Moderaterne.


Bruus ville angiveligt vælge den ud af tre foreslåede modeller, der mere eller mindre vil lade status for udledningerne være uændret. Trods ellers et vel dokumenteret behov for at gøre endnu mere. Det havde regnedrengene i Finansministeriet nemlig konkluderet i deres ufattelige visdom.

Som om Finansministeriet lige pludselig har fået mere forstand på det danske vandmiljø – end på de milliarder af skattekroner, de til daglig forvalter. Og de forskere, der reelt ved noget om miljøet.

Michael Stegger, der i dag er borgmester i Syddjurs Kommune og tidligere førstemand i min lokale Dagli’Brugs på Mols, var bestemt ikke enig med regeringen i den prioritering. Han mente, at man klart skal gå videre med det såkaldte scenarie 1. At man skal hæve ambitionsniveauet så højt som overhovedet muligt. Selv om det heller ikke er nok.

Stegger var derfor kritisk overfor, at regeringen i sit udspil lagde op til at bruge den laveste af de tre listede kvælstofindsatser, som skruer kvælstofreduktionerne i Djursland Øst helt ned til nul – fra ellers 225 tons årligt:


“Mere fedtemøg end hidtil”

Det harmonerer overhovedet ikke med virkeligheden. Jeg snakker med lokale fiskere, som fortæller, at der ingen fisk er. Og jeg kan med egne øjne se, at der er mere fedtemøg i vore farvande end hidtil.

Så virker det mærkeligt at påstå, at det hele er, som det skal være.

Michael Stegger, borgmester Syddjurs Kommune


Han blev støttet af sin partikollega Lone Jacobi, der er borgmester i Odder Kommune. Hun mente heller ikke, det giver mening at påstå, at der ikke længere er brug for at gøre noget i de nævnte områder. Hun påpegede, at der ikke er meget liv tilbage, og at mange af de udpegede fjorde endda er på miljøministerens såkaldte akutliste.

Borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd (S) kan fra sit skrivebord se direkte ud over det hårdt pressede Lillebælt, der gisper efter vejret. Han var heller ikke begejstret for SVM-regeringens seneste kvælstofudspil:

– Jeg håber ikke, det er rigtigt, at indsatsbehovet skal sænkes. Jeg har aldrig set et Lillebælt, der har haft det så svært som nu. I foråret kunne man se fedtemøg på havbunden, og vandet har for første gang ikke været klart på noget tidspunkt i løbet af sommeren.

Såvidt tre bekymrede borgmestre til Altinget. Statsminister Mette Frederiksen skal således ikke regne med opbakning til SVM-regeringens seneste knæfald for landbruget. Hun er tilsyneladende ligeglad med miljøet, så længe hun blot selv kan forblive statsminister.


Den Grønne Treparts Sorte Fallit

“Den Grønne Trepart ligner mere og mere en vittighed. Til 40 mia. Regeringens egne beregninger viser ifølge en professor og to grønne organisationer, at vandmiljøet bliver værre stillet med end uden Den Grønne Trepart.”

Noah Reddington på X (Twitter)


“Treparten og de Tyve Fjorde”

Denne overskrift lyder mest af alt som seneste udgave af “Alibaba og de Fyrretyve Røvere. Og minder da også på mange måder om netop det:

Det er mildest talt svært at se, hvor man skal begynde og ende i den nye Grønne Treparts lovede indsats for det døde eller i bedste fald døende danske vandmiljø. Mange steder ser det hele temmelig håbløst ud – efter årtiers uhæmmet udledning af kvælstof fra landbruget, intensivt bundtrawl og ødelæggende muslingeskrab.

Men ikke nok med det. I landets suverænt største fjord Limfjorden har man gjort det hele ekstra besværligt for sig selv: Dette ved samtidig at tillade et ødelæggende muslingeskrab muliggjort af dyrkning og udlægning af kunstigt producerede muslinger.

En dødbringende cocktail, som gør det helt umuligt for vandmiljøet at komme sig igen. Og som fra lokal side er blevet sammenlignet med gentagen gruppevoldtægt.

Den Grønne Trepart har efter bedste evne skåret igennem sumpen af iltsvind og bundvendinger og udvalgt tyve fjorde, som ikke er i en så forfærdelig tilstand, at alt håb er ude. Fjorde, som Treparten tror og håber kan reddes fra den endelige kvælningsdød – med en ekstra håndsrækning.

Det drejer sig om følgende fjorde, som Havets Minister ifølge Miljøministeriet vil give en ekstra hjælpende hånd. Fjorde, som alle skal have et markant forbedret vandmiljø inden 2027:


Jylland

  • Nibe Bredning og Langerak (østlige del af Limfjorden)
  • Mariager Fjord (ydre)
  • Randers Fjord (indre og ydre) 
  • Norsminde Fjord
  • Horsens Fjord (ydre)
  • Vejle Fjord (indre og ydre)
  • Kolding Fjord (ydre)

Samsø

  • Stavns Fjord

Fyn

  • Gamborg Fjord
  • Odense Fjord (Seden strand og ydre)
  • Faaborg Fjord 
  • Kerteminde Fjord 
  • Nyborg Fjord 

Sjælland

  • Kalundborg Fjord 
  • Skælskær Fjord og Nor 
  • Karrebæk Fjord 
  • Dybsø Fjord

– Er din lokale fjord mon med på redningslisten?

Opgivelserne stammer fra Miljøministeriet, der åbenbart har haft lidt svært ved at tælle fjorde. Det er i hvert fald svært at tælle til tyve på denne liste. Tæller man røde prikker på ministeriets egne kort, finder man dog et par lokaliteter mere.

Der er i alt 32 navngivne fjorde fordelt over hele Danmark. Under alle omstændigheder er de nævnte fjorde ifølge professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet dem, der hurtigst kan forbedres. Det siger han til Danmarks Radio:


“De nemme fjorde”

“Det er nemme fjorde. Dem, der er nemme at nå i mål med. De har selvfølgelig store problemer, men her kan det lade sig gøre at nå i mål med det, der ligger i Trepartsaftalen.”

Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet


Den nordjyske Limfjord, som er den største og generelt mest belastede af alle danske fjorde, er derfor ikke med på listen over fjorde, der skal reddes. Kun fjordens smalle afløb mod øst.

Det er tilsyneladende for stor og kompleks en opgave at redde Limfjorden, der i tilgift til massive udledninger fra det omgivende landbrug kompliceres af en omfattende dyrkning af muslinger, etablering af kunstige kulturbanker til muslinger samt efterfølgende muslingeskrab.

Altsammen med et mildest talt modstridende kvælstofregnskab. For slet ikke at tale om al den CO2, der vælter op fra bundslammet og ud af de dieselmotorer, der trækker muslingeskraberne.

Hertil skal så lægges vekslende saltholdigheder og lagdelinger forårsaget af det indtrængende vand fra Nordsøen. En kompliceret cocktail, der sammen med kvælstof fra landbruget for længst har taget livet af den lavvandede Limfjord i nord.

Efter præsentationen af de Tyve Nemme Fjorde blev Magnus Heunicke spurgt af EkstraBladet, om Havets Minister nu helt havde droppet Havet og i stedet reduceret sig selv til De Tyve Fjordes Minister?

Det ville Heunicke, der ellers selv er journalist af uddannelse, desværre ikke svare på. Han havde nemlig lige investeret i et billigt fiskesæt og booket en fotograf til at profilere sig med ude ved vandet.

Et trick, han havde lært af Esben Lunde Larsen.


Tørre tal om våd jord

Vor efterhånden landskendte professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet har for snart længe siden regnet sig frem til, at der skal udtages 600.000 hektar landbrugsjord, hvis vi skal leve op til kravene i Vandrammedirektivet fra 2000 om en god økologisk tilstand i vore farvande. Dette inden 2028.

SVM-regeringens eneste konkrete målsætning er lige nu, at en fjerdedel heraf skal være udtaget inden 2030. Altså 150.000 hektar. En sølle fjerdedel af det nødvendige areal, der skal udtages for at holde tilstrækkeligt med kvælstof tilbage fra vandmiljøet, som jo lider under algeblomst og iltsvind efter landbrugets forurening.


Regeringen satser på, at op mod 400.000 hektar vil være udtaget inden 2045. Altså to tredjedele af vejen – om 20 år. Hvis alt går vel, og det gør det jo ikke.

Samtidig skal regeringen slås med et nyt og selvskabt problem, nemlig at Finansministeriet har anbefalet de kvælstofreducerende tiltag begrænset mest muligt – af økonomiske årsager.


Hvornår de sidste 200.000 hektar vil være udtaget af drift, tør vist ingen spå om. Herfra kan det dog hurtigt konkluderes, at det ikke bliver i vor levetid, vandmiljøet lever op til kravene. I det Vandrammedirektiv, vi ellers selv tilsluttede os tilbage i 2000. For snart et kvart århundrede siden.

En aldeles imponerende slendrian, som udelukkende skyldes manglende vilje til at gøre noget ved et selvskabt problem, der blot fik lov at vokse, mens landbruget igen-igen scorede kassen. For slet ikke at tale om de temperaturstigninger, der automatisk gør problemerne endnu større.

Hertil skal så lægges den øgede udvaskning fra den famøse Landbrugspakke, som Lars Løkke og Venstre jo indførte tilbage i 2016. Med øget gødningsforbrug, øget udvaskning til vandmiljøet og øget indtjening til de danske landbrug, der i dag i snit har rigtig godt med penge på bogen:


“Formuen er fordoblet på fem år”

“Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“

Overskrift i LandbrugsAvisen


Læg hertil, at der slet ikke er nogen kontrol med de frivillige aftaler, som landbruget hidtil har indgået om kvælstofreducerende tiltag. Det har Rigsrevisionen jo påpeget og kritiseret for ganske nylig.

SVM-regeringen har skam taget kritikken til efterretning – uden dog at gøre noget ved problemet. Det har jo aldrig kostet nogen politiker eller regering noget at tage kritik til efterretning. Aldrig kostet noget i form af politisk krævede og økonomisk krævende tiltag. Man tager blot kritikken til efterretning og fortsætter ufortrødent sine ødelæggelser.

Det bliver derfor ikke i vor tid, at vi eller vore børn atter kan bade i et rent hav. Et glitrende hav med klart vand og et levende liv, som vi havde det for blot et par årtier siden. Det er rent blændværk at tro, at Den Grønne Trepart skulle kunne bringe os i mål med det.

Med det nuværende tempo og de stigende temperaturer vil det sandsynligvis ikke vare årtier, men århundreder. Den Grønne Trepart er i den forbindelse ikke Fem Tanke Gylle og en Giftspreder værd.

Andet end for det danske landbrug, der nu scorer endnu flere tilskudskroner. Under mottoet:

“Selv det mindste fremskridt er bedre end ingenting. Når blot der følger nye tilskud med….”

 

Fem havbrug eller 2.000 hektar jord

Den Grønne Trepart, der ifølge Alternativets Torsten Gejl jo blot er en Sort Syvpart uden reel interesse for miljøet, kæmper lige nu for at begrænse udledningen af skadeligt kvælstof til vandmiljøet. I hvert fald på papiret.

Dette primært fra landbruget, som står for langt størsteparten af udledningerne. Ikke mindst Lars Løkkes Landbrugspakke fra 2016, med dens tiladelse til øget brug af gødning, satte for alvor gang i dødsspiralen.

Senest har der været afholdt møde i As Forsamlingshus, hvor man diskuterede de pågående planer om flytning og sammenlægning af eksisterende havbrug nær Horsens Fjord. Et område, der har været hårdt belastet af forurenende havbrug i et halvt århundrede.

Professor Stiig Markager fortalte på mødet, at de 40 tons kvælstof og 4,5 tons fosfor, som områdets fem havbrug årligt udleder, reelt svarer til 60 tons. Havbrugenes udledning er nemlig lokalt mere skadelig end landbrugets, der ganske vist samlet er langt større, men isoleret set ikke fylder nær så meget. 


Landbrugets udledning er uorganisk og består af næringssalte, primært kvælstof. Samtidig foregår den primært i vinterhalvåret, hvor algevæksten er minimal.

Havbrugene derimod udleder både kvælstof og fosfor i netop det kritiske sommerhalvår, hvor algevæksten er på sit højeste. 


Kvælstofudledningen fra havbrug sker som organisk stof i form af foderrester og fækalier, der først forbruger ilt til forrådnelse og siden frigiver uorganisk kvælstof. Dette “nye” kvælstof kan så optages af planktonalger og føre til det næste iltforbrug ved disses endelige forrådnelse.

Organisk kvælstofudledning fra havbrug forbruger således langt mere ilt pr. kvælstofenhed, end uorganisk kvælstof fra spildevand og landbrug gør. Dette påpeget af Gunni Ærtebjerg, der tidligere arbejdede med problematikken hos Danmarks Miljøundersøgelser.

Det betyder, at der skal udtages 2.000 hektar landbrugsjord for at kompensere for udledningen fra områdets fem eksisterende havbrug. Og hvor skal man lige finde al den jord i en tid, hvor landmændene kæmper for at bevare deres nuværende dyrkning og fortsatte forurening?


2.000 hektar eller fem havbrug

“Så nu må politikerne gøre op med sig selv, om de vil fjerne 2.000 hektar landbrugsjord eller fem havbrug.”

Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet


Sådan konkluderede professor Markager seancen i As Forsamlingshus. Han gjorde afslutningsvis opmærksom på, at hvis en kommende sammenlægning af havbrugene i As Vig vil betyde en øget udledning af blot ét kilo kvælstof, så kan det ifølge gældende lovgivning ikke lade sig gøre.

Så hårdt presset er økosystemet her.

 

En vittighed til 40+ milliarder

Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt, står der i den gamle revyvise. Og det er tilsyneladende, hvad vi oplever lige nu.

Vi er midt i Den Grønne Treparts spæde ungdom, der blev kortere, end selv de sorteste skeptikere havde forudset. Alternativets Torsten Gejl var hurtig til at omdøbe Den Grønne Trepart til Den Sorte Syvpart, hvad den reelt altid har været. Hvor det grønne kom fra, kan ingen vist længere få øje på.

Den Grønne Trepart skulle ellers have reddet de sidste rester af liv i de indre danske farvande. Der var sat 40 milliarder af til projektet, som ikke mindst skulle købe landbrugsjord op til udtagning fra landbrugsdrift.

Dertil finansiere et nyt landbrugseventyr for pyrolyse – en helt ny teknologi, der endnu er på drømmeplanet. Men som i teorien skal kunne deponere kulstof permanent i landbrugsjorden – i et omfang, så man kan fortsætte dyrkning som hidtil.

Altsammen for en forsvindende lille CO2-afgift, der endda skulle eller skal kanaliseres tilbage til landbruget på snedig vis. Med tidligere minister Hans Engells ord “så er det jo til at leve med en afgift ved fordøren, når der samtidig læsses guldbarrer af ved bagdøren.”


Aftalen i Den Grønne Trepart rummer ikke stof eller tiltag til den nødvendige omstilling fra konventionel dyrkning til såkaldt regenerativt landbrug, der er langtidsholdbart.

Intet om udfasning af vore dages gigantiske svineproduktion, massive brug af gylle og kunstgødning, sprøjtegifte og monokulturer. Ikke et ærligt tiltag i retning mod en øget biodiversitet.


Mange af tiltagene i Den Grønne Trepart er ikke andet end opdatering af tidligere aftaler, der pludselig indgår i den nye Trepart. Billige points, mildest talt. Lidt for billige. For hvor lang tid tager det ikke lige at rejse ny skov, der skal begrænse udledningen? Det bliver ikke i vor levetid, at vandmiljøet får det bedre af flere træer.

Senest har Rigsrevisorene så påpeget, at dansk landbrug end ikke har levet op til de “frivillige” aftaler, som er indgået lige siden Landbrugspakken fra 2016. Blandt andet om etablering af minivådområder og dyrkning af efterafgrøder til fastholdelse af kvælstof på markerne. Der har stort set ingen kontrol været med disse aktiviteter. Og intet tyder på, at der vil blive strammet op på den praksis.

Dansk landbrug har desværre vist sig som en helt igennem utroværdig medspiller i Den Grønne Trepart. Men påpeger samtidig selv, at der nok skulle have været og fremover skal være offentlig kontrol med de frivillige tiltag. Ellers er det jo endnu engang ræven, der skal vogte hønsene. Og det kender vi jo kun alt for godt resultatet af: Lugten af svovlbrinte fra det rådnende fedtemøg.

Eneste “grønne” medspiller i den syvarmede Trepart er tilsyneladende Danmarks Naturfredningsforening (DN), der desværre lader til at have solgt ud af den sidste troværdighed – blot for at få lov til at være med i mummespillet. For ikke at blive overset helt.

DN har frivilligt ladet sig tage som gidsel i det helt store skuespil om Den Danske Natur, der opføres netop nu: “Kejserens Kostbare Klæder”. For nye er de bestemt ikke.

“En vittighed til 40 milliarder skattekroner” er stykket også blevet kaldt.


Men om 50 år er alting godt igen…

Professor Stiig Markager, som med base på Aarhus Universitet har beskæftiget sig intensivt med iltsvind i et kvart århundrede, er selv ganske realistisk i sine forudsigelser for det danske vandmiljø:

“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”

Det siger Markager i oplægget til et nyt kursus om Den Grønne Trepart, som Aarhus Universitet udbyder til foråret 2025. Om alt går vel, planerne holder og overlever de kommende regeringsskifter. For det er der slet ingen garanti for. Det vil dansk landbrug kunne lægge rigtig mange nye hindringer for.

Rent og klart vand bliver således ikke noget, vi selv eller vore børn kan se frem til og få glæde af. Det løb er kørt. Trods ellers de bedste intentioner tilbage i 2000, da EU’s Vandrammedirektiv jo blev vedtaget. Som endnu en fisk i en fotofælde.

Det bliver svært at forklare vore børn og børnebørn: At vore politikere i den grad har ladet stå til, mens dansk landbrug bare kørte videre med klatten, gyllesprederen og giftsprøjten.

At vi ikke kunne nå et simpelt mål, vi ellers selv havde sat og givet os et helt kvart århundrede til at nå. Samt postet millioner og milliarder af skattekroner i.

Det er pinligt ud over alle grænser.

© 2025 Steen Ulnits


Læs også artiklen

Kystvandrådene

⌘ ⌘ ⌘

Aktuelt 2. kvartal 2025

Contents
  1. Havet mere forurenet end antaget
  2. Havets Minister: “Dybt alvorligt”
  3. “Lad være”
  4. Ingen mangel på milliarder
  5. Et kvart århundrede med Vandrammedirektivet
  6. “Forvirringen er snart total”
  7. Minkavl bliver forbudt i hele EU
  8. Gode grunde til at forbyde minkavl
  9. En smittespreder af format
  10. Naturstyrelsen køber Louisendal
  11. Fødselsdagsfest til 45 millioner
  12. Macron besøger Grønland
  13. Råstof-aftaler med Grønland
  14. Molybdæn til Finland
  15. Den norske laks i dødsspiral
  16. En pukkel af laks i Nordnorge
  17. Stop for store laks 
  18. Antallet af marsvin mere end halveret
  19. Hvidvask af sorte mink
  20. Overgødede marker
  21. Markager om nye mini-vådområder
  22. Mini-vådområdernes lyksaligheder
  23. Et flimrende fatamorgana
  24. Villestrup Ådal
  25. Nyt fra “Tourism Denmark”
  26. Hvorfor nu al den virak? 
  27. Rap-battle på Naturmødet
  28. “Lejrskole for en udvalgt, selvsupplerende flok”
  29. En svag baggrund at brilliere på
  30. Dumt gjort, men klogt sagt
  31. Minister for Grøn Trepart
  32. Til Naturfest i Hirtshals
  33. Naturnationalpark Fussingø åbner snart
  34. Livsfarlige læsioner
  35. Bestyrelsen for NNP Fussingø
  36. Fra biolog til milliardær
  37. “Jeg tror simpelthen ikke på det”
  38. “Målrettet kvælstofregulering”
  39. Naturstyrelsen beskærer Den Grønne Trepart
  40. Lang vej til de 400.000 hektar
  41. Naturnationalpark Fussingø med 14,5 km stålhegn 
  42. Naturnationalpark uden natur?
  43. Tanker fra Tænketanken Hav
  44. Samråd om Nordic Waste
  45. Revisit af VisitDenmark
  46. OplevDanmark anno 2025
  47. En dødsengel på verdensturné
  48. Pavens sidste håndtryk
  49. Nye oksekødsrapporter på vej?
  50. Tilbageblik på Landbrugspakken
  51. Naturstyrelsen betaler bøden
  52. Ny faunapassage ved Store Jyndevad
  53. 800 år gammel mølledam
  54. “Stop nu det Cirkus!”
  55. Nationalpark Mols Bjerge får besøgscenter 
  56. Nødplan mod tørlægning af Gudenåen
  57. Stormøde i Norlys
  58. Tvivlsom nødplan
  59. “Når katten er ude, danser musene på bordet”
  60. Norlys tørlægger Gudenåen
  61. 30 artikler om Gudenåen
  62. Landbruget svigter økologien
  63. USA lukker ned
  64. Canada åbner op
  65. Giftfjernelse eller egnsudvikling
  66. Fra grønt græs til gul fodermajs
  67. Rettidig omhu
  68. Græs til biogas
  69. Landboforeningen Fjordland
  70. PFAS i pesticider
  71. “Havet er som en ager…”
  72. Om at slå et hav ihjel
  73. Fødevareminister trækker tæppet væk
  74. Regimeskiftet
  75. Kun bakterier tilbage
  76. Tesla taber terræn
  77. Eksklusion fra Royal Society?

* Havet mere forurenet end antaget

Det burde ikke komme som nogen overraskelse, men gør det åbenbart alligevel:

De danske farvande er forurenet med rundt regnet dobbelt så mange miljøfarlige stoffer, som myndighedernes tilstandsvurderinger i årevis har vist. Det fortæller Danmarks Radio. 

Stort set samtlige 123 vandområder langs de danske kyster er i dag forurenet med flere stoffer, end Miljøministeriet hidtil har villet fortælle. Selv om man udmærket vidste det.

En række miljøfarlige eller i hvert fald miljøfremmede stoffer, hvis fulde konsekvenser vi slet ikke kender til, bliver først nu og fremover regnet med i vurderingerne af havets sande tilstand. Det viser interne dokumenter fra Miljøministeriet, som DR har fået aktindsigt i.


“Den nye tilstandsvurdering viser, at der er en meget større forurening, end vi havde tænkt”, udtaler professor i miljøbiologi og forurening ved Roskilde Universitet Henriette Selck, der samtidig er seniorkonsulent i Tænketanken Hav.


Well, well, well. Selck og Hav må nu nok tale for sig selv. Vi andre har jo i årevis ikke kun troet, men også vidst, at det flyder med diverse miljøfremmede stoffer i de indre danske farvande. Såmænd også de ydre, hvis vi tager forureningen fra Cheminova med. Det har Miljøstyrelsen jo selv givet tilladelse til. 

Vi har også undervejs spurgt ind til disse “nye” stoffer, der fra tid til anden uforvarent og ubekvemt popper op. Men uden held. Der har helt enkelt ikke været interesse for at dykke dybere ned i suppedasen af udledte kemikalier. Dette ud fra devisen “hvad man ikke ved, har man ikke ondt af”. Selektiv uvidenhed er som altid det billigste – på kort sigt.


“Der er stor risiko for, at den samlede forurening – den her cocktail af kemikalier – vil påvirke havet. Fordi når kemikalier er sammen, så kan de øge hinandens negative effekt”, siger Selck til Danmarks Radio.


Desværre heller ikke ny viden. Endda meget langt fra. Cocktail-effekten er en længe kendt størrelse, hvis fulde virkning vi desværre kender meget lidt til. Den er helt sikkert større, end vi tror eller håber på.

Vi ligger således fuldstændig, som vi har redt. I den suppedas, vi selv har skabt. Med en klar viden om, hvad vi foretog os.

Uden at kende de endelige konsekvenser.

4. juli 2025

* Havets Minister: “Dybt alvorligt”

Miljøets Magnus (S), som jo er eller i hvert fald burde være ansvarlig for dette område, kalder den omfattende forurening med de mange miljøfarlige stoffer for “dybt alvorlig”. Så langt kunne Havets selvbestaltede Minister svinge sig op på en dag, hvor der ikke var nogen fest efter fyraften.

“Det viser jo, at vi i Danmark har et gigantisk problem med vores havmiljø”, udtaler han til DR. Imponerende skarpsindigt af Miljøets og Havets Minister.

Betryggende at vide, at de skam godt ved det inde i Miljøministeriet. Men dybt deprimerende, at de har vidst det endog meget længe. Uden at gøre det mindste ved det. Ud over bevidst at udvide fortyndingszonerne ved udledningsstederne, så målingerne her kan komme ned under grænseværdierne. Uden at vandet derfor er blevet det mindste renere.

Men heller ikke nok med det. Regeringen vil nu i ramme alvor ophæve et mere end 40 år gammelt forbud mod at fiske, fange, sælge og sikkert også fortære fisk fra Cheminova. Dette angiveligt “som led i en regelforenkling”, der skal legitimere ophævelsen.

Men både kommune og region advarer på det kraftigste mod at ophæve forbuddet. Det viser en aktindsigt, som Altinget har søgt og siden forholdt fødevareministeren. Han afviser dog, at der skulle være noget problem:


“Vi går ikke på kompromis med fødevaresikkerheden”.

Fødevareminister Jacob Jensen (V)

Jacob Jensen har selv en fortid som lønnet bestyrelsesmedlem hos Musholm Havbrug – den største enkeltforurener af Storebælt.


Fiskeforbuddet ved Cheminova på Harboøre Tange har eksisteret siden 1983. Altså i mere end 40 år. Og der er stadig ikke styr på den gamle forurening fra giftfabrikken på Harboøre Tange – ejheller den fortsatte udledning af nye stoffer til Vesterhavet ved den berygtede Høfde 42.

Det mere end 40 år gamle fiskeforbud er imidlertid en torn i øjet på fødevareminister Jacob Jensen (V), som nu vil ophæve det. Ikke fordi der er kommet styr på forureningen. Det er der ikke. Men for at gøre det lettere at være fisker, landmand og fødevareproducent. Så disse lettere kan komme af med deres produkter. 

Det er værre at være den borger, der skal fortære fiskene. Eksisterende regler forbyder dog stadig salg af forurenede fisk, lyder ministerens tyndbenede argument argument for at løfte forbuddet.

Hvordan det så end skal håndhæves efter en eventuel ophævelse af det gamle forbud. For hvor er fiskene nu lige fanget?

4. juli 2025


* “Lad være”

– Lad være, lyder det derfor énstemmigt fra Lemvig Kommune og Region Midt, der stadig sidder med aben. Trods ellers et 3-cifret millionbeløb bevilget til netop oprensning af fabriksgrunden. Desværre ikke øremærket præcist nok.

Der er således ikke sket nogen oprensning af giftgrunden. I stedet er der lavet undersøgelser og forsøg og rapporter i lange baner, mens millionerne af skattekroner langsomt er sivet ned i lommerne på diverse rådgivningsfirmaer.

For dem har pengene været som manna fra himlen. Helt uden forpligtelser ud over produktionen af endnu flere hyldemeter rapporter om det samme tema.

Ofte baseret på tidligere rapporter, som allerede er købt og betalt.

Skatteyderfinansieret genbrug.


* Ingen mangel på milliarder

Og det er ikke, fordi der mangler penge, at der stadig ikke er ryddet op i forureningen på Harboøre Tange.

Med regelmæssige mellemrum finder finansminister Nikolaj Wammen (S) frem til nye milliarder, som har ligget og samlet støv i et hjørne. Mens hans regering med hård hånd fjernede Store Bededag for de danske familier. Angiveligt for at spare penge.

Finansministerens  seneste opjustering på mere end 50 milliarder kroner betyder således, at prognosen for det berømte økonomiske råderum samlet set er hævet med mere end 100 milliarder kroner – siden den famøse SVM-regering tiltrådte.

De mange penge brænder lidt i nogles lommer. Eksempelvis hos Venstre og Moderaterne, der jo permanent har skattelettelser stående øverst oppe på den obligatoriske “to do” liste.


De har dog ikke været tilstrækkeligt til en genindførelse af Store Hadedag, som Store Bededag tydeligvis er for regeringen.

Det vil jo være et nederlag og tilbagetog af dimensioner for en regering, der selv afskaffede den – omend på aldeles falske forudsætninger.


Det kræver format at erkende begåede fejl, og det format har regeringen desværre ikke. Besparelsen i sig selv er dog peanuts i den store sammenhæng.

Et fuldt udrustet F-35 jagerfly koster i USA i omegnen af 100 millioner US dollars. Det svarer til rundt regnet 633 millioner kroner.

For de tre milliarder skattekroner, der angiveligt blev sparet med afskaffelsen af Store Bededag, kunne man end ikke købe fem nye F-35 fly hos Donald Trump.

Hvis ellers besparelsen havde været reel – i stedet for flygtig og fiktiv, som flere økonomer mener.

4. juli 2025

* Et kvart århundrede med Vandrammedirektivet

EU’s Vandrammedirektiv blev vedtaget den 23. oktober 2000 og trådte officielt i kraft den 22. december 2000. En oplagt julegave til vandmiljøet, skulle man tro. Det var vi i hvert fald mange, som troede dengang.

Direktivet er også kendt som blot Vandrammedirektivet eller EU’s direktiv 2000/60/EF. Formålet var og er at beskytte og forbedre vandkvaliteten i Europas søer, floder, grundvand og kystvande. Direktivet fastsætter blandt meget andet, at alle vandområder skal opnå god økologisk og kemisk tilstand inden for bestemte tidsfrister.

Det skulle som udgangspunkt ske inden 2015 – for ti år siden – dog med mulighed for forlængelse til først 2021 og siden 2027. Vi har således blot to år til at indhente 25 års forsømmelser i. Et kvart århundrede.


Dagbladet Information har kigget en smule bagud og kan konstatere, at det ser værre ud, end det burde gøre.

Dagbladet kan nemlig bringe en afsløring af de seneste regeringers kollektive miljøsvigt. Med et salg af de farligste ukrudtsgifte, der bare stiger og stiger – i stedet for som ellers planlagt at falde.


Siden Socialdemokratiet kom til magten i 2019 – med først Lea Wermelin og siden Magnus Heunicke i spidsen for Miljøministeriet – er landbrugets forbrug af pesticider løbet aldeles løbsk. Vi havde ellers lovet os selv og de øvrige EU-lande, at vi ville halvere forbruget. Blot har vi intet gjort for at nå i mål.

Salget af farlige PFAS-pesticider er tværtimod eksploderet i den seneste tid. Det er stoffer, der nedbrydes til evighedskemikalier, som siden ender i grundvandet. Der er nu pesticid-rester fra landbruget i mere end halvdelen af alle drikkevandsboringer.

Socialdemokratiet lovede ellers i sidste valgkamp at gøre noget ved problemet. Men partiet mistede desværre ganske ambitionerne, da Mette Frederiksen siden dannede SVM-regeringen – sammen med landbrugerne fra Venstre og Moderaterne.

– Fuck miljøet, lød tilsyneladende det nye kampråb fra den “mærkelige regering”, som statsministeren da også selv kaldte det nye triumvirat.

En smule selverkendelse har hun dog.

4. juli 2025


Bjarne Hansen skriver:

* “Forvirringen er snart total”

“På en eller anden måde har politikerne i Lemvig Kommune fået bildt borgerne i kommunen ind, at hvis der bliver ryddet op på Harboøre Tange, vil det gå ud over kemifabrikken FMC Cheminova. 

Risikoen for, at de så vil flytte, bliver stor. Og det er der ingen politiker, som ønsker. 

Derfor fastholder lokalpolitikerne lokalbefolkningen i den naive tro, at FMC Cheminova vil lukke eller flytte, hvis der bliver ryddet op i Forskningsfondens gamle forurening.

Hvad siger I: Tror I, at kemifabrikken FMC flytter, hvis vi fjerner f.eks. Høfde 42 Depotet og/eller Den Gamle Fabriksgrund?

Eller er det slet og ret, fordi Lemvig Kommune og Region Midtjylland hellere vil bruge forureningspengene til andre projekter i kommunen? Eksempelvis Klimatoriet i Lemvig, som har kørt på fallittens rand de sidste mange år?

Det er mit indtryk, at befolkningen i kommunen er dødforvirret og ikke kan finde hverken hoved og hale i den forvirring, politikerne har skabt. 

Og de kan da slet ikke finde ud af, hvorfor der ikke bliver ryddet op, når Regionen nu har fået alle de penge, de har bedt om og mere til, af Staten.

Og nok værst af alt: Vi har ikke politikere, som vil stå frem og komme med en fornuftig forklaring på det morads, de har lavet, siden pengene er kommet til kommunen. Måske vi skal finde nogle nye?

Endelig skal jeg gengive en sætning fra en blå politiker i Lemvig Kommune: ”Havde Venstre ikke taget sig af sagen, ville vi slet ingen penge have fået”…

Nu er valget begyndt, og sandheden er derfor lagt på is.

Så jeg fik kaffen galt i halsen og kørte hjem igen.

Tillykke med det gode sommervejr.

Med venlig hilsen,

Bjarne Hansen


* Minkavl bliver forbudt i hele EU

I årtier har dyrevenner over hele kloden kæmpet for at stoppe den forhadte minkindustri, der spærrer pladskrævende rovdyr inde i ganske små bure – med det ene formål senere at flå dem for deres kostbare pels og efterfølgende eksportere de garvede skind til lande som Kina.

I mange lande har kritikken virket og for længst sat en frivillig stopper for dette organiserede dyrplageri. Nu er selveste EU så kommet på banen med et samlet forbud mod minkavl, det dyrplageri og den forurening, opdrættet medfører.

Komitéen for Invasive Arter i EU har således netop sat mink på listen over dyr, man ikke må opdrætte. Det betyder helt enkelt, at al minkavl i EU forbydes. Nuværende avl og relaterede aktiviteter skal afvikles inden for to år.


Det sker desværre ikke med den danske regerings gode vilje.

Danmark kæmpede nemlig imod, som den jo også gjorde det, da et forbud mod brugen af glyphosat i sprøjtegift skulle stemmes igennem.

Trods ellers giftens velkendte effekter.


Dengang sikrede Danmark, med miljøminister Magnus Heunicke (S) i spidsen, ti års fortsat brug af det giftige stof. Danmark var tungen på vægtskålen, men lykkedes desværre med at stoppe forbuddet mod brug af glyphosat, der er aktivmidlet i sprøjtegifte som Roundup. 

En stolt sejr for industrilandbruget og Miljøets Magnus. Men et trist sort kapitel på CV’et for Havets Minister, som han havde udråbt sig selv til. Heunicke aspirerer hermed til at blive den mest miljøskadelige miljøminister, Danmark endnu har haft – kun overgået af Venstres Landflygtige Lunde.

Og nu er den så gal igen. I den verserende sag om fortsat minkavl har Danmark igen meldt sig på den bagstræberiske liste over modstandere af ethvert tiltag til gavn for miljøet. Ethvert tiltag, som måtte koste industrien bare det mindste.

Nu er det imidlertid ikke længere Heunicke, der trækker det tunge læs med millionerne af mishandlede mink. Nu er det den stadig nyslåede Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), der vil fortsætte med den danske minkavl. Han har lovet at gøre alt, hvad han kan – for at bevare minkavlen. Om så Danmark skal være den sidste dyremishandler i unionen.

Danmark søger nemlig dispensation til at fortsætte såvel dyremishandling som forurening via en fortsat minkavl. Danmark ønsker som et andet fattigt U-land en særordning, så minkproduktionen kan genoptages efter Corona-krisen.

Mærkeligt, at netop Jeppe Bruus (S) er fortaler for fortsat minkavl. Når det nu var hans egen partifælle Mette Frederiksen (S), der lukkede minkavlen ned. Uden lovlig hjemmel hertil. Eller måske er det netop derfor. Ellers vanker der måske en ny rigsretssag.

Forstå det, hvem som kan. Politik har aldrig rimet på logik. Eller haft det mindste med sund fornuft at gøre.

27. juni 2025

* Gode grunde til at forbyde minkavl

Der er nemlig lutter gode grunde til helt at forbyde minkavl. Endda mange. Både faktuelt baserede og følelsesmæssigt funderede.

Minken er ingen hjemmehørende europæer, men en indført nordamerikaner – præcis som havbrugenes regnbueørreder er det. Minken kom til Danmark i 1930’erne og er en vild nordamerikaner, som kræver masser af plads ude i naturen. Land til at jage på og vand til at svømme i.

Igen af delene får den tilfredsstillet hos danske minkavlere, der holder den indespærret i små trådbure uden mulighed for udfoldelse. I min egen barndom fodrede jeg ofte mink hos min farbror, når vi var i Skagen. Foderet var rådden skidtfisk, som vi hentede nede på havnen. Og lugten glemmer jeg aldrig. Lugten af penge, som skidtfiskerne sagde.


Jeg glemmer heller aldrig de tykke læderhandsker, der lå rundt omkring ved burene, som dengang var større, end de er i dag. Men minkene var også dengang vilddyr, bidske og svære at håndtere.

Industrien var stadig i sin vorden, og dyrevelfærden endnu ikke så elendig som i dag, hvor dyremishandlingen er sat grundigt i system. Præcis som med al andet moderne husdyrhold. Svineavlen ikke mindst.


De fleste forbinder naturligt nok minkavl med dyremishandling, der naturligvis ikke er bevidst. Snarere bevidstløs. Vi har vænnet os til grusomhederne.

Nogle aktivister er gået så vidt i deres godgørenhed, at de er brudt ind på farmene og har lukket de tamme mink ud i naturen. Til stor skade for de vilde dyr og fugle her. Minken er et invasivt rovdyr og direkte skadelig for den øvrige fauna. Ikke mindst ved udslip i stor skala.

De færreste tænker på den massive forurening, som millionerne af mink har tilført miljøet. Minkgylle er nemlig ekstraordinært rig på fosfat, som fordamper fra farmene. Den havner siden ude i en natur, der er sandet og næringsfattig, hvor minkene er flest. Hvor den derfor gør mest mulig skade.

Den fosfortunge minkgylle er gift for vandmiljøet i ikke mindst søer og lukkede fjorde, hvor fosfor i regelen er den begrænsende faktor for algevæksten. Modsat havet, hvor det er kvælstoffet, der sætter grænsen for algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Da den danske minkavl blev forbudt under Corona-krisen, blev udslippet af fosfat følgelig reduceret markant. I 2018 stod minkavlen alene for udledning af godt 3.000 tons fosfor – næsten en fjerdedel af den samlede danske udledning.

I 2020 var nedlukningen en realitet og fosforudledningen fra danske mink dermed fortid. En kæmpegevinst for ikke mindst vandmiljøet.

At genoptage en stærkt forurenende produktionsform som minkavl er derfor så idiotisk, som noget kan være.

Jeg har ledt, men kan desværre ikke finde andre ord, der dækker. Beklager.

27. juni 2025

* En smittespreder af format

Før den nationale nedlukning i november 2020 var der mellem 15 og 17 millioner mink i et Danmark, som havde næsten 100 års tradition for at avle mink.

De mange millioner pelsdyr var fordelt på mellem 1.100 og 1.200 minkfarme i fortrinsvis Nord- og Vestjylland. Danmark var dermed og dengang verdens største producent af minkskind – med en bestand af dyr, der var næsten tre gange større end den danske befolkning selv.

Små 15 millioner mink måtte aflives, da der pludselig opstod risiko for spredning af Corona-virus fra minkfarm til minkfarm. Man havde på daværende tidspunkt endnu ikke udviklet nogen effektiv vaccine, som kunne hindre dels spredning af virus internt på farmene – dels spredning fra mink til mennesker.


I 2020 blev en mutation af det virus, der forårsager Corona eller COVID-19, pludselig opdaget blandt danske minkfarme. En mutation, som viste sig hurtigt at kunne spredes fra mink til mennesker. SARS-CoV-2 var dens videnskabelige navn.


SARS-CoV-2 var og er et godt eksempel på en “zoonose”, hvor sygdomme under særlige forhold kan spredes fra dyr til mennesker og i værste fald forvolde dødsfald. Zoonoser er noget, der primært sker, hvor mange dyr holdes tæt samlet under trange forhold. Hvor dyr og mennesker går tæt op af hinanden.

Da man endnu ikke havde udviklet nogen effektiv vaccine mod den aggressive Corona-virus, så regeringen ingen anden udvej end at aflive hele bestanden af mink. Der var markant risiko for gamle, syge og svagelige patienter på sygehuse og plejehjem landet over.

Minkbranchen var nølende hvis ikke ligefrem modstandere af at følge råd og retningslinjer fra myndighederne. Det officielle dødstal for COVID-19 kom til at lyde på mere end 8.800 danskere. Minkavlerne derimod fik mere end 30 milliarder i erstatning for deres aktivitet eller mangel på samme.

Alene derfor vil det været direkte idiotisk at løbe en nu mere end velkendt risiko for COVID-19 – ved at genoptage den danske minkavl og dermed muliggøre nye og potentielt dødbringende zoonoser.

27. juni 2025

* Naturstyrelsen køber Louisendal

Det går ikke ligefrem hurtigt med at nå i mål for Den Grønne Trepart, hvor alt indtil videre skal ske ad frivillighedens vej.

Naturstyrelsen vil derfor gerne speede processen lidt op og har netop købt det nordjyske gods Louisendal for 143 millioner kroner. Til godset hører 525 hektar drænet og afvandet lavbundsjord.

Købet skal muliggøre et stort klima-lavbundsprojekt ved Storvorde, hvor Naturstyrelsen vil genskabe den afvandede Vaarst Sø. Sælgeren af Louisendal forklarer til mediet AgriWatch om bevæggrunden for salget:


Vi har for meget lavbundsjord, og det er derfor, vi sælger.

Det er jo besluttet, at der kommer restriktioner og CO2-afgift på jorden, hvis vi fortsætter med at dyrke den.

Så det er jo lidt frivillig tvang det her”.

Carsten Vognsen til AgriWatch


Formålet med klima-lavbundsprojekter som dette er at reducere tilførslen af ilt til den afvandede og tørveholdige jord. Det høje tørveindhold i jorden er opbygget over meget lang tid under naturligt våde og iltfattige forhold, hvor der sker en ophobning af organisk materiale i jorden.

Ved dræning af jorden sænkes grundvandstanden. Tørven blotlægges, og ilten får adgang. Det betyder, at nedbrydningen af jordens kulstofindhold fremskyndes, hvilket udleder CO2 til atmosfæren. En uønsket klimagas, som er med til at øge den globale opvarmning.

Ved at genskabe de naturlige vandstands-forhold ved Louisendal vil mere CO2 blive tilbageholdt i jorden. Samtidig vil genetableringen af søen skabe flere levesteder for plante- og dyrearter.


Fakta: Området er blandt lystfiskere kendt for, at det gennemløbes af Lindenborg Å, som er et af Danmarks klassiske havørredvandløb. Opstrøms projektområdet løber åen i et naturligt forløb. Nedstrøms Vaarst Sø er åen derimod omlagt i en kanal med dige omkring. Kanalen fortsætter til udløbet i Limfjorden.

Kanalisering af åen fandt sted allerede sidst i 1700-tallet, hvor Vaarst Sø blev forsøgt afvandet. Området er del af Danmarks største sammenhængende tørvejordsområde, idet det foruden Lindenborg Ådal omfatter tilstødende ådale ved Øster Å, Haslevgård Å og Skibsted Å. Området fortsætter ud i Lille Vildmose. 

27. juni 2025

* Fødselsdagsfest til 45 millioner

– Dollars, that is. Det er den anslåede pris for den kombinerede fødselsdagsparade, som den amerikanske præsident Trump havde beordret til fejring af egen 79 års fødselsdag og det amerikanske militærs 250 års. Begge faldt tilfældigvis på eksakt samme dag, nemlig Flag Day den 14. juni.

Donald Trump er som bekendt en stor beundrer af enevældige diktatorer som Ruslands Vladimir Putin og Nordkoreas Kim Jong Un, der jo begge mestrer store parader med stivbenet strækmarch og tungt isenkram i svære mængder. Trump’s egen militærmarch blev imidlertid en fuser i den helt dyre ende – til 45 millioner dollars.

7.000 amerikanske soldater marcherede ellers gennem Washington DC, mens tunge kampvogne ødelagde den fine asfalt på Constitution Avenue. Formationer af toptrimmede kampfly fløj hen over den tribune, Trump havde fået bygget til sig selv i dagens anledning.


Men det rakte desværre ikke. I hvert fald ikke til at holde den gamle præsident vågen.

Trump måtte flere gange vækkes af forsvarsminister Hegseth, når han sad og faldt hen for åben skærm. “Sleepy Joe Biden”, som Trump døbte sin forgænger, var bestemt bedre til at holde sig vågen på posten. End efterfølgeren “Sleepy Donald Trump”.

En oplagt omskrivning af Trumps’ eget valgslogan “Drill, baby, drill” er derfor blevet:

“Sleep, baby, sleep”


Trump skældte siden Hegseth ud for, at hans soldater ikke tog deres strækmarch tilpas alvorligt. De så ligefrem ud til at more sig, hvilket jo ikke så hverken skræmmende eller mandigt nok ud. Det ville hverken Putin eller Jong Un have accepteret. Der var rullet hoveder på den konto.

Trump var også utilfreds med, at gamle kampvogne knirkede faretruende i bælterne, når de skramlede forbi de få fremmødte ved tribunen.

Det huede ikke den gamle militær(for)nægter, der aldrig selv har gjort tjeneste, men som i stedet købte sig fri – med henvisning til en fiktiv hælspore, der gennem årene havde holdt ham fri af fronten. Og givet ham tilnavnet “Capt. Bonespurs”…

Det hele blev i det hele taget slet ikke så stort, som han havde håbet på. Som han selv havde oplevet det på Bastilledagen i Paris, hvor Macron havde kørt det tunge skyts frem – med fransk sans for storhed uden vulgaritet. Noget, Trump derfor havde håbet også skulle ske på Flag Day i Washington DC.

Til gengæld samlede protestarrangementet “No King Day” ifølge medierne omkring 5 millioner anti-Trumpere landet over. Der var sort af mennesker på gader og pladser i samtlige stater. Flest demokrater, naturligvis, for det var dem, der havde arrangeret. Men også mange utilfredse republikanere.

På Kongens fødselsdag. I protest mod Kongen.

20. juni 2025

* Macron besøger Grønland

Allerede dagen efter den store militærparade og fuseren af en fødselsdagsfest fortsatte nedturen. Frankrigs præsident Emmanuel Macron besøgte nemlig Grønland den 15. juni 2025. Dagen efter festen.

Macron var formelt inviteret af det grønlandske hjemmestyre og den danske regering. Modsat forårets tidligere surprise-gæster Trump Junior og J.D. Vance, der ubeskedent havde inviteret sig selv til Grønland. Blot for at blive til grin heroppe.

Hovedformålet med Macron’s besøg var følgende:


🇬🇱 Fortælle verden, at Frankrig vil oprette et generalkonsulat i Nuuk, Grønland. Som naturlig modvægt til det konsulat, USA har haft i byen siden 2020.

🇬🇱 Markere EU’s og Frankrigs solidaritet med Grønland og Danmark. Besøget var et tydeligt signal om støtte mod tidligere udvist amerikansk interesse for at overtage Grønland.

🇬🇱 Diskutere strategisk sikkerhed i Nordatlanten og Arktis. Kommende samarbejde om sikkerhedspolitik i regionen var et centralt punkt under møderne.

🇬🇱 Sætte fokus på klimaændringer, energi og det grønne skifte. Herunder muligheder for fælles initiativer om energiomlægning og håndtering af klimaudfordringer.

🇬🇱 Drøfte økonomisk udvikling og strategiske råstoffer. Grønlands betydning som mineralrig region var også på dagsordenen, især kritiske råmaterialer til energisektoren.


Sammenfattende kan man konkludere, at besøget var et højt profileret diplomati­initiativ fra Macron, som hermed understøtter Danmarks suverænitet over Grønland og viser EUropæisk engagement i Arktis samt fokus på klima, energi og sikkerhed.

Der er krummer i den Makron, der jo også har egne atomvåben i ryggen. Så mens Danmark ryster i bukserne over for Donald Trump og frivilligt afgiver suverænitet over dansk jord til amerikanske soldater, som ikke kan retsforfølges her, lægger Frankrig hårdt fra land for at forsvare fælles danske og grønlandske interesser. Måske også lidt europæiske og egne undervejs.

Det var selvsamme Macron og samme Frankrig, der for kort tid siden og fra dag ét af bakkede op om løsladelse af hvalaktivisten Paul Watson fra dansk fangenskab.

Pinligt, at vi heller ikke selv kunne finde ud af det uden fransk hjælp.

Et stort 🇫🇷 Vive la France 🇫🇷 herfra! 

20. juni 2025

* Råstof-aftaler med Grønland

Grønland har for ganske nylig – faktisk først i år efter truslerne fra Trump – indgået flere betydelige aftaler om råstofudvinding og samarbejde herom med fremmede lande, især europæiske partnere:

Grønland–EU memorandum om råstofværdi

Den 10. marts 2025 underskrev EU og Grønland således en strategisk partnerskabsaftale om samarbejde omkring bæredygtige råstofværdikæder. Aftalen dækker blandt andet følgende:

🇬🇱 Kompetenceudvikling og forskningssamarbejde

🇬🇱 Integration af kritiske råmaterialekæder

🇬🇱 Infrastrukturprojekter i råstofsektoren

🇬🇱 Miljømæssige ESG-standarder

Dansk-fransk 30-årig aftale om sjældne mineraler

I maj 2025 gav Grønland en 30-årig minedriftstilladelse til et dansk-fransk konsortium om at udvinde den måneagtige sten anorthosit. Denne magmatiske bjergart kan anvendes som et klima-venligt alternativ i aluminiums- og glasfiberproduktion.

Projektet støttes af den franske Jean Boulle-koncern og fonde fra både Grønland og Danmark. Aftalen fremhæves som et strategisk nederlag for USA og understreger Grønlands og EU’s voksende råstofalliancer.

EU’s kritiske råvareprojekter i Grønland

Så sent som den 4. juni 2025 annoncerede EU 13 nye projekter til forsyningskæde for kritiske råmaterialer. Et af dem omfatter udvinding af grafit i Grønland, drevet af selskabet GreenRoc Strategic Materials.

Dette sker som led i EU’s Critical Raw Materials Act fra 2023, med omfattende investeringer på 5,5 milliarder Euro og fokus på at reducere afhængigheden af Kina.

20. juni 2025

* Molybdæn til Finland

En ting er store planer og gode hensigter om fremtidige projekter. Noget helt andet konkrete projekter med tal på. 

Den 24. februar 2025 indgik den finske stålproducent med det i danske øren anderledes klingende navn Outokumpu, en 10‑årig såkaldt offtake-aftale med Greenland Resources Inc. om levering af molybdæn fra Malmbjerg‑projektet i Østgrønland.

Aftalen med finske Outokumpu er så konkret, som noget nok kan blive. Den dækker således 3,6 tons molybdæn om året til en samlet værdi på omkring 1,6 milliarder USD. Projektet fokuserer på lavemissions‑produktion og styrker derved Europe’s grønne værdikæder.

Disse aftaler viser en “klar europæisk, primært strategisk orienteret retning med fokus på bæredygtighed, ESG-rammer og at reducere afhængigheder”. Sådan beskrives den nye molybdæn-aftale med Finland.


Tankevækkende, at der ikke er sket ret meget konkret på dette område – indtil nu. Der skulle åbenbart en utilregnelig amerikansk præsident samt trusler om militær overtagelse til, før der kom gang i råstofferne. Med fransk hjælp.


Samtidig balancerer det udenlandsk interesse fra især fra USA og Kina mod Grønlands egne mål om økonomisk og miljømæssig selvstændighed.

Det overordnede mål er naturligvis at gøre det så besværligt som muligt for Donald Trump at annektere Grønland. I så fald skal han jo gå direkte mod alle i den Europæiske Union, der økonomisk set sagtens kan matche De Forgældede Stater.

Grønlænderne selv har jo for længst erklæret, at de ikke vil USA med den orangesminkede præsident og hans øjenskyggede vicepræsident.

Den limpind hopper de ikke på. Hvor vi danskere er lunkne ved den upålidelige Trump, er grønlænderne iskolde.

De gennemskuede ham efter forårets fejlslagne PR-stunt i Nuuk.

20. juni 2025


* Den norske laks i dødsspiral

Det er ikke kun den danske laks, den er gal med. Nedgangen for den norske laks fortsætter også.

Norske laksebestande er nu på et historisk lavt niveau. Antallet af tilbagevendende gydelaks fra havet i 2024 var det laveste, som nogensinde er registreret. Tre af de sidste fire år har budt på rekordlav lakseopgang.

De reducerede laksebestande har flere stedet ført til, at mange elve og de fleste kyststrækninger nu er lukket for fiskeri. Det høstbare overskud, som stadig tåler noget fiskepres, nåede et bundniveau i 2024. 

Det fortæller rapport nr. 21 fra Vitenskaplig Råd for Lakseforvaltning. Den fortæller også om årsagerne til den norske laksekatastrofe, vi oplever netop nu. Det drejer sig kort fortalt om menneskeskabte trusler på land og en lav overlevelse ude i havet.


De to største trusler er lakseopdræt og klimaændringer. Lakselus udgør det største enkeltproblem, og der er risiko for, at problemet vokser grundet utilstrækkelige modforanstaltninger.


Værst er det gået ud over laksebestandene i Vestnorge og Midtnorge, hvor påvirkningen fra lakseopdrættet bidrager til en så ringe opgang, at halvdelen af elvene her ikke længere tåler noget fisketryk overhovedet.

Længst mod nord er Tana-laksen stærkt truet. Det skyldes primært foregående års overbeskatning af bestanden. Elven er meget stor og derfor svær at administrere. I 2024 var optrækket mere end halveret i forhold til den allerede lave opgang i 2020-2023, og der er risiko for yderligere nedgang.

Vi kan nu konstatere, at lakseopdrættet er blevet det landsdækkende problem for Norge, som svineproduktionen længe har været det for Danmark. 

Et gigantisk svineri og en økologisk katastrofe, vi slet ikke ved hvor ender.

20. juni 2025

* En pukkel af laks i Nordnorge

Det ser ud til, at nordmændene allerede har vinket farvel til den dødsdømte norske vildlaks. Og at man derfor hilser positivt på invasionen af pukkellaks fra Rusland. Så er der da i det mindste stadig laks i elvene, omend ikke af den rigtige slags.

2025 er et ulige år og derfor et af dem, der vil byde på massiv opgang af invasive pukkellaks, hvis to adskilte bestande kun gyder hvert andet år – med suverænt flest i ulige år. De første pukler er for længst stået op i elvene, og mange flere vil følge efter. Tusindvis, for nok er pukkellaksen lille, men den opvejer sin ringe størrelse med et massivt antal.

Ifølge Facebook-siden “Pukkellaks i Troms og Finnmark” har de små pukkellaks nu meldt deres ankomst. En enkelt fisker fik på under to timer 21 pukkellaks med en snitvægt på to kilo. Han var svært tilfreds med fangsten og kalder puklerne for “fine matfisk”, som han gerne filetterer og røger. 


Man må jo nøjes med det, man kan få – når man nu næsten har udryddet sine egne vildlaks. Har man smagt pukkellaks, så forstår man, hvorfor denne laks primært bruges til eksport og ofte sælges i supermarkeder som “kanadisk vildlaks”.

Pukkellaksen med det latinske navn Oncorhynchus gorbuscha er nemlig mager i kødet og ikke specielt velsmagende. Men bliver den frosset, eksporteret og solgt som vildlaks, da glider den alligevel ned. Som den suverænt ringeste af de fem arter stillehavslaks.


Der tales lokalt om risikoen for endnu et rekordår for russiske pukkellaks i de nordnorske elve. En norsk filmfotograf fortæller således, at der allerede var flere hundrede laks på de steder, han filmede.

Forrige invasion af pukkellaks var i 2023, hvor Norsk Institutt for Naturforskning (NINA) i Trondheim anslog, at der blev fanget eller observeret mere end en halv million invasive pukkellaks i primært Nordnorge.

579.794 var det officielle tal fra NINA.

20. juni 2025

* Stop for store laks 

Efter nogle fantastiske år med fangst af mange og ofte meget store laks i de vestjyske åer, trækker tunge skyer nu op over laksefiskeriet i Vestjylland.

DTU Aqua og Fiskeristyrelsen stopper derfor, midt i 2025-sæsonen, al hjemtagelse af store laks over 73 cm i Storå, Varde Å, Sneum Å, Kongeå, Ribe Å, Brede Å og Vidå. Det er dog stadig tilladt at fange og hjemtage små laks under 73 cm.

Med baggrund i DTU Aquas nye biologiske rådgivning og en ansøgning fra Storå Sammenslutningen om tilladelse til fiskeri og hjemtagning af laks, meddeler Fiskeristyrelsen nu en revideret tilladelse til fiskeri og hjemtagning af laks (Salmo salar) i Storåens vandsystem.

Dette i forhold til den af Fiskeristyrelsen meddelte tilladelse af 13. marts 2025. Det nye initiativ er vigtigt for at sikre en tilstrækkelig gydebestand i Storåen.


DTU Aqua vurderer, at der er biologisk grundlag for at suspendere tilladelsen til hjemtagelse af laks større end 73 cm. Dette på baggrund af et markant fald i fangsterne af store laks og mellemlaks sammenlignet med tidligere år samt fra 2024 til 2025.


På baggrund af ovenstående er det nødvendigt at betragte de danske laksebestande som et samlet hele. Der kan være forskelle imellem vandløbene, men trenden er markant og tydelig. Det går støt tilbage for de større laks, der tilbringer længst tid i havet. Dem, der er vigtigst for gydebestanden.

Selv de vandløb, der står i den mindst kritiske situation, har behov for yderligere beskyttelse. Dette jævnfør forsigtighedsprincippet og den “adaptive” danske lakseforvaltning.

Den udvidede beskyttelse gælder for Storåen, Varde Å, Sneum Å, Kongeå, Ribe Å, Brede Å og Vidå. Bemærk i den forbindelse, at Skjern Å i forvejen ikke er blevet tildelt en laksekvote i 2025. 

Stoppet gælder kun for laks større end 73 cm. Laks på 73 cm eller derunder er ikke på nuværende tidspunkt berørt af stoppet for hjemtagelse. Ikke så længe kvoten er åben.

13. juni 2025

* Antallet af marsvin mere end halveret

Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet – i daglig tale blot DCE – har genbesøgt bestanden af marsvin i de indre danske farvande. Og det ser rigtig skidt ud. På bare ti år er bestanden nemlig mere end halveret.

DCE har også denne gang foretaget optælling fra fly og skib i Storebælt, Lillebælt, Kattegat og Vestlige Østersø. De seneste tal stammer fra 2022 og viser, at bestanden er mere end halveret siden forrige optælling i 2012. Dengang var der omkring 40.000 marsvin i de indre danske farvande.


I dag – blot ti år senere – tæller bestanden kun 14.400 individer af Danmarks eneste ynglende hvalart. Bestanden er nu så presset, at den mellemstatslige organisation Helcom – på dansk Helsinki Kommissionen – vil opgradere status for marsvinet fra i dag “sårbar” til “truet” på næste rødliste-opdatering.


Ved den seneste optælling var der fokus på de flere tusinde marsvin, som dengang gik i fiskernes garn og druknede – som uønskede bifangster.

I dag er der så få fisk tilbage i de indre danske farvande, at der ikke garnfiskes nær så meget som tidligere. Så få fisk er der tilbage, at det snarere er fødemangel, der afgør størrelsen på bestanden af marsvin.

DCE regner dog med, at op mod 1.000 marsvin stadig går i garnene hvert år. Det svarer til næsten 7% af den resterende bestand. Det fremgår ligeledes af notatet fra DCE, at støj og forstyrrelser fra skibsfart også påvirker bestanden negativt. DCE anbefaler derfor, at man under sejlads ikke overskrider 5 knob. Dette specielt i Lillebælt.

Af notatet fra DCE fremgår, at etablering af nye stenrev vil kunne hjælpe på problemet. Nye stenrev vil skabe nye levesteder for de byttedyr, som marsvinene lever af – primært torsk og sild.

Nye stenrev vil dog ikke kunne afhjælpe problemer med algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød, der er hovedårsagen til fødemanglen.

Problemer, som primært skyldes landbruget.

13. juni 2025

* Hvidvask af sorte mink

Retten i Kolding har netop idømt en 60-årig mand fængsel for hvidvask. Den pågældende har ulovligt solgt  minkskind for millioner. Tilbage i 2021 modtog han således mere end 1,5 million kroner i kontanter for salget af omkring 6.000 minkskind. 

Den dømte vidste godt, at pengene nok ikke var helt “rene”. Han tilstod derfor at have begået “grov hvidvask” i forbindelse med salget af de sorte minkskind og modtog en straf på ti måneders fængsel – heraf dog kun to ubetingede, som skal afsones bag tremmer eller med fodlænke.


Specialanklager Jhin Lee fra politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) udtalte i forbindelse med dommen, at den dømte godt vidste, at et så stort kontantbeløb næppe stammede fra lovlige aktiviteter.

Hvor pengene kom fra, kunne den dømte dog ikke huske.


Retten konfiskerede samtidig 337.000 kroner og 60.000 euro hos den dømte i sagen, der er blevet så stor, at den har fået sit eget navn: “Operation Bianco”. Flere anklagede venter fortsat på at få deres del af sagen for retten.

Hovedperson i Operation Bianco er en 43-årig kinesisk mand fra Risskov, som tidligere på året blev idømt fem års fængsel for at have indsmuglet 792 kilo hash.

Ritzau fortæller, at han ligeledes blev dømt for at have hvidvasket udbyttet fra salget af hash gennem handel med minkskind.

13. juni 2025

* Overgødede marker

Bedst som Den Grønne Trepart var kommet nogenlunde fra start, faldt der en uventet bombe i de pågående gødningsforhandlinger:

Næsten hver tredje mark i Danmark får mere gødning, end planterne kan optage. Det betyder, at overskydende kvælstof uundgåeligt vil blive vasket ud af jorden – ud i åer, søer, fjorde og til sidst havet. Præcis det, Den Grønne Trepart skal undgå.

Overskydende kvælstof risikerer også at havne i grundvandet, som det allerede er sket flere steder – med Ålborg som landskendt for sit høje nitratindhold i drikkevandet. Nitrat er kendt som kræftfremkaldende stof.

De nye kvælstoftal er ikke helt nye længere. De fremgår nemlig af en rapport, som Aarhus Universitet (AAU) afleverede til SVR-regeringen allerede i marts måned. En rapport, som var tiltænkt de pågående gødningsforhandlinger.


Ifølge tallene fra AAU bruges der især mere gødning end nødvendigt ved dyrkning af afgrøder som silomajs, vinterraps og vårbyg. Fælles for disse afgrøder er, at de primært bruges til dyrefoder. Silomajs til ensilage.


I Danmarks Naturfredningsforening (DN), der som eneste grønne deltager lod sig lokke af Trepartens sirenesang, er man overrasket over tallene. DN kalder de nye tal for “en bombe” og “meget, meget overraskende”.

De burde nu ikke overraske Naturfredningsforeningen, al den stund Danmark i årevis har set stort på reglerne for udledning af kvælstof til miljøet. I et omfang, der flere gange har det EU til at rynke på næsen og bede om en god forklaring.

Danmark tiltrådte jo EU’s Vandrammedirektiv helt tilbage i 2000, hvor vi forpligtede os til at nå en “god økologisk tilstand” i samtlige danske vandmiljøer inden udgangen af 2028. Vi er således i den 11’te time – hvis ikke den 12’te.

De sørgelige kendsgerninger er desværre, at Danmark har gjort meget lidt hvis noget overhovedet for at komme i mål med direktivet. Og at udvaskningen af kvælstof derfor i de seneste år er noget nær uændret.

Løkkes Landbrugspakke fra 2016 var et imponerende selvmål og afgørende skud i foden. Trods mange advarsler om netop risikoen for øget algeblomst med tilhørende iltsvind.

I dag er vi derfor længere fra den “gode økologiske tilstand”, end vi længe har været.

Og lovede for et kvart århundrede siden.

13. juni 2025

* Markager om nye mini-vådområder

Professor Stiig Markager er kendt for at sige tingene, som de er. Ikke som politikerne ønsker, at de var. Nu gør han det igen.

I forbindelse med Den Grønne Trepart, som skal redde det danske vandmiljø fra yderligere forringelser, har dansk landbrug atter taget têten. Man har relanceret de famøse mini-vådområder, der ellers allerede har dokumenteret deres uduelighed til kvælstoffjernelse i større målestok.

I forbindelse med den kommende udtagning af landbrugsjord, som mange danske landbrugere er meget imod, er der atter kommet fokus på mini-vådområderne. En række virksomheder, der rådgiver landbrugerne i forbindelse med udpegning af arealer til udtagning, har nemlig igen peget på mini-vådområder.

De områder og det virkemiddel, der ellers allerede har dokumenteret sin uduelighed til kompensation af Landbrugspakken. Se notitserne herunder. Det er blandt andet rådgivningsvirksomhederne Agillix, Spiras og Velas, der ønsker at gå tilbage til den eklatante fuser fra “Løkkes GødningsGavetid til Landbruget”.


Men reintroduktion af mini-vådområder er en trussel mod Den Grønne Trepart. Det er ifølge professor Markager “den absolut dummeste måde” at nå i mål med trepartsaftalen. Så kontant lyder meldingen fra Stiig Markager.


Markager mener derfor, at trepartsminister Jeppe Bruus (S) bør lave et fuldstændigt stop for nye mini-vådområder. I hvert fald indtil der ligger en fuldstændig plan for, hvad der skal ske med hele landskabet. 

Ellers vil nye mini-vådområder komplicere hele processen med udpegning og udtagning – grundet landbrugets dybt forankrede ønske om at tage mindst mulig jord ud af drift. Etablering af nye mini-vådområder er således de facto landbrugets nye måde at forsinke treparten på.

– Det er den sidste løsning, som skal supplere den overordnede arealudtagning, der ligger i Den Grønne Trepart, slutter professor Markager, der til daglig er professor i havmiljø ved Aarhus Universitet.

Han påpeger samtidig, at mini-vådområder jo slet ikke bidrager til reduktion af de klimagasser, der forårsager den globale opvarmning. Og som i høj grad også ligger til grund for trepartsaftalen.

Den Grønne Trepart drejer sig om i alt 390.000 hektar landbrugsjord, der skal tages ud af drift, så udslippet af kvælstof til vandmiljøet kan reduceres.

Det svarer til 15% af den danske landbrugsjord.

13. juni 2025

* Mini-vådområdernes lyksaligheder

Landbrugspakken, som blev vedtaget i 2015 og implementeret i 2016, havde til formål at øge landbrugets gødningskvoter. Dansk landbrug skulle helt enkelt have lov til at gøde mere, høste mere og tjene flere penge. 

Dengang var danske landmænd ikke så godt ved muffen, som de er i dag, hvor den gennemsnitlige danske landmand ifølge LandbrugsAvisen “i snit har 17 millioner på bogen.”

Som modydelse og af hensyn til vandmiljøet blev der indført frivillige miljøtiltag. Man var udmærket klar over, at mere gødning på markerne ville medføre mere kvælstof i vandet. Danmark havde jo tilsluttet sig EU’s Vandrammedirektiv og forpligtet sig til at sikre en “god økologisk tilstand” i alle vandområder.

Et af de vigtigste tiltag til at reducere denne merudledning, var etableringen af de såkaldte “mini-vådområder”. Det er kunstigt anlagte vådområder, som er designet til at rense afløbsvand fra landbrugsarealer for næringssalte – primært kvælstof og fosfor. 


Mini-vådområder etableres normalt i lavtliggende områder og er designet til at modtage drænvand fra omkring 100 hektar landbrugsjord. Dette ifølge Miljøstyrelsen.


Idéen som sådan er god nok. Det halter derimod gevaldigt med implementeringen. Erfaringerne viser samtidig, at effekten er meget svingende og ganske usikker. Og at den aftager med tiden. 

I bedste fald kan et korrekt designet mini-vådområde reducere kvælstoftabet fra markdræn med op mod 25%. Hvad fosfor angår, kan denne reduktion være helt op mod 50%. På papiret.

Landbrugsstyrelsen har dog måttet erkende, at den faktiske reduktion af ikke mindst kvælstofudledningen til kystnære farvande ofte er lavere end antaget. 

Det kan skyldes såvel variationer i drænvandets sammensætning som dimensioneringen af de pågældende mini-vådområder.

Mini-vådområder er derfor en hullet og usikker vej til et bedre vandmiljø. Hvis ikke ligefrem ufarbar.

6. juni 2025

* Et flimrende fatamorgana

Tilbage i 2017 vurderede man, at der skulle etableres mellem 1.000 og 2.000 mini-vådområder for at nå den ønskede miljøeffekt:

En reduktion i kvælstofudledningen, der skulle retfærdiggøre og kompensere for Landbrugspakkens øgede gødningsforbrug. Etableringen skulle ske på frivillig basis.

Imidlertid blev der givet tilsagn til færre end 50 projekter over hele landet. Det satte allerede dengang en tyk streg under, at målet kun vanskeligt kunne nås ad frivillig vej. Hvis overhovedet.

Etablering af mini-vådområder har som forudsagt vist sig effektivt på lokalt plan og i mindre skala. Men det er slet ikke lykkedes at opskalere kvælstofreduktionen, så den bare tilnærmelsesvis kan opveje den øgede gødskning fra Landbrugspakken. Det er ren teori og skønmaleri.


I snart ti år har vi således vidst, at vi ikke nåede målet ad frivillighedens smalle vej. Alligevel er vi ufortrødent fortsat med overgødskningen fra Løkke og Lundes Landbrugspakke. Tilsyneladende med EU’s fulde velsignelse.


Dette med kun alt for synlige resultater såsom algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød. Samt en slimet suppe af fedtemøg, der kan holde selv de mest hårdføre vandhunde langt oppe på det tørre.

Vi ligger således fuldstændig, som vi har redt, og vi har intet gjort for at undgå dette. Vi har blot fortsat Landbrugspakkens Lyksaligheder med bind for øjnene eller kikkerten for det blinde øje. 

Vi har samtidig øget svineproduktionen og dermed den mængde af gylle, der skal spredes over markerne. Gylle, som langsomt, men sikkert lækker ud i vandmiljøet. Hvis det da ikke løber direkte ud over en frossen jord. Det er der masser af eksempler på.

Alt dette uagtet, at vi helt tilbage i 2000 skrev under på EU’s Vandrammedirektiv, der forpligtede os til at opnå en “god økologisk tilstand” i samtlige vore vandområder – ferske såvel som salte.

6. juni 2025


* Villestrup Ådal

En grøn solstrålehistorie fra en smal ådal i Nordjylland. 

Villestrup Å er det største af de vandløb, som afvander til Mariager Fjord.

Det vandløb, som via sine dengang mange dambrug bidrog markant til, at fjorden døde af iltsvind i 1997.

Erik Møller Andersen er økologisk landmand med jord til åen. Han leverer årligt 3,8 mio. kg mælk til Thise Mejeri. 

Nu har han solgt jord, så et areal svarende til 98 fodboldbaner eller 70 hektar igen kan blive til værdifuld engnatur.

Det betyder en højere biodiversitet og mindre udvaskning af kvælstof til såvel Villestrup Å som Mariager Fjord. 

Dette som led i aftalen om Den Grønne Trepart. Med lang vej til de 390.000 hektar.

Faktisk 5.571 gange ovenstående projekt.


* Nyt fra “Tourism Denmark”

Miljøorganisationen Greenpeace ligger ikke på den lade side. Her er deres opdatering på den nye kampagne, som ikke måtte hedde “Revisit Denmark” for turistorganisationen Visit Denmark. 

Kampagnen blev derfor omdøbt til og relanceret som “Tourism Denmark”. Den opnåede derigennem langt mere omtale, udbredelse og publicity, end Visit Danmark nok havde ønsket sig og Greenpeace turdet håbe på.

For få uger siden kunne Greenpeace så trykke “udgiv” på en satirisk turistkampagne – “Revisit Denmark” – der viser Danmarks “vidundere” til hele den undrende verden.


To døgn senere lå der et juridisk brev fra Visit Denmark på bordet hos Greenpeace, for advokater har ikke altid god humor. 

Organisationen skiftede derfor navn, logo og domæne på 24 timer, og sådan blev Tourism Denmark født.


Den nye turistkampagne har spredt sig langt ud over den lille danske andedam. Greenpeace har således købt annoncer i Bruxelles Lufthavn, hvor EU-embedsmænd flyver ind og ud hver dag. 

Organisationen har ligeledes købt et stort billboard i Warszawas centrum, som lyser op i myldretiden og oplyser om de reelle forhold i Danmark. På samme måde har svenskerne har fået deres morgenkaffe serveret med en helsidesannonce i Aftonbladet. 

Kampagnevideoen har spredt sig langt ud over landets grænser, og Greenpeace har blandt andet arrangeret cykelture rundt til Danmarks beskyttede natur og uddelt flyers til turisterne om Nordens Døde Hav.

6. juni 2025

* Hvorfor nu al den virak? 

Det er der rigtig mange gode grunde til.

Danmark har i årtier brudt helt grundlæggende EU-miljøregler: Vores hav kvæles af kvælstof, intet andet land har dårligere naturbeskyttelse end Danmark, og vi overholder ikke engang basale dyrevelfærdsregler. 

Dette gælder ikke mindst millionerne af grise i de danske svinefabrikker og tidligere også pelsdyravlens mange millioner mink.

EU-kommissionen har flere gange hævet pegefingeren, men danske regeringer har gang på gang haft held med at udskyde konkret handling. Derfor er der til dato intet sket. 


I de snart 25 år, hvor vi har haft EU’s krav til, at Danmark skulle sikre god tilstand i vores vandmiljø, har landbruget ikke reduceret sin forurening med kvælstof overhovedet.


Nu kalder Greenpeace så Bruxelles og minder EU om, at reglerne altså kun virker, hvis de bliver håndhævet. Og kampagnen er kun lige begyndt. I de kommende uger og måneder har organisationen flere planer for at råbe EU op – om, at Danmark har brug for deres hjælp.

De danske farvande er i disse år og måneder ved at blive kvalt i fedtemøg fra det danske landbrug, som er blandt de mest intensive i hele verden. Hvis ikke det mest intensive.

Det massive overskud af lækkende kvælstof fra de overgødede marker, som dyrkes helt ud til kanten og ind imellem også ud i vandet, resulterer hvert år i algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød. 

Samt oceaner af slimet fedtemøg, som ingen har lyst til at dyppe tæerne i. Nogle gange minder havet omkring Danmark mest af alt om den ungarske Balaton-sø, da den havde det dårligst.

6. juni 2025

* Rap-battle på Naturmødet

Hvis man er gammel nok, vil man givet kunne huske en før-præsidentiel Bill Clinton gå på scenen i et amerikansk talkshow, iført sorte briller og saxofon. Det er et billede, mange samtidige stadig har af Clinton.

Det var Clinton’s demokratiske rådgiver Paul Begala, som fandt på denne fremtoning, der måske-måske ikke gav Clinton hans efterfølgende præsidentpost. Det fik i hvert fald Clinton til at træde ud af flokken af kedelige, gråsprængte og habitklædte politikere.

Det var samme Begala, der i 1992 kaldte politik for “show business for ugly people”. Med det udgangspunkt, at man i såvel politik som showbizz har evig brug for opmærksomhed. Men at man i politik ikke behøver skønhed for at slå igennem.

Morten Reimar, som er tidligere rådgiver for såvel Venstre som Radikale Venstre, tager i Altinget skridtet videre:


“Der må gerne være sjov og humor i dansk politik. Men de mange eksempler med politikere på slap line har efterhånden taget overhånd, og det kan give bagslag.”

Morten Reimar i Altinget


Sjov og humor i politik er nødt til at komme fra et autentisk sted, skriver Reimar med direkte henvisning til det netop overståede Naturmøde i Hirtshals. Og den nu landskendte rap-battle med miljøminister Magnus Heunicke (S) ved mikrofonen.

Her manglede nemlig helt den autenticitet, som Reimar efterlyser, og som Clinton netop havde i det pågældende talkshow. Hvis noget skal være sjovt og ikke bare dumsmart. Rappet af en miljøminister, der ganske vist har udnævnt sig selv til “Havets Minister”. 

Men samtidig også en minister, som hidtil har gjort beskæmmende lidt for havmiljøet. En minister, som endda har bidraget aktivt med ti ekstra års brug af sprøjtegiften Roundup samt udvidede forureningszoner ved giftfabrikken Cheminova. Det kniber derfor med autenticiteten, som også Reimar efterlyser.

Ikke noget smukt eftermæle for en miljøminister så tidligt i karrieren.

Det er der virkelig ikke meget miljø i, Magnus.

30. maj 2025


* “Lejrskole for en udvalgt, selvsupplerende flok”

“En lejrskole for en udvalgt, selvsupplerende flok og helt igennem indspist. 

Fint med gøgl og “sjove” indslag som rappende miljøminister og de navne, der er nævnt her. Det er fint, de kan mødes og klappe hinanden på ryggen. 

Men jeg erindrer ikke, at der har været indslag, som har sat aftryk ud over festpladsen i Hirtshals. Ud over når Heunicke optræder på scenen – desværre ikke som seriøs miljøpolitiker.”

Thorkild Ellerbæk på Facebook


* En svag baggrund at brilliere på

Det var og er således en svag baggrund, miljøminister Magnus Heunicke (S) har at brilliere på. I hvert fald hvis han vil rappe morsomt om andre – i dette tilfælde trawlfiskerne, som følte sig nedladende behandlet. 

Dette uagtet at Havets selvudråbte Minister jo har ganske ret i, at fiskerne har ødelagt havbunden for sig selv og andre. Og stadig gør det. Men der skulle være fest, og det blev der så også – primært bagefter og et helt andet sted end Naturmødet. Nemlig i dagspressen.

De nordjyske trawlfiskere viste sig nemlig at have et følsomt sind under de barkede næver. De tyndhudede fiskere tålte ikke saglig kritik af deres miljøskadelige trawlfiskeri. En hårdhændet fiskemetode, de endda bedriver med milliontilskud og helt uden afgifter. 

Senest blev dansk fiskeri jo sågar fritaget for den CO2-afgift, resten af Danmark betaler. Helt frem til 2030. Og allersenest har en aktindsigt hos Skatteministeriet dokumenteret, at danske fiskere stort set ingen afgifter betaler overhovedet:


“Erhvervet betaler ingen klimaafgifter, ingen grønne afgifter og ingen øvrige afgifter for deres miljøpåvirkning.

I 2023 var den samlede afgiftsbetaling fra fiskeriet på 4,9 mio. kroner – for et erhverv, som samme år havde et bruttoudbytte på 3,3 milliarder kroner og modtog 1,1 milliarder kroner i statsstøtte. 

Til sammenligning betalte det øvrige erhvervsliv samlet 30 milliarder kroner i grønne afgifter og 104 milliarder kroner i selskabsskat samme år.”

Emil Nielsen på Facebook


Ovenstående er sakset fra et indlæg af pressechefen for Danmarks Naturfredningsforening, Emil Nielsen, som samtidig er folketingskandidat for SF. Det var ham, der havde søgt aktindsigten.

Havmiljøet ligger heldigvis både ham, SF og DN på sinde. Gid SVM-regeringen ville bekymre sig bare lidt om vores allesammens hav.

Havet omkring Danmark er jo ved at rådne op på vor vagt. Desværre med fuld velsignelse fra vore folkevalgte.

De har nu sovet i timen i et kvart århundrede.

30. maj 2025

* Dumt gjort, men klogt sagt

Emil Nielsen, der er pressechef for Danmarks Naturfredningsforening, slutter ovennævnte indlæg af med følgende hjertesuk:


“Hvor er det skamfuldt at opleve Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne sende milliarder og atter milliarder efter deres venner i fiskeriet – på fællesskabets regning.

Som de økonomiske vismænd kritiserede i denne uge, så er udskydelsen af CO2-afgiften for fiskeriet ren fordelingspolitik, hvor ét enkelt erhverv begunstiges på bekostning af klimaet og skatteyderne.

Det bundslæbende fiskeri er det mest klimaskadelige erhverv, opgjort på CO2-udledning per medarbejder. Erhvervet skader over 40 procent af det danske havareal med tunge og naturskadelige redskaber som bund- og bomtrawl samt muslingeskrab.

De høster fællesskabets fiskeressourcer uden at betale for det. Og nu fritages de for at betale den klimaafgift, resten af erhvervslivet og samfundet betaler – så fiskeriet fortsat kan være det eneste erhverv i landet, der ikke betaler afgifter.

Er det bare mig, som synes det virkeligt er bizart? “

Emil Nielsen på Facebook


Næppe. Men sådan slutter Emil Nielsen det hjertesuk, man som miljøbevidst dansker kun kan tilslutte sig. Én ting er, at samfundet betaler erhvervstilskud til dette og og hint. Det rimelige heri kan altid diskuteres. 

Men at samfundet betaler ét erhverv millioner og milliarder for at ødelægge alt for alle andre, det er tudetosset. Lad os bare trække på både smilebånd og skuldre af en festglad Magnus Miljøminister, der på Naturmødet tillod sig at kritisere trawlfiskerne i en rap-battle.

Det var dumt gjort af en minister, der jo bør herske respekt om. Som også efter festen skal kunne forhandle med parterne.

Men det han sagde, var skam klogt nok.

30. maj 2025

* Minister for Grøn Trepart

Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus Christensen (S), var før den omdiskuterede rap-battle ude med en melding om, at miljøvenner og miljøfjender “skal tale pænt til hinanden”. Ellers bliver det svært at nå i mål med Den Grønne Trepart.

Det er lettere sagt end gjort. Og svarer vel næsten til, at et voldtægtsoffer skal tale pænt til sin voldtægtsmand. Begrebet voldtægt er blevet brugt flittigt i debatten om netop trawlfiskeriet og dets påvirkning af havmiljøet. Konkret også i Den Grønne Trepart. 

Jeppe Bruus er i miljøsammenhæng stadig et noget ukendt navn. Han har siden 29. august sidste år været Minister for Grøn Trepart, som jo først så dagens lys sidste år. Inden da var han skatteminister fra 2022 til 2024. 

Som minister for Grøn Trepart er det Jeppe Bruus’ ansvar at koordinere Danmarks grønne politik, herunder implementeringen af Aftalen om et Grønt Danmark. Den skal resultere i, at næsten 400.000 hektar landbrugsjord tages ud af drift og omlægges til uberørt natur.

Aftalen har til formål at omdanne 10% af landets areal til natur og skov, forbedre vandkvaliteten, øge biodiversiteten og reducere landbrugets miljømæssige fodaftryk. Samtidig skal der sikres en stærk og konkurrencedygtig landbrugssektor.


Noget af en mundfuld, som Bruus ikke uventet har haft svært ved at gabe over. Med næsten lutter modstridende interesser. Og et landbrug, der per definition er bagstræberisk og fodslæbende. I hvert fald hvad miljøtiltag angår.


Dansk landbrug er således hovedårsag til, at der stort set ikke er blevet noget ud af de frivillige aftaler, der ellers fulgte med Løkkes og Lundes fatale Landbrugspakke fra 2016. Et flimrende fatamorgana af kvælstof-reducerende mini-vådområder, der blev ved tanken.

I sin tid som skatteminister havde Jeppe Bruus dog lidt mere held i miljøsprøjten. Således introducerede Jeppe Bruus blandt meget andet en grøn afgift på flyrejser. Dette for at finansiere luftfartssektorens overgang til en mere bæredygtig praksis fra 2025. 

Det tiltag bør han bestemt roses for. Det er mere tvivlsomt, om hans nylige kamp for at gøre ulven jagtbar i dagens Danmark også kommer på positivlisten.

Selv om det nok primært er sket for at gøre arbejdet i Den Grønne Trepart mere spiseligt for landbrugere, fåreavlere og folk med børn i barnevogn.

30. maj 2025

* Til Naturfest i Hirtshals

Hvis moral er godt, så er dobbeltmoral ofte dobbelt så godt. Det er et ordsprog, som mange politikere desværre efterlever.

Tag nu blot Naturmødet i Hirtshals, som netop er under afvikling. Det er der gået politik og populisme i, så politikere fra nær og fjern flokkes for at tale naturens sag. Som de jo også flokkes på Bornholm for at tale folkets sag ved Folkemødet dér. Over en masse godt øl og god mad.

Helt galt er det imidlertid gået i år, hvor miljøets festglade minister førte an som forsanger i en selvkomponeret rap-sang. Nordjyske medier stod klar med kameraet for at forevige ministerens debut som rapper. Publikum skulle skråle “fri”, når han selv rappede “trawl”. 

En ædel udmelding, når man nu er minister for miljøet og derfor gerne skulle passe godt på det. Hvilket jo ikke er i foreneligt med miljøskadeligt trawlfiskeri. Og i klar uoverensstemmelse med udøverne af den skadelige aktivitet – erhvervsfiskerne.


”Vores rigtig gode venner i fiskeriet har i årtier ødelagt det danske hav med bundtrawl,” lød det fra en optændt miljøminister Magnus Heunicke (S) foran et begejstret publikum. Ministerens ord faldt under den indledende aftenfest på Naturmødet i Hirtshals.


Nu er Hirtshals jo en fiskerby af Guds nåde, og Heunickes ord faldt derfor ikke i god jord eller smulte vande. Den lokale formand for fiskeriforeningen tog i hvert fald hans udmelding ilde op og kaldte sågar ministerens festglade optræden for “fuldstændigt ude af proportioner”.

Heunickes partifælle og ministerkollega, Jeppe Bruus (S), havde ellers kort forinden lagt op til en mere forsonlig tone mellem miljøvenner og miljøfjender. Ellers vil det blive svært at findes fælles fodslag i fremtiden, mente han. Den opfordring havde Magnus Heunicke åbenbart ikke hørt – i kampens eller festens hede.


EkstraBladet kunne i 2021 fortælle, hvordan politiet i København ved midnatstide var blevet tilkaldt af naboer til en højrøstet fest arrangeret af landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) – med deltagelse af Magnus Heunicke (S), som dengang var sundhedsminister.


Rasmus Prehn har i mellemtiden droppet Folketinget og helliger sig nu økologien. Mens Magnus Heunicke har droppet sundheden og nu er blevet minister for miljøet. Et skift, han desværre ikke er sluppet heldigt om ved – i hvert fald ikke set med miljøets øjne.

Man kunne ønske sig, at Miljøets Magnus og Havets selvbestaltede Minister ville feste lidt mindre og gøre lidt mere for netop miljøet.

Indtil videre er det jo primært blevet til ti år mere med sprøjtegiften Roundup og udvidede fortyndingszoner ved blandt andet Cheminova. Ikke noget kønt eftermæle at sætte sig som miljøminister så tidligt i karrieren.

Magnus Heunicke meldte også fra, da Vejle Fjord blev begravet sidste år. Han ville hellere klippe snore sammen med Dronning Mary. Måske der var en fest bagefter. Og et godt glas med andet end beskidt fjordvand.

23. maj 2025

* Naturnationalpark Fussingø åbner snart

Landets første Naturnationalpark ved Fussingø står nu klar til åbning den 21. juni i år. Dette efter flere års tilløb, masser af anlægsarbejde og en hel del lokale skærmydsler. 

Det har næppe heller fremskyndet processen, at den daværende skovrider for Fussingø, Peter Brostrøm, har tilbragt en del tid i retssystemet – efter en politianmeldelse, der verserede længe.

Peter Brostrøm er i Danmark nok mest kendt for sin bror Søren Brostrøm, der jo håndterede folkesundheden med fast hånd under Covid-krisen og dér blev et kendt ansigt på TV.

Skovrider Brostrøm selv har netop fået en dom på tre måneders betinget fængsel for vanrøgt og dyremishandling på statens arealer i Mols Bjerge, der også ligger under Naturstyrelsen Kronjylland.

Peter Brostrøm har anket dommen, der blev udløst af en politianmeldelse tilbage i 2021. Samt megen forudgående omtale i lokalpressen og mange oprørte beboere.


Lokale borgere havde længe iagttaget, at kreaturerne i området så udmagrede ud. De fik intet foder, men endte med at gnave bark af træerne i op til to meters højde. Der var ligeledes tilfælde af drægtige køer, som aborterede dødfødte kalve.


Politiets specialanklager Katrine Klausen havde derfor ønsket, at de pågældende to personer fra Naturstyrelsen skulle idømmes fængselsstraf. Heriblandt skovrider Brostrøm. Hun havde også ønsket, at de to skulle fradømmes retten til at beskæftige sig med dyr i fem år.

“De har med åbne øjne nedprioriteret dyrevelfærden for at fremme biodiversiteten. Det kan ikke udelukkes, at de på ny kan tilsidesætte dyrevelfærden”.

Det sagde specialanklager Katrine Klausen under sin procedure. Retten i Randers endte dog med at afsige en dom på tre måneders betinget fængsel til såvel skovrider Brostrøm som en tidligere ansat og i mellemtiden pensioneret medarbejder ved Naturstyrelsen.

Peter Brostrøm har været hjemsendt fra arbejde, siden der blev rejst tiltale mod ham.

23. maj 2025

* Livsfarlige læsioner

Har man som jeg i perioder haft sin daglige gang i Mols Bjerge, vil man vide, at der længe havde været problemer på statens arealer her. 

Problemet skyldtes især en mangelfuld indhegning af kvæget på statens græsningsarealer. Det kulminerede i 2020, hvor en ældre kvinde blev trampet ned af bissende køer på stranden. Hun var så ilde tilredt, at hun måtte hentes i helikopter på stranden og herfra flyves til akut behandling på intensiv afdeling.

Et under, at kvinden overlevede mødet med det bissende kvæg og de skarpe klove med følgende mange læsioner:

Ni brækkede ribben. To punkterede lunger. Den ene kollapset. Dobbelt kravebensbrud. Et knust skulderblad samt en brækket arm. Hertil voldsomme hudlæsioner fra køernes skarpe klove. 

Et voksent kreatur kan veje op til et halvt ton og er derfor livsfarligt at blive trampet ned af. Efterfølgende blev skovrider Peter Brostrøm anklaget for mangelfuld indhegning, der tillod dyrene adgang til en dårligt skiltet og hegnet strand. Læs og se gerne fotoreportagen fra den dramatiske hændelse:

https://ulnits.dk/biologi/de-gale-koeer-paa-helgenaes/

Sagen fik ikke noget retsligt efterspil, da den pågældende kvinde og hendes familie ikke ønskede det. Men det bliver næppe skovrider Peter Brostrøm, der kommer til at åbne Danmarks første såkaldte “naturnationalpark” ved Fussingø. Så meget ved vi.

Det gør i stedet miljøminister Magnus Heunicke (S), som den 21. juni kommer forbi for at klippe snoren til den nye naturnationalpark med forkortelsen “NNP Fussingø”. Det er lidt nemmere at sige og skrive.

Med Miljøets Magnus som DJ skal det nok blive en rigtig naturfest.

Som den netop afholdte ved Naturmødet.

23. maj 2025

* Bestyrelsen for NNP Fussingø

NNP Fussingø er forkortelsen for det 833 hektar store naturområde, som nu er hegnet inde af et 14,5 km langt hegn. Dette for at holde på de stude og kronhjorte, som skal sættes ud for sikre afgræsning og en større biodiversitet end hidtil. 

Porte i det høje stålhegn skal samtidig sikre gæster adgang til naturnationalparken – om de så er til fods, til hest eller på mountain bike. De sidste ganske omdiskuterede. Håbet er, at de udsatte dyr vil kunne trives med de mange lokale brugere af området.


Den tidligere håndboldspiller Katrine Fruelund (V) er politisk valgt formand for NNP Fussingø. Randers Byråd har indstillet Karen Lagoni (S) til bestyrelsen.

Danmarks Naturfredningsforening har indstillet Christian Halgreen, mens Dansk Ornitologisk Forening har udpeget Jens Bonde Poulsen. Danmarks Jægerforbund har indstillet Kristina Begtrup Pedersen til bestyrelsen.

Friluftsrådet stiller med Ove Hessellund Pedersen, mens Spejderne har valgt Henrik Hornum og Dansk Orienteringsforbund Anders Ladefoged. Danmarks Idrætsforbund stiller med Solveig Topp, mens DGI har udpeget Jane Østergaard til bestyrelsen.

Hestefolket er repræsenteret af Bodil Sørensen fra Dansk Rideforbund samt Lene Steentoft Steen fra Dansk Islandshesteforening. Fussingø Ride- og Køreforening stiller med Anna Feldberg Marsbøll, mens Danmarks Cykle Union har peget på Christian Rothmann.

Fussingøgruppen stiller med Inger-Lise Mørup, mens Naturnationalpark Fussingøs Venner har peget på Peter Styrbæk de Lasson. Brugerrådet for Naturstyrelsen Kronjylland har valgt Egon Thomassen.

Brugerlaug Fussingø har udpeget Lene Stentoft, mens Fussing Sø Bådelaug er repræsenteret af Anton Christensen. Foreningen Badepladsen Fussingø stiller med Anette Jellesen.

Endelig har Ålum og Omegns beboerforening indstillet Thea Glad, mens Finn Brødløs repræsenterer Øster Bjerregrav & Over Fussing Beboerforening.


Man må således konstatere, at naturen er svagt repræsenteret i bestyrelsen for den nye Naturnationalpark Fussingø – sammenlignet med de øvrige brugergrupper af området. 

Man kan måske også konkludere, at Naturstyrelsen nok har lært af sine fatale fejltagelser med mangelfuld indhegning af græssende kreaturer i Mols Bjerge – med en massiv indhegning af kvæg og kronvildt i NNP Fussingø som det synlige resultat.

14,5 km højt stålhegn blev det til. Samt et antal store færiste støbt i beton.

23. maj 2025

* Fra biolog til milliardær

Der var engang en havbiolog, som kunne mere end bare lægge to og to sammen.

Havbiologen var Jacob Jelsing, der for længst har lagt sin fortid som lavtlønnet biolog bag sig. I dag er han nemlig milliardær. Han valgte fornuftigt nok at skifte hest, mens den stadig var i vadestedet og helt nye muligheder viste sig. Respekt for det.

Jelsing var en af de første til at miste tiltroen til den opreklamerede Grønne Trepart, som jo skulle og stadig skal redde verden – i hvert fald den danske under og over vandet. Han kunne hurtigt lægge to og to sammen og indså snart, at Den Grønne Trepart aldrig ville komme i mål. I hvert fald ikke i hverken hans eller vor levetid.


“Det er mig en gåde, at landbruget får lov at fortsætte.” 

Jacob Jelsing i Dagbladet Information.


Jacob Jelsing mistede tålmodigheden og troen på den Grønne Trepart. I stedet begyndte han, med sin egen milliardformue i ryggen, at opkøbe landbrugsejendomme for at omlægge markerne til skov og natur.

Inden da havde han sammen med Information sat nedenstående lille regnestykke op, som tydeligt viser det totalt urealistiske i projektet. At vi aldrig nogensinde når i mål med Den Grønne Trepart. I hvert fald ikke i vor levetid. Den er et rent fatamorgana.

Treparten er tilsyneladende primært skabt for at rejse yderligere støttekroner til de implicerede parter. På bedste Trump-manér – med skattelettelser til de i forvejen rige medlemmer, som betales af de fattige skatteydere.

En omvendt Robin Hood.

23. maj 2025

* “Jeg tror simpelthen ikke på det”

Frem til 2030 skal der ifølge Den Grønne Trepart udtages 140.000 hektar lavbundsjord for at skabe eller genskabe vådområder og med dem mere natur i det forarmede danske landskab.

Regner man blot en smule videre, skal der inden 2030 udtages 75 hektar landbrugsjord – hver eneste dag. Det svarer i runde tal til 110 fodboldbaner efter internationale mål. Og frem til 2045 skal der rejses 250.000 hektar ny skov. Det svarer i runde tal til næsten 50 fodboldbaner om dagen – de næste tyve år. 34 hektar.

Målet for skovene kræver ifølge minister for Den Grønne Trepart, Jeppe Bruus (S), at der plantes omkring én milliard træer. Det er 5.700 træer i timen. Hver eneste time frem til 2045. 

Man skal ikke have hverken studenterhue eller en doktorgrad i raketvidenskab for at se det totalt urealistiske i regeringens grønne skønmaleri for fremtiden. Det viser ovennævnte regnestykke, som er hentet fra Dagbladet Information.


“Det kan man jo ikke, som tingene er nu. Jeg tror simpelthen ikke på det”

 Jacob Jelsing om Den Grønne Trepart


“Det kan man jo ikke, som tingene er nu. Jeg tror simpelthen ikke på det”, siger Jacob Jelsing om den samlede opgave, som Den Grønne Trepart har givet sig selv. Og fire milliarder i yderligere tilskud. I tilgift til de 12 milliarder, landbruget allerede modtager i støtte – årligt. Penge skal der til – tag selv.

Jelsings hjertesuk kommer med henvisning til det beskæmmende lille areal af færdige projekter, der hidtil er præsteret. Siden 2021 er der således kun færdigetableret lavbundsprojekter på omkring 187 hektar. Ud af de 140.000 hektar, der skal inddrages inden 2030. Vi er således end ikke kommet ud af starthullerne endnu.

I det tempo når vi aldrig i mål. Men det har nok heller aldrig været det reelle formål. Lad os have en fest i stedet – for skatteyderkroner.

Miljøets Magnus er selvskreven DJ.

23. maj 2025 

* “Målrettet kvælstofregulering”

Hvis du ikke allerede vidste det: 

Landbrugsstyrelsens opgaver med arealomlægning i henhold til Den Grønne Trepartsaftale er nu overgået til henholdsvis Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø samt den mere mundrette Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Forhåbentlig komplicerer denne omlægning ikke den allerede komplicerede opgave yderligere. Det er slemt nok i forvejen. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke skal tage telefonen på den første af de to adresser…

Landbrugerne har haft mulighed for at søge om tilskud til at etablere målrettede efterafgrøder eller alternativer til efterafgrøder, som skal forhindre overskydende kvælstof fra markerne i at blive udledt til vandmiljøet.


Ansøgningsrunden for tilskud til målrettet kvælstofregulering er nu slut. I år omfatter ordningen 66 kystvandoplande, hvor der er behov for at reducere kvælstofudledningen. Ud af Danmarks i alt 108 kystvandoplande.


Der er søgt om tilskud svarende til ca. 335.000 hektar målrettede efterafgrøder ud af et vejledende indsatsbehov på ca. 365.000 hektar efterafgrøder. De to nye styrelser har nu prioriteret de ansøgte efterafgrøder og alternativer for de 66 kystvandoplande.

Selvom indsatsbehovet på landsplan ikke er nået, er der nogle kystvandoplande, hvor der er modtaget flere ansøgninger, end der er behov for. 

Styrelserne har derfor prioriteret ansøgningerne i disse oplande efter deres forventede effekt. Efterafgrøder placeret på marker med lav retention (:tilbageholdelse) har naturligvis førsteprioritet, da de har den største effekt i forhold til at reducere udledningen af kvælstof.

I år får omkring 7.110 landbrugere tilsagn til alle eller nogle af de ansøgte marker. Omkring 140 landbrugere vil omvendt få afslag til alle ansøgte marker, fordi der er overansøgt i deres kystvandopland.

16. maj 2025 

* Naturstyrelsen beskærer Den Grønne Trepart

Hvis man troede, at dansk landbrug som stiftende medlem af Den Grønne Trepart ville gået positivt ind i debatten om det belastede danske vandmiljø, så må man desværre nok tro om. 

Da Venstre tilbage i 2016 indførte den famøse Landbrugspakke, som gav landbruget tilladelse til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil, lovede man anlægge et stort antal såkaldte “mini-vådområder” rundt omkring i landet.

Ifølge Den Grønne Trepart skal små 400.000 hektar landbrugsjord tages ud af drift for at mindske udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet i tilstrækkelig grad. Så det får mulighed for at nå den “gode økologiske tilstand”, vi skrev under på med EU’s Vandrammedirektiv – fra 2000.


Nu her et kvart århundrede senere må vi beskæmmede konstatere, at vandmiljøet i stedet har fået det endnu dårligere. Ikke mindst på grund af Løkkes Landbrugspakke og de lovede mini-vådområder, som aldrig blev til noget. Varm luft på våde enge. Løgn og latin.

De indre danske farvande kvitterer nu for det overskydende kvælstof med slimet fedtemøg i vandet og på stranden, algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.


Senest er Naturstyrelsen sågar gået i gang med at indskrænke et område ved Skjern Å, der ellers var udlagt til vådlægning og udtagning af drift. Således har styrelsen reduceret den oprindelige størrelse på et projekt i Skjern Enge fra 1.500 hektar til nu kun 1.100 hektar.

Undersøgelsesområdet for det oprindelige projekt på cirka 1.500 hektar er vist med gult. Naturstyrelsen vil gå videre med projektet inden for den røde streg, der omkranser cirka 1.100 hektar.


Kort: Naturstyrelsen


* Lang vej til de 400.000 hektar

Der er således rigtig lang vej til de 400.000 hektar, som skal udtages – hvis man allerede i det allerførste år reducerer oprindelige planer med mere end en fjerdedel. I det ovennævnte tilfælde fra 1.500 til 1.100 hektar. 

Minister for Den Grønne Trepart, Jeppe Bruus (S), skal i så fald have ekstra travlt med andre områder, som må lægge jord til i stedet. Som kompensation for indskrænkningen. Og så er der jo også lige nogle uheldige ulve, som skal skydes.

Den lille Ganer Å løber ud i den store Skjern Å ved den meget omtalte Hestholm Sø, hvor mange laksesmolt hvert år går tabt under deres nedtræk til Ringkøbing Fjord. Dette inden den endelige udvandring til Vesterhavet, Nordsøen og Nordatlanten. Eller hvad man nu vælger at kalde denne del af Atlanterhavet.


Øvre dele af Ganer Å blev retableret i årene 2007-2010. Nye slyngninger og nye gydebanker kom til ved den lejlighed. Siden kom turen til Høghøj Dambrug, som med en 1,1 meter høj opstemning ved vandindtaget effektivt spærrede for vandrefiskenes frie passage.


Denne hindring blev i 2015 erstattet af en ny faunapassage med indbygget strømrende samt en ti meter bred overløbskant til den nye fiskepassage. Ganer Å nedstrøms stryget blev retableret med syv gydebanker og udlægning af kampesten som fiskeskjul. Det gamle stemmeværk og den gamle fisketrappe blev fjernet helt.

Nu er turen så kommet til de omkringliggende engarealer, der skal sættes under vand, så udvaskningen af kvælstof reduceres. Derfor må én vej lukkes helt og to hæves. Det kommende projekt indgår i Den Grønne Trepart og fokuserer på at restaurere ådalen omkring såvel Ganer Å som Kirke Å.

Det er Ringkøbing-Skjern Kommune, som er tovholder på projektet.

16. maj 2025 

* Naturnationalpark Fussingø med 14,5 km stålhegn 

For et par måneder siden var jeg på en af mine mange vandreture til skovene ved Fussingø. Og det var ikke noget kønt syn, der mødte mig. Overalt lå der store hegnspæle og ruller med tykt galvaniseret hegn. 

Et par uger senere var jeg derude igen. Denne gang mødte jeg en skovarbejder i fuld gang med at gøre klar til trådhegnet. Bag ham dunkede en stor maskine, som var i gang med at banke store pæle i skovbunden. Han virkede venlig og imødekommende, så jeg spurgte ham, om de var ved at hegne dyrene inde eller mig ude?

Han grinede lidt og fortalte så, at de var ved at gøre klar til udsætning af stude og kronhjorte. Til afgræsning af den nye naturnationalpark.


Det var planen, at hjortene skulle udsættes bag hegn og her vænne sig til deres nye omgivelser. Efter et stykke tid skulle de så have lov til at vandre ud og indtage området uden for hegnet.


Det sagde i hvert fald skovarbejderen, og det lød jo ganske tilforladeligt. Naturstyrelsen havde åbenbart en plan. 

Siden tog indhegningen imidlertid til. Nye jernlåger og kostbare færiste i beton skød op – så store og dyre, at de næppe skal pilles ned igen lige med det samme. Hvis nogensinde.

Siden kom der nye skilte rundt omkring. De fortalte, at der i alt skal sættes 14,5 km kraftigt stålhegn op om den nye Naturnationalpark Fussingø.

14,5 km af den slags, som ingen ulve kommer over uden hjælp.

16. maj 2025

* Naturnationalpark uden natur?

På en af mine tidligere faste ruter ved Fussingø stødte jeg pludselig ind i et langt hegn, som ikke havde været der før, og som jeg ikke kunne komme hverken over eller forbi. 

Jeg måtte gå hundrede meter langs det, førend der var en åbning – i form af en port, der endnu ikke var færdiggjort. Heldigvis, for ellers havde jeg nok stadig gået rundt derude. En anden stålport var stor, tung og elektrisk. Og ikke taget i brug endnu.


Naturstyrelsen vil åbenbart sikre sig, at udsatte dyr ikke kan komme ud af Naturnationalpark Fussingø igen. Hvis de først er kommet ind. 

Eller er det de besøgende, der skal holdes ude? En mærkelig oplevelse, når man nu har vandret frit i statsskovene herude i mere end tyve år. Det er åbenbart slut med det.


– Måske der snart dukker iskiosk og pølsebod op herude? Sammen med en sauna ved søen?

Badebroen ved den tidligere så fredelige Fussing Sø er i hvert fald allerede et tilløbsstykke for mange lokale. Ind imellem også festglade unge. Havørnen er således fortrængt til den fjerneste østende af søen.

Er det mon sådan, kommende “naturnationalparker” skal skrues sammen i vore ulvefrygtsomme og naturforskrækkede dage?

Lige nu er der næsten mere “vild” natur i Randers Regnskov, end der er i Naturnationalpark Fussingø…

16. maj 2025

* Tanker fra Tænketanken Hav

Tænketanken Hav har set nærmere på de områder, regeringen i sit seneste udkast har tænkt sig at friholde for fiskeri med bundslæbende redskaber. 

Et nærmere kig viser desværre, at der allerede foregår et meget begrænset fiskeri med sådanne redskaber netop her. Givet fordi der ikke længere er fisk at fange eller muslinger at skrabe i disse områder.

Det er således en gratis omgang at friholde netop disse områder for det skadelige fiskeri med bundslæbende redskaber. Og så ellers fiske ufortrødent videre, hvor der stadig er noget at komme efter – noget at fange og potentielt at redde.

Tænketanken Hav mener alligevel, det er godt, når regeringen nu foreslår at beskytte flere kystnære havområder. Fordi den dermed tager et vigtigt skridt mod at leve op til de EU-forpligtelser, man hidtil har svigtet på det groveste.


Men dette tiltag må ikke stå alene, og der er i regeringens udkast udeladt flere markante områder – heriblandt det vigtige og unikke havområde i Vadehavet, hvor der sågar stadig bomtrawles med kæmpestore skibe. Værre kan det næsten ikke blive.


Der er således brug for en langt større indsats til at udvikle dansk erhvervsfiskeri i retning mod mindre påvirkning af bundmiljøet. Derfor har Tænketanken Hav lavet en handlingsplan for fremtidens fiskeri, som foreslår følgende tiltag:

Der skal være store trawlfrie områder i Bælthavet, Kattegat og Vadehavet. Der skal ske en omlægning fra fiskeri med bundtrawl til brug af redskaber med mindre miljøpåvirkning. Endelig skal der indføres fuldt dokumenteret fiskeri med kamera ombord, hvilket fiskerne selv er meget imod. Uvist af hvilken årsag.

Tænketanken Hav opfordrer med sin nye handlingsplan de politiske partier i Folketinget til at enes om en mere ambitiøs politisk aftale for fremtidens fiskeri. En plan, der kan og skal redde de sidste rester af vandmiljø og fiskebestande.

Vi må se, om der her er den fornødne velvilje – og det fornødne flertal. 

Det har der ikke været hidtil.

16. maj 2025

* Samråd om Nordic Waste

Den 30. april 2025 klokken 13 var der samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. Det drejede sig om Randers Kommunes ansvar i den verserende sag om Nordic Waste. Udvalget havde indkaldt miljøminister Magnus Heunicke (S) i åbent samråd.


Samrådsspørgsmål S-092:

Kan ministrene redegøre for, om Randers Kommune er ansvarlig for at betale regningen efter Nordic Waste ved massive velfærdsforringelser?

I så fald mener ministrene da, at dette er i overensstemmelse med statsministerens udtalelse 22. januar 2024, hvor statsministeren fastslog, at det vil være fuldstændig urimeligt, at børnehavebørnene eller de gamle i Randers skal betale for, at en virksomhed ikke selv vil bidrage?


Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Nick Zimmermann (DF), der tidligere har forholdt sig kritisk til Randers byråd, som han selv har været medlem af. Zimmermann er i dag medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.

Spørgsmålet har fornyet relevans, da vi netop har modtaget resultatet af den anden advokatundersøgelse i sagen. Den første bestilte ledelsen af Randers Kommune selv, og den gav ikke uventet kommunen en god karakter for håndtering af sagen.

Den anden advokatundersøgelse, som en mere skeptisk gruppe i byrådet selv havde bestilt, forholder sig noget mere kritisk til kommunens håndtering af sagen. Den sætter således spørgsmålstegn ved mange ting, men mener trods al kritikken ikke, at kommunen kan retsforfølges.

Nu venter vi så spændt på den tredje advokatundersøgelse, som staten snart vil barsle med. Det drejer sig jo for såvel kommune som stat om, at ansvaret entydigt kan placeres hos den tidligere ejer af Nordic Waste, Flemming Østergaard-Nielsen fra USTC koncernen.

Herefter kan man så vælge at gå videre med sagen til EU domstolen, hvor man håber at få medhold til videre retsforfølgelse af USTC. Sidstnævnte stak jo af fra oprydningen ved at erklære sit selskab Nordic Waste konkurs.


Oprydningen efter Danmarkshistoriens største og aldeles selvforskyldte jordskred i Ølst Bakker har kostet i omegnen af en halv milliard kroner. Heraf har staten sponseret en del af de tidlige udgifter via øremærkede tilskud.

Tilbage står imidlertid 300 millioner kroner, som Randers Kommune efter alt at dømme og i hvert fald indtil videre selv må udrede. Dette via et statsgaranteret lån, der skal afdrages over 25 år. Efter fem afdragsfrie år.


Det er således en kold tid, Randers Kommune går i møde – med uundgåelige besparelser på unge og ældre, sundhed og undervisning. Vi har allerede mærket de første.

10. maj 2025

* Revisit af VisitDenmark

For nylig tog Greenpeace Danmark initiativ til at udstille den dobbeltmoral og det skønmaleri, der præger dansk turisme generelt og ansigtet udadtil specielt.

Det resulterede i en ny kampagne, som brugte navnet på Danmarks officielle turistorganisation “VisitDenmark”. En statsstøttet organisation, der markedsfører lille Danmark i det store udland. Og som ind imellem maler bølgen en hel del mere blå, end den er og kan bære. I den hellige turismes navn.


Navnet på Greenpeace’s nye kampagne var “ReVisitDenmark”, der fokuserede på de mange tomme løfter om naturoplevelser i Danmark.


Det gjorde den effektivt med en video, som hurtigt gik viralt – med præsentation af Danmark, som landet i virkeligheden tager sig ud. Et Danmark, der er meget forskelligt fra det, VisitDenmark ynder at præsentere.

Det nye initiativ faldt imidlertid VisitDanmark for brystet. Den officielle og statsstøttede turistorganisation klagede over navnesammenfaldet, der jo ikke var tilfældigt. Efter nogle “venlige samtaler”, som Greenpeace selv formulerer det, er miljøorganisationen nu tilbage med et nyt navn og en frisk identitet:

“Tourism Denmark”

VisitDenmark har aldrig været målet for den oprindelige Greenpeace kampagne. Det var og er derimod den danske regerings miljøpolitik eller mangel på samme. Og derfor imødekom Greenpeace naturligvis anmodningen fra VisitDenmark.

Kampagnen relanceres nu med det nye navn, men de samme miljømæssige vidundere, som blev præsenteret i den oprindelige video. Under overskriften:

“Besøg det Nordiske Døde Hav”

Dette naturligvis med henvisning til algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød, der hærger de indre danske farvande og gør dem slimede og ulækre. Efter årtiers overgødskning fra landbruget.


10. maj 2025

* OplevDanmark anno 2025

I forbindelse med den nye kampagne vil Greenpeace Danmark gerne invitere på nogle særlige naturoplevelser ude i landet. 

OplevDanmark anno 2025 på tre ekstraordinære guidede ture. Alle tre viser de resultaterne af mødet mellem industrielt landbrug og miljøbeskyttelse i Europas mest intensivt dyrkede landskab.


1: Naturmeditation på marken

Oplev den perfekte tomhed i det danske landskab, hvor halvdelen af vores land udnyttes til at dyrke foder til millioner af grise. Vore endeløse marker tilbyder uovertruffen stilhed til dit stille retræte.

Intet distraherer dig. Ikke engang fuglesang. Det er en “fuldkommen stilhed” skabt af Danmarks industrielle landbrug. En oplevelse, du ikke finder andre steder i Europa.


2: Cykeltur gennem “beskyttet” natur

Lad os være ærlige: Danmark er det land i EU, der har mindst beskyttet natur. Men den natur, der så har beskyttet status – den er helt unik.

Deltag i vores cykeltur gennem golfbaner, landsbyer og langs motorveje – altsammen officielt en del af Danmarks Natura 2000 områder, som huser noget af Danmarks bedst beskyttede natur.


 3: Fisketur i Skive Fjord – fanger du noget?

Test dine evner mod naturens hårdeste modstander – det Nordiske Døde Hav. Kun de dygtigste og heldigste lystfiskere har en chance for at fange fisk i Skive Fjord.

Tag med på jagt efter de få overlevende fisk i Skive Fjord – engang et rigt økosystem, nu mest mudder og minder. Vi garanterer ikke fangst, men et wake-up call om konsekvenserne af Danmarks landbrugspolitik.


Tid og sted for ovennævnte ture finder du på Greenpeace Danmarks officielle hjemmeside. Greenpeace slutter sit kampagne af med følgende oprop: 

“Naturen kalder”

“Det ville den, hvis den stadig havde en stemme”

10. maj 2025

* En dødsengel på verdensturné

I takt med sin hastigt svindende respekt verden over har US præsident Donald Trump fået smigrende tilnavne som Donny Two Dolls og The Twitter Toddler – for blot at nævne to af de suverænt pæneste.

Den gulerods-sminkede præsident for verdens mægtigste militærmagt sendte derfor sin dødsengel og øjenskyggede vicepræsident J.D. Vance på verdensturné. Nu skulle der rettes op på det amerikanske renommé.

Først gik turen til Grønland, hvor ingen imidlertid ville mødes med Vance. Her havde man jo kort forinden stiftet bekendtskab med Trump Junior, der med MAGA-følge havde været på et aggressivt lynbesøg i Nuuk. I farmand Trumps to private jetfly.


Det var ingen god oplevelse for indbyggerne i Nuuk. De lod sig ikke imponere af det amerikanske MAGA-sjov. Ingen ville derfor mødes med herr og fru Vance, som ellers skulle have været til slædehundemesterskab med tilhørende “photo ops”.

Besøget endte beskæmmende med, at the Vances i stedet måtte nøjes med en lynvisit til den amerikanske Space Base i Pituffik længst mod nord. Den gamle Thule Air Base.


Her havde ingen naturligvis mod eller mandshjerte til ikke at tage pænt imod USA’s vicepræsident og frue. Det var jo næsten bossen selv, der kom forbi. USA’s næstkommanderende. Ægteparret Vance blev blot på basen i få timer, inden turen gik tilbage til varmen i Florida. Hjem til onkel Trump’s trygge hyggeresort i Mar-a-Lago.

Den amerikanske Pituffik base, der huser omtrent lige så mange danske som amerikanske medarbejdere, havde en kvindelig chef. Havde. Hun skrev efter Vance’s besøg et åbent brev, der fokuserede på det gode og langvarige forhold mellem gæsterne fra USA og værterne fra Grønland.

Det bekom desværre ikke manden med øjenskyggen. Få dage senere modtog basekommandanten nemlig en fyreseddel fra den kønsforskrækkede vicepræsident.

10. maj 2025

* Pavens sidste håndtryk

Værre endnu gik det senere i Vatikanet, hvor den nykatolske vicepræsident havde inviteret sig selv på besøg hos den både alders- og sygdomssvækkede pave Frans.

Paven døde nemlig dagen efter besøget fra J.D. Vance, som efterfølgende fik tilnavnet Dødsenglen. Dennes besøg og håndtryk blev åbenbart for meget for Guds førstemand på Jord. Vance selv havde kun været katolik i to år og kunne ikke dy sig for at udnytte posten som USA’s vicepræsident.

Dette til at mødes med paven i en unik “photo op”, som amerikanerne kalder det, når man kan profilere sig selv og sine i celebert selskab. Noget, præsident Trump med følge kender bedre til og bruger mere end de fleste. Og meget mere celebert end et paveligt håndtryk kunne det næppe blive.


Herefter døde paven, og Vance rejste til Indien, som straks startede en krig med naboen Pakistan. Inden da havde vicepræsidenten dog nået at tabe en mesterskabspokal, som gik i stykker ved overrækkelsen uden for det Hvide Hus.


Det skete efter Ohio State Buckeye’s sejr i 2025 Coollege Football Playoff National Championship. The Buckeyes vandt over finalisterne Notre Dame tilbage i januar, og det skete på selveste Donald Trumps indsættelsesdag.

Den kendsgerning udløste naturligvis en celeber invitation fra vicepræsidenten, der siden selv sørgede for at tabe pokalen – for åben skærm og rullende kameraer.

Vance nåede også lige at endorse eller anbefale sin egen lillebror i et valg om borgmesterposten i Cincinnati, Ohio. Et valg, brormand efterfølgende tabte med et brag og mindre end 15% af stemmerne. 

Så J.D. Vance er bestemt ikke nogen, man skal ønske sig at få besøg af eller opbakning fra. 

Det kan i værste fald være dødbringende.

10. maj 2025

* Nye oksekødsrapporter på vej?

Det var en sorgens dag, da landbruget gjorde sit indtog på landets universiteter. Heriblandt Aarhus Universitet, der sammen med Københavns Universitet har stolte forskningstraditioner og i hvert fald tidligere nød international anerkendelse.

Siden kom den berømte oksekødsrapport til. Her viste landbruget for første gang sit sande ansigt som agroforskere, der havde endog meget svært ved at holde tingene adskilt. Oksekødsrapporten, der skulle belyse oksekøds klimabelastning, blev således til med tilskudsmidler fra – kvægavlen…


Og nu, blot få år senere, ser den så ud til at være gal igen på samme Aarhus Universitet.

I hvert fald har Praksisudvalget her netop vurderet, at der herfra er blevet lagt hindringer i vejen for en kritisk rapport, som fokuserede på alternative måder at opgøre klimabelastningen fra kødproduktion på. 


Den rapport ville agroforskerne åbenbart ikke have frem eller lægge navn til, så den blev skrinlagt. Praksisudvalget vurderede efterfølgende, at Institut for Agroøkologi havde lagt pres på forsker og forskningsfrihed. Eller at det i hvert fald kunne føles sådan og se sådan ud.

Institutleder på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen gjorde sig i sin tid til talsmand for Esben Lunde Larsens (V) og Lars Løkke Rasmussens (V) berømte Landbrugspakke. 

En pakke, der gav landbruget lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil. Og en pakke, der fik læsset til at vælte og fedtemøget til at skylle ind på strandene efter massive iltsvind.

3. maj 2025

* Tilbageblik på Landbrugspakken

Jørgen E. Olesen opponerede allerede dengang mod professor Stiig Markager, der som en af de første advarede mod konsekvenserne af de øgede gødningsmængder fra Landbrugspakken.

Og hermed var kimen lagt til en efterfølgende retssag mod samme Stiig Markager. Anlagt af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, som dog tabte sagen og slaget med et brag.

Markager advarede med rette mod Landbrugspakken. Det kan vi se her snart ti år efter pakken, hvor fedtemøget nu dækker store dele af vore strande i sommerhalvåret. På grund af de alt for store gødningsmængder, pakken gav landbruget mulighed for at bruge.


Institutleder Jørgen E. Olesen får nu kritik af universitetets praksisudvalg, der beskæftiger sig med sager om forskningsfrihed.

Olesen har angiveligt hindret udgivelsen af en forskningsrapport udarbejdet af postdoc Peter Brinkmann Kristensen og derved lagt pres på en ansats sikrede publicerings- og forskningsfrihed. 


Sådan lyder i hvert fald udvalgets vurdering. Peter Brinkmann Kristensen var ansat til at forske i jordbrugssystemer og bæredygtighed. Det resulterede i en rapport om afgræsning af naturarealer og forskellige måder at opgøre klimabelastningen fra kødproduktion på. Med klare tråde tilbage til oksekødsrapporten.

Vigtig forskning i disse miljøtider med Grøn Trepart i fokus. Brinkmann havde ifølge eget udsagn fulgt instituttets sædvanlige procedurer for publikation af forskningsresultater. Og han regnede derfor med, at selve publiceringen ville være en ren formsag. 

Det mente institutleder Jørgen E. Olesen imidlertid ikke, hvorfor rapporten aldrig nåede videre. En oksekødsrapport med modsat fortegn, kunne man derfor kalde den.

3. maj 2025

* Naturstyrelsen betaler bøden

Som tidligere nævnt her på siden har anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anklaget Naturstyrelsen for vanrøgt af ikke mindre end 77 stykker kvæg på styrelsens arealer i Mols Bjerge. 

Vanrøgten skal være sket i vinteren 2021 og resulterede senest i et bødeforlæg på 800.000 kroner. I tilgift hertil tiltalte politiet to ansatte i styrelsen, hvoraf den ene blev midlertidigt fritaget for tjeneste, mens den anden er gået på pension. 

Politiet går dog stadig efter en fængselsstraf til begge, der risikerer op til to år bag tremmer for mishandling af dyrene. Af de 77 stykker kvæg, som indgår i sagen, er de 29 ifølge politiet blevet behandlet så dårligt, at det har karakter af mishandling.

Naturstyrelsen, der lige nu er i fuld gang med at indhegne den kommende naturnationalpark ved Fussingø vest for Randers med 14,5 km hegn, valgte overraskende at betale bøden på 800.000 kroner. Hermed undgår styrelsen helt at skulle møde op ved Retten i Randers.

Der er tale om en bøde, som ifølge Kammeradvokaten er usædvanligt stor. Men så er sagen også uden sidestykke, da der sjældent er tale om så mange mishandlede dyr som her. Ejheller i en forfatning, der er så ringe, at der i dyrlægerapporten står følgende:


“Kvægets huld er i øjeblikket under al kritik.

Det kan på ingen måde accepteres at have kreaturer gående i denne tilstand.”


Det er faldet enkelte for brystet, at Naturstyrelsen sådan kan købe sig fri for at stå til ansvar og stille op i retten. Endda med penge betalt af skatteyderne. Det er jo vore penge, styrelsens bøde over styrelsens brøde bliver betalt med.

Men det er ifølge Kammeradvokaten helt inden for lovens rammer. Naturstyrelsen er i retslig forstand en såkaldt “juridisk person”, der ved anerkendelse og betaling af bøden har erkendt sit fulde ansvar. Og dermed slipper styrelsen altså for en pinlig tur i retten. 

Det gør sagens to hovedpersoner dog ikke. De risikerer stadig fængsel, hvis de dømmes skyldige i dyremishandling. Op til to år i henhold til gældende lovgivning.

Sagen begyndte den 29. april. Med ni retsdage sat af til sagen.

3. maj 2025

* Ny faunapassage ved Store Jyndevad

En af de rigtig gamle og helt store opstemninger i grænselandet er nu på vej væk. Det drejer sig om grænseåen Sønderå, hvor opstemningen ved Store Jyndevad Mølle længe har været en torn i øjet på miljøfolk og lystfiskere.

En kvart kilometer nyt vandløb er allerede gravet, og der mangler stadig  godt én kilometer, inden arbejdet med det nye omløb er færdigt. Det første spadestik blev taget den 1. april, og det var ingen aprilsnar. 

Arbejdet skrider planmæssigt frem og forventes afsluttet sidst i august i år. Men inden da skal der graves og flyttes rigtig meget jord. Således regner man med, at der skal flyttes op mod 70.000 m3 for at skabe det nye omløb, der vil være 8-14 meter bredt.


Omløbet skal gå uden om en §3 og Natura 2000 beskyttet mølledam, der siden sin oprettelse har spærret vejen for vandrefisk som laks, havørred og ikke mindst den udryddelsestruede snæbel.

Fisk, som alle er på vej mod deres gydepladser længere opstrøms i åsystemet.


Da mølledammen er fredet, kan den ikke fjernes. I stedet må man anlægge et bekosteligt omløb. I forbindelse hermed skal der bygges en vejbro i beton og en bro i stål. Der skal samtidig graves en næsten 1.000 m2 stor erstatningssø. 

Der skal etableres et indløbsbygværk og spunses en helt ny udløbskant i mølledammen. Endelig skal der udlægges knapt 5.000 m3 gydegrus og 2.750 m3 sikringssten. Ingen ringe præstation for at rydde op efter fortidens synder, som man jo var glade for i sin tid.

Det hele forventes som sagt færdigt sidst i august, hvor det bestemt vil være en rejse og et besøg værd. Det er moderne historie, der her skrives. Og et dejligt lyspunkt i en ellers mørk tid for vandmiljøet.

3. maj 2025

* 800 år gammel mølledam

Sønderåen danner grænse mod Tyskland over en flere kilometer lang strækning, inden den mødes med Vidåen sydvest for Tønder. Herfra løber vandet gennem den sivomkransede Magisterkog og når til sidst Vadehavet ved Højer Sluse.

Store Jyndevad Mølledam har en fascinerende historie, der strækker sig næsten 800 år tilbage i tiden. Mølledammen blev anlagt i 1357 af munke fra Løgum Kloster, der allerede havde opført en anden mølle syd for åen så tidligt som år 1230. 

Munkene kom sydfra og brugte ikke mindst dammene til opdræt af fisk, primært karper. En færdighed, de bragte med sig fra Sydeuropa. Munkene var jo katolikker, der ikke spiste kød under fasten. Det gjorde fisk til en vigtig del af kosten. Og vådt guld i mølledammene.


I 1896 blev den nuværende Store Jyndevand vandmølle opført ved Sønderå. Møllen fungerede som Kongelig Korn- og Valsemølle, der malede mel. I nyere tid har møllen også produceret elektricitet.


Et stemmeværk fra 1600-tallet er stadig en del af anlægget, hvilket vidner om stedets lange teknologiske udvikling. Møllebygningen er i forfald, men beboelseshuset stadig brugbart. Der er således en tydelig sammenhæng mellem åen, møllen og mølledammen, som i dag er fredet. 

Det gør området til et vigtigt kulturmiljø med rødder langt tilbage i tiden. Og et kostbart omløb nødvendigt for at lade vandrefiskene passere opstemningen på deres vej mod gydepladserne.

3. maj 2025


* “Stop nu det Cirkus!”

Nu fik (tog) de så pengene til Generationsforureningerne på Harboøre Tange.

Region Midt, Klimatoriet, Århus Universitet, Forskningsfonden (Cheminova) og Lemvig Kommune er glade, men de kan ikke levere varen – en oprensning af Cheminovas forurening på Harboøre Tange.

Vi får i første omgang endnu et forskningsprojekt, som har til formål at rykke penge ud af puljen. Ikke for at få fjernet forureningen. Det ligger der ingen krav om. Men det har heller aldrig været deres (regionens) plan.

Som et led i processen forsøger de at presse yderligere penge ud af begrebet “generationsforureninger” – de meget iøjnefaldende prisstigninger på forsøgsprojektet. Det er den måde, de taler sammen på. Send flere penge, hvilket betyder “Stop nu det cirkus!”

Regionen kan ikke magte opgaven. Men det kan de jo ikke sige, når de én gang har sagt, at de godt kunne klare opgaven. For at få fat i pengene.

Regionens indtil videre bedste løsningsforslag er at indkapsle en del af giften og lade resten forsvinde ud i Limfjorden og Vesterhavet. Sammen med fabrikkens spildevand.

Forureningen skal, på samme måde som fabrikken, kun levere penge. Enten ved produktion af giftstoffer eller ved at malke statskassen. Det er det tomrum, vi nu er fanget i.

Pengene ligger dels hos Regionen og dels i Statskassen. Nu består kunsten i at lave så meget støj, at de kan få pengene. Det sker ved at flytte rundt på de forskellige ”kasser” blandt konsulentfirmaer, Klimatoriet og andre serviceorganer inden for det offentlige.

Målet er IKKE at få fjernet giften på Harboøre Tange. Det er kun et alibi. Målet er at få så mange penge ud af kassen til andre formål i bl.a. Lemvig Kommune. 

Det er derfor, Cheminova/Forskningsfonden godt kan komme med i dette arbejde, og vi andre ikke kan. Det er derfor, at vi / FjernGiften er blevet udelukket fra både den talte, viste og skrevne presse.

Det her handler ikke om forurening længere. Det handler om at have et alibi og skabe et narrativ omkring legenden Cheminova. 

For at kunne skrabe så mange penge til sig som mulig.

Med venlig hilsen og god weekend,

Bjarne Hansen

Thyborøn


* Nationalpark Mols Bjerge får besøgscenter 

En donation på 60 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden gør det nu muligt for Nationalpark Mols Bjerge at bygge det besøgscenter, der længe har stået højt på både den nationale og den kommunale ønskeseddel.


”For Fonden er det en glæde at bidrage til et besøgscenter for de mange gæster i den enestående nationalpark.

Besøgscentret skal være i samklang med både Kalø Slotsruin såvel som det smukke landskab, og jeg ser frem til, at det står færdigt om få år.” 

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden


Besøgscentret bliver gæsternes naturlige indgang til parken. En park, der blandt andet omfatter området Skovbjerg med de arealer, som Fonden købte helt tilbage i 1971 og derefter skænkede til staten for sikre dem til en kommende naturpark. Ellers var det blevet til et nyt sommerhusområde.

Arkitektfirmaet Arkitema vandt opgaven, da Nationalparkens bestyrelse tilbage i 2016 udskrev en arkitektkonkurrence om besøgscentret. Et center, som skal være i harmoni med den historiske Kalø Slotsruin og det omkringliggende landskab. 

Syddjurs Kommune har allerede udarbejdet en lokalplan for projektet, lige som kommunen tidligere har besluttet at støtte projektet ved at stå for udviklingen af udearealerne ved besøgscentret.


Som en del af arbejdet bliver den strandeng, hvor dæmningen til Kalø Slotsruin udgår, genetableret.

Kalø Slot blev bygget i 1313 af Kong Erik Menved, som var grundigt træt af ikke mindst Marsk Stig, der i en periode indtog og beboede øen Hjelm ud for Djursland. Men det er en helt anden og meget længere historie.


Nationalparkens besøgscenter bliver et bæredygtigt byggeri helt ned til stranden ved Kalø Vig. Med slotsruinen som nærmeste og synligste nabo.

Planen er, at centeret kan slå dørene op i 2028. Indtil da skal vi nok regne med en del trafikkaos ved den i forvejen smalle vej.

25. april 2025

* Nødplan mod tørlægning af Gudenåen

Vi har set det flere gange før, og den 10 marts oplevede vi det så igen: 

Tangeværket blokerede vandstrømmen så meget, at Danmarks længste vandløb næsten tørrede ud – med en vandstand, der faldt op mod 80 cm. Store dele af åen har derfor været tørlagt.

Disse tørlægninger skyldtes tidligere den ulyksalige intervaldrift, som Tangeværket benyttede og stadig benytter sig af for at maksimere elproduktionen og indtjeningen på vandkraften:

Man fylder det kunstige vandmagasin Tange Sø op, når elpriserne er lave. Og lukker så det opstuvede vand ind gennem turbinerne, når elprisen er højest mulig.


Denne intervaldrift bevirker, at vandstanden i Gudenåen kan svinge meget. Så meget, at Gudenåen med mellemrum tørlægges. Med det triste resultat, at gydebanker blotlægges og alt liv i dem dør.

Men ikke nok med det. Når så Tangeværket igen lukker vand gennem turbinerne, stiger vandstanden nedstrøms værket og eroderer de udtørrede brinker – med en massiv sandvandring til følge.


De eroderede sandmængder aflejres længere nedstrøms, hvor vandstanden stiger, så landmændene kan have svært ved at komme af med deres drænvand fra markerne. De. klager så efterfølgende til Randers Kommune og kræver opgravning af sandet.

Vi har derfor gennem mange år lagt Tangeværket og Gudenaacentralen for had, når intervaldriften medførte, at åen skiftevis blev tørlagt og brinkerne efterfølgende eroderet bort. Senest skete det således både den 14. oktober og den 24. november sidste år.

Men nu kan vi imidlertid ikke give Tangeværket og Gudenaacentralen skylden længere. Nu er det nemlig energiselskabet Norlys, der har købt værket og overtaget driften.

Det er således Norlys, der i dag råder over både elværket og de tilhørende driftsbygninger. Og Norlys, der hermed har overtaget ansvaret for værkets drift og de miljømæssige konsekvenser heraf.

25. april 2025

* Stormøde i Norlys

Fremtiden for Gudenåen og Tange Sø stod på dagsordenen, da Norlys den 24. april i år havde indkaldt til repræsentantskabsmøde. Norlys er et energiselskab, der har købt og fusioneret sig til et samlet ejerskab på mere end 700.000 jyske elkunder.

Med i købet fik Norlys også Gudenaacentralen med tilhørende Tangeværk og vandkraftmagasinet Tange Sø, som man i Norlys tydeligvis holder meget af og derfor hæger om. Et værk, der i over 100 år har tjent millioner af tilskudskroner til sine tidligere midtjyske ejere.

Den 10. marts var det imidlertid ikke den profitstyrede intervaldrift, der endnu engang udløste problemet. Denne gang skyldtes det ifølge Tangeværket selv en teknisk fejl, som man tilsyneladende ikke har oplevet før. I de ellers mere end 100 år, man har drevet værket.


Ifølge en aftale med det tidligere Viborg Amt har Tangeværket forpligtet sig til at fastholde en minimumsvandføring nedstrøms værket på 6 m3/sek. Det lykkedes man desværre ikke med den 10. marts. Trods ellers muligheden for at åbne bundventiler eller nødslusen.


Den nuværende Viborg Kommune har derfor bedt Tangeværket om en forklaring og en beredskabsplan, så man undgår tilsvarende ødelæggelser og tørlægninger i fremtiden. 

Overfor kommunen forklarer Gudenaacentralen i et længere svar, hvordan man i fremtiden vil undgå tilsvarende tørlægninger af landets længste vandløb, Gudenåen:

“Tangeværkets generatoranlæg er afhængig af at kunne lede strømmen fra turbinerne ud i elnettet, og derfor er en nødgenerator ikke en mulighed ved udfald. Derfor opererer Tangeværket også med en nødsluse, der kan aktiveres manuelt.”

Men hvad hjælper det, hvis man ikke kan benytte nødslusen ved strømudfald? Hvis det 100 år gamle anlæg er så slidt, at man ikke kan aktivere nødslusen øjeblikkeligt?

25. april 2025

* Tvivlsom nødplan

Nødslusen ved Tangeværket blev desværre ikke aktiveret den 10. marts, hvor gydebanker nedstrøms værket var tørlagt i flere timer. Tangeværket siger selv én time. 

Uanset tidsrummet, så skete det med uundgåelig skade på livet i de gydebanker, som blot få måneder forinden er blevet benyttet af Gudenåens laks og havørreder. Hvad der måtte ligge af æg og yngel er blevet kvalt.

Det fremgår desværre ikke af svaret fra Tangeværket til Viborg Kommune, hvordan man på pålidelig vis skal kunne undgå tilsvarende situationer. Når man nu har haft mere end 100 år til at lære sig at håndtere Gudenåen, Tange Sø og de i dag nedslidte turbiner.

Derfor skulle Norlys den 24. april tage stilling til, om man vil leve op til et grønt image som samfundsbevidst energiproducent. Eller om Norlys’ mere end 700.000 kunder fremover må se sig om efter en anden leverandør af elektricitet, telefoni, internet og anden kommunikation. 


Så man ikke fremover støtter de periodiske tørlægninger, der forårsager massiv sandvandring. Og gør livet umuligt for både optrækkende laks og havørreder på gydebankerne samt nedtrækkende udryddelsestruede ål, der bliver dræbt af de roterende turbineblade.


Er man abonnent hos Telia, har man længe fået melding om, at man snart skifter til Norlys. Det sker den 5. maj, hvor Telia Mobil Danmark A/S bliver til Norlys Mobil A/S.

Så må vi se, hvordan Norlys vil håndtere sit ejerskab af Tangeværket. Om man vil give Gudenåen livet tilbage efter mere end 100 år i dødbringende vandkraftens lænker. Eller bevidst fortsætte den økologiske katastrofe med bind for øjnene. 

Som gammel Telia-kunde følger jeg naturligvis ekstra godt med. Og taler både pænt og imødekommende, når ivrige sælgere fra 3, Telenor og YouSee med flere regelmæssigt ringer ind for at gøre deres hoser grønne.

De må da selvforskyldt lægge ører til mine udgydelser om Norlys,  Tangeværket og Gudenåen. Og om, at Norlys risikerer snart at komme for EU-domstolen.

Og hvem ved? Måske får de ihærdige sælgere noget ud af deres anstrengelser.

Det bestemmer Norlys selv.

25. april 2025


* “Når katten er ude, danser musene på bordet”

Formanden for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Venstres Bent Graversen, har travlt med at fortælle folk, at Lemvig Kommune ikke har noget at gøre med Cheminovas forurening på Harboøre Tange. Eller de penge, som er afsat til oprensning af samme. 

Alt imens har Lemvig Kommune fuldt op at gøre med at redesigne Klimatoriet. Dette via vedtægtsændringer og flytning af regionale forureningsarbejdspladser til Klimatoriet i Lemvig, så man her kan modtage og fordele pengene, der er bevilget til oprensningen af Cheminovas gamle forurening.

Det hele foregår i en skøn samdrægtighed, så Lemvig Kommune, Region Midtjylland, Århus Universitet og Forskningsfonden Auriga kan få indflydelse på fordelingen og prioritering af de bevilgede penge. 

Dette sammen med alle deres samarbejdspartnere, nemlig de forskellige konsulentfirmaer, som også er medlemmer af Klimatoriet.

Når dette samarbejde spiller, har vi, lokalbefolkningen på Harboøre Tange, ikke en kinamands chance for at komme til. Giften får derfor lov til at ligge, og de fleste af pengene fordamper op i Vorherres blå luft.

Det hele kan virke meget forvirrende, men jeg skal nok forklare nærmere hen over sommeren. Man kan ikke sidde på knæene af hinanden og påstå man er uafhængig, når man fodres af samme gryde.

God Påske til jer alle,

Bjarne Hansen

Thyborøn


* Norlys tørlægger Gudenåen

Vi har set det flere gange før, og nu ser vi det så igen: Danmarks længste vandløb har på det seneste været næsten udtørret – med et fald i vandstanden på op mod 80 cm. 

Store dele af åen har derfor været tørlagt, hvilket tidligere skyldtes den ulyksalige “intervaldrift”, som Tangeværket benyttede sig af for at maksimere elproduktionen og indtjeningen på vandkraften:

Man fylder vandmagasinet Tange Sø op, når elpriserne er lave. Og lukker først det opstuvede vand ud gennem turbinerne, når elprisen er højest mulig. Denne intervaldrift sikrer, at Gudenåen med mellemrum tørlægges – at gydebanker blotlægges og alt liv i dem dør. Det sikrer også en voldsom erosion af brinkerne.

Vi har gennem mange år lagt Tangeværket og GudenåCentralen for had, når driften her medførte, at åen skiftevis blev tørlagt og brinkerne efterfølgende eroderet bort. Med en massiv sandvandring til følge.


Nu kan vi imidlertid ikke give Tangeværket og GudenåCentralen skylden længere. Nu er det nemlig energiselskabet Norlys, der har købt værket og overtaget driften.

Norlys, der i dag råder over både elværket og de tilhørende driftsbygninger. Og dem, der hermed har overtaget ansvaret for værkets drift og konsekvenserne heraf.


Angiveligt er sagen denne gang en teknisk fejl på værket og ikke den traditionelle intervaldrift. Men mere herom senere.

Danmarks Radio har døbt Tangesagen “Danmarks længste søslag”, og Morten D.D. har kaldt den kunstige Tange Sø for “Naturens svar på et IKEA-møbel”. 

En bekymret borger har i forbindelse med det massive vandpres på den gamle jorddæmning og frygten for et muligt kommende sammenbrud stillet dette uhyre relevante spørgsmål: 

“Er der mon stemning for en dæmning?”

Det er der i hvert fald ikke alle steder og i alle kredse. Men det skal man tage stilling til den 24. april, hvor der er indkaldt til repræsentantskabsmøde i Norlys. En nyslået energi-gigant, der har købt og fusioneret sig til et samlet ejerskab på mere end 700.000 jyske elkunder.

Det er alle dem (læs: os), der skal tage stilling til, om Tangeværket fortsat skal kunne ødelægge vandmiljøet i Danmarks længste vandløb, Gudenåen. Det skal værket ikke:

Tange Sø skal naturligvis tømmes, så Gudenåen kan få livet tilbage. 

Efter 100 år i vandkraftens lænker.

18. april 2025


* 30 artikler om Gudenåen

Hvis du vil vide mere om Gudenåen, dens historie og det spegede spil omkring Tangeværket, så er her yderligere 30 artikler at blive klogere af:

https://ulnits.dk/biologi/biologi-underkategorier/#gudenaen

 


* Landbruget svigter økologien

Den nuværende regering har forpligtet sig til at fordoble andelen af økologi i Danmark. Desværre går det skidt med implementeringen af dette lønlige løfte. Det skal jo ske ad frivillighedens vej, og den er både smal og hullet.

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at antallet af økologiske landbrug for tredje år i træk er faldet – måske på grund af Ruslands invasion af Ukraine. Det økologisk dyrkede areal er tilsvarende skrumpet.


Helt konkret er der siden 2021 blevet 221 færre økologiske bedrifter og næsten 18.000 færre hektar økologisk dyrket jord. Ingen har lyst til at vove den økologiske pels, når krisen kradser og priserne stiger. 


Kriser får uundgåeligt forbrugerne til at holde mere på pengene og satse på billigere produkter, der i sagens natur sjældent er økologiske. I perioden 2021-2023 faldt omsætningen af økologiske dagligvarer således med en halv milliard kroner.

En lille fremgang for det økologiske salg i 2024 gav et svagt håb om bedre tider. Men den udvikling holder næppe stand mod Donald Trumps idiotiske tariffer, som pt. har lammet hele verdensøkonomien eller i hvert fald truer med at gøre det.


Antallet af økologiske landbrug toppede i 2021, hvor der var 4.151 økologisk drevne bedrifter i Danmark. I 2024 var der kun 3.930 tilbage – en tilbagegang på lidt over 5%. Andelen af økologisk dyrkede arealer er ligeledes faldet med godt 5%.


Skal vi have mere økologi og mindre sprøjtegift, skal der helt enkelt indføres nye øre- og økomærkede tilskud som lokkemad. Det virker altid. Disse tilskud kunne jo passende tages af den nuværende milliardstore landbrugsstøtte, der primært går til det konventionelle giftlandbrug.

I den forbindelse må vi ikke glemme, at vor egen Miljø-Magnus Heunicke jo sikrede kemilandbruget yderligere ti år med RoundUp til nedvisning og orangegule marker.

Heunicke har desværre stadig ikke fattet, hvad der ligger i ordet “miljø”. Eller i at være minister for miljøet.

18. april 2025

* USA lukker ned

Som det sikkert er gået op for de fleste, så har USA fået en ny præsident. En gulerodsfarvet tumling uden bare et minimum af forstand på, hvad han foretager sig. Han har til lejligheden omgivet sig med nyudnævnte embedsmænd, der er mindst lige så inkompetente som ham selv. Det er åbenbart et krav.

Donald Trump har på rekordtid lagt sig ud mere flere lande end nogen anden præsident. Han har ligeledes formået at ødelægge verdensøkonomien med ny told og nye tariffer, hvis konsekvenser han var advaret om, og hvis konsekvenser han ingen anelse havde om. Ikke mindst naboerne i Canada og Mexico har mærket de nye tider.


Trump har således fremsat udtalelser om, at den store nabo i nord, Canada, skal opgive sin status som suveræn nation og i stedet blive stat nummer 51 i USA. Dette i tilgift til trusler om at overtage Grønland, som Danmark ikke har passet ordentligt på. Mener i hvert fald Trump.

De gæve kanadiere har efterfølgende taget handsken op, fattet hockeystaven og sendt pucken ret ind i det amerikanske mål. De rødhvide kanadiere tævede således for nylig de blårøde amerikanere i en hård og symbolsk landskamp, der handlede om alt andet end hockey og sport.


Efterfølgende har Canada, som råder over flere energiresurser end de fleste, lagt planer for gengældelse af de amerikanske tariffer. Disse er derfor endt som rene selvmål. Kanadierne har fundet nye aftagere til deres olie, gas og mineraler, som USA nu må finde nye og fjernere kilder til.

Amerikanerne har med den af Elon Musk ledede DOGE (Department of Government Efficiency) sparet alle tænkelige statsudgifter væk – heriblandt også administrationen af berømte nationalparker som Yellowstone. Disse er nu uden såvel administration som personale til den daglige drift.

Det bliver en spændende sommer, turisterne her går i møde. Heldigvis vil turistflommen aftage markant. Ikke mindst den internationale.

Det sørger vi jo selv for – ved at blive væk.

18. april 2025

* Canada åbner op

Hvor USA med Trump og Musk i spidsen lukker ned for deres verdensberømte nationalparker, åbner Canada i stedet op for helt nye naturområder.

Canada er som nation og med sine 9.984.670 km2 større end både USA og Kina. Samtidig er landet ikke nær så udbygget som USA, hvorfor der stadig er rigeligt med uberørte naturområder at tage af til nye rekreative arealer.

Det er næppe nogen tilfældighed, at Canada netop nu lukker op for sine naturrigdomme, så landets indbyggere kan få adgang til og glæde af dem. Nu, hvor storebror i syd i stedet lukker ned for sine naturområder. Dels af sparehensyn – dels for at kunne udnytte resurserne i hidtil friholdte områder kommercielt.

Samtidig står kanadierne sammen om at boykotte amerikanske varer, der mange steder er fjernet helt i butikkerne. Erstattet af hjemligt producerede varer eller import af nye udenlandske. USA er slet ikke så uundværlig, som Trump selv havde troet.


Amerikanske turistvirksomheder har allerede mærket den kanadiske boykot, der flere steder helt har støvsuget faciliteter for kanadiske turister.

Det var ellers dem, der hver vinter trak sydpå for at nyde det varmere klima i stater som Florida og Californien. Disse kanadiere er nu blevet hjemme i vinterkulden. Eller har valgt det venligere og varmere Cuba i stedet.


Vi kan roligt konstatere, at USA med Donald Trump i spidsen har skudt sig selv i fødder, knæ og hovede som aldrig før. Dette i en grad, som ingen har haft fantasi til at forestille sig. Ingen kender endnu de fulde konsekvenser af Trumps tåbeligheder – ud over de helt ufatteligt mange penge, som hidtil er tabt på aktiemarkederne.

Kineserne klasker sig derfor på lårene over den tåbelige Trump – vel vidende, at de selv har økonomi og hjemmemarked nok til at klare sig uden USA. De sidder samtidig inde med enorme mængder af amerikanske statsobligationer, som de kan begynde at sælge ud af. Noget, man længe har frygtet i et USA, der i de seneste år har levet over evne og på lånt tid for lånte penge.

“You ain’t seen nothing yet”, som det kanadiske rockband Bachman Turner Overdrive sang og hittede med tilbage i 1974. Den sang indeholdt endda teksten “You need educatin’. You got to go to school.”

Man skulle tro, den var møntet på Donald Trump og den nuværende kanadisk-amerikanske fejde. Trumpen fortjener en ordentlig sveder.

18. april 2025

* Giftfjernelse eller egnsudvikling

Begge dele kan man åbenbart ikke få for de mange millioner, staten har givet til fjernelse af giften på Harboøre Tange.

Miljøkorsridder Bjarne Hansen fra Thyborøn har i hvert fald bemærket sig, at kommunen atter har fjernet advarselsskilte til turisterne om farlig forurening fra Cheminova.

Også denne gang uden at have fjernet det mindste af den farlige forurening. Kommunen vil hellere bruge pengene til noget andet og sjovere.

Bjarne skriver i et læserbrev:


“Lemvig byråd vil bare ikke af med forureningen på Harboøre Tange. De vil heller bruge pengene til egnsudvikling i hele kommunen.

– Men kan man sådan bare vælge mellem det ene og det andet?

Jo, det kan man, hvis man har Regionen og et flertal i Folketinget med på ideen. Det kræver blot, at pengene ikke er øremærket, og at regionen og kommunen er enige om, hvad pengene skal bruges til.

Og så selvfølgelig, at man kan lukke kæften på de kritikere, som har luret det politiske spil.

Dilemmaet ligger i den store befolknings-afmatning, som sker omkring giftfabrikken FMC Cheminova på Harboøre Tange. 

Her har byrådet senest sat deres stormtropper ind i sagen. De er gået online for at tegne en anden virkelighed og skjule de mørke skyer.

Al forureningsbekæmpelse er lagt død. Der laves ikke noget, men pengene forsvinder alligevel.

Med andre ord: Man har politisk brug for noget ro, og det må de bare ikke få. Nu må vi holde linen stram indtil efter kommune- og regionsvalget her i november. 

Herefter må vi se, om det politiske billede er ændret.”

Med venlig hilsen, 

Bjarne Hansen


* Fra grønt græs til gul fodermajs

Jeg færdes ofte i et afvandet østjysk terræn direkte ud til Kattegat. Jeg er kommet der i snart et kvart århundrede og har derfor kunnet følge udviklingen nøje.

I alle årene frem til de allerseneste har der været kilometerstore græsmarker, som vildtet har holdt meget af. I det høje græs har jeg truffet ræven på tidlig musejagt. Jeg har set grævlingen grave rødder i udkanten. Og nydt haren solen sig i det dugvåde græs. For slet ikke at tale om det hjortevildt, der også holder af grønt græs.

Nu er det desværre gået helt galt. Det grønne græs er væk – erstattet af endnu mere monotone industrimarker af mandshøj fodermajs. Tiltænkt dyrefoder og en øget udledning af methan og kvælstof til skade for klima og miljø.


De store græsmarker, som hidtil har været gode til at holde på kvælstoffet, er nu helt væk – erstattet af fodermajsen, der er notorisk dårlig til at holde på kvælstoffet.

Det kan nu lække frit ud i Kattegat, som kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.


Men heller ikke nok med det. For at få ekstra saft og kraft til den lækkende majs er den lokale bondemand nu også begyndt at modtage udtørret slam fra et lokalt rensningsanlæg.

Store sorte slambunker, der pløjes ned i jorden, før majsen sås. Så der altid er rigeligt med frisk kvælstof til den lækkende majs, der jo skal blive til foder for dyrene.

Desværre ikke dyrene ude i naturen, men inde i staldene, hvorfra store mængder gylle så køres ud på markerne igen. Klar til endnu en runde russisk roulette ude i vandmiljøet, der allerede har fået kuglen i kammeret.

Den praksis stemmer meget dårligt overens med Den Grønne Trepart, der jo i stedet skulle holde på kvælstoffet og dermed reducere udledningen til vandmiljøet.

Og ikke øge udledningen.

11. april 2025

* Rettidig omhu

I den lokale Brugs traf jeg for nylig en pensioneret post, som jeg kender efter mange års indkøb i samme Brugs. Jeg vendte problemstillingen med ham og klagede min nød over den seneste udvikling, som jeg ikke kunne forstå – i hvert fald ikke i regi af Den Grønne Trepart.

Det kunne han imidlertid sagtens forstå. Den lokale bondemand, der for øvrigt ikke har ejet den omtalte jord i ret lang tid, udviste jo bare rettidig omhu. Som vi alle kender det fra Mærsk og har fået tudet ørerne fulde om i årevis. Den nye ejer kerer sig naturligvis ikke om vandmiljøet, men ser kun på indtjeningen. Hans nye investering skal jo forrentes.

Men han kerer sig i høj grad om Den Grønne Trepart. Den skal nemlig forgylde ham, når han sikkert snart afhænder sin landbrugsjord og tager den ud af drift. Den nyplantede gule fodermajs vil angiveligt kunne give ham mere i kompensation end de gamle grønne græsmarker, der var meget bedre for vandmiljøet.


“Så han udviser såmænd bare rettidig omhu.

Han handler præcis, som sikkert både bankrådgiver og landbrugskonsulent har anbefalet ham.

Miljøet er jo ikke deres bord. Det har de ham dér Heunicke til…”


Ak ja. Det er ikke så lidt, man kan få at vide hen over frysedisken i den lokale Brugs. Man går skam klogere derfra. Oplyst, men desværre ikke opløftet.

– Og Den Grønne Trepart? Den når aldrig i mål på denne måde.

I hvert fald ikke i vor levetid.

11. april 2025

* Græs til biogas

Apropos græs:

Landboforeningen Fjordland har netop foreslået, at græs til biogas skal hjælpe vandmiljøet i den døende Limfjord. 

Græs kan som afgrøde være et godt virkemiddel til at reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet. Ifølge Fjordland bør græsset erstatte de traditionelle afgrøder som korn, majs og soja med flere. 

Græs er nemlig langt bedre til at holde på kvælstoffet end de andre afgrøder. Af dem er fodermajs en af de ringeste, da store mængder kvælstof hurtigt passerer gennem jord og planter – ud i fjord og vand, hvor det resulterer i algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.


Limfjorden, som modtager alt spildevand fra landbrug og svinefarme omkring den vidt forgrenede fjord, har brug for akut hjælp.

Vandkvaliteten er under al kritik, og der er akut brug for hjælp til at få reduceret tilførslen af kvælstof fra det store opland.


Landboforeningen Fjordland mener derfor, at man i langt højere grad skal dyrke græs på arealerne i vandoplandene. Græs, der bedre kan holde på kvælstoffet. Og græs, der hidtil primært er brugt til dyrefoder.

Men skal der groes græs i større omfang, må det kunne bruges til andet og mere. Fjordland foreslår derfor, at den store og i så fald støt stigende biomasse af grønt græs fremover skal omdannes til produktion af biogas. Den teknologi råder man nemlig allerede over. 

På lidt længere sigt skal der udvindes græsprotein til foder. Et område, hvor teknologien stadig er ung og under udvikling.

11. april 2025

* Landboforeningen Fjordland

Der er næsten noget Morten Korch over navnet “Fjordland”. Noget på linje med navne som Bakkedal og Änglamark. Men tag ikke fejl:

Fjordland er en fusion mellem Landboforeningen Limfjord, LandboThy og Lemvigegnens Landboforening. Fusionen skete pr. 1. januar 2021.

Fjordland er også en stor rådgivningsvirksomhed, der rådgiver indenfor bl.a. økonomi, planteavl, miljø, jura, ledelse, byggeri, kvæg- og svinerådgivning. 

Fjordland har over 200 ansatte fordelt på afdelinger i Skive, Thisted og Lemvig, der servicerer og repræsenterer foreningens medlemmer og kunder i et stort geografisk område.

Fjordland er således en af de helt store spillere i kampen om vandmiljøet i Limfjorden. Fjordland arbejder tæt sammen med Limfjordsrådet, som også er styret af landbrugsinteresser. Vandmiljø er derfor ikke noget, man frivilligt snakker om. 

Og derfor har Limfjorden det værre end nogensinde – trods ellers Vandrammedirektivet fra EU og dets krav om et vandmiljø i “god økologisk tilstand” inden 2028. Limfjorden er i dag i en ringere miljøtilstand end noget andet større dansk farvand.

Landbrugets fortsatte udledning af ikke mindst kvælstof gør desværre Vandrammedirektivets målsætning til ren ønsketænkning.

Den bliver ikke nået i vor levetid. I bedste fald vore børns.

11. april 2025

* PFAS i pesticider

Forskerne har vidst det længe, men først nu erkender GEUS det også: Landbrugets sprøjtemidler er en støt kilde til forurening af grundvandet med PFAS – de såkaldte “evighedsstoffer”.

GEUS er ministeriernes uafhængige forskningsinstitution, der bør eller i hvert fald burde være uvildig i sine undersøgelser. Så uvildig, som man nu kan være det i et politisk styret landbrugsland.

En ny rapport fra GEUS viser i hvert fald, at hele syv af landbrugets trofaste sprøjtemidler efter brug omdannes til PFAS-stoffet TFA, som kan fortsætte ned i grundvandet. Da TFA er et evighedsstof, er det noget nær umuligt at fjerne fra miljøet, når det først er nået ud i det.


For at sætte problemet lidt mere i perspektiv, så er salget og brugen af de undersøgte PFAS-pesticider mere end firedoblet i de seneste ti år.

Det er frygten for et kommende forbud, der har fået landbruget til at købe forlods ind.


Landbruget mener, at de har brug for dem eller i hvert fald kan tjene flere penge på at bruge dem. Og så får de typisk lov til at fortsætte. Danmark er jo et landbrugsland, hvor dyrkning af jorden kommer foran alt andet. Og vandmiljøet allersidst i rækken.

Indsatsen imod PFAS-sprøjtemidlerne er derfor ikke fulgt med den stigende købelyst, og der er heller ikke udsigt til snarlige tiltag. Andet end løs tale og tomme løfter.

Vi ved af bitter erfaring, at miljøminister Magnus Heunicke primært tilgodeser erhvervenes interesser – ikke miljøets. Med mindre det da kan gøres gratis og under pressedækning. Så skal Miljøets mand og Havets minister nok være på banen.

Brugen af PFAS i sprøjtemidler gør dem mindre tilbøjelige til at blive skyllet af planterne med vind og vejr. Men hindrer altså ikke restprodukter som TFA i at nå ned i grundvandet.

11. april 2025


* “Havet er som en ager…”

“Havet er som en ager, der skal dyrkes og luges og høstes, så bliver udbyttet mange gange større end af en ukrudtsmark.”

Fiskeskipper Christian Venø 

Dansk Fiskeritidende, 15. juni 1978


* Om at slå et hav ihjel

Da jeg flyttede til Aarhus i 1976 for at læse biologi på Universitetet, var Bugten fuld af fisk og havnen fuld af fiskebåde. 

I årene frem mod årtusindskiftet blev der hvert år landet op mod 2 millioner tons fisk af danske fiskere i danske farevande. 

Omkring 6.000 større og mindre fartøjer fangede disse fisk og landede dem i et stort antal mindre havne landet over. 

Så sent som i år 2000 kunne jeg stadig sejle ud fra Egå Marina i min lille jolle og fylde den op med fine spisetorsk på 1-2 kg. En sjælden gang op til 5 kg. Tog man ud til dybderne ved Sletterhage, kunne man være heldig at få fisk på op til 10 kg.

Mange af datidens fiskefartøjer beskæftigede 1-2 mand ombord og lige så mange på land. Man kunne derfor altid gå ned på havnen og købe sig en pose fisk, der var absolut friskfangede.


Det kan man som bekendt ikke mere. I dag lander de tilbageværende danske fiskere under en halv million tons fisk om året. 

Der er så få fisk tilbage, at kvoterne aldrig bliver opfisket. Men hvorfor er de så stadig så store?


Fiskene fanges nu af færre end 300 fartøjer, der til gengæld er langt større end tidligere. Så store, at de ikke længere kan benytte de mange små havne landet over, men må søge til et fåtal større havne. Slut med de friske fisk på kajkanten.

I begyndelsen måtte man ikke fiske med trawl langt op i Aarhus Bugt. Men om natten kunne de lokale beboere i Egå høre trawlerne, der to og to, i ly af natmørket, søgte helt op til Slotsruinen i Kalø Vig. Trækkende et tungt trawl imellem sig.

Det hjalp ikke at ringe til Fiskerikontrollen, som dengang kun tog telefonen mellem 8 og 16. Og da var tyvtrawlerne naturligvis for længst over alle grænser. De trawlede jo ulovligt og i ly af mørket. Primært ved midnatstide. Aldrig i kontortiden.

Efter et sådant natligt tyvetogt var Bugten og Vigen som støvsuget for fisk. Der skulle først vandre nye fisk ind, førend der atter var noget at fiske efter og fange. Og det kunne tage uger eller måneder. 

Men tilbage kom fiskene altid.

4. april 2025

* Fødevareminister trækker tæppet væk

Helt galt gik det først, da fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod muslingeskrab helt op i Bugten. Den havde hidtil været fredet for dette “fiskeri”, der ikke blot ødelagde fiskeriet, men også bunden og dermed grundlaget for alt fremtidigt fiskeri.

I en periode på mere end tyve år fiskene jeg regelmæssigt på Aarhus Bugt og fangede mange fisk. Jeg havde et lille ekkolod på min Limbo, der primært fortalte om dybden under båden, sekundært viste eventuelle fisk.

Når jeg dengang sejlede fra Egå og tværs over bugten mod Skødshoved, tegnede ekkoloddet et varieret landskab af skrænter, sten, huller og muslingebanker. 

De sidste viste sig som små toppe over bunden og holdt næsten altid fisk. Når pirken nåede bunden, var der fisk med det samme. Hvis der altså var nogen hjemme den dag.


Det var først helt slut med torskene, da muslingefiskerne begyndte at skrabe helt op i Kalø Vig. 

Nu tegnede ekkoloddet ikke længere toppe med muslinger og torsk, når jeg sejlede tværs over bugten i min lille båd. 

Nu var bunden flad som en pandekage. Planeret af de tunge skrabere. Blottet for fiskeliv.


Muslingeskraberne fjernede ikke blot de muslinger, der blev skrabt efter. De fjernede også livsgrundlaget for torskene, der jo ikke længere kunne jage krabber og anden føde omkring muslingerne. Der var ikke længere levesteder til dem.

En såre enkel sammenhæng, som man imidlertid ikke kunne eller ville forstå inde på Stenbroen. Læs: Christiansborg. Den forståelse var der ikke penge i.

Én ting er, at man overfisker en fiskebestand. Fiskene vender normalt tilbage, når fiskeriet ophører. Efter kortere eller længere tid.

En helt anden ting er, når man ødelægger fiskenes levesteder. Det varierede bundmiljø.

Da har fiskene ikke noget at vende tilbage til. 

Og da er havet dødt.

4. april 2025

* Regimeskiftet

Under normale omstændigheder – uden forstyrrende bundtrawl og muslingeskrab – vil en stor del af det nedsynkende kulstof og kvælstof fra de døde alger lagres i bundsedimentet. 

Her bliver det stedt til hvile som inaktive og uskadelige stoffer. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.

Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for det lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden. Det samme gør kvælstof.


Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid fra bunden, når denne skrabes eller pløjes op. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op. 

Det medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt. 

Kort sagt: Bunden mudrer til.


Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.

Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som kræver tilstedeværelse af ilt og større dyr i og på havbunden. Et fungerende økosystem.

Uden de større dyr ingen omrøring af bundmaterialet. Uden dem ingen fuldstændig nedbrydning af det nedsynkende materiale. 

Kun mere og mere bakteriefyldt sort slam. Metertykt på steder uden strøm.

4. april 2025

* Kun bakterier tilbage

Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden. 

Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning. 

Disse vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger. 

Samtidig vil man ikke få den normale fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og stofomsætning.

Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen.


Det sker først, når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen og bundskrabet igen er ophørt. 

Det tager typisk flere år. Hvis det nogensinde sker. Intet tyder jo på, at vandmiljøet bliver bedre eller fiskeriintensiteten mindre.


Når bundtrawl og muslingeskrab ophører, vil der gå lang tid, førend et nyt økosystem er vokset op. 

Først skal der atter være ilt ved bunden. Det er indlysende. Dernæst skal større organismer højere oppe i fødekæden vandre ind af sig selv. Først til sidst rykker fiskene ind – når og hvis der atter er føde til dem.

Forureningen fra landbruget fortsætter imidlertid uformindsket. Vi ser derfor, at områderne med iltsvind bare vokser og vokser i stedet for at mindske.

Slutresultatet er en bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for endnu større dyr som fisk og skaldyr.

Der er sket et regimeskifte, som man kalder denne sidste fase i en døende havbunds liv. Når kun bakterierne er tilbage. Det er her, vi allerede nu er mange steder. 

Og derfor, professor Stiig Markager realistisk taler om en tidshorisont på 50 år for retablering af de indre danske farvande. Derfor, vi ikke får et rent hav tilbage i vor levetid.

Tak dansk landbrug og vore uduelige politikere for at lade det ske.

4. april 2025

* Tesla taber terræn

Sydafrikaneren Elon Musk er godt i gang med at demontere det nordamerikanske demokrati og velfærdssystem. Det gør han med fuld støtte fra præsident Donald Trump og dennes gæng af fanatiske MAGA-trumpister.

Den amerikanske regering har etableret “DOGE” – en forkortelse for “Department of Government Efficiency” – til at rydde op i de udgifter, der har gjort USA til en af verdens mest forgældede nationer – med gigantgæld til især Japan og Kina. 

DOGE er sat i verden for at “dræne sumpen”, som trumpisterne siger. For at rydde op i de alt for mange tilskudsordninger, som findes i det amerikanske samfund. Og som DOGE-formand Elon Musk selv er den suverænt største forbruger af.


Elon Musk har med hård hånd og uden noget overblik over konsekvenserne fjernet livsgrundlaget for i tusindvis af amerikanere, som nu står uden arbejde og indtægt.


Og dem, der stadig har et arbejde, bliver presset til ikke at melde sig ind i en fagforening – Elon Musk’s  yndlings hadeobjekt, som vi har set det i Sverige. Den mørke middelalder er på vej tilbage til USA, der jo heller ikke tillader fri abort længere.

Elon Musk er derfor blevet grundigt upopulær i store kredse af den amerikanske befolkning. Og netop derfor er det godt at høre lidt dårligt nyt fra en af verdens grand old klimaaktivister, amerikanske Bill McKibben, der i elbilernes ungdom stod sammen med Elon Musk.

Midt i al elendigheden glæder McKibben sig nemlig ved seneste nyt fra den kinesiske bilfabrikant BYD, hvis navn står for forbogstaverne i Build Your Dreams. BYD er nemlig snart klar med en ny elbil, der kan lade op til 400 kilometer – på bare fem minutter. 

4. april 2025

* Eksklusion fra Royal Society?

Det er en nyhed, som både glæder Bill McKibben, giver Elon Musk sved på panden og hans Teslaer baghjul. 

Musk’s Teslaer kan nemlig kun lade op til 275 kilometer på 15 minutter. Mod BYD’s 400 km på blot fem minutter. En kendsgerning, der også bør få olieindustrien til at ryste i bukserne. For hvem har så brug for benzin og diesel længere?

Bill McKibben uddyber sin glæde over nyheden fra den kinesiske bilgigant BYD med denne bidske kommentar, der er møntet direkte på hans gamle kollega Elon Musk:


“BYD spildte ikke sin tid med nazihilsner. De købte ikke en social medieplatform for at lave obskure marihuanajokes og gøre grin med fattige mennesker. 

BYD helligede sig ikke at hjælpe et skvadderhoved med at vinde præsidentposten og derefter beslutte, at det ville være sjovt at fyre en masse regeringsarbejdere. 

I stedet lavede BYD seriøst ingeniørarbejde.”


Så vidt Bill McKibben. Han er helt givet også bevidst om den anden debat, der i den seneste tid har hersket omkring samme Elon Musk. En debat, hvor næsten 3.400 videnskabsfolk har skrevet under på, at Musk bør ekskluderes af det fornemme Royal Society.

Musk’s mærkelige handlinger og besynderlige udtalelser samt ikke mindst hans heilende hilsener kaster ikke ligefrem glans over det hæderkronede engelske videnskabsakademi. Der for øvrigt tæller fornemme navne som Isaac Newton, Charles Darwin og Stephen Hawking. 

Samt altså også den heilende Elon Musk, som 3.400 seriøse videnskabsfolk nu ønsker at få smidt ud igen.

Royal Society of London er verdens ældste videnskabelige organisation, grundlagt i 1660 af den engelske King Charles II.

4. april 2025

Den amerikanske forbandelse


“Make America Great Again”

Under dette motto eller slogan vil Donald Trump og hans MAGA-gang gøre USA til en mægtig nation igen. Og de har ingen skrupler, om det så skal ske ved at tage noget fra andre nationer.

Det er den stærkes ret, mener den nye amerikanske regering. “Vi er det stærke rovdyr på savannen, og Grønland ligger ved vort dørtrin”, lyder parolen fra det amerikanske kongresmedlem “Mr. Carter from Georgia”.

Mr. Carter har fremsat nedenstående lovforslag, som skal gøre det muligt for Donald Trump at forhandle et kommende amerikansk køb af Grønland:



Ukraine afpresset af USA

Vi har allerede set det med Ukraine, som Donald Trump ville have til at underskrive en aftale, der giver USA adgang til landets mange sjældne metaller. Dem, der ellers skulle eller skal være med til at genopbygge landet efter den ulovlige russiske invasion.

Inden underskiften havde USA truet med at fjerne den militære støtte til Ukraine, som har holdt Rusland ude i mere end tre år. Trump’s åbenlyse beundring for den lille russiske stærkmand, præsident Vladimir Vladimirovitj Putin, har givet også spillet ind.

Ukraines præsident Zelenskyj var heldigvis klog nok til ikke at skrive under – angiveligt fordi det ville hindre et kommende medlemsskab af EU.



Snart slut med Grønland

Trump-regeringen har indført en hel lovgivning omkring navneforandringer. Blandt andet er Nordamerikas højeste bjerg, Denali i Alaska, blevet omdøbt til Mount McKinley efter en af de tidligere amerikanske præsidenter. Væk med det indianske navn.

På samme måde er Den Mexicanske Golf blevet degraderet til Den Amerikanske Golf. Og i et lovforslag stillet af en “Mr. Carter fra Georgia” er Grønland/Greenland tilsvarende blevet omdøbt til “Red, White, and Blueland”.

Det forslag er der vist ikke mange grønlandske stemmer i. Det understreger til gengæld Lars Løkkes udtalelser om, at vi danskere ikke holder af den tone, som den amerikanske regering lige nu tiltaler os i. Med vicepræsident Vance som den den ubehøvlede bølle i skolegården.



I krig med hele verden

De mener det tydeligvis alvorligt, de nye amerikanske magthavere i Trump’s rabiate MAGA-regering. Det, vi først troede var en dårlig spøg, har vist sig langt mere alvorligt, end godt er.

Senest har Trump & Co så erklæret store dele af verden handelskrig – med Canada, Mexico, Kina og EU øverst på listen over økonomiske dødfjender. Det er mange på én gang. Hvad også Hitler måtte sande i sin tid.

Den 3. april fremlagde Trump en uendeligt lang liste over nye toldsatser til lande og regioner, som USA handler med. Flere end 180 af slagsen. Så mange, at enkelte af dem er slet ikke er beboede.

Heriblandt Heard og McDonald øerne i det subantarktiske hav, hvor der kun lever pingviner, sæler og havfugle. Hvordan disse så skal kunne betale 10% told til USA, får stå hen i det uvisse…

Sikkerheden…

Og så må vi naturligvis ikke glemme USA’s sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, som inviterede til en gruppechat på “Signal” – om en nært forestående bombning af houthier i Yemen. Ved en fejl eller sikkerhedsbrist inviterede han redaktøren af den demokratiske avis “The Atlantic” med på tråden…

Eller hvad med USA’s nye forsvarsminister Pete Hegseth, der måtte love sin mor, kongressen og hele nationen, at han ikke ville drikke mere, hvis bare han blev forsvarsminister. Han lovede også at være bedre ved de kvinder, der måtte krydse hans tatoverede vej.

Og sådan kan man fortsætte. Den nuværende amerikanske regering er en ren børnehave. Eller et cirkus fyldt med klovne. Hvis ikke ligefrem et galehus.

Det nye MAGA-mantra må derfor være:

Make America Go Away…

©️ 2025 Steen Ulnits

Lodbjerg
























Matrikelnummer 13

Lodbjergvej 26, 7770 Vestervig

Byggeår: 1950 / 2011

Beboelse: 140 m2

Grund: 2.370 m2

©️ 2025 Steen Ulnits


Den grønlandske forbindelse



Grønland har altid ligget mit hjerte nær – trods ellers min egen fødestavn i det vestligste Jylland. Og det var min farbror Oles skyld. Han var nemlig flyveleder i Kastrup i nogle år og boede derfor selv i Dragør.

Hver dag året rundt krydsede en lind strøm af flyvemaskiner ind over haven på vej til eller fra København. Ret irriterende for de fastboende, hvoraf de fleste dog hurtigt glemte larmen. Men dybt fascinerende for en lille dreng som mig. Det var jo fantastisk at tænke på, hvor langvejs fra de mange fly kom eller var på vej hen.

Mest fantastisk var det dog at ligge på det store isbjørneskind foran pejsen i dagligstuen. Det var fra en isbjørn, farbror Ole selv havde skudt, da han i sine unge dage var radiotelegrafist i Mestersvig på Østgrønland. En sulten isbjørn holdt dem i nogle dage indespærret i deres lille hytte og lod dem ikke komme ud.

Til sidst måtte Ole gribe sin store tjenestepistol og skyde isbjørnen på klods hold uden for hytten. Den stakkels bjørn gik ud af sit gode skind, som efterfølgende blev garvet og havnede på stuegulvet hjemme i Dragør. En dybt fascinerende historie for en dreng som mig, der gerne ville ud i den store verden og opleve store ting.

Farbror Ole var derfor min helt – trods et beskedent væsen. Aldrig har jeg hørt ham overdrive noget, men så havde han jo heller ikke brug for det. Virkeligheden rakte så rigeligt. Til de mere jordnære ting hørte, at isbjørnen skam blev luftet hvert år – mindst én gang. Skindet skulle ud i solen. Ellers blev de tykke, luftfyldte og isolerende hår gule og grimme at se på.

Jeg elskede at ligge på det tykke skind og drømme mig ud i verden. Jeg vidste derfor tidligt mere om Grønland, end de fleste nok nogensinde kommer til. Om Peter Freuchen, Knud Rasmussen og alle de andre polarforskere. Det var derfor ikke noget tilfælde, at jeg en augustdag i 1974, kun 18 år gammel, kunne stige ud af maskinen i Narssarssuaq og tage det fantastiske landskab i øjesyn.

Solen skinnede, og luften var isnende, men tør og krystalklar. Den skar i lungerne på den gode måde. Den klare luft gjorde det helt umuligt for en dansk lavlænding som mig at bedømme afstande. Vi havde nær misset helikopteren videre til Nanortalik – så langt var der fra den glitrende fjord med de turkisgrønne isbjerge og tilbage til lufthavnens brune barakker.

Landingsbanen her var for øvrigt så kort, at piloten måtte op på bremsen, i samme øjeblik hjulene tog jorden. Ellers endte man i en lodret klippeside for enden af banen. Nye piloter tog derfor altid tilløb et par gange, inden de satte maskinen endeligt ned. Det var aldrig kedeligt at se på – hverken udefra eller inde fra kabinen.

Siden mit første besøg i 1974 har jeg uden overdrivelse besøgt Grønland flere gange, end jeg kan huske. Mange flere gange. Jeg har været der som turist, lystfisker, forsker, fotograf og rejseleder. Jeg har i perioder haft familie deroppe og i studietiden tilbragt hele somre i den fantastiske natur.

Fra isgangen i juni, hvor de første fjeldørreder vendte tilbage til fjordens spisekammer. Til efterårets sidste rensdyrjagt, der ofte foregik i den første nysne. Fra Nanortalik i syd over Upernavik i nord til Scoresbysund længst mod øst. Det sidste sted sammen med to medlemmer af Sirius-patruljen. Thule har jeg desværre aldrig besøgt.

Men det er en helt anden historie end den, jeg gerne vil fortælle her. Den kommer nok et andet sted på et andet tidspunkt. Her rækker det med denne indledning og forklaring på, hvorfor jeg siden 1974 har beskæftiget mig rigtig meget med netop Grønland og de herlige grønlændere, som bor heroppe.

Derfor denne artikel, som naturligvis er udsprunget af det kommende valg og den seneste amerikanske interesse for verdens største ø.

Ja, de vil sågar købe den, hvis ellers de kan få lov. Prisen kan du læse om længere nede i denne artikel.



* Koldt nyt fra det høje nord

Følger man bare lidt med i medierne, da ved man, at det kolde Grønland her ved årsskiftet 2024-2025 er varmere end nogensinde. Men man kan vist uden overdrivelse sige, at Grønland og grønlænderne hidtil har været noget oversete i debatten.

I hvert fald lige indtil Donald Trump blev genvalgt som præsident for verdens mægtigste land, USA, og han endnu engang udtrykte ønske om at overtage Grønland. Det være sig økonomisk eller militært. Baggrunden var og er ved første øjekast ganske enkel:


Verdens største ø kunne og kan ikke forsvare sig selv, da Danmark ikke har levet op til ellers klare løfter om at udbygge forsvaret af verdens største ø.

Flådens få skibe kan knapt skyde med skarpt. Og et par ekstra slædehundepatruljer i Nordøstgrønland kan ikke længere leve op til vor håndhævelse af suverænitet i verdens største nationalpark.

Den spænder trods alt over næsten én million km2.

972.000 for at være helt præcis.


Men det havde vi alligevel ikke set komme – at vor suverænitet pludselig kunne blive truet af et andet NATO-medlemsland. Det havde vi ikke haft fantasi til at forestillle os – trods ellers Trump’s tidligere købstilbud om Grønland i hans forrige periode som præsident af USA.

Vi havde heller ikke set det komme, at USA’s kommende præsidents søn pludselig kom flyvende til Grønland og benyttede den spritnye landingsbane i Nuuk til hele to af farmand Trump’s fly. 

Angiveligt som en helt almindelig turist, der altid havde ønsket sig at se Grønland på nærmeste hold. Mærkeligt blot, at han kun havde afsat fire timer til at bese verdens største ø. Med to fly.

Det viste sig da også hurtigt, at hans ærinde var et helt andet end oprindeligt angivet.

 

* Vistisen til Trump: “F*** off”

Det danske medlem af EuropaParlamentet Anders Vistisen (DF) gjorde sig med ét verdensberømt, da han gik på talerstolen i Bruxelles og sendte en meget direkte hilsen til den nye præsident af USA, Donald Trump:


“Greenland has been part of the Danish kingdom for 800 years. 

It is an integrated part of our country. It is not for sale. 

Let me put it in words you might understand:

Mr. Trump. F*** off.”


Der blev grinet ekstatisk og klappet begejstret over hele verden. Danske Anders Vistisen havde sagt, hvad mange politikere verden over havde tænkt, men ikke turdet sige højt.

De fleste gjorde det dog i al stilhed. De var bange for eventuelle repressalier fra den utilregnelige præsident for verdens mest forgældede nation, USA. For tænk, hvad han dog ikke kunne finde på, hvis han blev fornærmet. Som han sidst blev det af Mette Frederiksen.

“A Nasty Woman” kaldte han hende efterfølgende.

Nicolae Stefanuta, som er vicepræsident for EuropaParlamentet, måtte nødtvungent irettesætte sin vrede danske kollega med disse bevingede ord:


“It is not okay in this house of democracy to use such language. Regardless of what we think of Mr. Trump.


Vi lader den sidste sætning stå et øjeblik. Den siger mere end alskens ord. Og den vil helt sikkert gå over i verdenshistorien.

Præcis som Anders Vistisens “Mr. Trump. F*** off.”

 

* Majestætsfornærmelse

Havde det været Rusland i dag eller Danmark i Enevældens tid, da havde Vistisen allerede mistet hovedet og var endt på hjul og stejle. Som straf for majestætsfornærmelse.

Nu blev han blot indkaldt til en formanende samtale hos partiboss Morten Messerschmidt, der for nogle år siden selv optrådte med tyske nationalsange på Grøften i Tivoli. Og som senest selv er hjemvendt fra en kongres hos Donald Trump på dennes Mar-A-Lago resort i Florida. Ak ja.

Den tidligere generalsekretær for NATO, ligeledes danske Anders Fogh Rasmussen, har også udtrykt kritik af Donald Trump. Fogh bruger dog lidt mildere vendinger:


“I Danmark er der stor overraskelse over, at Trump bruger præcis de samme argumenter til at få kontrol over Grønland, som Putin har brugt til at angribe Ukraine.”


Man frygtede for konsekvenserne af de mange trusler fra den lunefulde præsident, der spiller efter helt andre regler end de normale. Hvis overhovedet efter andre regler end dem, der lige falder ham ind. “On the spur of the moment”, som amerikanerne siger om forhastede eller uovervejede udtalelser og beslutninger.

Trumps regeringsstil er styret af kaos og uberegnelighed. Han kaster den ene bombe på bordet efter den anden. Som et uopdragent barn – blot for at se, hvad der sker. Om politikere verden over retter ind og danser efter hans pibe.

Hvis de ikke gør det, retter han selv ind og kalder det en sejr.

Den mand fejler nemlig aldrig.



* Amerikansk fup og svindel

Det viste sig snart, at Donald Junior slægter sin far på. At han er lige så fuld af løgn og usandheder som Senior, hvilket han nok har fået ind med modermælken.

Vel ankommet til Grønlands hovedstad Nuuk gik Juniors mandskab straks i gang med at hverve lokale grønlændere til en fin middag på det fornemme Hotel Hans Egede. 

Der var tale om et nøje planlagt kupforsøg. Ikke noget tilfældigt turistbesøg af en amerikansk præsidentsøn, der gerne fører sig frem som outdoorsman i uldne skovmandsskjorter. Men med egne jetfly til bagage og følge.

Donald Junior & Co. havde gjort deres forarbejde godt og styrede straks over hovedgaden til den lokale Brugs, som i mange år har været samlingssted for socialt belastede grønlændere.


Uden for “Brugseni”, som butikken hedder lokalt, kunne Trump Junior derfor hurtigt shanghaje et antal lokale grønlændere til festmiddag på byens fineste hotel.


Lokale kilder fortalte siden til Danmarks Radio, at der var tale om “hjemløse og socialt udsatte borgere”, som var til fals for et gratis måltid mad betalt af Trump. De lod sig bestikke til at agere Trump støtter, kunne man siden læse på netværket MTN.

Oven i hatten eller rettere kasketten fik de så i tilgift en flot rød MAGA-cap, som de siden kunne flashe i Hans Egedes gamle by. Et synligt og varigt bevis på, at en Trump havde været forbi verdens største ø.

En enkelt af de glade modtagere fortrød dog efterfølgende, at han havde taget imod middag og kasket. Han vidste ikke, at han ville blive brugt eller misbrugt politisk på denne måde. 

Det havde ingen fortalt ham.

 

* Mediestunt gav bagslag

Den er desværre den slags, vi fremover skal forvente os fra amerikansk side.

Inden Trump Junior med følge atter forlod Nuuk, havde de lige været en tur rundt i byen, stemt dørklokker og delt dollarsedler ud. Som var det glasperler til de indfødte i en afrikansk landsby.

Det grønlandske nyhedsmedie Sermitsiaq kunne efterfølgende fortælle, at Grønlandsk Politi skam havde modtaget besked om den uventede og påtrængende amerikanske gavmildhed.

Da de to Trump Force fly med følge havde nydt godt af Nuuks nyindviede og grønlandsk-dansk finansierede flyveplads, forlod de atter verdens største ø – med kurs mod farmand Trump’s Mar-A-Lago hovedkvarter i Florida. 


På en hurtigt indkaldt pressekonference om det første amerikanske forsøg på at indtage Grønland kunne en stolt Don Junior her fortælle den amerikanske presse, at de lokale grønlændere i Nuuk havde taget imod dem med den allerstørste begejstring.


Trump Junior kunne også fortælle pressen, at Danmark behandler de lokale grønlændere rigtig dårligt. At danskerne ser ned på grønlændere og Grønland. Og at verdens største ø derfor ser frem til at blive nyt amerikansk territorium.

Efterfølgende var den frie presse dog rundt i Nuuk for at spørge indbyggerne her om det samme. Det viste sig hurtigt, at der ikke var eller er nogen større interesse for at blive amerikanske statsborgere under Donald Trump. 

Det ville flertallet af de adspurgte gerne have sig frabedt. De ville bare være grønlændere som altid. De normalt stille og høflige grønlændere var ikke imponerede over den amerikanske charmeoffensiv, som de hurtigt havde gennemskuet. 


– Der skal flere glasperler til, Don Junior. Grønlænderne er tydeligvis klogere end din fars vælgere. De kan nemlig tænke selv.


Se resultatet af en dugfrisk grønlandsk rundspørge nederst i denne artikel.

 

* Grønlandsk fup og svindel

Kriminalitet trives på tværs af landegrænser og nationaliteter. Desværre ikke kun i USA, som ganske vist ligger skyhøjt på Top Ti listen. De kan skam også på Grønland. I hvert fald med lidt hjælp fra Danmark.

Umiddelbart efter Don Juniors lynvisit i Nuuk kunne man således  læse i det lokale medie Sermitsiaq, at to grønlandske topfolk var blevet taget i økonomisk kriminalitet. 

Ingen ringere end den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen er i en bedragerisag i Grønland blevet idømt seks måneder i Anstalten, som det lokale fængsel hedder. 

Forøvrigt nøjagtig samme sted, hvor miljøforkæmper og hvalaktivist Paul Watson sidste år måtte tilbringe fem uberettigede måneder i fængsel – inden sin ubetingede løsladelse kort før jul. Lars-Emil Johansen kommer således til at slå ham med en hel måned. 


Dommen er ubetinget, hvilket betyder, at de seks måneder skal afsones bag tremmer.

Den tidligere landsstyreformand kunne for nylig ses i DR’s nu desværre afpublicerede dokumentar om “Grønlands hvide guld”.


Lars-Emil Johensen kommer dog ikke til at kede sig i sit eget selskab. Som cellekammerat får han nemlig tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen, der ligeledes straffes med seks måneders ubetinget fængsel i Anstalten.

Lars Møller-Sørensen er dansk født og uddannet på Handelshøjskole Syd i Danmark. Han flyttede i 1995 til Grønland, hvor han blandt andet var personale- og økonomidirektør i KNI, inden han blev kommunaldirektør. 

De to politikere og embedsmænd er dømt i samme sag. Retten mener ifølge nyhedsmediet Sermitsiaq, at de to mænd i forening har begået bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

De er dømt for en aftale, hvor kommunaldirektøren havde ansat den tidligere landsstyreformand som konsulent i Sermersooq, der med knap 24.000 ud af Grønlands 57.000 indbyggere er øens suverænt største kommune.

Aftalen betød, at der blev udbetalt 730.000 kroner til den tidligere landsstyreformand – for to års konsulentarbejde, der imidlertid aldrig blev udført. Kommunaldirektøren blev desuden dømt for at have medvirket til myndighedsmisbrug.

Begge har anket dommen til Grønlands Landsret.



* Opblusset debat efter besøg

Før Donald Trump havde verdens største ø nok været den mindst kendte del af det danske rige. Eller rettere: Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne. 

Selv for de allerfleste danskere var Grønland noget fjernt og uvirkeligt. Men Grønland rykkede med rekordfart opad på listen, da Donald Trump blev valgt til sin anden periode som præsident for De Forenede Stater. 

Allerede før sin indsættelse meldte han nemlig brutalt ud, at han ville overtage Grønland. På den ene eller anden måde. Militært eller økonomisk. Angiveligt af sikkerhedspolitiske årsager. 

Med den globale opvarmning og den smeltende is kan russiske og kinesiske skibe nu navigere tættere på Grønland end nogensinde og dermed udgøre en sikkerhedspolitisk risiko for USA. Mener altså Trump & Co, der frygter en mere og mere isfri Nordvestpassage mellem Atlanterhavet og Stillehavet.


Pludselig var der fokus på de blot 57.000 grønlændere, som bebor verdens største ø. Som har selvstyre og derfor også vil høres. De vil naturligvis have den selvstændighed, de juridisk har ret til.


De vil selv bestemme, om de skal forblive i Rigsfællesskabet eller kaste sig i armene på et ekspansionistisk USA, der bestemt ikke har behandlet sine egne indfødte folkeslag særlig pænt. Det gælder både indianerne i det indre Nordamerika og inuitterne i Arktis. 

Indianerne, som beboede Nordamerika, længe før den hvide mand kom til landet, lever i dag ofte i små reservater. Her har de måttet kæmpe for helt basale rettigheder i det land, som tilflyttere fra Europa tog fra dem.

Desværre har Danmark ikke behandlet Grønland og grønlænderne særlig pænt eller respektfuldt. Vi har introduceret alkohol for den grønlandske befolkning. Vi har praktiseret tvangsfjernelse og indført tvangssterilisering i stor stil på verdens største ø. 

Kolonialisme af værste skuffe.

 

* Tvangsfjernelse

I forbindelse med den amerikanske præsidents trusler mod Grønland og grønlænderne, er der atter kommet fokus på vor behandling af grønlændere i Rigsfællesskabet. 

Pressen har været fuld af gamle og knapt så gamle sager, som har fået modstanden mod Danmark til at blusse op igen. Desværre skal vi ikke ret langt tilbage i tiden for at finde helt konkrete eksempler på den danske kolonialisme.

Flashback til 1951, hvor 22 grønlandske børn blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark. De skulle være danske og udgøre en ny elite, der kunne “modernisere” Grønland efter danske idealer og standarder. Når de altså vendte hjem igen. Som nye og bedre mennesker, der desværre ikke kunne tale grønlandsk længere…


Tvangsfjernelsen skete sågar i samarbejde med Mødrehjælpen og med international støtte fra UNICEF. 

Børnene blev i flere tilfælde udvalgt uden deres samtykke eller fuldstændig forståelse fra deres familier.

Sprogbarrieren dengang var uendeligt meget større, end den er i dag.


De tvangsfjernede børn blev placeret i danske familier, hvor de ikke fik lov at tale grønlandsk eller have kontakt til deres familer. De mistede kort sagt deres identitet og havnede efterfølgende ofte i store psykiske problemer.

Hvordan i alverden disse sprogløse grønlændere så skulle kunne “modernisere” Grønland, når de vendte tilbage igen, har vi aldrig set eller fået nogen forklaring på. 

Først så sent som i 2020 undskyldte den danske regering dette kolonialistiske overgreb på de involverede børn.

Det har vi endnu ikke gjort med det næste overgreb:

 

* Tvangssterilisering

Så sent som i 1960’erne og 1970’erne mente de danske myndigheder, at den grønlandske befolkning voksede alt for hurtigt. Mange børn blev født uden for ægteskab og udgjorde med danske øjne en belastning for samfundet.


De danske myndigheder greb derfor til tvangssterilisering af unge grønlandske piger. Omkring 4.500 grønlandske piger ned til 13 år og yngre kvinder fik opsat spiral i denne periode. 

Det svarede til næsten halvdelen af de 9.000 fødedygtige kvinder, som fandtes i hele Grønland på det tidspunkt.


Så sent som i 2024 stævnede 143 ramte kvinder så den danske stat for krænkelse af deres menneskerettigheder. Politisk er det blevet kaldt et folkemord og sammenlignet med russiske metoder i Ukraine og andre besatte steder.

Kvinderne har efterfølgende oplevet alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser som følge af indgrebene, herunder barnløshed, angst og depression. Hertil skal lægges PTSD, der øger hyppigheden af selvmord.

Det danske kolonistyre har således ikke meget at være stolte over på Grønland. Man forstår til fulde vreden og det grønlandske ønske om selvstyre og løsrivelse. Det er pinligt at tænke tilbage på.

Danmark har stadig ikke sagt undskyld for disse overgreb, som den danske kolonimagt desværre hverken kan tale om eller tale sig uden om. De er veldokumenterede og af nyere dato.

Det er Donald Trump fuldt ud klar over og vil med sikkerhed bruge det i fremtidige kampagner. Præcis som han brugte spørgsmålet om abort i sin egen seneste og hykleriske valgkamp.



* “Grønlands Hvide Guld”

Der blev for nylig tilføjet den grønlandske valgkamp et helt nyt kapitel, der imidlertid er ældre end de ovennævnte. Det drejer sig om den kryolit, der i mere end 100 år blev udvundet fra minen i sydvestgrønlandske Ivittuut.

Ældre læsere kender måske den nu nedlagte mineby bedre som Ivigtut. Navnet ifølge ældre grønlandsk retskrivning.

Ivittuut rådede tidligere over verdens tilsyneladende største forekomst af kryolit, som i årtier var helt nødvendig for fremstillingen af aluminium til især flyindustrien. En kompliceret og meget energikrævende proces, der i mange år krævede brug af naturlig kryolit. 

Kryolitten kunne nemlig ved tilsætning sænke smeltepunktet for aluminiumoxid under produktionen fra mere end 2.000 grader Celsius til under 1.000 grader – med tilsvarende besparelser i energiforbruget. 

Kryolit var derfor i høj kurs fra 1857 og helt frem til 1987, hvor minen i Ivittuut var endegyldigt tømt for kryolit. Udvindingen af naturlig kryolit pågik således i 130 år, hvor udvindingen blev foretaget af det danskejede Kryolitselskabet Øresund A/S.


 Af de gamle regnskabsbøger fremgår, at der i hele perioden 1857-1987 blev udvundet i omkring 3,7 millioner tons kryolit. Heraf størsteparten under Anden Verdenskrig, hvor driften af minen i 1940-1945 blev overtaget af USA.


600 amerikanske soldater blev da udstationeret i Ivittuut for at passe på den nu uhyre værdifulde kryolit, som tyskerne udmærket kendte til og godt kunne bruge til deres egen flyproduktion.

Omkring halvdelen af den udvundne kryolit blev eksporteret til Danmark. Den anden halvdel gik til USA. Rigtig mange penge gik til Kryolitselskabet i Danmark.

Danmarks Radio havde lavet et stort arbejde med research i håndskrevne kassebøger fra det hedengangne Kryolitselskabet Øresund. Resultatet er blevet en ganske seværdig og tankevækkende dokumentar. Omend man godt kunne have undværet den del, der indeholder national følelsesporno. Selv om den er forståelig nok.

Desværre mener flere højrefløjspolitikere, heriblandt Birgitte Bergman (K), at dokumentaren er “fyldt med misinformation og antikolonialisme sludder, når det er værst. Og så lige midt i den grønlandske valgkamp.”

 

* Bloktilskud og kryolitmilliarder

Udvindingen af naturlig kryolit ophørte i 1987, hvor forekomsten ved Ivittuut var udtømt. I dag har man i stedet udviklet syntetisk kryolit, der kan gøre det samme arbejde med at sænke procestemperaturen.

Men stadig er fremstilling af aluminium en af de mest energikrævende processer, vi benytter os af. Vandkraft er derfor den foretrukne energikilde, hvor den mulighed ellers er til stede.

Det anslås fra forskellig side, at der er produceret op mod 200.000 krigsfly af aluminium fremstillet med kryolit fra minen i Ivittuut. Det anslås ligeledes, at der er tjent op mod 400 milliarder kroner på denne udvinding. Dette baseret på tal fra Kryolitselskabets gamle regnskabsbøger.

En tilsvarende mængde kryolit er eksporteret til det amerikanske firma Pensalt. Hvis de anvendte regnskabstal lægges til grund, har Danmark og USA således importeret grønlandsk kryolit for 800 milliarder nutidskroner.

Siden 1945 er Danmarks samlede udgifter til Grønland i følge kryolit-dokumentaren steget til i dag 650 milliarder kroner. Ifølge denne udregning er Danmark således i underskud med 150 milliarder.


Disse tal er dog behæftet med endog meget store usikkerheder. Der er mange svært sammenlignelige størrelser. Nutids- og datidskroner. Udgifter og indtægter. Transport og anlæg etc.

Alligevel er tallene på det seneste blevet brugt eller misbrugt politisk – som bevis for, at Danmark gennem årene har tjent ganske store summer på minedriften i Grønland. På kryolitten fra Ivittuut.


Til daglig tales der jo ellers mest om udgifterne – de mange milliarder, som Grønland har modtaget og stadig modtager i bloktilskud fra Danmark. 

I 2024 udgjorde dette bloktilskud 4,3 milliarder kroner, som Grønlands Selvstyre bruger på indenlandsk administration. Bloktilskuddet dækker omkring halvdelen af Selvstyrets budget. 

Hertil skal så lægges omkring 1 milliard kroner i yderligere tilskud fra Danmark til forsvar og retsvæsen på Grønland. I 2024 modtog Grønland således samlet 5,3 milliarder kroner fra Danmark.

Tidligere direktør for Kryolitselskabet, Peter Schmidt Hansen, er mildest talt ikke begejstret for DR’s dokumentar og de fremlagte tal. Han kalder dem “grundigt manipulerende”.

Men ingen tvivl om, at Danmark gennem årene har tjent gode penge på kryolitten fra Ivittuut. Spørgsmålet er bare hvor mange. Og hvem, der har scoret dem.

Se selv “Grønlands hvide guld” på DR TV. 55 interessante minutter om de sidste rester af dansk kolonialisme:

https://www.dr.dk/drtv/program/groenlands-hvide-guld_506795


NB: Desværre har DR senest valgt at “afpublicere” udsendelsen og fyre chefredaktør Thomas Falbe. Filmen er derfor ikke længere tilgængelig. Trist – og dumt af DR.



* Grønlænderstive politikere

Det ligner næsten en tanke, at DR først publicerer en interessant og, viste det sig hurtigt, kontroversiel dokumentar om den for længst nedlagte kryolit-mine ved Ivittuut i Sydgrønland.

Hvorefter direktøren for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Karen Skovgaard-Petersen, få dage senere følte sig kaldet til at forklare eller forsvare sig.

Hun ville gerne forklare, hvorfor et ord som “grønlænderstiv” blev optaget i Den Danske Ordbog tilbage i 2017. Hvad der skal til for at få ord optaget i det fine opslagsværk.

Karen Skovgaard-Petersen argumenterer for de mange mulige årsager og indfaldsvinkler, som kan bringe kontroversielle hvis ikke ligefrem grimme ord ind i det ellers fine selskab.

Beklageligvis også ren racisme i tilfældet “grønlænderstiv”.


Pudsigt nok skriver Skovgaard-Petersen “Den Danske Ordborg” i sit indlæg på Altinget. “Borg” i stedet for “bog”. Om det er tilsigtet eller en pudsig stavefejl, skal jeg ikke kunne sige. Men altid lidt sjovt, når sprogkyndige fagfolk kløjs i deres egen metier. 

Sjovt var det også i min egen barndom, da den unge svenske kronprins Carl Gustaf skulle skrive sit kongelige monogram på en klippevæg i en nyåbnet nordsvensk mine.


Den ordblinde og kommende konge så sig blind på den stejle fjeldvæg og stavede sit eget navn forkert. “Cal Gustf” stod der efterfølgende med store og selvskrevne bogstaver.

Det grinede vi drenge meget af. Vi gjorde tykt nar af en kongelig, der ikke engang kunne stave til sit eget navn. Min kloge mormor formanede os dog og forklarede, at det kunne den ordblinde Carl Gustaf jo ikke gøre for. Vi burde skamme os, og det gjorde vi så.

Selv den dag i dag har jeg stadig dårlig samvittighed og tænker ofte på Donald Trump, der jo ikke var for god til at gøre tykt nar af en fysisk handicappet journalist. For åben skærm. Det var pinligt at se på. “Et slet menneske” ville min mormor have sagt om Trumpen, der næppe ved, hvad dårlig samvittighed er.

Sammenhængen mellem drama-dokumentaren og Den Danske Ordbog er ikke helt så indlysende som timingen for publiceringen. Den grønlandske valgkamp er netop nu i fuldt sving og har hele verdens opmærksomhed. Uanset hvad der end måtte siges om timingen for dokumentaren, så var den næppe helt tilfældig.

Det hele bliver naturligvis ikke bedre af, at den amerikanske præsident Trump nu senest er dukket op igen. Han ønsker hævn over den “nasty” danske statsminister Mette Frederiksen, der jo ikke ville sælge Grønland til ham, da han sidst spurgte.

En meget lille mand fra et ganske stort land.

Om verdens største ø.

 

* Kryolit-nyt fra DR

Der er efterfølgende breaking kryolit-nyt fra Danmarks Radio, som virkelig er kommet i søgelyset og skudlinjen.

Efter megen kritik fra politisk side har DR kastet håndklædet i ringen, “afpubliceret” dokumentaren “Grønlands hvide guld” og afskediget Thomas Falbe, chefredaktør på DR Nyheder.

DR har ganske enkelt fjernet både dokumentaren selv og den ansvarlige redaktør for den. Næsten som Rusland gjorde under Stalin. Som om dokumentaren forsvinder af den grund. Nok ud fra devisen “ude af øje, ude af sind”.

En sjældent voldsom reaktion på noget, der har været en sjældent politisk sag: En dokumentar om dansk udnyttelse af grønlandske mineraler gennem 130 års drift af kryolit-minen ved Ivittuut i Sydgrønland. En dokumentar, der viste sig at være politisk sprængfarlig netop nu, hvor Grønland er i valgkamp og kamp for sin selvstændighed.


Dokumentaren har været under udarbejdelse i tre år og blev sendt den 9. januar. Det var blot to måneder før det grønlandske valg, der fandt sted den 11. marts. Så tæt på, at det kunne ligne en tanke eller ligefrem en politisk plan at sende dokumentaren netop nu.


Ikke mindst de borgerlige politikere på Christiansborg har følt sig fornærmede. Specielt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har været helt oppe i det røde felt over dokumentaren og dens indhold.

Udvindingen af naturlig kryolit pågik i 130 år, hvor det danskejede Kryolitselskabet Øresund A/S stod for produktionen. Af de gamle regnskabsbøger, som produktionsholdet har haft adgang til og nærlæst, fremgår, at der i hele perioden blev udvundet i omkring 3,7 millioner tons kryolit.

Dokumentaren når på baggrund af de gamle regnskabstal frem til, at det samlede salg af den udvundne mængde kryolit har kunnet indbringe op mod 400 milliarder nutidskroner til de daværende ejere af Kryolitselskabet.

 

* Misvisende tal eller helt forkerte?

Det er imidlertid et kompliceret regnestykke, som flere førende danske økonomer er gået i rette med. De kalder udregningerne for grundlæggende forkerte og aldeles misvisende. Sådan kan man ikke regne den reelle værdi ud. De er dog heller ikke kommet med bud på, hvilket regnestykke man så i stedet kunne opstille.

Trods flere advarsler undervejs – blandt andet fra den internationalt anerkendte økonom Torben M. Andersen – valgte DR alligevel at bringe udsendelsen. Blot to måneder før et kommende valg, der øverst på dagsordenen har Grønlands mulige løsrivelse fra Rigsfællesskabet. Tilsat dansk racisme og forskelsbehandling gennem mange år.

Man kan naturligvis strides om tallet og den reelle værdi af kryolitten gennem 130 år. Men tanken om de helt sikkert mange penge, som det danske Kryolitselskab gennem årene har tjent på kryolitten, har for alvor bragt de grønlandske sind i kog. Og tydeligvis også enkelte danske politikeres dårlige samvittighed helt frem i lyset.

Den grønlandske landsstyreformand Muté B. Egede var selv utilfreds med DR’s “afpublicering” eller tilbagekaldelse af dokumentaren. På Facebook skrev han:


“Det er ren og skær benægtelse af essensen i dokumentaren. Nemlig at Danmark har tjent stort på os – på bekostning af os”.


Dagbladet Information kaldte efterfølgende DR’s tilbagetrækning af dokumentaren  for “et publicistisk selvmål og guf for konspirationsteoretikere”. Afpubliceringen har potentiale til at polarisere og kortslutte debatten yderligere, mente avisens kulturjournalist Rasmus Elmelund.

Vi har derfor næppe hørt det sidste ord i denne sag. Den er politisk som få andre i Danmarkshistorien.



* Nye navne til gamle steder

Nu, hvor Donald Trump har indtaget præsidentembedet i Det Hvide Hus for anden gang, ryster lande verden over ved tanken om de mulige konsekvenser af præsidentskiftet. Nok mest på grund af hans utilregnelighed. 

Trump undgik omhyggeligt at nævne Grønland med navn under sin indledende tale ved indsættelsen. Han havde dog ikke glemt verdens største ø. Det kom frem ved den efterfølgende pressekonference, hvor der blev spurgt specifikt ind til det. 

Her er, hvad Trump svarede:


“Grønland er et fantastisk sted, som vi har brug for til international sikkerhed. Jeg er overbevist om, at Danmark nok skal indordne sig”.


Hvad der så end måtte ligge i den udtalelse. Tydeligvis agter Trump først at annektere Panama med kanalen, som amerikanerne byggede i sin tid, og som nys afdøde præsident Carter siden gav til Panama. Det skete i 1977.

Trump synes ikke, at kinesere med base i Hongkong skal administrere et amerikansk byggeri i Mellemamerika. Eller at amerikanerne skal betale så meget for at bruge den kanal, de selv har bygget. 

Dette selv om Panama siden selv har investeret store summer i udbygning af den oprindeligt langt mindre kanal, så den i dag kan transportere både flere og større skibe end tidligere.

Trump og hans trosfæller har efter sigende også overvejet et helt nyt og mere passende navn til det lille land mellem Nord- og Sydamerika: PanaMAGA


* Panama Kanalen

Panama Kanalen er en 82 km lang kanal, som via Det Karibiske Hav forbinder Atlanterhavet i øst med Stillehavet i vest. Det var franskmændene, der tog de første spadestik i 1881. Planen var oprindeligt at grave en kanal hele vejen gennem den smalle landstribe, som forbinder Nordamerika og Sydamerika.

De franske entreprenører måtte imidlertid opgive arbejdet, der kostede alt for mange penge og alt for mange menneskeliv i tropevarmen. USA overtog arbejdet i 1904 og kunne åbne kanalen i 1914. Man valgte at anlægge en række sluser og ikke en åben kanal, der ville kræve fjernelse af umådelige jordmasser.

Man besluttede i stedet at stemme Charges floden op til den kunstige Gatun sø, der ligger 26 meter over havniveau. De oprindelige sluser i hver ende af kanalen er siden udvidet til at lade større skibe passere. Nye og endnu større sluser er på tegnebordet.

Ved at bruge Panama Kanalen i stedet for at sejle syd om Sydamerika, sparer man mere end 20.000 km sejlads. En halv jordomsejling. Man undgår også den farlige Drake Passage samt  Magellan og Beagle Stræderne længst mod syd.


 

* Pituffik Space Base

Canada er givet for stor en mundfuld at annektere lige nu, så indtil videre nøjes Trump med lidt handelskrig og sabelraslen. Selv om han i sin egen fantasi for længst har indlemmet Canada som USA’s stat nummer 51. Og nedgraderet premiereminister Trudeau til guvernør af staten.

Canada svarede dengang igen med at tilbyde flere progressive amerikanske stater på især vestkysten, at de så kunne blive provinser i Canada. Hvis de ville væk fra USA. Her ikke mindst Californien med USA’s suverænt største økonomi. Så kunne Trump samtidig slippe af med alle de besværlige demokrater, som regerer her.

Canada har i mellemtiden kørt sit eget tunge skyts frem og truer nu USA med tilsvarende repressalier og tariffer, hvis de gør alvor af truslerne.

Canada må derfor nok vente lidt med at blive del af USA og virkeliggørelsen af Trump’s storhedsvanvid. Men Grønland ligger besnærende tæt på. Det er rigt på mineraler, tyndt befolket og har allerede mange amerikanske militærfolk udstationeret på ikke mindst Thule Air Base, der idag er omdøbt til Pituffik Space Base.


Herfra holder amerikanerne nemlig et vågent radarøje med, hvad der måtte komme af missiler fra Rusland. Tværs over Nordpolen.


Tilbage i 2022 investerede USA derfor et tocifret milliardbeløb i udbygning af Pituffik Space Base og gav i den forbindelse det grønlandsk ejede Inuksuk A/S 12 års entreprise med at drive og vedligeholde basen. 

En kontrakt til op imod 4 milliarder US dollars. Så kom ikke og sig, at amerikanerne ikke allerede er militært til stede på Grønland. Eller at Grønland ikke allerede tjener penge på samarbejdet.

Det gør de i den grad. Og godt for det.

 

* Tre lufthavne til fem milliarder kroner

Det er ikke gratis at anlægge nye flyvepladser til store maskiner i den klippefyldte grønlandske natur.

Kun få steder er der naturligt plads. De allerfleste steder skal der bortsprænges store mængder klipper, inden banerne kan planeres og befæstes.

Det har derfor holdt hårdt med etableringen af de seneste tre lufthavne i henholdsvis Nuuk, Ilulisat og Qaqortoq. Fem milliarder danske kroner er anlægsbudgettet, hvilket en lille nation som Grønland med knap 57.000 skatteydere naturligvis ikke selv magter.


De tre nye lufthavne er derfor finansieret og ejet i fællesskab af Kalaallit Airports International A/S, hvor den grønlandske regering ejer to tredjedele. Og den danske regering, som ejer den sidste tredjedel.

Nordic Investment Bank (NIB) har i tilgift udstedt et 20-årigt lån på næsten en halv milliard kroner.


Uden dette økonomiske og internationale samarbejde havde der slet ikke været nogen bane til Don Juniors to fly at lande på i Nuuk. Det får han gratis med i købet, hvis Grønland nu snart vælger Danmark fra og USA til.

Grønland får så til gengæld lov at smage på det amerikanske uddannelsessystem og sundhedsvæsen. Eller mangelen på samme.

Spørg gerne inuitterne i Alaska, hvordan det lige går. Om den amerikanske kolonimagt behandler dem ordentligt i deres eget land.

For slet ikke at tale om indianerne, som jo var der længe før den hvide mand.



* “Trumpland” in the making

I mellemtiden er Donald Trump i fuld gang med at omdøbe klassiske amerikanske lokaliteter. Dette ifølge et nyt præsidentielt dekret om navneændringer. 

Trump ønsker at fejre nationale helte og sætte deres navne på berømte lokaliteter. Et godt eksempel er Nordamerikas højeste bjerg Mount McKinley, som er opkaldt efter USA’s 25. præsident William McKinley tilbage i 1896.

Efter ønske fra Alaskas daværende guvernør omdøbte præsident Barack Obama imidlertid USA’s højeste punkt til det oprindelige indianske navn “Denali”. Det betyder “Det Høje” og er noget mere beskrivende end det amerikanske navn.


Det skete så sent som i 2015, men trods navneforandringen forblev bjerget dog at være 6.190 meter højt. Nu skifter det så navn tilbage til det gamle Mount McKinley – stadig uden at ændre højde.


Selv havde jeg engang den udsøgte fornøjelse at flyve rundt om Denali i 4 km’s højde. I strålende solskin. Tilbage i 1980’erne. Et hold japanske bjergbestigere havde mistet en kær kollege til det store bjerg og ville sprede blomster ud over stedet. 

Det var en betagende flyvetur og et smukt minde om Denali, som det altid havde heddet, indtil amerikanerne købte Alaska af russerne, og den hvide mand med præsident McKinley tog over.

Så indfødte folkeslag skal nok ikke regne med mere respekt og retfærdighed end hidtil. Hverken dem, der allerede i dag bebor Nordamerika og har gjort det længere end nogen anden. 

Eller de grønlændere, der måtte vælge af skifte tilhørsforhold. De skal tænke sig rigtig godt om og gør det sikkert også.

 

* Golfen skifter navn og retning

Mere generelt end Mount McKinley er det, at Donald Trump nu officielt har omdøbt Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf. Givet på grund af grænsestridighederne her og den mur, der aldrig blev bygget og aldrig blev betalt.

Tech-giganten Google, som sad på første række ved indsættelsen af Trump i dennes anden periode som præsident for USA, turde ikke andet end føje ham. De har nu omdøbt Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske på Google Maps. I hvert fald inden for USA’s grænser.

Det vides ikke, om Golfstrømmen ved samme lejlighed har skiftet retning. Flere forskere har allerede advaret om muligheden, hvis den globale opvarmning fortsætter. Vi fortsætter jo ufortrødent vor forurening og ser nok, når strømmen vender på et tidspunkt. Eller mærker det. Der skal bare brændes lidt mere olie af, før det sker.

Den olieglade Donald Trump lader sig imidlertid ikke afskrække: Ifølge ham vil global opvarmning blot få havet til at stige, så der bliver nye strandområder at udvikle og bebygge. Tro det eller ej. Det er sådan, Trump ser verden: Som en potentiel byggeplads, der kan tjenes millioner og milliarder på.

Senest har han fået øje på Gaza-striben, som han gerne vil udvikle og lave om til Middelhavets førende turistresort. Når altså først de lokale to millioner palæstinensere er deporteret til de omkringliggende lande…

Det nye navn på Golfen er man selvfølgelig ikke tilfredse med i Mexico. Her svarer man igen med, at hele Nordamerika så igen må hedde Mexican America. Det var ifølge den mexicanske præsident navnet ved Mexico’s grundlæggelse tilbage i 1814.


Under alle omstændigheder er grunden nu lagt til, at Trump på et hidtil ukendt tidspunkt annekterer Grønland og omdøber det til nutidens “Trumpland”. Dette efter en af verdens største præsidenter nogensinde, nemlig ham selv. Udi egen indbildning.

Senest er der dog kommet et helt anderledes og officielt bud på et nyt navn til Grønland:

Red, White, and Blueland”


Det er nok her, vi skal finde den virkelige årsag til Trumpens vilde aktiviteter og udtalelser: Drømmen om at få sit eget og sit lands navn på verdens største ø. “Stars and Stripesland” en anden mulighed.

Der leges ord- og navneleg i den helt store sandkasse for de små mænd med deres gigantiske ambitioner. Alle de store tech-moguler var derfor til stede ved Trump’s indsættelse som præsident og sad pænt med på allerførste række:

Faceboob, Titkok, Peen-terest og Clitter…

Det amerikanske folkevid kan nemlig også. TV-kanalen CBS inklusive. Det er dem, jeg har ovennævnte nye navne fra. Det er ikke nogen, jeg selv har fundet på. Selv på republikanske Fox News dukkede kinesiske Titkok pludselig op på skærmen i prime time. Midt i flommen af stavefejl og  fake news. Hilarious.

Det bliver fire lange år, som kun kan overleves med lykkepiller, alkohol fra Canada og kæmpedoser af sort humor. 

Galgenhumor fra den allernederste skuffe.



* Pris: 1.500 milliarder dollars

Det republikanske kongresmedlem Andy Ogles fremsatte den 14. januar i år det kontroversielle lovforslag “Make Greenland Great Again Act”.

Helt konkret vil dette lovforslag gøre det muligt for den amerikanske regering med Trump i spidsen at indlede samtaler med Danmark om amerikansk kontrol med Grønland. På den ene eller anden måde.

Ifølge Andy Ogles er Grønland “fyldt med rigdom og ressourcer”. Derfor er det en strategisk selvfølgelighed, at USA gerne vil overtage Grønland. Det siger Andy Ogles til den stærkt konservative TV-kanal Fox News:


“Vi ser en øget aktivitet fra Rusland og Kina i Arktis og på handelsruterne. Derfor er det vigtigt for USA at stå frem og sige, at det her er altså vores dørtrin.

Det er vores interesseområde, hvor vi, for nu at være helt ærlige, er det dominerende rovdyr.”


Under interviewet kommer Ogles og Fox News-værten også ind på en helt konkret pris for et eventuelt “køb” af Grønland: 1.500 milliarder dollars.

USA er i forvejen en af verdens mest forgældede nationer og skylder især Kina og Japan gigantiske summer. USA skal således ud at låne til udbetalingen, hvis de vil købe Grønland. Og ellers kan få lov til det.

Hvordan republikanerne så er blevet enige med sig selv om ovennævnte pris, fremgår ikke af interviewet. Ogles siger blot, at et sådant beløb kunne være en mulig strategi for at få Danmark til forhandlingsbordet. Og give de få grønlændere store dollartegn i øjnene. Onkel Joakim er som bekendt amerikaner.

Samme Ogles siger også, at der i bedste diktatorstil arbejdes på at give Trump endnu en valgperiode efter denne hans anden og sidste. I hvert fald ifølge den amerikanske forfatning, The Constitution fra 1787, der ikke tillader nogen præsident mere end to perioder på posten.

 

* Præsident på livstid

I det republikanske parti vil man gerne gøre den store leder til præsident på livstid, som de har gjort det i Nordkorea. Med Trump Junior som den naturlige arvtager.

Der skal dog en forfatningsændring til, hvis det skal lykkes. Ændringer af den amerikanske forfatning kræver nemlig et flertal på to tredjedele i såvel senatet som kongressen, og det bliver svært at skaffe. Med mindre man med magt og militær vælger helt at skrotte forfatningen. Så er alt jo muligt.

Lige nu rabler det totalt for amerikanerne. USA’s tidligere ambassadør til Danmark, republikaneren Carla Sands, supplerede efterfølgende debatten med denne salut: 


“Danmark har opført sig som en, der ejer et aktiv, men ikke har råd til at passe på det.”


Tjaeh. Nu ejer Danmark jo ikke Grønland. Det gør grønlænderne. Og USA selv opfører sig som et forkælet barn, der gennem de seneste år har fået lov til at låne alt, alt for mange penge fra ikke mindst Kina og Japan. Og som nu er så forgældet, at man ser sig nødsaget til at “annektere” hele Grønland for at få lidt sjældne mineraler i statskassen.

Dette ikke mindst til den fremtidige amerikanske produktion af Tesla biler fra den hidsigt heilende Elon Musk. Ikke betryggende, at Trump har ladet Heilende HElon flytte ind i Mar-A-Lago paladset. Med havudsigt og direkte adgang til præsidenten.

Samt et lager af Ketamin til akut behandling af Musk’s gentagne depressive anfald. Dem og det indrømmer Musk selv, der ellers til daglig er sikkerhedsclearet med fri adgang til SpaceX rumprogrammet. Det plejer stof(mis)brugere fornuftigt nok ikke at blive.

Det er meget lidt betryggende. Og dybt foruroligende.

 

* Amerikansk kæberasler til Danmark

Av, ovennævnte salve fra Sands sved. Ikke mindst for statsminister Mette Frederiksen, (S) der i de seneste år har gjort sig store anstrengelser for ikke at leve op til de løfter om forsvaret af Grønland, hun ellers selv har givet. 

Og tænk, hvad vi kunne have købt af moderne forsvar for de 30 milliarder, Mette Frederiksen & Co indtil videre har brændt af på minkavlerne, der nu er i fuld gang igen. Med nye mink til nye mutationer og nye epidemier.


Samme Carla Sands udtalte for nylig til TV2, at danskerne i stedet for altid at påberåbe sig NATO-pagtens berømte paragraf 5 sovepude – populært kaldet Musketér-eden – hellere burde fokusere på paragraf 3.


Paragraf 3 forpligter nemlig ethvert NATO-medlemsland til at kunne forsvare eget territorium, hvilket burde være en selvfølge. Før vi kan overholde paragraf 5 og forsvare andre medlemslande, når og hvis de bliver angrebet.

Men det kan vi slet ikke i dag, hvor det danske forsvar efter mange års besparelser og de seneste mange donationer til Ukraine sidder tilbage med tomme våbenlagre og nedslidte kaserner fulde af skimmelsvamp.

Der står således en grønlandsk ladeport åben for Donald Trump og hans ekspansionistiske tilbøjeligheder.

I Danmark ligger vi på alle måder, som vi selv har redt – i vort forhold til Grønland.



* Spørg Grønland: 85% vil ikke til USA

Hvis man spørger USA’s aldrende, men stadig nye præsident Donald J. Trump, så behandler vi danskere vore grønlandske venner så dårligt, at disse er lukt på vej i hans amerikanske arme. 

Nu skal man imidlertid ikke lægge så meget i det, Trump siger. For han siger rigtig meget, som ingen alligevel kan forstå. Man skal mere se på, hvad han egentlig gør. Og indtil videre har han ikke gjort så meget andet end at true os med straftold og militær besættelse af verdens største ø. 


Dette trods Danmarks mangeårige solidaritet med netop USA, i hvis fjerne krige vi ofte har kæmpet side om side. Med adskillige unge danske soldaters liv som prisen for en solidaritet, der ofte er sket på en yderst tvivlsom amerikansk baggrund.


Tag bare Irak, der jo slet ikke husede de “Weapons of Mass Destruction”, som amerikanerne ellers havde påstået og brugt som grund til invasionen. En forklaring, vi samlet hoppede på i hele den vestlige koalition. Med samlede fødder. Våbenindustrien klappede begejstret over invasionen, der krævede oceaner af nye våben.

En enkelt toppost som generalsekretær for NATO blev det dog til – som tak for Irak. Den post gik som bekendt til Venstres Anders Fogh Rasmussen, der senest har udtalt sig skeptisk over for Donald Trumps planer om en mulig annektering af Grønland. Fogh har sågar sammenlignet dem med Putins angreb og overgreb på Ukraine. 

Men spørger man grønlænderne selv, så er de bestemt ikke på vej i armene på amerikanske Trump. Så langt fra. En meningsmåling lavet af analysebureauet Merian for danske Berlingske og grønlandske Sermitsiaq satte en tyk streg under Donald Trumps usande påstande:


Ifølge denne analyse, som omfattede knap 500 grønlandske borgere over 18 år, ønsker hele 85% af de adspurgte ikke, at Grønland skal udtræde af det nuværende Rigsfællesskab.

Kun 6% ønsker sig at blive en integreret del af USA.


De fleste adspurgte grønlændere ønsker derimod et fortsat tæt samarbejde med Danmark – sigtende mod en stigende grad af selvstændighed. 

Vi skal derfor huske at tale pænt til og om vore grønlandske venner. 

Det har vi desværre ikke altid gjort.

 

* Grønlandsgryden stadig i kog

Med vanlig sans for indholdsløs dramatik har US præsident Donald Trump netop bragt Grønland på banen igen. Det gjorde han i sin første tale om nationens tilstand – State of the Nation, som det hedder på amerikansk.

Trump har dog skåret lidt ned på retorikken efter sine første bombastiske udtalelser, hvor han mente, at USA skulle “tage kontrol med Grønland”. Nu mener han, at grønlænderne selv skal bestemme, om de vil indlemmes i De Forenede Stater. Med de ufatteligt mange økonomiske muligheder, der i så fald vil give dem:

“Vi støtter fuldt ud de utrolige grønlænderes ret til at bestemme deres egen fremtid. Og hvis I vælger os, byder vi jer velkommen ind i USA”, sagde han i sin tale til nationen.

Den senere tids verdensomspændende tumult har dog vist verden generelt og grønlænderne specielt, hvilket potentielt kaos de går ind til, hvis de vælger USA og Trump. Går man lidt længere tilbage i historien – til salget af Dansk Vestindien til USA – ser det heller ikke kønt ud:


Øerne St. Croix, St. John og St. Thomas var en dansk koloni fra 1671 til 1917, hvor der primært blev dyrket sukker med sorte slaver som arbejdskraft. Danmark ophørte med slaveriet i 1848.


I 1917 købte USA så de tre Dansk Vestindiske Øer for 25 millioner US dollars i guld. Begrundelsen for købet var en frygt for, at Tyskland under Første Verdenskrig ville bruge øerne til militærstrategiske formål. Øerne blev herefter omdøbt til U.S. Virgin Islands.

Tilsvarende betalte USA i 1867 7,2 millioner dollars for hele Alaska, som de købte af Rusland. Et salg, russerne har fortrudt mange gange siden. USA er således ikke uvant med at købe sig større.

Der skulle dog gå yderligere ti år, førend beboerne på Jomfruøerne blev amerikanske statsborgere. Men da øerne kun har fået status af “unincorporated U.S. territory with limited self-governance” har øboerne kun begrænset stemmeret. På lige fod med eksempelvis Puerto Rico. 

De kan således ikke deltage i valget af kommende præsidenter. Grønland må derfor belave sig på samme (mangel på) rettigheder, hvis de vælger selvstændighed og USA frem for Rigsfællesskabet med Danmark. Det viser historien tydeligt.


Monroe-doktrinen fra 1823 lovede, at USA ikke ville blande sig i europæisk politik.

Men doktrinen sagde også, at USA forbeholdt sig retten til selv at intervenere, dersom udenlandske regeringer kom på tværs af amerikanske interesser.

Grønland kunne være et højaktuelt eksempel herpå. Som Taiwan længe har været det for Kina.


Afslutningsvis Donald Trumps seneste bidrag, som han publicerede på Trump Media natten til valgdagen. En upassende opførsel på et upassende tidspunkt og utidig indblanding i interne grønlandske anliggender. Det mente i hvert fald mange grønlændere. Undertegnede ligeså:


Trump til Grønland natten før valget

“Vi vil fortsætte med at beskytte jer, som vi har gjort det siden Anden Verdenskrig”.

“Vi er klar til at investere milliarder af dollar i Grønland for at skabe nye job og gøre jer rige”.

“Og hvis I vælger det, vil vi byde jer velkommen til at være en del af den største nation i hele verden, Amerikas Forenede Nationer”.


Han kunne altså ikke dy sig, Trumpen. Spændende at se, hvad Grønland mener om hans indblanding i det grønlandske valg.

Alle på Grønland og fra Grønland ønskes et godt valg herfra!

©️ 2025 Steen Ulnits



Læs mere i artiklen

* Den amerikanske forbandelse


 

Får og Fæ ved Vadehavet

Et enligt får nyder solen, mens Rømø-Sylt færgen sejler forbi i horisonten. Tidevandsforskellen i Vadehavet er to meter, så man skal ikke tage sig en lur ved lavvande…


Slusen ved Ballum står åben, og der er fri adgang fra Brede Å.


Udsigt til skydebanen på Rømø. Der skydes, når ballonen er oppe.


Ballum Slusekro længst ude bag diget. Ribe by i baggrunden.


Fårene græsser på diget og plejer det samtidig.


Der er højt til loftet herude, hvor får og vadefugle deler pladsen.


Den daglige tur til hegnet for at klø sig under den tykke pels.


En enlig måge afpatruljerer udløbet fra Ballum Sluse.


Hestene hygger sig bag diget, bekvemt i læ for vestenvinden.


Fårene græsser i reservatet, mens færgen forbinder Rømø og Sylt.


Fårene ved det næppe, men lever under masser af restriktioner.


Får er herlige. De lever et godt liv herude ved Vadehavet.


Verden fra mit Vindue, som C.V. Jørgensen kunne have sagt det.


Jeg har skam fået øje på dig…


Spørgsmålet er, hvem der egentlig er hegnet inde. Eller ude…


Måske bare et nummer i flokken. Men udsigten er verdensklasse!


Ind imellem kan det være svært at få hovedet med hjem igen…


Lav sol over Vadehavet


©️ 2024 Tekst & fotos: Steen Ulnits

Paul Watson løsladt

Den 17. december skete det så endelig: Efter fem måneder i fængsel uden dom kunne miljøaktivist og hvalforkæmper Paul Watson så endelig pakke sin sparsomme bagage og forlade “Anstalten” i Nuuk som en fri mand.

Han blev løsladt klokken 08.46 og tog første flyver hjem til Frankrig for at fejre jul med sin hustru og deres to børn, som ikke havde set deres far i næsten et halvt år. Ingen tvivl om, at den franske premierminister Macron havde trukket lidt i trådene bag kulisserne. Jævnfør denne artikel.

Anstalten uden for Nuuk Grønland er ikke et sted, man lige kommer forbi på en høflighedsvisit. Dertil ligger fængslet alt for langt ude. Som amerikanske Alcatraz, omend fangerne i Anstalten på Grønland er af mindre hårdkogt kaliber. Det grønlandske retssystem er styret fra Danmark.


“Grønland er et retssamfund, og Naalakkersuisut har grundlæggende tillid til, at Justitsministeriet og landets domstole har behandlet sagen i henhold til de gældende regler. Naalakkersuisut tager på den baggrund afgørelsen til efterretning.”

Grønlands regering Naalakkersuisut


* Kommentar fra Justitsministeren

Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler i forbindelse med løsladelsen af den internationalt kendte miljøaktivist og hvalforkæmper følgende:


“Justitsministeriet har i dag truffet beslutning om ikke at imødekomme Japans anmodning om udlevering af Paul Watson. Beslutningen er truffet ud fra en samlet vurdering af omstændighederne i den konkrete sag. 

Efter Justitsministeriets opfattelse har det i lyset af den samlede tid, som Paul Watson vil være tilbageholdt, indtil en eventuel beslutning om udlevering ville kunne effektueres, sammenholdt med forholdenes karakter, og at de ligger mere end 14 år tilbage i tid, været af central betydning at sikre, at den tid, som Paul Watson har været tilbageholdt i Grønland, vil blive fratrukket i en eventuel frihedsstraf, som han måtte blive idømt Japan.

På baggrund af korrespondance med de japanske myndigheder herom kan det efter Justitsministeriets vurdering ikke med den fornødne sikkerhed lægges til grund, at dette vil være tilfældet.

Jeg vil imidlertid gerne gøre det helt klart, at denne beslutning ikke er udtryk for, at vi fra Danmarks side deler den bekymring, der i forhold til den konkrete sag i visse kredse er blevet rejst om det japanske retssystem og beskyttelsen af menneskerettighederne i Japan. 

Japan er et demokratisk retssamfund, som respekterer grundlæggende menneskerettigheder. Der har i øvrigt været en god og tæt dialog med de japanske myndigheder.

Paul Watson og hans forsvarer samt Grønlands Politi, på hvis anmodning Paul Watson hidtil har været tilbageholdt, er gjort bekendt med Justitsministeriets beslutning.”


Citat slut. Såvidt justitsminister Peter Hummelgaard om løsladelsen af Paul Watson. Såvel Rigsadvokaten som Grønlands Politi havde ellers vurderet, at den juridiske baggrund for en udlevering til Japan var til stede. Efter oprindeligt et tip fra Færøerne.

Paul Watson er ikke en populær mand på disse nordlige kanter. Specielt ikke på Færøerne, hvor miljøorganisationen Sea Shepherd regelmæssigt udstiller øernes massive drab af både delfiner og grundehvaler.

Færøerne pådrog sig senest international vrede og opmærksomhed tilbage i 2021, hvor man slagtede ikke færre end 1.428 delfiner i én enkelt fangst. Sea Shepherd sørgede dengang for, at historien og de blodige billeder gik verden rundt.

Paul Watson selv forlod Sea Shepherd i 2022 og dannede The Captain Paul Watson Foundation.



* En klog beslutning

Løsladelsen var en dejlig julegave til ikke blot Paul Watson og hans egen familie. Men til alle miljøengagerede hvalvenner verden over.

Dejligt, at vor danske justitsminister kunne se de videre internationale konsekvenser af en mulig dansk udlevering af Paul Watson til retsforfølgelse i Japan. Selv om argumentationen for hans løsladelse virker lidt søgt.

Men der er jo mange hensyn at tage – mange instanser og nationer at please. Danmarks internationale anerkendelse som forkæmper for menneskerettigheder stod pludselig også på spil.

Under alle omstændigheder: Tommel op til justitsminister Peter Hummelgaard for at have skåret igennem den mudrede debat, truffet den rigtige beslutning og løsladt Paul Watson. 

Tommel op for at have trodset såvel Japan som Grønland og Færøerne, der gerne havde set Watson udleveret til retsforfølgelse i Japan. En dygtig balancegang på en knivsæg eller et samuraisværd, der peger mange steder hen.


Det ser mildest talt ikke kønt ud, at de tre ovennævnte hval- og delfinfangende nationer ønskede Watson hen, hvor peberet gror – så de selv kan fortsætte eller sågar udvide deres blodige aktiviteter.


Det ser heller ikke kønt ud, at de tre nationer ønskede Watson udleveret til en nation, hvor fængselsstraffen kunne have været 15 år for en mand på 74 år med to små drenge ventende hjemme i Frankrig.

En kvart million mennesker nåede inden løsladelsen at protestere mod anholdelsen og fængslingen. Helt eksakt 223.951, inden dommen blev afsagt, Watson løsladt og underskriftindsamlingen lukket ned.

Samme Hummelgaard tillagde sig for nylig ny respekt hos undertegnede, da han som vist en af de få socialdemokrater takkede nej til Ridderkorset. 

– Der er krummer i den dreng, som min salig mor ville have sagt.

Glædelig Jul til alle hvalelskere og miljøforkæmpere!

21. december 2024


”Jeg har ikke et stort behov for at lade mig dekorere alene i kraft af min funktion, når almindelige mennesker ikke kan hædres for deres funktion i samfundet”.

Justitsminister Peter Hummelgaard til Dagbladet Politiken


Læs forhistorien her:

Storpolitik om kæmpehvaler

Nordlys over Mols – 2




Så skete det igen. Efter forårets helt fantastiske nordlys over Mols den 11. maj smilede guderne igen til molboerne. Det skete den 11. oktober, hvor solvinden igen blæste frit – på en skyfri himmel uden måneskin:

Nordlyset var ikke så stærkt og varede heller ikke så længe som i maj. Men det dansede mere og kunne i perioder ligne både en fredsdue og en frelsende engel. Alt efter fantasi og forestillingsevne.

Det udsprang samme sted på himlen som i maj – syd for Mols, så man ikke behøvede kigge mod det høje nord for at se det. Faktisk var der slet ingenting at se, når man kiggede den vej.

Nordlyset dansede i stedet oppe mellem de høje træer i haven. Og så var der også det mere sjældne røde nordlys imellem – primært over vesthimlen. Det havde jeg ikke set endsige fotograferet før.

Røde nordlys dannes højere oppe end de almindelige gule og grønne. Heroppe i mere end 250 km’s højde er der mindre ilt, som solvindens partikler kan reagere med.

Jo mere ilt desto flere grønne farver. Jo mindre ilt desto mere rødt i nordlyset.

Fantastisk – efter tyve år uden nordlys på Mols.

Og så i min egen sommerhushave!

©️ 2024 Steen Ulnits


Se billeder af nordlyset den 11. maj


 

Aktuelt 1. kvartal 2025

Contents
  1. Varme ører i Det Hvide Hus
  2. Kold skulder fra Grønland
  3. “Amerika er ikke længere vor ven”
  4. “Kulturbanker” min bare…
  5. “Klimamuslinger” min bare…
  6. Død mand fra Tange Sø identificeret
  7. Rensning af spildevand leverer ikke
  8. Gigantbøde til Greenpeace
  9. A SLAPP in the mouth…
  10. Trump og miljøet
  11. ⌘ US Environmental Protection Agency ⌘
  12. Død mand fundet i Tange Sø
  13. Grønne organisationer klager til EU
  14. Jordfordeling ved Tim Å
  15. Derfor udtager vi lavbundsjord
  16. Den grønlandske forbindelse
  17. Trump til Grønland natten før valget
  18. PFAS i pesticider
  19. 290 millioner kroner koster det Randers
  20. Ti millioner kroner har USTC valgt at betale
  21. Fem heldige fjorde
  22. 23 nye 3-parter i ’25
  23. Grønlandsgryden stadig i kog
  24. Opblusset debat efter besøg
  25. Tvangsfjernelse
  26. Tvangssterilisering
  27. Ingen øko-bøvser med Bovaer
  28. Gammelkendt politiker ny direktør
  29. Grønlænderstive politikere
  30. Kryolit-nyt fra DR
  31. – Misvisende tal eller hvad?
  32. Vandstuvning i Gudenåen 
  33. DN om Tange Sø
  34. Hul i ulvehegnet
  35. “Ulven kommer“
  36. Bjarne Hansen går til filmen
  37. “Grønlands Hvide Guld”
  38. Bloktilskud og kryolit-milliarder
  39. Kompensation til kvotekongerne
  40. Kampen om den skattefrie diesel
  41. Nyt ministerbesøg ved Tangeværket
  42. Nye forbud mod trawlfiskeri
  43. “Innovativ tilgang til regulering”
  44. Mediestunt gav bagslag
  45. Tre lufthavne til fem milliarder kroner
  46. Grønlandsk svindel
  47. Dansk hjælp til svindel
  48. Grønland: 85% vil ikke USA
  49. Finanspris til Stiig Markager
  50. Stiigs takketale
  51. En ny æra på vej
  52. Hvad er ESG?
  53. Hvidvask af minkskind for millioner
  54. Koldt nyt fra det høje nord
  55. Vistisen til Trump: “F*** off”
  56. Amerikansk fup og svindel
  57. Iltmangel i Alling Å
  58. Iltsvind i andre åer
  59. Godt nyt fra fiskefronten
  60. Opdrættet det store problem
  61. Svært at skaffe vildfisk nok
  62. Landbruget vil bare ikke levere varen…
  63. “Tech-fixede dyrefabrikker”
  64. Nyt kursus om Den Grønne Trepart
  65. Kurset, der kan gøre en forskel
  66. Fokus også på biodiversiteten
  67. Kritisk aktuelt kursus
  68. Bøvsefri med Bovaer
  69. Nyt fra Novana 2023
  70. Bagud på point
  71. Klimaforandringer ikke medregnet
  72. Gulerod, pisk og hammer
  73. Erfaringerne fra Skjern Å
  74. Men om 50 år er alting godt igen…

* Varme ører i Det Hvide Hus

Den nuværende amerikanske regering under Donald Trump har udviklet sig fra en forunderlig farce til en rendyrket sæbeopera. Eller måske snarere et cirkus fuldt af klovne med røde næser. Eller er det ører?

Røde ører var der i hvert fald en del af for nylig, hvor US sikkerhedsrådgiver Mike Walsh og US forsvarsminister Pete Hegseth med flere højtstående embedsmænd og -kvinder havde sat hinanden stævne i en gruppechat på platformen “Signal”. 

De skulle her diskutere den nært forestående bombning af houthier i Afrika. Dem, der gør sejlads farlig for den internationale skibsfart igennem Bab el-Mandeb Strædet ved indgangen til Det Røde Hav. Dem, der med missiler og andets skyts fra land i Yemen truer den økonomisk vigtige skibsfart gennem Suez Kanalen.


Som en glad radioamatør havde sikkerhedsrådgiver Mike Walsh ved en fejl inviteret redaktøren af magasinet “The Atlantic”, Jeffrey Goldberg, med i en gruppechat på “Signal”. Her blev Goldberg præsenteret for udførlige angrebsplaner på houthierne – inden angrebet blev sat ind.

Man må tage sig til hovedet af en så dilettantisk sikkerhedsbrist, og det gjorde de da også i Washington, hvor Det Hvide Hus har stået på den anden ende siden “Signalgate”. Her forstår man næppe selv, hvor galt det er gået – og hvorfor det gjorde.


Hvem kunne eller kan fremover drømme om at dele følsomme efterretninger med et USA, hvis forsvarsminister er tidligere alkoholiker med en på alle måder tvivlsom fortid?

Hegseth lovede ganske vist både sin mor og Kongressen, at han ikke ville drikke mere, hvis han blev forsvarsminister. Men det løfte er der siden stillet mange og store spørgsmålstegn ved.

Og for at det hele ikke skal være løgn, så var den amerikanske repræsentant for præsident Trumps Ruslands-anliggender i Moskva på netop samme tidspunkt. For at diskutere fred i Ukraine…

Han var angiveligt også med på “Signal” – måske så russerne bedre kunne følge med i de amerikanske bombninger af houthierne.

Vi kan ikke vide det. Men man forstår, hvorfor flere nationer er begyndt at tvivle på fremtidige våbenkøb fra et USA, man desværre ikke længere kan stole på. 

Således har der længe verseret rygter om, at F-35 jagerfly indkøbt i dyre domme i USA kan lukkes ned centralt af producenten – hvis præsidenten for USA beder om det.

Opdateringer til det avancerede styresystem kan også stoppes uden varsel.

28. marts 2025

* Kold skulder fra Grønland

Det grønlandske valg er vel overstået og en ny regering netop etableret. Partiformand fra partiet Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, bekræfter over for det grønlandske medie Sermitsiaq den nye fireparti-regering, som han skal være leder af.

Kun partiet Naleraq er ikke med. De ønsker nemlig en hurtigere frigørelse fra Danmark, end den nye koalitionsregering på verdens største ø lægger op til. Og derfor er de ikke med i den nye regering.

Den grønlandske regering og befolkning var heldigvis klare i spyttet, da Usha Vance, gift med US vicepræsident J.D. Vance, inviterede sig selv på charmeoffensiv og hundeslædevæddeløb i Grønland. Angiveligt for at styrke relationerne mellem de to nationer.

Bedre blev det bestemt ikke, da hendes mand vicepræsidenten pludselig også meldte sin ankomst. Han ville vist gerne lidt væk fra Washington og den verserende “Signalgate”, som han jo selv deltog aktivt i.

 J.D. ville hellere sole sig i de lokale grønlænderes næsegrus beundring for udsendingene fra Guds Eget Land. Men han havde gjort regning uden vært:


Grønland nægtede nemlig at mødes med de amerikanske VIP’er og deltage i endnu et hybridangreb på det grønlandske folk og dets selvstændighed. Der skulle givet deles endnu flere røde MAGA-kasketter og glasperler ud til de flinke grønlændere. 

Mange grønlændere huskede kun alt for godt, hvordan vicepræsident Vance behandlede præsident Zelinsky under dennes besøg i Det Hvide Hus. Det var som bekendt en beskidt og ydmygende omgang, der efterfølgende gik verden rundt.

Hr. og fru Vance fik sågar selskab af sikkerhedsrådgiver Mike Walsh, der imidlertid også fik den kolde skulder. Ingen ville mødes med de påtrængende eller indtrængende amerikanere, da deres folk forud for besøget stemte dørklokker i Nuuk  for at finde villige grønlændere til at mødes med fru Vance.


Ingen ville åbne døren for de anmasende amerikanere, der havde inviteret sig selv på grønlandsk kaffemik og efterfølgende slædehundevæddeløb.

De medbragte pansrede biler til triumftoget gennem Godthåbs smalle gader blev derfor i al stilhed listet tilbage til de to store Hercules transportfly i Nuuks spritnye lufthavn – og fløjet hjem til USA igen.

Dette angiveligt efter blot tre timers besøg på verdens største ø. Uden overhovedet at have mødtes med lokale grønlændere uden for den amerikanske militærbase.

Ydmygende for udsendingene fra verdens stærkeste nation. Og tre hundedyre timer for det amerikanske folk, der straks bør sætte DOGE og Elon Musk på sagen. Den slags fråds med offentlige midler går virkelig ikke. Det må straks bringes til ophør.

Inden besøget nåede både Vance og Walsh som bekendt at deltage i en ikke-sikret gruppechat på platformen “Signal”. Noget, der kunne have kostet amerikanske piloters liv under den seneste aktion mod houthierne i Yemen. Og som straks blev døbt “Signalgate”.

Under chatten, der foregik blot få timer før selve angrebet, blev vigtige detaljer således afsløret af forsvarsminister Pete Hegseth, som før sin udnævnelse ellers havde lovet både sin mor og hele nationen, at han ikke ville drikke mere.

Amerikanske medier var efter lækagen ikke blege for at stille spørgsmålstegn ved, om Hegseth mon havde overholdt det løfte…

28. marts 2025

* “Amerika er ikke længere vor ven”

Så klart udtrykte Canadas kommende premiereminister Mark Carney det, da US præsident Donald Trump pludselig pålagde både Canada og Mexico en 25% ekstratold på varer fra disse to nabolande.

Trods ellers det faktum, at USA selv havde været med til at vedtage en frihandelseaftale mellem de samme tre lande tilbage i 1994.

Den gamle NAFTA-aftale fra 1994 blev afløst af den nye USMCA-aftale i 2020, hvor Donald Trump var præsident. Med den nye ekstratold brød Trump således den handelsaftale, han selv havde været med til at forhandle på plads, og som han siden gentagne gange havde udtrykt stolthed over. “The best deal ever”…

Dette eklatante aftalebrud udløste efterfølgende den nu berømte kommentar fra canadiske Carney, “at USA ikke længere er vor ven.” Eller på dansk: Med sådanne venner behøver man ingen fjender. Ingen forstår baggrunden for Trump’s handlinger, men så er der næppe heller meget at forstå.

På vor side af Atlanten må vi tilsvarende erkende, at Amerika næppe heller er vor ven eller allierede længere. EU er nu også blevet pålagt øget told på eksport over Atlanten. 25% til en begyndelse.

Samtidig har Trump truet med, at han ikke nødvendigvis vil være på Vestens og Ukraines side længere. Men at han tilsyneladende hellere vil være ven med krigsforbryderen Putin, som han beundrer næsegrus.

Sådan en diktator vil han åbenbart gerne selv være. Så måske Trump igen-igen vil ud af NATO.


For nylig har US vicepræsident Vance offentligt kaldt Danmark for en “dårlig allieret”. Som om han anede det mindste om, hvad der er foregået uden for USA’s snart lukkede grænser. Vi kan i den forbindelse sætte tal på vore egne ofre i tiden som USA’s trofaste allierede:

43 døde danske soldater i Afghanistan, som USA forlod i al hast og totalt kaos. Efterladende det hele til Taliban. Flere års skønne spildte kræfter og et Afghanistan efterladt på samme stade, som da man invaderede landet.

8 døde danske soldater i Iraq, hvor invasionen jo var baseret på fejlagtige amerikanske informationer om, at den irakiske diktator Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben – de berømte “Weapons of Mass Destruction”. 


Det var han så ikke alligevel. Det havde amerikanerne ikke styr på inden invasionen. Eller også tilbageholdt man bevidst vigtige informationer, så den amerikanske våbenindustri kunne få sig et tiltrængt boost med en ny krig. Vi ved det ikke.

I bagklogskabens altid ulideligt klare lys må vi derfor erkende, at vi har været naive, og at USA har været os en dårlig allieret, der helt unødigt og uden resultat har kostet unge danske soldater livet. 

Vi kan samtidig konstatere, at toppen af amerikansk arrogance og politisk inkompetence måtte flyve til deres “egen” militærbase i Pituffik – den tidligere Thulebase.

Ingen andre end deres egne soldater på deres egen Space Base ville tage imod dem.

DIsse havde nemlig ikke noget valg.

28. marts 2025

* “Kulturbanker” min bare…

På et stort opsat pressemøde i sidste måned præsenterede regeringen sine nu berømte “trawlfri zoner”, der skulle dække 17% af det danske havområde. 

Men nu er regeringen jo ikke født i går, hvad angår muligheden for at fortælle andet end lige netop sandheden. Regeringen sluttede nemlig sin præsentation af de “trawlfri zoner” af med, at “høst med muslingeskraber på kulturbanker omfattes ikke”. Altså må der stadig skrabes muslinger i de nye “trawlfrie” områder…

Nu er det nok de færreste, der ved, hvad en “kulturbanke” egentlig er for en størrelse. Det umiddelbart lyde helt tilforladeligt, men kultur er der ikke meget af i banken. Selv om nogle muslingeskrabere stadig kan grine hele vejen ned i den – af den “kultur”, de netop selv har ødelagt havbunden med og endda fået statsstøtte til.

Tænketanken Hav har netop påtalt miseren offentligt. Således siger chefbiolog Mads Christoffersen fra tænketanken, at de nye regler er helt uforståelige i miljømæssig sammenhæng:


“Muslingeskrab er den ultimativt hårdeste påvirkning af havbunden. Det fjerner 20 procent af alle bundlevende dyr, hver gang der bliver skrabet. Det er uforståeligt, at det skal være tilladt i et trawlfrit område.”


De nye regler vil ifølge Mads Christoffersen gøre det muligt fortsat at skrabe muslinger på 500 km2 af Horsens Fjord, Vejle Fjord, Kerteminde Bugt og Isefjorden, der i forvejen hører til de hårdest belastede af vore indre farvande.

Disse har ikke brug for at blive belastet yderligere med muslingeskrab, der i uvidende øjne tilsyneladende er en mere skånsom fiskemetode end det udskældte bundtrawl. 

Det stik modsatte er imidlertid tilfældet. Muslingeskraberen skal nemlig helt ned i bunden efter muslingerne, der jo sidder fast hernede…

28. marts 2025

* “Klimamuslinger” min bare…

I modsætning til det traditionelle trawlfiskeri, som sker på eller lige over bunden, skal muslingeskraberen helt ned i bunden for at rive de fastsiddende muslinger løs. De har jo hægtet sig fast her med deres byssustråde.

Og ikke nok med, at muslingeskrab i sig selv er altødelæggende for havbunden. Ødelæggende er også den sideløbende produktion af små muslinger til udlægning på de kulturbanker, der regelmæssigt skrabes rene for de såkaldte “kulturmuslinger”.

Kulturmuslingerne skal nemlig opdrættes før udlægning, hvilket påfører vandmiljøet en lokal forurening under de opdrættede muslinger. Ikke mindst under kilometerstore smartfarms som dem, vi kender fra den vestlige Limfjord.

På papiret lyder fortællingen om kulturbanker ganske godt. Som at så, før man høster. Det er dog de færreste kulturmuslinger, der kommer til verden og på spisebordet på denne måde. 


I virkeligheden stammer de fleste udlagte muslinger fra forudgående muslingeskrab, hvor undermålsmuslinger sorteres fra. Efterfølgende genudlægges de frasorterede undermålsmuslinger så på udvalgte kulturbanker eller undervandsmarker.


Når muslingerne efterfølgende har vokset sig spisestore, skrabes de endnu engang. Kulturmuslinger produceret på denne måde har derfor et CO2-aftryk helt uden sidestykke. Skrabt, som de er blevet, hele to gange, før de høstes. 

At kalde dem “klimamuslinger”, som de også er blevet, er derfor mere rigtigt, end opfinderen af dette designernavn selv kunne have forestillet sig. Der er gået tusindvis af liter afgiftsfri diesel til for at nå så langt. Og massive statstilskud.

Men heller ikke nok med det. I modsætning til de store linemuslinger, som er blevet opdrættet frit hængende på liner i vandsøjlen, er kulturmuslingerne fulde af sand fra den skrabte bund.

Sand, som må fjernes, inden muslingerne er klar til at komme på lastbil til markedet i Sydeuropa. Hvilket naturligvis koster yderligere energi og producerer endnu mere CO2.

Kilmamuslinger dyrket på kulturbanker er derfor megaleverandør af CO2 til atmosfæren. Men det tænker vore politikere desværre ikke over.

De ved det næppe.

28. marts 2025

* Død mand fra Tange Sø identificeret

Siden sidst er det lykkedes Midt- og Vestjyllands Politi at identificere den døde mand i Tange Sø. 

Flere henvendelser fra borgere omkring Ans og Tange byer bragte politiet på sporet af en 78-årig mand fra lokalområdet, nærmere betegnet Fårvang. 

Manden var ikke meldt savnet, og han viste sig at være noget ældre, end politiet først havde antaget. Han havde ligget nogle dage i vandet, inden han blev fundet drivende af medlemmer fra Tange Roklub.

Umiddelbart har politiet ikke kunnet konstatere noget, der tyder på, at afdøde har været udsat for nogen kriminel handling. Politiet fortsætter dog efterforskningen og afventer endeligt svar fra retsmedicinerne.

21. marts 2025

* Rensning af spildevand leverer ikke

I den politiske aftale bag Den Grønne Trepart er der kalkuleret med, at en bedre rensning af spildevand fra landets mange rensningsanlæg vil kunne levere en betragtelig kvælstofreduktion i forhold til den nuværende.

Webmediet Altinget har imidlertid fået aktindsigt i et statusnotat fra regeringen til samarbejdspartnerne i Den Grønne Trepart. Heraf fremgår, at man i 2027 kun vil kunne nå halvdelen af den ellers planlagte kvælstofreduktion ved en bedre rensning af spildevand.

De seneste beregninger viser således, at man med de hidtil planlagte indsatser kun vil kunne finde 444 ton ud af de forventede 860 ton kvælstof. Danmarks Naturfredningsforening (DN), som er eneste grønne organisation i Treparten, er klar i spyttet:

De kvælstofreduktioner, som alligevel ikke kan findes på spildevand, må føres over på landbruget. Dette bliver dog på det skarpeste afvist af L&F:


“Vi har selvfølgelig forståelse for, at det kan være svært at opfylde hele reduktionskravet med kort frist. Det gælder jo også den del, landbruget skal levere.

Men ligesom vi fra landbrugets side er forpligtet på at leve op til kravene i trepartsaftalen, så forventer vi selvfølgelig, at myndighederne gør det samme.”


Dette fremgår af et skriftligt svar til Altinget, forfattet af Anders Panum Jensen, som er direktør for Grøn Trepart i Landbrug & Fødevarer. 

Miljøet skal således ikke forvente hjælp fra landbruget, der dog gerne hjælper med at aftage de 40 milliarder nye tilskudskroner, som Treparten har budgetteret med.

I forvejen er rensningsanlæggenes bidrag til forureningen forsvindende lille, i hvert fald sammenlignet med den massive forurening fra landbruget.

Men landbruget elsker alligevel at hænge sin stråhat på den. Det er nemt, og det er bekvemt, selv om det er helt ude af proportioner.

Den Grønne Trepart knager som forventet og forudsagt allerede grundigt i fugerne. Den er nemlig langt fra grøn i sin substans, og den favner slet ikke bredt. Den er i stedet en Sort Syvpart, som Alternativets Torsten Gejl hurtigt omdøbte den til. En ekstra tilskudsmaskine til landbruget.

DN er som allerede nævnt den eneste grønne organisation i Treparten. Ingen andre var inviteret til at være med. Måske ingen andre ville have taget medansvar for aftalen, som den nu er blevet.

21. marts 2025

* Gigantbøde til Greenpeace

Det var, hvad miljøorganisationen Greenpeace for nylig fik ved retten i North Dakota, USA. Dette i form af en gigantbøde på godt 660 millioner US dollars – godt 4,5 milliarder danske kroner.

Bøden gik til såvel Greenpeace USA som Greenpeace International, der begge har valgt at anke dommen. Andre muligheder var der ikke i en sag, der er så politisk betændt, som nogen kan være. 

Sagen har rødder tilbage til Donald Trump’s første periode som præsident for USA. Til den stadig verserende sag om Dakota Pipeline, der dengang vakte stor opsigt både nationalt og internationalt. 


Trump besluttede dengang, som noget af det første i sin første embedsperiode, at den omstridte Dakota Pipeline skulle gennemføres. Trods risiko for olieforurening af værdifulde grundvandsreserver på hellig indiansk jord. En beslutning, han nu har genoptaget i sin anden embedsperiode.


Amerikanske krigsveteraner erklærede dengang Donald Trump krig. De truede med flere “boots on the ground”, hvis regeringen ville gennemtrumfe rørledningen, der skal gå tværs gennem Standing Rock Sioux indianernes land.

– Vi har forpligtet os til at hjælpe befolkningen i Standing Rock. Vi har forpligtet os til ikke-vold, og vi vil gøre alt i vores magt for at sikre, at miljøet og menneskers liv respekteres. Den rørledning vil ikke blive gennemført. Ikke på vores vagt. 

Demonstranterne blev først anholdt, da de flyttede fra en af deres lejre og ind på jord ejet af firmaet Energy Transfer Partners (ETP), som står bag rørledningen. Det er ETP, som har lagt sag an mod Greenpeace, der tidligt involverede sig i konflikten – sammen med flere andre organisationer.

ETP sagsøgte også Greenpeace tilbage i 2017, hvor sagen dog blev afvist af en domstol. Det blev den så ikke denne gang, hvor Donald Trump’s slogan jo mere end nogensinde er “Drill, baby, drill”.

Trump  har ikke helt erkendt, at fremtiden nok er mere elektrisk end fossil. Det samme har copræsident Musk mærkeligt nok heller ikke. Salget af hans Tesla elbiler er jo helt gået i stå, efter direktør Musks heilende hilsener for åben skærm.

Sagen er en såkaldt “SLAPP” sag, der anlægges for at true kritikere til tavshed.

21. marts 2025

* A SLAPP in the mouth…

Lad mig afslutte ovenstående sag med nedenstående berømte citat. Det stammer fra filmen “The Big Sleep” (1946), hvor Humphrey Bogart spiller den hårdkogte, men også vittige privatdetektiv Philip Marlowe:

“I never saw a Dame yet who didn’t understand a good slap in the mouth or a slug from a .45”

Såvidt Humphrey Bogart og hans damer. Tiden er en anden i dag. Damerne ligeledes. Der er anderledes vægt og mange flere millioner bag en moderne SLAPP sag end et filmisk rap over de røde læber.

SLAPP er forkortelsen for “Strategic Lawsuit Against Public Participation”. Det er den amerikanske betegnelse for sagsanlæg mod enkeltpersoner eller organisationer, der håndhæver retten til at udtale sig åbent i sager af offentlig interesse. 

Formålet med en SLAPP er at true de sagsøgte til tavshed – med udsigten til ellers at blive involveret i langvarige og potentielt kostbare retssager. USA er jo kendt for sine uendeligt mange og evigt sultne advokater.

For at sikre ytringsfriheden i Guds Eget Land har retssystemerne i flere stater indført en særlig anti-SLAPP lovgivning til at demontere disse præventive søgsmål. Dog ikke i North Dakota, hvor sagen derfor er anlagt.

Greenpeace selv har indtil videre kommenteret sagen med dette slogan:

“You can’t SLAPP a Rainbow”

21. marts 2025

* Trump og miljøet

Alle miljøfolk i USA holdt vejret, da byggematadoren Donald J. Trump stik mod alle forudsigelser vandt valgkampen i 2016. Han fik ganske vist ikke så mange stemmer som demokraternes modkandidat Hillary Clinton, der fik en hel del flere.

Men det antikverede valgmandssystem, der stammer helt tilbage fra nationens grundlæggelse i 1776, sikrede endnu engang Republikanerne sejren og den vigtige præsidentpost. Som det også var tilfældet, da George Bush snuppede embedet for næsen af Al Gore, der også havde fået flest stemmer blandt de amerikanske vælgere.

Nu har Donald Trump så vundet sin anden periode som præsident – mere hævngerrig end nogensinde. Opgørets time er inde, har han forkyndt for sine fanatiske MAGA-tilhængere. Sumpen skal drænes.

Trump er i den grad opsat på at nedbryde det amerikanske velfærds- og retssystem, så han kan tage fra de fattige og give til de rige. Præcis som der står i den bibel, han ofte henviser til, når det passer ind i hans kram – når han gerne vil sælge nogle af sine egne “printed in China” bibler.

Trump var en erklæret tilhænger af kul og olie. Han var samtidig en lige så erklæret modstander af miljøhensyn og klimakamp, så man frygtede allerede i 2016 det værste.


* US Environmental Protection Agency


Det viste sig til fulde at holde stik, og nu er Trump så på banen igen – bedre forberedt end sidst. Faktisk har han denne gang en hel grønspættebog af gode råd og vejledninger til et nyt og bedre Amerika.

“Project 2025” hedder drejebogen for de rige MAGAhavere. En 887 sider lang manual med udførlige anvisninger til at “Make America Great Again”. Hvilket åbenbart omfatter opkøb af Grønland og annektering af Canada. Blandt meget andet.

Jeg har i ovenstående artikel samlet et antal notitser, som kan give et indtryk af de ødelæggelser, Trumps efterfølger på præsidentposten, demokraten Joe Biden, måtte rette op på.

Så Trump nu kan ødelægge det hele igen…

21. marts 2025

* Død mand fundet i Tange Sø

Debatten raser lige nu om fremtiden for Danmarks største vandkraftmagasin, den kunstige Tange Sø.

Det er Tangeværket – nu ejet af Nordlys – der stemmer Gudenåen op til Tange Sø og hermed spærrer for fiskenes frie vandring i landets længste vandløb. Den omdiskuterede sø er nu atter kommet i mediernes søgelys, da medlemmer af den lokale roklub netop har fundet en død mand i søen.

Det skete fredag, fortæller Østjyllands Politi. Politiet oplyser, at man endnu ikke kender mandens identitet. Man modtager derfor gerne informationer, der kan bidrage til opklaringen. Ring 114, hvis du ved noget, der kan bringe nyt om sagen.

Politiet oplyser, at manden formodentlig har ligget i søen i en dags tid. Han er dansk af udseende, 60-70 år gammel med gråt hår og fuldskæg. Han var iklædt en mørkeblå arbejdsjakke, mørke jeans, sorte sko, sort hue og sorte handsker. Endelig har man fundet en mørkeblå herrecykel af mærker Forza nær findestedet.

Dette vækker for mig minder om en gammel sag, hvor politiet – med grøn helikopter og grå ligpose – fandt og afhentede en kvinde, der havde slugt et glas piller og var faldet i Gudenåen ved Tinnet Krat.

Fundet af kvinden skete efter længere tids eftersøgning med militærhelikopter. Og umiddelbart på den modsatte siden af åen, som dengang bød på et fremragende fluefiskeri efter store stallinger.

En noget makaber oplevelse, hvis triste forhistorie vi efterfølgende måtte læse om i avisen. Internettet var jo ikke opfundet endnu.

Den aktuelle historie fra Tange Sø opdateres.

14. marts 2025

* Grønne organisationer klager til EU

Den Grønne Trepart er resultatet af et kvart århundredes manglende dansk indsats for vandmiljøet.

Tilbage i 2000 forpligtede Danmark sig ellers til at overholde intentionerne i EU’s Vandrammedirektiv om at nå “en god økologisk tilstand” i alle vandområder. Ferske som salte.

Den Grønne Trepart fokuserer imidlertid primært på de døde eller døende danske fjordområder. Dem, alle vælgere kan se er præget af algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Havet omkring Danmark er på det nærmeste afgået ved døden i de forgangne 25 år, hvor vi ellers skriftligt havde forpligtet os til at gøre noget ved det. Målet skulle være nået i 2015 – med mulighed for forlængelse til 2027.

Stærke landbrugsinteresser blokerede imidlertid for alle tiltag i den retning. Med danske politikeres fulde velsignelse. Vi ligger derfor ganske, som vi selv har redt.


Nu håber vi så mindeligt, at Den Grønne Trepart kan levere de resultater, vi hidtil har måttet se langt efter. Ifølge professor Stiig Markager skal vi imidlertid regne med at vente længe. Op mod 50 år, hvis alt går vel og den nuværende politiske velvilje ellers holder.


Og så glemmer Den Grønne Trepart helt de ferske åer og søer. Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S) har netop slået fast, at målene i EU’s Vandrammedirektiv ikke nås før 2033 – eller senere endnu. Hvis nogensinde, fristes man til at tilføje.

Den udmelding fik flere grønne organisationer helt op i det røde felt. Den seneste Novana-overvågning af miljøet fra Aarhus Universitet har netop vist, at ikke én eneste af 986 vurderede danske søer lever op til kravene om god økologisk og kemisk tilstand. Og at kun 500 ud af 18.600 km vandløb lever op til kravene fra EU.

Miljøorganisationen Greenpeace, Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening har derfor nu i fællesskab forfattet en klageskrivelse til EU – over at Danmark ikke har levet op til kravene fra samme EU. Dem, vi ellers selv skrev under på i 2000.

Dette kan i bedste fald udløse en såkaldt åbningsskrivelse fra EU til Danmark om at tage sagen op. Og kan i sidste ende med en retssag mod Danmark.


Tilbageblik: Tilbage i 2016 begavede Venstres Lars Løkke Rasmussen og Esben Lunde Larsen danske landmænd den nu berygtede Landbrugspakke, der gav landbruget lov til øget gødningsforbrug.

I Dansk Videncenter for Sportsfiskeri (DVS) undersøgte vi dengang muligheden for at klage over Landbrugspakken og dens sminkede tal til EU. Danske forskere havde nemlig fået mundkurv på og måtte eller turde ikke udtale sig til pressen.

Vi fik imidlertid at vide, at DVS ikke var klageberettigede, og at en eventuel klage skulle komme fra enten Danmarks Sportsfiskerbund eller Danmarks Naturfredningsforening, der begge er klageberettigede ifølge miljøloven.

Den mulighed gjorde ingen af dem desværre brug af.

14. marts 2025

* Jordfordeling ved Tim Å

Hurtigt videre til et af de første og få lyspunkter:

Vi ser nu de første eksempler på udtagning af dyrket landbrugsjord til ny natur. Det ser vi ved Tim Å i Vestjylland, hvor 87 hektar drænet landbrugsjord nu bliver gendannet til våd natur.

Der er forhandlet om jordfordeling og jordopkøb i snart flere måneder, og nu ser brikkerne ud til at falde på plads. Beregninger viser, at klima-lavbundsprojekt Tim Å alene vil reducere udledningen af kvælstof til den hårdt belastede Ringkøbing Fjord med 3,8 ton om året.

Der vil samtidig opstå nye områder til høslet og afgræsning, som øger biodiversiteten. Skovrider Poul Ravnsbæk, som er forhandler af den nye jordfordeling, er derfor begejstret:


“Det er fantastisk, at vi nu kan sætte hak ved jordfordelingen ved Tim Å. For projektet kan ikke blive til noget, hvis de lokale lodsejere ikke er med på ideen.

Men efter nogle runder er det lykkedes at få alle med – og det vil vi gerne takke dem for. Det betyder nemlig, at mere jord kan gives tilbage til naturen.”


Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har stået for jordfordelingen, der nu har banet vejen for klima-lavbundsprojekt Tim Å. I jordfordelingen forhandles der jord inden for projektområdet. I starten var der tretten forskellige lodsejere ved Tim Å. Nu er der kun ni, hvilket gør det videre arbejde lettere.

Naturstyrelsen er projektejer for klima-lavbundsprojekt Tim Å. Styrelsen har således det overordnede ansvar for projektets gennemførelse. Den skal koordinere udbud i forbindelse med forundersøgelse og detailprojektering. Den skal også afholde lodsejermøder samt være bygherre på det endelige anlægsarbejde.

Præcis som vi også kender det fra Skjern Å projektet.


Info: Tim Å er et vandløb, der afvander arealet nord for Tim by, og som siden sender sit vand ud i Stadil Fjord, der igen har forbindelse til Ringkøbing Fjord og videre ud i Vesterhavet.

Tim Å blev reguleret og afvandet tilbage i 1959 og var dengang en slags forløber for Danmarkshistoriens største reguleringsprojekt med afvanding og omlægning af Skjern Å til to lige parallelkanaler.

Et arbejde, der først var afsluttet i 1968, og som siden kostede det danske samfund i omegnen af en kvart milliard at gøre om igen…

14. marts 2025

* Derfor udtager vi lavbundsjord

Mange danskere aner ikke, hvad lavbundsjord er. De har nok en idé om, at der er tale om lavtliggende arealer, men ikke hvorfor de er så vigtige at få udtaget netop nu.

Karakteristisk for lavbundsjorde er, at de indeholder meget organisk materiale. Når man dræner sådanne områder, bliver jorden tør og kan dyrkes.

Til gengæld iltes jorden, så det organiske indhold bliver nedbrudt. Herved udledes CO2, som er en uønsket klimagas og medvirkende til den globale opvarmning.

Ved at tage de afvandede lavbundsjorde ud af drift og stoppe afvandingen, bliver jorden atter våd. Nedbrydningen af det organiske materiale stopper, og den ellers producerede CO2 forbliver i jorden i stedet for at havne i atmosfæren. 

14. marts 2025

* Den grønlandske forbindelse

Grønland er på verdenskortet som aldrig før. Grønlænderne har netop været til det nok vigtigste valg i den unge nations historie, og de valgte ikke side til Trump og USA. De valgte i stedet at arbejde langsomt, men sikkert videre mod grønlandsk selvstændighed. Inden for Rigsfællesskabets trygge rammer.

Jeg har derfor opdateret den store artikel om “Den grønlandske forbindelse”, så den er up to date og mere overskuelig – nu med 25 forskellige nedslagspunkter, som man kan vælge imellem. Tilsammen skulle de gerne give et godt billede af relationerne mellem Danmark og Grønland før og nu.


🇩🇰 “Den grønlandske forbindelse” 🇬🇱


Under det netop afholdte møde mellem USA’s præsident Trump og NATO’s generalsekretær Mark Rutte gentog Trump sit ønske om at annektere Grønland. Det vil nok ske, sagde han, og USA vil nok sende flere soldater til verdens største ø. “Vi har allerede flere deroppe…”

Mark Rutte ønskede tydeligvis og forståeligt nok ikke at kommentere på dette ønske. Han parerede Trump med, at Grønlands fremtid ikke er hans arbejdsområde. I hvert fald ikke indtil videre.

Vi må desværre konstatere, at Trump tænker præcis som Putin: Er man stor og stærk nok, tager man bare det, man ønsker.

Om det så er Ukraine eller Grønland.

14. marts 2025


* Trump til Grønland natten før valget

“Vi er klar til at investere milliarder af dollar i Grønland for at skabe nye job og gøre jer rige”.

“Vi vil fortsætte med at beskytte jer, som vi har gjort det siden Anden Verdenskrig”.

“Og hvis i vælger det, vil vi byde jer velkommen til at være en del af den største nation i hele verden, Amerikas Forenede Nationer”.


* PFAS i pesticider

Forskerne har vidst det længe, men først nu erkender GEUS det også: Landbrugets sprøjtemidler er kilde til forurening af grundvandet med PFAS.

GEUS er ministeriernes uafhængige forskningsinstitution, der bør eller i hvert fald burde være uvildig i sine undersøgelser. Så uvildig, som man nu kan være det i et politisk styret samfund.

En ny rapport fra GEUS viser i hvert fald, at hele syv af landbrugets trofaste sprøjtemidler efter brug omdannes til PFAS-stoffet TFA, der kan fortsætte ned i grundvandet. Da TFA er et evighedsstof, er det noget nær umuligt at fjerne fra miljøet, når det først er nået ud i det.


Salget og brugen af de undersøgte PFAS-pesticider er mere end firedoblet i de seneste ti år. Det er givet frygten for et kommende forbud, der har fået landbruget til at købe forlods ind.


Landbruget mener, at de har brug for PFAS-stofferne eller i hvert fald kan tjene flere penge på at bruge dem. Og så får de typisk lov til at fortsætte. Danmark er jo et landbrugsland, hvor dyrkning af jorden kommer foran alt andet. Og meget langt foran miljøet.

Indsatsen imod PFAS-sprøjtemidlerne er derfor ikke fulgt med den stigende købelyst, og der er heller ikke udsigt til nogle snarlige tiltag. 

Vi ved desværre af bitter erfaring, at miljøminister Magnus Heunicke primært tilgodeser erhvervenes interesser – ikke miljøets. Med mindre det da kan gøres gratis og under massiv pressedækning. Så er Miljøets mand og Havets minister altid på banen.

Der bruges PFAS i sprøjtemidler for at gøre dem mindre tilbøjelige til at blive vasket af afgrøderne. PFAS er kendt for ikke gerne at ville reagere med andre stoffer.

14. marts 2025

* 290 millioner kroner koster det Randers

Så er der kommet et helt eksakt tal på Randers Kommunes kostbare eventyr med Nordic Waste. Når alle øvrige tilskud fra staten er trukket fra, så resterer der godt 290 millioner kroner.

Randers Kommune har netop besluttet sig for at tage imod et lånetilbud fra staten på eksakt 290,6 millioner kroner. 21 byrådsmedlemmer stemte for at tage dette lån, som de jo selv har været skyld i. Ved at lukke Nordic Waste ind uden fornøden kontrol med aktiviteterne.

Ti byrådsmedlemmer valgte at stemme imod lånet, som Indenrigsministeriet har givet grønt lys for. Det er jo kommunalt valgår i 2025, så der skal gerne glattes lidt ud på den grimme virkelighed. Ministeriet havde derfor givet kommunen mulighed for at låne op til 375 millioner kroner.

Randers Kommune har valgt et lånebeløb på 290,6 millioner kroner, hvilket svarer til kommunens nettoudgifter i 2023 og 2024 i forbindelse med oprydningsarbejdet efter det store jordskred ved Ølst. Kommunen har afholdt udgifter til oprydningen på 484,6 millioner kroner, hvoraf staten allerede har finansieret 192,4 millioner. Tilbage er så de godt 290 millioner.

Indenrigsministeriet har bevilget Randers Kommune fem afdragsfrie år, før det for alvor bliver koldt i kommunen. Førend hovedstolen på 290,6 millioner kroner skal afdrages. Det vil ske over 25 år og ifølge kommunen selv koste borgerne 15,5 millioner kroner om året – hvert år i det næste kvarte århundrede.

Allerede nu mærker vi, at Randers Kommune er gået i gang med besparelserne. Blandt andet ved at droppe et ellers længe ventet trafiklys i et farligt vejkryds i Randers NV.

Og det er kun begyndelsen.

7. marts 2025

* Ti millioner kroner har USTC valgt at betale

Randers Kommune skriver i sin indstilling til byrådet, at “låntagningen skal betragtes som en midlertidig melemfinansiering.”

Dette baseret på, at kommunen fortsat vil forsøge at få forureneren til at betale. Et hæderkronet princip, som det imidlertid har vist sig let at løbe fra – blot ved at erklære sin virksomhed konkurs, som Nordic Waste valgte at gøre. Vel at mærke efter først at have udbetalt sine tidligere ejere millionstore udbytter. Tyve millioner drejer det sig angiveligt om.

Den fynske milliardkoncern USTC, som ejede Nordic Waste og tørrede hele ansvaret af på borgerne i Randers Kommune, er trods alt en smule bevidste om deres image og omdømme. Senest har de uddelt 10 millioner kroner til Fjordfonden, som USTC oprettede sidste år – mens Randers Kommune var i fuld gang med at rydde op efter dem.

Fjordfonden blev oprettet via en donation på 50 millioner kroner fra samme USTC, der ejede Nordic Waste, lod virksomheden gå konkurs og overlod oprydningen til den danske stat og Randers Kommune. Den første uddeling på 10 millioner kroner er gået til seks forskellige projekter i fem forskellige fjorde.

Det er fjorde, som er udpeget af Miljøministeriet, og som kræver en markant forbedring af vandmiljøet inden for de kommende tre år. Der skal arbejdes med udplantning af ålegræs og udlægning af stenrev i Haderslev Fjord, Horsens Fjord, Odense Fjord, Skælskør Fjord og Nibe Bredning.

Ifølge Fjordfonden har de seks projekter i de fem fjorde det til fælles, at de alle har “en klar handleplan og realistisk tidshorisont”. Resultaterne af de ti millioner kroner skal kunne ses inden for tre år.

Måske Randers Kommune også skulle søge USTC/Fjordfonden om tilskud til retablering af Randers og Grund Fjorde, der begge lider efter forureningen fra Nordic Waste?

– Måske man allerede har søgt?

7. marts 2025

* Fem heldige fjorde

Nibe Bredding: Aalborg Kommune og Limfjordsrådet har fået tildelt 3.000.000 kroner til et  stenrevsprojekt ved “Hummerbakke” vest for Aalborg. Det er et projekt, som straks kan sættes igang. Et projekt, der ifølge Kystdirektoratet ikke betragtes som et egentligt anlæg, men blot udlægning af sten på eksisterende fjordbund.

Horsens Fjord: Horsens Kommune har fået tildelt 1.630.000 kroner til et projekt, der forbedrer forholdene for vandrefisk, reducerer udledning af næringsstoffer til fjorden og skaber mere sammenhængende natur til lands og til vands. Udlægning af stenrev skal øge biodiversiteten og medvirke til at genskabe den økologiske tilstand i fjorden.

Haderslev Fjord: Haderslev Kommune har fået tildelt 2.276.205 kroner til etablering af en såkaldt “hot spot” analyse i oplandet til Haderslev Fjord. Dette med henblik på udtagning og omlægning af landbrugsjord i oplandet til Haderslev Fjord.

Odense Fjord: Odense Fjord Samarbejdet har fået tildelt henholdsvis 295.000 og 1,298.795 kroner til to projekter.

    • Odense Fjord Samarbejdet ønsker i samarbejde med repræsentanter fra Odense Fjord Samarbejdets partnerkreds at indsamle natur- og marksten til etablering af stenrev i Odense Fjord. Natur- og markstenene skal indsamles fra lokale aktører.
    • Industriel hamp: Projektets mål er at undersøge mulighederne for at anvende industriel hamp (Cannabis sativa) som afgrøde og barrierebeplantning til optag af kvælstof (N) og fosfor (P) og reduktion af næringsstofudledningen fra dyrkede arealer til Odense Fjord.

Skælskør Fjord: Slagelse Kommune har fået tildelt 1.500.000 kroner til et projekt om genopretning af Skælskør Fjord. Projektet omhandler konkrete planer for etablering af ålegræs, blåmuslinger og stenrev.

7. marts 2025

* 23 nye 3-parter i ’25

Det kan være svært at holde styr på tallene i disse tider.

Først var der en enkelt grøn trepart, som Alternativets Torsten Gejl hurtigt omdøbte til en sort syvpart. Fordi det var og stadig er svært at finde et ægte grønt islæt blandt trepartens sorte medlemmer.

Nu er der så hele 23 nye treparter fordelt over hele landet. Det er de lokale treparter, som skal udarbejde konkrete planer for, hvilke marker der fremover ikke skal dyrkes. Hvis ellers man kan blive enige herom og få frikøbt eller ombyttet jorden. Noget, der krævede års forhandlinger frem og tilbage, da Skjern Å skulle retableres.

I de lokale treparter finder vi repræsentanter fra landbruget, kommunerne og Naturstyrelsen. Med i de lokale treparter er også Danmarks Naturfredningsforening, som er eneste repræsentant for de grønne organisationer.


Treparten består af regeringen samt repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Desuden deltager tænketanken Concito som en særskilt videnspart. Natur og miljø har således ikke fået megen plads i Den Grønne Trepart.


De involverede kommuner får nu mulighed for at søge om etablering af flere nye kystvandråd, som skal være med til at finde på tiltag til bedring af det døde eller i bedste fald døende vandmiljø i hav og fjord.

Hvordan de så ellers skal gøre det, hvis det danske industrilandbrug blot skal fortsætte som hidtil – med et langt større dyrehold, end lille Danmark har plads til. Med en langt større gylleproduktion, end vi har marker til. I dette forår har vi netop set gyllen løbe direkte af frosne marker og ud i vandmiljøet.

Det kan altsammen lyde meget godt – i teorien. Men indtil videre ser det desværre ud til, at det første konkrete forslag fra Ministerium for Grøn Trepart er – nedskydning af vilde ulve. Det har Jeppe Bruus (S) i hvert fald meddelt fra sit nye ministerium.

Det er så grønt, som noget vel kan være, når det kommer fra en rød politiker. – Men måske de danske ulve bløder grønt blod?

Stilen er lagt. Alle nye grønne tiltag først skal gennem det store landbrugsfilter og udvandes her. Ulvene sågar udblødes.

7. marts 2025

* Grønlandsgryden stadig i kog

Med vanlig sans for indholdsløs dramatik har US præsident Donald Trump netop bragt Grønland på banen igen. Det gjorde han i sin første tale om nationens tilstand – State of the Nation, som det hedder på amerikansk.

Trump har dog skåret lidt ned på retorikken efter sine første bombastiske udtalelser, hvor han mente, at USA skulle “tage kontrol med Grønland”. Nu mener han, at grønlænderne selv skal bestemme, om de vil indlemmes i De Forenede Stater. Med de ufatteligt mange muligheder, der i så fald vil give dem:

“Vi støtter fuldt ud de utrolige grønlænderes ret til at bestemme deres egen fremtid. Og hvis I vælger os, byder vi jer velkommen ind i USA”, sagde han i sin tale til nationen.

Den senere tids verdensomspændende tumult har dog vist verden generelt og grønlænderne specielt, hvilket potentielt kaos de går ind til, hvis de vælger USA og Trump. Går man lidt længere tilbage i historien – til salget af Dansk Vestindien til USA – ser det ikke kønt ud:


Øerne St. Croix, St. John og St. Thomas var en dansk koloni fra 1671 til 1917, hvor der primært blev dyrket sukker med sorte slaver som arbejdskraft. Danmark ophørte med slaveriet i 1848.


I 1917 købte USA så de tre Dansk Vestindiske Øer for 25 millioner US dollars i guld. Begrundelsen for købet var en frygt for, at Tyskland under Første Verdenskrig ville bruge øerne til militærstrategiske formål. Øerne blev herefter omdøbt til U.S. Virgin Islands.

Der skulle dog gå yderligere ti år, førend øboerne blev amerikanske statsborgere. Men da øerne kun har fået status af “unincorporated U.S. territory with limited self-governance”, har øboerne kun begrænset og lokal stemmeret.

Dette på lige fod med eksempelvis Puerto Rico, som blev kaldt en “floating island of garbage” ved et Trump Rally i den seneste valgkamp. En flydende affaldsø, hvis beboere nok er amerikanske statsborgere, men som ikke kan deltage i valget af kommende US præsidenter.

Grønland må nok belave sig på samme mangel på respekt og rettigheder, hvis de vælger selvstændighed og USA frem for Rigsfællesskabet med Danmark.

Det viser historien desværre.

7. marts 2025

* Opblusset debat efter besøg

Før Donald Trump var verdens største ø nok den mindst kendte del af det danske rige. Eller rettere: Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne. 

Blandt lystfiskere havde Grønland længe været kendt for sine rødbugede fjeldørreder, der svømmede rundt mellem de turkisblå isbjerge. Men for de allerfleste danskere var Grønland noget fjernt og uvirkeligt.  Grønland rykkede først for alvor opad på listen, da Donald Trump blev valgt til sin anden periode som præsident for USA.

Allerede før sin indsættelse meldte han brutalt ud, at han ville overtage Grønland. På den ene eller anden måde. Militært eller økonomisk. Angiveligt af sikkerhedspolitiske årsager. 

Med den globale opvarmning og den smeltende is kan russiske og kinesiske skibe nu navigere tættere på Grønland end nogensinde og dermed udgøre en sikkerhedspolitisk risiko for USA. Mener altså Trump & Co.


Pludselig var der fokus på de blot 57.000 grønlændere, som bebor verdens største ø. Som har selvstyre og derfor også vil høres. De vil naturligvis have den selvstændighed, de juridisk har ret til.


De vil selv bestemme, om de skal forblive i Rigsfællesskabet eller kaste sig i armene på et ekspansionistisk USA, der bestemt ikke har behandlet sine egne indfødte folkeslag særlig pænt. Det gælder såvel indianerne i det indre Nordamerika som inuitterne i Arktis. 

Indianerne, som beboede Nordamerika, længe før den hvide mand kom til landet, lever i dag ofte i små reservater. Her har de måttet kæmpe for helt basale rettigheder i det land, som tilflyttere fra Europa tog fra dem.

Desværre har Danmark ikke behandlet Grønland og grønlænderne særlig pænt eller respektfuldt. Vi har introduceret alkohol for den grønlandske befolkning. Vi har praktiseret tvangsfjernelse og indført tvangssterilisering i stor stil på verdens største ø. 

Det er kolonialisme af værste skuffe. Og noget, kun de færreste danskere er klar over. Derfor følgende triste tilbageblik, som vi danskere bestemt ikke kan være stolte af. Men som på mange måder forklarer den til tider fjendtlige stemning mellem Danmark og Grønland:

28. februar 2025

* Tvangsfjernelse

I forbindelse med den amerikanske præsidents trusler om annektering af Grønland, er der kommet øget fokus på vor egen behandling af grønlænderne i Rigsfællesskabet. 

Pressen har været fuld af gamle og knapt så gamle sager, som har fået modstanden mod Danmark til at blusse op igen. Med kryolit-minen som det seneste eksempel. Desværre skal vi ikke ret langt tilbage i tiden for at finde helt konkrete eksempler på den danske forskelsbehandling af grønlændere.

Flashback til 1951, hvor 22 grønlandske børn blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark. De skulle være danske og udgøre en ny elite, der skulle “modernisere” Grønland efter danske idealer og standarder. Når de altså vendte hjem igen. Som nye og bedre mennesker.


Tvangsfjernelsen skete sågar i samarbejde med Mødrehjælpen og med international støtte fra UNICEF. 

Børnene blev i flere tilfælde udvalgt uden deres eget samtykke eller nogen fuldstændig forståelse fra deres familier. Sprogbarrieren dengang var uendelig meget større end i dag.


De tvangsfjernede børn blev placeret i danske familier, hvor de ikke fik lov at tale grønlandsk eller have kontakt til deres familer. De mistede kort sagt deres identitet og havnede efterfølgende ofte i store psykiske problemer.

Først så sent som i 2020 undskyldte den danske regering dette kolonialistiske overgreb mod de involverede børn.

28. februar 2025

* Tvangssterilisering

Men ikke nok med det. Så sent som i 1960’erne og 1970’erne mente de danske myndigheder, at den grønlandske befolkning voksede alt for hurtigt. Mange børn blev født uden for ægteskab og udgjorde med danske øjne en belastning for samfundet.


De danske myndigheder greb derfor til tvangssterilisering af unge grønlandske piger. Omkring 4.500 grønlandske piger ned til 13 år og yngre kvinder fik opsat spiral i denne periode. 

Det svarede til næsten halvdelen af de 9.000 fødedygtige kvinder, som fandtes i hele Grønland på det tidspunkt. Og bidrog væsentligt til, at der i dag kun er 57.000 grønlændere på verdens største ø.


Så sent som sidste år stævnede 143 ramte kvinder så den danske stat for krænkelse af deres menneskerettigheder. Politisk er det blevet kaldt et folkemord og sammenlignet med russiske metoder i Ukraine og andre besatte steder.

Kvinderne har efterfølgende oplevet alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser som følge af indgrebene, herunder barnløshed, angst og depression. Hertil skal lægges PTSD, der øger forekomsten af selvmord.

Det danske kolonistyre har således ikke meget at være stolte over på Grønland. Man forstår vreden deroppe og det grønlandske ønske om selvstyre og løsrivelse. Det er pinligt at tænke tilbage på.

Danmark har stadig ikke sagt undskyld for disse overgreb, som den danske kolonimagt desværre hverken vil tale om eller kan tale sig uden om. De er veldokumenterede og af nyere dato.

Det er Donald Trump fuldt ud klar over, og det vil han med sikkerhed bruge i fremtidige kampagner. Præcis som han brugte spørgsmålet om abort under sin egen seneste valgkamp.

28. februar 2025

* Ingen øko-bøvser med Bovaer

Siden årsskiftet har konventionelle mælkeproducenter skullet tilsætte det kemiske og hollandsk producerede stof Bovaer til deres kvægfoder. Det var de forpligtet til med Den Grønne Trepartsaftale – angiveligt fordi det reducerer produktionen af drivhusgassen methan i køernes fordøjelse.

Landets økologiske mælkeproducenter er imidlertid ikke med på ideen. Økologerne mener helt enkelt, at brugen af Bovaer sker på et uoplyst grundlag – at man slet ikke kender til konsekvenserne af et så radikalt indgreb i køernes fordøjelse. At brugen af Bovaer stadig sker på eksperimentel basis.

For økologiske køer og økologiske landmænd er det alfa og omega, at køerne kommer på græs, og så kan man i sagens natur ikke fodre dem med Bovaer. En hollandsk undersøgelse har heldigvis vist, at køer på græs udleder op til 30% mindre methan end kvæg på foder og i stald.

Det burde derfor ikke være noget problem at lade de økologiske køer æde græs i det fri som hidtil – uden brug af Bovaer. Det strider dog mod gængs dansk landbrugspraksis, hvor dyrene udelukkende betragtes som et produktionsapparat. Og ikke som levende væsener.

Brugen af Bovaer vil således være med til at fastholde det syge og dyrefjendske system, som råder i det konventionelle landbrug. 


“Med Bovaer tilpasser vi koen til systemet i stedet for at tilpasse systemet til koen. Det er unaturligt. Det en dårlig samfundsøkonomisk løsning.

Både Det Økonomiske Råd og Klimarådet har advaret kraftigt imod at give teknologispecifikke tilskud. Regeringens 700 millioner kroner vil være langt bedre anvendt til at understøtte en strukturel omstilling i landbruget.”


Økologisk Landsforening mener derfor ikke, at brugen af tilsætningsstoffet Bovaer er forsvarligt over for køerne – ejheller noget svar på klimakrisen. Det er blot dansk industrilandbrugs automatsvar på et produktionsteknisk problem.

Bovaer løser jo overhovedet ikke problemerne med algeblomst og iltsvind, biodiversitetskrise, forurening af drikkevand, dyrevelfærd og multiresistente bakterier.

Bovaer bremser blot udviklingen mod en grønnere og mere bæredygtig produktion.

28. februar 2025

* Gammelkendt politiker ny direktør

Såvidt Økologisk Landsforening, der netop har fået en gammel kending som ny administrerende direktør.

Det er tidligere Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, socialdemokraten Rasmus Prehn, der nu forlader Folketinget for at tiltræde stillingen som økologisk direktør. Han siger selv om skiftet:


”At være administrerede direktør for en af verdens absolut stærkeste økologiske foreninger, er ikke alene et drømmejob, men også lidt af en livsmission for mig. Jeg er kisteglad og meget stolt.

At arbejde for økologi er at arbejde for bæredygtighed, dyrevelfærd, miljø, biodiversitet, klima og sundhed på en og samme tid. Vi har kun én planet og ét liv, og økologien er for mig at se den naturlige nøgle til en klog og bæredygtig omstilling af jorden og et vigtigt skridt i retning af et langt sundere liv.”


Flotte ord. Rasmus Prehn forlader stenbroen og Folketinget for at tiltræde sin nye stilling i Hovedlandet, nærmere betegnet Økologiens Hus i Agro Food Park, Aarhus Nord.

Som minister i 2020 til 2022 nåede Rasmus Prehn aldrig rigtig ud over rampen med regeringens mærkesager. Mest kendt blev han for ikke at kunne huske navne på journalister, som han havde spist middag med og skrevet på de efterfølgende bilag.

Prehn brugte således navnet på en nordjysk journalist, der efterfølgende pure afviste at have deltaget i nogen middag på den københavnske Restaurant Undici. Prehn blev efterfølgende kaldt i dobbelt samråd om dels det forfalskede bilag og dels den høje kuvertpris på middagen: 1.200 kroner, hvor grænsen ellers er 600.

Det var Frihedsbrevet, som kunne afsløre den dyre socialdemokratiske middag, hvor Poul Nyrup Rasmussen med flere andre socialdemokratiske honoratiores deltog. Formanden for 3F samt flere andre fra fagbevægelsen blev også beværtet ved samme lejlighed. Og betalt med det samme ministerielle kreditkort.

Tidligere minister Hans Engel (K) har senest udtalt, at det nok var den middag og det forfalskede bilag, der kostede Rasmus Prehn flere ministerposter og en fin adresse på Christiansborg. Nu må han i stedet tage til takke med titlen som direktør for Økologisk Landsforening og et mere beskedent hovedsæde i den jyske muld.

Vi må håbe, de gæve jyder her holder lidt bedre øje med hans repræsentationskonto. EkstraBladet gør det med sikkerhed. Som de også gjorde det sidst.

28. februar 2025

* Grønlænderstive politikere

Det ligner næsten en tanke, at DR først publicerer en interessant og, viste det sig hurtigt, kontroversiel dokumentar om den for længst nedlagte kryolit-mine ved Ivittuut i Sydgrønland.

Hvorefter direktøren for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Karen Skovgaard-Petersen, få dage senere følte sig kaldet til at forklare eller forsvare sig.

Hun ville gerne forklare os, hvorfor et ord som “grønlænderstiv” blev optaget i Den Danske Ordbog tilbage i 2017. Hvad der skal til for at få ord optaget i det fine opslagsværk.

Karen Skovgaard-Petersen argumenterer for de mange mulige årsager og indfaldsvinkler, som kan bringe kontroversielle hvis ikke ligefrem grimme ord ind i det ellers fine selskab.

Beklageligvis også ren racisme i tilfældet “grønlænderstiv”.


Pudsigt nok skriver Skovgaard-Petersen “Den Danske Ordborg” i sit indlæg på Altinget. “Borg” i stedet for “bog”. Om det er tilsigtet eller en pudsig stavefejl, skal jeg ikke kunne sige. Men altid lidt sjovt, når sprogkyndige fagfolk kløjs i deres egen metier. 

Sjovt var det også i min egen barndom, da den unge svenske kronprins Carl Gustaf skulle skrive sit kongelige monogram på en klippevæg i en nyåbnet nordsvensk mine.


Den ordblinde og kommende konge så sig blind på den stejle fjeldvæg og stavede sit eget navn forkert. “Cal Gustf” stod der efterfølgende med store selvskrevne bogstaver.

Det grinede vi drenge meget af. Vi gjorde tykt nar af en kongelig, der ikke engang kunne stave til sit eget navn. Min kloge mormor formanede os dog og forklarede, at det kunne den ordblinde Carl Gustaf jo ikke gøre for. Vi burde skamme os.

Selv den dag i dag har jeg stadig dårlig samvittighed og tænker ofte på Donald Trump, der jo ikke var for god til at gøre tykt nar af en fysisk handicappet journalist. For åben skærm. Det var pinligt at se på. “Et slet menneske” ville min mormor have sagt om Trumpen, der næppe ved, hvad dårlig samvittighed er.

Sammenhængen mellem drama-dokumentaren og Den Danske Ordbog er ikke helt så indlysende som timingen for publiceringen. Den grønlandske valgkamp er netop nu i fuldt sving og har hele verdens opmærksomhed. Uanset hvad der end måtte siges om timingen for dokumentaren, så var den næppe helt tilfældig.

Det hele bliver naturligvis ikke bedre af, at den amerikanske præsident Trump nu senest er dukket op igen. Han ønsker hævn over den “nasty” danske statsminister Mette Frederiksen, der jo ikke ville sælge Grønland til ham, da han sidst spurgte.

En meget lille mand fra et ganske stort land. Om verdens største ø.

21. februar 2025

* Kryolit-nyt fra DR

Så er der breaking kryolit-nyt fra Danmarks Radio, som virkelig er kommet i skudlinjen.

Efter megen kritik fra politisk side har DR nu kastet håndklædet i ringen, “afpubliceret” dokumentaren “Grønlands hvide guld” og afskediget Thomas Falbe, chefredaktør på DR Nyheder. DR har ganske enkelt fjernet både dokumentaren selv og den ansvarlige redaktør for den. Som om dokumentaren forsvinder af den grund.

En voldsom reaktion på noget, der har været en sjældent politisk sag: En dokumentar om dansk udnyttelse af grønlandske mineraler gennem 130 års drift af kryolit-minen ved Ivittuut i Sydgrønland. En dokumentar, der viste sig at være politisk sprængfarlig netop nu, hvor Grønland er i valgkamp og kamp for sin selvstændighed.


Dokumentaren har været under udarbejdelse i tre år og blev sendt den 9. januar. Det var nok lovlig kort tid før det grønlandske valg, der finder sted den 11. marts. Så tæt på, at det lignede en tanke eller ligefrem en politisk plan at sende dokumentaren netop nu.


Ikke mindst de borgerlige politikere på Christiansborg har følt sig fornærmede. Specielt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har været helt oppe i det røde felt over dokumentaren og dens indhold.

Udvindingen af naturlig kryolit pågik i 130 år, hvor det danskejede Kryolitselskabet Øresund A/S stod for produktionen. Af de gamle regnskabsbøger, som produktionsholdet har haft adgang til og nærlæst, fremgår, at der i hele perioden blev udvundet i omkring 3,7 millioner tons kryolit.

Dokumentaren når på baggrund af de gamle regnskabstal frem til, at det samlede salg af den udvundne mængde kryolit har kunnet indbringe op mod 400 milliarder nutidskroner til de daværende ejere af Kryolitselskabet.

21. februar 2025

* – Misvisende tal eller hvad?

Det er imidlertid et kompliceret regnestykke, som flere førende danske økonomer er gået i rette med. De kalder udregningerne for grundlæggende forkerte og aldeles misvisende. Sådan kan man ikke regne den reelle værdi ud.

Trods flere advarsler undervejs – blandt andet fra den internationalt anerkendte økonom Torben M. Andersen – valgte DR alligevel at bringe udsendelsen. Blot to måneder før et kommende valg, der øverst på dagsordenen har Grønlands mulige løsrivelse fra Rigsfællesskabet. Dertil dansk racisme og forskelsbehandling gennem mange år.

Man kan naturligvis strides om tallet og den reelle værdi af kryolitten gennem 130 år. Men tanken om de mange penge, som det danske Kryolitselskab gennem årene har tjent på kryolitten, har for alvor bragt de grønlandske sind i kog. Og tydeligvis også enkelte danske politikeres dårlige samvittighed helt frem i lyset.

Den grønlandske landsstyreformand Muté B. Egede var selv utilfreds med DR’s “afpublicering” eller tilbagekaldelse af dokumentaren. På Facebook skrev han:


“Det er ren og skær benægtelse af essensen i dokumentaren. Nemlig at Danmark har tjent stort på os – på bekostning af os”.


Dagbladet Information kaldte efterfølgende DR’s tilbagetrækning af dokumentaren  for “et publicistisk selvmål og guf for konspirationsteoretikere”. Afpubliceringen har potentiale til at polarisere og kortslutte debatten yderligere, mente avisens kulturjournalist Rasmus Elmelund.

Vi har derfor næppe hørt det sidste ord i denne sag. Den er politisk som få andre i Danmarkshistorien.

21. februar 2025

* Vandstuvning i Gudenåen 

Sagen om Tange Sø er ikke ny. Faktisk er der slet intet nyt under solen. Eneste nye er, hvor lang tid der går mellem gentagelserne af den gammelkendte viden. 

Flashback til 1996, hvor miljø- og energiministeren svarer på et spørgsmål om Tange Sø og dennes påvirkning af vandstanden i Gudenåen. Søen blokerer jo åen og stemmer vandet op, så vandstanden stiger. Med de problemer, det uundgåeligt medfører.

Herunder følger det snart 30 år gamle svar fra Danmarks Miljøundersøgelser, på spørgsmål nr. 503 stillet til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Det drejer sig om konsekvenserne for vandstand og grundvand ved en tømning af Tange Sø.

Det er daværende miljø- og energiminister Svend Auken (S), hvis departement svarer dejlig klart på det stillede spørgsmål:


“En tømning af Tange Sø vil ikke medføre en lavere vandstand i Silkeborgsøerne. En tømning af Tange Sø vil maksimalt påvirke vandstanden i Gudenå-systemet 10 km op i Gudenåen. 

Silkeborg Langsø er den af Silkeborgsøerne, der ligger tættest på Tange Sø. Og da afstanden hertil er ca. 20 km, vil en tømning af Tange Sø ikke give nogen effekt i Silkeborg Langsø.

En tømning af Tange Sø vil medføre, at grundvandsspejlet i søens opland vil blive sænket, idet der er en sammenhæng mellem søens/åens niveau og grundvandsspejlet. 

Grundvandssænkningen vil samtidig medføre, at naboarealers afvandingsforhold vil blive forbedrede.

Departementet, 13. kontor MST

J.nr. M.2034-0210 LB

Den 11. juli 1996”


Det har vi således vidst i snart 30 år, hvor debatten om Tange Sø har kørt på de høje nagler. Hvor meningsudvekslingerne har været hårde, men ofte uden substans og hold i virkeligheden.

At naboarealernes afvandingsforhold vil blive forbedret ved en kommende tømning af Tange Sø, kan lokale lodsejere og landmænd næppe være utilfredse med.

Det efter danske forhold gigantiske naturområde, der vil opstå efter tømningen, vil være uden sidestykke. Større end selv retableringen af Skjern Å.

Arealerne vil blive meget mere værd, end de er nu. Det kan de samme landmænd og lodsejere næppe heller være utilfredse med.

21. februar 2025

* DN om Tange Sø

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har gennem årene haft ofte skiftende meninger om fremtiden for Tange Sø og Gudenåens frie løb efter en tømning af vandkraftmagasinet.

Det har især været lokalkomitérne, der har vægtet gamle kulturminder og bygningsværker højere end den oprindelige natur i og langs Danmarks længste vandløb. Med Vilholt Mølle som et rigtig godt eksempel.

Sagen om Vilholt Mølle fik heldivis en lykkelig udgang, omend det tog alt for mange år. Nu presser det for alvor på med en endegyldig løsning for den største mølle af dem alle, Tangeværket. Heldigvis har DN’s hovedbestyrelse netop opdateret deres holdning til Tange Sø:


“Da det naturfagligt er veldokumenteret, at den klart bedste løsning set fra naturens side er fjernelse af Tange Sø og genopretning af Gudenåen i sit oprindelige forløb, vil DN arbejde for denne løsning. 

Med den løsning genskabes Gudenåens naturlige løb mellem Kongensbro og Bjerringbro på den strækning, hvor den 160 km lange å har sit største fald og potentiale for en helt unik biodiversitet. 

Alle øvrige løsninger vil indebære massive tekniske indgreb og ikke sikre det fulde naturpotentiale for Gudenåen eller kontinuitet for alle de vandløb, der i dag løber til Tange Sø.”


Hvem ved, om ikke Gudenåen snart får sit frie løb tilbage igen. Efter 100 år i vandkraftens altødelæggende lænker. Med periodiske tørlægninger af vigtige gydebanker. Med permanent spærring af vandrefiskenes frie adgang til og fra gydepladserne. Plus megen anden dårligdom.

Vi er mange, som vil kunne dø lykkelige, når livet stille rinder ud af det kunstige vandkraftmagasin.

Der i alt for mange år ligefrem er blevet kaldt en sø.

21. februar 2025


Læs meget mere om Gudenåen i de mange artikler her:

https://ulnits.dk/biologi/biologi-underkategorier/#gudenaen

⌘  ⌘  ⌘


* Hul i ulvehegnet

Så gik der hul i ulvehegnet. Efter ellers otte år uden andet end selvforskyldte problemer med dårlig eller manglende vedligeholdelse af etablerede og statsfinansierede ulvesikrede fårehegn.

Nu er det således lykkedes én eller flere ulve at forcere et ellers korrekt opsat og vedligeholdt ulvehegn i vestjyske Vemb. Den eller de pågældende ulve gik amok som en anden ræv i hønsehuset og dræbte eller skadede ikke mindre end 17 får på en enkelt nat.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, der har Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S) som øverste chef, har besigtiget lokaliteten. De konkluderer, at hegnet var korrekt opsat og ulvesikret. Alligevel lykkedes det én eller flere ulve at slippe over eller igennem. Hvordan vides ikke.


Torben Kousgaard, som er næstformand i Dansk Fåreavl, siger til LandbrugsAvisen, at det ikke kommer bag på ham. I foreningen har man længe frygtet, at et ulvesikret hegn på blot 1,1 meters højde ikke i længden ville kunne holde sultne ulve tilbage. 


At en sulten ulv sagtens kan springe godt en meter i højden, når først den har spottet de mange dejlige får bag et elhegn. Selv om dette har flere strømførende tråde. Ulve er kloge dyr, der nok skal finde eventuelle svagheder i opsatte indhegninger. Én meter og ti centimeter i højden er en smal sag, når først ulvene har fundet teknikken.

Professor Peter Sunde fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, der monitorer den voksende danske ulvebestand, er dog fortrøstningsfuld. Han udtaler, at ulvesikrede hegn fortsat er supereffektive, men at de aldrig kan blive 100% sikre.

Peter Sunde mener derfor, at ulvesikrede hegn som de nuværende er gode nok. Men at ulve, der måtte lære sig at forcere disse hegn, har en “afvigende adfærd”, som gør dem til “problemulve”. 

Og dem kan man søge om tilladelse til at skyde.

21. februar 2025


Læs meget mere om den danske ulv i artiklen her:

* Ulven kommer


* Bjarne Hansen går til filmen

Bjarne Hansen fra Thyborøn er navnkundige Rav-Aages lige så navnkundige søn. Vor tids miljøkorsridder.

Bjarne har med stor dygtighed løftet arven efter sin far, der afslørede en af Danmarks største giftskandaler. Nu bliver historien til en helt ny serie på TV 2 – med den rammende titel “Giften i Sandet”

Det nye doku-drama dykker ned i den sande historie om fiskeren Aage Hansen, der afslørede forureningen fra Cheminova og kæmpede for en retfærdighed, der endnu ikke er sket fyldest.

Men nu får TV 2-seere snart mulighed for at dykke ned i den dramatiske fortælling om miljøforurening og retfærdighed i den nye dramaserie “Giften i sandet”.

Serien skildrer Bjarne Hansens utrættelige kamp mod kemikaliefabrikken Cheminova – en kamp, han har arvet fra sin far, Aage Hansen, der først slog alarm om fabrikkens forurening på Harboøre Tange.

Over fire afsnit følger vi begivenhederne fra 1950’erne og frem til 1980’erne, hvor den lokale fisker Aage Hansen – bedre kendt som Rav-Aage – blev den første til at opdage døde fisk og fugle nær fiskerbyen Thyborøn i det vestligste Jylland.

Serien ”Giften i sandet” produceres af Tiki Media med Lars Feldballe som producent og Martin Sundstrøm som hovedinstruktør. I hovedrollerne ses Sebastian Jessen, Sara Hjort Ditlevsen og Jesper Lohmann.

Bjarne Hansen er seriens hovedperson, som selv fortæller historien i de fire programmer. Det glæder jeg mig til at se og høre. 

Det er om noget en historie, der fortjener at blive filmet og fortalt.

Frugten af års ihærdigt og besværligt arbejde.

14. februar 2025

* “Grønlands Hvide Guld”

Der er netop tilgået den grønlandske valgkamp et helt nyt kapitel, der imidlertid er ældre end de fleste. Det drejer sig om den kryolit, der i mere end 100 år blev udvundet fra minen i sydvestgrønlandske Ivittuut.

Ældre læsere kender måske den nu nedlagte mineby bedre som Ivigtut.

Her rådede man over verdens tilsyneladende største forekomst af kryolit, som i årtier var helt nødvendig for fremstillingen af aluminium til især flyindustrien. En kompliceret og meget energikrævende proces, der i mange år krævede naturlig kryolit. 

Kryolitten kunne nemlig ved tilsætning sænke smeltepunktet for aluminiumoxid under produktionen fra mere end 2.000 grader Celsius til under 1.000 grader – med tilsvarende besparelser i energiforbruget. 

Kryolit var derfor i høj kurs fra 1857 og helt frem til 1987, hvor minen i Ivittuut var endegyldigt tømt for kryolit. Udvindingen af naturlig kryolit pågik således i 130 år, hvor udvindingen blev foretaget af det danskejede Kryolitselskabet Øresund A/S.


 Af de gamle regnskabsbøger fremgår, at der i hele perioden blev udvundet i omkring 3,7 millioner tons kryolit. Heraf størsteparten under Anden Verdenskrig, hvor driften af minen i 1940-1945 blev overtaget af USA.


600 amerikanske soldater blev da udstationeret i Ivittuut for at passe på den nu uhyre værdifulde kryolit, som tyskerne udmærket kendte til og godt kunne bruge til deres egen flyproduktion.

Omkring halvdelen af den udvundne kryolit blev eksporteret til Danmark. Den anden halvdel gik til USA.

Danmarks Radio har lavet et stort arbejde med research i håndskrevne kassebøger fra det hedengangne Kryolitselskabet Øresund. Resultatet er blevet en ganske seværdig og tankevækkende dokumentar. Omend den godt kunne have undværet den del, der indeholder national følelsesporno. Selv om den er forståelig nok.

Desværre mener flere højrefløjspolitikere, heriblandt Birgitte Bergman (K), at dokumentaren er “fyldt med misinformation og antikolonialisme-sludder, når det er værst. Og så lige midt i den grønlandske valgkamp.”

Tjah. Sandheden er som ofte ilde hørt.

14. februar 2025

* Bloktilskud og kryolit-milliarder

Udvindingen af naturligt kryolit ophørte i 1987, hvor forekomsten ved Ivittuut var udtømt. I dag har man i stedet udviklet syntetisk kryolit, der kan gøre det samme arbejde med at sænke procestemperaturen.

Men stadig er fremstilling af aluminium en af de mest energikrævende processer, vi benytter os af. Vandkraft er derfor den foretrukne energikilde, hvor den mulighed er til stede.

Det anslås fra forskellig side, at der er produceret omkring 200.000 krigsfly af aluminium fremstillet med kryolit fra minen i Ivittuut. Det anslås ligeledes, at der er tjent op mod 400 milliarder kroner på denne udvinding. Dette baseret på tal fra Kryolitselskabets gamle regnskabsbøger.

En tilsvarende mængde kryolit er eksporteret til det amerikanske firma Pensalt. Hvis de anvendte regnskabstal holder, har Danmark og USA således importeret kryolit for 800 milliarder nutidskroner. Siden 1945 er Danmarks samlede udgifter til Grønland i følge kryolit-dokumentaren steget til i dag 650 milliarder kroner.


Disse tal er dog behæftet med meget store usikkerheder. Der er mange svært sammenlignelige størrelser. Nutids- og datidskroner. Udgifter og indtægter. Transport og anlæg etc.

Alligevel er tallene på det seneste blevet brugt politisk – som bevis for, at Danmark gennem årene har tjent ganske store summer på minedriften i Grønland. På kryolitten fra Ivittuut.


Til daglig tales der jo ellers mest om udgifterne – de mange milliarder, som Grønland har modtaget og stadig modtager i bloktilskud fra Danmark. 

I 2024 udgjorde dette bloktilskud 4,3 milliarder kroner, som Grønlands Selvstyre bruger på indenlandsk administration. Bloktilskuddet dækker omkring halvdelen af Selvstyrets budget. 

Hertil skal så lægges omkring 1 milliard kroner i yderligere tilskud fra Danmark til forsvar og retsvæsen på Grønland. I 2024 modtog Grønland således samlet 5,3 milliarder kroner fra Danmark.

Tidligere direktør for Kryolitselskabet, Peter Schmidt Hansen, er mildest talt ikke begejstret for DR’s dokumentar og de fremlagte tal. Han kalder dem “grundigt manipulerende”.

Men ingen tvivl om, at Danmark gennem årene har tjent gode penge på kryolitten fra Ivittuut. Rigtigt gode. Spørgsmålet er bare hvor mange. Og ikke mindst hvem, der har scoret dem.

Se selv “Grønlands hvide guld” på DR TV. 55 interessante minutter om de sidste rester af dansk kolonialisme:

https://www.dr.dk/drtv/program/groenlands-hvide-guld_506795


PS: Desværre valgte ledelsen af DR, efter massivt politisk pres, at “afpublicere” udsendelsen, som det så fint hedder. Dokumentaren levede pludselig ikke op til DR’s sædvandlige høje standarder.

Men forhåbentlig dukker den op igen et andet sted.

For den er aldeles seværdig i sin egen ret.

14. februar 2025

Grøn Trepart:

* Kompensation til kvotekongerne

Tre ministre havde for nylig sat hinanden stævne ved et pressemøde, de selv havde indkaldt til: Fiskeriminister Jacob Jensen (V), klimaminister Lars Aagaard (M) og miljøminister Magnus Heunicke (S).

De tre præsenterede på pressemødet regeringens udspil til fremtidens klimavenlige fiskeri. Heriblandt den tidligere omtalte zone på 17 procent af det danske søterritorium, hvor det fremover skal være forbudt at fiske med tunge bundtrawl, der pløjer bunden op og ødelægger alt højere liv her.

De 17% kan lyde af meget og er det da også: 18.000 km2 svarer de angiveligt til. Men da miljøorganisationen Greenpeace dykkede bare en smule ned i tallene, så det ikke længere så rosenrødt ud:


Det er således kun er 7% af de områder, der trawles i dag, som er omfattet af det nye forbud. Og kun omkring 6% af alt trawlfiskeri i de danske farvande, som i perioden 2010-2022 blev foretaget her.


De hårdt trængte danske kvotekonger skal naturligvis kompenseres for, at de nu ikke længere må trawle, hvor de alligevel ikke gjorde det. Hvor der alligevel ikke er mere at fange. Som de også blev det for tabt fiskevand i forbindelse med Brexit.

Regeringen har derfor afsat små 2 milliarder kroner til denne kompensation, som omfatter den kommende CO2-afgift.

Desværre vil det stadig være tilladt at skrabe muslinger, hvilket jo også pløjer bunden op. Herved frigives en masse af de næringsstoffer, der ellers ville være bundet og uskadeliggjort i sedimentet. Utilgængelige for havets planteplankton.

Det fortsatte muslingeskrab vil således også fremover sikre rigeligt med føde til algerne, der fortsat vil blomstre op hvert eneste år – med iltsvind, fiskedød og bundvendinger som det uundgåelige resultat. 

Tilsyneladende helt i takt med intentionerne i Den Grønne Trepart. I hvert fald den kulsorte del af den.

14. februar 2025

Grøn Trepart:

* Kampen om den skattefrie diesel

Et andet vigtigt punkt på pressemødet var, at fiskerne med regeringens nye udspil får lov til at sejle på afgiftsfri diesel i fem år mere. 

De stolte danske kvotekonger og fiskeskippere nåede end ikke at betale CO₂-afgift i fem uger, inden regeringen valgte at fritage dem fra afgiften de næste fem år.

Et bredt flertal i Folketinget havde ellers aftalt, at fiskerierhvervet fra og med 1. januar i år skulle betale godt én krone i afgift per liter diesel. I CO2-afgift som den øvrige del af erhvervslivet.

Fiskerierhvervet fandt imidlertid hurtigt på en rigtig smart begrundelse for, at danske fiskere naturligvis ikke skal betale en sådan afgift: Fiskeflåden kan jo blot sejle til udlandet, hvor de så kan lande deres fangst og tanke billigt op af afgiftsfri diesel. Til skade for det lokale erhverv herhjemme.

Dagbladet Politiken kunne dog ikke følge denne argumentation. Avisen bad derfor blandt andre professor Max Nielsen fra Københavns Universitet tage et kig på fangsterne. 


Fangststatistikkernes tørre tal fik professoren til at konkludere, at CO2-afgiften ikke som ellers oplyst har fået fiskerne til at sejle uden om de danske havne. De lander stadig, hvor de altid har gjort.


Vi mangler som Politiken og Dagbladet Information en forklaring på, hvordan tre ministre i rad kunne fremture med den samme ikke underbyggede påstand, som en økonomiprofessor og andre forskere med forstand på de ting, allerede har skudt ned. 

Det er jo ren fiktion af den slags, man er mestre i inde på Axelborg: At lave varm luft om til kolde kroner. 

Hvornår kommer der mon en voksen forbi – en ansvarlig minister, som nøgternt vil konkludere, at kejseren heller ikke denne gang har noget tøj på? Det sker desværre næppe i denne regerings tid – i nogen Grøn Trepart af den nuværende Sorte Slags.

Så nu er der atter ballade på Christiansborg. Rød blok mener naturligt nok, at regeringen med den nye afgiftsfritagelse til fiskerierhvervet løber fra en ellers indgået aftale om, at fiskerne naturligvis skal betale CO2-afgift. Som alle andre brancher.

Det skal de så ikke alligevel. Hvis ellers det står til den mærkværdige SVM-regering.

14. februar 2025

* Nyt ministerbesøg ved Tangeværket

Traditionen tro lægger nye ministre på relevante resortområder altid vejen ind om Tangeværket ved Gudenåen, inden de udskiftes med nye ministre. Det er en gammel og veletableret rutine. Ingen forventer derfor, at en ny minister præsenterer nye tiltag til gavn for vandmiljøet. Det er aldrig sket, selv om flere har haft chancen.

Mere end 20 ministre af forskellig titel har således været forbi Tangeværket, uden at Gudenåen derfor er kommet til at løbe det mindste friere. Nu er turen så kommet til endnu en ny mand, der denne gang ikke har titel af miljøminister, hvilket de fleste af hans forgængere har haft. Når og hvis der altså var en miljøminister.

Den nye mand er Jeppe Bruus (S), og han er i stedet nyudnævnt Minister for Grøn Trepart. En mærkværdig titel, der er præcis lige så mærkværdig som den SVM-regering, han repræsenterer. Opfindsomheden fejler ikke noget.


Traditionen tro blev ministeren vist rundt på det gamle, udslidte og udskældte vandkraftværk, som i mere end 100 år har blokeret vandstrømmen og delt Danmarks længste vandløb, Gudenåen, i to lige store dele:


Henholdsvis opstrøms og nedstrøms det impassable Tangeværk med de kværnende turbiner, der spiser udryddelsestruede ål morgen, middag og aften. Dette ud over at blokere laks og havørreders adgang til deres livsvigtige gydepladser. Disse ligger i dag under et metertykt lag af bundfældet mudder – på bunden af den kunstige Tange Sø.

Det presser på med en løsning for Tangeværket, så Jeppe Bruus slipper næppe helt så let om ved opgaven som sine forgængere: Senest i 2027 skal han nemlig barsle med en løsning, der tilfredsstiller såvel EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 som Habitatdirektivet.

Og det bliver rigtig svært, hvis den kunstige og ulovlige Tange Sø får lov at blive liggende. Indtil videre skal der nedsættes endnu en arbejdsgruppe, som endnu engang skal gennemgå de helt samme forhold, man allerede har gennemgået mange, mange gange. En gennemprøvet fremgangsmåde til at trække tiden længst muligt ud.

Til de positive nyheder hører dog, at den lovløse Viborg Kommune med Wilbek i spidsen nu har bøjet sig for lovens krav om en såkaldt “habitatkonsekvensvurdering” af værket og dets virkning på vandmiljøet. En sådan skulle for længst have været gennemført, men Wilbek valgte bevidst at bryde loven. Uden at det har fået nogle konsekvenser for ham eller kommunen.

Wilbek genopstiller heldigvis ikke til næste kommunalvalg, så ham slipper vi efterfølgende for. Og kan kommunen eller trepartsministeren ikke finde ud af det, så lover Danmarks Sportsfiskerforbund, at sagen sendes videre til EU.

7. februar 2025

* Nye forbud mod trawlfiskeri

Vor “mærkværdige” (statsministerens egne ord) SVM-regering har netop barslet med et længe ventet udspil om fremtidens trawlfiskeri i danske farvande. Også det ganske mærkværdigt.

Regeringen vil nu indføre det forbud mod trawlfiskeri og muslingeskrab, som den tidligere S-regning var på nippet til at få igennem – altså inden den mærkværdige nye SVM-regering så dagens lys. I Bælthavet.

To glade ministre kunne ved et pressemøde fortælle, at det nye forbud mod trawlfiskeri omfatter 18.000 km2, hvilket angiveligt svarer til 17% af det samlede danske havareal.

Miljøminister Magnus Heunicke forklarede beslutningen med, at “vores hav har brug for handling”. Og han er jo selv både Havets Minister og en sand Handlingens Mand. Heunicke glemte dog helt at fortælle, at forbuddet mod bundtrawl ikke omfatter det altødelæggende muslingeskrab, som kan fortsætte ufortrødent i endnu nogle år.


Forbuddet omfatter således kun det tunge fiskeri med bundtrawl, der alligevel ikke længere praktiseres i de forbudsramte områder. Fordi der alligevel ikke er flere fisk at fange for de store trawlere. Et billigt point, altså. Hvis ikke aldeles gratis.


Dykker man længere ned i tal og detaljer, da får man et lidt andet indtryk af det nye forbud og dets omfang. Det har miljøorganisationen Greenpeace gjort. De konkluderer, at det kun er 7% af de områder, der trawles i dag, som er omfattet af forbuddet. Og kun omkring 6% af alt trawlfiskeri i de danske farvande, som i perioden 2010-2022 blev foretaget her.

Fiskeriminister Jacob Jensen har således valgt samme taktik, som ministeriet også gjorde, da man i sin tid skulle frede den udryddelsestruede danske ål. For at tækkes skærpede krav fra EU fredede man ålen for fiskeri i netop den periode, hvor der alligevel ikke fiskes efter og fanges ål. Dansk miljøpolitik i en nøddeskal. Fuck miljøet, det billige skidt.

Ikke overraskende var formanden for Hirtshals Fiskeeksportørforening, Jan Jensen, hurtigt ude med, at den nye ordning er “verdens bedste nyhed”. Den betyder nemlig også, at den ellers varslede CO2-afgift på fiskeriet udskydes med fem år. Hermed er han helt på linje med Landbrug & Fødevarer, der jo lige så hurtigt udråbte den Grønne Trepart til ” en sejr for dansk landbrug”…

Når både landbrug og fiskeri siger sådan, da ved man med sikkerhed, at der heller ikke denne gang blev noget til miljøet.

Og så skal danske trawlfiskere naturligvis kompenseres for, at de nu ikke længere må trawle, hvor de alligevel ikke gjorde det. Hvor der alligevel ikke var mere at fange. Regeringen har derfor afsat små 2 milliarder kroner til denne kompensation, der omfatter den kommende CO2-afgift. Det svarer til en halv million kroner per årsværk i fiskeriet – hvert år i al evighed.

Læs gerne den sarkastiske kommentar fra Greenpeace herunder. Den rammer vor absurde danske virkelighed ganske godt.

Dansk miljøpolitik er præcis lige så “mærkværdig” som SVM-regeringen selv.

7. februar 2025


* “Innovativ tilgang til regulering”

“Det er faktisk en ret innovativ tilgang til regulering, som bør kopieres i andre sektorer. Vi kunne lave et forbud mod dieselmotorer i elbiler. Vi kunne én gang for alle sætte en stopper for løbehjul i sejlrenden og indsamling af østers i Det Kongelige Teater.”

Miljøorganisationen Greenpeace


* Mediestunt gav bagslag

Inden Trump Junior med følge atter forlod grønlandske Nuuk, havde de lige været en tur rundt i byen, stemt dørklokker og delt dollarsedler ud. Som var det glasperler til de indfødte i en afrikansk landsby.

Det grønlandske nyhedsmedie Sermitsiaq kunne efterfølgende fortælle, at Grønlands Politi skam havde modtaget meldinger om den uventede og påtrængende amerikanske gavmildhed.

Da de to amerikanske Trump Force fly med følge havde nydt godt af Nuuks nyindviede og grønlands-dansk finansierede flyveplads, forlod de atter verdens største ø – nu med kurs mod farmand Trump’s Mar-A-Lago hovedkvarter i Florida. 

På en hurtigt indkaldt pressekonference om det første amerikanske forsøg på at indtage Grønland, kunne en stolt Don Junior her fortælle den inviterede amerikanske presse, at de lokale grønlændere i Nuuk skam havde taget imod dem med den allerstørste begejstring:


Don Junior kunne også fortælle pressen, at Danmark behandler de lokale grønlændere rigtig dårligt. At danskerne ser ned på grønlændere og Grønland. Og at verdens største ø derfor ser frem til at blive nyt amerikansk territorium.


Efterfølgende var den frie presse dog rundt i Nuuk for at spørge indbyggerne her om det samme. Det viste sig hurtigt, at der ikke var eller er nogen større interesse for at blive amerikanske statsborgere under Donald Trump. 

Det ville flertallet af de adspurgte gerne have sig frabedt. 85% ville gerne være fri for The Donald. De ville bare være grønlændere som altid. De normalt stille og høflige grønlændere var ikke imponerede over den amerikanske charmeoffensiv, som de hurtigt havde gennemskuet. 

– Der skal flere glasperler til, Don Junior. Mange flere. Grønlænderne er tydeligvis klogere end din fars vælgere.

7. februar 2025

* Tre lufthavne til fem milliarder kroner

Det er ikke gratis at anlægge nye flyvepladser til store maskiner i den klippefyldte grønlandske natur.

Kun få steder er der naturligt plads. De allerfleste steder skal der bortsprænges store mængder klipper, inden banerne kan planeres og befæstes.

Det har derfor holdt hårdt med etableringen af de seneste tre lufthavne i henholdsvis Nuuk, Ilulisat og Qaqortoq. Fem milliarder danske kroner er anlægsbudgettet, hvilket en lille nation som Grønland med knap 57.000 skatteydere naturligvis ikke selv magter.


De tre nye lufthavne er derfor finansieret og ejet i fællesskab af Kalaallit Airports International A/S, hvor den grønlandske regering ejer to tredjedele. Og den danske regering, som ejer den sidste tredjedel.

Den internationale Nordic Investment Bank (NIB) har i tilgift udstedt et 20-årigt lån på næsten en halv milliard kroner.


Uden dette økonomiske og internationale samarbejde havde der slet ikke været nogen bane til Don Juniors to fly at lande på i Nuuk. Det får han gratis med i købet, hvis Grønland nu snart vælger Danmark fra og USA til.

Grønland får så til gengæld lov at smage på det amerikanske uddannelsessystem og sundhedsvæsen. Eller mangelen på samme.

Spørg gerne inuitterne i Alaska, hvordan det lige går.

7. februar 2025

* Grønlandsk svindel

Kriminalitet trives desværre på tværs af landegrænser og nationaliteter. Ikke kun i USA, som ellers ligger skyhøjt på Top Ti listen. De kan skam også på Grønland. I hvert fald med lidt hjælp fra Danmark.

Umiddelbart efter Don Juniors lynvisit og charmeoffensiv i hovedstaden Nuuk kunne man således  læse i det lokale medie Sermitsiaq, at to grønlandske toppolitikere / embedsmænd var blevet taget i økonomisk kriminalitet. 

Ingen ringere end den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen er i en bedragerisag på Grønland blevet idømt seks måneder i Anstalten, som det lokale fængsel hedder. Dette for at have modtaget honorar for arbejde, der aldrig blev udført.

Sagen kaldes i dommen for “bedrageri af særlig grov beskaffenhed”.

For øvrigt skal den tidligere landsstyreformand afsone sin dom på nøjagtig samme lokalitet, hvor miljøforkæmper og hvalaktivist Paul Watson sidste år måtte tilbringe fem uberettigede måneder i fængsel – inden sin ubetingede løsladelse kort før jul.

Lars-Emil Johansen slår således Paul Watson med en hel måned. 

Dommen er ubetinget, hvilket betyder, at de seks måneder skal afsones bag tremmer. Hvis ikke dommen omstødes ved Grønlands Landsret.

Dommen er anket.

7. februar 2025

* Dansk hjælp til svindel

Tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen kommer dog ikke til at kede sig i sit eget selskab. Som cellekammerat får han nemlig tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen, der ligeledes straffes med seks måneders ubetinget fængsel i Anstalten.

Lars Møller-Sørensen er dansk født og uddannet på Handelshøjskole Syd i Danmark. Han flyttede i 1995 til Grønland, hvor han blandt andet var personale- og økonomidirektør i KNI, inden han blev kommunaldirektør. 


De to politikere og embedsmænd er dømt i samme sag. Retten mener ifølge nyhedsmediet Sermitsiaq, at de to mænd i forening har begået “bedrageri af særlig grov beskaffenhed”.


De to er dømt for en aftale, hvor kommunaldirektøren havde ansat den tidligere landsstyreformand som konsulent i Sermersooq, der med knap 24.000 ud af Grønlands i alt 57.000 indbyggere er øens suverænt største kommune.

Aftalen betød ifølge Sermitsiaq, at der blev udbetalt 730.000 kroner til den tidligere landsstyreformand – for to års konsulentarbejde, der imidlertid aldrig blev udført.

Kommunaldirektøren blev desuden dømt for at have medvirket til myndighedsmisbrug.

Begge har anket dommen til Grønlands Landsret.

7. februar 2025

* Grønland: 85% vil ikke USA

Hvis man spørger USA’s aldrende, men stadig nye præsident Donald John Trump, så behandler vi danskere vore grønlandske venner så dårligt, at disse er lukt på vej i Trumps amerikanske arme. 

Nu skal man imidlertid ikke lægge så meget i det, Trump siger. For han siger rigtig meget, som ingen alligevel kan forstå. Måske på grund af hans 78 år. Man skal i stedet se på, hvad han egentlig gør. Og indtil videre har han ikke gjort så meget andet end at true os med straftold og militær besættelse af verdens største ø. 


Dette trods Danmarks mangeårige solidaritet med netop USA, i hvis fjerne krige vi ofte har kæmpet side om side. Med adskillige unge danske soldaters liv som prisen for en solidaritet, der ofte er sket på en yderst tvivlsom baggrund.


Tag bare Irak, der jo slet ikke husede de “Weapons of Mass Destruction” (WMD), som amerikanerne ellers havde brugt som grund til invasion. En forklaring, vi samlet hoppede på i koalitionen.

Den slags masseødelæggelsesvåben var der imidlertid ingen af, da man efterfølgende fandt en langskægget Saddam Hussein, som havde gemt sig i et hul i jorden. Det var rent opspind eller i bedste fald formodninger. Irak havde ingen kernevåben. Ingen WMD’er.

En enkelt toppost som generalsekretær for NATO blev det dog til – som tak for Irak. Den post gik som bekendt til Venstres Anders Fogh Rasmussen, der senest har udtalt sig skeptisk over for Donald Trumps planer om en mulig annektering af Grønland. Fogh har sågar sammenlignet dem med Putins angreb og overgreb på Ukraine. 

Men spørger man grønlænderne selv, så er de bestemt ikke på vej i armene på amerikanske Trump. Så langt fra. En dugfrisk meningsmåling lavet af analysebureauet Merian for danske Berlingske og grønlandske Sermitsiaq satte en tyk streg under Donald Trumps usande påstande:


Ifølge denne analyse, som omfattede knap 500 grønlandske borgere over 18 år, ønsker hele 85% af de adspurgte ikke, at Grønland skal udtræde af det nuværende Rigsfællesskab.

Kun 6% ønsker sig at blive en integreret del af USA.


De fleste adspurgte grønlændere ønsker derimod et fortsat tæt samarbejde med Danmark – mod en stigende grad af selvstændighed. 

Vi skal derfor huske at tale pænt til og om vore grønlandske venner. 

Det har vi desværre ikke altid gjort.

31. januar 2025

* Finanspris til Stiig Markager

Miljøets mand, professor Stiig Markager, har gennem årene kæmpet en ulige kamp for det danske vandmiljø og mod det danske landbrug, der systematisk ødelægger det og har gjort det med stor succes i det sidste kvarte århundrede.

Markagers arbejde for vandmiljøet har indtil videre resulteret i en stævning fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL), der ikke ville finde sig i at høre sandheden fra en statsansat professor som Markager. 

BL tabte heldigvis sagen med et brag. I dommen lød det endda, at forskere som Stiig Markager faktisk ikke blot havde ret til, men ligefrem også pligt til at formidle deres faglige viden til det øvrige samfund. Os danskere, der jo betaler forskningen via vores skattebillet.

Nu er der så bud efter Markager igen – denne gang med et anderledes positivt fortegn. Markager har nemlig modtaget en pris, der nok kommer uventet for mange, nemlig Finansforeningens ESG-pris. 

Stiig Markager skriver selv herom på Facebook:


* Stiigs takketale

“Kære Alle

I torsdags var jeg inviteret til nytårsmiddag i Finansforeningen. Her modtog jeg Finansforeningens ESG-pris for 2024. 

Jeg er meget glad for prisen, for anerkendelsen og for den vægt det giver til argumentationen for, at vi skal passe bedre på vores miljø.

Ud over de etiske og sundhedsmæssige grunde til at passe bedre på vores miljø, og specifikt at udlede mindre kvælstof til vandmiljøet fra vores intensive animalske industrilandbrug, så er dagens landbrug også en dårlig forretning for Danmark. 

Finansforeningen er en sammenslutning af professionelle, som passer på andres penge, og det giver mening, når de er bekymret for et landbrug, som fungerer som en gøgeunge i dansk erhvervsliv. 

Det gør os alle sammen fattigere, når der fødes 1,3 gris i sekundet i Danmark, fordi den forurening det giver, forringer mulighederne for anden produktion. En hver aktivitet giver en vis udledning af klimagasser, kvælstof og fosfor. 

Så i dag er vi en situation, hvor vi skal vælge mellem Novo Nordisks produktion af medicin til tusinder af kroner pr. gram, eller produktion af svinekød til 10 kr. kiloet. Det er en bekymring langt ind i finansministeriet og finansbranchen.

Finansforeningens og Dansifs argumentation:

“Stiig Markager vinder ESG-Prisen for sit vedholdende bidrag til forskning i årsagerne til iltsvind i de danske fjorde og farvande. 

Markager har i mere end 20 år bidraget til at kvalificere den offentlige debat og politiske stillingtagen til effekten af udledning af kvælstof fra henholdsvis landbruget og byer. 

Det har ikke altid været vel modtaget af alle, men det har ikke afskrækket Markager. Til gavn for alle, der nyder godt af det danske havmiljø – og til gavn for finansielle markedsaktørers forståelse af årsager, virkninger, risici og muligheder af finansiel væsentlighed”.

Prisen var en sten-skulptur af Joseph Salamon og blev overrakt af Dansifs bestyrelsesleder, Eric Pedersen.”

Citat slut.


* En ny æra på vej

Min kommentar til ESG-prisen, der er mere end velfortjent og banebrydende på mere end én måde:

Som biolog er man vant til at blive mødt med himmelvendte øjne og et lidt overbærende blik, når man taler miljøets sag. Som en anden håbløs romantiker med et strå i mundvigen og en hundedyr kikkert om halsen. Som en lidt forsinket Morten Korch fra vore forældres tid.

For hvad er blomster, bier og sommerfugle med mange flere egentlig værd, når det kommer til stykket? Når banken rykker og regningerne skal betales? Da falder blikket desværre ofte på giftsprøjten og de forbudte midler længst inde i maskinhallen. Dem er der desværre stadig mange af.

Finansforeningens ESG-pris til Stiig Markager indvarsler heldigvis en ny æra i dansk miljøpolitik. En æra, hvor det er ved at gå op for flere og flere, at blomster, bier og sommerfugle ikke kun er for håbsløst romantiske sjæle som undertegnede og andre lidelsesfæller.


Planter og dyr er ikke bare pæne at se på. De er helt nødvendige, hvis naturen skal være sund og produktiv.

Miljøet repræsenterer en reel værdi, som man godt kan sætte tal på. Og som man især kan sætte tal på, når planter og dyr er ved at forsvinde eller er væk for altid.


Dette i kroner og ører. På bundlinjen. I sorte og røde tal. Når bierne ikke længere er der til at bestøve blomsterne, går det rivende galt med hele værdikæden. Da koster det pludselig penge, og først da kommer der fokus på problemerne.

Derfor er ESG-prisen til Stiig Markager dobbelt vigtig. Den fortæller nemlig, at pengefolkene i Finansforeningen langt om længe har fået øjnene op for miljøets reelle værdi – i kroner og ører:

At det nuværende danske landbrug i virkeligheden er en rigtig dårlig forretning for Danmark. Og at det derfor må omlægges grundlæggende til noget ganske andet og mere bæredygtigt, end tilfældet er i dag. 

Landbruget skal ikke fortsat være den “gøgeunge i dansk erhvervsliv”, som Markager beskriver. Landbruget skal fremover bidrage konstruktivt til samfundet og ikke som nu bare snylte på det via en gigantisk landbrugsstøtte.

Dobbelt tillykke derfor til Stiig Markager.

ESG er vejen frem!

31. januar 2025

* Hvad er ESG?

– Men hvad er egentlig ESG?

ESG står for Environment, Social and Governance. Det dækker over miljø og klima, sociale forhold samt virksomheders adfærd i samfundet.

ESG er en måde at strukturere arbejdet med grøn omstilling og bæredygtighed på. En tilgang, som bliver mere og mere almindelig i både danske og udenlandske virksomheder.

Danske virksomheder bliver i stigende grad mødt af krav og forventninger fra omverdenen om, at man arbejder med bæredygtige indsatser. Dette fra erhvervskunder, offentlige kunder eller mulige investorer.

En væsentlig del af dette arbejde drejer sig om, at virksomheder skal kunne dokumentere og opgøre deres egen samt deres produkters bæredygtighed inden for de tre hovedområder:


Environment

  • Miljø- og klimamæssige forhold, eksempelvis CO2-udledninger, klimaændringer og -tilpasning, forurening, vandressourcer, biodiversitet, økosystemer og cirkulær økonomi.

Social

  • Sociale forhold, eksempelvis arbejdsforhold for egen arbejdsstyrke og arbejdstagere i egen værdikæde, berørte samfund, forbrugere og slutbrugere.

Governance

  • Forhold inden for virksomhedsadfærd, eksempelvis virksomhedskultur, beskyttelse af whistleblowere, antikorruption eller politisk engagement.

31. januar 2025

* Hvidvask af minkskind for millioner

Det er åbenbart ikke nok med de 30 milliarder kroner, som den danske stat må punge ud med til de minkavlere, hvis dyr måtte aflives under Covid-krisen. Blandt andet fordi branchen selv bevidst omgik de regler, der var udstukket af myndighederne til begrænsning af smitten. Det har de selv indrømmet.

Nu har en 59-årig mand med både fortid og nutid i branchen tilstået hvidvask af minkskind for næsten syv millioner kroner. Den pågældende tilstod ved Retten i Kolding, at han i perioden december 2020 til august 2024 har modtaget mere end 300.000 kroner for at hjælpe lokale minkavlere med skindhandelen.


Det skete gennem hvidvask af minkskind for knap 7 millioner kroner.

Politiets Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) mener, at pengene stammer fra narkohandel, og at de handlede minkskind derfor er brugt til sløring af pengenes oprindelse.

Det, som vi og Nordea med flere i daglig tale kalder hvidvask.


Der er tale om en tilståelsessag, hvilket bliver mere og mere almindeligt. Givet efter amerikansk forbillede, hvor frivillige tilståelser og samarbejde med anklagemyndigheden ofte kan udløse store strafnedsættelser.

Den 59-årige har fungeret som mellemmand mellem minkavlerne og en 43-årig aftager. Herudover er der adskilligt flere implicerede. Den 59-årige er blot den første af de i alt 18 sigtede, som er blevet tiltalt.

Der falder dom i sagen den 6. februar.

31. januar 2025

* Koldt nyt fra det høje nord

Følger man bare en smule med i medierne, da ved man, at det kolde Grønland lige nu er varmere end nogensinde. Men kan vist uden overdrivelse sige, at Grønland og grønlænderne hidtil har været lidt overset i debatten.

I hvert fald lige indtil Donald Trump blev genvalgt som præsident for verdens mægtigste land, USA, og han endnu engang udtrykte ønske om at overtage Grønland. Det være sig økonomisk eller militært. 

Verdens største ø kunne og kan ikke forsvare sig selv, da Danmark ikke har levet op til ellers klare løfter om at udbygge forsvaret af verdens største ø.


Flere af flådens få skibe kan ikke engang skyde med skarpt. Og et par ekstra slædepatruljer på østkysten kan ikke leve op til vore håndhævelse af suverænitet.


Den havde vi ikke lige set komme – at vor suverænitet kunne blive truet af et andet NATO-medlemsland. Det havde vi ikke haft fantasi til at forestillle os – trods ellers Trump’s købstilbud om Grønland i hans forrige periode som præsident af USA.

Vi havde heller ikke set det komme, at USA’s kommende præsidents søn pludselig kom flyvende til Grønland og benyttede den spritnye landingsbane i Nuuk til hele to af farmand Trump’s fly. 

Angiveligt som en helt almindelig turist, der altid havde ønsket sig at se Grønland på nærmeste hold. Mærkeligt blot, at han kun havde afsat fire timer til at bese verdens største ø. Med to fly.

Det viste sig da også hurtigt, at hans ærinde var et helt andet end oprindeligt og officielt angivet.

24. januar 2025

* Vistisen til Trump: “F*** off”

Det danske medlem af EuropaParlamentet Anders Vistisen (DF) gjorde sig med ét verdensberømt, da han gik på talerstolen i Bruxelles og sendte en meget direkte hilsen til den nye præsident af USA, Donald Trump:


“Greenland has been part of the Danish kingdom for 800 years. 

It is an integrated part of our country. It is not for sale. 

Let me put it in words you might understand:

Mr. Trump. F*** off.”


Der blev grinet ekstatisk og klappet begejstret over hele verden. Danske Anders Vistisen havde sagt, hvad mange politikere verden over havde tænkt, men ikke turdet sige højt.

De fleste gjorde det dog i stilhed. De var bange for eventuelle repressalier fra præsidenten for verdens mest forgældede nation, USA. For tænk, hvad han dog ikke kunne finde på, hvis han blev fornærmet. Som han sidst blev det af Mette Frederiksen.

“A Nasty Woman” kaldte han hende efterfølgende. En modbydelig kvinde.

Nicolae Stefanuta, som er vicepræsident for EuropaParlamentet, måtte nødtvungent irettesætte sin vrede danske kollega med disse bevingede ord:


“It is not okay in this house of democracy to use such language. Regardless of what we think of Mr. Trump.”


Vi lader den sidste sætning stå et øjeblik. Den siger mere end alskens ord og vil helt sikkert gå over i verdenshistorien. Præcis som Anders Vistisens “Mr. Trump. F*** off.”

Havde det været Rusland i dag eller Danmark i Enevældens tid, da var Vistisen allerede havnet på skafottet og endt på hjul og stejle. For majestætsfornærmelse. Nu kan vi måske “nøjes” med lidt ekstra straftold fra en fornærmet præsident.

Vistisen selv måtte tage til takke med en reprimande fra sin partiboss Morten Messerschmidt, der selv lige var hjemvendt fra en konservativ kongres afholdt i præsident Trump’s Mar-A-Lago resort i Florida. Et uofficielt besøg.

Tidligere generalsekretær for NATO, danske Anders Fogh Rasmussen, har også udtrykt kritik af Donald Trump. Han bruger dog mindre kontante vendinger end Vistisen:


“I Danmark er der stor overraskelse over, at Trump bruger præcis de samme argumenter til at få kontrol over Grønland, som Putin har brugt til at angribe Ukraine.”


Noget af et statement fra en tidligere generalsekretær i forsvarsalliancen NATO, der hidtil har været helt på Vestens side – med Rusland som den etablerede og erklærede modstander.

Med Trump som præsident er der således skabt fornyet usikkerhed om NATO.

Og fremtiden for Ukraine.

24. januar 2025

* Amerikansk fup og svindel

Det viste sig snart efter ankomsten til Nuuk, at Donald Junior slægter sin far på. At han er lige så fuld af løgn eller “usandheder”, hvilket han nok har fået ind med modermælken.

Vel ankommet til Grønlands hovedstad gik Juniors mandskab nemlig straks i gang med at hverve lokale grønlændere til en fin middag på det fornemme Hotel Hans Egede.

Der var tale om et nøje planlagt kupforsøg med lokal medvirken. Ikke noget tilfældigt turistbesøg af en amerikansk præsidentsøn, der gerne fører sig frem som outdoorsman i uldne skovmandsskjorter. Men med egne jetfly til bagage og følge.

Donald Junior & Co. havde gjort deres forarbejde godt og styrede derfor straks over gaden til den lokale Brugs, som i mange år har været samlingssted for socialt belastede grønlændere. 


Uden for “Brugseni”, som butikken hedder lokalt, kunne Trump Junior derfor hurtigt shanghaje et antal lokale grønlændere til en festmiddag på byens fineste hotel.


Lokale kilder fortalte siden til Danmarks Radio, at der var tale om “hjemløse og socialt udsatte borgere”, som var til fals for et gratis måltid mad betalt af Trump. De lod sig bestikke til at agere Trump støtter, kunne man videre læse på det amerikanske Meidas Touch netværk MTN.

Oven i hatten eller rettere kasketten fik de så i tilgift en flot rød MAGA-cap, som de siden kunne flashe i Hans Egedes gamle by. Et synligt og varigt bevis på, at en Trump havde været forbi verdens største ø.

En enkelt af de glade modtagere fortrød dog efterfølgende, at han havde taget imod middag og kasket. Han vidste ikke, at han ville blive brugt eller misbrugt politisk på denne måde. 

Det havde ingen fortalt ham.

24. januar 2025

* Iltmangel i Alling Å

Vi var og er stadig mange, som frygter for fremtiden for den østjyske Alling Å. Havde og har den mon overhovedet nogen fremtid efter det store udslip af mange forskellige giftstoffer til åen fra jordskreddet ved Nordic Waste?

Indtil videre ser åen ud til at have overlevet, omend vi ikke rigtig ved, hvordan den har det. Vi ved heller ikke, hvad der i dag ligger på brinkerne og bunden af vandløbet. Hvad det meget omtalte “det hvide snask” eksakt indeholder og kommer fra. 

Vi ved blot, at det er hvidt som den Microfiller, der blev skyllet ud fra fabriksgrunden, da jorden for alvor skred i Ølst Bakker ved årsskiftet 2023-2024. Vi ved også, at det hvide pulver er uhyre basisk og indeholder flere giftige tungmetaller.

Fødevarestyrelsen har alligevel godkendt, at fisk fra åen kan fanges og fortæres. Det glæder naturligvis formanden for Randers Sportsfiskerklub, Jan Hyllested. Her har man nemlig Alling Å som vigtigt foreningsvand:


“Det er selvfølgelig godt at høre, at det er muligt at hjemtage og spise både fisk og krebs fra åen.

Men vi har desværre oplevet en nedgang i havørredfangsterne i åen, hvor niveauet er faldet fra 200 til nu kun 20 om året. Og vi har gennem de sidste 10 år oplevet problemer med iltsvind i åen. 

Det har sammenhæng med nogle iltforbrugende processer, der går i gang, når kvælstof omsættes i forbindelse med oversvømmede enge. 

Med udsigt til de kommende indsatser i forbindelse med treparts-aftalen, giver det anledning til bekymring.”


Det kan man kun give den gode sportsfiskerformand ret i. Den Grønne Trepart er nyere end ny, og vi kender derfor stadig ikke de reelle følger af de mange planlagte tiltag.

Heriblandt de mulige konsekvenser af nye eller retablerede søer, som vandrefiskene skal passere igennem.

Læs gerne artiklen “Fra ørredå til geddesø“.

24. januar 2025

* Iltsvind i andre åer

Alling Å er ikke alene om iltsvind, selv om det relativt sjældent forekommer i strømmende vand. 

Randers Sportsfiskerforening har derfor valgt at gå sammen med andre i samme situation. Dette i en task force, der skal se på tilsvarende problemer andre steder i landet. Og faktisk er det slet ikke nyt med iltsvind i Alling Å eller andre lignende lokaliteter. 

Tilbage i 2014 oplevede Alling Å således også stort iltsvind efter kraftig nedbør. Dengang løste man i første omgang problemet ved at skære grøden, der stod højt og blokerede vandstrømmen.

Den yppige grøde brugte ligeledes masser af ilt i nattetimerne. Inden grødeskæringen havde man således fundet et halvt hundrede døde havørreder i åen, hvor vandet angiveligt lugtede råddent.


Ved den nordjyske Lindenborg Å, der udmunder i Limfjorden nær Hals, havde man tilbage i 2008 et tilsvarende stort iltsvind efter en periode med kraftig nedbør.

Fælles for de to åer er, at de er reguleret og afvandet, hvilket har sænket vandstanden og strømhastigheden meget.


I 2018 oplevede man en pludselig og uventet fiskedød i den nyrestaurerede Fiil Sø i Sydvestjylland. I en mere end 900 hektar stor og lavvandet sø. Her var det kraftig regn, som skyllede store mængder ophobet organisk materiale ud i søen, der kvitterede med øjeblikkeligt iltsvind.

Man håber dog, at det var en engangsforeteelse, da Fiil Sø jo dengang var ny. Der lå derfor stadig ophobet meget organisk stof i gamle drænrør og afvandingskanaler, som blev skyllet ud af regnen.

Det håb kan man også have for Alling Å, der jo netop har fået et helt nyt forløb nedstrøms Nordic Waste. Forhåbentlig med et fald, der kan ilte vandet bedre end hidtil.

Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge udviklingen i den nye og nygravede Alling Å. Man fristes til at sige:

Åndløst spændende…

24. januar 2025

* Godt nyt fra fiskefronten

Der er endog meget langt mellem de gode nyheder på fiskefronten i disse dage og tider, hvor naturlige bestande er fisket i bund eller næsten udryddet af mange års hårdhændet overfiskeri med bundslæbende redskaber.

Læg hertil forurening og klimaforandring, som heller ikke gavner de vilde fiskebestande. Alt i alt bliver der færre og færre vildfisk at fange til flere og flere fiskehungrende meennesker verden over.

Gamle dages fattigmandsfisk som torsk handles i dag til skyhøje priser – hvis man da overhovedet kan fange og levere dem. 

Omvendt opdrættes gamle dages luksusfisk som laks i dag i så store mængder og til så lav en pris, at et land som Norge nu eksporterer de opdrættede laks til fattige og befolkningsrige lands som Kina og indien. Over afstande på flere tusinde kilometer, hvilket belaster klimaet overmåde meget.

En aldeles absurd udvikling i en tid, der råber på klimaforbedringer.


Samtidig svinger kvaliteten af de opdrættede fisk meget. Så meget, at enkelte fiskehandlere nu siger stop.

Kvaliteten af de opdrættede fisk er helt enkelt så ringe, at den hæderkronede århusianske fiskehandler Jacob Clausen ikke længere vil forhandle opdrætsfisk.


Jacob Clausen er femte generations fiskehandler på Aarhus Havn og dermed den ældste fiskehandel i Danmark. Han er vokset op med fisk og ved om nogen, hvordan en god fisk ser ud og føles under filetkniven. 

Jacob har netop meldt ud, at vore dages opdrættede fisk ikke længere egner sig til menneskeføde. Dertil er kvaliteten blevet for dårlig, og han vil derfor ikke længere sælge dem til sine kunder.

Hatten af for den udmelding, som ikke kan gentages ofte nok. Det er ugens gode nyhed, der fortjener at blive spredt mest muligt i medierne og bakket op af flest mulige kunder.

De lyserøde tamlaks, som mange danskere efterhånden har lært at elske og spise som billig mad og ny lørdagskylling, er ifølge fiskehandler Clausen direkte “ulækker”.

Den udtalelse resulterede straks i, at Jacob blev ekskluderet fra sin egen brancheforening, Danmarks Fiskehandlere.

Her går man nemlig ind for medicinerede opdrætsfisk fra forurenende havbrug.

17. januar 2025


424 sider om forurenende havbrug og muslingefarme.

Fiskehandler Clausen er skam også med.

Forlaget Turbine 2022


* Opdrættet det store problem

Fiskehandler Clausens udtalelser om opdrætsfiskenes ringe kvalitet er ikke af nyere dato. Tilbage i 2021 udtalte han således til TV2 Østjylland, at han ikke var stolt af at sælge “det her lyserøde orange lort”. 

Det blev han ikke populær på. Tiden var åbenbart ikke til det i 2021, men det er den så blevet her ved årsskiftet. I hvert fald er den gode fiskehandler nu gået viralt med nyheden om, at han ikke længere vil sælge de lyserøde orange opdrætsfisk. Jacob er her, der og alle vegne på Facebook.

Måske er det Den Grønne Trepart, der har sat fokus på opdrætsfiskene, deres tvivlsomme herkomst og de mange negative bivirkninger. Hvor det tidligere primært var fiskene tvivlsomme kvallitet, der blev debatteret, er det nu fiskeopdrættet og dets skadelige effekt på vandmiljøet, der er i fokus.

Fiskehandler Clausen fortæller selv, hvorfor Danmarks ældste fiskehandel ikke længere vil sælge opdrættede fisk:


“Det er samtlige parametre i opdrættet, der er problematiske. Det handler om dyrevelfærd, miljømæssige konsekvenser og overfiskeri af foderet til de opdrættede fisk. Og så handler det om kvalitet”


Kort tid efter meddelsen blev Jacob Clausen så smidt ud af bestyrelsen i sin egen brancheforening, Danmarks Fiskehandlere. 

Det skete med den begrundelse, at udtalelsen skadede hans mange kolleger, for hvem netop opdrætsfisk udgør en stor og stigende del af omsætningen, og dermed truede deres levebrød.

Støt derfor fiskehandler Clausen på Århus Havn og køb i stedet for “det orange lort” fra havbrugene de mange andre fiskearter, som Jacob ofte har i køledisken. Lækre fjæsinger, eksempelvis. Afpiggede, naturligvis.

Dem har jeg ofte en pose med hjem af, når jeg har været en tur inde om Clausens Fiskehandel. Mums.

17. januar 2025

* Svært at skaffe vildfisk nok

Fiskehandler Jacob Clausen er naturligvis ked af, at han nu er ekskluderet af sin egen brancheforening – blot for at sige sandheden, som han ser den.

Men det kommer ikke bag på ham, da andelen af opdrætsfisk versus vildfisk har været støt stigende de seneste år – helt enkelt fordi det bliver sværere og sværere at fange tilstrækkeligt med vildfisk.

Og det er ikke mindst fiskerierhvervets egen skyld. Med deres tunge og slæbende redskaber pløjer de bunden op og ødelægger det naturlige miljø for vildfiskene. Med tonstunge bundtrawl planerer de bunden og gør det så ofte, at bundmiljøet ikke har en kinamands chance for at regenerere, inden den næste trawlskovl kommer forbi.


Fiskerierhvervets håndhændede metoder har sammen med landbrugets forurening gjort, at fiskerne i dag ikke længere kan fange vildfisk nok til landets fiskehandlere.

Forbi er den tid, hvor man kunne gå ned på landets mange små havne og købe sig en pose lokalt og friskfangede fisk her.


Fiskerierhvervets udvikling mod stedse større skibe og tungere redskaber har dels ødelagt miljøet for de naturlige bestande af bundfisk. Og dels lukket de små havne ned, da disse ikke længere kan tage imod de stedse større skibe, som helt har fortrængt de små.

Vore politikere har endnu engang sovet i timen og ladet sig køre over af udviklingen. En lille håndfuld af de såkaldte kvotekonger har til gengæld købt op af kvoterne og købt de mindre skibe ud. Kvotekongerne er blevet hovedrige på de små fiskeres bekostning. Fiskerierhvervets nye oligarker.


Samtidig opdrætter danske havbrug i tonsvis af lyserøde eller orange burørreder. Primært til Japan, der dels ejer Danmarks største havbrug Musholm. Og dels aftager alle de fisk og ikke mindst al den ørredrogn, vi kan producere i Danmark.


Den massive forurening fra havbrugene får vi imidlertid lov til at beholde selv. Den havner på bunden under og omkring netburene. Sammen med de kemikalier og al den medicin, burfiskene også behandles med. Og derfor lider det danske vandmiljø som aldrig før. 

Derfor er der ikke lokale vildfisk nok til landets fiskehandlere, som i stedet må tilbyde deres kunder fiskehandler Clausens “lyserøde orange lort” i stedet.

I form af opdrættede laks og ørreder fra de storforurenende havbrug.

17. januar 2025

* Landbruget vil bare ikke levere varen…

Det må snart være ved at gå op for regeringen, at den indgåede trepartsaftale bare ikke kommer til at levere den aftalte vare. 

Det fremgår i hvert fald klarere end nogensinde af en rundspørge, som landbrugets eget videnscenter, Seges Innovation, selv foretog i december sidste år. 

Denne rundspørge viste nemlig tydeligt, at danske landmænd ikke er rede til at reducere deres animalske produktion – trods ellers den kommende CO2-afgift og de strammere kvælstofkrav. 

De adspurgte landmænd i rundspørgen svarede nemlig, at de er parate til at lægge halvdelen af deres fremtidige investeringer i udvikling af netop den skadelige husdyrproduktion.

Hermed blev det bekræftet, at alle bange anelser var og er fuldt berettigede: At Treparten ikke af egen fri vilje leverer det ønskede opgør med den store og voksende husdyrproduktion. Den, der hindrer os i at nå klimamål, kvælstofkrav og biodiversitet. Og endnu flere husdyr vil bare betyde en endnu større miljøkatastrofe.


For danske landmænd anno 2025 er det således stadig yderst attraktivt fremover at satse på den klima- og miljøskadelige produktion af grise og køer, som kvitterer med store mængder gylle og methan til omgivelserne.


Dette til trods for, at der snart længe har hersket videnskabelig konsensus om, at vi i Danmark fremover bare ikke har plads og resurser til så mange husdyr som nu. Hvis vi altså skal leve op til vore egne klima- og miljømæssige ambitioner. EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 har vi allerede måttet opgive.

Landbruget vil bare ikke være med, så længe det er lukrativt og lovligt at opdrætte kvæg og svin. Så lovgivningen må efter alt at dømme ændres, hvis vi skal videre.

Det seneste konkrete eksempel herpå er, at størrelsen på landets sobedrifter vokser som aldrig før. Eksperter i branchen mener sågar, at denne for miljø og klima så uheldige udvikling vil fortsætte med uformindsket styrke i de kommende år.

De store bedrifter opsluger de mindre, så svineproducenterne bliver stadig færre og stadig større med stadig flere svin i produktionen. Mange bedrifter ender således i dag som gigantiske landbrug med aktiver i den tre- eller firecifrede millionklasse.

Det hjælper heller ikke, at Danish Crown netop er gået aktivt ind i produktionen og vil være med til at finansiere udbygningen af flere svinefarme, som kan sikre fremtidige leverancer af kød til koncernen.

Heller ikke her når Treparten således frem ad frivillighedens lange og trange vej. Den nuværende Trepartsaftale er derfor ikke det papir værd, den er skrevet på.

Den bliver aldrig implementeret, så længe landbruget sidder med ved bordet og har foden tungt på bremsen.

17. januar 2025

* “Tech-fixede dyrefabrikker”

Der er voksende frustration over den stadig nye og ikke implementerede Trepartsaftale, der af bønderne selv straks blev udråbt som en sejr for dansk landbrug.

Og når dansk landbrug kalder noget for en sejr, så er miljø og klima de sikre tabere. Hver gang. Det skal man vist være socialdemokratisk politiker for ikke at (ville) forstå.


“Vi har været så søde og konstruktive og dialogsøgende hos møder med politikere over hele linjen. Så søde.

Hvad fik vi ud af det?

Intet andet end en aftale, der kommer til at fastlåse fremtidens danske landbrug til at bestå af tech-fixede dyrefabrikker, uanset om de enkelte landmænd vil det eller ej. I et land, der vel at mærke også er vores, selvom vi aldrig blev inviteret ind til nogen forhandlinger.

Det er også vores døde fjorde, vores pesticidramte vandløb, vores udpinte jord og vores klima, der er på vej ud af kontrol.

Alt jeg har tilbage lige nu er vrede, sorg og håbløshed.”


Sagt og skrevet af Anna Bjerre Johansen, som er aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse og kandidatstuderende i Bæredygtighedsvidenskab på Lunds Universitet i Sverige.

Hendes hjertesuk blev bragt som indlæg i det uafhængige nyhedsmedie Klimamonitor den 25/9 sidste år. Her et godt kvartals tid senere kan vi se, at det nok bliver endnu værre end dengang frygtet.

17. januar 2025

* Nyt kursus om Den Grønne Trepart

Det er ikke nemt at forstå Den Grønne Trepart. Tydeligvis heller ikke for de partier, der ellers selv har opfundet den. Eller det embedsværk, der fremover skal implementere den.

Med et helt nyt kursus vil Aarhus Universitet (AU) derfor hjælpe Den Grønne Trepart med at nå målet. Det skal ske med AU professor i marin biologi Stiig Markager i spidsen.

Markager har i årtier været en stærk stemme i debatten om Danmarks vandmiljø generelt og havmiljøet specielt. Han har set fjorde blive uklare, fiskebestande svinde ind og den danske naturarv gradvis forringes. 

Men samme Markager ser nu en historisk mulighed for at vende udviklingen med Den Grønne Trepartsaftale – en af de mest ambitiøse miljøsatsninger i nyere tid. 

Den Grønne Trepartsaftale sigter mod at tage 350.000 hektar landbrugsjord ud af drift, genoprette vådområder og plante skove. Med en investering på 43 milliarder kroner er aftalen designet til at reducere kvælstofudledning og forbedre vandmiljøet.

For Stiig Markager er aftalen ikke bare en politisk forpligtelse, men samtidig en unik chance for at genoprette naturen:

“Vi har glemt, hvordan det var. Mange tror, at blåt vand er noget, man kun finder i Middelhavet, men vi havde det engang herhjemme. Nu har vi muligheden for at få det tilbage.”

Dette sakset fra introteksten til det nye AU kursus. Stiig Markager forestiller sig et Danmark med klare fjorde, vådområder og skove, hvor biodiversiteten blomstrer:

“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”

Måtte den gæve Stiig Markager få ret i sine forudsigelser. Om 100 år er alting glemt, siger et gammel ordsprog. Om 50 år forhåbentlig ikke.

Til den tid er jeg jo kun 118 år gammel….

10. januar 2025

* Kurset, der kan gøre en forskel

For at sikre, at Den Grønne Trepartsaftale bliver implementeret bedst muligt, lanceres nu kurset med titlen “Implementering af Den Grønne Trepartsaftale”. 

Kurset, som er udviklet i samarbejde mellem AU Cetera, tre fakulteter på Aarhus Universitet og GEUS, samler 16 forskere, eksperter og praktikere fra landets kommuner.

Det har til formål at klæde kommunale medarbejdere på til en af de største planlægningsopgaver i nyere tid.

Anne Margrethe Wegeberg, som til daglig er biolog i Randers Kommune og facilitator på kurset, har mange års erfaring med natur, vand og projektledelse. Hun ser sin rolle som bindeled mellem forskning og praksis:

“Min opgave er at samle forskernes specialviden til noget helhedsorienteret og noget, vi kan bruge i praksis. Det handler om, hvordan den viden vi får, bedst muligt bliver omsat til konkrete planer og projekter.”

Anne Margrethe Wegeberg understreger, hvor vigtigt det er at bruge ressourcerne strategisk:

“Vi skal sikre, at vi får mest muligt ud af indsatsen – både for biodiversitet, klima og vandmiljø. Det kræver, at vi har en dyb forståelse for helheden.”

Vi randrusianere kender Anne Margrethe fra udplantning af ålegræs og etablering af nye stenrev i Randers Fjord. Hun er ikke teoretiker, men har masser af praktisk erfaring og er ikke bange for at krybe i våddragten, når det gælder.

10. januar 2025

* Fokus også på biodiversiteten

Camilla Fløjgaard er seniorforsker ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet. Hun underviser på det nye kursus med titlen “Implementering af Den Grønne Trepartsaftale”. 

Hun har specialiseret sig i biodiversitet og naturforvaltning og fremhæver kursets fokus på at skabe synergier:


“Biodiversiteten har brug for plads. Når man tager så meget landbrugsjord ud af drift – om det så er for vandmiljø eller klima – er der også muligheder for at tilgodese biodiversiteten. 

Men det kræver, at vi har fokus på biodiversiteten, for den kommer ikke af sig selv.”


Camilla Fløjgaard understreger, at biodiversitetskrisen er en selvstændig udfordring, som kræver en fokuseret indsats: 


“Hvis vi laver klima- og vandmiljøprojekter, bliver det ikke nødvendigvis win-win-win for biodiversiteten også. 

Men hvis vi gør det rigtigt, kan vi skabe nye levesteder for truede arter og samtidig reducere vores klimabelastning. 

Så Den Grønne Trepartsaftale er en chance for at vende udviklingen – selv om biodiversiteten ikke er hovedfokus i treparten.”


Kurset er hyperaktuelt. Det kommer på et kritisk tidspunkt, hvor kommunerne skal have deres planer klar inden udgangen af 2025. Og Den Grønne Trepart er stadig så ny, at ingen har erfaringer med den endnu.

10. januar 2025

* Kritisk aktuelt kursus

Stiig Markager advarer mod konsekvenserne af at handle for langsomt eller forkert:


“Hvis vi ikke får lavet de rigtige planer, risikerer vi at spilde ressourcerne. Vi skal sikre, at indsatsen ikke bare opfylder juridiske krav, men også gør en reel forskel for naturen, klimaet og vandmiljøet.”


Kurset tilbyder også en platform for netværksdannelse blandt kommunale medarbejdere. Anne Margrethe Wegeberg ser det som en nøgle til succes:

“Vi skal arbejde sammen og dele viden på tværs. Det er en enorm opgave, men det er også en chance for at skabe noget unikt. Hvis vi lykkes, kan vi om få årtier stå med en natur, der er langt rigere, end vi har i dag.”

Kurset tilbyder undervisning fra 16 førende eksperter fra Aarhus Universitet og GEUS og foregår over tre intensive dage. Det kombinerer forskningsbaseret viden med praktiske løsninger på udfordringer i forbindelse med den store nye arealomlægning.


“Det er ikke bare et kursus – det er en måde at skabe konkrete forandringer,” slutter Stiig Markager.


For de danske kommuner er kurset en oplagt mulighed for at blive klar til at møde fremtidens krav til bæredygtighed. Og for underviserne er det en måde at sikre, at Danmarks naturarv genoprettes – til glæde for både nutidens og fremtidens generationer.

Kurset “Implementering af Den Grønne Trepartsaftale” afholdes 10.-12. marts 2025 på Comwell i Horsens. Pladserne er begrænsede. Tilmeld dig, mens tid er, og læs mere her:

https://cetera.dk/kurser/groen-trepart/

10. januar 2025

* Bøvsefri med Bovaer

Allerede fra årsskiftet begyndte konventionelle landmænd at tilsætte stoffet Bovaer til deres kvægfoder. Det var og er de forpligtet til i henhold til Den Grønne Trepartsaftale.

Tilsætningsstoffet Bovaer er et klimatiltag, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget har vedtaget krav om og afsat støttepuljer til. Angiveligt fordi det reducerer produktionen af drivhusgassen metan i køernes fordøjelse. 

Populært sagt bøvser køer mindre af klimagassen methan ud i atmosfæren, når og hvis der er blandet Bovaer i deres foder. Bovaer er udviklet af det hollandske firma DSM og er designet til at reducere især produktionen af drivhusgassen methan i køernes fordøjelsessystem.


Bovaer er et kemisk præparat med den aktive ingrediens 3-nitrooxypropanol (3-NOP), som tilsat foderet kan reducere methanproduktionen i køernes vom med op til 30-90% afhængig af dosis. Stoffet nedbrydes angiveligt 100% og kan efterfølgende ikke spores i hverken mælk eller kød.


Siger i hvert fald producent og kvægbrugere. Bovaer stopper ikke selve fordøjelsesprocessen, men reducerer selektivt produktion og udledning af klimagassen methan. Brugen af Bovaer er således moderne kemisk krigsførelse mod køernes animalske bidrag til den globale opvarmning.

Flere aktører har dog stillet store spørgsmålstegn ved dyrevelfærden, som ikke menes belyst tilstrækkeligt. Præcis som i fiskeopdrættet, hvor rovfisk som norske laks og danske ørreder i stigende grad fodres med vegetabilsk foder i de åbne havbrug.

Det trives fiskene naturligt nok heller ikke med. Deres fordøjelse er jo baseret på 100% animalsk føde og ikke op mod 70% vegetabilsk, som tilfældet kan være i dag. Deres maver kan naturligt nok ikke håndtere de hårde plantefibre. 

Ifølge norske forskere lukkede opdrætslaksene omkring 450.000 tons hårde ekskrementer ud i 2017 – mod 365.000 tons i 2012. En stigning på 20% på bare fem år. En stigning, der nøje følger den stigende andel af vegetabilsk foder. Og kurven stiger bare.


Det politiske parti Alternativet er derfor kritisk over for brugen af det nye kemikalie. Alternativet ønsker derfor kød og mælk, som er  produceret uden brug af stoffet, mærket som “Bovaer-frit”. Så kunderne ved, hvad de putter i indkøbspose og mavesæk.


Bovaer er billigt og ses som en vigtig teknologi i arbejdet med at gøre landbruget mere bæredygtigt. Det er især relevant i regioner med en stor mælke- og kødproduktion, hvor metanreduktion kan have en stor samlet effekt på klimaaftrykket.

Med Bovaer er det således muligt at fortsætte den nuværende urealistisk høje animalske produktion.

Ved brug af hollandsk kemi.

10. januar 2025

* Nyt fra Novana 2023

Velkommen til et nyt og forhåbentligt bedre år. Et nyt år med nye fremtidsplaner for det danske vandmiljø.

Den seneste Novana-rapport fra 2023 ligger samtidig klar til gennemlæsning for interesserede. 

Selv har jeg gravet mig et pænt stykke ned i den “korte” udgave, der favner hele vandmiljøet i Danmark på blot 90 tætskrevne sider. Grundlaget er de årlige rapporter, som udarbejdes af fagdatacentrene for de enkelte emneområder. 

Rapporten er udarbejdet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet efter aftale med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø samt Miljøstyrelsen, der har ansvaret for det nationale overvågningsprogram.

Rapporten udgives hvert år i en opdateret udgave, som giver et ganske godt indtryk af situationen og dens alvor. Et objektivt indtryk med masser af tal og få tolkninger.

Heldigvis ser vi nu i stigende grad dygtige forskere, som forlader elfenbenstårnet bag universiteternes tykke mure og vover at kommentere fagligt på de mange tal fra den virkelige verden.

Herunder et par konkrete eksempler.

3. januar 2025

* Bagud på point

Blandt DCE-rapportens tyve forfattere finder vi et kendt navn i Novana-sammenhænge, nemlig Jens Würgler Hansen fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, hvor han er seniorrådgiver og beskæftiger sig med afrapporteringen af årets iltsvind.

Midt i jubelen og selvglæden blandt de politiske deltagere i Den Grønne Trepart vover Würgler at stille sig kritisk over for Trepartsaftalen. Det gør han i et interview i Altinget, hvor han især kritiserer aftalen for ikke at indeholde noget “sikkerhedsprincip”.

Han konkluderer på baggrund af tallene i den seneste Novana-rapport, at vi allerede er bagud på point i kampen for et bedre vandmiljø:


Ikke tilstrækkelig indsats

“Indsatsen er derfor formodentlig ikke tilstrækkelig til at opnå en god miljøtilstand.”

Jens Würgler Hansen til Altinget


Baggrunden for hans diplomatisk udtrykte skepsis er den enkle, at klimaet løbende ændrer sig, og at de seneste års stigende mængder nedbør har skyllet ekstra meget kvælstof ud af himlen og ud fra markerne – ud i fjord og hav, som uundgåeligt kvitterer med mere algeblomst og flere iltsvind.

Det rekordstore iltsvind, vi har set i år, er derfor næppe den sidste rekord. Snarere blot den første i en ny række af rekorder. Men så har vi jo også kun haft 40 år til at bremse udviklingen. Og hele tre Vandplaner siden 2009.

Med Løkkes Landbrugspakke fra 2016 som blot det seneste massive tilbageskridt på vejen mod vore dages svovlboblende iltsvind og bræmmer af opskyllet fedtemøg.

Med Vandplan 3 skulle vi have opfyldt EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 inden 2028. Efter gentagne udsættelser. Det lykkedes så heller ikke. Derfor etablerer man nu Den Grønne Trepart til retfærdiggørelse af yderlige udsættelser. Efter at have vedtaget en ny aftale baseret på gamle tal.

Om jeg fatter, at Danmarks Naturfredningsforening – i øvrigt som eneste “grønne” organisation i den Sorte Syvpart – hoppede på den galej.

Det virker helt kamikaze-agtigt, når man kender historien bag dansk landbrugs implementering af “frivillige aftaler”.

3. januar 2025

* Klimaforandringer ikke medregnet

Jens Würgler Hansen understreger fra Aarhus Universitet, at hovedparten af den stigende nedbør jo falder i vintermånederne, hvor der ingen planter er på markerne til at holde på kvælstoffet. 

Det havner derfor lynhurtigt i de kystnære farvande. Med det triste resultat, at vi her i 2024 har oplevet den største udbredelse af iltsvind i mere end tyve år – siden rekordåret 2002 og alskens frivillige aftaler til nedbringelse af udledningen.

Dette trods diverse vandplaner og kravene om en god økologisk tilstand i alle vore vandområder inden 2028. Vi har haft snart et kvart århundrede til at nå dette mål, men vi er mislykkedes totalt med det.


Klimaforandringerne er en del af forklaringen. De øgede nedbørsmængder giver større udvaskning af kvælstof, som resulterer i algeblomst, iltsvind, bundvendinger samt oceaner af slimet fedtemøg skyllet op på stranden.

Dette er nu også kombineret med en lavere middelvind, der resulterer i mindre omrøring af vandene og dermed også ringere iltning.


Derfor er det nødvendigt med langt større kvælstofreduktioner end dem, man regner med i Den Grønne Trepart. De er baseret på gamle og nu forældede data – dertil for optimistiske.

Man glemmer helt det ellers omnipresente princip om at lade tvivlen komme den anklagede til gode. Her miljøet. Men lader i moderne dansk praksis altid enhver tvivl komme skyldneren, her landbruget, til gode.

Jens Würgler Hansen kritiserer, at Trepartens beregninger er for optimistiske, og at der aldeles mangler den sikkerhedsmargin, man helt naturligt ville indregne i alle andre vigtige forhold.

Vi må derfor og desværre konkludere, at målsætningerne i Den Grønne Trepart ikke byder på nogen løsning af de eksisterende problemer. Højst den spæde begyndelse på et årelangt sejt træk i daglig kamp mod landbruget. Årtiers kamp mod Lars Løkkes Landbrugspakke og det resulterende fedtemøg.

Nok også derfor, at interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer allerede har udråbt Trepartsaftalen til “en sejr for dansk landbrug”…

Men en dødsdom for vandmiljøet. 

Det sidste min konklusion.

3. januar 2025

* Gulerod, pisk og hammer

Den Grønne Trepart kom til verden sidst i 2024. Med piber, trommer og trumpeter blev planerne om at omdanne store landbrugsarealer til skov og natur inden 2030 præsenteret. Altsammen rigtig godt og tiltag i den helt rigtige retning.

Bagsiden af den skinnende medalje var og er dog, at planerne fortrinsvis og i hvert fald i første omgang er baseret på, at lokale lodsejere frivilligt skal sælge eller bytte aktuelle jordlodder. Præcis som man i sin tid gjorde det ved genslyngningen af Skjern Å.

Tidligere skatteminister og nu minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, kalder det over for Dagbladet Politiken “en kæmpeopgave” at få lokale jordejere med på ideen. Det skal jo ske ad frivillighedens trange vej. I hvert fald indtil videre. 

Jeppe Bruus understreger dog samtidig, at der er midler og kræfter bag, som skal få planerne til at lykkes. I form af diverse sanktioner og stigende beskatning af ikke retablerede områder. Men hvad vil ministeren konkret gøre, dersom lodsejerne ikke er med på ideen om frivillighed?


“Hvis der ikke er tilslutning, vil der komme regler og krav, som vil gøre det svært at bruge jorden her som landbrugsjord. 

Er der en, der er imod, er det en mulighed for kommunen at ekspropriere, men det er bedst at blive enige. Mon ikke der også vil være et socialt pres?”


Sådan slutter den stadig nye Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus.

Det kan han da bestemt håbe på, men det er nok ganske naivt også at tro på. Dansk landbrug ligger bestemt ikke under for socialt pres fra det omgivende samfund. Det har de i hvert fald ikke gjort med sprøjtegift, gyllespredning og dyremishandling som senest vist på TV.

Vi så det også under minkskandalen, hvor branchen helt bevidst modsatte sig anvisninger fra sundhedsmyndighederne og dermed direkte satte andre menneskers liv på spil. Ikke-landmænd, ældre og svagelige. Og nu er landbruget så netop gået i gang med en helt ny minkproduktion, ny dyremishandling og potentielt nye virusmutationer…

Så det sociale pres, som minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus nu håber at kunne appellere til, skal han nok ikke satse på.

Det har hidtil ikke virket og kommer næppe heller til at gøre det.

Og derfor ligger vi lige nu helt, som vi har redt.

3. januar 2025

* Erfaringerne fra Skjern Å

Vi så det ved Skjern Å, hvor et langt mindre jordsalg og jordbytte tog adskillige år at gennemføre. Den lokale modstand var samtidig så stor, at daværende miljøminister Svend Auken blev truet med tørre tæv, hvis han viste sig ude i engene. 

Samme utilfredshed med at skulle levere noget tilbage til samfundet for de mange milliarder i landbrugsstøtte, oplevede nuværende minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus for nylig i det sydvestjyske.

Det gjorde han, da han sammen med Dagbladet Politiken gæstede et stort landbrugsområde ved Kongeåens udløb i Vadehavet.

Det drejede sig her om 780 hektar, der planlægges opkøbt og taget ud af drift. Og ministeren havde ellers penge med til de involverede 60 lodsejere: 137 millioner kroner. Alligevel var stemningen fjendsk. En enkelt lodsejer blev endda i avisen beskrevet som “rasende”.

Så historien fra Skjern Å gentager sig tilsyneladende. Her tog det omkring 14 år fra projektets start i 1980’erne, til den genslyngede å kunne åbnes i 2002. Til 2.200 hektar lavbundsjord. 22 kvadratkilometer på 14 år.

Så set i det lys skal vi nok regne med mindst 30-40 år, før vi er i mål med Den Grønne Trepart. Hvis vi er lidt optimistiske og har bare lidt held i giftsprøjten.

Og til den tid er alting jo bekvemt glemt. Den sidste fjord død og den sidste sø groet til.

Mange af os herværende næppe heller tilstede til at brokke os over de brudte løfter.

3. januar 2025


* Men om 50 år er alting godt igen…

Professor Stiig Markager, som med base på Aarhus Universitet har beskæftiget sig med iltsvind i et kvart århundrede, er selv ganske realistisk i sine forudsigelser for det danske vandmiljø:

“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”

Det siger Markager i oplægget til et nyt kursus om Den Grønne Trepart, som Aarhus Universitet udbyder til foråret. Om alt går vel, planerne holder og overlever de kommende regeringsskifter. Det er der slet ingen garanti for. Det vil dansk landbrug kunne lægge mange nye hindringer for.

Klart vand bliver således ikke noget, vi selv eller vore børn kan se frem til og få glæde af. Det løb er kørt. Trods ellers de bedste intentioner tilbage i 2000, da EU’s Vandrammedirektiv jo blev vedtaget. Som endnu en fisk i en fotofælde.

Det bliver svært at forklare vore børn og børnebørn. At vore politikere i den grad har ladet stå til, mens dansk landbrug bare kørte videre med klatten og gyllesprederen. At vi ikke kunne nå et så simpelt mål, som vi ellers havde givet os selv et kvart århundrede til.

Og postet millioner og milliarder af skattekroner i.

Det er pinligt ud over alle grænser.

3. januar 2025

 

Gamle Damer og Ålegræs

* Den Gamle Dame og Ålegræsset

Da jeg i min grønne ungdom var blå ulveunge i Greve Strand ved den dengang sulfoskummende Køge Bugt, fik jeg denne historie fortalt:

Det var historien om spejderen, der ville gøre dagens gode gerning, og som derfor hjalp en gammel dame over vejen. Problemet var bare, at hun slet ikke skulle over på den anden side…

For en spejderdreng in spe og ulveunge i første klasse var det en ganske tankevækkende historie, som har fulgt mig lige siden. Dagens gode gerning kunne pludselig blive et problem for den stakkels gamle dame.

Historien blev pludselig ekstra aktuel, da vi forrige år begyndte at udplante ålegræs i Randers Fjord. De grønne skud ville bare ikke gro i det plumrede vand, som landbruget langs den inddæmmede fjord havde leveret. Via massiv overgødskning af markerne inde bag digerne.

Da vi genbesøgte det udplantede ålegræs året efter, var der stort set intet tilbage. Hovedparten af de 5.795 friske skud, som vi møjsommeligt havde høstet og hentet ved udmundingen af Mariager Fjord i Kattegat, var bukket under i det uklare vand med de alt for mange næringssalte. De små skud blev øjeblikkeligt overbegroet i fedtemøg, som kvalte næsten alle planterne.

Skønne spildte kræfter altså. Og en indsats, der ikke gav smag på mere af samme slags. I stedet har kommunen nu valgt at satse helt på etablering af nye stenrev, der ganske vist også gror til i alger. Men som alligevel bidrager til livet i fjorden med strømlæ og skjulesteder for småt og stort.

Oplevelsen var lærerig på flere måder. Vi var et par år tidligere startet med etablering af stenrev, og nu ville vi følge succesen op med bølgende ålegræsbælter. Læs historien og se de mange billeder fra Randers Stenrev her.

Vi var dengang endnu i den glade tro, at vi kunne hjælpe den trængte natur i Randers Fjord ved at udplante ålegræs, hvor der tidligere havde været noget. Jo mere vi kunne plante ud, desto bedre ville verden blive.

Den folkelige opbakning til udplantning af ålegræs var overvældende. Rigtig mange ville gerne gøre en aktiv indsats for at hjælpe naturen og det trængte vandmiljø. Det var derfor ikke noget problem at skaffe lokal arbejdskraft til projekterne. Problemet var bare, at det ikke virkede. 

Det var historien om den gamle dame igen. Alle ville så gerne hjælpe hende over vejen, men hun skulle desværre slet ikke over. Der var nemlig ikke noget at komme efter på den anden side. Intet vandmiljø, de nye ålegræsskud kunne gro i.

Det havde dansk landbrug effektivt sørget for med flere års massive udledninger af især kvælstof. Det gjorde, at de nye skud på ingen tid blev overbegroet i fedtemøg og kvalt. Og at de nye “blå skove” derfor aldrig blev til noget.

* Det faglige modspil

Tilbage i 2023 havde Danmarks Sportsfiskerforbund foretræde for Folketingets miljøudvalg. Man ønskede, at det blev lettere end hidtil at få tilladelse til at udplante ålegræs rundt omkring i landet. Velux-fonden stod jo klar med millionstore tilskud, og vandmiljøet manglede desperat ålegræs.

Desværre kan man ikke bare gå ned i nærmeste Plantorama og købe ålegræsskud fra et gartneri. Der findes nemlig ingen, som dyrker ålegræs til udplantning. Ingen overhovedet.

Alt ålegræs til udplantning skal derfor fysisk høstes fra eksisterende ålegræsbede, der næppe tåler dette i nævneværdigt omfang. Eksisterende ålegræsbede er jo i forvejen ofte selv truede af det dårlige vandmiljø.

Fra faglig side blev der derfor advaret mod “Wild West” tilstande, hvor der skulle udplantes ålegræs for enhver pris. Her, der og alle vegne. Det var smitsomt, for alle ville jo gerne gøre en god gerning for miljøet. Nogle også tjene penge på det.

Denne uansvarlige omgang med udplantning af ålegræs fik heldigvis til sidst et fagligt modspil, der satte tingene på plads.

Et af de argumenter, der blev brugt for at fremme udplantningen af ålegræs, var græssets påståede evne til at binde og dermed tilbageholde store mængder CO2 – til fordel for klimaet og begrænsning af den globale opvarmning.

Det resulterede i fængende avisoverskrifter som “De blå skove kan binde mere end Danmarks CO2-udledning” og satte yderligere fokus på ålegræsset.

Fagligt var der desværre ikke hold i disse påstande. 28 danske forskere og administrationer satte derfor hinanden stævne i Odense for at aflive myten om ålegræsset og dets tilbageholdelse af kulstof i bunden. Drømmen om “den permanente begravelse af kulstof” under ålegræsset var definitivt bristet.

Aflivningen af denne myte skete på en såkaldt konsensuskonference om emnet. Her gik forskerne i rette med, at “en række centrale hjemmesider fra forskellige organisationer, som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening, WWF og Tænketanken Hav”, desværre giver udtryk for misforståede budskaber omkring ålegræssets evne til netop at tilbageholde kulstof.

*

* De faglige anbefalinger

Denne komplekse problemstilling kan man læse meget mere om i rapporten fra den afholdte konference. Herunder blot fire deltagende forskeres konkrete udtalelser om ålegræssets reelle optagelse af kulstof samt gode råd til retablering af ålegræsbælter landet over:


”Det er desværre ikke rigtigt. Det organiske stof, som begraves i den iltfrie del af havbunden omsættes af bakterier, der ånder uden ilt. Bakterierne bruger i stedet f.eks. nitrat, sulfat og jern, når de nedbryder organisk stof.”

Professor Bo Barker Jørgensen, Biologisk Institut, Aarhus Universitet


”Men det er slet ikke så let, som det ofte bliver udtrykt. Det er nemt at ødelægge store arealer med ålegræs, men det er svært at finde egnede arealer, hvor man kan få udplantet ålegræs til at overleve.”

Professor Mogens Flindt, Biologisk Institut, Syddansk Universitet


”Det er helt afgørende, at vi meget hurtigt får en markant indsats på land. En aktiv udplantning af ålegræs på egnede lokaliteter, hvor der samtidig er langt til naturlige ålegræsbede, kan måske hjælpe den naturlige ålegræsspredning på vej, men kan slet ikke redde vores havmiljø.” 

Professor Karen Timmermann, Institut for Akvatiske Ressourcer, Danmarks Tekniske Universitet


”Det er vigtigt, at man meget grundigt vurderer, om de naturlige ålegræsenge kan holde til denne høst, og at der er en omhyggelig opfølgning på aktiviteterne rundt om i landet. Vi mangler ganske enkelt resultater, der viser, om udplantet ålegræs i det hele taget overlever gennem flere år.”

Professor Kaj Sand-Jensen, Biologisk Institut, Københavns Universitet


* Morale

Dagens gode gerning er lige så vigtig, som den altid har været. Den Gamle Dame skal naturligvis stadig hjælpes over gaden, når og hvis hun har brug for det. Men endnu vigtigere er det, at der så også er noget at komme efter på den anden side. 

Det er der ikke i skrivende stund. Det må være læren af de hidtidige udplantninger af ålegræs. De nytter intet med den nuværende forurening fra landbruget. 

Den må bringes til ophør, før vi krydser gaden med Den Gamle Dame under armen. Og en tot frisk plukket ålegræs i favnen.

For over skal de jo begge på et tidspunkt.

Og det hurtigst muligt.

Steen Ulnits


Tegning: Niels Knudsen for Gylle.dk


Link til den fulde rapport:

https://ecos.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/aalegraes-og-tang-er-ikke-en-redningsplanke-for-vores-klima

Artiklen blev første gang publiceret på www.gylle.dk