Igler maner billeder af åreladning og store blodsugende lægeigler frem. Eller billeder af Humphrey Bogart, der med sin glødende cigaret får de blodsugende igler fra tropesumpen til at slippe taget i ekspeditionsdeltagerne.

Men igler er slet ikke så slemme eller frygtindgydende endda. Igler er såmænd ledorme på lige fod med eksempelvis regnorme og børsteorme. Blot er de forsynet med sugeskiver – i regelen en mindre ved munden og en større bagtil. Disse sugeskiver bruger iglerne til dels at bevæge sig og holde sig fast med – dels at fange bytte eller suge blod med.

Der findes et utal af forskellige igler, hvoraf langt de fleste lever i ferskvand. Kun et fåtal har dog betydning for fisk og fiskeri, nemlig fiskeiglerne og hundeiglerne.

Fiskeigler

Fiskeigler – Piscicolidae også kaldet – er betegnelsen på den gruppe af igler, som har specialiseret sig i at parasitere på fisk og andre dyr under vandet. Fiskeiglerne tilhører snabeliglerne, som alle har en sugesnabel, der kan krænges ud gennem munden. De fleste lever i havet med den op til 20 cm lange rokkeigle som nok den mest kendte.

I Danmark lever kun en enkelt art i ferskvand, nemlig Piscicola geometra, som til gengæld er ganske almindelig i åer og søer med en yppig plantevækst og et højt iltindhold.

Fiskeigler er typisk meget slanke dyr med store sugeskiver både fortil og bagtil. De lever udelukkende af at suge blod på fisk, som de overfalder fra deres skjul i vegetationen.

Selve blodsugningen skader ikke fiskene, men sugningen efterlader små huller gennem hud og slimlag, hvorigennem svampe og bakterier med flere har let spil. Ikke mindst små fisk bukker ofte under på denne måde.

Større fisk har en større tolerance over for angreb fra fiskeigler, og der er mange eksempler på velvoksne gedder, som nærmest har været dækket af fiskeigler på især hoved og ryg.

Tidligere var iglerne ofte et problem i dambrug, hvor de angreb de større moderfisk, som gik i små damme med stillestående vand. I dag undgår man igleangreb ved dels en større gennemstrømning af dammene – dels tilsætning af stoffet kobberklorid i små mængder.

I Sverige og Tyskland findes yderligere to arter af fiskeigler, som – uvist af hvilken årsag – endnu ikke er truffet i Danmark. Det er arterne Cystobranchus respirans og C. mammilatus. Sidstnævnte findes også i Norge, hvor den kaldes “lakeigle”, da den her snylter på ferskvandskvabben – “lake” på norsk, “knude” på dansk.

Ud over den deciderede og højt specialiserede fiskeigle møder man i det øvrige Skandinavien ofte den primitive børsteigle Acanthobdella peledina som snylter på laks, ørred og stalling.

Hundeigler

Nu kunne man jo forledes til at tro, at når fiskeigler lever på fisk, så lever hundeigler tilsvarende på hunde. Det ville jo være logisk.

Men sådan er det ikke. Hundeiglen har nemlig fået sit navn, fordi præfixet “hunde” i lighed med præfixet “heste” er af den nedsættende slags og intet har med hverken hunde eller heste at gøre. Der er masser af eksempler på dette i det danske sprog – eksempelvis hundestejler og hesterejer.

Hundeiglen har således intet med hunde at gøre. Det er blot en af vore mest almindelige ferskvandsigler – dertil og af samme årsag et meget almindeligt bytte for de selvsamme fisk, der måske selv er bytte for fiskeiglen.

Hundeiglen Erpobdella octoculata er en slank og brunlig igle, der kan blive op til 8 cm lang. Så stor en proteinbombe er det kun de færreste rovfisk, der lader svømme uantastet forbi.

Den har samtidig et bevægelsesmønster, der er ganske let at imitere for fluefiskeren, der gerne binder en Woolly Bugger for enden af sit forfang. Vægtbelastet korrekt – bedst med en metalkugle (bead head) fortil – får denne flue en jigagtig gang i vandet, som minder meget om hundeiglens måde at bevæge sig på.

Sorte eller brune fluer er gode efterligninger af den allesteds – også i forurenet vand – forekommende hundeigle, som med sin muskuløse krop er en godbid af de større.

© 2001 Steen Ulnits

Nu er den gal igen ved Kolindsund Kanalerne på Djursland. Nu vil landbrug og pumpelaug bombe et af landets fineste havørredvande tilbage til stenalderen.

Kolindsund Kanalerne, der i dag hører til Danmarks mest produktive, hvad havørreder i både antal og størrelse angår, har en meget speciel forhistorie.

Selv om kanalerne er lige og kunstige, byder de i dag på megen værdifuld natur.

Oprindeligt – efter sidste istid – var området en stor tunneldal. Senere blev det til et sund, der forbandt Grenå med Randers Fjord. Endnu senere blev det til en sø, der afvandedes af den nuværende Grenå.

Men sådan skulle det ikke vedblive at være. Landbruget havde brug for mere jord til dyrkning, og derfor blev søen afvandet og området inddæmmet. I dag sørger kunstige diger og pumper for, at den gamle søbund holdes tør og dermed kan bruges som landbrugsjord.

“Ny Grenå”

Pumpevandet går ud i den kunstige og snorlige Nordkanal, der på sit yderste løb benævnes “Ny Grenå”, mens det mere naturlige afløbsvand passerer igennem den langt mindre, men mere slyngedeSydkanal.

Det, vi i dag kalder “Kolindsund Kanalerne”, er altså det øvre og for en stor dels vedkommende aldeles kunstige forløb af Grenåen. Det omfatter således både Nordkanalen og Sydkanalen – samt en ligeledes kunstig Midtkanal.

Det er dog kun den kunstige og vandrige Nordkanal, der er interessant i lystfisker-henseende. Nordkanalen har øverst oppe tilløb af den lille Nimtofte Å – det suverænt vigtigste gydevandløb for havørrederne i Kolindsund Kanalerne.

Her er der i november-december tæt pakket med store og gydemodne havørreder, som nyder godt af den gode vandkvalitet og ikke mindst den høje strømhastighed i Nimtofte Å. Det kan derfor ikke undre, at netop sammenløbet af Nimtofte Å og Nordkanalen er et af de helt store hotspots for havørredfiskerne i Kolindsund.

De allerfleste havørreder tages dog meget længere nedstrøms i Nordkanalen – og meget ofte på steder, der forekommer udenbys fiskere helt og aldeles håbløse. Strømmen i Nordkanalen er uhyre langsom – til tider så langsom, at strømmen på det nærmeste løber den anden vej, altså opstrøms!

Fra kanal og til å igen

Da kanalerne, som de ser ud i dag, var en realitet, blev de omfattet af en speciel “Kolindsundlov” fra 1934. En lov, der fuldt ud betragtede kanalerne som ren afvanding for landbruget. Og en lov, der holdt helt frem til 1987, hvor kanalerne i stedet kom ind under den da nyreviderede vandløbslov.

Vand- og landplanter skæres fra sejlende maskiner.

Kanalernes nye status sikrede dem da – i hvert fald i teorien – en mere lempelig behandling og vedligeholdelse end hidtil. Nu var det ikke længere lovligt at rense åen op med gravkøer. Det var ikke længere lovligt at lade afskåret grøde ligge i åløbet. Det var ikke længere lovligt at rette brinkerne af til snorlige kanter. Og man måtte ikke længere fjerne træer og buske fra diger og bredder.

Alt i alt skulle kanalerne således atter blive til mere å end kanaler – med et rigere dyre- og planteliv til følge. De smukke intentioner blev dog ikke ført ganske ud i praksis, hvor der stadig skete og sker en hårdhændet vedligeholdelse, der bestemt ikke lever op til de af amtet i vandløbsregulativet fastsatte målsætninger. Alligevel ser kanalerne i dag langt mere naturlige ud, end de gjorde under den gamle lovgivning.

Grøden skal skæres 4 gange årligt i perioden 15. maj til 15. september, og den drivende grøde skal efter endt skæring samles op. Dette sker desværre kun i meget begrænset omfang, hvilket billedmaterialet til fulde dokumenterer.

Vedligeholdelsen forestås af det lokale Kolindsund Pumpelaug, som årligt modtager 600.000 kroner fra Århus Amt for at udføre denne vedligeholdelse.

Oversvøm Kolindsund

Selvsamme Århus Amt, hvorunder Djursland og dermed også Kolindsund hører, fremførte for ikke så længe siden planer om, at hele Kolindsund-området skulle sættes under vand igen – altså bringes tilbage til sin oprindelige tilstand. Dette som led i Folketingets nye Vandmiljø-handlingsplan II, der tog over, hvor den gamle plan måtte give op.

Århus Amt havde beregnet, at en oversvømning af Kolindsund ville holde lige så meget kvælstof tilbage som samtlige rensningsanlæg i hele amtet! “Kolindsund er det område, der mest effektivt ville kunne fjerne nitrat”, lød det fra amtet.

De lokale landbrugere var ikke glade for budskabet. Der findes i dag omkring 3.000 hektar inddæmmet jord i Kolindsund, hvoraf de 2.500 dyrkes. Jorden ejes af godt 150 lodsejere, som hver især blev stillet en kompensation på kr. 25.000,- pr. hektar i udsigt, hvis området blev sat under vand.

Landbrugerne ville have kr. 100.000,- i stedet, så der var lagt op til nye konfrontationer mellem landbrug og myndigheder. Siden blev striden dog bilagt, idet amtet droppede planerne om at oversvømme Kolindsund. I hvert fald indtil videre.

Angreb fra pumpelauget

Men nu er den så gal igen. Nu trues kanalerne af det pumpelaug, som forestår vedligeholdelsen. Lauget ønsker nemlig at genoptage den gamle og meget hårdhændede vedligeholdelse af kanalerne, som blev praktiseret under den gamle Kolindsundlov af 1934. Det har de søgt om så sent som i foråret 2001.

Den afskårne grøde skal ifølge loven samles op. Det bliver den ikke her.

I sensommeren 2001 foretager pumpelauget så på egen foranledning en opmåling på forskellige stationer i Nordkanalen, Sydkanalen samt Grenåen. På baggrund af denne opmåling giver Århus Amt så tilladelse til, at der kan graves, fældes træer og skæres anden form for vegetation – totalt i modstrid med det gældende regulativ fra 1996 og dermed klart ulovligt.

En sådan tilbagevenden til gammel praksis vil nemlig nødvendiggøre, at Århus Amt nedklassificerer kanalerne fra den nuværende B2-målsætning til en langt lempeligere målsætning som C-vandløb.

I den forbindelse er det vigtigt at vide, at B2-vandløb som målsætning er laksefiskevand med mulighed for opvækst af yngel og skjul for større fisk. Dette kræver en forholdsvis stor fysisk variation samt en forureningsgrad, der ikke overstiger II. B2-vandløb er omfattet af naturbeskyttelsesloven.

C-vandløb har derimod lempede målsætninger. Et naturligt og alsidigt dyre- og planteliv er ikke påkrævet, og en forureningsgrad II-III accepteres. Der er ingen krav om forekomst af fisk, idet vandløbet alene har afvandingsmæssig interesse. Således stilles der heller ikke krav om nogen restvandføring efter oppumpning.

Det er vigtigt at forstå, at en C-målsætning ingen mening giver, dersom der er højere A- og B1-målsætninger længere opstrøms i vandsystemet. Hvilket netop er tilfældet med Kolindsund kanalerne. I så fald vil laksefisk ikke kunne gennemføre deres naturlige livscyklus, der netop medfører vandringer op og ned gennem vandsystemet.

C-vandløb er ikke omfattet af naturbeskyttelsesloven, og der er således frit slag med hensyn til vedligeholdelsen. Det er derfor ikke så lidt af et skræk-scenario, dersom Kolindsund nedklassificeres fra B2 til C.

Tavse sportsfiskere

Sportsfiskerforeningen for Grenå og Omegn (SGO), som lejer fiskeretten af og hvis bestyrelse har nære relationer til pumpelauget, vil ikke gøre indsigelse mod forslaget. Trods ellers mange protester fra de menige medlemmer, der til daglig fisker i kanalerne. Man er bange for at miste fiskeretten, hvis man lægger sig ud med det mægtige pumpelaug.

Kanterne må ikke skæres ifølge regulativet. Det bliver de alligevel.

Oprindelig havde SGO ganske vist anket pumpelaugets ansøgning om en mere hårdhændet vedligeholdelse af kanalerne, men SGO kom senere på andre tanker og droppede indsigelsen.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der ellers har indsigelsesret i henhold til miljøloven fra 1973, og som normalt er meget oppe på mærkerne i netop vandløbssager, vil heller ikke gøre indsigelse. Dette af hensyn til SGO, der er medlem af DSF. En klassisk problemstilling i sportsfiskerkredse, hvor DSF tidligere har mistet mange medlemmer, når man talte vandmiljøets sag uden skelen til andre interesser. Medlemmer, som mistede fiskevand på det grundlag.

Grenå Turistforening er også blevet anklaget for ikke at involvere sig i sagen, der jo er af betydning for den lokale fisketurisme. Men turistforeningen melder hus forbi og udtaler endda, at man ikke mener, en tilbagevenden til hårdhændet vedligeholdelse vil skade fiskemulighederne i Kolindsund. Man ser således ikke noget problem i sagen.

Miljøbevidste lokale sportsfiskere har derfor følt sig magtesløse i spillet om kanalernes fremtid. Deres egne organisationer har ikke turdet involvere sig i sagen, men har i flere tilfælde sågar allieret sig med pumpelauget og støttet deres nye krav om en mere hårdhændet vedligeholdelse.

Indsigelse fra naturfredningsforeningen

Den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening (DN) er derimod oppe på mærkerne. Og da DN ikke har noget i klemme hos hverken amt eller pumpelaug, har man gjort indsigelse i henhold til gældende regulativ og vandløbslov.

Denne indigelse har opsættende virkning, men allerede på nuværende tidspunkt er der sket store skader på miljøet i og omkring kanalerne. Det overvejes derfor at indgive politianmeldelse mod pumpelauget.

Det er lystfisker og miljøforkæmper Benny Stanley, der har været primus motor i projektet. Som medlem af såvel sportsfiskerforeningen og naturfredningsforeningen har han presset på for en løsning til fordel for vandmiljøet. Det har indtil videre resulteret i en skriftlig trussel om ekskludering af sportsfiskerforeningen.

Da Århus Amt ikke har reageret på henvendelser fra DN, men samtidig stillet sig positiv over for pumpelaugets ansøgning om en mere hårdhændet vedligeholdelse af kanalerne, har DN set sig nødsaget til at klage videre til andre og højere instanser.

Således er der nu hele tre ministerier involveret i spillet om Kolindsund kanalernes fremtid: Fødevareministeriet, Miljøministeriet og i sidste ende måske også Indenrigsministeriet.

Svar fra ministerierne

Daværende fødevareminister Ritt Bjerregaard svarer blandt andet følgende på klagen:

“Til jeres spørgsmål om nedklassificering af Kolindsund Landkanaler har jeg fået oplyst, at der ikke i det fremlagte forslag til regionplan 2001 for Århus Amt er påtænkt ændringer i klassificeringen, men at Århus Amt dog har en anmodning fra Kolindsund Pumpelaug om tilladelse til at gå tilbage til den tidligere gældende mere hårdhændede vedligeholdelse af kanalerne. En eventuel tilladelse vil ifølge Århus Amt nødvendiggøre en nedklassificering i forhold til den nugældende.

Danmarks Fiskeriundersøgelser finder, at en nedklassificering vil være et alvorligt tilbageskridt for fiskeinteresserne i området, fordi deraf naturligt vil følge en forringelse af vandløbets fysiske forhold.

Selv om jeg også finder det betænkeligt at nedklassificere landkanalerne, kan jeg ikke gå ind i sagen, eller i amtets forvaltning. Det er alene Århus Amt, der kan tage stilling til disse spørgsmål. Amtets afgørelse kan klages efter de herom gældende bestemmelser.”

Daværende miljøminister Svend Auken svarer blandt andet følgende på samme klage:

“Århus Amt er vandløbsmyndighed for Kolindsund Landkanaler og skal i henhold til vandløbslovens bestemmelser tilstræbe at sikre, at vandløbene kan benyttes til afledning af vand under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som bl.a. er fastsat i regionplanens målsætning for vandløb.

Amtet skal således sikre, at der til stadighed foreligger vandløbsregulativer for kanalerne, og at vandløbene administreres, herunder vedligeholdes, i overensstemmelse med regulativerne og under hensyntagen til de miljømæssige krav. Amtets afgørelser efter vandløbsloven kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen efter lovens regler herom.”

Således er altså fronterne trukket op i kampen om et af Danmarks mest produktive havørredvande.

© Tekst: Steen Ulnits 2001

© Fotos: Benny Stanley

Nu ved vist de fleste, at man ikke skal fodre levende dyr med døde dyr af samme art. Det har vi med al ønskelig tydelighed set i sagen om BSE og Creutzfeldt-Jacobs sygdommen, der har hærget blandt europæisk kødkvæg, og som efter alt at dømme allerede har krævet de første dødsofre blandt mennesker, der havde spist inficeret kød. En snigende hjernesygdom, som ingen kan gøre noget ved.

Nu ser det imidlertid ud til, at de gæve nordmænd også og endnu engang er gledet i Nordsø-olien. Norge, som jo på få år er blevet verdens største producent og eksportør af opdrættede tamlaks i flydende netbure langs den altid isfri norske Atlanterhavskyst. Norge, som af samme årsag har sat sine mange vildlaksebestande totalt over styr. Og nu er de så også hoppet på vognen med at fodre levende laks med døde laks – trods den stigende bevidsthed om det både ukloge, risikable og uetiske i dette.

Døde laks til levende

I hvert fald har det engelske blad “The Sunday Times” oplevet det i Norge. I en stort opsat artikel, der primært fokuserer på de voldsomme skadevirkninger af et storstilet lakseopdræt i Skotland, har reporteren ved selvsyn oplevet døde norske laks blive til levende. Helt uden brug af voodoo eller anden magi, men på følgende måde, som bladet beskriver således:

“Døde laks opsamles og opbevares i store, åbne plastcontainere, der står udendørs. De kan stå ude i mere end en uge, hvor de fryser om natten og tør op igen om dagen. Stanken er ubeskrivelig! Herefter moses de til en brun sovs, der blandes med andre ingredienser og formes til nye foderpiller.”

Velbekomme, siger jeg. Skulle jeg tidligere og i et svagt øjeblik have sneget en skive røget norsk tamlaks med ned i indkøbskurven, når der ikke har været laks i fryseren derhjemme, så er det definitivt slut nu.

Norge har endnu engang dokumenteret, at man omgås atlanterhavslaksen, som var man Vorherre selv. Og det er man ikke.

For 20 milliarder laks

I en rapport udarbejdet af det norske firma Oslo Energikonsult når man frem til, at den norske vildlaks i de 50 vigtigste lakseelve er hele 20 milliarder norske kroner værd for samfundsøkonomien. Det gælder laksene i de vandsystemer, der af det såkaldte Rieber-Mohn udvalg blev udpeget som fremtidige laksevande af national status.

Analysen konkluderede samtidig, at der alene i de to kommuner Grong og Overhalla – ved bredden af den velkendte Namsen elv – hvert år skabes mere end 50 fuldtidsjobs på grund af laksen og den relaterede fisketurisme.

Imidlertid er situationen for laksen i det norske Vestlandet nu så kritisk, at man taler om et totalt laksestop i Hordaland, Sogn og Fjordane til næste år.

En af forklaringerne er ifølge Norsk Havforskningsinstitut, at op mod 95% af de udvandrende vilde laksesmolt i Sognefjorden dræbes af havlus fra havbrugene med tamlaks. Hele årgange er her i fare for at blive udraderet. En anden forklaring er angreb fra parasitten Gyrodactylus salaris, som hærger oppe i elvenes ferske vand.

Dette og meget mere stod på programmet, da man afholdt det årlige Villaksseminar på Norsk Villakssenter i Lærdal. Problemet er blot, at selv ikke nok så megen klog snak vil ændre på noget som helst. Der skal handling til, og det er den norske regering ikke villig til.

EU-svindel med norske laks

Det har længe vakt harme blandt udenlandske sportsfiskere, som ikke er bosat i Norge, at de kun må fjerne sig 5 km fra nærmeste offentlige vej i den nordnorske Finnmark.

Harmen er nu nået så langt i systemet, at ESA – EFTA’s overvågningsorgan – langt om længe har fået øje på denne åbenbare diskrimination, som har stået på i flere år. ESA har meldt ud, at Norge skal have endog særdeles gode grunde til at opretholde denne diskrimination af EU-borgere.

I den såkaldte EØS-handelsaftale med EU har Norge nemlig forpligtet sig til ikke at diskriminere borgere i EØS-EU området. Og da Norge er helt afhængig af en særhandelsaftale med EU, når man skal slippe af med sine mange millioner tamlaks fra havbrugsopdrættet, må Norge hellere makke ret. Ellers kommer EU efter dem!

Toldvæsenet i Nordjylland har opklaret et tilfælde af norsk svindel med EU-midler. Således har norske lakseeksportører svindlet ved at dumpe laksepriserne til under den fastsatte EU-mindstepris og derved unddraget EU op mod 300 millioner kroner. Ulovligheder, der naturligvis går ud over EU’s egne lakseproducerende lande såsom Irland og Skotland.

Endnu et eksempel på, at norsk lakseopdræt er skadeligt for alt andet end lige netop norsk nationaløkonomi. Det er ikke kun den norske vildlaks, der må bøde med livet for det kolossale og aldeles uhæmmede lakseopdræt i norske fjorde. Nu går det også ud over hjemlige fiskeopdrættere.

Dansk laksestop

Den store Vadehavsundersøgelse viste i sin tid, at de to resterende bierhvervsfiskere i Ho Bugt hvert år i deres ruser fanger omkring 150 laks og 550 havørreder. Opgangsfisk, vel at mærke – fisk på vej op mod gydepladserne i Varde Å.

Siden viste det sig jo, at der rent faktisk findes rester af en oprindelig laksestamme i netop Varde Å. Og at der derfor var værdifulde vildlaks blandt bierhvervsfiskernes fangster. De lokale sportsfiskere i Varde Sportsfiskerforening tog straks têten ved frivilligt at frede laksen i Varde Å. Kun havørreder må tages med hjem. Laks skal genudsættes.

Dette har nu ført til, at de to bierhvervsfiskere i ét år frem forsyner deres ruser med stopriste, så der ikke kan gå gydemodne laks og havørreder i dem. Det bør medføre et markant bedre fiskeri i den store sydvestjyske å.

Senest er der fremkommet lignende planer for Ribe Å, hvor der også er konstateret rester af oprindelige laks. Men i så ringe antal, at det vil være uforsvarligt at fjerne fisk fra bestanden.

© Steen Ulnits 2001

I gamle dage var der fisk i Limfjorden – så mange, at adskillige fjordfiskere kunne leve af fiskeriet.

Det kan de ikke længere. I dag er fiskene væk – til dels erstattet af hyppige iltsvind og bundvendinger, som nu forekommer i op mod 40% af fjorden. Det er en fordobling i løbet af to årtier.

I gamle dage fangede man primært ål, ålekvabber, rødspætter og skrubber. Siden 1990 er dette fiskeri på det nærmeste ophørt, og det er næppe kun iltsvindet, der står bag. I selvsamme periode er der nemlig sket en markant fremgang for rovdyr og rovfugle i og omkring Limfjorden.

Denne fremgang gælder især sæler og skarver. Sælbestanden talte i 1977 omkring 200 eksemplarer – et tal, der i 1988 var vokset til 700 sæler. I 1999 talte bestanden ikke færre end 1.800 individer. Altså tæt på en ti-dobling i løbet af 25 år. Sælen æder 2-4 kg fisk om dagen, hvilket på årsbasis svarer til 1.-2.000 tons Limfjordsfisk årligt.

Noget tilsvarende gør sig gældende for skarven, der som bekendt blev totalfredet i 1986. Skarvbestanden ved Limfjorden er mere end ti-doblet i ti-året 1990-2000. I dag er der således mere end 20.000 skarver, som søger deres føde i Limfjorden. Og da hver voksen skarv daglig konsumerer op mod et halvt kg fisk, forbruger skarven alene omkring 10 tons fisk – hver dag.

En tredje prædator, som især gør indhug på Limfjordens mindre bundfisk, er strandkrabben, der har været i stærk fremgang i de senere år. Dette er dog ikke dokumenteret numerisk, men baserer sig udelukkende på udtalelser fra lokale fiskere.

Dyster fremtid for fiskeriet

Alt i alt tegner der sig et dystert billede af bundfiskenes betingelser i Limfjorden. I det seneste årti har stedse hyppigere iltsvind og bundvendinger sammen med mangedoblede bestande af sæler, skarver og krabber reduceret et engang produktivt fiskevand til noget nær ingenting…

Meget relevant er der netop kommet en ny bog om Limfjorden og dens fiskere op gennem tiderne på markedet. Det er skolelærer Jens Østergaard fra Valsted ved Nibe, der har barslet med bogen “Jægere og fiskere ved Limfjorden i 100 år”. En bog, hvis 175 sider blandt meget andet kan fortælle om dengang, en fisker i Louns Bredning daglig kunne fylde sine hyttefade med 300 pund friske skrubber – hvilket han kunne så sent som op til 1960’erne.

Bogen rundes meget passende af med følgende bredside fra den ligeledes nordjyske naturjournalist Jan Skriver:

“Vi lod frikadellen vinde over fladfiskefileten. Vi lod ålen i stikken. Vi lod kornet bølge, hvor ålegræsset skulle have svajet. Vi lod Limfjordens lunger klappe sammen. Vi lod en rig kultur af fiskere og fangstmænd dø ud.” Amen og citat slut.

© Steen Ulnits 2002

Mens fiskene i Limfjorden lider, er der overraskende godt nyt om hummerbestanden i samme fjord. Den er nu så god, at flere fjordfiskere nu har slået sig på hummerfiskeriet. På en god dag kan en hummerfisker fange op mod 20 fine hummere, der indbringer en kilopris på kr. 200,-.

Lokale fiskere med mange år på bagen fortæller, at det nuværende hummerfiskeri er lige så godt, som det var tilbage i 1950’erne – før forurening, overfiskning og anden dårligdom indtog LImfjorden. Nu kan man så frygte, at det intensiverede hummerfiskeri hurtigt vil bringe bestanden ned på samme lave niveau som for fiskenes vedkommende…

Mens vildlaksen kæmper for sit liv i Nordatlanten, kæmper mange andre interesser om vildlaksen…

Det ser sort ud for atlanterhavslaksen på internationalt plan. I løbet af de sidste 25 år er den samlede laksefangst således gået støt ned af bakke:

1975: 4.0 millioner fisk
1980: 3,4 millioner fisk
1985: 2,6 millioner fisk
1990: 1,6 millioner fisk
1995: 1,1 millioner fisk
1997: 0,8 millioner fisk

Den samlede fangst af atlanterhavslaks er således faldet med 80% siden 1975.

I USA måtte Salmo salar da også definitivt opgive ævred sidste år. Det skete den 13. november 2000, hvor atlanterhavslaksen kom på listen over truede dyrearter i USA. Her forekommer den på nuværende tidspunkt kun i otte floder – alle i staten Maine.

US Fish and Wildlife Services og Marine Fisheries Service vurderer, at der i dag vender mindre end 10% af de laks tilbage til floderne, som er nødvendige for artens overlevelse. Atlanterhavslaksen er således på randen af udryddelse i Nordamerika her først i det nye årtusinde, og rødlistningen kommer derfor ikke et sekund for tidligt.

Ligeglad med laksen

Fra naturens hånd er Norge verdens lakseland nummer ét. Over 600 lakseelve findes der fra nord til syd. Flere tusinde danske laksefiskere gæster hvert år Norge for en mulig dyst med fiskenes konge – med store turistindtægter for lokalsamfundene til følge.

Men Norge har ikke passet ret godt på denne naturarv. Således har 42 elve allerede helt mistet deres laksebestand, og 55 elve har truede bestande. Endelig anses 154 elve for sårbare med hensyn til laksens fremtid. Der er således alvorlige problemer ved mere end en tredjedel af landets mange lakseelve.

Tilsyneladende er nordmændene ligeglade med laksen, så længe blot olien fosser op fra Nordsøens bund. Nordmændene har i hvert fald stiltiende set til, mens et lakseopdræt i voldsom vækst har forurenet vandene med såvel undslupne tamlaks som havlus i hobetal og alskens smitsomme sygdomme.

Resultaterne har da heller ikke ladet vente på sig. Således er de norske bestande af vildlaks pt. i frit fald mod afgrunden – mod den totale udryddelse.

At der overhovedet stadig er laks i elvene, skyldes primært de massive udslip af tamlaks fra opdrættet i de norske fjorde. Og så den kendsgerning, at “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) med hovedsæde på Island gennem årene har “frikøbt” op mod en million norske vildlaks fra garn og krogliner ude på opvækstpladserne i Nordatlanten.

Norsk friløb i olie

Men dette er sket, uden at den norske stat i de seneste år har bidraget med en krone til disse private og livsreddende opkøb af laksekvoter. Trods den ubestridelige kendsgerning, at den norske andel af opkøbet udgør mere end 40% af totalen. Og at den norske stat svømmer i penge fra Nordsøolien.

Nu ser det imidlertid ud til, at nordmændene langt om længe har fået øjnene op for situationens alvor. Efter nogle år med støt dalende international interesse for det stedse ringere norske laksefiskeri bestilte myndighederne en regulær hvidbog om den norske vildlaks. En rapport, der udreder laksens pt. fortvivlede situation og peger på nogle metoder til at redde stumperne.

Alt imens vokser det norske lakseopdræt støt og roligt videre. Det lakseopdræt, der er med til at trække tæppet væk under vildlaksene via udslip af tamlaks, overførte parasitter og smitsomme sygdomme.

Således rundede norsk lakseopdræt sidste år en produktion på 400.000 tons tamlaks om året, og hermed er Norge nu blevet verdens suverænt største lakseproducent – og som sådan hovedansvarlig for, at det i dag er billigere at købe en skive laks end et stykke torsk.

Men det har kostet vildlaksen dyrt – i form af umulig konkurrence på gydepladserne, hvor undslupne tamlaks er i klart overtal; smitsomme sygdomme og livsfarlige parasitter.

Hvidbog om vildlaksen

Det er så småt ved at gå op for nordmændene, at de er ved at miste en væsentlig del af den norske nationalarv – vildlaksen.

Den norske Rigsdag nedsatte derfor i 1998 en undersøgelseskommission, der under ledelse af forhenværende rigsanklager Georg Rieber-Mohn skulle sammenfatte laksens øjeblikkelige situation og komme med bud på, hvad der kunne gøres for at bedre forholdene.

Rapporten kom i 1999 og fylder godt 300 tætskrevne sider, som sine steder byder på idelige gentagelser af velkendte sandheder om den norske lakseforvaltning. Men nu står det der sort på hvidt – på officielt papir – og så kunne man jo håbe, at der også var nogen i den norske Rigsdag, som tog rapporten alvorligt.

Rapporten foreslår blandt andet følgende tiltag til vildlaksens fremme:

Bekæmpelse af lakselus i frivand
Reduktion i udslip af tamlaks fra opdrættet
Bekæmpelse af parasitten Gyrodactylus salaris
Stop for fremtidig udbygning af lakseeleve til vandkraft
Begrænsninger i fangsten for både stangfiskere og garnfiskere
Udpegelse af 50 nationale lakseelve, hvor laksen får højeste prioritet
Udpegelse af 10 nationale laksefjorde, hvor laksen får højeste prioritet

Teori og praksis

Personlig glædede jeg mig dengang over, at min egen bog “Laks i Gudenåen” – udgivet i 1993 af Gudenåens Laksefond i samarbejde med Gads Forlag – blev fundet værdig til at citeres i hvidbogen
om den norske vildlaks. Endnu mere ville det dog have glædet mig, dersom de konkrete forslag, som rapporten jo også bød på, var blevet ført ud i livet.

Det er nemlig ikke sket. Her i år 2001 må vi nemlig konkludere, at det er blevet ved snakken. At et par gode laksesæsoner midt i nedgangen fik mange skeptikere til at øjne lys i mørket, så man kunne undgå eller i hvert fald udsætte de nødvendige tiltag og restriktioner.

Fakta er følgende:

Der har netop været folketingsvalg i Norge, og op til et valg ønsker ingen politiker som bekendt at lægge sig ud med nogen. I sommer fremlagde den norske regering derfor et forslag, som i korthed går ud på, at der oprettes 39 nationale laksefjorde. Samtidig forbydes lakseopdræt eller pålægges restriktioner i 22 fjorde.

Høringsfristen for dette forslag er 1. oktober, og efter al sandsynlighed vil det nye Storting behandle forslaget inden udgangen af dette år.

Stenrige opdrættere…

Fra Norges Jæger- og Fiskerforbund er man dybt skuffede over regeringens udmelding. De mener, at forslaget vil trække tæppet væk under de sidste laksebestande – ikke mindst på Vestlandet, der jo har fisket katastrofalt dårligt de seneste to år.

Faktisk har fiskeriet i denne del af Norge på været så dårligt, at Direktoratet for Naturforvaltning har foreslået et totalt stop for alt laksefiskeri Vestlandet fra næste år.

Man mener, at op mod 95% af den udvandrende laksesmolt er gået til på grund af de mange havlus fra lakseopdrættet. Således skal der ikke mere end en halv snes havlus til, førend en nyudvandret laksesmolt bukker under.

Situationen er dobbelt grotesk, fordi de stenrige lakseopdrættere indtil videre ikke har brugt én eneste krone på at forske i dette problem. De skovler blot penge ind på deres tamlaks, mens vildlaksene decimeres.

Det påpeger man fra Norsk Havforskningsinstitut, der ser meget kritisk på det stadigt ekspanderende lakseopdræt.

…i ludfattige kommuner

I 1991 overtog Gustav Witzøe et konkursbo med en enkelt koncession til opdræt af laks. Ti år senere er antallet af koncessioner udvidet til 33, og samtidig er han delejer af yderligere 13 koncessioner.

Sidste år omsatte Gustav Witzøe for 498 millioner norske kroner og slagtede 19.000 tons laks. Overskuddet før skat lød på 152 millioner kroner. Næste år regner Gustav Witzøe med at slagte 24.000 tons laks og øge omsætningen til 600 millioner kroner.

Man skulle tro, at den slags arbejdspladser er populære i de ofte fjernt beliggende og tyndt befolkede egne af landet. Det var de skam også tidligere, hvor tocifrede millionbeløb hvert år havnede i slunkne kommunekasser. Men sådan er det ikke længere. Antallet af arbejdspladser er i sig selv ringe, og ifølge en ændret norsk skattelovgivning går al skat af aktieselskabers overskud nu direkte i statskassen.

Det ved politikerne i Oslo udmærket, og for nationen som sådan er lakseopdrættet derfor en guldgrube uden lige – kun overgået af Nordsøolien. Derfor er det næsten umuligt at få politikerne til at gribe ind i lakseopdrættet med restriktioner og forbud. Derfor dør den norske vildlaks på lakseopdrættets hellige alter.

Norske Lakseelver:

– Det virker, som om politikerne ikke indser, hvor alvorlig situationen er for vildlaksen, siger Aage Wold, ordførende i sammenslutningen Norske lakseelver.

– Det ser ud til, at regeringen er villig til at ofte vildlaksen i kampen om regeringsmagten, fortsætter han. Samtidig mener han, at man i regeringens nye udspil har pillet Rieber-Mohn udvalgets indstillinger totalt fra hinanden.

– Regeringens nye udspil gør det muligt for lakseopdrættet at blive liggende i de nationale laksefjorde og sågar udvide produktionen, slutter Aage Wold.

Det ser således sort ud for vildlaksen i Norge – sortere end nogensinde. Trods et par hæderlige sæsoners laksefiskeri – med masser af undslupne tamlaks i elvene.

Med mindre altså en ny norsk regering bliver i stand til at gøre noget radikalt ved vildlaksens situation.

© 2001 Steen Ulnits

Skov- og Naturstyrelsen har netop barslet med et forslag til “regulering” af skarvbestanden, hvilket kun skyldes den nye borgerlige regering.

Skov- og Naturstyrelsen har nemlig hidtil populært gået under betegnelsen “Skarv- og Naturstyrelsen, da stærke ornitologkræfter inden for styrelsen hidtil ikke har kunnet få skarver nok. Uanset de skader, de sorte fugle måtte forvolde på træer og fiskebestande.

De lærde strides stadig om, hvor mange skarver vi egentlig har på kost i Danmark. Sidste år blev der optalt små 40.000 ynglepar, hvilket sammen med klækkede unger og trækkende fugle bringer bestanden op i nærheden af 200.000 fugle, der hver æder knap et halvt kilogram fisk om dagen. Der skal således op mod 100 tons fisk til hver dag for at ernære vor hjemlige skarvbestand, når den er størst.

Jagt i Jylland

Nu lægges der op til, at skarvbestandene kan reguleres eller reduceres på forskellig vis. Således foreslår man, at fiskere og dambrugere kan få lov til at skyde skarverne i op til 1.000 meter fra deres redskaber.

Samtidig vil man som forsøg åbne Nissum og Ringkøbing Fjorde for decideret jagt om efteråret. Her har det nemlig vist sig, at skarven æder op mod 2/3 af alle udtrækkende lakseungfisk. Endelig vil forstfolk få lov til at tynde ud i eksisterende bestande eller hindre etableringen af nye, så man på denne måde kan undgå, at skarverne ødelægger alt for megen skov.

Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening kritiserer regeringens forslag i stærke vendinger. Omvendt udtaler Danmarks Jægerforbund sig ikke overraskende positivt om tanken. Fiskerne mener dog ikke, at de foreslåede tiltag er nær stærke nok. Samtidig slår de til tromme for, at vi danskere lærer at spise skarv, som nordmændene længe har gjort det.

Således sidder der næsten et kilogram fint og magert brystkød på en voksen skarv – kød, der i koldrøget tilstand smager meget á la rådyr. Kød, der ligeledes fint kan serveres som engelsk bøf. Med de alt for mange skarver, vi har i dag, er der lagt op til mangt et godt måltid i de kommende år!

Vært for virus

Nu har Statens Veterinære Serumlaboratorium fuundet fjerkrævirus i en prøve fra skarver. Der er tale om den såkaldte “Newcastle Disease” (ND) virus, der betragets med største alvor i fjerkræavlerkredse. Siden 1995 har sygdommen været konstateret flere steder i Danmark, hvor sygdommen konsekvent bekæmpes med aflivning af de smittede bestande.

På grund af vor konsekvente holdning til denne fjerkrævirus har Danmark hidtil haft status som ND-frit land – en status, som måske er i fare, nu hvor den skadelige virus altså også er fundet hos skarven.

Der er således mange ting, som taler for en reducering af vor hjemlige skarvbestand. Det vil miljøet have endog meget godt af, og det er der efterhånden mange, der mener. Blandt andet dagbladet Jyske Vestkysten:

Den nuværende regering startede som bekendt sin regeringstid med at afvikle et hav af mere eller mindre overflødige råd og nævn. Herved kunne spares et 3-cifret millionbeløb hvert eneste år – penge, som regeringen hellere vil bruge i sundhedssektoren.

Væk med Vildtforvaltningsrådet

Nu har Jyske Vestkysten imidlertid fundet et råd, som gik ram forbi i sparerunden, og som avisen nu anbefaler miljøministeren at nedlægge. Det er Vildtforvaltningsrådet, som netop er kommet med et bud på en ny forvaltningsplan for den fjerede, sorte død – skarven.

Danmark har i årtier haft Vorsø ved Horsens Fjord udlagt som reservat for skarverne, der har kvitteret med landets største skarvkoloni. Der igen har forpestet tilværelsen for fisk og fiskere ved i og ved den smukke østjyske fjord. Her har man studeret, ringmærket og talt fugle som intet andet sted.

Alligevel har Vildtforvaltningsrådet kun ét bud på en ny forvaltningsplan for skarven: Flere penge til undersøgelser af skarvens indflydelse på fisk og fiskeri…

Man kan kun give Jyske Vestkysten ret: – Nedlæg det råd og se så at få reduceret den nuværende skarvbestand til en langt mindre!

© Steen Ulnits 2001

– Hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald?

Sådan lyder et af de klassiske spørgsmål, der naturligvis ikke kan besvares. Det kan derimod følgende spørgsmål:

– Hvad er den bedste forretning, Skjern Å eller Femern Bælt?

Det er nemlig Skjernå, der jo er blevet ført tilbage til sit oprindelige leje formedelst en kvart milliard. 250 millioner kroner.

På opdrag af Wilhjelm-udvalget har Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole udarbejdet et overslag over rentabiliteten af netop Skjernå-projektet. Og man kom da frem til den lidt sensationelle konklusion, at retableringen af Skjernå – set over en 20 års periode – faktisk er en ren overskudsforretning.

Men, men, men. Det er den kun ifølge nogle antagelser af de helt store – og helt vilde. Kigger man nærmere på analysen, er der to ting, som springer i øjnene – to værdier, som ganske vist får regnestykket til at gå op, men som samtidig er hentet helt ud af det blå.

Således har man sat den rekreative værdi af projektet til 46 mio. kr og værdien af øget biodiversitet (flere dyre- og plantearter) til 33 mio. kr. Alt i alt 79 mio. aldeles fiktive kroner, som aldrig kommer ind, men som er sat efter, hvad man tror, at besøgende er villige til at give for at opleve det nye område. Turister, som næppe nogensinde indfinder sig i nævneværdigt antal.

Fiktive fiskeværdier

Værdien af det nye lystfiskeri er til sammenligning sat til 34 mio. kr. – værdien af den nye jagt til 6 mio. kr. Hvilket måske ikke er spor urealistisk, hvis man vel at mærke ønsker at udnytte disse muligheder. Det gør man ikke i dag, og det er der heller ingen planer om i fremtiden. Altså kommer dise penge heller ikke ind.

Laver man samme slags undersøgelse over Femern Bælt forbindelsen, når man – ikke uventet – frem til, at det ikke er noget rentabelt projekt. Det tror da pokker, når man af praktiske årsager ikke her kan anslå nogle fiktive rekreative værdier i samme størrelsesorden.

Nu skal ingen forledes til at tro, at undertegnede er imod Skjern Å projektet og for Femern Bælt forbindelsen. Faktisk forholder det sig stik modsat. Men jeg er en stor modstander af undersøgelser, der tilsyneladende og med djævelens vold og magt skal komme ud med overskud. En undersøgelse, som er bestilt af Wilhjelm-udvalget, der er nedsat af Svend Auken og Ritt Bjerregaard. En undersøgelse, der skal vurdere et projekt, som er gennemført under de samme to ministre.

Det ligner simpel manipulation, der blot skal retfærdiggøre de store investeringer. Hvilket jo slet ikke er nødvendigt. Det var jo et enigt Folketing, der i sin tid stod bag beslutningen om at lægge den nedre del af Skjern Å tilbage til dens oprindelige leje. På et tidspunkt, hvor miljøministeren sågar var af borgerlig observans.

© Steen Ulnits 2001

For omkring 12.000 år siden begyndte isen fra den sidste istid at smelte – med det resultat, at verdenshavene steg adskillige meter. Store landområder blev oversvømmet, og verdenskortet måtte tegnes helt om.

Enkelte steder blev denne oversvømmelse mere dramatisk end andre. Eksempelvis ved Sortehavet, som indtil for 7.500 år siden var en regulær ferskvandssø med afløb via Bosporus Strædet.

Da verrdenshavene og dermed også Middelhavet steg efter afsmeltningen af isen, nåede havet på et tidspunkt så højt, at det brød gennem Bosporus Strædet og oversvømmede det ferske Sortehav med salt vand fra Middelhavet.

I dag ligger den gamle kystlinje således begravet under omkring 150 meter vand.

En økologisk katastrofe for mange af de dyr og planter, der levede i det ferske vand – og en pendant til det, der skete, da Vesterhavet i forrige århundrede brød gennem Agger Tange og oversvømmede den ferske Limfjord med salt vand fra Nordsøen.

Eftervirkningerne

I dag lider Sortehavet stadig under den årtusindgamle oversvømmelse. Det indtrængende saltvand lagde sig nemlig nederst i den dybe sø, som mangler de store havstrømme til at blande vandet op. Resultatet blev en permanent lagdeling med tungt saltvand nederst og mere brakt vand øverst.

Det tunge bundvand modtog og modtager stadig nedsynkende organismer fra overfladevandet – organisk stof, som skal nedbrydes under forbrug af ilt.

Hurtigt blev bundvandet derfor iltfrit, hvilket det stadig er. Dybder på over 200 meter er permanent iltfrie. Langt størstedelen af det over 2.000 meter dybe Sortehav ligger dermed dødt hen – blottet for højere liv.

Konstant udvikles og opmagasineres der kolossale mængder giftig svovlbrinte i de iltfrie omgivelser, som derfor ligger øde hen.

Til glæde for arkæologerne, der herude på dybt vand har fundet flere meget gamle og meget velbevarede træskibe. Med ilt i vandet ville forskellige organismer forlængst have nedbrudt træet i de sunkne skibe.

Seneste fund blev gjort på 300 meter vand – af et 1.500 år gammelt romersk træskib, der ifølge arkæologerne var “så velbevaret, at det kunne være bygget og sunket i går!”

© Steen Ulnits 2001

I april 1986 skete den katastrofe, mange længe havde frygtet: Det dårligt konstruerede russiske atomkraftværk Chernobyl kom ud af kontrol, og en efterfølgende kernereaktion resulterede i eksplosion af reaktor 4, som løftede det 2.000 tons tunge betontag højt op i luften.

Blot få dage senere kunne man måle et voldsomt radioaktivt nedfald så langt borte som i svensk Lapland. Ikke mindst gedderne heroppe ophobede i løbet af de kommende måneder så store mængder radioaktivitet, at de ikke længere kunne spises uden risiko for liv og lemmer. Det samme gjorde elge og rener, hvilket ramte de svenske samer hårdt.

Den vestlige verden var rystet over oplysningerne, mens den russiske befolkning blev holdt hen med sparsomme og stærkt censurerede oplysninger – givet for at undgå panikagtige situationer. Efter en hel del diplomati og diplomatiske forviklinger blev EU-landene i 1995 enige om, at der skulle bevilges penge til det nu fattige Ukraine. Sovjetunionen var jo i mellemtiden gået i opløsning, og Ukraine måtte nu stå på egne ben.

5 milliarder fra EU

Der blev sat 5 milliarder EU-kroner af til bygningen af en gigantisk betonsarkofag over den forulykkede reaktor – med det tilsyneladende udmærkede formål at isolere den stærkt radioaktive reaktorkerne fra omgivelserne, så yderligere udslip kunne undgås. Man mente nemlig, at der stadig var 97% af det farlige brændstof tilbage i kernen – i form af 200 tons højradioaktivt materiale.

Nu viser det hele sig så efter al sandsynlighed at være et bluff-nummer af rang. Tyske atomforskere, der sammen med russiske kolleger har haft adgang til den forulykkede reaktor 4, kunne knapt måle nogen radioaktiv stråling – i hvert fald ikke noget, der på nogen måde kunne sandsynliggøre, at der stadig skulle være 97% af det højradioaktive atombrændsel tilbage. De kunne sågar findes inde ved selve reaktorkernen, kun iført beskyttelsesdragter.

Disse forskere konkluderer nu, at det snarere var 97% af brændslet, der slap ud i atmosføren ved den kraftige eksplosion, som løftede den tunge tagkonstruktion højt op i luften. At der nu kun er 3% tilbage, og at dette på ingen måde udgør nogen fare for omgivelserne. At skaden således for længst er sket, og at de 5 milliarder ingen nytte har været til overhovedet.

Og dog. Et slag på tasken siger nemlig, at omkring 90% af pengene er gået til de vestlige atomenergifirmaer, som har været konsulenter og eksperter på opgaven. Små 10% er havnet i hovedstaden Kievs pengekasse, og sølle 1% er reelt gået til oprydning på Chernobyl. Og så er der kun dokumentation og bilag for 30% af hele beløbet…

– Fremtiden?

Tilbage står så det triste faktum, der stadig findes 13 operative atomreaktorer af den farlige Chernobyl-type. At Rusland nu planlægger at udbygge atomkraften yderligere, så A-kraft i 2015 vil levere en tredjedel af landets totale energiforbrug.

Tilbage står også den kendsgerning, at antallet af svulstdannelser efter radioaktiv bestråling fra ulykken først vil toppe i år 2005. I mellemtiden og siden 1986 anslår vestlige eksperter, at mellem 10.000 og 20.000 “likvidatorer” (oprydningsarbejdere) er afgået ved døden på grund af strålingen fra reaktor 4.

Endelig regner den russiske regering med en stor fremtidig indtjening ved at modtage og oparbejde eller deponere højradioaktivt affald fra den øvrige verden. På nuværende tidspunkt har de russiske myndigheder endda allerede dokumenteret, at de end ikke kan fragte egne skrottede reaktorer fra Murmansk på Kola-halvøen til oparbejdsningsanlægget Marjak i Sydrusland på forsvarlig vis – uden at der forsvinder plutonium undervejs.

Det kommer helt sikkert til at gå helt galt igen med A-kraften i Østblokken. Spørgsmålet er kun hvornår…

© Steen Ulnits 2002

Den samlede biomasse af tobis i Nordsøen ligger på omkring 2 millioner tons, hvoraf rovfiskene konsumerer mere end 2 millioner tons. Rovfuglene tager til sammenligning blot nogle få procent. Alt i alt fjernes der årligt omkring 3 millioner tons, hvilket betyder, at tobisen er overordentlig formeringsdygtig og i stand til årligt at producere godt halvanden gang sin egen biomasse.

Samlet set udgør det danske industrifiskeri efter tobis næppe noget problem for bestanden. Men lokalt kan det koncentrerede fiskeri gøre skade på fuglene. Det lader eksempelvis til at være tilfældet i den skotske Firth of Foray, hvor der på en enkelt kvadratkilometer havbund i perioder kan fanges op mod 24 tons tobiser!

Et så stort lokalt fiskepres har vist sig at påvirke forskellige havfugle og deres ynglesucces markant. Dette gælder naturligvis især de fugle, som primært eller udelukkende ernærer sig af tobiser. Det gælder fugle som havterne, topskarv og kjove, der udelukkende lever af tobis. Og det gælder fugle som ride, lomvie, alk og lunde, for hvem tobiser udgør mere end 75% af den daglige kost.

Rekordstore fangster

I begyndelsen af 1990’erne begyndte man for alvor at fiske tobis ud for skotske Firth of Foray, hvor fiskene stod uhyre koncentreret i perioden maj til juli. Fiskeriet toppede i 1993, hvor næsten 100.000 tons blev fanget i et lille område på 55 x 55 km eller 30 x 30 sømil.

Det rekordstore fiskeri fandt sted i netop den periode, hvor havfuglene er mest afhængige af netop tobisen. Og man kunne da også konstatere en rekordlav ynglesucces hos arterne lomvie, topskarv og ride selvsamme år.

Ynglesuccesen hos riden i Firth of Forth området er faldet så meget op gennem 90’erne, at den er truet med udryddelse. Sagkundskaben er generelt enige om at give industrifiskeriet skylden. Denne enighed resulterede sidste år i, at man helt lukkede for fiskeriet efter tobis i denne del af Skotland.

Fra flere sider har selvsamme industrifiskeri ud for det nordøstlige Storbritannien været beskyldt for at være medvirkende årsag til atlanterhavslaksens tilbagegang i samme område. De hidtidige undersøgelser har dog hverken kunnet be- eller afkræfte dette, men usandsynligt lyder det dog ikke – den stærke lokale koncentration af tobiser taget i betragtning.

Det danske industrifiskeri omsætter årligt for 2 milliarder kroner og beskæftiger 2.000 mennesker. Derfor sikkert den meget lange snor, som myndighederne hidtil har givet danske industrifiskere. Vi er den eneste større industrifiskernation i EU, og nu ser det langt om længe ud til, at de andre EU-lande har fået nok af det danske overfiskeri.

© Steen Ulnits 2002

.