Mens vildlaksen kæmper for sit liv i Nordatlanten, kæmper mange andre interesser om vildlaksen…
Det ser sort ud for atlanterhavslaksen på internationalt plan. I løbet af de sidste 25 år er den samlede laksefangst således gået støt ned af bakke:
- 1975: 4.0 millioner fisk
1980: 3,4 millioner fisk
1985: 2,6 millioner fisk
1990: 1,6 millioner fisk
1995: 1,1 millioner fisk
1997: 0,8 millioner fisk
Den samlede fangst af atlanterhavslaks er således faldet med 80% siden 1975.
I USA måtte Salmo salar da også definitivt opgive ævred sidste år. Det skete den 13. november 2000, hvor atlanterhavslaksen kom på listen over truede dyrearter i USA. Her forekommer den på nuværende tidspunkt kun i otte floder – alle i staten Maine.
US Fish and Wildlife Services og Marine Fisheries Service vurderer, at der i dag vender mindre end 10% af de laks tilbage til floderne, som er nødvendige for artens overlevelse. Atlanterhavslaksen er således på randen af udryddelse i Nordamerika her først i det nye årtusinde, og rødlistningen kommer derfor ikke et sekund for tidligt.
Ligeglad med laksen
Fra naturens hånd er Norge verdens lakseland nummer ét. Over 600 lakseelve findes der fra nord til syd. Flere tusinde danske laksefiskere gæster hvert år Norge for en mulig dyst med fiskenes konge – med store turistindtægter for lokalsamfundene til følge.
Men Norge har ikke passet ret godt på denne naturarv. Således har 42 elve allerede helt mistet deres laksebestand, og 55 elve har truede bestande. Endelig anses 154 elve for sårbare med hensyn til laksens fremtid. Der er således alvorlige problemer ved mere end en tredjedel af landets mange lakseelve.
Tilsyneladende er nordmændene ligeglade med laksen, så længe blot olien fosser op fra Nordsøens bund. Nordmændene har i hvert fald stiltiende set til, mens et lakseopdræt i voldsom vækst har forurenet vandene med såvel undslupne tamlaks som havlus i hobetal og alskens smitsomme sygdomme.
Resultaterne har da heller ikke ladet vente på sig. Således er de norske bestande af vildlaks pt. i frit fald mod afgrunden – mod den totale udryddelse.
At der overhovedet stadig er laks i elvene, skyldes primært de massive udslip af tamlaks fra opdrættet i de norske fjorde. Og så den kendsgerning, at “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) med hovedsæde på Island gennem årene har “frikøbt” op mod en million norske vildlaks fra garn og krogliner ude på opvækstpladserne i Nordatlanten.
Norsk friløb i olie
Men dette er sket, uden at den norske stat i de seneste år har bidraget med en krone til disse private og livsreddende opkøb af laksekvoter. Trods den ubestridelige kendsgerning, at den norske andel af opkøbet udgør mere end 40% af totalen. Og at den norske stat svømmer i penge fra Nordsøolien.
Nu ser det imidlertid ud til, at nordmændene langt om længe har fået øjnene op for situationens alvor. Efter nogle år med støt dalende international interesse for det stedse ringere norske laksefiskeri bestilte myndighederne en regulær hvidbog om den norske vildlaks. En rapport, der udreder laksens pt. fortvivlede situation og peger på nogle metoder til at redde stumperne.
Alt imens vokser det norske lakseopdræt støt og roligt videre. Det lakseopdræt, der er med til at trække tæppet væk under vildlaksene via udslip af tamlaks, overførte parasitter og smitsomme sygdomme.
Således rundede norsk lakseopdræt sidste år en produktion på 400.000 tons tamlaks om året, og hermed er Norge nu blevet verdens suverænt største lakseproducent – og som sådan hovedansvarlig for, at det i dag er billigere at købe en skive laks end et stykke torsk.
Men det har kostet vildlaksen dyrt – i form af umulig konkurrence på gydepladserne, hvor undslupne tamlaks er i klart overtal; smitsomme sygdomme og livsfarlige parasitter.
Hvidbog om vildlaksen
Det er så småt ved at gå op for nordmændene, at de er ved at miste en væsentlig del af den norske nationalarv – vildlaksen.
Den norske Rigsdag nedsatte derfor i 1998 en undersøgelseskommission, der under ledelse af forhenværende rigsanklager Georg Rieber-Mohn skulle sammenfatte laksens øjeblikkelige situation og komme med bud på, hvad der kunne gøres for at bedre forholdene.
Rapporten kom i 1999 og fylder godt 300 tætskrevne sider, som sine steder byder på idelige gentagelser af velkendte sandheder om den norske lakseforvaltning. Men nu står det der sort på hvidt – på officielt papir – og så kunne man jo håbe, at der også var nogen i den norske Rigsdag, som tog rapporten alvorligt.
Rapporten foreslår blandt andet følgende tiltag til vildlaksens fremme:
- Bekæmpelse af lakselus i frivand
Reduktion i udslip af tamlaks fra opdrættet
Bekæmpelse af parasitten Gyrodactylus salaris
Stop for fremtidig udbygning af lakseeleve til vandkraft
Begrænsninger i fangsten for både stangfiskere og garnfiskere
Udpegelse af 50 nationale lakseelve, hvor laksen får højeste prioritet
Udpegelse af 10 nationale laksefjorde, hvor laksen får højeste prioritet
Teori og praksis
Personlig glædede jeg mig dengang over, at min egen bog “Laks i Gudenåen” – udgivet i 1993 af Gudenåens Laksefond i samarbejde med Gads Forlag – blev fundet værdig til at citeres i hvidbogen
om den norske vildlaks. Endnu mere ville det dog have glædet mig, dersom de konkrete forslag, som rapporten jo også bød på, var blevet ført ud i livet.
Det er nemlig ikke sket. Her i år 2001 må vi nemlig konkludere, at det er blevet ved snakken. At et par gode laksesæsoner midt i nedgangen fik mange skeptikere til at øjne lys i mørket, så man kunne undgå eller i hvert fald udsætte de nødvendige tiltag og restriktioner.
Fakta er følgende:
Der har netop været folketingsvalg i Norge, og op til et valg ønsker ingen politiker som bekendt at lægge sig ud med nogen. I sommer fremlagde den norske regering derfor et forslag, som i korthed går ud på, at der oprettes 39 nationale laksefjorde. Samtidig forbydes lakseopdræt eller pålægges restriktioner i 22 fjorde.
Høringsfristen for dette forslag er 1. oktober, og efter al sandsynlighed vil det nye Storting behandle forslaget inden udgangen af dette år.
Stenrige opdrættere…
Fra Norges Jæger- og Fiskerforbund er man dybt skuffede over regeringens udmelding. De mener, at forslaget vil trække tæppet væk under de sidste laksebestande – ikke mindst på Vestlandet, der jo har fisket katastrofalt dårligt de seneste to år.
Faktisk har fiskeriet i denne del af Norge på været så dårligt, at Direktoratet for Naturforvaltning har foreslået et totalt stop for alt laksefiskeri Vestlandet fra næste år.
Man mener, at op mod 95% af den udvandrende laksesmolt er gået til på grund af de mange havlus fra lakseopdrættet. Således skal der ikke mere end en halv snes havlus til, førend en nyudvandret laksesmolt bukker under.
Situationen er dobbelt grotesk, fordi de stenrige lakseopdrættere indtil videre ikke har brugt én eneste krone på at forske i dette problem. De skovler blot penge ind på deres tamlaks, mens vildlaksene decimeres.
Det påpeger man fra Norsk Havforskningsinstitut, der ser meget kritisk på det stadigt ekspanderende lakseopdræt.
…i ludfattige kommuner
I 1991 overtog Gustav Witzøe et konkursbo med en enkelt koncession til opdræt af laks. Ti år senere er antallet af koncessioner udvidet til 33, og samtidig er han delejer af yderligere 13 koncessioner.
Sidste år omsatte Gustav Witzøe for 498 millioner norske kroner og slagtede 19.000 tons laks. Overskuddet før skat lød på 152 millioner kroner. Næste år regner Gustav Witzøe med at slagte 24.000 tons laks og øge omsætningen til 600 millioner kroner.
Man skulle tro, at den slags arbejdspladser er populære i de ofte fjernt beliggende og tyndt befolkede egne af landet. Det var de skam også tidligere, hvor tocifrede millionbeløb hvert år havnede i slunkne kommunekasser. Men sådan er det ikke længere. Antallet af arbejdspladser er i sig selv ringe, og ifølge en ændret norsk skattelovgivning går al skat af aktieselskabers overskud nu direkte i statskassen.
Det ved politikerne i Oslo udmærket, og for nationen som sådan er lakseopdrættet derfor en guldgrube uden lige – kun overgået af Nordsøolien. Derfor er det næsten umuligt at få politikerne til at gribe ind i lakseopdrættet med restriktioner og forbud. Derfor dør den norske vildlaks på lakseopdrættets hellige alter.
Norske Lakseelver:
– Det virker, som om politikerne ikke indser, hvor alvorlig situationen er for vildlaksen, siger Aage Wold, ordførende i sammenslutningen Norske lakseelver.
– Det ser ud til, at regeringen er villig til at ofte vildlaksen i kampen om regeringsmagten, fortsætter han. Samtidig mener han, at man i regeringens nye udspil har pillet Rieber-Mohn udvalgets indstillinger totalt fra hinanden.
– Regeringens nye udspil gør det muligt for lakseopdrættet at blive liggende i de nationale laksefjorde og sågar udvide produktionen, slutter Aage Wold.
Det ser således sort ud for vildlaksen i Norge – sortere end nogensinde. Trods et par hæderlige sæsoners laksefiskeri – med masser af undslupne tamlaks i elvene.
Med mindre altså en ny norsk regering bliver i stand til at gøre noget radikalt ved vildlaksens situation.
© 2001 Steen Ulnits
Del denne artikel: